Go ugle Det hår år en digital kopia av en bok som har bevarats i generationer på bibliotekens hyllor innan Google omsorgsfullt skannade in den. Det år en del av ett projekt for att gora all vårldens bocker mojliga att upptåcka på nåtet. Den har overlevt så långe att upphovsråtten har utgått och boken har blivit allmån egendom. En bok i allmån egendom år en bok som aldrig har varit belagd med upphovsrått eller vars skyddstid har lopt ut. Huruvida en bok har blivit allmån egendom eller inte varierar från land till land. Sådana bocker år portar till det forflutna och representerar ett overflod av historia, kultur och kunskap som många gånger år svårt att upptåcka. Markeringar, noteringar och andra marginalanteckningar i den ursprungliga boken finns med i filen. Det år en påminnelse om bokens långa fård från forlaget till ett bibliotek och slutligen till dig. Rikt linjer for anvåndning Google år stolt over att digitalisera bocker som har blivit allmån egendom i samarbete med bibliotek och gora dem tillgångliga for alla. Dessa bocker tillhor månskligheten, och vi forvaltar bara kulturarvet. Men det hår arbetet kostar mycket pengar, så for att vi ska kunna fortsåtta att tillhandahålla denna resurs, har vi vidtagit åtgårder for att forhindra kommersiella foretags missbruk. Vi har bland annat infort tekniska inskrånkningar for automatiserade frågor. Vi ber dig åven att: • Endast anvånda filerna utan ekonomisk vinning i åtanke Vi har tagit fram Google boksokning for att det ska anvåndas av enskilda personer, och vi vill att du anvånder dessa filer for enskilt, ideellt bruk. • Avstå från automatiska frågor Skicka inte automatiska frågor av något slag till Googles system. Om du forskar i maskinoversåttning, textigenkånning eller andra områden dår det år intressant att få tillgång till stora mångder text, ta då kontakt med oss. Vi ser gårna att material som år allmån egendom anvånds for dessa syften och kan kanske hjålpa till om du har ytterligare behov. • Bibehålla upphovsmårket Googles "vattenståmpel" som finns i varje fil år nodvåndig for att informera allmånheten om det hår projektet och att hjålpa dem att hitta ytterligare material på Google boksokning. Ta inte bort den. • Håll dig på rått sida om lagen Oavsett vad du gor ska du komma ihåg att du bår ansvaret for att se till att det du gor år lagligt. Forutsått inte att en bok har blivit allmån egendom i andra lånder bara for att vi tror att den har blivit det for låsare i USA. Huruvida en bok skyddas av upphovsrått skiljer sig åt från land till land, och vi kan inte ge dig några råd om det år tillåtet att anvånda en viss bok på ett sårskilt sått. Forutsått inte att en bok går att anvånda på vilket sått som helst var som helst i vårlden bara for att den dyker upp i Google boksokning. Skadest åndet for upphovsråttsbrott kan vara mycket hogt. Om Google boksokning Googles mål år att ordna vårldens information och gora den anvåndbar och tillgånglig overallt. Google boksokning hjålper låsare att upptåcka vårlde ns bocker och forfattare och for låggare att nå nya målgrupper. Du kan soka igenom all text i den hår boken på webben på foljande lånk |http : / /books . google . com/ Go ugle Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online. Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog, der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyright vilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der ofte er vanskelig at opdage. Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig. Retningslinjer for anvendelse Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige. Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at kunne tilvejebringe denne kilde. Vi beder dig også om følgende: • Anvend kun disse filer til ikke-kommercielt brug Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål. • Undlad at bruge automatiserede forespørgsler Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski- noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os. Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe. • Bevar tilegnelse Det Google- "vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det. • Overhold reglerne Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror, at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden. Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig. Om Google Bogsøgning Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidig med at det hjælper forfattere og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan søge gennem hele teksten i denne bog på internettet på http : //books . google . com Digitized by i TILSKUEREN. MAANEDSSKRIFT KOR LITEBATUR, SAMFUNDSSPØRGSMAAL OG ALMENFATTELIGE VIDENSKABELIGE SKILDRINGER, UDGIVET AF N. NEEEGAAED. FØRSTE AARGANG. KJØBENHAVN 1884. P. G. PHILIPSENS FOBLAG. Digitized by Google Digitized by Google Indhold. Januar. Side. Dr. phil. G. Brandes: Børne og Goethe 1 Prof, H. Høffding: Om Realisme i Videnskab og Tro 20 Karl Gjellerup: Gor cordium 33 Theodoras: Baade-Og. En Nutidsbetragtning 39 Karl "Madsen: Nogle Bemærkninger om Nutidens Kunstvilkaar og deres Følger 63 E. O. A. Skram: B. Bjørnson, „En Hanske" 71 M. Galschjøt: Anne Charl. Edgrén, „Ur lifvet" og „Sanna kvinnor" 76 Februar. Dr. phil. E. Brandes: Efter Selskab 81 Prof. Fr. Nielsen: Luther og Rom i 1521 100 Docent J. Lange: En Replik om „Nutidens Kunstvilkaar" 116 N. Neergaard: Richard Cobden. 1 123 Seks Sonnetter af Shakespeare: Oversættelse af Dr. phil. Ad. Hansen 151 — >Fru Amalie Muller: Bjørnstjerne Bjørnson og „Over Ævne" 155 Dr. phil. Ad. Hansen: Holger Drachmanns „Ostende-Brugge" . 165 Marts. Dr. phil. 5. Schandorph: Fornuftgiftermaal 169 Dr. med. F. Levison : Mirakelkure 179 E. A. O. Skram: Schwester Weleicka 207 A. C. Larsen: Om Kongedømmet 214 N. Neergaard: Richard Cobden. II 234 April. Karl Gjellerup: Adria og Landkendinger 261 Herman Trier: Er en konfessionsløs Skole mulig? 278 Digitized by Google Side. Dr. phil. J. Hoffory: Den unge Goethes Faust 292 E. A. Skram: J. Lie, „Familien paa Gilje" 317 Gand. E. Slomann: H. Schwanenflugel, „Oldtidens Kulturhistorie" 321 Maj. Dr. phil. S. Schandorph: J. G. Schjødte 329 Frits Bendix: Selvmord 334 Dr. med. H. Mygind: Om Erindring og Fantasi 361 Karl Gjellerup: Ungdom, glade Ungdom! 379 Kredsskoleinspektør J. Petersen: Adolf Sang 384 Mathilde Berg: Anne Gh. Edgren, „Samfundsbilleder" 393 E. A. <>. Skram: E. Brandes, „En Forlovelse" 399 Fra 1848. Breve til Krigsminister A. F. Tscherning 404 Juni—Juli. Docent J. Lange: Et Par Optegnelser fra Holland 409 Billedhugger Stephan Sinding : Livslede 428 Dr phil. E. Brandes: Det kongelige Teater 432 Kontorchef M Rubin: Moralstatistik 446 Karl Føns: Møllebækkcn 479 Dr. phil. V. Pingel: Om Græsk som det centrale Fag i vor højere Under- visning 486 Dr. phil. J. L. Hejberg: Den lærde Skoles Reform 493 Gand. theol. A. Ipsen: Tre Sonnetter. — Foraarshilsen 510 Gand. polyt. E. Petersen: Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. 1 514 Folketingsmand F. Bajer: Et Indlæg i Kvindesagen fra 1793 537 Kommunelærer P Lauridsen : Kongo. I 551 August. Gand. mag. H. Schwanenflugel: Shakespeares Hamlet og dens Opførelse paa det kongelige Teater 561 Fru Camilla Collett: Ogsaa lidt „om Erindring og Fantasi" 574 Dr. phil. Ad. Hansen: Matthew Arnold som Digter. 1 579 Kommunelærer P. Lauridsen: Kongo. II...... 600 Gand. philol. S. L. Tuxen: Et Svar til Dr. Pingel. 616 Gand. polyt. E. Petersen: Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. II 623 Fra København i 1799. Ved Frk. M. Pingel 639 Digitized by Google September. Side. Frk. Alvilde Prydz: Resultater 04 1 Prof. Fr. Nielsen: Biskop Dupanloup. 1 058 Dr. phil. Ad. Hansen: Matthew Arnold som Digter. Il 677 Matthew Arnold: Den forladte Havmand. Overs, af Ad. Hansen 693 • Pastor Henning Jensen: Ministeriel Kirkepolitik 698 Gand. polyt. E. Petersen: Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. III 708 N. Neergaard: Johan Sverdrups Taler 727 Herman Bang: Judics Forestillinger 735 Oktobor. Andet Kapitel af Jonas IAes nye Fortælling 739 Herman Bang: „Ord u 748 Dr. phil. V. Pingel: Til J. G. Schjødtes Livshistorie og Karakteristik 761 Prof. Fr. Nielsen: Biskop Dupanloup. II 775 Realskolebestyrer Torvald Køhl: En anden Jordklode 799 November. Bertel Elmgaard: Egne Veje 809 Kommunelærer P. Lauridsen: Efter 20 Aars Fremmedherredømme 825 Dr. med. E. A. Tscherning: Om Kvaksalveri og fri Praksis 846 N. Neergaard: Parlamentariske Kommissioner 866 Herman Bang: Teatrene. (September— Oktober) 880 Smaabemærkninger (af Dr. V. Pingel og Herman Bang). December. Karl GjelleM^p^. Vintergæk 885 * * * Den 8de November 1877 888 Gustaf af Geijerstam: Folkelivs-Silhuet 915 Pastor Henning Jensen: Militarisme og Forsvar 923 Fru Amalie Skram: Constance Ring 934 Prof. Kr. Ershv: Machiavelli 950 Karl Madsen: Van der Meer fra Delft 970 E. Skram: S. Schandorph, Skovfogedbørnene 979 Fru Amalfe Skram: Bemærkninger om Bj. Bjørsons „Det flager i Byen og paa Havnen" 984 Herman Bang: Teatrene. (November) 993 Digitized by Google Digitized by Google Bdrne og Goethe. i/e Mænd, der omkring Aaret 1830 bekæmpede alle de Former af Tyranni , som den Gang trykkede Tyskland, ere i vore Dage ramte af en Upopularitet, der ikke synes at ville vige saa snart. Det er forklarligt. Ti den nulevende yngre Slægt i Tysk- land, der har Rigets Enhed bag sig — hin Enhed, der den Gang stod som en fantastisk Forhaabning — og der har set Tyskland udfolde sin samlede Magt i raadsnar, til alle Sider sejerrig Handl- ing, interesserer sig lidet for de gamle Drømmerier om hvorledes Enheden skulde bringes til Veje og ledes ved hine Forfatteres evindelige Spotten over tysk Søvnighed og Daadløshed, tysk Pe- danteri og Teoretiseren , da Udfaldet har vist, hvor praktisk og behjærtet det spottede Tyskland, naar Lejlighed gaves, kunde være. Særlig er siden den tysk-franske Krig de Skribenter, som for et halvt Aarhundrede siden stadig hævede Frankrig paa Tysk- lands Bekostning, i vide Kredse blevne ramte af en Art Ban. Man betragter dem som slette Patrioter og daarlige Profeter. Kun et ringe Mindretal formaar at indsé, hvor kraftigt selve hin Harme og Haan over den daværende usselige Tilstand har medvirket til det Omsving og Opsving, som er fulgt. Blandt de Forfattere, der i Datiden stod i første Række, er næppe nogen bleven skudt til Side som Ludwig Borne. De Stoffer, han behandlede, ere forældede, og kun den kyndige ser, at Formen har overlevet Stoffet. For hans abstrakte Fyrstehad, hans repu- blikanske Frisind er der i den unge Kejserstat ingen Brug. Og hans Personlighed passer ikke ind i de nye Forhold. Ti hvor Statsideen lidt efter lidt er ved at blive almægtig, hvor den fra oven, despotisk-socialistisk, søger at indskrænke det private Initia- tiv, forvandler saa mange Borgere som muligt til lønnede Embeds- mænd og giver den lønnede Embedsmand Forret for den uansatte 1 Digitized by Google 2 Borne og Goethe. Borger, og hvor den fra neden, revolutionært -socialistisk efter Ævne stræber at indskrænke den individuelle Skalten og Valten, dér forsvinder med Nødvendighed de udpræget selvstændige Ka- rakterer, og den kantede, uafhængige Individualitet synes noget lovstridigt, som ingen kan benytte til Dannelsesmønster eller Forbillede. Men Borne var netop en saadan skarpt kantet Indivi- dualitet og en ubetinget selvstændig Karakter. Nu synes i Tysklands Borgerstand den eneste, en Mand værdige Opgave den at bygge op, virke positivt, befæste eller om- forme det indvundne. Det murbrækkeragtige i Bornes Aands- retning afskrækker. Hans Ild og Ildhu, der varmede Samtiden, forekommer nu fortærende. Man betænker ikke, at Borne allerede døde 1837 og at det først efter 1848, efter at Tidens Malm ved en Revolution var bragt i flydende Tilstand, er bleven muligt at støbe faste og blivende Samfundsformer deraf. Borne maatte anvende al sin Kraft og Ild paa at hede Smelteovnen. Dog Grunden til Bornes Upopularitet ligger maaske dybere. Man lider i vore Dages Tyskland ikke Borne, fordi mangen en ikke kan læse ham. uden i hans Skrifter at finde en mod Læseren rettet levende Bebrejdelse for svegne Idealer; ti hvad er der i den nye Tingenes Tilstand blevet af det bedste, han kæmpede for? Han forkastes netop paa Grund af det geniale hos ham, mens man glæder sig over langt mindre, men langt mere harmon- iske Talenter. De harmoniske Talenter have bl. a den store Dyd, at de koste saare lidt; de koste ingen gammel Sæd og Skik, ingen Leveregel, intet Tænkesæt og ingen Kultus, der er bleven Læseren kær. De lade ham beholde sin hele Arv og Ejendom ubeskaaren. Genierne derimod koste altid Menneskeheden noget; der gaar altid ved deres Optræden et Stykke Religion eller Vid- enskab i Løbet. Dette Tab erstatter saa Geniet af sine egne Midler, men man maa trænge ordentlig ind i det for at faa den Skade oprettet, som man har lidt. Tyskland er i vore Dage kommet til Ro, men hos hine Forfattere herskede Tidens higende Uro. Hos Borne som hos Heine er Prosaformen journalistisk; Indholdet, det aandelige Frem- skridt, træder frem i Viddets lysende Reflekser. Hos Heine førte den indre Uro til en Overstadighed, der spottede, anklagede, jubl- ede, kyssede, lo og græd og sang, hos Borne til en Kampstemning, i hvilken han vakte, begejstrede, brændemærkede, profeterede, alt Digitized by Google Bdrne og Goethe. 3 medens han utaalmodig maalt^ Tidens langsomme Fremskriden mod sine egne Pulses Febertakt. Hele denne Uro forekommer fra vore Dages Synspunkt lidet statsmandsagtig. Dog nyder Heine endda større Yndest end Borne; ti Menneskene tilgive lettere den, som først og fremmest morer dem, end den, der mest af alt fremskynder dem. Det at have Karakter, at være Karakter er overalt i Vejen, er en i Vejen selv efter Døden — og Bornes Hovedbetydning som Forfatter er den, at han var en offentlig Karakter. Hvis jeg har Ret i den Mening, at i den moderne Tid enhver giver et væsentligt Bidrag til sin egen Karakteristik ved den Dom, han fælder over Goethe, saa betegnes unægtelig BQrnes Begrænsning skarpt ved den^Omstændighed^ at han afskyede Goethe. Men hvorledes gik det til, og hvad betyder det? Det beror paa, at Borne paa Goethes literære og kunst- neriske Virksomhed anlagde en fremmed og derfor falsk Maalestok, en politisk. Borne var i sit inderste Væsen en Moralist, nærmere bestemt en etisk-politisk Karakter. Den Ubøjelighed, som det var hans Ære at besidde i Grundsætninger og Handlemaade, frem- traadte i hans Opfattelse af Personligheder som Mangel paa Smid- ighed. Enhver Aand maa forstaas og bedømmes] ud fra sine historiske Forudsætninger; men Borne havde for alle kun én Maalestok, den moralsk-politiske. Han spurgte sig selv: Hvorfor protesterede Goethe ifeke mod Karlsbaderbeslutningerne, hvorfor fordrede han ikke af Forbundsdagen Genoprettelsen af den Presse- frihed, som Preussen under Frederik den store havde nydt? Han begreb ikke, at det slet ikke laa for Goethe at foretage sligt; allerede for ikke af sit Genis Mangesidighed at splintres og til- intetgøres havde Mesteren jo paalagt sig selv den strængeste Be- grænsning. Borne fattede desuden ikke, at saa stærkt den sociale Retssans og den religiøse Frihedskjærlighed var ^udviklet hos Goethe, saa uudviklet var hans politiske Frihedssans og Retssans. Goethe og Borne, vare Bysbørn. De fødes med 35 Aars Mellemrum i Frankfurt am Main. Frankfurt var en gammel Rigsstad, en Fæstning i hvilken Porte og Taarne antydede Stadens Grænser i ældre Dage og som uden om disse paany havde Porte, Taarne, Mure, Broer, Volde og Grave, der omringede den nye By; det var en Fæstning, som indeholdt Smaafæstninger: Klosterbygninger og borgagtige Gaarde, der lignede befæstede Pladser. Staden syntes uantastelig, omgiven 1* Digitized by Google 4 Borne og Goethe. med et Skær af ældgammel, ærværdig Selvstændighed. Det var en Patricierrepublik, hvor den fremmede var at betragte som retløs. Ve den, der for en Frankfurterdomstol havde en Strid med en Frankfurterborger, selv om han paa sin Side havde den soleklare Ret! De herskende Familier holdt sammen, viste hverandre Højagtelse under alle mulige gammeldags Former. At røre ved nogen af Stadens gamle politiske eller sociale Indretninger stod som utænkeligt. Øvrigheden var uden Foretagelseslyst , Indbyggerne uden den Følelse, at noget som helst her kunde forandres. Ingen Tanke om politisk Samhørighed med det øvrige Tyskland. I Da- tidens Tyskland var hver By og i Byen hvert Kvarter en lille Verden for sig. Goethe var et Patricierbarn i Staden. Hans Fader var kejserlig Raad. Da Ynglingen havde lært sin Fødeby grundigt at kende, maatte det se ud for ham, som kunde Skæbnen umuligt have andet i Vente for ham end borgerlig Lykke i Frankfurt. Ti Staden fangede: Familierne bemægtigede sig den skønne og højtbegavede unge Mand, Kvinderne hægede om ham, Traditionerne bandt ham; der var intet som kunde drage ham til de større Byer, Wien eller Berlin; de laa Frankfurt saa fjærnt som i vore Dage Rom og Petersburg. Den Skæbne syntes ham beskikket efterhaanden at blive Retslærd, Ægtemand, Embedsmand, Husejer og literær Notabilitet i sin Fødeby. Naar Goethe i Virkeligheden undslap denne Skæbne, saa beror det som bekendt nærmest paa den Omstændighed, som Borne har taget ham saa ilde op, den, at han blev en Fyrste- tjæner, at Hertugen af Weimar gav ham en høj Stilling ved sit lille Hof. Ggsaa Borne fødtes i Frankfurt am Main; men i Jødekvart- eret. Paa hans Tid var det en Ulykke at fødes som Jtade i Tyskland; ti Jøderne havde der som andensteds ingen borger- lige Rettigheder. Men det var en særlig Ulykke at fødes som Jøde i Frankfurt am Main. Ti i de øvrige store Byér havde paa dette Tidspunkt (1784) de selskabelige Forhold til en vis Grad raadet Bod paa den politiske Udelukkelse. De israelitiske Huse vare saa vel i Wien som i Berlin stærkt søgte som Midtpunkter for fordomsfri Dannelse og aandfuldt Vid. Geniale Jødinder som Rahel, dejlige Jødinder som Henriette Herz, som Baronesse Grot- thuis, som Baronesse Arnstein, som Fyrsten af Reuss's Gemalinde og mange andre skulde snart blive toneangivende i Preussens og Digitized by Google Bdrne og Goethe. 5 Østerrigs Hovedstæder. Men i Frankfurt var Skranken mellem Konfessionerne draget gennem det hele Livsomraade. Alle Jøder vare tvungne til at bo i den snævre, usle, over- befolkede Jødegade. Den fra Romaner kendte Modsætning mellem ydre Uanseligbed og indre Herlighed i Gettoerne fandtes ikke her; Husenes Indre svarede til deres Ydre; i de smaa, mørke Værelser kunde der ikke være Tale om at lægge Pragt eller Smag for Dagen. Ingensinde har man bedre kunnet danne sig en Mening ora det Liv, her førtes, end i de sidste Aar, da den ene Side af hin Gade er bleven jævnet med Jorden og en eneste afstumpet Række af vanskabte, pukkelryggede, sammengnidrede, lyssky Huse, i hvilke Nedbrydningsøksen allerede har slaaet dybe Huller, ere blevne stillede blot for Dagens fulde Lys, for hvilket deres smaa Glughuller, ligesom glippende med Øjet, synes at lukke sig. Ved Mørkets Frembrud bleve alle Gadens Beboere inde- lukte her. Spadserede de om Dagen paa Voldene, turde de aldrig betræde Gangstien, kun Kørevejen. For enhver forbigaaende, der tilraabte dem sit: »Mach mores, Jud'!« maatte de tage Hatten dybt af. Det var, for at hindre dem i at formere sig altfor stærkt, i alt kun tilladt fjorten Par om Aaret at indgaa Ægteskab. Skønt Jøderne i Frankfurt allerede den Gang i Reglen vare velhavende og havde Rothschild i deres Spidse, var da ogsaa i Selskabslivet Skillelinjen mellem Trossamfundene draget strængt, og selv Fri- murerlogerne, der dog vare helligede »Broderkærligheden« og Dyrkelsen af »det højeste Væsen«, udelukkede hinanden og murede hver efter sin Konfession. Det er klart, at disse Forhold maatte udøve deres Indflyd- else paa et modtageligt Barnesind. Imidlertid var det meget langt fra, at der hos Borne udviklede sig nogen stor Ømtaalighed med Hensyn til hans jødiske Afstamning. Dertil var han i alt for ringe Grad Jøde og i alt for høj Grad Menneske. Med hvor megen Harme han end har skrevet mod Undertrykkelsen af Gettoeraes ulykkelige Beboere, kunde han dog ingenlunde, som mange ven- tede det af ham, blive mere varm over for Spørgsmaalet om Jødernes Frigørelse end over for de andre Spørgsmaal af be- slægtet Art. Han led ikke det ensidige og egoistiske i en saadan Frihedsstræben, frygtede desuden, at den Kærlighed til Vinding, der som Følge af Jødernes Udespærring fra alle aandelige Syssel- sættelser havde bemægtiget sig dem, skulde bringe dem til at slaa sig sammen med Undertrykkerne mod de undertrykte. Jød- Digitized by Google 6 B5rne og Goethe. ernes Sag var for ham intet Spørgsmaal for sig, men en lille Del af Menneskehedens store fælles Frihedsanliggende. Dog, havde Goethe meget at overvinde, før han rev sig løs fra Frankfurteratmosfæren og naaede sit frie, overskuende Stand- punkt, saa havde Borne Vanskeligheder af en ganske anden Art at kæmpe med. Hans Fader var en kold, klog Mand, der af Verdens Gang til fulde havde lært, at hvad det for Mænd i hans Stilling gjaldt om var at leve stilfærdigt for ikke at udæske Hadet. Da han besad arvet Formue, havde han kunnet erhverve sig adskillige teoretiske Kundskaber; han havde endog studeret samtidig med Fyrst Met- ternich ved Universitetet i Bonn; men af Forsigtighed gav han Sønnens eneste Lærer stræng Befaling til at indskrænke Undervis- ningen til den gammeljødiske, Hebraisk ogTa,lmud. Drengen, der var stille og sky, blev haardt behandlet i Hjemmet, blev, for- mentlig til hans eget bedste, knækket paa ethvert Punkt, hvor han vilde gøre en Vilje gældende. Og saaltdes kom han til, sløvet i sit Følelsesliv, dobbelt vakt i sit Tankeliv, at opfatte alt fra Forstandssiden. Hvad der mødte ham, var dumt eller ikke dumt, intet videre. Læsningen af Jødernes religiøse Skrifter gjorde saa lidet Indtryk paa ham som Besøget af Synagogen. Visse Bønner, som f. Eks. Bønnen om Genindførelse af Offertjænesten, mishagede ham trods hans Drenge-Ortodoksi. Til sine Omgivelsers Forfærdelse sagde han: »Det er en dum Bøn«. Saa faldt Schillers Afhandling »Die Sendung Mosis« i hans Hænder og foranledigede et Omslag i hans Forhold til Troslær- dommene. Han saå her Fortællingen om sit Folks Lovgiver berøvet alt ufatteligt og underfuldt. Anekdoter fra hans Drengeaar anskueliggøre Kritikens Vaagnen i Barnets Sind og vise en de Kræfters Spil, der formede dets Karakter. Det blev stærk Regn og Kørevejen var aldeles opblødt en Dag, da den unge Borne var paa en Spadseretur uden for Frankfurts Porte med sin Lærer. »Lad os gaa over paa Gangstien«, sagde Drengen. »Véd du ikke«, svarede Læreren, »at Stien er os forbudt«. Drengens Svar: »Der er jo ingen, der sér det« gav Læreren Anledning til en moralsk Formaning og nogle Ord om Lovens Hellighed. »Det er en dum Lov«, sagde Borne. Læreren tog sig vel i Agt for at hidse Barnets Forbitrelse. Men der var saa mange Anledninger til den. Ved ingen offentlig Digitized by Google B6rne og Goethe. 7 Forlystelse i det fri turde nogen Jøde være tilstede, end ikke naar en Luftballon steg op. Ved alle Festligheder, naar Byen f. Eks. var smykket i Anledning af fyrstelige Personers Ind- tog, ble ve Jøderne lukkede inde i deres Gade; da ved Leopold Il's Kroning nogle enkelte af de mest ansete havde vovet sig ud, bleve de anholdte og bragte paa Hovedvagten. Adgangen til de fleste Hoteller og alle frie Pladser var dem formerit. Den almind- elige Regel med Hensyn til Betrædelse af Stadens Terræn var den: Hvor der er en grøn Plet, der maa ingen Jøde være. Om Søndagen bleve Jødegadens Døre endog lukkede Kl. 4 Eftermiddag, og kun den fik Lov til at komme igennem, der skulde bringe et Brev paa Posthuset eller hente Medicin paa et Apotek; der stod altid Vagt ved Porten. Den lille Borne plejede at sige: »Jeg gaar blot ikke ud, fordi Skildvagten er stærkere end jeg«. Og dog gav Drengen, der tidlig røbede et blivende Hang til Velgørenhed, en Dag, da han blev tiltalt af to Tiggere, en kristen og en jødisk, den første alt, hvad han havde hos sig. »Hvorfor giver Du ikke dit Folk Fortrinet?« spurgte Læreren. »Fordi der staar i Salomons Ordsprog, at vi skal sanke gloende Kul paa vore Fjenders Hoved«. Den samvittighedsfulde Lærer svarede med at afvise denne Be- væggrund: »den beroede paa den falske Forudsætning, at de Kristne vare Jødernes Fjender«. Til de fleste Ejendommeligheder, der i vor Mandsalder frem- træde hos os, findes Spirerne tidligt. Det 'ligger nær, ogsaa i Bornes Ungdomsliv at søge efter de første grønne Spirer til den finere Blomst af hans Produktion, i hvilken saa meget Hjærte og saa megen bunden Poesi træder os i Møde. Men hvor fandtes i Frankfurter -Jødegaden den grønne Plet, paa hvilken han som Mand i blødere Stemninger kunde tænke tilbage? Glædesløse Barn- domsindtryk, Kulde fra Forældrenes Side og rundt om ham kun Vindesyge og fejg Forsigtighed, alle de Laster, som Undertrykkelsen avler. Det synes umuligt at nogen aandig Blomst kunde skyde i Vejret mellem dette Gettos ujævne Brosten. Og ganske vist kom Borne heller aldrig til at frembringe nogen Skovduftslyrik eller Kyststemningspoesi. Men i disse Tvangsforhold smeddedes en Karakter saa stærk, at den aldrig kunde bøjes eller blødnes eller brydes, og paa hvis diamanthaarde Fasthed hverken Smiger eller Magtsprog bed, en Karakter, saa hermelinsagtig i sin Renhed som Spinozas under lignende Forhold udviklede Væsen, og i denne Digitized by Google 8 Borne og Goethe. Karakter en sædelig Strænghed, en Retfærdighedsfølelse, saa flam- mende i sin Patos, som den flammer hos Jesus, naar han vredes. Dog ogsaa et Mildhedsfrø blev lagt i hans Sjæl, og det skete, mens han fordybede sig i Læsning af den Forfatter, der i de mørke Ungdomstider var hans Trøst, og fra hvem han selv i lige Linje stammer ned. Han opfattede Jeaii Paul som deres Digter, der fødes i Ringhed. Han elskede Jean Paul som deres Digter, hvem der skér Uret. Han saa i ham en Rettens Præst og en Mildhedens Apostel. Den berømte Mindetale, han har skrevet over ham, giver et Indblik i Forfatterens Ungdomssværmeri paa samme Tid som den afgiver det mærkværdigste Vidnesbyrd om Slægt- skabsforholdet mellem Jean Pauls og Bornes Stil. Der er en dyb Bevægelse i Bornes Ord, hvor han siger: »Vi ville sørge over ham, som vi have tabt, og over de andre, som ikke have tabt ham. Ti ikke for alle har han levet. Men der vil komme den Tid, da han bliver født for alle og da alle ville græde over ham. Og han staar taalmodig ved det tyvende Aarhundredes Port og venter smilende paa, at hans sen- drægtige Folk skal indhente ham. Saa fører han de trætte og hungrige ind i sin Kærligheds Stad«. Og der er aandfuld Karakteristik i disse Linjer: »I Landene tælles kun Stæderne, i Stæderne kunTaarnene, Templerne og Paladserne; i Husene deres Herrer, i Folkeslagene Partierne, i disse deres Anførere Ad snævre, tilgroede Stier søgte Jean Paul den oversete Landsby. Han tallte i Folket Men- neskene, i Byerne Tagene, og under hvert Tag hvert Hjærte«. Skønt Borne efter hele sit Anlæg maatte sætte Schiller højt over Goethe, vurderede han dog Jean Paul langt højere end Schiller. Og det er højst betegnende, at hvad han har at ind- vende mod Schiller ikke er Ufuldkommenheder i den rent poetiske Udformning, men Mangel paa sædelig Idealitet. Man er vant til at betragte Schiller som uangribelig paa dette Punkt, men for Bornes hensynsløse Strænghed i den sædelige Fordring er han det ikke. Lærerig er især Bornes Bedømmelse af Wilhelm Tells Karakter. For ham er Tell kun en stor Filister, god Borger, Fader og Ægtemand, men en Mand, hvis Karakter er Underdanighed. Paa Rutli, hvor de bedste mødes, fattes hans Ed; han havde ikke Mod til at være en sammensvoren. Naar han siger: Der Starke ist am måchtigsten allein — Digitized by Google B6rne og Goethe. saa er dette for Borne Svaghedens Filosofi: hvo der kun har Kraft nok til at kunne komme til Rette med sig selv, er stærkest alene, men hvo der efter Selvbeherskelsen har et Overskud af Kraft, han vil ogsaa beherske andre. Og Kritikeren gennemgaar Tells Handlemaade Punkt for Punkt: Tell hilser ikke Hatten paa Stangen, men det er ikke Frisindethedens ædle Trods, det er kun Filister- stolthed, en Blanding af Æresfølelse og Frygt; han gaar med nedslagne Øjne forbi Stangen for at kunne sige, han ikke har sét den. Og da Gessier kræver ham til Regnskab, er han ydmyg, saa ydmyg, at man skammer sig over ham; han siger, han har undladt det af Uagtsomhed og ikke skal gøre det mere. Borne vurderer ikke Æbleskuddet: en Fader kan vove alt for sit Barns Liv, men tør ikke sætte selve dette Liv paa Spil. Hvorfor skød Tell ikke straks Tyrannen i Stedet for at bede for sig som et Fruentimmer og sige sit »kære Herre! kære HerreU. Han havde fortjænt Ørefigen derfor. Og, fortsætter Borne, er det ikke Forræderi og en slet Streg af ham, at naar Fogden paa Søen be- tror sig til hans Hjælp — som Fjende til Fjenden — at han da springer i Land, støder Baaden ud i Vandet og giver den til Pris for Stormen. Og Borne tager den stærkeste Forargelse af Repliken: Ich aber sprach: Ja Herr, mit Gottes Hilfe Getrau ich mir's, und helf uns wohl hindannen. So ward ich meiner Bande los und stand Am Steuerruder und fuhr redlich hin — »Hvor kommer, udbryder Kritikeren, den jævne Mand til denne Jesuitisme? Jeg begriber ikke, hvorledes man nogensinde har kunnet finde denne Handling sædelig, endsige skøn. Tell lægger sig i Baghold og dræber uden al Fare sin Fjende, der ikke tror sig udsat for nogen Fare!« Det kan ikke undre, at den, i hvis aandelige Organisme Retssansen havde udviklet sig til en saadan Skarphed og Finhed, at den formelig vikarierede for den egentlige æstetiske Sans, maatte savne Organet for Goethe, hvis Retfærdighedstrang var for- holdsvis uudviklet. — — Efter et Ophold hos en Professor i Giessen blev den unge Borne sendt til Berlin, da hans Fader ikke havde kunnet faa Bugt med hans Lyst til Studier, skønt disse kun kunde føre ham til at blive Læge, hvortil han endda ikke røbede Anlæg. Han blev sat i Huset hos den bekendte Læge Marcus Herz, hvis Hustru Henriette — især bekendt som Schleiermachers Veninde — den Gang ved Digitized by Google 10 Borne og Goethe. sin Skønhed, sin Ynde og den Hyldest, der fra de forskelligste Sider, af Berlins bedste Hoveder bragtes hendes lidet oprindelige Begavelse, glimrede som en Stjærne af første Rang. Den 1 7aarige Yngling forelskede sig flammende men haabløst i sin dejlige, den Gang 38aarige Værtinde, som fra først af ikke begreb, hvad der fejlede det unge Menneske, endelig efter et Par Selvmordsforsøg fra hans Side nødtes til at forstaa det, saa fjærnede ham for at helbrede ham for Gherubino-Lidenskaben, men gav ham det Raad at klage sig ud i en Dagbog, han da af og til kunde lade hende sé. Borne tog hende for saa vidt paa Ordet, som han fem Aar i Træk sendte hende sværmeriske Kærlighedsbreve, i hvilke hans tidlige Selvkritik viser sig mærkværdigt forenet med ædel Selv- følelse, og hvor Patos veksler med Ironi, naar Begejstringen for den Elskede eller for store, almene Ideer gennembryder den hvasse Satire i de Domme, der fældes. Denne Wertheriade modnede hans Følelsesliv, medens Berøringen med Tidens betydeligste Mænd i det Herz'ske Hus ikke kunde andet end vække hans Aandsævner. Borne studerede i Halle, da Napoleons Sejerstog forjagede Studenterne derfra; i 1813 ophævede den franske Kejser endog formelig Universitetet dér. Samtidig bortpustede han den frie Rigsstad Frankfurts gamle Spindelvæv af Love og Sæder; ti i hans Følge brød den franske Revolutions Ideer ind over Stæderne. For Borne var den nærmeste Virkning den, at han opgav det med- icinske Studium,, som han kun havde grebet, fordi ethvert andet var ham forbudt, og gik over til Statsvidenskab og Jurisprudens, der aabnede ham Adgang til Statstjænesten. Faderen, som var yderst utilfreds med Sønnens Opgivelse af Medicinen og som fordrede, at han skulde ernære sig selv, skaf- fede ham da — højst humoristisk — en Ansættelse ved det Frankfurter Politi. Han blev udnævnt til Aktuar, og der sad han nu i R6- mer'ens gamle, mørke Rum, viserede Passer, prøvede Vandrebøger, optog Protokoller og repræsenterede ved højtidelige Lejligheder i Uniform og med Kaarde den stedlige Avtoritet. Imidlertid begyndte han at optræde som Skribent og følte med hver Nerve i sit Væsen Tysklands Opsving, da Signalet lød til Frihedskampen mod Napoleon, hvem han altid havde hadet som den store Forfalsker af Revolutionens Testamente. Han anede visselig ikke, at han selv skulde blive et af Sejrens første Ofre. Næppe var det franske Herredømme i Frank- Digitized by Google Bdrne og Goethe. 11 furt brudt, før man lod den gamle Forfatning træde i Kraft paa ny. Da ingen Jøde kunde være ansat i Byens Tjæneste, fik Borne sin Afsked. Den jødiske Menighed i Frankfurt havde under Interregnet af Senatet tilkøbt sig Borgerrettighederne for en Sum af 440,000 Gylden. Man kasserede simpelthen disse Rettigheder — selvfølge- lig uden at give Pengene tilbage. Det var, skriver Karl Gutzkow, som om de Kurerer, der fløj frem o<* tilbage mellem Wien, hvor Fredskongressen havde sit Sæde, og de andre tyske Byer,, der havde hver sin Reaktionskongres , oprev Furer i den blodsivende tyske Jord, i hvilke man paany vovede at saa de gamle For- dommes og Forrettigheders Sæd. Det franske Herredømmes Fald berøvede Borne hans Embede og hans Ulykkesbrødre deres Menneskerettigheder; han var uper- sonlig nok i sin Tankegang til siden hen som før at ansé dette Fremmedherredømme for en Skændsel. Det kan imidlertid ikke undre, naar Goethes Ligegyldighed ogsaa over for dette Udslag af den store Reaktion styrkede Borne i hans Had til en Personlighed, der fra ingen ham tilgængelig Side syntes ham stor. I sin begejstrede Anmældelse af Bettinas Bog »Goethes Brevveksling med et Barnc — maaské den mest desorienterende Kritik, Borne har forfattet — skriver han: »Hvad gjorde Goethe, den største Digter, til et saa lille Menneske, hvad slyngede Humle og Petersilie ind i hans Lavrbærkrans? Hvad satte Nathuen paa hans ophøjede Pande? Hvad fjorde ham til Forholdenes Træl, til fejg Filister, til Smaastadssjæl? Han var Protestant og hans Familie hørte til det herskende Parti i Frank- furt, dens Medlemmer kunde blive Medlemmer af Senatet. Da han 60 Aar gammel stod paa Højden af sit Ry, og Virakskyerne under hans Fødder skillende skærmede ham mod Dalboernes lave Liden- skaber — saa ærgrede han sig, da han erfor, at Frankfurter- jøderne fordrede Borgerrettigheder og fraadede mod den »Huma- nitetsvaasen«, der talte Jødernes Sag«. Hvad Borne mindst af alt kunde tilgive Goethe, det var dog dennes Stilling til de store. Han oversaa, at den Menneske- alder, han selv var yngre end Goethe, betegnede en Sfæreforandring i Skribentens Stilling til Fyrsterne og Publikum. I Tyskland levede i det attende Aarhundrede Skribenterne ikke af Honorarer men af Tilegnelser. Digterne vare nødte til at søge en fornem Beskytters Yndest, til at undervise adelige Junkere eller ledsage unge Prinser paa Dannelsesrejser. Wieland modtog Pengegaver til Tak for Digitized by Google 12 B8rne og Goethe. Dedikationer, Schiller tog med Glæde mod den Understøttelse, Hertugen af Augustenborg skaffede ham fra Danmark. Monarker og Fyrster, høje Herrer, Aristokrater nærede jo i Slutningen af det attende Aarhundrede en virkelig, ja hæftig Interesse for Filo- sofi og Poesi, for al den nye Sandhed og Skønhed; de droge Forfatterne til sig som deres Ligemænd. Det var først ved den franske Revolution at dette smukke Forhold ophørte, og Goethes Livsstilling var ordnet før Revolutionen. Borne stirrede sig blind paa de løsrevne Udtryk for Goethe's Fyrsteveneration. Han afskriver etsteds denne Passus af Goethe's Dagbog: »Derefter havde jeg den uventede Lykke at turde gøre deres kejserlige Højheder Storfyrst Nicolaus og Gemalinde min Op- vartning i mit Hus og min Have. Hendes kejserlige Højhed, Fru Storfyrstinden, forundte mig at nedskrive nogle poetiske Linjer i hendes sirligt prægtige Album«, og Borne tilføjer: »Det skrev han i sit 71de Aar, hvilken Ungdomskraft!« Jo ældre han blev, jo mere han selv udviklede sig til ikke at være andet end en Inkar- nation af den politiske Overbevisning, et Væsen, i hvilket den po- litiske Overbevisning havde bemægtiget sig det hele Sjæleliv, Ta- lentet og Viddet, og hos hvem den var omdannet til en Religion med alle Religionens Ytringsformer: Tro, Andagt, Fanatisme — des mere værdiløs ja foragtelig forekom Goethes Tilskuerrolle til de politiske Kampe ham. Et andet Sted skriver han: »Goethes Dagbog har jeg nu endt. En saa tør og livtøs Sjæl gives der ikke mere i Verden, og intet er pudsigere end den Naivetet, med hvilken han lægger sin Følesløshed for Dagen Og saadanne Konsuler har det tyske Folk valgt sig: Goethe, der mere angest end en Mus, roder sig ned i Jorden og gerne giver Luft, Lys, Frihed, alt bort, naar han blot rolig i sit Hul kan tære paa det ranede Stykke Flæsk, og Schiller, der ædlere, men ligesaa modløs skjuler sig for Tyranniet bag Skydunst, og oppe hos Gud- erne forgæves beder om Hjælp, og blændet af Solen ikke mere sér Jorden og glemmer Menneskene, som han skulde hjælpe. Og saaledes — uden Fører, uden Formynder, uden Retsven, uden Beskytter — bliver det ulykkelige Land et Bytte for Kongerne, og Folket en Spot for Folkene«. Fra Sommeren 1818 af optræder Borne, der hidtil kun nu og da havde udgivet Brochurer, som selvstændig Journalist, idet han udgav og næsten alene forfattede Tidsskriftet »Die Wage«. Han var den første Journalist i stor Stil, som den tyske Literatur Digitized by Google BSrne og Goethe. 13 havde frembragt, og først ban gjorde den periodiske Presse i Tysk- land til en Magt. Jeg ejer de fleste, nu saa sjældne, Hæfter af hint gamle, epokegørende Tidsskrift »fur Burgerleben, Wissenschaft und Kun&t«. Midlet, hvorved det trængte igennem, var Udgiverens levende Stil og træffende Vid. Det behandlede Politik og Literatur og Teater, det havde Medarbejdere som Gorres (før dennes Om- vendelse) og som Willemer, Goethes rationalistiske og frisindede Ven, (»Suleika«s Ægtemand); men hvad for et Tema, Tidsskriftet end fremdrog, saa fik det ved Behandlingsmaaden en politisk Farve. I Løbet af de fire Aar, i hvilke Borne forestod Udgivelsen af »Die Wage«, overtog han desuden Redaktionen af to Dagblade, først af »Zeitung der freien Stadt Frankfurt«, som han paa Grund af Censurens uophørlige Plagerier maatte opgive allerede efter tre Maaneders Forløb, saa af Bladet »Die Zeitsch wingen«, der blev undertrykt ved et Magtbud, samtidig med at der idømtes Redak- tøren en kortvarig Fængselsstraf. Borne rejste nu for første Gang til Paris, hvorfra han en Tid lang leverede Korrespondancer til Cottas forskellige Tidsskrifter, men vendte dog allerede 1822 til- bage til Tyskland, hvor en lang og farlig Sygdom udtømte hans pekuniære Hjælpekilder og tvang ham til at henvende sig om Bistand til sin Fader. Denne var yderst misfornøjet med ham. Af sine andre Børn havde han Glæde; men denne Søn, Doktoren, der intet kunde fortjæne, havde, paastod han, allerede kostet ham store Summer, og var dog ikke blevet andet end Forfatter af Artikler og Skrifter, hvis Tendens aldeles ikke billigedes af hans Ungdoms- ven, Fyrst Metternich i Wien. Hvad skulde han skabe sig Fjender for! angribe de store! Passede det for hans Samfundsstilling? Hvad var han overhovedet i Verden, siden han tillod sig at føre saa stort et Ord? Nu kunde han have været Læge og have samlet sig Praksis, eller været Advokat og have ført Rothschilds Processer. I Stedet skrev han Tidsskriftsartikler, rejste den Smule Penge op, som de indbragte ham, og spærrede sig ved sine ugudelige Be- mærkninger om de store enhver Lejlighed til nogensinde at komme paa grøn Gren. Og Faderen kendte tilstrækkeligt til de politiske Forhold for at vide, at hans Søn aldeles ikke behøvede at blive Læge eller Advokat for at faa en indbringende Stilling. Han vidste ret vel, hvorfra Hr. von Gentz og Hr. Friedrich von Schlegel fik deres Veksler. Digitized by Google 14 Bdrne og Goethe. Næppe havde Borne begyndt en regelmæssig Virksomhed som Skribent, før de store reaktionære lagde Mærke til hans Talent. I et Brev fra Rahel fra 1819 hedder det, at Gentz har anbefalet hende »Die Wage« som det aandrigste, vittigste, der i hine Dage skreves, det bedste af den Art, der overhovedet siden Lessing var kommet frem. Borne's Fader vidste godt, at Hr. von Gentz roste Sønnens Stil, og Fyrst v. Metternich hans politiske Kund- skaber. Uden at spørge sin Søn arbejdede han da paa at skaffe ham en fordelagtig Byggegrund paa Samfundets Solside. Da Borne erfor derom, havde Metternich allerede grebet til med begge Hæn- der: Borne skulde leve i Wien med Titel, Rang og Indtægt som kejserlig Raad uden at være bunden til nogen som helst Tjæneste derfor. Ubetinget Gensurfrihed var sikret ham for alt, hvad han maatte ville skrive. Han skulde være sin egen Censor. Og vilde han efter nogle Maaneders Forløb opgive sin Stilling, stod det ham trit for. Saaledes vilde han jo allerbedst kunne arbejde for Fremskridtets og Humanitetens Sag. Faderen skrev: Kære Louis! jeg beder dig, læs dette Brev med samme Opmærksomhed, med hvilken jeg har læst dit. Tro mig, din saa højt priste Uafhængighed er prekær; vil den eller kan den bevares? Hvorfor skulde dog ikke ogsaa du en Gang tænke paa et fast Udkomme? Hvori bestaar din nærværende Lyksalighed? Dog vel ikke i de 500 Francs [maanedligt Honorar fra Cotta]? For din Fremtids Skyld, beslut dig dog til paa min Bekostning at gøre en Rejse til Wien; jeg besværger dig ikke at forskærtse din Lykke . . . .« Borne afslog alt, afslog det saa kort, at han end ikke en Gang vilde tale med Magthaverne. Goethe kunde lade sig gøre til Gehejmeraad ved et Hof, han ikke. Og Fristelsen var vel større for den fødte Plebejer, der paa Kommando havde maattet hilse enhver forbigaaende , end for den store Patriciersøn. Naar man læser Borne's haarde, haanlige Domme om Goethe, bør man ikke over deres Uretfærdighed glemme, at der stod en Mand bag Ordene, der ikke vilde gøre hvad Goethe havde gjort. I Sommeren 1830 laa Borne ved Badet Soden i Nærheden af Frankfurt for at komme sig efter en langvarig Gigtfeber og gentagne Anfald af Blodstyrtning. Hans Dagbog viser, i hvilken Grad alle hans politiske Forhaabninger vare slukte, alle hans Ønsker forstummede. En Sjæl som hans, hvis Vilje til det gode var en Lidenskab, og hvis Hungren og Tørsten efter Retfærdighed Digitized by Google B6rne og Goethe. 15 tærede paa Livskraften, kunde til sidst ikke bære Trykket af den politiske Reaktion. Han var nu 44 Aar gammel og havds siden Frihedskrigens Tid, det vil sige som Yngling og Mand, kun oplevet Slethedens Triumfer og dens Forfølgelse af alt, hvad der var Retsind og Fri- sind. Han havde aldrig kunnet løfte sit Øje op fra det Blad Papir, han beskrev, uden at sé den blege Frygt for enhver stor Lidenskab, for Idealer, ja for Ungdom trone paa Herskersæderne Side om Side med dyrisk Selvopholdelsesdrift og dyrisk Svælgen i Nydelse — Principet Metternich og Gentz. Han havde ikke op- givet det ringeste af sin Ungdoms og Manddoms Overbevisning, men over Verden hang et Sørgeflor. Han følte sig til Mode, som sad han i Tyskland paa Havets Bund, og en Dykkerklokke netop gav ham Luft nok til ikke at kvæles. I Paris havde han aandet frisk Luft. Dér havde Solens Lys, menneskelige Stemmer, Livets Larm henrykt ham. Nu gøs han af Kulde nede blandt Fiskene. Han døjede den forfærdeligste Kedsomhed. Stilheden gjorde ham syg; det snævre i alle Forhold skurede hans Hud til Blods. Han var en af de Naturer, som i Længden ikke udholde Eksistensens Solosang. Han maatte have Symfonier af Beethoven eller Tordenvejr. Han var af de Mennesker, der ikke føle sig til- pas i en Loge i Teatret. Han vilde sidde i Parkettet med alt Folket om sig. Det forekom ham som om Livets Værdier i Tyskland bleve udprægede under Jorden, i Midnatsstilhed , saadan som Falsk- møntnere præge. De der i Tyskland arbejdede, nød ikke, og de, som nød, de som oppe i Dagslyset satte de Livsværdier i Omløb, der vare frembragte der nede i Mørket under Angest og Bæven, de arbejdede ikke. I Frankrig levede et livsglad Menneske et Liv som et Ilbud, der sendes med Depecher til fremmede Byer, stedse til andre og som paa sine lange Rejser sér og nyder det mest forskelligartede, i Tyskland levede han som en Postillon, der stadig foretager samme korte Rejse frem og tilbage mellem to Holdesteder og hvem Lykken rækker en ussel Drikkeskilling der- for. Ganske vist kunde saa Postillonen gøre Rejsen i Søvne; han kendte hver Sten paa disse to Miles Vej, og det kaldte man i Tyskland Grundighed; men Borne, der sad i Soden i det lille Hotel og studerede Gasernes Kampe i Gaarden, Kalkunhanernes Skinsyge og Hunnernes Koketteri, var ikke glad ved den Lejlighed til sjælden Grundighed, der tilbød sig for ham. Digitized by Google 16 B6rne og Goelhe. Da fik han Efterretningen om at Ministeriet Polignac havde udstedt Ordonnanserne, begaaet Forfatningsbrud, og anende 'alt hvad dette Skridt vilde have til Følge, udbrød han: »Og Gud sagde, det vorde LysU Efterretningen om Julirevolutionens Udbrud fulgte. Med Utaalmodighed ventede han hver Dag paa den Time, da Aviserne kom. Han gik daglig ud paa Landevejen og spejdede efter Post- budets Komme. Varede det ham for længe, gik han lige til Hochst, hvorfra Aviserne bleve bragte. Snart holdt han det ikke mere ud i Soden. Han vendte tilbage til Frankfurt og forbavsede, elektri- serede dér sine Omgivelser ved sin Ild. Man genkendte ikke den tidligere saa tavse Borne med det lidende Ydre; der syntes at være skét et Mirakel med ham; han var ung og rask* paa ny. Alle hans gamle Drømme syntes virkeliggjorte og alt, hvad han i de lange Tider havde maattet holde nede i sit Sind, sprang i Vejret som elastiske Fjedre, naar et Tryk tages bort. Snart holdt han ikke heller Opholdet i Frankfurt ud; efter kort Tids Forløb var han i Paris. Samtidig med at Borne i det lille Badested ved Frankfurt {ganske ligesom Heine i hine Dage paa Helgoland) blev sat i en hæftig Sindsbevægelse ved Efterretningerne fra Frankrig, fandt i den Slaarige Goethes Arbejdsværelse den berømte Misforstaaelse Sted, idet den besøgende, som modtoges af Oldingens glade Ud- raab over den store Afgørelse i Paris, i Begyndelsen troede, at Goethe mente Julidagene, og først noget efter forstod, at han talte om Afgørelsen af den naturvidenskabelige Strid mellem Cuvier og Saint-Hilaire til Fordel for den sidste. Længe nok har man i denne mindeværdige Misforstaaelse alene sét Symptomet paa Goethes Begrænsning over for det poli- tiske; det er kun billigt at fremhæve den betegnende Anekdotes anden Side: den gamle Vismands berettigede Overlegenhedsfølelse over for Historiens Smaabegivenheder. I Virkeligheden var denne naturvidenskabelige Strid ved sit Idéindhold vægtigere og i sin omformende Virkning paa det aandelige Verdenskorts Udseende betydningsfuldere end den franske Statsomvæltning. Saint-Hilaires Teorier om Typens Enhed bebude jo Bogen om »Arternes Op- rindelse«. Men Billedet af Bornes Overvældelse ved den politiske Katastrofe i Frankrig træder endnu skarpere frem paa Baggrund af Goethes Uanfægtelighed. Dog paa det oplivende og begejstrende Indtryk af Julirevo- Digitized by Google B6rne og Goethe. 17 lutionens Udbrud fulgte et andet, der skærpede den politiske Lid- enskabs Braad hos den yngre Slægt: Indtrykket af den polske Opstands Udfald. Oprøret i Polen, der varede fra Vinteren 1830 til Sommeren 1831, var af næsten alle Evropas Folk bleven fulgt med den mest levende Deltagelse. Alle vidste, at hvad der i Polen kæmpedes om, det var om Enevælde eller Folkefrihed skulde herske i Evropa for Fremtiden. Med yderste Spænding agtede man derfor paa de kæmpende Parters Stilling; enhver Sejer for Polakkerne blev hilst med Jubel, ethvert Nederlag led- saget af Folkesorg. Til Slutningen, da man saa, at Polakkerne ikke var i Stand til at sejre ved egne Kræfter alene, indløb talrige Adresser fra Undersaat terne til de forskellige tyske Regeringer om at staa Polen bi. Da alt var ude, stræbte Folkene i det mindste at lægge deres Medfølelse for Dagen og vise de polske Tropper paa deres Vandringer gennem Mellemevropa til Frankrig saa stort Gæstevenskab som muligt. Over alt bleve de modtagne med Begejstring; næsten enhver tysk By havde sit Udvalg, der samlede Penge ind til Polakkerne og besørgede deres Videre- befordring. Med Polen faldt Formuren mod den nordiske Absolutisme. Liberalismen, der i det foregaaende Aar næsten uden at finde Modstand havde udbredt sig over Evropa, havde, som en Gang Na- poleon, nu haft sit russiske Felttog. Og de frisindede tyske Skri- benter havde en Følelse som sprøjtede Blodet fra Warschau op paa deres Papir. Straks efter Opstandens Undertrykkelse rettede Petersburger- kabinetet en Note til de tyske Regeringer, i hvilken den opford- rede dem til at holde den revolutionære Aandsretning i Tømme og tilbød sin Hjælp dertil. Censuren skærpedes, liberale Blade og Tidsskrifter undertryktes, medens Kamrene rundt om i de for- skellige Lande protesterede og den frisindede Presse trods alle Advarsler og Trusler med hver Dag førte et lidenskabeligere og bitrere Sprog. Af denne Stemning fremkaldtes og i denne Stemning mod- toges de første Bind af Bornes Pariserbreve, med hvilke han som Forfatter kulminerer, og der gav ham det Ry, som paa Ham- bacherfesten indbragte ham den uafbrudte Hyldest som den ypper- ste Hævder og Forsvarer af Friheden i Tyskland. Det kan ikke undre, at det netop er i dette Aar han giver sin Antipati mod Goethe det hæftigste Udtryk. Som bekendt 2 Digitized by Google 18 PCrne og Goethe. fortæller Goethe i sine Aarshæfter, hvilke Borne i hin oprørte po- litiske Stemning for første Gang gennemlæste, hvorledes han i 1790 under sit Ophold ved Hæren i Schlesien skrev nogle Epi- grammer, dernæst i Breslau ved Soldaterhoffet dér studerede sam- menlignende Anatomi og levede som en Eneboer fortabt i dette Studium, endelig at den Begivenhed, der foranledigede ham til Studiet var det Fund, han en Aften i Venedig havde gjort af en halvsprængt Faarehjærneskal. Borne skriver herom: »Hvorledes! Goethe, et rigtbegavet Menneske, en Digter; den Gang i Livets skønneste Aar han var i Krigsraadet, i Titanernes Lejr, dér, hvor for fyrretyve Aar siden Kongernes frække, men dog ophøjede Kamp mod Folkene begyndte, og til intet begejstrede dette Skuespil ham, til ingen Kærlighed, intet Had, ingen Bøn, ingen Forbandelse, til intet uden nogle Epigrammer, hvilke han selv betragter som for værdi- løse til at han kan meddele Læseren dem. Og da de prægtigste Regimenter, de skønneste Officerer drog ham forbi, frembød der sig intet bedre Stof for hans Betragtning end den sammenlignende Anatomi! Og da han i Venedig spadserede ved Havets Bred — Venedig, et bygget Æventyr af tusend og en Nat; hvor alt toner og funkler: Natur og Kunst, Menneske og Stat, Fortid og Nutid, Frihed og Herrevælde; hvor selv Tyranni og Mord kun klirre som Lænkerne i en uhyggelig Ballade; Sukkenes Bro, de ti Mænd, det er Tartarusscener — Venedig, hvortil jeg sender længsels- fulde Blikke, men som jeg ikke kan nærme mig til, fordi det østerrigske Politi ligger paa Lur foran Byen og med sit giftige Slangeblik skræmmer mig tilbage — dér, efter Solnedgang, da Aftenrødmen overstrømmede Hav og Land og Lysets Purpurbølger sloge sammen over denne Stenmand og farvede ham, den evigt graa, og da maaske Werthers Aand kom over ham, saa han følte, at han endnu havde et Hjærte, at der gaves en Menneskehed om ham, en Gud over ham, og han forfærdedes over sin døde Ungdoms Aand, og Haarene rejste sig paa hans Hoved — da krøb han i sin Angest efter Sædvane, for at blive alle Grublerier kvit ind i en sprængt Faarehjærneskal og holdt sig skjult dér, til der atter kom Nat og Kølighed over hans Hjærte! Og den Mand skal jeg ære! den Mand skal jeg elske! Før kaster jeg mig i Støvet for Vitzli- Putzli; før vil jeg slikke Dalai-Lamas Spyt!« Visselig skulde Borne ære denne Mand og netop af den Grund, hvorfor han udtaler sin Ringeagt for ham. Ti paa intet Digitized by Google B6rne og Goethe. 19 Punkt straaler vel hans Hæder mere klart. Medens Borne her røber, at han som alle andre rejsende i Venedig vilde have kastet sig ud i intetsigende Maaneskins- og Solnedgangssværmerier, vilde have fablet om Sukkenes Bro og Tyranniets Ødelæggelser og Fri- hedens Velsignelser og alt, hvad der toner og funkler — stirrede Goethe paa hin Faarehjærneskal. Hvad var der ved den? Den var bristet, og med dette ubevæbnede Seerøje, der trængte ned i Naturens Dybder, ned i Livets inderste Værksted, fra hvilket Ting- enes Former udgaa, saå Goethe den store Sandhed, han alt forud havde anet, at samtlige Hjærneknogler vare opstaaede af omdannede Hvirvelknogler, gjorde altsaa for Osteologiens Vedkom- mende en Opdagelse, der var beslægtet med den, som han da allerede havde nedlagt i sit Skrift om Planternes Metamorfose, grundlagde den filosofiske Anatomi som han havde grundlagt den filosofiske Botanik. Borne begreb ikke, at denne Aand, hvis Livs- værk er en af Grundpillerne i den moderne Verdens Bygning, her ved sin Sans for Enheden i Formernes Forskellighed, ved sin hel- lige Enfold, minder om de ældste Ophavsmænd til Oldtidens Viden- skab, en Thales, en Heraklit. Den fortjænte Beundring for Bornes Karakterrenhed og sædelige Begejstring bør ikke anfægte Anerkjendelsen af Goethes Menneskeværd, end mindre Beundringen for Goethes Geni. Det er ligesaa urimeligt at maale Goethe med Bornes falske Maalestok fra 1830, som at maale Borne selv med den falske tyske Maalestok fra 1870, og, som det nu til Dags skér, betragte ham som en For- haaner af sin egen Nation og dens ypperste Mænd. Det var na- turligt, nødvendigt, at Borne maatte ringeagte Goethe; vi forstaa hans Ikke-Forstaaen uden at dele hans Uvilje. Og vi kunne i fuldt Maal glæde os ved hans Skrifters mandige Patos og skærende Vid den Dag i Dag, selv om vi ikke drage de Konsekvenser, hans Naturs ensidige Anlæg tvang ham ud i, og ikke over hans Prosas sydende og blinkende Kaskader glemme Udstrækningen og Dybden af det stille Ocean, som hedder Goethe. Georg Brandes. Digitized by Google Om Realisme i Videnskab o* Tro , ). Urdet Realisme bruges i vore Dage hyppigst som Betegnelse for en Retning i den poetiske Literatur. Det anvendes snart i dadlende, snart i rosende Betydning, men sjælden med klar Be- vidsthed om hvad det egentlig udtrykker og om Grænserne for Gyldigheden af det Begreb, det angiver. En klar Redegørelse herfor vil maaske først komme, naar den moderne æstetiske Ret- ning fuldstændigere og tydeligere har udfoldet sit Væsen og sine Konsekvenser. Det er ikke den æstetiske Realisme, jeg her vil drøfte. Jeg vil derimod søge at fremhæve det ejendommelige ved den realistiske Tendens, der i vor Tid ikke mindre tydelig ytrer sig paa Videnskabens og paa Livsanskuelsens Omraade. Det følger af sig selv, at der maa være en indre Forbindelse mellem Tendenserne paa de forskellige Omraader, thi lige saa lidt i den aandelige som i den fysiske Verden gives der noget tilfældigt og isoleret. Den menneskelige Aand kan ikke udstykkes saaledes, at den i sin Fantasi følger Veje, som aldeles ikke have noget analogt og parallelt med de Veje, den slaar ind paa i sin Tænkning og i sin Tro. Det er kun de mest doktrinære og forstokkede af den moderne æstetiske Realismes Modstandere, som hævde Kunst og Poesi en saa afsondret Plads i Aandens Verden, at Strømningerne fra andre Omraader ikke kunne eller ikke bør kunne naa derhen. Ved at drøfte Realismens Natur og Berettigelse paa ét Omraade, give vi indirekte Bidrag til Forstaaelse af dens Fremtræden paa andre Omraader. *) I det væsentlige et Foredrag, holdt i »Studentersamfundet« den 2den Sept- ember 1882. Digitized by Google Om Realisme i Videnskab og Tro. 21 I. I den mest omfattende Betydning kunne vi definere Real- ismen som de naturlige Aarsagers Princip. Naar Realis- men har Modstandere, og naar den først langsomt har arbejdet sig frem til klar Bevidsthed, maa det altsaa komme af, at man har søgt og endnu søger Forklaringen af Fænomener og Begiven- heder ad andre Veje end ved Hjælp af de naturlige Aarsager. Menneskets Trang til at finde Tingenes Aarsager har ytret sig længe før Grundlæggelsen af en realistisk Videnskab. Der kan ikke paavises nogen Periode i den menneskelige Aands Ud- viklingshistorie, i hvilken den har staaet aldeles passivt over for Sanseindtrykkene, uden det mindste Forsøg paa at forklare sig dem paa en eller anden Maade. De lavest staaende Vilde have deres Naturforklaring, der, sét fra deres Standpunkt, kan have en fuldkommen rationel Karakter. Og dersom vi kunde sætte os til- strækkelig ind i Dyrets Bevidsthed, vilde vi sikkert finde, at det fortolker de Indtryk, det modtage, efter visse Synspunkter. Det følger allerede af, at Lovene for Forestillingernes Forbindelse (Idé- associationen) vise sig at gælde lige saa vel for den dyriske som for den menneskelige Bevidsthed. Erkendelsens Historie begynder altsaa ikke med en Periode, i hvilken der blot indsamles enkelte Indtryk, som saa i en følgende Periode forbindes og bearbejdes. Paa ethvert Trin af Erkendelsens Udvikling ytrer der sig en mere eller mindre udpræget Stræben efter at forene det mangfoldige og sammensmelte det beslægtede. Modsætningen mellem de forskellige Perioder i Erkend- elsens Historie er derimod karakteriseret ved de forskellige For- klarings- eller Fortolkningsprinciper, der anvendes paa Erfaringerne. Og her staa især to store Principer i skarp Mod- sætning til hinanden. Det ene fortolker Naturfænomenerne efter Regler, der hent- es uden for Naturen; det andet fortolker Naturen ved Na- turen selv. Under den første Art af Naturforklaring hører al Mytologi. Den mytologiske Naturopfattelse forklarer Fænomenerne som Ud- slag af personlige Væseners Vilje. For den er Naturen befolket af mere eller mindre menneskelignende Aander, hvis Indgriben især spores i mærkelige og betydningsfulde Begivenheder. Fra Fantasiens og Drømmenes Land befolkes den virkelige Verden. Digitized by Google Om Realisme i Videnskab og Tro. Paa det primitive Aandstrin, hvor Drømmelandets Beboere ere lige saa gode Realiteter som den virkelige Verdens Fænomener, er det i sig selv fuldstændig konsekvent og berettiget at lægge dem til Grund ved Naturforklaringen. I de højere Folkereligioners Teologi er det sidste Forklaringsprincip for alt et overnaturligt Væsens Vilje. Ligeledes aldeles konsekvent, naar man én Gang har slaaet Realiteten af et saadant overnaturligt Væsen tast. Men den Naturforklaring, som herved kan naas, betragter ikke Naturen i dennes eget Lys. Lige som Arkimedes ønskede et Punkt uden for Jorden for at kunne bevæge denne, saaledes har Teologien søgt sig et Punkt uden for Naturen for at kunne forklare denne. Noget lignende gælder ogsaa om mange Former for filo- sofisk Idealisme. Naar man finder den egentlige Forklaring af et Naturfænomen i det Formaal, i hvis Tjeneste det antages at staa, eller den Idé, man mener, det udtrykker, saa forklarer man heller ikke Naturen ved Naturen selv. Ti hvorfra kende vi Formaalet eller Ideen? Selve Erfaringen lærer os dem ikke; Kundskaben om dem maa altsaa hentes fra en anden Kilde end den, gennem hvilken Naturfænomenerne blive os tilgængelige. Vi maa altsaa have en særegen Ævne til at erkende »Ideerne«, og vor Erkend- elsesevne spaltes i to Grene, hvis Sammenhæng ikke kan paa- vises. Vi have paa den ene Side en Ævne til at opfatte det i Erfaringen givne, paa den anden Side en Ævne til at træde i For- hold til en højere Verden og fra denne at hente Principerne til Forstaaelse af Erfaringsverdenen. For saa vidt de naturlige Aar- sagers Princip anerkendes, betragtes det blot som hørende under den lavere Erkendelse. Den sande Erkendelse faa vi først, naar vi genkende Ideerne i Erfaringsverdenen. Denne af Platon, den spekulative Idealismes Stamfader, grundlagte Opfattelse gaar under forskellige Former igen lige til den nyeste Tid. Realismen med de naturlige Aarsagers Princip udleder der- imod stedse Naturfænomenerne af andre Naturfænomener, de mere sammensatte Fænomener af de simplere. Naar det hedder, at Naturen skal forklares ved sig selv, maa det erindres, at Na- turen er en uoverskuelig Verden af Fænomener, der udfolde sig for os i Tiden og i Rummet. Ethvert Punkt inden for denne Verden bestemme vi ved dets Forhold til andre Punkter. Vi gaa ikke udenfor Naturen, da vi have nok at gøre med at forbinde den uendelige Mængde af Elementer inden for den. Eller rigtigere sagt: Udtrykkene »inden for« og »uden for« tabe nu deres Be- Digitized by Google Om Realisme i Videnskab og Tro. 23 tydning. Hvor langt vi end gaa fremad fra Aarsag til Virkning, eller hvor langt vi gaa tilbage fra Virkning til Aarsag, — en Grænse øjne vi ikke. Vor Forsken kan staa stille, fordi den mangler Midler til at komme videre, saaledes som f. Ex. Kants og Laplaces Hypotese ikke fører os længere tilbage end til den roterende Urtaage. Men hvor som helst vi begynde eller ende, staar der stedse et nyt Spørgsmaalstegn. Det Princip, at Naturen skal forklares ved sig selv, stiller derfor en uendelig Opgave. Naturen som Helhed, som den Totalitet, der indbefatter alle Naturfænomener i indbyrdes Sammenhæng, er et Ideal for vor Erkendelse, til hvilket den Skridt for Skridt nærmer sig, men som den aldrig fuldt vil kunne virkeliggøre. II. Naar vi gennemtænke Realismens Begreb paa denne Maade, falder den absolut fjendtlige Modsætning til Idealismen bort. Det er en af Idealismens Grundtanker, at vi ikke kunne blive staaende ved de enkelte, isolerede Kendsgerninger, men maa søge et Baand, der kan bringe Sammenhæng og Enhed til Veje. Idealismen har fejlet ved den Antagelse, at vi kunne naa denne Enhed og Sammen- hæng ad anden Vej end netop ved fortsat Bearbejdelse af Er- faringens Kendsgerninger. I sin Utaalmodighed foregreb den et Ideal, som kun langsomt og kun tilnærmelsesvis kan naas; og da den ikke fandt dette Ideal fuldt begrundet ved Erfaringen, udledte den det af en højere Sfære. Kun da blive Realisme og Idealisme fuldstændige Modsæt- ninger, naar Realismen helt opgiver den Grundsætning, at sand Erkendelse ikke bestaar i ophobede Erfaringer, men er Indsigt i den indre Sammenhæng mellem Erfaringerne. Men denne Grund- sætning kan Realismen ikke opgive, da den er al Videnskabs første og vigtigste Grundsætning. Naar Realismen vender sig polemisk og tvivlende mod den idealistiske Spekulation, kan det kun være, fordi den mener, at Idealismen har misforstaaet og misbrugt hin Grundsætning. Dens Tvivl er Udtryk for en dybere Tro: alte dubitat qvi altius credit! Tvivl og Negation ere ikke Videnskabens sidste Ord. Der er naturligvis mange populære Fordomme, der for den videnskabelige Kritik opløses i Intet, mange Problemer og Spørgsmaal, der ved nærmere Prøvelse vise sig at skylde illusoriske Forudsætninger deres Opstaaen. Den Digitized by Google 24 Om Realisme i Videnskab og Tro. menneskelige Aand er oprindelig sangvinsk. Den venter ikke taalmodig paa Erfaringens Belæring, men haster forud med sine- Dogmer og Hypoteser. Med fremskridende Erfaring følger derfor ogsaa fremskridende Kritik. Erfaringsvidenskabens Udvikling med- fører en Inddæmmen af Forestillingsforbindelser, der hidtil bredte sig trygt i alle Retninger som en Flod , der er gaaet over sine Bredder. Men denne negative, hæmmende Virksomhed er kun den ene Side af Sagen. Kampen mellem de forskellige Naturopfattelser afgøres paa samme Maade, som Kampen mellem Drøm og Virkelighed. Jeg tillægger det vaagne Liv og dets Indhold Realitet, fordi det er mere omfattende og mere sammenhængende end Drømmen, der altid er mere eller mindre fragmentarisk. Den større og fastere Sammenhæng gør den mindre og løsere Sammenhæng begribelig,, ikke omvendt. Kun derved, at Realismen giver os en mere sammenhængende Verdensopfattelse end den spekulative Idealisme og Teologien formaaede, kun derved vil den kunne bestaa i Kampen. Om Enkelthederne vil der altid kunne strides. Fordi én Række Erfaringer maa forklares efter Realismens Princip, kunne andre Erfaringer i sig selv godt være at forklare ideal- istisk eller teologisk. Realismen bliver derfor først en ejendomme- lig Verdensopfattelse, naar den vover sig ud over det blot givne eller det hidtil givne og aabner Udsigten til en total og gennem- ført Anvendelse af de naturlige Aarsagers Princip. Det er dette, som er sket i de store naturvidenskabelige Hypoteser, hvis Række aabnes af Kant's og Laplace's Teori og slutter med Darwin's -og Spencer's. Disse Hypoteser ere voxede naturlig frem som Konse- kvenser af Videnskabens Udviklingsgang. I dem træder Realis- men tydelig frem som almindeligt videnskabeligt Princip. Det er ikke altid sagt, at Detailforskerne blive sig dette Princip bevidst. Arbejdets Deling paa Videnskabens Omraade har ført det med sig, at den enkelte Forsker med Lethed og tilsyneladende ogsaa med god Samvittighed kan grave sig ned paa et enkelt Punkt uden at bekymre sig om, hvor vidt de Principer og Metoder, han følger, have almindeligere Betydning og indeholde Konsekvenser af indgribende Betydning for hele Verdensopfattelsen. Mange Naturforskeres Stilling til Darwinismen finder sin Forklaring her- ved. Den, som derimod fæster sit Blik paa Videnskabernes almindelige Udviklingsgang og sér, hvorledes ethvert Fremskridt i Forstaaelse er vundet ved Anvendelse af de naturlige Aarsagers Digitized by Google Om Realisme i Videnskab og Tro. 25 Princip, betragter dette Princip som det, der er kaldet til at be- herske hele vor Naturopfattelse. Det maa udfolde alle sine Kon- sekvenser: vi maa tilegne os det; uden om det fører ingen Vej. Ei Realismen da bevist? Ingenlunde. Og den kan lige saa lidt i egentlig Forstand bevises, som noget Princip i det hele kan det. Vi naa til et Princip, naar vi ved at følge en Ud- viklingsgang opdage en herskende Regel eller en Tendens, der træder des tydeligere for Dagen, jo mere Udviklingen skrider frem. Ethvert Princip er for saa vidt en Hypotese, som vi prøve at anvende i Virkeligheden. Vi prøve det ene Princip efter det andet, indtil vi finde det, der bedst formaar at forstaaeliggøre det givne. Mytologiens Guder og Platonismens Ideer vilde endnu herske i Videnskaberne, hvis den fremskridende Erfaring forkla- redes lige saa godt ved dem som ved de naturlige, for selve Er- faringen tilgængelige Aarsager. Den videnskabelige Realismes Gyldighed og Berettigelse vil bero paa, om den virkelig angiver det eneste Princip, som kan bringe Enhed og Harmoni i vor Tænkning, og om den vinder fortsat Bekræftelse under Viden- skabens Fremskriden. Foreløbig angiver den den eneste Maade, paa hvilken vor almindelige Verdensanskuelse kan komme i Har- moni med den Aand, i hvilken Enkeltundersøgelserne ledes, hvilket kommer af at den selv ikke er andet end den moderne Videnskabs egen Aand. III. Udtrykket: naturlige Aarsager behøver en nærmere For- klaring. Dersom vi ved det naturlige forstaa det, der kan blive Genstand for almenmenneskelig Erfaring, saa høre de aandelige Fænomener lige saa vel til Naturen som de materielle. Naar den levende Følelse sætter Fantasien i Bevægelse, eller naar vi ved en Villiesanstrængelse genkalde noget i vor Erindring, da have vi her lige saa vel et naturligt Aarsagsforhold , som naar Legemerne udvides ved Tilførsel af Varme eller presses sammen ved stærkt Tryk. Naturen indbefatter altsaa to Grupper eller Rækker af Fænomener, som vi kun ad Hypotesens eller Spekulationens Vej kunne bringe i Forbindelse med hinanden: de materielle Fæno- mener, der udfolde sig i Rummet, og Bevidsthedslivets Fænomener, som kun ved vor Selviagttagelse blive os umiddelbart tilgænge- lige, og som kun paa symbolsk Maade kunne fremstilles Digitized by Google 26 Om Realisme i Videnskab og Tro. Rummets Form. For begge Grupper gælder de naturlige Aar- sagers Princip. Den videnskabelige Psykologi søger de sjælelige Fænomeners indbyrdes Sammenhæng, lige som Fysiken og Kemien søge de materielle Fænomeners indbyrdes Sammenhæng. Begge Steder forklare vi Naturen ved Naturen selv. Vanskeligheden ligger, som allerede bemærket, i at finde Forbindelsen mellem de to Erfaringsomraader. Materialismen hugger Knuden over, idet den oversér deres Forskellighed og uden videre gør det aandelige til en Form for eller et Produkt af det materielle. Men det maa vel fastholdes, at Spørgsmaalet om For- holdet mellem det aandelige og det materielle er et aabent Spørgsmaal inden for Realismen. Realismen kan meget vel an- erkende, at der er en saadan Forskel mellem de to Erfarings- grupper, at den ene ikke kan føres tilbage til den anden, skønt de vise sig at staa i inderlig Forbindelse med hinanden. Vi kende ingen aandelige Fænomener, der ikke ere knyttede til materielle Fænomener, men vi have intet fælles Maal, der kunde tydeliggøre os, hvorledes en materiel Bevægelse kan frembringe en Tanke eller omvendt. I tidligere Tider traadte denne Vanskelighed ikke altid saa klart frem. Man lod ubekymret Hjærnen frembringe Tanker og Følelser og omvendt Viljen sætte Lemmerne i Bevægelse, saa længe man hverken havde nogen klar Forestilling om de materielle Aarsagslove eller om de sjælelige Fænomeners Grundejendomme- lighed. Men lige som de naturlige Aarsagers Princip er trængt igennem i Videnskaben i det hele, saaledes er særlig i Natur- videnskaben det Princip mere og mere blevet anvendt, at der til ethvert materielt Fænomen ogsaa skal paavises en materiel Aar- sag, og at en materiel Aarsag kun kan have en materiel Virk- ning. Ogsaa Fysiologien, Videnskaben om det organiske Liv, arbejder efter dette Princip og opstiller den Fordring, at alle organiske Fænomener — altsaa ogsaa alt det, der foregaar i vor Hjærne, naar vi tænke, føle og ville — skal forklares efter de materielle Aarsagers Princip. Fysiologien indrømmer, at der endnu er saare langt tilbage, inden denne Fordring kan ske Fyld- est, men den afviser enhver Forklaring, som ikke hviler paa dette Princip. Selve de sjælelige Fænomener bryder Fysiologien sig egentlig kun om, for saa vidt de ere knyttede til visse mate- rielle Funktioner. Det er disse materielle Funktioner, Fysiologien Digitized by Google Om Realisme i Videnskab og Tro. 27 skal forklare os; at de uddrages af Tanker og Følelser, er den strængt taget ligegyldigt. Men dersom vi ikke længere kunne lade Tanker og Følelser gribe ind i de materielle Aarsagers Række, hvilken Plads og Be- tydning skulle vi da tillægge dem? Deres Realitet kan Ingen fornægte; den er os umiddelbar vis, vissere end alt andet, ti det er ved Tænkningen, vi naa til al begrundet Vished. Snarere vilde vi kunne drives over til den Antagelse, at Tankens og Følelsens Verden er den eneste reale, og at hvad vi kalde den materielle Verden kun er et Tanképrodukt , der os selv ubevidst og i Kraft af en uundgaaelig Illusion danner sig for os. Men selv da vilde Spørgsmaalet komme igen: hvorledes skulle vi tænke os Forholdet mellem vore Bevidsthedsfænomener og de materielle Fænomener, vi nu én Gang forestille os nøje forbundne med dem? Der bliver næppe nogen anden Udvej tilbage end at opfatte Bevidsthedsfænomenerne som indre, sjælelige Udtryk for det samme, der for de ydre Sanser fremtræder som materielt Fænomen. Den virkelige Tilværelse er altsaa kun én, men vi opfatte den (paa visse Punkter i det mindste) under en dobbelt Form. Hvilken af disse Former der er den oprindelige, den konstituerende — og om der maaske skulde gives dybere liggende Principer, af hvilke de begge ere afledede, — det er Spørgsmaal, vi her ikke skulle indlade os paa. Kun det skal fremhæves, at Realismen her ikke afskærer videre gaaende Spekulationer, naar de kun have faste Udgangs- og Støttepunkter i virkelige Erfaringer. Realismen behøver derfor ikke at bestride det, der er det egentlige Motiv og den dybeste Interesse i den idealistiske Verdens- anskuelse. Den er meget vel forenelig med en Bestræbelse for at hævde det aandelige Livs Værdi og Betydning i Tilværelsen. Vel kan den ikke gaa ind paa, at det aandelige er noget, der fra en Idéverden sænkes ned i den materielle Verden som i et Fængsel; men den fornægter eller forringer ikke dets Realitet, naar den op- fatter det som den indre og for os betydningsfuldeste Aaben- baring af den samme Kraft, som virker i den ydre Natur. Den kan ikke — men heller ikke Idealismen har hidtil kunnet det — lære os, hvorfor og hvorledes de aandelige Tilstande og Virk- somheder ere knyttede til de materielle; den indskrænker sig til den beskedne Antagelse, at da der synes at herske Aarsags- sammenhæng og Lovbundethed i Verden, er det formodentlig ingen Tilfældighed, at Bevidsthed og Hjærnevirksomhed ere knyttede Digitized by Google 28 Om Realisme i Videnskab og Tro. til hinanden, saaledcs som Erfaringen viser os det. Den véd ikke, om der er et Maal, henimod hvilket hele Tilværelsen styrer, men den finder i sig selv ikke nogen Umulighed i den Antagelse, at hele denne store Natursammenhæng med sine ubrødelige Love og sin fast sammenkædede Række af Aarsager og Virkninger er som en stor Husholdning, en Verdensorden, hvor Udvikling og Opløs- ning skifte, men hvor der dog gennem al Bølgegangen sker en Forøgelse af det værdifulde gennem højere Livsformers Opstaaen. IV. Allerede ved de sidste Betragtninger ere vi førte fra Viden- skabens Omraade over paa Troens, Thi det mest almindelige Skelnemærke mellem Videnskab og Tro er, at -hin forsker efter Tilværelsens Love og indre Sammenhæng, medens denne spørger om Tilværelsens etiske Betydning og Værdi. Naar vi definere Begrebet Tro paa denne Maade, existerer der ingen nødvendig Strid mellem Videnskab og Tro. Videnskaben begrunder og forklarer, Troen vurderer. Begges fælles Grundlag er den for vor Erfaring tilgængelige Virkelighed. Dennes Love søger Videnskaben, støttet til de naturlige Aarsagers Princip, og Troen udtaler den Værdi, som denne lovbestemte Virkelighed maa have for os i Kraft af vore Idealer. Forklaring og Vurdering behøve ikke at udelukke hinanden. Hvad der staar for os som højt og herligt, som skønt og godt, kan dog derfor have havt sin naturlige Udviklingshistorie. Kun de falske Værdier forsvinde, naar Forklaringen er vunden. Naar vi tro paa, at Verdensudvikl- ingen er mere end et Spil af Atomer, at der — om det end sker gennem megen Kamp — arbejder sig noget godt og værdifuldt frem gennem den, saa udelukker denne Tro ikke en lige saa fast Overbevisning om , at dette Resultat kun naas gennem en fast sammenhængende Aarsagsrække. Grunden til, at vi alligevel skelne mellem Tro og Viden, er dels, at den ideale Vurdering i og for sig ikke udsiger noget om de virkelige Betingelser for det værdifuldes Opstaaen og Bestaaen, dels, at Overbevisningen om det værdifuldes Bestaaen og Gyldig- hed mere har sin Rod i Følelse og Villie end i Erkendelse. Kun da har jeg Anledning til at opfatte Naturudviklingen som frem- Digitized by Google Om Realisme i Videnskab og Tro. 20 skridende Virkeliggørelse af et idealt Indhold, naar jeg føler ideale Opgaver og Formaal som det egentlige Tyngdepunkt i min egen Livsførelse. Det etiske Ideal, jeg anerkender, kaster sit Lys ud over Naturen. Som jeg er, tænker, føler og vil, med mine Idealer og med mine Evner, er jeg fremgaaet af den store Naturudvikl- ing. Hvad der staar fast for mig som det ubetinget sande og gode, er ganske vist betinget ved min endelige Natur og min for- svindende Stilling i det store Hele; men derved gøres det ikke til noget betydningsløst og tilfældigt. Det er af Frugterne, man skal kende Træet, og af de Frugter, Naturen har ladet modne i os og for os, kunne vi lære, at der i den arbejde Kræfter, der ikke blot virke i samme Retning som vore højeste Bestræbelser, men der endog selv fra først af have ledet os ind paa disse Be- stræbelser. Paa et saadant Grundlag kan der dog ikke, som den spekulative Filosofi antog, opbygges en teoretisk Lærebygning. Ved den videre Udførelse vilde poetiske Symboler snart træde i de videnskabelige Begrebers Sted. Ved Realisme i Tro mener jeg nu en Livsanskuelse, der fastholder Troen paa Verdensudviklingens ideale Værdi, men sam- tidig lige saa inderlig er overbevist om, at denne ideale Værdi realiseres gennem de naturlige Aarsagers Virken. Naar denne Tro én Gang er vunden, er den uafhængig af teoretiske Om- skiftelser, thi den er fra først af i Harmoni med selve Viden- skabens Aand. Den gængse Betydning af Ordet Tro udelukker derimod en saadan Harmoni. Den fordrer et mere eller mindre overnaturligt Apparat til sine Formaals Virkeliggørelse og opstiller faste Former og uangribelige Symboler. Herpaa beror Forskellen mellem human eller filosofisk Tro og teologisk Tro. Den teologiske Tro maa i Følge sit Princip opstille teoretiske Lærdomme, der komme i Kon- flikt med Videnskaben. Den har til Genstand noget, som skal være ophøjet over teoretisk Forklaring, og som skal trodse de naturlige Aarsagers Princip. Under disse Forhold kan Striden mellem Tro og Viden aldrig faa Ende. Saa længe disse Forud- sætninger hævdes, vil man ikke slippe for Genlagelser af det uhyggelige Billede, Videnskabens Historie viser os af Troens Angst og Flugt for Videnskaben. Hver Gang Videnskaben i Experiment, Bevis eller Hypotese rykker frem til et nyt Omraade, gøres der Anskrig fra den teologiske Tros Side. Kopernikus, Galilæi og Darwin, Giordano Bruno, Spinoza og J. G. Fichte ere Exempler Digitized by Google 30 Om Realisme i Videnskab og Tro. paa, hvorledes uhildet Iagttagelse og logisk Konsekvents føre til Modstrid med en Tro, som endnu ikke har lært, at Vurdering og Forklaring ikke ophæve hinanden. Kun en Tro, der kan vise den Resignation at bøje sig for de naturlige Aarsagers Princip, fører ud over denne Strid. Ogsaa her gælder det: alte dubitat qvi altius credit. Thi det er dog vel den dybeste Tro, der ikke fordrer overnaturlige Indgreb og Aabenbaringer for at fastholde Overbevisningen om Betydningen og Gyldigheden af det ideale i Verden. — I en hel anden Betydning af Ordet vilde man ogsaa inden for den teologiske Tro kunne tale om en realistisk Tendens i vore Dage. Realismen er overalt betegnet ved Mistillid til Spe- kulationen; den søger at have fast Grund under Fødderne og holder sig derfor til det positivt givne, til det faktiske — eller det, som hver Art af Realisme anser for faktisk givet. Naar nu den teologiske Tro paa sin Maade gribes af Realismens Aand og ser sig om efter sine Fakta for at holde sig til dem, saa stø- der den først og fremmest paa sine overleverede Formler og Be- kendelsesskrifter, i hvilke den har det Indhold givet, som den absolute Autoritet har sanktioneret. Det vil derfor være klart, at naar en realistisk Tendens behersker Tiden, vil den inden for den teologiske Tros Omraade naturlig komme til at fremtræde som potenseret Autoritetstro. Den samme Tendens, der frem- bringer Materialisme uden for den teologiske Tros Omraade, frembringer Bogstavtro inden for dens Omraade. Teologien har derfor ogsaa i vore Dage opgivet enhver spekulativ Begrundelse og trukket sig tilbage til de kirkelig sanktionerede Dogmer. Der- ved kommer der en stor Afstand mellem en teologisk Tænker som Biskop Martensen og den yngre teologiske Generation. I Slutningen af hans Bog om Jakob Bøhme kan man læse hans advarende Ord til de unge teologiske »Realister«. Han har sik- kert Ret, thi denne sneverhjærtede Klamren ved de overleverede Dogmer er ikke holdbar i Længden. Intet staar stille i Verden. Selv hvor der paa Overfladen synes at være Ro og Uforanderlighed, kan der i Dybet foregaa de betydningsfuldeste Processer og aflejres Lag, der til sin Tid komme frem for Lyset. De almenmenneskelige Erfaringer øve deres stille Indflydelse. Gennem den teologisk-religiøse Udvikling siden Middelalderens Dage kan der spores en stadig Tendens Digitized by Google Om Realisme i Videnskab og Tro. 31 efter at naa Maalet ad saa kort og direkte en Vej og med saa simple Midler som muligt, den samme Tendens, der paa viden- skabelig Grund udtrykker sig i den Regel, at vi ikke uden tving- ende Nødvendighed maa forøge vore Principer og Hypoteser. Det er i Følge den teologiske Tro saare mange og store Ting, man skal vide Besked om, for at kunne leve som et Menneske og ikke som den, der æder og drikker, fordi han véd, at han skal dø i Morgen. Den fremskridende Udvikling fører her langsomt men stadig til større Sparsommelighed og Beskedenhed. Protestantis- men betegner allerede en stor Reduktion i Forhold til Katolicis- men, og i Forhold til den gammellutherske Ortodoksi ere baade Pietismen, Rationalismen og Grundtvigianismen afgjorte Fremskridt i Koncentration og Simplifikation. Der er i denne Henseende en Parallel mellem Teologien og Medicinen. Den ældre Medicin ud- mærkede sig ved en uhyre Masse Medikamenter og et stort Antal heroiske Kure. Men man hjælper sig efterhaanden baade med færre Medikamenter for sin legemlige Sundhed og med færre Dog- mer for sin aandelige Sundhed. Hvor Simplifikationen vil ende, er ikke godt at sige. Den vil maaske ikke ende paa samme Punkt for alle Individer. Men i Principet vil Maalet sikkert være naaet, saa snart Harmonien mellem Vurdering og Forklaring ret er gaaet op for den almindelige Bevidsthed. Da vil ogsaa den betydningsfulde Kærne i de højere Former for teologisk Tro kunne bevares, medens Skallerne smuldre bort. Ti hvad der besjæler de højere Folkereligioner og har givet dem deres vældige Magt over Tusinder af Slægter, det er tilsidst den ideale Drift, der vil se Tilværelsen som andet og mere end en Sum af Kendsgerninger, og denne Drift er langt ædlere og vigtigere end nogen som helst af de Former og Symboler, i hvilke den har givet sig Udtryk. Den humane Tro kan og vil bevare denne Drift, ja dens Stræben gaar netop ud paa at lutre den og at frigøre den for alle hæm- mende Skranker. Kun Blasertheden kaster Kærnen bort med Skallerne. En saadan Blaserthed er vist den farligste Fjende for den aandelige Udvikling i vore Dage, farligere end al Intolerance og Fanatisme, ti i dem er dog Liv, medens Blasertheden baade selv er for- stenet og forstener alt omkring sig. Men Blasertheden, for hvem alt er lige godt, naar det blot er faktisk, ender naturlig med ikke længere at bryde sig saa meget om at skælne mellem virke- Digitized by Google 32 Om Realisme i Videnskab og Tro. lige og illusoriske Fakta; den kvæler altsaa tilsidst selve den Sans for Virkelighed , af hvilken den selv udleder sin Op- staaen, — forstener sin egen Kilde. Den opstaar let i stærke Brydningstider; men da den beror paa en Forveksling af det til- fældige med det væsentlige, vil den forsvinde lige som det Skum, en stærk Bølgebrydning frembringer. Harald Høffding. Digitized by Google Cor cordium. Stanzer, skrevne efter et Besøg ved Shelleys Grav. Nothing of him that doth fade, But doth suffer a sea-change Into something riche and Strange. I. Jeg vandred mellem Grave, spejded om blandt Monumenter, hvor de grp'de tæt som Liljer i Gypresseskyggen , kom igen til Muren, stirred adspredt træt paa Basreliefet af Miss Harriet N. N., — lod Blikket synke mod en lav, græsrammet, overskygget Marmorplet, saå pludselig et COR, halft bladskjult, gav et Skrig, sprang frem og stod foran din hellige Grav. II. Saa blomsterløs! — ak, Blomstens Liv er kort og skønt, som dit var, og den sidste blandt det blegeste Violkuld aanded bort sin Duftsjæl nys til Vaarens Vind, der svandt med den, — et Sted maaske, hvor din den fandt. Akantus blades yppige Overflod af Saftgrønt gynged over Tavlens Kant, skrev paa dens Plan med Skyggetegn og lod dem blandes dunkelt nok, — og strøg saa hvad der stod. Str. I: Gor cordium (Hjærternes Hjærte) er den berømte Indskrift paa Shel- leys Gravsten. Foruden disse Ord, Navnet og Fødsels- og Dødsdag, findes kun de ovenstaaende Vers. Paa Trelawny's Gravsten, umiddelbart ved Siden af, staar den lille Strofe, som findes i Shelleys Digte under Titlen „Epitaph" (These are two friends whose lives were undivided etc). 3 Digitized by Google 34 Gor cordium. III. Det var, som fødtes drømmende paany hint gamle Søjledigt af Blad og Sten, som gro'de fra den Plet, der gav sit Ly til Asken af den britiske Hellen, en Søjletype uden Plet og Men, fuldt værdig til at løfte sejerssæl Fremtidens Tempelbue, marniorren og frodig, præget af din lyse Sjæl, stenstærk og plantelet med Løvværks-Kapitæl. IV. Men rundt om var Sirokkoluften sur af Plantedunst og miasma-mæt, — og skraas henover Aurelians forfaldne Mur, der skilte end Kampagnens Sump fra os, jog jærngraa Skyer, et regnbelæsset Tros i Ørkenvindens lange Sejerstog. Tungt vajed mod det lave Taageflos Cypresselundens mørke Fanebrog, mens Pinjens Naalesyd steg fra dens dybe Kog. V. Fast mellem Taage-Drift og Krone-Svej stod Cestius Pyramiden som et Skær blandt Skum og Bølger. . . Da de jorded dig, berørte alt dens Skyggetop, saanær halvandet Aar, en navnløs Grav med sær beskeden Indskrift over én, hvis Spand af Dage rummed ej hvad han var værd, din Digterbroder, Adonais, han hvis næppe myndige Haand skrev her sit Navn i Vand. Sti". III. Akantus-Bladet er Forbilledet for Korinter-Kapitælen. Str. V. Paa den seksogtyveaarige Keats Gravsten staar den af ham selv begærede Indskrift: „Her hviler én, hvis Navn var skrevet i Vand". Tæt ved, Digitized by Google Cor cordium. 35 VI. Nej, — planted det i Hippokrene, lig en Nøkkerose, der maa skærmes lidt mod Sol, knopaabnet i en stille Vig af køligt Skyggegrønt, mens ude midt paa Strømmens Himmelspejl der vugges et med Lotos-Glans og Duft, — dit Sangernavn; en Blomst, der visner ej, om nok saa hedt er Solens Flammekys; — der fandt det Havn, da Jordens Bølger bar dit Lig i deres Favn. VII. Dag, da vor lunkne Jord en Ildsjæl misted! — Dag, da Britanien ved en Kutters Vrag et større Skibbrud led end Spanien fristed, da dens Armadas hundred Orlogsflag flød paa Kanalens Vover! — Uvejrs-Dag, da ihukommende sin Sangers »Hør!« Vestvinden greb hans sidste Aandedrag, der fyldte bævende en Boble skør og klar, — et Perleblink i Havets Skumflorslør. VIII. Dødsdag, der hist fra Spezias kornblaa Bugt, saa tit du manes frem af Aarets Røst, udbreder Timevingerne til Flugt, — en Havørn fra Levantens Klippekyst — og løfter i din Klo den sjældne Høst fra Middelhavets golde Bølgespor: hans evige Krans, hvis Straaler paa dit Bryst om Fjederhammens Uvejrsmørke snor af gyldent Farvevæv sin brede Regnbuegjord! — for Enden af Graven om den gamle protestantiske Kirkegaard, staar nu et Mo- nument med hans Portræt-Medaillon. Shelley skrev over ham et af sine skøn- neste Digte, Elegien „Adonais*. 3* Digitized by Google 36 Cor cordium. IX. Døgn, der blandt dine Brødre straaler mer, end blandt de Klipper, som bag Taagedrift fra Golfens Leje først din Vaagnen ser, Garraras Tinder lyse med hver Rift hvid af Udødelighedsstenens Skrift! — Hvorledes skal de dødelige bedst modtage dig og mindes din Bedrift? med Klagesange eller Sejersfest? Engel — Dæmon? hvad er dit Navn, storladne Gæst? X. For hvo af os kan se, i hvilken Haand Skæbnen har gemt, hvad der fik dyrest Værd? hvad bedst er for den dødelige Aand — Slum eller Drøm — Fred eller Ledingsfærd, Død eller Liv? — og mindst véd jeg det her, hvor Livets Lyst af Dødens Ro er skræmt, hvor andagtsstillet tier al Begær, hvor Verdens Lokketone kun forstemt og brusten klinger hen, og næppe hørt er glemt. XI. Og halft misundende er sænkt mit Blik mod Tvillingtavlen her, hvor Griflen skar et Navn, som Afglans af dit eget fik, Trelawny, han, hvis Haand sit Hæders- Ar bevared fra hin Time, da den bar dit Hjærte uforbrændt fra Dødens Baal, hvis Flammer spilled over Søens Glar, og jorded det med Askens Urne-Skaal i denne Grav, til sidst hans trætte Længslers M'aal. Digitized by Google Cor cordium. XII. For tvende Aldre veksled, og endnu i vort Aarti, som sent i Seklet gror, saå denne Stad — saa evig ej som du — et Pilgrimslig, der over Havet for valfarte i sin gamle Korsgangs Spor og søge sig sin Hvile Vennen næst og blande, fjærnt fra Englands Moderjord, fostbroderlig endnu som Gravens Gæst med lunkent Oldingestøv din Ungdoms Askerest. XIII. Hjærternes Hjærte, som utrættet slog for Frihed i Titanens Kæmpebryst, igennem hvilket Smertesummen jog og Forudnydelsen af Fredens Trøst, naar Ørnen faldt, hvis Næb sin blodige Lyst mætted paa dig, — naar Gudelænken brast, der bandt — skønt ædt af tusindaarig Brøst — - Tankens Martyr til Anstødsklippen fast, — naar Himlen selv blev klar af Jordens Sabbats-Rast! XIV. O du, der altid var hvad Venners Blik saå sidst af dig til Afsked åabenbaret: Et Hjærte, blødende af Dødsbraad-Stik, ej opbrændt af sin Ildsjæl, men forklaret! — Hjærte, om hvem først Hjærterne sig skared, da længst var stillet al din Sorg og Nød! — Du, som i Live fik af faa besvaret den Kærlighedens Strøm, der overflød af dig, som Salveduft af Offervasens Skød! — 38 Gor cordium. XV. Hvor skønt er her det lidt af dig, som Vover og Flammer kunde Dødens Rovhaand række, fredet af ham, der ved din Side sover! Det simple Leje, hvor I hvile begge, her, hvor dit Snilles lyse Søjlerække krones af Kærlighedens Arkitrav, vil mer end Pantheons hvalte Kuppeldække fastholde mangen fremmed Pilgrimsstav — som min, der sent forlod den dobbelt hellige Grav. Sommeren 1883. Karl Gjellerup. Digitized by Google Baade — Og. En Nutidsbetragtning. Oom bekendt har Højre i den senere Tid gjort sig megen Umage for at efterligne den faste Organisation, som Venstre skyld- er sin store Styrke. Det mest fremragende af disse Forsøg er uden Tvivl den af Hr. Ryssel stiftede Forening i København. Men med al Anerkendelse af dens Virksomhed og Betydning, varede det dog ikke længe, inden flere fandt, at den ikke var fuldt ud tilfredsstillende. Navnlig betragtede de det som en Fejl, at den kun bekymrer sig om Politik og ikke tager Sigte paa de mægtige aandelige Spørgsmaal, der ere oppe i vor Tid, og af hvis Afgørelse til Slutning det politiske Livs Retning maa af- hænge. Det forekom dem, at, selv om en politisk Sejr blev vunden, vilde den dog ikke have væsentlig at betyde, saafremt Fjenden samtidig blev Herre paa det religiøse og literære Om- raade. De besluttede derfor at stifte et eget Samfund, der skulde sætte sig til Opgave over hele Linjen at føre en fyldig og energ- isk Kamp for de konservative Interesser. Dette Samfund blev ved sin endelige Tilblivelse d. 5te August døbt med Navnet »Det akademiske Højre«, hvilket Navn man vel sagtens valgte, fordi alle Stifterne tilfældigvis tilhørte den studerende Stand; maaske vilde man derved ogsaa antyde det højere, om videnskabelige Principer mindende Formaal, som man havde sat sig. Foreningen agter ikke at optræde offentlig, før end den har samlet et tilstrækkelig betydeligt Antal Medlemmer, og førend disse ere blevne saaledes sam- menvoksede og sammenarbejdede, at den kan rykke frem med et i alle Enkeltheder vel udformet og endrægtig antaget Program. Fore- Digitized by Google 40 Baade-Og. løbig har den indskrænket sig til aldeles private Møder, der regel- mæssig ere blevne afholdte hver Uge i August og September. Formodentlig opdagede man snart, at Diskussioner mildest talt ere yderst kedsommelige, naar alle Deltagerne paa Forhaånd ere enige.j For at fremkalde en større Livlighed vedtog man derfor d. 6te Oktober at foranstalte et Korstog, idet man nemlig til det Møde,, som fandt Sted Kl. 9 om Aftenen paa denne Dag, indbød forskellige af de saa kaldte Mellemmænd i det Haab, at disse, naar de hørte en klar og usminket Fremstilling af den rene Højre- sandhed, kunde blive vundne for den gode Sag. Det var Dr. Enghave, i hvis Lod det faldt med et Indledningsforedrag, be- titlet »En ten-Eller«, at omvende de indbudne; han udførte det vanskelige Hverv med sin sædvanlige Iver og Veltalenhed. Da han var færdig, rejste Theodorus sig og talte omtrent saaledes: I det Foredrag, vi nylig have hørt, var der ét eller rettere sagt to Ord, der forekom saa hyppig, at jeg inden føje Tid maatte opgive min dumdristige Plan at tælle, ; hvor ofte de bleve brugte. Jeg behøver næppe at sige, at disse Ord vare Enten-EUer, som jo oven i Købet dannede Titlen paa det hele. Den ærede Foredrags- holder mindede om, at saaledes hed ogsaa en berømt Bog, som nu for 40Aar siden udkom her hjemme, og han glædede sig paa den afdøde Forfatters Vegne over, at hans Yndlingsbegreb var trængt saa stærkt igennem i Danmark. Jeg er bange for, at denne Glæde beror paa en Misforstaaelse. Ganske vist vilde det have været heldigt, om Søren Kierkegaard havde været be- tydelig sparsommeligere med sit Enten-Eller; men der var dog Grænser for hans Ødselhed. Han indsaa, at der var en Mang- foldighed af endelige og timelige Forhold, hvor det er en Nød- vendighed, ja en ligefrem Pligt at sige: Baade-Og; det var kun i sædelig og religiøs Henseende, han anbragte den absolute Mod- sætning. Dr. Enghave derimod er som en Hest, der er løbet rent løbsk, saa at det ikke paa nogen Maade er muligt at faa den stanset igen. Han anbringer sit Enten-Eller alle Vegne paa de utroligste Steder; der gives intet som helst af hvad Art nævnes kan, uden at han jo straks er paa Færde med at sætte Skilsmisse mellem Bukkene og Faarene. Vi fik derhos at vide, at dette er den eneste Vej, ad hvil- ken man opnaar Karakterfasthed og sand Dygtighed. Mellem- standpunkterne kendes derimod paa en holdningsløs Vankelmodig- hed, der ikke tilsteder deres Ihændehavere at komme til Fred og Digitized by Google Baade-Og. 41 Ro. Disse ulykkelige Skabninger omtumles af enhver Lærdoms Vind, saa at de uafladelig skifte Mening, alt efter det Selskab, hvori de befinde sig. Ja der blev endog — skønt naturligvis, som det sømmer sig en høflig Mand, kun fint og løselig — slaaet paa, at nogle af dem" snarere ere brødefulde end ulykkelige, idet de med Forsæt bære Kappen paa begge Skuldre for derved at erobre en eller anden timelig Fordel. Den sidste Insinuation skal jeg tage mig overmaade let; den gendrives mere end tilstrækkelig ved Begivenhederne, som lære, at det er Højre og Venstre, der skumme Fløden, medens de, som beflitte sig paa en mæglende og forsonende Rolle, ene og alene faa Hug af begge Parter, saa at de maatte være særdeles dumme , hvis de af Egennytte vedblev at indtage en saa fortræd- elig Stilling. Men hvem véd: maaske er Sagen netop den, at de ere dumme, utilladelig dumme. Det blev jo med Fynd og Klem paa vist, at selv den simpleste Logik fører til tydelige og uforson- lige Modsætninger. Bare nu ikke denne Logik med Rette tør stemples som simpel; den støder i alt Fald straks paa den for- bistrede Vanskelighed, at det, naar man blot tænker nogenlunde dybt, viser sig, at alle Standpunkter ere Mellemstandpunkter, at endog de mest yderliggaaende aldrig gøre Skridtet helt ud, saa at Spørgsmaalet ikke bliver, om man vil have et Mellemstandpunkt, men om hvilket man vil have. Denne Paastand vil uden Tvivl vække Forundring, Mod- sigelse og hos enkelte en homerisk Latter; men for at bevise dens Rigtighed behøver jeg blot at holde mig til min ærede Modstander. Hans talløse Enten-Eller samle sig ved nærmere Undersøgelse under tre Hovedpunkter: det religiøse, æstetiske og politiske. Enten, udbrød han, Kristendom eller Ateisme; enten Poesie eller Realisme; enten Kongedømme eller Republik! Lad os nærmere overveje disse Modsætninger. Hvad nu det religiøse angaar, saa forbauser det mig, at en saa lærd Mand ikke har haft sin Opmærksomhed henvendt paa den Kendsgerning, at der ved Siden af Kristendommen eksi- sterer Buddhisme, Muhamedanisme, Jødedom og mangfoldige andre Religioner, hvoraf følger, at, fordi en ikke vil være Ateist, derfor behøver han aldeles ikke at blive Kristen. Fremdeles er det vit- terligt, at der er adskillige, indbyrdes meget uenige Anskuelser, som gøre Fordring paa Kristendommens Navn. Det samme gæld- er om Ateisme, der navnlig i det populære Sprog er Fælles- Digitized by Google 42 Baade-Og. betegnelse for en Vrimmel af Systemer. Skal der være Tale om et Valg og da navnlig om et afgørende og klart Valg, saa maa man først vise os den Godhed at give en aaben Underretning om. hvad det er, der menes med Kristendom og hvad med Ateisme. For Dr. Enghaves Vedkommende er jeg nu i saa Henseende fuldstændig paa det rene; ti Enden paa den hele Vise blev en kraftig Opfordring til at værge den bestaaende Folkekirke, hvoraf jeg maa være berettiget til at slutte, at Kristendom i hans Øjne kommer ud paa et med det evangelisk-lutherske, og at han ved Ateister forstaar alle og enhver — lige fra de rene Materialister til Ny-Rationalisterne — , som støttende sig til Fornuftgrunde ned- lægge Indsigelse mod den overleverede Dogmatik. Jeg skal nu vel vogte mig for at drille Dr. Enghave med at forlange Besked om, med hvilken Ret han uden videre stempler det evangelisk-lutherske som den rette Kristendom. Det turde ikke være umuligt, at han gennem en teologisk Debat vilde blive ført til at indrømme, at hans væsentligste Bevæggrund er den, at det evangelisk-lutherske nu én Gang er herskende i Danmark, og at den, som vil være konservativ, ikke saa meget skal be- kymre sig om Sandheden som om, hvad der er Landets ældgamle Skik og Brug. Men som sagt: dette lader jeg ligge; i denne Sammenhæng er det mig udelukkende af Vigtighed at paapege, at det evangelisk-lutherske ingenlunde er et helt, men et ganske halvt Standpunkt, og dette lader sig gøre uigendriveligt i al Kort- hed. Thi hvad var det, Luther vilde? Han vilde vende tilbage til det oprindelige saaledes, som det indeholdes i det nye Testa- mente. Ved Hjælp af Biblen kritiserede han saa den katolske Kirke, og hver Gang der skulde angribes, fortolkede han Biblen, som den maatte fortolkes af et sundt fornuftigt Menneske med den Tids videnskabelige Dannelse. Men der var en Grænse for den fordomsfri Fortolkning. Saa snart Talen kom paa Treenig- heden og deslige Dogmer, saa turde han i Kraft af sin personlige Tilknytning til det overleverede ikke gaa mod Kirken, hvorfor han i disse Anliggender ikke naaede til det oprindelige, men kun til det, som blev vedtaget af de store Kirkeforsamlinger. Og nu i etisk Henseende. Mon det virkelig var det nye Testamentes ublandede Etik, hvorfor han kæmpede? Aldeles ikke; han om- formede den efter hvad der for ham stod som Samfundets Krav. Han anbefalede f. Eks. Ed, uagtet den forbydes af Kristus, og han tog selv flittig sin Tilflugt til Øvrighedens Bistand, uagtet Digitized by Google Baade-Og. 43 Kristus udtrykkelig har indskærpet, at man skal vende den venstre Kind til, naar man faar et Slag paa den højre. I Sammenligning med det evangelisk - lutherske er Katoli- cismen betydelig helere; dog vil jeg ikke anbefale nogen af Be- gejstring for det hele at blive Katolik; ti ogsaa her er der Halv- hed. Man kan længe nok spotte Fornuften og den moderne Fri- heds Krav; hvis man ønsker at bestaa, maa man dog tage en lille bitte Smule Hensyn dertil. Og herpaa mangler det heller ikke i Katolicismen. Til Erstatning for de vidunderlige protestant- iske Bibelfortolkninger har den en Sikkerhedsventil i den ufejlbare Pave, som vel hovedsagelig er til for at modsætte sig det for- nuftige, men som dog ogsaa af og til i Kraft af en guddommelig Inspiration, det vil sige: i Kraft af Forholdenes Nødvendighed kan fire og læmpe og derved dække over altfor skrigende Skrøbe- ligheder. De vil sagtens betragte dette som Drillerier, og De vil ind- vende, at, om der end indenfor Kristendommen er Stof nok til Tvivl og Splid, saa er dog Grænsen mellem den og Ateismen saa skarp, at det vil være spildt Ulejlighed at forsøge paa at gøre den flydende. Paa ingen Maade. Modsætningen mellem Kristen- dom og Ateisme kan f. Eks. bestemmes som en Modsætning mel- lem Aabenbaring og Fornuft. Den Kristne har sit sidste Tilhold i et oversandseligt, som er bleven ham meddelt ad overnaturlig Vej, hvorimod Ateisten ene og alene vil antage, hvad der er ind- lysende for hans Fornuft. Dette lader sig vel sige, men det lader sig ikke praktisk udføre. Ogsaa den Kristne maa, hvad enten han har Lyst dertil eller ikke, tage sin Fornuft til Hjælp; hvis noget under ingen som helst Form træder i Forhold til hans Fornuft, da er dette et med, at det slet ikke er til for ham. Omvendt gives der ingen Ateist, uden at han jo, naar hån ret besinder sig, maa vedgaa, at han saa vel, i sin Tænken som i sin Handlen støtter sig til Forudsætninger, der ikke ligefrem ere i Stand til at bevises; heller ikke han kan med al sin Anstræng- else fuldkommen stænge det ubegribelige ude fra sig. Eller Mod- sætningen mellem Kristendom og Ateisme kan bestemmes som en Modsætning mellem Mirakeltro og Antagelsen af faste Naturlove. Men som bekendt kunne de Kristne lige saa lidt som andre Men- nesker undvære Naturlovene; ja Miraklerne staa i Grunden deres Sind saa fjærnt, at de som oftest forvise dem fra det Liv, som de virkelig føre i Nutiden, og nøjes med at henlægge dem til en for Digitized by Google 44 Baade-Og. længst tilbagelagt Periode af Verdenshistorien. Omvendt ere Ate- isterne ingenlunde saa taabelige, at de indskrænke Naturlovene til de for os bekendte Love; de indrømme gærne, at der er flere Ting mellem Himmel og Jord, end vi ane, idet Naturlovene have et Omfang og en Rækkevidde, som vi mangle Ævnen til at overskue. Men nu de rene Materialister! I alt Fald om dem maa man vel have Lov til at paastaa, at de have et helt Standpunkt, som sætter et svælgende Dyb mellem dem og den øvrige Men- neskehed. Aldeles ikke; ogsaa disse ere halve. En fuldstændig Fornægtelse af Aanden er kun mulig paa Papiret og i Munden. Det er intet Menneske givet at stille sig udenfor den menneske- lige Natur, og til denne hører nu én Gang Aanden med $om et uundgaaeligt Element. Den, som vil afskaffe Aanden, nødes der- for ved en besynderlig Ironi til med det samme at bekræfte den, efterdi han alene kan udføre sit Forehavende ved Hjælp af Tank- er og Lidenskaber, altsaa ved Hjælp af noget, som selv falder ind under det aandelige. Kort sagt: det gaar i Filosofiens og Religionens Rige lige som i Naturen, der frembyder en Uendelighed af lavere og højere Former med Overgange fra den ene Form til den anden, men som paa intet Sted kender noget til voldsomme Brud og absolute Modsætninger. Med Hensyn til det æstetiske Enten-EUer kan jeg fatte mig i endnu større Korthed ; Her behøves ikke mange Ord for at paa- vise, at man ikke har Lov til at sige: enten Poesi eller Realisme. Naturligvis er Digt ikke enstydig med Virkelighed. Ved Virkelig- hed menes Verden saaledes, som den opfattes af og viser sig for os Mennesker, som vi ere flest. Men om Digteren gælder, at han hører, sér, føler, sanser skarpere og finere end almindelige døde- lige, at han derhos er gennemrystet af oprindelige, kraftige Stem- ninger og Lidenskaber, og at han endelig, støttet af en levende Indbildningskraft, mægter frit at tumle med de Elementer, hvoraf Tilværelsen er sammensat, saa at de indgaa andre Forbindelser end dem, hvori de umiddelbart staa. Men hvorledes man end vender og drejer Sagen, saa er og bliver Poesi Udtrykket for den Genklang, som den virkelige Verden finder i en virkelig Sjæl. Og herpaa er det just, at Digterens Betydning beror. Han lærer os at opdage, hvad der ellers vilde undgaa vort svage Syns Opmærk- somhed; han vækker de slumrende Følelser og bringer de Frø, Digitized by Google Baade-Og. 45 som ere gemte inden i os, til at spire og bære Frugt; han fører os fra de indeklemte Dale til de høje Bjærgspidser, hvorfra vi med frit Blik overskue Menneskenes og Naturens forunderlige, brogede Liv. Men som sagt: en virkelig, indholdsrig Verden skal der til og en virkelig, livskraftig Sjæl. Marvløse Maaneskinsmennesker, som tosse om i afblegede Forestillinger om en Drømmeverden, der intetsteds har hjemme, afgive det ynkeligst mulige Stof til Digtere; de drive det aldrig videre end til kedsommelige eller endog sygelige Værker, hvorfor man burde indespærre dem i et Sindssygehospital eller maaske rettere i en Tvangs- og Arbejds- anstalt, for at de dog, inden de dø, kunne lære at frembringe noget nyttigt. Det er derfor saa langt fra, at en sund og dygtig Realisme udelukker Poesien, at den tvært imod er den Jordbund, hvoraf denne maa vokse frem, og hvortil den under sin Vækst uafbrudt maa være knyttet. Jeg nægter selvfølgelig ikke, at der er uendelig Forskel mellem Digterne, at der er dem, hos hvem Idealismen, og dem, hos hvem Realismen har Overvægten, at der er dem, der kunne betegnes som sværmende Fantaster, og dem, der nærmest ere at ligne med Fotografer; men saa længe Ideal- ismen ikke afgjort har fortrængt Realismen og Realismen ikke afgjort fortrængt Idealismen, saa længe er der ikke Tale om en absolut Modsætning, men alene om en stærkere eller svagere Spænding mellem den ene Poesis tvende Poler. Og nu til Slutning Politiken, som vel er det, der nærmest ligger Dem paa Hjærte. Hvad er dog det for en Logik at sige: enten Kongedømme eller Republik? Jeg kan forstaa denne Tale hos udannede, som i statsretslig Henseende kun ere vante til at nyde grove Nurnbergerbil leder; men jeg bliver næsten maal- løs, naar den kommer fra intelligente Mennesker, der oven i Købet have stemplet sig selv som det akademiske Højre. Ti for Aka- demikere er det forhaabentlig ikke noget nyt, at et Kongedømme alene adskiller sig fra en Republik derved, at den øverste ud- øvende Magt hist er arvelig i en bestemt Familie, medens den her for Livstid eller for et vist Aaremaal overdrages til en enkelt folkevalgt Person. For øvrigt give de tvende Navne ingen Ind- sigt i Regeringsformens Beskaffenhed. En Republik kan være saaledes indrettet, at den er konservativere end de fleste Konge- dømmer, og omvendt kan et Kongedømme være yderst liberalt, ja saa liberalt, at end ikke meget radikale Politikere praktisk have synderlig mod det at indvende. Nej, lad os nævne Barnet ved Digitized by Google 46 Baade-Og. sit rette Navn og være enige om, at det, De attraa, er en stærk Statsmagt, som er i Hænderne paa de besiddende og navnlig paa de intelligente, til hvilke De selv høre, og, at, naar De ønsker denne Tanke gennemført under Kongedømmets Form , da er Grunden udelukkende den, at Kongedømmet fra Arilds Tid har hersket i Danmark og ved sin hele Fortid afgiver Garantien for, at dets Styrke vil være et med Deres egen Stands Styrke. Hvis De nu dertil føjede Ønsket om Afskaffelsen af Grundloven og Op- rettelsen af en fornuftig Enevælde, saa at den i det højeste blev begrænset af en raadgivende Forsamling, hvortil Godsejere, Pro- fessorer, Biskopper og Stiftamtmænd have Adgang, saa vilde jeg kunne have begrebet , at De betegne Deres Standpunkt som helt, skønt jeg heller ikke da vilde have synderlig Vanskelighed ved at udfinde den Halvhed, som nu én Gang er uadskillelig fra alt menneskeligt. Men saa vidt vove De Dem jo ikke, i det mindste ikke i Deres Udtalelser: Deres Ordfører talte varmt og hjærtelig for Grundloven, men »vel at mærke«, som han udtrykte sig, »for den hele, uforfalskede Grundlov«. Især betonede han kraftig Kongens Frihed til at vælge til Ministre, hvem han vil. Denne Frihed maa, hed det, for enhver Pris bevares »hel og ubeskaaren«, og saa et Øjeblik efter paatog han sig selv at halvere den hele Frihed, i det han nemlig lejlighedsvis indskød den Bemærkning, at et Ministerium selvfølgelig maa vige, naar det har den hele Rigsdag mod sig. Det maa blive Dr. Enghaves egen Sag at afgøre, hvad der da bliver af »den stærke, over hele Folket svæv- ende Kongemagt«, for hvilken hans Hjærte brænder; min Sag er det kun at blotte hans Modsigelser. Man har et Ordsprog om en Fugl, der fløj op som en Ørn og for ned som en And. Dette Billede synes mig at passe paa hans Foredrag. Han begyndte med en stor, afgørende Modsætning: »enten Kongedømme eller Republik«, og naar man sér den efter i Sømmene, forvandler den sig til en langt beskednere Modsætning: »enten Rigsdags- parlamentarisme eller Folketingsparlamentarisme«. Jeg sér klart, at det har adskilligt at betyde, hvilken af disse to statsretslige Muligheder der vinder den endelige Sejer; men da Folketinget er en Del af Rigsdagen, og da Landstinget blandt andet ogsaa vælges af Folketingsvælgerne, saa synes det mig uimodsigeligt, at det ikke drejer sig om et absolut Valg mellem godt og ondt, mellem Lys og Mørke, men om et relativt Valg mellem et større og et mindre, og overalt, hvor der ikke staar mere paa Spil, pleje Digitized by Google Baade-Og. 47 Parterne, naar de ville beflitte sig paa Ro, at kunne tale sig til Rette med hinanden, hvorfor i slige Tilfælde Mellemmænd ere en ret nyttig Opfindelse. De dømme herom, som De vil; jeg haaber i alt Fald, at De ikke vil vægre Dem ved at anerkende, at det, naar Deres egen Logik ikke er bygget paa en fastere Grundvold, rime- ligvis er lidt for tidligt og lidt for overmodigt, naar De rask væk behandle os som ulogiske Hoveder, fordi vi have mere Lyst til at sige »Baade-Og« end »Enten -Eller«. Og misforstaa mig nu ikke, som om jeg slet ikke vil have Enten-Eller; intet ligger fjærnere fra mine Tanker. Si Kierke- gaard har et Sted 1 ) sagt: »Enten-Eller er Ordet, for hvilket Fløjdørene springe op og Idealerne vise sig — livsalige Syn l Enten-Eller er Tegnet, der giver Adgang til det ubetingede — Gud være lovet! Ja, Enten-Eller er Himmelnøglen!« Og heri maa man til visse give ham Ret. Ikke at kende Enten-Eller er et med ikke at have Øje for Livets Modsætninger, saa at alt maler sig graat i graat, og dette er atter det samme som Mangel paa Forstaaelse, paa Interesse, Lidenskab og Vilje For en slig sløv og blaseret Tilstand skal jeg aldrig tage Ordet. Men jeg gør Ind- sigelse mod det ubetingede Enten-Eller, der kun lægger Vægt paa Modsætningerne og ikke bekymrer sig om den højere Enhed, hvori de bag efter opløse sig. Hvortil dette fører, derpaa maatte S. Kierkegaard afgive et sørgeligt Eksempel. Ti han sluttede med en Idealisme saa overspændt og ensidig, at den i Grunden gjorde Ende paa hele den jordiske Tilværelse. Og det var ikke blot Nøglen til Jorden, han gik glip af; han fandt heller ikke den rette Himmelnøgle; ti til sand Religion hører dog vel ogsaa Elskværdighed, men derfor blev Kierkegaard efterhaanden helt blottet; han kom saa ganske i en vild og fraadende Lidenskabs Vold, at det til sidst udelukkende var Hadets og Forbitrelsens Ord, der banede sig Vej over hans Læber. Jeg udbeder mig der- for, at man, efter først at have sagt Enten-Eller, bag efter vil sige Baade-Og, eller med andre Ord, at man vil parre Følelse med Forstand og Lidenskab med Maadehold og Selvbeherskelse. Og man frygte ikke for, at man derved træder Hjærtets Rettig- heder for nær; tvært imod: medens den til sig selv overladte Følelse staar i Fare for at ende i det voldsomme og ustyrlige, fremgaar af den rette Forening mellem Forstand og Hjærte et ') se „Øjeblikket- Nr. 1, S. 7. Digitized by Google 48 Baade-Og. forsonende, overbærende, mildt og kærligt Sind, for hvilket der er god Brug her paa Jorden, og som uden Tvivl ogsaa er mere i Pagt med det himmelske end Vrede og Ufordragelighed. Jeg er forberedt paa, at mine Ord ikke gøre synderligt Indtryk paa Dem. De har nu éh Gang forelsket Dem i Karakter- fastheden, som i Deres Øjne er den ypperste af alle Dyder. Og- saa jeg finder den fortræffelig; men jeg nærer en beskeden Tvivl om, at De af den Omstændighed, at Landet deler sig i et umed- gørligt Højre og et lige saa umedgørligt Venstre, bør tage Anled- ning til at juble over, at hin Dyd trænger sejerrigt frefti i Dan- mark. Enhver sand Dyd er sjælden; mon virkelig det lille danske Folk skulde være en Samling af karakterfaste Principmennesker? Er det ikke en af den hele Historie tilstrækkelig bekræftet Kends- gerning, at den store Hob er let bevægelig, og at, fordi den i Dag raaber Hurra for Venstre, derfor er der ikke nogen væsentlig Hindring for, at den i Morgen kan raabe Hurra for Højre? De vil indvende, at dette dog ikke har sin Anvendelse paa Førerne. Naturligvis ikke saa almindelig; men man træffer dog baade her og andensteds paa Førere, som i Dag ivrig bekæmpe, hvad de i Gaar lige saa ivrig forsvarede. Hver Gang slige Omslag ske, skriger man paa Forræderi og har travlt med at opdage skidne Bevæggrunde. Meget , ofte lader Tingen sig dog forklare paa en jævnere og uskyldigere Maade. Af de korte teologiske, æstetiske og politiske Betragt- ninger, som jeg før anstillede, fremgik det, at der i hvert Anlig- gende i det mindste er to, hyppig endnu langt flere Momenter, hvortil der er at tage Hensyn. Lader os tænke paa et Bjærg, der paa den ene Side vender ud mod en Dal, som er fuld af løv- rige, skyggefulde Skove, frugtbare Marker, smilende Boliger og venlige Haver. Gennem Dalen bruser en Elv, der i smaa Vand- fald hopper og danser hen over sit ujævne Leje, indtil den ud- munder i en spejlblank, sivkranset Sø. Hvad kan være mere for- tryllende end dette? En rejsende, som er kommen her hen, gribes af Henrykkelse; han dvæler Uge efter Uge i Dalen; det er umuligt at løsrive sig derfra, og han sværger og forbander sig paa, at det just er fra denne Side, at Bjærget skal gæstes. Saa hænder det en skøn Dag, at han ved et Tilfælde rejser over paa den anden Side. Foran hans Øjne ligger det af hvide Sejlere fyldte, uendelige Hav, som med majestætisk Larm ruller sine skumklædte Bølger mod de maleriske Kyster. Solen er i Færd Digitized by Google Baade-Og. 49 med at gaa ned; jo mere den nærmer sig sin vaade Vugge, i et desto prægtigere Farvespil straale Himmel, Jord og Hav. Den rejsendes Henrykkelse overskrider alle Grænser; Dalen, som han før var forelsket i, er svunden ham rent af Minde; nu bekræfter han med de dyreste Eder, at den anden Side af Bjærget er den, hvorpaa det egeijtlig kommer an; den første er en ren Ubetydelig- hed, som det ikke er værd at gøre videre Ophævelser over. Den Skæbne, som vederfares denne livlige, let paa virkelige rejs- ende, er et træffende Billede paa adskillige af de politiske Om- vendelser. Til Forskel fra ham og fra dem, der hele Livet igennem aldrig faa mere end den ene Side af Bjærget at se, er den ret- skafne Mellemmand at ligne ved et Menneske, som hyppig har gæstet begge Sider, som omhyggelig har afvejet begges Fortrin og opdaget, at, hvor vel den ene er at foretrække i denne, den anden i hin Belysning, saa opnaas det fulde Skønhedsindtryk kun ved begge i Forening, og som derfor hverken er glemsom eller utaknemmelig, saa at han, naar han glæder sig over Havet, aldrig undlader at tilføje: men Dalen er ogsaa herlig, og, naar han hviler lunt og blødt under Dalens grønne Bladehang, altid trofast bevarer Erindringen om det urolige Havs Vælde. Er det Samfundet, hvorom det gælder, saa véd en saadan Mand, at dets vel forstaaede Tarv kræver saa vel Orden som Frihed. Hvis Ordenen staar i Fare, vil han kæmpe mod Revolutionsmændene uden derfor nogen Sinde at blive Reaktionens haandgangne Svend, og hvis omvendt Friheden sættes paa Spil, vil han være Tyran- nernes svorne Fjende uden nogen Sinde at blive Anarkiets Ven. Forstaar man ved Karakterfasthed en urokkelig Fastholden af sit Grundsyn, skønner jeg ikke, hvorfor han mindre skulde kunne kaldes karakterfast end de, som urokkelig ere hildede i Ensidig- hed. Ja, det turde vel være, at hans Karakterfasthed, naar han ikke lader sig rokke, langt overgaar alle andres. Det er let nok at være fast, naar man bæres oppe af en Skare Kammerater, men Opgaven er ulige besværligere for den, som væsentlig er hen- vist til sig selv, og som rundt om hilses af Forkætrelser, der oven i Købet sigte ham for det, han mindst af alt ønsker at være, og frakende ham det, som han mest af alt tror at kunne rose sig af. Men hvor haardt han end angribes, vil han netop, fordi han afskyr Vankelmodighed, bestandig huske paa Konfucius's Ord. Ja, undskyld, mine Herrer, at jeg i en Forsamling, der med 4 Digitized by Google 50 Baade-Og. saa stor en Sikkerhed har taget Plads under Kristendommens Banner, fordrister mig til at anføre en hedensk Religionsfilosof; men det træffer sig nu én Gang saa, at ogsaa Hedninger stundum kunne være vise, ogafKonfucius har man opbevaret den gyldne Sætning 1 ): »Den overlegne Mand lever ikke for et Parti, men for det hele; Undermaalerne gaa helt op i Parti væsen«. Tro nu ikke, at jeg er saa indbildsk, at jeg vil gøre os Mellemmænd til fuldkomne Mennesker; men fordi man selv er meget ufuldkommen, er der intet til Hinder for at have et fuldkomment Ideal, og Idealet er og bliver ubønhørlig dette, at vi skulle sky Partivæsenets En- sidighed og Fanatisme og derimod beflitte os paa en saadan Alsidighed og Ædruelighed, at vi formaa at tage et billigt og ret- færdigt Hensyn til alle de Momenter, som have Krav paa at komme under Overvejelse. Dr. Enghave hentydede i sit Foredrag til visse filosofiske Prædikanter, som uden Tvivl ere meget vel menende, men som kun have et overfladisk Kendskab til Menneskene, i det de nemlig indbilde sig, at den største Part af disse er ret skikkelig, saa at den kan ledes i en fornuftig Retning ved Mildhed, Blødhed og Eftergivenhed. Nej, udbrød han, det er des værre Ondskab og Løgn, som Mængden i Kraft af sine slette Instinkter nærmest er tilbøjelig til at følge; det gælder derfor fremfor alt om, at vi ikke af lutter Godmodighed vige fra vor Post : vi bør sætte haardt mod haardt, Yderlighed mod Yderlighed, Voldsomhed mod Vold- somhed. Jeg formoder, at jeg er en af dem, som han har sigtet til, og at han har fundet sin Opfattelse end mere bekræftet ved hvad jeg i Aften har haft den Ære at fremføre. Det vil derfor Rimeligvis overraske ham, naar jeg er dristig nok til at paastaa, at min Menneskekundskab turde være af større Omfang og Dybde end hans. Det forekommer mig nemlig, som om han ikke kan frikendes for en beklagelig Ensidighed, naar han udelukkende ud- styrede sine Modstandere med onde Tilbøjeligheder, men var rent blind for, at saadanne ogsaa lindes i hans eget Parti. Trods min Mangel paa Ortodoksi, er jeg dog i dette Stykke mere orto- doks end han. Jeg tror, at vi alle ere syndige, og jeg er over- bevist om, at den eneste Maade, hvorpaa man kan faa Bugt med Ondskaben, er den, at hver især for sit eget Vedkommende be- *) „The superior man is catholic and no partizan; the mean man is a parti- zan and not calholic", se Gonfucian Analects I Book Chapt. XIV i James Legge: The Ghinese Glassics, Vol. I, S. 14. Digitized by Google Baade-Og. 51 flitter sig paa at afskaffe den. Ondt skal fordrives med godt og ikke med ondt, der kun gør det onde værre. Og ved det gode mener jeg aldeles ikke en fejg Umandighed, som er bange for Strid og Kamp. Nej, lad os kun slaas, ja, hvis det gøres behov, endog med Næver og Kanoner; men vi bør udelukkende slaas for det retfærdige. Hvis en Mand skælder mig ud, skal jeg ikke selv blive en Tølper, der igen skælder ud, men jeg skal heller ikke i den Anledning tiltale ham med milde Kælenavne; en kold, fornem og overlegen Høflighed plejer at være et fortrinligt Op- dragelsesmiddel. Og hvis en Mand vil tage min Ejendom fra mig, skal jeg ikke beslutte mig til nu at ville tage hans Ejendom fra ham; jeg skal først ved grundige Overtalelser og saa, naar disse ikke hjælpe, ved alle de Tvangslorholdsregler, der staa til min Raadighed, anstrænge mig tor at sætte igennem, at vi begge hver især beholde vor Ejendom. Det være langt fra mig uden videre at beskylde Dem for Uretfærdighed; hvad alle private Forhold angaar, nærer jeg ikke mindste Spor af Tvivl om, at De altid vil opføre Dem, som det sig hør og bør. Helt anderledes i Politiken, hvor jeg ikke kan flikende Dem for ublu Fordringer. Og det undskylder Dem ikke, at det ogsaa, ja maaske i langt højere Grad, forholder sig saa- ledes med Venstre. Den Art Undskyldninger ere brugelige i dette eller hint enkelte, uforudsete Tilfælde, men ikke, naar Talen er om et politisk Program, der skal angive den almindelige Slag- plan. Denne Adskillelse er noget, hvorpaa jeg maa lægge den allerstørste Vægt. Sæt f. Eks., at jeg en Morgenstund pludselig faar at vide, at jeg ved Middagstid skal være baade i Malmø og i Roskilde. Det er klart, at jeg ikke kan gøre begge Dele paa én Gang; jeg maa enten vælge Malmø eller Roskilde. To mod- satte Rum kunne ikke i den samme Tid gennemfares af den samme Person. Eller sæt, at jeg akkurat har 100 Kroner, hvor- med jeg skal betale min Leje. Just som jeg begiver mig til Værten, der vil blive sat i stor Forlegenhed, hvis jeg opsætter at indfri min Forpligtelse, indfinder en Ven sig, som, i det han forestiller mig, at hans Ære og Vel staar paa Spil, anmoder mig om uop- holdelig at laane ham netop den Sum, som jeg har i Lommen. Det er klart, at Baade-Og er udelukket, og at jeg enten maa narre Værten eller lade Vennen i Stikken; den samme Sum Penge kan paa det samme Tidspunkt ikke anvendes paa to modsatte Maader. Hvis nu slige Valg skulle foretages i en Fart og under 4 ; Digitized by Google 52 Baade-Og. Indflydelse af stærke Lidenskaber, saa vilde det være højst ubil- ligt, om man vilde gaa haardt i Rette med mig, fordi jeg vælger fejl, eller taber min Aandsnær værelse og voldsomt forløber mig. En ærekær Mand kan her, uden at han behøver at skamme sig, blive henreven til en Handlemaade, som han under andre Om- stændigheder vilde blues over. Sæt derimod , at jeg længe i For- vejen har vidst, at min Nærværelse vilde være nødvendig baade i Malmø og i Roskilde, og at min Ven vilde tage sin Tilflugt til mig; i saa Fald bliver det min Pligt at drage Omsorg for, at et alvorligt Sammenstød mellem Pligterne undgaas, og ved en for- nuftig Økonomi kan det da ikke sjælden lykkes, at forene de mod- stridende Krav. Det er muligt, at jeg ved indtrængende Fore- stillinger kan faa Besøgene i Malmø og Roskilde til at falde paa forskellige Dage, og det er muligt, at jeg enten selv kan tjene flere Penge eller at jeg kan faa en Sum til Laans, som jeg da atter midlertidig kan overlade min Ven. Anvend dette paa de almindelige politiske Programmer; bestaar ikke disses Betydning just deri, at de gælde for en længere Tid og skulle tjene som Rettesnor for en Række af ofte fjærnt liggende Handlinger? Og har man derfor ikke Lov til. at forlange, at de holde sig fri for enhver Overdrivelse og Ophidselse, at de, i det de fastslaa, hvad der fra et vist Synspunkt maa betragtes som billigt og ret- færdigt, saa vidt muligt lade alle andre Synspunkter vederfares deres Ret? Fortæl mig nu endelig ikke, at Overbevisninger ere hellige, og at det blot er Usselrygge, som gaa paa Akkord. Der er slet Ingen, som kræver saa grusomme Ofre af Deres Samvittighed, og allermindst vilde jeg gøre det. Men fordi man selv vil værge sin Overbevisning, derfor er der intet i Vejen for, at man lader andre værge og efter Ævne hjælper dem med at værge den, som de have. Det kommer an paa, at man skelner mellem sig selv som privat Menneske og som Medlem af Samfundet. I første Egenskab sætter f. Eks. en Lutheraner Pris paa at vinde om muligt alle de øvrige Borgere for sin Bekendelse, hvorimod det i sidste Egenskab bør være ham magtpaaliggende , at en hvilken som helst Bekendelse nyder den samme Beskyttelse og timelige Velvære som hans egen. Paa denne Adskillelse beror den polit- iske Friheds Hemmelighed; men den synes des værre hverken at være bleven aabenbar for vort Højre eller vort Venstre. De ville begge bruge Friheden til at opnaa en enevældig Magt. Højre Digitized by Google Baade-Og. 53 ønsker, at Venstre helt skal knuses; omvendt higer Venstre efter, at det hele Land skal blive afhængigt af dets Naade. Hvis dette Spil fortsættes, ender det let med Frihedens Undergang. Friheden kan ikke nøjes med at være Middel; skal den være, saa maa den være saa vel Middel som Maal. Vi faa ikke taalelige Tilstande, før end Venstre og Højre lære at betragte hinanden ikke alene som Modstandere, men som Medarbejdere, der virke i det samme hele Samfunds og Fædrelands Tjæneste. Lad mig til nærmere Belysning dvæle ved de enkelte Hovedpunkter i Deres Program. Jeg fik ikke nøjagtig at vide, hvorledes De agte at føre det æstetiske Felttog mod Realismen; men siden de sætte Sagen i en saa nøje Forbindelse med Poli- tiken, formoder jeg, at De, hvis De ere Rigsdagsmænd, paa Tinge vil arbejde hen til, at realistiske Forfattere ikke faa Statsunder- støttede, og at De, hvis De ere Journalister, dygtig vil nedrakke deres Bøger i Pressen. Disse skumle Hensigter vække min Harme og det med god Grund, hvis jeg da ellers har Ret i min Paastand om, at ogsaa Realisterne have en Gerning at udføre inden for Poesien. Påavis deres Ensidighed, angrib af Hjertens Lyst deres Fejl; men hvis de skrive noget, som virkelig er godt, saa vær saa artig at rose det, selv om det just ikke er den Slags Poesi, der personlig falder i Deres Smag. En ordentlig Æstetiker maa være i Besiddelse af en saa omfattende Dannelse og en saa smidig Aand, at han kan faa Bugt med mere eller mindre tilfældige Antipatier. Og det forekommer mig derhos, at det daglige Brød er noget, som bør falde i ethvert dygtigt Menneskes Lod. Uagtet jeg ikke egentlig er nogen Ven af disse Statsunderstøttelser, mener jeg derfor, at, da vort Folk vitterlig er saa lille, at Forfatterne umulig kunne leve af deres Værker, saa bør Staten overalt, hvor der viser sig et Talent, som rager op over Gennemsnittet, træde hjælpsomt til uden Hensyn til, om vedkommende har hjemme i den ene eller den anden Lejr. Til denne frisindede Synsmaade burde ogsaa De hæve Dem, om ikke af andre Grunde, saa af Egennytte; thi hvis Højre her er umedgørligt, saa kan De stole paa, at Venstre, naar det faar Roret i Hænde, ikke vil undlade at gøre Gengæld mod de Forfattere, for hvilke De sværme. Nej, den eneste grundige og forsvarlige Maade, hvorpaa De kan ud- rydde en falsk Poesi, er, at De selv frembringer en, som er bedre. Gør det, skriv gode Bøger og smukke Digte; vi vil alle være Dem taknemmelige for en saa nobel Krigsførelse; men det turde maaske Digitized by Google 54 Baade-Og. vise sig, at, hvis Deres tilkommende Bøger for Alvor due, saa ville de ikke indeholde saa ganske lidt af den Realisme, som De riu spotte. Jeg er nemlig saa dristig at formode, at De uden ret at vide det selv ere blevne smittede; man kan ikke undgaa Paa- virkningen af den Luft, som man indaander, og Deres Luft er nu én Gang ikke Oehlenschlågers og Heibergs. Det æstetiske Fore- havende, hvortil De vil vie Dem, er en historisk Umulighed; hvad der er forbi, er forbi; man kan ikke uden videre kalde Fortiden tilbage. Stands Deres store krigerske Rustninger. Striden mellem det gamle og det ny er væsentlig endt; De bærer Dem ad som en Stat, der vil rykke i Marken, efter at Freden er sluttet. Jeg nægter naturligvis ikke , at der er og vil vedblive at være ekstra- vagante Fribyttere, som finde Behag i Udskejelser; jeg paastaar ei heller, at de gamle og de ny Forfattere have opgivet deres personlige Antipatier og drukket Dus med hverandre. Men selve det gamle og det ny ere saa nogenlunde flydte sammen i en rimelig Blanding; Freden er bleven sluttet paa de hæderligste Be- tingelser, i det hver Retning har afgivet sit Bidrag til den Strøm, hvorpaa vi nu sejle. Man slog paa Trommer og blæste i Ba- suner, da den saa kaldte ny Literatur holdt sit Indtog; det var, som om der kom noget, man aldrig før havde set. Men efter- haanden har Taagen lettet, og man er bleven klar over Over- drivelserne; man har opdaget, at man havde miskendt den Real- isme, som ogsaa fandtes hos de ældre Forfattere, og at man undervurderede den Idealisme, hvorfor man selv havde Brug. Kort sagt: det har vist sig, at det, vi fik, ikke saa meget var en ny Literatur, som en ny Fortsættelse af den gamle, en Fort- sættelse, der i ændret Form tumler med vor Tids herskende Ideer, ligesom den gamle havde tumlet med sin Tids. I Stedet for at surmule og puste til hendøende Fjendskaber, handle De langt fornuftigere, naar De anerkende det skete, og naar De — saa- fiemt De ikke selv kan skrive mesterlige, toneangivende Bøger — anvende Deres kritiske Talent til at beskære og beklippe mulige Udvækster, men ikke til at ihjelslaa. Det kunde klinge underlig, ja næsten som et Paradoks, naar jeg tilføjer, at ogsaa den religiøse Strid væsentlig er endt. Jeg véd meget vel, at den i en anden Forstand knap er begyndt; men ikke desto mindre har hint Udtryk sin Berettigelse. De vil erindre, hvilket Ramaskrig der blev løftet i Begyndelsen af Halv- Digitized by Google Baade-Og. 55 fjærcherne , da Ateismen og Rationalismen først stak Hovedet frem. Alt, hvad der afveg fra Kirken, slog man hulter til bulter sammen i én kaotisk Masse, og saa raabte man, som om Sam- fundets Frelse afhang af den hele Masses Tilintetgørelse. Men en egentlig grundig Diskussion fandt, mærkelig nok, ikke Sted. Hertil kan der have været mange Aarsager, saa at det ikke er ganske let udtømmende at besvare det Hvorfor, som her paatrænger stø. Men en Hovedgrund var vistnok den, at Gejstligheden instinkt- mæssig følte, at den gamle Dogmatik ikke længer slog til, og at man lige over for ny Fjender maatte have ny Vaaben. Den ind- lod sig derfor ikke paa noget stort Slag, men kun paa enkelte, spredte Fægtninger. Maaske det bliver anderledes, naar den ny Dogmatik en Gang bliver opdaget, men hidindtil lader den stadig vente paa sig, og heraf er Følgen atter blevon, at adskillige gejst- lige indtil videre afslibe de altfor skarpe dogmatiske Kanter og tage deres Tilflugt til det praktiske, hvilket, hvad enten de ville indrømme det eller ikke, er en lille, om end en ganske lille Ind- rømmelse til Modstanderne. Omvendt have mange af de dannede Ateister mistet den Fasthed, hvoraf de fra først af vare besjælede; det er gaaet op for dem, at Religion dog ikke helt lader sig undvære, saa at de lidt efter lidt ere landede i en eller anden rationalistisk Havn. I det Modsætningerne saaledes fra begge Sider ere blevne fortyndede, er der opstaaet en mildere og forsonligere Tone. Hertil har ogsaa en anden Omstændighed bidraget. Da Uvejret brød løs, indbildte man sig, at man ved en kraftig Op- træden let kunde besværge det; men inden føje Tid blev man vår, at man havde at gøre med en stærk og vidt forgrenet Be- vægelse, som havde skjulte Rødder overalt i vor Jordbund. Der var i mangfoldige rettroende Familier i det mindste én Person, som, lige saa snart de moderne Ideer bleve proklamerede, maatte tilstaa for sig selv og sin Slægt, at det i Grunden var dem, hvor- ved hans Hjærte hang. I Længden kan Livet ikke føres paa de Vilkaar, at Fader skændes med Søn, Moder med Datter, Broder med Broder. Da man efter alskens Kiv og Uenighed ikke læng- er kunde dølge, at man stod lige over for en blivende Tilstand, besluttede man sig af Nødvendighed til at være overbærende, og saaledes er der i den ene Familie efter den anden bleven ind- gaaet en Vaabenstilstand. Og saa snart den var traadt i Kraft, skete ikke sjælden det mærkelige, at ogsaa de ortodokse Med- lemmer — jeg taler naturligvis her ikke om Præsterne, men ude- Digitized by Google 56 Baade-Og. lukkende om Lægfolk — maatte, om end i Begyndelsen med en vis uhyggelig Følelse, anerkende, at, naar der blev talt rolig om Tingene, saa var der dog virkelig en og anden af de kætterske Paastande, som de ikke absolut kunde forskyde, men som fandt nogen Genklang i deres egen Barm, og ved denne Selverkendelse er Overbærenheden yderligere tiltaget. Jeg nærer ingen Tvivl om, at den religiøse Strid en Gang igen vil bryde voldsomt løs, ja jeg haaber, at det maa ske; det vilde være et sørgeligt Vidnesbyrd om Sløvhed og Mangel paa Religiøsitet hos det danske Folk, hvis det aldrig følte Trang til grundig at drøfte det religiøse System, som det har faaet i Arv fra sine Fædre. Men hvor stærk end Striden bliver, saa bør den aldrig faa en saadan Form, at man blander timelige Interesser ind i den og forsøger at straffe anderledes tænkende med Tabet af jordiske Goder. Dr. Enghave forsvarede sig og Meningsfæller mod enhver Beskyldning for Intolerance; han mindede om, hvor samvittighedsfuldt Højre altid har værnet om den religiøse Frihed, som Grundloven tilsiger. Hans Iver turde vist nok her have ført ham til vel forvovne Paastande. Hvis han opmærksomt vil gen- nemlæse en Aargang af sit Partis Blade, vil han næppe undlade at træffe paa Ytringer, der røbe en kunstig tilbagetrængt Uvilje, om hvilken man uden profetisk Begavelse kan forudsige, at den ved given Anledning vil bryde ud i Hadets Flammer. Den Over- bærenhed, som ydes, kommer i alt Fald kun de besindige Ratio- nalister til gode; men skønt jeg selv hører til disses Tal, maa jeg dog sige, at dette er for lidt. Overbærenheden skal strækkes til alle, saa at ogsaa de rene Ateister, saa længe de træde sømmelig op, stilles ikke blot under Lovens, men ogsaa under den offentlige Menings Beskyttelse. Men saa vidt vil Dr. Enghave jo ikke gaa; thi den Forening, som han har været med til at stifte, har jo netop til Formaal ogsaa ad politisk Vej at over- vinde Ateismen, der betegnes som »den kristelige Stats store Dødsfjende«. Jeg skal ikke undersøge, hvor vidt han har Ret, naar hans Fortolkning af Grundloven førte til det Resultat, at den aldrig har tænkt sig Ateister i fuld Nydelse af borgerlige Ret- tigheder ; thi Spørgsmaalet er ikke om, hvorledes Grundlovens Givere opfattede Ting, som da endnu ikke havde set Lyset, men om, hvorledes vi selv opfatte dem. Skulde, hvad jeg dog er til- bøjelig til at formode, vort Syn ikke med Anvendelse af nogen Digitized by Google Baade-Og. 57 god Vilje kunne lægges ind i Grundloven, saa maa vi virkelig se at faa de vedkommende Paragrafer ændrede. Heri er jeg vis paa, at jeg vil faa Medhold hos mange gud- frygtige Mennesker. Saadanne ønske ikke mere Beskyttelse for sig selv end den, der bliver andre til Del. De ville have Lov til i Fred at dyrke deres Gud og til med alle de Grunde og al den Veltalenhed, der staar til deres Raadighed, at paavirke dem, som ikke dele deres Tro, men saa heller ikke en eneste Smule mere. Ti de vide, at Religion ikke fremmes ved Politi forholdsregler, at den kun er, hvad den skal være, naar den bestaar i Hjærtets fri- villige Hengivelse. De vide derhos, at en slet Sag lige saa vel som en god styrkes ved Martyrier; og de ønske ikke, at der der- ved, at der tilstaas dem urimelige Fordele, skal blive gjort Pro- paganda for Ateismen. Jeg rører her ved et af Højres svageste Punkter; det kan næppe nægtes, at det har for snævert et Syn. Vil det have en god og nyttig Fremtid, vil det paa de øvrige Omraader have Udsigt til at holde igen mod vilde Reformplaner, saa maa det paa det aande- lige Omraade resolut rejse Frihedens Fane. Hertil er dette Parti kaldet fremfor ethvert andet, just fordi det i sin Midte tæller saa mange af Landets intelligente Mænd. Det er forstaaeligt, at Folk, som have nydt en tarveligere Undervisning, indbilde sig, at kun én Dogmatik er mulig; men Folk med Dannelse, ja oven i Købet med akademisk Dannelse, bør vide, at der ikke er en eneste Filo- sofi eller Dogmatik, som er fuldt ud tilfredsstillende. Jeg vil der- for raade Dem indtrængende til atter og atter at overveje dette Led af Deres Program, sofa jeg tinder ingen Omstændigheder vil kunne underskrive; jeg vil i den Anledning paa det kraftigste appellere til Deres egen Samvittighed. Ransag Deres Hjærter og Nyrer, og se til, om De ikke hist og her opdage Kætterier; men den Frihed, som De forlange for Dem selv, bør De virkelig ogsaa være saa imødekommende at unde andre. Hvad nu endelig det politiske Forfatningsspørgsmaal an- gaar, saa maa, som jeg før bemærkede, Deres egentlige Maal vel synes at være en energisk Bekæmpelse af Folketingsparlamentar- ismen. Og heri maa jeg for saa vidt give Dem Ret, som ogsaa jeg meget vil have mig frabedt, at det enten ved Lov eller ved Praksis slaas fast, at det er Folketinget, som besætter Minister- posterne. Men saa vidt mig bekendt, er der adskillige Venstre- mænd, åom ingenlunde opstille en saadan Fordring; de ere til— Digitized by Google 58 Baade-Og. fredse, naar der ved Dannelsen af Ministeriet tages fornødent Hensyn saa vel til Folketinget som til Landstinget. Hvis det skulde ende med, at den hele Opposition ligefrem vil gøre sig til Herre over Ministeriet, saa ligger Skylden hos Højre, som ikke har forstaaet at give efter i Tide. Naar man — for at bruge et groft Billede — ønsker at afholde en Mand fra Drukkenskab, mon det saa er den rigtige Metode, at man berøver ham enhver Adgang til Spiritus? Jeg er overbevist om, at han omsider drik- ker sig fuld, hvorimod han maaske vilde være bleven frelst, hvis man havde tilladt ham en maadeholden Brug af de stærke Drikke. Eller — for at jeg skal vælge et ædlere Eksempel — tænk paa Tarqvinius Superbus, da han vilde købe de sibyllinske Bøger. Alt som Bøgernes Antal blev mindre, steg Prisen højere og højere. Det er aabenbart bedst at handle, medens Varerne endnu ere ubeskaarne og de ere til at faa for en rimelig Pris. Hvis Højre ikke tager Reb i Sejlene, er det slet ikke umuligt, at Spøgelserne faa Kød og Blod, saa at det ikke bliver Folketings- parlamentarismen, men Republiken, der skal forhindres, og det vilde unægtelig være et løjerligt Udfald af de konservative Be- stræbelser. Jeg skal ikke indlade mig paa det Mylr af juridiske Grundlovsbetragtninger, som Dr. Enghave anstillede. Af sligt have vi her til Lands allerede haft alt for meget. Politik hører ikke under den juridiske Skarpsindighed, men under sund praktisk Sans. Det har ingenlunde været til Højres Gavn, at det i sin Midte har haft saa mange udmærkede Jurister; paa disse kan man stundum fristes til at anvende det bibelske Udtryk, at deres megen Lærdom gør dem rasende. Nej, lad os blive ved Jorden og lægge Vind paa det praktiske. Kongen har Ret til at tage til Ministre, hvem han vil. Unægtelig. Men som bekendt er man ingenlunde forpligtet til al- tid at benytte sin Ret i dens fulde Omfang. Der kan rejse sig saa vel faktiske som moralske Hindringer derfor. Det hedder i Grundlovens § 86, at »enhver er berettiget til ved Trykken at offentliggøre sine Tanker«. Mon nu heraf følger, at virkelig en- hver skriver Bøger eller BladartiklerV Aldeles ikke. Hvis en ingen Tanker har eller mangler Midlerne til at bringe dem frem i Verden, saa faar han tie stille. Fremdeles har — for at tage et andet Eksempel — enhver Ret til at banke sine Børn. Digitized by Google Baade-Og. 59 Mon alle Fædre derfor gribe til Spanskrøret, hver Gang Børnene ere uartige? Forhaabentlig ikke. Hvis Pryglene kun avle Trods uden Forbedring, saa vælge de mildere Midler, som lettere føre til Maalet. Lad os saa se hen til Ministrene. Ved en Minister for- staas en Mand, som kan gennemføre den kongelige Vilje i Rigs- dagen. Hvis han befinder sig i blivende Uoverensstemmelse med et af Tingene, og der som Følge heraf indtræder Visnepolitik, saa er det naturligvis meget muligt, at Skylden ligger hos Tinget, og intet er derfor naturligere end, at det opløses én eller flere Gange. Men naar stadig de samme Mænd vende tilbage og Situationen bliver haabløs, i det Vælgerne vokse i Trods, saa sér jeg ikke, at der er anden Udvej end at prøve en ny Minister. Staar Valget mellem en læmpeligere Benyttelse af den kongelige Ret og Stands- ningen af det hele Lovgivningsarbejde, kan det vanskelig være tvivlsomt, hvad man bør vælge. I Længden lader der sig ikke regere over ét Folk, i hvilket Frihedstræet har slaaet Rod, med mindre der bestaar et Tillids- forhold mellem Regeringen og Flertallet af Undersaatterne. Jeg tænker naturligvis ikke paa den Slags flygtige Flertal, som op- staa i Dag og forgaa i Morgen, men paa et Flertal, hvis Ved- varen er garanteret ved de faktiske Forhold. Det toneangivende Flertal er hos os den jævne Middelstand, af hvilken atter Gaard- mændene udgøre den overvejende Del. Heraf følger, at en dansk Politiker maa se at komme til rette med Gaardniandsstanden, og navnlig maa det være Hovedopgaven for en konservativ Politiker. Ti da Gaardmændene gennemgaaende ere besiddende og nyde et rimeligt Velvære, ere de naturlig kaldede til at forsvare det be- staaende; men herfor er det ikke sandsynligt, at deres Øjne ville blive oplukkede, før end de faa deres Hjærtes inderste Trang mættet. Og det er ingenlunde en Hemmelighed, hvorpaa denne Trang gaar ud. De ville se sig anerkendte som i alle Maader lige berettigede med de fine og dannede, og det ufravigelige Pant paa denne Anerkendelse bestaar for dem deri, at der bliver indrømmet nogle af deres Tillidsmænd Sæde i Ministeriet. Man kan, hvis man har Lyst, stemple dette som ufornuftigt og barn- agtigt, skønt det for øvrigt maaske er mindre barnagtigt end, naar en fin Mand vil være Kammerherre eller Etatsraad. Men saaledes er det nu én Gang; ønsker man et Omslag, maa man ikke prin- cipielt afvise Vilkaaret. Digitized by Google 60 Baade-Og. Man taler om, at et saadant Eksperiment er forbundet med Fare, ret som om der ikke ogsaa var Fare ved det yderste Højres Politik. Valget er ikke mellem Fare og Tryghed. Spørgs- maalet er om, hvor den største Fare truer. Man fortæller os fremdeles om et Skraaplan, ad hvilket vi have al Udsigt til at rulle ned; først et blandet Ministerium, saa et rent Venstre-Mini- sterium, og saa til sidst Socialisterne. Dette Skraaplan var og- saa paa Bane 1848; men hidindtil ere vi gennem en Menneske- alder blevne paa den Basis, som den Gang vandtes; kunne vi opnaa en ny Basis, som varer nok en Menneskealder, saa have vi al Grund til at være fornøjede. Og som sagt: man behøver ikke at være bange for, at Farten saa snart skal begynde igen. Gaardmandsstanden er ligesom andre Stænder tilstrækkelig ego- istisk til at sørge for, at der foreløbig indtræder en tilbørlig Standsning. Men hvilket Afbræk vil ikke Fædrelandets helligste Inter- esser lide? hvorledes vil det gaa med vort vigtigste Anliggende, med Forsvars væsenet? Atter her var Dr. Enghave paa Spil med sit Enten-Eller. Enten — forkyndte han — Københavns fuldstændige Befæstning til Lands og til Vands eller fuldstændig Selvopgivelse. Atter skudt forbi. Ti som bekendt er der ingen militær, som vover at paastaa, at Landbefæstningen betyder, at vi slet ikke kunne erobres; der er heller ingen, som tør nægte, at der er vundet adskilligt, naar vi faa en Søbefæstning og en rimelig Udvikling af Hær og Flaade. Det Enten-Eller, hvorom der virkelig er Tale, lyder derfor: Enten et Forsvar, som varer kortere, eller et Forsvar, som varer længere Tid, men i begge Tilfælde et Forsvar, som sikrer os mod en øjeblikkelig Over- rumpling, og som bevirker, at den, som vil erobre os, maa føre en ordentlig Krig med os. Hvis De nu endda havde den mindste Udsigt til at gennemføre den store Landbefæstning, saa kunde jeg vel ikke slutte mig til Dem , men dog forstaa Deres Halsstarrighed. Men det er vitterligt, at Udsigten er lig Nul , saa hvis det virkelig er Dem om et Forsvar at gøre, er der intet andet for end, at De maa bekvemme Dem til et Mellem- standpunkt. Frygt ej heller for, at de fine og dannede ville blive satte helt ud af Virksomhed, naar man tilstaar Bønderne for stor en Magt. Paa ingen Maade. Kundskab og Indsigt vil der altid være Digitized by Google Baade-Og. 61 Brug for. Den Stand, hvortil De hører, vil faa en stor og be- tydningsfuld Gerning, i det den paa den ene Side skal værge de højere aandelige Interesser, som Gaardmanden ofte vil være for nærsynet til at vurdere, og i det den paa den anden Side skal række de smaa i Samfundet en hjælpsom Haand og forhindre, at Gaardmands-Egoismen trykker saa stærkt paa disse, at der læg- ges en Sæd til fremtidige Revolutioner. Disse positive Opgaver turde være nok saa betydningsfulde som den negative at ville standse en overtallig Modstander. Af alt, hvad jeg har sagt, vil De kunne slutte, at det er Fredens og Forsoningens store Værk, som ligger mig paa Sinde. Hvis Talen var om et Mellemparti, som gik ud paa at udfinde og betræde Veje, som kunde hidføre en Tilnærmelse mellem Bønderne og os andre, mellem moderate Højre- og moderate Venstrefolk, saa vilde jeg ikke nægte min ringe Bistand. Men jeg kan paa ingen Maade slutte mig til et Parti, hvis Virksomhed ufejlbarlig ender med at gøre Flertallet af vore Medborgere revo- lutionært; til slig Voldsomhed er jeg alt for konservativ. Jeg behøver næppe at gøre en Undskyldning, fordi jeg ikke har dvælet ved Venstres mange Misgreb. Man skal ikke byde Bagerbørn Hvedebrød. Venstre kritisere De selv saa grun- dig, at det vilde være en komisk Misforstaaelse, om jeg tilbød nogen yderligere Vejledning. Forhaabentlig vil De heller ikke dadle mig, fordi jeg i saa lang en Tid har dristet mig til at lægge Beslag paa Deres Opmærksomhed; naar De har vist mig den Høflighed at indbyde mig, saa maa det jo være, fordi De har Lyst til at kende min Mening, og naar den skulde fremtræde i en nogenlunde fyldig Skikkelse, kunde det vanskelig ske i større Korthed. Jeg skal ende, som jeg begyndte, med Deres Feltraab »Enten -Ellert. Jeg miskender ingenlunde dets Betydning; jeg maatte være en daarlig Tilhænger af »Baade-Og«, hvis jeg ikke sagde: baade »Enten-Eller« og »Baade-Og«. Men den afgørende Betydning af »Enten-Eller« synes mig at ligge paa det personlige Omraade eller at være omtrent den, som S. Kierkegaard fulgte i Begyndelsen af sin Forfattervirksomhed. Hvad Erkendelsen au- gaar, lyder det: enten Sandhed eller Løgn, og hvad Viljen an- gaar: enten Egenkærlighed eller Kærlighed til Næsten forbunden med en rimelig Kærlighed til sig selv. Der er ingen Tvivl om, Digitized by Google 62 Baade-Og. at vi bør beflitte os paa Sandhed og sørge for, at Menneske- kærlighed triumferer over smaalige Hensyn til vort eget jeg. Men jeg vil henstille til Deres Livserfaring, om ikke Forfængelighed, Hidsighed, Bitterhed, Hadskhed, smaaligt Rethaveri og Parti- syge fremmes ved en alt for livlig Opstilling af absolute Mod- sætninger, om ikke en fornuftig Benyttelse af »Baade-Og« turde være en væsentlig Betingelse for, at det sande moralske »Enten- Eller« løses i Alvor og Sandhed. Theodorus. Digitized by Google ITogle Bemærkninger om Nutidens Kunstvilkaar og deres Pølger. Hver Tid stiller Kunsten sine særegne Vilkaar, og Kunst- nerne nødes til at tage dem, enten de anser dem for gode eller slette. Nutidens lette Samfærdselsmidler, der synes at for- korte alle Afstande og gøre Verden mindre, har stillet nye Be- tingelser for al kunstnerisk Produktion. Enten Kunstnerne ønsker det eller ej, faar de gennem jævnlige, store Udstillinger af for- skelligartet Kunst, gennem Myriader af Fotografier, Træsnit, Fore- drag og Bladartikler, mere eller mindre fyldig Besked om, hvor- ledes Kunsten udøves paa tyve forskellige Steder, af tusend for- skellige Kunstnere. Det synes, som om alt dette maa hindre vor Tids Kunst- nere i at sidde i Ro og Fred med deres egen Opfattelse og egen Følelse og frembringe efter deres eget Hoved og eget Hjærte. Den Slutning, at Enkeltmands kunstneriske Selvstændighed i vor Tid er mere faretruet end nogensinde før, ligger nær for Haanden. Mange har draget den og jamret sig derover. Mange af dem, der føler varmest og alvorligst for Kunsten, har ment, at Kunst- nerne ikke kunde gøre bedre end lukke deres Dør i for alle paa- trængende Gæster og stoppe Ørerne forsvarligt med Bomuld, for at ikke Larmen af de mange tusend forskellige Stemmer skulde overdøve Stemmen i deres eget Bryst. Naar Kunstnerne er vide- lystne, er dette haarde Vilkaar for dem. Heldigvis er Slutningens Rigtighed ikke hævet over Tvivl. For faa Aar siden udgav Julius Lange en lille udmærket velskreven Piece: »Vor Kunst og Udlandets«, hvori han med stor Varme opfordrede vore Kunstnere til at tage godt Vare paa deres Digitized by Google 64 Nogle Bemærkninger om Nutidens Kunstvilkaar og deres Følger. Selvstændighed og huske paa, at Kunsten har sin Basis i et dybt og personligt Hjærteforhold, hvorfor det er bedst at sky alt, hvad der kan tænkes at svække eller ødelægge dette. Han fremdrog flere gyldne Sandheder til Belæring for Højre og Venstre, sagde til hine, at Kunstneren frejdigt bør give os det, som ligger ham selv mest paa Hjærte, uden Bekymring for d^ts Betydning med Hensyn paa Nationaliteten eller andre objektive Idéer; til disse, at Tekniken maa bestemmes inden fra, fra Kunstnerens Forhold til sit Æmne, og at det ikke nytter at indforskrive en Dosis Tek- nik fra Paris, selv om den dér er af prima Kvalitet; man maa selv regne Opgaverne igennem og ikke snyde ved at skrive Facit ud efter andre. I det hole taget var denne Piece, som alt, hvad Lange har skrevet og sagt, dikteret fra et saa ædelt og fint Syn paa Kunst, saa alle Venner og Udøvere af Kunst maa være ham meget taknemmelig for, at han har sagt os sin Mening om de mest brændende Spørgsmaal, selv om vi ikke i ét og alt formaar at tiltræde den. Det er særlig Langes Betragtninger over Nutidens Kunst- vilkaars nivellerende Virkning , hvis Følgerigtighed forekommer mig noget tvivlsom. Der kan være meget at udsætte paa den Grundvold, Nutidens Vilkaar lægger for Nutidens Kunst; der skyder saa meget frodigt Udkrudt op fra den, men er det sandt, at denne Grundvold i særlig Grad er ugunstig for Selvstændig- hedens Trivsel? Bør vore Malere virkelig staa urokkelig faste mod alle stærke Fristelser til at løse Tur- og Returbillet til Ud- landets Kunstcentrer, fordi Besøg dér medfører store Farer for deres Selvstændigheds Forlis; bør de »helst glemme saa meget som muligt, at andre Folk paa andre Steder har en anden Kunst, uanset om den i mange Ting kan være bedre end deres egen«. Dette er meget unaturligt og derfor uhyre vanskeligt. Selv om vi af ganske Hjærte, Sjæl og Sind ønsker at forsage alt det fremmede, dets Væsen og Gerninger, formaar vi det dog ikke. Vi kan vel lade Togene og Dampskibene gaa ud i Verden, hvor de vil, uden selv at følge med, men Togene og Dampskibene komme tilbage og føre det fremmede hjem til os. Vi kan ikke gaa ned ad en Gade uden at sé en Snes Fotografier efter fremmed Kunst i hvert Boghandlervindue. Skal vi glæde os over, at disse er saa daarlig valgte, saa vi gærne gaar dem meget køligt forbi? Skal vi derimod sørge over, at Julius Lange selv taler og skriver saå godt Digitized by Google Nogle Bemærkninger om Nutidens Kunstvilkaar og deres Følger. 65 om fremragende fremmede Kunstnere, saa vi derigennem faar en sympatetisk Forstaaelse af deres Kunsts Karaktér? Vi lærer stadigt paa anden og tredje Haand Udlandets Kunst at kende, og saa kan vi jo ligesaa gærne rejse hen at sé det klart og tydeligt for os, som vi dog ikke, hvor ærligt vi stræber at lukke Øjnene for det, kan undlade at skimte dunkelt og utydeligt. Desuden er dette om Rejserne kun et enkelt Led i en lang Kæde, der slutter i en uløselig Knude. Vil man forfølge Konse- kvenserne, havner man i et urimeligt Paradoks. Thi det er jo vor personlige Selvstændighed, det gælder om at bevare ube- skaaren, urørt af fremmede Indtryks Spor, og vor personlige Selv- stændighed trues lige saa vel fra Indlandet som fra Udlandet. For at skabe noget helt oprindeligt, maatte man egentlig ikke kende det allermindste til, hvad nogen anden har frembragt. Naar Barnet faar en Gris eller Hest tegnet paa sin Tavle, er Muligheden for, at det kan frembringe noget ganske originalt, allerede stængt for det. Men ingen vil nægte, at Kunstneren maa og bør modtage en god Del Indtryk og Impulser fra andre, fra Kunstnere, hvis Syn og Følelse i større eller mindre Grad afviger fra hans. Lange fremdrager et Sted med fuld Føje, at man ikke bør fæste Lid til en Avisefterretning, som fortæller, at en 30-aarig Bagersvend, der aldrig har nydt nogen som helst kunstnerisk Ud- dannelse, ovre i Lemvig har udført Portrætbuster, der ikke staar tilbage for Thorvaldsens eller Bissens. Altsaa bør man ligefrem hos andre søge en vis Mængde Indtryk og Impulser, og er det misligt at faa for mange, er det ogsaa misligt at faa for faå. Hvor bør Grænsen rettelig drages? Er Knuden virkelig løst ved denne Afgørelse: at man uden Fare for Selvstændigheden kan lære af sit eget Lands Kunstnere og kun med stor Fare for Selv- stændigheden af andre? Kunsthistoriens Erfaringer bekræfter næppe denne Afgørelses Rigtighed. Den har talrige Beviser for, at Impulser fra fremmede Landes Kunst ikke nødvendigvis medfører den personlige og na- tionale Ejendommeligheds Forlis. Naar Udviklingen i et Lands Kunst begynder, staar stille eller slutter, bliver det naturligt at søge slige Impulser, og i de to første Tilfælde gør de gærne god Nytte, i det sidste derimod ikke, ti den Bølge, der har været oppe, maa atter ned; nede fra skyder der saa en anden op. Hvor der er Overflod af Styrke og Kraft, tænker man ikke paa at søge en hjælpende Haand hos fremmede. 5 Digitized by Google 66 Nogle Bemærkninger om Nutidens Kunstvilkaar og deres Følger. Kan der med Føje henvises til det 16de Aarhundredes Flamlænderes og det lfcde Aarhundredes Hollænderes mindre glædelige Kunst, som til Vrag, der viser os Grunde, hvor vi bør vogte os for at lide Skibbrud? Hvad den hollandske Kunst an- gaar, var det sikkert væsentlig indre Aarsager, der fremkaldte dens Opløsning; det gik den, ligesom det gik den store italienske Kunst: efter at dens Muligheder var udtømte, og de ydre Vilkaar for dens Blomstring var blevne mindre gunstige, blev den mat r flov og intetsigende. Den gamle flamske Kunst ophørte vel, da Malerne begyndte at drage til Italien, men derfor fortjener de maaske mindre Dadel, end der ofte bliver dem til Del. De op- gav egentlig kun en ganske uholdbar Stilling for at søge at vinde en ny. Den gammelflamske Kunst var dødsdømt, fordi den fra van Eyck til Quentin Matsys ikke var naaet et eneste Hanefjed frem ; den havde tvært imod ladet Dele af Arven fra dens Stifter ligge saa godt som urørte. Den flamske Kunsts italienske For- pupning var jo en ganske nødvendig Forudsætning for den glimr- ende rubenske Sommerfugl, og staar vi ikke i nogen stor Tak- nemmelighedsgæld til de stakkels flamske Italiefarere for hvad de selv har frembragt, saa staar vi i for stor Takskyld til dem for hvad de har forberedt, til at vi kan have Ret til at pege Fingre ad dem. Mærkelig nok viser det sig, at netop de mest udpræget nationale Kunstnere ofte har faaet de stærkeste Impulser fra frem- mede Landes Kunst. Det ligger nær at minde om Eckersberg, Grundlæggeren af vor egen Malerskole; — det bør ogsaa erindres, at Thorvaldsen, der levede sit Liv i Rom, til vor Nations Hæder vedblev at være en udpræget dansk Kunstner, saa vi har bedre Krav paa ham end den Omstændighed, at han er født i Grønne- gade, giver os. — Den moderne franske farveelskende Malerkunst er udviklet fra Delacroix og Géricault. For begge disse Kunstnere har Paavirkningen fra engelsk Kunst haft den største Betydning. Delacroix's Rejse til London 1825, hans Samliv dér med Boning- ton, Wilkie og Lawrence blev afgørende for hans Kunsts Udvik- ling. Man læse de af hans Breve derfra, som Burty har samlet. Tidligere havde Géricault søgt at aflære de engelske Malere deres Fortrin. Han skriver fra London Maj 1821 til Horace Vernet: »Jeg sagde forleden til min Fader, at der kun manglede Deres Talent én Ting, det var at blive paavirket af den engelske Skole (d'étre trempé å l'école anglaise), og jeg gentager det for Dem r Digitized by Google Nogle Bemærkninger om Nutidens Kunstvilkaar og deres Følger. 67 fordi jeg véd, at De har sat Pris paa de faa Ting, De har set af dem. Den Udstilling, der lige er aabnet, har ydermere bestyrket min Tro paa, at man alene her kender og føler, hvad Farve og Virkning vil sige. — Hvad er det for et taabeligt Hovmod, som faar os til at lukke Øjnene for vore Mangler, og er det ved at nægte at sé det gode, hvor det er, eller paa en fjollet Maade at gentage, at vi er det bedste, der er til, at vi kan hædre vort Fædreland? Skal vi altid være vore egne Dommere, og vil ikke vore Værker, naar de i Samlingerne blandes med andre, en Gang bære Vidnesbyrd om vor Forfængelighed og vor Ind- bildskhed?« !) Man kan uden Møje finde endnu større Kunstnernavne at anføre. Har Verden nogensinde haft mere nationale, selvstændige og oprindelige Kunstnere end Rembrandt og Velasquez? Se Lub- kes Kunsthistorie ved Lange, 2den Udgave, Pag. 735: »Velasquez er paa virket dels af sin Lærer, dels af Rejser til Italien, hvor han navnlig sluttede sig til den naturalistiske Retning.« At ogsaa Rembrandt er bleven stærkt paavirket af de italienske Natural- ister, fremdrog og paa viste Lange i et af sine Foredrag. Rem- brandt har trolig fulgt deres Eksempel ved at anvende de dybe Skygger og de skarpe Lys, ved at indføre de vulgære Typer i de bibelske Billeder; han har vel ved sin langt større Personlighed, ved sit uendelig sjælfuldere Kunstnersyn faaet en dybere Betyd- ning ind i alt dette, end den italienske Blaserthedsrealisme for- maaede, men han har ikke forsmaaet at tage dennes Form til sit eget, bedre Brug. Vejen til Udlandet er altsaa ikke absolut Fortabelsens Vej. Man kan godt lære, og lære meget, af fremmed Kunst, uden der- ved at miste sig selv. Hvad der i det hele taget gælder om det: at lære, gælder selvfølgelig ogsaa om det: at lære af denne. Lange siger med fuld Føje: »Der er to Maader, hvorpaa man kan efterligne, hvad man finder skønt og beundringsværdigt: en slet og en god. Den slette bestaar i at efterligne det færdige Resultat, der er blevet til i Kraft af et Liv, hvori man ikke selv er delagtig. — Den gode Maade er den at efterspore det Princip, som har skabt Resultatet; og naar man finder, at det virkelig l ) Charles Glément: Géricault. Pag. 200. 201. — Anmeldelsen i „Gazette des Beaux Arts" af den danske Kunstafdeling paa Verdensudstillingen 1878 sagde noget lignende til os. 5* Digitized by Google 68 Nogle Bemærkninger om Nutidens Kunstvilkaar og deres Følger. passer for én selv, da at tilegne sig det.« Dette er lige saa fremmende for Personlighedens Udvikling som hint er ødelæg- gende, for saa vidt de, som anvender det, overhovedet har Person- lighed at sætte over Styr. Det fortælles, at man en Gang viste Michel- Angelo et Billede af en ung Kunstner, om hvilket han udtalte følgende Dom: »Det er saare godt malet; kun véd jeg ikke, hvorledes det skal gaa dette Billede paa Dommedag, thi naar hvert Legeme samler sine Lemmer, bliver her intet igen.« Vi véd, at slige Billeder findes endnu. Vi véd, at der er Kunstnere, som synes at have lidet eller intet paa Hjærtet og derfor kun formaar at gentage, hvad andre har sagt. De kan være i Besiddelse af en surt erhvervet Dygtighed, der vinder vor Agtelse, men ikke vor varme Be- undring, fordi vi føler, at den kun er Resultatet af en godt lært Lektie. Der er en Fejl i deres indre Organisme, en Mangel paa Stivhed i Rygraden, paa Personlighed, som fordømmer dem til at forblive Lærlinge alle deres Dage; de har ikke den Overbevis- ningens Varme, som fordres for at naa det virkelige Mesterskab. Men er det dét, de har lært. som har Skyld herfor? Naar den Jord, hvorpaa Sædekornet falder, er gold, saa spirer det ikke, men dét er Jordens Skyld og ikke Sædekornets. Jeg véd ikke, hvorfor de, der ikke selv finder noget nyt at sige, ikke lige saa godt kan gentage, hvad fremragende fremmede Mestere har sagt, og som maaske for os kan synes temmelig nyt. som repetere, hvad vi har hørt over hundrede Gange af vore egne Folk her hjemme. De gode Sædekorn kan jo fra den golde Jord flyve over i en anden, hvor de maaske kan bringe rigtig udmærket Frugt. Og naar man nu endelig er fordømt til kun at være Elev, er det uden Tvivl nok saa godt at være Elev af den større Mester, som af den ringere. Al Kunst udspringer af eller viser tilbage til en dyb og direkte personlig Opfattelse og Tilegnelse af kunstneriske Værdier, og vi indrømmer den Kunst første Rang, der udspringer af den personlige Opfattelse og Tilegnelse, men vi nægter ikke absolut den Kunst al Værd, som kun viser tilbage til den. Her staar der f. Eks. i. en Kunsthistorie en lang , beundringsfyldt Omtale af et Billede af Marco d'Oggione, en af Lionardos Elever, og For- fatteren slutter med at sige, at Maleren for sin Person hverken synes at have haft et særlig stort Talent eller synderlig Selv- stændighed, men at hans nære Forhold til sin store Lærer og Digitized by Google Nogle Bemærkninger om Nutidens Kunstvilkaar og deres Følger. 69 Mester kaster en Glans over hans Billede, saa det sætter mange rigere begavede og mere oprindelige Kunstneres Værker i Skygge. Dette er sandt, eller kunde i alt Fald godt være det. Der er vel i øvrigt næppe nogen, som tvivler om, at Lange med fuld Ret saa bestemt opstiller Kravet paa personlig Selv- stændighed. I vor Tid er denne sikkert ene frelsebringende. Men er det ikke netop vor Tids Vilkaar, som, langt fra at kue Selv- stændigheden ned, er Skyld i, at denne Fordring overalt frem- hæves, understreges og tilspidses? I sig selv er Kravet egentlig ikke gammelt, vel ikke ældre end Renaissancen. I Oldtiden tænkte ingen derpaa. Man gjorde god Kunst uden dét, trods dét. Vi beundrer jo med Rette det antike Kunsthaandværks simpleste Frembringelser, vi erkender, at Renaissancens store Mestere næppe har frembragt noget skønnere og ædlere, end de Væggesmørere, der i Pompeji gav Patricier- husene Datidens kurante Dekoration. Lange siger med Henblik paa den antike Kunst, at Korsangen kan synges med lige saa megen Varme fra enhver enkelts Bryst som Solosangen. Men det er dog rimeligt at antage, at Kunsthaandværkerne den Gang, lige- som i øvrigt ogsaa i senere Perioder, uden synderlig Hjærtebanken afskrev de Formler, det laa lige for Haanden at bruge, og som de efter deres Tids Vilkaar med stor Lethed kunde tilegne sig. For os er Sagen ikke saa let. Vilde vi prøve paa at gaa hen og gøre ligesaa, slap vi næppe godt derfra. Vi klynger os fast til vor individuelle Opfattelse, fordi den er vor eneste Red- ningsplanke, stoler blindt paa den, fordi den er det eneste sikre Kompas, vi kan sætte vor Kurs efter og finde den rette Vej i det Kaos, der er fremstaaet i Kunsten, siden der næppe længer nogen- steds findes fælles Opfattelse af Kunstens Maal og Midler, fælles Syn paa Livet og Naturen. Nutiden har ingen fast, stor Stilbyg- ning, i hvilken vi roligt kan træde ind og tage vor Plads og vort Arbejde. Stilbygningerne er sunkne i Jorden, underminerede af Frihedskravet, der er skudt frem til at blive vort Løsen. Her er der vel en Vekselvirkning: individualiteterne kræver nu mere end nogensinde haardnakket deres Ret, fordi der nu er mindre Sam- menslutning end nogensinde, og der er mindre Sammenslutning nu end nogensinde, fordi Individualiterne nu mere end nogensinde haardnakket kræver deres Ret. Lange har en Lignelse om et ungt Menneske, der træder ind i en Balsal. Ja, Nutiden synes jo næsten at have rykket den Digitized by Google 70 Nogle Bemærkninger om Nutidens Kunstvilkaar og deres Følger. hele Verdenskultur sammen i én stor Stue, saa Lignelsen kan godt benyttes. Den unge Mand træder der ind og ser sig om. Nogle gaar med opadbøjede, andre med nedadbøjede Manchetter; nogle har knappet den nederste Vesteknap, andre ikke; nogle har Vesten lukket for oven, hos andre staar den aaben. Nu kommer det ganske an paa, hvem den unge Mand er. Er det et Fjog, som Mr. Toots i Dickens' Roman, bliver han raadvild og ulykkelig. Har han derimod Gnist af Forstand, saa siger han til sig selv: »Siden alle andre bærer Manchetterne, som de lyster, saa kan jeg Gud ske Lov ogsaa bære mine, som jeg finder for godt. Jeg ser, at der er nogle, som knapper deres Veste, saaledes som Matador- erne bære dem. Deri handler de uklogt; det er let at skønne, at dé aldrig bliver opførende Herrer paa Ballet.« Karl Madsen. Digitized by Google Anmældelser. Bjørnstjerne Bjørnson: „En Hanske". (Gyldendalske Boghandels Forlag.) I Fortsættelse af Dramerne »Falliten«, »Redaktøren«, »Kon- gen«, »Det ny System« og »Leonarda« er »En Hanske« kommet. Det hører til samme Kuld og er som de andre unge Kæmper af Bjørnson sendt ud i Verden for at præke Sandhed. Skuespillets Æmne er brændende nok. Det vil gribe ordnende ind i Spørgs- maalet om, hvilke Fordringer der bør stilles til Mænds Kyskhed, og det tager saaledes Ordet midt i den store Forsamling af Kvinder og Mænd, der med ikke ringe Lidenskabelighed og Alvor for- handler om Kvindefrigørelsessagens mange Spørgsmaal. Og dog er der blevet forholdsvis tavst omkring dette Drama. Det kommer af, at det ikke taler med samme Myndighed som sine Forgængere. Enhver kender Stykkets Indhold. Den hverken helt unge eller i Livets erotiske Forhold helt uerfarne Svava Riis (hun har elsket før) har forlovet sig med sin Ungdomsven Alf Christensen, men hæver pludselig og paa fornærmende Maade Forbindelsen, da hun erfarer, at hendes Forlovede for adskillige Aar tilbage har staaet i et Kærlighedsforhold til en Kvinde > som han ikke agtede at gifte sig med. Imidlertid faar hun at vide, at hendes egen Fader, der hidtil har staaet for hende som den kyskeste (!) og reneste Mand, hun kender, har været utro i sit Ægteskab, og denne Efterretning ryster hende indtil Forfærdelse. Hun anklager sin Moder, fordi denne har holdt hende i Uvidenhed om Sagernes rette Sammenhæng, og beslutter at forlade sit Hjem. Samtidig føler hun sig beskæmmet over for Alf. En Kvinde, der er udgaaet fra et saadant Hjem, har ikke haft Ret til at træde fornærmende op imod ham, og da han beder derom, giver hun ham et Løfte paa Fremtiden. Man vil allerede af dette korte Referat kunne spore Dobbelt- heden i »En Hanske«: Kærlighedsdramaet og det Drama, der spilles inden Hjemmets Vægge. Heri Skuespillets dramatiske Svag- hed. I første Akt samler alt sig om Kærligheden mellem Svava Digitized by Google 72 Anmældelser. og Alf. Fint er skildret den dybe Tillid mellem de to, Varmen i deres Følelser, og med Mesterhaand føres den farlige Kundskab ind over Svava. Hun foistaar intet, før hun ved et tilfældigt Møde mellem Anklageren og Alf i deres Minespil læser sig til Sandheden o : det, hun forstaar ved Sandheden. Forlovelsen brydes. Vi synes her at staa ved Udgangspunktet til et Drama af den højeste Virkning. Mellem to dygtige unge Elskende har skudt sig en Anklage ind, en Strid, der er fostret af den Tid, hvori vi lever. I deres Kamp kan vi alle være med, der er ikke et Sted, som deres Fod vil betræde, hvor vi ikke vil kunne finde os til rette, hendes Vægring, hans faste Vilje, hendes Anklage, hans Forsvar og Modanklage, For- færdelsen i hendes kyske Attraa, hans ærlige Følelse af hvad der for ham har været Livets Ret, hendes rene Tro, hans Viden, hendes Sikkerhed, hans Udvikling, hendes Vrede, hans Blidhed, og deres Kærligheds svulmende Vækst under alt dette, der er ikke et Led i Begivenheden, som vil staa fremmed eller dødt for os. Men desværre, intet af dette findes rigtignok i »En Hanske«. Den unge Mand synes at have begaaet en uhæderlig Handling ; noget sikkert véd vi ikke derom, ti fra samme Nu Forlovelsen sønderbrydes i Svavas Sjæl, for- svinder Alf fra Scenen. Vi faa ham kun at se i de enkelte Øjeblikke, hvor han er uundgaaelig nødvendig til at markere Handlingens Gang: i anden Akt, da Svava slynger ham sin Handske i Ansigtet, og i tredje og sidste Akt, da hun strækker begge Hænder ud imod ham for at give ham sit Løfte paa Fremtiden. I øvrigt ikke et Ord mellem de to. Kærlighedshistoriens Forløb spindes som en tynd Traad uden Farve tværs hen over alle Bipersonernes Sam- taler, og ganske vist naar den fra sidste Optrin i første Akt til sidste Optrin i sidste Akt, men den har ikke mere noget med Stykkets Vækst at gøre, det kunde leve uden den. Kun som ydre Anledning ikke som indre Pust mærker vi den. Alf fører ikke sin egen Sag, han fører slet ingen Sag, det er Svava alene vi har at holde os til. I Begyndelsen forekommer dette Læseren højst mærke- ligt. Den ene af Hovedpersonerne mangler vedholdende, det er ikke muligt at skaffe Ligevægt til Veje, ti til Svavas ranke Skikkelse svarer ikke de af Livets Møl og Rust stærkt angrebne Personer, der stilles op imod hende. Vi savner en sund ung Mand, der med Smil i Øjet og Elskov i sit Hjærte kan tage Kampen op med hende. Saa opdager man pludselig, at Stykket har faaet en ny Akse, vi drejer om et andet Midtpunkt. Det er ikke længer Svavas Kærlighedshistorie det kommer an paa, det er hendes Forhold til Digitized by Google Anmældelser. Faderen og Moderen. Dér rammer hende det haardeste Stød. Hun har troet sin Fader saa godt. Det er netop i Kraft af den Renhed, hvori hun synes, at hun er vokset op, at hendes Følelse er bleven saa sikker, saa stolt og stræng, og saa har det hele været et Bedrag! Hendes Moder har med Vilje ført hende om med et Bind for Øjnene. Da det rives af, er det som om hele Livet er blevet gjort urent for hende, hun maa drage bort for at finde sig selv igen. Men dette kommer møjsommeligt frem, først i sidste Halvdel af sidste Akt, og indledes paa en forvirrende Maade ved en lang Udenomssamtale mellem Svavas Moder og Alfs Fader. Man for- staar ikke denne Samtales Brug for Stykket før længe efter og finder da, at man er bleven ført ad en besynderlig Omvej. Men end mere forvirrende stiller Sagen sig, da hele denne for Svava saa rystende Oplevelse af Forfatteren lades uden Følge. Der synes ganske vist at være nogen, der ved Stykkets Slutning agter at rejse, men hvem det er, vil formodentlig til evig Tid forblive uop- klaret, og under alle Omstændigheder naar Svava ikke sin Hensigt at blive alene. Efter at have givet den Smerte Ord, som hun har følt, falder hun tilsyneladende til Ro igen. Hun kan endog smile overbærende ad den Fader, der har »kastet hende ud« af Hjemmet, og naar Tæppet falder, ligger hun »i stor Bevægelse« op til Moderen. Det bidrager heller ikke til at gøre Slutnings- indtrykket klarere, at Kærlighedshistorien pludselig tages op paa ny. Man faar Indtryk af, at Forfatteren dog har ment, at »En Hanske« er et Drama, der spilles mellem Svava og Alf. Dette sidste er det nu ganske sikkert ikke, og det er Skade, for det havde været det mest ligefremme og givet det største Resultat. Nu ser det ud, som om Bjørnson har svigtet noget ved at kaste Alf ud af Handlingen. Der er her Tale om Mænds Kysk- hed, og der er ingen Mænd i Stykket. De to Personer af Mandkøn, som optræder, Hr. Riis og Hr. Christensen sen. er morsomme nok, men de er Ordførere for noget andet, end det ved denne Lejlighed kommer an paa. Det var den kraftige, fremadstræbende Del af Slægten, vi skulde mødes med, naar et Tidsspørgsmaal af denne Art og Vigtighed er paa Bane. Kvinderne har sendt en af deres, hvorfor er der ikke mødt nogen fra Mændenes Lejr? Der kunde haardt trænges dertil, Damerne tager saa upraktisk paa Sagen. For det første maa vi vandre den møjsommelige Gang gennem Hensynet til Skandalen (!) — hvor kommer dette Hensyn ikke ofte frem i Bjørnsons Stykker! — og dernæst har vi Familie- Digitized by Google 74 Anmældelser. kærlighedens Skærsild at gjennemgaa. Som om der mellem Himmel og Jord er den Ting, der har Betydning for elskende Hjærter, som er i Nød, uden det, der staar i umiddelbar Forbindelse med deres Kærlighed! Men alle taler de først om Familiernes ind- byrdes Forhold, om den Stigning i Anseelse de Riiser vil vinde ved at komme i Svogerskab med de Christensener. Og det byder man for Alvor den unge Pige, som sidder igen med et sviende Saar i Hjærtet. Om det saa er den gamle Jomfru-Onkel, der an- tages for at være den rette Vismand, begynder han med den »store« Familie, der har slaaet Fløjdørene op for hende som for en Fyrstinde. Dette er pinagtigt. Og disse Hensyn til Skandalen og Familien bliver liggende med deres fade Lugt hele Stykket igennem. Men kommer man saa endelig til at tale om hvad der er sket, om Svavas Hjærtesorg, ja, saa er der kun én, der kan tale de andre til Hjærte. og det er Svava selv. Den stakkels Pige staar ene, der er ingen, der kan sige hende Besked. For saa vidt er dette ikke helt urimeligt, som den eneste, der til syvende og sidst kunde sige de Ord, det kom an paa, Elskeren, er gennet ud af Stykket; men nogen mandlig Fornuft burde der dog være bleven tilbage. Det er der ikke. Jomfru-Onkelen gør et halsbrækkende Forsøg ved at meddele Svava, at Mennesket er et polygamisk Dyr, men det kommer han overmaade slet fra, for dels véd Svava dette i Forvejen — det er nu virkelig en Smule overraskende — og dels spørger hun, om Mandfolkene vil have ligesaa meget Bryderi af deres Børn som Kvinderne, og da dette paa Forhaand benægtes, er Sagen derved kun bleven yderligere forviklet. Nej, det fremgaar tydeligt af Stykkets Gang, at Mandfolkenes Sag er tabt, og det er saa meget mere uheldigt, som Kvinderne ved samme Lejlighed har faaet deres Spil fordærvet. Til Ukyskheden før Ægteskabet hages nemlig Utroskaben i Ægteskabet. Det er tredje Akt, der tjener til at belyse den nødvendige Forbindelse mellem de to Ting. Og atter er det en Kvinde, der fører Ordet, denne Gang dog ikke Svava, men hendes Moder. Ud fra sine sørgelige Erfaringers Dyb henter hun de bitreste Beskyldninger frem mod Mændene og retter dem — ikke mod sin daarlige Husbond, men mod den i dette Forhold sagesløse Hr. Christensen sen., der da ogsaa, og ikke uden Grund, giver grove Ord tilbage. Det er i det hele en Regel i »En Hanske« at de forkerte kommer til at tale med de forkerte, og at de Mennesker, der har noget at sige hinanden, holdes borte fra hinanden. Men altsaa i tredje Akt gaar det op for én, at Digitized by Google Anmældelser. 75 den unge Mand fra anden Akt i jGrunden faar Ret, naar han, som man den Gang trode, noget stupidt i Svavas Brud med ham ikke kan se andet end Mistvivl til hans fremtidige Hæderlighed som Ægtemand. Det er virkelig Meningen, at den ukyske unge Mand maa blive en utro Ægtefælle. Der er en Lidenskab og Slag- færdighed i alt hvad Fru Riis siger desangaaende , og ingen taler imod. Til sidst er Ægteskabet blevet et Bjærg af Uret fra Mandens Side mod Kvinden, og der begynder endog at vise sig et revolu- tionært Sindelag hos den ellers saa blide Fru Riis. Der dæmrer bag hendes Ord Perspektiver ind i en Verden, hvor Kvinden har gjort sig »uafhængig« af Mændenes Forret, og hun gyser ikke til- bage for Tanken om Ophævelsen af den hele ægteskabelige Ind- retning. For fast maa man dog ikke gribe om Fruens Ord, de er ikke saaledes ment som sagt, hendes eneste Ønske er nemlig stadig at se Svava gift med Alf. Der trænges virkelig haardt til en fornuftig Mand i dette Stykke. Som det nu er, svinger det som et Skib med Slagside; man befinder sig uhyggelig ombord, det er ikke muligt at faa det paa ret Køl igen. Blot et Ord om, at det dog mulig vilde være fornuftigt at faa undersøgt, hvad det da er, Hr. Alf har gjort, at Ukyskhed og Ukyskhed er to Ting, at intet Forhold udtømmes ved blot at give det et Navn og lade det løbe, vilde have gjort godt. Det er saa overordentlig utilfredsstillende i vore Dage at se en Sag behandlet i sin Almindelighed, vi lærer intet deraf. I Svavas Person er der givet et Svar paa, af hvilken Art hendes Kyskhed er — der er jo saa mange Maader at være kysk paa — men om den saa meget omtalte »Ukyskhed« véd vi efter Læsningen af »En Hanske« i Grunden ikke det mindste. Hr. Alf er ukysk, det er ingen Betegnelse. Paa hvilken Maade ukysk? Der er et Par hundrede tusend Maader at vælge imellem. Vi staar jo ikke i Tidernes Morgen, da der kun var nydt én Frugt af Kundskabens Træ paa godt og ondt, det hele Træ er blevet plyndret, og det gør enhver Sag betydelig mere sammensat, end at den med Held kan omfattes af det »almindeliges« Kategori. Dette Klædebon kan en Kunstner i vore Dage saa godt som ikke bruge til sine Personer; der gives ikke Typer mere, kun enkelte Mennesker. . Men Bjørnson har, hvad Sværdsiden af hans Skuespil angaar, saa lidet været op- mærksom herpaa, at han endog — det ser næsten ud, som om det skete paa Dril — den eneste Gang Alfs virkelige Forhold er ved at komme paa Bane, unddrager os den nyttige Kundskab ved Digitized by Google Anmældelser. at lade sine Damer tale hviskende om Tingen. Denne Hvisken er allegorisk for Stykkets Betydning. Der tales i »En Hanske« ikke om Tingen som den er. Det »ukyske« Mandfolk er en Taageskikkelse, men man kan som bekendt ikke støde en Dolk i en Sky. Der er altsaa mod Stykkets Bygning og mod Udførelsen i det enkelte overmaade meget at sige. Tværs igennem alle Ind- vendinger maa der dog klinge en udelt Respekt for den Digteraand, der har formet »En Hanske«. Skuespillets Problem er opstillet i kraftig Samfølelse med Tidens Opgaver, og der findes ikke et Optrin i Stykket, som ikke er mærket af Bjørnsons høje Kunst. En saadan Skikkelse som Riis er i hele sin pjaltede Finesse saa livfuld sand, at han ligesom springer ud af Stykkets Ramme og bliver et Menneske, vi har mødt, stemplet af Bjørnsons Spot, og der er i Svavas livs- frodige Renhed indblæst en Aand, der minder om en Raphaels Ma- donna. Skade kun, at Indtrykket mod Slutningen forviskes. Den fede Grosserer Christensen er i sine Hovedtræk overordentlig morsom, og et sandt Mesterskab røber sig i Skitsen af Staklen Hoff. Scenen mellem ham og Svava er som det klangreneste Musikstykke af melan- kolsk ironisk Art; den vilde, spillet af dygtige Kunstnere, skabe en Stil- hed blandt Tilskuerne som under den fineste Fløjtesolo. I det hele er første Akt som Indgangen til et Drama af Hundredaars Betydning. E. Skram. Anne Charl. Ed g ren: „Ur lifvet" og „Sanna kvinnor". (Z. HåggstrSms Forlags-Expedit. Stockholm.) Der udkom i Fjor paa den Gyldendalske Boghandels Forlag tre Noveller af den svenske Forfatterinde Fru Edgren under Titlen »Billeder af Livet«. Det var et lidt vilkaarligt Udvalg af Samlingen »Ur lifvet«, der var udkommen i Stockholm nogle Maaneder i Forvejen. Fru Edgrens Navn var indtil da ukendt i Danmark og for den Sags Skyld heller ikke videre kendt i Sverige. Saa meget større Interesse følte man ved at staa over for en, som det syntes, ikke blot ualmindelig aandsudviklet Kvinde, men tillige en For- fatterinde, der med ikke ringe kunstnerisk Dygtighed og megen psykologisk Finhed behandlede Æmner og Forhold, som hang sammen med nogle af de etiske og sociale Problemer, som for- nemmelig beskæftige Tiden. Det var ikke Underholdningslekture eller Damenoveller af vanlig Art. Et Aars Tid er forløbet siden da, og Forfatterinden indtager allerede nu en Plads blandt de Digitized by Google Anmældelser. 77 første af Sveriges nulevende Forfattere. Men Fru Edgren har heller ikke været ledig. Der er efterhaanden udkommet en hel Række Arbejder af hende, foruden Artikler og Skitser i Blade og Tids- skrifter — deriblandt en fortrinlig lille Historie »Gusten får pastor- atet« i Kalenderen »Svea« 1883 — 2den Samling af »Ur lifvet« og fem Skuespil, hvoraf to nye, »En råddande engel« og »Sanna kvinnor«, første Gang opførtes paa Stockholms »Dramatiska Teatern« d. 15de Oktober. Hvad man anede, har bekræftet sig. Fru Edgren var ingen literær Debutant, da hun i Fjor for første Gang under Navn udgav Samlingen »Ur lifvet«. Hendes Debut laa da hele 13 Aar tilbage, og hun havde i denne Tid pseudonymt udgivet ikke faa Noveller og faaet flere Skuespil opførte, men det var, som om hun først nu følte, at hun havde vundet saa megen Modenhed som Menneske og Forfatterinde, at hun vilde sætte Navn paa sine Bøger. Det er fornemmelig de to Samlinger »Ur lifvet« og Skue- spillet »Sanna kvinnor«, der foreløbig maa betragtes som hendes Hovedarbejder. Vi anbefale danske Læsere og Læserinder at gøre sig bekendt med dem, de ville næppe fortryde det, i det mindste ikke de af dem, der for Alvor arbejde paa at naa frem i Selv- erkendelse og i sandt og alvorligt Syn paa Livet og dets Forhold. Det er ganske vist kun et begrænset Omraade og forholdsvis faa Motiver og Spørgsmaal, de behandle, og de have i det hele snarere deres Styrke i det negative end i det positive, i det vækkende mere end i det afgørende, men de ere Udslag af det mest karak- teristiske i vor Tids Aand, det tvivlende, det sandhedssøgende, de ere i Slægt med det bedste i vor nyeste Literatur. Et Pust af Ibsens Aand har strøget befrugtende hen over Forfatterindens Sjæle- bund, den store Tvivler har været med til at aabne hendes Øje og lede hendes Blik. Det er ikke det lyse i Livet, som har særlig Tiltrækningskraft for hende. Sans derfor mangler hun ingenlunde, men det er ikke det, hvorpaa det fornemmelig kommer hende an. Det er Dissonanserne og deres Aarsager, der fængsle hende; i Undersøgelsen og Fremstillingen af dem er det, hun synes at søge sin literære Opgave. Hendes Metode er den moderne. Hun skildrer Fænomenerne saa objektivt som mulig, indlader sig ikke meget paa Refleksioner, lægger kun Stoffet til rette saa klart og redelig, som hun kan, Slutningerne maa Læseren selv drage. Kun en overfladisk Be- tragtning vil kunne bebrejde hende, at hun rejser Spørgsmaal uden Digitized by Google 78 Anmældelser. at løse dem. Den Del af Reformarbejdet, der blotter Svaghederne og Fejlene ved det bestaaende, har sin fulde Berettigelse og indirekte indeholder jo desuden al Kritik et positivt Moment. Det gælder først og fremmest om, at Skildringen er sand, at den bunder i et virkeligt Kendskab til Stoffet, og det er i saa Hen- seende betegnende for Forf., at hendes Omraade er saa begrænset. Sine Æmner henter hun fra Hverdagslivets Sfære> fra det saa kaldte gode Selskab, de højere Lag i Samfundet. Af Livet her er det Forholdet mellem Mand og Hustru, hun fortrinsvis behandler, og af de to Faktorer i dette er det atter Kvinden og hendes Stilling, der er Hovedgenstand for hendes Skildringer. Dette giver hendes Arbejder forøget Værd. Thi det er jo umuligt at faa sandere og finere Billeder af Kvinder og fyldigere Begreb om, hvad der rører sig hos dem, end naar Kvinderne selv gøre Rede derfor. Fru Edgren viser sig nu paa mange andre Maader som en ualmindelig overlegen Kvinde og dygtig Forfatterinde, og der er derfor al Anledning til at tage hendes Kvindefigurer som udmærkede Typer for mange af vore Dages Hustruer, Mødre, Døtre og Søstre; de ere i alle Tilfælde overordentlig levende skildrede og præge sig sikkert og dybt i éns Forestilling. Hovedæmnet i hendes Noveller og Skuespil er, som ovenfor sagt, Forholdet mellem Mand og Hustru. Hun fører frem for Læseren en Række Prøver paa saadanne af højst forskellig Art. Noget forkert i Forholdet er der ved dem alle - det er jo ikke de fuldkomne Ægteskaber hun vil skildre — men Manglerne, hvis Almengyldighed det ikke ligger for her at undersøge, ere saa gængse, at alle vistnok have truffet lignende i deres eget Liv. Skylden for dem kaster hun i øvrigt ikke ensidig over paa den ene Part, skønt Mændene nok, fordi de nu en Gang have Overtaget i Forholdet, maa tage Broderparten af Ansvaret. Gennem hendes Skildrinder gaar der en egentlig ikke klagende, snarere anklagende Grundtone over den store Ulighed i Livsvilkaarene for de to Køn, og Anklagen rammer nærmest Kvinderne selv, fordi de ikke stille andre og større Fordringer til Forholdet, end de faktisk gøre. Pladsen tillader os ikke at gennemgaa de forskellige Eks- empler paa Ægteskabsforhold, som Forf. behandler i sine Arbejder. De fleste af dem ere træffende, næsten alle ere tillige interessant og overlegent skildrede. I »Ett brollop« stilles den helt uvidende Uskyldighed hos den unge Pige lige over for den i Erotikens Mysterier fuldt erfarne unge ;Mand, og Misforholdet mellem dem Digitized by Google Anmældelser. 79 skildres i en virkelig fin lille Idyl; i »Barnet« behandler Manden sin elskede Hustru som et Barn, hvem det først og fremmest gælder ham om at holde i Uvidenhed om alt det sørgelige og slette, der er i Verden, for at ikke hendes rene Uskyld skal tage Skade; han opnaar derved kun at gøre hende lidet lykkelig i deres Samliv og uskikket til at optage Kampen for Tilværelsen, da han endnu ung dør fra hende. I »Tvifvel« er Motivet fra Ibsens »Brand« varieret med stort Talent. Den asketiske Præst stiller Tros- og Forsagelseskravet til sin unge i en helt anden Livsluft opvoksede Hustru, og hun sætter Liv og Lykke og Kjær- lighed til i sin Kamp for at fyldestgøre Kravet, medens han ved hendes Dødssæng synker sammen under Bevidstheden af, at han intet har udrettet. »I krig med samhållet«, den største af hendes Noveller, behandler en Skilsmisse og dens Følger. Arla er gift med en tør, egoistisk Overretsassessor, der intet er for hende uden hendes Børns Fader. Da lærer hun en ung, radikal Digter og Samfundsreformator at kende, som hun kommer til at elske, og for hvis Skyld hun forlader Mand og Børn. Men det ny Ægteskab, der til Forudsætning har svegne Pligter, bliver i Længden ikke lykkeligt; netop^ det, at hun har svigtet en Gang, har ligesom berøvet hende den Idealets Glans, han tilbad hos hende, og da han ikke kan vinde hende helt og ikke vil nøjes med at eje hende halvt, rejser han bort, og hun vender som en fremmed tilbage til sine Børn, hvis Kærlighed hun imidlertid har tabt. — I det bedste af Forf.s ældre Skuespil »Elfvanc er en rettænkende, korrekt, lidt ældre Smaastadsborgmester gift med et ungt, livfuldt Naturbarn, som han ikke forstaar, og som ikke forstaar ham. Kærligheds- timen slaar endelig ogsaa for hende, og hun er lige ved at for- glemme sig selv ; da redder Pligtfølelsen hende. Men Borgmesteren anklager med rette sig selv, fordi han har taget hende uden at have tænkt paa, om han ogsaa kunde gøre hende lykkelig. Det betydeligste af Fru Edgrens hidtil udgivne Arbejder er Skuespillet »Sanna kvinnor«, et ægte Nutidsdrama, der med megen Overlegenhed behandler det samme store Samfundsspørgsmaal, som atter og atter kommer igen i hendes Arbejder. Det er særlig Begrebet Kvindelighed, saaledes som det i Almindelighed opfattes, hun her belyser. Med en Satire, hvis Indignation forsmaar alle komiske Virkemidler, river hun Sløret af den Art lovpriste Kvinde- lighed, der kun er et Produkt af Kvindernes Umyndighed og Mændenes Egoisme, og som i Virkeligheden er mere nedværdigende Digitized by Google 80 Anmældelser. end hædrende for dens Ihændehavere. Af Stykkets tre kvindelige Figurer skildrer Moderen, Fru Bark sig selv bedst i følgende Repliker: Husk, min Pige, vi Kvinder maa taale og tilgive meget, det er vor Lod ; det nytter ikke at stride imod. Reformere Mændene kan vi jo ikke, vi bliver bare selv ulykkelige, naar vi forsøger derpaa. Og uden Taalmodighed og Mildhed kan vi heller ikke rigtig vinde Mændenes Hjærter — du kan være vis paa, at en Mand snart bliver ked af en Hustru, der laver Scener og kommer med Bebrejdelser Lissi. Men skal Mændene da virkelig have Lov til at være og gøre ganske, som de vil, og skal vi bare tie dertil? Fru Bark. i Ja, saadan har det jo været fra Verdens Skabelse, mit Barn, og vi skal heller ikke gaa og igemme paa den Slags [det drejer sig om et groft Ægte- skabsbrud af Lissis Mand]. Det er saa velsignet at tilgive den, man elsker. Lissi, den krænkede Hustru, der opdager sin Mands Utroskab og i sin første Fortvivlelse vil skilles fra ham, dø, aldrig se ham mere o. s. v., ender med at hænge sig om Halsen paa ham og tilgive ham baade denne Gang og i Fremtiden, blot hun kan være vis paa, han holder af hende. I Modsætning til hende staar Søsteren Berta som den sande Kvindeligheds Repræsentant med sit fulde Krav paa Ære og Hæderlighed i alle Forhold. Hun fører den svage Moders Sag mod Faderen, en Ødeland, der roser sin Hustrus ægte Pligtfølelse og Kvindelighed, da hun giver ham sine sidste Obligationer til at spille bort, hun foreholder Svogeren hans Adfærd mod Søsteren, som, då det. kommer til Stykket, svigter hende, ligesom Moderen gør det, og til Slutning ofrer hun alligevel for deres Skyld sin egen Lykke. I teknisk Henseende er Stykket godt. Handlingen udvikler sig følgerigtig og sikkert, Karaktertegningen er klar og gennemført; Replikerne ofte udmærkede. Stykket fortjæner at opføres ogsaa paa vor Scene. De to første Akter især ville gøre sig fortrinlig. Løsningen i 3die Akt falder lidt mattere, end den burde. Den til- syneladende Forsoning, der indtræder, svækker vel ikke Satirens Virkning i det hele, men som i andre moderne Stykker faar man dog ligesom en Følelse af Utilfredshed ved at se, hvorledes alt bliver ved det gamle, saa at endog Berta, Bæreren af det ideelle Krav, slaar sig til Ro ved, hvad der ikke kan være anderledes. Forf. vil vel forsvare det med. at saaledes gaar det som oftest til i Livet. M. Galsghiøt. Digitized by Google Efter Selskab. Personerne: Herren. Fruen, En meget elegant og hyggelig Dagligstue. Herren og Fruen komme ind i Selskabstoilette. Det er Aften. Herren sætter sig meget mageligt. Fruen gaar op og ned ad Gulvet, standser foran Spejlet, retter paa sit Haar, strækker sig i ^n Stol og ser uvilligt paa sin Mand, der læser i Berlingske uden at være blind for hendes Bevægelighed. Fruen. Er der noget nyt i Avisen? Herren. Nej, hvor skulde det komme fra? Fruen. Siden du er saa ivrig. Herren. Ivrig! Nej, jeg vil se Kurserne. Der er Liv i Russere for Øjeblikket. Fruen. s Det maa saamænd være rart for dem. Herren. Ikke for mig. For de gaar ned. Fruen. De gaar nok op igen. Alting gaar op og ned. Tilskueren. 1884. f> Digitized by Google 82 Efter Selskab. Herren. Aa — nej. Der gives de Ting, som gaar ned og ned, til de slet ikke kan naa dybere. Det gælder baade Papirer og: Mennesker. Han læser videre. Fruen (efter en Pavse). Er du i daarligt Humør, siden du ikke vil tale med mig? Herren. Jeg! Nej aldeles ikke. Fruen. I Vognen sagde du ikke et Ord. Herren. Jeg syntes, du var meget nervøs — eller optaget af jeg ved ikke hvad. Du forekom mig som én, der havde danset og endnu havde Musiken i Hoved og Fødder, da du sad og lænede dig til- bage i Krogen. Det klædte dig nydeligt. Fruen. Det var kedeligt, vi ikke kom til at danse. Herren. En anden Gang, kære! Han læner sig tilbage. Fruen. Du er nok glad ved at være vel hjemme igen. Herren. Det er sandelig det bedste ved at gaa i Selskab. Fruen. Jeg morede mig udmærket. Det var ligesom de alle havde Søndagsansigt paa. Der var saadant Liv i dem. Herren. Ligesom i Russerne. Fruen. Jamen d e gik til Vejrs. Herren. God Vin — og saa smukke Damer — hvis det ikke kan drive unge Mennesker op! Digitized by Google Efter Selskab. 83 Fruen (med et Skuldertræk, vendende sig halvt bort) Du vil nu trække det ned i lutter Raahed. Herren. Nej! kæreste, men jeg vil ikke se ideelle Nydelser i, hvad der er rent sanselig Livsglæde. Er det Ord ikke fint nok? Fruen. Fint eller simpelt — det er morsomt, det river én med sig. Og en Dame fornøjer sig, naar Folk om hende konverserer og gør Kur. — Min Bordkavaler var nu særdeles interessant. Herren. Ja, Konversationen gik yderst livligt jer imellem, saa* jeg. Fruen. Kedede du dig saadan, at du lagde Mærke til os. Herren. Hvad skulde jeg more mig med? Fruen. Tale med de smukke Damer. Herren. Hun er Pokkers køn: Fru Fugner. Sikken Arm, sik- ken Fod! Fruen. Det store, svære Fruentimmer. Herren. Hum! Fruen. Hvad skal hum sige? Herren. Saa meget som, at der gives en vis Fylde, der i de slankes Øjne viser sig som et Kødbjærg. Desværre synes her til Lands Fladheden i den danske Natur efterhaanden at forplante sig til den danske — Figur. Fruen. Du plejer dog ellers at fortælle en hel Del om, hvor rig Byen er paa smukke Piger. 6* Digitized by Google 84 Efter Selskab. Herren. Ja smukke Piger er her nok af — hvis man da nogen Sinde kan faa nok af noget saa forfriskende. Det er virkelig en Fornøjelse at spasere ned ad Gaden om Formiddagen: dér tropper de op, holdvis, blonde og brunette, bly og kokette — stop, det rimer. Ja, der er Poesi i sligt. Fruen. Ja det bliver om lidt til Leporellos Arie. Herren. Nej, men hvad jeg vilde sige: det varer saa Pokkers kort. Det er lutter Knopper, der aldrig springer ud eller naar de ud- folder sig, forvandles til Tulipaner og Aurikler i Steden for til Roser. Saa snart de er gift og har faaet et Barn, er Skønheden forbi. — Nej, Holberg havde Ret. Fruen. Hvorfor siger du det? Herren. Fordi Holberg i sine Moralske Tanker — mærk dig: de moralske — foreslaar, at den velvise Magistrat bør forbyde Stad- ens smukkeste unge Piger at gifte sig i et vist Aaremaal, men derimod forlene dem med en klækkelig Apanage, saa de kan vandre omkring til Byens Zirat og Forskønnelse, Contentement og Plaisir. Fruen. Hum! Herren. Hvad skal hum sige? Fruen. Saa meget som, at saadanne vandrende Skønheder vist let for vild — og ledte de beundrende Vandringsmænd paa vildene Veje. Herren. Maaske blev det ikke Dydens egen sauve-garde. Digitized by Google Efter Selskab. 85 Fruen. Men vi kom fra Selskabet. Siden du synes saa godt om Fru Fugner, hvorfor talte du da ikke mere med hende, morede dig med hende? Herren. Hun er saa forelsket i sin Mand — (henkastende) mærke- ligt nok. Fruen. Naa, du tror ogsaa paa den Historie. Herren. Paa hvilken? Fruen. Du ved godt hvad jeg mener: Frøken Skou! Herren. Fugner anser sin Kones Veninder for sine — hvad kan være nettere? Fruen. Jeg finder det oprørende, at han bedrager sin Kone netop med den, hun selv holder mest af. Det er saa raffineret troløst. Herren. Saadan er det ikke ment. Det er ganske læmpeligt kom- met af sig selv — som alting i Verden kommer af sig selv. Hans Kone har selv indført Frøken Skou i hans Hus, bragt hende og ham sammen ved alle Lejligheder, skaffet dem Anledning til utal- lige Téte-å-téter, skabt en stor Fortrolighed imellem dem, en far- lig Omgangstone paa Fornavn, sørget for de blev opmærksomme paa hinandens bedste Egenskaber — og mærk det: de var naturlig- vis begge des elskværdigere, da de var uafhængige af hinanden. Fugner var dobbelt galant i en smuk Dames Nærværelse foruden sin egen Kones, og Frøknen nød godt af alle en galant Ægte- mands Opmærksomheder, uden at plages af den Ubehagelighed at være gift med ham. Alle Rettigheder paa begge Sider og ingen Pligter. En skøn Aften, ved Legemernes naturlige Tiltrækning, da Naturen, den Heks, altid vil have sin Vilje med os, forglem- Digitized by Google 86 Efter Selskab. mer de sig — og den næste Dag drikker de dus i Konens Nær- værelse — som i Virkeligheden er Skyld i det hele. Fruen. Og hvad skulde hun da have gjort? Herren. Passet paa i Tide, vogtet Lys og Ild. Hun bøder for sin Dumhed — hvis hun da i det hele lider nogen Nød. Naar man har en Skat, lader' man den ikke ligge paa Gaden, saa enhver, der blot gider bukke sig, kan tage den op. Hvorfor var hun ikke jaloux? Fruen. Tror du egentlig, Jalousi er heldig som Lynafleder, naar der er Torden i Luften? Herren. Jeg tror, at Kærlighed har godt af lidt Skinsyge som et Kryderi, et Peber, der kradser paa Tungen, gør Øjnene klare og Hjærnen fintmærkende. Den, der er gift med en galant Mand eller (med en Bøjning mod Fruen) en smuk Kone, skal have et Øje paa hver Fingér. Fruen. Var ikke en Smule Tillid bedre end al denne Paa- passenhed? Herren. Selv om jeg antager, at mine Kontorister ikke stjæler, luk- ker jeg dog mit Jærnskab i Laas. Fruen. En smagfuld Lignelse. Herren. Jaja! Jeg mener blot: man handler klogt, naar man ind- skrænker Fristelserne for dem, som mange vil friste. — Som sagt, hvorfor forudsaa' Fru Fugner ikke det sandsynlige, der hændte? Fruen. Hvor du taler! Og hvordan skal det ende? Digitized by Google Efter Selskab. 87 Herren. Ja, andre Steder ender sligt ofte tragisk. Her vil de tre Personer leve fornøjet sammen i nogen Tid: saa vil Frøknen be- gynde at blive utaalmodig, ubehagelig, jaloux. Hun vil stille større og større Fordringer til Fugner, hvis kronede Dage er talte. Hun vil sammenligne sin og Konens Stilling, blive bitter, ja bebrejde ham, at han forsømmer sine Pligter over for sin Hustru. De to faar Stævnemøder uden et Minuts Fornøjelse for lutter Bebrejdelser, Graad, Samvittighedsnag. Aa, Fugner faar sin Hyre. Fruen. Beklager du ham? Herren. Nej, jeg under ham det saamænd godt: man faar ingen- ting gratis i denne Verden. To saa smukke Koner! Det er desuden moralsk, at han udstaar sin Straf paa den Vis. Imidler- tid har Fruen det som Blommen i et Æg — begge to kæler de for hende, som om det gjaldt Livet, og hun, den Engel — Fruen. En fed Engel! Herren. Rubensk, kære, eller endnu snarere Makartsk — naa, hun begriber ikke, hvorfor de to kære Mennesker er saa underlig kolde og bitre mod hinanden, og hun tager hver af dem alene for sig og beder dem for hendes Skyld dog at ophøre med dette urime- lige Væsen: de holder jo begge af hende og maa kunne forenes i Kærlighed til hende. Og de to Syndere, lidt generte af denne mageløse og ufortjænte Elskværdighed, maa lade sig forsone og elske hinanden igen, angre igen og skændes igen — og saaledes glider det ustandselig videre. Fruen. Indtil? Herren. Du interesserer dig mest for Slutningen paa Historien. Digitized by Google 88 Efter Selskab. Fruen. Ja, man maa vel tænke over, hvorledes sligt slutter afl Ægteskabet ender med Døden, men Kærlighed ! med hvad tror du ? Herren. Med Skuffelse, tænker jeg. Fruen. Og var det saa slemt! Hvis man havde følt den store Lykke at leve fuldt ud af hele sit Væsen, sikker paa, at nu var det Ene- bedste timedes, man kunde vente i dette stygge og snævre Liv! — Men saadan Lidenskab føler næppe de tre, vi taler om. Herren. Aa nej, det er en mere civiliseret Lidenskab, én der lader sig forene med høj L'hombre, mange Middage og talløse Silke- kjoler. Fruen. Altsaa Opløsningen? Herren. Den er ganske simpel. Frøknen bliver til sidst ked af denne ensformige Trio, hun ser sig en skøn Dag i Spejlet: hen- des Ansigt er blevet stramt og skarpt. Hele hendes Person har antaget en vis Gulbleghed, som er egen for unge Piger, der er forelskede i gifte Mænd. Fruen. Har de en bestemt Kulør, saadanne? Herren. Ja. Naturen mærker viselig sine Skabninger, paa det at Forskeren kan kende og skelne dem. Forresten har ethvert Men- neske sin Farve. For Eksempel, Fugner, han er klædebrun, hans Kone tyrkeblaa. Min Svigermoder er skidengraa. Fruen. Maa jeg være fri! Herren. Det er en rent videnskabelig Undersøgelse. Digitized by Google Efter Selskab. 89 Fruen. Ja tak! — (Pavse). Hvad Farve har da jeg? Herren. Det Spørgsmaal ventede jeg. Det er det ejendommelige ved Damernes Samtale, at den øjeblikkelig omformer enhver almind- elig Bemærkning til en personlig. Men du — ja du er for Rest- en for Tiden changeant. Fruen. Hvad skal det sige? Herren. Du er snart blaa, snart grøn, snart graa, snart sort, men bestandig med noget tindrende og glødende i Farven. (Han læner sig tilbage og betragter hende). Du burde males af Gustave Moreau. Kan du ikke huske hans Billeder fra Salonen — dem, der er overstrøt med hundrede Pailletter. Ham minder du mig om. Du véd, hans Malerier elsker jeg — ganske ligesom dine Øjne, der lyser i det, samme Farvespil. Man véd aldrig, hvad Farve de Uge nu behager sig i at have, men man véd, de tindrer og at al Lyset i en Stue, i et Selskab, i en hvilken som helst Stemning brydes derinde og udstraaler derfra. Aa de Øjne! Jeg mærkede dem altid i gamle Dage, naar jeg ikke var foran dem, brænde mig i Nakken, saa jeg maatte vende mig om for at se dig. Fruen. Hvor du er galant i Aften for gamle Dages Regning. Herren. Jeg skammer mig lidt som alderstegen Ægtemand ved — Fruen (afbrydende). Snart tre Aar. Herren. Ved at gøre Kur. Fruen. Vi kommer stadig fra Frøken Skou. Herren. Det er sandt. Ja, som sagt, en skøn Dag river hun sig ud af det, ser sig bestemt og resolut omkring, udvælger sit Offer, Digitized by Google 90 Efter Selskab. smører sig Fuglelim om Munden — og vips er Guldfuglen fangen. Hun bliver forlovet, viser sig saa kysk som Minerva over for sin Kæreste og bliver gift. Fruen. Bliver de saa lykkelige? Herren. Hun lever for Huset og Børnene, gaar hyppigt i Kirke og omgaas stadigt sin gamle Veninde, Fru Fugner — det er den nydeligste partie carrée, og den velmeriterede Frue har ganske glemt, hvad Frøknen vidste. Fruen. Er de saa lykkelige? Herren. Hun ganske sikkert. Ham kan jeg umuligt vide noget om, da han endnu ikke selv aner sin Skæbne. Der er i hvert Fald ét Held for ham: hun har haft sit Æ ventyr før Ægteskabet. Fruen. Det mener du er en Garanti for , hendes senere Stand- haftighed. Herren. Kan være det. For os Mænd er det ikke sjældent saa- ledes. Efter mange forgæves Forsøg finder man endelig den, som synes den rette; saa sværger man sig selv, at nu skal hun være den rette, selv om man har taget fejl. Fruen. Aa, den Art Eder brydes vist let. Herren. Sker det, saa er Ulykken ikke større. En Kone — som for Eksempel Fru Fugner — lider saa uendelig lidt ved sin Mands Utro- skab. I det højeste, hvis hun opdager det, bliver hun en Smule ulykkelig — men hun skaffer sig dog straks den søde Fornøjelse at være Martyr, Offer, Helgeninde. Han derimod bliver under slige Vilkaar latterlig og mer end det ærekrænket. Han skal absolut foretage sig noget ud ad til i den Anledning, medens hun Digitized by Google Efter Selskab. 91 kan sidde hjemme og græde, afvekslende drukne ham i Taarer og stege ham med gloende Kul. Ja, Konerne har det i alle Maader godt. Fruen. Du taler mig ikke til Pas, du. Alle stærke Følelser op- løser du til ingenting, stryger dem ud til noget underligt ud- visket noget, hvor Mennesker gaar omkring i Taaget og hverken kender Forskel paa ondt eller godt. Herren. Ja ser du, jeg har aldrig troet paa den Historie med Æblet. De fik det næppe spist. Fruen. Saa har man altsaa Lov til at bedrage sin Mand. Herren. Der er Koner, der gør det. Fruen. Har de nogen Undskyldning? Herren. Ja mange Undskyldninger. Fruen. Det synes jeg med. Herren. Ser du, det er vi enige om. Mangen Mands Ulykke er des- uden ikke den, at hans Kone bedrager ham, men den, at han faar det at vide. Fruen. Vilde du altsaa foretrække intet at vide? Herren. Jeg taler ikke om mig. Fruen. Men jeg gør det. Herren. Jeg vilde opdage, hvis du ikke holdt af mig. Du vilde være altfor stærk og sanddru i din Kærlighed til en anden — jeg saa' det straks. Digitized by Google 92 Efter Selskab. Fruen. Maaske. Men hvis du blev forelsket i en anden, vilde du ikke sige mig det. Herren. Nej, hvad skulde det gavne? Fruen. Du har to * Slags Moral, en for Kvinder og en for Mænd. Herren. Jeg har slet ikke talt Moral, men kun om hvordan Livet er. Jeg bliver i øvrigt ikke mer forelsket. For en Mand som mig henved de fyrre er Livet forbi — aa jeg vil muligvis vedblive at dreje mig rundt paa Pletten endnu i adskillige Aar, men jeg trænges dog mer og mer hen til den Gammelmandslænestol, hvor man sidder med en Cigar i Munden, Berlingeren i Haanden og kigger lidt ud af Vinduet, naar Læsningen trætter én. Imidlertid, endnu er jeg ikke gammel, ganske fornøjet med Livet — og meget oplagt til at holde af dig. Fruen. Hvorfor fortæller du mig egentlig alt dette i Aften? Herren. Du har selv opfordret mig til at tale med dig, og jeg vil ogsaa gærne faa dig til at tale. Du synes mig særdeles urolig den sidste Tid. Er du det ikke? Fruen. Jeg er jo ikke færdig med Livet. Snarere lige begyndt at leve. Jeg er saa rastløs i den sidste Tid, jeg trænger til at ruske i alt det stille, som begraver mig levende. Du kan ikke forstaa det, det er undertiden ligesom jeg vilde hæve mig fra mit eget Legeme — nei det er galt — men løfte mig bort fra Gulvet, fra Stuen, slynge mig af Sted — jeg ved ikke hvorhen! Herren. Jeg forstaar nok. Saadan føler vi Mænd tidlig i Ung- dommen. Men naar vi falder paa den Art Flyvegriller, saa kommer Eksamenen eller Kontoret, griber os i Nakken og dukker Digitized by Google Efter Selskab. 93 os ganske artig ned i Jorden. Naar vi bag efter kommer op, ser vi temmelig lerede og melerede ud. Fruen. Aa, jeg udtrykker mig vist daarligt. Men det er som var der langt borte en Klokke, der ringede ganske svagt og kaldte ganske sagte — og jeg vil just nu, jeg trænger til, at den skal lyde fuldt og stærkt. Herren (med et halvt Smil). Jeg har nok følt det ringe for mine Øren, men det var næppe samme Klokke. ^ Fruen. Livet er dog græsselig ensformigt. Hver Dag klæde sig paa, spise, gaa i Selskab, spasere paa disse rædsomme Gader, møde disse ækle Mennnsker, tvinges ud i det halve Liv, de alle vil udgive for et helt! Aa, jeg kan ikke mer. I Begyndelsen da jeg blev gift, syntes jeg alting laa til Rette for mig. Der stod alle Steder en Dør aaben for mig, som jeg smuttede igennem, og der var overalt en Krog, hvor jeg kunde sidde lunt og godt og nyde iriin egen Morskab. Teater, Concerter, Baller — altsammen var expres tilberedt og rettet an for mig. Men nu, nej nu er det ganske anderledes. Herren. Skønt det er ganske det samme. Fruen. Min Plads er der ikke mer. Jeg gaar ganske spøgelse- agtig hen og sætter mig; det vilde ikke undre mig, om en af de levende drev mig bort igen. Hvad vedgaar det egentlig alt mig? Jeg har jo ingen Interesse for det. Der er slet ingenting, der fordrer min Nærværelse. Hvad har jeg som Dame at skaffe med alt, hvad der virkelig strømmer igennem Livet? Herren. Du keder dig. Digitized by Google 94 Efter Selskab. Fruen. Det kan du ogsaa sige. Og hvad skal jeg vel faa Tiden til at gaa med. København er saadan en død By. Her er intet at adsprede sig med. Herren. Teatret? Fruen. Jeg kan ikke mer holde det ud; altid at se de samme Skuespillere, saa selvtilfredse og overvigtige som om de var Verd- ens Centrum. Og saa ligner de alt andet, men slet ikke Men- nesker. Alle Damernes smaa Grimacer kan jeg udenad — jeg er saa led ved at være Publikum for alt det Skaberi. Herren. Og Musik! Fruen. Aa ja, du! Det er ganske morsomt, skønt synge kan der rigtig nok ingen af dem. Og ved du, hvad jeg ikke kan udholde: den én Gang for alle regulerte Fornøjelse. At se de samme Men- neskers samme Begejstring paa det samme Sted ved den samme Musik for den samme Mand, naar han anfører det samme Orke- ster, som giver ham den samme Tush i samme Maaned hvert Aar. Aa, hvor det irriterer mig, naar han nikker til de samme Sangere. Jeg bliver saa flov ved at skulle høre sammen med alt det Snobberi. Herren. Ja, Byen er jo snobbet. Jeg er ogsaa helst inden fire Vægge. Fruen. Det følger ind med. Jeg er vant til Luksus, og jeg kan vist daarlig leve andet Liv — Herren. Behøves heller ikke, med mindre det skulde blive rent galt med Russerne. Digitized by Google Efter Selskab. 95 Fruen. Men jeg synes, at Malerierne paa Væggen og Flygelet og de Atlaskes Stole alt bringer den samme kvalme Luft af Snobberi ind med sig. Her hjemme lever alle Mennesker for andres Skyld, alle er Etatsraad og Ridder og rige og Kunstelskere — altsammen for de andres Skyld. Herren. Jeg er da ikke Etatsraad. Fruen. Jamen, du bliver det. Du kan umuligt undgaa det. Det er grueligt. Herren. Vi ser jo ens paa dette, ved du. Fruen. Ja Gud, du har saamænd selv lært mig det alt sammen. Jeg gentager blot. Herren. Men jeg trækker paa Skuldrene af det, lever mit eget Liv for mig selv, ser Snobberne spasere, pynte sig, spise, danse for hinanden — hvad de vil. Jeg trykker deres Haand og siger: velbekomme og god Fornøjelse! Fruen. Jamen du trykker deres Haand — og det holder jeg ikke af at se paa. I alt det Pjalteri trænger man til noget — noget — Herren. Hidsende? Fruen. Noget helt (Pavse). Noget, der paa én Gang er Glemsel og Liv. Der dør store Stykker i mig hver Dag, hvor god du end er imod mig. Herren. Det er slemt, vi ingen Børn har. Digitized by Google 96 Efter Selskab. Fruen. Aa ja, det er det vist — skønt Gud ved! Det maa dog være underligt at have nogle smaa Væsener om sig, knyttede saa nær til én, som ikke forstaar et Gran af, hvad man tænker. Kærlighed til Børn er dog saa dyrisk — eller jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det — saadan legemlig. Pavse. Herren. Du er forelsket. Fruen (sagte). Maaske. Herren. I hvad? Fruen. Jeg trænger til at give mig hen til noget, da det andet ikke fylder mit Liv. Det tager efter mig, stærkere og stærkere. Jeg kan ikke staa imod længer, og jeg forstaar næppe, hvad galt der er deri. — Vær ikke vred, fordi jeg taler saaledes. Det gør mig saa ondt, jeg maa bedrøve dig. Maaske gaar det over. Jeg er desuden fejg, som vi alle er. Til sidst vil jeg naturligvis intet — helt. Herren. Ja du, jeg frygter næsten mer det halve, der dølges. Fruen. Hvorfor spørger du mig? Naar man ikke taler om Spøg- elser, bliver man ikke bange for dem. Hvorfor lader du mig tænke paa dette? Det er ikke klogt. Herren (sørgmodig). Jeg stiller Diagnosen. Fruen. Kan du kurere Sygdommen. Herren. Min kære, det vil Tiden vise. Jeg har kun ét Middel at foreslaa, som jeg meget vil bede dig følge. Digitized by Google Efter Selskab. 97 Fruen. Jeg vil rette mig efter alt, hvad du ønsker. Herren. Du kan begribe, jeg længe har set dette, mærket, hvordan det kom og været forpint over, hvor fortabt og aandsfra værende du blev. I Selskab var du distrait, alene med mig gik du rastløs omkring eller sank død hen. Du ved, jeg holder af dig. Jeg er din gode Ven. Du vil nok tro, at jeg har været meget bekymret over dette. Fruen (sagte). Jeg kan jo ikke derfor. Herren. Nej. Men ser du, saa almindelig, som din Stemning form- edes for lidt siden, er den dog næppe. Og det enkelte volder mig Uro. En, som vi ikke behøver at nævne, spiller større Rolle i dine Tanker end min Lykke taaler. Fruen (skjuler sit Ansigt i Hænderne). Sig intet derom — det er saa fortvivlende. Herren. Holder du lidt af mig endnu, saa følg mit Raad. Du maa rive dig løs, du maa tvinge dig ud af disse Stemninger. Du ved godt, det er Hasard, om der skulde komme Lykke ud af det andet. Det begynder i hvert Fald med Ulykke — baade for dig og for mig. Du maa rejse. (Med et halvt Smil). Det er en Bade- kur, som Lægen foreskriver efter stillet Diagnose. Fruen. Rejse! Tror du, det hjælper? Herren. Véd det ikke. Jeg maa prøve det Middel, et gammelt probat Husraad. Der gives i alt Fald intet andet. Hvis jeg kæmper mod en bestemt fremmed Indflydelse, maa jeg unddrage dig denne. 7 Tilskueren. 1884. Digitized by Google 98 Efter Selskab. Fruen. Kan du rejse for din Forretnings Skyld? Herren. Aa jo, du. Selv om jeg mistede et Aars Indtægt, selv om jeg satte min halve Formue til, blev dette dog mindre end hvad jeg taber ved at blive. Fruen. Tilgiv mig! Herren. Jeg beder dig: sig ikke det. Jeg er bleven for gammel tit at dømme, og jeg har aldrig haft Anlæg til Moralist. Hvad jeg- i dette Øjeblik halvvejs fordrer af dig, maatte helst dit Hjærte give mig nogen Ret til. Fruen (i det hun rækker ham Haanden). Jeg er saa ulykkelig derover. Herren. Lad det være godt nu. Altsaa i Morgen Aften rejser vi. Fruen. Allerede i Morgen ! ' Herren. Des hurtigere naar vi Maalet. * Fruen. Og hvor skal vi hen? Herren. Det lader vi Tilfældet om. Vi rejser til vi er ganske trætte, saa hviler vi ud og saaledes fremdeles. Fruen. Og hvornaar kommer vi hjem? Herren. Naar du har lært, at der hører megen Resignation til at leve og mest til at leve sammen. Digitized by Google Efter Selskab. 99 Fruen. Blot det læres udenlands. Herren. Vi faar se. Ellers — hvad der skal ske, maa ske. Nu, Nat! Fruen. Vil du ikke ogsaa til Ro? Herren. Straks. Jeg vil blot læse min Avis til Ende. (Fruen gaar ud af Stuen, Herren læner sig tilbage i Tanker). Edvard Brandes. 7* Digitized by Google lutlier og Rom i Aaret 1521. P. Bal an: Monumenta Reformationis Lutheranæ ex tabulariis S: Sedis secretis. 1521—1525. Fase. I. Ratisbonæ 1883. Pavedømmet har i den nyeste Tid jævnlig beredt Histor- ikerne Overraskelser, men næppe nogen af en saa ubetinget glædelig Natur, som da Pave Leo XIII sidste Efteraar nedsatte en Kommission til Udgivelse af en Del af de literære Skatte, over hvilke Rom i Aarhundreder har ruget med den største Skinsyge. Allerede den Maade, paa hvilken Leo XIII forkyndte den lærde Verden sit For- sæt, var ny og overraskende. Hans Brev til de tre Kardinaler, der skulde staa i Spidsen for dette Foretagende, var ikke skrevet i den sædvanlige Kuriestil; Sprogformen var vidt forskellig fra Pius IX's Encyklikaer. Og Indholdet viste, hvilken Magt Viden- skabens Krav har faaet selv i Rom. Protestantiske lærde have i de sidste to Menneskealdere som oftest forgæves maattet banke paa den tæt tillukkede Dør, bag hvilken de værdifulde Aktstykker laa gemte, der ikke blot vilde kunne bidrage til at løse mange af Kirke- historiens, men ogsaa ofte Verdenshistoriens Gaader. Efterhaanden som Historieforskningen er gaaet dybere, fra de ydre Kendsgerninger til de indre Motiver, er Savnet af Nøglen til det vatikanske Gehejme- arkiv blevet føleligere og føleligere; ti ikke blot i Middelalderen, men lige saa meget i den nyere Tid, har Rom kastet sin Islæt i den politiske Væv. Man forestillede Paven, at Rom i alle Hen- seender var bedst tjænt med, at de værdifulde Aktstykker kom frem for Dagens Lys. I mange Tilfælde maatte man øse af mindre vel underrettede Hjemmelsmænd, ofte af erklærede Modstandere; derfor vilde ikke blot Sandheden, men maaske ogsaa Rom selv være tjænt med at lukke op for sine Skatte. Pavedømmet vendte Digitized by Google Luther og Rom i Aaret 1521. 101 i Reglen det døve Øre til- saadanne Forestillinger. I en Tid, hvor Stikordet lød paa, at Dogmet skulde overvinde Historien, var der ikke Udsigt til at trænge igennem med den Slags Grunde. Men sidste Efteraar skete det forunderlige, at Leo XIII selv gjorde sig til Tolk for de Ønsker, hans nærmeste Forgængere saa ofte havde afvist. Han udtalte i det oven for omtalte Brev, at mange Afsnit af Pavedømmets ældre Historie vare komne til at staa i et misligt Lys, fordi Historikerne havde maattet øse af Modstanderes, tit saa forvanskede, Fremstillinger. Samtidig med at han opfordrede katolske lærde til at give »upartiskec Skild- ringer af de omstridte Tidsrum, aabnede han saa Udsigt til, at det pavelige Arkiv vilde lægge et Udvalg af sine Skatte frem. Tre Kardinaler skulde udkaste Planen til dette Arbejde, og naar den var billiget af Paven, skulde selve Udgivelsen begynde. Hurtigere end man kunde vente det, er Leo XIII's Tanke traadt ud i Virkeligheden. Højt over den Syndflod af Smæde- skrifter om Luther og Reformationen, som Luther -Jubilæet har fremkaldt i alle katolske Lande, rager det Hæfte Aktstykker, som den pavelige Husprælat Pie tro Balan for en Maanedstid siden udgav. Det er vel for en stor Del gamle bekendte, man træffer i dette Hæfte; men Aktstykkerne fremtræde her i større Fuldstændighed og nøjagtigere gengivne end andensteds. Og ved Siden af det gamle støder man paa ikke saa lidt nyt. Hovedstammen i det udgivne Hæfte danner den pavelige Nuntius', Hieronymus Aleanders, Indberetninger til Leo X's Statssekretær Giulio af Medici (senere som Pave Klemens VII) og Roms Svar. Disse Aktstykker ere allerede benyttede af Palla- vicini i hans Skildring af Trienter-Konciliets Forhistorie; men den lærde Jesuit var altfor meget Partimand til at gøre fuld Brug af dem. Man maatte imidlertid længe lade sig nøje med den brud- stykkeagtige Gengivelse hos Pallavicini, indtil vor Landsmand, Fr. Munter, sidst i forrige Hundredaar »ved et Tilfælde« i et romersk Bibliotek fandt Aleanders Depescher og i det mindste enkelte af Svarene paa dem, saa at han paa dette Grundlag kunde skrive en betydningsfuld Skildring af Aleanders Virksomhed paa Rigsdagen i Worms. Munter har rimeligvis afskrevet disse Akt- stykker, men hans Afskrift er forsvunden. Da Luther-Jubilæet nys henledede den almindelige Opmærksomhed paa Rigsdagen i Worms, blev der anstillet Undersøgelser for at finde Munters Af- skrift her i København, men uden Held. Derimod havde den Digitized by Google 102 Luther og Rom i Aaret 1521. gammelkatolske Kirkehistoriker, Prof. Friedrich i Munchen, paa sin skæbnesvangre Rejse til det vatikanske Koncilium i 1869 haft det Held, paa Stadbiblioteket i Trient at finde en Afskrift af Aleanders Depe- scher, som han kort efter udgav; menKritiken blev i høj Grad ud- æsket, baade over for den benyttede Afskrift i Trient og Friedrichs Gengivelse af denne. Derfor fortjæner selv det, som ikke er nyt, i denne romerske Samling at modtages med Paaskønnelse. Paa de efterfølgende Blade skal der af det nye og det gamle i denne Samling fremdrages nogle Enkeltheder, der have mere almen Interesse som Bidrag til Belysning af den kirkelige Situation i Aaret 1521. Afifatteren af de nævnte Depescher var Hieronymus Ale- ander. Han var født i Istrien i Aaret 1480 af fattige, men adelige Forældre, og da han 1520 blev sendt til Tyskland som pavelig Nun- tius, havde han allerede en lang og hæderlig offentlig Løbebane bag sig. Tyve Aar gammel havde han i Venezia holdt Fore- læsninger over Plutark og Cicero; de havde vakt saa megen Op- mærksomhed, at Pave Alexander VI havde udnævnt ham til Se- kretær for sin Søn, Cæsar Borgia. Otte og tyve Aar gammel op- traadte han som Lærer ved Pariser-Universitetet, og mod alle Regler blev han kort efter Rektor for denne Højskole. 1513 træffe vi ham imidlertid som Hjælper hos Ærkebispen af Paris og Aaret efter som Kansler hos Biskoppen af Liége og Indehaver af en god Præbende. I denne Biskops Tjæneste kom han til Rom, og da Leo X lærte ham at kende, gjorde han ham først til Se- kretær hos Giulio af Medici, siden til Bibliotekar ved Vatikanet og endelig til Nuntius i Tyskland. Blandt de nye Aktstykker er et Brev fra Leo X til Ale- ander og Instruktionen med Hensyn til det, han skulde udrette. I Brevet fortæller Paven, hvorledes hans Sind er bleven sat i en stærk Bevægelse ved de daglige Efterretninger, som kom til Rom og mældte om Augustinermunken Martin Luthers nye Lærdomme og forargelige Artikler. Hans Kardinaler havde undersøgt Luthers Udsagn og Skrifter og foredraget ham Resultatet af Undersøgels- erne, og det lød paa, at Luther maatte tilbagekalde som en Kristen, hvis han ikke vilde domfældes som en Kætter. Nu faar Aleander, »hvis Kløgt er prøvet under vanskelige Forhold«, det Digitized by Google Luther og Rom i Aaret 1521. 103 Hverv at føre Pavedømmets Sag over for Kejser Karl og det tyske Rige. Han skal ikke aflade med at formane Luther til at vende tilbage paa den rette Vej; og han kan love Hæder og Ære, hvis det sker, men true med strænge Straffe, hvis det ikke sker. I Instruktionen indskærpes det ham, at han først og fremmest skal se til at komme godt ud af det med Johan Eck, der rejste rundt for at skaffe Banbullen mod Luther Godkendelse alle Vegne. Uenighed mellem Aleander og Eck vilde føre til, at det »hellige Værk«, der var betroet ham, vilde gaa til Grunde eller hindres; og Paven elsker dem begge i lige Grad og er villig til at belønne dem begge. Som Nuntius skal han gøre Kejseren det klart, at det fremfor alt er hans Pligt, at udrydde Hæretikere, og han skal stræbe efter at faa Breve fra Karl til alle Tysklands verdslige og kirkelige Fyrster, med Opfordring til at hjælpe ved Udførelsen af Bullen; i den Henseende var der nemlig meget tilbage at ønske. Dersom Luther enten selv eller ved en af sine Velyndere skulde kræve at blive forhørt af Kejseren, skal han sige til Kejser Karl, at Paven har tilbudt frit Lejde, og at Sagen bør paakendes i Rom. Og hvis Luther ikke inden den fastsatte Tid tilbagekalder, skal han sørge for, at han føres bunden til Rom, for der at lide den fortjænte Straf. Af hvad Art denne vilde blive, kan man skønne, naar man i et Brev fra Giulio af JMedici ser Luther kaldt »en ny Arios eller Muhammed«. I en af sine første Depescher giver Aleander en Skildring af Forholdene i Tyskland; i en anden udkaster han Skitser af de fremragende Personer. Ingen af dem, siger han, der har levet i det sidste Tusend Aar, har et bedre Sindelag end Kejseren; hvis han ikke var, som han er, vilde vore Sager være langt mere indviklede paa Grund af private Lidenskaber. Den kejserlige Skriftefader G la pi o er bleven langt mere billig mod Roms Sag end tidligere, paa Grund af de Opmærksomheder, der er vist ham; deraf uddrager den kløgtige Nuntius den Moral, at det »altid er godt, at gøre vel mod andre«. En af de kejserlige Raadsherrer, Biskoppen af Tuy i Spanien, havde forfattet en Tale mod Lutheranerne, som snart skulde blive sendt til Rom. Den høje Prælat forsikrede Aleander om, at han baade havde gjort og vilde gøre alt muligt i Luthers Sag, baade ved Tale og Skrifter, men han saa' godt, at det var et haabløst Arbejde, »ma og det har sat sine Mærker paa hans Depescher, i hvilke vi idelig støde paa Udtryk for en sygelig Følelse af at være forfulgt paa alle Maader. »Reuch- lianerne, Lutheranerne og Erasraisterne have skrevet Dialoger imod mig, og de ere trykte. De have paa Kejserens Palads i Køln slaaet Vers op, i hvilke de sige, at jeg er en Overløber fra Humanismen, en Hofsnog, en defensor di pædieoni, en Bøddel, Op- brænder af gode og hellige Bøger — det vil sige af Luthers, Huttens og tusend andre Slynglers Skrifter. Af det ler jeg til den Guds Ære, for hvis Skyld jeg er bleven landflygtig i hele Tysk- land. De, som have været mine Tilhørere, ere værst imod mig; de flyr mig som en banlyst, men ogsaa derad ler jeg. Andre komme til mig for i Disput at forsvare Luther, men det er en let Sag at gendrive dem.t Dernæst klager han over, at man ikke vil sælge ham det, han trænger til; man sletter hans Navn ud paa hans Dør og tillader sig »tusende andre barbariske Ufor- skammetheden. Han lever i en dødelig Angest for, at Hutten og hans sammensvorne skal faa fat paa ham ; ikke blot gode Venner, men selv nogle Fyrster og kejserlige Sekretærer — og vel især hans egen sygelige Fantasi — have opfordret ham til at tage sig i Agt. Han har den største Vanskelighed med at pleje sit Hel- Digitized by Google 106 Luther og Rom i Aaret 1521. bred; ti medens han i Rom har Varme i Værelset fra September til Maj, sidder han nu i Januar Maaned uden Varme oppe ved Rhinen. Og han klager over de smaa og smudsige Lokaliteter, man i Tyskland byder en pavelig Nuntius. Efter denne mere personlige Klage gaar han saa videre i Skildringen af Forholdene i Tyskland. Han er højlig forbavset over, at der er Munke og Præster af andre Ordener end Augu- stins, som holde med Luther. Næsten hele Præsteskabet, med Undtagelse af Sognepræsterne, er over al Maade smittet af Lutheranismen, og det gælder navnlig om dem, »der ere befordrede fra Rom«. Præsterne have ikke megen Forstand paa Luthers Orunde, men kun paa hans onde Ord og paa Huttens Satirer; de ere i Forvejen forbitrede paa Rom, og nu knytte de Troens Sag til denne Forbitrelse og blande den ind i deres private Lidenskaber og Hadet til Rom. Ved Prædikenerne imod Luther og ved Baalene for hans Bøger bedres Folket imidlertid Dag for Dag, og Aleander haaber, at Advent og Fasten ogsaa skal gøre deres Virkning, og den forestaaende Rigsdag Resten. Han bøn- falder Rom om at gøre en Ende paa de mange økonomiske Mis- brug!, der klæbe ved den tyske Kirke; »ti disse Folk blande Luthers Sag med hine Misbrug, og det volder os stor Skade med Hensyn til Hovedsagen, som er den katolske Tro.« Dernæst aflægger han Beretning om den kætterske Lite- ratur, der vokser Dag for Dag. »Den nye Ariost har skrevet -en Bog om det babyloniske Fangenskab, der imidlertid er saa * uhyre ugudelig«, at den snarere vil gavne end skade Rom. Det værste er, at disse tyske Oprørere maa have Hjælpere ved selve Pavehoffet; ti Bullen mod Luther var trykt i Tyskland, før den blev offentliggjort i Rom. »Hverken der eller her kan man sige eller skrive noget, som man ikke snart faar at vide over Rom«; -saa vidt Aleander kan se, maa enten kirkelige Embedsmænd i Rom, eller i det mindste deres Skrivere, være Ophavsmænd til disse Brud paa Hemmelighederne ved Pavehoffet. Naar hertil kommer, at »hele Norden« er i Oprør, forstaar man den pave- lige Nuntius' Bekymringer. Imidlertid nærer han dog noget Haab, naar man blot vil bruge de Midler, man har. Det vilde være nyttigt at skrive til den pavelige Nuntius i England, for at han ogsaa kunde træffe sine Forholdsregler; »af et Brev fra Erasmus, som allerede er trykt, kan man se , at mange Stormænd i Eng- land holde med Luther, og naar jeg lægger Beslag paa eller vil Digitized by Google Luther og Rom i Aaret 1521. 107 brænde Luthers Bøger, saa sige de tyske Bogtrykkere, at de hellere ville sende disse over Antwerpen til England«. Jo længere Aleander opholdt sig i Tyskland, desto tydeligere saa' han, hvor mange Tilhængere Luther havde i »hele Norden«. Han er oprørt over, at man i Antwerpen trykker en spansk Over- sættelse af Luthers Skrifter, som saa uden videra sendes til Spanien; det er efter hans Mening de flanderske Skippere, som her ere paa Færde. I Gent prædikes Luthers Lære offenlig, »som om det kunde være Paulus' eller Kristus'«. Det samme er Til- fældet i Holland, og i Tyskland holde de ni Tiendedele paa Luther, mens den sidste Tiendedel* tror paa Romerhoffets Undergang og raaber paa et Koncilium, et tysk Koncilium. I et Brev til Eck klager han over, at der i Tyskland er saa mange Lutheranere, at ikke blot Menneskene, men ogsaa Stene og Træer raabe paa Lu- thers Navn. Over for denne sin Vaabenfælle udtaler han med Smerte, at Præsterne ere lige saa gale som Lægfolk, saa at hvis Kejseren ikke var det bedste og frommeste Menneske, saa vilde det staa ynkelig med Guds Kirke i Tyskland. Det er Kejserens Magt man maa stole paa. »Ti, kære, hvor tror du, at de, der ikke bryde sig om Pavens Forbandelser, ja som ikke agte Paven for en sur Sild, skulle bryde sig om Bispernes Trusler?« Derfor maa alt sættes ind paa at holde Kejseren fast, men det har sine Vanskeligheder »paa Grund af Lutheranernes uforskammede Magt«. Aleander gjorde imidlertid selv sit bedste. Han tog Bolig saa nær Kejseren som vel muligt, og havde sine Spejdere ude, saa at han vidste, hvad der gik for sig i Kejserens Kabinet, hvad der blev mældt til Rom, og hvad de luthersk sindede Fyrster tænkte paa at gøre. Naar han er ved det kejserlige Taffel bruger han Øjne og Øren paa bedste Maade og taler tilsyneladende aabent for at faa andre paa Gled »efter det Ordsprog, at Bordet er en stor Pinebænk«. Han bruger Penge til Bestikkelser, og han mener, at man for en lille Sum kunde faa alle Sekretærer og Tjænere til at danse for Rom, trods deres Had til det romerske Hof. En Gang da Pengene udeblive, skriver han et Brev for at skynde paa; »ti nu eller aldrig skal man skaffe sig Venner paa den anden Side.« Og foruden det urette Mammon bruger han alle de Gunstbevisninger, over hvilke Rom raadede. Med en kynisk Aabenhjærtighed skriver han: »Vi maa give os i deres Hænder, som kendelig nok ikke pløje lige; det er det eneste Middel«. Og disse maa ikke mærke, at man holder dem for Digitized by Google 108 Luther og Rom i Aaret 1521. Modstandere eller mistænkelige Personer; man skal overvinde dem ved fagre Ord, love Guld og grønne Skove, smaa og store Gaver fra Paven. »Det hjælper ikke det mindste at bruge Argumenter fra Troen, Religionen eller Frelsen, Velsignelser eller Banlys- ninger; det ler man kun ad.t I den Henseende have Luthers Skrifter øvat stor Virkning. Præsterne have trods alle kejserlige Paabud ikke Mod til at prædike imod Luther; ja i Antwerpen traadte nys en Kvinde hen foran en Munk, som stod paa Prædikestolen, og viste ham en af Luthers Bøger paa Tysk og sagde, at hun vilde læse den til Trods for hans Advarsel. Selv i Worms holdt Lutheranerne en Bogtrykker, og der var saa fuldt af tyske og latinske lutherske Bøger, at man næsten ikke solgte andre. Man kan læse Aleanders Fortvivlelse i den hele Depesche, i hvilken han udøser sin Harme over den Gerning, som Luthers Smaaskrifter havde øvet. Hertil kommer saa en ny Ulykke. Folk, der have været i Rom, fortælle, at man der ler ad Luthers Sag, og at ingen bryder sig om den. Og Aleander synes at skænke dette Rygte nogen Tiltro; ti man er ikke altid ekspedit nok i Rom. Maaske holder man sig noget tilbage af Frygt for at komme til at til- lægge Sagen for stor Betydning; »men der er dog en gylden Mel- lemvej til at undgaa de to Yderligheder«. . Ved Siden af Luther er der en anden Genstand for den pavelige Nuntius' Had: Erasmus. Denne havde skrevet til Rom og klaget over Aleander, og den lærde Humanists Klager havde kendelig gjort Indtryk paa Paven. Derfor bruger Aleander som Nødværge de skarpeste Udtryk om Erasmus. Han har skrevet værre mod Pa- ven end Luther; han er Tønderet til alle Ulykkerne; det er ham, der har ødelagt Flandern og Rhinlandene. Aleander kender Erasmus godt fra Venezia, hvor de boede sammen et Halvaarstid. Da holdt Aleander Forelæsninger over Plutark, og Erasmus gjorde ham den Ære at overvære disse. Siden vare de samtidig i Antwerpen, men Erasmus lod sig da ikke se. Senere igen havde saa Erasmus udspredt det Rygte, at Bullen mod Luther var falsk og ikke fra Paven; han havde vundet saa megen Tiltro hos Folk, at^ Aleander maatte vise nogle Originalen til Bullen. I Køln gjorde Erasmus først alle mulige Forsøg paa at krydse Aleanders Planer med Fyrsterne, men da det mislykkedes, kom han for at faa den pave- lige Nuntius i Tale. Denne var saa høflig imod ham som muligt, »i Mindet om Samlivet i forbigangne Tider«. Erasmus sagde, at han havde hørt, at Aleander havde i Sinde at faa hans og Reuch- Digitized by Google Luther og Rom i Aaret 1521. 109 lins Bøger fordømte; men den snilde Nuntius spillede den uskyldige. Han sagde, at han ikke havde noget saadant Hverv ; at han vel ikke havde læst hans Bøger, men at han ikke troede, noget i dem kunde stride mod Kirkens Ritus. Han skildrer selv sin Stilling un- der denne Samtale saaledes: »Jeg forstilte mig hele Tiden snildt (sempre dissimulai dextramente), og jeg fandt paa nogle smaa, forbindtlige Løgne (trovai alcune bugiette officiose), fordi jeg ikke paa anden Maade kunde virke til Gavn for Troen og min Mis- sion c Det eneste, han bebrejdede Erasmus, var hans Benægtelse af den pavelige Bulles Ægthed. Erasmus sagde hertil, at han ikke var forpligtet til at tro paa dens Ægthed, før han havde set Originalen; men han fik til Svar, at det var galt at nægte Bullens Ægthed, fordi han ikke havde set den; det var daarligt at for- dømme hvad man ikke kendte til; en klog Mand skulde tie og hellere tro det bedste end det værste. Erasmus blev rød i Hovedet og tavs, men saa slog Aleander Sagen hen i Spøg og indbød Hu- manisten til Rom, hvor han kunde være vis paa at finde en god Modtagelse, især »naar han vilde skrive noget, der kunde tjæne til at opbygge, ikke til at splitte Kirken«. De to gamle Venner blev sammen fem til seks Timer og skiltes tilsyneladende i Fred. Næste Dag skulde Luthers Bøger brændes; da lod Erasmus sig mælde. Aleander har ham mistænkt for, at dette Besøg havde til Hensigt at trække Baalfærden ud, indtil Kejseren, der skulde af Sted samme Dag, var rejst, og derfor sagde han, at han ikke havde Tid til at tale med ham; og da Luthers Bøger vare brændte, kom Erasmus ikke igen. Midtpunktet i Aleanders Depescher danner selvfølgelig Rigs- dagen i Worms. Den pavelige Nuntius gjorde trolig alt, hvad han kunde, for at holde Luther borte fra den. Efter romersk Tanke- gang burde en Kætters Sag jo kun paakendes for et romersk Forum. Nu foreligger der en mærkelig Instruktion, som blev given de kejserlige Afsendinge, der skulde bringe Frederik den vise til at falde fra sine Fordringer. Disse Afsendinge skulde ikke fra- gaa, at der var kirkelige Misligheder, men blot holde paa, at de kundel)live fjærnede uden Oprør og Skisma. De skulde vise hen til, at Paven havde sin Dommer i Himlen, og at Kristus havde sagt, at man endog skulde gøre, hvad Farisæerne paa Mose Stol sagde. Tillige skulde de gøre Fyrsten ængstelig for sin Magt ved at forestille ham, at Kirkemagtens Fald kunde drage Fyrstemagtens efter sig. De skulde vise Selvmodsigelsen i, at den samme Luther, Digitized by Google 110 Luther og Rom i Aaret 1521. der ikke vilde dømmes af Paven, gjorde sig til Dommer over Paven, og forestille Kurfyrsten, at det ikke var rimeligt, at hele Kirken havde taget fejl, lige indtil Luther og et Par af hans Tilhængere kom paa det rette Spor. Hvilken Brøde var det ikke, at have brændt Fædrenes Dekreter og saa mange hellige Mænds Bøger og at have fordømt Kostnitzer-Konciliet ! »Mon hele Verden hid- til er faren vild, og er Martinus den eneste, der har Forstand? Eller mon ikke samme Udaad snarere beviser, at Martinus er den mest ugudelige og slette Kætter? Hvis han, som han roser sig af og praler med, virkelig levede evangelisk, saa vilde han ikke tale saa skændig og uforskammet om Paven og Koncilierne«. Man vil naturligvis gøre Fordring paa, at Luther skal høres; men hvad vil det kunne hjælpe? Hvem skulde forhøre ham? Teo- logerne og Juristerne? Deres Bøger har han jo fordømt og brændt. Filosofferne? Den bedste af disse, Aristoteles, har han kaldt et umælende Dyr, der endogsaa var ulærd i de naturlige Ting. Skulde han da dømmes af Lægfolk og Kejseren? Det vilde stride aldeles mod den kirkelige Praksis. »Ja, den gode Lu- ther gør sig rigtig nok til Pavens Modstander og vil, at denne skal undergives Lægfolks Dom; men der er dog forhaabentlig ingen af disse, som er saa ugudelig og uforskammet, at han vil driste sig til det. Nej, Martinus vil gærne komme til Rigsdagen med frit Lejde, for der ustraffet at kunne udgyde sit Raseri og sin Gift, og saa drage bort, som om Kejseren og Fyrsterne havde billiget, hvad han har skrevet«. Og hvormed skulde man overbevise ham? Han fordømmer jo alle Videnskaber, Fakulteter og Bøger. Med Fornuftgrunde? Hvordan er det muligt, at den der skriver og handler saa ufornuftig, skulde kunne overbevises ved nogen Fornuftgrund? Ved det nye Testamente? Det indeholder for det første ikke Svar paa alle Spørgsmaal; dernæst vil Luther lægge sit eget ind i det, og endelig, naar noget ikke passer i hans Kram, saa siger han straks, at det er Galskab, som han har gjort det med Jakobs Brev. Skulde man da sammenkalde et alminde- ligt Koncilium? Det vilde stride mod al Fornuft, at tillade enhver at appellere til et saadant, som det er saare vanskeligt at sammenkalde. Det er en horribel Paastand, at det skulde være tilladt for en enkelt, som modsagde Kirkens Afgørelser, at appel- lere til et Koncilium. Man skal forestille Kurfyrsten, hvor farligt det vilde være, at gaa mod hele Kirken og stole paa ét, skrøbeligt Menneske. Nej, Kurfyrsten skal kønt tvinge Luther til at tilbage- Digitized by Google Luiher og Rom i Aarel 1521. 111 kalde; derved vilde Martinus komme til at ligne sin Ordensfader Augustinus, som jo har skrevet en Bog, der hedder »Tilbage- kaldelserne« (Retractationes). Der er ogsaa mange andre hellige Fædre, som have faaet nogle Meninger domfældte; men Resten af deres Skrifter gælder dog i Kirken. Hvis Luther havde sit Efter- mæle kært, saa vilde han ligne dem. Naar han blot tilintetgjorde det, som stred mod Kirken, vilde Resten læses af alle, og det endog med pavelig Billigelse. Man skal derfor give Kurfyrsten det Raad, at Luther skal indespærres paa en eller anden Éorg, saa at han ikke længer kan udsaa sin giftige Sæd. Kurfyrsten maa ikke sige, at han er bange for Folket; ti Folket ser altid hen til Fyrsten og følger hans Eksempel. Naar blot Kurfyrsten vilde bryde med Luther r saa vilde dennes Mod synke; ti han har ligefrem i et Brev til Rektoren i Erfurt, Crotus, gjort sig til af, at Kurfyrst Frederik og hele dennes Hof var paa hans Side. Altsaa — Luthers Bøger skulde brændes, han selv forvares paa et sikkert Sted, og fremfor alt skal man hindre ham i at komme til Worms. Men alle Aleanders Bestræbelser vare frugtesløse. »Sachseren c og hans Venner krydsede tvært imod den pavelige Nuntius paa et- hvert Punkt. Denne mælder forfærdet til Rom, at der efter Sig- ende i Kurfyrstens Slot findes et Maleri, paa hvilket man ser Luther og Hutten bære en Kasse med to Bægre paa, og som har Indskriften: Den sande Tros Ark. I Forgrunden skal Erasmus være afbildet med en Lyre som Kong David, og efter Arken følg- er Johan Hus, »der efter Luthers Sigende i den Bog, som her- med følger, skal have været lige saa hellig som Eders Hellighed selv«. Og til Aleanders Harme blev det vedtaget at kalde Luther til Worms. Han maatte endog sluge den bitre Pille, at Karl V i det Brev, i hvilket han stævnede Luther, kaldte ham »kære, fromme, hæderlige«, og han giver sin Forargelse Luft i et Brev til Rom, i hvilket han klager over, at der ligefrem er sendt »en Herold« efter Luther. Han er i høj Grad spændt paa »denne Antikrists« Komme, men trøster sig med, at Kejseren kort før Heroldens Afrejse har sagt Kurfyrst Frederik »et og andet, som stemmede med Roms Ønsker«. Om denne Martinus blev der, da hans Stævning var vedtagen, pludselig en dyb Tavshed, som om han aldrig havde været til, medens der før ikke gik en Time eller et Minut, uden at man baade offentlig og privat talte om ham. Aleander ønsker, at det maa blive saaledes ved og føre til »stadig- Tavshed«; men han har ikke meget Haab i saa Henseende- Digitized by Google 112 Luther og Rom i Aaret 1521. Der var nogle Tyskere, som vilde skrive mod Luther baade paa Tysk og Latin, men de havde Vanskelighed ved at finde en Bog- trykker; og da det endelig var lykkedes, købte Lutheranerne, »der have fælles Pung, ligesom Søfolk«, næsten hele Oplaget og til- intetgjorde det. For at trøste sig og andre har han studeret Tysklands tidligere Kirkehistorie; men han har aldrig fundet nog- et, der lignede det, han selv oplevede. Skismaet mellem Hen- rik IV og Gregor VII, som netop begyndte i Worms, »Moder- skødet for Uenigheder med Præsteskabet« , var som Violer og Roser mod det, der nu truede; ti da var omtrent hele Tyskland og Kejserens Søn for Paven; nu er alle og alt imod Rom, alene med Undtagelse af Kejseren. »Ellers er hele Verden imod os, og disse bidske Hunde ere rustede med Bøger og Vaaben, og de prale af, at de ikke længere ere aandløse Bestier som deres For- fædre; nu siger man, at Tiberen flyder ud i Rhinen«. Aleander fulgte Luthers Rejse til Worms, saa godt han kunde det paa Afstand, og han gjorde stadig Indberetninger til Rom. Han er ærgerlig over, at Luther prædikede i Erfurt, og at han der blev højtidelig modtaget af »Artisterne og Legisterne«, det filo- sofiske og juridiske Fakultet, som vi vilde sige. Af Kejserens Skriftefader har han hørt, at Herolden var undervejs med »dette Uhyre«, og at alle Mennesker gik ham i Møde, baade Drenge og ugifte Piger, gamle og unge; og det skønt Kejseren havde lovet, at Rejsen skulde ske hemmelig. Endelig kom den 16de April, paa hvilken Luther holdt sit Indtog i Worms. Aleander havde just forseglet en Depesche, da forskellige Bud og Mængdens Sammen- stimlen sagde ham, at den store Kætter drog ind i Byen. Det var naturligvis under hans Værdighed at gaa ud i den Anledning, men han sendte et Bud hen til Porten for at faa alt at vide. Luther blev fulgt til Byens Grænse af hundrede Ryttere, »rimelig- vis af Sickingens Folk«; ind i Byen blev han kun fulgt af otte. Han sad i en Vogn med tre andre; andensteds fra véd vi, at disse tre vare en Ordensbroder, Amsdorf og Pommerinken Peder Svave, bekendt af sine Stridsskrifter mod Kristjern II. Da Luther steg ned af Vognen, tog en Præst ham i Armen, rørte tre Gange ved hans Klædning, og »gik saa pralende bort, som om han havde rørt ved en Relikvie af en af Verdens største Helgener«. »Om kort Tid,« føjer Aleander spydig til, »hedder det sig nok, at Luther gør Mirakler.« Ved Nedstigningen af Vognen vendte Luther »sine dæmoniske Øjne« rundt i Kredsen og sagde paa Latin: »Gud Digitized by Google Luther og Rom i Aaret 1521. 113 vil nok være for mig!« Der kom straks flere Adelsmænd for at besøge ham, og da han havde spist Frokost med en ti, tolv af dem, skulde hele Byen hen at se ham. Det vilde føre for vidt her at gaa ind paa alle de Rænker, den pavelige Nuntius spandt, og paa de Skuffelser, han led i disse Aprildage, i hvilke saa meget gammelt faldt, og saa meget nyt fik Fæste. Det var ikke blot de høje Prælater, der vare heftig bevægede; Fyrsterne vare lige ved at lægge Haand paa hin- anden. I det mindste paastaar Aleander, at Kurfyrst Frederik og Markgrev Georg af Brandenburg en Dag vilde være komne op at slaas, hvis ikke Ærkebispen af Salzburg havde lagt sig imellem. Jo mere indviklede Forholdene blev, og jo mere de voksede Alean- der over Hovedet, desto skarpere blev ogsaa hans Udtryk om dem, der krydsede hans Planer. Derfor har man al Grund til at mod- tage hans senere Beretninger med stor Forsigtighed ; . ti han und- lader ikke at sværte Modstanderne, som t. Eks. Frederik den vise, paa samme Tid som han gør alt for at stille sig selv i det skøn- neste Lys. Efterhaanden som Forhandlingerne gik deres vild- somme Gang, blev den pavelige Nuntius personlig saa meget Part i Sagen, at ikke blot hans legemlige Svaghed, men ogsaa Omsorgen for hans Ære som Diplomat gjorde ham nervøs og upaalidelig. Man behøver blot at læse de indskudte Parenteser, der ledsage hans Beretning om det første Forhør over Luther, for at se, hvor bit- ter han var bleven. Eller hvad skal man sige til følgende Be- skrivelse af det Indtryk, som Luther havde gjort i Worms: »For øvrigt har hans Komme været heldbringende, fordi baade Kejser- en og alle Mennesker holder ham for en usædelig og dæmonisk Nar; ja, saa snart Kejseren saa 7 ham, sagde han: den dér skal aldrig gøre mig til Kætter! og siden, da Bogtitlerne blev nævn- ede højt for Kejseren , sagde denne lydeligt , og det gentog han ofte siden, at han ikke vilde tro, at Luther havde skrevet de Bøger«. Det var Aleanders Yndlingshypotese, som han ogsaa fremfører i den samme Depesche, at det var Melanchton, »et meget smukt, men saare ondsindet Talent«, som havde forfattet en god Del af Luthers Bøger eller dog i det mindste hjulpet ham meget ved Affattelsen af dem. Ti Luther selv, siger han et andet Sted, »er hverken Grammatiker, Dialektiker, Filosof eller Teolog, men blot et forrykt Menneske«, og han skal selv have sagt, at andre havde skrevet flere af hans Bøger. Resultatet af Luthers Frem- træden i Worms er udtrykt i følgende smagfulde Karakteristik: Tilskueren. 1884. 8 Digitized by Google 114 Luther og Rom i Aaret 1521. »Jeg vil ikke tale om den Drukkenskab, til hvilken Luther er meget hengiven, og de mange Raaheder i Udseende, Ord, Handle- maade, Fagter og Fremtræden, som har skilt ham af med det gode Omdømme, som Folk havde dannet sig om ham«. I Ale- ånders Depescher have vi kort sagt Forbilledet for hele den mod- erne ultramontane Karrikaturtegning af Luthers Person. Hvad kan der ikke nu gøres ud af saadanne Depescher, naar deres Af- fatter ophøjes til et samtidigt, »uvildigt« Vidne! Der har været stridt meget om , hvad Luther egentlig har sagt i det store Øjeblik i Worms, da han trodsede Kejser og Rige, og man har stundom villet henregne de fleste Ord, som ved den Lejlighed lægges ham i Munden, til »l'esprit dans l'hi- stoire«, ikke til Kendsgerningernes Verden. Vi træffe i den fore- liggende Samling en aldeles paalidelig Skildring af Forhøret, som vil gøre en Ende paa den gamle Strid. I Følge denne omhyggelige Gengivelse blev Luther til sidst spurgt, om han dog ikke vilde tilbagekalde og tilbagetage sine Bøger og de Vildfarelser, han havde udsaaet, og det blev betonet, at man vilde have »et utve- tydigt Svar uden Horn«. Dertil sagde saa Luther paa Latin: »Naar eders allerhelligste Majestæt og I, høje Herrer, ønske et ligefremt Svar, saa skal jeg give et uden Horn og Tænder, nem- lig dette: Med mindre jeg bliver overbevist af Skrifternes Vidnes- byrd eller af en klar Fornuftgrund — ti jeg tror hverken paa Paven eller Koncilierne alene, da det er en bekendt Sag, at de ofte have taget fejl og modsagt hverandre — , saa er jeg i den Grad over- vunden af de hellige Skrifter, jeg har anført, og min Samvittighed er saa fangen i Guds Ord, at jeg hverken kan eller vil tilbage- kalde noget, da det hverken er sikkert eller forsvarligt, at handle imod Samvittigheden. Gott helf mir! Amen«. Da der straks efter skete et almindeligt Opbrud af den trætte Forsamling, sagde den trierske Notar, der havde forhandlet med ham: »Lad din Samvit- tighed fare, Martinus; det raader vi dig til, fordi den er vild- farende! Det vil være sikkert og forsvarligt for dig. Men hvad det angaar, at du siger, at Koncilierne have taget fejl, saa vil du aldrig kunne bevise det, hvad Trossager angaar; men med Hen- syn til Sæderne vil jeg ikke være uvillig til at indrømme det«. Dertil raabte Luther, at han kunde bevise det; og saa skiltes Forsamlingen ad. Denne Forhandling blev ført den 18de April. Otte Dage senere kørte Luther ud af Worms Port, og medens Kejseren og Digitized by Google Luther og Rom i Aaret 1521. 115 Fyrsterne forhandlede om hans Skæbne, fandt han et Skjulested paaen »Borg«, saaledes som Rom selv (se S. 111) havde foreslaaet. I Worms gik der imidlertid det Rygte, at han vilde gaa til det husitiske Bøhmen eller, som de fleste mente, til Danmark. Man havde hørt, at Kong Kristjern II havde indkaldt Melanchton, men at Kurfyrsten ikke vilde give Slip paa ham ; derfor fandt man det rimeligt, at Luther nu søgte til »Dacien«. Aleander bemærker paa sin spydige Maade, at det var ganske naturligt, at Kongen i Dacien trængte til nogen Trøst og Lindring for sin Samvittighed paa Grund af den uhyre Forbrydelse, som han havde begaaet ved at dræbe sine Bisper — hvis ellers denne Konge, som aldrig havde haft Samvittighed, kunde have en brødebetynget Samvittighed. For Aleanders Bevidsthed var Ophavsmanden til det stokholmske Blodbad og Luther to antikristelige Skikkelser, og det var i hans Øjne naturligt, at en saadan Konge værnede en saadan Munk. Fredrik Nielsen. 8* Digitized by Google En Replik »om Uutidens Kunstvilkaar«. Kære Hr. Karl Madsen! De har i det første Hæfte af »Tilskueren« udtalt Dem om Nutidens Kunstvilkaar og deres Følger. Selv om De ikke havde givet Deres Udtalelse, fra den ene Ende til den anden, en bestemt — venskabelig, men polemisk — Adresse til mig, vilde jeg vistnok alligevel have taget til Genmæle, da jeg unægtelig er stærkt en- gageret i Sagen. Men jeg nødsages til at fatte mig i den største Korthed, da jeg kun har knap Tid. De skildrer det Péle-méle, som finder Sted i Nutidens Kunstvilkaar; og derimod har jeg intet at bemærke. Men selv drager De ikke nogen tydelig og positiv Konklusion af disse Præ- misser; De indskrænker Dem til at fremsætte forskellige Betragt- ninger og Eksempler fra Kunstens Historie, som skulde synes at tale imod den Konklusion , som jeg har draget. Det er mig ikke en Gang ret klart, om De til syvende og sidst vil min Mening til Livs, eller blot vil blødgøre, hvad der kunde synes haardt og ensidigt i den. De maa dog indrømme, at en Konklusion maa der til, at man trænger til et Svar paa Spørgsmaalet : ja hvad saa? Man bør ikke give et saadant Svar, før man vel har prøvet Sagen og sig selv; ellers vilde man udsætte sig for at komme ind i indre Usandheder, eller for straks igen at maatte ud at søge nye Stand- punkter. Men naar man efter en saadan Prøvelse udtaler sig meget tydelig i en bestemt Retning, mener man jo derfor ikke, at det praktiske Liv paa dette, lige saa lidt som paa noget andet Omraade, tilsteder et urimeligt Konsekvensmageri. Man ved nok, at man sejler inde i en Skærgaard, og at man, naar man vil Digitized by Google En Replik „om Nutidens Knnstvilkaar". 117 mod Øst, alligevel kan blive nødt til foreløbig at gaa et lille Stykke mod Vest. I Anledning af alle slige Vendinger kan man fremsætte en overordentlig Mængde »Jamen«er; men Talen er jo her om Maalet for Sejladsen. Til at orientere sig bruger man et Kompas. Man kan jo gærne sige, at det er en meget aand- løs Indretning, som ikke har mer end én eneste Ting at sige, én Replik, som den evindelig gentager. Men naar der er Taage og Malstrøm, og Skibet drejer sig, og Mandskabet er ørt i Hovedet og hverken ved ud eller ind, saa bliver Kompasets Oplysning, skønt den gaar ud paa det selv samme, som den altid er gaaet ud paa, med ét ny og interessant. Man bør ogsaa have Agtelse for Polars tjærnen. Den tager sig ud som en sand Filister blandt Stjærnerne, der staar stille og ikke »lader sig flytte«, medens alle de andre §tjærner bevæge sig. Det er slet ikke for sin For- nøjelses Skyld, at den saaledes staar stille: Baggesen har meget rigtig indset om den stakkels Stjærne, at »den løb som andre vel ogsaa gærne«. Men den véd, at den gjør Gavn ved at blive paa sin Plads, fordi Menneskene da kunne faa Oplysning af den om, i hvilken Retning de gaa. Nu maa De ikke komme og drille mig og sige, at jeg nok selv vil være Kompas og Polarstjærne; jeg véd nok, at saa enfoldig og saa sikker kan et Menneske aldrig blive. Jeg mener blot, at en Mening maa der til, et Begreb om Retningen, som gaar ud over det nærmest liggende Virvar. Jeg, som lægger megen Vægt paa Deres Dom om Kunst, vilde ønske , at De selv havde fremsat en Mening i en enkelt Retning om det Spørgsmaal, De fremdrog; naar man blot staar og ryster paa Hovedet, bliver man til Slutningen svimmel. Naar De indrømmer (S. 68), at mit Standpunkt har sin Gyldighed med Hensyn til Førsterangs- Kunst en, saa vil jeg til Gengæld meget gærne indrømme Dem, at Deres Korrektiver have Betydning for Andenrangs-Kunsten. Er det af øm Interesse for den, at De har skrevet Deres Artikel? Det ligner Dem ellers ikke, da De i Grunden hører til de meget kræsne — hvilket ikke skal være sagt til Deres »Forklejnelse«. Jeg vil indrømme Dem mere, nemlig at jeg selv i min Betragtning maaske virkelig har taget for ringe Hensyn til Andenrangs-Kunsten , da denne jo kvantitativt tager en hel Del Plads op i Samfundet, større Plads end Førsterangs-Kunsten. Der kan virkelig være god Opfordring til at drøfte dens Stilling og dens relative Ret. Men lad os dog aldrig glemme at gøre den rette Forskel mellem disse to Ting, ikke glemme, at det som vi Digitized by Google 118 En Replik „om Nutidens Kunstvilkaar tt . kalde Førsterangs-Kunsten, ganske simpelt vil sige det egentlige i Kunsten, dens originale Kildespring, Andenrangs-Kunsten det afledede. Det vilde være urimelig fordringsfuldt, om et Folk troede at kunne præstere alt af »første Sort«. En saadan Til- stand har aldrig fundet Sted, hverken i Grækenland paa Perfides' eller Alexanders Tid, eller i Italien paa Julius den andens og Leo den tiendes. Det, som vi ønske og haabe og kæmpe for, er, at der skal være noget af den Slags, og at det saa maa blive an- set for at være, hvad det er. Det forekommer mig vigtigere end at tale det næstbedstes Ret. Det kunde være meget fristende at drøfte de historiske Eksempler, De fremfører: det sekstende Aarhundredes Neder- lændere og Rubens, Delacroix, Marco d'Oggionno, Velazquez, den pompejanske Malerkunst m. m. Jeg for min Del £an ikke ganske lade det bero ved den Lære, De uddrager af disse Kendsgerninger. Men, som sagt, min Tid tillader mig ikke at diskutere disse Æmner, da det vilde kræve langt større Plads end deres egen Artikel optager, at imødegaa den. Jeg vil blot endnu tillade mig nogle Ord om Hovedpunktet. Naar der er Tale om at opdrage en Flok kraftige vilde, hos hvem Naturen er altfor overmægtig og uregerlig, og som ere udelagtige i de Resultater, hvortil den menneskelige Civilisa- tion har arbejdet sig op, saa sæt dem i Skole, hvor Skolen er bedst, lær dem mores og nyttige Elementarkundskaber. Men jeg kan vistnok gaa ud fra, at De og alle andre fornuftige Mennesker ville indrømme mig, at saaledes er Situationen ikke. Tænk Dem vor Tids Præstationer i Kunsten blandede mellem de bedste fra Histor- iens tidligere Perioder, mellem dem, som Gallerierne og Museerne bevare, og tænk Dem, hvorledes de ville staa i denne Sammenligning. Naar man som Maalestok anlægger en vis mangesidig Uddannelse, en udviklet Erfaring og Bevidsthed om Kunstens Midler, saa ville de visselig gaa af med Sejeren. Derimod vil man finde, at der ved de gamle gennemgaaende er en stærkere og friskere Smag, at de aabenbare et mere uforsagt Humør, en varmere og kraft- igere Subjektivitet. De gamle Værker ere hvert for sig ensidigere, der er knap nok noget af dem, som man vilde vælge til ube- tinget Forbillede, men hvert for sig have de tillige en overlegen kunstnerisk Fuldkommenhed i en bestemt Retning, der vidner om en energisk Fordybelse i den Opgave for Kunsten, som laa bedst for hver enkelt Individualitet. I Modsætning hertil ere vor Tids Digitized by Google En Replik „om Nutidens Kunstvilkaar*. 119 Værker med al deres Gammelklogskab dog hyppigst noget flade, flove, interesseløse; de udøve ikke den tvingende, betagende Magt over Beskuerens Sind. Hvoraf dette kommer? Nogle ville maaske sige, at det hidrører fra en almindelig Degeneration af den evropæiske Men- neskeslægts Blod- og Nervesystem. Hvis der heri er noget sandt, saa gaar Problemet langt ud over det kunstneriskes Grænser og maa henvises til en stor kombineret Kommission af Psykologer, Læger, Statistikere osv. Men ganske vist er der noget ved Sagen, maaske det meste, som beror paa de Vilkaar, hvorunder Kunst- neren nu til Dags udvikler sig. Og det er netop hint Péle-méle, hint utrolige »Vielerlei«, som møder ethvert ungt Menneske, som betræder Kunstens Bane. Der er græsk og italiensk, der er spansk og nederlandsk, der er fransk og tydsk, der er gammelt og mo- derat; og i det alt sammen ligger der det Spørgsmaal, den Op- fordring, til den, som selv producerer: Skulle vi ikke tage det paa den Maade, eller paa den Maade, eller paa den Maade? og saa videre i det uendelige. Saa mange Kunstværker, saa mange Syns- punkter; og saaledes bliver den vordende Kunstner stillet imellem hundrede tusende forskellige Synspunkter. Herved er nu paa en Maade aldeles intet at gøre. Det kan ikke nytte det mindste at sætte sig til at jamre over Tiderne, saa meget mindre, som der jo er noget ved det hele, som ikke er til at jamre over. Vi ville ikke forsøge paa at underkaste Kunsthandelen Censur og Karantæne, heller ikke standse Jærn- banetogene eller afskaffe det fortræffelige System med Tur- og Returbilletter til Udlandet. Men vi ville beflitte os paa at afvinde disse Vilkaar en god Side. Og den gode Side er, eller kan i alt Fald være, den, at alt det meget, som alle Vegne bringes til Torvs alle Vegne fra, af sig selv sørger for, at den almindelige Ci- vilisations Niveau overholdes, og at der ikke taales nogen Synken ned under det. Der gives, som De ved, højere og mere udviklede Former for Billedkunst, der tilstede fyldigere og mere eftertrykkelig at udtale, hvad man vil udtale, end andre, lavere og mindre udviklede Former. Der kræves blot, at man bestandig er underrettet om disse højere Former gennem enkelte Eksem- plarer, saa ville de af sig selv angive Niveauet og umuliggøre de lavere. Jo lettere det sker, des bedre. Det, som man kan kalde Andenrangs-Kunsten , sætter hele sin Ære i at følge med Tiderne, at være paa Højde med den Digitized by Google 120 En Replik „om Nutidens Kunstvilkaar" almindelige Civilisation og svømme med dens Strømme. Første- rangs-Kunsten vil noget mere. Den vil ikke gaa med en Plakat uden paa sig, hvorpaa 'det nye, den vil, proklameres med fede Typer. Den virker gærne i al Stilhed og uden maaske selv at vide, at det, den giver, netop er noget nyt og originalt. Men dens Kendemærke er alligevel at være paa første Haand op- dagende. Og i Interesse af den er det, at der maa prædikes Ro for den enkelte. Jeg bruger naturligvis ikke Ordet Ro i Betydning af Hvile, Uvirksomhed, Ubevægelighed; ti den virkelig originale Produktion forudsætter en langt stærkere Braad i Sjælen, en langt mægtigere Arbejdsdrift og Udviklingstrang end en anden- haands Produktion. Jeg mener Ro i Betydning af Enkelthed og Simpelhed i Kampen for Opgaverne. Det er en saadan Kamp,, der ildner Udviklingen og giver Kræfterne Staal. Men den daglige trættende Uklarhed og Forvirring mellem lutter »Vielerleic svækker og smuldrer Arbejdet og giver Resultatet hint oven for omtalte saft- og kraftløse Præg. De lader mig somme Steder (S. 65) tale, som om jeg førte Ordet for en Kasper-Hausersk Ensomhed i Udviklingen. Det har jeg ingen Sinde gjort; jeg mener, at Ud- viklingen med lige stor Nødvendighed kræver Ensomhed til visse Tider og livligt Samkvem og Vekselvirkning til andre. Men der er en Art Samkvem, som har meget til fælles med den dybeste Ensomhed, og en tvungen Ensomhed, nemlig det, som man al- deles ikke er forberedt paa, som man ingen Forudsætninger har til at gaa ind paa. Kast et ungt Menneske pr. Jærnbane paa to Døgn fra København til Paris ind i en Mesters Atelier; der kan han føle sig ensom; og det, som han nærmest er anvist til, er at stille sig i et rent slavisk Forhold til det, som bliver ham lært. Hvordan man ellers i det Ydre skal gennemføre dette Krav til Ro og Enkelthed, derom kan man næsten ikke ytre sig i Al- mindelighed; hvad der gælder for den ene, gælder maaske ikke for den anden. Kunstner-Psykologien er en meget vanskelig Sag, der ikke lader sig regulere gennem faste Forskrifter. Jeg tror virkelig ikke , at det lader sig besvare med et simpelt Ja eller Nej, om danske Kunstnere bør gøre Udenlandsrejser eller ikke. En Kunstner kan jo ligesom et andet Menneske føle det forfriskende i en Gang at gøre en rask Tur pr. Jærnbane eller til Fods gennem fremmede Egne og Byer; og der er vel ingen Fare for, at han Digitized by Google En Replik „om Nutidens Kunstvilkaar". 121 gaar i Stykker derved. Et andet Spørgsmaal er, om han bør ar- bejde sig ind i fremmede Skoler og arbejde sammen med dem. Jeg gaar ud fra den Kendsgerning, at vor Kunst, som overhovedet Nutidens, søger sine Opgaver i Virkeligheden, at den er realistisk. Jeg gaar fremdeles ud fra, at den har et natur- givet Operationsfelt, nemlig den Slags Natur og den Slags Mennesker, mellem hvilke Kunstnerne have levet og leve deres egentlig menneskelige Liv. Jeg tror ikke, at der gives nogen ægte Realisme, som har sin Genstand paa langt Hold. Skal Realismen ikke blive flad og udvortes, saa maa den søge Dybden og Inderligheden i Kunstnerens fuldkomne Fortrolighed med det Liv, han skildrer; der maa være en Baggrund af Samliv mellem ham og Æmnet. Er det ikke noget saadant, som f. Eks. gør Blichers Skildringer af Jyllands Hede og dens Beboere saa friske endnu den Dag i Dag? Jeg tror fremdeles, at Teknik en, for saa vidt som den skal have noget sandt kunstnerisk Værd, maa ud- vikles af Kunstneren selv i Forhold til de Æmner, han behand- ler, det Indhold han vil udtale. Den stærke Bevægelse hen imod Paris, som opstod i vor yngre Kunstnerverden for 8—9 Aar siden, manglede vistnok ikke naturlig Føje. Den vigtigste Grund til den maa vel søges deri, at det meste af den nærmest foregaaende Kunst her hjemme i Henseende til det kunstneriske Studium var bleven dels noget slap og dilettantagtig, dels noget tør og ufrisk. Fra en Del af Publikum støttedes Bevægelsen vistnok med noget, som jeg vil tillade mig at kalde Parisersnobberi: man havde været en eller to Maaneder i Paris og moret sig aldeles brillant, saa godt, at man kedede sig gudsjammerlig, da man kom hjem igen. Man fandt følgelig alt i Paris charmant og superb og betragtede det som hævet over al Diskussion, at Kunsten dér var, som den skulde være, og at den altsaa hjemme var, som den ikke skulde være. Jeg tvivler egentlig ogsaa meget om, at vore Venner, de yngre Malere, som drog der ned, ret vidste, hvad det var, som de søgte der nede; de underordnede sig, hvad der blev dem lært; men da det var Mænd med Alvor og Talent, og deres Lærer var udmærket dygtig, bragte de — jeg tænker f. Eks. paa Tuxen, Krøyer, G. Christensen — utvivlsomt ogsaa noget hjem med sig, som tidligere ikke fandtes her: en langt større Glans, Fylde og Fedme i Farven. Nu, da Bevægelsen atter har lagt sig noget, ere de traadte ind i det næste Stade, idet vi vente at se, hvorledes alt Digitized by Google 122 En Replik „om Nutidens Kunstvilkaar" dette rigtig skal bruges til og underordnes de Opgaver, som Hjemmet byder dem. Derpaa kommer jo alt an. Det haabe vi vil lykkes, og det er allerede paa nogle Punkter lykkedes (f. Eks. Krøyers Billede fra i Sommer af Skagens Fiskere). Jeg finder overhovedet ingen videre Grund til at klage over, at det gik som det gik; men jeg vil dog tillade mig at minde om, at der er enkelte Malere her hjemme, som have lært sig selv at opnaa lignende maleriske Fortrin, som de andre tillærte sig i Paris, navnlig Viggo Johansen. For ham har vel nok de hjemvendende Pariseres Eksempel haft Betydning; men han giver selv et Eksempel paa, med hvor lidt Anvisning udenfra et ægte malerisk Talent kan hjælpe sig. Deres hengivne Jul. Lange. Digitized by Google Richard Cobden. l?aa Mænds Navne have en saa forskellig Klang i og udenfor deres Fødeland som Richard Cobdens. Paa Fastlandet vækker det hos det overvejende Flerlal Forestilling om noget bor- neret, snæverhjærtet, selvisk; i England er dette Navn for længst æret blandt de første og Genstand for en ejendoijimelig Ømhed hos store Klasser af Befolkningen. Ingensteds føles dette som i Lancashires Fabriksdistrikter, der jo ogsaa have set det bedste af Cobdens Gerning. Hans Navn er her som en Nøgle til alle Hjærter. Om de ældre, der have kendt ham og kunne fortælle om ham, samles altid lige villig en lyttende Kreds, selv om det fortalte er hørt mange Gange før, og den fremmede, der kender Cobdens Historie og taler om ham med Sympati, regnes halvvejs for Landsmænd. Det er langt fra, at Følelsen for Cobdens Minde kun findes i en enkelt Provins; selv i London med dens kaotiske Blanding af forskelligartede Befolkningselementer og Interesser, lever den. Jeg mindes et Møde i et af de nordøstlige Kvarterer, der var sammenkaldt for at drøfte den almindelige politiske Situation. En af Talerne, der var Forsamlingen ubekendt, in- troducerede sig ved at omtale, at han havde staaet ved Cobdens Side under Kampen om Kornlovene, og fra den tæt sammen- pressede Mængde lød et tusendstemmigt , langvarigt Bifaldsraab. Hvorledes gaar det til, at Cobden og hans nu for 37 Aar siden endte Kamp for »billigt Brød« endnu bestandig har den Magt over Sindene? Var det sandt, hvad hans Fjender sagde, at han ikke havde nogen højere Tanke i sit Hoved, end at man bør sælge paa det dyreste og købe paa det billigste Marked, vilde hans Navn sikkert allerede være en død Lyd for den store Be- Digitized by Google 124 Richard Cobden. folkning. I Universitetsverdenen og Bureaukratiet kan man blive første Mand paa Enkeltheder, aldrig ude i Folket. Det vindes kun ved store, samlende Tanker og giver sig hellere hen til Sværm- eren med de vidtrækkende, uklare Syner, end til den nøgterne Praktiker. Sikkert gælder dette mere det engelske Folk end de fleste andre. Det er sagt om den engelske Arbejder, at han plejer at møde alle idealistiske Reformdeklamationer med sit: »meget vel, men hvad Forskel vil det nu gøre paa Brødpriserne?« Noget lignende gælder Middelklassen, og dog har England aldrig set nogen Agitation faa virkelig Tag i Befolkningen, uden at den har haft sit idealistiske — ofte fantastiske — Element. Et saadant savnedes mindst af alle i den Bevægelse, Cobden førte til Sejer. Kampen for Korntoldens Afskaffelse voksede i hans Hænder til en Kamp for Ligheden mod adelige Forrettigheder og bag hans Fri- handelslære glødede Tanken om Folkenes Broderskab. Derfor fik hans Gerning Vægt i England og Evropa. Richard Cobden er født d. 3. Juni 1804 paa en lille Gaard i Sydengland. é Hans Fader, William Cobden, var Forpagter og ejede i sine bedre Dage ogsaa selv nogen Jord, men der manglede baade Kapital og Foretagelsesaand, saa Familien har aldrig kendt til egentlig Velstand. Da Krigen mod Napoleon endte, faldt ogsaa den Smule, der var, sammen. Kornpriserne havde under Krigen naaet en ganske unaturlig Højde, og medens Arbejderbefolkningen sultede, levede baade Herremænd og Forpagtere i en Overflod, som ikke kunde vare ved. Freden fremkaldte et uhyre Landbo- Krach og stakkels William Cobden, der aldrig havde smagt synderlig af de gode Dage, fik saa godt som nogen de onde at føle. Famil- ien, der efterhaanden var vokset stærkt, sank ned i en Fattigdom, af hvilken den aldrig mere rejste sig. Richard Cobden var den Gang kun en 9 Aars Dreng, men han beholdt et varigt Indtryk af disse Tiders Begivenheder. Han lærte af dem, hvor tvivlsom den Velsignelse er, som selv de til- syneladende begunstigede faa ved en Tilstand, der kunstig holder Priserne oppe i det ene Aar uden at kunne hindre deres bratte Fald i det næste. Og saa lærte han frem for alt, hvad det vil sige at være fattig. Det er en nyttig Visdom for den, der som ledende Politiker skal have Befolkningens Livsinteresser i sin Haand, en Visdom, som engelske Statsmænd alt for meget have savnet. Hvor ofte ser man ikke selv gennem deres mest velmente Taler, at de aldrig have kendt Fattigdommen af andet end Rom- Digitized by Google Richard Gobden. 125 aner og Kommissionsbetænkninger , og hvor haardt er det ikke gaaet ud over de arbejdende Klasser i England, at deres Herrer ikke vidste, hvad det vil sige, at Brødet er dyrt. Det lærte Cobden grundigt, baade medens han var hjemme og siden, da han selv maatte ud blandt fremmede, medens Familien, efter at have opgivet Forpagtningen flyttede fra Sted til Sted, uden at opnaa andet end bestandig at synke dybere i Fattigdom. Fra sit Hjem medbragte han dog ogsaa andre Indtryk end af Fattigdom og Nød. Der var et ualmindelig kærligt Sammen- hold mellem Forældre og Børn og mellem Søskendene indbyrdes, og sikkert har Gobden mange Gange længtes tilbage, da han ved en Onkels Hjælp blev sat i Skole langt fra Hjemmet. Han til- bragte her Tiden fra sit 10de til sit 15de Aar. En af hans Bio- grafer siger, at han i sit senere Liv ikke kunde udholde at tænke tilbage paa denne Tid, saa mørk og tung stod den for ham. Han synes at være bleven forsømt og ilde behandlet i alle Maader, ikke mindst med Hensyn til selve Undervisningen. 15 Aar gammel kom han i Lære hos sin Onkel, der havde en større Manufactur- forretning i London. Her lærte han endnu en Side af Fattig- dommen at kende: at være i en Slægtnings Hus som den, der bliver »gjort vel imodc. Daglig maatte han høre om alt, hvad han havde modtaget af sine Velgørere og om den Taknemmelighed, han var dem skyldig; intet Under at denne Form for Velgøren- hed syntes ham en daglig Lidelse. Endelig klarede det for ham; han begyndte at vinde lidt Paaskønnelse for sin Flid og Paalide- lighed, avancerede til Kommis og endelig til Handelsrejsende. Man kan ikke lade være at sammenligne dette Ungdomsliv med det, hans senere Kampfæller i det offenlige Liv førte. I den Alder, hvor ,de andre dyrkede Sport og Videnskab paa Univer- sitetet, bestod hans eneste aandelige Uddannelse i halvt i Smug at lære sig selv lidt fransk tidlig om Morgenen, før han gik i Forretningen, og hans »grand tour« var at rejse rundt i Landet med Prøver. Man er ikke tilbøjelig til at anse denne Beskæftig- else for aandsudviklende , men sikkert nok kan den være det, og mere end én af Handelsverdenens Banebrydere har høstet sine Erfaringer og formet sine første Ideer ved den. For Cobdens frod- ige og længe indestængte Natur blev dette Liv en Fest. Han lærte nu for første Gang Initiativets og Ansvarets Glæde at kende — i ganske lille Maalestok, det er sandt — , men det var der dog, og hver den, der er anlagt paa Handling, ved, hvad det be- Digitized by Google 126 Richard Cobden. tyder, naar Rutinens og Underordnelsens Baand første Gang løsnes lidt, og Armene begynde at føle, hvad deres Kræfter ere værd. Og saa kom dertil selve Rejselivets Nydelse. Det var ikke Land- skab, Hav og Himmel, han havde sin Glæde af, men først og fremmest Menneskene. Diligencernes og Provinshotellernes træge Ensformighed eksisterede ikke for ham; deres aandsforladte Sel- skabelighed blev ham en Kilde til mangfoldig Belærelse og altid vekslende Indtryk. Det kom af, at for ham var den ene Købmand og Forpagter ikke som den anden. Han kendte ikke og kom aldrig til at kende den bornerte Overlegenhedsfølelse , der faar os til at kaste 9 /io af de Mennesker, vi komme i Berøring med, til Side som unyttigt Gods, kun fordi de ikke formaa at give os noget, der kan passe ind i den lille Kreds af Tanker, vi selv ikke ville udenfor. Han havde en fin og vaagen Sans for alle men- neskelige Anliggenders Betydning og et Øje, der i Brudstykket formaaede at skimte Helheden. Endelig besad han en genial Gætteævne, der altid sagde ham, hvor han skulde banke paa hos et Menneske for at faa netop det hos ham frem, som var værdt at kende. Hvor meget Cobden end i disse Vandreaar lærte om sit Land og sine Landsmænd, var og blev det dog kun en stykkevis Kundskab, der endnu ikke lod sig bruge i større Formaals Tjæn- este. Først da han naaede en selvstændig Stilling, blev det ham muligt at gøre mere omfattende kommercielle Erfaringer og at supplere det, han ved Selvsyn havde lært, med nogen boglig Viden. Denne afgørende Vending i hans Liv var ikke Resultatet af nogen langsom Sliden sig i Vejret , men snarest af et dristigt og vellykket Kup. Omtrent 3 Aar efter at han havde begyndt at rejse, besluttede han og to andre unge Mænd af samme Fag at gøre et Forsøg paa at skabe sig en selvstændig Agenturforretning. De ejede knapt et Par hundrede Lstr. hver, men skaffede sig lidt Kredit, og til deres egen Forbavselse lykkedes det dem at faa Agentur for et af de største Katuntrykkerier i Mancheter. Der- med var Foretagendet sikret, og Forretningen dreves med stigende Held et Par Aar igennem. Saa viste der sig en Lejlighed til at udvide den og slaa ind paa nye Baner, og det unge Firma lod staa til. Det erhvervede et Kattuntrykkeri i Sabden i Lancashire og drev det samtidig med at Agenturforretningen fortsattes. , Cobden blev nu Sjælen i den Del af Virksomheden, der var knyttet til Lancashire, og bosatte sig i Manchester. Han var Digitized by Google Richard Cobden. 127 ikke af de Naturer, der af et higende, fantasifyldt Begær efter Magt drives frem til praktisk Virken, og for hvem ethvert af de Resultater, der vindes ved det forberedende Arbejde i mindre Formaals Tjæneste, kun har Værd som et Trin, der fører opad. Politisk Magt blev først attraaelsesværdig i hans Øjne, da han fik noget bestemt at bruge den til. Heller ikke hørte han til dem, for hvem en tidlig Begejstring for Frihed og Fremskridt har været Drivfjeren til Virksomhed. Han havde i sin første Ungdom ikke meget med Ideer at skaffe, det var Tid og Lejlig- hed ikke til, men der var en kraftig Fremadhigen i ham, som var beredt til at kaste sig over, hvad der nu maatte tilbyde sig og gøre det mest mulige ud deraf. Da han saa kom ind i en selvstændig Forretning, tog den for en Tid alle hans Ævner i Beslag. De Forhold og Omgivelser, hvorunder han nu levede, eftar at have sat Bo i Lancashire, æggede til at gaa paa, udvide sig, gøre Penge. Der var Muligheder nok: det ene nye Felt aab- nede sig efter det andet, og man behøvede ikke at søge længe for at finde Folk, der havde skabt sig en Formue af intet. Cob- dens Sind tog Fart ved alt dette: han følte sig tidt, hvad Kierke- gaard kalder »ovenud c af Selvtillid og Fremtidshaab. I et Brev til Broderen, Fredrik Cobden, siger han: »Om jeg saa blev klædt nøgen af og kastet ud i Lancashire, skulde jeg endda tjæne mig en Formue,« og i andre taler han om sin »Bonapartiske« Stem- ning og om det næsten grænseløse Perspektiv af ærgerrige For- haabninger og Planer, han har for Øje. Dybt karakteristisk er det imidlertid, at disse Napoleontiske Syner endnu ikke rakte udenfor Forretningslivet. Ganske vist kan der midt i Heden komme en pludselig Følelse af Tomhed over ham, som naar han skriver: »Hvad er det egentlig jeg jager efter? Jeg kan knap give mig selv et ordentligt Svar derpaa. Efter Penge er det ganske sikkert ikke; jeg bryder mig ikke om dem . . . .« I saa- danne Ord ligger en blinkvis Fornemmelse af, at han hørte anden- steds hjemme, men den greb i ingen Henseende forstyrrende ind i hans Liv. Hvad han havde Hænderne fulde af tog ogsaa hans Hjærte fangen, og han forstod i forbavsende Grad at faa alt, hvad der var i ham af Planer og Drømme til at føje sig suppler- ende eller fortsættende ind i den begrænsede Verden af praktiske Formaal, der til en vis given Tid var ham anvist. Denne Ejen- dommelighed var dog ingenlunde til Hinder for, at han kunde skifte Formaal og Virksomhed, men det skete som ved en Natur- Digitized by Google 128 Richard Cobden. udvikling, i stille, organisk Vækst. Han gik ikke omkring i Manchester som en forklædt Samfundsreformator, men da han var Købmand, følte han sig ogsaa som Købmand, og først da han i sin Virk- somhed stødte Panden saa haardt mod Samfundets Brøst , at han saa dér var noget, som ogsaa han burde være med til at faa af Vejen, begyndte Politikeren at gro i ham. Åf Forretningslivets Erfaringer og Fritimernes spredte Læsning formede han sig nu efterhaanden en sammenhængende politisk Anskuelse og begyndte snart at gøre den gældende i den offentlige Debat. Systematisk Læsning, Udenlandsrejser og en begyndende kommunal og politisk Virksomhed udviklede ham som offentlig Mand og trak ham lang- somt bort fra Forretningslivet, om han end nogle Aar endnu formelt vedblev at tilhøre det. Dette var i alt væsentligt hans personlige Udvikling i det Tiaar, der fulgte paa hans Bosættelse i Manchester. Med hans An- skuelser er der i hele dette Tidsrum ikke foregaaet nogen Væsens- ændring. Baade Grundsynet og Stillingen til de enkelte Spørgs- maal er ens, og Forandringen bestaar kun i, at Anelser og Stemninger hærdes til sammenhængende , kampfærdig Over- bevisning. De biografiske Enkeltheder fra denne Tid have ikke megen Interesse. Forretningen udvidede sig stadig. Firmaet , der nu bestod af fem Personer, erhvervede et nyt Kattuntrykkeri i Crosse Hall, som kom under Cobdens særlige Bestyrelse, og for Aaret 1836 naaede den samlede Nettofortjæneste 23,000 Lstr. Imidler- tid fandt Cobden ogsaa Tid til at arbejde paa sin Selvudvikling. Allerede 1832 se vi ham beskæftiget med at læse Latin og Mate- matik , og snart gaa Rejser Haand i Haand med de boglige Studier. 1835 besøgte han Nordamerika, 1836—37 Orienten og 1838 Tyskland. Tilsammen toge disse Udflugter ham knapt et Aar, men da han rejste udelukkende som Iagttager uden noget som helst Forretningsformaal , slog Tiden godt til, og Udbyttet blev af varig Betydning for hans senere Virksomhed. Overalt var det de sociale og^politiske Forhold han ofrede sin Opmærksomhed, især Handels og Industripolitiken. — Cobden kunde uden alt for stort Afbræk for sin Forretning tillade sig disse Rejser, efter at hans ældste Broder Fredrik var kommen til at bo hos ham og bleven hans Medhjælper. Fredrik Cobden havde ligesom de fleste af sine Søskende den Gave at faa alt, hvad han tog sig for, til at gaa skævt. Efter forskellige mislykkede Forsøg paa at skabe Digitized by Google Richard Cobden. 129 sig en Stilling, havde han med sin Broders Penge begyndt en lille Tømmerhandel og taget sin Fader, der nu var Enkemand, i Huset. Forretningen vilde imidlertid ikke trives, og 1836 opgav han den og flyttede sammen med Broderen i Manchester. Richard Cobden havde altid holdt særlig meget af sin ældste Broder og vilde nu gøre ham delagtig i sin Virksomhed og sit Held. I de første Aar saa det ogsaa ud, som om Frederik Cobden nu var kommen paa sin rette Hylde. Saa længe et stærkere Hoved kunde tage Styret og træffe alle Afgørelser af Betydning, var hans Flid og gode Vilje tilstrækkelig, og gik der end lidt i Løbet under Broderens lange Rejser, erstattedes det snart, naar denne efter Hjemkomsten tog fat med friske Kræfter. Imidlertid begyndte det offentlige Liv at lægge saa stærkt Beslag paa Richard Cobdens Tid og Tanker, at det kom til at staa for ham som det bedste, om han lidt efter lidt kunde trække sig ud af Forretningslivet. Det i Forbindelse med Ønsket om at skaffe Broderen en sikker og uafhængig Stil- ling førte til sidst til, at han i Aaret 1839 løste Forbindelsen med det Firma , han saa længe havde tilhørt. Han beholdt Forret- ningen i Manchester og Crosse Hall og indgik nu i Kompagniskab med Frederik Cobden. Forandringen var ikke heldig: det ny Firma havde for lidt Kapital og kom ved Adskillelsen ind i for- skellige vanskelige Forhold, men alt kunde endda være gaaet godt, hvis Cobden ikke lige fra først af og i bestandig stigende Grad havde haft sine Tanker andensteds henne. Allerede i 1835 se vi ham i Lag med offentlige Sager. Det var, hvad der laa udenfor hans egen Dør, han først følte Trang til at tage sig af. I hans lille Fabriksflække Sabden var der ingen Skole, og Folkene brøde sig ikke om at faa en ; i Manchester led man under, at Byen regeredes af en lille Klike. Han talte og virkede for Almueundervisning i Sabden, for kommunalt Selvstyre i Manchester, men Viljen lader til at have været bedre end Ævnen. I alt Fald var hans første Manchestertale et afgjort Nederlag, han stammede, kunde ikke finde Ordene og maatte til sidst forlade Tribunen. Mere Held havde han med de to Piecer, han 1835—36 udgav under Titlerne »England, Irland og Amerika« og »Rus- land«; de ere byggede paa samme Idégrund, som hans senere Agitation og vakte ikke lidt Opmærksomhed. Rimeligvis skylder han dem, at en Del af Stockports Vælgere gjorde ham til deres Kandidat ved Parlamentsvalgene 1838. Han optraadte ved Valg- møderne som uafhængig radikal, gjorde et godt Indtryk paa Tilskueren. 1884. '9 Digitized by Google 130 Richard Cobden. Vælgerne og støttedes af den mægtige O'Connel, men faldt ikke desto mindre. Valgkampens æggende Spænding med dens korte Sejershaab fulgt af Skuffelsens Svie gav ham hans politiske Ud- daab. Gennem de følgende Aars Breve klinger en daarlig skjult Længsel efter det politiske Kanaan, han én Gang havde skimtet, og han er fra nu af klar paa sit Kald. Han spillede en Hoved- rolle i Agitationen for at skaffe Manchester en kommunal Forfat- ning, men næppo havde han sejret her, før en større Sag tog ham fangen, én der i faa Aar skulde løfte hans Navn op til verdenshistorisk Betydning: Kampen om Kornloven be- gyndte. De næringsdrivende Klassers Kamp mod den store Jord- besiddelse er gammel i England, men først vort Aarhundrede har set den ført med klar Bevidsthed og lige Vaaben. I de første Aartier knugede Jorddrotternes enige Vælde alle andre Interesser ned. I deres Haand var Parlament og Kirke, de vare kun Na- tionens af Navn. Hvad havde vel Købmænd og Arbejdere at vente af et Underhus , hvis store Flertal ind- og afsattes af prunk- ende Aristokrater og tykhovedede Landjunkere, og hvad Trøst og Hjælp skulde Befolkningen finde hos et Præsteskab, der regeredes af Aristokratiets yngre Sønner, og hvis lavere Lag ved deres Ud- dannelse fjærnedes saa langt som muligt fra dem, blandt hvem de skulde virke, medens de i materiel Henseende oftest vare ganske afhængige af den Herre, paa hvis Jord de levede. Den Lovgiv- ning, der udgik fra det herskende Aristokrati og den Maade, paa hvilken Lovene udførtes, røbede den brutaleste Standsegoisme. Lad Kornlovene tjæne til Eksempel: Da Napoleonkrigen var endt, og Freden kom og bragte rigeligt og billigt Brød til Huse, hvor man før havde vaandet sig under Hungersnødspriser , blev der Oprør i Godsejernes Lejr. Et Skrig rejste sig fra alle dem, der havde tjænt Penge, medens de andre sultede: for Guds Skyld ingen Kornindførsel! Man skrev Piecer og holdt Taler om, hvor- ledes Jorden maatte gaa ud af Dyrkning, hvis Kornet sank i Pris, og hvorledes Byerne vilde gaa til Grunde med de Landdistrikter, de levede af. Den rette inderlige Klang fik Ordene dog først, naar det gjaldt at vise, hvorledes »gamle Englands« Storhed paa det nøjeste afhang af Aristokratiets Glans. Man kunde i øvrigt have sparet sig baade Argumenterne og Rørelsen, ti de, der havde Sagen i deres Hænder, vare i Forvejen overbeviste. Dertil kom at Forpagterne, hvis Afgifter vare drevne i Vejret ved de høje Digitized by Google Richard Cobden. 131 Kornpriser, og Gejstligheden, der havde sin Hovedindtægt af Tienden, fiellere end gærne stemmede i med og saaledes lavede en Slags offentlig Mening for Sagen. Den næringsdrivende Borger- stand var endnu paa denne Tid alt for lidt vant til at gøre sin Mening gældende, dertil uvidende i økonomiske Spørgsmaal og besjælede af en snobagtig Ærbødighed for Aristokratiet, saa fra den var ingen samlet Modstand at vente. Kun én Klasse — den laveste og mest forurettede af alle — rejste sig mod Lordernes nye Lov. Store Arbejderforsamlinger i London og andre Byer protesterede imod al Hindring for Kornindførsel, og kun under Beskyttelse af Soldater vovede Parlamentet at forhandle og ved- tage denne Lov, efter hvilken al Indførsel af Hvede var forbudt naar Prisen var under 80 Sh. pr Quarter 1 ). Hvad denne Lov betød for en Arbejderbefolkning, hvis Løn gennemgaaende ikke strakte videre end til de første Fornøden- heder, gør man sig vanskelig nogen Forestilling om. Medens Hveden 1815 stod i 63 Sh. pr. Quarter, steg den efter Lovens Vedtagelse saaledes, at Prisen i Aarene 1816—17 gennemsnitlig var 105 Sh. Intet Under at Arbejderne nu, overalt hvor de sam- ledes for at forhandle deres Vilkaar og demonstrere mod den be- staaende Tilstand, førte Slagordene »Parlamentsreform« og »ingen Kornlovec paa deres Faner. De mest nødlidende nøjedes ikke med Agitation. Naar man sulter, er det en fattig Trøst at høre paa Taler om Reformer, som der endda ingen Udsigt er til at faa ; det letter Sindet mere at slaa løs. Saa kom da en Tid, hvor knap nogen Dag gik hen uden blodige Gadeopløb, Brandstiftelser og Ødelæggelse af Maskiner og Fabriker. Mod alt dette havde »det bestaaende« let Spil; haarde og hensynsløse Straffe ramte ethvert Brud paa Ordenen, og man brugte de begaaede Ulovlig- heder som Paaskud til at gribe til voldsomme Midler ogsaa mod den fredelige Agitation. Endnu har Manchester ikke glemt, hvor- ledes et fredeligt Arbejdermøde paa »St. Peters Fields« tæt uden- for Byen blev hugget sønder og sammen af Politi og Soldater. Gennemgaaende stillede Bourgeoisiet , hvem Urolighederne gik nærmest ud over, sig paa Avtoriteternes Side, og Arbejderbevæg- elsen mistede snart sin truende Karakter. En Quarter — c. 2 Tdr. 3 Fjerdingkar. — 1 Lstr. å 20 Shilling å 12 Pence = 18 Kr. Digitized by Google 132 Richard Gobden. Imidlertid: hvor mangt et Mellemværende Bourgeoisie og Arbejdere end kunde have indbyrdes, maatte de dog i Tidens Løb finde hinanden i fælles Modstand mod Aristokratiet, Parlamentet, i hvilket Middelstanden kun var forsvindende repræsenteret, tog ikke synderlig mere Hensyn til de næringsdrivende Borgere end til Arbejderne. Det herskende Skattesystem bandt Hænder og Fødder paa Omsætningen og tyngede Middel- og Smaakaarsfolk til Jorden. Byerne vare uden virkelig Selvstyrelse og fik paa tusende Maader at føle, de vare Stedbørn. Heller ingen aandelig Frihed var der; medens flere og flere netop af Mellemklassen sagde sig løs fra den træede, rutinesløve Statskirke og samledes om Sekternes friskere, mere folkelige Forkyndelse, blev Parla- mentet ved at klæbe sig til den gamle Fiktion, at den engelske Kirke var hele Folkets. Alle Rettigheder forbeholdtes dens be- standig indskrumpende Flok, medens der for de andre kun var Tilsidesættelser og Krænkelser at vente fra Statens Side. Endelig brød da den Overbevisning igennem, at bedre kunde det aldrig blive, saa længe Underhuset var i Godsejernes Vold, og Middel- standen samledes med de politisk vakte Arbejdere om Reformfanen. O'Connells sejerrige Agitation for Katolikernes Emancipa- tion havde vist, hvad en Folkevilje formaaede, selv mod det stæd- igste Toryministernim, og den gav Bevægelsen Ild og Fart. Whig- gerne satte Parlamentsreformen forrest i deres Program og brød ved Valgene i 1830 Toryernes mangeaarige Herredømme. Saa begyndte Kampen dog først for Alvor, og den var næppe endt med Sejer, hvis ikke Fabriksdistrikternes Arbejdere havde staaet bag. Dem frygtede man , naar alt kom til alt, mere end Købmændene, og da Overhusets Forkastelse af Reformloven havde trængt Whig- ministeriet bort og Wellington stod med Krig og Fred i sin Toga, var det de Budskaber, der kom fra By efter By om Ar- bejderrejsninger og mest af alt Truslen fra Birmingham, om at 100,000 Arbejdere vilde staa i London den Dag, Reformen havde dem behov, som bestemte ham for Freden. I denne Kamp synes det mig, at Arbejderne staa renest. Med forbausende Selvbehersk- else og politisk Klarsyn havde de slaaet af paa deres gamle Fordring om almindelig Stemmeret og sluttet sig til det minister- ielle Forslag, der vel at mærke ikke lod Stemmeretten gaa læng- ere ned end til den lavere Middelstand. Paa forholdsvis faa Und- tagelser nær fik Arbejderne ingen direkte Gavn af Loven, men de indsaa, at mere kunde der ikke for Tiden opnaas, og stolende paa, Digitized by Google Richard Gobden. 133 at Borgerstandens Repræsentanter vilde varetage ogsaa deres Tarv, gik de Gang efter Gang i Ilden for Reformen. Saa kom da Sejeren til sidst , men dens Frugter svarede ikke til Kamp- tidens Forhaabninger. Det viste sig, at Valgkredsenes Fordeling endnu sikrede Godsejerne en mægtig Indflydelse paa Underhusets Sammensætning, og Middelstanden fik snart at se, hvad dette betød. Man havde villet »Refonhen« for Reformernes Skyld, men efter at et Par — ganske vist meget betydningsfulde — Love vare gennemførte, gik LovgiVflingsværket omtrent istaa, og det inden man var naaet til Skattereformen, som dog mest af alt laa Byerne paa Sinde. Den mere fremskredne Del af Mellemstanden be- gyndte nu at ønske en ny Reform, men alle Bestræbelser af den Art mødte den ugunstigste Modtagelse baade hos Regering og Parlament. Reformen skulde være endelig; Whigaristokratiet var endda snarest bange for at være gaaet for vidt. Saa vendte de misfornøjede sig atter til Arbejderne, men disse vare ikke saa næmme at komme til Rette med nu som sidste Gang. Ogsaa de vare blevne skuffede, men Skylden derfor gav de ikke saa meget Aristokratiet, som selve det liberale Bourgeoisie. Maskinindustriens Sejer over Haandværket havde i England som overalt skabt en stadig og bevidst Krigstilstand mellem Kapital og Arbejde. Arbejderne kom til at staa Driftsherren fjærnere og bleve langt mere afhængige af ham end før. I Tusendvis droges Børn og Kvinder til Fabrikerne og ødte deres Sundhed ved at arbejde 14-16 Timer i Døgnet for Sulteløn. Ofte henyttede Fabrikanten sin Magt til at berøve sine Folk en Del af deres Løn ved at tvinge dem til at købe dyre og daarlige Varer i en til Fabriken knyttet Butik , der ejedes af ham selv. Alt dette havde ganske vist længe gaaet i Svang, men netop i 30'erne begyndte Arbejd- erne at rejse sig for Alvor derimod. Gennem deres Fagforeninger førte de en Krig paa Liv og Død mod Arbejdsherrerne, og i Spørgs- maalene om Kvinde- og Børnearbejde og Fabriksbutiker støttedes de virksomt ved en Agitation, der lededes af Mænd uden for deres egen Stand, først og fremmest Lord Ashley. Fabrikant- erne bekæmpede alle disse Bestræbelser med en hensynsløs Ego- isme, der kun saa som saa dækkede ved Appeler til National- økonomiens Sandheder og nogle Fraser om Frihedens Velsignelser. Et nyt Æmne til Strid blev Bourgeoisiets Kælebarn, Fattigloven af 1834, hvis Grundtanke var, at den tidligere Fattigunderstøt- telse i Hjemmet burde indskrænkes saa meget som muligt, og at Digitized by Google 134 Richard Gobden. alle arbejdsdygtige Folk, der nøde offentlig Understøttelse, burde indsættes i Tvangsarbejdsanstalter. Altsaa: Byarbejderne og den besiddende Borgerstand vare skilte ved Stridsspørgsmaal af indgribende social Betydning, og en Samvirken i Reformspørgsmaalet blev derfor yderst vanskelig at tilvejebringe. Fra 1838 samlede den radikale Del af Arbejder- standen sig i det hele om det af O'Connell og andre Parlaments- medlemmer affattede »Charter« med dets berømte 6 Punkter: almindelig Stemmeret, etaarige Parlamenter, hemmelig Afstemning, Afskaffelse af Valgbarhedscensus , Diæter for Underhusets Med- lemmer og ligelig Fordeling af Valgkredsene. Disse Fordringer våre Bourgeoisiet alt for vidtgaaende, og da tilmed den chartiske Agitation hurtig fik en revolutionær Karakter, kom Reformbevæg- elsen i det hele noget i Miskredit hos det, uden at Misfornøjelsen med den bestaaende økonomiske Lovgivning i mindste Maade tog af. Af denne Situation voksede Antikornlovbevægelsen frem. Handlende og Fabrikanter begyndte at blive stemte for at forsøge deres Ønskers Virkeliggørelse naaet ved at sætte det bestaaende parlamentariske Maskineri i Bevægelse ude fra. At det netop blev Kornlovene, man gik løs paa, var saare naturligt; her forelaa en iøjnefaldende Uretfærdighed mod store Klasser af Befolkningen, og her kunde man regne paa fuld indbyrdes Enighed, hvad der ikke var Tale om, saa snart Turen kom til Beskyttelsen for In- dustri, Skibsfart og Kolonialprodukter. Allerede 1836 var der i London bleven oprettet en Agitationsforening mod Kornlovene, men dens Virksomhed var gaaet omtrent sporløst hen. Det var først, da en lignende Forening 2 Aar senere stiftedes i Manchester, at der kom Liv i Bevægelsen. Hovedstaden for Verdens største Fabriksdistrikt var det bedst mulige Midtpunkt for en Agitation af væsentlig økonomisk Natur. Her føltes alle Handelens og Indu- striens Svingninger øjeblikkelig; alles Eksistens var knyttet til dem, alles Tanker drejede sig om dem. Alligevel var Begyndelsen tarvelig nok. Foreningen havde i de første Maaneder kun faa Medlemmer, næsten alle Fabrikanter og Handlende, og med Pengebidragene var det ikke bedre bevendt, end at et Tilsagn om 10 Lstr. vakte en sand Entusiasme. Fra første Færd var Cobden en af Bevægelsens bedste Støtter. Han var et af de Medlemmer, som sjældnest savnedes i det lille kolde, uhyggelige Værelse, hvor Foreningen holdt sine Møder, hans friske, sangvinske Forhaabningsfuldhed har mangen Gang Digitized by Google Richard Gobden. 135 holdt Modet oppe, naar Modstanden var haard og Sagen gik trægt fremad. Der virkedes i de første Par Aar væsentlig ved at sende lønnede Agitatorer ud til alle Kanter og ved stadig at ind- samle Stof til Belysning af den bestaaende Kornlovs uheldige Virkninger. Dette Stof udnyttedes i Piecer og frem for alt i For- eningens Blad paa den mest drastiske Maade, og alt som Agita- tionen trængte frem, oprettedes der rundt om i Byerne lignende Foreninger som den i Manchester. 1841 forenedes saa de fleste af dem i en stor Fællesorganisation , »den nationale Antikornlov- ligue«, og Manchesterforeningens Forretningsudvalg fik Ledelsen ogsaa af den nye Forenings Anliggender. Gobden beklædte aldrig Formandsposten eller nogen anden af de ledende Stillinger i Anti- kornlovsliguen, men mere og mere blev det dog ham, Bevægelsen samlede sig om, og ham, der for Landet kom til at staa som dens Bærer. Det laa ikke i hans Ideers Nyhed: hvad han i samtlige 7 Agitationsaar aldrig trættedes af at gentage, var egent- lig kun den Adam Smithske Nationaløkonomis ABC, anvendt paa Spørgsmaalet om Kornlovene. Kærnen i hans Udviklinger var altid denne: Naar Kornlovene ophæves, ville Brødpriserne synke, og Befolkningen faar saaledes Raad til at anvende langt mere til Klæder, Husudstyr, etc. Derved vil Efterspørgselen efter Industriprodukter stige og saaledes flere Arbejdere kunne anvendes og faa højere Løn. Desuden ville de Lande, der trænge til vore Industriprodukter, men kun have Landbrugsprodukter at betale med, blive i Stand til at gøre større Indkøb hos os og saaledes stadig forøge Efterspørgselen efter engelsk Arbejde. Dette vil atter drive Kapitalgevinst og Arbejdsløn i Vejret, medens de ager- dyrkende Lande nu nødes til selv at sætte en kostbarere og slet- tere industriel Produktion i Gang, som trods sine Mangler be- standig vil indskrænke vort Markeds Omfang. Den egentlige ager-' dyrkende Klasse i England (Forpagtere og Landarbejdere) have i Virkeligheden fælles Interesse med den øvrige Befolkning i dette Spørgsmaal. De høje Korn priser gavne i Længden ikke Forpagt- erne, da de kun bevirke en Stigning i Forpagtningsafgiften. Gods- ejerne have nemlig haft en afgjort Tendens til at beregne Af- giften efter den Kornpris, man ved Tolden mente at kunne sikre Forpagterne, men da Prisen ofte falder langt derunder, bliver Re- sultatet i høj Grad til disses Skade. Landarbejderne se ingen anden Virkning af Kornlovene, end at deres Brød fordyres, uden at Lønnen derfor stiger. Den eneste Samfundsklasse, der saaledes Digitized by Google 136 Richard Gobden. har en stadig Interesse i Korntolden, er altsaa dens Ophavsmænd: Godsej er -Aristokrat i et. Der var i alt dette kun ét Punkt — Anklagen mod Aristo- kratiet — ud fra hvilket en virksom Agitation kunde skabes, og ved at se dette klart og energisk klynge sig til det skabte Cob- den sin Storhed som Agitator og sin endelige Sejer. Oprindelig havde han et langt mere begrænset Syn paa Sagen, et væsentlig forretningsmæssigt. Det Slagord, hvormed han først satte Man- chesters Forretningsverden i Bevægelse mod Kornlovene var: »lad os ofre en Del af vore Formuer for at redde Resten;« han appel- erede, som han selv har sagt, til Middelstandens Pengepunge. Cobden maatte med Naturnødvendighed komme ind paa Spørgs- maalet netop fra denne Side. Hans politiske Drivkraft var Trangen til at binde an med dette eller hint bestemte Samfundsonde, som gik ham paa Livet i hans egen Virkekreds, og nu, da han som Forretningsmand led under de daarlige Tider og saa' Tilbagegang og Lammelse paa alle Kanter, brød det frem i ham, at Korn- lovenes Ophævelse var Midlet til at standse Krisen og give For- retningslivet et. Stød fremad. Han kom saaledes ind paa Sagen fra den økonomiske Side, og dette førte igen til, at den i Begynd- elsen blev behandlet hovedsagelig som en Fabrikantsag, ja som en særlig Manchestersag. Medens Hovedmassen af Bevægelsens Tilhængere egentlig følte sig hyggeligst og bedst til Mode paa denne snævrere Grund, var Cobdens Opfattelse i bestandig Ud* vikling. Allerede i hans første Taler spores glimtvis de videre Synsmaader, der senere skulde blive fremherskende, men det tog nogen Tid, inden de fik praktisk Form. Den rent filantropiske Opfattelse af Sagen var den, der — - sporet af den bestandig stig- ende Elendighed — tidligst arbejdede sig frem i Linje med den klasse-økonomiske. Cobden og mange med ham vendte sig til Arbejderne for i fuldstændig Oprigtighed at forkynde dem Læren om alle Interessers Solidaritet og om Frihandelen som det sociale Spørgsmaals sande Løsning og for at tilbyde dem at være deres Førere i Kampen for billigt Brød. Men Cobdens Haab om at sprænge den i hans Øjne hule og vildledende Chartistbevægelse og samle Arbejderne om Antikornlovliguen og »de sunde økonom- iske Principerc brast. Han og hans Bevægelse vandt megen spredt Sympati blandt Arbejderne, men som Klasse stode disse fast om deres politiske Førere og gjorde med dem Front mod Liguen. Det, at Cobden og hans Venner vare Fabrikanter, blev dem overfor Arbejderne en uovervindelig Hindring. Hadet sad Digitized by Google Richard Cobden. 137 saa fast i Sindene og fik bestandig saa megen ny Næring, at selv Cobdens ærlige og varme Ord syntes dem Snarer, lagte af en Fjendehaand. De lo højt, naar en Fabrikant talte til dem om Arbejdets og Kapitalens Solidaritet, fandt med Rette den eneste virksomme Garanti for deres Klasseinteresser i almindelig Stemme- ret og energisk faglig Organisation, medens Frihandelssystemets Gennemførelse syntes dem en yderst tvivlsom Fordel. Vel vare de fleste af dem Modstandere af Kornlovene, men disses Op- hævelse stod kun for dem som én af de mange Frugter, Stemmerettens Udvidelse vilde bringe. Desuden blev den Mening hurtig udbredt iblandt dem, at de radikale Fabrikanter kun vilde Korntoldens Ophævelse for at kunne trykke Arbejdslønnen ned og derved skabe sig en personlig Fordel, uden at Arbejdernes Vilkaar forbedredes. Det hjalp ikke, at Cobden paa viste, hvor- ledes den forøgede Produktion, der vilde blive en af Reformens Frugter, vilde holde Lønnen oppe: Mistroen tog Luven fra alle Argumenter. Resultatet blev, at man maatte opgive at skabe en egentlig Arbejderbevægelse for Sagen , og med fornyet Styrke kastede man sig saa over Middelstanden, men dog uden at tabe Arbejderne af Sigte. Cobden viste her i eminent Grad, hvor lidet selvisk han var i sin Politik. Sagens rent humane Side vedblev at beskæftige ham frem for alt andet, og trods den personlige Mistænkeliggørelse, han havde været og var Genstand for fra Ar-; bejderpartiets Side, blev han aldrig træt af at forkynde sin Sym- pati med Arbejderne, og nogle af de varmeste og mest gribende Skildringer af deres Nød skyldtes ham. Det var ikke agitatoriske Manøvrer dette. Man ser det af hans Breve og private Udtalelser, men aldrig skønnere end i John Brights Fortælling om det Møde mellem ham og Cobden, hvorfra Kampfællesskabet mellem dem stammede: »Det var i September Maaned 1841. Befolkningen led for- færdelig rundt om i Landet, og I, der leve nu, men ikke ere gamle nok til at huske, hvad der den Gang gik for sig, kunne ikke have nogen Forestilling om Landets Tilstand det Aar .... Den Dag, da Cobden kom til mig, var jeg i den dybeste Sorg, ja jeg kan næsten sige Fortvivlelse, ti mit Hjems Lys og Solskin var blevet slukt. Alt, hvad der var tilbage paa Jorden af min unge Hustru, undtagen Mindet om et helligt Liv og en alt for kort Lykke, laa tavst og koldt i Kammeret over os. Cobden kom til mig som min Ven og talte medfølende Ord til mig. En Stund Digitized by Google 138 Richard Gobden. efter saa han op paa mig og sagde: »Der er i dette Øjeblik Tusender af Hjem i England, hvor Hustruer, Mødre og Børn ere ved at dø af Sult. Naar den første hæftige Sorg er ovre, vil jeg raade Dem at gaa med mig, og vi ville saa ikke hvile, før Korn- loven er ophævet.« Jeg tog mod hans Opfordring« *). Arbejdernes Holdning havde vel, som Gobden selv har sagt, tvunget ham og hans Venner til at gøre Agitationen i det væsentlige til en Middelstandsbe vægelse , men den fik ikke mere noget standsegoistisk Præg. Det var først og fremmest Cobden det skyldes, at man aldrig forlod den humane Grund, man én Gang havde taget; de Aar, Nødstilstanden varede, overdøvede Raabet: billigt Brød for de hungrende! endog alle andre Slagord og blev egentlig det, den hele Agitation samlede sig om. Idet nu Antikornlovliguen med stigende Sikkerhed paastod, at den Reform, den arbejdede for, var det eneste sande Middel mod Be- folkningens Nød, fik Bevægelsen en ejendommelig Varme og en vis ideel Karakter, som mægtigt bidrog til at give den Stand, der bar den frem, forøget Tro paa sin egen Herskerret i Landet. Mere end alt andet var det dog Sammenstødet med det regerende Aristokrati, der gav Liguen dens politiske Betydning. Kampen mod Kornloven maatte blive en Kamp mod Godsejeradelen, ti denne var Kornlovens Ophav og Garde. Selve den saglige Argumentation, der er Kærnen i Cobdens Taler, vender sin Braad mod den herskende Klasse. Dertil kom nu, at da Agitationen begyndte at brede sig over Landet, søgte Aristo- kratiet og alt, hvad der var afhængigt af det eller gik det til Haande, at standse den, ikke saa meget ved Argumenter som ved Injurier og personlig Overlast. Mere end én lille Købstad maatte Agitatorerne forlade, fordi den dominerende Jorddrots Agenter havde lejet Folk til at huje og pibe ad dem eller overdænge dem med Gadesnavs. Den Presse, der stod i den regerende Klasses Tjæneste, blev formelig vild, da Liguen begyndte at vise sig som en Magt. »Standard« skrev: »England vilde være lige stort og mægtigt og alle nyttige Engelskmænd lige rige, selv om alle Fabriksbyer og . Fabriksdistrikter i Storbritannien ødelagdes,« og i »Morning Post« læste man de ikke mindre utrolige Ord: »De industridrivende raabe: »hvorfor maa vi ikke ombytte vore Produkter med Nærings- midler dér, hvor vi kunne faa mest for dem?« Dertil svare vi: ») Tale ved Afsløringen af Cobdens Statue i Bradford 25de Juli 1879. Digitized by Google Richard Gobden. 139 »ja, hvorfor ikke? hvem hindrer jer i det? tag jeres Fabrikater med jer for Guds Skyld og byt dem, hvor I ville, lige fra Tobolsk til Timbuktu. Hvis I ikke kan finde jer i at undvære udenlandsk Korn, saa væk med jer og jeres Sager, og lad os aldrig se jer mere«.« Saaledes talte man den Gang i ledende Blade til Eng- lands Middelstand, men netop disse og lignende Udtalelser bleve Begyndelsen til Enden. Ved hvert af Liguens Møder citeredes de atter og atter, og den Stand, de vare henvendte til, lærte af dem omsider, hvad den regnedes for i sit eget Land og hørte med Jubel Cobden og de andre Ledere angribe Aristokratiet. Denne Stemning steg ved den Modtagelse, som Deputationer fra Anti- kornlovforeningerne i alle Egne af Landet i Aaret 1840 fandt hos de ledende Whigministre. De delegerede kom for at skildre Landets Nød og bede om Kornlovens Afskaffelse. De havde allerede den Gang Petitioner med c. Million Underskrifter bag sig, men det formaaede ikke at sikre dem en høflig Mod- tagelse. Premierministeren, Lord Melbourne, der i Lordernes Hus havde omtalt Liguens Fordringer som »det galeste, han nogen- sinde havde hørt«, svarede dem straks med et køligt »De véd, at det er uigennemførligt«, og ikke synderlig bedre gik det dem hos de andre Ministre. Da Charles Villiers aarlige Forslag i Under- huset om at Huset skulde tage Kornlovene op til fornyet Be- handling noget efter kom for, kunde de delegerede høre, hvor- ledes Landjunkerne betragtede det hele som en behagelig Spøg og overdøvede Villiers og hans Venner med allehaande Tilraab, blandede med Hanegal, Tyrebrøl o. desl. — Forslaget faldt med 177 Stemmer mod 300. Der skulde dog snart komme en Tid, da Whiggerne ikke mere saa ned paa Liguen. Lord Melbourne's Ministerium havde ved sin Talent- og Formaalsløshed og sit valne Greb paa alle Spørgsmaal sat sin Popularitet til. Da det i 1841 tydelig nok var sit Endeligt nær, gjordé det en sidste Kraftanstrængelse: det tog Kornreformen op. Kornloven af 1815 var 1828 bleven afløst af en ny, der hvilede paa Principet »den glidende Skala«, efter hvilket Tolden skulde stige, efterhaanden som Prisen faldt, saa- ledes at Summen af Markedspris og Told gennemgaaende kunde være 80 Sh. pr. Quarter. Dog sank Tolden i stærkere Forhold, naar Prisen var over 70 Sh. og var kun 1 Sh., naar denne naaede 73 Sh. Lord Russel foreslog nu en fast Told af 8 Sh. pr. Quarter, og man haabede derved, naar Valgene kom, at finde Digitized by Google 140 Richard Cobden. en Støtte i Liguen. Ganske vist stemte dennes Tilhængere gen- nemgaaende paa Whigkandidaten, naar denne kun havde en Tory til Modstander, men hvor det var muligt, opstillede de selv Kan- didater, der satte Frihandelen øverst paa deres Program, og ikke faa Steder førte de deres Valg igennem, saaledes i Stockport, hvor Cobden nu valgtes med stor Tilslutning. Resultatet blev, at Tory- erne fik et betydeligt Flertal, og Sir Robert Peel dannede det nye Ministerium. Whiggerne fastholdt som Opposition deres 8 Sh.s- Korntold, og der forelaa nu et alvorligt Enten-EUer for Frihandelspartiet. Det var ganske vist ved Valgene blevet en selvstændig Fraktion i Underhuset, men det Stemmetal, det kunde raade over, var dog saa forsvindende lille, at det aldrig vilde kunne udrette noget alene. Hvad laa da nærmere end et nært Forbund med Whiggerne. De Forhaabninger, der en Tid knyttedes til Peel, skuffedes aldeles, då han endelig brød Tavsheden og forelagde det Forslag til en ny Kornlov, der bibeholdt den glidende Skala med noget lavere Toldsatser, idet Summen af Markedspris og Told nu gen- nemgaaende vilde blive 70— -75 Sh. pr. Quarter. I Sammenligning med dette Forslag — der i øvrigt snart blev til Lov — var Rus- sell's et uhyre Skridt fremad. Det friede fra al den Usikkerhed i Kornhandelen, som fulgte med den glidende Skala, og som greb saa forstyrrende ind i Forsyningen, og desuden kunde de 8 Sh. pr. Quarter ikke fordyre Brødet saaledes, at det kom til at spille nogen væsentlig Rolle for de arbejdende Klasser. Endelig hørte Frihandelspartiet gennem gaaende til Whiggerne i den almindelige Politik, om det end gik betydelig længere til venstre. Sammen- slutningen kunde ganske vist ikke have skaffet de forenede Grup- per noget Flertal i det nuværende Parlament, men Liguen kunde, hvis den vilde have knyttet en politisk Whigagitation til sin op- rindelige, snart have vendt Stemningen i Landet saaledes, at næste Valg vilde blive en Sejer for Oppositionen, Selvfølgelig vare mange af Liguens Mænd stemte for at ind- gaa Alliancen, og naar den dog ikke kom i Stand og det oprinde- lige Program fastholdtes i sin Renhed, er Æren og Ansvaret der- for først og fremmest Cobdens. Han satte hele sin Veltalenhed og al den personlige Indflydelse, han raadede over, ind paa at bevare Liguen som en politisk selvstændig Gruppe, der skulde gennemføre Frihandelen ikke ved Kompromis'er og smaa gradvise Fremskridt men ved Tilintetgørelse af Beskyttelsessystemets Hovedhjørne- Digitized by Google Richard Cobden. 141 sten: Korntolden; Indtil dette Maal var naaet, skulde Gruppen holde sammen og i sin Politik slutte sig nærmest til det Parti — ligegyldigt om Whigger eller Toryer — , der i hvert givet Øjeblik kom Frihandelsideerne nærmest, uden at knytte sig bestemt til noget af dem. Naar Cobden slog ind paa denne Vej og til det sidste holdt sig og sit Parti, paa den, var det ikke blot et rent forstandsmæs- sigt Overlæg, der ledede ham. Hans Holdning bestemtes langt mere afgørende af instinktive Fornemmelser, der grundede i Ind- tryk fra hans Barndom og første Ungdom. Det, at Cobden kom ind i Parlamentet, vilde ikke blot sige, at en Fabrikant og Fri- handelsmand kom der — dem var der flere af i Forvejen — nej, det nye var, at nu tog en Mand Affære, som havde en energisk Vilje til at føre selve Middelstanden frem som selvstændig handl- ende Magt i Politiken, en Mand, som ved Fødsel og Udvikling hørte til et helt andet Sæt end de, der før havde regeret Landet* Adelige eller borgerlige: de kom dog alle fra Familier med politiske Traditioner , Familier , som sendte deres Sønner ud i Verden med et færdigt Stempel som Whigger eller Toryer. Dertil kom Paavirkningen fra Skole og Universitet: man sluttede sig til de andre af Partiet, klæbede sig af og til lidt opad de Hertug- eller Jarlesønner, i hvem man saa sine fremtidige Førere og gjorde i Dis- kussionsklubberne Prøve paa de kommende parlamentariske Kampe. Men nu Cobden. Politik havde ikke spillet nogen Rolle i hans Familie, dertil havde man haft alt for travlt med at bjærge Brødet, og under Ungdommens haarde Slid var det atter og atter de smaa, rent praktiske Formaal, det kom an paa: Toryers og Whiggers Kampe vedkom ikke ham, de gik hen over hans Hoved. Alt som hans Tanke voksede til, fik han Blik for det eqe Forhold efter det andet i Samfundet, som burde være anderledes, men som oftest var det Ting, der ikke syntes at interessere noget af de to of- ficielle Partier synderligt. Hans politiske Opdragelse faldt hoved- sagelig i Whigregeringens Decadenceperiode. Mere og mere kastedes der Los paa Principerne og de praktiske Reformer, og det hele opløste sig i et ynkeligt Partikævleri, der under forskellige Former skjulte det ene Spørgsmaal: skal Lord Melbourne eller Sir Robert Peel væfe Førsteminister? Cobdens Sind oprørtes over alt dette. De to Partier bleve ham Uge gode eller lige slette, og medens han ligegyldig vendte sig fra deres tomme og larmende Strid om Magten, fordybede han sig stedse mere i en praktisk Reformvirk- Digitized by Google 142 Richard Cobden. somhed, der til sidst udelukkende samlede sig om Komsagen. Ikke nok med, at han til sidst kun vilde se den enkelte Reform og kastede Foragt paa alt det, der for de andre var det vigtigste: Magtspørgsmaalet mellem Partierne og det hele politiske Maskineri, men han følte paa sin egen Stands og Arbejdernes Vegne den hæftigste Uvilje over, at de saa længe vare blevne brugte til Sta- tister af et Aristokrati, der ikke kunde eller vilde se de nærings- drivende Klassers Behov. Whigministeriets sidste Svingning for- sonede ham langt fra; at Mænd, der før kun havde haft kolde Sarkasmer tilovers for det, som for ham var Landets Velfærdssag, nu benyttede det som et sidste Middel til at holde sig ved Magten, oprørte hans moralske Følelse og blev ham et yderligere Bevis paa, at de saglige Hensyn under de bestaaende Partiers Herre- dømme bestandig underordnedes Magtspørgsmaalet. Saaledes voksede der for ham efterhaanden et nyt og større Indhold ind i Kampen mod Kornloven: det at. gøre de næringsdrivende Klasser til Herrer i deres eget Land. Det var først, da det begyndte at klares for Befolkningen, hvor hen Bevægelsen bar i politisk Henseende, at den naaede sin egentlige Betydning. Sandt nok, det var Middelstanden som kunde beherske Valgene, men endnu havde den ikke lært selvstændig at nytte sin Magt. Den fulgte sine gamle Herrer — enten nu disse kaldte sig Toryer eller Whigger — og tjænte deres Standsinter- esser og de politiske Traditioner, der bare deres Stempel, men det var kun modstræbende og halvt skamfuldt: der var indeklemt Harme og ubehjælpsom Handlelyst overalt. Saaledes blev da Korn- lovbevægelsen først og fremmest i Manchester og siden i alle de større Handels- og Fabriksbyer greben som det længe ventede Løsen, der kunde samle Middelstanden til selvstændig politisk Handling mod Aristokratiet og ved Siden af Arbejderne. Cobden gav nu al denne uklare Higen et sikkert og konsekvent Udtryk: allerede 1839 havde han ved et Møde i London af delegerede fra de forskellige Byers Antikornlovforeninger sammenlignet, hvad der nu var i Færd med at blive til med de tyske Stæders Forbund i Middelalderen og profeteret, at ligesom Hansa- og Rhinforbundet havde lagt Røverriddernes Borge i Ruiner, saaledes vilde ogsaa den engelske Borgerstand ved Enighed og Energi styrte sine adel- ige Undertrykkere. Han havde den sikreste Tro paa, at der paa Frihandelssagen kunde dannes et Borgerparti, der om ikke mange Aar vilde have detroniseret de to gamle politiske Partier, og i Digitized by Google Richard Cobden. 143 denne Omvæltning saa han langt fra en blot Klassetriumf, ja end ikke alene en Garanti for Frihandelspolitikens fuldstændige Gennem- førelse. Hans sangvinske, iderige Sind formaaede kun at , tvinge sig til stram Overholdelse af det »en Ting ad Gangen«, der syntes ham Grundreglen for al praktisk Politik, ved paa halv fantastisk Vis at forestille sig den Reform, der kæmpedes om, som svanger med en Uendelighed af Udviklingsmuligheder. Det er næsten utroligt alt, hvad et Middelstands-Herredømme og gennemført Fri- handelspolitik kunde blive til i hans Øjne. Han tvivlede ikke paa, at Jordejendommens Frigørelse og ligeligere Fordeling, Ophævelse af al religiøs Ulighed og Kundskabens Udbredelse til alle Samfunds- lag vilde blive umiddelbare Følger af Middelstandens Sejer i Korn- lovkampagnen. Det var for ham kun forskellige Sider af det samme Spørgsmaal: Frihandel med Varer maatte føre til Frihandel med Jord, Religion og Kundskab. Og videre endnu rækker hans Blik. Han ender en af sine Agitationstaler saaledes: »Hvis jeg ikke var overbevist om, at dette Spørgsmaal rummede et stort moralsk Princip og medførte den største Sindenes Revolution, Menneskeheden endnu har set, vilde jeg ikke tage den Del i Be- vægelsen, jeg gør. Hvad betyder vel Frihandelen? Den betyder, at de Mure, der adskille Nationerne, brydes ned, disse Mure, bag hvilke Hovmod, Hævn, Had og Skinsyge gemme sig, for nu og da at bryde frem og drukne hele Lande i Blod. Følelser som disse øge Krigenes og Erobringernes Gift , de fostre en Lidenskab efter at undertvinge andre og udvide sin Magt, de faa eders Krigs- helte til at drage ud og sprede Ødelæggelse i andre Lande og saa vende tilbage, for at trone sikkert i eders Lidenskaber og krænke og undertrykke eder her hjemme. — — Jeg beder eder alle tage Del i vor Bevægelse, ti den har Plads nok til os alle, og der er Ære og Ry nok for os at vinde, naar vi fuldbringe vor store Triumf: Kornlovens Omstyrtelse.« Cobden var ubøjelig sikker paa sitMaal; hans hele politiske Liv efter Antikornlovliguens Sejer var en Kamp for at gennemføre de i hans Øjne nødvendige Konsekvenser af Kornlovreformen, men det viste sig stedse mere, at han havde hildet sig i Illusioner og altfor lidet havde forstaaet at værdsætte Partiorganisationens og den parlamentariske Taktiks Betydning. Han vilde ikke slutte sig til noget af de bestaaende Partier, og selve de Egenskaber, der gave ham den tændende Harme mod det gamle, hindrede ham i at blive Skaberen af nye levedygtige Partidannelser. Han hadede Digitized by Google 144 Richard Cobden. »Akkordens Aand« alt for meget til at kunne gaa ind paa den evige Læmpen sig ogMæglen, der vilde have været nødvendig for at samle de indbyrdes uenige Grupper, der stode udenfor de be- staaende Partier: parlamentariske Manøvrer, der ikke stode i umid- delbar Forbindelse med bestemte saglige Spørgsmaal, vare ham en Modbydelighed. Han havde Blikket saa ensidigt rettet paa det saglige i snævreste Forstand, at han end ikke forstod den fulde Betydning af Spørgsmaalet om Stemmerettens Udvidelse. Saa vigtigt som det var ham, at Samfundet udvikledes i demokratisk Retning, formaaede han ikke at sætte Valglovreformen i første Række og i den at se den eneste sikre Borgen for den Udvikling, han selv ønskede. Han var alt for hildet i sin optimistiske Tro paa Harmonien mellem de forskellige Samfundsklassers Interesser, alt for overbevist om Sandhedens smittende Magt til at bryde sig meget om, hvordan Stemmeretten var fordelt mellem de forskel- lige Lag af deri næringsdrivende Befolkning, han bestandig be- tragtede som en Enhed. Dertil kom, at den Sag, der var ham den fundamentale, Frihandelssagen, fandt mere Tilslutning hos hans egne Standsfæller end hos Arbejderne, hvorfor han egentlig ogsaa betragtede den oplyste Middelstand som bedre i Stand til at se, hvad der var de arbejdende Klasser tjænligst, end disse selv. — Alligevel var han langt fra at frygte almindelig Stemmeret, ja han udtalte sig endog oftere for den, men til at sætte den politiske Reform paa sit Program ved Siden af den økonomiske var han ikke at bevæge, endskønt han paa et vist Tidspunkt af Agitationen dermed kunde have købt en Alliance med den moderatere Fløj af Chartistpartiet. Et kan ikke nægtes: havde Cobden forsøgt at kæde dette eller et andet stort politisk Reformspørgsmaal ind i Kornlovagita- tionen, vilde han i hvert Fald have svækket den Kraft, der kunde sættes ind paa det oprindelige Formaal og gjort en Ende paa Middelstandens enige Optræden. Netop ved snævert at begrænse Agitationen til denne ene Sag og forkaste alle Alliancer udenom den og alle Kompromiser, naaede Cobden hurtigst og sikrest sit Maal: det aristokratiske Monopols Fald i den økonomiske som i den politiske Verden. Cobdens Plan, at gennemføre Kornlovreformen ved Liguen alene, nødvendiggjorde en Agitation mere energisk og omfattende, end man nogensinde før havde kendt i England. Han var fuld- Digitized by Google Richard Gobden. 145 kommen klar over dette og rede til at sætte alt andet til Side for selv at kunne vise Vejen. Og dog havde han ingen af de Egen- skaber og Tilbøjeligheder, som designere en Mand til Agitator. Hans Skikkelse besad ingen særlig Magt til at fange Mængdens Blikke, og han havde ikke de store markerede Træk, der tage sig ud paa Afstand, saa lidt som en Stemme, der kunde døve Mod- sigelserne og bore sig gennem larmende Mishagsytringer. Hans ydre Fortrin vare saadanne, der lettere gøre sig gældende i en mindre Kreds: bløde, fint afrundede Ansigtsformer, et lyst og ro- ligt Blik og en bøjelig Stemme med en vis fortrolig indtrængende Klang. Hverken Patos eller æggende Haan laa synderlig for ham; han kunde og vilde ikke drukne sine Tilhøreres jævne, dagligdags Fornuft i en Stormflod af hede Ord. Langt snarere søgte han at sprede al den Dunst, hvori deres Hjærner og Hjærter til daglig Brug vare hildede, for saa at appelere til det sunde Overlæg og Retfærdighedsfølelsen hos dem. Det var dog langt fra, at han gjorde dette paa ensidig forstandsmæssig Maade. Hans særlige Ævne som Agitator laa netop i, at han formaaede at gøre sin Argumentation ejendommelig sympatetisk dragende, at beskæftige Forstand og Følelse paa samme Tid uden at ofre Klarheden. Det skete ikke ved Sidebetragtninger og Indblanding af uvedkommende Ting, men ved i sin Omtale af de jævne, dagligdags Forhold, der altid var Genstanden for hans Udviklinger eller gik igen i hans Eksempler, at lade sin sympatetiske Forstaaelse skinne igennem Ordene, saaledes at Tilhørerne fik baade Lys og Varme deraf og med taknemmelig Glæde skønnede, at her var en, som forstod dem og vilde dem vel. Der gik elektriske Traade fra ham til hans Tilhørerkreds; hvor ensartet hans Stof end var, talte han dog al- drig paa samme Maade til to forskellige Forsamlinger. Naar han rejste fra det ene Fabriksdistrikt til det andet, forstod han halvt forstands-, halvt instinktmæssig, hvilken Nuanceforskel der var i Opfattelsen af den økonomiske Situation, og det kunde ikke falde ham ind at give Strømpevævere og Metalarbejdere de samme op- lysende Eksempler og appelere til deres Fornuft paa samme Maade. Endnu stærkere traadte dette frem i hans Agitation fra Mand til Mand. Gobden talte i de Aar Bevægelsen stod paa daglig med Snese af alle Slags Mennesker, der kom til ham for at gøre ham Meddelelser om de mest forskelligartede Forhold vedrørende Agita- tionen, eller for at søge Vejledning hos ham. At han ikke sløv- Tilskueren. 1884. • 10 Digitized by Google 146 Richard Cobden. edes af dette og altid friskt og forstaaende kunde tilegne sig den overvældende Mængde af ofte ensartet Stof, der saaledes meddeltes ham, ligger i hans sympatetiske og fint skælnende Blik paa alle menneskelige Forhold, det samme, der i hans Ungdom hjalp ham til saa godt at udnytte de tarvelige Erfaringskilder, han havde Ad- gang til. Under disse Samtaler og dem han efter Møder i Jærn- banekupeer eller paa Markeder førte med hvem han traf paa, skaffede han maaske sin Sag endnu videre Ørelyd end ved sine offentlige Taler. Han forstod, hvordan der bedst skulde tales til hver enkelt og var paa én Gang sejersikker i sin Argumentation og jævn og hjærtelig i sin Færd. De, der havde talt med ham én Gang, glemte ham ikke siden og styrkedes i deres Iver for Sagen ved en varm personlig Sympati for dens Bannerfører. Ejendommeligt for Cobdens Agitation var det, at han selv ofte betegnede den som en Folkeopdragelse i stor Stil. Han saa det som den skønneste Side af sin Opgave at udbrede Kundskab om det økonomiske Livs Love til alle Klasser af Befolkningen, og han& Talers rolige Form, deres sanddru, oplysende Karakter vidner om r at det har været ham Alvor med denne Opfattelse. Dog spores den ogsaa paa mindre heldig Maade: Der er tidt en Overlæsselse af Stof og en vis trættende Indtærpning i disse Taler; det til- spidsede bevingede er der alt for lidt af. I saa Henseende staar J. Bright meget højere — for ikke at tale om O'ConnelL Gobdens Fejl bidroge imidlertid netop til at gøre ham til Middel- standens Yndlingstaler; man fandt sig ret hyggelig til Mode ved denne solide, dagligdags Bredde, medens en udpræget literær Form rimeligvis vilde have vakt Mistillid. Den Agitation, Cobden stod i Spidsen for, er bleven et Mønster for alle senere. Den lededes med en Energi og en Offer- villighed, som vanskelig kunde overtræflfes. De Mænd, der sade i Liguens administrerende Raad, og af hvilke de fleste havde store private Virksomheder at passe, ofrede en uforholdsmæssig Del af deres Tid paa Arbejde i Sagens Tjæneste og gjorde det med en frisk Entusiasme, somAarene og Arbejdets tilsyneladende Resultat- løshed ikke formaaede at svække. Den Opfindsomhed, der ud- vikledes for at holde Interessen ved lige og vinde nye Tilhængere var overordentlig. Man holdt store »Frihandelsbasarerc baade i Manchester og London, hvis glimrende Arrangement lokkede Tus- ender af besøgende til, og som under mange forskellige Former Digitized by Google Richard Gobden. 147 gjorde Propaganda blandt Folk, der aldrig kom paa de offentlige Møder. Der var i det hele en storartet Stræben efter at vinde politisk nye Lag for Bevægelsen: Kvinderne opagiteredes ved sær- lige Møder, og en Kvinde-Petition til Dronningen om Kornlovenes Ophævelse vandt stor Tilslutning. Paa et Fællesmøde af forskel- lige Sekters Præster var Gobden bleven indbudt til at tale om Midlerne til at afhjælpe den Nød, der i bestandig stigende Grad hærgede Befolkningen, og det lykkedes ham at vinde adskillige for den Mening, at Kornlovene laa ved Roden af Ondet. Han stands- ede ikke, før han havde naaet at føje denne Stemning som virkende Led ind i sin Agitation: Sekterne vare jo Udtrykket for den engelske Borgerstands selvstændige religiøse Liv og endnu stærkt forulæmpede af det bestaaende og dets Lovgivning. Ved at sam- menkalde et Møde af Præster for at forhandle om den Stilling, der burde indtages til Kornlovene, naaede Gobden at vinde 700 Dissenterprædikanter for sin Agitation, give dem Forstaaelse af, hvad Spørgsmaalet i dets videre Konsekvens bestod og sende dem ud til videre Virken for Sagen hver i sin Kreds. Det bedste og kraftigst anvendte Middel var dog Agitations- møderne. Fra Hovedkvarteret i Manchester udsendtes der Aaret rundt en Sværm af Talere til alle Egne af Landet, og trods sin Parlamentsvirksomhed og sit store Arbejde i Liguens Raad var Cobden den utrætteligste af alle. Med storartet Opofrelse af sin private Velfærd var han Maaneder igennem saa godt som hver Dag paa Tribunen og det ikke for et Syns Skyld, men som den, der frem for nogen maatte bære Kampens Byrde. Særlig kastede han sig over at opagitere Landdistrikterne. Han fremstillede sig for Forpagterne som en Forpagtersøn og som én, der i sine For- ældres Hus med egne Øjne havde set »en Terminsdags Elendighedt. Hans Tale var her endnu mere konkret, endnu stærkere knyttet til de praktiske Forhold, der laa lige for hans Tilhøreres Øjne, end sædvanlig. Han udviklede ikke Solidariteten mellem Land- brug og Industri ud fra almindelig -økonomiske Grundsætninger, men paaviste, hvorledes kun en mindre Del af Forpagternes Børn slaa ind paa deres Fædres Levevej eller blive gifte med For- pagtere: de fleste gaa til Byerne og finde bedre eller slettere Be- skæftigelse, alt som Industri og Handel gaar op eller ned. — Han havde Godsejernes umiddelbare Indflydelse og Landboernes For- domme at kæmpe mod, men langsomt og sejgt borede han sig gennem det alt sammen og vandt Terræn fra Uge til Uge. 10* Digitized by Google 148 Richard Gobden. Sit mest glimrende Udtryk fik Agitationen dog gennem de store Møder, der 1844 holdtes i Convent-Garden Teateret i London. Alverden strømmede til for at høre Liguens Talere, og Cobden og Bright naaede en uhyre Popularitet. Selv »Times c bøjede sig for Nødvendigheden og anerkendte Liguen som »en stor Kendsgerning«, »en Magt i Staten«. Ogsaa i Parlamentet var Cobden Agitator. Han levede ikke som de fleste andre Medlemmer mest for Huset og dets indre Be- givenheder, men saa altid ud efter. For ham var Underhuset væs- entlig den store Talerstol, hvorfra hans Stemme kunde naa til hele Nationen. Dog var han ikke blind for, at der netop i selve Huset var Proselyter at gøre, som kunde være hans Sag nyttigere end nogen udenfor, og dem forsømte han ingen Lejlighed til at paavirke. Cobden begyndte sin parlamentariske Løbebane under meget vanskelige Forhold. Toryerne vare komne ind med overvældende Flertal og de Landjunkere, der dannede Partiets Gros, døvede en- hver Modstand med deres larmende Sejersglæde. I Begyndelsen søgte man at se »Demagogen« over Hovedet og haabede, at han vilde gøre Fiasko for dette mere kræsne Publikum, men da det viste sig, at han ypperligt forstod at skaffe sig Husets Øre og var en højst ubehagelig Modstander i en Debat, søgte man at komme ham til Livs ved stærkere Midler. Det kunde ofte være ham svært nok at bryde gennem al den Larm og Latter, der ledsagede hans Taler, og han siger selv, at Toryerne behandlede ham, »som man vilde behandle en Bombe i et Krudtmagasin: som en Ting- est, der skal skubbes og sparkes til, kort sagt skaffes af Vejen paa en hvilken som helst Maadec Man forstaar deres Forbitrelse , naar man læser disse Cobdens første Parlamentstaler. Her, hvor han stod Ansigt til Ansigt med dem, der efter hans Overbevisning vare ansvarlige for Landets Nød , fik hans Sprog en harmfuld Energi , der ellers ikke var det eget. Man læse et Udfald som dette: »Sir E. Knatchbull (en af Ministrene) har sagt, at en Korntold er nød- vendig for at sætte Jorddrotterne i Stand til at hævde deres Stil- ling i Samfundet. Det blev for nogle Aar siden rigtig sagt , at Kornlovene ikke ere andet end et Tillæg til Pensionslisten, men det kunde tilføjes, at de ogsaa betyde Fattigvæsenets Udvid- else til hele vort Landaristokrati. Hvis dette Land skal ødelægges Digitized by Google Richard Gobden. 149 af et Adelsregimente, burde vi hellere straks adoptere det gamle venetianske System, at Adelen aabenlyst tog Pengene ud af Lommerne paa Folket. Dette vilde være mere hæderligt, c Peels Udvikling om at Principet for hans Kornlov var det, at Korn burde indføres toldfrit, naar der var Trang til det, besvarede han saaledes : »Jeg spørger Huset og Regeringen, hvem der da skal afgøre, naar der er Trang til Korn? Er det dem, der sulte eller dem, der spise kostbart hver eneste Dag og vælte sig i al Livets Overflod? — — Sidde vi her for at afgøre, naar Folket i dette Land trænger til Mad? Hvad kende Medlemmerne af dette Hus til Trang? Det er sandelig ikke deres Sag at sige, naar det hungrige Folk skal have Føde: det er Folket selv den bedste Dommer om.c — Ord som disse vare vel nærmest henvendte til Toryerne, men Whigaristokratiet ramtes ogsaa af dem, og Cobden forsømte desuden ingen Lejlighed til at foreholde det, at det i Kornsagen og i hele sin Politik »mere havde de faa end de mange for Øje«. Trods sin dybe Uvilje mod Aristokratiet som politisk Magt var Cobden langt fra at vise nogen Fanatisme i sit personlige For- hold til dets enkelte Medlemmer. Det var ikke tilfældigt, at han blev den store politiske Optimist og Forkynderen af den sociale Harmonis Lære. Der var i selve hans Natur en lykkelig Ligevægt, der holdt ham tilbage fra alle Yderligheder og stillede ham ejendommelig uafhængig overfor det politiske Livs Fristelser. Paa de store Folkemøder følte han sig i en vis Forstand hjemme, fordi han fornam det at lære og lede de mange som sit Kald, men han var langt fra at blive beruset af den Jubel, der, alt som Agi- tationen skred frem, stærkere og stærkere lød ham i Møde, hver Gang han viste sig. Hans Ord staa sikkert til Troende, naar han af og til i sine Breve giver til Kende, at han trættedes af disse uafbrudte Ovationer. Noget lignende var Tilfældet med hans For- hold til »Selskabet« i London. Det er en af Hemmelighederne ved Cobdens støtte Gang mod sit Maal, at der ikke var et Gran af Snobben i ham. Han følte sig aldrig beæret ved at sidde til Bords med Hertuger og Jarler, ja, borgerlig som han var i Sind og Færd, led han ikke en Gang rigtig Tonen i disse Kredse. Dog laa intet ham fjærnere end at holde sig borte fra dem. Han havde aldrig set sig saar paa et adeligt Vaabenskjold og følte derfor intet Nag til adelige som saadanne. Han havde en saa ubetinget Følelse af at være lige saa god som de, at der aldrig kunde komme Skygge Digitized by Google 150 Richard Cobden. af Misundelse eller genert Følelse ved kun at være »Mr.« op i ham. Han kom sammen med dem, naar det faldt sig, dels paa Grund af en afgjort Utilbøjelighed til at være afstikkende og give den principfaste Aristokratfjende i Kostume, og dels fordi det var nyttigt for ham at kende disse Folk personlig; men han lod sig derfor paa ingen Maade afholde fra i Parlamentet at sige dem de drøjeste Ord om deres Standsfordomme og brutale Egennytte. — (Sluttes.) Udgiveren. Digitized by Google Seks Sonetter af Shakespeare *). Oversatte af Ad. Hansen. Ijad dem, der er i Gunst hos deres Stjærner, af Hæder rose sig og Titlers Mylder, mens jeg, hvem Skæbnen fra slig Ære fjærner, uænset glædes ved, hvad mest jeg hylder. Se, Fyrstevenner brede fagert Løvet som Morgenfruens Blomst mod Solens Øje; men brat kan Glansen blive dem berøvet, for Vredesblik maa deres Pragt sig bøje. Den kampberømte Kriger, aldrig trættet, der efter tusend Sejre én Gang tabte, for stedse ud af Ærens Bog er slettet og al den Stordaad glemt, han ellers skabte: Held mig da, at vor fælles Kærlighed faar Lov at gro i Tryghed og i Fred. Mit Venskabs Drot, til hvem dit høje Værd bandt fast min Lydighed med stærke Baand, dig sender dette skrevne Bud jeg her, som Tegn paa Hyldest, ej paa Vid og Aand; ') Disse seks Sonetter — fra den 25de til den 30te i den samlede Række — ere, ligesom de fleste andre i Samlingen, henvendte til en Ven af Shake- speare; — der er Tale om en Rejse, Digteren maa gøre bort fra sin Vens Nærhed. O. A. Digitized by Google Seks Sonetter af Shakespeare. en Hyldest, der, skønt stærk, ser blottet ud, — — ti tom paa Ord og fattig er mit Vid, men som du nøgen i din Tankes Skrud vil svøbe venlig til en bedre Tid, — indtil den Stjærne, der min Bane leder, i gunstig Stilling peger paa min Færd og Klæder om mit Venskabs Pjalter breder, saa jeg din Agtelse kan blive værd: da tør jeg sige, hvor jeg elsker dig, ej før mit Hoved vise paa din Vej. Af Møje mat jeg til min Sæng mig skynder, hvor rejsetrætte Lemmer Hvilen kender; en Vandring i mit Hoved da begynder, et Aandens Værk, naar Kroppens Virken ender: Ti mine Tanker, fra min fjærne Krog, da mylre frem mod dig paa Pilgrimsfærd og aabne mine matte Øjenlaag, saa jeg mod Mulmet, som den blinde, ser. Dog gennem Sjælens Sekraft øjner brat dit Billed jeg i Mørket, tæt og tungt, der, lig Juvelen i den sorte Nat, gør Natten skøn, dens gamle Aasyn ungt. Saadan ved Dagen mine trætte Lemmer, ved Nat min Tanke ingen Fred forhemmer. Hvor kan da Foden glad mod Maalet rettes, naar ej af Hvilens Sødme jeg forynges, — naar Dagens Tyngsel ej af Natten lettes, men Dag af Nat og Nat af Dagen tynges? Digitized by Seks Sonetter af Shakespeare. Og skønt de to i bittert Fjendskab vanke, saa enes de dog om at martre mig, — én ved sit Slid, den anden ved den Tanke: hvor fjærnt jeg naar, jeg fjærnes mer fra dig. Til Dagen siger jeg, at til dens Pris du straaler klart, naar Skyer alt fordunkle; og Natten smigrer jeg paa samme Vis: du smykker den, naar ingen Stjærner funkle. Men Dagen lader Sorgen daglig stige, og Natten gir den ikke Lov at vige. Naar Mennesker og Lykken bort sig vender, naar jeg forladt med Graad i Øjet staar og Raab imod den døve Himmel sender, og naar jeg dybt forbander mine Kaar og én Mands Haab som Maal for Ønsket nævner, en andens Træk, en tredjes Vennekreds, og fordrer hines Stræben, disses Ævner, med hvad der mest mig glæder mindst tilfreds, foragtende mig selv, — da stundom svæver min Tanke hen mod dig, og mine Kaar — som Lærken, der ved Gry fra Jord sig hæver, ved Himlens Porte Jubeltriller slaar: din Kærlighed slig Rigdom skænker mig, at da med Kongers Kaar jeg bytter ej. Naar for de tavse Tankers Ret jeg stævner mit Minde om de svundne Ting til Møde, jeg ser, hvor tidt de glipped, mine Ævner, og klager atter over Tidens Øde. 154 Seks Sonetter af Shakespeare. Da kan mit Øje jeg med Taarer dugge for dem, hvem Døden i sit Mørke bandt, paa ny ved Elskovs gamle Smerter sukke og jamre over mangt et Syn, der svandt. Da kan jeg sørge over Fortids Kvaler og tælle op det triste Regnebræt af svundne Klager, jeg paa ny betaler, som om ej én Gang før det alt var sket. Men naar jeg dig da mindes, kære Ven, saa svinder alle Savn og Sorger hen. Digitized by Google Bjemsljerne Bjørnson og "Over 2Evne". a Bjørnson for seks Aar siden offentlig angreb et af den aabenbarede Religions mest uundværlige Dogmer, fløj der ud over det ganske Land et Rygte om, at Bjørnsons frække Hovmod — han havde kort før udgivet »Kongen« — nu havde optændt Her- rens Vrede, og at Straffen var over hans Hoved. Bjørnson holdt paa at blive gal. Han havde nemlig indladt sig paa intet mindre end at nægte Djævelens Tilværelse og at udtale noget om, at det kristelige Helvede var et afskyligt og latterligt Begreb. Der frem- kom i Dagbladene nogle lægmandsmæssige Imødegaaelser af enfoldig- brutal Beskaffenhed, men de officielle »Kirkeværger« forholdt sig fornem tavs lige over for denne Bjørnsons nyeste »Guttestreg«. At begynde en Strid til Fordel for Djævletroen fandt de kirkelige Journalister ikke var raadeligt. Glygge var de imidlertid blevne. Bjørnson holdtes i skarpt Udkig, medens de oppebiede en senere Lejlighed, som da ' heller ikke udeblev. Den skabtes ved, at et Privatbrev fra Bjørnson blev trykt i et Provinsblad. Brevets Ind- hold gik ud paa, at Paulus's Opfatning ikke havde været, at Kri- stus var Gud, men den lovede Messias, Menneskehedens Aand fra Evighed, og at denne Apostel heller ikke havde kendt noget til Læren om Treenigheden. At Bjørnson »fornægtedec Djævelen, havde man til Nød kunnet se igennem Fingre med; men at raisonnere over Dogmet om, at Kristus, ligesom Indernes Krishna, er undfangen af en Gud og født af en Jomfru, at anstille Under- søgelser angaaende denne Trossætnings Opkomst og Oprindelse, var at bringe hele Religionen i Fare. Nu var der al mulig Grund til at gaa løs. Naar de sendte det Skrig ud over Landet, at Bjørnson bespottede Gud, traadte Barnetroen under Fødder og gjorde Verdensfrelseren Kristus til et Menneske alene, vidste de, at de kunde gøre Regning paa Tilslutning af Religionens baade Digitized by Google 156 Bjørnstjerne Bjørnson og „Over Ævne u - konservative og liberale. Vor teologiske Videnskabs mest ansete Forvaltere og vort kongelige Statskirkevæsens bestaltede Vogter lagde i Forening ud, og der fremkom gennem flere* Hæfter af »Luthersk Ugeskrift« — Pastor Heuchs Organ — arkelange Artikler, hvoraf den første indeholdt Bjørnsons aandelige Biografi, »som«, siger Bjørnson i Fortalen til den nys udkomne Oversættelse af »Ingersoll« — »maatte være saare upartisk , saasom den blev op- tagen baade af Kristian Friele og Carl Ploug, den nordiske Kirkes to sidste hellige.« Da var det, at Bjørnson i »Dagbladet« — Præsteorganet nægtede ham Plads — udslyngede den krigvarslende Tesis, at »Teologien er Samtidens gedigneste Indøvelse i Humbug«, og be- lagde denne sin Paastand med to Eksempler, et fra det gamle og et fra det nye Testamente. Ugeskriftet svarede med vidtløftige Afhandlinger, forfattede med en suveræn Ligegyldighed for det utilstrækkelige i, selv for Teologer nu om Stunder, at hente sine Bevisførsier fra hvad Aanden vidner i deres Hjærter. Bjørnson kunde ingensteds faa trykt sine Svar; men jeg tænker han har svoret ved sin egen Sjæl, at de Herrer skulde høre fra ham. — Imidlertid rejste Bjørnson til Amerika, hvor han forblev det meste af et Aar. Det var som om Frihedsluften i den store, demokratiske Republik styrkede hans Nerver og løste de Kræfter, som endnu laa bundne i ham. Den religiøse Fanatisme lagde ikke dér Hindringer i Vejen for Fremskridtet. De mest forskelligartede Trosbekendelser mødte der hinanden med den samme gensidige Respekt. I Amerika er det vistnok med Styrke gaaet op for Bjørnson, at det er Fordragelighedens Aand, som holder Na- tionernes Organisme sund, og efter Hjemkomsten har han med en Sorg, som har lutret hans Energi og bestemt hans Liv, stedse klarere set, hvorledes den teologiske Vankundighed Slægt efter Slægt havde spundet Hjærnerne ind i et Væv af fordum- mende Vane, af sløv Lettroenhed, af overdreven Varsomhed for det overleverede, af en svag Falden til Hvile i Religionens færdige Livsanskuelse og endelig af en brutal Fanatisme mod dem, der tvilede, spurgte, undersøgte. Fra da af har Bjørnson set sin egent- lige Mission i at vække det norske Folk til Selvtænkning og lære det Selvstændighedens Æresfølelse. I Skrift og Tale, privat og offentlig har han arbejdet derpaa. Den Bog han i Fjor udgav under Titelen : »Hvorfra stammer Miraklerne i det ny Testamente« — havde til Formaal dette ene, at bringe Folk til at se og tænke Digitized by Google Bjørnstjerne Bjørnson og „Over Ævne*- 157 paa egen Haand. Den indeholdt et Uddrag af den i Amerika højt ansete Videnskabsmand C. B. Waites store Værk om »Christian- religion in the two first centuriesc Bogen blev systematisk tiet ihjæl fra* den Lejr, der tror sig hævet over at tage Hensyn til den videnskabelige Forsknings Resultater. 1 Aar har Bjørnson udgivet et lidet Skrift: »Tænk selv«, der er en Oversættelse af nogle i »North American Review« trykte Afhandlinger af den bekendte Roberi Ingersoli, og til Bogen skrevet en Fortale, der er præget af en behersket Indignation og en sejersikker Kraft, af en Forstaaelsens Tolerance og en Respekt for sin Opgaves Alvor, som vækker ærbødig Beundring. Paa enkelte Punkter har Sproget en Billedrigdom, der er sublim i sin Skønhed. Man læse et Sted som dette: »Men atter er der Varme, Klang, Farve i Luften — en Verdens Vaardag for Mod og Lykke. Atter er der en Oplivelse, et Haab, et Tiltag, som bare et Par Gange før i Historien; Videnskabens taktfaste Kolonner kommer og besætter frejdig Stilling efter Stilling ; ædle Kristne hilser Fjenden velkommen til Kamp, men først og fremmest velkommen til Sejer over den Tavshed, den uværdige, usædelige Tvang, hvori ogsaa de blev holdt, ligesom alt af Aand. Literaturens tætladede Himmel slipper Lyn og Torden henover den tørste, men lidt forfærdede Jord, og Demokraties Masser ordner sig i det fjærne til Opbrud mod den nye Dag. Nu vil det attende Aarhundredes hjemforlovede Soldater modtages med Løvpragt og Hyldingsraab af festklædte; her er atter Mod og Lykke ved vor Arne. Og skulde nogen i Overlegenhed sige: men disse kendte vi jo før, — saa skal jeg svare: desto bedre vil de gøre sin Gerning, naar de fra gammelt er kendt paa Pladsen; de vil der finde Forbundsfæller, som I ingen Anelse har om. Og længes I efter den moderne Videnskabs sidste Tropper i Stedet for disse gamle Grenaderer, — de skal komme ledede af en Vilje I ikke magter at standse, fordi den drager Kraft af det, som har størst Ævne i Samtiden«. Hvad der giver Bjørnsons Virksomhed sin Adel og Værd- ighed, er den Tolerancens Aand, [hvoraf den er præget. Det er umuligt at fare frem med en hensynsfuldere Læmpe lige over for en Modstander, som af alt, hvad der giver Udviklingen Livskraft, af alt, hvad der skaber Fremskridtet, for længst er bleven ladet i Stikken. Det gør en saa meget større Virkning, som han i sit Aandsarbejde mødes med en kristen Samtid, der paa alle Omraader forkætrer og forulæmper hver den, hvis Udtalelser viser, Digitized by Google 158 Bjørnstjerne Bjørnson og „Over Ævne" at han har gjort sin Tanke fri. Det er, som om Bjørnson alene blandt sine Modstandere forstod at praktisere dette Ord: »Elsker eders Fjender« og »Værer sagtmodige af Hjærtet«. Der er maaske dem, som mener, at det er Tidsspilde at give sig i Kast med en Opgave som Bjørnsons, ørkesløst at føre Krig mod noget, der »besørger sig selv saa ypperligt taget af Dage«, ja endog uridderligt at øve sine Kræfter paa en falden Stormagt. Hvad kommer Kristendommen os ved, spørges der fra Lederne for den fremadgaaende Armé. Vi har jo bare at gaa uforstyrret videre og virke ud fra de Livsanskuelser, som ejer Fremtiden; den gamle Religion med sine Dogmer, sine Fortællinger og Mirakler er ikke lsénger nogen virkelig Aandsmagt. Om Bjørnson fulgte denne An- visning, vilde hans Digtning vistnok indbringe ham flere Laurbær, men hans Betydning som Bæreren af vort folkeopdragende Fri- gørelsesarbejde vilde derved i høj Grad forringes. Bjørnson er nemlig ikke alene den store Digter, han er fremfor alt en Folke- lærer. Havde Vilkaarene været de henfarne Tiders: retslig For- følgelse, Gods og Æres Fortabelse, han vilde være gaaet paa sin Fod fra Sted til Sted for at forkynde, hvad han vidste vilde tjæne de mange til bedste, indtil Fængslet havde lukket sig efter ham, ja indtil man havde taget hans Liv. Han er sit Fædrelands sam- vittighedsfulde Arbejder, den store utrættelige Menneskeven, som vil gøre de menige Skarer skikkede for Frihedens Rige. Paa én Gang vor nationale Udviklings Mester og Tjæner, er han det hel- lige, almindelige Demokratis helstøbte Repræsentant. Det er et Folk af overbeviste, Bjørnson lægger Kraften paa at skabe. Han véd nemlig til Bunds, hvilken Betydning dette har for en Nations indre Fasthed og Styrke, og Bjørnson er af dem, hvis Viden forpligter. Det er næppe for meget sagt, at den Gerning, Bjørn- son gør, er den vigtigste, der kan gøres i vort Samfund. For kommende Tiders Overblik vil den staa som et Monument over en Udvikling, hvis Linjer han har draget, hvis Veje han har brudt, og hvis Fysiognomi han har præget. I nøje Sammenhæng med denne Bjørnsons Virksomhed i sædelig og religiøs Retning staar de poetiske Arbejder, hån i Mellemtiden har udgivet. Det ældste, Fortællingen »Støv«, som aabnede »Nyt Tidsskrifts« første Hæfte, viser os i en Skildring, der imponerer ved sin Genialitet, de kristelige Teoriers skadelige Digitized by Google Bjømstjerne Bjørnson og „Over Ævne - 159 Indflydelse paa svage og ureflekterte, de saakaldte fromme Ge- mytter. »Naar Børnene faar lærte — hedder det — »at Livet her er ingenting mod Livet hisset, det at være synlig ingenting mod det at være usynlig, det at være Menneske ingenting mod det at være Engel, det at leve ingenting mod det at være død, saa er det ikke Vejen at lære dem, at se rigtig paa Livet eller til at elske Livet, faa Livsmod, Arbejdskraft, Fædrelandskærlighed«. »En Handske«, som derefter udkom, belyser det kristne Samfunds Forhold til den kristelige Læres Kyskhedsbud og viser, hvor lidet den herskende Religion hos sine Bekendere har formaaet at skabe en Tilstand, som svarer til de Krav, den har opstillet. Højere op end alt, hvad Bjørnson har skrevet, rager hans sidste Arbejde »OverÆvne«. Behandlingsmaaden er en storslagen Sejer over Stoffets barokke Kantethed. Alt, hvad Nordlandenes Natur rummer i sig af Skønhed og Majestæt, har Forfatteren fundet gribende Udtryk for. I et Par Samtaler, som bæres af sin egen troværdige Naturlighed, faar vi et Billede af Landet der oppe, som ingen Malers Pensel kunde give anskueligere. Dette Land, hvor Sommeren er en eneste Dag og Vinteren en eneste Nat, »hvis Æventyr er som at stable det ene Land oven paa det andet, og saa begynde at trille Isfjældene fra Nordpolen paa dem«! Vi ser den trange Fjordbygd, hvor Kirken og Præstegaarden ligger, stængt inde paa den ene Side af de nøgne, skyhøje Fjæld- masser og paa den anden aaben for det vældige Hav med Fugle- flokker og Fiskestimer i Millionvis. Vi føler den isnende, »kulsorte« Havbris, som gufser ind i denne Skærgaard af Stenknauser, der staar endebent op af Havet, hvor Maageskarer skriger, og Springer- flokkenes Rygsider giver Vandet sit dystre Udseende. Og jævn- sides dermed faa vi en levende Forestilling om dette Jættelands underfulde Trylleri med sin fine, yppige Farvepragt, naar Solen bag Havdunsterne antager kolossale Dimensioner og kaster en trolddomsagtig Regnbueglans over Hav og Bjærg og Himmel. Og naar Vinterens Nordlys svøber Landskabet ind i et sølvmorsagtigt Lysskin med de skiftende Forskelle af lilla, af blegblaat og hvid- gult. Det er som vi kender de tusende Duftstrømme, naar Sang fortæller om Floraen der udenfor, der er saa overstrømmende frodig under Midnatsolens Glød; vi smittes af hans Stemning, naar han beskriver det jublende, spirende Liv i de tusende vaade Øjne og den travle, sommerglade Trængsel blandt Blomsternes mange Tusender. Digitized by Google 160 Bjørnstjerne Bjørnson og „Over Ævne\ »Over Ævne« er et dramatisk Førsterangs-Værk. Med Sik- kerhed er Ekspositionen lagt til Rette. Paa samme Tid som de nødvendige Traade kunstfærdigt samles til den Spændingens Knude, som skal løses i sidste Akt, strømmer der et sjælfuldt Handlingens Liv gennem alt, hvad vi ser og hører. Billede paa Billede af Familiens Fortid rulles op, medens Situationens Beskaffenhed klart og fyndigt tegnes. Gennem hans Hustrus fængslende Skildring er Sang paa Forhaand givet, og samtidig har vi faaet et udmærket Billede af hende selv og af de Forhold, der udgør Handlingens Relief. Slutningsscenen, da Skreden gaar med Brag og Larm, med- ens Sang i Kirken ringer ind sin Bøn, og Hustruen sover den overanstrængtes unaturlige Stensøvn, medens Rakel og Elias huker sig ned i Fortvilelsens Angest, og Hanna under det voksende Døn bøjer sig over Søsterens Sæng, og i forstenet Resignation venter det uundgaaelige, indtil de atter over det rullende Skred hører Klokkeklangen, og bryder ud i Forløsningens Jubel, er det mest dramatisk gribende, der overhovedet kan gøres. Det samme gælder anden Akt. Man tænke sig det givet paa en Scene, der magtede sin Opgave. Det fuldkomnes Højtidelighed hviler over disse Optrin. Den bedende Troskæmpe i Kirken, omgivet af de knælende Skarer udenfor, de diskuterende Præster, der i beængstet Spænding spør hinanden, om de nu skal faa opleve det Mirakel, som den nødlidende Kirke saa svarlig tiltrænger, Præsteenken og Aagot, der kommer som Simeon og Anna i Templet og takker Gud, fordi »deres Øjne har set hans Frelse«, Rakel og Elias, der i sin vaandefulde Uvished ikke véd, hvad de skal tro og tænke! Ligesom Rædselen og Faren stiger til sin højeste Grænse i første Akts sidste Scene, saaledes her Spændingen og Forventningen, indtil den ekstasiske Stemning ved Synet af den gaaende værk- brudne kulminerer i de knælende Præsters jublende Halelujah, mangefoldigt gengivet fra Sang og Folkeskaren udenfor, ledsaget af Kirkeklokkens Toner, for saa atter at .forstumme, da de ser, at det er den dagligdagse Død, denne de forkrænkeliges evige Arve- lod og ikke det uforkrænkeliges attraaede Mirakel, de har bivaanet. Om »Over Ævne« kan det siges, at en Titans vældige Fantasi har parret sig med en moderne Tænkers skabende Intelligens, og Frugten af Foreningen er bleven: Et Dramaernes Drama. Men »Over Ævne« er ogsaa noget andet og mere. Det er en Verdensallegori, klædt ind i et Kæmpebillede, hvor hver en Skikkelse er et Storværk. Billedets Baggrund er den nitten Aarhundreder Digitized by Google Bjørnstjerne Bjørnson og „Over Ævne" 161 gamle kristelige Religion, med sine Mirakeltraditioner, sin Tro, sin Tvil, sin Kvasitro, og sin Vantro. Der er en Luft i Billedet, klar og gennemsigtig som den menneskelige Aands ved tusendaarig Erfaring indsamlede Viden, og Lyset og Varmen under dets hvælvede Himmel straaler ud fra den Sol. som vor Tankes Frihed har tændt. I denne Belysning ser vi Kristendommens Forhold til Nutid og Fremtid. — Fordreven op mod det yderste Nord, klemt inde mel- lem Klippeblokker og Snefjælde, kæmper den sin sidste Kamp i den aandelige Gigant, Præsten Sangs profetiske Skikkelse, kæmper og gaar under. Han er den ideale Kristendoms allegoriske Figur. Hans sængeliggende Hustru, hvis Kraft er brudt i Kampen for at forsone Modsætningen mellem Troens paradoksale Absoluthed og det akkorderende Jordlivs praktiske Krav, er den bedre Del af Nutidens kristne Menighed. Mere eller mindre bevidst, i stærkere eller svagere Modstand føler dens Lemmer Lærebuddet om at »give Fornuften fangen under Troens Lydighed« som en Byrde, der er over deres Ævne. Af Frygt for at tabe det nedarvede Fodfæste, af Vanens Sløvhed , af Fejghedens eller Kærlighedens Hensyn , tør de, vil de imidlertid ikke gøre Oprør. Rakel og Elias repræsen- terer Kristendommens sidste frafaldne, den stedse minkende Rest af selvstændigt tænkende Individer, som til det yderste klamrer sig til Troen, fordi de gennem Instinkter, Opdragelse, Tilbøjelighed er bunden til den. Hanna fra Amerika er det friske, naturlige Menneskeliv, som lader Kristentroen være Kristentro, som vokser sin Vækst ganske uafhængig af dens Forskrifter og Forestillinger. Præsteenken og Aagot er den aandelige Almue, hvis snævre Be- grebskreds, i Forening med nedarvet Hang til Tro paa det over- naturlige, afføder den overtroiske Ævne, som uden Refleksion hen- giver sig til Mirakeleksperimenter. De tilrejsende Præster er den officielle Statsreligion; hver for sig repræsenterer de en Afskygning af det konfessionelle System, som den teologiske Tillæmpning, i Forening med institutionelle Krav og Bekvemmelighedshensyn har vidst at konstruere af Kristendommens Lære. Alle, undtagen Bratt. For han er Kristi virkelige stridende, af Anfægtelse og Aandsnød omspændte Kirke. Disse Præster er hver for sig et fuldendt Pro- dukt af lyslevende Tilforladelighed. Ikke hos nogen er der An- tydning til det karikaturmæssige. De er slet og ret dygtige Præster, der varetage sit Embedes Tarv. Deres Samtale, om hvorledes de skal forholde sig til Miraklet, er en sand Skatkiste, fyldt med teologiske Karakteristiker fra vor Tid. Og hvad nu Sang angaar, Tilskueren. 1884. 11 Digitized by Google 162 Bjørnstjerne Bjørnson og „Over Ævne u saa kunde den mest fanatiske Partiskhed ikke ha'e givet Kristendom- men en elskeligere, en værdigere Repræsentant. Han er undfangen af en Aand med den mest omfattende Forstaaelse af Skønheds- siden i Kristendommens Væsen og formet af et Menneske med et fugleperspektivisk Overblik paa Modsætningsforholdet mellem dens Vilje og Ævne, mellem Læren, den forkynder, og Livet, den afføder. Der staar en Glans af denne Skikkelse, som næsten blænder vort Øje. Gennem hans lysende Renhed skimter vi Billedet af Kristen- dommens første Repræsentant, Jesus af Nazareth, og det bæres os for, at vi paa Sang skal se dem bekræftede disse Ord: »Se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende«. I dette store allegoriske Galleri er der kun en eneste Skik- kelse, som mangler; det er en Repræsentant for den Kristendom- men modsatte Aandsmagt, for Fritænkernes store Skare. Men det er med velberaad Hu, at denne Figur er udeladt; ti det er dette Digterværks etiske Styrke, at det ikke har haft Brug for at stille nogen kristenfjendsk Udæsker i Marken. Det er Kristendommen Y~ selv, som gør Prøve paa Kristendommen. Tribunalet er rejst paa 1 dens egen Grund, blandt lutter villige Tilskuere, og baade Dom- mere og edsvorne brænder af Nidkærhed for at se Kristendommens Sag fejre Sejerens Triumf. Det er indre Vanmagt, og ikke ydre Fjender, som foraarsager Nederlaget. Den dømmes i sig selv og af sig selv, fordi den passer til Nutiden som Barnets Svøb til det voksne Menneske, og fremfor alt, fordi den er og bliver: »over Ævne«. Ligesom Ibsens »Brand«, er Bjørnsons »Over Ævne« i egentlig Forstand en Digtning om Kristendommen. Ikke om det, der kalder sig Kristendom og praktiseres som saadan af Hyrder og Menigheder i de troende Kirkesamfund, men om Kristendommen, som den er i Følge sit Væsens Art. Baade hos Bjørnson og Ibsen er Hovedpersonerne i de nævnte Stykker Præster. Sideordnede hvad Ideernes helstøbte Gennemførelse angaar, er de hinandens Modsætning, for saa vidt som de hver for sig er Udtryk for den Dobbelthed, der karakteriserer Grundforholdet i den kristelige Lære. Brand er en Legemliggørelse af og samtidig et Offer for dens ene store Grundidé: dens umenneskelige Grumhed. I ideal Hengivelse til den ubønhørlige Absoluthed, hvormed Lærens Krav fremsættes, fordrer og viser han ubetinget Redebonhed til at følge Abrahams Eksempel, da han paa Herrens Befaling bragte sin eneste Søn til Digitized by Google Bjørnstjerne Bjørnson og „Over Ævne*. 163 Offerdøden. For ham eksisterer ingen Sidesti, der fører forbi Bud som disse: »Hvis den højre Haand forarger dig, saa hug den af«, og »hvis dit Øje forarger dig, saa riv det ud«, og »hvo som ikke hader Fader og Moder og Hustru og Barn for min Skyld, han er mig ikke værd«. Fuldkommenhedens Rædsel er over ham. Mo'ren, der budsender ham i sin sidste Times Sjælsnød, lader han dø i sine Synder, fordi hun svigter det eneste Vilkaar, han kender mellem Himmel og Jord: at ofre intet eller alt. Sin egen Sjæl pisker han til Blods med Offersvøber, indtil han villigt giver Alf og Agnes hen i Døden, fordi Timen er kommen, da Kravets Gru med sit intet eller alt er faldet over. ham selv. For ham er Kristi Ofiferdød paa Korset ikke Tegnet paa Guds Forligelse med Verden, men en blodbesprængt Vidneførsel om den Hævn, Synden kræver. Hans Kristus er ikke kommen til Frelse for de klynkende Syndere, men til Dom over hver den, »der ikke, som han selv, i Gethsemane Have, tømmer Kalken til den sidste Draabe«. Medens Sangs Forkyndelse i »OverÆvne« er som Evangel- iets Sejershymne, er Brands lig Lovens Domsbasun. Han er en Midler for den hævnende Menneskenes Søn, der paa den yderste Dag siger til Brødre og Søstre: »Gaar bort, I forbandede i den evige Ed«, medens Sang er fyldt af den himmelsendte Messias, der gi'r sit Liv til en Frelse for Menneskene. Sang ser i Kristen- dommen idel Naade^ Kærlighed, Bønhørelse. »Hvad som helst I bede Faderen om i mit Navn, det skal eder gives«, og »Gud er alle Menneskers Fader« — det er for ham Kristendommens Pro- gram. Hans Tro er som Kristendommens Løfter: uendelig, — hans gode Gerninger som dens Paabud: grænseløse. Han viger ikke ræd og fejg tilbage for at tage Kristus paa Ordet, naar han , siger: »Hvis du har Tro som et Sennepskorn, skal du kunne sige til dette Bjærg: løft dig op, og kast dig i Havet«. Han har Troens Mod til at gaa løs paa Kristendommens eneste til- forladelige Argument, Mirakelmagten, og sætte Livet ind paa at vise Sandheden af Tilsagnet om, at for Troen er ingenting umuligt. Det, som »bare én af Millioner kan naa« — at være en Kristen, er Sang i Kraft af sin klippefaste Tro, medens Brand er det gennem sin rene Viljes Kæmpekraft. Men det gaar den ene som den anden: Paa dem begge aabenbares det, at en kon- ^ sekvent Gennemførelse af de kristelige Teorier redningsløst driver over i det unaturlige, det er: det umenneskelige. Sit eget og sine / Børns Liv har Sang i fanatisk Forvisning om overnaturlig Beskyt- i li* Digitized by Google 164 Bjørnstjerne Bjørnson og „Over Ævne". telse gentagende sat paa Spil. Sin Hustru har han sprængt. Hendes Kraft er fortæret i Kampen for at redde sig selv og Børnene fra hans ubændige Tro'sraseri. Hvis hun ikke havde været, vilde han ha'e øst ud over Drukkenbolte og Dagdrivere, hvad hans Børn skulde haft til sit daglige Underhold. I den van- kundigste Forsømmelse havde han ladet dem vokse op som rene Vilddyr, der sent eller tidligt vilde have rejst en smertelig-forbitret Anklage mod den Far, som havde handlet saa umenneskelig ilde imod dem. Brand og Sang lider begge Nederlagets Skibbrud og ender i Tvilens Fortvilelse. Med Stenkast og Smædeord jages Brand som det umuliges Apostel bort fra den Bygd, han har ofret alt for at vise Vejen til Frelse. Han omkommer paa den ensomme Sfievidde med et Tvilens Skrig til den Herre, han saa trofast har tjænt: om da hans Martyrliv har været forgæves. Sang, der i sit Livs mest kritiske Øjeblik lades i Stikken af den Gud, som har lovet ham Miraklet, synker sammen under den dræbende Skuffelse, det han sender sit t vilende: eller — ?, som et Klagesuk op ad mod det høje. — Disse to digtede Profeters Endeligt leder uvilkaarlig Tanken hen paa deres store Forbilledes, Jesus af Nazareths. Gennem hans Ord paa Korset : »Min Gud, min Gud, hvi har du forladt mig!« aander det selv samme klagende Suk som det, der arbejder sig frem fra Sangs og Brands bristende Hjærter, et Klagesuk over den svigtede Forhaabning om Undsætning fra den Gud, de har været tro til Døden. Ogsaa den Gang lod Miraklet vente paa sig. Saa længe Verden har staaet, har der gaaet et Sagn om dets Eksistens, men Beviset for Bruddet paa Lovmæssighedens Orden vil udeblive ind- til Dagenes Ende. Kristiunia i Jan 1884. Amalie Muller. Digitized by Google Holger Drachmanns > Ostende -Brfigge«. De efterfølgende Linjer skulle ikke være nogen Anmældelse af Hr. Holger Drachmanns nyeste Bog »Skyggebilleder fra Rejser i Indland og Udland« ; de skulle kun være nogle faa Bemærk- ninger fra Enkeltmand om Bogens sidste Afsnit, »Ostende-Briigge«. Jeg lader ligge af dette Afsnit, hvad der kan være i det af godt og friskt set og sikkert og stemningsfuldt malet, — det er endda ikke, i Forhold til Skildringens Omfang, saa overmaade meget. Mine Linjer skulle kun være et Angreb, og Afsnittet fortjæner efter min Mening som Helhed kun Angreb og Tilbagevisning. Ikke saaledes, at jeg tror, det vil bevare en blivende Plads i vor Literatur; dertil er det for oppustet og udbovnet, for marvløst og benløst, altfor raabende og uklart; det vil holde sig oppe som et stort Udraabstegn i nogen Tid, og saa vil det synke hen, bort fra det blivende i Literaturen. Men en Del af dets Aand vil mulig blive tilbage og hænge over mange Sind som daskende Laser, der i Taagen opfattes som Faner, vinkende til Strid mod det, der i Virkeligheden har varig Berettigelse. Mod denne Aand bør der gøres Indsigelse. Det er hverken nogen overlegen, fast, klar eller god Aand. Den Modsætning, der ligger i Betegnelsen »Ostende-Brugge«, betyder, som man let vil se, naar man læser Afsnittet, adskilligt andet end netop Modsætningen mellem de to Byer. Den betyder f. Eks. Modsætningen mellem fransk og dansk eller fremmed og nationalt. Hr. Drachmann kan ikke lide nyere fransk Literatur; det er jo i og for sig en ærlig Ting; enhver faar vælge sin Læs- ning, som han vil; jeg selv tilstaar, at jeg er daarlig bevandret i den nævnte Literatur. Men det synes mig kun meget lidet over- Digitized by Google 166 Holger Drachmanns „Ostende-Brugge". legent, naar Hr. Drachmann paa Grundlag af denne og andre Antipatier springer op og raaber til os alle sammen, at nu maa vi lukke Vinduer og Døre i for fremmede Luftdrag og fremmede Bøger. Hvorfor skulde enhver af os ikke ogsaa suge Næring af, hvad godt for sig han kan finde i det ikke-danske Evropa, og hvorfor skulde vort Land som Helhed ikke lade sig befrugte af evropæiske Kulturstrømninger, naar disse formaa at gøre det? Skal der være Tale om at slaa et Løsen fast som Princip paa Aandslivets Omraade, — og det er det, Hr. Drachman vil, — saa maa dette Løsen for vort Land netop blive: aaben Udsigt til alle Sider, ingen national Afspærring. Selvfølgelig maa den fremmede Næring blive til Kød og Blod hos en selv for at gøre Gavn ; man skulde tro, det var overflødigt at tilføje dette; men det synes ikke at være det, naar man ser Hr. Drachmann i sit Nytaarsdigt i »Morgenbladet« indføre i sit nationale Kampprogram en saa over- ordentlig uomtvistelig Frase som denne: Der er ej Nation, man i Verden kan nævne, ej Enkeltmand knap, som blev stor ved den Evne at plapre de fremmede Sprog 1 ). Nej, det er vist nok; men hvem paastaar ogsaa det? Men det forholder sig overhovedet saaledes, at Hr. Drachmann paa mange Punkter i »Ostende-Brugge« er kommen i en saadan Angest over Umodenheden og Karikaturen, at han blind antager dem for Sagen selv og slaar løs paa dem alle under et. Dette tyder ikke paa nogen fast Aand 2 ). Eller Modsætningen Ostende- Brugge skal betyde saadan noget dunkelt noget som Modsætningen mellem Videnskab og Kærlighed eller Kritik og Hjærte. Hr. Drachmann er meget for- bitret paa al Videnskab og Kritik. Disse ville nu sikkert uan- fægtede og rolige finde sig i denne Forbitrelse. At basere For- bitrelsen paa noget saa uvedkommende, som at Videnskaben ikke l ) Alle Udhævelserne i Citaterne ere af mig. *) Et tydeligt lille Eksempel vil man finde ved at slaa op S. 143. Hr. Drach- mann er vred paa den kunsthistoriske Vigtighed og siger med en lille Ed : „Pokker i Vold med kunsthistorisk Vigtighed", — altsaa med Karika- turen. Men saa føjer han til: „Vilde blot Kunsthistorien lade Historien og Kunsten skøtte sig selv!" Ja, saa kunde Hr. Drachmann glæde sig; men saa var der rigtig nok heller ikke en Stump tilbage af Sagen selv, af Kunsthistorien. Digitized by Google Holger Drachmanns „Ostende-Brugge u . 167 tilfredsstiller Kærlighedstrang eller meddeler Tilgivelse (S. 136), eller at Kritiken ikke lærer »at tage vare paa Hjærtet« (272), synes dog en Kende uretfærdigt og vidner ikke om nogen klar Aand. Men jeg kommer til det i »Ostende-Brugge«, som synes mig rent ud sagt stygt, son\ giver Afsnittet i saa høj Grad Karakter af en Pamflet, og som navnlig fortjæner Tilbagevisning. Hr. Holger Drachmann sætter sig i Kampstilling til fri viden- skabelig Forskning, til aandelig Paavirkning ude fra, til nyere Tankeretninger. Han gør bred Front mod den Mand, som i det sidste Decennium her hjemme har staaet som uegennyttig For- kæmper for disse Ideer paa Literaturens Omraade. Saa skildrer Hr. Drachmann et elegant og tomt Badeliv i Ostende, et Liv, hvor drivende Lapse og Koketter føre en Tilværelse i Uvirksom- hed og Usædelighed, uden Alvor, uden andet Maal end at tage sig ud, fordrive Tiden og more sig. Det, jeg kalder stygt, be- staar deri, at Hr. Drachmann knytter Forbindelsestraade mellem de aandelige Magter, han bekæmper, og den Verden, der repræsen- terer det tomme, usædelige Driveri, den umoralske, blot mater- ialistiske Egennytte, saa det for Læserens Øjne tager sig ud, som om det ene førte til det andet. At han gør dette, vil kunne lade sig paavise. Det er f. Eks. ikke nogen smuk Over- gang, naar der (S. 138) tales om en Mynheer, der »snød sine Medmennesker paa den mest moderne liberale Maade af Verden«. De nævnte Forbindelsestraade ere meget tydelige i Af- snittet 147 — 162, hvor Digtet, der ender med Skildringen af Ostende, danner Overgang til Skildringen af Hr. Drachmanns personlige Opfattelse af og Stilling til Fremskridtet her hjemme, og paa Siderne 223 — 26. De kunne atter ses S. 166, hvor der om dette samme Ostende-Liv siges: »Vi har der hjemme et kært og godt lille Land, som følger langsomt, meget langsomt med Tiden. Men Bevægelsen kan dog spores, og Mændene »forud for deres Tide ere emsigt nok paa Færde«. Med en lidt anden Vending tales der S. 222 om Solens Opgang, Monarken, der giver Avdiens til »hele den Menneskehed , der endnu kan bøje sig troende for en Avtoritet, endnu ikke bryster sig af sit Krimskrams paa Regnetavlen, endnu ikke i Blaserthedens Kikkert tager Maal af Suverænen og siger: »Det er bare Solen, som staar op!«« Med de Mennesker, der ikke bøje sig troende for en Avtoritet, mener Hr. Drachmann vel dem, der have Tillid til den frie Forskning og hævde dens Berettigelse, og nu ser man, med hvilke lette Overgange Digitized by Google 168 Holger Drachmanns „Ostende-Brugge" de gøres først til Vigtigmagere og saa til blaserte Folk uden Sans for Naturskønhed. Denne ufordragelige og pamfletagtige Aand trækker sig helt igennem Afsnittet »Ostende-Brugge«, og det er alt andet end en god Aand. Den fortjæner en skarp Pro- test af enhver, som har Tillid til og Respekt for det ihærdige, uegennyttige Arbejde i Videnskabens og Aandens Tjæneste. Ad. Hansen. Trykfejl: 1ste Hæfte S. 27, Lin. 1 f. o.: „uddrages*, læs: „ledsages". Digitized by Google Fomuftgiftermaal. Lars Iversen havde i adskillige Aar maattet døje, at hans Formands Enke, Mette Splyd, som Enkesæde be- nyttede ikke alene sin afdøde Mands Hus — det kunde endda være det samme, for Lars Iversen havde et ligesaa godt Hus lige ved Siden af Mettes — men der var en dejlig Have med gamle Frugttræer, gamle Humleplanter og et dejligt Vænge med rigeligt Græs. Baronen havde lovet ham, at han skulde faa hele Lodden, naar Mette Splyds Datter efter Konfirmationen kom ud at tjæne. Men den gamle Enkebaronesse , Lensbesidderens Moder, som beskyttede Mette, raadede hende til at beholde Datteren hjemme og ikke lade hende komme ud at tjæne. Saa kunde Moderen jo beholde det hele. Lars Iversen havde erfaret det, og straks søgte han Avdiens hos Baronen. Han spurgte ham om Forlov til at tage nogle »Skinker« i Skoven til at tætte sit Svinehus med, at Grisen kunde have det lidt lunt nu, da det blev køligt i Vejret. Båronen skyndte sig med at tillade det og vilde gærne have afskediget Skovfogeden, men denne blev staaende ved Døren og drejede sin graa Bule- hat mellem Fingrene. »Ja, Baronen lovede mig jo dog« . . . begyndte han. »Ja vel, ja vel ... . Mette Splyds Have, men hendes Dat- ter maa først have en Kondition.« »Det varer vist grumme længe, Hr. Baron.« Tilskueren. 1884. 12 Digitized by Google 170 Fornuftgiftermaal. »Saa?« sagde Baronen, trak Brynene sammen og pustede Cigarrøg op gennem Haarene paa sine Moustacher. »Hvor- for det?« Han saa' ikke paa Lars Iversen. Han anede et Grin i hans smaa Snogeøjne. »Der er nok dem, som gærne vilde have, at hun blev hjemme i lange Tider,« sagde Skovfogeden. »Hvad for noget Sludder? . . « Baronen for hidsig op af Stolen, men tog sig sammen og gav sig til at spasere frem og tilbage med Hænderne i Lommen paa den stukne sorte Silkemorgenfrakke. »Jeg mener nemlig, at baade Enkebaronessen og Pigens Mo'er . . de har saadan deres aftalte Meninger om Tingen.« »Ja, ja, ja, ja. Saa er der ikke videre ved den Sag at gøre foreløbig. De maa vente.« »Man bliver ældre og ældre, Hr. Baron .... min Søn vokser til . . og . . .« »Ja ham bliver der jo sørget for. Han faar jo vel Deres Plads, om jeg lever, og alt gaar vel.« »Ja, men jeg er jo da ikke saa gammel, saa jeg kunde da nok leve i nogle Aar og have Fornøjelsen af at holde to Køer for én, naar jeg fik det Stykke Jord til og lavede det til Græsning. Og Hr. Baronen kunde vel ikke sige til Enke- baronessen, at den Tøs kunde have fælt godt af at komme ud at tjæne. Hun gaar og smisker til min Peter, men han er jo alt for ung.t »Saa . . . aa. Fy, er det saadan én?« »Naa, det har Hr. Baronen aldrig mærket noget til?« »Hvad kommer Mette Splyds Tøs mig ved?« sagde Baron- en fornemt. »Tror De, jeg ... . lægger Mærke til, hvad hun foretager sig?« »Nej, det forstaar sig. Men om Hr. Baronen lod falde et Ord til Enkebaronessen . . .t »Nej Gu' gør jeg ej . . . Men . . men . . men, hvorfor i Digitized by Google Fornuftgiftermaal. 171 Alverden har De ikke for længe siden giftet Dem med Mette Splyd? Tag hende. Der er Tid endnu.« »Det kan da ikke være Hr. Baronens Alvor.« »Hvorfor ikke?€ »Jeg har aldrig haft Sind til hende.« »Puh! Hvem faar den, han helst vil have?« »Og saa er det da en farlig gammel Kasse — om Forlad- else, Hr. Baron, og jeg er jo da ingen udlevet Mand, saa, om jeg skulde forandre mig . . . .« »Saa meget des bedre, Iversen. Saa bliver Familien jo ikke forøget. Og De, som gammel Jægersmand, der er kendt med de enlige Skovstier, De kan jo altid tage Revanche. Hvad, Iversen?« »He — ne — j. Det er jo meget naadigt af Baronen at spøge med mig, — men — « »Ja, det Forslag vil jeg gøre Enkebaronessen. For jeg gider ikke høre mere Vrøvl om den Havejord. Farvel, Iversen. Det bliver derved. Ellers faar De aldrig Jorden, for Mette Splyd er ligesaa klog som De.« Iversen gik med Gru i Hjærtet. Da Baronen var bleven ene, hug han Cigaren hen mod Poreelænskakkelovnen, saa Gnist- erne røg vildt om i Stuen, og sagde: »Den infame Tøs! Lægger hun sig efter Jægerdrengen? Saa skulde Pokker have Samvittighedsnag! Hvor det Bonderak efterhaanden bliver durkdrevent. At gifte sig med Mette Splyd! Blive Nr. 3 hos saadan en gammel Kælling! Paa Tilbagevejen til sit Hus mumlede han en Masse Skældsord med Intervaller af Eder: Den Sjokke-Dorthe ! (Eder) . . . den Grævlingetryne! (Eder) . . . den slatne Pande- kage! ... det sprukne Øltræ! . . . den platbenede »Muldhvalp«! . . . hun har akkurat ligesaa mange Haar paa Hovedet som en gammel Rotte paa sin Hale ... det rimpede Madæble! . . . osv. osv. i det uendelige. Den Beskæftigelse forkortede ham Vejen 12*. Digitized by Google 172 Fornuftgiftermaal. allenfals. I saaledes at lette sit fulde Hjærte tog han under en- somme Vandringer i Skoven saa ofte Erstatning for den Tvang, Livet paalagde ham: at tæmme sin Tunge og tale i saa dannede Former, som han formaaede. Da han kom hjem, skyndte han sig at gaa i Sæng. Der laa han med Dynen op over Ørerne, bandte, skældte ud, ærgrede sig og sukkede højt i sin Ensomhed, og da den Skovløberkone, som gik ham til Haande, kom og skulde lave Middagsmad, er- klærede han, at saa syg, som han var, vilde han ikke kunne faa Mad ned i de første fjorten Dage. Skovfogeden forsøgte paa at sove, men hver Gang han var v«d at daane hen, var det ham, som om Mette Splyds rynkede, røde Ansigt, stramt omfattet af Huen med det stivede Lin, bøjede sig tæt op mod hans som til Kys. Arrigt spyttede han langt ud i Stuen og vendte sig bandende om paa den anden Side. Men Huen og »det rimpede Madæble-Fjæs« kom ubarmhjærtig igen, og dets Øjne gloede ham lige ind i Ansigtet. Lars Iversen stampede fortvivlet med Fodbladene mod Benenden paa Sængen. Mette Splyd red ham som en Mare. Og da Lars Iversen var saa meget paavirket af det 19de Aarhundredes rationelle Livs- opfattelse, at han ansaa' det for ganske unyttigt enten at vende sine Tøfler eller ryge med Lysetande for at jage saadanne Spøgelser paa Flugt, fandt han paa et andet Middel. Han sluttede saaledes i sin Vaande: Alt ondt kommer af Feber. Feber kureres bedst med Brændevin blandet med storkornet Krudt. Det havde han lært af den gamle Lødberg, der var Skovrider paa Godset i hans Barndom; han havde kureret baade Mennesker og Kvæg med dette Arkanum ; ja somme Tider havde han brugt Harlemmer- draaber, men det var kun mod en af for mange Kartoflers Nyd- else frembragt »Trommesyge«. Lars Iversen befølte sin Mave. Nej, Trommesyge var der ikke Spor af, tvært imod, Hvælvingen havde snarere givet sig en Smule som en Følge af Sindsbevæg- elsen. Nej, hans Onde maatte være Feber. Digitized by Google Fornuftgiftermaal. 173 Skovfogeden mindedes, at hans Herre, Baronen, en Gang, da han havde skudt en Ræv i hans Navn, i rørt Taknemmelig- hed havde foræret ham en halv Flaske gammel Rom og sagt til ham: Drik den med Andagt, Iversen, for det er fine Varer. Rigtignok var han for Øjeblikket »ædende galt paa Baronen, men derfor kunde hans gamle Rom jo være udmærket. Han havde tænkt at spare denne Rom til en højtidelig Anledning. Han havde i sin Tid grundigt overvejet, om Sønnens Konfirmations- dag kunde være passende Lejlighed, men han var snart kommen til det Resultat, at de Bondebæster, som vare hans Gæster den Dag, satte langt større Pris paa sød Punschekstrakt. Det gjorde han, Skovfoged Iversen, i Grunden ogsaa, men saadanne fine Sager var natyrligvis uhyre gode for Helbreden, det »var ikke for ingen Ting, at den .... naa . . . den Baron var saa tyknakket og fedrygget. Det kom begribeligvis af de dyre Drikkesorter«. En saadan Drik, blandet med grovkornet Krudt, maatte kunne hjælpe ham i hans Kvide. Ti strakte da Skovfoged Lars Iversen med en rask Beslutning Benene ud under Dynen, stak dem i et Par Trætøfler, trak den lille, bugede Flaske op,, hældte et halvt Ølglas fuldt af dens Indhold, tog sit Krudthorn med det groveste Krudt i og sank den mekaniske Blanding i et Drag, efterfulgt af et: »Aa, ja, Herre du min Gud!« Og Lars Iversen sov uden Forstyrrelse og Dobbeltgængen og Mareridt, til det blide og fine Oktobermorgenlys ramte hans aabnede Øjne." Lidt tung i Hovedet var han. Han maatte orientere sig lidt, inden han fandt, af hvad Grund han skulde være gal i Hovedet ... Da det var lykkedes ham at finde den rette Stem- ning, gabede eller sukkede han højt, knyttede Næven i Retningen af det gamle Skovfogedhus og ønskede Mette og hendes Datter hen til et langt fjærnere og værre Sted end det, hvor Peb- eret gror. Hans bespændte Bryst trængte til Luft. Han aabnede Vinduet og fik Udsigt til Mette Splyds Baghave, hvor faa Digitized by Google 174 Fornuftgiftermaal. gamle Frugttræer stod midt i Plænen, hvor Græsset groede, som Vorherre vilde. Det laa bleggrønt i Morgensolen med lange Strimer Dug over. En Ko kunde godt gaa der endnu og glæde sig ved Tilværelsen. »Hvem der dog var Ko!« tænkte Lars Iversen, da han saa' det høje, fede, saftige Græs. Lars Iversen blev blød om Hjærtet. Ti, tænkte han, blev det Stykke Jord ordentlig behandlet, kunde det føde to Køer. Han havde én Ko, Mette Splyd havde én .... en til .... sikken en Mælkning! Kanske endnu en Ko, naar et lille Stykke af Humlehaven blev ryddet. Nogle Kalve var der Plads til i Mettes i lang Tid ubrugte lille Udhus. Lars Iversen maatte holde sig for Øjnene for ikke at over- vældes af de Drøvtyggerfantasibilleder, som tyngende sænkede sig over ham. »Jeg kunde ligesaa godt have taget Kællingen for mange Aar siden. Et Asen har hun altid været, men jo længere hun har levet, desto værre Asen er hun bleven,« sagde han til sig selv. »Men det Stykke Jord vil jeg ha' .. jeg vil ... jeg vil ha' det Stykke Jord« .... og Lars Iversen knyttede Haanden pegende ud mod den lyse Plæne med Frugttræerne .... i Guds Navn, lad mig saa tage den forbandede Kælling med i Købet, siden Baronen er det Bæst, som han nu en Gang er . . og siden han har den gamle Sidse til Moder . . . æh . . . bæh. Lars Iversen vrængede og søgte efter Ævne at efterligne Enkebaronessens stive Holdning og langsomme Gang. Lars Iversen gik ud i Skoven og brugte sin Økse, saa det susede under Huggene. Han anbragte dem hensigtsløst, hvor han kunde komme til, paa Vindfælder saa vel som paa døds- dømte Træer. Men det var rent lyriske, slet ikke forstmæs- sige Hug. »Ædelgran har jeg aldrig prætenderet paa, Hvid- gran .... ikke en Gang .... men en gemen gammel Fyrre- skinke ... ja . . ja ... det er saa Livets Gang . . . skidt er det . . . men det kan vel aldrig blive anderledes.« Digitized by Google Fornuftgiftermaal. 175 Han kom tilbage, og da stod Solen højt paa Himlen. Han kiggede ind i Mette Splyds Baghave. Græsset var blevet mørk- ere og saa' endnu appetitligere ud. »Kanske tre Køer!« sagde Lars Iversen, løftede sin Bryst- kasse, sukkede og tog sin Beslutning. Han stak en stivet Flip fra oven ned i sit Brunels Halsbind, iførte sig Blanklæders Støvler og sin selvlavede Uniformsfrakke af grønt Klæde med støbte Bronceknapper, hver prydet med et af Skovens vilde Dyr i Relief. Frakken maatte finde sig i, at de nederste Knapper paa Grund af, at de sidste syv Åar havde lagt Aarringe af Fedt om hans Liv, ikke kunde naa sammen. Iversen tændte en Cigar, styrkede sig igen ved en Slurk af Baronens Rom og betraadte for første Gang i sit Liv Mette Splyds Stue — ikke uden Hjærte- banken. Han ventede, at Husets Værtinde skulde blive yderlig for- bavset. Men Mette Splyd havde været hos Enkebaronessen Gaars- dagens Eftermiddag, havde faaet fornøden Underretning, og hun havde straks fundet sig til Rette i Situationen, der, naar alt kom til alt, kun kunde gavne hende i pekuniær Henseende. Hun sad i sin eneste gamle, haardsædede Lænestol, for- beredt paa Repræsentation. Om hendes føre Skikkelse sad en ti Aar gammel, kirsebærrød ulden Kjole, som hun havde købt paa en Avktion i den forrige Skovriders Stærvbo, saa stramt, at den truede med at revne i alle Sømme. Sin sædvanlige Hue havde hun ombyttet med en af store Strimler omgiven, tæt Kappe. Nu maatte hun hæve sig ud over Bondestanden og give »Madamenc. End ydermere betegnede hun det ved hvide Bomuldsstrømper og Brunels Snørestøvler paa sine uhyre Fødder. Det, der hos andre Kvinder vilde hedde Smalben, og som hos hende var saa tykt som en forsvarlig Læg, bovnede frem som en tæt stoppet Pude inden for og oven over de korte Skafter. »Føj for Fanden! klang Trodsen i Lars Iversens Indre, da han saa' sin paaoktroyerede Genstand, men sit Ansigt havde Digitized by Google 176 Fornuftgiftermaal. han efter nogen Forberedelse, inden han gik hjemme fra, faaet ordnet i de blødeste Folder, det kunde opdrive. »Vil Iversen ha' et Glas Punsch?« sagde Mette Splyd med et saa dannet Tonefald, som hun kunde tvinge ind i sit brede sjællandske. »Gaar det an paa Formiddagen, Madam Splyd?« sagde Skovfogeden ligesaa dannet. Mette tog en dampende, hvid Fajancetepotte ud fra Koge- hullet i Kakkelovnen og skænkede brun Punsch ud i to Ølglas. »Det er af Ollendorffs fra Holbek,« sagde Skovfogeden, efter at have nippet til den. »Er den ikke ret behagelig?« sagde Mette. »Højligen,« sagde Lars Iversen. »Velgaaende, Iversen!« sagde Mette og stødte sit Glas mod hans. »Tak,« sagde Lars Iversen. »Gid Vorherre vilde glæde et- hvert skikkeligt Menneske!« »Ja, det maa vi saamænd alle bede til,« sagde Mette. »Bare Menneskene kunde enes i al Ting, Madam Splyd. Saa vilde Livet være saare godt.« »Ja, det har Iversen s'gu Ret i.« Lang Pavse. Begge stak Næserne i Glassene og sugede langsomt ligesom i aftalt Andantetakt Draabe for Draabe ind af den meget søde Drik. De betragtede hinanden over Glassets Rand. Fire smaa, listige Øjne mødtes. Men Situationen begyndte at blive uhygge- lig. Begge sukkede: »Aa — - ja . . saa gu\ Saadan er Livet!« »Det er det, som det er,« sagde Mette. »Ja lige akkurat,« sagde Iversen. »Og det bliver ikke anderledes,« sagde Mette. »Nej, Vorherres Skabelse kan ingen omstøde,« sagde Iversen. Digitized by Google Fornuftgiftermaal. 177 »Nej, det er umuligt for os Mennesker,« sagde Mette og foldede Hænderne. Et nyt Drag Punsch, en ny Pavse. Endelig sagde Mette: »Ja Iversen, det kommer da Dem til at begynde.« »Madam Splyd har da Aarene forud,« bemærkede Iversen, ikke uden en bittermandelagtig Tilsætning til Sødmen i Tonen. »Jorden skal jo samles,« sagde Mette. »Det skal den,« sagde Iversen. »Lad os saa drikke dette Punscheglas .ud hver paa sin Side,« sagde Mette i Læsetone, »og opvende vore Tanker til . . . til den Kant, hvorfra alene Velsignelsen kan udgydes over et ægteviet Par.« »Vi skal vel løse Kongebrev?« sagde Iversen, mens han hostede og spyttede med bortvendt Ansigt. »Det koster nok 16 Daler i gamle Penge,« sagde Mette. Men det kommer vi vel ud over Men det er vist bedst, at Iversen ser, hvad der er af Uldent og Linned .... saadan rent ud sagt. Iversen kan tænde en ny Segar (Mette tog en Papirs- pakke ned fra en Dragkiste), det er af dem til tre for otte Skil- ling i gamle Penge.« Der var meget hjemmegjort Tøj i Mettes Skuffer i Stor- stuen. Men Lars Iversen var for meget af en moderne Mand til ikke at tænke: »Hvad skal jeg med alt det? Det skal, min S'æl, under Hammeren, naar jeg faar Magt over det.« Meite følte sig aabenbart skuffet ved Skovfogedens kølige og fremtvungne Beundring af def, hun i en lang Aarrække havde dynget op af uproduktive Flidsfrembringelser. Iversen mærkede det, og sagde til sig selv: »Noget maa der gøres for en Ordens Skyld, og han om- satte sin indre Stemme i en praktisk Handling, idet han, efter at have strøget sit stive Overskæg og befriet * det fra Punsche- lævningerne, gav Mette Splyd et Kys paa Munden. Digitized by Google 178 Fornuftgiftermaal. »Nej Gud frelse og bevare os, Iversen!« sagde Mette og tørrede sin Mund med Forklædet. Jo, det skal til, især blandt Folk udenfor Bondestanden,« sagde Skovfogeden, mens han energisk kvalte et Suk, tog Afsked og gik. Da han var uden for Døren, sagde han: »Det var overgemt Kødmad.« Han satte sig i det Vindue, hvorfra han kunde se Mette Splyds Baghave, og mod hver Følelse af Modbydelighed, der rejste sig i ham, stillede han tre Køer op. De tomme Mellem- rum, hvori Køerne ikke ret vilde lystre hans Fantasis Bud og forlangte at reduceres til to, udfyldte han med dæmpede For- bandelser mod sin Herre, Baronen. Fjorten Dage efter havde Skovfoged Lars Iversen, 52 Aar gammel, og Enken efter de to sidste Skovfogeder i Strandholt Hestehave, Mette Splyd, 59 Aar gammel, Stuebryllup hos Præsten. Nærværende vare kun de lovbefalede Par Vidner. Digitized by Google Mirakelkure. Sympatimidler. — 'Folkemedicin. — Arkana. Naar man aabner en Geologi, vil man snart træffe en af de Oversigtstegninger, ved hvilke Geologerne pleje at fremstille de forskellige Jordlags Forhold til hinanden og deres Aflejring det ene efter det andet. Man vil da se øverst oppe et tyndt Lag Muldjord og under det lejret Lag efter Lag, det ene ældre end det andet, hvert med sine karakteristiske Dyre- og Plantelevninger. Paa mange Steder afbrydes Regelmæssigheden derved, at Sænk- ninger og Hævninger eller vulkanske Udbrud have løftet dybere Lag op, saa at de komme Overfladen nær eller endog bryde helt igennem til Dagens Lys; paa andre Steder ligge Lagene saa regel- mæssigt og roligt, som de have ligget der i Aartusender, og som de vel fremdeles i Tiderne ville blive liggende. Hvis det var muligt at give en lignende grafisk Frem- stilling af et moderne Menneskes Bevidsthed, saa vilde man øverst, dækkende alt det øvrige, finde et tyndt Lag naturvidenskabelige Forestillinger og Kundskaber, der tilsyneladende omfatte og dække alt, men gennem hvis Sprækker og Huller man paa mange Steder vilde kunne se ned til de dybere Lag; under denne Overflade Ved Udarbejdelsen er benyttet følgende Værker : Grimm : Deutsche Mytho- logie. — De Gubernatis: Mythologie des plantes. — Hahn: Die Geheim- mittel. — Henrik Harpestrængs danske Lægebog. — Krebel: Volksmedicin in Russiand. — Lubbock: The origins of civilisation. — Petersen: Læge- kunstens Historie. — Samlinger til jydsk Historie og Topografi, III. og IV. Bind. — Schnetzler: Die Geheimmittel. — Tiele: Kompendium der Re- ligionsgeschichte. — Tylor: Primitive Culture — foruden hist og her andre Forfattere. Digitized by Google 180 Mirakelkure. vilde man da finde Lag paa Lag af franske Revolutionsideer blandede med patriarkalsk - absolutistiske Forestillinger, middel- alderlig Kraftforgudelse sammen med Brudstykker af romantisk Kvindekultus, kristelige, jødiske og persiske Religionsaflejringer i forskellig Mægtighed, men dybest nede, i de stærkeste Lag, de gamle, uudryddelige Forestillinger fra Menneskehedens Barndom, som hos alle Folkeslag leve i Æventyr og Folkesagn, og som hvert Øjeblik gennembryde alt det overliggende og komme frem i Dags- lyset under forskellige Forklædninger, snart som Folketro og Ammestuehistorier, snart i psevdo videnskabelige Teorier om Liv- et efter Døden, Aandernes Samkvem med Menneskene, Spirit- isme o. s. v. Et af de Punkter i vor Bevidsthed, hvor det er let at grave en Schakt ned til de dybeste Lag, er den populære Opfat- telse af Lægevidenskab og Lægekunst; det er jo ikke saa længe siden, at selve Lægevidenskaben har sluppet de sidste Baand, som knyttede den til det overnaturliges Verden. Endnu for et halvt Aarhundrede siden kunde en af Københavns bekendteste Læger anbefale sine Patienter at anvende saakaldte Sympatikure, og i Lægebøger fra Slutningen af forrige Aarhundrede vil man finde Sygdomsforklaringer og Raad, der for den moderne Videnskab tage sig ud som rent Nonsens, naar man ikke ser dem i Belys- ning af den historiske Udvikling. Medens Videnskaben nu helt har sluppet Mystikens Skygge- haand, holder der sig endnu hos Lægfolk en stor Tilbøjelig- hed til at anvende Lægemidler, hvis Virkning mere eller mindre bevidst søges i hemmelighedsfulde, overnaturlige Kræfter. Og det er ikke alene blandt Bønderne eller Byalmuen at man finder denne Higen mod det mystisk-meningsløse, helt op gennem alle Samfundslag kan man faa Beretninger om vidunderlige Kure, foretagne ved Sympatimidler eller om aandebesatte Individer, som i en ekstatisk Tilstand kunne erkende Sygdommens Natur og give Anvisning paa den rette Behandling uden selv at have nogen Forstand derpaa, alt ved de Aanders Hjælp, som antages at tale gennem dem under Besættelsen, den magnetiske Søvn eller hvad Klædebon, man ellers vælger til at hylle disse gamle, overtroiske Forestillinger i. Ved nu at gennemgaa den folkelige Lægemiddellære finder man snart, at der trods den tilsyneladende usammenhængende Vrimmel af Raad og Formler findes visse Systemer af Forestil- Digitized by Google Mirakelkure. 181 linger, som med meget smaa Ændringer stadig vende tilbage hos alle Folkeslag. Allerede den Omstændighed, at disse Ideer ere saa vidt udbredte, at man f. Eks. kan finde nøje tilsvarende Folkeraad hos vor Bondealmue og hos Buskmændene i Afrika, eller at Paris' og Londons mest feterede Medier gøre ganske de samme Kunststykker og paastaa, at de ere i Besiddelse af netop de samme Ævner som de siberiske Troldmænd, tyder paa, at de tilgrundliggende Forestillinger have en ældgammel Oprindelse, men dette bliver endnu mere øjensynligt, naar man gennem Li- teraiuren søger tilbage til det Tidspunkt, da de først opstod. Fra Nutiden vises man da først tilbage til Middelalderens Magi og Djævlebesættelse, dens Alruner og Amuletter, dens Be- sværgelser og Mirakler, men Middelalderen havde atter denne Tro paa det mirakuløse dels fra de barbariske Folkeslag, der grundede ny Riger af Romerrigets Brudstykker, dels som Over- levering fra den latinske Dæmonlære, dels endelig gennem de kristelig-religiøse Forestillinger direkte fra Orientens undermættede Fantasi. Følger man Lægekunstens Historie i Evropa tilbage til Grækenland, staar man atter ved Underets Port, og jo længere man gaar tilbage til Ægypternes og de gamle asiatiske Folkeslags Lægevidenskab, desto mindre Rolle spiller Erfaringen og den sunde Fornuft, og desto mere breder det mirakuløse sig. Mange af de Folkemidler, som endnu i vore Dage finde troende Tilhængere, have imidlertid deres Rod i en saa primitiv Naturopfattelse, at selv de ældste nedskrevne Traditioner ere komne ud over dette Standpunkt, og vi nødsages derfor til at søge deres Oprindelse endnu længere tilbage i de Tider, da Skrift- sproget endnu ikke var opfundet eller dog alene var de indviedes, Præsternes, Ejendom, da Folket levede som Nomader eller maa- ske endog som Jægere, og da Redskaberne var af Træ, Sten og Ben. Da nu Historien glipper her, maa man søge Oplysninger paa anden Maade, og det er nu saa heldigt, at man kan finde Folkeslag, der i Levevis, Kultur og Tankegang endnu staa paa samme Trin som hine Oldtidens tusend Aar fjærne Nationer, og man kan saaledes ved deres Hjælp udfylde Hullerne og kaste Lys over meget, som den historiske Forskning alene ikke vilde kunne klare. Man vil nu vistnok møde den Indvending, at man ikke kan drage nogen Slutning fra Tankegangen hos Nutidens saakaldte Digitized by Google 182 Mirakelkure. vilde og uciviliserede Folk til Fortidens Pælebyggere og Stenøkse- mænd, at disses hele Tankesæt og Forestillingskreds kan have været en ganske anden. Denne Indvending taber dog det meste af sin Betydning derved, at vilde Folkeslag af ganske forskellig Race og fra vidt fra hinanden liggende Egne have næsten ens- artede religiøse Forestillinger, naar de i andre Henseender, som Levevis, Haandværksdygtighed, Vaaben o. s. v., staa omtrent paa samme Trin, og at de uciviliserede nulevende Folkeslags religiøse Begreber svare til dem, der herskede hos de af Oldtidens Folke- slag, der stod paa et lignende Udviklingstrin. Man ledes der- ved til den Mening, at Naturopfattelsen og de religiøse Fore- stillinger i de store Træk ere afhængige af hele Udviklingen, saaledes at Menneskeheden i det væsentlige gennemløber de samme Stadier, lige saa vel med Hensyn til religiøse Forestillinger og Naturopfattelse som med Hensyn til Levevis og Kunstfærdighed. Forskellen bliver da kun, at nogle Folkeslag skride raskere frem, bearbejde Stoffet hurtigere og bringe mere ud deraf, medens andre kunne blive staaende i Aartusender tilsyneladende paa samme Punkt, overleverende de samme Forestillinger og den samme Levevis fra Fædre til Sønner, stivnede som Mærkepæle i Menneskehedens Udviklingshistorie eller som Larver, der ere spid- dede i et Naturaliekabinets Skabe og aldrig ville naa Tilværelsens højere Former. Det er let at nævne Idégrupper, der genfindes hos alle Folkeslag; en saadan er f. Eks. den Forestilling, at der bestaar en hemmelighedsfuld Forbindelse mellem Fødens Egenskaber og den, der ernæres ved den. Derfor betale Malajerne i Singapore høje Priser for Tigerkød, skønt dette ikke smager godt, idet de vente at blive stærke og modige som Tigre ved at spise det. Tylor "fortæller, at en engelsk Købmand i Shanghai under Tai- ping-Oprøret en Gang traf sin indfødte Tjæner med et Menneske- hjærte og af ham fik den Oplysning, at det var Hjærtet af en tapper Oprører, og at Tjæneren nu vilde koge og spise det for at blive modig. Ny-Seelænderne drive Konsekvensen saa vidt, at de lade spæde Børn synke Smaasten for at gøre deres Hjærte haardt, ligesom de voksne Krigere æde en Del af deres slagne Fjendes Legeme for at erhverve hans Kræfter og Mod. Araberne sige om sig selv, at de ere hævngerrige og stridbare, fordi de spise Kamelens Kød, og i nordiske Sagn kan man finde Beret- Digitized by Google Mirakelkure. 183 ninger om, at man spiste Bjørnens Hjærte for at blive stærk og modig, kort over hele Verden findes Spor af denne Tro. For et primitivt Standpunkt synes denne Tanke ogsaa at være meget nærliggende, og man kan let gøre Prøve herpaa ved at se, hvor naturlig den forekommer Børn. Lubbock fortæller, at han har hørt en lille Pige med megen Alvor forklare sin yngre Broder, at man blev dum, naar man spiste for meget Gaasesteg, og det er sikkert en Slutning, som de fleste Børn uden Betænk- ning ville anerkende som rigtig. Paa mange Punkter i Men- neskehedens Historie er denne Forestilling dukket op igen, og endnu saa sent som i Slutningen af det 1 7de Aarhundrede disku- terede franske Læger med Opbydelse af hele deres Lærdom det Spørgsmaal, om Indsprøjtningen af Lammeblod i et Menneskes Aarer kunde antages at ville have en blidgørende Indflydelse paa hans Karakter. En anden Tro, som har spillet en stor Rolle i den ældre Medicin og næsten er ligesaa udbredt som den førstnævnte, er den, at Planter, Stene o. s. v., der ved deres Farve eller Form minde om en eller anden Legemsdel, eller som ved lignende ud- vortes Egenskaber lede Tanken hen paa et bestemt Sygdoms- symptom, maatte have en særlig helbredende Ævne for denne Legemsdels Sygdomme eller det bestemte Sygdomssymptom ; denne Forestilling blev i Middelalderen sat i System af Paracelsus, og >Signaturlæren« henføres ofte til ham, men den er langt ældre, og Paracelsus havde faaet den fra Folketroen. Eksempler paa saa- danne Midler ere Safran og Svaleurt, der paa Grund af deres gule Farve anvendtes mod Gulsot, Øjentrøst mod Øjensygdomme, fordi dens Blomster havde nogen Lighed med et Øje o. s. v. Søger man nu Oprindelsen til al folkelig Sygdoms- og Helbredelseslære, ledes man tilbage til Menneskehedens aller tidligste Forsøg paa at finde en Forklaring for de Naturbegivenheder, som de iagttog og som paa saa mange Maader greb ind i deres Liv. Naar de ældste Mennesker saa Solen staa op og gaa ned, saa Dag og Nat skifte, hørte Vindens Tuden eller saa Skyerne sejle over deres Hoveder, saa søgte de som rimeligt en Forklaring paa alle disse Fænomener, og de fandt den ved at tillægge hele Na- turen Vilje og besjælet Liv. Solen tænktes som et besjælet Ild- hjul eller som en Gud, der kørte Solvognen hen over Himlen, Skyerne vare Himlens Køer, i Vinden hørtes Aandernes Stemme, Digitized by Google 184 Mirakelkure. kort alt, Floder, Kilder, Planter, Stene, Himmellegemer blev be- sjælede Væsner. Denne Naturopfattelse kende vi fra Oldtidens tidligste Hymner og Sagn, men den findes endnu hos vilde Folkeslag og drives der endog til de videste Konsekvenser. Buskmændene troede for ramme Alvor, at en rejsendes store Vogn var Moder til den mindre, og de foragte den Pil, som en Gang har forfejlet sit Maal, medens de betragte den, der har ramt, som en klog og dygtig Pil; de ville derfor hellere lave nye Pile, selv om dette koster nok saa megen Tid og Umage, end samle de Pile op, der ere skudte forbi. Paa Tahiti herskede ligeledes den Tro, at alt, selv Red- skaber og Brugsgenstande, havde en Sjæl, og der var særegne Teorier om, hvorledes det gik denne Sjæl, naar Genstanden gik i Stykker, eller naar Planten visnede. Ved Sjæl forstaas dog efter denne Opfattelse ikke noget ganske ulegemligt, men en taage- eller skyggeagtig Substans, der findes i ethvert Menneske og Dyr, og som er den egentlige Grund til alle Handlinger og Egenskaber. Under almindelige Forhold er Sjælen fast knyttet til det Legeme, i hvilket den opholder sig, men under særlige Vilkaar kan den for en Tid eller for bestandig skilles derfra og da vise sig som et Syn eller en Skygge for andre; den kan midlertidig tage Ophold i et andet Væsen, hvad enten dette er Menneske eller Dyr, den faar ved Livets Ophør en Art selvstændig Tilværelse og har da mer eller mindre fuldstændig den samme Trang til Føde, de samme Følelser af Kærlighed og Had, som det Individ, den tidligere besjælede, og den har som oftest lige saa stor eller endog større Magt til at gavne eller skade som det levende Individ. Denne Opfattelse føres nu videre ogsaa til Planter og livløse Genstande, deres Forhold og Egenskaber tilskrives ogsaa en saa- dan Sjæl, og nu har man en Forklaring paa alt, hvad der kan ske, ligefra Solens Bevægelse og Jordskælv til det daglige Livs mindste Hændelser, som den, at et Redskab gaar itu, eller at en udskudt Pil forfejler sit Maal; alt beror paa de Aander, som findes overalt og som snart ere venlige, snart drillende eller fjendske mod Menneskene. Det forstaas nu let, at Sygdommene, hvis Oprindelse det tidt kan være saa vanskeligt at efterspore, og som kunne komme saa pludselig og umærkelig, maatte finde deres Forklaring i Aand- Digitized by Google Mirakelkure. 185 ernes Indflydelse, og denne Teori findes da ogsaa hos alle ucivili- serede Folk hele Jorden over. I den simpleste og raaeste Form findes denne Lære hos Mintiraerne, et lavt staaende malajisk Folk; for hver Sygdom kende de en særegen Aand, > Hantu c, en for Kopper, en for Bryst- sygdom o. s. v., og naar der en Gang optræder en ny Sygdom blandt dem, vil man straks, samtidig med at man giver Syg- dommen et Navn, ogsaa udfinde en Hantu, der foraarsager den, ja saa vidt drives dette, at naar en Mintira bliver saaret og ser Blodet strømme ud, saa forklarer han det ved, at en Hantu har sat sig ved Saaret og suger. Da Sygdomsaanden som alle andre Aander antages at have en Art legemlig Personlighed, er det rimeligt, at man søger at holde smitsomme Sygdomme borte ved rent mekaniske Midler. Er der udbrudt Kopper i en Landsby, lægge Naboerne Tjørn og Krat paa de Stier, som føre der hen, i den Tro at Sygdoms- aanden saa skal have nogen Vanskelighed ved at komme ad den Vej. Den samme Tro bevirker, at forskellige indiske Stammer hælde ildelugtende Olier paa Jorden omkring deres Hytte for at skræmme Sygdomsaanderne bort. Patagonierne mene ligeledes, at enhver Sygdom skyldes en Aand, som er trængt ind i den syge, og deres Troldmænd bære derfor Trommer bemalede med Djævle for straks at kunne skræmme Aanderne bort ved Trommeslag. Denne Sygdomsopfattelse findes hos alle Amerikas Stammer helt op til Grønlænderne ligesom hos alle Negerfolk, og i Østafrika er Betegnelsen for en sindssyg simpelthen >en, der har Djævlec Den samme Opfattelse fandtes ogsaa i Oldtiden. Homer betegner en Mand, der led af en svær Sygdom, som >en, der siedes af en plagende Dæmon«, Pythagoras mente at Sygdomme skyldtes Dæmoner, der levede i Luften, og det græske Ord Epi- lepsi, som endnu bruges for at betegne en særegen Form af Nervesygdom (Ligfald), betyder ligefrem Grebethed eller Betaget- hed o: af en Dæmon. Gennem hele Oldtiden opfattede man Sindssygdomme som en Besættelse af Aander, og paa dette Om- raade har Teorien haft størst Indflydelse og bevaret den længst. Det var jo ogsaa let forstaaeligt, at man ikke kunde forklare sig Tale og Handlinger, som stred ganske mod det fornuftige, paa anden Maade end ved at antage, at en ond Aand havde taget Bopæl i den syge og nu drev sit Spil gennem ham. Vi skulle Tilskueren. 1884. 13 Digitized by Google 186 Mirakelkure. senere se, hvorledes denne Opfattelse fra Grækere og Romere ned- arvedes til den senere evropæiske Civilisation, hvor den gennem mange og lange Aarhundreder fik en ganske uangribelig Ka- rakter ved at træde i nøje Forbindelse med den officielle Re- ligion. Naar man gaar ud fra, at enhver Sygdom skyldes en skad- ende Aand, saa er det klart, at man for at bevare sig mod Syg- dom eller for at helbrede den maa tage sin Tilflugt til saadanne Midler, hvis Virksomhed ligeledes beror paa overnaturlige Kræfter. Lysten til at samle mærkelige eller ualmindelige Genstande er fælles for hele Menneskeheden, og meget jævnlig knytter der sig til denne Tilbøjelighed den Forestilling, at saadanne sjældne Gen- stande bringe Lykke; Amuletter, Relikvier, indviede Medailler, Lykkeskillinger og saadanne Ting holdes i Ære selv af civiliserede Folkeslag, men i sin Renhed som Udtryk for Folkets religiøse Følelse er den saakaldte Fetischkultus dog kun almindelig hos lavtstaaende Folk. Ordet Fetisch er af portugisisk Oprindelse og dannedes af de første Opdagere for at betegne de magiske Genstande, hvormed Negrene i Vestafrika behængte deres Legemer, for at beskytte sig mod Sygdom og Fare af enhver Art. Som Fetisch kan alt an- vendes: Tænder og Klør af Dyr, Fuglenæb, Muslingeskaller, Træ- stykker, Planter, Smaasten ; Valget er ganske vilkaarligt, kun ledet af den øjeblikkelige Indskydelse, men som oftest vælges dog en Genstand, der ved Farve eller Form er lidt paafaldende og af- vigende fra det almindelige; den er da en Fetisch og antages at være Bopæl for en Aand, der beskytter Bæreren af Fetischen. I en omtrent 100 Aar gammel Rejsebeskrivelse fortæller Forfatteren, hvorledes han en Dag besøgte en gammel Neger, der sad i sit lille Fetischhus omgivet af alle sine tusende Rariteter som Fuglefjær, Smaasten, Menneskehaar o. s, v.; han spurgte ham nu ud, om han ogsaa havde mærket nogen Gavn af alle disse Skatte? Ja, det var Negeren ganske sikker paa, han kunde nævne talrige Eksempler paa, hvorledes én Fetisch havde skaffet ham Held i Fiskeri, en anden havde beskyttet ham i en over- hængende Fare, en tredje havde hjulpet ham med at udfinde og straffe en Tyv o. s. v. Den rejsende spurgte ham nu videre, hvorledes han fandt ud, hvad der var en Fetisch og tog som Eksempel en rund Sten Digitized by Google Mirakelkure. 187 paa et Hønseægs Størrelse, der laa i Fetischhuset. »Ja, deri havde givet sig meget tydelig til Kende; det var en Gang, da han skulde ud paa en besværlig og farefuld Rejse, saa var han lige uden for sin Dør snublet over denne Sten; han tog den op, stak den til sig og Ekspeditionen løb lykkelig af; siden den Tid havde den desuden vist sin Kraft paa mange Maader.« Saaledes var det i Afrika for 100 Aar siden, og læser man moderne Rejsebeskrivelser, ser man, at det er saaledes den Dag i Dag; saa udbredt er Fetischtroen, og saaledes er den udviklet til at være Forklaring paa alle Livets Hændelser, at selv Evropæere ved at leve nogen Tid blandt Negrene smittes af Troen paa Fe- tischerne og disses magiske Kræfter. Fetischlæren findes hos mange andre Folkeslag end Neg- rene; hos de germaniske og skandinaviske Folk findes saa- ledes Planter som scabiosa succisa — Djævelsbid, som beskytter den, der bærer den paa sig, mod Djævelens Anfægtelser; efter Folketroen beskytter forskellige Ædelstene mod Gift, Jærn mod Aander. Henrik Harpestræng, der levede i Danmark i det 13de Aarhundrede, siger om Koral: Cbrallus hedder en god Sten ; han duer for Storm og stiller haardt Vejr, og han duer mod Trolde og Torden Blandt de Folk, som endnu ikke kende Skrivekunsten eller hvor denne er i Hænderne paa enkelte indviede, bjiver det skrevne altid regnet for en særdeles mægtig Fetisch; alle kende fra de gamle nordiske Sagn Runernes Magt til at vække Storm, stille Blod, fremkalde Kærlighed o. s. v., og denne Ærbødighed for det skrevne er vidt udbredt. En Missionær i Nordamerika beretter, at Indianerne vare overbeviste om, at han havde en Aand i sin Bibel, fordi han straks kunde sige dem, hvad Side de havde slaaet op uden først at tælle de foregaaende Blade; endnu mere karakteristisk er følg- ende Historie: En Indianer blev sendt med nogle Brød og et Brev til en Nabomission. Da han kom der hen, saa man, at der manglede nogle Brød i det i Brevet opgivne Antal, og Indianeren maatte gaa til Bekendelse, at han havde spist dem paa Vejen. Han var nu overbevist om, at der havde været en Aand i Brevet, som havde beluret ham, og da det næste Gang blev betroet ham at bringe Brød og et Brev af Sted, skjulte han Brevet under en Sten, medens han spiste et Par af Brødene og troede sig nu ganske sikker, da Aanden jo ikke havde kunnet se ham. 13* Digitized by Google 188 Mirakelkure. I Afrika ere skrevne Besværgelsesformularer meget alminde- lige ; Mungo Park traf en Gang, da han var i stor Nød, en Neger, der tilbød ham et solidt Maaltid for en skreven Besværgelse. Han malede da Negerens Skrivebræt helt fuldt paa begge Sider, og den lykkelige Ejermand af Besværgelsen vaskede den nu af med lidt Vand og drak dette, og til sidst slikkede han Skrivebrættet omhyggelig af for at faa alt med. Ogsaa de muhamedanske Stammer bruge skrevne Amu- letter, som sædvanlig ere Vers af Koranen; disse antages at be- skytte mod Fare, Sygdom og Saar; dog undtage de praktiske Arabere Skudsaar, da Krudtet ikke var opfundet paa Muhameds Tid og han derfor ikke havde nogen Anledning til at give Hjælpe- midler derimod. Hos mange Folkeslag er det ikke givet alle at finde den rette Fetisch. De have derfor en særlig uddannet Kaste af Præster, Troldmænd eller Læger, da disse tre Funktioner altid forenes i samme Person; disse særlig udrustede og uddannede Individer have da det Hverv at sætte sig i Forbindelse med Aanderne, udfinde den, som har foraarsaget Sygdommen eller truer med Ulykke og Sot og angive Midlerne til at besejre, forjage eller for- sone dem. Idet man gaar ud fra, at Sygdomsaanderne have en Art legemlig Personlighed, søge Troldmændene hos mange Stammer ved en eller anden Fremgangsmaade at drive den ud af den syges Legeme. Hos mange vilde Folk suges saaledes Sygdom- men ud; dette er den eneste Lægemetode, som Indianerne i Para- guay kende; Lægen sætter sin Mund til det syge Sted og suger stærkt, og efter hver Sugning spytter han ud; af og til trækker han Vejret dybt og blæser paa det smertende Sted, og paa denne Maade fortsættes Behandlingen i mange Timer. Denne Behandl- ingsmaade genfindes gennem hele det amerikanske Kontinent helt op til Polarlandene. I Sydafrika er f. Eks. Kuren for en Forstuvning, at Troldmanden suger i nogen Tid og saa spytter en eller anden Genstand ud, som paastaas at være Sygdommen. Da Trold- mændene paa mange Steder faa Betaling for hver Sygdomsaand, som de paa denne Maade kunne udsuge, er det let forstaaeligt, at en Sygdom ofte først kan helbredes, naar et større Antal Smaasten, Træstumper o. s. v. ere spyttede ud som udsugede af den syges Legeme. Udsugningsbehandlingen findes ogsaa i Avstralien og er saaledes næsten universel; det er derfor maaske Digitized by Google Mirakelkure. 189 ikke helt umuligt, naar Lubbock mener, at man i denne udbredte Folketro finder Roden til det bekendte Ammestueraad mod enhver Smerte, »at blæse paa det smertende Sted og saa kysse det«. Fremgangsmaaden er imidlertid ikke altid saa læmpelig; blandt de indfødte paa Borneo behandles visse Former af nervøse Lidelser hos Kvinder paa den Maade, at man kaster et Klæde over Patientens Hoved og dernæst prygler hende med en stor Stok, idet man gaar ud fra, at det er Sygdommen, ikke Pa- tienten, der føler Slagene. Naar nu Troldmanden af den syges Klager og Skrig har fundet ud, hvad det er for en Aand, som har foraarsaget Sygdommen, kan han fortsætte Behandlingen paa samme Maade, indtil han antager, at Aanden er drevet ud. Hyppigere hænger man dog en Snor med mange Knuder om den syges Legeme for at hindre Aanden i at slippe bort; den syge kastes nu ned paa Jorden, og Lægen tramper saa længe om paa hendes Mave og Bryst, til Aanden er dræbt. Saa mærkelig som denne Fremgangsmaade end synes os, er den dog vidt udbredt. Mongolerne anvende saaledes mod Epilepsi først Mosehus, saa Besværgelse, og naar alt andet glip- per, prøve de at forjage Sygdommen ved en grundig Dragt Prygl. Ligesom Sygdommen skyldes Besættelse af Aander, saa- ledes er det en almindelig Tro, at Lægen for at kunne udfinde og besejre Aanden maa komme i en særlig abnorm Tilstand, maa blive besat af en mægtig Aand, som er stærkere end den, der har foraarsaget Sygdommen, medens Troldmanden selv, naar han atter vender tilbage til den naturlige Tilstand, som oftest ikke véd, eller lader som om han ikke véd, hvad han har sagt under Ekstasen. En Type paa denne Art Troldmænd er de saakaldte Schamaner, der ere de eneste af Folket anerkendte Læger i den nordlige Del af Rusland, i hele det nordlige Asien og helt ind i Nordamerika. En saadan Schaman hører gærne til en Slægt, i hvilken denne Begavelse nedarves; han forbereder sig ved at forlade Hytte og Hjem, ved at faste i lang Tid, ved at undgaa alt Samkvem med Mennesker og ved at gruble over Aandernes Vilje, saa længe til hans Fantasi er opfyldt af Syner, hans Søvn afbrudt af Drømme og han selv i Stand til at hensætte sig vilkaarlig i en abnorm, ekstatisk Tilstand. Naar nu en Sygdom rammer en af Siberiens Nomader f henter man en Schaman; denne ifører sig da sin Troldmands- dragt, der bestaar af en kort Kaftan besat med Bjælder, raslende Digitized by Google 190 Mirakelkure. Stykker Jærnblik, klaprende Træstykker, smaa Læderremme o. s. v. Han sætter sig nu ned paa et Tæppe , der er bredt paa Jorden, synker hen i dybe Betragtninger, gaber, rækker sig og mumler Bønner og Besværgelser. Efterhaanden bliver hans Stemme stærk- ere og stærkere, til sidst skriger og raaber han af fuld Hals; han springer op, griber sin lille Tromme og løber rundt, stadig trommende og skrigende; Sveden strømmer ned af hans Leg- eme, Øjnene staa stift i Hovedet, hele hans Krop sitrer af uvil- kaarlige Trækninger, og hans Stemme har ganske tabt sin men- neskelige Klang, han udstøder kun Hyl, ikke artikulerede Ord. Endelig styrter han ganske udmattet ned paa Tæppet, han ligger nogle Minuter med pustende Aandedrag og tilsyneladende bevidst- løs, saa rejser han sig op og tilkendegiver Aandens Fordring, der som oftest gaar ud paa, at man skal ofre et eller andet nærmere betegnet Stykke Kvæg. Varer Sygdommen desuagtet ved, maa der foretages en ny Besværgelse eller tilkaldes en anden Schaman, og saaledes gaar det videre, saa længe Sygdommen varer og den lidende endnu har noget at ofre. Den samme Metode bruge Grønlændernes Angekokker med deres Trylletromme og Hensynken i magisk Søvn, den kan gen- findes paa alle Sydhavsøerne og paa mange andre Steder. I Vatnsdæl Saga berettes, at Ingemund lukkede tre Finner inde i en Hytte ; deres Legemer blev da stive, og de sank hen i en Trylle- søvn, der varede tre Døgn; i denne Tid havde deres Sjæl forladt dem og var faret til Island for at undersøge den Egn, hvor Inge- mund skulde bosætte sig, og da Sjælene kom tilbage og Finnerne atter vaagnede op, kunde de give en nøjagtig Beskrivelse af Vatnsdæl. Ogsaa den klassiske Oldtid havde sine Schamaner, og naar man læser, hvorledes Præstinden i det delfiske Apollotempel grebes af Guddommen, der fik hele hendes Legeme til at skælve og tvang hende til at udstøde Klager og Skrig, indtil hun endelig i den højeste Ekstase og saa godt som ubevidst fremførte ufor- staaelige Ord, der tydedes af Gudens Præster, saa maa man uvil- kaarlig sammenstille Oraklerne, saaledes som de endnu bevaredes i Grækenlands Blomstringstid og langt senere, med Grønlands Angekokker og Jakuternes Schamaner. Endnu en Ejendommelighed ved Schamanismen fortjæner at fremhæves; efter dens Teorier er Aandebesættelsen ikke ind- skrænket til den syge og til Troldmanden, ogsaa livløse Gen- stande, som Stene eller Stokke, kunne blive Sædet for Aanderne Digitized by Google Mirakelkure. 191 og blive da i Stand til at foretage Bevægelser, ligesom de jævnlig blive Aandernes Redskaber til at udpege den, der er skyldig i en Forbrydelse o. 1. Blandt Mongolerne opdages en Tyv derved, at en af deres Lama'er tager en Bænk og med mange Ceremonier og Besværg- elser drejer den rundt i forskellige Retninger; til sidst stiller den sig, efter hans Sigende af sig selv, i en bestemt Retning; Lama'en sætter sig over Skrævs paa den og paastaar nu, at den løfter ham op og bærer ham hen til den skyldiges Telt. I Central- afrika foretages en lignende mirakuløs Retsforfølgning derved, at Troldmanden udtager fire unge Mænd og lader dem to og to holde hver i sin Ende af en Stok. Nu foretages i lang Tid Be- sværgelser med Hyl, Trommen, Skralden og Dansen omkring disse fire Mænd, indtil de efter nogen Tids Forløb komme i en ekstatisk Tilstand: de stirre vildt, Skummet staar dem ud af Munden; stadig holdende fast i Stokkene snurre de rundt og fare af Sted i vildt Løb, hvorpaa de komme tilbage blødende og saarede af piggede Planter og Tjørne og styrte sammen uden for et af Teltene, medens Stokkene rulle hen for den skyldiges Fød- der. Efter Negrenes Opfattelse er det Stokkene, sdm først blive besatte og som dernæst drage Mændene med sig og tvinge dem til at udføre deres vilde Løb for at holde fast. Foruden de tidligere nævnte Behandlingsmaader : Udsug- ning og Udprygling af Aanderne, findes der en stor Mængde andre Midler, som benyttes af vilde Folkeslag mod Sygdomme. Videst udbredte ere Ofrene; det er jo naturligt, at man søger at forsone Sygdomsaanden ved at ofre en Del af sin Ejendom, sit Kvæg, eller hvad man ellers har kært. I sin raaeste og vildeste Form kan dette udarte til Menneskeofre af Børn, Slaver eller dem, der frivillig tilbyde at ville gaa i Døden; Sagnet om Admet og hans trofaste Hustru Alkeste viser, at man har kendt denne Art Menneskeofre i det gamle Grækenland. Ogsaa de gamle Nordboere drev Menneskeofre efter temmelig stor Maalestok; saaledes be- rettes om Kong Øn den gamle i Upsal, at han for at opnaa en høj Alder ofrede sine ni Sønner, den ene efter den anden og derved ogsaa naaede at blive saa gammel, at han ikke mere kunde gaa, men blev som et lille Barn. I Vestergøtland beslut- tede man paa den sorte Døds Tid at forsone »Digerdøden« ved et Menneskeoffer, og da to Tiggerbørn just kom vandrende, be- gravede man dem levende. Digitized by Google 192 Mirakelkure. Som oftest lade Aanderne sig dog nøje med Ofret af et eller andet Dyr, hvis Kød da tilfalder Præsterne, og der kan derfor til Ofre kun bruges saadanne Dyr, hvis Kød er brugbart til Føde, da Aanderne have den samme Smag og Tilbøjelighed som deres Tjænere. Hvor Menneskeofrene efterhaanden gaa af Brug, formildes de, saa at man kun ofrer en lille Del af sit Legeme; saaledes hugge Mødre i Syd-Indien et Led af en Finger for at frelse det syge Barns Liv, og efterhaanden kan Ofret mere forvandles til en Form, som naar Guden kun forlanger, at Negle og Haar skulle ofres, eller naar det tillades at erstatte Ofret af et Menneske eller af en Legemsdel derved, at en billedlig Gengivelse i Metal, Træ eller Voks hænges op i Gudens Helligdom. Naar Sygdommen ikke antages at ville lade sig forsone eller ganske besejre, kan den besværgendes Bestræbelser gaa ud paa at overføre den paa et andet Menneske, et Dyr eller en Plante, som da antages at faa Sygdommen. Blandt Zulukafferne er det en almindelig Kur, at Besværg- eren bringer lidt af den syges Blod ned i et Hul i en Myretue og dernæst lukker Hullet godt med en Sten. I Vestafrika plejer man at overføre Sygdommen paa en levende Fugl, som saa slip- pes løs og flyver bort med den; det antages da, at den, der fanger Fuglen, vil blive angrebet af den Sygdom, som den er Bærer af, og denne Tro paa,. at Sygdommen saaledes kan gaa over paa andre gennem Mellemled, er meget vidt udbredt. Plinius omtaler som Lægemiddel mod Maveonder at over- føre disse paa en Kalkun eller And, »der da som oftest vil dø« af dem, og den klassiske Overtro, at man kunde paaføre sin Fjende Sygdom og Død ved at gøre et lille Billede af Voks, som da under bestemte Ceremonier gennemboredes med Naale eller smeltedes ved en sagte Ild, har holdt sig til de sidste Aar- hundreder. I den mest bogstavelige Forstand mente man i Mid- delalderen, at man kunde drive Djævle ud af ét Menneske i et andet; saaledes gjorde en Præst langvarige, men forgæves Forsøg paa at helbrede Kong Karl den 6te af Frankrig ved at drive Djævlene ud af ham ind i 12 Mænd, der stod lænkede lige over for Kongen for at modtage Djævlene, og man kan endnu i Mis- sionærers Beretninger fra sidste Halvdel af dette Aarhundrede finde fortalt, hvorledes Djævlene, naar de drives ud af de ny- Digitized by Google Mirakelkure. 193 omvendte Hedninger ved Daaben, foraarsage Besættelser med Skrig, Krampegraad o. s. v., der kun kan helbredes ved Vievand, Korsets Tegn og Bønner. / Det er ikke vanskeligt at se, ad hvilke Veje disse Urtidens forskellige Forestillinger om Sygdomme ere naaede ned til vore Dage. Det er paavist, at Grækerne havde den Tro, at saavel den syge som den, der skulde udfinde Lægemidlet, vare besatte af Aander, og at Ofre spillede en stor Rolle i den ældste Helbred- elseslære. Efterhaanden uddannede der sig i Grækenland den Skik, at syge, der havde fundet Trøst og Hjælp i et af de be- rømte Templer paa Kos eller Knidos og andensteds, opskrev deres Navn, Sygdom og det Middel, som havde hjulpet dem og lod disse Tavler hænge op i Templet; derved ophobedes efterhaanden en vis Mængde Erfaringer, og da Tempelpræsterne lagde en stadig voksende Vægt paa Diæt og naturmæssige Midler, lagdes herved et Grundlag til en rationel Medicin. Denne Stræben bort fra det mystiske understøttedes derved, at der begyndte at ske en Sondring mellem Præster og Læger: man drog nu vel til Templet og ofrede til Guden for at genvinde sit Helbred, men samtidig søgte man Lægens Hjælp. Romerne havde langt mindre Sans for Naturvidenskaberne, ligesom deres Civilisation i det hele taget aldrig naaede op i Højde med den græske. De græske Læger med deres fornuftige og sindige Behandling havde derfor stor Vanskelighed ved at finde Indpas i Rom, medens ægyptiske Isispræsier, etruskiske Trold- mænd og alle Orientens Magere og Djævlebesværgere fandt en uudtømmelig Guldgrube i Romernes Lettroenhed. Det var dog i Roms gode Dage mere den store Hob, som troede paa sligt; i de dannede Klasser var en vis fornem Skepticisme Mode, men da Rom oversvømmedes af fremmede og alle Evropas og Asiens halv- og helbarbariske Folkeslag efterhaanden opnaaede romersk Borgerret, saa var enhver Overtro sikker paa at finde troende Tilhængere og det desto flere, jo taabeligere og mere modbydelig den var, og hos Forfatterne fra den Tid kan man derfor finde Med- delelser om Ofre og Ceremonier, som var de raaeste Negerfolk værdige. Digitized by Google 194 Mirakelkure. Da .Kristendommen blev den herskende Religion, bragte den ingenlunde nogen Forbedring med sig i Henseende til en mere naturmæssig Opfattelse af Sygdommens Natur. Fra sin orient- alske Oprindelse havde den bevaret Troen paa Aandebesættelser som Sygdomsaarsag og Djævleuddrivelse som Helbredelsesmetode; det er overflødigt at samle Beviser herpaa, då Evangelierne og Apostlenes Gerninger have Overflod af saadanne Beretninger. Særlig interessant som et Eksempel paa en Overførelse af Syg- domsaanderne til Dyr er Fortællingen i Lukas Evangeliums 8de Kapitel V. 27 — 36, som tillige indeholder en temmelig god Syge- beskrivelse: »Men der han traadte ud paa Landet, mødte ham en Mand af Staden, som i lang Tid havde været besat af Djævle, som ikke tog Klæder paa og ikke blev i Hus, men iblandt Grav- ene i lang Tid havde den (den urene Aand) sledet ham, og han havde været bundet med Lænker og Bøjer og bevogtet* og han havde sønderrevet Baandene og var drevet af Djævelen i Ørknerne«. Der berettes nu videre, hvorledes Kristus uddriver Djævlene og efter deres eget Ønske lader dem fare i nogle Svin, som derpaa styrtede sig i en nærliggende Sø og druknede, medens den syge helbrededes. Den samme Begivenhed berettes i Markus Evangelium 5te Kapitel V. 1—17 næsten med samme Ord, men endnu noget mere udførlig, saaledes at f. Eks. Svinenes Antal op- gives til henved to tusend. Da saaledes Besættelsesteorien fik ny Avtoritet ved den Religion, der efterhaanden blev den absolute Rettesnor for en stor Del af Menneskeheden, vendte den senere Oldtid og hele Middelalderen tilbage til de ældste og raaeste Forestillinger om Sygdommene; Kurene vare udelukkende Bønner og Besværgelser, og man fandt derfor i de første kristelige Tider ved hver Kirke ansat en Exorcist, hvis Bestilling var den at uddrive Djævle, og en særegen Plads i Kirken, som var bestemt for de besatte. Ligesom enhver Sygdom havde sin Djævel, saaledes uddan- nedes der efterhaanden en Art Specialitet i Behandlingen; de for- skellige Helgene delte Lægekunsten mellem sig, og ved enhver Sygdom gjaldt det nu væsentlig om at finde den Helgen, der hjalp mod denne Lidelse. Saaledes hjalp St. Valentin mod Ligfald, St. Veit mod den Sygdom, som bærer hans Navn, St. Hubertus havde sin Specialitet i at helbrede Bid af gale Hunde, og efter franske Beretninger er hans Ry ikke tabt endnu, St. Clara var god for rindende Øjne o. s. v. I Stedet for til Gudernes Templer søgte Digitized by Google Mirakelkure. 195 man nu til Helgenskrin og hellige Kilder og hængte der sine Offergaver, som Billeder af Hænder, Fødder, Øjne o. s. v. , medens Stumper af Helgenkister eller Knogler, Klædningsstykker og lign- ende maatte gøre Gavn mod Sygdom og Fare; dertil kom ogsaa indviede Medailler, afskrevne Bønner og Besværgelser o. s. v. Ret snurrigt er det at se, hvorledes Helgenene paa mange Steder tog ligefrem Arv efter de gamle Guder, hvis Templer de havde erobret. I det gamle Rom ansaas Romulus for at være Barndommen særlig gunstig i Erindring om hans egen besværlige og farlige Barndomstid, og man bragte derfor syge Børn til hans lille Tempel ved Foden af Palatinerhøjen ; nu ligger paa samme Sted en Kirke indviet til St. Theodoras, og moderne rejsende fortælle, at man endnu som for 2000 Aar siden kan se Romer- inder sidde der med deres syge Børn, anraabende Stedets Genius eller Helgen om Helbredelse. Højdepunktet af denne Udvikling betegner »malleus malle- ficarum«, Heksehammeren, et middelalderligt Værk, i hvilket der gives nøjagtige Kendetegn paa Djævlebesættelser, ligesom der med- deles Oplysning om alle de Ulykker, denne kan foraarsage, medens Kuren væsentlig bestaar i at brænde de besatte, et Raad, som kun blev alt for villig fulgt, og som har kostet Tusender Livet. Selv længe efter at Videnskabernes Genfødelse havde be- redet Vejen for en mere ædruelig Opfattelse af Sygdomslæren, be- varede Sindssygdommene og de store Nervelidelser som Epilepsi og St. Veitsdans deres Anseelse som Djævlebesættelse, saa at man efter Reformationen kan finde Exorcisme som en anerkendt Be- handling selv i protestantiske Lande. I det danske Kirkeritual af 1685 gives der udførlige Regler for Besværgelsen og nærmere Bestemmelse af de Tilfælde, i hvilke det anses for hensigts- mæssigt, at Præsten ogsaa tilkalder en Medicus, og endnu i Aaret 1787 blev en besat behandlet af 7 Præster i Tempiekirken i Bristol, og det lykkedes disse at drive 7 Djævle ud af ham. Ellers synes Besættelsesteorien ogsaa for Sindssygdommens Ved- kommende at have tabt Terræn, siden Pinel erholdt Konventets Samtykke til at løse de sindssyge i Bicétre af deres Lænker og derved muliggjorde en rolig Iagttagelse og Behandling af disse Lidelser. Dog kan Besættelsesteorien endnu spøge i enkelte Hjærner, og vi have i Danmark endnu for faa Aar siden set den Fordring fremsat, at der ved Sindssygehospitalerne skulde forsøges en særlig gejstlig Behandling sideordnet med den lægevidenskabe- Digitized by Google 196 Mirakelkure. lige. Ogsaa den rene Fetischisme holdt sig i Danmark lang Tid efter Reformationen; ligesom Kristian den første havde skrevet til Lunds Domkapitel om at faa udlaant den der beroende Helgen- særk, som var i Ry »for at være gode Kvinder ganske nyttig i Barnsbyrd«, saaledes viste Fredrik den tredje 200 Aar senere Bartholin en Sten, som efter Kongens Sigende havde den Egen- skab, at naar en fødende holdt den i sin Haand, befordrede den Fødslen. Bartholin fortsætter: »Saa stor er Dronningens God- hed, at hun udlaaner denne Sten til en og anden, som er i haard Barnsnød, og ikke faa have brugt den med god Virkning.c Naar man nu erindrer den trofaste Vedholdenhed, med hvilken alskens Overtro bevares fra Slægt til Slægt og ser, hvor- ledes Livsanskuelser og Meninger langsomt synke ned fra Sam- fundets højere Lag til de lavere paa samme Maade som Skikke og Moder, saa vil man ikke undres over, at Befolkningen endnu paa mange Punkter bevarer de nedarvede Forestillinger om Sygdom og Sundhed og kun langsomt lader sig paavirke af en mere naturvidenskabelig Betragtning. Vi skulle nu se, hvorledes de mystiske Midler, som bruges under Navn af Sympatikure t gode Raad o. s. v., alle lade sig henføre under en af de Arter Overtro, som i det foregaaende er omtalt. I sin mest uforfalskede Form findes disse Raad blandt Landbefolkningen, og det er ogsaa der lettest at faa dem samlede og opskrevne. Der findes derfor forskellige Samlinger af denne Art, og her skal navnlig hentes Eksempler fra Sognet Nørre- tranders tæt øst for Aalborg og fra nogle Haandskrifter, der til- hørte en gammel Smed paa Als, og som udgjorde Grundlaget for en stor Lægepraksis. For Tandpine raades det, at man skal stange sine Tænder med et nyt Søm, og dernæst slaa det stiltiende ind i en Stolpe. Midlet til at vinde en Kvindes Kærlighed er det at sætte en gul Frø ned i en Myretue og lade Myrerne pille den af; af Skelettet udtager man da Kravebenet, der har Form som en lille Krog, og med den spidse Ende giver man et lille Ryk i den elskedes Hals- klæde; naar man bliver ked af hende, behøver man kun at støde til hende med den tykke Ende af Frøbenet, saa er hendes Kær- lighed atter borte. Havde nogen i Nørretranders Vorter eller Udvækster, gik man Aftenen før en Begravelse til [Graven og tog et Dødningeben, hvormed man stiltiende strøg 3 Gange hen over Vorterne, hvor- Digitized by Google Mirakelkure. 197 paa man kastede Benet i Graven; den samme helbredende Virk- ning havde et Ligs Haand. Som beskyttende Midler bares: et Firkløver, en Bynke, en Hugormebraad , mod Tandpine et Stykke Pandeskal af en afdød eller en Tand af en Død. For Krampe anvendtes Kammen af en gul Hane brændt og pulveriseret, men bedre var dog Blodet af en henrettet. Alle dise Raad, hvis Tal let kunde forøges i det uendelige høre øjensynlig ganske simpelthen ind under Fetischlæren o: Gen- standene ere valgte vilkaarlig og have kun det ene til fælles, at de have frembragt en eller anden Ideforbindelse med Sygdommen, eller i øvrigt sat Fantasien i Bevægelse, derfor ogsaa den særlige Forkærlighed for uhyggelige Ting som Dødningeben, henrettedes Blod o. s. v. Ogsaa de skrevne Amuletter, ere endnu stadig i Brug ; saa- ledes anbefales det mod Koldfeber at bære paa sig følgende Opskrift : Abracadabra Abracadabr Abracadab Abracada \ Abracad Abraca Abrac Abra Abr Ab A og Teorien er nu den, at ligesom Linjerne i denne mystiske Form- ular stadig blive kortere, saaledes skulle Feberanfaldene efter- haanden tage af. Der findes ogsaa Formularer, som skulle skrives paa Brød og spises, netop som Negeren drak Mungo Parks Be- sværgelse. Svarende til Udbanknings- og Udsugningsbehandlingen er den Tro, at en Kvinde, der har født Tvillinger, og som har et sjældent Navn, er i Stand til at helbrede for Ryg- og Lænde- smerter, derved at den syge lægger sig paa Jorden og den kloge Kone dernæst træder vedkommende i Lændeegnen med højre Fod. Ofrene ere ligeledes repræsenterede. I »Modsotc, en Sygdom, der ytrer sig ved Madlede, Mathed o. s. v., maales den syge efter visse mystiske Regler med en Traad, derpaa klippes et Stykke af Digitized by Google 198 Mirakelkure. højre Stortaas og Langfingers Negl samt en Lok Haar af Issen; disse Ting lægges i et trekantet Stykke Papir, der beskrives med visse Tegn og opbrændes stiltiende. Overførelse af Sygdomme til Træer anbefaledes særlig mod Koldfeber. Den syge gik en Torsdag Aften efter Solens Nedgang stiltiende ^hen til et Hyldetræ og gravede en Haandfuld Muld op ved dets Rod. Jorden lagdes i et Stykke Linned og bares til næste Aften ved samme Tid, da bragte den syge Jorden til- bage paa dens Plads og sagde: Hyld du bold, der har du din sorte Muld og saa den Kold. Men ogsaa andre Ting som en rød Traad, en Tot Haar, en Klud og lignende kunde ved Be- sværgelser faa Sygdomme overført paa sig, og den der rørte ved dem, fik da Sygdommen; derfor var det i Nørretranders Skik, naar man traf saadanne mistænkelige Genstande, at korse sig og spytte paa dem, inden man gik hen der over eller rørte ved dem. Af Trylleformularer findes blandt Landalmuen en forbavs- ende Mængde; mod Forvridning læser man saaledes følgende: »Jesus ned ad Bjærget red, sin Firefoles Fod han vred, saa satte han sig af og gav sig til at signe: Ben i Ben, Kød i Kød, Sener i Sener og Led i Lave; du skal ikke svie, du skal ikke hærpe, du skal ikke hovne, du skal ikke værke; i Navn G. F. G. S. og den H. A. Amen.« Det mærkeligste ved denne Besværgelse er, at man i Tysk- land har fundet Opskrifter paa den, i hvilken den besværgende ikke er Jesus, men Sjugunt og Sunna, Freja og Fylla og til sidst Odin, medens Formularen i øvrigt er ordret ens, saa at man her har et øjensynligt Bevis paa, at Besværgelserne ere af ældgammel Oprindelse og blot efterhaanden ere forandrede for at passe ind i den nye Religion. De fleste Besværgelser have nu et noget kirkeligt Anstrøg med Anraabelse af den treenige Gud, men der findes dog ogsaa saa- danne, der til Modsætning anraabe Satan, saaledes f. Eks. føl- gende Besværgelse, ved hvilken man kan binde den, der er for- gjort: man lader en Hund æde Neglestumper af ham paa Smørre- brød og siger: »Tag al min Sygdom og al min Ulykke med i denne Dag og dette Aar og alt saa længe Verden staar, i Sa- tans Navn.« I Byerne ere Besværgelserne og Trylleraadene meget mere afblegede, det er her navnlig de saakaldte Sympatikure, som spille en Rolle; blandt disse findes simple Fetischer som Kastanier eller Digitized by Google Mirakelkure. 199 Kartofler, der bæres i Lommerne som Middel mod Gigt, et Hals- baand af Ravperler har efter andres Mening samme Virkning. Dernæst tror man stærkt paa Signaturlæren, efter hvilken Mid- lerne ere betegnede ved ydre Egenskaber, saa at gule Silketraade, Æggeblommer o. s. v. hjælpe mod Gulsot. Ogsaa Overførelses- teorien staar endnu i Hævd; man behandler saaledes Vorter ved i aftagende Maane stiltiende at stryge dem med raat Kød eller ombinde dem med en ulden Traad og dernæst kaste Sympati- midlet i Latrinen eller grave det ned i Jorden, helst paa en Kirkegaard, hvorefter Sygdommen dør bort, naar Sympatimidlet raadner op. Finnerne have fra Oldtiden bevaret deres Ry som Hekse- mestere; en midaldrende Mand berettede saaledes i fuldt Alvor, at han som Barn var bleven helbredet for en Sygdom derved, at en finsk Matros havde ladet sin Haand glide hen over ham og lovet at tage Sygdommen med til Finland. I det hele er Fantasien paa dette Omraade dog noget mindre livlig hos Bybefolkningen. De gamle Former for Aande- troen have efterhaanden tabt det meste af deres Anseelse, men kun for at vige Pladsen for nyere Systemer, der ikke give de gamle noget efter i Urimelighed. Den dyriske Magnetisme havde sine begejstrede Tilhængere i alle store Byer, og dens yngre Halvbroder, Spiritismen, finder nu overalt troende i alle Samfundslag, lige op til de højeste. I Spiritismen er Aandeteorien atter kommen frem i hele sin op- rindelige Umiddelbarhed; ligefra de dansende Hatte og Borde til de med Hjærtet seende Medier, der i en hemmelighedsfuld Søvn kunne se Fremtiden og erkende Sygdomme blot ved at røre ved en Lok Haar af den syge, skylde alle Spiritismens Profeter Aanderne deres magiske Egenskaber. Det er Aanderne, der løse de spiritistiske Jonglører ud af deres Baand, medens usynlige Hænder spille paa alle mulige Instrumenter i det halvmørke Rum, ja en foretagsom Fotograf har endog en Gang drevet det saa vidt, at det lykkedes ham at tage Fotografier af de henfarnes Aander, hvorved altsaa Oldtids-Forestillingen om Aandernes Legem- lighed atter kom skarpt frem. Det kom senere til en retslig Under- søgelse, der opklarede det hele som et storartet Bedrageri, men selv efter at Fotografen havde tilstaaet alt og havde forevist de Hulspejle og andre Redskaber, ved hvis Hjælp han havde vist Aanderne for de troende Spiritister, var det umuligt at faa disse Digitized by Google 200 Mirakelkure. til at tro paa et Bedrag. Der udkommer nu bestandig ny spirit- istiske Bøger, ja i Amerika findes Tidsskrifter og Dagblade, hvis væsentlige Indhold er Gengivelsen af saadanne Séancer, hvor For- tidens store Mænd og Kvinder, som Sokrates, Plato, Apostlene, Luther o. s. v., give Møde som Aander for paa Yankee-Engelsk at meddele Tilhørerne de floveste og bedst kendte Sandheder sammen med en Hoben Fantasterier om Aandernes Tilstand, deres nærmere og fjærnere Forbindelse med Jordbeboerne o. 1., kort sagt, der opføres nu i Civilisationens Centre Forestillinger, som ingen grønlandsk Angekok vilde skamme sig ved, og som enhver jakutisk Schaman eller mongolsk Lama straks vilde for- staa som Aandebesættelse og for Størstedelen ogsaa vilde kunne gøre efter. Selv Mænd, der ved deres øvrige Dannelse skulde være beskyttede mod den Art Anfægtelser, kurine blive grebne af Troen paa Aanderne, og man har saaledes et Værk af en fransk Astronom Flammarion, der i fuldt Alvor diskuterer og antager Spiritismens Læresætninger, medens en norsk medicinsk Professor for ikke mere end et Aarstid siden bragte Spørgsmaalet om Ønskekviste og deres mystiske Ævne til at finde Vand frem for Videnskabernes Selskab i Norge. Der er altsaa ingen Grund for de saakaldte dannede Klas- ser til at se ned paa Landalmuen eller endog paa de saakaldte vilde Folk for deres Overtro, tvært imod maa man indrømme, at i Henseende til Naturopfattelse staa endnu mange af de ældste og raaeste Forestillinger ved Magt selv hos de Folkeslag og i de Samfundslag, der mene om sig selv, at de ere paa Højden af Nutidens Civilisation. En ganske særegen Plads blandt de mystiske Lægemidler indtage de saakaldte Arkana, som først i vore Dage have vundet deres overordentlige Udbredelse. Ordet »Arcanum« betyder noget hemmelighedsfuldt, overnaturligt og betegner saaledes i og for sig Værdien af de Lægemidler, der henregnes under denne Gruppe, men i øvrigt omfattes under denne Benævnelse Ting af højst forskellig Natur, der blot have den ene Egenskab til fælles, at deres Sammensætning holdes hemmelig af Opfinderne, idet disse Digitized by Google Mirakelkure. 201 navnlig stole paa Mængdens Tilbøjelighed for det ubekendte, mystiske. Blandt den uhyre Hob af Midler, der efterhaanden ere blevne anpriste som de syges Haab og Frelse (Eduard Hahns Bog »Die Geheimmittel« nævner saaledes 1756 Arkana), er der en stor Mængde, som ikke have nogen som helst anden Virkning end den, som Overtroen vil tillægge dem, der altsaa ere rene Fetischer. Et Eksempel paa denne Art Arkana ere de her tillands meget anvendte »elektromotoriske Tandhalsbaand t , der skulle beskytte smaa Børn mod de Farer og Sygdomme, som kunne følge med det første Tandbrud. Disse Tandhalsbaand, der bindes om Børn- enes Hals, bestaa af en Strimmel Fløjel, i hvilken der er indsyet et med Svovl gnedet Kattunsbaand, og de ere selvfølgelig lige saa lidt elektromotoriske, som de kunne have nogen Indflydelse paa Tandbruddet; af saadanne Tandhalsbaand findes en Del Af- arter, der ligne hinanden i høj Grad og alle ere lige meningsløse. I den sidste Tid har man af og til set Anbefalinger for >Homeriana«, en Plante, der efter Sigende hentes fra Siberien, og som skulde være et ufejlbart Middel mod Lungesvindsot. Ved en i Karlsruhe paa Øvrighedens Opfordring foretagen Undersøgelse viste det sig, at den foregivne siberiske Plante var en i Tyskland meget almindelig Ukrudsplante Polygonum aviculare — Skedeknæ, der ogsaa er vildtvoksende hos os, og som ikke har nogen som helst helbredende Egenskaber. Et Arkanum, der er nær i Familie med de rigtige gamle Tryllemidler, er det i Tyskland højt ansete Epilepsimiddel fra Diakonisse- Anstalten i Dresden; det bestaar af Stære, der skulle skydes i de 12 første Nætter efter Jul og brændes til Kul. Af saadanne ganske uvirksomme Ting anbefales og fal- bydes talløse, men her maa disse Eksempler være nok. Endnu mere maa man dog advare mod alle de Arkana, der ligefrem ere farlige for Sundheden; dette er Tilfældet med næsten alle Haar- midlerne, hvad enten de siges at gengive Haaret dets naturlige Farve eller man er ærlig nok til at kalde dem Haarfarvnings- midler. De indeholde nemlig saa godt som alle Bly i forskellige Forbindelser, og da man tvinges til at vedblive med at bruge dem stadig, naar man vil bevare sit Haars kunstige Ungdomme- lighed, saa udsættes man for alvorlige Tilfælde af Bly forgiftning, en meget smertefuld og farlig Lidelse. Hos os averteres hyppigst >Fredriksens Haareliksir« , der bestaar af Vand, Glycerin, Bly- Tilskueren. 1884. ^ Digitized by Google 202 Mirakelkure. sukker og Svovl med lidt vellugtende æterisk Olie, ligesom ogsaa forskellige af de engelske hair-restorers og hair-renewers. I Eng- land er foretaget kemisk Undersøgelse af 19 saadanne Farve- midler, og af disse indeholdt de 18 Bly i betydelig Mængde; blandt de farlige, blyholdige Midler var der forskellige, der som HalPs vegetable Sicilian hairrenewer bar Paaskrift om udeluk- kende at indeholde uskadelige Plantestoffer. Andre Toiletmidler ere ikke skadelige, men blot unyttige, saaledes Lilionese, der bestaar af lidt Potaske og Borax, opløst i fortyndet og parfumeret Spiritus; et ganske enkelt er endog for- nuftig sammensat, saaledes det amerikanske »Sozodont«, der an- befales som Renselsesmiddel for Tænderne og bestaar af Sæbe, opløst i fortyndet Spiritus og Glycerin; her stikker Hestefoden kun frem ved den aldeles urimelig overdrevne Pris, der forlanges, og som er c. 3 Gange højere end de anvendte Stoffers Værdi. Blandt de Arkana, der udraabes som ny Opfindelser, der kunne hjælpe mod talløse Sygdomme, findes mange gamle og for Lægerne velkendte Lægemidler og Sammensætninger, til Dels saa- danne, som tidligere have været i almindelig Brug, men senere ere forladte som uvirksomme eller uhensigtsmæssig sammensatte, men til Dels ogsaa saadanne, der have en ganske begrænset Virk- ning og med Nytte kunne anvendes mod bestemte Symptomer, men ved at bruges i Flæng mod ganske forskelligartede Lidelser som oftest ere uden Virkning og endog kunne skade derved, at de syge ved Troen paa dem afholdes fra at søge en fornuftig Behandling. Maaske det mest udskregne og mest virtuosmæssig ud- basunede Middel af denne Art er Hoffs Maltekstrakt. En tysk Forfatter, Eduard Hahn, der har skrevet den førnævnte Bog om Arkana, karakteriserer dette »Sundhedsøl« paa følgende Maade: »Oprindelig var Hoffs Maltekstrakt et daarligt Slags undergæret (bajersk) 01, hvori der var kommet et Øludtræk af Bukkeblad, Korbendikt og Tørstetræbark samt smaa Mængder af Sukkerkulør, Koriander, Kardemome, Kanel, Anis og Potaske. Senere forøgedes Tilsætningernes Antal med Kartofifelstivelsesyrup og noget Glycerin. Skønt Hoff har benægtet, at hans Maltekstrakt indeholder Tørste- træbark og skønt ikke alle Kemikere have kunnet paavise det, findes denne Bark dog i Virkeligheden næsten altid i dette i Sandhed væmmelige Pøjt (scheussliches Gesoflf), men Fabrikanten har af og til glemt at tilsætte en eller anden af Bestanddelene, Digitized by Google Mirakelkure. 203 saaledes som Vidner have forklaret, ofte er Tilfældet Ekstraktindholdet i dette 01 har varieret fra 4, 5 pCt. — 12pCt., medens Alkoholmængden stadig har holdt sig ved 3 pCt.c I en af Forhandlerne paa dansk udgiven Reklame angives Sammensætningen af Maltekstraktet til 8,12 pCt. Ekstrakt og 4 pCt. Alkohol, og efter denne Beregning vilde det altsaa have lignende Betydning som bajersk Eksportøl, der indeholder 5 pCt. Alkohol og 6 pCt. Ekstrakt, eller Ale og Porter med 7 pCt. Alko- hol og 8—9 pCt. Ekstrakt, men det vil af det foregaaende frem- gaa, at man ikke kan stole ubetinget paa, at Maltekstraktet altid er ens sammensat, da Fabrikanten flere Gange har ændret Til- beredelsesmaaden , enten dette nu er sket af en Fejltagelse eller af andre Grunde. Fuldstændig fantastisk og grebet ud af Luften er det naturligvis, naar man har villet tilskrive Maltekstraktet en særegen Virkning mod Lungesvindsot og andre tærende Syg- domme, og der er saaledes ingen Grund til at betale det langt højere end andre bedre tilberedte og sundere Ølsorter. Sundhedssalt, der anbefales som Universalmiddel mod en Masse Sygdomme, bestaar af tvekulsurt Natron (Sodapulver), kulsurt Magnesia og Pebermyntesukker; det er saaledes en uskadelig Blanding, der er ganske nyttig mod enkelte Mave- lidelser, men ikke mod alle de Sygdomme, som nævnes i Re- klamerne; dets Pris er 1 Krone 35 Øre pr. Pund, medens den samme Mængde paa ethvert Apotek kan faas for 60 Øre og endog kan laves langt billigere, naar man selv vil sammenblande de enkelte Bestanddele. Brama-Livseliksir er en mørkegul, bitter Vædske, der er tilberedt ved at opløse 4 Dele simpel Aloe i 96 Dele Spiritus; den kan i mange Tilfælde virke ligefrem skadeligt, særlig naar man giver den til smaa Børn, saaledes som det anbefales i Re- klamerne. For nogen Tid siden oplyste en dansk Læge, at Brugen af Livseliksiren syntes at have haft meget alvorlige Følger for en Barselkvinde. I sin Tid anpristes Revalenta arabica, ligesom nu Hoffs Maltekstrakt, som et uovertræffeligt Ernærings- og Styrkelses- middel for Børn, svage Personer, Rekonvalescenter o. s. v. En Undersøgelse viste, at det bestod af en Blanding af forskellige Arter Ærte- og Bønnemel i varierende Mængde; det var følgelig langt fra at være let fordøjeligt, og et Pund af denne unyttige 14* Digitized by Google 204 Mirakelkure. Blanding solgtes for 3 Kroner, medens den virkelige Værdi næppe var 50 Øre. Det vilde være let at fortsætte denne Opregning og gennem- gaa alle de Taabeligheder , der anbefales som ufejlbarlige Midler mod Døvhed, Stær, Gigt og alle mulige Lidelser og Sygdomme, men de anførte Eksempler maa her være tilstrækkelige til at vise Arkanas Natur, og vi skulle heller ikke her komme ind paa den modbydelige Annonceindustri, der spekulerer i Menneskehedens sørgeligste Sygdomme og i den Sky, som Patienter, der lide af saadanne, ofte have for at lade deres nærmeste og deres Læge faa noget at vide derom. Det er nu Videnskaben en let Sag ved Kemiens og Mikroskopiens Hjælp at paavise de Stoffer, af hvilke Universalmidlerne ere sammenblandede, og enhver kan let skaffe sig Oplysning om et hvilket som helst Arkanums virkelige Sam- mensætning og Værd. Tilbage bliver da den tilsyneladende uforstaaelige Kends- gerning, at Publikum altid paa ny lader sig narre, at der be- standig dukker ny Arkana op, der roses i de højeste Tonarter, der ikke alene finde Lovprisere blandt det tankeløse Publikum, men som ogsaa kunne prange med Attester fra Læger og Kemi- kere, og som trods de umaadelige Udgifter til Avertissementer, Reklamer, Piecer o. s. v. dog gøre Fabrikanterne til Millionærer. Til at frembringe dette Resultat ere forskellige Faktorer samvirkende; først og fremmest den Tørst efter det ukendte, mirakuløse, der oven for er paavist under saa mange Former, der- næst Betydningen af de idelig gentagne Avertissementer, der slaa saa tidt mod Publikums Øjne og Øren, at det til sidst ligesom tvinges til at købe. Med Hensyn til Reklamen udvikles der en særdeles stor Opfindsomhed: Avisernes Avertissements-, Inserat- og Reklameafdelinger sættes i Virksomhed, offentlige Bygninger, foreløbige Skure, Sporvogne, Teaterplakater — alt bliver taget i Brug af Reklamen. Den bekendte Pillefabrikant Holloway skal en Gang have budt Dickens 1000 Lstr. for, at han skulde lade en af Personerne i en Roman omtale Holloway's Piller, og saaledes ere Fabrikant- erne overalt paa Spor efter en ny Art Reklame. Attester fra Læger faas paa forskellig Maade; i en Af- handling »Die Heilmittel und die Heilschwindler « har For- manden for Sundhedsraadet i Karlsruhe givet Oplysning om den Fremgangsmaade, der anvendes i Tyskland. I nogle Tilfælde Digitized by Google Mirakelkure. 205 havde man uden videre anført vedkommende Læges Navn uden hans Tilladelse eller trods hans bestemte Protest, i andre Tilfælde var det straffede Personer, daarjige Subjekter og Mennesker uden al Berettigelse til at kalde sig Læger, der figurerede som Attest- udstedere, kun i ganske enkelte Tilfælde havde godtroende Læger kant deres Navne til denne Industris Tjæneste. Her hjemme have vi for nylig sét, at en Udsælger af Hoffs Maltekstrakt har tilbudt en Masse Læger at give deres fattige Patienter gratis Maltekstrakt, naar Lægen vilde skriftlig forlange det til vedkommende. Naar nu en Læge godtroende mente, at Maltekstrakt dog altid var 01 og saaledes kunde være nyttigt for en fattig Patient, kunde han være sikker paa at finde sit Navn op- ført i næste Reklame, som en Læge, der har anbefalet og re- kvireret Hoffs Maltekstrakt. Blandt de paa Reklamerne opførte Attester findes ogsaa saadanne: »Da jeg ønsker at gøre Forsøg med Hoffs Maltekstrakt, bedes De sende mig . . . . N. N.c; denne Attest er selvfølgelig uden mindste Betydning, men det tankeløse Publikum læser kun Lægens Navn og tror saa deri at finde en Garanti for Midlets Værd *). Hidtil har Kampen mod denne Oversvømmelse af Arkana været temmelig frugtesløs; der er forsøgt forskellige Fremgangs- maader, men uden synderlig Virkning. Det vilde være meget nyttigt, om der fandtes en af Myndighederne indsat Kommis- sion af sagkyndige, der havde det Hverv, at undersøge Ar- kana og offentliggøre Resultatet af Undersøgelserne tillige med en Beregning af Midlets virkelige Pengeværdi, saa at enhver kunde se, hvor uhyre en Fordel Fabrikanterne tage. Meget vilde der- næst være naaet, naar den bedre Del af Dagspressen kunde blive enig om, at den ikke vilde optage Avertissementer om Arkana; dette skal være Tilfældet i England, hvor efter Sigende 200 Dag- ') Undertegnede blev for en Del Aar siden opfordret til at give en Attest for Sundhedssalt , men da den, der henvendte sig til mig, nægtede at give Oplysning om Midlets Sammensætning, blev denne Anmodning selv- følgelig meget bestemt afslaaet. Fabrikanten, Hr. Heymann-Bloch, har senere benægtet at have henvendt sig til mig; det er mig efter c. 10 Aars Forløb umuligt at mindes den Persons Udseende, der indfandt sig hos mig, men det er jo ogsaa ganske ligegyldigt, om det var Fabrikanten selv, hans daværende Gompagnon eller en Agent, der havde det Hverv at skaffe Attester. , Digitized by Google 206 Mirakelkure. blade have sluttet den Overenskomst, at de lige saa lidt optage Avertissementer om Arkana som Avertissementer af usædeligt Indhold. Ogsaa burde Lægerne alle som én indse, at det er under deres Værdighed at give nogen Attest for et Lægemiddel, hvis Sammensætning ikke er offentliggjort, saa at man kan kontrollere dets Virksomhed paa videnskabelig Maade, men alle disse For- holdsregler ville dog være utilstrækkelige til at bekæmpe dette Uvæsen. Den eneste virksomme Hjælp maa bestaa i en alminde- ligere Udbredelse af Kundskaben om Sundhedens og Sygdommenes Natur og i det hele om Naturlovenes uomstødelige Gyldighed. Først naar Naturvidenskaben paa en ganske anden Maade har gennemtrængt Befolkningens forskellige Lag og ikke blot danner en tynd Fernis, hvormed man dækker sin Overtro, kan man haabe, at undergørende Amuletter, besatte Medier, Sympatikure og alle hemmelighedsfulde Midler og Arkana, der sky Videnskab- ens fulde Dagslys, ville tabe deres Tiltrækning. F. Levison. Digitized by Google Schwester Weleicka. En Lasareterindring. Lasaretet paa Augustenborg Slot var efter Ind- tagelsen af Als den 29de Juni 1864 stærkt belagt med saarede, danske og tyske imellem hinanden, dog saaledes, at i Reglen ud- gjorde hver enkelt Stues Belægning én Nationalitet. De tyske Læger overtog først Lasaretet nogle Dage, efter at Kampen havde fundet Sted, og med dem fulgte en Skare sorte Franciskanerinder, anførte af »unsere liebe Muttere og af en yngre Prælat, der talte Politik som en Krigskorrespondent, naar han besøgte en dansk saaret, med hvem han kunde indlade sig. Han var livlig nok, »unsere liebe Mutter« derimod stille og blid. De barm- hjærtige Søstre fik Lasaretet delt imellem sig, hver havde to Stuer at passe foruden den Tjæneste, der faldt af paa Officers- stuerne eller de Afdelinger med lette saarede, som ikke fik faste »Søstre«. Det var flinke Sygevogtersker, og der var næppe gaaet en Dag, før der var et hjærteligt Forhold mellem dem og de danske saarede. De fleste af dem var kønne unge Piger, en af dem paa en egen sjælfuld Maade smuk, Schwester Weleicka; kun om en enkelt opdagede vi, at hun ikke var til at lide paa, hun løb med Sladder og gik unsere liebe Mutter under Øjnene. Der gik det Sagn mellem os danske — med hvilken Ret, véd jeg ikke — , at vore barmhjærtige Søstre var ubemidlede adelige Døtre fra Westfalen, der paa denne Maade traadte ud i Livet, da de ingen Udsigt havde til at blive gift. De kunde godt have været det, saa fine de var i hele deres Færd. Man spurgte dem ikke Digitized by Google 208 Schwester Weleicka, en Lasareterindring. om deres Oprindelse, det kunde ikke være faldet nogen ind, deres Person var som et fjærnt Anliggende, skilt fra denne Verden ved det smalle, hvide Lin, de bar om Panden. Ellers talte vi om alle mulige Ting med dem, om deres Klosterløfte — der ikke var absolut bindende — , om Ordensreglerne, om Tjænesten paa andre Lasareter, om tidligere Hospitalserfaringer , men mest naturligvis om Begivenhederne i vor egen lille Verden med Opera- tioner og Smerter og Dødsfald og Besøg af fjærnt boende Slægt- ninge. Der var en ung Pige, som kom rejsende dybest nede fra Schlesien for at se til sin Forlovede, en Underofficer, der laa dødelig saaret af en Geværkugle, der var gaaet gennem Under- livet og ud ved Rygsøjlen, som den havde beskadiget. Hendes Skæbne laa os alle paa Sinde, og da Underofficeren trods al rimelig Beregning kom sig og kunde begynde at være oven Senge r fik vi Besøg af »Søstre« fra de andre Stuer, som vi næppe havde set før, og som blot kom for at tale om Begivenheden. Der var en dansk saaret, en Kæmpekarl, som var alles Yndling, en Fynbo, hvis venstre Ben noget sent blev sat af helt oppe ved Hoften. Da haii begyndte at vinde Kræfter og kunde bevæge »Stumpi« r som han sagde — der var kun enHaandsbred tilbage afLaaret— t maatte alle, Damer som Mænd, der besøgte ham, underkaste sig den Højtidelighed at bevidne hans Ævne til at bevæge »Stumpi«, og da hans Fødselsdag indtraf, var hele Lasaretet i Bevægelse. Der blev kogt Chokolade efter en stor Maalestok, og alle danske saarede, der blot kunde krybe og gaa, var indbudte til hans Stue* Det var danske Damer i Augustenborg og »Schwester« fra hans Stue, som var Værtinderne. Jeg blev netop baaren gennem Stuen fra Bad, da de første enbenede Fyre indfandt sig. Selv laa han glædestraalende med en mægtig Kringle foran sig paa Sængen* bagt i Form af et S — han hed Sørensen — , og rundt om i Stuen og som en Ramme omkring Kringlen var der tæt med røde og hvide Blomster. Festen havde for øvrig nær givet An- ledning til Uro. De tyske saarede var ikke indbudte, og pludse- lig som alt gik bedst, indfandt hele den bevægelige tyske Be- Digitized by Google Schwester Weleicka, en Lasareterindring. 209 lægning sig med deres Blikmaal, de vilde ogsaa have Chokolade. De fik den, men Schwester var vred, og der Stabsarzt, som var overordentlig dånenfreundlich — Tyskerne sagde zu dånenfreund- lich — , tænkte paa at diktere Straf. Dette blev der dog, saa vidt jeg véd, ikke noget af; snarere skulde jeg tro, at Oberstabs- arzt har givet Stabsarzt en Røffel. Man havde naturligvis bl. a. nær taget Livet af Sørensen, hvor kraftig han end var. En Dag i Avgust kom saa Schwester Weleicka uden Varsel, ledsaget af unsere liebe Mutter, ind til os for at sige farvel. Hun skulde til Amerika , til en Koleraby dér. Ordren var kommen til hende for en halv Time siden s hverken hun eller nogen paa La- saretet havde anet, at hun skulde rejse. Det var et Tab for os, om end vi ikke umiddelbart havde noget med hende at gøre, hun var saa munter og smuk. Ganske vist havde vi i den sidste Tid ikke set saa meget til hende som i Begyndelsen, men allige- vel, det gjorde os ondt, at hun forlod Lasaretet, og selv var hun ogsaa bevæget ved Afskeden. Hun var den af alle »Søstrene«, som man havde kunnet tale bedst med. En Sommeraften, to Aar efter, fik jeg saa ved et tilfældigt Møde den sandsynlige Sammenhæng at vide med denne pludse- lige Afrejse. Paa Schwester Weleickas danske Stue var der kun én, som kunde tale tysk, en ung Handelsmand fra en Provinsby paa Sjælland, der under Krigen var bleven Korporal. Det var lutter Bønderkarle ellers, som laa paa Stuen. Al Anmodning om Hjælp, enhver Anvisning og hele Underholdningen med Schwester maatte altsaa gaa igennem ham. Han var ikke smuk, tvært imod, men han havde et Smil, der var vindende, og han var af et glad Sind ligesom Schwester Weleicka. Der var haardt saarede paa Stuen, der blev døjet mange Smerter, men der var ogsaa mangen hyggelig, lille Latter; Schwester havde saa blød en Haand, og Korporalen var saa flink til at forklare. Selv havde han et Skudsaar i Laaret, som i Begyndelsen ikke plagede ham saa Digitized by Google 210 Schwester Weleicka, en Lasareterindring. særdeles, det var først da det tog paa at læges, og da der var ved at gaa Rosen i Saaret, at Pinen begyndte. Schwester havde nogle Nætter maattet vaage hos en dø- ende tysk Soldat i Stuen ved Siden af den danske. Den døende led meget og maatte idelig lindres. Inde paa den danske Stue plejede alt nu at være roligt om Nætterne. Der brændte en svag Natlampe henne i det ene Hjørne af det store Rum ligesom i Stuen ved Siden af, og naar én tilfældig vaagnede, kunde han ved den vage Belysning se Schwester Weleicka gaa stille fra og til inde hos Tyskeren, der næsten uafbrudt stønnede. Denne Lyd var man vant til, det forhindrede ikke Søvnen. Korporalen var den, som hyppigst vaagnede, Saaret brændte ham, men lige over for den Lidelse, som foregik i Stuen ved Siden af, kunde han ikke bekvemme sig til at give sin Smerte til Kende. Han havde dog nu og da om Natten vekslet hviskende Ord med Schwester Weleicka, hun havde strøget ham over Haaret og sagt, at han skulde se at sove, og han plejede da ogsaa at falde i Søvn hurtig efter. Den fjærde Nat — Tyskeren maatte nu dizj, det var ube- gribeligt, at han levede — vaagnede Korporalen med en ulidelig Svie og Hede i Saaret, Forbindingen pinte ham, tør og haard, som den var bleven. Han saa den unge Nonne sidde træt paa en Stol umiddelbart inden for Døren til den tyske Stue, en Klage- lyd der inde fra fik hende til at løfte Hovedet, og lidt efter rejste hun sig og gik bort til den døende. Korporalen bed Tænd- erne sammen og lukkede Øjnene; ved en svag I^yd aabnede han dem paa ny, og han saa da Schwester Weleicka, der var kommen tilbage til Døren, staa med Haanden paa Ryggen af sin umagelige Stol ligesom lyttende. Alt var stille. Saa kunde han ikke mere, han maatte stønne lidt. Øjeblikkelig var Nonnen ved hans Sæng. Hvad var der i Vejen? Ak, hun maatte ikke blive vred, men han kunde ikke sove for Svie og Pine i Saaret. »Vent lidt, jeg vil blot se til min Patient der inde, saa skal jeg hjælpe Digitized by Google Schwester Weleicka, en Lasareterindring. 211 Dem.« Og hun forsvandt for kort efter at komme tilbage med den store Bakke med Forbindingssager. »Han er stille, min Pommeraner nu; jeg kan nok faa Tid til at skifte Forbindingen, c Uuå satte sig paa Sængekanten, slog Tæppet til Side, løste Bindet, kølede Saaret med Vand, kom frisk Olje og Charpi paa og slyngede saa Bindet om paa ny, alt med den letteste Haand i Verden. For den saarede var det, som gled han ind i Himmerig. Med halvt tillukkede Øjne laa han ubevægelig og saa paa den unge Nonne. Hans Tilstand blev saa livsalig. Ingen Pine mere og Friskhed over Saaret! Da den sidste Naal var fæstet, tryk- kede hun svagt med begge Hænder rundt om Benet, dækkede den saarede til og bøjede sig frem over ham for at se ham ind i Øjnene. »Naa, er det nu godt? Kan De nu sove igen?« Hendes Stemme var saa mild, næsten kærtegnende, hun var ham saa nær, hendes Ansigt saa smukt, alt saa tyst, Be- lysningen saa forunderlig, og nu gled hendes Haand igen op over hans Haar, — han rejste sig en Smule op fra Puden og med en Bevægelse, som han ikke var Herre over, slyngede han begge Arme om hendes Hals og trykkede hende med et Kys paa Læb- erne tæt ind til sig, medens han sagte sank tilbage i Sængen. Hun gav sig i første Øjeblik hen i hans Favntag, saa rev hun sig løs og gik, uden at sige noget, hurtig ind i den anden Stue. Han faldt næsten øjeblikkelig i Søvn, lykkelig ved at have op- levet, som han syntes, det skønneste Øjeblik i sit Liv. Næste Morgen stod det hele utydelig som en Drøm for ham. Men han blev opmærksom, da Schwester Weleicka ikke indfandt sig, som hun plejede, ved Morgentoilettet. Hun blev i Reglen afløst fra sin Nattevagt Kl. 4 om Morgenen og var ellers altid allerede Kl. 8 paa ny i Stuen, naar Vaskefadene blev baaret ind. Men denne Morgen kom hun først Kl. 9, da Lægens Stue- gang begyndte. Hun havde grædt, og hun løftede ikke Øjnene Digitized by Google 212 Schwester Weleicka, en Lasareterindring. fra Bakken med Forbindingssager. Hun svarte kun det aller- nødvendigste paa Lægens Spørgsmaal, og der forekom ikke en Spøg den Morgen paa Stuen. En saa alvorlig Stuegang havde der ikke før været, næppe nok i de barske danske Lægers Tid med den enlige svenske Diakonisse. Man tilskrev det Dødsfaldet der inde blandt Tyskerne og de anstrængende Nattevagter, kun Kor- poralen vidste bedre Besked, hans Øje forlod ikke Nonnens An- sigt, men aldrig kunde han møde hendes Blik. Han var meget modfalden, han vilde for alt ikke have tilføjet hende Bekymring. Lægen gik videre til den tyske Stue, og Nonnen fulgte ham. Da Stuegangen ogsaa her var forbi, kom hun tilbage og gik alvorlig lige hen til Korporalen. Hun stod et Øjeblik foran ham uden at tale, saa sagde hun blidt: »Sie haben vergessen, ich bin die Braut unseres Herrn Christus.« Stemmen var fast, Øjnene bedrøvede, og stille forlod hun igen Stuen, inden han havde kunnet svare. Den Dag og de følgende Dage blev hun saa inde paa den tyske Stue, ellers havde hun haft for Vane at sidde mellem de danske. Tonen var mere høvisk der, i alt Fald forstod hun det ikke, hvis der faldt en Ytring, som kunde saare hendes Øren. Korporalen fik aldrig Lejlighed til at sige hende de Ord, som brændte ham i Sjælen. Naar han bad hende om at blive, ryst- ede hun sagte paa Hovedet, og hun kaldte paa Sygepasseren, hvis han anmodede om Hjælp. Men allerede Andendagen efter den natlige Begivenhed stod der de smukkeste Blomster paa hans Bord ved Sængen, da han vaagnede om Morgenen, og der laa fine Cigarer til ham. Der hengik fra nu af ingen Dag, hvor ikke en eller anden lille Overraskelse var beredt ham, enten i Form af Blomster eller Syltetøj, ægte Seltersvand, Cigarer, Tobak, fine Skjorter, hjemme- bagte Kager eller Bøger, ja da han kunde begynde at sidde oppe, blev en udmærket Lænestol rullet ind til ham, og paa den laa en fint udstyret Slobrok. De barmhjærtige Søstre stod i Forbindelse med Komiteer i Tyskland, som forsynede dem med alt muligt. Digitized by Google Schwester Weleicka, en Lasareterindring. 213 Spurgte han, svarte hun ikke eller sagde »Weiss nicht — eine Dame«, eller »Der Vorsteher«, stundum ogsaa »Die Herren Officiere«, og en Tak, som kunde blive til en Samtale, var og blev det umuligt at faa anbragt. Saa skete det en Dag under Stuegangen, at Schwester Weleicka stod tæt ved Korporalens Sæng med Ryggen til, med- ens der Stabsarzt syslede med en saaret i Sængen ved Siden af. Korporalen kunde ikke lade være, han berørte bønfaldende hendes Haand. Hun trak Haanden til sig uden Vrede, men forandrede sin Stilling, og da hun fulgte med Lægen til den næste Sæng, saa hun første Gang i disse mange Dage Korporalen ind i Øjnene. Det var et fast og bedrøvet Blik. Det var hendes Afsked med den danske Korporal. Han saa hende aldrig mere. Den Dag hed det, at Schwester Weleicka var syg, den næste Dag fik Stuen at vide, at hun var kom- manderet til Amerika. Hun sagde farvel dér, medens Korporalen humpede om nede i Parken. Min Hjemmelsmand formoder, at hun i Skriftemaalet har givet sit bespændte Sind Luft, og at »unsere liebe Mutter« eller den livlige Prælat har sørget for hendes Fjærnelse. Kække, blide Schwester Weleicka! E. Skram. Digitized by Google Om Kongedømmet, Et Foredrag, holdt d. 18de Januar 1884 i Københavns liberale Vælgerforening. Alle forstandige Mennesker ere enige om, at Kongens Per- son ikke maa inddrages i Landets politiske Stridigheder; han bør staa højt ophøjet over alle Partierne, saa at der ikke er et eneste, som ligefrem beraaber sig paa ham, eller som omvendt vover at gøre ham til Genstand for Angreb. Helt anderledes forholder det sig med den Institution, hvis Bærer han er. Man kan længe nok sige, at det er Landstinget, som staar imod Folketinget, eller at det er Ministrene, som ikke kunne komme til Rette med Rigsdagen. Til sidst rejser sig dog uundgaaelig det Spørgsmaal: men hvorfor just disse Ministre? og man nødes da, efterdi det jo er Kongen, som ud- nævner dem, til atter og atter at overveje, hvor vidt Konge- dømmets Ret og Pligt gaar. Af det forskellige Svar, som gives herpaa, beror for en væsentlig Del den forskellige Stilling, som indtages i den politiske Strid. Det skyldes derfor kun Mangel paa Klarhed eller Mangel paa Mod, naar man skyder Overvejelsen fra sig, og hvad Modet angaar, saa synes jeg, at det maa vokse, naar man betænker, at, hvis man skulde komme til den Over- bevisning, at Kongedømmet i en given Situation benyttes paa en mindre tilbørlig Maade, saa rammer Dadlen derfor jo slet ikke selve Kongen, men de Ministre, som paatage sig Ansvaret for hans Handlinger, og at Ministre maa finde sig i en af Hensyn til Landets Vel dikteret Kritik, er noget, hvorom der fornuftigvis ikke kan disputeres i en fri Stat. Kærnen i Spørgsmaalet ligger i et Par Ord, der forekomme saa hyppig, og til hvilke vi ere saa vante, at mange maaske netop af den Grund ikke give videre Agt paa dem, men tanke- løst lade dem summe forbi Ørene, ganske ligesom vi gøre med Digitized by Google Om Kongedømmet. 215 de mange intetsigende, høflige Talemaader, hvoraf Luften er svanger. Jeg sigter til Ordene »af Guds Naadet, som i alle Love og Kundgørelser sættes foran »Konge til Danmark c og den øvrige overflødige Titulatur. Lærde Granskere oplyse, at Kongerne dermed oprindelig ønskede at lægge deres kristelige Ydmyghed for Dagen og slaa fast for sig selv og al Verden, at de intet vare i og af sig selv, men skyldte Gud alt; hvis saa er, varede det i alt Fald ikke over- dreven længe, inden Piben fik en anden Lyd. Det gik hermed, som det saa ofte gaar, at en Ting til sidst kommer til at betyde akkurat det omvendte af hvad der fra først af var tilsigtet. Der indtraadte et Tidspunkt, hvor »af Guds Naade« blev ét med Folkefrihedens Undergang og Kongernes absolute Selvraadighed. Et slaaende Eksempel have vi i vor egen Historie. Det var som bekendt Frederik den tredje, under hvem Enevælden blev indført. Hans Søn, Christian den femte, var altsaa den første, der besteg Tronen som Selvhersker. Aaret efter, den 7de Juni 1671 , blev han salvet i Frederiksborg Slotskirke af Sæl- lands Biskop, Johan Wandal, som i en lang Tale udviklede den ny Statsform, hvorunder Danmark og Norge nu levede, og blandt andet udtrykte han sig da paa følgende Maade 1 ): »Naar Paulus siger, at Overmagten eller Overøvrigheden er af Gud selv beskikket og er Guds egen Forordning, da vil han dermed vise, at den af Gud umiddelbart og uden nogen anden mellemga^ende virkende Aarsag er indstiftet og forordnet paa den Maade, som ellers al Naturens ordentlige Løb og Stjærnernes visse Gang paa Himlen er af Gud selv i Skabelsen beskikket. Derfor kalde og Kongerne sig med al Rette Konger af Guds Naade, dermed erkendende ingen anden end Gud alene for den, hvis Velgerning det er, at de regere og herske over deres Folk og Undersaatter. Det er Guds egen himmelske og guddommelige Majestæts herlige, glimrende Straaler, som fremskinne og glinse i de jord- iske Majestæter, og det er samme allerhøjeste Konges egen konge- lige Trone, hvilken Kongerne paa Jorden i hans Sted besidde. Ligesom Gud selv har indgivet og indplantet en Frygt og Rædsel for Mennesket udi alle Dyr paa Jorden, udi alle Fugle ') Se: Johan Wandal: Christian den femtes kongelige Salvings sandfærdige Beskrivelse. København, 1671. Digitized by Google 216 Om Kongedømmet. under Himlen og i alle Fisk udi Havet, saa har Gud og indsat i Menneskenes Hjærter en Frygt og Rædsel for de høje Øvrigheder og Regenter. Herren selv giver Kongerne den høje Æretitel, at han kald- er dem Guder og den Allerhøjestes Sønner. Der er ingen over disse jordiske Guder og den Allerhøjestes Sønner; de have og ingen at svare eller gøre Regnskab foruden den himmelske Gud alene, han, som er den Allerhøjeste over al Jorden og meget op- højet over alle andre Guder. Dersom disse jordiske Guder synde og forse sig, da synde de imod den højeste Gud alene og ej imod Menneskene. Der er heller ingen mellem Gud selv og disse hans Statholdere, som kan sætte dem til Rette, naar de forse sig, eller som kan fordre Regnskab af dem for deres Handlinger, men Gud alene er deres Overmand og Overdommer. Ti ligesom de af Gud alene umiddelbart ere beskikkede og forordnede, saa afhænge de ogsaa af ham alene og ere ham umiddelbart under- givne. Denne Øvrigheds Overmagt er en saadan høj og suveræn Magt, som ingen maa eller kan modstaa, med mindre han vil modstaa Guds egen Forordning og derved hente sig selv en haard Dom og Straf over Halsen. Hvo, som sætter sig op imod Overøvrig- heden, fører Krig imod Gud, sig selv til Ulykke og Fordærvelse. Dersom Kongen vil misbruge saadan sin høje Ret og Magt til at undertrykke, da skal der ej være andet Raad og Middel for Undersaatterne uden det alene, at de kunne raabe til Herren over deres Konge, eftersom den eneste Appellations Ret over Kongerne paa Jorden findes hos Gud i Himlen. Ti ligesom det tilhører Kongen at regere over Folket, saa tilhører det Undersaatterne at være Kongens Tjænere. Kongen skal herske baade over Under- saatternes Personer og over deres Gods og Ejendom, hvoraf han enten kan fordre Tiende efter sin Vilje eller udi Nøds Tid tage det ganske bort til sin og sine Krigsfolks Gonservation og til den algemene Velstands Beskærmelse mod sine og Rigets Fjender, t Om disse Betragtninger, som uden Tvivl i sin Tid have fundet kraftig Genklang i saa godt som alle Tilhørernes Hjærter, tør man dristig paastaa, at de nu til Dags ere aldeles uforstaae- lige for det overvejende Flertal af os; de klinge som Røster paa et fremmed, ukendt Tungemaal. Enhver, som blot har nogen Kundskab og Tænkning, véd, at det Grundlag, hvorpaa de hvile, er uholdbart. Det forholder sig ingenlunde saaledes, at Gud Digitized by Google Om Kongedømmet. 217 umiddelbart har indstiftet Kongemagten; den er overhovedet slet ikke bleven til paa samme Maade som Naturens Løb og Sjærn- ernes Gang. Ti medens vi Mennesker slet ingen Indflydelse have eller have haft paa, hvorledes Stjærnerne vandre og hvorledes Naturlovene virke, saa er det uimodsigeligt, at det er' gennem menneskelige Handlinger og Skæbner, at Tronerne ere blevne rejste. Vil man nu indvende , at det dog er et guddommeligt Forsyn, som har staaet bag ved og ledet de menneskelige Viljer saaledes, at deres Samvirken tilvejebragte det Resultat, som netop kom ud, saa skal jeg gærne samtykke deri; men jeg maa da til- lige bemærke, at, naar man vil have Forsynet med i én Periode af Historien, saa gaar det ikke an at udelukke det fra de andre. Heraf følger, at, hvis det var Forsynet, som styrede Frederik den tredje til at gribe Enevælden, saa var det ogsaa efter Forsynets Bestemmelse, at der 1848 blev gjort Ende paa denne Enevælde. Og hvis det var i sin gode historiske Orden, at Wandal og hans samtidige priste sig lykkelige, fordi de vare blevne Trælle, saa er det heller ikke mere end billigt, at vi ere glade, fordi vi ere blevne fri. Ja det skulde gaa underlig til, om vor Glæde ikke var større end vore Forfædres. Man plejer ofte at længes efter de saakaldte gode gamle Tider. Hvis det ellers er sandt, hvad der siges om, at Historien er en Fremadskriden, saa turde det være nok saa godt at høre til den sidst fødte Slægt. Det maatte være et underligt Menneske, som, efter at have smagt Frihedens Sødme, kunde have Lyst til atter at opleve Fædrenes Trældom. I Spørgsmaalet om Kongemagtens Oprindelse pg Udvikling skal jeg for øvrigt ikke fordybe mig; det vil jeg lade Historikerne om for ene og alene at holde mig til de nu foreliggende Kends- gerninger. Og en Kendsgerning er det da, at i alt Fald den Magt, som vor Konge nu har, ikke er umiddelbart anordnet af Gud, men fastslaaet gennem Afstemninger paa en grundlovgivende Rigsforsamling, og at ligesaa dens Udøvelse ikke blot staar under guddommeligt Tilsyn, men ogsaa under Tilsyn af Men- nesker, idet den stadig kontrolleres af de Mænd, som Folket vælgér til Rigsdagen. Men naar saa er, vilde det da ikke være rigtigst og mest stemmende med Sandheden, om vi arbejdede paa at faa Ordene »af Guds Naadec udslettede af den kongelige Titu- latur? Af den Mening ere mange, men til disse kan jeg dog paa ingen Maade slutte mig. Det maa nemlig indrømmes, at Grund- Tilskueren. 1884. 15 Digitized by Google 218 Om Kongedømmet. loven har givet Kongen en saadan Stilling, at han maa siges at være »af Guds Naadet i en helt anden Forstand, end det er Til- fældet med os andre. For det første gælder det om os, at vi — naar undtages Lensbesiddere — ikke fødes til vor Virksomhed. Det er muligt, at en Grosserers Søn bliver Grosserer og en Stomagers Sko- mager, men der foreligger kun en Mulighed, ikke en Nødvendig- hed derfor. Vedkommendes eget Valg og mange Haande For- hold, hvorover hverken han eller Faderen er Herre, kunne føre ham over i en ganske anden Virksomhed. Kongen derimod fødes til Konge; Kronen gaar uvægerlig i Arv fra Faderen til den ældste Søn. Dernæst ere vi ikke alene Gud, men ogsaa men- neskelige Love undergivne. Hvis vi forse os, kan man straffe os; ja vi kunne forse os saa haardt, at vi miste vort Borgerskab, at vi indespærres i Fængsel, ja at vi maa bøde med vort Liv. Kongen derimod staar ingen uden Gud til Ansvar; hvorledes han end opfører sig, tør man aldrig gaa i Rette med ham. Han er ikke nogen menneskelig Ret undergiven; Kronen viger ikke fra hans Hoved, før han gaar i Graven eller selv af egen Drift ned- lægger den. En tredje Udvej blev antydet af »Dagbladet« i en Artikel d. Ilte Januar, hvori det med Fynd og Klem bekæmpede »Konge- dømmet af Guds Naade« og hævdede, »at Revolutionen kan være etisk og politisk tilladelig, ja en Pligt for Folket imod sig selv«. Denne Mulighed bør vi lade de konservative beholde for sig selv. I vor Grundlov findes som bekendt ingen Paragraf om Revolutioner. Dens Givere ere gaaede ud fra den rigtige Forud- sætning, at det i Danmark vil gaa med Konge og Folk som i de gode gamle Kærlighedshistorier, hvor vedkommende trods alle Genvordigheder til Slutning altid havne i et lykkeligt Ægteskab. Paa Arveligheden og Ansvarsløsheden er det, at Konge- dømmet beror; hvis de forsvinde, er Landet bleven forvandlet til en Republik. Det vilde i saa Henseende ikke hjælpe det aller- mindste, om man vedtog fremdeles at kalde Overhovedet for Konge; faktisk vilde han dcg ikke være Konge, men Præsident. Det er fremdeles indlysende, at disse to Punkter staa i den nøjeste Forbindelse med hinanden. Man kan kun træde i Spidsen for et Samfund ad to Veje, enten ved Fødsel eller ved Valg. For Fuldstændigheds Skyld skal jeg dog bemærke, at der gives en tredje Vej, som er en Forbindelse af de to andre, idet Folket kan Digitized by Google Om Kongedømmet. 219 have Valgfrihed, men saaledes, at det ved Lov eller Sædvane er nødt til at vælge mellem Mænd, der ved Fødsel tilhøre en be- stemt Familie. Sligt var i gamle Tider Skik i Danmark. Saa længe Valget er undergivet en saadan Begrænsning, kan Konge- dømmet endnu vedblive at være Kongedømme og staa paa An- svarsfrihedens Grund; men naar Valget er helt ubundet, saa at det træffer Mænd, hvem de øvrige Borgere i alle Maader agte for deres lige, da er det utænkeligt, at de i Længden ville fraskrive sig Retten til atter at vrage ham, hvis han skuffer deres For- ventninger. De ville under ingen Omstændigheder gaa videre end i den nuværende franske Republik, hvor det vel ordentligvis ikke er Præsidenten, men Ministrene, som bære Ansvaret for Reger- ingens Handlinger, men hvor dog Præsidenten kan sættes under Tiltale, naar han anses for skyldig i Højforræderi. Hvis vi for fra skulde indrette en Stat, vilde vi vanskelig falde paa at indføre Kongedømmet, og selv om vi havde Lyst dertil, vilde vort Forehavende snart vise sig at være en Umulig- hed. Man kan ikke paa én Gang ved Lov gøre en enkelt Mand til en Undtagelse fra Borgernes fælles Vilkaar. For at virke maa Lovene være rodfæstede i gamle Sædvaner og livskraftige Følelser. Naar vi have det Kongedømme, som vi have, saa er det derfor udelukkende, fordi det er bygget paa en Række af historiske Forudsætninger; det staar som en ærværdig Lævning fra den Tid, - da Folket ingen Raadighed havde over sine Anliggender, fra den Tid, da man troede, at Gud selv havde lagt al Magt i en jordisk Statholders Haand. Uundgaaelig rejser sig da det Spørgsmaal, om vi handle vel i at bevare denne Lævning, om vi ikke vilde være bedre farne, hvis vi ganske brød med Fortiden og indrettede os som Republik. Ogsaa i vort Fødeland har vel ikke mange, men dog enk- elte Røster hævet sig for denne Anskuelse, og de have øjensynlig let ved at vinde Spillet, saa længe man bevæger sig paa den rene Tænknings Omraade. Ti det maa for det første indrømmes, at Fødsel aldeles ikke er nogen Borgen for Dygtighed; det er en ren Overtro, hvis man indbilder sig, at visse Familier ere i Be- siddelse af det underfulde Privilegium at frembringe dygtige Stats- mænd; stundum slaar det til, men lige saa ofte gaar det galt. Historien fortæller om mangfoldige Konger, som aldeles ikke duede til deres Gerning, om Konger, som ikke blot vare dumme, men som oven i Kjøbet vare ondskabsfulde og nedsunkne i alle 15* Digitized by Google 220 Om Kongedømmet. Haande Laster. Men Herskeren bør aabenbart være en duelig og god Mand. Hvor taabeligt — vil man derfor sige — er det ikke, at et Folk forlods forpligter sig til at betro sin Skæbne til en Mand ene og alene, fordi han er Søn af sin Fader! Hvot taabeligt, at det vedkender sig Forpligtelsen, selv om vedkom- mende under sin Opførsel som Prins har haft rig Lejlighed til at lægge sin Udygtighed for Dagen! Og Jivor taabeligt, at det skal vedblive at holde ham i Ære, naar han efter at være bleven Konge yderligere stadfæster de slette Meninger, der havde dannet sig om ham! Hvis en Folkefører forener en frodig Indbildnings- kraft med stor Veltalenhed, vil det ikke falde haardt for ham at oprulle Billede paa Billede, der kan bringe de republikariske Til- bøjeligheder til at slaa ud i lyse Luer. Vi maa dernæst indrømme, at vi ikke ere synderlig konse- kvente, naar vi holde paa Ansvarsfriheden. Ansvar for Gud er en meget god Ting; men det er kun enkelte, højst fortræffelige Personer, som kunne lade sig nøje dermed. Vi trænge desfor- uden ordentligvis ogsaa til menneskelig Kritik og Tilsyn. Hvis Straffens Mulighed slet ikke svæver over vore Hoveder, saa vil jeg vel ikke paastaa, at de fleste af os ville begaa ligefremme Nederdrægtigheder; men det er dog sandsynligt, at saa godt som alle ville lade sig friste til nogen Misbrug af deres Stilling eller i det mindste let henfalde til Sløjhed. Det er derfor bleven Skik at indrette det saa, at, jo betydningsfuldere éns Virksomhed er, desto større er ogsaa hans Ansvar for Menneskene. Kun naar Talen er om det allerbetydningsfuldeste, om Kongegerningen, til- lade vi os den stik modsatte Slutning og sige: slet intet Ansvar. Deri er der øjensynlig ingen forsvarlig Mening, og der lader sig holde mange smukke Taler om de forfærdelige Resultater, som slig Meningsløshed maa medføre, og Indtrykket af disse Taler vil yderligere kunne forstærkes ved Vaaben fra Historiens Rust- kammer. Alt dette lader sig sige og det med saa mange gode Grunde, at i mine Tanker en Royalist handler meget uklogt ved allerede her at tage Kampen op. Men naar da Kongedømmet grundig er bleven revet ned, er det ikke mer end billigt, at vi af Republikanerne forlange paalidelig Besked om, hvad der da skal sættes i Stedet. Ti uden et Overhoved kan et Samfund jo ikke bestaa. Og der er da al Rimelighed for, at man vil belære os om, at det kommer an paa, at det er de bedste og dygtigste, Digitized by Google Om Kongedømmet. 221 som blive satte til at regere, og at dette netop vil blive Følgen, saafremt vi ombytte Fødselsretten med Valg og fastsætte, at Hersk- eren skal staa til Ansvar for sine Gerninger. Der er kun én forbistret Vanskelighed ved dette tiltalende System, og det er, at vi ikke ere lidenskabsløse Engle, men skrøbelige Mennesker. Jeg tør ikke nægte, at Engle kunne sætte sig hen for i al Ro og Mag at overveje, hvem der har det klar- este Hoved og det kærligste Hjærte, og at de derpaa, naar Over- vejelserne ere forbi, med rørende Beskedenhed ville bøje sig for den Ærkeengel, som efter omhyggelige Undersøgelser maa anses or den mest udmærkede. Men det er uimodsigeligt, at vi Men- nesker nu én Gang ikke ere saaledes indrettede. Vi ere forsynede med stor Egenkærlighed og Selvtillid, saa at vi alle sammen nære en ustyrlig Lyst til at anse os selv eller dog i alt Fald denne eller hin gode Ven for den bedste og dygtigste. Dette medfører, at vore Overvejelser uundgaaelig ende med en Strid om Magten. Snart kæmpe vi med Kanoner og Geværer, snart med Partier og Afstemninger. Og man maa være meget naiv for at indbilde sig, at Sejeren tilfalder den bedste og dygtigste, nej, det vil altid være den stærkeste, som tager Magten, og ved den stærkeste for- staas den, som har den mest ubetvingelige Ærgerrighed i Forbind- else med et dumdristigt Mod, en flammende Veltalenhed, en mægtig Ævne til at styre eller hvad det nu end for Resten maatte være for en Egenskab, som i dette givne Øjeblik er mest i Stand til at paavirke Sindene. Og ad den Vej, Magten vindes, vil den og- saa bevares. I Stedet for virkelig Frihed, hvor hver eneste saa vidt muligt faar, hvad han kan gøre Krav paa, indtræder en Partiregering, der hæver nogle paa andres Bekostning. Og det hjælper aldeles ikke, at man i Forfatningen indfører en eller anden Bestemmelse, hvorefter Overhovedet naar som helst kan stilles for en Domstol; ti det, at han er bleven Overhoved, be- tyder netop, at han er i Besiddelse af Midler, hvorved han med Lethed kan sikre sig mod enhver Retsforfølgelse. Finder man denne Skildring overdreven, saa er Overdriv- elsen i alt Fald ikke større end Republikanernes, naar de afmale Kongedømmets Mangler. Man behøver for Resten kun at studere, hvad der er sket i forskellige Republiker, f. Eks. i de sydameri- kanske, for at erfare, at der gives Virkeligheder, som fuldkommen svare til, ja endog overgaa den antydede Mulighed. Det er naturligvis tænkeligt, at vi vilde bære os fornuftigere ad end Digitized by Google 222 Om Kongedømmet. disse ulykkelige Republiker, men det er ogsaa tænkeligt, at det vilde gaa os akkurat paa samme Vis. Hvis der ikke var andet for, maatte vi selvfølgelig vove Springet og prøve vor Lykke; men heldigvis ere vi ikke saaledes stillede. Er vort Kongedømme stridende mod den teoretiske Tænknings Fordringer, saa har det iil Gengæld det uvurderlige Fortrin at være overmaade praktisk. Det har i Aarhundredernes Løb slaaet meget dybe Rødder i vort Folk. Det er gaaet over i vort Kød og Blod, ja bleven et Slags Instinkt hos os, at den øverste Stilling ikke er et Tvistens Æble, men uadskillelig knyttet til en bestemt Familie. Man maa være blind for ikke at skønne herpaa, for ikke at se, at Konge- dømmet er saa langt fra at staa Friheden i Vejen, at det tvært imod, naar det udøves paa en nogenlunde rimelig Vis, er et Bol- værk for Friheden og en Hæmsko for ensidigt Partivæsen. I et frit Land skal og maa der være Uro, Gæring, Brydning og en Del Forvirring; dette er den ueftergivelige Betingelse for den Kræfternes ubundne Rørelse, uden hvilken der ikke kan foregaa væsentlige Fremskridt. Men det er overmaade gavnligt for et Folk, at der midt under Striden er noget, som staar fast, noget, som holder Bevægelsen inden for visse Grænser, noget, som er omgivet af saa megen Ærbødighed, at ingen , falder paa at an- taste det. Men vil vi bevare Kongedømmet, saa bør vi ogsaa gøre det til Gavns, saa at vi ikke blot udvortés holde det i Ære, men gøre os Umage for stedse at skænke det et Tilhold i vore Følelser. Kommer der en Gang imellem en Kurre paa Traaden, bør vi derfor vel vogte os for straks at skrige op og begynde at tale om Republik; vi bør hellere, som det sømmer sig sindige Mænd, med sejg Udholdenhed stole paa, at Uvejret nok driver over og ender med Solskin og god Forstaaelse. Hertil have vi danske en saa meget større Opfordring, som vi vitterlig ere for smaa til at ind- lade os paa vovelige politiske Eksperimenter. Saa vidt dødelige ellers kan forudsige noget, er vor nationale Tilværelse saa uaf- viselig sammenbunden med Kongedømmet , at vi staa og falde med det. Hvis vi, omgivne, som vi ere, af monarkiske Lande, lade os henrive af republikanske Lyster, er der ingen Tvivl om, at vi ufortøvet ville blive et viljeløst Bytte for Naboerne. Men naar Talen er om et Forhold mellem to, beror det ikke udelukkende paa den ene Part, om Forholdet bliver godt. Det hjælper kun lidet, at Folket med Hengivenhed omfatter Digitized by Google Om Kongedømmet. 223 Kongedømmet, hvis dette ikke fra sin Side søger at komme til .Forstaaelse af og i venlig Pagt med Folkefriheden. Saafremt det kun er en ærværdig Lævning fra Fortiden, har det ingen Frem- tid; Oldsager høre ikke andensteds hjemme end paa Museer; skal det føre et daadkraftigt Liv, saa maa det indtræde som et nød- vendigt og frugtbart Led i Nutidens Virksomhed. Hos et frit Folk maa Kongedømmet i Aand og Sandhed blive et helt andet end i Absolutismens Dage. For at forklare, hvad jeg mener, vil jeg tage et naturhistorisk Billede. Naturforskerne lære, at Fugle og Pattedyr nedstamme fra én og samme Urform, som har udviklet sig forskellig alt efter de forskellige Betingelser, hvor- under den var henvist til at leve. Heraf fulgte, at Forlemmerne hos Pattedyrene, der vandrede paa Jorden, bleve til Ben, medens de hos de i Luften levende Fugle forvandledes til Vinger. Det absolute Kongedømme vil jeg ligne med en Ørn, som i majestæt- isk Fjærnhed svævede hen over Undersaatternes Hoveder; hvad der skete 1848, betød, at det fra Luften blev hensat til Jorden, hvorfor det nu maa aflægge sine Vinger og se til at faa Ben at gaa paa. Der er et Parti her i Landet, som er imod denne Omdan- nelse og stadig holder paa Vingerne, et Parti, hos hvem Tradition- erne fra 1660 ere stærkere end Traditionerne fra 1848. Heri er der i og for sig intet forunderligt. Det er umdligt, at Tanke- gangen kan udvikle sig ens hos alle; der vil altid være dem, som føle sig tilskyndede til at gaa i Bagtroppen. Ogsaa disse gøre deres store Nytte i den politiske Husholdning, idet de forhindre, at Bevægelsen bliver alt for overilet. Naar man stundum kan blive lidt utaalmodig over deres ualmindelige Sendrægtighed, saa føler man sig opfordret til at bære over med dem ved den Be- tragtning, at der er enkelte, som ere saa forhippede paa Om- dannelser, at der, hvis de fik Sejer, var Fare for, at ikke blot Vingerne, men Forlemmerne helt faldt bort, eller med andre Ord at Kongedømmet i Stedet for at faa en tidssvarende For- andring blev saa lemlæstet, at det ikke længere kunde fungere. Striden mellem de politiske Partier her hjemme drejer sig, da Republikanerne endnu ere for svage til at danne et eget Parti, ikke om Kongens Ansvarsfrihed, men om dem, der paa hans Vegne bære Ansvaret. De mest yderlig gaaende af dem, som — for at fastholde det foregaaende Billede — sværme for Vingerne, forfægte med Iver Kongens ubetingede Ret til at vælge, hvem Digitized by Google 224 Om Kongedømmet. han vil, til Ministre. Hvis Ordet »ubetingett tages i sit fulde, ubegrænsede Omfang, er det klart, at Grundloven kun bliver en Omvej, ad hvilken Enevælden atter rykker ind i Landet. Ti en Konge kan naturligvis altid finde et vist Antal Mænd, som sam- tykke i hans Handlinger, og forudsat, at de ikke begaa lige- fremme Ulovligheder, saa at en Rigsret kan faa dem fjærnede fra deres Embeder, bliver det altsaa i hvert foreliggende Tilfælde den kongelige Vilje, som skal gøre Udslaget. Men i samme Øjeblik slige Teorier hævdes, have vi Strid- en gaaende. Ti at et Folk er frit, vil sige, at det selv danner sig en Mening, om hvad der skal ske, og hvorledes det skal ske. Og Ministrene ere ikke blot Kongens Tjænere, de skulle tillige som Administrationens Spidser sørge for Udførelsen af den folke- lige Vilje. Mon et Folk i Længden vil finde sig i, at Ministrene rent tilsidesætte den ene Side af deres Opgave? Dette er lidet troligt. Selv om Ministrene i øvrigt ere nok saa udmærkede Personer, vil det til sidst med høje Raab forlange dem afløste. Og der maa da indtræde ét af to: Enten maa de have Magt til at sprænge Forfatningen, hvis Vedvaren, naar de forblive ved Roret, er en tom Form, eller ogsaa maa de «vige Pladsen for Mænd, som ere i Samklang med Folket. I vore Dage kan der vanskelig være Tvivl om, hvilken af disse Muligheder der vil gaa af med Sejeren. Fordum mente man, at Folket var til for Konge- dømmets Skyld; men den Omdannelse, som skal foregaa med det, bestaar netop deri, at (Jet bringes til almindelig Bevidsthed, at Kongedømmet udelukkende er til for Folkets Skyld, saa at det ingen moralsk Ret har til at være, naar det vil gaa paa egen Haand i Stedet for at fremme de folkelige Interesser. Jeg véd meget vel, at adskillige af dem, som jeg her har for Øje, ikke mene det saa slemt, og at de, naar det kom til Stykket, vilde være med til at fordømme ethvert virkeligt Forsøg paa at lyksalig- gøre os med Enevælde i gammel Stil; men naar saa er, indser jeg ikke, hvorfor de give sig af med Lærdomme, i hvilke der kun er Mening, hvis man vil godkende en rent personlig Politik, for hvilken der afgjort ingen Plads er under en fri Forfatning. Det er i Kongedømmets egen vel forstaaede Interesse, at der bliver gjort Ende paa al den umodne Tale om, at Kongen kan tage til Ministre, hvem han vil; Spørgsmaalet maa mellem for- nuftige Mennesker besvares derhen, at han naturligvis kun bør Digitized by Google Om Kongedømmet. 225 tage dem, der have Ævne og Vilje til at føre Folket videre paa Fremskridtets Bane. For at forsvare sin Stædighed tager man sin Tilflugt til Grundlovens § 13. Om man end nok saa gærne vilde, des værre man kan ikke; ti det gælder fremfor alt om at være forfatnings- tro. Hvad staar der da i den berømmelige Paragraf? Mon, at Kongen i Valget af Ministre har Ret til at følge sine personlige Tilbøjeligheder? Aldeles ikke. Det hedder ganske simpelt, at »Kongen udnævner og afskediger sine Ministre«. Eller med andre Ord: der indrømmes ham Valgfrihed; men det forudsættes natur- ligvis, at han bruger Friheden med Maadehold saaledes nemlig, at han i sit Valg indskrænker sig til Kredsen af de Mænd, som virkelig ere skikkede til Pladsen, og til Skikkethed hører fremfor alt den særlige Dygtighed at kunne samle et Flertal paa Rigs- dagen om de for Landets Vel nødvendige Love. Al anden Dygt- ighed bliver betydningsløs, naar denne fattes. Havde vi her hjemme Statsmænd saa fremragende som Bismarck og Glad- stone, saa maatte vi dog undlade at nyde godt af dem, hvis det af en eller anden Grund var dem en Umulighed at vinde Rigsdagens Tillid. Det kan jo dog ikke nytte at fortolke § IS saaledes, at alle de Paragrafer, som handle om Rigsdagens Mynd- ighed, faktisk miste deres Gyldighed. Der er kun ét rimeligt Forsvar, det absolute Højre kan føre for sin ubegribelige Fortolkning, idet det nemlig kan gøre gældende, at den er en nødvendig Ensidighed, som er bleven fremkaldt ved den modsatte Ensidighed, hvori Venstre har gjort sig skyldig. Men som det let vil ses, værner dette Forsvar kun om deres Personer, ikke om deres Anskuelser. Vi finde det alle tilgiveligt, at en Mand bliver hidsig og i sin Hidsighed forløber sig, saa at han siger mere, end han kan staa ved. Men derfor bliver det, han siger, dog akkurat lige galt, og det er ikke mer end billigt, at han ændrer sine Udtryk, naar Sindsligevægten genoprettes. Forhaabentlig vil en saadan Genoprettelse ikke lade vente alt for længe paa sig. Hidsighed er ikke helt at fordømme; den er stundum endog ret klædelig; men naar den fortsættes i Aarevis, antager den Karakter af det unaturlige. Den Venstre- Ensidighed, hvortil jeg sigtede, kan kort og godt betegnes ved Ordet »Parlamentarisme« , hvis jeg da herved forstaar den Teori eller Praksis, at det er den sejerrige Rigsdags- opposition, som uden videre danner det ny Ministerium, saa at Digitized by Google 226 Om Kongedømmet. Kongen blot har den formelle Ulejlighed at undertegne Udnævn- elsen. I Følge dette Standpunkt løses altsaa de mulige Modsig- elser mellem den kongelige og den folkelige Vilje paa den Maade, at hin altid bøjer sig for denne. Enkelte have ment, at sligt skulde stemme med vor Grundlov; men dette maa bestemt be- nægtes. At den ingenlunde har tænkt sig Kongen som en Nikke- dukke, fremgaar tilstrækkeligt af §§ 15 — 16, hvor han skildres som den, der virkelig for Alvor fører Forsædet i Statsraadet og aldeles ikke er indskrænket til uden videre at underskrive, hvad det maatte behage Ministrene at forelægge ham. Men naar han har en virkelig Indflydelse paa Ministeriets Virksomhed, saa er det en Selvfølge, at han ogsaa maa have en saadan paa dets Dannelse. Hvis en Konge tilfældigvis altid stemte overens med Rigsdagsflertallet, kunde det naturligvis let faa Udseende af, at han selv ingen personlig Mening havde; men man vilde aldeles ikke have Ret til at fastslaa, at det nu ogsaa forholdt sig saa- ledes og burde forholde sig saaledes, saa at man vrededes paa hans Efterfølger, naar denne bar sig anderledes ad. En slig Vrede vilde være ugrundlovmæssig, efterdi den rene Parlament- arisme uimodsigelig er ét med Kongedømmets faktiske Af- skaffelse. Som en afgørende Indvending herimod peger man hen paa England, hvor Kongedømmet og Parlamentarismen gaa venlig Haand i Haand. Men for ikke at tale om, at det endnu ikke har vist sig, om Kongedømmet under disse Vilkaar i Længden kan vedblive at holde sig, saa maa man ikke overse, at hvad der passer for ét Land, derfor ikke behøver at passe for et andet. Og der er en gennemgribende Forskel mellem England og Dan- mark. England ejer en mægtig og indflydelsesrig Adel, der, selv om dens direkte politiske Magt uafbrudt formindskes, dog stadig spiller en stor social Rolle. Som dette Aristokratis Spidse har Kongedømmet en vidt rækkende social Betydning, der tillader det ved alle Anledninger saa vel ind ad til som ud ad til at optræde som Nationens værdigste Repræsentant. Her i Danmark mangle vi noget tilsvarende. Vor Adel er for lille og afmægtig til at af- give et solidt Grundlag for en Trone. Hvis Kongen slet ingen politisk Magt havde, vilde han derfor inden føje Tid almindelig erkendes for en temmelig overflødig Prydelse. Han og Konseils- præsidenten vilde i den Grad blive jævnbyrdige, at Landet ikke paa én Gang vilde have Plads for dem begge. Digitized by Google Om Kongedømmet. 227 Vil vi have et Kongedømme, bør vi derfor i mine Tanker ogsaa aabent anerkende, at der tilkommer Kongen et afgørende Ord ved Dannelsen af Ministeriet, og det er just ved dets Dan- nelse og ikke saa meget under dets senere Virksomhed, at han skal have noget at sige. Det ligger i Sagens Natur, at han ordentligvis ikke blander sig i Enkelthederne, men overlader disses Afgørelse til dem, der skulle bære Ansvaret. Det er i hele den Aand og Retning, hvori Regeringen føres, at hans Tilværelse lægger sig for Dagen. Det kunde maaske synes, at jeg er hildet i en Modsigelse, eg paastod nylig, at der under en fri Forfatning ikke er Plads for en rent personlig Konges Politik, og nu hævder jeg dog en personlig Indgriben fra hans Side. Men Modsigelsen er kun til- syneladende. Det personlige kan baade betyde en egenkærlig Omsorg for private Interesser og et ejendommeligt Blik for, hvad det heles Vel kræver. Og det er selvfølgelig ene og alene i sidst nævnte Forstand jeg mener, at en Konge har Lov til at gøre sig gældende. Naar jeg taler om et ejendommeligt Blik, tænker jeg al- deles ikke paa den ualmindelige Dygtighed i faglig eller i alminde- lig politisk Henseende, hvoraf en Konge kan være i Besiddelse. Sligt er en Tilfældighed, hvorpaa man ikke kan bygge noget i en Statshusholdning. Og med al Respekt for Genier anser jeg det ærligt talt for en tvivlsom Lykke for et Land, at det har en Konge, som henhører under denne Klasse. Ti Genier pleje at være uberegnelige og ustyrlige med Hensyn til de Ideer, de have sat sig i Hovedet. De kunne gøre umaadelig Nytte ved som Sædemænd at udstrø deres Ideer blandt os, være sig nu, at de optræde i Literaturen eller i Forsamlinger. Men for at Ideerne skulle blive brugelige i Livet, er det nu en Gang en ubønhørlig Lov, at der maa slaas en Smule af paa deres Idealitet, saa at de til Gengæld faa et mere praktisk Tilsnit. Det bedste for et frit Land turde derfor vistnok være en Konge, som har et godt Hjærte cg en sund, jævn Sans. Har han disse Egenskaber, saa vil Kongedømmet under hans Ledelse blive til en sand Velsignelse. Man maa nemlig erindre, at under virkelig frie Forfatninger er det Flertallet, som faar Magten. Her- til er der intet at sige; lovlige Afgørelser kunne ikke faas paa anden Vej. Men man vilde tage meget fejl, hvis man indbildte sig, at Flertallet ogsaa altid ubetinget har Retten paa sin Side. Digitized by Google 228 Om Kongedømmet. Dette er naturligvis en Umulighed , da et Parti som bekendt kun bliver til og sammenholdes ved en god Portion lidenskabelighed og Ensidighed. Det er derfor en stor Mislighed, hvis Flertallets Sejer bliver saa absolut, at Mindretallene med den Ret, som de repræsentere, rent trænges tilbage. Man siger rigtig nok, at det saa maa blive deres Opgave ved Anspændelse af alle deres Kræfter at arbejde sig frem til at blive et nyt Flertal, der kan fortrænge det regerende. Men for ikke at tale om, at disse evindelige Parti- kampe let kunne blive alt for voldsomme og demoraliserende, saa er det navnlig hos smaa Folk ingenlunde givet, at et endog meget berettiget Mindretal kan skaffe sig tilstrækkelig Ørelyd for sine Interesser. Vort Folk er f. Eks. saa lille, at det vanskelig kan yde ordentlig Mandskab til alle de Retninger, som fortjæne at komme i Betragtning. Og der gives derhos Anskuelser, som have et betydeligt politisk Værd, men hvis Ordførere — hvad enten man nu vil rose eller dadle det — som oftest ere for aande- lig fornemme til at ville indlade sig paa de Intriger og Kampe, uden hvilke man ingen politisk Magt opnaar. Her er det nu, at Kongen kan virke udjævnende, dæmp- ende og mildnende. Just fordi hans Trone ikke anfægtes af de skiftende Flertal, og han selv ikke stiger ned paa den politiske Arena, kan han holde sin Sjæl saa meget udenfor Lidenskabelig- heden, at han bedre end Partiernes Førere faar Øje paa de uret- mæssige Fordringer, hvori de staa i Fare for at hildes, og det saa meget mere, som han i Kraft af sin ophøjede Stilling er den eneste Mand i Landet, der altid kan faa fat paa dem alle og tvinge dem til en sømmelig og aaben Forhandling. Naturligvis mener jeg ikke, at han skal bruge sin Magt til i Længden at forholde Flertallet dets Ret; derved lammer han kun sin egen Gerning, som maa lykkes desto bedre, jo klarere det slaar for alle , at han selv er lydig mod Forfatningen. Men han kan ved at fremskynde eller forhale et Ministeriums Afgang og ved at paavirke Beskaffenheden af dets Sammensætning styre Stats- skibet saaledes, at de værste Skær omsejles, og Sagerne faa en jævnere og roligere Gænge, end de kunde have faaet uden ham. Han kommer altsaa til at spille omtrent den samme Rolle som Regulatoren i et Urværk; og i samme Grad som han har Held hertil, saa at de forskellige Retninger føle, at de i ham have et sikkert Tilhold, naar de blot ikke ville være utaalmodige, men bie, til deres Time kommer, i samme Grad vil Kongedømmet Digitized by Google Om Kongedømmet. 229 vokse sig fast i den almindelige Bevidsthed. Folket vil mere og mere omfatte det med Ærbødighed og Hengivenhed og indse, at det ikke blot er en Garanti for Ordenen, men ogsaa den fasteste Støtte for den forfatningsmæssige Frihed. De, som ikke have formaaet at løsrive sig fra Forestilling- erne om det gamle Kongedømme af Guds Naade, ville selvfølge- lig være meget utilfredse med den Skildring, jeg her har givet af Kongens Opgave. De ville ikke blive trætte af at forsikre, at han paa den Maade ikke faar nogen virkelig Magt, men kun bliver Flertallets Haandlanger. Om mere kan der imidlertid ikke være Tale, hvis det skal være Alvor med en fri Forfatning. Og jeg kan til Gengæld forsikre disse Mænd, at de ved deres Fordringer kun bringe Kongedømmet i Miskredit og forøge Antallet af Re- publikanerne. Det turde for øvrigt være en stor Misforstaaelse, naar man kalder denne Magt ringe, ja der kan endog spørges, om den absolute Konge i Grunden nogen Sinde har haft en, der var større. Det er kun en ren Indbildning, hvis man tror, at en Konge, fordi der ingen Rigsdag er til, kan gøre alt, hvad ham behager. Han er jo dog ikke mere end et Menneske med en be- grænset Synskreds og Rækkeævne. Heller ikke han kan undvære Ministre og Raadgivere. Og hvor ofte er det ikke sket, at Ene- vældens tilsyneladende Repræsentant ikke naaede højere end til at være sine Ministres Tjæner! han faldt i Hænderne paa et Hofparti, der skjulte for ham, hvad der ikke passede i dets Kram og umærkelig styrede hans Handlinger. Derimod er det netop det gode ved en fri Forfatning, at intet kan holdes nede, og at der trindt om i Folket opvokser Mænd, som kende dets Trang og vinde dets Tillid. I saadanne har Kongen langt brugeligere Raad- givere end i dem, han selv har skabt. Der kan udrettes mere ved Samvirken med frie Mænd, som sige imod, end ved Herre- dømme over frygtagtige Tjænere, der snakke én efter Munden for saa dog bag hans Ryg alligevel at fremme deres egne private FormaaL Til de forskellige Tider har Kongedømmet en forskellig Opgave. Spørge vi om, hvilke Krav der nu for Tiden her hjemme stilles til det, saa er det ikke svært at finde Svaret. Ti vi véd jo alle, at der nu gennem mange Aar har raset en Strid, som fortærer vore Kræfter, som fylder Sindene med Bitterhed og truer med at umuliggøre alle Fremskridt. Det er indlysende, at Kongemagten ikke kan forholde sig ligegyldig hertil, at det er Digitized by Google 230 Om Kongedømmet. den, som til sidst har at hidføre en heldbringende Løsning. I hvilke Retninger vore Ønsker og Forhaabninger bør gaa med Hensyn til denne Løsning, afhænger af det Syn, vi have paa Striden. Formelt har den antaget Karakteren af en Strid mellem Landsting og Folketing. Nogle parallelisere disse med det engelske Overhus og Underhus. Hvis saa var, vilde der i alt Fald for mig ikke være Spor af Tvivl om, at det er Landstinget, som ubetinget bør vige. Ti de gejstlige og verdslige Lorder, som sidde i Overhuset, repræsentere et saa lille Mindretal og saa sær- lige Standsinteresser, at deres Mening ikke bør kunne veje op imod, hvad det hele store Folk forlanger. Men Parallelen passer slet ikke. Vi komme Sandheden betydelig nærmere, naar vi sige, at Landstinget og Folketinget tilsammen svare til det engelske Underhus. Ganske vist repræsenterer Folketinget den i Tal største Del af Nationen; men hvis det alene raadede, vilde det være det samme som, at kun én Stand herskede, saa at vi bleve prisgivne til en beklagelig Ensidighed. Man kan finde Landstingets Sammen- sætning urimelig, ja det er end ikke uden Grund bleven sagt, at det volder Hovedpine at sætte sig ind i den. Men det kan ikke nægtes, at der gennem al denne Løjerlighed vindes Repræsen- tanter for den større Ejendom, Handel og Industri, samt for den strængere videnskabelige Dannelse, kort sagt: Repræsentanter, der ikke blot forfægte ejendommelige Standsinteresser, men Inter- esser, der ere af en saa afgørende Betydning for Nationens Vel og Ve, at den ikke paa nogen Maade kan undvære deres Arbejde og den Ensidighed, hvortil de kunne føle sig opfordrede. Saa længe der er Fare for Landstinget, saa længe det ser ud. som om man vil indskrænke det til en Jabroders betydnings- løse Rolle, tør man derfor ikke undre sig over, at Højre gør Modstand mod Folketingets Fordringer og det saa meget mindre, som det folkelige Parti er slaaet ind paa Veje, som ere yderst mislige og farlige at passere. Jeg sigter herved navnlig til Visne- politiken. Det er i sin Orden, at et Parti uafbrudt siger nej til Forslag, som det ikke kan gaa ind paa; men det eneste korrekte er aabenbart, at det derhos selv stiller en Række af Forslag, som det Aar efter Aar anbefaler til Nationens Velvilje. Ere disse Forslag praktiske og vinde de stadig Genklang hos Folket, saa er det umulig andet end, at Maalet omsider naas, saa at der dannes en Regering, som kan føre det ny Program ud i Livet. Som be- Digitized by Google Om Kongedømmet. 231 kendt har imidlertid vort Venstre valgt en anden Fremgangs- maade, idet det rent ud har vægret sig ved at forhandle med det forhaandenværende Ministerium. I Stedet for selv at kritisere denne Politik, skal jeg give Ordet til en Mand', hvem ingen vil beskylde for Mangel paa demokratisk Sindelag, nemlig til Tscher- ning, som paa et afgørende Punkt af sit Liv sagde 1 ): tJeg er traadt ud af Bestyrelsen for Bondevennernes Selskab, fordi dens Formand antog det nødvendigt at betræde en politisk Vej, som jeg holder for i høj Grad fordærvelig for den sunde Udvikling af Friheden. Jeg mener hermed det, at gøre Kampen mod Minist- eriet til et Formaal i Stedet for at holde den paa Sagernes Ge- bet og lade Kongen raade for Valget af Ministre«. Men idet jeg her slutter mig til Tschernings Dom, vil jeg tillige hævde, at i Politik intet er unyttigere og fordærveligere end at klage over sine Modstanderes Misgreb. Fejl begaa vi jo alle sammen. Højre handler derfor forstandigst, naar det griber i sin egen Barm for at efterforske, om det muligvis ikke selv skulde være brødebetynget, og naar det da er bleven nødt til en Syndsbekendelse, vil det forhaabentlig have faaet fornøden Sindsro til at overveje, om Grunden til Venstres Færd virkelig, som man har for Skik at sige, udelukkende skulde være at søge i enkelte Føreres Ærgerrighed og hidsige Utaalmodighed. Man maa være baade blind og døv for ikke at opdage, at der bag ved det alt sammen ligger en stor social Kendsgerning, og det er slige Ting, som gøre Udslaget i Politiken; mod dem nytter det slet ikke at stampe. Begivenhederne i 1848 betød, at de universitetsdannede og den højere Borgerstand fik Overtaget. De mente det sikkert over- maade vel med de andre Stænder; men de ansaa det for givet, at det var dem selv, som skulde regere, og naar de sværmede for en fri Valglov, var det i Haabet om, at man altid vilde vælge dem til Repræsentanter og godvillig -finde sig i deres Formynder- skab. Dette Haab er blevet skuffet. Formyndere kunne være fortræffelige, men vel at mærke kun til en vis Tid. Der kom- mer et Øjeblik, hvor Børnene ere voksede til og ubønhørlig kræve selv at raade. Dette er den egentlige Betydning af det , som nu sker. Bønderne ville ikke blot formelt, men ogsaa faktisk have den Indflydelse, som Valgloven har lagt i deres Hænder; de ville ') Se Efterladte Papirer III, S. 186. Digitized by Google 232 Om Kongedømmet. ikke længere betragte os som overordnede Væsener; de ville i alle Maader anerkendes af os som vore jævnbyrdige. Heri kan jeg for mit Vedkommende ikke fortænke dem; hvis vi selv vare Bønder, vilde vi tænke paa samme Vis. Og jeg tror ogsaa, at det er til hele Landets Gavn, at denne sociale Forandring fore- gaar. I et Land saa demokratisk som vort maa der nødvendig- vis udvikle sig en stor, bred Mellemstand, som kan tage Rigets Skæbne paa sine Skuldre. Vore Købsteder ere for faa og smaa til at spille denne Rolle; Mellemstanden maa brede sig alle Vegne; det bliver ikke til noget med den, før i det mindste Gaardmænd- ene træde ind i dens Rækker. De, som ere i Besiddelse af en højere Dannelse, maa opgive Tanken om ligefrem at herske over Bønderne; attraa de for Fremtiden Indflydelse, maa de se at op- naa den ved et jævnt, ligefremt Væsen og ved saa dygtige Be- stræbelser, at det gaar op for alle, at man umulig kan und- være dem. Her er Stridens Kærne, og her er det, at Forskellen mellem det absolute og det moderate Højre lægger sig for Dagen. De absolute* Højremænd ville standse den demokratiske Bevægelse og politisk fastholde et Udviklingstrin, som i social Henseende er overvundet. I dette Øjemed paakalde de Kongemagten og bede den anvende Landstinget til at holde Folketinget nede; de mene, at de handle i Landets Interesse, men uden at de selv vide det, er det dog deres egen private Interesse, hvorfor de kæmpe, og det er ikke gaaet op for dem, at, naar Kongemagten bruges saa- ledes, er det ikke mere det hele Folk, men en enkelt Stand, som den tjæner. Derimod bøje vi moderate Højremænd os for de sociale Kendsgerninger, og vi nære det Haab, at Kongemagten ved Ministerforandringer, der svare til vor nuværende sociale Til- stand, vil med hele sin vægtige Avtoritet stifte Fred mellem Landsting og Folketing, mellem By og Land, mellem Borger og Bonde, mellem den højere og lavere Dannelse. Saa vidt jeg kan skønne, er der ingen Grund til at sørge over, at Fredsslutningen har ladet saa længe vente paa sig. Striden har gjort sin store Nytte. Hvis Venstre allerede for længere Tid siden havde faaet Statsroret i sine Hænder, er det ikke umuligt, at det vilde være gaaet saa iltert frem, at det havde opmandet Højre til en Modstand, som kunde have bragt Forfatningen i Fare. Under Striden er Hidsigheden bleven dæmpet og afløst af en klarere Bevidsthed om Maalet. Gennem Visnepolitiken og de der- Digitized by Google Om Kongedømmet. 233 med beslægtede Forsøg har Venstre faaet en paalideligere Indsigt i Betingelserne for Statsstyreisen, og det har lært, at der maa tages et større Hensyn til de i Landstinget repræsenterede Sam- fundsklasser. Omvendt er der hos adskillige af Højre fremvokset en modnere Forstaaelse af, hvad det er, Striden gælder; medens disse, hvis Venstre havde haft et alt for rask Spil, let kunde være blevne revne med i en blind Reaktion, ere de nu ved at se det absolute Højres Færd blevne befæstede i en oprigtig Kærlig- hed til Friheden, saa at de hellere end at opgive denne ville ændre deres fra Fødselen tilvante Synsmaader. Det følger af sig selv, at de ikke drive Ændringen saa vidt, at de lade de væsent- lige Højreprinciper falde; de ville fremdeles værne om Lands- tinget; men forudsat, at Venstremændene gaa sindig frem, ere de villige til sammen med dem at hjælpe Folketinget til sin Ret. Og det kan til visse ikke kaldes et ubilligt Ønske, at man efter i ni Aar at have haft et Landstingsministerium , der intet kan føre igennem, nu endelig prøver paa at faa et Ministerium, der kan enes saa vel med Folketinget som med Landstinget. Som sagt: Striden har gjort sin Nytte. Naturligvis er der baade i Højres og Venstres Lejr uforsonlige, der, som man siger, bære Ideens Fane højt og anse det for at være under deres egen og Ideens Værdighed at gaa ind paa nogen som helst mindelig Overenskomst; men heldigvis er der ogsaa begge Steder dem, som oprigtig søge hinanden og som føle, at Landets Vel beror paa, at vi midt mellem Yderlighederne faa en stor og bred Mellemretning som er saa rummelig og tolerant, at den indenfor sig kan taale mange Haande Afskygninger. Den liberale Vælgerforenings Stift- else er et Vidnesbyrd om denne Trang. Gid Trangen maa blive større og større, gid den maa faa et stedse kraftigere og kraftigere Udslag ! Saa kommer Statsskibet nok i Havn. Just fordi jeg betragter Kongedømmet som uundværligt for os, tvivler jeg heller ikke et eneste Øjeblik om, at det, naar den belejlige Tid indtræder, vil vide at sætte sit vægtige Segl paa Folkets Af- gørelse. Med dette Ønske vil jeg slutte, med Haabet om, at det nu ikke maa vare længe, inden det atter bliver Dag i Danmark. A. C. Larsen. (Theodoras). Tilskueren. 1884. Digitized by Google Richard Cobden. il Ingen af de parlamentariske Ledere spillede den Bolle i Cobdens Tanker som Premierministeren, Sir Robert Peel. Ktans Slagfærdighed i Debaten, store taktiske Dygtighed og fremfor alt hans sikre, praktiske Greb paa Sagerne, indgød Cobden Respekt, men denne Følelse blev tidlig blandet med en stærk Uvilje, som — modsat hvad der ellers var Reglen hos ham — til Tider fik en personlig Karakter. Cobden havde ikke ret længe iagttaget sin Modstander, før det blev ham klart, at han i Hjærtet var Fri- handelsmand, og der findes i hans Breve Vidnesbyrd om, at han til denne Opdagelse knyttede Haabet om sin Sags snarlige Sejer. Da nu Peel nøjedes med at gennemføre Toldreduktionen af 1842, hvorfra et Par af de betydeligste Artikler vare helt udelukkede, medens Korntolden kun undergik en ringe Modifikation, tabte Cobden alt for ham. Han saa alt for absolut paa Frihandels- spørgsmaalet og brød sig alt for lidt om at veje de Partihensyn, der for Peel endnu vare afgørende, til at han skulde have kunnet vurd- ere, hvilket modigt Skridt denne i Virkeligheden gjorde ved i Spidsen for et afgjort Beskyttelsesparti at gennemføre den største Frihandels- reform, England til Dato havde set. For Cobden stod det snarere, som om han, for at holde sig ved Magten, fornægtede sin Over- bevisning, og det er karakteristisk at sammenligne den overlegne Godmodighed, hvormed han i sine Breve omtaler de Toryjunkere, der ved forskellige Lejligheder insulterede ham, med hans hvasse og ofte ubillige Ord om Peel. Sagen var, at han troede paa de førstes Oprigtighed, men ikke paa Premierministerens. Naar han taler om denne, kommer der endog af og til et Stænk af Brutal- Digitized by Google Richard Gobden. 235 itet frem hos ham, saaledes naar han den ene Gang efter den anden hoverer over Peels falmede og sygelige Udseende og ender et af sine Breve med det Udbrud: »Han ser 20 Procent daarligere ud nu, end da jeg kom ind i Huset, og hvis jeg blot havde Bright med mig, skulde vi tilrede ham saadan, at han blev nødt til at fortrække, inden Samlingen er ude«. Peel følte sig paa sin Side stærkt irriteret over Cobdens ubarmhjærtige Angreb og gav sin Stemning Luft med en Hensynsløshed, der brød med alle parlament- ariske Former. Cobden endte paa den Tid, da Industrikrisen var paa sit højeste (Febr. 1843), en af sine Taler med at gøre Peel »personlig ansvarlig« for Landets Nød. Nu var Premierministerens Sekretær kort før bleven myrdet paa Gaden, og Gerningsmanden — som i øvrigt senere viste sig at være sindssyg — tilstod, at han havde forvekslet sit Offer med Peel. Denne satte i nervøs Op- hidselse Mordet i Forbindelse med de mange Voldsomheder, der paa den Tid bleve ytrede mod ham personlig ved Liguens Agi- tationsmøder. Cobdens Ord vakte en Forbitrelse hos ham, som han — der ellers havde en saa ualmindelig Selvbeherskelse — ikke var i Stand til at styre. Han sprang op og beskyldte, saa tyde- ligt som det paa indirekte Maade kunde gøres, Cobden for at have udpeget ham til Offer for et nyt Attentat. Skønt Toryerne bevis- lig ikke havde forstaaet Cobdens Ord saaledes og denne selv energisk fralagde sig en saa grov Mistydning, kunde de dog ikke nægte sig at benytte den ypperlige Lejlighed til at komme ham til Livs. Peels Udfald blev applauderet med et Raseri over alle Grænser, og Cobdens Protester druknede fuldstændig i lavede eller ægte Indignationsraab. Maaske bidrager det noget til at forklare Peels Optræden ved denne Lejlighed, at han længe havde følt, hvorledes under Cobdens Taler Tvivl paa Tvivl listede sig ind i hans eget Sind med Hensyn til den bestaaende Kornlovs Forsvarlighed. Da han tog Magten under den bestemte Forudsætning fra sit Partis Side, at han skulde opretholde Beskyttelsen for det engelske Agerbrug, var han endnu i Stand til at slaa sig til Ro med de skrøbelige Grunde, der kunde anføres for at lade Korntolden ligge som en Enklave i det Frihandelssystem, han ellers hyldede. Han var ikke nogen særlig logisk anlagt Natur og kun alt for tilbøjelig til at lade øjeblikkelige Betimelighedshensyn og Partiinteresser binde sin Tænkning, men var han først skræmmet op, saa var der det i hans Sind, der ikke lod ham hvile, før han igen havde fæstnet sig 16* Digitized by Google 236 Richard Cobden. en Overbevisning og givet den et saa fyldigt Udslag i den prakt- iske Politik, som muligt. Cobden var den, der stak hans Bevidst- hed vaagen og bestandig æggede det søgende og sandhedshigende i den længere frem. Længe betragtede Peel ham dog kun som en paatrængende, irriterende Fredsforstyrrer, men efterhaanden som hans Modstandskraft blev svagere, formildedes hans Stemning. Oftere og oftere saa man ham følge Gobdens Ord i anspændt lyt- tende Stilling og med de nervøse Ansigtstrækninger, der for en skarpsynet Iagttager som Disraeli tydelig varslede om den til— v stundende Svingning. I Februar 1845 var han naaet saa vidt, at han under en Tale af Cobden, som det havde været hans Hensigt at imødegaa, pludselig hørte op at gøre sine sædvanlige Notitser og til sidst krøllede Papiret sammen og sagde til sin Sidemand paa Ministerbænken: »De maa svare paa dette her, for jeg kan ikke«. Aarene 1844 og 45 var en vanskelig Tid for Liguen. Rigelig Høst havde bragt Kornpriserne til at falde stærkt, og der- med var fulgt et ikke ringe Opsving for Handel og Industri og en Stigning i Arbejdslønnen. Nu var der ganske vist intet, som klarere beviste Rigtigheden af Cobdens og de andres Paastand: at lave Kornpriser var en Livsbetingelse for England, og at man derfor burde søge at gøre dette Gode saa uafhængigt af Natur- forholdene som muligt, men de bedre Tider fjærnede det hele Spørgsmaal fra den almindelige Bevidsthed, og Agitations vilkaar- ene forringedes. Cobden tog heraf Anledning til at gennemføre en Udvidelse i Liguens Taktik: man vedblev med Møderne omkring i Landet, men den meste Kraft kastedes nu over paa Valgforbered- elserne. Der vedligeholdtes en stadig Forbindelse mellem Raadet og Vælgerne i de Kredse, hvor der mentes at være Mulighed for at sætte Frihandelskandidater igennem, og omtrent 300,000 Mænd i alle Egne af Landet fik stadig Liguens Blade og Agitationsskrifter tilsendte med Posten. For at afholde Udgifterne ved en Agitation af denne Art forlangte og fik Liguen ved lutter frivillige Bidrag et nyt Fond paa 100,000 £. Hvad man lagde mest Vægt paa var dog at skabe nye Vælgere. Der var i Valgloven en Bestemmelse om, at enhver Mand, der ejede Jord, som aarlig kunde indbringe 40 Sh., havde Valgret i Landdistrikterne, og Cobden rejste nu en mægtig Agitation for at formaa Liguens Tilhængere til at erhverve sig saadanne smaa Landejendomme og derved skaffe sig Stemme- ret i Kredse, hvor ellers Godsejerindflydelsen vilde være den over- Digitized by Google Richard Gobden. 237 vejende. Han tillagde denne Sags Fremgang en overordentlig Be- tydning og saa i den Slutstenen paa den hele Bevægelse, det bedste af alle Midler til at overføre den politiske Magt fra Land- aristokratiet til Middelstanden og den højere Arbejderstand. Som sædvanlig forstod han at sætte Masserne i Bevægelse: Tusender fulgte hans Raad og købte Jord og Stemmeret for deres Sparepenge. Under alt dette havde Cobden tunge Bekymringer at kæmpe med i sine private Forhold. Alt som hans Magt og Anseelse steg i det offentlige Liv, forringedes hans økonomiske Stilling. Frederik Cobden kunde ikke alene staa for Styret, saaledes som han maatte nu, da al Richards Energi samlede sig om Agitationen: Forret- ningen »manglede et Hoved«. Allerede i de første Aar, Cobden sad i Parlamentet, kan man af hans Breve til Broderen se, hvor klart han var sig bevidst, at det gik ned ad Bakke, men han var nu saa uløselig bunden til sit offentlige Hverv, at han ikke vilde tænke paa at forlade det. Desuden følte han sig bestandig sikker paa, at Kampen snart maatte være endt. Denne smittende Vished om Sejerens Nærhed gav ham meget af den frisknende, nydannende Ævne, paa hvilken hans og hele Bevægelsens Tiltrækningskraft i saa høj Grad beroede, men den blev i mere end én Henseende farlig for hans private Velfærd. Den var Skyld i, at han bestandig havde Fornemmelsen af ikke at burde give sig af med sine egne Sager, da der netop nu kun behøvedes en kortvarig Anstrængelse for at faa Sejeren i Hænde. Endelig bleve de Farer, der truede Forretningen, saa store, at selv Cobden ikke kunde nægte for sig selv, at nu gjaldt det straks at tage fat med fuld Kraft, hvis Ruinen skulde undgaaes. I September 1845 fattede han da den Beslutning at forlade Ligue og Parlament, og det skønt han nu mere end nogen Sinde var sikker paa, at Kampens Afslutning var nær. »Blot tre Ugers Regnvejr« , havde han kort forinden sagt, »medens Hveden blomstrer eller er i Modning, og Kornloven vil falde«. Det var kun Hensynet til Hustru og Børn, der tvang Beslutningen igennem hos ham, og det har sikkert været hans Livs mørkeste Dag, da han gav Afkald paa at føre sine gamle Kampfæller til den sidste Storm og paa at dele Sejerens Glæde med dem. Lykke- ligvis for ham var Katastrofen nærmere, end nogen anede. Da Bright, som den Gang var paa Agitationsrejse, modtog det Brev, i hvilket Cobden meddelte ham sit Forsæt, var den Regn, som gjorde Efteraaret 1845 saa skæbnesvangert, allerede begyndt at falde, og det var øjensynligt, at nu var det kun en kort Tid, det gjaldt. Digitized by Google 238 Richard Gobden. Bright skrev til sin Ven, at Liguens Kraft vilde være brudt, naar dets »Kildevæld« var borte og skyndte sig til Manchester. Der lykkedes det ham sammen med et Par andre at gøre Udveje, saa Faren afvendtes endnu for denne Gang. Den Regn, der kronede Cobdens og hans Venners Haab, afgjorde ogsaa Kampen i Sir Robert Peels Sind: han indsaa nu, at Kornlovene maatte falde. I England var Kornet slaaet fejl, og i Irland stod Hungersnøden for Døren, da det vaade Vejr havde ødelagt Aarets Kartoffelhøst, Peel kunde og vilde ikke forholde en hungersyg Befolkning billigt Korn, og var der endnu nogen Tvivl tilbage hos ham, maatte den falde for Liguens truende Holdning og Landets resolute Krav. I Slutningen af Oktober — under Parlamentsferien — begyndte Statsraadsmøderne om Korn- lovene. Peel vandt ikke fornøden Tilslutning for sit Forslag om Ophævelsen, og Kabinetet skiltes uden at have truffet nogen Af- gørelse. Saa var det Lord Russel i sit bekendte Edinburgh-Brev resolut optog Liguens Progam, men selv ikke den overhængende Fare, som denne kloge politiske Mariøvre udsatte det regerende Parti for, kunde drive dets Ledere til Enighed: Peel maatte ind- give sin Demission. Russel blev da kaldet, men hans Forsøg paa at danne en ny Regering lykkedes ikke, og da Peel nu atter vendte tilbage, førte han endelig sin Sag igennem. Statsraadets Beslutning anedes selvfølgelig, men bestemt Besked vidste dog kun faa, indtil Parlamentet i Januar 1856 traadte sammen og Peel forelagde sit Forslag, der i sin endelige Skikkelse gik ud paa at fastsætte en Told af 4—10 Sh. pr. Quarter indtil 1849 og derefter en rent finansiel Afgift af 1 Sh. pr. Quarter. Da brød Gammel- toryernes længe sammenpressede Forbitrelse ud i det fanatiske Bi- fald, der fulgte Disraelis hadske Angreb paa sin gamle Leder, og under Debatten blev det efterhaanden klart for alle, at Peel nu kun var Fører for en Fraktion af Toryerne: Partiet som saadant var ikke mere. Cobden deltog kun lidet i disse Forhandlinger; han be- høvede det ikke. I Virkeligheden var hans Gerning gjort, og han havde ikke nødig selv at pege paa sin Triumf: den laa klart nok for alle. Skønt kun Fører for en i Huset lidet betydende Gruppe havde han med de næringsdrivende Klasser bag sig tvunget begge de aristokratiske Partiers Førere til at knæsætte den Sag, de én Gang havde været enige om at se ned paa, ja han havde bragt dem saa vidt, at de nu kappedes om, hvem af dem der skulde Digitized by Google Richard Cobden. 239 have Æren af at føre den ud i Livet. Og medens Middelstanden gennem sin selvskabte Organisation enig og sluttet førte den Fane frem, som dens gamle Herrer mere eller mindre modstræbende fulgte, genlød Parlamentssalen Dag efter Dag af det splittede Re- geringspartis bitre indre Strid. Den uforbeholdneste Anerkendelse af, hvem der var Situa^ tionens Herre kom fra selve Premierministeren. Han havde endelig under store Vanskeligheder ført sit Forslag gennem begge Huse, men paa selve den Dag, da det vedtoges i Overhuset, fik han et Underhusflertal imod sig ved Afstemningen om en irsk Tvangslov: det var Whiggerne og Oppositionen i hans eget Parti, som her fandt hinanden. Tre Dage efter forkyndte han Huset sin Fra- træden i en Tale, som gjorde det dybeste Indtryk paa dem, der hørte den og det hele Land. Intet af den naaede dog videre og fandt varmere Tilslutning end disse Ord om den nys vedtagne Kornlov: »Den, hvis Navn bør staa knyttet til denne Sags Gennem- førelse, er hverken den ædle Lord, Medlemmet for London (Russell) eller mig, det er en Mand, som, idet han handlede ud fra rene og uegennyttige Bevæggrunde, har kæmpet for den med utrættelig Energi og appeleret til Fornuften med en Veltalenhed, som var saa meget større Beundring værd, fordi den var ukunstlet og uden Flitter. Det Navn, der bør knyttes og vil blive knyttet til denne Sags Gennemførelse er Richard Cobdens. Uden Betænkning giver jeg ham Æren.« Faa Dage forinden havde Cobden skrevet et Brev til Peel, der kaster et ejendommeligt Lys over hans politiske Tankegang. Han bad ham indtrængende ikke at vige for den kunstige Koali- tion, der var i Begreb med at trænge ham bort fra Magten, men at opløse Underhuset og appelere til Landet. Det, at Peel saa kort efter at have ført Liguens Sag igennem skulde vige for et Fler- tal, hvis mest højtalende Fløj udraabte hans Fald som den ret- færdige Straf for, at han havde brudt med Beskyttelsessystemet, vilde efter Cobdens Mening gøre den offentlige Mening i England og Evropa usikker paa Betydningen af den vundne Sejer. Og dog var Frihandelstanken »Tidens Idec og dens fuldstændige Gennem- førelse »Aarhundredets største Triumf«. Hvis Peel vilde bryde med den parlamentariske Traditions og Partihensynenes Smaalig- hed, lade Tvangsloven ligge og gaa til Valg paa Frihandelssagen alene, da lovede Cobden ham, at det uhyre Flertal af begge Par- tier vilde samle sig om ham, og at han som Fører for dette nye Digitized by Google 240 Richard Gobden. Middelstands- og Arbejderparti sikkert vilde kunne give sig i Kast med at udrydde Resterne af Beskyttelsessystemet paa alle Om- raader. Om de to gamle Partier siger han, at Førerne endnu holde en Skinfægtning vedlige, men at Soldaterne forlængst have taget Gevær i Arm' og kun vente paa det samlende Løsen : »Peel og Frihandel«. Hvad der slaar i dette Brev er den uselviske Given sig hen til en stor politisk Tanke, der faar Cobden til at overtale og hjælpe sin gamle Modstander til at stille sig i Spidsen for den Hær, Li- guen havde samlet og høste Frugterne af dens lange Kamp. Han saa i Peel den Fører, der kunde bringe Middelstandsbevægelsen videst, og betænkte sig ikke paa at afstaa ham sine friske Lavr- bær. Ikke mindre ejendommelig er hans Seen hen over alle be- staaende parlamentariske Regler og Fornemmelser. Han saa ikke, hvor umuligt det var for Peel^at sætte sig ud over det Faktum, at han var falden paa en irsk Tvangslov. Om han saa hundrede Gange gjorde Frihandelen til sit Program, vilde hans Modstandere ligesaa ofte føre det irske Spørgsmaal frem i Forgrunden som det egentlige Opløsningsspørgsmaal, og den offentlige Mening vilde forvirres ved denne helt nye og uforstaaelige Praksis, at en Min- ister opløste paa det Spørgsmaal, hvori han havde sejret, og lod det ligge, hvorom Kampen endnu var uafgjort. Fremfor alt vilde denne pludselige Omstyrtelse af de gamle Partigrænser have virket langt mere stødende og forvildende end Cobden anede, og Peel vilde i de flestes Øjne have staaet i en højst uren og tvivlsom Stilling, hvis han helt havde fraterniseret med Whiggerne og lige- som ved en Taskenspillerkunst pludselig forvandlet sig fra Landbo- aristokratiets til Middelstandens Minister. Han var heller slet ikke Manden for at gøre sligt. Kun langsomt og tøvende skilte han sig ved gamle Forbindelser og gamle Fordomme, og skulde det være sket, som Cobden ønskede, maatte det have været en Affære paa mange Aar. Hans Svar blev i Overensstemmelse hermed: med en oprigtig Anerkendelse af Cobdens rene Hensigter lod han ham vide, at han i Betragtning af de mange praktiske Hindringer vilde lade det blive ved sin oprindelige Beslutning og hellere falde paa gammeldags, reglementeret Vis end forsøge paa at vinde en politisk Helteglorie ad uprøvede Veje. Cobden og hans Venner havde mange Gange erklæret, at Liguen kun var stiftet for sit angivne Formaals Skyld og vilde opløse sig, naar det var naaet. De holdt punktlig deres Ord. Faa Digitized by Google Richard Gobden. 241 Dage efter Ophævelseslovens Vedtagelse holdtes det afsluttende Møde i Manchester: da Liguens Virksomhed erklæredes for endt r fulgte en langvarig, dyb Tavshed, som ingen ret havde Mod til at bryde. Enhver følte den som Ophøret af et vægtigt Stykke Englands Historie. Cobden benyttede denne Lejlighed til — som saa ofte før — at lægge alle paa Sinde, med hvor ringe Ret han for Offent- ligheden var kommen til at staa som den hele Bevægelses Bærer. Han erklærede, at ikke faa havde været hans jævnlige eller Over- mænd i Iver for Sagen og agitatorisk Ævne. Ikke desto mindre vedblev den offentlige Mening saa vel i Liguen som i hele Be- folkningen at give ham Æren og Takken for Reformen, og denne Stemning fik et Udslag i den store Nationalsubskription, man satte i Gang for ham. Det var almindelig bekendt, at Cobden gik ud af Kampen som en ruineret Mand, og {Tanken, om at han, der havde bidraget saa meget til at forøge andres Velstand, selv skulde lide Mangel, fik Bidragene til at flyde rigeligere ind, end nogen havde troet muligt: de naaede til næsten l 1 /* Mill. Kroner. Cobden tog mod Gaven, skønt kun med megen Overvindelse. En stor Del af den gik med til at afvikle hans Forretning, som viste sig at staa endnu slettere, end man havde troet. For Frem- tiden indrettede han altsaa sit Liv udelukkende paa offentlig Virksomhed. Straks efter Liguens Slutningsmøde flyttede han med sin Familie ud i en af Wales' smukkeste Egne for at nyde den stille, landlige Ro, han i Kampens Dage saa ofte havde længtes efter. Han kunde haardt trænge til den; Nervesystemet var rystet r og den megen Talen for store Forsamlinger, ofte i fri Luft, havde medført alvorlige Strube- og Brystlidelser. Men det offent- lige Livs Hvirvel havde grebet ham: han var naaet hinsides det Punkt, hvor den stille, hvilende Nydelse er mulig ud over enkelte Timer. Til en af sine Venner skriver han: »For ti Aar siden, før jeg blev Agitator, tilbragte jeg et Par Dage i dette Hus. Naar jeg sammenligner mine Følelser den Gang og nu, mærker jeg t hvor meget jeg har tabt ved at vinde offentligt Ry. Det barske Vejrlig har gjort mig uskikket til Havnens Ro, og jeg er bange t jeg aldrig mere kan kaste Anker. Det er, [som laa der en mag- netisk Haand paa min Pande, eller som om der var en Uro- stifter i mig, der jog mig fremad mod min egen Vilje.« Det var store Planer, der groede i ham og betog ham Glæden over Digitized by Google 242 Richard Cobden. Naturens Pragt: »Jeg vil give mig ud paa en privat Agitations- rejse gennem Evropas Fastland. Forleden Dag fik jeg et Vink fra Sir Roderick Murchison, der er Kejseren af Ruslands Ven og fortrolige, at jeg vilde kunne komme til at øve stor Indflydelse over Kejseren, hvis jeg kom til St. Petersborg. — — Jeg har faaet lignende Meddelelser om Madrid, Wien og Berlin. Nu, jeg vil med Guds Hjælp anvende et Aar til at besøge alle Evropas store Stater, lære deres Fyrster og Statsmænd at kende og for- søge at vinde Rum for de Sandheder, der have vist sig uimod- staaelige her hjemme. Hvorfor skulde jeg ruste op i Uvirksom- hed? Mine Landsmænds Borgersind sætter mig i Stand til at rejse som deres Udsending, og jeg vil være den første Gesandt fra Folket i dette Land til Evropas Nationer.« I Eftersommeren 1846 forlod Cobden England, og i 14 Maaneder gennemrejste han Frankrig, Spanien, Italien, Østerrig, Preussen og Rusland. Overalt blev han modtaget med Agtelse, til Tider endog med Entusiasme. Baade Folk og Fyrster saa i ham Hovedrepræsentanten for et verdensomfattende Princip og, frisk som hans Sejer var, overvurderede man maaske endog hans politiske Magtstilling. Han udnyttede den gunstige Situation til det yderste og forsømte ingen Lejlighed til at vinde Sjæle for sit Evangelium. Enten han talte med Louis Philippe og Metternich eller med Lederne for de liberale Oppositionspartier, var han lige utrættelig for at give dem Forstaaelse af Frihandelens og Freds- politikens Fordele. Bedst virkede han dog paa større Forsaml- inger. Hvor han kom frem, holdtes der Møder og Banketer til hans Ære, og hans altid friske og aktuelle Argumentation vandt ham alle Vegne talrige Tilhængere, især i Handelsstanden og den politiske Verden. Mest Indtryk gjorde maaske selve hans Person- lighed. Den havde alt det hyggelige, støtte og paalidelige, som er de bedste Englænderes Særkende, og næsten intet af det, der virker irriterende eller komisk paa fremmede. Merimée har sagt om ham, at han var den eneste Englænder, han havde kendt, som aldrig kom med Trivialiteter, og endnu mere iøjnefaldende er det, hvor fri han var for Bornerthed og Nationalhovmod. Han kunde se paa en » Fastlandssøndag « uden anden Følelse end Glæde over, hvor hyggeligt og sundt Folk her morede sig i Mod- sætning til den engelske Sabbats Hældøreri og Drukkenskab. I det hele havde han en sjælden Ævne til at forstaa fremmede In- stitutioner og til at skatte alt, hvad der i Udlandet var ander- Digitized by Google Richard Gobden. 243 ledes og bedre end hjemme, og dog slog han ikke af paa sin varme engelske Nationalfølelse. Fordi han mente, England i mange Henseender kunde lære af andre Lande, blev han ingen gnaven Kritiker af de hjemlige Forhold og var altid villig til at give sit eget Land Palmen, hvor det fortjænte det. Dette aabne og upartiske Blik paa alle Forhold gjorde ham til en bedre Iagt- tager, hvor han kom hen, end største Delen af hans politiske Kaldsfæller, og det er næppe nogen Overdrivelse at sige, at han vendte hjem fra sin Rejse med en rigere, mere selvset og selv- oplevet Erfaring om evropæiske Forhold, end nogen anden engelsk Statsmand paa den Tid besad. Han skulde ikke længe efter faa rigelig Brug for den og samtidig erfare, hvor ene han stod i sin Opfattelse af udenrigspolitiske Spørgsmaal. Med Cobdens Hjemkomst begynder et nyt Afsnit af hans offentlige Liv. Det fik langt fra den glimrende Karakter, som det første. Hans politiske Formaal bleve større, men ogsaa vanske- ligere at naa, og alt som Kampen mere og mere rykkede over paa den almindelige Politiks Omraade, traadte hans Uvilje mod Partikombinationer og parlamentarisk Taktik og hans Mangel paa Ævne til at underordne den enkelte Sag under Situationen ham stedse mere hindrende i Vejen. Han vedblev med sit »én Ting ad Gangene, men der var ikke længere noget enkelt Reform- spørgsmaal, om hvilket man kunde samle et Flertal, der var rede til at gaa mod Maalet tværs igennem de bestaaende Partier. Sagen var, at Liguens Sejer netop havde ført til, at Partierne vare blevne mere lydhøre for den offentlige Mening, mere sandt repræsentative end før, saa at Befolkningen nu ikke behøvede at optræde uafhængigt af dem, men kunde haabe at faa sine Ønsker frem gennem dem. Den Opgave, der nu laa for, var den, som Gladstone mange Aar efter løste: at samle alle liberale Afskyg- ninger — Whigger, Peeliter og Manchestermænd — i ét stort Fremskridtsparti, hvis venstre Fløj særlig maatte virke hen til at opagitere Befolkningen paa enkelte Reformspørgsmaal, saaledes at Partiets mere konservative Elementer nødtes til at optage dem paa det fælles Program. Cobden havde ganske vist tænkt sig noget lignende med det store Borgerparti, han allerede i Kornlov- bevægelsens Dage havde varslet om, men han var ikke den rette til at føre Tanken igennem. Han vilde bygge af nyt og paa bar Grund, ikke efter vanlig engelsk Vis sammenarbejde og ændre det givne. Digitized by Google 244 Richard Gobden. I og for sig staar Cobden ikke mindre beundringsværdig i denne anden Periode af sit Liv end i den første. Hans hele politiske Virksomhed var en harmonisk Udfoldelse af enkelte simple Grundideer, og de senere Aars Stræben gik væsentlig ud paa at virkeliggøre de Udviklingsmuligheder, han under Agitationen selv havde erklæret for uadskillelige fra Frihandelstanken. Under de Nederlag og Skuffelser, han fra nu af bestandig maatte lide, viser hans uforgængelige Principtroskab, hans rene og sanddru Sind sig klarere end nogen Sinde før. De Spørgsmaal, som frem- for alt laa ham paa Sinde, vare Jordejendommens Fordeling, Folke- undervisning, Finansreform og Forholdet til Udlandet. For Landbo- reformen var hans Opmærksomhed allerede bleven stærkt vakt under hans Agitationsrejser i Landdistrikterne, og da han efter sin Hjemkomst købte sin Fødegaard og boede der en stor Del af Aaret, blev han bestandig stærkere knyttet til Sagen. Han var baade af økonomiske og politiske Grunde en varm Tilhænger af Selvejendom og arbejdede hen imod en Lovgivning, der kunde hidføre de store samlede Godsers Udstykning og en Lettelse af de uforholdsmæssige Byrder, der hvilede paa Grundejendoms Overdragelse. I sin sidste offentlige Tale ytrede han: »Hvis jeg var 25 eller 30 Aar gammel, i Stedet for at jeg uheldigvis er det dobbelte, vilde jeg tage Adam Smith i min Haand og danne en Ligue for Frihandel med Jord ligesom den, vi havde for Fri- handel med Korn.« Nogen samlet Agitation kom han aldrig til at udfolde i dette Spørgsmaal, men i de Taler og Skrifter, hvor han lejlighedsvis er kommen ind paa Sagen, har han leveret dygtige Bidrag til dens Forstaaelse og i mange Kredse vakt en hæftig Uvilje mod den bestaaende Tilstand. Det var særlig fra denne Side, han mente, det irske Spørgsmaal skulde ses, og Felt- raabet »Irland for Irlænderne« var ogsaa hans. Trods sin ringe personlige Sympati for den irske Nationalitet og særlig for dens Repræsentanter i Parlamentet, udtalte han sig til Tider saa- ledes, at hans Ord endnu den Dag i Dag vilde kunne under- skrives af den radikaleste Landliguemand. Han bestemmer Ir- lands Hovedulykke som den, »at en stor Mængde Jord ejes af Efterkommerne af en Race Erobrere, der bo uden for Landet og hvis Eksistens saaledes paa dobbelt Maade holder Erobringen og Undertrykkelsen i frisk Minde,* medens de indfødte udelukkes fra at komme i Besiddelse af Jordejendom og saaledes fra at faa nogen Interesse i, at der hersker rolige Tilstande i Landet«. Digitized by Google Richard Gobden. 245 For Almueundervisningen følte Cobden saare varmt. Det var denne Sag, der tidligst fik ham frem for Offentligheden, og lige til sin Død vedblev han at anse den som afgørende for Eng- lands politiske Fremtid. Han saa den eneste Garanti for en ro- lig, fremadskridende Udvikling i Massernes Oplysning og mente nu — ligesom i Kornlovagitationens Dage — , at den væsentligste Side ved enhver Agitation burde være den oplysende. Selv blev han aldrig træt af at være Folkelærer i stor Stil. Han saa Kilden til al slet Politik i Uvidenhed og lagde derfor bestandig, naar han agiterede for eller imod en Sag, Hovedvægten paa at belyse de faktiske Forhold , der stode i Forbindelse med den, saa klart og indtrængende som muligt. I selve Skolesagen var hans Pro- gram: Kommuneskoler med gratis og tvungen Undervisning og Udelukkelse af dogmatisk Religionsundervisning. Han naaede ikke selv at se det ført ud i Livet, men det er nu, paa det første Punkt nær, gældende Lov i England. Noget af det første, der slog Cobden, da han som ungt Parlamentsmedlem begyndte at sætte sig ind i Statshusholdning- ens Enkeltheder, var, hvordan »de stakkels Djævle af Skatteydere bleve plyndrede for deres Penge«. Det harmede ham, at de Millioner, der for det overvejende Flertals Vedkommende vare Udbyttet af strængt Arbejde og pinlig Paapassenhed , skulde kastes bort til Ting, der efter hans Overbevisning vare unyttige eller ligefrem skadelige. Saa længe Kornlovkampagnen varede, maatte han nøjes med i Ny og Næ at røre lidt ved Sagen, men da den var endt, gjorde han Finansre formen til sin Hovedopgave. Hans Plan var simpel og gennemgribende: ved Besparelser i den civile Administration vilde han indvinde IV« Mill. Lstr., ved Re- duktion af Militærbudgetet, 8V1 Mill., for saa at anvende det fremkomne Overskud til at stryge saa godt som al Told paa rene Brugsgenstande samt Vindues- og Avertissementsafgifterne. Han sluttede sig nøje til en allerede bestaaende Agitations- forening, hvis Formaal var finansiel Reform, og Bright og han gjorde endog et Forsøg paa at skabe en ny omfattende Bevægelse med Finansreformen og Valgrettens Udvidelse som Løsen. De vilde tage Antikornlovliguen til Mønster og ventede Tilslutning fra deres gamle Tilhængere, men Agitationen fik aldrig rigtig Livskraft. Det kom først og fremmest af, at Tiden ikke længere var saadanne Enkeltformationer udenfor Partierne gunstig, men der var ogsaa afgørende indre Fejl. Cobden havde bestandig Digitized by Google 246 Richard Gobden. lidt ond Samvittighed, fordi han her havde svigtet et af sine Yndlingsprinciper ved at hægte to forskelligartede Sager sammen i én Agitation, og dertil kom, at hanafHjærtet kun gik med til det ene af Punkterne: Finansreformen. For Stemmerettens Udvidelse var og blev han lunken; han var rede til at støtte den, men havde ingen rigtig Tillid til den. Saa længe der endnu bestod saa megen grov politisk Overtro — og det ikke mindst i de lav- ere Lag — , troede han ikke paa, at en Parlamentsreform vilde give større Sikkerhed for en virkelig Reformpolitiks Gennem- førelse, og hans Universalmiddel var nu som før det: at sprede politisk Oplysning blandt Befolkningen ved gennemgribende Agi- tation for enkelte politiske Hovedreformer. Grundfejlen i hans Opfattelse var den at overse Betydningen af at den endelige Afgør- else af Spørgsmaal som Undervisnings-, Landbo- og Finansreform blev lagt i de Klassers Haand, hvis Interesser det ved disse Re- former netop var Hensigten at tjæne, og som havde mindst For- del af at opretholde det bestaaende. Her saa Bright langt klar- ere, idet han aabent erklærede Valgrettens Udvidelse for den Grundreform, af hvilken alle de andre vare afhængige. Cobdens Stilling til Valgreformen viste klart, at hans Kombinationsævne og strategiske Blik svigtede ham, naar det gjaldt den politiske Situation i sin Helhed, medens Bright traadte i Forgrunden som den, der var designeret til at føre Manchesterideerne ud i den praktiske Politik. Uenigheden mellem de to Venner om dette Spørgsmaal formaaede ikke at skille dem — hverken personlig eller politisk. Mulig var det sket, hvis den indre Reformpolitik havde faaet en hurtig og uhæmmet Vækst, men allerede begyndte Udenrigs- politiken at lægge sig skyggende over det politiske Liv, og det skulde snart komme saa vidt, at det ikke længere var Reform- spørgsmaal, men Krigs- og Interventionspolitik , der optog de flestes Tanker. Her stod Cobden og Bright sammen til det sidste, og under deres fælles haabløse Kamp mod hele Landets offentlige Mening knyttedes de endnu tættere til hinanden end i de gode Dage, — saa tæt at de ikke mere kunde skilles. Afsky for Krig var det dybest liggende politiske Instinkt hos Cobden. Tanken om en Kamp for den nationale Eksistens laa ham som Englænder fjærn, den Krig, han havde at tage Stilling til, var den evropæiske Interventionskrig eller Erobrings- og Straffekrigen i fremmede Verdensdele. Krigen og hvad der Digitized by Google Richard Cobden. 247 fulgte med den var alle hans Idealers og al hans praktiske Stræbens Dødsfjende. Han elskede den roligt fremad skridende Udvikling og det frie, fredelige Samarbejde mellem alle Kræfter. Hans Maal var at nedbryde alle de Mure, som Fordommen og de misforstaaede Særinteresser taarne op mellem Stænder og Nationer, saa at en- hver frit kunde udnytte sine Ævner til sit eget og det heles Tarv. Hvad betød nu Krigen for ham? den betød de økonomiske Værdiers Ødelæggelse, en Beskatning, der lammede den enkeltes Virksomhed, Vedligeholdelse af Skinsyge og Had mellem Nation- erne. Naar han stred for Frihandel og Finansreform, var det kæreste Haab, han knyttede til Sejeren, det at formindske Sand- synligheden for Krig, og han havde den tillidsfulde Tro til Men- neskene, at havde de først lært at kende, hvilke Velsignelser det frie Samkvem mellem Landene bragte, vilde det være umuligt at skrue dem tilbage til de gamle nationale Fordomme. Det var en Tid lang den almindelige Tro om Cobden, at han af religiøse og humane Grunde fordømte al Krig, men et saa absolut Standpunkt var han langt fra at indtage. Han var paa dette Punkt , som paa alle andre, kommen til sin Overbevisning ad den praktiske Erfarings Vej, og jo mere han havde set Krigens Skadelighed for de Interesser, han satte højest, jo mere havde ogsaa hans Følelse rejst sig imod den. Derfor fordømte han heller ikke Forsvars- krigen, ti han forstod fuldt ud, hvad national Uafhængighed be- tød og troede intet Offer for stort, naar det gjaldt den. Hvad han vilde var kun, at man, inden man førte Krig eller indlod sig paa en Politik, der kunde lede dertil, nøje skulde overveje, om de moralske og materielle Fordele, der var Sandsynlighed for at vinde, vare en Krig værd, og i Henhold til dette Princip for- dømte han alle de Kolonialkrige og Krige for evropæisk Lige- vægt, som England paa hans Tid førte eller truede med. Det var hans Overbevisning, at intet var urimeligere og mere øde- læggende end disse evige Indblandinger i Fastlandsstaternes indre Forhold eller internationale Mellemværender. Han benægtede, at Englands Livsinteresser vare knyttede til Magtfordelingen paa Kontinentet og paastod, at en engelsk Regering hverken kunde have Indsigt eller Magt nok til saaledes at opkaste sig til et Slags evropæisk Forsyn , og at man ved disse Indblandinger i Alminde- lighed kun opnaaede at gøre sig alle Parter til Uvenner, ogsaa den Magt, man støttede, idet man i ni Tilfælde af ti maatte lade den i Stikken efter først at have fristet den til at stille sin Sag paa Digitized by Google 248 Richard Gobden. Spidsen ved at give den Haab om Englands Hjælp. Kolonial- krigene fordømte han endnu mere ubetinget. Han betragtede Kolonierne som unyttige eller endog skadelige for England paa dets nuværende Trin af økonomisk Udvikling og mente, at Be- stræbelserne burde gaa ud paa at give dem saa megen indre Selvstyrelse som muligt, for at de efterhaanden kunde gøres fuldstændig uafhængige. Derfor misbilligede han bestemt alle Forsøg paa at udvide Englands Kolonialrige, ligesom han med sine hvasseste Ord rævsede den engelske Regerings utaalelige Øra- skindethed og Fordringsfuldhed overfor svage orientalske Magter. Efter Sir Robert Peels Fald kom Lord Palmerston i Spidsen for Englands udenrigske Politik, og det blev fra nu af mere og mere ham, der kom til at give Perioden sit Præg baade ind ad og ud ad til. Han var en afgjort Modstander af Cobdens Ideer om Krig og Udenrigspolitik, og om ham samlede sig al den kraftige Fordom og vage Følelse, der rundt om rejste sig mod disse Ideer, hver Gang de kom frem. I Palmerstons og Cobdens kraftig prægede Typer stode to politiske Racer op mod hin- anden, begge lige overtydede om deres Herskerret og lige uvillige til at gaa paa Akkord. Modsætningsforholdet viser sig saa godt som paa ethvert Punkt. Palmerston havde liden eller ingen Inter- esse for indre Reformer: man kan gennemgaa hele hans politiske Korrespondance uden at finde synderlig andet end Udenrigs- politik og Partimanøvrer. Det er utroligt, i hvilken Grad han tabte Befolkningens Interesse af Syne; han syntes kun at erindre dens Eksistens paa de Tider, hvor det var dens Tur at gribe ind i det politiske Skakspil, eller naar folkelige Demonstrationer bleve attraaelsesværdige for hans Parti. I hans Øjne var den engelske Samfundstilstand i det hele mønsterværdig. Han glæd- ede sig over de Reformer, der vare gennemførte, men brød sig heller ikke om flere; hvad skulde man vel med dem? Paa alle Reformvenner anvendte han de Ord, han en Gang har brugt om det chartistiske Arbejderparti: at det var Folk, »som nærede en uretfærdig og urimelig Misfornøjelse med dette Lands Tilstand«. Han selv var af Hjærtet glad og stolt over »dette Land« og dets Tilstand. Naar han i Parlamentet og paa Valgtribunen erklærede det engelske Folk for det lykkeligste og frieste i Verden og bestemte dets Mission som den at være Mentor og Tugtemester for andre Nationer, talte han ud af en oprigtig Digitized by Google Richard Gobden. 249 Overbevisning. Denne Synsmaade lagde han ogsaa til Grund for sin Udenrigspolitik. Atter og atter greb han ind i frem- mede Staters Forhold, for ved gode Raad og Trusler at hidføre den Ordning af deres Forfatningsforhold o. dsl. , som forekom ham den bedste. Han lededes i disse Bestræbelser gennemgaaende af en velment Iver for at opfylde det, han betragtede som sit Lands Mission og for at nærme andre Landes Institutioner saa meget som muligt til det engelske Forbillede, men Resultatet blev som oftest Fortræd for alle Parter. Hans Fremfærd var irriter- ende hensynsløs og alt andet end konsekvent, og dertil kom, at han ikke just havde det fineste Blik for fremmede Nationers Ejendommeligheder. Et sandt Prøvekort af hans Mangler som Udenrigfepolitiker faar man gennem den berømte Don Pacifico-Sag. En Portugiser, Don Pacifico, der som hjemmehørende i Gibraltar var engelsk Undersaat, havde bosat sig i Athen, og hans Hus var der under et Opløb bleven plyndret af en Folkehob. Han klagede til den engelske Regering over Avtoriteternes Passivitet i denne Sag og indgav en Fordring paa den græske Stat, i hvil- ken de forskellige Genstande, der vare blevne ødelagte for ham, ansloges til fabelagtige Værdier. Denne og et Par andre, ikke synderlig mere berettigede Fordringer fra engelske Undersaatter tog Lord Palmerston i sin Haand, og med grov Tilsidesættelse af almindelig diplomatisk Skik afviste han alle Mæglingstilbud og lod en engelsk Flaadeafdeling beslaglægge 15 græske Handels- skibe i Piræus' Havn som Sikkerhed for Opfyldelsen af de om- tvistede Krav. Det hele førte til, at Udenrigsministeren maatte finde sig i en drøj Reprimande fra den russiske Regering, kom halvvejs paa Kant med Frankrig og saa endda til sidst maatte nøjes med en meget mindre Sum end den, han oprindelig havde gjort Fordring paa. Om denne Affære rejste der sig i 1850 en Debat i Under- huset, som skulde blive af væsentlig Betydning for Palmerstons Stilling i det hele. Mod et Dadelsvotum i Overhuset var der foreslaaet en Tillidserklæring i det andet Kammer, og om den stod Slaget. Det blev en Kamp for eller mod den palmerstonske Udenrigspolitik i sin Helhed, og skønt Betingelserne vare ugunst- ige, vandt den angrebne Slaget. Hans vidunderlige Magt over Parlamentets Stemning viste sig her i fuld Klarhed. Den — som hans Popularitet i det hele — beroede ikke paa. nye Tanker eller Tilskueren. 1884. » 17 Digitized by Google 250 Richard Cobden. glimrende Form, men han havde en enestaaende Ævne til at træffe netop den Tone, Folk i Øjeblikket vare mest stemte for at høre og til at give alle deres Fordomme og Fornemmelser et fuldt og energisk Udtryk. Ved Siden af megen taktisk Snildhed havde han en ejendommelig jævnt-humoristisk Maade at frem- sætte sine Tanker paa, som besnærede Folk og bibragte dem den Forestilling, at han var mere aabenhjærtig og folkelig end nogen anden Minister. Det vilde være Uret at nægte, at hans Fædrelands- kærlighed var varm og oprigtig, og naar hans Landsmænd saa ham hundse og forurette andre Nationer, bar de gærne over med ham, fordi de vidste, at Maalet altid var »at hævde Englands Ære«. Desuden beundrede man hans raske, egenmægtige Færd og ansaa den for Bevis paa Karakterfasthed, uden at spørge videre om dens Berettigelse. Hans store Tale i Pacifico-Debaten skaf- fede ham Landets oprigtige Beundring. Han var den Gang 65 Aar gammel, men talte fem Timer igennem, fra Aftenen faldt paa, til det gryede mod Morgen, uden at standse og uden at bruge en eneste Notits. Og hvilken Tale! Blottet som den var for Ideer, skadelige som dens Doktriner vare, optog den i sin brede Strøm al den nationale Selvforgudelse, al den Ringeagt for Udlændinge, som den Gang boede i saa godt som hver eneste Englænders Hjærte, og Palmerston blev paa den i et Nu »det ægte engelskes« ideale Repræsentant. De Ord, hvormed han endte sin Tale, lyste henover den engelske Udenrigspolitik i hele den følgende Periode og kastede deres Gyldenskær over mangen en brutal Krænkelse af andre Nationers Ret: »Ligesom Oldtidens Romer følte sig sik- ker mod nedværdigende Behandling, naar han kunde sige »civis Romanus sum« , saaledes bør ogsaa enhver engelsk Undersaat, hvor han end færdes, kunne stole paa, at Englands vaagne Øje og stærke Arm vil beskytte ham mod Uret og Krænkelse«. Forgæves førte Talere som Cobden, Peel og Gladstone deres bedste Argumenter i Ilden mod denne Frase: deres Neder- lag var uundgaaeligt. Og hvad der viste sig her, gentog sig i bestandig større Maalestok i de følgende Aar. Da Napoleon IH 1852 havde tilranet sig Kejsertronen, udbrød den første af de »Invasionspanifo'er, der karakteriserede Perioden. Der gik ikke en Dag uden Rygter om krigerske Forberedelser hinsides Kanalen, alle rettede mod England; man troede almindelig, at den nye Kejser ikke tænkte paa andet end hovedkulds at styrte sig i Krig med England: det var den gamle Napoleons Spøgelse, der gik Digitized by Google Richard Gobden. 251 igen i de opskræmmede engelske Hjærner. Cobden satte hele sin Kraft ind paa i Skrift og Tale at modarbejde denne taabe- lige Frygt og det Spild af Landets Penge til ekstraordinære For- svarsforanstaltninger, som fulgte dermed. Han søgte fremfor alt at oplyse den offentlige Mening om Frankrigs sociale og økonom- iske Forhold, for derved at modarbejde den ikke ualmindelige Tro, at Franskmændene vare en Flok forsultne Røvere, der ikke ønskede noget hellere end at tage for sig af Herlighederne paa denne Side Kanalen. Palmerston, der i øvrigt paa denne Tid ikke var Minister, gjorde sit bedste for at holde Paniken vedlige og forøgede derved sin i Forvejen store Popularitet. Cobden vidste, han satte til af sin ved at optræde, som han gjorde. Efter en Tale, han i Anledning af en Militslov havde holdt i Underhuset, bemærkede en af hans Kolleger paa den liberale Side til ham, at han »led af en fiks Ide, der berøvede Landet en dygtig Mands Tjæneste«, og paa mange Maader viste det sig 1 , at de fleste af hans gamle Meningsfæller forlode ham i denne Kamp. Midt under den hedeste Krigsstemning besøgte han Fredsvennernes aarlige Kongres, som det Aar holdtes i Manchester. En Ven, der mødte ham paa Gaden, sagde til ham: De er kommen her til Deres Fredsmøde paa en meget ubelejlig Tid; alle og enhver er greben af Paniken og mener, at De har Uret.« Cobden svarede, at netop derfor var han her; aldrig havde der været saa megen Brug for Fredspartiet som nu. Den Feber, Nationen saaledes var bleven hvirvlet ind i, forsvandt lidt efter lidt, men kun for at give Plads for en ny og farligere: Begivenhederne i Orienten udviklede sig i Løbet af Vinteren 1853 — 54 saaledes, at en evropæisk Krig Dag for Dag viste sig mere uundgaaelig, og England, der nu atter havde Pal- merston til Leder af sin Udenrigspolitik, tog kraftig Del i Be- givenhederne. Tanken om Krig med Rusland blev bestandig mere populær, og den fredelskende Side i Kabinetet havde ikke Mod og Energi nok til at gaa mod Strømmen. Det var den evropæiske Ligevægt, der atter maatte frem som Hovedargument for, at man vilde hjælpe Tyrkiet til vedblivende at underkue de slaviske Folkeslag paa Halvøen, men hvad der skabte Begejstring for Krigen og kastede et Lys af ideel Berettigelse over den, var Hadet til Rusland. Mangen en demokratisk Fredsven gik med til Krimkrigen for at ramme Despotiets Hovedstøtte i Evropa, Polens og Ungarns Undertrykker. De, der — som Cobden, Bright 17* Digitized by Google 252 Richard Gobden. og enkelte andre — satte deres Indflydelse ind paa at hindre, at det kom til Krig, fik Raabet »Russerven« imod sig, men intet kunde være falskere. Da Kossuth besøgte England, efter at den ungarske Revolution var endt, var Cobden en af dem, der bidrog mest til at skaffe ham en glimrende Modtagelse, og i sine Taler paa Kossuthmøderne brugte han de hæftigste Ord mod Rusland og dets Intervention i Ungarn. Han nøjedes ikke med Ord alene. Da Rusland paa Londonerbørsen forsøgte at stifte et Laan, der skulde dække Udgifterne ved den ungarske Krig, rejste Cobden en i Handelsverdenen hidtil ukendt Bevægelse. Han holdt Møder i City en, hvor han indtrængende lagde alle paa Sinde, hvor tankeløst det var, ikke at tage moralske og socialøkonomiske Hensyn ved Anbringelsen af Penge i Statslaan. Han advarede mod Laanet som en uproduktiv Kapitalanbringelse og fremfor alt som en Haandsrækning til en halvbarbarisk Magt i Anledning af frihedsfjendske og umenneskelige Handlinger: »de engelske Pengemænd, der støtte slige Laan, blive i Virkeligheden Med- skyldige i Fastlands-Despoternes Forbrydelser og Grusomheder.« — Cobden havde nogle Maaneder i Forvejen rejst en lignende Be- vægelse i Anledning af et østerrigsk Laan, og i begge Tilfælde havde han styrket sin Sag ved at godtgøre, hvor usikre disse Kapitalanbringelser vare i rent finansiel Henseende. Hvad der slog ned var dog selvfølgelig hans kække Forsøg paa at hævde moralske Grundsætninger ogsaa paa et Omraade, hvor man hidtil havde ment at kunne lade rent selviske Hensyn raade. Selv- følgelig vilde Børsen som Helhed ikke vide noget af den cobdenske »Sentimentalitet« , og mange gamle Tilhængere af Liguen spurgte forundret, hvorfor de nu pludselig ikke mere maatte have Lov til at »købe paa det billigste Marked og sælge paa det dyr- este«. De, der spurgte saaledes, havde aldrig forstaaet Cob- den. Han havde ofret sig til Frihandelstanken, fordi han saa den som Moder til mægtige moralske Fremskridt, og han vilde, at dens Anvendelse paa ethvert Punkt skulde følge sædelige Love. — Hans Optræden overfor de to Laan vakte en betydelig Opmærksomhed, men et Par Aar efter var alt glemt, og han gik til sin Fredsagitation under den dobbelte Anklage for Mangel paa Fædrelandssind og Velvilje mod kontinentalt Despoti. Den Periode, der nu fulgte, var sikkert den pinligste i Cob- dens Liv. Han og Bright skyede ingen Anstrængelse for at vende Stemningen, men absolut uden Virkning. Krigsbegejstringen steg Digitized by Google Richard Gobden. 253 og steg, Krigen erklæredes og Landets Øjne vendtes bestandig mere mod Lord Palmerston. Palmerston var ganske vist alle- rede før Krigens Udbrud bleven Minister, men denne Gang var det Indenrigsportefeuillen, der tilfaldt ham, og langt fra at til- lægge ham nogen Delagtighed i de Fejl, der bleve begaaede, satte Flertallet sig bestandig fastere i den Mening, at Ulykken netop var den, at han ikke havde Indflydelse nok. Resultatet blev, at Ministeriet paa Begivenhedernes mest kritiske Punkt rekonstruer- edes med Palmerston som Førsteminister, og virkelig fik alt nu en anden Gænge. Vilde man endelig fortsætte Krigen, var det ogsaa øjensynligt, at den Mand burde i Spidsen, som var mest overbevist om Krigspolitikens Berettigelse og havde bedst Ævne til at gennemføre den. Medens Palmerstons Popularitet naaede sit Højdepunkt, blev der stedse mere ensomt om Gobden. Han, der havde været Folkemødernes Helt, kunde knap længere komme til Orde i nogen offentlig Forsamling, og selv i hans egen Valgkreds erklærede man sig mod ham. Palmerston skrev til en af de engelske Ge- sandter: »Den engelske Nation er enstemmig i denpe Sag; jeg siger enstemmig, ti Cobden, Bright & Go. kan jeg ikke regne for noget c, og han viste mere end én Gang, at han troede at kunne byde dem alt. I Anledning af en Udtalelse af Gobden om, at han selv kunde ønske at deltage i Hospitalstjænesten, greb han Ordet »Hospitalc ved Haarene og svarede: »Der er mange her i Landet som mene, at det Parti, til hvilket det ærede Medlem hører, øjeblikkelig skulde lægge sig ind paa et Hospital af en anden Slags, som jeg ikke nærmere skal omtale. c Og om !et Parlament, der modtog en Ytring som denne med brølende Lat- ter, skrev Cobden, at det var det Sted i Landet, hvor han og hans Meningsfæller for Tiden bleve hensynsfuldest behandlede. Der kom dog en Tid , da Cobden kunde have genvundet en Del af sin tabte Folkegunst. Han havde under hele Agita- tionen fremhævet Aristokratiets store Ansvar for Krigen og den Maade, hvorpaa den førtes. Da nu Stemningen under Indflydelsen af Uheldene paa Krim vendte sig mod de fleste af de ledende Ministre, begyndte man at mumle om, at Landet maaske var bleven narret ind paa farlige Veje, og at Cobdens Ord om et krigselskende Aristokrati, der ofrede Nationens Velfærd for sine egne ærgerrige Drømmes Skyld, dog havde noget paa sig. Cob- den forsmaaede den famlende Haand, der blev rakt ham. I Digitized by Google 254 Richard Cobden. en offentlig Tale sagde han: »Aldrig vil jeg krybe saadan for Øjeblikkets herskende Stemning, at jeg skulde deltage i noget Raab, der kunde bringe Folkets Flertal til at se bort fra, hvad der burde være dets første Tanke, nemlig at erkende sin egen Ansvarlighed for de Ulykker, der kunne komme over Landet, og sin Forpligtelse til at begynde hos sig selv, før end det finder Fejl hos andre.« Han vilde drive Mængden til at se, at Skylden for Krigen og alt hvad der. fulgte med den laa i dens egen Tanke- løshed og Uvidenhed, og for at hidføre denne frelsende Selv- erkendelse gav han atter sig selv til Pris. — Modigere Kærlighed til sit Folk har ingen haft. Styrken af den Stemning, der under Krigen havde rejst sig mod Cobden og hans Venner, skulde først kendes i sin fulde Ud- strækning længe efter, at A årsagen havde ophørt at være. Fe- bruar 1857 foreslog Cobden i Underhuset et Dadelsvotum til Re- geringen i Anledning af dens Fremfærd mod Kina. De kinesiske Avtoriteter havde paagrebet nogle indfødte Sørøvere ombord paa et Skib, der vel tidligere havde været engelsk Ejendom, men nu uden Berettigelse førte det engelske Flag. Guvernøren i Hong- kong forlangte de fangne tilbageleverede og en formel Undskyld- ning fra den kinesiske Statholders Side. Denne udleverede Sø- røverne, men nægtede at gøre nogen Afbigt, da han klarlig kunde godtgøre, at Retten var paa hans Side. Den engelske Guvernør svarede herpaa ved at lade Kanton bombardere, og efter at Palmerston havde billiget hans Fremgangsmaade og sendl Forstærkninger, ødelagde han paa lignende Maade flere kinesiske Kystpladser. Dette Stykke palmerstonsk Udenrigspolitik var dog de fleste for stærkt; over for Cobdens varme Appel til Husets Retfærdighedsfølelse faldt Palmerstons Angreb for »uengelsk Tænke- maade« til Jorden, og et Flertal af konservative, Peeliter og ra- dikale stemte for Mistillidserklæringen. Dog, Premierministeren kendte sin Styrke: han opløste Parlamentet og appelerede til Landet. Han instruerede klogelig sine Blade og Tilhængere til under Valgkampen at slaa stærkt paa de patriotiske Strænge og skrue den hele Konflikt ind under Slagordene: Interventions- ctr. Fredspolitik. Manøvren lykkedes glimrende. Cobden maatte for- lade den Kreds, i hvilken han fra 1847 stadig var bleven valgt, Yorkshires Vesterdistrikt, men ogsaa i den nye Kreds, han efter Opfordring søgte lil, faldt han. Bright blev slaaet i Manchester, Digitized by Google Richard Cobden. 255 selv Oldham og Rochdale faldt fra: Manchesterskolens Nederlag og Opløsning var Reglen over hele Linjen. Det er med Rette fremhævet som en Hovedgrund til at Gobdens og Brights Fredsagitation gjorde saa liden Virkning, at de for Offentligheden stode som Tilhængere af Principet »Fred for enhver Pris«. Dette var ganske vist for Cobdens Vedkom- mende ikke korrekt, men ved at slutte sig til »Fredsforeningen«, der væsentlig bestod af Kvækere, og ved mange Ytringer i sine Taler bestyrkede han Formodningen. Den dybest liggende Aar- sag, til at deres Agitation ikke blot var frugtesløs i Øjeblikket, men endog for en Tid tilintetgjorde deres velerhvervede Popula- ritet, maa imidlertid søges andensteds. Paa Tider, hvor de na- tionale Lidenskaber gaa højt, taaler et Folk mindst af alt at nogen stiller sig uden for Rækkerne, og er en Krig først brudt løs, bliver Upartiskhed og Retfærdighedsfølelse Forbrydelser. Af Cobdens Breve og Taler ser man, i hvilken Grad han holdt sit Hoved klart og sin Følelse kold, medens de andre saa rødt for Øjnene. Han skriver f. Eks. midt under Krigen i et Brev til Bright: »Enten saa den ene eller den anden Part vinder, vil der komme store Ulykker ud af det. Lad John Bull faa en stor militær Triumf, og vi komme for Resten af vor Levetid alle sam- men til at tage Hatten af, naar vi gaa forbi Hestgarderkasernen. Hvis paa den anden Side Czarens svulne Selvforgudelse bliver plejet og opildnet ved en Sejer, vil det nære den militære Hov- modsaand, der gaar gennem alting i Rusland, men naar ingen af dem kunde rose sig af en fuldstændig Sejer og Tabene havde gjort dem begge myge, vilde de for Fremtiden blive lige meget stemte for at holde Fred.« Slet saa stærkt udtalte han sig natur- ligvis ikke offentlig, men selve sit Standpunkt lagde han intet Skjul paa, og det er forstaaeligt , at de fleste knap kunde regne den for Landsmand, der saa roligt vejede Nationens Jubel og Sorg mod hinanden. Den Tid, der fulgte paa Gobdens tvungne Tilbagetræden fra den politiske Kamp, var den dødeste og tungeste i hans Liv. Svækket Sundhed og Sorgen over en Søns Død hensatte ham i en vis Apati, og en Tid følte han sig maaske endogsaa lettet ved at være befriet fra Deltagelse i aktiv Politik. Efterhaanden vendte Interessen tilbage, men samtidig med den en pinlig Følelse af Ensomhed og af at være ude af Rapport med Landet. Stem- ningen over for ham begyndte dog nu at bedres; der blev til- Digitized by Google 256 Richard Cobden. budt ham en Kandidatur til Parlamentet ved et Udfyldningsvalg, men han mente det rigtigst at sige nej. Det var dog mere Til- liden, til at han atter kunde udrette noget, end Lysten, der mang- lede ham. Den Bitterhed, hvormed han i sine Breve omtaler politiske Forhold og Personer, den forcerede Prisen sig lykkelig over at være Underhuset og al dets Kævl og Kedsomhed kvit taler tydelig nok om den Braad, der sad ham i Sindet. I Virke- ligheden var han syg af Længsel efter atter at komme ned paa Scenen, men han vilde hverken tilstaa det for sig selv eller andre. Før han ventede det, var hans Fangetid til Ende. 1859, endnu under Lord Derbys andet Ministerium, gjorde han en kort Forretningsrejse til Amerika — han havde ulykkeligvis engageret sig for stærkt i Illinois' Jærnbaneaktier og maatte se at redde hvad reddes kunde — , og ved sin Hjemkomst fandt han alt for- andret. Derby var falden, han selv valgt til Parlamentsmedlem for Rochdale ved Befolkningens eget Initiativ og Palmerston stod i Begreb med at danne et nyt Ministerium, i hvilket han i Er- indringen om den Koalition, der sidst havde styrtet ham, søgte at faa baade Peeliter, Whigger og radikale repræsenterede. Straks ved Landstigningen modtog Cobden et Brev fra Lord Palmerston med Tilbud om HandelsministerportefeuiUen og Sæde i Kabinetet. Den Kreds af Venner, som allerede paa Skibet omringede ham, søgte at tage hans Samtykke med Storm, men svimmel -som han var ved det Skybrud af Nyheder, der pludselig strømmede ned over ham, søgte han saa hurtigt som muligt at blive ene, for at kunne overtænke Sagen i Ro. Han Medlem af Lord Pal- merstons Kabinet! Forgæves genkaldte han sig Vennernes Argu- menter: han skulde gaa ind som deres Repræsentant for at holde Palmerstons Politik i Skak og føre Manchesterskolens Lære ud i Livet; men jo mere han tænkte, jo klarere kom det til at staa ham, at han i dette Ministerium altid vilde være i haabløst Mindretal paa udenrigspolitiske Spørgsmaal, og kun vilde faa Valget imellem at træde af inden Aaret var omme eller gaa paa Akkord med sin Overbevisning. Det sidste var ham nu som tidligere umuligt, og Andendagen efter sin Ankomst til England søgte han Avdiens hos Palmerston for at sige ham, at han afslog hans Tilbud. Uden Frugt blev Palmerstons Tilnærmelse til Cobden dog ikke: Handelstraktaten mellem England og Frankrig skyldes paa en Maade den. Cobden havde i de Aar, der vare gaaede siden Anti- kornlovliguens Sejer, ingenlunde tabt Frihandelssagen af Syne. Digitized by Google Richard Gobden. 257 Han havde bidraget sit til Navigationsaktens Ophævelse og andre Reformer i samme Retning, og da Ministeriet Derby i 1852 kom til Roret og en Tid truede med en Reaktion i Kornlovspørgs- maalet, mobiliserede han paany Liguen, der viste sig ligesaa kamp- beredt som tidligere. Det var imidlertid tilstrækkeligt at indtage Forsvarsstilling: Angrebet blev aldrig til noget. — Kort efter at Palmerston var kommen til Magten, henvendte Michel Chevalier sig til Cobden og foreslog ham at benytte et paatænkt Vinterophold i Paris til at vinde Napoleon III (or Tanken om en Handelstraktat med England. Gobden forelskede sig mere og mere i Forslaget og efter selv at have overvejet det, tog han til Hawarden og fore- lagde det for Finansminister Gladstone , der var den eneste af de ledende Ministre, som stod sympatetisk over for Manchesterskolens Ideer. Gladstone gik ind paa Planen og foreslog Cobden, at han som halvofficiel Udsending fra den engelske Regering skulde under- handle med Kejseren om den. Ogsaa Palmerston blev vunden, og i Oktober 1859 rejste Cobden til Paris for at begynde sit vanskelige Hverv. Stemningen i Frankrig var nærmest for at bevare det Pro- hibitivsystem, man havde, og blandt de umiddelbart interesserede, navnlig Jærnværksejerne og Bomuldsspinderne, herskede der en kampfærdig Fanatisme, som var beredt til at bringe store Ofre for at trænge selv de moderateste Reformforsøg tilbage. Saavel i Or- ganisation som i social Indflydelse vare Protektionisterne deres Modstandere langt overlegne, og Vanskelighederne forøgedes ved at de store Industridrivende, for hvem Beskyttelsen var en Livssag, netop vare Kejserdømmets paalideligste Støtter. Umiddelbart efter Cobdens Ankomst indførte Chevalier ham hos Handelsminister Rouher, og denne, der allerede var stærkt indtaget for Frihandels- ideerne, mistede under Samtalerne med Cobden sine sidste Betænk- eligheder. Dog, alt dette var kun Forpostfægtninger. Rouher sagde selv: »Regeringen bestaar kun af én Mand: Kejseren, og har kun én Vilje: Kejserens«; altsaa: blev han ikke vunden, var intet vundet. Cobden søgte privat Avdiens hos ham, og det viste sig, at Napoleon var en villigere Elev, end man skulde have an- taget. Han var i vag og taaget Almindelighed stemt for at gaa over fra Prohibitivsystemet til en moderat Toldbeskyttelse, og ved Cobdens lysnende Argumentation vandt denne Stemning i Fasthed og fik klarere Omrids. Dog blev der Betænkeligheder nok tilbage. Stemningen mellem de to Lande havde i det sidste Aar været Digitized by Google 258 Richard Cobden. stærkt spændt, og Eftervirkningerne heraf mentes at ville hæmme Underhandlingerne; desuden var det overvejende Flertal i Repræ- sentationen imod en Tilnærmelse til Frihandelssystemet. Gobden imødegik det første Argument ved energisk at fremhæve, at disse evige Paroxysmer af gensidig Uvilje netop viste, hvor nødvendig Traktaten var: et livligt Handelssamkvem mellem de to Lande vilde være den bedste Garanti for en varig Fred. I den næfmest følgende Tid stræbte Cobden at vinde saa mange af Regeringens Medlemmer som muligt for sin Plan, og i December var han omsider naaet saa vidt, at Kejseren gav sit Samtykke til, at officielle Underhandlinger indlededes. Cobden blev udnævnt til ekstraordinær befuldmægtiget , og Forhandlingerne skred saa hurtigt frem, at Traktaten forelaa til Underskrift allerede i Slutningen af Januar. Dens Hovedbestemmelser vare, at England skulde gaa ind paa en betydeligere Nedsættelse af Tolden paa franske Vine og gøre en Række nærmere betegnede Artikler helt toldfrie, medens Frankrig forpligtede sig til at ophæve Indførsels- forbuddet for en stor Mængde vigtige Vareklasser og sætte en Told paa ikke over 30% af Værdien i Stedet; de enkelte Satser skulde nærmere fastsættes ved en Tillægskonvention. Efterretningen om Traktaten vakte et uhyre Røre i begge Lande. I Frankrig rasede Beskyttelsesmændene over, at Kejseren havde benyttet sig af For- fatningens Bestemmelser om Traktater til at ordne dette Anlig- gende uden at spørge Folkerepræsentationen, og i England, hvor Gladstone i en Budgettale af enestaaende Genialitet forsvarede Traktaten og føjede den ind som Led i en omfattende Plan til finansiel Reform, følte man sig skuffet over de ringe Indrømmelser, Kejseren havde gjort. Den vanskeligste Del af Opgaven stod imid- lertid endnu tilbage: Tillægskonventionens Affattelse. Ogsaa denne blev overdraget Cobden i Forbindelse med to andre delegerede. Fra Marts til Oktober 1860 maatte han daglig tilbringe adskillige Timer dels med at tilvejebringe det store Materiale, der var Brug for under Forhandlingerne, dels med at imødegaa de franske be- fuldmægtigede, der bestandig søgte at holde Toldsatserne saa nær op ad de 30 °/o som muligt, og som kunde støtte deres Fordringer paa et ganske anderledes fyldigt og aktuelt Bevismateriale end Englænderne. Cobden viste under disse Forhandlinger en Over- talelsesævne, en Styrke i Argumentationen og en Detailkundskab, som overgik selv de største Forventninger, og det lykkedes ham efter overordentlige Anstrængelser at tilvejebringe Toldsatser, der gennemsnitlig kun beløb sig til c. 15°/o af Varernes Værdi. Digitized by Google Richard Gobden. 259 Den største af de Vanskeligheder, Cobden under Forhandl- ingerne, havde at kæmpe med, var hans egen Regerings Holdning. Anneksionen af Savoien og Nizza havde i England fremkalt en ny Invasionspanik, og Palmerston hidsede denne Stemning yderligere ved midt under Traktatforhandlingerne at forlange 9 Mill. £ til nye Søbefæstninger, samtidig med at han utvetydigt pegede hen til Frankrig som den formodede Fredsforstyrrer. For Cobden var dette i højeste Grad pinligt: det Argument, ved hvilket han væsentlig havde vundet Napoleon for Traktaten, var netop, at den vilde til- intetgøre Englands Mistillid til den franske Regerings Hensigter, og nu — efter at den foreløbige Traktat var undertegnet — var Forholdet mere spændt end nogen Sinde før. Forgæves lod han Palmerston vide, hvilken hæmmende Indflydelse Regeringens Hold- ning havde paa Underhandlingerne og gav ham de mest betryg- gende Forsikringer om Frankrigs fredelige Hensigter. For Premier- ministeren og de fleste af hans Kolleger stod Handelstraktaten som en Affære af underordnet Betydning, og man tog end ikke i Be- tænkning ved unødige Omsvøb at trække Sagen i Langdrag og støde de franske befuldmægtigede for Hovedet. Gobdens Indigna- tion over alt dette kan maales gennem hans Udtryks intense Vold- somhed; saaledes skriver han til Bright: »Den hele Affære maa synes alle alvorlige Mennesker saa hæslig og utilbørlig, at, med mindre vi skulle synke ned til at blive et Folk af politiske Gøglere, er det umuligt, vi længe kunne finde os i at blive regerede og repræsenterede af saadanne Personer, c Medens Cobden efter Traktatens endelige Ratifikation rejste til Algier for at styrke sit rystede Helbred, fandt hans Værk den rigeste Anerkendelse over hele England, og endnu en Gang blev han Øjeblikkets Helt. Ogsaa Regeringen maatte yde sin Skærv, idet den tilbød ham Valget mellem en Baronettitel og en Plads i Gehejmeraadet; han afslog begge Dele. Handelstraktaten var Cobdens sidste store politiske Bedrift. Haps Helbred var nu saa stærkt svækket, at han i Reglen maatte tilbringe Vinteren i mildere Klimater, og om han end aldrig holdt sig tilbage, naar det gjaldt en af hans YndKngsideer, kom han dog ikke mere til at træde i Forgrunden i nogen Sag. Tiden var politisk død og Palmerstons Regimente næsten ubestridt. Selv Toryerne saa ham gærne ved Roret og havde egentlig større Tillid til ham end til deres egne Førere, og saaledes lullede han det hele Land ind i en blid politisk Slummer: Alverden vidste, at Digitized by Google 260 Richard Gobden. under Palmerston kom der ingen vidtrækkende Reform af nogen Art. — I sine sidste Leveaar virkede Cobden navnlig for Bespar- elser paa Militærbudgetet og for at tilvejebringe fuld Betryggelse for Skibsfarten i Krigstid. Under den nordamerikanske Borgerkrig og den dansk-tyske Krig gik alle hans Bestræbelser ud paa at hindre Intervention fra Englands Side, og naar Fredspolitiken sejrede, maa det sikkert for en væsentlig Del tilskrives ham og Bright, navnlig Eftervirkningerne af deres Agitation under Krim- krigen. — Det sidste offentlige Anliggende Cobden beskæftigede - sig med var Palmerstons Forslag om Befæstningsanlæg i Canada. Trods Lægens Advarsler rejste han i det tidlige Foraar 1865 til London for at deltage i Forhandlingen derom, men straks efter Ankomsten maatte han gaa til Sængs, hæftig angreben af Astma og Bronchitis, og 10 Dage efter, d. 2. April, døde han. Den næste Dag meddelte Lord Palmerston Dødsbudskabet i Underhuset. Un- der dyb Tavshed rejste Disraeli sig og bragte sin døde Modstander en Afskedshilsen, hvis sidste — ofte gentagne — Ord løde saa- ledes: »Vi have den Trøst, naar vi mindes vore enestaaende og uerstattelige Tab, at disse store Mænd ikke ere helt tabte for os, at deres Ord tidt ville blive gentagne i dette Hus, at man ofte vil- vise hen til deres Forbilleder, ja at selve deres Udtryk ville be- vare deres Plads i vore Forhandlinger. Der er — det kan jeg med Sandhed sige — enkelte, der, selv om de ikke længere ere her til Stede, dog bestandig ere Medlemmer af dette Hus, og det uafhængige af Opløsninger, af Vælgeres Luner, ja endog af Tiden. Jeg tror, at Cobden var en af dem.« — Saa vendte alles Blikke sig mod den, hvem Cobdens Død havde ramt tungere end nogen anden, og skønt ude af Stand til at beherske sin Bevægelse, fulgte John Bright Husets stille Kald. Længe adlød hans Stemme ham ikke, og den brast ud i krampagtig Hulken under de sidste Ord: »jeg har aldrig vidst, hvor meget jeg holdt af ham, før nu, da jeg har mistet ham.« England kunde gentage disse Ord og gøre dem til sine. Cobden var en af dem, som i deres Livstid ofte maa staa ene med alles Haand imod sig, men om hvem til Gengæld Efterverdenens taknemmelige Kærlighed samler sig. I alt, hvad der i England er af Fremskridt, lever endnu Cobdens Tanker. Udgiveren. Digitized by Google Adiia og Landkendinger. En Rejseerindring. I. Lørdag Eftermiddag trak Istriens Skærbugter og Oliven- bøje sig tilbage mod Øst og tog ved Solnedgang Afsked ved det fæstningsstejle Rovena, hvis hellige Eufemia, paa Toppen af det høje Domkirketaarn , lod sine Ærtsfolder lue ud over Havet. Maanelyset naa'de ikke ind til Polas Strande. Søndag Morgen gled Lloyddamperen ensom paa det himmel- begrænsede Havblaa, — Adria, der ikke som vort nordlige Salt- vand maa laane sin Blaanen'fra Himlen men har den nede i sit Dyb, naar Øjet stirrer loddende ned dér i, en mørk, uigennem- sigtig Koboltblaa. Det kan være meget uroligt, naar Luften efter en tre-dages Scirokkofeber vælter sig i Stormdelirier paa dets Puder, saa Fyldningen overalt i lange Striber springer op gennem det bristende blaa Silkevaar, eller ogsaa naar den stakaandede Bora begynder at rulle Skyerne sammen i graa Bolte og trille dem ned over Albaniens golde Klipper. — Saa er det at det skrække- lige Adria har jaget en saadan Rædsel i Livet paa den gamle Horats, at han derved uden at ane det, nitten hundrede Aar efter at han satte sig paa Karons rolige Tofte, har paadraget sig Hol- ger Drachmanns Foragt, — det er i øvrigt ikke enhver Forskræk- kelse, der har saa langt rækkende Virkninger; saa er det at Dogens gamle Trolovede, følgende sin sidste Brudgoms uklassiske Raad »gaber med en mægtig Hiat og spytter over Stranden en Tilskueren. 1884. 18 Digitized by Google 262 Adria og Landkendinger. Række Vokaler«, — medens mange arme søfarende gaber med endnu pinligere Hiater og spyr meget mer end Vokaler ned imod det. Men jeg, som — med Forlov — er en fredelig horatisk Natur, foretrækker det saaledes som det var i disse Dage, i klas- sisk Ro og Ligevægt, med behagelig klukkende Konsonanter i en. episk Rytmebølgning. Ingen anden Bevægelse end den vandrette, frem ad efter Næsen o: Bugsprydet. Naar man sidder midt paa Dækket og ser frem mellem Baadenes krumme Opstandere og de gabende Ventil- rør forbi Master og Skorsten, med flimrende Solblink til venstre og fjærn Bølgerifling til højre for den høje, kridhvide Kommando- bro, saa synes Skibet at være saa stille som en Mur; det eneste, der rører sig, er Røgen, som vælter op bag Skorstensranden. Der er mange »raske Folk«, der finder en saadan Sejlads kedelig, og som paastaar, at deres Humør trænger til høj Sø. Hvad mig angaar, saa tager jeg det Parti at betragte det hele som højst behagelige Livsbetingelser, der stiller En det frit for at sysle med hvad man vil, nyde godt af frisk Luft og hvilende Blik over Havet og midt under Arbejdet have den gode Rejsebevidsthed, at man gør saa og saa mange Knbb i Timen. Jeg udsøger mig en bekvem Plads under Solsejlet paa Agterdækket, studerer græsk Kunsthistorie, eller jeg skriver med Mappen paa Knæet nogle Sider af min allerede halv trykte Bog, — for at befri mine hel- leniske Dage for saa mange Ryk som mulig af Forfatter-Samvit- tigheden, disse det hvide Papirs »du skal«, der kan være lige saa ubønhørlige som den gamle Stentavles »du skal ikke«. Jeg ser op fra Papiret; vi har passeret Lissa, Monumentet for Tegethoffsg Sejer, den eneste Afveksling under denne Dags Sejlads. Over dens fjærne, skovmørke Klippebue dukke røde Skyer op. Det er lige i Middagstimen; en hed, rød Dunkelhed for- toner sig fra Horisonten op i det tynde Blaa. Agter ud gennem de mørkeblaa Bølger strækker sig snorlige den brede Kølstribe af fladt hvidligt Vand , sigtende lige midt imellem Lissas Vestspids og en lille Klippeholm. Men inden den naar saa vidt, taber den Digitized by Google Adria og Landkendinger. 263 sig i et blankt, hvidt Vandbælte, der strækker sig lige langs foran de to Øer; det ser ud, som var Kølvandet en Kanal, gravet ud fra denne Sø gennem blaa Jord. Helt inde under Ø-Kysterne og tværs imellem dem er trukket en meget dyb Indigo-Linje; mellem den hvide, stille Indsø i det blaa Bølgehav og den blaa Middags- himmels røde, skyfødende Horisont spænder denne smalle Stribe sig fra til 0, som en lang Safirbro. — Intet Sejl, ingen Røg- strimmel over hele Adrias Flade. Da jeg efter Middagsbordet kom op paa Dækket, var det lige ved Solnedgang. Stor og glødende stod Solen paa Havkanten og spejlede sig i Vandet. Den stod nøgen ved Badet; violette, guldbræmmede Skykapper vare slængt rundt om; den havde og- saa afført sig sin Glorie og bredt den ud over den vestlige Him- mel, saa at Menneskeøjet kunde see dens utilslørede Majestæt. Men hvis det søgte bort, blændet for et Øjeblik, fandt det ved sin Tilbagevenden allerede ikke længer den hele Sol; uden at be- tænke sig steg den hurtig ned i Vandet. Og medens endnu Lap- per og Frynser af Purpuret vippede paa Bølgeskraaningerne, der fik en kold Staalglans, begyndte allerede Toppene at tændes i Maaneblink. Det var et »Kongen er død, leve Dronningen«. Lavt paa Himlen krummede Kvartersmaanen sig skraat i den grønlige Luft som en lille Faldøkse af Sølv; — det var »den voksende« , som det burde være, for vi var vel allerede paa tyrkisk Grund eller kunde komme der, inden den gik ned. Og lidt efter lidt glimtede saa frem af det Blaa Karlsvognen, Kronen og den lille Bjørn, — og de andre gode gamle Stjærner, som er lige kosmopolitiske, hvor tyrkisk saa Maanen bliver. Det vil da sige, hvis man ikke gaar alt for urimelig langt syd paa. Enhver Kosmopolitisme bar sin Grænse; der kommer et Punkt, da ogsaa Stjærnerne siger : Stop lidt, nu leger vi ikke mere med; — til Anti- poderne gaar vi ikke; nu kører Karlsvognen baglængs ned under jeres Horisont, saa faar Korset og Skorpionen dele Riget sig imellem. 18* Digitized by Google 264 Adria og Landkendinger. Men det er der jo foreløbig ikke Tale om. Det forekommer mig allerede æventyrligt nok, at jeg er kommen saa langt syd paa, som jeg er. Sandsynligheden for, at Grækenland virkelig er til, og for at jeg skal betræde dets hellige Jord, begynder at an- tage nære Virkeligheds-Dimensioner. Undertiden fristes man til at knibe sig selv i Benet for at se, om man ikke skulde vaagne i Kongens København. Naturligvis, man modstaar slige barn- agtige Indskydelser, og Sejerherren, den nøgterne Forstand, knibser med Fingrene og holder en lille Tale for den berusede Fantasi: — »Der kan du jo se, at alting er i Orden . . . Naa, hvad staar du saa og forundrer dig over? . . . Har jeg maaske ikke sagt dig i Forvejen, at det vilde komme saadan? . . . Har jeg ikke lært det allerede paa Skolebænken, at saadan laa det for hinanden paa den og den Breddegrad: »Fra Triest, Adriaterhavets største Handelsstad, ved Bugten af samme Navn, gaar Søvejene til Ori- enten« . . . Det er alt sammen den simpleste Sag af Verden .... Naar du bare har Penge til at løse Billeten, saa bliver du be- fordret, lige saa sikkert som en Avis i sit Korsbaand, hvor hen det skal være, f. Eks. til Ithaka .... Hvis man havde haft de østerigske Lloyds og det franske Messagerie paa Trojas Tid, saa havde Odysseus ikke behøvet at ligge saadan og føjte omkring og gøre sig til en Fabel for Alverden. . . Vi har ingen Odysseer, for vi har østerrigske Lloyds; der er ingen, der nogen Sinde har vidst hvad Lloyd betød, men det gør ogsaa lige meget; det véd vi, at det alt sammen er den simpleste Sag af Verden . . . Naa, hvad er der saa at gøre Ophævelser over? Gaa dog bare ikke hen og indbild dig, at der er noget overordentligt paa Færde.« Men dette sagde nu altsaa Forstanden. Fantasien der- imod, som er mindre snakkesalig, den svarede ikke med et Kny, men vilde blot ikke lade sig overbevise om, at det hele ikke var saare mærkværdigt. Og da den ligesom de fleste andre troende har noget af den vantro Thomas i sig, der til sidst vil stikke Digitized by Google Adria og Landkendinger. 265 Fingeren i Naglegabet, saa blev den ved at gemme paa en lille Tvivl, for at holde sig selv i Aande. Medens dette foregik, sad jeg magelig henslængt i en af Tremmelænestolene, rullende den ene Cigaret efter den anden af virginisk Gyldenløv, og betragtede Maanen, der langsomt gled til- bage uden for Tovværkets sorte Streger og nærmede sig Hav- linjen, bestandig større og rødere med en bredere og gyldnere Viftestraaling over det mørke Bølgekrus. Endelig dyppede den sin underste Spids i Dybet og begyndte at suges ned i det. Til sidst stod kun en stor glødende Stjærne derude med én lang Straale tindrende hen over Vandet. Saa sluktes den ogsaa. Men Himmelkuplen blev ved at tindre og blinke med sine andre Stjærner, ligesom et Brillant- smykke, der drejes. Og midt paa Adrias mørke Cirkel skred Lloyddamperen Mars frem med sfrie utrættelige Jærnmuskler og de dampaandende Lunger, stirrende med sit blinkløse Lanterne- øje ud, hvor det gamle Hellas skjultes i Natten, søvngænger- sikkert, med magnetisk Vilje. II. Da jeg Mandag Morgen kom op paa Dækket, var Skibet paa Højden af Kap Glossa. I de nøgne Klipper, der med en lav Spids løb ud i Havet, hilste Øjet for første Gang tyrkisk Land. Barskt og øde saa' det ud, dette Albanien, »vilde Mænds knudrede Vugge«. Ingen grøn Plet var at øjne paa Stenbølgerne, der væltede sig over hinanden, rødlig graa i det straalende Sollys, med violette Skygger over Rundingen og skarpere skaaren Blaanen, hvor en Kløft gemte sig imellem dem eller grov sig ud gennem dem til Havet. Jeg husker tydelig en saadan Kæmpekløft, der skraanede jævnt ud mellem stejle, mørke Stenvægge og rundede dem bort i sin Udmunding; — et Horn, der syntes at raabe Iskanders og Alis Navne til Bølgerne, der staalblaa blinkede foran dens tørre Rustrødme. Digitized by Google 266 Adria og Landkendinger. Dér lige ind mod Kysten er Vandet staalblaat ; — mod Syd brænder Farven op i lutter Solglans, som Skibet styrer ind i; — nord paa bliver det bestandig mere glimrende blaat, indtil det møder den grønligblege Kølstribe, Paa den anden Side af Køl- vandet tager en lilla Tone fat, men blaaner mer og mer mod Vest, indtil det atter møder Solblinket. Og netop dér toner nu en violet Taage op af Havet. Det er Korfu, Grækenlands første Landkending. Jeg har taget Billet til Korfu, men bliver der ikke længe, — maaske kun nogle faa Timer. Det beror paa, hvornaar den græske Damper afgaar. Og over for dette Spørgsmaal har man paa Lloydskibet kun en fornem Uvidenhed. Oprindelig havde del været min Plan at blive en fjorten Dages Tid paa Korfu. Men det er blevet lidt sent paa Høsten; vi har allerede den 10de Sep- tember, saa der er ikke megen' Tid at give bort. Desuden længes jeg nu alt for meget efter Grækenland. Hører Korfu da ikke til Grækenland? Jo, men ikke rigtig til Hellas. Det joniske Havs Dronning er saare skøn, men hun savner Gudindeglorien. Ingen berusende Offerduft hænger ved [det gamle Korkyras Navn, men en sveden Lugt fra dets fejge Kræmmerpolitik under Perser- krigen, da dets halvhundred Trerad-aarede laa til Ankers under Tænaronfc Poseidon-Tempel og bad om Modbør, medens Moder- landet i Salamisbugten modtog Frihedens Bloddaab. Nu tænker man ved Navnet Korfu snarere paa Englændere end paa Hellener. Nej, vi kan ikke slaa os til Ro dér. Klokken ét var vi Nordsiden saa nær, at man kunde se den hvide Klosterbygning paa Kegleklippen, der hæver sig som det højeste Punkt midtvejs, inde i Landet. Til begge Sider af denne Kegle danner Profilen Bølgelinjer med et langt jævnt Fald mod de lave Spidser; over den østliges grønne Frodighed samler sig Albaniens røde Klipper, den vestlige løber ensom ud i det blaa Hav. Kun sjælden træder Klippen nøgen frem; næsten alt er grønt, Bjærghæld, Kløfter og Dale ere løvdækkede. Korfu er jo Olivenskovens Land. Træerne, hvis Antal skal være over fem Digitized by Google Adria og Landkendinger. 267 Millioner, naa en Højde af tredive til fyrretyve Fod, ja indtil tresindstyve Fod, og have en Udfoldelse som næppe noget andet Sted. Hvis de gamle havde Ret i, at Korkyra er Phaiakernes frugtbare Scheria, saa kan disse Olivenkæmper jo ogsaa have et værdigt Stampar i de to sammenvoksede Oliventræer, som gav Odys- seus Nattely og »hvorunder godt to eller tre Mænd kunde bjærge sig ved Vintertid, om saa Stormen var aldrig saa stærk.« Men overalt stikker mørke Cypresser deres stive Spidser op af det lyse, graalige Olivenløv, som Standarter med Dugen viklet fast om Stangen. Det er denne Modsætning mellem Øens smilende Frodig- hed og Fastlandets barske Nøgenhed paa hver Side af det blaa Sund, der gør Indsejlingen saa uforglemmelig. En lille skjuler selve Staden, indtil man er lige ved Rheden. Saa udbreder den sig pludselig med sine hvide Huse, behersket af de to store Forter. I Havnen laa det græske Skib med Dampen oppe. Det saa' altsaa ikke ud til, at Opholdet paa Korfu skulde blive af stor Varighed; maaske var der ikke megen Tid at give bort. Foreløbig kunde man ikke slippe fra Borde: Skibet havde ikke faaet Pratica, fra den forreste Mastetop vajede det gule Kolera- flag. Men Havnekommissionen var allerede paa Vején derud. Medens Mandskabet passerede i Gaasegang forbi Lægen, var »Mars« allerede omringet af Korfus Baadførere, af hvilke én snart befordrede mig og mit Tøj over til det græske Skib. Han paastod at jeg maatte i Land for at faa Billet, men det viste sig at være unødvendigt, og jeg var ret fornøjet med at slippe for en Landing i Huj og Hast, som ikke kunde bringe mig noget Udbytte men vel en uforholdsmæssig Udgift. Man siger om Baadførerne dér, at de ofte, naar den rejsende skal ud paa Skib- et, er enige om den fuldstændige Umulighed af at ro ham der ud under ti Francs, og hvis man ikke har Tid til at faa fat i de formodentlig altid fraværende Myndigheder, kan en saadan Strike komme En dyrt nok til at staa. Overhovedet ere alle enige i at Digitized by Google 268 Adria og Landkendinger. advare mod Korfuanerne: »Pas endelig paa Deres Tøj, og vi& dem ikke for meget Guld, for det er lutter Tyve og Røvere, de tager alt, naar de bare kan komme af Sted dermed.« Selv fik jeg saa lidt at gøre med dem, at jeg ikke kan have nogen Mening, og jeg er i Tvivl om, hvor hen min eneste lille Erfaring peger. Da jeg nemlig allerede havde afskediget min Baadfører, faldt det mig ind, at jeg havde et Brev og et Brevkort, som jeg ikke kunde faa bort uden ved at betro dem til ham. Brevet var ufrankeret, da jeg ingen græske Frimærker kunde faa paa Skibet. Han erklærede sig villig til at besørge dem men maatte have en Drachme for at bestride Omkostningerne. Jeg forklarede ham, at han kunde nøjes med tredive Lepta, da et Frimærke kostede fem og tyve, og han allerede havde faaet mer end han fortjænte. Denne nye Synsmaade gik han ind paa og satte sin Ære i Pant paa, at han samvittighedsfuldt skulde besørge Kortet og Brevet, — som virkelig ogsaa kom til deres Bestemmelsessted — og Brev- et oven i Købet frankeret. Nu skal der en kyndig Psykolog og Moralist til for at afgøre, om Korfuaneren fortjæner Dadel, fordi han vilde snyde mig for fem og halvfjærsindstyve Lepta, eller Ros, ' fordi han ikke stjal fem og tyve. Det varede en halv Time, inden vi lettede Anker, saa der var nogen Tid til at betragte Stad og Omgivelser; hidtil havde Travlhed ikke tilladt mig mange rolig nydende Blikke. Til venstre strækker det gamle Forts lave Dobbeltklippe sig ud og lukker Havnen med de to Højder, kronede af gamle brune Mure, om- bæltede af Gypresser og ligesom løfted paa en Terrassesokkel af Murværk og Bastionvolde, der yderst mod Vest løber ud i en udsigtsberømt Platform. Til venstre for dens skarpe Skygge- Skraaning svømmer i fjærn Soltaage Bjærgene paa Korfus Syd- spids. Til højre for den hvide By rejser sig som Pendant det nye Forts dunkle Bastioner med lyst Murværk, og bort fra det trækker en Forstad sig langs Stranden; bag ved bølger en Krans af Olivenhøje. Men længst til højre lukkes Bugten af Pantokrator- bjærget med sin lange lige Sadel mellem to lave symmetriske Digitized by Google Adria og Landkendinger. 269 Toppe. Denne Bjærglinje bliver ved at holde sig som Øst-Korfus karakteristiske Profil under Farten syd paa. Vi sejlede om det gamle Fort, der skød sig frem foran Byen mod den lille nøgne Vido-Ø. Snart efter saa' man ved Indløbet til en dyb Bugt en bitte lille Gypresseholm ; denne be- tragter den søfarende med hellig Gysen, da den er hverken mer eller mindre end det Skib, som Poseidon forvandlede til en Klippe til Straf, fordi det havde bragt Odysseus til Ithaka, — hvor hen vi netop nu sætte Kursen og som jeg haaber at komme paa Højden af i færre Timer, end de flinkt roende Phaiaker brugte. Ved dette Syn rystede brat mit Hjærte og mine Knæ, og jeg talede til min mandige Sjæl og spurgte den, om jeg vel havde fortørnet Jordrysteren, saa at hans tangvajende Trefork kunde oprøre det graalige Havdyb imod mig. Og min mandige Sjæl svarede mig, at vel var jeg en elendig Landkrabbe, der aldrig paa Skildpaddelyrens syv Strænge havde sunget Sange ved Havet r — ja jeg havde tvært imod i min karmoisinrøde Ungdom skrevet de uærbødige Vers »Gudesalget«, som nok kunde fortjæne en Dukkert; men for Resten vilde den hestebeskyttende Poseidon nok tilgive mig slige Formasteligheder for Romu lus's Skyld, lige- som Danmarks gyldenlokkede Ungmøer og velbepennede Kritikere allerede have gjort. Det kunde nu være godt nok, men hvem var sikker paa, at ogsaa de medsejlende havde en ren Samvittighed? Der var nu f. Eks. den lille sortsmudsede Italiener; da han var en fattig Stymper og — som jeg hørte bo'de ved Kysten — kunde han saa ikke til sin tarvelige Husholdning have sanket det langt-opsprøjt- ende Havsalt, skønt Dybets Guder have skænket den Knebelsbarts- Drot Emanuel og hans Efterfølgere det til en kostelig Eneret? Den for en Italiefarer naturlige Forbindelse mellem Salt og Tobak bringer mig til følelig at mindes min Mangel paa denne uundværlige Urt, — saa meget mer som jeg netop mistænksom iagttager en langhaget, fezprydet Græker, der ruller den ene Cigaret efter den anden mellem sine gule Fingre. Ogsaa han Digitized by Google 270 Adria og Landkendinger. kunde jo bringe Vanheld over Skibet; der skal kunne rummes megen Svig under saadan en rød, sortkvastet græsk Fez, der nøjagtig ligner en gammeldags Lamperørshætte. Men for Øje- blikket indgyder han mig mere Misundelse end Frygt. Jeg be- klager dybt ikke at være kommen i Land paa det skønne Korfu. Det vil snart ligge bag ved os. Vi nærme os det aabne joniske Hav og Aftenen. Til venstre, tæt inde ved Fastlandet, ligger de smaa Sybotaøer, der ikke udmærker sig ved andet, end at der ved dem en Gang fandt et Søslag Sted mellem Kolonien Korkyra og Moderen Korinth, som Athenienserne greb ind i, hvorved den peloponnesiske Krig begyndte. Disse Stenholme ere de smaa Tuer, der væltede Athenes gyldenhjulede Triumf- vogn. Albaniens Kyst er ikke øde som før; Olivenlundene synes at være trængt over Sundet fra Korfu; de har for største Delen dækket Strandens Nøgenhed og strækker sig højt op ad Bjærgene. Over deres Sider er et vidunderlig fint Farvespil hensmeltet. En Klippeskraaning træder ren violet frem af alt det løvgrønne. Over de nøgne Stenbølger ligger i alle Rifter og Kløfter underlig gennemsigtig grønne Skygger. Der bag ved, hvor Blikket under- tiden trænger ind gennem lange Slugter, gemmer sig de mørke Sulioters berømte Fjælde. Lige over for skærer Korfus Sydpynt sig skarpt takket ned mod Solnedgangens Rosa. En lang Guldsky synes at holde sig i Ligevægt paa dens lave Top. Foran, lidt til højre hæver sig over de violette Bølger Paxos' og Antipaxos' skovmørke Højder, lysende med lodrette hvidgraa Stenstriber. Det er Tid at gaa ned og spise til Aften. Blandt anden Klasses Passagerer er Italieneren og jeg de eneste Udlændinge; — men han snakker lidt græsk, og desuden kan alle disse Græk- ere mere eller mindre italiensk. Det er ogsaa det Sprog, hvori de tiltale mig, — for saa livlige Sydlændinge som de vil naturlig- vis gærne i Kast med den »hvide Mand« og udforske, hvad han Digitized by Google Adria og Landkendinger. 271 fører i sit Skjold. Det gaar, »skønt med en Del Besvær«. Lidt bedre glider Samtalen, da et Par af Grækerne, som har faret til Søs, begynder at tale engelsk med mig, — hvorved de rigtignok snart bliver revet ud af den Fejltagelse, at min Blondhed er ud- klækket i Albions Taager. Nej, jeg behandlede rigtig nok ikke Versenes Sprog som mit Modersmaal; men under saadanne Om- stændigheder er man alt for glad over blot at kunne hjælpe sig lidt frem, til at have synderlig sproglig Samvittighed. Sproget, som for den indfødte er en Pegasus, der bærer ham over Tank- ens mest svimlende Afgrunde, som om det kun var tilladelige Grøfter, det er for den rejsende fremmede en ulykkelig Posthest, der bliver kørt sønder og sammen — og det endda paa de ked- sommeligste Alfarsteder. Maden var ret god, men for meget maa man nu ikke vente af det græske Køkken; Kødet er dets Svaghed. Inter- essantest var den hvide Resina-Vin, den nationale Drik, som jeg havde hørt megen Tale om. »Den første Dag spytter man den ud, den anden Dag kan man drikke den, den tredje drikker man sig fuld i den« — saaledes lød en dansk Kunstners Karakteristik af den. Det passede imidlertid ikke rigtig paa mig; jeg fandt den altid ret drikkelig, men aldrig synderlig herlig. Den er saa stærkt tilsat med Harpiks af Strandfyrren, at den næsten ingen Vinsmag har; snarere ligner den Ale, men kan rigtig nok ikke maale sig med denne ædle Ølsort. Efter Bordet drak man Kaffen oppe paa Dækket i Maane- skin. Det var den sorte Grums-Kaffe, Orientens Drik. Den ser- veredes i en lille snæver Kop med chokoladebrun Skumflade, i hvis løse Smaabobler Kahytslygten og Maanestraaler tændte Regnbue- glimt. Med Andagt tager man den i Haanden; den er et Pant paa, at man er kommen til Orienten. Men de første Gange, naar de uøvede Læber søber den ind, inden Grumset har bundfældet sig, har denne Kaffe rigtig nok ikke nogen synderlig tiltalende Smag. Senere blev jeg dens erklærede Tilhænger, navnlig i dens ægte bitre Form. Digitized by Google 272 Adria og Landkendinger. Lidt senere ud paa Aftenen, da jeg gik om i mine egne Maaneskinstanker — ikke romantiske men klassiske — kom jeg i Snak med en af de engelsktalende Grækere, en stærktbygget skægget Karl, der snarere saa' ud som en engelsk Styrmand end som en Hellener. Han var imidlertid barnefødt paa Ithaka, »the most celebrated island«, som han venter at vi vil passere Klokken lidt over elleve. Det er for mig Aftenens vigtigste Spørgsmaal. Klokken elleve maa Maanen desværre være gaaet ned, men vi kommer sikkert saa tæt forbi den, at man tydelig kan skelne hele Formen. Ithakenseren havde hentet sig en Pude og et Tæppe, hvor- med han gjorde sig det bekvemt paa Træbænken langs Kahyts- huset. Saa krammede han et stort Stykke Papir op og bød mig arme tobaksløse at tage til hans Forraad og benytte det paa Rejsen, han havde nok deraf: — det var tyrkisk Tobak, den bedste Tobak i Verden, forklarede han med Stolthed. Den første Paastand kunde han nu have Ret i, uden at det forholdt sig rigtigt med den anden; for »tyrkisk Tobak« er ligesom »dansk Smør« et saare elastisk Begreb, og jeg tror ikke, at hans var vokset ved Saloniki. God og frisk var den imidlertid, saa den kunde sagtens være en Delikatesse for en nordisk Gane. Jeg kunde til Gengæld kun byde ham ægyptisk Rispapir, som han lod til at sætte megen Pris paa, da han selv havde en Bunke temme- lig groft Gigaretpapir. Snart samlede der sig flere medrejsende om os, en Ka- raffe Vin kom op — sort Vin, ikke Resina, — og Symposiet be- gyndte. Der var en ung, livlig græsk Gendarm, som meget gærne vilde i Kast med mig, hvilket havde store sproglige Vanskelig- heder, da han kun kunde sit Modersmaal. Saa meget kunde jeg vel forstaa, at jeg var en Landsmand af deres Konge, som var en meget god Konge, og at denne min ophøjede Kompatriot for Tiden beærede Danmark med sin kongelige Nærværelse. Men videre Meddelelser vare umulige uden Tolk. Digitized by Google Adria og Landkendinger. 273 En af Grækerne begyndte at synge Nationalsangen — en flov Efterligning af »La Parisienne«. Derved kom Nationalsange i Almindelighed paa Repertoiret. Den russiske Hymne var der ingen, der kunde mer end Begyndelsen af. Men den angliserede Itbakenser brummede »God save the queen«. Det kunde Italieneren ikke holde ud: skulde det være t Musik, det var jo til at falde i Søvn over! og han vrængede Melodien efter paa en Maade, der kom den danske Opfattelse »Gummi elasticum« temmelig nær. Nej, saa var der deres Nationalmelodi, det var noget andet, det var Liv, det var Musik det! Efter denne Indledning maatte vi altsaa døje Garibaldi- Marschen, det livagtigste »Vagtparaden trækker op«, som man kan tænke sig, et Rabalderstykke der har gjort et uudsletteligt Indtryk paa mig ved den Effekt, som det frembragte ved at falde ind i Wagners »Valkyrie«, midt i Samtalen mellem Wotan og Brynhild, — fordi de kongelige i det Øjeblik traadte ind i Logen. Og Italieneren, der havde faaet Blod paa Tanden, fortsatte med Verdi, debiterede hele Scener med Trimolostemme og be- gejstrede Tenorist-Bevægelser. Men i en Pavse klappede Gendarmen mig paa Skulderen. Hans straalende Ansigt og Armen, der var hævet som en Takt- stok, forberedte mig paa noget særdeles overraskende. Og pludse- lig begyndte han saa at brøle »De gode gamle Ægypteret. Det var unægtelig en fia Opmærksomhed , skønt han ikke kunde ane, hvilke loyal -hjemlige Minder han bragte mig fra hine Middagsminutter, naar jeg som Dreng stod ude paa Altanen i Frederiksgade og ventede paa det Øjeblik, da den gamle Fane kom ud af Palæporten og Trommer og Piccolo-Fløjter spillede op . . . Amalienborg Plads! hvor forunderlig er det at mindes dig her nede og sende dig min Hilsen fra Orientens Tærskel. Jeg synes at fornemme din gamle palæhegnede Stenro om den irgrønne Rytterstatue, foran Marmorruinen. Og i din fornemme Stilhed hører jeg Skridt, — altid mange Skridt, — ligesom de høres paa hint Hjørne i Dickens »to Byer« : — smaa trippende Børne- fødder, Trampen af Drengestøvler, og saa urolig slentrende Yng- Digitized by Google 274 Adria og Landkendinger . lingeskridt, standsende for at drømme, ilende for at naa, nølende for at lade sig indhente, — Kærlighedens Feberfjed. Musiceringen vedbliver. Der brøles i Kor en Mængde af disse kosmopolitiske Galopader, som man har danset efter, Gud ved hvor og med hvem. Men naar der kommer en længere Pavse, slaar Gendarmen højtidelig til Lyd som en Regiments- Dirigent og begynder paa vor gamle Fanemarsch: Da da dom r dom dom, dom dom, dom dom, — og jeg falder ind: rada- tjim, dom dim, dom dim — dom; — og vi høster stort Bifald med »den danske Nationalhymne«, som Italieneren sætter langt over den engelske. Med den drager endelig det glade Selskab bort for at sove Rusen ud. Jeg bliver siddende. Vagtparaden er trukken hjem, og jeg føler atter Palæpladsens forstenede Ro omkring mig. Men bestandig lyder Skridtene, især de sidste: Børneskoene og Drengestøvlerne forføje sig bort, men bestandig vedblive disse strejfende Ynglinge- skridt, urolig flakkende, ensomt søgende. I Stenpladsens Stilhed faar de en underlig Resonnans, som Draabefald i en Marmor- kumme. Hvad vil I mig her, I, min gamle Kærligheds Feberfjed? Hvad søger eders trætte Erotfødder saa langt fra deres egen Tryllekreds, her ude paa det joniske Hav? . . . aa, jeg ved nok, hvad I vil finde paa det joniske Hav, I smaa Pilgrimme! Og maaske er vi der allerede. For det er allerede silde. Maanen stikker kun halvt op af Havhorisonten, som et gyldent Bøffelhorn. Jeg gaar et Par Skridt tilbage for at faa Udsigt mod Øst. Dér hæver sig over Vandet en stejl Klippe, Forbjærget af en stor 0, hvis Masse flyder ud i Dunkelheden. Den sidste Glød af Maanelyset glimter mat paa dens ru Side. Ser I dér, hvad I søge, — Sapfo-Springet — den leuka- diske Klippe? Paa den tarpeiske Klippe har jeg staaet og været lige Digitized by Google Adria og Landkendinger. 275 saa ubevæget som Childe Harold var det ved Actium og Tra- falgar — fordi han var født under en fjærn, hæderløs Stjærne: But when he saw the evening star above Leucadias far projecting rock of woe, And hail'd the last refuge of fruitless love, He felt or deemed he felt no common glow . Der gives Høsttimer, da hele Luften synger af Vingesusen, metallisk surrende Toner, som dem fra en Stemmegaffel. Kun af og til opdager Øjet en lavt trækkende Kile af Vildgæs: men mange flere, skjulte i det dæmrende blaa, fylder Rummet med en forvirret Lyd af deres fjærne Flugt. Saaledes syntes her Natte- luften at synge rundt om mig, mættet af Rytmer. Disse byronske Vers strøg mig saa tæt forbi, at jeg kunde se dem. Da jeg for mange Aar siden læste Childe Harold, hørte de til de faa, som slog ned i mig, af en eller anden skjult Grund, langt fra at ane, at de nogen Sinde skulde komme til at synge i mig paa det Sted, hvor de først blev følt. Disse Vers — og saa en' Strofe af hende selv, den lesbiske Muse, der fulgte det gamle græske Husraad mod ulykkelig Kærlighed, at springe ned fra den leukadiske Klippe, — Vers om hendes elskovssyge Legeme, hvor Feberflammer risle under en Hud, der blegner som tørt Græs . . . Maanens sidste Stjærneglimt er slukket. »Lidelsesklippen« trækker sig tilbage i den østlige Nat. Men mod Vest, lidt for- ude, ligger en ny Klippeø mørk paa Bølgerne. Tydeligere og tydeligere skelner jeg dens Form: to Fjælde med en dyb, hav- berørende Indsænkning imellem sig. Mit Hjærte banker stærkere, jeg véd at denne Profil er Ithakas. Det er ganske stille, og Havet er næsten blankt, kun bovnende med brede, flade Dønninger. Det klukker ganske sagte om Boven af den lille Damper, som iler frem med sin urolige Maskinstønnen, dirrende af Skrueslaget. Jeg er ganske alene paa Agterdækket, og fra Kommandobro og Fordæk høres ikke en Lyd. Straaler fra Toplygten glide ned ad Masten og entre ned ad et Par Toves Undersider. Fra Kahytstrappen strømmer et rødt Digitized by Google 276 Adria og Landkendinger. Lys ud, og af og til søger jeg der hen for at kigge paa mit Kort. Over den vestlige Himmelrand er der en mat eliptisk Glans fra den skjulte Maane og Havet har en selvlysende Blankhed. Paa det voksende Ithaka trækker det ene af de to Fjælde sig bag ved det andet. Det bliver en stor, rund Klippe. Vi er nu tæt ved den. Men bag ved den viser sig et andet, længere buet Bjærg, der med sin blegere Tone sjgies at ligge længere borte. Jeg er i Tvivl om det er Kefalonia eller om det hele er Ithakas Længdeprofil. En Matros kommer op fra Maskinrummet med en Lygte i Haanden. — »Ithaka,« siger han lakonisk, da han ser mig staa og stirre paa Øen. Jeg spørger paa slet Italiensk, om det sydlige Bjærg ogsaa hører dertil eller om det er Kefalonia. »Ithaka, all Ithaka,« svarer han og gaar for ud. Den korte Vej fra Leukadia til Ithaka er Vejen fra Lyriken til Eposet. Den leukadiske Klippe stiger stejlt op af Vandet som en dristig Sprofe, men episk magelig strækker Ithaka sig paa Havet, Heksametrets evige Bavtasten, med sin harmoniske Dobbelt- bølge delt af den kløvende Cæsur. Nu da vi er tæt inde, tegner denne store Profil sig klart mod den lysende Vesthimmel. Ved Sænkningen midtvejs trækker en Bugt sig ind; dér er vel den Forkyn helligede Havn, hvor Odysseus blev landsat. Hvis Oliven- træet endnu staar der inde, er det i alt Fald skjult af Natten, og det ser ikke ud til, at der er meget tilbage af de træsortrige Skove. Men det ser man vel, at Landet er fuldt af Klipper og ikke duer til Hesteavl ... Og hvor blev du saa af, du lille Forstand, der var saa vigtig ude paa Adriaterhavet? Du gjorde slet ingen geografisk- moralsk Bemærkning om, at Elskovs-Klippen paa sine gamle Dage er bleven til Kap Ducato og saaledes paa en sindrig Maade viser, hvorledes Alderen forandrer Idealerne. Du fordybede dig heller ikke i Beregninger over, hvor mange smaa Rapsoder der kan være gaaet paa én stor Homer, og betonede ikke Usandsynlig- heden af, at mange af disse Rapsoder selv har set Ithaka, — da Digitized by Google Adria og Landkendinger. 277 Kommunikationsmidlerne den Gang var saa langt tilbage, at man ikke havde noget pan-hellenisk Dampskibsselskab — for ikke at tale om østerrigsk Lloyd. Du tav ganske stille . . . Men du, du troende og tvivlesyge Fantasi, — Begejstring, Andagt, Poesi — eller hvad nu Menneskene døbe dig, — du der i din Ungdoms Titankraft kunde flytte Bjærge, men nu ligesom Tithon er svunden ind til en fjærn Stemme, der synger underlige gammeldags Sange for os fabriksmæssige Nutidsmennesker! Nu tvivler du da ikke længer? Nu er det dog vel klart, at vi for ramme Alvor kom- mer til Grækenland, da du har haft saadanne Landkendinger af det gamle Hellas som Sapfos Klippe og Odysseus* 0? Dér glider den længer og længer tilbage paa det matlys- n noget af det, der skulde være deres egen nærmeste og første Opgave, at Brodden tages noget af den Følelse i dem, der siger til dem, at det er dem, som først og fremmest have at sørge for det rent personlige Liv i deres Børn. Den konfessionsløse Skole vilde derfor i mange Tilfælde føre Børnene tilbage til deres For- ældre ved igen at skaffe disse fri Udsigt til, hvad der er deres særlige Opgave. Men dernæst vil det jo i Følge Sagens Natur overordentlig ofte være Tilfældet, at den Udvikling, Forældrene have gennemgaaet, i vigtigere eller mindre væsentlige Punkter ikke kan forlige sig med den religiøse Paavirkning, som deres Barn er Genstand for i Skolen. Det er aldeles nødvendigt, at der tit maa komme Stridspunkter frem, i hvilke Skolen og Hjemmet staa lige over for hinanden som to kæmpende, der drages om Barnet og søge hver paa sin Side at faa Overtaget, og selv med den størst mulige Resignation fra Hjemmets Side vil der heri dog altid være noget, der strider mod den sunde naturlige Forældrefølelses Krav. Og hvad der lægger sig skillende ind imellem Forældrene og deres Børn paa et saa ømtaaligt Punkt som det religiøse, kan ikke andet end forstyrre Forholdet mellem Forældre og Børn paa den ene, Forældre og Skole paa den anden Side. Megen Uvillighed mod den offentlige Skole vilde netop derfor falde til Jorden i det Øjeblik man ogsaa her gennemførte Frigørelsen og derved saa meget varmere lagde Forældrene paa Hjærte, at Skolen ikke gik ind i deres Opgaver. Digitized by Google 282 Er en konfessionsløs Skole mulig? Se vi dernæst paa, hvorledes en saadan Principforandring vilde virke paa Lærerne, saa er det jo klart, at ogsaa der kunde der kun være Tale om en Sejer, der var vunden, en Sejer for den frie Personligheds Ret til at gøre sig gældende, en Sejer for den moralske Holdning, som det dog først og fremmest kommer an paa, at en Lærer er i Besiddelse af. Overalt, hvor man lever sit aandelige Liv under Trykket af Meninger, man skal have, er der en Fare for, at det kan gaa ud over éns rette moralske Forhold til sin Piigt. Den Frimodighed i Kampen for sin Overbevisning, som hører ethvert sandt Menneskeliv til, lider let et stærkt Knæk ved en Kommando fra oven, som for visse Mennesker i visse Stil- linger paabyder en én Gang for alle given Opfattelse. Hvis man vil se hen til Forholdene, som de virkelig ere i Lande, hvor gen- nemført konfessionel Undervisning findes, vil man ogsaa gennem- snitlig møde som Fællespræg for Lærerstanden en vis Ængstelig- hed, en vis Frygt for at sige noget, der paa den ene eller den anden Maade ikke lader sig forlige med vedkommendes Stilling og de Fordringer, der i Kraft af denne stilles til ham, en Tilbøjelig- hed til at tie paa Punkter, hvor det maaske kunde være mere velgørende for vedkommende selv og hans Omgivelser at tale, et Hang til at lægge Hænderne i Skødet, hvor den første og natur- ligste Tilskyndelse var den at handle, kort sagt en fortsat Tagen Reb i Sejlene i mange Situationer, hvor det netop gjaldt om for fulde Sejl at styre løs paa et Maal. Den personlige Handledygtig- héd, den troværdige Staaen ved sit Ord, den frie Udtalelse af sin inderste Overbevisning — alle disse Elementer i et udviklet Men- neskeliv ere udsatte for at lide noget, naar der er Tvang i éns aandelige Forhold, og derfor vil ogsaa fra denne Side sét, gennem sine Lærere, Skolen kun kunne vinde ved en Frigørelse. I kon- fessionelle Lande gaar det tit saaledes, at netop de mest udpræg- ede Personligheder i Lærerstanden ere dem, som først staa for Skud, naar der er Tale om at rense Besætningen; dem, der ere deres Overbevisning bekendt, dem, der kæmpe med aabent Visér, dem er det, der falde først i Kampen, og dog er det dem, der i Virkeligheden, moralsk sét, ere Skolens bedste Støtter. Sligt und- gaas i det Øjeblik man hæver Forpligtelsen, Stavnsbundetheden til visse Meninger. Og se vi endelig paa den Indflydelse, som en saadan Forand- ring vilde have paa Eleverne, er det klart, at den ogsaa her vilde virke frugtbargørende paa Udviklingsmuligheder, som nu holdes Digitized by Google Er en konfessionsløs Skole mulig? 283 nede. Følelsen af at staa lige over for Lærere, der kun ere bundne til deres Udtalelser gennem deres personlige Overbevisning, vil skabe en forøget Tillid til hele den Virksomhed, der udgaar fra dem. Følelsen af, at der ved en Skole arbejder Mænd eller Kvinder sammen, der ellers i væsentlige Punkter maaske staa i Strid med hinanden og ikke ere bange for at vove en Kamp med hinanden om deres Overbevisning, hvis Livet kræver det af dem, vil hos Eleverne udvikle en Fornemmelse af det humane Fællesskab, i hvilket selv de største Modsætninger ere i Stand til at samles om m og samme Opgave med Tilsidesættelse af det, som til andre Tider skiller dem; det vil være et Indlæg til bedste for den for- standige Tolerance, den gensidige Indrømmelse af hinandens Ret til fri personlig Udvikling. Selv om dette ikke træder saa klart og fuldt bevidst frem for Eleverne, medens de endnu gaa i Skole, som det senere hen i Livet kan stille sig for dem, er der dog et uvilkaarligt Indtryk, der gør sig gældende, og -mangen en Gang mister selv de mest indtrængende Forklaringer, den mest gennem- førte Fremstilling af et eller andet Standpunkt sin Kraft, fordi der hos den, der skal modtage det givne, dæmrer en Følelse af, at vedkommende ikke kunde sige anderledes, selv om han vilde det. Ved en Gennemførelse af Konfessionsløsheden maatte Skolen maaske bevæge sig paa et noget mindre Omraade, men den vilde virke med mere samlet Kraft, fordi den byggede paa det enkelte simple Princip, at Skolen kun er Organ for almen gyldige, tvingende Sandheder. Den stiller sig i saa Tilfælde ikke nogen større Op- gave end den kan magte, den sigter ikke mod noget Herredømme over det rent personlige Liv, et Herredømme, som den dog ikke kan føre igennem. — Saa kommer dernæst det Spørgsmaal, som jo skulde være det afgørende i Aften: er det da muligt at være konfessionsløs i sin Undervisning, lader det sig gøre at gennemføre dette Princip saaledes, at det virkelig bliver til noget, at det ikke bliver et Skilt, der hænges ud, men bag hvilket Modsætningerne alligevel tumle sig lystig? Nu maa man jo indrømme, at den konfessionsløse Skole stiller store Fordringer til sine Lærere, den fordrer af dem Modenhed, aandelig Overlegenhed, den fordrer Samvittighedsfuldhed, fordrer Selvbeherskelse af dem, kort sagt, den fordrer alle de Egenskaber, som udgøre Lærervirksomhedens Blomst. Men fordrer, strængt taget, ikke al Lærervirksomhed lignende Egenskaber? Lad os gaa ud fra, at Skolen ikke er konfessionsløs, den vil aldrig Digitized by Google 284 Er en konfessionsløs Skole mulig? kunne sikre sig ved noget som helst Middel, at alle dens Lærere staa netop i ét og alt paa det Standpunkt; som Skolens Konfession angiver. Og fordi dette er en Umulighed, viser Virkeligheden og- saa, at det ikke finder Sted; men der er ingen andre Vilkaar, paa hvilke man er i Stand til at sætte en offentlig Skole i Scene. Den konfessionelle Skole er for saa vidt ikke til at gennemføre, naar den skulde tages i sin allerstrængeste Forstand, det Samfund, der ordner Skolen, har ingen Midler til at prøve Hjærter og Nyrer r har intet andet at ty til end netop den Samvittighedsfuldhed hos Læreren, der forbyder ham at give sig i Lag med et Kald, til hvilket han ikke har de krævede Forudsætninger, Men kan man ikke gaa ud fra, at alle, der komme til en Lærergerning i en of- fentlig Skole, just have den fine Følelse for, hvor Samvittighedens Krav ligger, vil man heller ikke kunne gaa ud fra, at det hele Lærerkorps én som alle skulde kunne maales paa en justeret Vægt og holde det rette Maal, og dog virker Skolen Dag ud og Dag ind som konfessionel Skole. Der forlanges da i Virkeligheden af dens Lærere kun dette, at de underordne sig i Principet under Skolens Krav, at de holde deres afvigende Meninger tilbage, at de over- hovedet søge paa intet Punkt at vække Strid eller Forargelse i Barnet, paa intet Punkt direkte modarbejde det, som fra anden Side principielt lægges til Grund for den hele Skoles Virksomhed. En konfessionsløs Skole bliver for saa vidt ikke vanskeligere stillet r som ogsaa den netop maa stille Krav til sine Lærere, beslægtede med dem, vi her have set stillede til den konfessionelle Skoles Lærere. Den forlanger da af sine Lærere, at de skulle arbejde med selve den særlige Opgave for Øje, som Skolen tjæner, arbejde for Meddelelsen af de Kundskaber, der i samlet Række kunne drage ind i Disciplenes Bevidsthed, og stille dem i det rette orient- erende Forhold til det Liv, de røre sig i. Skolen kan ikke ogr skal ikke give disse Kundskaber som blotte Brudstykker, som spredte Elementer, den maa paa alle Punkter, hvor en virkelig Sammenhæng kan paavises, søge at indordne Kundskaberne under denne Sammenhæng. Og der er jo store Omraader, hvor der i Virkeligheden slet ikke vil blive Tale om nogen Strid mellem konfessionel og ikke konfessionel Opfattelse. Lad os først tage den Undervisning, som Skolen paatager sig at give i Naturkundskab. Det er klart, at det konfessionelle Hensyn her ikke vil komme til at spille nogen Rolle; man staar lige over for en Gruppe Kendsgerninger, som det Digitized by Google Er en konfessionsløs Skole mulig? -285 gælder om at tilegne sig ad rent naturlige Veje, som det for Eleven kommer an paa at iagttage med alle sine Sanser, for at saa alle disse Sanseindtryk kunne knyttes sammen under mere almene Synspunkter, og der kan fremgaa et Billede af Naturen, saa- ledes som den ordner sig i sine forskellige Grupper, og som disse Grupper staa i indbyrdes Forbindelse med hinanden. Hvad enten man staar paa den ene eller den anden Konfessions Grund, er det de samme Naturlove, der skulle opspores, de samme typiske Udtryk for Naturkræfternes Virken, Opmærksomheden maa ledes hen paa, og der er ingen Fare for, at nogen Strid vil kunne blusse op, naar man, vel at mærke, husker paa at holde sig paa det Omraade, hvor denne Undervisning nødvendigvis maa holde sig, Kendsgerningernes Omraade. Gaa vi saa over til den Side af Undervisningen, der be- skæftiger sig med Menneskelivet, saa træde Vanskelighederne noget mere i Forgrunden. Dog er der en hel Gruppe af Kund- skaber, hvor de endnu ingen Rolle spille: hele den sproglige Undervisning vil jo kunne gaa sin Gang uden at anfægtes af det konfessionelle Standpunkt; religiøs Følelse og sprogligt Studium ere to Omraader, der ikke staa i naturlig Forbindelse med hin- anden, og man vil fra forskellig Side kunne mødes paa denne Arbejdsmark i den største Enighed. Men nu den Literatur, som er nedlagt i de forskellige Sprog? Den plejer jo at é nævnes som et af Eksemplerne paa, hvor vanskeligt det er at gennemføre den konfessionsløse Undervisning. I Literaturen staar man jo nemlig over for aandelige Fænomener, som nødvendigvis maa afspejle sig i Lærerens Bevidsthed, og det Spejlbillede, der falder ind i den, maa igen straale tilbage paa Eleven, som saa paavirkes af Lærerens Sympatier. Hvor meget sandt og rigtigt der er heri r tror jeg dog ikke, Opgaven derfor behøver at blive sprærfgt. Jeg tænker mig nemlig som Lærer i en konfessionsløs Skole en Mand, der er i Stand til at forstaa og vurdere de forskellige aandelige Standpunkter, forstaa dem saaledes, at han paa én Gang kan stille sig inden for dem og uden for dem, og derfor ogsaa paa ethvert Punkt tage de rette Hensyn til Eleven og til Æmnet. Er der Tale om Literaturhistoriens Frembringelser, saa gælder det altsaa for Læreren om at sætte sig saaledes ind i det enkelte Værks eller den hele Periodes Aand, at han besjælet deraf lader selve de literære Kendsgerningers Aand tale igennem sig, medens hans individuelle Følelse eller Smag træder tilbage. Man holder Digitized by Google 286 Er en konfessionsløs Skole mulig? sig vistnok i Reglen for stærkt til den gamle Opfattelse af Skolen som bunden til Kirken, af Læreren som en Slags Præst, naar man mener, at Vanskelighederne her skulde være uoverkomme- lige. Præstens Opgave er jo nemlig ganske vist den: at vidne om sin personlige Overbevisning, at tale ud fra denne med al den Fynd og Kraft, som staar til hans Raadighed, for at vinde Sjæle for det, han anser for det rette, det ene rette. Men Lær- eren har slet ikke denne Opgave, han skal ikke vinde Sjæle i den Betydning, at han skal gøre dem til sine Tilhængere eller til sin Overbevisnings Tilhængere, han skal udvikle og frigøre disse Sjæle saaledes, at de blive i Stand til selv at vælge deres Stand- punkt, naar de have samlet det fornødne Livsstof til at kunne træffe et Valg; ud over det gaar hans Opgave ikke, efter den Maalestok, vi her have anlagt paa Læreren. Og for saa vidt han da ogsaa maa være til Stede i Undervisningen med sin Person- lighed, er der noget, der hedder bunden Varme, en Varme, som i dette Tilfælde ikke træder direkte frem i Forkyndelsen af de Sandheder, som kunde gøre Læreren til en Apostel for sin per- sonlige Overbevisning, men en Varme, der træder frem i den Sjælfuldhed, med hvilken han er i Stand til at sætte sig ind i Æmnet for sin Undervisning, og den Aandsbevægelighed, med hvilken han er i Stand til at sympatisere med det forskellige, til kritisk at kunne leve sig ind i vekslende Tiders Tankegang og vekslende Personers Stemning og Følelse. Staar han f. Eks. lige over for et saadant literært Storværk som Dantes »Guddommelige Komedie«, vil hans Opgave som Lærer i Literaturhistorie paa ingen Maade være den kritisk teologisk at vurdere den Livs- anskuelse, som udtaler sig gennem Dantes Bog i Forhold til det Standpunkt, Læreren selv staar paa; nej, hans Opgave vil være den at tise, hvad det, historisk set, er for en Aand, der udtaler sig gennem Arbejdet, hvad det er for Sider af Middelalderens Liv, som dér træde os i Møde, hvad det er for forskellige Tids- aldres Tanker, der brydes med hinanden om Herredømmet, naar midt i den middelalderlige teologiske Skolastik de frieste og frisk- este Udtryk for Naturbegejstring bryder ind. Læreren maa ligesom kunne vandre rundt i de store, rummelige Sale med aabent Øje for deres Bygning og Udsmykning og gøre sine Elever opmærksomme derpaa, men uden at det for ham som Lærer i Literaturhistorie i mindste Maade bliver det afgørende, om Dante, religiøst eller teologisk set, havde Ret i sin Opfattelse eller ikke. Digitized by Google Er en konfessionsløs Skole mulig? 287 Saaledes maa han lægge hele sit Stof til rette, og ud fra det Synspunkt ville i Virkeligheden den konfessionelle og den ikke konfessionelle Lærer komme til at staa hinanden meget nær. Forskellen beror i mange Tilfælde mere paa den forskellige Op- fattelse af, hvad det vil sige at være Lærer, end paa det forskel- lige personlige Standpunkt, hvorpaa Menneskene staa. Gaa vi nu over til selve Historien, som skulde være det allervanskeligste Punkt, saa er der maaske visse Afsnit af den, som paa Grund af Tidernes Ugunst maa stilles uden for Be- handlingen i en Skole som den konfessionsløse Skole, vi her skildre. I Følge selve Undervisningens Princip høre de naturlig- vis med til det, som skal meddeles Børnene, men det er jo ikke altid, de historiske Tilstande ere saaledes, at et Princip kan gennemføres i sit fulde Omfang, ihvor vel den endelige og blivende Løsning af Problemet er og maa være den, at hele den historiske Udvikling drages ind med i Undervisningen, naar Livsvilkaarene ere blevne andre end dem, under hvilke f. Eks. vi i Øjeblikket leve. Saa bliver det da her det Synspunkt, der anlægges, at gennemarbejde i Skolen alt, hvad der uomstridelig er i Stand til at drages ind under en rationel historisk Opfattelse. Det gælder for det første om Oldtidsfolkene, at det Synspunkt, vi skildrede for lidt siden lige over for Literaturhistorien, vil kunne gennem- føres ogsaa her uden store Vanskeligheder. Man vil kunne skildre Grækernes Liv i Oldtiden saaledes, at det efterlader det mest blivende Indtryk af noget stort og menneskeligt, og den konfes- sionelle og den ikke-konfessionelle Lærer ville kunne arbejde Side om Side paa at meddele deres Elever en Række rent nevtrale malende Livsbilleder, alene forskellige ved den større eller mindre Kunst, som hver af dem er i Stand til at lægge i sin Frem- stilling. Kun, naar vi komme til den hellige Historie, som den kaldes, altsaa det Afsnit af Historien, i hvilket Historien — fra én Side set — bryder de naturlige Aarsagers Kæde og bringer et nyt og overnaturligt Element ind, stiller Sagen sig noget ander- ledes, og dog vilde man til en vis Grad ogsaa her kunne finde Vej. I det Øjeblik man stiller sig paa det Standpunkt ikke at meddele, hvad der i og for sig er historisk Sandhed eller ikke, siden man endnu ikke kan blive enig om noget Sandhedskriterium at styre efter, men at meddele, hvad de foreliggende Kilder inde- holde, f. Eks. fremstiller, hvorledes det gamle Testamente skild- rer et enkelt Folks Udvikling med dets stadige Koncentration Digitized by Google 288 Er en konfessionsløs Skole mulig? om det religiøse Problem, skildrer dette Folk som det, i hvilket en egen Opdragelsestanke er bleven virkeliggjort, — med Over- legenhed nok, med Forstaaelse nok til ogsaa dér at kunne se bort fra det Standpunkt, man selv staar paa, for at leve sig ind i det historiske Standpunkt, saa vilde heller ikke denne Undervisning frembyde saa store Vanskeligheder, at ikke Opgaven skulde kunne løses, hvis det kom an derpaa. Men, som sagt, Faren er der større, fordi Ømtaaligheden fra deres Side, der ere personlig interesserede i en konfessionel Opfattelse, er saa meget større, og derfor er det, at foreløbig en Opgave som denne maaske helst maatte blive liggende, for at ikke Undervisningen praktisk skulde strande paa et eller andet uformodet Skær. Og hvad der gælder om det gamle Testamente gælder naturligvis i forøget Grad om det nye, fordi det historiske Element træder saa meget mere tilbage og det direkte religiøse Moment saa meget stærkere frem. Men komme vi til den senere Historie, blive Van- skelighederne igen mindre, naar man blot resolut gaar ind paa at tage Sagen historisk, o: holde sig til de foreliggende Kends- gerninger og ikke bruge Undervisningen til derigennem at indøve Sandheder, som udspringe af en blot personlig Overbevisning. Vi ere allerede komne paa saa stor Afstand f. Eks. fra Middelalderens Katolicisme og dens Kampe med den nye Tid, der trænger ind, at vi uden stor Vanskelighed ere i Stand til med en god Vilje at sætte os ind i hele dens historiske Betydning, saa vidt de historiske Studier strække sig, og at kunne fremstille den t uden at her til Lands f. Eks. den protestantisk konfessionelle Be- vidsthed vilde føle sig stødt ved at én, der ikke stod paa dens eget Standpunkt, tog denne Undervisning i sin Haand. Men ogsaa Erkendelsen af, at Oversigten over hele Historien i dens Sammenhæng, at Indtrykket af de store Livstanker, der maatte bære Historien i dens Udvikling, i Virkeligheden paa af- gørende Punkter ligger over Børns Horisont, fører os til at fast- holde det samme Synspunkt. Man vil da ræsonnere saaledes: hvad det kommer an paa, er netop at give Kendsgerninger, fordi Eleven endnu ikke er moden til i et samlet Overblik at vurdere disse Kendsgerningers Forhold til de religiøse Sandheder. Man er vant til at overvurdere Børns Fatteævne, og jeg tror, at den konfession- elle religiøse Undervisning i Skolen har bidraget til denne Over- vurderen. Man tror at kunne føre Børn ind paa en personlig Overbevisning, der kræver ganske andre Udviklingstrin gennem- Digitized by Google Er en konfessionsløs Skole mulig V 289 gaaede, end Barnet kan have gennemgaaet, en ganske anden Sum af Erfaring end den, der ligger til Rede for Barnet, og man fører derved ikke sjælden dette ind paa en umoden Behandling af Problemer, som vilde gribe Barnet ganske anderledes i deres Oprindelighed og Friskhed, hvis de gemtes til den Tid, i hvilken det var naturligt for det at stilles Ansigt til Ansigt med dem. Af denne rent pædagogiske Grund mener jeg, at det ogsaa i Historie- undervisningen gælder om ikke at stramme Buen mere end at den kan holde, ikke at ville give Børn en Forstaaelse af historiske Kendsgerninger, som de dog i Virkeligheden ikke ere i Stand til at tilegne sig. Begrænser man Opgaven saaledes og tænker sig den lagt i Haanden paa en udviklet Lærer, saa vil mange af de Farer, man frygter for, falde til Jorden, og Undervisningen vil kunne gennemføres uden noget egentligt Sammenstød i Barnets Bevidsthed mellem det, som det fra de forskellige Sider hører. Men, spørger man maaske saa, vil ikke det, at man saa- ledes begrænser Skolens Opgave, at man i den Grad holder sig til Kendsgerningerne, føre til, at Skolen mister den Karakter af en opdragende Skole, som det har været dens Stolthed at arbejde paa, og som den har arbejdet sig hen imod i alle senere Tider? Jeg tror, at man maa svare nej paa dette Spørgsmaal. Skolen vil ikke opgive at være en opdragende Skole, selv om den bliver det i en noget anden Betydning, end man maaske i Almindelig- hed er vant til at forbinde med Ordet. Det, som nemlig gør Skolen opdragende, er dette, at den lærer Barnet at arbejde i bestemte Opgavers Tjæneste, lærer Barnet at bøje sin Vilje og sine Ævner ind under Gennemførelsen af Arbejder, som kun kunne lykkes derved, at Barnet sætter alle sine Kræfter ind. Dette, at Barnet opdrages til at arbejde, styret af Hensynet til sin Pligt, det er det, som er det egentlig opdragende Element i Skolens hele Virksomhed, og det er et Motiv, som ligger uden for det konfessionelle. Skolen vil vedblive i lige saa høj Grad som nu, paa mange Punkter i endnu højere Grad, at kunne virke op- dragende, Personlighederne ville udvikles som nu gennem de Krav, der stilles til dem, men udvikles mere end nu gennem Bevidst- heden om, at den personlige Overbevisning og Aandsfriheden i det hele taget er anerkendte Magter i Menneskelivet, og at intet Baand ude fra befaler den enkelte at sige noget, han ikke fuldt kan staa ved. Naar Skolen er opdragende, saa er det derhos for en væsentlig Del indirekte gennem sin Undervisning. Den Digitized by Google 290 Er en konfessionsløs Skole mulig? har først og fremmest at paa virke Erkendelseslivet, men den bliver ogsaa opdragende paa andre Omraader, for saa vidt hele den øvrige Menneskenatur er til Stede i Baggrunden ved denne Udvikling af Erkendelseslivet. Ad denne Vej bør altsaa Skolen* den offentlige Skole, løse sin Opgave, og ad denne Vej vil den ogsaa være i Stand til at levere det Samfund, som har oprettet den, et Korps af Borgere i Staten, som ere i Stand til at bruge deres Ævner med den Kraft, der overhovedet staar til deres Raad- ighed, og bruge den til bedste for de Formaal, som Staten op Samfundet maa anerkende som sine højeste og ypperste. Hvad den direkte moralske Paavirkning angaar, som jo paa mange Steder har afløst den egentlige konfessionelle Paavirkning, saa tror jeg, at den maa forme sig noget forskellig efter de forskel- lige Folkeslags Modtagelighed for sligt. Jeg tror saaledes, at her i Danmark vilde det ikke stemme helt med Folkekarakteren, om man vilde udsondre en særlig Undervisning i human Etik, som man vel maatte kalde det, og henlægge den til Børneskolen. Men deraf følger naturligvis ikke, at man ikke skulde kunne bruge det foreliggende Stof, idet man lod det bryde sig i Barnets Tankegang, til ogsaa at give Barnet store og levende Indtryk af r hvad et Menneskeliv, rigt paa moralske Fortrin, har at sige, at man ikke ud fra de Eksempler, som Historien eller Literaturen frembyder, ogsaa i den Henseende kan frugtbargøre Barnets Ind- bildningskraft og derigennem trænge ind i dets Følelse og styrke dets Vilje. Meningen med, at jeg har hævdet Kendsgerningerne som dem, paa hvilke Skolen skulde bygge Løsningen af sin Op- gave, skal jo ikke være den, at disse Kendsgerninger lige over for Barnet kun skulle staa som kolde, ligegyldige Skikkelser, paa hvilke Barnet hverken skulde kunne ofre sin Sympati eller sin Interesse. I Barnets Sind maa naturligvis alle disse Indtryk farves, saaledes som det falder naturligt for et Barn. Det maa vælge sine personlige Helte ud af det hele store Galleri, som dets Under- visning frembyder, det maa øve sine Kræfter i at efterligne disse Helte og forme Livet omkring sig i sin Leg paa den Maade, som dets Idealer foreskrive det, det maa drage Undervisningen med ind i sine personlige Interessers Kreds; saa vil derigennem ogsaa et opdragende Element lægge sig for Dagen, som ikke vil blive uden Betydning for Barnet selv. Det har under mange Tiders Undervisning været et væsenligt Savn netop dette, at der var et alt for stort Spring fra Barnets Leg til Barnets Arbejde, at dets Digitized by Google Er en konfessionsløs Skole mulig? 291 Undervisning ikke fik den befrugtende Indflydelse paa dets Fan- tasis frie Spil, som kunde gøre, at alle de Indtryk, det havde modtaget, ogsaa kom til at spille en Rolle i dets Liv. Der har været for bred en Kløft mellem Barnets Færd i og uden for Skolen, og dette har naturligvis for en stor Del netop ligget i, at man i Skolens Virksomhed ikke har valgt den Fremgangsmaade, som kunde ligge Barnet nærmest. Skulde jeg i en kort Sum samle, hvad jeg mener er den væsentlige Opgave for Skolen, saa skulde det altsaa være den, med det mest gennemførte Hensyn til, hvad Barnet paa sit naive Standpunkt er i Stand til at tilegne sig, med et lige saa gennem- ført Hensyn til at vælge netop de Fremstillingsformer, som falde sammen med Barnets egen Trang, at stille det saaledes midt ind i Livets Kendsgerninger, at det ikke længer overvældes af dem, men ser dem efterhaanden samle sig og lægge sig til rette for dets Blik i naturlige Grupper, hvor en tydelig Overgang overalt, hvor den kan paa vises, fører fra den ene Gruppe til den anden; at orientere Barnet i det Liv, det skal leve, inden for de Grænser, dets Standpunkt foreskriver, og udvikle dets intellektuelle og moralske Ævner gennem alt det Arbejde, en saadan Livsorientering kræver — det skulde være Skolens Opgave, og intet andet. Hvad Opdragelsen i øvrigt stiller af Krav, maa saa vælge sig andre Organer. Det inderste, rent personlige Liv maa have andre, mere personlige Organer til sin Udvikling end dem, Skolen er i Stand til at frembyde, og det borgerlige Samfund som saadant har jo heller ikke nogen Ret til eller noget Krav paa at gribe ind i den rent personlige Udvikling. Fra Individets og fra Sam- fundets Side vil derfor den pædagogiske Opfattelse af Skolens Gerning være den, som tjæner alle berettigede Krav bedst. H. Trier. Digitized by Google Len unge Goethes Faust. To Forelæsninger, holdte ved Københavns Universitet den 22. og 24. Oktober 1883 af Julius Hoffory. I. Den 22. Marts 1832 døde Goethe, og kort Tid efter, alt- saa for lidt over et halvt Aarhundrede siden, udkom anden Del af Faust. Hermed var et Værk ført til Ende, hvis Lige Verden ikke havde set, en Digtning, hvori alt, hvad der nogen Sinde har bevæget en Menneskesjæl, har faaet Liv og Mæle. Faust er ikke alene Goethes og den tyske Literaturs Hovedværk; den er tillige Midtpunktet i hele den moderne Literatur; med hvert Aar, der gaar, bliver dens Indflydelse større, dens Stilling mere dominer- ende. At en saadan Digtning maatte blive Genstand for den al- sidigste og mangfoldigste Drøftelse, følger af sig selv; det vilde være blevet Tilfældet, hos hvilket Folk den end var fremkommen; det maatte i særlig høj Grad blive Tilfældet hos et Folk som Tyskerne, der forener en dyb Pietet for deres nationale Literatur med et stærkt Hang til filosofisk Spekulation og alvorlig Stræben efter filologisk Grundighed. Det er derfor ikke at undres over, at Faust alene i Tyskland har fremkaldt en hel Literatur af Skrifter, som udelukkende gaa ud paa at forklare og kommentere denne Digtning, ganske fraset den Syndflod af tyske og ikke tyske Arbejder, som beskæftige sig med Goethes Virksomhed og Værker overhovedet, og som naturligvis alle ogsaa mere eller mindre dvæle ved Faust. Det er ikke min Hensigt her at gaa nøjere ind paa hele denne Literatur, jeg skal ikke en Gang for- søge at give Udsigt over den ; dertil vilde disse Timer ikke strække Digitized by Google Den unge Goethes Faust. 293 til, dertil er Faustliteraturen baade for omfattende og for mange- artet. Det, jeg derimod ønskede her at foredrage for Dem, er nærmest Udbyttet af en enkelt. Mands Forskninger over Goethes Faust, det er de Resultater, hvortil Professor Wilhelm Scherer er kommen i sin banebrydende, tankerige Bog: »Aus Goethes Fruhzeit« (Strassburg, 1879). At jeg i det følgende nærmest vil dvæle ved dette Skrift er ikke alene begrundet i, at jeg anser det for at høre til det allervigtigste, som hidtil er skrevet om Faust, men ogsaa fordi jeg betragter det som særlig vel skikket til at illustrere den nyere tyske literærhistoriske Metode, til at oplyse, med hvilke Midler den arbejder, og til hvilke Resultater den kan naa, samt endelig til at vise dens Forhold til den nyere danske Behandlingsmaade af literærhistoriske Spørgsmaal. Jeg skal, inden jeg gaar videre, forsøge i korte Træk at gøre Rede for hele dette Forhold. Det, hvorved den nyere danske literærhistoriske Metode, saaledes som den er bleven uddannet af Georg Brandes, særlig udmærker sig, er, at den lægger Hovedvægten paa den psykologiske Analyse; Literaturens Frembringelser betragtes mindre som Kunst- værker end som »documents humains«, o: en Række Vidnesbyrd om Følelser og Tanker, der vise os det væsentligste, som til en vis given Tid foregik i Sjælene, og Brandes anfører selv som For- maalet for sine Hovedstrømninger at give Grundridset til det 19de Aarhiindredes første Halvdels Psykologi. Det kommer i Reglen for Brandes mindre an paa, hvad en Forfatter har fuldbragt, end paa, hvad han har villet, og det hænder ikke sjældent, at han lige over for et indholdstungt Digterværk kan lukke Øjet i for store formelle Mangler, medens han omvendt ofte ikke synes at tillægge den fuldendt kunstneriske Form den mindste Fortjæneste, naar Indholdet forekommer ham at være af ringe Betydning. Jeg skal som Eksempel minde om Brandes* Omtale af Bjørnsons »Redaktøren«; De erindrer, at hans Dom om Stykket i det hele falder meget gunstig ud, skønt dets formelle Svagheder baade ere mange og af særlig skæmmende Natur. Omvendt har Brandes ikke ét godt Ord til overs for »De nygifte« , det fineste og ynde- fuldeste Kunstværk, som Bjørnson overhovedet har skabt. Men Brandes opholder sig kun ved de Problemer, som omhandles deri, og dem formaar han ikke at afvinde nogen dybere Interesse. Det er naturligvis ikke hermed Meningen at ville paastaa, at Brandes skulde mangle Sans for Teknik og Form; tvært imod har han jo Tilskueren. 1884. 20 Digitized by Google 294 Den unge Goethes Faust. mangfoldige Gange vist, at han baade kan og vil anlægge den rent æstetiske Maalestok, hvor det gøres fornødent; men paa den anden Side kan det ikke nægtes, at dette Hensyn i hans Hoved- værker træder noget tilbage, medens religiøse, sociale og politiske Spørgsmaal staa i Forgrunden. Saaledes bliver Literærhistorien for Brandes nærmest et Afsnit af den menneskelige Aands Historie,, hans Interesse er stærkest og hans Fremstilling mest intensiv, hvor det drejer sig om et nyt Tankeindhold, om en ny literær Type, og derfor se vi ham ogsaa atter og atter vende tilbage til den Opgave at skildre en enkelt fremragende kulturhistorisk Per- sonlighed '). Som Eksempel paa, hvor vidt man særlig paa Goetheforskningens Omraade kan naa ved Hjælp af denne Metode, vil jeg nævne Brandes' udmærket skønne og dybt indtrængende Afhandling: »Goethe og Danmark«. Beundringsværdig er her ikke alene det Skarpblik, hvormed Brandes overalt eftersporer de psykologiske Motiver (jeg erindrer saaledes om hans Paavisning af, hvorledes Baggesens Bedømmelse af Goethes Betydning ganske retter sig efter Varmegraden af hans Forhold til Sophie Ørsted) f men ogsaa den Sikkerhed, hvormed han bestemmer Goethes kulturhistoriske Betydning ikke blot i Forhold til Danmark, men overhovedet. Brandes's Afhandling er ikke blot det bedste, der paa Dansk er skrevet om dette Æmne, den indtager i den samlede Goetheliteratur en ærefuld Plads og er særlig i Tyskland Genstand for Beundring, fordi den belyser Goethes Betydning fra en ny Side og med andre Midler end dem, som tyske Forskere i Reglen anvende. Georg Brandes's Forskernavn, som allerede i Forvejen var højt anset i Goethes Fædreland, er ved denne Afhandling præntet endnu fast- ere ind i den tyske Bevidsthed. Skulle vi nu herefter i Korthed søge at karakterisere den nyere tyske literaturhistoriske Metode,, saaledes som den navnlig er udviklet af Wilhelm Scherer, saa bliver den vigtigste Forskel den, at de æstetisk-stilistiske Hen- syn rykkes mere frem i Forgrunden, end Tilfældet er i Danmark. Scherer søger i sine literærhistoriske Værker ikke blot at give den Tidsalders eller Forfatters Psykologi, som han behandler r han søger tillige at vise, hvorledes Stil og Form har udviklet sig,, og det lykkes ham ofte at give ypperlige Bidrag til Forstaaelsen af en Forfatters aandelige Personlighed ved at analysere rent ud- *) Sml. Otto Brahms Bemærkninger i „Deutsche Rundschau^, VIII, 4y S. 145 ff. Digitized by Google Den unge Goethes Faust. 295 vortes Ejendommeligheder. Det er ikke blot Stil og Fremstillings- maade, han undersøger, ogsaa Sproget selv og Skrivemaaden blive kritisk mønstrede, og de saaledes udvundne Resultater blive da atter prøvede ved at sammenholdes med, hvad vi ellers ad histor- isk Vej vide om vedkommende Forfatter eller hans Værk. Det er, som De ser, i det væsentlige den samme Metode, som længe har været herskende paa Filologiens Omraade ved Behandlingen af den græske og latinske Literaturs Autorer og som i vort Aar- hundrede med saa stort Udbytte ogsaa er bleven anvendt paa de germanske og romanske Folks middelalderlige Literatur. Det er Scherers Fortjæneste at have gjort de samme Principer gældende ogsaa ved Behandlingen af den nyere Literatur, medens man tid- ligere i Tyskland havde betragtet de literærhistoriske Fænomener fra et mere udelukkende filosofisk - æstetisk Standpunkt. Kan det nu end undertiden hænde, at Fremstillingen ved slige møj- somme filologisk-literære Undersøgelser bliver mindre flydende og mindre let at følge, saa er til Gengæld Resultaterne i mange Til- fælde sikrere og mindre omdisputable end de, som indvindes ad den rent psykologiske Analyses Vej. Men — kunde man nu her indvende — ere slige Under- søgelser overhovedet nødvendige i saa stor Udstrækning for den nyere Literaturs Vedkommende? Er ikke de historiske Efter- retninger om nyere Forfattere og deres Værker i Reglen saa rig- holdige , at der ikke bliver synderligt Rum for filologiske Under- søgelser? Er det nødvendigt eller ønskeligt, at øve Tekstkritik hos Lessing og Goethe paa samme Maade som hos Horats og Virgil? Svaret herpaa er ikke vanskeligt at give: Nødvendigheden af slige Undersøgelser stiger naturligvis, jo længere vi gaa til- bage i Tiden, og jo mindre vi véd om vedkommende Forfatter. De ere nødvendigere hos Shakespeare, om hvis Liv vi saa godt som intet vide, end hos Schiller, hvis Udvikling vi kan forfølge fra Aar til Aar. Men hertil kommer ogsaa et andet Moment. Den Art Tekstkritik, som der kan være Tale om at anvende lige over for nyere Forfattere, bestaar naturligvis ikke overvejende i For- modninger om et Ord paa dette eller hint Sted i vedkommende Værk skal læses paa den ene eller den anden Maade, eller i Undersøgelser om et Udtryk har denne eller hin Betydning. Den hele nyere Literatur foreligger jo i trykt Tilstand, saa at der ikke bliver noget synderligt Spillerum for Afskriver-Misforstaaelser, 20* Digitized by Google 296 Den unge Goethes Faust. og det hænder jo heller ikke ofte, at der i de nyere Sprog kan være alvorlig Tvivl om et Ords Betydning. Den Art Kritik, som der her kan blive Tale om, vil i Reglen ikke tage en Række Enkeltheder men et helt Værk under Behandling, den vil søge at opløse Værket i dets enkelte Bestanddele og at bestemme, hvilket Udviklingsstadium, hver af dem tilhører, den vil kort sagt stræbe at udgrunde Værkets Tilblivelseshistorie. Den Mand, der paa den klassiske Filologis Omraade er Hovedrepræsentanten for denne Art Kritik, er Fr. Aug. Wolff, Forfatteren til de berømte Undersøgelser over Homer. Wolff har som bekendt søgt at vise, at de homeriske Digte ikke danne en organisk Enhed, men at de *bør betragtes som en Samling af løst forbundne episke Digte, som det til Dels er muligt i det enkelte at udskille. Det vil være Dem bekendt, at Wolffs Hypotese ved sin Fremkomst vakte den største Opmærksomhed i vide Kredse og baade fremkaldte levende Tilslutning og energisk Modsigelse. Det var ikke blot i den filologiske Verden, at man ivrigt diskuter- ede pro et contra, Spørgsmaalet drøftedes ogsaa uden for de egentlige Fagmænds Kreds og var f. Eks. Genstand for indtræng- ende Undersøgelse af Mænd som Herder og Goethe. Den samme Metode, som Wolff havde bragt i Anvendelse paa de homeriske Digte, blev af Karl Lachmann indført i den tyske Filologi og anvendt paa den tyske Iliade , paa Nibelungen- lied. Ogsaa Nibelungenlied udgør i udvortes Forstand en Enhed, men de enkelte Afsnit ere af saa forskellig Karakter og ulige Værdi samt indeholde saa mange indre Modsigelser, at de efter Lachmanns Mening umulig kunne tilhøre samme Tid eller være af en organisk Støbning. Lachmanns Teori har fremkaldt en ikke mindre stærk Bevægelse end i sin Tid Wolffs Hypotese, og Striden er endnu langt fra ført til Ende; der fremkommer endnu næsten hvert Aar Indlæg for og imod, og dette Spørgsmaal er endog blevet til det væsentligste Skelnemærke mellem de to vigt- igste Skoler inden for den tyske Filologi, hvilke derfor ogsaa be- tegnes med Navnene Lachmannianere og Anti-Lachmannianere. Om Wolffs og Lachmanns Teorier i det væsentlige træffe det rette, er et Spørgsmaal for sig, men der kan ikke være nogen Tvivl om, at de have virket i høj Grad fremmende paa hele Videnskabens Udvikling, og at de have banet Vejen for en hel ny Betragtning af slige Digtes Tilblivelsesmaade. — Vende vi nu atter tilbage til den nyere Literatur, saa vil man let indse, Digitized by Google Den unge Goethes Faust. 297 at en Metode som den nys skildrede, der gaar ud paa at sønder- dele et Digterværk, saaledes at dets oprindelige Bestanddele komme for Dagen og dets Tilblivelseshistorie bliver aabenbar, paa mange Maader kan finde Anvendelse paa mere moderne Digterværker. Den vil her naturligvis kun yderst sjælden kunne føre til det Re- sultat, at de forskellige Afsnit af en Digtning tilhøre helt forskel- lige Tidsaldre, men den vil kunne yde væsentlige Tjænester, hvor det drejer sig om at bestemme en Digtnings gradvise Opstaaen, eller hvor man i det enkelte skal paavise den Indflydelse, som en Forfatters Stil og Fremstillingsmaade har haft paa en andens. I særlig Grad vil Metoden kunne vis§ sig frugtbar, naar man har at gøre med en Digtning, som en Forfatter i en længere Aar- række har arbejdet paa og navnlig da, naar han tillige har søgt at hylle dens Opstaaen i et vist Mørke. Nu findes der imidlertid ikke nogen Digtning i hele den moderne Literatur, paa hvilken disse Kriterier i saa høj Grad passe, som netop Goethes Faust. Faust er Goethes Livsværk, den Digtning, som han arbejd- ede paa fra sin tidlige Ungdom til kort før sin Død, om end med lange Mellemrum og Afbrydelser. Og naar man husker, hvilke Omskiftelser Goethe gennemgik i sit Liv, vil man ikke undre sig over, at de forskellige Dele af Faust have et saa ulige Præg; »Gotz von Berlichingens« Digter var ikke den samme som Forfat- teren af »Valgslægtskaberne«, og den Goethe, som skrev Tasso, var en ganske anden end den, der skrev »Wilhelm Meisters Vandre- aar«. Goethe vidste naturligvis meget vel selv, at Faust ikke ud- gør en Enhed paa samme Maade som f. Eks. »Ifigenie« eller »Hér- mann og Dorothea«, men det var ham ikke kært, at man beton- ede Digtets fragmentariske Karakter, og ligesom han overhovedet ikke vilde tillade, at hans Skrifter bleve ordnede kronologisk, saa- ledes søgte han ogsaa at forhindre, at man kom paa det rene med Kronologien i »Faust«. Særlig karakteristiske er i denne Hen- seende nogle Ytringer i et Brev til Wilhelm von Humboldt, som Goethe skrev d. 17. Marts 1832, altsaa fem Dage før sin Død, og som er det sidste, han overhovedet har forfattet 1 ). I denne højst mærkelige Skrivelse, som indeholder Goethes sidste Konfession, l ) Sml. Herman Grimm: „Goethe", Berlin 1880, S. 464 ff. Jeg benytter her Lejligheden til at gøre opmærksom paa dette aandfulde om end stundum bizarre Værk, som hidtil langt fra har været vurderet efter Fortjæneste i de nordiske Lande. Digitized by Google 298 Den unge Goethes Faust. saa at sige hans literære Testamente, ytrer han sig om Faust paa følgende Maade: »Det er over tresindstyve Aar siden, at Konceptionen til Faust stod mig ungdomsfrisk for Øje, klar fra Begyndelsen af, men den hele Rækkefølge mindre udførlig. Nu har jeg stedse ladet mit Forsæt skride saa sagtelig frem og kun i det enkelte udarbejdet de Steder, som netop interesserede mig mest, saa at der i anden Del opstod Lakuner, som maatte forbindes med det øvrige ved en ligelig Interesse. Her indtraadte nu ganske vist den store Vanskelighed ved Forsæt og Karakter at opnaa det, som egentlig skulde fremgaa af den frivilligt virksomme Natur alene. Men det var heller ikke godt, om det ikke ogsaa havde ladet sig gøre efter et saa langt, virksomt og eftertænk- somt Liv, og jeg nærer ingen som helst Frygt for, at man vil kunne skelne det ældre fra det nyere, det senere fra det tidligere; hvilket vi da ville overgive kommende Læsere til velvilligt Efter- syn«. De Lakuner, som Goethe her omtaler, findes ikke blot i anden, men ogsaa i første Del af Faust, og her ligesom dér har Goethe med stor Sindrighed søgt at dække over dem, saa at det for en mere udvortes Betragtning ser ud, som om de slet ikke vare til Stede. Men den Opgave, som den nyere Faustkritik har stillet sig, bestaar netop i at adskille det ældre fra det nyere, i at udfinde Digtets oprindelige Plan og paavise, hvorledes den siden er bleven modificeret, og jeg haaber, at det skal lykkes mig at vise, at Goethes Fortrøstning til, at kommende Læsere ikke skulde kunne skelne de senere Bestanddele fra de tidligere, ikke har holdt Stik; selv om vi endnu ikke ere i Stand til at forfølge hver enkelt Scenes Historie, har dog de nyere Forskning- er bragt saa megen Klarhed til Veje, at vi i Hovedtrækkene kan overskue Dramaets Tilblivelse. Forinden vi imidlertid gaa over til at efterspore Digtets oprindelige Plan, ville vi kaste et kort Blik paa den Stilling, hvori Goethe befandt sig, da han begyndte at arbejde paa Faust. I det nys anførte Brev af 17. Marts 1832 ytrer Goethe, at han for mere end 60 Aar siden havde haft Planen til Faust klart for Øje. Vi føres derved tilbage til Aarene 1770—72, til Goethes Strassburger-Ophold og Tiden kort derefter. Goethe var i Aaret 1768 fra Leipzig vendt tilbage til Frank- furt. Han var den Gang syg og nedtrykt, og det varede over et Aar, inden han kom saa meget til Kræfter, at han atter kunde Digitized by Google Den unge Goethes Faust. 299 tage fat paa Studierne. Den 2. April 1770 indtraf han i Strass- burg, ved hvis Universitet han efter Faderens Ønske skulde tage Doktorgraden, hvad der ogsaa lykkedes ham i det paafølgende Aar; han promoverede d. 6. Avgust 1771. Det er dog ikke paa Goethes juridiske Studier, vi tænke, naar vi nævne Strassburg, det er først og fremmest paa det Udbytte for sin digteriske Person- lighed, som Goethe dér indhøstede, og hvorfor han har gjort ud- førlig Rede i »Dichtung und Wahrheitc. Hovedudbyttet af Goethes Strassburger-Ophold lader sig sammenfatte i Navnene Skakespeare, Herder, Friederike. Det var først i Strassburg, at Goethe kom til at gøre nær- mere Bekendtskab med Shakespeare. Ved Beskæftigelsen med ham aabnede der sig en hel ny Verden for Goethe; han følte sig til Mode som en blindfødt, der paa én Gang ved et Under er bleven seende. Alt var ham nyt og ukendt, og det uvante Lys smertede ham. Lidt efter lidt lærte han at se, og han følte levende, hvad han havde vundet. Han var intet Øjeblik i Tvivl om, at han burde sige det saa kaldte regelmæssige Teater farvel. Stedets Enhed forekom ham fængselsagtig snæver, og Handlingens og Tidens Enheder vare for ham kun besværlige Lænker for Ind- bildningskraften. Shakespeares Teater sammenligner han med et Raritetskabinet, hvori Verdenshistorien føres os for Øje. Shake- speares Planer ere ikke Planer i Ordets sædvanlige Betydning, hans Stykker dreje sig alle om det hemmelige Punkt, i hvilket vor Viljes Frihed støder sammen med Udviklingens nødvendige Gang. Samtidig med at dette blev klart for Goethe, mylrede det naturligvis med Planer i hans eget Hoved; han vilde digte en ny Julius Cæsar, som skulde kappes med Shakespeares, han be- skæftigede sig med Mahomet og Doktor Faust og bringes endelig ved et Tilfælde til at give sig nøjere af med den gamle Røver- ridder Gotz von Berlichingens Historie, som han straks vilde dramatisere. Midt i denne Gæringsperiode er det, at Goethe træffer sammen med Herder, hvis overlegne Personlighed straks tog ham fangen. Han tilbragte Vinteren 1770—71 sammen med ham og var i denne Tid under en stadig og indtrængende Paa- virkning fra Herders Side. Herders Guder bleve Goethes Guder, og medens han tidligere havde følt sig som Discipel af Wieland, lærte han nu »at gaa i Skole hos Naturen. Hans Lyrik antog en helt anden Karakter, hele den antike mytologiske Staffage falder bort. Overhovedet er det først nu, at Goethes ægte Produktivitet Digitized by Google 300 Den unge Goethes Faust. tager sin Begyndelse. Alt det tidligere havde kun været plan- løse Forsøg, han havde vel anet Retningen; nu kom Herder for at vise ham Vejen. Og Herder var ikke nogen mild Vejviser, der kunde i hans Væsen være en Barskhed og en skærende Haan r der i Øjeblikket kunde svide og brænde; men den strænge Ave var sund for Goethe, og han bøjede sig villig i Følelsen af, at Herder var hans Mester og kunde hjælpe ham paa Vej, naar han vilde. Men Goethe var i denne Periode ogsaa Genstand for Paa- virkning af en helt anden Art. Han var henimod Slutningen af sit Strassburger-Ophold bleven indført i Pastor Brions Familie i Sesenheim, nær ved Strassburg, og var dér bleven grebet af en hæftig Kærlighed til den yngste Datter, FriederikeBrion. Goethes Skildring af hele dette Forhold danner en af de skønneste Epi- soder i »Dichtung und Wahrheit«, den udgør et i sig selv afsluttet fuldendt lille Kunstværk. Jeg skal tillade mig at genkalde de vigtigste Momenter af Goethes Fremstilling . i Deres Erindring, idet jeg dog samtidig maa fremhæve, at ikke alle Enkeltheder tør be- tragtes som »historiske« i strængeste Forstand. Dog tør Skild- ringen af Forholdets Udvikling og den afgørende Krise anses for at stemme temmelig nøje overens med de virkelige Begivenheder. Ifølge Goethes Fremstilling befandt der sig mellem .hans Studie- fæller »ogsaa en indfødt Elsasser, et stille, flittigt Menneske, hvis væsentlige Adspredelse bestod i at aflægge Besøg i Omegnen af Strassburg hos Slægt og Venner, hvoraf han havde en Del. Af , ham blev Goethe indført i Pastor Brions Hus , og straks ved det første Besøg greb Friederike Brions yndefulde Skønhed hans let paavirkelige Sind. Han bliver snart en stadig Gæst i Præste- gaarden, og hans Forhold til Friederike bliver stedse fortroligere og inderligere; det kommer ikke til nogen udtrykkelig Erklæring r men Goethe gaar og gælder i Familien for Friederikes Forlovede. Forholdet naar sit Højdepunkt ved en landlig Fest, hvor Goethe aflokker Friederike den Tilstaaelse, at hun elsker ham. Men fra det Øjeblik af er det som om der indtræder et Omslag; Tanken om at binde sig for hele Livet synes at have haft noget afskræk- kende for ham, og han faar en levende Følelse af, at Forholdet ikke kan blive staaende paa det Punkt, hvortil det var naaet. »I min Sjæl«, siger han i et Brev fra den Tid, »se* det ikke helt lyst ud; jeg er for meget vaagen, til at jeg ikke skulde have en Følelse af, at jeg griber efter Skygger.« Dertil kom ogsaa Føl- Digitized by Google Den unge Goethes Faust. 301 elsen af Forskellen i social Stilling mellem den rige Patriciersøn og den fattige Præstedatter; han overvejede, hvor lidt hans Fader vilde synes om en slig Forbindelse. Forskellen i Vilkaar traadte især klart frem ved et Besøg, som Friederike og hendes Søster aflægge i Strasburg, hvor de ikke ret føle sig hjemme i de uvante Omgivelser. Det var en sand Lettelse for Goethe, da de rejste bort igen. Men med alt dette kommer det ikke til noget pludseligt Brud. Forholdet løsnes ganske langsomt lidt efter lidt, som naar Bladene falde af Træerne. Ja der høres end ikke et bebrejdende Ord, da Goethe kort før sin Afrejse fra Strassburg aflægger et sidste Besøg i Sesenheim, men baade Goethe og Friederike føle, at her var noget brudt, som ikke atter kunde heles. Han rejser bort fra Strassburg opfyldt af de bitreste Selvbebrejdelser 1 ). I denne Stemning vender Goethe tilbage til Frankfurt, hvor ban d. 28. Avgust efter sin Faders Ønske indgav Ansøgning om at blive beskikket til Advokat Hans Forretninger optog ikke meget af hans Tid; han havde kun faa Proceser at føre, og selv ved dem fik han Hjælp af sin Fader. Det følger ogsaa af sig selv, at hans juridiske Forretninger ikke kunde yde ham nogen Tilfredsstillelse i den Gæringstilstand, hvori han befandt sig. Alt, hvad han havde oplevet i Strassburg, var ham endnu i for friskt Minde til at han kunde komme til Ro. Shakespeares Indflydelse kom endnu en Gang over ham med al sin betagende Magt; de Planer, han havde udkastet i Strassburg, levede op i ham med" fornyet Styrke, og vi se ham nu med Alvor og Kraft bringe en af dem til Udførelse. Det var det mægtige Drama »G6tz von Berlichingen«, Ridderen med Jærnhaanden, Goethes første literære Stordaad. Det, som giver dette Stykke sin Hovedinteresse for os, er den gigantiske Ungdomskraft, som gennemtrænger det hele, og som giver sig til Kende baade i Stykkets Indhold og dets Form. Goethes G6tz er den brave, af sine Modstandere bagtalte Mand, der stedse har øvet Ret og Retfærdighed til de svages Be- skyttelse. Rigets Tilstand var fortvivlet , enhver maatte sørge for sig selv, og Kejseren var magtesløs. Gotz er tro mod Kejseren, men hader de slette Fyrster, og naar han maa ligge under i tampen mod dem, vil han dø med Ordet Frihed paa Læberne. Omkring Gotz har Goethe grupperet en Række af andre Figurer, J ) Sml. ogsaa Herman Grimm: „Goethe", S. 55 fif. Digitized by Google 302 Den unge Goethes Faust. alle fulde af det pulserende Liv, som bølger igennem hele Stykket; der er først Elisabet, Gotz's herlige Hustru; der er Lerse, hans tro- faste Ledsager, der er Georg, den kække Rideknægt, og hvad de alle hedde. Paa den anden Side staar den Kreds, der grupperer sig om det bambergske Hof; Biskoppen af Bamberg, den falske Adelheid, den vankelmodige Weislingen, Franz*, den elskovssyge Page, den tungerappe Hofnar og mange flere. Lige saa stærkt bevæget, som Indholdet er, lige saa ujævn og springende er formen; der tages saa godt som intet Hensyn til Tidens og Stedets Enhed, der er Seeneforandring for et Stykke Dialog paa €t Par Linjer; heller ikke Handlingens Enhed overholdes, idet Weislingen, den utro Elsker — paa en Maade Goethes egen Dobbeltgænger — , optræder som en Slags anden Hovedperson ved Siden af Gotz. Tillige ere Stykkets øvrige Hovedfigurer saa forskelligartede og mangfoldige som vel muligt; vi finde Borgere, Soldater og Bønder imellem hverandre, det tragiske og komiske staar Side om Side, Sproget veksler mellem Svulst og Djærvhed. Stykket blev til — dette Moment vil jeg særlig bede Dem fastholde — i Slutningen af Aaret 1771, og fuld af Glæde over -det færdige Værk sendte Goethe Manuskriptet til Herder, hvis Dom han med Længsel imødesaa 1 ). Dette er i Korthed Grundtrækkene af Goethes Liv i den Periode, som gaar umiddelbart forud for Arbejdet paa Faust. Vi have hermed set, hvorledes Goethe var rustet for den store Op- gave, som ventede paa ham; i den næste Forelæsning skulle vi da søge at bestemme, hvilke Dele af Faust, der ere blevne til i dette Stadium af Goethes Liv , og deraf se at faa en Forestilling om Dramaets oprindelige Plan. II. Saaledes som Goethes Faust foreligger, er Digtet som bekendt gennemgaaende affattet i Vers — for største Delen rim- ede Vers — af mere eller mindre regelret Bygning. Kun den berømte* Scene: »Mørk Dag. Mark« danner en Undtagelse, idet ') Angaaende Goethes Ophold i Strassburg, navnlig for saa vidt Forholdet til Herder kommer i Betragtning, henviser jeg til den aandfulde Frem- stilling hos Wilhelm Scherer: „Geschichte der deutschen Literatur" S. 480—500. Digitized by Google Den unge Goethes Faust. 303 den er affattet i en lidenskabelig, smertefuldt bevæget Prosa. Den lyder i Peter Hansens fortræffelige Oversættelse som følger: Mørk Dag. Mark. Faust. Mefistofeles. Faust. I Elendighed og Fortvivlelse! Længe ynkeligt vildfarende paa Jorden og nu Fange! Som Misdæderske indespærret i Fængsel til grufulde Kvaler, den hulde, usalige Skabning! Saa vidt er det kommet! Saa vidt! — Forræderiske, usle Aand, og det har du dulgt for mig! Staa kun der og rul med indædt Harme dine djævelske Øjne i Hovedet! Staa der og trods mig med din utaalelige Nærværelse! I Fængsel! I uoprettelig Elendighed! Over- givet til onde Aander og til uskaansomt dømmende Mennesker! Og mig ind- luller du imidlertid i taabelige Adspredelser, skjuler hendes stigende Nød for mig og lader hende hjælpeløst omkomme! Mefistofeles. Hun er ikke den første. Faust. Hund! Afskylige Udyr! — Forvandl ham, du uendelige Aand! forvandl atter det Kryb til en Hundeskikkelse, saaledes som han paa natlig Vis fandt Behag i at luske foran mig, at krumme sig for den intet anende Vandrers Fødder og hænge sig om den faldendes Skuldre. Forvandl ham igen til hans Yndlingsskikkelse, at han maa krybe i Sandet for mig paa sin Bug, at jeg maa træde paa ham med min Fod, den fordømte! — Ikke den første! — Jammer! Jammer! ufattelig for en Menneskesjæl, at mere end én Skabning er sunken ned i denne Elendigheds Dyb, at ikke den første, der vred sig i Dødens Kval for den evige Forbarmers Øjne, kunde gøre Fyldest for alle de øvriges Brøde! Mig trænger gennem Marv og Ben alene denne enes Ve; du haaner med roligt Grin de Tusenders Skæbne! Mefistofeles. Nu er vi nok igen ved Enden af vort Vid, dér hvor Forstanden slaar Sludder for jer Mennesker. Hvorfor giver du dig i Lag med os, naar du ikke kan gennemføre det? Du vil flyve og er ikke hæjdet mod Svimmelhed? Er det os, der har trængt os paa dig, eller dig, der har trængt dig paa os? Faust. Skær ikke saaledes Tænder ad mig, dit graadige Dyr! Jeg væmmes ved det! — Du store, herlige Aand, som undte mig at se dit Aasyn, du, som kender mit Hjærte og min Sjæl, hvorfor lænker du mig til denne skændige Følgesvend, som fryder sig ved Skade og kvæger sig ved Fordærv? Mefistofeles. Er du saa færdig? Faust. Red hende! eller ve dig! Den grueligste Forbandelse over dig i Aartusender! Mefistofeles. Jeg kan ikke løse Hævnerens Lænker, ikke aabne han« Rigler. — Red hende! Hvo var det, der styrtede hende i Fordærvelse? Mig eller dig? Faust ser sig vildt omkring. Mefistofeles. Griber du efter Tordenen? Vel, at den ikke blev givet jer elendige dødelige! At knuse den, der uskyldigt kommer dem i Vejen, er jo Tyranners Maade at give sig Luft paa, naar de ingen anden Udvejvéd. Faust. Bring mig til hende! Hun skal befries! Digitized by Google 304 Den unge Goethes Faust. Mefistofeles. Og Faren, du udsætter dig for? Vid! end hviler Blod- skyld over Staden fra din Haand. Over den myrdedes Grav svæve Hævnens Aander og lure paa Morderen, naar han kommer tilbage. Faust. Ogsaa dette af dig? Alverdens Mord og Død over dig, Uhyre! Før mig dér hen, siger jeg dig, og befri hende! Mefistofeles. Jeg skal føre dig dér hen, og hør,' hvad jeg kan gøre! Har jeg al Magt i Himlen og paa Jorden? Slutterens Sanser skal jeg om- taage; tag saa Nøglerne og før hende ud med Menneskehaand. Jeg skal holde Vagt. Troldhestene ere beredte, jeg bortfører eder. Det mægter jeg. Faust. Op og herfra. Den mærkelige Kendsgerning, at den nævnte Scene er affattet i Prosa, har naturligvis allerede i lang Tid tildraget sig Goetheforskernes Opmærksomhed og været Genstand for deres Overvejelse. Saa- ledes ytrer Goethes Biograf G. H. Lewes i sit Værk om Goethes Levned (den tyske Udgave, S. 374): »En Ejendommelighed ved denne Scene fortjæner særlig at fremhæves: den er det eneste Stykke Prosa i det hele Værk; — hvad kan have foranlediget Digteren hertil? Jeg troede først, at Aarsagen laa i Scenens Natur, men Udtrykkets lidenskabelige Kraft synes at kræve Verse- formen, og Scenen i Auerbachs Kælder er dog sikkerlig af mere prosaisk Natur end denne. Spørgsmaalet maa altsaa forblive ubesvaret, og æstetiske Kritikere kunne øve deres Skarpsindighed derpaa.« Det Problem, som Lewes her har peget paa, men ikke har formaaet at løse, er blevet optaget af Wilhelm Scherer i hans geniale Afhandling: »Der Faust in Prosa« (i »Aus Goethes Fruhzeit«, Strassburg 1879), hvori han ikke alene forklarer os Grunden til, at den nævnte Scene er affattet i Prosa, men ogsaa påaviser, at den indeholder Nøglen til Forstaaelsen af hele den oprindelige Plan til Faust, som i meget væsentlige Henseender var forskellig fra den senere. At Scenen »Mørk Dag. Mark« er digtet i Prosa ligger ikke, som Lewes først formodede, i dens Indhold, men har sin Grund i den Tidsperiode, hvori den er bleven til. Det lader sig nemlig baade af ydre og indre Grunde gøre klart, at det nævnte Optrin hører til Digtets allerældste Bestanddele. Rigtig nok mangler det i det Fragment af Faust, som Goethe offentliggjorde i Aaret 1790, men at det den Gang ikke var uskrevet, fremgaar af en Bemærkning af Wieland fra 1796, som ytrer, at Goethe har udeladt de inter- essanteste Scener, f. Eks. den i Fængselet, hvor Faust bliver saa ras- ende, at han endogsaa indjager Mefistofeles Skræk. Hermed kan kun dette Optrin være ment. Det er rigtig nok en Vildfarelse, at Digitized by Google Den unge Goethes Faust. 305 det skulde foregaa i Fængselet, men denne Fejlhuskning er let for- klarlig, naar man erindrer, at Scenen netop begynder med at omtale, at Gretchen er i Fangenskab. — Men vi kunne bestemme Affattelsestiden endnu nøjere, naar vi kritisk betragte Prosa- scenens Stil og sammenligne den med Stilen i andre af Goethes ældre Arbejder. Vi saa i den forrige Forelæsning, at Goethes geniale Ung- domsværk »Gotz von Berlichingen« eller — som det oprindelig hed — »Gottfried von Berlichingen c blev til i Slutningen af 1771, kort efter at Goethe var vendt tilbage til Frankfurt. Fuld af glad Fortrøstning sendte han Manuskriptet til Herder, begærlig efter at høre sin Læremesters Dom. Men Herder svarede ham tilbage: Shakespeare har rent fordærvet jer! Og Goethe selv kunde ikke nægte, at denne Bebrejdelse havde en vis Berettigelse. Stykket var blevet til i Goethes shakespeareske Periode og bærer i høj Grad Præget heraf; overalt støde vi paa shakespeareske Remini- scenser og Manerer. Men efter at Goethe havde faaet Gotz af- sluttet og havde sendt Stykket til Herder, altsaa i Begyndelsen af 1772, indtræder der et stærkt Omslag hos ham. Han begynd- er at beskæftige sig mere indtrængende med den græske Litera- tur, han læser Homer, Xenofon, Plato, Theokrit, Anakreon, Pindar, og disse Studier vække nye Planer til Live hos ham. Han tænk- er paa at dramatisere Sokrates. Paa denne Tid udkom ogsaa Lessings »Emilia Galotti«, som ved sin strængere dramatiske Økonomi og sin mere beherskede Karaktertegning lærte Goethe, at man kunde være stærkt paavirket af Shakespeare uden derfor at forfalde til slavisk Efterligning. Dette stærke Omslag hos Goethe kom nu ogsaa hans »Gotz« lil gode. Han tager Stykket for sig paa ny og underkaster det en gennemgribende Omarbejd- else. De shakespeareske Aliurer og Manerer fjærner han med ubarmhjærtig Strænghed; Stykket bliver, som han selv udtrykker det, smeltet om, renset fra Slakkerne, tilsat med nyt og ædlere Stof og støbt i en ny Form. Det var denne helt igennem om- arbejdede »Gotz«, som udkom 1773, og med ét Slag grundlagde Goethes Berømmelse i Tyskland. Den oprindelige Affattelse, som Goethe havde sendt til Herder, blev derimod liggende utrykt; efter Goethes Død blev den funden mellem hans Papirer og trykt i hans efterladte Skrifter. Naar vi nu sammenligne Stilen i vor Prosascene med Stil- en i »Gotz«, saa ville vi finde, at den netop stemmer overens med Digitized by Google 306 Den unge Goethes Faust. den oprindelige Gotz i saadanne Ting, som Goethe senere har fjærnet. Jeg skal anføre nogle Eksempler. »Gottfried af Berlichin- genc af 1771 er opfyldt med Overdrivelser af lignende Art, som vi træffe dem i Schillers »Røvere« og i saa mange andre Værker fra Sturm- und Drangperioden, og hvoraf vi i vor egen Literatur finde en Genklang hos Joh. Ewald. Ganske det samme er, som De vil mindes, Tilfældet med Prosascenen i Faust. For ret klart at stille Dem Ligheden for Øje, skal jeg her anføre et af de Scenefragmenter , som Goethe i den senere Bearbejdelse har fjærnet. Jeg vælger hertil et Stykke af den Scene i femte Akt, hvor Metzler, en af Høvdingerne i Bondekrigen, haanlig afviser en Adelsmands Hustru, der anraaber ham om Barmhjærtighed for sin Ægteherre, der er i Fangenskab sammen med adskillige andre Adelsmænd. Metzler. Barmhjærtighed? Det skal være Løsenet, naar vi myrde dem. Hustruen. Ve, ve! M. Ligesom din Mand, den giftige Drage, kastede min arme Broder og endnu tre ulykkelige i det dybeste Taarn, fordi de i deres Hungers Kvide havde røvet en Hjort i hans Skov til Føde for deres stakkels Kvinder og Børn ! — Vi jamrede og bad. Saaledes knælede den arme Kvinde, som du, knæler, og saaledes stod den Nidding, som jeg staar. Ikke vilde jeg bytte denne Plads for en Stol i Himlen. Da tiggede ogsaa vi om Barmhjærtighed, og mere end én Dreng jamrede dertil. Den Gang lærte jeg, hvad jeg nu øver. Han stod, den Usling, som en Jærndjævel stod han og haanede os med et Grin. De skal raadne i levende Live og dø Hungersdøden i Taarnet, raabte han tænder- skærende. Den Gang var der ingen Gud i Himlen for os, nu skal der heller ingen være for ham. Som De ser, er her Stil og Udtryksmaade af ganske samme Art som i den prosaiske Faustscene. Særlig karakteristisk er det, at de optrædende Personer kaste om sig med store Tal, især for at antyde uhyre Tidsrum. »Om jeg såa et Aarhundrede bløde, — min Hævntørst vilde ikke være slukket«, siger Metzler et andet Sted i samme Scene om de ulykkelige Adelsmænd (42, 185). Vinden opfordres til at jage de myrdedes Sjæle tusend Aar om- kring Jordens Kreds (ibid. 190). Alle slige Steder ere, som be- mærket, fjærnede i den senere Affattelse. I Faustscenen træffe vi paa ganske lignende Vendinger: »Du haaner med et roligt Grin de Tusenders Skæbne«, siger Faust til Mefisto. Og paa et andet Sted: »Den grueligste Forbandelse over dig i Aartusender.« Der kunde endnu anføres adskillige andre Overensstemmelser, men de her nævnte ville være tilstrækkelige til at vise, hvor over- Digitized by Google Den unge Goethes Faust. 307 ordentlig nært vor Prosascene er beslægtet med den første Af- fattelse af »Gote von Berlichingen«. Vi tør heraf med Sikkerhed slutte, at Scenen maa være bleven nedskrevet, før Goethe gav sig til at omarbejde sin »Gotzc, ti det er utænkeligt, at en Digter, der er enig med sig selv om at fjærrie Overdrivelser og Udvækst- er som de nysnævnte af et af sine Arbejder, skulde ville digte ganske lignende Ting fra nyt af ind i et andet af sine Værker. Scenen er altsaa bleven til før 1773, rimeligvis i Slutningen af 1771 eller Begyndelsen af 1772, og er følgelig en Lævning af Goethes allerældste Optegnelser til Faust. Vi maa derfor ana- lysere dens Indhold saa nøje som muligt for at søge at faa en Forestilling om Dramaets oprindelige Plan. Gretchen er i Følge Prosascenen indespærret i Fængsel; forhen var hun længe ynkeligt vildfarende paa Jorden. Dette sidste Motiv har Goethe som bekendt senere fuldstændig ladet falde. Faust anraaber en Aand: »du uendelige Aand«, »store, her- lige Aand«. Denne Aand har vist sig for ham; han kender hans Hjærte og hans Sjæl og har givet ham Mefisto til Tjæner, smed- det ham til denne skændige Følgesvend. Mefisto kaldes: forræd- erske, usle Aand, Orm, skændige Følgesvend. Han ruller med indædt Harme de djævelske Øjne rundt i Hovedet, han skærer graadigen Tænder ad ham. Han formaar ikke alt: »har jeg al Magt i Himlen og paa Jorden?« Han er altsaa ingen Djævel, men en Aand, som fryder sig ved Skade og kvæger sig ved For- dærv. Faust har trængt sig ind paa Aandeverdenen, ikke om- vendt. Han maa altsaa have manet Aanden frem. Gud er den evig forbarmende lige over for den dømmende følesløse Menneskehed. Gretchen er overgivet til onde Aander. Mefisto vil omtaage Slutterens Sanser; Faust skal bemægtige sig Nøglerne og føre den ulykkelige ud. Mefisto vil bortføre dem paa sine Troldheste. Som De ser, stemmer Slutningen af Tragediens 1ste Del i den Form, som den senere fik, ganske med den Plan, som lad- er sig uddrage af Prosascenen. I det gribende Optrin i Fængselet, som afslutter 1ste Del af Faust, se vi jo netop Gretchen i Van- vid og Fortvivlelse, medens Faust søger at befri hende og Mefisto staar beredt med Troldhestene. Derimod afviger Tragediens Be- gyndelse i væsentlige Henseender fra den ældste Plan; navnlig synes Mefistos Stilling oprindelig at have været en hel anden, end den senere blev. Men et af de allerførste Optrin stemmer paa Digitized by Google 308 Den unge Goethes Faust. det nøjeste overens med den ældste Plan, nemlig Scenen med Jordaanden, som jo i Tragediens endelige Form indtager en be- synderlig isoleret Stilling og bliver uden videre Følger for Handl- ingens Gang. Vi saa af Prosascenen, at Faust har trængt sig ind paa Aandeverdenen, at han har manet Aanden, og at Aanden viste sig for ham. Ganske det samme se vi foregaa i Tragediens Begyndelse. Men Scenen med Jordaanden stemmer ogsaa i en anden Henseende og paa en endnu mærkeligere Maade overens med Prosascenen. Naar vi nemlig betragte det Afsnit af Fausts Monolog, som gaar forud for Jordaandens Tilsynekomst, ville vi finde, at Linjerne vel ere afdelte, som om det var Vers, men at det i Virkeligheden ligefrem er Prosalinjer uden Rim eller metrisk Struktur. Det hedder her (Faust I (Reclam) S. 15): Es w5lkt sich uber mir — der Mond verbirgt sein Licht — die Lampe schwindet! Es dampft. — Es zucken rothe Strahlen mir um das Haupt — es weht ein Schauer vom GewOlb herab und fasst mich an! Ich fuhl's, du schwebst um mich, erflehter Geist! Enthulle dich! Paa »Geist« følger der saa et Rim, og dermed fortsættes igen Rimenes Række, indtil Scenens Slutning, hvor Faust styrter sam- men med Udraabet: Nicht dir? Wem denn? Ich Ebenbild der Gottheit! Und nicht ein- mal dir! som jo ligeledes er i Prosa og uden Rim. Det fremgaar heraf paa det klareste, at ikke alene Scenen »Mørk Dag. Mark«, men ogsaa andre Afsnit af Faust fra først af vare affattede i Prosa. Og den Omstændighed, at netop et Stykke af Scenen med Jordaanden, der ogsaa af indre Grunde maa regnes til Dramaets ældste Bestanddele, endnu foreligger os i prosaisk Form, gør det dobbelt sandsynligt, at Faust i sin ældste Skikkelse helt igennem har været affattet i Prosa, og at Goethe først sen- ere har omsat Digtningen i Verseform og givet den den Skikkelse, hvori den foreligger i Udgaven af 1808. Af det anførte Sted fremgaar det tillige, at Jordaandens første Aabenbarelse efter den oprindelige Plan ligesom i den sen- ere Bearbejdelse foregik i Fausts Studereværelse (»die Lampe schwindett , »es weht ein Schauer vom Gewolb herab«). Men Aandens Tilsyneladelse var oprindelig ikke saa resultatløs som i den senere Affattelse, den var afgørende for Fausts videre Skæbne. Jordaanden har, som vi saa af Prosascenen, givet Faust Mefisto Digitized by Google Den unge Goethes Faust. 309 til Følgesvend. Dette synes imidlertid ikke at være sket straks ved dens første Aabenbarelse; det siges, at Aanden kender Fausts Hjærte og Sjæl, hvad der ikke vilde passe paa den første Be- sværgelse. Det er tvært imod sandsynligere, at denne forløb paa lignende Maade som i den senere Tekst, saa at Faust styrter af- mægtig sammen, medens Aanden forsvinder, men at Faust da siden efter søgte at gøre Fejlen god igen og stræbte at frem- kalde en ny Aabenbarelse, idet han helt hengav sig til Jordaand- en, d. v. s. den jordiske Natur, og flygter bort til Skovens En- somhed. Hermed vilde det ogsaa stemme, at Faust et andet Sted i sin første Monolog ved Synet af Maanen udbryder: »Ak kunde jeg paa Fjældets Tind kun vandre i dit kære Skin, om Bjærgets Huler med Aander svæve, paa Enge mig i din Dæmring Tæve, sprede min Lærdom for alle Vinde og i din Dug min Sundhed genfinde«. I den senere Affattelse er dette Motiv som bekendt atter opgivet; her følger umiddelbart efter Optrinet med Jordaanden den første Scene med Wagner. Til det samme Re- sultat føres vi ogsaa ad anden Vej. I det Fragment af Faust, som Goethe udgav 1790, findes der, som De ville erindre, en stor Lakune efter Scenen med Jordaanden og den derpaa følgende Samtale med Wagner. I det næste Optrin se vi da Faust og Mefisto i ivrig Samtale, uden at vi erfare noget om, hvorledes de have fundet hinanden; Scenen begynder med Ordene: »Den Lod, der fælles blev for hele Jordens Slægt, den vil jeg nyde i mit eget Hjærte« osv., hvilke jo i den senere Bearbejdelse danne Slutningen af en af de Repliker, som følge, efter at Faust har underskrevet Pagten med Mefisto. Denne Lakune arbejdede Goethe i lang Tid paa at udfylde, og det var bl. a. hans Hensigt her at indskyde en stor akademisk Disputationsscene: »Ich hoffe, dass bald in der grossen Lticke nur der Disputationsactus fehlen soli,« skriver han d. 6. Marts 1800 til Schiller. Denne Scene blev des værre aldrig udført, men vi har et Udkast dertil bevaret, og vi finde ogsaa i den færdige Faust et interessant Minde derom, idet Mefisto ved sin første Tilsynekomst optræder som vandrende Skolast, hvilken Forklædning jo slet ikke staar i nogen Forbind- else med den Rolle, han i den senere Affattelse af Faust spiller. Ved sin næste Fremtræden viser han sig jo ogsaa som ædel Junker, i guldbræmmet Kjortel, med Sværd ved Siden og en Hanefjer i Hatten. Som vandrende Skolast træffe vi ham nu i det nys omtalte Udkast til Disputationsscenen, og vi se ham her fremhæve Tilskueren. 1884. 21 Digitized by Google 310 Den unge Goethes Faust. Fordelene ved det omvankende Liv, medens han lige over for Fausts Attraa efter Aandesyner giver ham Anvisning paa Frem- tiden. Derefter bar da Mefisto paa ny præsenteret sig i Fausts Studereværelse, hvorefter Overgangen skete til det, som i Frag- mentet fulgte den store Lakune. Dette var altsaa den Maade, paa hvilken Goethe i Aaret 1800 tænkte paa at udføre Disput ationsscenen og hvad dertil hører. Men det lader sig med Sikkerhed godtgøre, at Goethes oprindelige Plan her var en ganske anden. Nøglen til For- staaelsen af den oprindelige Sammenhæng finde vi i en Ytring af Faust i 2den Dels første Akt. Faust tænker her tilbage paa sin tidligere Universitetsvirksomhed, erindrer sig, hvorledes han maatte høre og lære tomme Ord, medens der rejste sig forbitret Mod- stand, naar han forsøgte fornuftigt at fremstille, hvad han havde set; han mindes, at pinlige Oplevelser, »hæslige Streger«, som han kalder det, have tvunget ham til at opsøge Skovens Ensomhed, hvor han da til sidst, for ikke at være helt forladt og fortvivlet, maatte give sig Mefisto i Vold. Det kan efter hele Sammen- hængen ikke være tvivlsomt, at de hæslige Streger, som Faust her taler om, vare ubehagelige Universitetsoplevelser: han har kækt foredraget sin højere Indsigt og maattet lide Forfølgelse derfor. Scherer formoder nu højst skarpsindig, at det oprinde- lig var Goethes Hensigt at lade Konflikten komme til Udbrud i en Disputationsscene, i hvilken Faust, der var gjort dristig ved Jordaandens Aabenbarelse, gik for vidt og angreb den døde Fa- kultetsviden, i Modsætning til hvilken han da har prist Natur og Aand som Erkendelsens Kilder. Det tør da antages, at han er stødt paa hæftig Modstand og derved har ladet sig henrive til at meddele, hvad han selv har oplevet og erfaret. Men herved gav han sig til Kende som trolddomskyndig ; hans Liv var i Fare, og han havde ingen anden Udvej end at flygte. I Ensomheden søg- er han da at hidføre en ny Aabenbarelse af Jordaanden. En saadan fandt nu vel ikke Sted, men Mefisto kom som Afsending fra Aanden og reddede Faust fra Fortvivlelse og maaske fra Selv- mord. Det er uden Tvjvl en Reminiscens fra den oprindelige Plan, naar Mefisto i Scenen »Skov og Hulec siger til Faust: »For Fantasiens Kriblen i dit Ho'de har jeg dig dog saa temmelig kur- eret, og uden mig var du fra denne Klode for længe siden afmar- cheret«. Naar vi nu i Korthed skulle rekapitulere Gangen i Goethes Digitized by Google Den unge Goethes Faust. 311 oprindelige prosaiske Faust, for saa vidt vi hidtil have kunnet re- konstruere den, bliver Udviklingen altsaa følgende. Stykket aabnedes med en Monolog af væsentlig samme Indhold som den nuværende; derpaa følger Jordaandens Aaben- barelse, som ender med, at Faust styrter afmægtig sammen. Der- paa fulgte da Disputationsscenen, i hvilken Fausts Forhold til Aandeverdenen kommer for Dagen, saa at han maa flygte til Skovens Ensomhed. Her kommer Mefisto til ham som Afsending fra Jordaanden. Hensigten med hans Mission var, som vi nys saa, at fordrive Fausts Griller og faa ham til atter at forlade Ensomheden. Hovedindholdet af den sidste Del af Tragedien, efter at Faust har faaet Mefisto som Følgesvend, kan jo i Styk- kets senere Form sammenfattes i Ordet Gretchen. Det samme var, som vi nu skulle se, Tilfældet i den ældste Affattelse, og vi finde ogsaa i Gretchenscenerne hele sammenhængende Stykker, som Goethe ganske vist har ladet afdele, som om det var Vers, men som i Virkeligheden hverken indeholde Rim eller Rytme, og som uden Tvivl ere ordrette Lævninger af den oprindelige Prosa affattelse. Det første Sted findes i Scenen i Marthas Have (Faust I (Reclam), S. 90) i Dialogen mellem Faust og Margarete: Margarete (fahrt fort). Liebt mich — Nicht — Liebt mich — Nicht — (Das letzte Blatt ausrupfend , mit holder Frcude) Er liebt mich ! Faust. Ja, mein Kind! Lass dieses Blumenwort dir Gdlter-Ausspruch sein. Er liebt dich! verstehst du, was das heisst? Er liebt dich! (Er fasst ihre beiden Hånde). Margarete. Mich uberlåufl's! Faust. O schaudre nicht! Lass diesen Blick, lass diesen Håndedruck dir sagen, was unaussprechlich ist: sich hinzugeben ganz und eine Wonne zu fuhlen, die ewig sein muss! ewig! — Ihr Ende wurde Verzweiflung sein. Nein, kein Ende! Kein Ende! Det andet Sted staar i Katekisationsscenen. Det er Fausts be- rømte Tale (Faust I (Reclam), S. 98): Wer darf ihn nennen? und wer bekennen: ich glaub 1 ihn. * Wer em- pfinden und sich untenvinden zu sagen: ich glaub' ihn nicht? Der AU- umfasser, der Allerhalter, fasst und erhalt er nicht dich, mich, sich selbst? Wfllbt sich der Himmel nicht dadroben? Liegt die Erde nicht hierunten fest? Und steigen freundlich blickend ewige Sterne nicht herauf? Schau' ich nicht Aug' in Auge dir, und drångt nicht alles nach Haupt und Herzen dir, und webt in ewigem Geheimniss unsichtbar sichtbar neben dir? ErfQll davon dein Herz, so gross es ist, und wenn du ganz in dem Gefflhle selig bist, nenn' es dann, wie du willst, nenn's Gliick! Herz! Liebe! Gott! ich habe keinen Namen dafur! Gefuhl ist alles; Name ist Schall und Rauch, umnebelnd Himmelsgluth. 21* Digitized by Google 312 Den unge Goethes Faust. Som De ser, er Formen helt igennem Prosa; kun ét Sted findes et Rim (ist — bist), men det er vistnok tilfældigt, da Ordstil- lingen er ganske prosaisk. Det tredje Stykke er endelig Scenen i Domkirken (Faust I (Reclam), S. 107 fif). Med Undtagelse af den latinske Sang er den helt igennem i Prosa; ingen bestemt Rhytmus, ikke et eneste Rim. Scenen lyder som følger: Dom. Amt, Orgel und Gesang. Gretchen unter vielem Volke. Boser Geist hinter Gretchen. Båser Geist. Wie ånders, Gretchen, war dir's, als du noch voll Un- schuld hier zum Altar tratst, aus dem vergriffnen Biichelchen Gebete lalltest, halb Kinderspiele, halb Gott im Herzen! Gretchen! wo steht dein Kopf? In deinem Herzen welche Misselhat? Bet'st du fur deiner Mutter Seele, die durch dich zur langen, langen Pein hinuberschlief? Auf deiner Schwelle wes- sen Blut? — Und unter deinem Herzen regt sich's nicht quillend schon, und ångstet dich und sien mit ahnungsvoller Gegenwart? Gretchen. Weh! Weh! wår' ich der Gedanken los, die mir heruber und hinuber gehen wider mich! Chor. Dies irae, dies illa Solvet saeclum in favilla. (Orgelton). BOser Geist. Grimm fasst dich! die Posaune tdnt! die Gråber beben! und dein Herz, aus Aschenruh' zu Flammenqualen wieder aufgeschaffen, bebtauf! Gretchen. Wår' ich hier weg! Mir ist, als ob die Orgel mir den Athem versetzte, Gesang mein Herz im Tiefsten I5ste. Chor. Judex ergo cum sedebit, Quidquid latet adparebit, Nil inultum remanebit. Gretchen. Mir wird so eng'! Die Mauernpfeiler befangen mich! das GewOlbe drångt mich! — Luft! BOser Geist. Verbirg dich! Sund' undSchande bleibt nicht verborgen. Luft? Licht? Weh dir! Chor. Quid sum miser tune dicturus, Quem patronum rogaturus, t Cum vix justus sit securus? B 6 ser Geist. Ihr Antlitz wenden Verklårte von dir ab. Die Hånde dir zu reichen, schauert's den Reinen! Weh! Chor. Quid sum miser tune dicturus? Gretchen. Nachbarin! Euer Flåschchen! — v (si e fåiit in Ohnmacht). Vi se af de tre anførte Prosastykker, at Begyndelsen af Gretchentragedien efter den oprindelige Plan skulde udvikle sig paa samme Maade som Tilfældet er i den endelige Redaktion. Af Scenen i Domkirken erfare vi end videre, at Gretchens Fejl- Digitized by Google Den unge Goethes Faust. 313 trin ogsaa efter det ældste Udkast har haft skæbnesvangre Følg- er: det rører sig svulmende under hendes Hjærte, og Moderen har hun dysset i Slummer, saa at hun sov ind til den lange, lange Kval. Hun maa altsaa ligesom i den senere Affattelse have faaet en Sovedrik af Faust og har da formodentlig ved et ulykke- ligt Træf hældt for meget i Skaalen, saa at Moderens Død blev Følgen deraf. Efter at Gretchen i Domkirken er sunken afmægtig sam- men, tør vi i Følge Scenen »Mørk Dag. Mark c antage, at hun har forladt Byen for at skjule sin Skam. Hun flakker omkring, dræber i Vanvid sit Barn, og bliver derpaa grebet og kastet i Fængsel. Imidlertid slæber Mefisto Faust omkring til hæslige Adspredelser. Han erfarer Gretchens Skæbne og iler hen for at befri hende af Fængselet, men hun vægrer sig ved at følge ham; — Tiden forløber, Faust maa bort og forlade hende i Elendighed. Her er imidlertid et dunkelt Punkt: hvorledes erfarer Faust Gretchens Skæbne? Det kan ikke have været Goethes Hensigt at lade Spørgsmaalet henstaa uafgjort. Den store Prosascene, hvorfra vi gik ud, begynder, som De vil erindre, med Ordene: I Elendighed og Fortvivlelse! Længe ynkeligt vildfarende paa Jord- en og nu Fange! Faust maa altsaa nylig have erfaret det skrække- lige, han taler under det første Indtryk af det oplevede. Heraf følger det da, at Opdagelsen maa være foregaaet for Tilskuernes Øjne, og at altsaa Begyndelsen af Prosascenen mangler; vi har kun Scenens sidste Halvdel. Men hermed er endnu intet oplyst med Hensyn til Maaden, hvorpaa Faust kommer til Kundskab om Gretchens Skæbne. En Antydning af, hvorledes Goethe har tænkt sig dette Forhold, finde vi etsteds i Scenen i Valgborgsnatten. Faust ser her, som De vil erindre, midt under Dansen en Taage- skikkelse, en ung Kvinde, staa alene i det fjærne. Hun har om Halsen en Snor saa rød som Blod og ikke bredere end en Knivs- ryg. Faust tror i denne Skikkelse at genkende Gretchen, men Mefisto beroliger ham med, at det blot er et Fantom, og slæber ham med sig til nye Adspredelser. At det imidlertid oprindelig var Goethes Hensigt at behandle dette Motiv nøjere, se vi af et herhenhørende Udkast, som endnu er os bevaret. Heri hedder det: »det nøgne Idol. Hænderne paa Ryggen . . . Hovedet fald- er af ... . Snadren af Djævleunger. Derved erfarer Faust.« Det var altsaa Goethes Hensigt i et Syn i Valgborgsnatten at vise Digitized by Google 314 Den unge Goethes Faust. Faust den Skæbne, som truede Gretchen, og derved at rivé ham ud af den Tummel, hvori han befinder sig. Men vi kunne komme Spørgsmaalets Løsning endnu nær- mere ved at betragte den mærkelige lille Scene: »Nat. Aaben Mark«, som i den endelige Affattelse følger umiddelbart efter den store Prosascene: De husker Sceneriet: Faust og Mefisto suse forbi paa sorte Heste i levende Samtale (Faust I (Reclam), S. 126): Faust. Was weben die dort um den Rabenstein? Mef. Weiss nicht, was sie kochen und schaffen. Faust. Schweben auf, schweben ab, neigen sich, beugen sich. Mef. Eine Hexenzunft. Faust. Sie streuen und weihen. Mef. Vorbei, vorbei! Det er klart, at denne Scene indeholder Hentydninger til Gret- chens Skæbne: Ravnestenen er Retterstedet, hvor om Ravnene sværme; Hekseforsamlingen indvier med sælsomme Geremonier Pladsen til den forestaaende Henrettelse. Faust ønsker at erfare, hvad Heksene have for, men Mefisto trænger ham forbi. Men hele Scenen passer ikke ret ind i Sammenhængen; den staar saa underlig/ løsreven mellem Scenen »Mørk Dag. Mark« og Fængsels- scenen, og hverken Faust eller Tilskuerne erfare noget nyt deraf. Det er ogsaa paafaldende, at Mefisto her, hvor de ere undervejs for at befri Gretchen, skulde have større Hastværk end Faust, og det er helt utroligt, at Faust ikke selv skulde gætte, hvad Heksene have for. Alle disse Vanskeligheder forsvinde, naar vi med Scherer antage, at dette Stykke oprindelig har været be- stemt til at danne Begyndelsen til den store Prosascene. Gangen vilde da være følgende: Faust og Mefisto komme i Nærhed- en af Retterstedet og Faust vil se, hvad Heksene foretage sig. Mefisto, der vil forhindre, at han erfarer noget om Gretchens Skæbne, søger at drage ham bort med sig, men — saaledes maatte da Fortsættelsen have lydt — Faust lader sig ikke slæbe med, han træder nærmere og erfarer af Heksenes Taler, hvilken Skæbne der truer Gretchen. Heksene flygte, og nu er det at Faust bryder løs: I Elendighed og Fortvivlelse! Længe ynkeligt vil dfarende paa Jorden og nu Fange o. s. v. At Dialogen ved Ravnestenen i Virkeligheden hører sammen med Scenen »Mørk Dag. Mark«, bestyrkes ogsaa ved den Omstændighed, at den lige- som denne er 'affattet i Prosa. Vi have altsaa her et nyt, ordret bevaret Brudstykke af Goethes ældste prosaiske Udkast af Faust. Digitized by Google Den unge Goethes Faust. 315 Naar vi ti) Slutning endnu en Gang genkalde os Dramaets Hovedmomenter efter den oprindelige Plan, som vi her have søgt at rekonstruere, saa se vi, at Gretchens Tragedie paa nogle mindre væsentlige Afvigelser nær var den samme i Goethes ældste Udkast som i den senere Affattelse. Dette kan heller ikke forundre os, naar vi mindes, under hvilke Omstændigheder Goethe første Gang konciperede og nedskrev disse Scener. Det var Friederike og hans eget Forhold til hende, som han her gengav i digterisk Fremstilling. Naturligvis er der ikke Tale om, at Goethes Skyld i Forholdet til Frederike kan sammenlignes med Fausts Brøde lige over for Gretchen, men Goethe har digt- erisk ført Forholdet ud i de yderste Konsekvenser, som det i Virkeligheden kunde have faaet. Afsnittet om Gretchen i Faust er ligesom Goethes digteriske Bod for den Brøde, som tyngede paa ham 1 ). Derimod ere Dramaets to andre Hovedpersoner væsentlig forskellige fra, hvad de blev til i den senere Bearbejdelse. Me- fisto er ingen Djævel men en Aand, der glæder sig, naar det gaar andre ilde. Faust er den gærende, revolutionære Gransker, der vil udforske Naturens Hemmeligheder, der har beskæftiget sig med alle Videnskaber, med Jurisprudens, med Teologi, med Fysik, uden at føle sig tilfredsstillet ved nogen af dem. Først da han træder i Forbindelse med Mefisto er det, at der begynder et helt nyt Liv for ham. Det er ikke vanskeligt at se, at det er Goethes Forhold til Herder, der har afgivet Grundlaget for dette Afsnit af Tragedien; Goethes egen gærende Uro i Begyndelsen af hans Strassburger-Ophold frembyder betydelige Lighedspunkter med Fausts Tilstand, saaledes som den er skildret i den første Monolog, og der kan ikke være nogen Tvivl om, at Mefistos skærende Ironi og overlegne Haan i det væsentlige maa føre9 tilbage paa Herders Maade at optræde paa lige over for Goethe. Hvorledes Tragedien efter den oprindelige Plan skulde ende, kunne vi ikke sige med fuldkommen Bestemthed. Men da det betones, at Gud er den evige Forbarmer, kan det ikke an- tages, at Stykket skulde slutte med, at Faust bliver fordømt, saa- ledes som Tilfældet er i den gamle Folkebog om Dr. Faust. Det tør heller næppe antages, at Faust, saaledes som det sker i den senere Affattelse, ender med at dø som Fyrste og Hersker ») Sml. Herman Grimm: „Goethe", S. 467. Digitized by Google 316 Den unge Goethes Fausl. over et vidtstrakt Land , medens Englene føre hans Sjæl tit Himlen. En saadan Slutning vilde ikke stemme overens med det titaniske Overmod, som besjælede Goethe den Gang, da han gik til Arbejdet paa Faust. Det er troligt, at Tragediens Slutning ikke i Enkelthederne har staaet saa klart for Goethe som Be- gyndelsen, men det er ikke sandsynligt, at ban slet ikke skulde have overlagt, hvorledes Stykket skulde ende. Seherer formod^ er, at ligesom G5tz falder som Martyr for Ret og Frihed, saa- ledes skulde Faust efter den ældste Plan ende som en Martyr for Videnskaben, for den højere Indsigt, der kommer i Konflikt med Kirken. Fausts Selvopofrelse i Sandhedens Tjæneste vilde da være den Bod , hvorved hans Skyld lige over for Gretchen bliver sonet. At Faust oprindelig er tænkt som staaende i Opposition til den officielle Religion, derpaa tyder baade den paatænkte Dis* putationsscene og det tidligere omtalte Sted i Katekisations- scenen. Gangen vilde da oprindelig have været følgende: Faust er ikke moden til Jordaandens umiddelbare Paavirkning. Han maa først gennemgaa en Renselse. Mefisto sætter de lave jord- iske og naturlige Drifter hos ham i Bevægelse og indvikler ham i Skyld og Brøde. Men Faust vover at kæmpe for den Overbevis- ning, som han udtalte lige over for Gretchen, at kæmpe imod Kirkens Lære for Overbevisningen om en uudforskelig Algud. Vel maa han ligge under i Kampen, men idet han falder, trøster haa sig med Haabet om en bedre Fremtid, som han har hjulpet med til at bane Vejen for. Og denne Kamp er da tillige hans For- løsning. Dette var i det væsentlige den Plan, der foresvævede Goethe i Aaret 1772. I de følgende Aar kunde Goethe kun med lange Afbrydelser arbejde paa Faust. Andre digteriske, videnskabelige og administrative Opgaver lagde Beslag paa hans Tid og Kraft. Og ligesom Goethe selv blev en anden, saaledes blev Faust det ogsaa, og da Tragedien endelig udkom, havde baade Form og Indhold undergaaet saa gennemgribende Ændringer, at den op- rindelige Plan ikke mere var til at skelne. Digitized by Google Anmældelssr. Jonas Lie: .Familien paa Gilje u . Et Interiør fra Firtiaareue. (Gyldendalske Boghandels Forlag.) Det er en i høj Grad fængslende Bog, Jonas Lie her har sendt ud i Verden. Der er østlandsk Bjærgluft i den og den store Naturs Syner og Lyde. Alvoren rejser sig som et grønklædt Fjæld i Bogen; kan man naa der op, faar man Fred, men det kaster et Liv og et Par Menneskers Lykke. Imidlertid gaar Livet nok saa slideligt nede i Lavningen. Historien er fortalt i et Sprog, der virker betagende ved sin Sundhed. Lies Prosa er som en brunkindet ung Svend, der er fri og fin og lun. Hans Ord ejer en Velklang, der døver Modsigelse, og de raaa i al Høviskhed kunne føre en Kvinde, hvor hen det skal være. Kun synes man at maatte gøre den Indvending imod Formen, at den er for frej- dig; vi staar for pludselig foran en brat Afgørelse og burde vist nok tidligere være blevne varede ad, for hvad der vilde komme. Forfatteren har kaldet sin Fortælling et »Interiør fra Firti- aarene«, det er det mindst gode ved Bogen; af historisk Stof rum- mer den ikke meget. Der er aandet let hen en vis StilfuldHed over nogle Damebreve, en til Husbehov skønhedssøgende Livs- betragtning, som man kan indrømme hører mere vore Fædres Tid til end vor egen, men ellers er der hverken i Personernes Tankegang og Vaner eller i de Begivenheder, Fortællingen fører med sig, synderligt, der tvinger Læserens Forestillinger de firti Aar tilbage, som Titelbladet angiver. Familien paa Gilje lever saa højt oppe i Norges Bjærge, at denne Fjærnhed er nok til at for- Digitized by Google 318 Anmældelser. klare, hvorfor Livet dér ikke er efter sidste Mode, og den For- bindelse, Familien kommer i til Omverdenen, særlig Kristiania, kunde efter sin Natur lige saa godt være spunden af moderne Traade, som være knyttet af de falmede Baand fra vore Bedste- mødres gode Dage, som Forfatteren har ledt frem. Men Sagen er, at Lie har villet have Fred over sin Fortælling, derfor har han skudt den saa langt tilbage, og saa har han ønsket at se sine Personer ældes eller dø, inden han forlader dem. Er man ikke hvas i sine Fordringer, tager den lette Udpyntning i gammeldags Stil sig imidlertid behagelig ud. Der er udført et Mesterstykke af Fortællekunst i »Familien paa Gilje«. Lie har taget fast Stade paa Chefsgaarden i Bygden dér og forlader saa ikke mere denne Plads, saa længe Fortæl- lingen varer. De unge Fugle flyve fra Reden, og Fortællingen følger dem, men Fortælleren viger ikke ud fra sit valgte Opholds- sted. I Sommerdagens Solsteg, naar Jenterne gaar barbenede og skurer Mælkeringe ved Brønden, i Juledagenes Kulde, naar Sne- skavle hænger ud over Tagrenden, og Sneploven har gaaet i Kongevejen, i Vaar og Høst er Lie paa Gilje, fortæller om Kap- tejnen og hans Frue, og næsten uden at vi mærker hvorledes, er Inger Johannas Roman og Thinkås med bleven os berettet. Der er store Huller i vor Viden, det er under tilfældige Besøg, ved Stumper og Stykker af Breve, ved løsrevne Samtaler om huslige Sager, naar der gøres Forberedelser til Afrejse, eller naar man venter en kærkommen Gæst, i Slagtetid og Ferietid, at vi faar Lejlighed til at erfare det, som dybest interesserer os. Til sidst er det os, som om vi selv ude fra for Aar tilbage var kommen til Bygden, havde slaaet os ned dér og ikke senere forladt Gilje, vi tager kun Del i Livet uden for, naar vi hører, at de andre op- lever noget. Lie har draget en Tryllering om os, en Del af de optrædende Personer kender vi ikke en Gang, har aldrig set dem kun hørt om dem, og vi forlanger dog ikke at vide bedre Besked. Det er en Fortællemaade , som vilde have gjort det af med næst- en en hvilken som helst anden Forfatter alt i tredje eller fjærde Kapitel, Lie fører det igennem til det fjortende, og netop ved den delvise Utydelighed, hvori han lader største Delen af de to Ro- maner foregaa, som Bogen rummer, naa'r han at frembringe Liv- ets egen Virkning. Hvor ofte staar man med alle Traadene til en Begivenhed i sin Haand? Mellem Lie og Læseren er der den Finhed, at han forudsætter saa overordentlig meget og forud- Digitized by Google Anmældelser. 319 sætter bestandig rigtigt, vor Fantasi er fangen, med et lille Ord nu og da tvinger han den til at gøre Tjæneste for de dramatiske Skildringer, som han har sparet. Som sagt, det vilde ikke være raadeligt for andre at følge Lie i denne Fremgangsmaade, og sit Held opnaar han ogsaa kun ved indtil det yderste at udbytte sin store Ævne som Fortæller. Han fortæller om Gilje op og op igen, lidt og lidt ad Gangen, i korte, slaaende Træk. Det er ham en Fryd at give os fuld og rund Besked om Chefsgaardens ydre og indre Liv; men bestandig er han Iagttager, ikke Forklarer. Det bider sig fast for An- skuelsen, hvad han meddeler, Billederne staar i klare Form- er, der er ikke Usikkerhed skabt, men altid har vi Fortælleren for os. Der er et stærkt personligt Præg over Bogen. Lie lader ikke uden videre Tingene gælde for hvad de er. Han gør dem mildere, elskværdigere, om man saa kan sige, end Livet giver dem. Men det sker ikke paa de daarlige Forfatteres Manér med en fast Hensigt om at ville komme til det og det Resultat, han narrer ikke sig selv og ingen i Bogen. Der skjules intet, det er en Undermaling, der anvendes, ens for alle Genstandene, de staa i det rette Forhold til hinanden, Foredraget er kun anlagt efter hans eget personlige Behag; det er nu hans Maade at fortælle paa, han fordrer, at vi andre skal kunne forstaa. Der gaar en munter Tone gennem Bogen, og Beretningen om Familien paa Gilje er dog saa sørgelig. Det er en Hverdagshistorie om to unge Piger, som ingen Lykke naa'r i Livet. Naturligvis svarer Arten af det Indtryk, Bogen gør, til den Plan, hvorefter den er skreven. Lie har villet give et Forgrunds- billede. Lie er som Iagttager klog og koldblodig. Han har set meget, hans Sprog er roligt, som Forfatterindividualitet er han vokset betydelig i de sidste Aar. »Adam Schrader«, »Livsslaven« og »Familien paa Gilje« betegner en Udvikling i Romanskrivning af udmærket Art. Der er nu et Indhold i hans Ord, som hæver ham over det ikke helt ægte, blødt virtuosmæssige, som han i sine Fortællinger fra Nordland og i Søhistorierne havde slaaet sig til Ro med. »Familien paa Gilje« er det mest modne af hans Arbejder, og det er det ikke mindst ved sin Begrænsning. Hari har ikke villet give mere, end hvad han tilforladelig vidste; Kap- tejnen og hans Frue, Livet paa Gilje er ham nærværende som hans eget Jeg, de unge Menneskers Forhold staar ham fjærnere, Digitized by Google Anmældelser. de er derfor kun i anden Række Bogens Indhold. Men han mis- forstaar intet, af hvad de unge foretager sig; i den Fortoning, hvori de i Bogen forekomme, læ$er man sig en Skæbne til, som nøje svarer til de givne Anlæg og Vilkaar. Der er endog her noget ubarmhjærtigt i Lies Respekt for Forholdenes Følger. Grips og Inger-Johannas bitre Nød lægger en Sorg ind i Bogen, som man er ved at tro, at man kunde have været sparet for; men Lie ha,r gjort Prøve paa sin Opfattelses Rigtighed ved i sidste Kapitel at vise, hvad Grip er bleven til, nogle og tyve Aar efter vi først lærte ham at kende som varmblodig og opvakt Student. I det lille Optrin, som foregaar i Landhandlerens Bagværelse, røber Lie et psykologisk Skarpsyn, som afvæbner enhver Ind- sigelse: saaledes maatte det gaa Grip. At Inger-Johanna klarer sig saa pas vel, som hun gør det, er mindre overbevisende, men saa er den elskværdige, altid hjælpsomme Thinkas hyggelige og velnærede Forfald som Fogdens nemhaandede Hustru med den evige Roman i Skødet desto mere sikkert og sandt. Men i Forgrunden breder den svulmende Skildring af Livet paa Gilje sig. Noget mere levende findes ikke i nordisk Literatur. Jeg slaar tilfældig op paa femte Kapitels Begyndelse: Kaptejnen var i et forfærdeligt Humør, det drønede i Dørene hele For- middagen. Ved Middagstid var der et lummert Pusterum, hvorunder Jørgen og Thea [de to yngste Børn] sad med Øjnene ned i Tallerkenen, højst forsigtige for ikke at give nogen som helst Anledning til en Udladning. Frugten af Jørgens bedste Bestræbelser for at gøre sig ubemærket var imidlertid som vanligt mindre heldige. Under Suppen kom han til at slurfe lydeligt i ét Væk af Skeen, — hvilket førte til et tordnende: „Slurf ikke som en Gris, Gul! u Efter Middagen følte Kaptejnen med ét Nødvendigheden af at fuldføre nogle Beregninger paa en Kort- og Opmaalsforretning, der havde ligget siden i Høst. Og nu var det ikke raadeligt at komme Kontoret for nær; han var næsten indiansk lydhør for den mindste Larm og aldeles vild fra sig, naar han forstyrredes . . . osv. Det er en Prøve, som er valgt i Blinde og vel et af de mindst fyldige Steder; men tag et af de forskellige Besøg, tag Slagtningen, tag Samtalerne mellem Doktoren og Kaptejnen, naar de sidder til langt ud paa Natten ved Toddybrædtet, tag de øko- nomiske Forhandlinger i Huset, tag Ola i Stalden og StuAt skrive Oldtidens Historie,« siger Voltaire, »det er, synes jeg, at samle et Par Sandheder og tusende Løgne, t Ser man, hvordan hans samtidige, Rollin f. Eks., i sin Historie tager for tilforladelig Sandhed Herodots Fortælling om Rhampsinit og Tyvene, som nu optages i Samlingerne af gammel-ægyptiske Romaner, eller den om Kong Nubis og hans Dronning, saa forstaar man Berettigelsen af disse Ord. Oldtidens Historie blev længe taget, som Oldtidens Forfattere skildrede -den; man saa' med deres Øjne; hvad Herodot, hvad Thukydid, hvad Taeitus havde sagt, maatte være rigtigt; man gøs for de store Navne som for ufejlbare Paver. Naar Herodot sagde, at der drog 2 Millioner Persere mod Grækenland, og at de drak alle Thrakieiis Floder ud, var det ikke utroligt, ti Herodot sagde det, og han maatte jo vide det bedst; naar Curtius Rufus fortalte om Alexander, at han efter Gazas Erobring bandt Liget af Byens Komandant Betis bag sin Vogn og slæbte det rundt om Staden, som Akilleus havde gjort ved Hektor, saa tænkte man Digitized by Google Anmældelser. 325 ikke paa, at det efter hele Alexanders Karakter og Liv var lidet sandsynligt, at han i sligt vilde efterligne Akilleus, mens Retor- skolernes Deklamationer utvivlsomt gennemførte slige Sammen- stillinger i alle Enkeltheder uden Hensyn til historisk Sandhed; nej, saa havde Alexander slæbt det Lig efter Vognen. Thukydid sympatiserede, skønt Aristokrat, i alt væsentligt med den perik- leiske Politik og fremstillede den peloponnesiske Krigs Historie ud fra dette politiske Stade; det undersøgtes ikke kritisk, men akcepteredes. Og saa fremdeles. Vi er naaet langt videre nu. Niebuhrs historiske Kritik har snittet alle Sagnene bort fra den ældste romerske Historie (se Schwanenflugel S. 313 — 16); hans Disciple har anvendt hans Principer videre. Ogsaa paa Oldtids- historiens Omraade trænger den moderne historiske Kritik frem, sondrer først mellem ældre og yngre Kilder, og undersøger saa hos hver Forfatter hans personlige Stilling over for de Forhold, han skildrer, og den Tillid, der derfor kan skænkes ham. Men endnu er Troen paa Forfatterne for stor. Grunden dertil er vel dels den, at der om hver Periode væsentlig kun findes én For- fatter, men sikkert ogsaa den, at, naar man beskæftiger sig med dem, kommer man uvilkaarlig til at interessere sig levende for dem som Skribenter og fanges af dem langt mere end Historikeren ellers i sit Syn bindes af sine Kilder, fordi disse Kilder her ere historiske Kunstværker af første Rang. Schwanenflugel er Eksempel derpaa. Noget af det smukkeste ved hans Bog er hans varme Kærlighed til Oldtiden, hans Begejstring for dens Forfattere. Man mærker, hvilken Fryd det er ham at citere dem. Men saa faar han ikke ret sit Syn skilt ud fra sine Kilders. Et Eksempel herpaa er Afsnittet »Aristofanes og hans samtidigec Han fordyber sig her i en Undersøgelse af Aristofanes's Forhold til Sokrates og Euripides, som fremdrager mange gode Enkeltheder, og hvis Re- sultat: »de af Aristofanes's Komedier, der behandle historiske Personer, besidde intet personalhistorisk Værdc har sin Interesse i Literaturhistorien, men hvis Fejl paa dette Sted er den, at den slet ikke forsøger fra de aristofaniske Misforstaaelser og Forvræng- elser, fra den euripideiske filosoferende Liberalisme at søge til- bage til Meninger, Tilstande, Forhold i Folket, som de udgaa fra eller opponere imod. Han stiller dem kun i Forhold til Forfat- ternes Karakter. Men det bliver en Skildring af Individer. Han er Æstetiker og han læser som saadan. Han er moderne og véd, at Literaturudvikling er Kulturudvikling, men han lader sig under- Digitized by Google 326 Anmældelser. tiden deraf forlede til at tro, at Literaturens Historie er Kultur- ens Historie. Et andet Punkt er Behandlingen af Perikles. Dennes personlige Omgangskreds lære vi at kende og disse Mænds Ar- bejder. Han skildrer smukt og levende det græske Teater under Opførelsen af Æskylos's Orestiade og med det som Udgangspunkt den græske Tragedie. Fidias's vidunderlige Kunstværker føres frem for os; de samtidige Filosofers Doktriner udvikles. Alt det er endnu kun Literatur- og Kunsthistorie. Saa faa vi Perikles's Hjem at se og hans Samliv med Aspasia, og han selv føres frem og hans politiske Ide. Men hvor er det Folk, Statsmanden virker for? Vi vilde se den athenske Borger i Folkeforsamlingen, som Dommer og i Hjemmet; ordnende Statens Sager og styrende sit Hus og sin Bedrift. At der i Athen var 90,000 frie mod lavt regnet 300,000 Slaver og den Betydning, dette Forhold har, ud- vikles ikke. Skildringen af Aspasia repræsenterer en Skildring af den græske Kvinde, men jo mere Billedet udpensles, desto mere bliver hun, rent bortset fra den omtvistelige Korrekthed, til en Undtagelse i Steden for et Eksempel. Det Niveau, over hvilket hun hæver sig, fremstilles ikke. I hele dette Afsnit mangler Reliefet. Og med Hensyn til det skæbnesvangre Forhold til Forbundsfællerne, saa omtales det udførlig, og der udtales, at Perikles sikkert mente ikke at have noget at bebrejde sig her. Men dette personlige Skøn er ikke afgørende. Man kunde i en Skildring som denne have taget til Centrum Droysens Ord: »Das gliickliche Schaffen einer nationalen, das vergebliche Suchen einer politischen Einheit ist die griechische Geschichte.« Et samlet Hellas, det er dog Ideen, der ligger bag ved, og Statsmændenes Værd kan maales efter deres Ævne til at hæve sig til hellensk Politik fra deres Kommunepolitik — man erindre, hvad Madvig plejede at gøre op- mærksom paa i sine Forelæsninger, at Sparta og Messenien til- sammen ikke er saa store som Sjælland og Fyen. Set her ud fra er Perikles's Undertrykkelsessystem over for Forbundsfællerne lidet værdt. Lad mig fremdrage et Afsnit endnu, den alexandrinske Tidsalder. Forfatteren har rigtig set Hovedtrækket i den hel- lenistiske Tids Karakter: dens Kosmopolitisme. Han ser den i Alexanders og Efterfølgernes Politik, i Filosofernes Lærebyg- ninger, i Folkenes Liv. Men havde ikke en Skildring af hin vidunderlige Stad Alexandria og dens strømmende Folkeblanding fra alle Verdens Lande, dens uforlignelige Pragt, dens Handels- Digitized by Google I Anmældelser. 327 storhed her været paa sin Plads? Paa alle Folkelivets og Aandslivets Omraader findes her Træk, der falder sammen i deres Idé. Havde Forfatteren givet sig i Lag hermed, han vilde være bleven beriget med Tanker om denne Periode, der havde fyldiggjort hans Fremstilling. Han havde set, hvordan denne Menneskehedens Ide, der vokser op under Hellenismen, hvordan den ved sit Arbejde for at udslette Ordet »Barbar«, for at ligestille Menneskene lægger en Grund for Kristendommens Moral, ligesom den romerske Kejserkult, der forlanger en fælles Gud dyrket Riget over, baner Vejen for Kristendommen som Verdensreligion. Han havde set den aandelige Realisme, som han dygtig og udførlig udvikler stammer fra Aristoteles, den vilde han have set fortsætte sig som Realisme Perioden igennem paa alle Livets Omraader. Han vilde have sat Menanders realistiske Komedie i Forbindelse dermed og Theokrits Idyller; han vilde hertil have henført Ting som de episke Digteres Tilbøjelighed til i de mytologiske Digte at benytte Situationer af den mest hver- dagsagtige Karakter, som naar Kallimakhos lader Hermes sværte sit Ansigt for som Bussemand at skræmme Gudernes Børn, naar de er uartige. Naturvidenskabernes, Geografiens, Handelens Op- ' blomstring vilde passe derind; Kunstens Realisme i Valg af Æmner og i Behandling, som vi ser den kopieret i Pompejis Væggemalerier — han vilde ud af alt dette have faaet et Billede, endnu rigere og fyldigere end det, han har udkastet. Og han vilde herved være kommen ind paa en af Kulturhistoriens interessanteste Op- gaver, Undersøgelsen af, hvorledes en Periode udvikler visse særlig fremspringende Karaktermærker paa alle Kulturens Omraader og hvordan saa nogle visne, mens andre optages og fortsættes af den følgende Periode. Jeg har i det foregaaende udelukkende omtalt den første Del af Schwanenflugels Værk, Grækenland. Endskønt der ingen Tvivl er om, at hans Herredømme over Stoffet er vokset efter- haanden, som Arbejdet er skredet frem, saa er Fortrin og Mangler dog gennem gaaende de samme. Det er en Bog skrevet med en inderlig historisk Interesse, med frisk, livfuld Fordybelse i Æmnet, med klare, oplysende Skildringer. Men de Indvendinger, det fore- gaaende samler sig til, er: for megen Dvælen ved Personerne, for liden ved Tilstandene; for stærk Fremhæven af Literaturen paa de andre Kulturfaktorers Bekostning, af hvilke enkelte som Handel og Retsvæsen saa godt som helt forbigaas; endelig ikke tilstræk- Digitized by Google 328 Anmældelser. kelig Indskærpen af de forskellige Perioders Særmærker. Det er Mangler, som stammer fra, at Kulturhistoriens Begreb ikke er op- fattet omfattende nok. Var Bogen fra først af metodisk disponeret, saa havde selve Planen bundet Forfatteren til større Fuldstændighed. Nu er der meget, der mangler; der er ogsaa mange fejlagtige Enkelt- heder. Og selve det kulturhistoriske Synspunkt er ikke gennem- ført. Det har her som altid hævnet sig at bygge efter en uklar Plan. E. Slomann. Digitized by Google J. C, Sohiødte 1815-1884. I. Høj over Bryst og bred over Skulder syntes for hundrede Aar han bygt, Elsker af Klang og Hader af Bulder, vandred han Vejen saa stolt og trygt. Stolt: ti han følte, han meget formaaede ved Tankens ustandselig sprudlende Elv; trygt: ti han vidste, at Maalet han naaede ved Ævnen til haardt at skole sig selv. Vidskabens Gaard laa for ham, men Grøfter Port og Stakit vilde holde ham ude, Grøften han sprænger og Portfløjen løfter, Tralværket brister som Glar i en Rude. Dysten forløb uden ramlende Larm, han var for stærk til at være ubændig, og paa hans muskelsvulmende Arm sad der en Kunstnerhaand let og behændig. Hallerne klang ved hans taktfaste Skridt; Indtog han holdt med en kongelig Pande, rejste et Alter af Kundskabs Granit, Lyset spilled paa fintslebne Rande. Tilskueren. 1884. • Digitized by Google J. G. Schiødte. II. Til Livets dunkleste Gange trængte hans forskende Ørneblik , hvor Nervens usynlige Slange de sælsomme Veje gik; hvor Livets Kildespring gemmer i Safters sagte rislende Flud, Spiren til Formen, der folder saa skønt sig i Lyset ud. For ham den ringeste Larve rummed en Verden saa rig og stor; hver Form, hvert Strøg af en Farve han stævned for Dommens Bord. Med Strænghed tvang han de stumme Aander opad til Dagens Liv, og Tryllestaven, de lystred, var Forskerens blanke Kniv. Selv den, der, som jeg, ukyndig stirrer hen ad et Blad fra hans Haand r kan skimte en stor og myndig Bygmesters Kunstneraand. Det er, som Øjet blev fanget i Tempelhallens myldrende Skov, hvor Leddene støtte hverandre efter den strængeste Lov. Ja, overalt, hvor han bygged, han rammed forsvarlige Pæle ned, saa Værket syntes betrygget for Tid og for Evighed. Digitized by Google J. G. Schiødte. 331 Og mangen en Bro, der slynged i Luften saa flot sin Bue alt, han blæste paa med sin Aande — og ned den i Stumper faldt. 111. Og hvilket Langsyn over Aandens Vidder! Jeg ser og hører ham endnu. Han sidder deroppe paa sin gamle Kvist og lytter til, hvad os paa Hjærtet ligger. Hver af os i hans Rige er en Tigger, og han er Herremand i vort. For ham er hele Kunstens Felt, Historie og Sprog befarne Egne, hvor ogsaa han har boet i Rejsetelt som næsten alle Vegne. Men hændes det en Gæst at snakke sort, naar ej han har mod taaget Drøm sig varet, saa lukker Øjet sig bag Brilleglaret , og Smilet stryger haanligt langs hans Mund. Ti Klarhed, Sandhed er hans Væsens Grund, enhver løsagtig Flane, hvert leflende og selvsygt Halvgeni foragter han af gammel Granskervane. Men véd du, hvad du vil, og mærker han, du alle Kræfter fæster paa klart bevidste Maal, da kan hans Stemme lyde som Klangen af et fuldt Orkester, der muntrer dig til Kampens Vovespil med Fynd og Klem, som aldrig du kan glemme. 22* Digitized by Google J. G. Schiødte. Han elsked hvert et Gode, Livet har, tog for sig bredt af Livets rige Gaver, en Renæssance-Mand med Hjærnen klar selv paa en Vandring i Alcinas Haver. Den fine Rose han nød som Kender, men han vraged ej en saftfuld Plante fra en Mose, den vilde Blomst fra Randen af en Vej. I Sympatiens vide Fang han rummed en ædel Vin, som højt i Bægret skummed og dagligt Grovbrød uforfalsket, sundt, og store Tanker, som var faa forundt at følge med, og Spas i drøjest Stil. Jeg ser endnu hans store aabne Smil, der blottede hans Tænders fulde Række. Og stundum sad han blandt os ved en Fest for én, der buden var som Hædersgæst, fordi han fremmest stod i Striden; ja selv da Soten rased i hans Krop, han mødte end og raged mægtig op som Fanebærer i en Trop, der straks med Bifaldssalve Gubben ærer. Han var en stovt, en herlig Fanebærer! Paa Smertens Leje lagt, med Heltestyrke den visse Død han stift i Øjet saa' og uden Rædsel for det dybe Mørke kun med et Suk mod Luftens rene Blaa. Han var ej formet af det vege Stof, ej fra sin Livskrafts Stade blev han drevet; han gentog paa sin Dødssæng: Jeg har levet og jeg vil dø som Filosof. Digitized by J. G. Schiødte. 333 IV. Længe han stred, og haardt han led, gik Smertens bitreste Veje. Det var med Møje at Døden sled Livet ud af dets mægtige Leje. Kærlighed lagde sin Haand saa blød paa Forskerens kolde Pande, Varme den ned til Hjærtet gød, Ømheds Vælde han dybt maatte sande. Derfor til sidst fra hans Hjærte klang længe urørte Strænge, Taarer sig néd ad hans Kinder tvang som Kildebrud paa det stenede Vænge. Smerteløst ramte det sidste Hug, medens han blunded i Dvale. Kærlighed fanged hans sidste Suk græder nu tyst som Duggen i Dale. S. SCHANDORPH. Digitized by Google Selvmord. (Et Fragment). Det var en April Eftermiddag ude i Amaliegade. Tre Personer — to Damer og en gammel Herre — sad og drak Kaffe i et elegant møbleret Værelse. Den ældste af Damerne, den smukke, endnu meget ung- dommelige Fru Falkenberg — Ministerens (Højesteretsadvokatens) Enke — havde kastet sig magelig tilbage i sin »Amerikaner« og gyngede. Lige over for hende sad paa en lav, polstret Stol Advo- katens Fuldmægtig, Andreas Ipsen, medens Datteren, Ingeborg, havde taget Plads henne i Vinduesfordybningen med en Bog, halvt bortvendt fra de andre. Samtalen holdtes i Gang af Fruen og den lidt aands- fraværende Ipsen, hvis røde, guldbebrillede Øjne hemmelig skævede efter Foden og det lille Stykke Ben, som Fru Falkenberg ufor- sigtig viste ved sine gyngende Bevægelser. Det var ligegyldige Ting, der taltes om. Ingen af dem tænkte paa, at det den Dag netop var fire Aar siden, at Falkenberg havde givet sin sidste, udsøgte Diner, den, der kostede ham Livet. En stolt Dag havde det for øvrigt været for Ministeren. I en glimrende Forsvarstale havde han om Formiddagen oppe i Tinget imødegaaet Oppositionens Angreb paa Regeringens Skat- Digitized by Google Selvmord. 335 telov. Hele København jublede. Efter Middagen mødte Student- erne med Fane, Sangforening og Begfakler. Uden Overtøj, blussende af Mad, Vin og Selvfølelse, var h. Eksel. traadt ud paa Balkonen for i varme, begejstrede Ord at takke »Minervas Sønner«, — ja, han vovede at sige alle Med- borgere, — for den ufortjænte, overraskende Hyldest, der var bleven ham til Del. Men den kolde Aprilluft, Middagsstemningen og Chåteau- Vinene blev Aarsagen til et apoplektisk Tilfælde. Faa Uger efter var han død. Fru Anna Falkenberg havde grædt paa Døds- og Begrav- elsesdagen, var for Resten bedrøvet i knap fjorten Dage og be- gyndte saa at leve op igen. Savnet kunde ikke være stort De to havde aldrig været meget for hinanden: han havde haft begge Hænder fulde af pri- vate og offentlige Hverv, hun havde været optaget af Selskaber, Koncerter og Toiletter, især af det sidste. Hvad den lille Fru Falkenberg havde haft paa lige fra hendes urimelig smaa, franske Støvletter til den fantastiske Strudsfjederhat var den Gang lige saa omtalt, som f. Eks. Advokatens berømte Indlæg i den Gribben- hjælmske Arvesag. Kun et eneste Skaar blev der i Fruens glade Tilværelse — »de dumme Pengehensyn«. Falkenberg efterlod sig uagtet sine betydelige Indtægter ikke stort mere end den rentable Gaard i Amaliegade, som de beboede, en Livrente til Moder og Datter og en saare ubetydelig Landejendom i Jylland. Ikke desto mindre blev Minister-Enken af Alverden anset for hovedrig. Hun smed om sig med Penge; og med sin Lyst til at gøre Opsigt, smigrede det hende, at man talte om hendes Ekstravagancer. Men hendes Omgangskreds ved- blev ikke at være den samme, som medens Falkenberg levede. Lidt efter lidt blev de politiske Notabiliteter og andre Stormænd, der tidligere havde kastet Glans over Huset, borte, og tilbage blev kun en Flok af Herrer, yngre og ældre, — personlige Beundrere af Fruen og hendes Datter. Alt som Tonen nu blev friere, for- Digitized by Google 336 Selvmord. svandt ogsaa Damerne. De havde paa deres Side altid fundet Fru Falkenberg koket, forfængelig og ubetydelig, og hun havde ikke kunnet afvinde deres Samtaler Interesse. Lige over for al den Ødselhed, Fru Falkenberg udfoldede r holdt Andreas Ipsen vel i Begyndelsen igen — Ipsen, der havde været Advokatens højre Haand, var ved Testament indsat til at bestyre Hustruens Pengesager — Huset burde indrettes paa en anden Maade; at vedblive saadan var den sande Ødelæggelse* sagde han. Men Fru Falkenberg lod sig ikke sige; hun forstod altid at vinde ham, og det saa' ud, som om hun kunde vikle den gamle, stive, snusfornuftige Forretningsmand med det vindtørre Ansigt under den afblegede Paryk om sine Fingre. Ipsen vidste altid Udvej, naar hun kom for at søge Hjælp, og for hver Gang han reddede Fruen — og han reddede hende mindst én Gang hver Maaned — .blev han uundværligere. Det varede ikke længe, før man var sikker paa at finde hans bløde, graa Hat og graa Frakke paa hvad Tid af Dagen, man end kom. Rig ved Arv levede han nu kun for sin Kobberstiksamling og sin Principals Enke. Han, der ellers var Forsigtigheden selv, rejste paa Fruens mindste Vink straks Penge. Der gjordes Prioritetslaan i Ejen- dommen i Amaliegade, som ved Advokatens Død næsten havde været ubehæftet. Og Fru Falkenberg, der ikke havde Begreb om Penge og Penges Værd uden for saa vidt som de var hende nød- vendige for at hun kunde nyde Livet, var sluttelig af den An- skuelse, at denne Gaard var en uudtømmelig Guldgrube; man behøvede kun at sætte Spaden i Jorden, eller rettere sit Navn under en eller anden Lap Papir for stadig at kunne se Guldet rulle gennem sine Fingre. Undertiden forsøgte Ipsen at gøre hende begribeligt, at det ikke kunde vedblive at gaa paa denne vanvittige Maade; men dels slog Fruen det altid hen i Spøg, og dels stod Tonen, hvori han gjorde sine Meddelelser, saa lidt i Samklang med Ordene, at hun ikke rigtig kunde tro, at det var alvorligt ment fra hans Side. Vel vidste hun, at hun allerede var i Gæld, men, naar Digitized by Google Selvmord. 337 Ipsen alligevel altid skaffede Penge, kunde den Ting vel ikke være saa farlig endda. Ingeborg var jo desuden smuk, hun vilde nok gøre et godt Parti; og hun selv da! havde hun ikke ogsaa Chancer? I sin Opførsel mod Husets Damer havde Ipsen altid været ærbødig. Alligevel var han Ingeborg i høj Grad imod. Hun, der i Pengesager ikke var i Besiddelse af Moderens Fortrolighed, og som derfor ikke forstod hans Uundværlighed, saa* i ham kun den underordnede, Papas Fuldmægtig, der var gjort af et helt andet Stof end hun og hendes. I den allersidste Tid var der dog sket en paafaldende For- andring med Ipsen; hans Optræden var bleven langt sikrere, ja, han havde endog oftere slaaet paa sin Magt. Ærbødigheden var vegen for en vis brutal Fortrolighed. Det var kort efter dette Omslag, at de tre den omtalte April Eftermiddag sad og drak Kaffe sammen. »De kan nu sige, hvad De vil« , sagde Fruen, medens hun tændte en . ny Cigarrette, »Uniformen klæder det blege, melan- kolske Ansigt med de sværmeriske Øjne udmærket. Der er noget »je ne sais quoi« ved ham.« »Men jeg véd det,« afbrød Ipsen, »der er noget sødligt, vammelt ved ham. Ja, om Forladelse jeg udtrykker mig saa stærkt; men det er min uforgribelige Mening. For Resten er han en Laban! Har jeg ikke Ret, Frøken Ingeborg?« »Han ser distingueret ud og danser fortræffelig,« svarede Ingeborg kort, vendte ham helt Ryggen og gav sig til at læse. Ipsen bed af et Stykke Sukker og drak Kaffe til. Ingeborgs Bevægelse fulgte han med et spottende Blik, men han sagde ingenting. »Naar De har saa meget imod ham,« fortsatte Fruen, idet hun koket, hver Gang Gyngestolen gik frem, bøjede sig mod ham og lo, »saa skal han heller ikke inviteres; synes du vel, Inge- borg?« Digitized by Google 338 Selvmord. »Det bliver din Sag, Mama, det blander jeg mig ikke i. Men danse godt gør han. — Giv mig en Draabe, Mama! c Og hun rakte sit Likørglas frem. »Tag dig i Agt, det er den anden.« Ingeborg lo og drak sin Chartreuse. »Du glemmer nok, jeg gaar i mit attende Aar, Mama. For Resten skulde du nødig tale med, du er jo meget værre end jeg! Du kan være vis paa, jeg saa' nok, hvorledes du drak smaa Privatglas med dem alle sammen i Gaar Middags. »Ja men derfor har jeg ogsaa min Hovedpine i Dag, min Pige. — Aa, gode Ipsen, ræk mig Eau de Colognen, « »Meget gærne. Skal jeg hælde?« »Tak, altid galant.« Ipsen rejste sig, gik bag om Gyngestolen, bøjede sig lidt dybere ned over hendes Hoved end nødvendig, hældte og pustede langsomt paa Issen. »Aa, det er dejligt!« sukkede hun. »Skaf Frøken Ingeborg bort; jeg maa nødvendigvis tale med Dem alene endnu i Dag!« hviskede han. Fru Falkenberg drejede Hovedet, saa' forbavset paa ham og begyndte at tale om en Soirée, som hun vilde give i en nær Fremtid, — om hvem der skulde bedes, Anretningen, og hvad de skulde have paa. Fru Falkenberg fortalte, at hun og Ingeborg skulde være ens klædt — et Koketteri, som hun kunde tillade sig uden at tabe noget derved. Lyse Silkegazes Rober, rigt ophæftede med levende Roser; hun mørkerøde, fuldt udfoldede, Ingeborg lutter Knopper af gloire de Dijon. »Men Ingeborg dog, vi har jo lovet at komme op til Frøken Nielsen i Eftermiddag for at prøve Kjole,« afbrød hun sig selv, rejste sig, ringede og gav Ordre til, at Johan skulde spænde for. »Det var godt, jeg huskede det; det kunde være bleven en slem Historie. Du glemmer ogsaa alting. Klæd dig kun •paa, min søde Pige! Jeg kommer straks. De følger os vel, Ipsen?« Digitized by Google Selvmord. 339 Ipsen undskyldte sig med en Kobberstikauktion, som han ikke vilde forsømme , og Ingeborg saa' pludselig helt fornøjet ud. Næppe havde Ingeborg lukket Døren efter sig, før Fru Falkenberg udraabte : »Herregud, Ipsen, hvad er der nu i Vejen? De har vel Penge til mig?« »Nej, det har jeg rigtig nok ikke.« »Men hvad skal jeg da gøre? Hør nu, lille, søde Ipsen, skaf nu Penge!« »Det gør mig meget ondt, jeg forsikrer Dem, meget ondt, Frue, men jeg sér mig ikke i Stand til at opdrive flere. Et stygt Udtryk, som Fru Falkenberg aldrig tidligere havde lagt Mærke til hos ham, blev tilbage paa hans Ansigt, efter at han havde svaret. Da Ingeborg straks efter kom paaklædt ind, mente Moderen, at hendes Ildebefindende var taget til, og uagtet Ingeborgs Over- talelsesforsøg , paastod hun, at Vognens Rysten vilde gøre ondt værre; men Ingeborg skulde blot tage af Sted, ellers blev Kjo- lerne ikke færdige til rette Tid. Ingeborg maatte finde sig i at køre alene til Syjomfruen. Fru Falkenberg og Ipsen blev tilbage. Der opstod en Pavse. Fru Falkenberg gik hurtig op og ned ad Gulvet og bed sig i Underlæben. Ipsen beholdt sin Plads paa den lille, polstrede Stol, hvor han sad og lod Haanden langsomt og tungt glide ned over sit Ansigt. »Sig mig saa, hvad den Hemmelighedsfuldhed skal betyde, Ipsen?« Hun vedblev at gaa, medens hun talte. »Hemmelighedsfuldhed, Fru Falkenberg? I den Tid, jeg har haft den Ære at være Fruens Konsulent i alle Deres Penge- affærer, har jeg ikke kunnet undlade at gøre den Iagttagelse, at De ikke gjorde Deres Datter meddelagtig i vore forskellige smaa Transaktioner; men skulde De i den sidste Tid have forandret Deres Anskuelser paa dette Punkt, saa er der fra min Side aldeles intet Digitized by Google 340 Selvmord. til Hinder for, at denne Samtale opsættes, til Frøken Ingeborg er i Stand til at overvære den. Jeg bøjer mig fuldstændig for Deres bedre Indsigt og beder om Forladelse, c »Nej, vist ikke, — vist ikke. Til Sagen, Ipsen, til Sagen!« »Da jeg er nødt til i længere Tid at lægge Beslag paa Deres udelte Opmærksomhed, vilde jeg tillade mig at foreslaa, at De satte Dem, lille Fru Falkenberg.« Og Ipsen trak Gyngestolen tæt hen til sig og indbød hende ved en Bevægelse til at tage Plads i den. Det var første Gang, han havde tilladt sig den Fortrolighed * at kalde hende »lille Fru Falkenberg«; men hun var for optaget af den forestaaende Samtale til at bemærke det. Hun satte sig tæt lige over for ham og iagttog spændt hans vissengule, rynkede Ansigt. »Sér De«, begyndte Ipsen langsomt, idet han lagde to fladneglede, rødhaarede Fingre paa hendes Knæ. Det gav et Sæt i hende, men hun trak sig ikke tilbage. »Sér De, De havde paa- lagt mig — ikke sandt — at opdrive Penge. De erindrer — det er jeg fuldstændig overbevist om — at jeg i al Ærbødighed gjorde Dem opmærksom paa de store , næsten uovervindelige Vanskeligheder, det vilde have for mig. Hvis De ikke troede mig, — og jeg tror næsten ikke, De gjorde det, — er det ikke min Skyld. Nu vel, det har vist sig fuldstændig umulig.« »Det er Deres Spøg, Ipsen, ikke sandt, gode Ipsen?« »Mit Spøg! I en saa alvorlig Sag vilde jeg mindst af alle tillade mig at spøge. Deres Stilling, Fru Falkenberg, — det gør mig meget ondt, at jeg maa sige Dem det — Deres Stilling er uholdbar.« »Hvad mener De med det?« »Jeg mener«, sagde han og gav herides Knæ et sagte Tryk med sine Fingre, inden han trak dem til sig, »at De er insolvent.« »Det véd jeg ikke hvad er. Jeg forstaar mig jo ikke paa Forretninger. Det eneste, jeg véd, er, at jeg maa have Penge. Digitized by Google Selvmord. 341 Pin mig nu ikke længere. De har jo altid hjulpet mig. Hvad De har tilraadet, har jeg altid gjort. Jeg har troet paa Dem, som paa Evangeliet. Skulde jeg have taget Fejl? Nej, De skal skaffe Penge, siger jeg. Huset og Godset er dog mit endnu, ikke sandt? Aa, vær nu god!« Hun havde talt hurtig og febrilsk; ved de sidste Ord, som hun i Modsætning til det foregaaende udtalte med sin blødeste og mest indsmigrende Stemme, bøjede hun sig hen over Ipsen og lagde sin Haand let paa hans Skulder. Men da hun opdagede det samme Udtryk i hans Ansigt, som for lidt siden havde været hende paafaldende, og nu parret med et lystent Blik i Øjnene, blev hun forskrækket og trak sig rask et Skridt tilbage. Var det virkelig den høflige, ærbødige Ipsen, der havde rejst sig og nu stod tæt foran hende og med en Stemme, der snærtede som Piskesmæld, svarede: »Ja, det faar ikke hjælpe ; De maa en Gang sættes ind i Status. Jeg har mange Gange forsøgt det — nægt det, om De tør — , men De har altid skudt det fra Dem.« Nu skal De høre, om De vil eller ej. Jeg sagde, De var insolvent. Vil De heller have et andet Ord? saa »fallitc da. Véd De, hvad det er? Naa, det véd De dog, Gud ske Lov! Deres Smule Kapital er gaaet ad Helv — undskyld! Huset er saa behæftet, at der ikke kan op- tages en Døjt mere deri. Saa husker De nok den lille Veksel, stor 15,000 Rbdr. Den forfalder i Dag otte Dage; det har De vel ikke glemt? Den maa betales, forstaar De det. Men hvor- dan, og af hvem? Ja, der er jo den lille jyske Knaldhytte, det er sandt. Vil De maaske tilfredsstille Deres Kreditorer med den, hvad? Nej, det lader De nok være med, min søde Ven!« Fru Falkenberg var bleven ligbleg. Med Anspændelse af hver Muskel rejste hun sig, hævede sin knyttede Haand mod Ipsen, som vilde hun slaa ham, men Armen faldt viljeløst ned; et halvkvalt Skrig undslap hende, og hun tumlede tilbage i Stol- en, hviskende: »Og saa vidt kunde De bringe mig!« Digitized by Google 342 Selvmord. Hun bedækkede sit Ansigt med begge Hænder og hulkede Ipsen var maalløs. Han, der havde følt sig saa overlegen, maatte tilstaa for sig selv, at han var bleven bange, da hun løft- ede sin Haand mod ham. Forgæves søgte han at tale; Ordene blev stikkende. Han begyndte at mistvivle om sin Sejer. Tank- erne løb vildt og han følte, at han behøvede Tid for at samle sig. Dog noget maatte der gøres, men hvad? Ingeborg kunde snart ventes hjem, og saa var Lejligheden uigenkaldelig tabt. Der var bleven dødsstille i Værelset; hun hulkede ikke mere. Han trak sin Stol saa nær hen til hendes, at han næsten berørte hende og greb begge hendes Hænder, som han fjærnede fra hendes Ansigt. De sad nu lige over for hinanden, hans Hænd- er hvilede paa Gyngestolens Armlæner. Fru Falkenbergs Ansigt var koldt og dødt, Munden fast sammenpresset; Øjnene stirrede udtryksløst frem mod Ipsen. Saa nær havde han aldrig været hende. Blodet skød ham voldsomt til Hovedet, og Stemmen dirrede, da han be- gyndte: »De miskender mig, Fru Falkenberg; De tager Fejl. Men De hører jo ikke paa mig! hvorfor stirrer De saadan? saa hør dog, hvad jeg siger!« Hun rørte sig ikke; Øjnene syntes stadig uden Sekraft. Men nu var Ipsen saa betaget, at han intet mere sansede. Den Skranke, som Fødsel, Vane og sund Fornuft havde rejst imellem dem, havde allerede vaklet; nu styrtede den sammen med et Brag. Den ungdommelige Lidenskab, som den gamle Mand i Aaringer havde opsparet, forøget, kælet for og omhygge- lig gemt for alles Blikke, lod sig ikke længer tøjle: »De tager Fejl af mig, siger jeg. De selv har ødelagt Dem, og ikke jeg. Var det ikke mig, der vilde vaage over Dem? men De vilde aldrig høre. Hvad skulde saa jeg gøre, der elsker Dem, hører De? Men De er ikke ødelagt helt endnu; jeg vil redde Dem, jeg vil hjælpe Dem! for jeg elsker Dem jo; hører De ikke, at jeg elsker Dem. De hører jo ikke paa mig, De véd jo ikke, Digitized by Google Selvmord. 343 hvad jeg siger! jeg véd det næppe selv. Jo, — jeg siger, at jeg længe, længe, endnu medens han levede, har elsket Dem. Han kunde bruge mig. Jeg er intet Fæ. Jeg sled, sled som et Bæst. Naturligvis! Men hvad skulde det føre til? Sér De: Afstanden, Fru Falkenberg, Afstanden! Minister! Storkors! og en fattig gammel Kontorist med Voksdugsmanchetter og Nankinsfrakke. Det var latterligt, ikke sandt? Ha, ha; ja, gu var det grin- agtigt! men du skulde blive min. Anna, jeg vilde besidde dig, Anna, jeg vilde c — Maaske havde Fru Falkenberg svagt fornemmet, at Ipsen sad foran hende og talte, men i saa Fald havde det været som i Drømme; Ordene susede hende forbi uden Sammenhæng, uden Mening; men hans vanvittig uhyggelige Latter havde som en skingrende Trompetfanfare kaldt hende paa Post; nu bragte Navnet »Anna« hende til at fare sammen; og Ipsen saa', at der kom Liv i Trækkene, Øjnene fik Udtryk, et mærkeligt Udtryk; han vidste, at hun hørte, ja slugte hans Ord. »Jeg vilde gøre alt godt igen, vilde jeg; for jeg er rig; rig nok. De har ikke én, ikke en eneste, der vil gøre det for Dem, som jeg. De kan tro, jeg véd det; for De maa være omgivet af Rigdom og Stads; men det skal nok komme i Orden alt sammen — jeg har Pengene. Og Vekslen maa betales. De 15,000« — og nu bøjede han sig helt hen over hende og hviskede — »dem be- taler jeg samme Time, som du — « Han kom ikke videre. Hun saa' ud, som skulde hun kvæles af Raseri, Ansigtet blev blaat, Øjnene røde, blodunderløbne; hun for op, og i samme Nu følte Ipsen en svirrende, sviende Smerte paa Kinden. Med et Skrig og et Blik, der tydeligere end Ord sagde: »Du skal faa det betalt«, styrtede han med Haanden trykket mod Kinden ud af Døren. Fru Falkenberg stod længe paa samme Plet som forstenet; til sidst faldt hun sammen, og da Ingeborg kom hjem, fandt hun sin Moder febersyg og uden Bevidsthed. Den tilkaldte, nærmest boende Læge, en Dr. Normand, frygtede for Nervefeber, men Digitized by Google 344 Selvmord. hans Bekymring viste sig ugrundet. Allerede den følgende Dag gav Fru Falkenbergs Befinden ingen Grund til Uro. For første Gang i Ingeborgs Liv optraadte hun selvstændigt : Da Dr. Normand om Aftenen forberedte hende paa, at Moderens Sygdom truede med at blive alvorlig, anmodede hun straks den unge Læge om vedblivende at tilsé Patienten, eftersom deres egen Huslæge, Prof. Møller var bortrejst. Hun kendte godt Dr. Nor- mand af Omtale. Hun vidste, at han var bekendt, rigtig nok mere som Selskabsmand end som Læge, — men, enfin, Prof. Møller var heller ingen Heksemester. Der hviskedes om, at Nor- mand var farlig for Damer. Naa, det var nu næppe rimeligt, saa grim, som han var. Men selv om saa var! Han var en ud- mærket Balkavaler og skulde spille ganske yndigt Violin. Dr. Normand kom altsaa igen næste Dag. Fru Falkenberg var mat og medtaget; men hun havde ikke Spor af Feber. Da Ingeborg fulgte Lægen ud fra Sygeværelset, slog han paa, at Sygdommen efter al Rimelighed maatte have haft en psykisk Aarsag. Ingeborg kunde ikke give nogen direkte Oplysning. Nor- mand gjorde forskellige Gisninger, som rent lægevidenskabeligt næppe gav noget Udbytte; men ved hans Spørgsmaal fik Inge- borg Munden paa Gled. Resultatet var en lang, underholdende Samtale, som begge i deres stille Sind gjorde sig til af at have tilvejebragt. Da Dr. Normand gik, ytrede han, idet han berolig- ende trykkede Frøken Falkenbergs Haand: »Ja ja, Frøken, vær De saa kun ganske rolig. De skal se, det har næppe noget at betyde. Naturligvis er vi forsigtige! Vi lader Deres Fru Mama ligge endnu i Dag, selvfølgelig! Men et blødkogt Æg til Frokost og lidt stegt Fisk til Middag — maaske med lidt Kompot. — Deres Fru Mama spiser vel Kompot? — Naa, ja, saa tør vi nok risikere det. — Med Guds Hjælp, det gaar nok! Men pas ogsaa paa Dem selv, Frøken! vi maa have Farve i Kinderne. De trænger til noget styrkende. Hvad mener De om en fransk Boeuf og et Glas Portvin? Jeg ser her ind hen imod Aften. Naa, farvel da.« Digitized by Google Selvmord. 345 Det var en Læge efter Ingeborgs Smag. Hvad havde de ikke alt faaet talt om i det Kvartér! Gud véd, om det ikke næsten var en halv Time, han var bleven? Hun troede det næsten. Om Moderens Sygdom havde de talt, om Karneval, om Læge- videnskabens nuværende Standpunkt og om St. Heller og Ernsts »pensées fugitives.« Indbydes maatte han nu. Gud véd, om Mama ogsaa vilde komme til at synes saa godt om ham? De maatte spille Duetter sammen. Grim var han, det lod sig ikke nægte, men hvad gjorde det? Hun kunde ikke begribe, hvorfor man altid skulde have saadan en kedelig, gammel Læge. Dette her var dog noget helt andet, end Prof. Møllers evindelige: »Naa, lille Ingeborg, er Maven i Orden?« Han skulde bare passe sin egen Mave, den kunde vist trænge til det. Møller saa' jo ud som lutter Mavepine. Hun blev afbrudt ved at Moderen lod hende kalde. Fru Falkenberg vilde staa op , hun kunde ikke udholde at ligge længere. »Hør nu, bedste, søde Mama, Dr. Normand har jo paa det strængeste forbudt dig at staa op i Dag.« »Sig mig, Ingeborg, har du nogen Sinde oplevet, at jeg gjorde, hvad Møller sagde? Hvorfor skulde jeg saa bryde mig mere om den Grimrian?« »Ja, jeg kan ikke holde paa dig, Mama; men det er meget urigtigt af dig. Du skulde 'Iblive liggende, saa vi kunde faa dig rask til Selskabet. Han skal da bedes?« »Hvem?« »Din ny Doktor.« »Men Barn ; du er jo fra Forstanden, c Imidlertid lod Fru Falkenberg sig klæde paa og blev af Ingeborg ført ind i Dagligstuen, .hvor hun lagde sig paa Sofaen. Ingeborg satte sig til at sy. Hun brød først Tavsheden. »Har du virkelig ingen Idé om, hvad der var Skyld i, at Tilskueren. 1884. 23 Digitized by Google 346 Selvmord. du blev saa daarlig i Gaar Aftes? For at det kom af sig selv r kan du ikke bilde mig ind. Det siger ogsaa Doktoren.« Fru Falkenberg havde besluttet at fortælle Ingeborg alt r men en Følelse, som hun ikke kunde eller ikke vilde forklare sig r holdt hende tilbage. Maaske kom der dog til syvende og sidst en reddende Engel. Vel vidste hun lige saa godt som Ipsen, at det var umuligt, men alligevel — man kunde jo aldrig vide, hvad der kunde ske i otte Dage. Hun indskrænkede sig derfor til at svare: »Plag mig ikke, jeg er saa mat.« Ingeborg gav ikke fortabt. »Mama, gik Ipsen længe før du blev syg?« Fru Falkenberg svarede hende hæftigere og uvenligere, end hun nogen Sinde plejede: »Nu vil jeg have Ro. Gaa ind i Musikværelset og øv dig.« Ingeborg vilde ikke plage sin syge Mama med Musik, men Mama var paastaaelig. Ingeborg gik ind i Værelset ved Siden af r og straks efter trængte Beethovens Appasionata ind til hende. Fru Falkenberg lyttede. Fortalte den ikke om hendes eget Had, hendes egen Fortvivlelse? Hun følte det syde og gære i sig, det tog Vejret fra hende. Nu voksede det, voksede, vedblev at vokse — saa stilnede det. Ja, nu stilnede det. Nej, nej, det var ikke rigtig Trods, det! Var det Lidenskab, virkelig Lidenskab? Nej, Ingeborg kunde ikke fatte, langt mindre udtale Beethovens voldsomme Følelser. Men Ingeborgs og hendes egen Natur, var den ikke den samme. Mægtede hun da virkelig selv rigtig at fatte al sin For- tvivlelse? Hun troede at spore, hvorledes hendes Følelsers Styrke afdæmpedes og afblegedes med Ingeborgs Skygge-Musik. Hun søgte atter at gøre sig Rede for Gaarsdagens Hændelser. Saa meget var klart, at uden Ipsen var hun i Bund og Grund ødelagt. Men uden Penge var Livet ikke værd at leve. Huset tog man fra hende; Vekslen skulde betales. Og Ipsen, ham Digitized by Google Selvmord. 347 skyldte hun ogsaa Penge. Hvad vilde Folk sige? Og hvad vilde Ingeborg sige, naar de næste Uge kom og satte Segl for alting? For Møblerne, Smykkerne, Linned og Klæder. — Sine Gang- klæder maatte man beholde, det vidste hun. — Om Mændene ikke vilde have Medlidenhed, naar de saa' hende og Ingeborg sidde stumme af Fortvivlelse. Ingeborg saa' saa smuk ud, naar hun var bedrøvet. De vilde være klædt i Sorg begge to. Mon de saa virkelig kunde nænne at tage alting fra dem? Hun vidste, de turde ikke andet. Havde ikke Falkenberg en Gang fortalt hende, hvorledes det var gaaet til, da den rige Konsul Knudsen var gaaet fallit. Det var i Grunden underligt; det var noget, hun ikke havde tænkt paa i mange Aar, og nu dukkede det paa én Gang saa uhyggelig klart op for hende. Og hvordan var nu det! Havde hun ikke en Gang læst en Bog, som handlede om én, der fallerede. Var dér ikke ogsaa Tale om en Skurk, der vilde for- føre en ? jo, men Himlen straffede ham. Men det var i en Bog. De vilde vist blive meget fattige. At være fattig, hvad vilde det egentlig sige? Fattig som den lille, skrutryggede Lene, der hver Tirsdag kom ude i Køkkenet. Hun havde set, hvorledes gamle Lene havde puttet Lævninger ned i sin sprukne Lerpotte og knyttet sit blaa Bomuldstørklæde derom. De skulde spises, alle disse Lævninger. Det var rædsomt at tænke sig. Og man kunde blive fattigere endnu, meget fattigere, det vidste hun godt. Ipsen kunde redde hende, dersom hun kun selv vilde. — Nej, saa dog hellere leve i den ynkeligste Armod. Eller skulde hun tage Livet af sig? Gud véd, om hun havde Mod til det! Nej, hun turde ganske vist ikke. Ipsen var en Usling! Om det Slag, hun havde givet ham, mon havde gjort meget ondt. Det havde det nok; han havde skreget, det havde hun hørt. Hun havde aldrig anet, at Ipsen var saa rig. Han maatte være meget rig, siden han kunde redde hende. 23* Digitized by Google 348 Selvmord. Ingeborg havde sluttet. Fru Falkenberg hørte, hvorledes hun med et Smæk lukkede den tykke Sonate-Bog og gik hen til Nodeskabet, som skreg i Hængslerne, da hun lukkede det op. Saa, nu begyndte hun at spille igen. Det var Nummer fire af Mendelsohns Lieder; den med For- og Efterspillet, som hendes Fader havde kaldt den. Den vakte gamle, Minder. Hun havde jo selv spillet den hjemme som ung Pige. Det var den Gang, hun havde Timer hos den halte Spillelærer; hvad var det nu han hed? Det var noget med P, nej med B; Berg — , Berg- lund, Bergson; nej, Bergstrøm var det. Han havde ogsaa været fattig. Hvor havde dog ikke hans Benklæder glinset; og Frak- ken! hun huskede saa tydelig den lange, kaffebrune Frakke. En Arkæolog vilde om Aarhundreder have kunnet konstruere Da- tidens Møbelformer efter hans luvslidte Ryg med de blanke Stole- mærker. Stakkels Fyr, han havde egentlig spillet saa smukt, smukkere end Ingeborg. Hun havde tit og mange Gange faaet Taarer i Øjnene, naar han spillede. Ingeborg maatte jo ogsaa kunne blive Spillelærerinde. Men Bergstrøm havde jo kun faaet 24 Sk. og en Kop Kaffe med en Tvebak for Timen. Hvad kunde vel saa Ingeborg faa! Nej, nej, det var ikke noget for hende at løbe fra Dør til Dør og faa vaade Fødder om Vinteren og Solstik om Sommeren. Og hvad skulde hun saa selv tage sig til? Hun kunde jo ingenting, slet ingenting. Bruge Penge kunde hun; det var det eneste, hun kunde. Hun skulde dog vist ikke have slaaet ham. Men skulde hun da have taalt hans Fornærmelser? Lige meget, hun burde ikke have slaaet ham. Han havde sagt, han vilde hævne sig. Hun var overbevist om, at Ipsen holdt Ord. Hvis hun nu skrev, at hun angrede, at hun havde slaaet ham. Nej, ikke for alt i Verden. Digitized by Google Selvmord. 349 Hvor var Ipsen dog gammel og styg. Men hvis nu Ipsen havde været en smuk, ung Mand, og hvis — Musiken forstummede. Ingeborg havde lydløst listet sig ind til Moderen. Sov hun? Hun laa med lukkede Øjne og et Smil om Munden. Inge- borg bøjede sig sagte over hende og kyssede hendes Mund. Fru Falkenberg for sammen og slcg Øjnene op. »Barn, hvor du forskrækkede mig, jeg var lige ved at falde i Søvn.« »Aa, det var Synd. Du maa ikke være vred paa mig, men jeg er slet ikke oplagt til at spille i Dag. Jeg vilde meget heller sidde lidt hos dig og passiare.« Ingeborg lod Munden løbe, Fru Falkenberg hørte adspredt til og svarede saa temmelig i Vind og Vejr; hendes Tanker bevægede sig stadig i samme Kreds med Ipsen som Udgangs- punkt. Hen ad Aften blev hun lidt feberhed. Ingeborg gjorde alt for at faa hende til at gaa til Hvile; men hun lod sig ikke sige. Hun havde ikke Ro paa sig længer. Hun slæbte sig af- vekslende fra Sofaen til Lænestolen og fra Lænestolen, støttende sig til alle de Møbler, hun traf paa sin Vej, til Vinduet, for atter derfra at vende tilbage til Sofaen; saa begyndte hun igen for fra, idet hun til Forandring indskød en Hvilestation, en Puf, paa Vejen til Vinduet. Hun følte sig meget nedbøjet og ulykkelig. Men sin Ulykke vilde hun bære ganske alene, — nu havde hun overvejet det; — Ingeborg skulde ingenting vide. Og hun var skuffet, — det hjalp ikke, hun forsøgte at nægte det for sig selv, — hun var skuffet. Hun havde ventet, at Ipsen havde givet Livstegn fra sig: et Brev, et Bud eller lignende; men intet. — Skulde hun dog ikke hellere skrive? Kl. otte præcis kom Dr. Normand og skændte blidt, fordi Fruen, imod hans Ordrer, havde forladt Sængen. Hun bad om og fik Absolution. Normands Nærværelse var hende behagelig. Digitized by Google 350 Selvmord. Hendes Tanker tog en anden Retning. Det var dog altid et fremmed Ansigt, om det var aldrig saa hæsligt. Selv da han begyndte at udfritte hende om den mulige Aarsag til hendes Sygdom, blev hun ikke ubehagelig berørt; hun følte kun, at hun havde al sin Aandsnærværelse behov lige over for ham. Han oplivede hende, han holdt hende i Aande. Uden egentlig at være paatrængende i sine Spørgsmaal forstod han at indrette dem saaledes, at hun, for ikke at sige for meget, maatte bøje af, parere, gaa uden om, hverken svare »ja« eller »nej«. Hun legede »Fruens Penge«. Det var dog altid en Adspredelse og uskyldigere end at lege »Frierleg« med Ipsen. Normand maatte give tabt, og da der ingen Panter var at indløse, saa' han sig nødsaget til at rejse sig for at gaa. Men Fruen var ikke ked af at lege endnu, og i samme Øjeblik, som Normand vilde forlade Stuen, tilkastede hun ham en Fjerboldt, et lille uskyldigt Spørgsmaal, som han behændigt fangede og sik- kert sendte tilbage. Ingeborg kom til og deltog. Kastede af øvede Spillere fløj nu Spørgsmaal og Svar livligt frem og tilbage, fra Mund til Mund. Da Normand endelig forlod Damerne, var det med en be- stemt Følelse af, at hans nye Patient virkelig var i Bedring. To uhyggelige, triste Dage forløb for Falkenbergs. Nor- mand var det eneste Lyspunkt. Ipsen lod endnu intet høre fra sig; men alt som den skæbnesvangre Dag nærmede sig , tiltog Anna Falkenbergs Uro og Beklemmelse. Lige over for Ingeborg vedligeholdt hun sin Tavshed, og heller ikke til nogen anden vovede hun at henvende sig om Raad eller Hjælp. Især var Nætterne forfærdelige. Søvn- løs kastede hun sig frem og tilbage, medens alle mulige Skræmme- billeder viste sig for hendes ophidsede Fantasi. Det var Selv- mord og atter Selvmord, dog stadig omgivet med et Skær af teatralsk Virkning: Det var sket! Indhyllet i sin Kappe havde hun for sidste Gang forladt sit Hjem; for evig havde hun taget Afsked med Digitized by Google Selvmord. 351 denne Verden, som hun saa nødig forlod, og sagte trykket et Kys paa den sovende Ingeborgs Læber. Natten var mørk og kold, Stormen hylede. Nu var det gjort, — Springet; ingen hørte hendes Raab, hendes Rallen. Bølgerne havde lukket sig over hende. Den rivende Strøm førte Liget med sig, langt bort, ud i det aabne Hav, hvor de skumklædte Vover legede med den nye Gæst. I rasende Flugt jog Stormen de regntunge Skyer efter hverandre. Nu flængede Maanen sig et Kighul i det tykke Skytæppe. Se, den kastede sit matte Blik paa det af Maager omkransede, afsjælede Legeme. Kun et Øjeblik og alt var atter bælgmørk Nat. Om Morgenen vilde vel Fiskere finde Liget, naar Havet havde skyllet det op paa den sandede Sandbred. Først vilde de forfærdes, men Forfærdelsen vilde give Plads for Medfølelse for det unge, blege, tangkransede Kvindelig. Eller saaledes: Salen er helt betrukken med hvidt. Midt paa Gulvet staar den sorte, aabne Kiste. Dér hviler hun ud, — den lange Hvile. Rundt om Baaren er strøet grønt og løse Blomster. Hun er iklædt sin Brudedragt, — det var hendes sidste Vilje; Myrte- blomster og Myrtegrene sno sig i det bløde, blanke Haar. Den hvide, folderige Silkekjole slutter tæt om Halsen. Den fæle Krans, som Rebet har tegnet om hendes Hals og Nakke, maa skjules for alles Blik. Ingeborg har nærmet sig Baaren; sagte hulkende lader hun sin Haand glide hen over den dødes Pande. Trin nærme sig. De komme. Nu staa de ved Kisten. Ingeborg lægger endnu en Blomst — den sidste — ved sin stakkels Moders Bryst. Hør, de skrue Kistelaaget til. Overvældet af sin Sorg styrter Inge- borg med et Skrig til Jorden. Forsigtig løfte de Kisten og bære den langsomt, ganske langsomt til Kirken. — Saa lyder Orgel- klang og Salmesang. Den blomstersmykkede Baare staar foran Alteret. Ét Kors af Roser, gloires de Dijon, ligge midt paa Kisten. Det er fra Ingeborg ; de skulde jo have smykket hende ved Festen. Stakkels Ingeborg, det blev en Sørgefest! Kransen for Kistens Fodende, »et Farvel« af hvide og røde duftløse Kamelier, er fra Digitized by Google 352 Selvmord. Tyendet. De holdt dog saa meget af deres lille Frue. Men den pragtfulde Guirlande, der i tykke Blomsterfletninger snor sig fast og sluttet om Kisten og aldrig synes at ville slippe sit tættfr Favntag, er fra Ipsen. Ipsen, det var alt, hvad du ævnede. I Graven kunde du bringe hende; men vanære hende; nej, aldrig. Et uoverskueligt Følge fylder Kirken. Se, der sidder ogsaa han. Ansigtet skjuler han i sine Hænder; men en krampagtig Hulken forraader hans Lidelser. For sent, Ipsen, for s$nt! nu hjælper hverken Taarer eller Anger ! Orgeltonerne hendø. Den høje gejstlige med Ridderkorset paa Brystet har rejst sig; langsomt skrider han hen for Baaren, folder Hænderne og løfter Blikket mod oven. Hans mægtige Stemme lyder helt be- væget, da Ordet lyder: »Af Støv est du kommen . . . .« Den ulykkelige lille Fru Falkenberg kommer ikke længer. Hun har aldrig været nogen flittig Kirkegænger; det er hende umuligt at skrive sin egen Ligtale; hun ser sig nødsaget til at begynde paa en ny Fantasi. Med hver Dag der gik blev Fru Falkenbergs Tilstand mere og mere foruroligende. Feber havde hun ikke, men de gennemvaagede Nætter svækkede hendes Kræfter; om Dagen var hun mat og sløv, stadig nervøs og forpint. Alle gik stille om- kring i Værelserne, som om der var Lig i Huset. Ved den mindste Larm for hun sammen; blot én smækkede hæftig med en Dør eller der ringedes lidt stærkt paa Dørklokken, det var nok til at skræmme hende. Dr. Normand var utrættelig med at tilsé hende. Han rystede betænkelig paa Hovedet og anbefalede Styrkende og Undgaaen af al Sindsbevægelse. Ingeborg, der allerede Dagen efter Katastrofen til Dels havde forvundet sin Skræk, var nu, ved at se Moderens tiltagende Afkræftelse, ude af sig selv af Bestyrtelse. Hun vedblev at rette de mest indtrængende Spørgsmaal til Moderen, men uden Nytte. Digitized by Google Selvmord. 353 Paa det Punkt var . og blev hun tavs. Ingeborg skulde blot ikke spørge, det var forgæves; hun vilde des værre tids nok faa alt at vide. — Der var Graad i Stemmen, naar hun talte. Hun slog endog paa sin mulig snarlige Død. At Ipsen maatte have meddelt hendes Moder noget meget ubehageligt hin Aften, og at det var Aarsagen til Sygdommen, det var klart. Det maatte være kommet til et Brud imellem dem. Ipsen havde ikke vist sig siden hin ulykkelige Aften, hvor hun blev sendt ud for at prøve Kjole. At det drejede sig om Penge, var mere end sandsynligt. Skulde Ipsen have be- stjaalet dem? Det var ikke utroligt; hun kunde ikke udstaa denne Ipsen. Men hvorfor skulde hendes Moder ruge som en Drage over den Hemmelighed? Fordi hun holdt af ham? Hvis Ipsen virkelig var en Tyv, maatte det dog slaa koldt Vand i Blodet. Nej, det maatte være noget andet, men hvad? Ipsen skulde dog ikke have faaet hendes Moder til at be- gaa noget urigtigt? Et Bedrageri af en eller anden Art. Umuligt! Men Mama var letsindig. Aa, de var jo rige. »Ja, var det i Grunden saa sikkert. Var de virkelig ikke rige, kunde hun dog maaske tænke sig, at man i et Øjebliks Selvforglemmelse kunde lade sig henrive til at — Nej fy, hendes gode, glade, smukke Mama begaa en rigtig Forbrydelse! Et uhyggeligt Perspektiv af Opdagelse, Politi, Fortvivlelse, Forhør og Vand og Brød viste sig for Ingeborgs Fantasi. Nej, det kunde Mama aldrig gøre. Det kunde det ikke være. — Paa Grund af den Tone, der herskede i Hjemmet, kunde Ingeborg umulig være nogen Ingenue. Hun havde læst temmelig meget og havde frit kunnet vælge sine Bøger. Digitized by Google 354 Selvmord. Den Tanke laa hende altsaa nær: skulde Mama maaske have en Elsker? Hun gennemgik omhyggelig hele deres Be- kendtskabskreds. Alle maatte de passere Revue; alle bleve mis- tænkte, satte fast, men atter løsladte af Mangel paa Bevis; og dog tog hun hver lille Omstændighed, hver lille Ytring med i Betragtning. Sagen var den, Mama havde altid ødslet med Haandtryk og lignende smaa Gunstbevisninger; men i Grunden var hun lige elskværdig, — ja, lige koket mod dem alle. Var der nogen, maatte det være v. Elbing, han var morsom og køn, især til Hest, og Mama omtalte maaske ham lidt varmere end de andre. Egentlig havde hun, naar hun skulde være ærlig, altid troet, at det var for at drille hende, fordi hun ogsaa sværmede lidt for ham; men, som sagt, det var jo muligt. Men selv om saa var, hvad vedkom det saa Ipsen? Dersom Ipsen havde op- daget noget, hvor turde han saa vove at bebrejde hendes Moder det? med hvad Ret? Og Mama, hvorfor skulde Mama have taalt det af ham? Og endelig, til syvende og sidst var det dog ingen- ting at blive syg og fortvivlet for. Nej og atter nej. Det maatte være noget helt andet. En virkelig truende, overhængende Fare maatte det være, som nærmede sig hendes Moder. Af alt rædsomt, som Ingeborg kunde tænke sig, var Fattig- dom hende det rædsomste. Og Mama? Ja, Mama tænkte som hun, det vidste hun. Det maatte det altsaa være. De havde levet over Ævne, de var ruinerede, og Ipsen — Ipsen var vel- staaende. En Tanke, som hun ikke vovede at give Ord, sneg sig ind paa hende, omspændte hende og fyldte hende med Afsky. Hun forsøgte at slaa den hen, at le derad. Hun lo, men Latteren havde en underlig tvungen Klang. Hun led ikke selv den Lyd. Hvad nyttede det ! , at hun gentog for sig selv de tusende Gange, at saa dybt kunde ikke hendes Moder falde. Tanken var én Gang opstaaet, hun kunde ikke løbe fra den; den forfulgte hende som den tirrede Vespe surrende forfølger Barnet. Dr. Normand var i disse tunge Dage meget for Ingeborg. Han talte med hende, opmuntrede hende, trøstede hende. Hun Digitized by Google Selvmord. 355 var af sit ganske Hjærte Prof. Møller taknemmelig, fordi han var rejst. Hun greb sig i at nære virkelig venskabelige Følelser for Normand; og alligevel havde hun hverken Lyst eller Mod til at meddele ham sine pinlige Tanker og Anelser. Der var kun to Dage igen. Lørdag Aften sent modtog ende- lig Fru Falkenberg det længe ventede Brev. Hun tog det, rejste sig saa hurtig, hun formaaede, og gik ind i sit Soveværelse, hvor hun lukkede sig inde. Den ministerielle, voluminøse Konvolut, hvor hendes fulde Navn med de kendte Ipsenske Bogstaver stirrede hende i Møde, indeholdt foruden forskellige juridiske Papirer følgende Brev: Til Højvelbaarne Enkefru Anna Falkenberg. Enke efter afd. Højesteretsadv. Henrik Falkenberg. S. K. af Dbg. p. p. I Fortsættelse af den den 20de hujus mellem Dem og mig førte Samtale, tager jeg mig herved den Frihed allerærb. at frem- sende Oversigt over Status. Ved at gennemgaa denne, vil De med Lethed kunne overtyde Dem om, at det er Dem en fuld- stændig Umulighed at opfylde Deres Forpligtelser, og vil De der- for blive nødt til at søge at træffe et Arrangement med Deres Kreditorer. Efter min ringe Formening vil en Fallit være uund- gaaelig. End videre tillader jeg mig at vedføje Kopier af de af Dem udstedte Prioritetsobligationer , Gældsbreve etc, samt dertil hørende Transporter, og vil De deraf kunne se, at jeg under- tegnede er Deres Hovedkreditor. Sluttelig undlader jeg ikke at meddele Dem, at Deres Sola- veksel, stor Rdlr. 15,000, hvoraf jeg er Ihændehaver, vil blive Dem præsenteret til Betaling paa Forfaldsdagen Mandagen den 27de April Kl. 1. Med særdeles Højagtelse ærb. And. Ipsen. Digitized by Google 356 Selvmord. Brevet var læst, og forvirret havde hun gennembladet Do- kumenterne. Nu sad hun ved sit Toilettebord med Overkroppen foroverbøjet, Øjnene lukkede, Tænderne fast trykkede ind i Læb- en og virrede med Hovedet. En rum Tid sad hun saaledes; saa læste hun atter Brevet, men denne Gang langsommere. Ogsaa Papirerne blev gennemsete igen; først flygtigt, derpaa omhygge- ligt. Jo bedre hun forstod Indholdet, des ivrigere blev hun. Da hun efter et Par Timers Forløb rejste sig, ringede og forlangte Papir, Pen og Blæk, var hun sig bevidst, at hun var inde i alt. Ingeborg bragte selv Moderen det forlangte og tryglede om at maatte blive hos hende; men Fru Falkenberg vilde skrive; hun vilde være alene. Før Ingeborg gik til Sængs, listede hun sig flere Gange hen til sin Moders Soveværelse og lyttede. Alt var stille, kun Pennens Skraben paa Papiret troede hun at høre. Inde hos Anna Falkenberg laa parfumerede Brevstumper strøede omkring. Hun havde forsøgt at skrive til Ipsen, men havde opgivet det. Og hvortil skulde det ogsaa nytte? Hun følte, hun havde intet Valg. Men til Ingeborg vilde hun der- imod skrive. Hun vilde sige hende alt og derpaa tage en kær- lig Afsked med hende. Skulde hun ogsaa give hende Raad for Fremtiden ? Hvad Raad skulde hun kunne give, som kun kendte én Udvej? En pludselig Tanke fik hende til at studse: Stod hun egentlig ikke i Begreb med at handle egoistisk ved at forlade sit Barn, nu hvor det allermest vilde have Hjælp behov? Naar hun skulde være ærlig lige over for sig selv, havde hun i disse Dage kun tænkt paa sig, ikke paa Ingeborg. At hun selv ikke vilde leve i Fattigdom og Mangel, ikke en Gang sammen med Datteren, det havde været hende klart; men hvad Datteren vilde, havde hun ikke skænket en Tanke. Hun skyldte dog Ingeborg at tale med hende og høre hendes Mening. Det var fejgt af hende nu at ville flygte og lade Ingeborg staa alene. Nej, hun vilde ikke skrive en Tøddel; hun vilde nu lige i dette hellige Øjeblik gaa Digitized by Google Selvmord. 357 ind til hende og forklare hende hele deres ulykkelige Stilling; saa maatte Ingeborg gribe ind, saa maatte Ingeborg — ja, hvad maatle hun saa? Det var Snak. Ingeborgs egne Penge forslog jo langtfra; hvad skulde hun saa kunne hjælpe? Selv vilde hun ikke være fattig. Vilde Ingeborg, saa blev det herides Sag. Hun vilde ikke tale med hende, ikke influere paa hende. Hun vilde gaa sin Vej, saa maatte Ingeborg gøre, hvad hun fandt rettest. Og i Nat skulde det være, fra Kvæsthus- broen. Hvis hun gjorde det, var hun ikke fejg. Der hørte Mod, meget Mod til at tage Livet af sig, om saa alle Præster sagde det modsatte. Hun havde siddet og tygget paa Penneskaftet, nu smed hun det saa hæftig hen ad Papiret, saa at Blækket oversprøjtede det, sprang op og gik hen til Vinduet, som hun aabnede. En raa, mørk og fugtig Luft slog hende i Møde. Det havde øsregnet hele Dagen; en vedholdende, sivende tæt Regn; nu havde det faaet udraset. Under hende bredte den aristokrat- iske Amaliegade sig i al sin pyttede og fedtede Regnvejrsprosa. Over hende sneg de udvandede Skyer sig dræbende langsomt ad Sverig til. Alt var stille. Nu nærmede en Vogn sig; haardt rumlede den hen ad den smudsige Gade. Den holdt. Hun hørte plumpe, klodsede Mand- folketrin og en Lyd som af noget tomt og hult, der stødte og skrabede mod Stenbroen. Larmende aabnedes en Port. Trinene tabte sig der inde for atter at komme nærmere. Et svagt Lysskær og dæmpede, raa Stemmer trængte op til hende. En gnidende, skur- ende Lyd var det sidste, hun hørte. Fru Falkenberg smækkede Vinduet til. Var det den Nattens Romantik, hun havde tænkt sig! Ingen gusten, bleg Maane vilde spejdende følge hendes trætte Fjed mod den vaade Grav; ingen sørgeklædt Sky vilde græde Taarer, naar de kolde Vande for evig favnede hende. Digitized by Google 358 Selvmord. Fru Falkenberg saa' paa sil Ur. Klokken var over ét; der var ingen Tid at spilde. Hun aabnede et Skab og søgte sit Overtøj frem. Saa stod hun og stirrede, til et pludseligt Indfald satte Liv i hende. Hun skubbede Papirer, Skrivetøj, Brev og Mappe op i én Bunke paa Bordet for at skaffe Plads til Vandfadet, som hun hældte helt fuldt af Vand. Fru Falkenberg vilde holde Generalprøve. Hun bandt Haaret op i en Knude, slyngede et Haand- klæde om Halsen, saa at Snipperne hang ned over Ryggen, og smøgede Kjoleærmerne i Vejret til Albuen; Kjole og Skørter saml- ede hun med Benene for ikke at blive vaadere end nødvendigt, kikkede et Øjeblik ængsteligt ned i Vandfadet, bøjede sig dybt forover og puttede med et Ryk Hovedet under Vand. Det skvulpede over og anrettede Oversvømmelser mellem Papirerne. Hun vilde tælle Sekunderne. Til sytten kom hun, langsomt tæl- lende, medens smaa Luftbobler skød sig op til Overfladen; men nu begyndte Blodet at synge hende for Ørerne; hun syntes Hjærteslaget ophørte, hun glemte at tælle; nej, ikke give fortabt! — et Øjeblik endnu, og hun kunde ikke længer; hun snappede efter Luft og fik Munden fuld af Vand. Nej, hun følte, hun turde ikke, naar det kom til Stykket; hun var fejg. Det var jo helt umuligt, hvad hun havde hørt fortælle og stolet paa, at Druknings- fornemmelserne ikke skulde være ubehagelige. Dette her var jo alene forfærdeligt; og det samme vilde jo gentage sig i det store dér nede i det rigtige Vand. Hun tænkte med Rædsel paa, hvorledes Vejret vilde gaa fra hende og Blodet presse paa med voldsom Magt; maaske vilde det lykkes hende at arbejde sig op og trække Luft, men kun for atter at synke; der foresvævede hende noget om, at man tre Gange skulde komme op, før det hele var forbi; Dødskampen vilde blive lang; i de rædsomste Lid- elser vilde hendes Liv ende. Nej, heller alt andet; nu vidste hun, hun turde ikke. Hun vilde ydmyge sig; det nyttede ikke at være stolt; hun maatte Digitized by Google Selvmord. 359 krybe til Korset. Hun vilde — det var det eneste, der var at gøre — i Morgen opsøge Ipsen, bede ham om Forladelse; maaske vilde han høre hende. Det var jo dog ikke umuligt. For Inge- borgs Skyld vilde hun gøre det, — og for sin egen. Men hvis det glippede? Ja, saa var det tids nok i Morgen at tænke paa, hvad der var at gøre. Men det vilde ikke glippe. Alt vilde hun gøre. Hun vilde bede ham, hun vilde kaste sig paa Knæ for ham, hun vilde trygle, der var ikke det, hun ikke vilde; kun ikke det ene, det var umuligt. Hun vidste det saa sikkert, intet Men- neske paa Jorden kunde overtale hende dertil. Det var allerede begyndt at blive lyst, da Fru Falkenberg gik til Sængs, men hun faldt hurtig i Søvn og sov længe og fast, langt bedre end de foregaaende Nætter. Selvmordstanken var opgivet. Klokken henad elleve lod Fru Falkenberg sig klæde paa og spiste som sædvanlig Frokost sammen med Ingeborg, der saa' forgrædt og ulykkelig ud; hun vilde saa gærne spørge, men havde ikke Mod dertil. Hun havde en tydelig Fornemmelse af, at i Dag skulde der ske noget, og at hun maatte være paa sin Post Moderen havde en lige saa tydelig Fornemmelse af, at Ingeborg ikke havde Tillid til hende, og at hun søgte at udspejde hende. For at føre hende bag Lyset, slog Fru Falkenberg paa, at det vist vilde gøre hende godt at køre lidt ud i Middags- stunden, men hun var mest oplagt til at køre alene. Ingeborg troede ogsaa, at en Køretur kunde gøre godt, men i sit stille Sind lovede hun sig enten at ville forpurre den, eller ogsaa selv- køre med. Efter Frokosten lagde Fru Falkenberg sig ind i Kabinettet. Hun vidste, at Ipsen hver Søndag gik i Kirke og altid efter Gudstjænesten gik hjem hos sig selv. Han maatte være mildest stemt, naar han lige havde hørt Guds Ord; det vilde hun be- nytte sig af. Nu var Ingeborg i Musikværelset. Hurtig klædte Fru Digitized by Google 360 Selvmord. Falkenberg sig paa og gik hjemme fra, uden at nogen havde lagt Mærke dertil. Da hun endelig, langt om længe, sent paa Eftermiddagen kom hjem, blev hun modtaget af Ingeborg. Fru Falkenberg slæbte sig straks ind i sit Soveværelse og lukkede sig inde. — Den fastsatte Dag fandt Fru Falkenbergs Soirée Sted. Den havde været yderst elegant. Blandt andre var ogsaa Fuldmægtig Ipsen og Dr. Robert Normand til Stede. Frits Bendix. Digitized by Google Digitized by Google Digitized by Google Om Erindring og Fantasi, aforistiske Bemærkninger af Dr. med. Holger Mygind. Ved Erindring eller Hukommelse, hvilke to Benævn- elser i daglig Tale bruges synonymt, forstaas Ævnen til at be- vare Indtryk, vi en Gang have haft (Hukommelse i snævrere For- stand), saa at vi lejlighedsvis vilkaarlig kunne genkalde dem i vor Bevidsthed (Erindring i indskrænket Betydning). Ofte reprodu- ceres Forestillingerne i Form af Billeder, der kunne være mere eller mindre forandrede i Form og Anordning fra de oprindelige Sanse- indtryk. Ævnen hertil kaldes Fantasi. Erindring og Fantasi ere jo Ævner, der ere i højeste Grad gaadofulde for os, og nærværende aforistiske Bemærkninger ville ikke løfte den mindste Flig af dette Slør, men have kun til Hen- sigt at henlede Opmærksomheden paa enkelte individuelle Ejen- dommeligheder i Udviklingen af disse Ævner. Fysiologerne antage, at en nødvendig Forudsætning for Hukommelsen er, at hvert ænset Sanseindtryk efterlader et bliv- ende materielt Mærke eller Spor i Cellerne i Hjærnens graa Substans, og at disse Mærker, hvis Sum giver et Erindringsbillede, ikke udslettes af de utallige efterfølgende Sanseindtryk. Denne Forudsætning eller Hypotese bringer os imidlertid i Virkeligheden ikke Gaadens Løsning et Skridt nærmere, da vi aldeles ikke kunne danne os en Forestilling om dissp Mærkers Natur. Det har dog ikke manglet paa Gisninger. Man har saaledes ment, at Sanse- indtryk fremkaldte en forandret Anordning af Hjærnens Molekyler, saaledes at de kom til at vibrere paa en anden Maade end tid- Tilskueren. 1884. 24 Digitized by Google 362 O m Erindring og Fantasi. ligere, uden nogen Sinde at vende nøiagtig tilbage til de oprinde- lige Forhold, og man har benyttet følgende Billede til at anskuelig- gøre dette. Naar man sætter Overfladen af stillestaaende Vand i Be- vægelse med en Fjer, vil Vædsken, efter at være kommen til Ro her efter, ikke atter antage den oprindelige Form med Hensyn til Molekylernes Ophobning; for en almindelig Betragtning viser Over- fladen sig aldeles som tidligere, men hver enkelt Molekyle har skiftet Plads, og et tilstrækkelig skarpt Øje vilde kunne opdage, at Fjeren i Virkeligheden har efterladt sig Spor i Vandet. Man er endog gaaet endnu videre og har opkastet det Spørgsmaal, om hver Nervecelle kan bevare flere forskellige Indtryk, eller om den bliver »polariseret« eller bunden for stedse, naar den en Gang er paavirket. Da man har anslaaet Antallet af Nerveceller i Hjærnens graa Substans til c. 600,000,000 (hvilket dog maaske er for lavt) synes det ved første Øjekast usandsynligt, at hver Celle kun skulde kunne rumme et enkelt Indtryk; men der er hertil bleven indvendt, at de forskellige Kombinationer, som selv et saa be- grænset Antal Mærker kunne' indgaa med hverandre, dog ere saa talrige, at den store Mængde Sanseindtryk, som Erindringen kan reproducere, godt kunne tænkes at være lejrede paa denne Maade. Hver ved et Indtryk modificeret Celle var da at sammenligne med et Bogstav i Alfabetet, der faar en forskellig Betydning ved dets Kombination med andre. Men hvor forskellige ere ikke saadanne Mærker eller Spor? Nogle saa dybe, at de ere uudslettelige for hele Livet, selv om dette strækker sig over et Tidsrum af 80 Aar, andre saa overfladiske, at de udslettes efter faa Øjeblikke, og mellem disse Yderpunkter utallige Overgange. Ofte staar Varig- heden af et Indtryk aldeles ikke i Forhold til Intensiteten af dette under Paavirkningen ; man kan saaledes i aarevis erindre et An- sigt, der tilfældigt en Gang er passeret forbi én, selv om det al- deles intet karakteristisk havde ved sig, medens man kan glemme Personer, man har talt med gentagne Gange. Derimod spiller Opmærksomheden en fremragende Rolle baade med Hensyn til den øjeblikkelige Modtagelighed for Indtryk og Bevarelsen af disse. Som Ekempel paa , at man først ænser et Sanseindtryk , naar Opmærksomheden henledes derpaa, kan tages den Erfaring fra det daglige Liv, at man kan møde en bekendt paa Gaden, se tydelig vedkommendes Ansigt, men dog passere forbi uden at hilse, fordi man har sine Tanker henvendt paa et eller andet; faa Øjeblikke efter opdager man, at man har stirret en bekendt Digitized by Google Om Erindring og Fantasi. 363 i Øjnene, og man vender sig maaske om for at hilse paa ved- kommende. Mellem saadanne Tilfælde, hvor Opmærksomheden først henledes paa et Sanseindtryk, efter at dette har fundet Sted, og Tilfælde, hvor Opmærksomheden ingen Sinde kommer i Virk- somhed, findes utallige Overgange, og vi bevare sikkert mange Indtryk i vor Hukommelse, uden at vi nogen Sinde genkalde dem i vor Erindring. Det er rimeligvis til Dels denne Slags Indtryk, der bevirke et Fænomen, de fleste Mennesker undertiden iagttage med Forbavselse som noget gaadefuldt, nemlig at et Sted, man ser første Gang, eller en Situation, man første Gang kommer i, synes én fuldstændig bekendt og fortrolig, skønt man ikke er- indrer noget lignende fra Fortiden. Noget lignende vil jo imid- lertid ogsaa fremkaldes, naar Erindringen ikke formaar at gen- kalde Indtryk, der vel ere »glemte men dog gemte«; lige over for saadanne Indtryk forholder man sig omtrent som en Person, der ejer et Blad, der er beskrevet med Blæk, der først kan gøres synligt ved visse kemiske Paavirkninger , der ere ubekendte for vedkommende: Ordene ere der, men de kunne ikke læses. At Erindringen undertiden ikke formaar momentant eller for en begrænset Tid at fremkalde Indtryk, der faktisk rummes inden for éns Hukommelse, er en Erfaring , vi vistnok alle. have gjort. Under saadanne Forhold har man i Reglen en meget stærk Fornemmelse af at en Ting nok er glemt for Øjeblikket, men dog eksisterer i vor Hukommelse, en Fornemmelse, der har af- fødet det Udtryk, der bruges paa Dansk, at »det brænder én paa Læben«. Af mange Ting og Begivenheder bevarer man i Hukom- melsen kun enkelte fremtrædende Egenskaber, som Opmærksom- heden særlig har været henvendt paa, fordi de adskille sig fra andre, man hidtil har gjort Bekendtskab med. Paa den anden Side har Hukommelsen let ved at fastholde Ejendommeligheder, som man tidligere har iagttaget, idet de synes bekendte for os og derfor lettere optages i vor Bevidsthed. Hukommelsen bliver da mere og mere i Stand til at reproducere det almindelige ved Ting, fordi vi iagttage dette oftere; herved opstaar saa til sidst Begreber i vor Tankeverden, idet de Egenskaber, der ere fælles for mange Ting, ligesom løsrive sig fra deres Substrater og føre en tilsyneladende selvstændig Tilværelse i vor Bevidsthed. At virkelig Begreber og Ideer opstaa ved Sansernes Hjælp (nihil est in intellectu qvod non antea fuerit in sensibus), ved at 24* Digitized by Google 364 Om Erindring og Fantasi. Hukommelsen opsummerer de enkelte Sanseindtryk, fremgaar ogsaa ved Betragtning af de i Literaturen berettede Tilfælde, hvor man har været i Stand til vilkaarlig og planmæssig at fremkalde Indtryk paa enkelte bestemte Sansér hos Individer, der vare defekte i Antallet af Sanser. Et af de interessanteste Indi- vider var Laura Bridgeman, hvis hele aandelige Udvikling er fremstillet af hendes Lærer Dr. Howe, der var Forstander for Blindeinstitutet i Boston. Hun var bleven blind og døvstum i en Alder af 2 Aar og havde ved samme Lejlighed mistet Lugte- sansen fuldstændig, Smagssansen for største Delen. Tilbage havde hun altsaa kun Hudfølelsen, der var aldeles normal. Indtil det 7de Aar var hun i Hjemmet, men skønt hun havde været Gen- stand for den omhyggeligste Pleje her, havde hun dog ikke bragt det videre, end at hun kunde præstere, hvad en klog Hund vilde have kunnet under Anvendelse af nogen Dressur, og det skønt hun — som det senere vil vise sig — var i høj Grad begavet i aandelig Henseende og i Besiddelse af en ypperlig Hukommelse. Hendes Lærer begyndte Undervisningen med at fastgøre Sedler til de Genstande, hun benyttede oftest, saasom Skeer, Knive, Gafler o. s. v., og Navnet paa vedkommende Ting var trykt med op- højede Typer paa Sedlerne. Den lille Pige sk ( elnede snart, at den ophøjede Skrift paa Gaflen var forskellig fra den paa Skeen. Derefter blev der givet hende løse Sedler med Ordene Ske, Gaffel, o. s. v., og til Tegn paa, at hun havde forstaaet det rigtig , lagde hun Ordet Gaffel ved Gaffel o. s. v. , og hver Gang hun havde gjort sine Sager godt, opmuntredes hun paa forskellig Maade. Efterhaanden lærte hun nu selv at danne Ord af løse Bogstaver, men hun forstod øjensynlig aldeles ikke, hvad det hele betød, hun efterabede alt, men uden Tegn paa Interesse. Men en Dag — ja hendes Lærer angiver endog det bestemte Øjeblik — gik det pludse- lig op for hende, at hun ved Hjælp af sine Bogstaver var i Stand til at betegne noget, hun tænkte paa, og derved meddele sine Tanker til andre, og hendes Ansigt straalede af Glæde. Fra nu af arbejdede hun energisk , hun lærte efterhaanden de mest abstrakte Begreber, saasom Guds- og Udødelighedsbegrebet , og blev til sidst en fuldendt dannet Kvinde, der var i høj Grad agtet som Lærerinde for blinde og døvstumme Børn. Det vil saaledes ses, hvilken Betydning Hukommelsen har for Udviklingen af det sjælelige Liv, idet de utallige Sanseindtryk, et Menneske modtager, ikke blive staaende isolerede, men sammen- Digitized by Google Om Erindring og Fantasi. 365 knyttes ved Hjælp af Erindringen, saa at man bliver i Stand til at samle Erfaring, til at sammenligne og uddrage Resultater. Det er tillige den, der danner den forbindende Kæde mellem Aandens Udviklingsstadier og slaar Bro over den mørke, absolut indholds- løse Afgrund, der under Søvnen, hvor Bevidstheden er fuldstændig ophævet, adskiller Individet i Dag fra, hvad det var i Gaar. Naar derfor Hukommelsen mistes fuldstændig eller partielt paa Grund af Sygdom eller Alderdom , taber hele Aandslivet det for Men- nesket karakteristiske Præg. Fantasiens Betydning er i saa Henseende langt ringere. Ved dennes Virksomhed reproduceres, som oven for omtalt, de oprindelige Sanseindtryk i en forandret Form; men det karakteri- stiske ved Fantasien er dog, at de Forestillinger, den fremkalder, altid ere iklædte en anskuelig, legemlig Form, saa at de frem- træde som Billeder med stor Klarhed og Realitet, ja hos enkelte Individer kunne Fantasibilleder endogsaa forveksles med Virke- lighed. Skønt Hukommelsen og Fantasien ere Ævner, der ere nært beslægtede med hinanden, kunne de dog være meget forskellig udviklede hos det samme Individ. Saaledes kan en Person være i Stand til at genkende et Ansigt, han har set for mange Aar siden en enkelt Gang, medens det er ham aldeles umuligt at danne sig et Fantasibillede af et Ansigt, der beskrives nøjagtig for ham. Der er dog et Forhold mellem disse to Ævner, der er temmelig konstant, nemlig at Individer med udpræget Ævne til at frem- kalde vilkaarlige Fantasibilleder (Folk med levende Fantasi, som det hedder i daglig Tale) have den Ejendommelighed at se Er- indringsbilleder o: naar vedkommende genkalder i sin Er- indring en Person, et Landskab eller en Situation, han kender, opstaar der straks foran ham et mere eller mindre tydeligt Bil- lede af disse. Denne Ejendommelighed at erindre i Billeder er saa naturlig for de Mennesker, der have denne Ævne, at de i Reglen ikke vide af det, før deres Opmærksomhed er bleven hen- ledt derpaa, og de fleste forbavses over at faa at vide, at langt fra alle Mennesker gøre som de. Forbavselsen er ikke mindre hos de Mennesker, hvis Erindring ikke er bunden til Billeder, naar de faa at vide, at en Mængde Mennesker ere forskellige fra dem i denne Retning, ja enkelte Læsere ville maaske være saa fremmede for det her fremstillede, at det vil være rigtigt at give bestemte Eksempler. Under en Samtale om en ældre natur- Digitized by Google 366 Om Erindring og Fantasi. videnskabelig Bog, fortalte en bekendt mig, at han erindrede en Gang at have mødt mig med denne under Armen og straks gen- kendt den paa Grund af dens ejendommelige Ydre (den var laant fra, Universitetsbiblioteket); han erindrede ligeledes Stedet, hvor Mødet havde fundet Sted og den dertil knyttede Samtale. Idet vi nu begge analyserede de Forestillinger, Erindringen om dette Møde havde fremkaldt i Bevidstheden, viste det sig, at vedkom- mende bekendt samtidig med at Samtalen var falden paa dette Møde havde et tydeligt Billede af hele Begivenheden, dog saaledes at Omridsene af største Delen af min Person, samt den nær- liggende Universitetsbygning vare svage, medens derimod den bøjede, venstre Arm, der omfattede den omtalte Bog sammen med et Par andre, vare skarpt tegnede, hvilket ogsaa gjaldt det Hjørne af Fortovet, hvorpaa jeg havde staaet, saa at Hjørne- fliserne saas tydeligt; med andre Ord, alt hvad der laa inden for Øjnenes Synsfelt, da den omtalte Bog betragt- edes med Opmærksomhed, havde fæstnet sig i Er- indringen som et tydeligt Billede (Erindringsbillede). Derimod fremkaldte Tanken om dette Møde aldeles ingen billedlig Forestilling i min Erindring, skønt jeg tydelig huskede Stedet og Samtalen. Det vilde føre os for langt bort at diskutere nærmere de Fordele eller Gener, som Ævnen til at se Erindringsbilleder med- fører. At imidlertid en absolut Mangel i saa Henseende undertiden føles, kan formodes deraf, at man kan høre Folk beklage sig over at savne Ævnen til at genkalde Billedet af kære afdøde i deres Erindring. Andre ere derimod i Stand til at fremkalde et Ansigt eller en Person levende i deres Erindring til en hvilken som helst Tid og i en hvilken som helst Situation, og atter andre ere middelmaadig begavede i denne Retning. Disse sidste kunne være det i to Henseender, dels saaledes at deres Billeder vel ere tydelige, men det er ofte forbundet med Vanskelighed at faa dem frem, og de forsvinde hurtig igen, med andre Ord, de have intet Herredømme over deres Erindringsbilleder, men dels kunne ogsaa Erindringsbilleder altid være utydelige eller ligesom taagede. Oftest kunne Folk kun fremkalde i deres Erindring kendte Personer i en bestemt Situa- tion f. Eks. gaaende, leende o. s. v., ja en bekendt har endogsaa meddelt, at saa snart vedkommende tænker paa en bestemt Dame, ses denne altid i en Situation, i hvilken ingen tager sig ud til sin Fordel, nemlig lidende af Søsyge, fordi denne Dame var dette i høj Digitized by Google Om Erindring og Fantasi. 367 Grad en Gang vedkommende saa hende. For de fleste Mennesker er det forbundet med Vanskelighed at lade en Person, som de tænke paa, forandre Stilling. Da jeg en Gang spurgte en Person om, hvor vidt han var i Stand til at lade et Erindringsbillede af en bekendt forandre Stilling, svarede han, at han formaaede at lade det svinge ud til Siden indtil en Vinkel af c. 30°; saa snart han derimod forsøgte at forcere Billedet ud her over, svingede det atter pludselig tilbage til den lodrette Linje. En saa nøj- agtig Angivelse vil tillige vise, hvor skarpt et saadant Erindrings- billede maa være, og hvilken legemlig Virkelighed det maa have for vedkommende. Man kan derfor ogsaa høre Folk angive, at saa vel de omtalte Erindringsbilleder, som ogsaa de rene Fantasi- billeder, findes paa et ganske bestemt Sted i Forhold til dem selv, oftest lige foran Øjnene. Saaledes har en Person angivet, at de findes c. 1 Alen foran Øjet, og at Afstanden kun varierer meget lidt, men de fleste angive, at de findes paa et ubestemt Sted foran dem. Ikke faa angive, at hvis de vare i Stand til at tegne, vilde de kunne projicere et saadant Billede paa Papir uden nogen som helst Usikkerhed, og enkelte kunne aftegne Konturerne fuld- stændig tydeligt At Erindringsbilleder ogsaa kunne findes hos Børn er uden for al Tvivl. En Meddeler angiver saaledes, at han som Barn havde stor Lethed ved at lære Vers og Prosa udenad, idet han ved Gengivelsen af det udenadlærte læste det op fra Bogen i Tankerne. Han kom af denne Grund af og til i Forlegenhed, naar han skulde vende Bladet i Tankerne, og han behøvede da ofte Hjælp til at komme op paa den følgende Side, men naar han først havde hørt, hvorledes denne begyndte, kunde han atter gaa videre. Man kan ogsaa høre Folk fortælle, at de endnu som voksne huske Ting, de have lært i Skolen, derved at de huske paa hvilken Side i vedkommende Bog, det var trykt, ja endog vedkommende Sides »Æselsører« eller Blækklatter erindres. Et ganske mærkeligt Eksempel paa denne Maade at lære udenad har Englænderen Galion, som har beskæftiget sig en Del med Er- indringsbilleder, angivet om en bekendt engelsk Statsmand, der har fortalt ham, at en ejendommelig Usikkerhed, der af og til kan indtræde i hans Taler, hidrører fra Rettelser og Udstreg- ninger i hans Manuskript, som han har lært udenad, idet han i Tankerne søger at tyde disse rigtigt. Digitized by Google 368 Om Erindring og Fantasi. Denne Maade at lære udenad paa er vistnok fælles for en stor Del Mennesker, medens andre lære udenad ved at fæste deres Opmærksomhed paa Lyden af Ordene (Hørelseserindring). Saadanne Personer lære da kun udenad ved at oplæse eller høre Ordene. Det er saaledes blevet mig meddelt om et Barn i en engelsk Opdragelsesanstalt, der forstyrrede sine Kammerater i høj Grad, ved at hun aldrig kunde lære sine Lektier, uden at hun læste dem meget højt op; hendes Lærerinder forsøgte gentagne Gange at vænne hende af hermed, men Resultatet var hver Gang, at hun aldeles intet kunde erindre af det læste. Det er i øvrigt vistnok uden for al Tvivl, at Sprog læres af de fleste Mennesker lettest gennem Øret; at det dog ikke er Tilfældet med alle Men- nesker, lærer følgende Eksempel. En Meddeler, der er engelsk af Fødsel og har opholdt sig her i Landet i c. 1 Aar, angiver som en væsentlig Grund til, at han endnu kan saa overordentlig lidt dansk, at han altid tidligere har lært Sprog, deriblandt latin og græsk, ved Læsning; Gader, hvis Navne han har læst, husker han godt og ligeledes de danske Ord, han har set trykt eller skrevet; han havde f. Eks. Vanskelighed ved at lære et saa sim- pelt Ord som Smør, da det er helt forskelligt fra det engelsice »butter«, men efter en Gang at have set det skrevet, erindrer han det altid, idet han samtidig ser de enkelte Bogstaver foran sig »med to Prikker over Øet«. Det vilde være af stor Interesse nærmere at undersøge, hos hvilke Mennesker det navnlig er, at Erindringen er knyttet til Billeder, men der eksisterer endnu kun en meget sparsom Literatur herover. Det synes dog, som Kvinder have denne Ævne i en særlig Grad, ligesom vistnok ogsaa Børn besidde den i stor Udstrækning. At Børn virkelig besidde en saadan Ævne, er jo imidlertid meget vanskeligt at afgøre med Sikkerhed, men det niaa antages, fordi disse i høj Grad have den Ejendommelighed at se levende Fantasibilleder, og saadanne Individer have ogsaa Ævnen til at se Erindringsbilleder. Det er jo saaledes bekendt, hvorledes en tarvelig udstyret Trædukke i et Barns Fantasi kan omformes til en glimrende Prinsesse, en Stol til en Hest, et Skab til et Féslot. Børn med stærk Fantasi faa undertiden Udseende af at være løgnagtige, idet de ikke forstaa at skelne mellem Drøm og Virkelighed, og de maa ofte løbe Panden haardt imod Realitetens haarde Mur, før de lære det. Digitized by Google Om Erindring og Fantasi. 369 Det synes end videre, at vilde Folkeslag gennemgaaende have Ævne til at se tydelige Erindrings- og Fantasibilleder. Grøn- lænderne ere saaledes ofte værdifulde Ledsagere for de viden- skabelige Ekspeditioner, naar de have været sendte ud for at overskue vidtstrakte Egne fra en højtliggende Bjærgtop, idet de dels kunne beskrive saadanne Landskaber tydelig efter deres Til- bagekomst, dels ogsaa ofte ledsage deres Skildring med [Aftegning af Landkort , af hvilke flere senere have vist sig at være i høj Grad nøjagtige i Gengivelsen af de mindste Enkeltheder. Om Buskmændene fortæller en engelsk Naturforsker, Dr. Mann, der har opholdt sig meget i Sydafrika, at de i det hele taget staa paa et lavt Kulturtrin, de føre et omflakkende Liv, stjæle og plyndre, hvor de kunne komme til, ere forfaldne til Drik og leve i Klippehuler; men de have den Ejendommelighed, at de aftegne Billeder af Mænd og Dyr paa Væggene af disse Huler og kolorere dem med Okker, og ofte ere disse Tegninger fortrinlig udførte. Under et Sammenstød mellem evropæiske Kolonister og de indfødte blev en Gang en Dreng, der tilhørte disse, tagen til Fange efter at være bleven saaret. Under sin Sygdom beskæft- igede denne Dreng sig meget med at tegne, hvorfor Dr. Mann en Dag bad ham om at vise ham, hvorledes han bar sig ad med at tegne. Drengen begyndte da med at afsætte en Mængde Prikker paa et Stykke Papir, tilsyneladende uden nogen som helst Plan eller Sammenhæng, idet Tegningen mindede mest om en Himmel, oversaaet med Stjærner. Efter at Drengen havde tegnet alle disse Prikker, betragtede han dem med stor Opmærksomhed. Efter at hans Ansigt saaledes i nogen Tid havde udtalt en nøje Betænkning, viste det fuldkommen Tilfredshed. Dernæst forenede han med raske Træk og uden Tøven de forskellige Prikker, og lidt efter lidt fremstod der et godt udført Billede af et Dyr, uden at han nogen Sinde forandrede de en Gang trukne Linjer. Det opklaredes da, at han altid bar sig ad paa denne Maade, og at hans Landsmænd havde lært ham denne Metode, som de selv altid anvendte. En saadan Fremgangsmaade forudsætter nød- vendigvis Tilstedeværelsen af tydelige Erindringsbilleder hos disse primitive Kunstnere. Den Omstændighed, at Kvinder, Børn og Vilde eller kun lidet civiliserede Folkeslag i det ovenstaaende ere nævnede som dem, hos hvilke Erindrings- og Fantasibilleder fortrinsvis fore- komme, maa dog ingenlunde forstaas saaledes, at Ævnen til at Digitized by Google 370 Om Erindring og Fantasi. se disse kun findes hos Individer, der staa paa et lavere aandeligt Udviklingstrin. Tvert imod, den kan forekomme hos Individer, der staa paa det højeste aandelige Udviklingsstandpunkt, men det synes dog, som om abstrakte Videnskabsmænd, Matematikere o. lign. i Reglen ere berøvede denne Ævne. Derimod synes Kunstnere, Digtere, Forfattere af Rejsebeskrivelser o. lign. at be- sidde en saadan Ævne, ofte i en meget udpræget Grad. Saaledes har en Ingeniør, der er meget begavet som Tegner, meddelt, at naar han en Gang har koncentreret sin Opmærksomhed paa en eller anden Genstand f. Eks. en Vase eller et Landskab, kan han selv flere Aar senere fremkalde et Erindringsbillede heraf, hvori de mindste Enkeltheder ses nøjagtig, saa at han kan gengive Billedet i en Tegning; han behøver derfor aldrig at optage Skitser, hvilke ellers tjæne til at opfriske Kunstnernes Erindring. De In- divider, der have den Ævne at kunne gengive med Troskab en kun én Gang set Genstand, anvende i Reglen i det Øjeblik de betragte Objektet en overordentlig koncentreret Opmærksomhed; saaledes har den omtalte Tegner meddelt, at han i saadanne Øje- blikke abstraherer fuldstændig fra alt det omgivende, og idet han føler en ejendommelig Spænding i Hovedet, koncentreres hele hans aandelige Kraft med Styrke paa et enkelt Punkt. Ved at koncentrere sit Blik paa en Genstand i nogen Tid, opstaar der hos de fleste Mennesker et Efterbillede, som imid- lertid i Reglen ikke ænses, dels fordi det er svagt, dels ogsaa fordi Opmærksomheden ikke henledes derpaa. For de af Læserne, der aldrig have lagt Mærke hertil, kan følgende Forsøg anbefales. En klart oplyst hvid Lampekuppel betragtes stift i c. et Minut, hvorefter Blikket kastes paa en bar Væg; her vil man da efter faa Øjeblikkes Forløb se et tydeligt, om end i Reglen ikke skarpt kontureret Billede af Lampekuppelen, og dette Billede vil blive desto større, jo længere Væggen er borte fra én. Man kan ogsaa faa Billedet frem ved at lukke Øjnene efter at have set paa Lampen, og man vil da tillige se, at det forandres efter nogen Tids Forløb, idet den hvide Kuppel bliver mere og mere mørk, til sidst helt sort paa hvid Baggrund, hvilket Fysiologerne udtrykke saaledes, at det oprindelige positive Efterbillede omdannes til et negativt. Hvis den Genstand, man har betragtet, har været farvet, vil man ogsaa se, at Efterbilledet under disse Forhold først har samme Farve som den oprindelige Genstand, men dernæst an- tager en Farve, der er komplementær hertil. Fysiologerne have Digitized by Google Om Erindring og Fantasi. 371 nøje undersøgt disse Efterbilleders Forhold, der i øvrigt frem- byder talrige Variationer foruden de oven for nævnte, men det vilde være at gaa uden for disse Bemærkningers Omraade at komme nærmere ind herpaa; Hensigten har kun været at lette Opfattelsen af det efterfølgende. Mange Mennesker have bestemte Fantasibilleder, saa snart de lukke Øjnene, en Ejendommelighed, som de navnlig ere kendte med om Natten, før de falde i Søvn. En Person, der beskæftiger sig meget med Naturvidenskaberne, har saaledes angivet, at han ser en uendelig Variation af matematiske Figurer foran sig, saa snart han lukker Øjnene; den ene Figur udfolder sig sukses- sivt af den anden, og da de tillige ere overordentlig smukt farv- ede, minder det hele om Betragtningen af et Kalejdoskop. Figur- erne ses saa tydeligt, at vedkommende er i Stand til at kopiere dem nøjagtig med Hensyn til Form og Farve. Denne Form af uvilkaarlige Fantasibilleder ved lukkede Øjne frembyder megen Lighed med de af Goethe iagttagne og beskrevne. Goethe angiver nemlig følgende: »Jeg har den Ejendommelighed, naar jeg lukker Øjnene, sænker Hovedet og tænker mig en Blomst i Midten af Synsorganet, at denne ingen Sinde forbliver et Øjeblik i sin oprindelige Skikkelse, men den opløses, og ud af dens indre udfolder der sig igen nye Blomster med farvede eller grønne Blade; Blomsterne ere ikke naturlige, men fantastiske, dog regel- mæssige ligesom plastisk udhuggede Rosetter. Jeg kan frem- bringe det samme, naar jeg tænker mig en broget malet Skive, som da ligeledes stadig forandrer sig fra Midten ud imod Peri- ferien fuldstændig som et Kalejdoskopc En anden Meddeler angiver altid med lukkede Øjne at se farvede Ringe omkring en mørk Skive, en tredje, lyst farvede, bølgeformige Striber paa hvid Grund og saa fremdeles. En stor Mængde Mennesker have imidlertid kun lysende Striber eller Pletter af ubestemt Størrelse og Kon- turer paa en fuldstændig sort Baggrund. Endelig kunne Fantasibilleder opstaa uvilkaar- lig i Sammenhæng med Tanken om Maaneder, Uger, Dage, Datoer og Tal, og de optræde da ofte med uafviselig Nødvendighed. Det skal dog straks bemærkes, at dette er et Forhold, der langt fra findes hos alle, der ellers have stærke Er- indrings- og Fantasibilleder, men det findes dog i det hele taget hos et ret stort Antal Mennesker, navnlig Kvinder, og dets Til- stedeværelse tyder aldeles ikke paa noget abnormt. Da Eksempler Digitized by Google 372 Om Erindring og Fantasi. oplyse denne Slags Ejendommeligheder bedst, skal jeg først nævne et Eksempel paa Fantasibilleder i Forhold til Maanederne, og det mest udtalte Eksempel, jeg endnu har kunnet finde, er følgende, der gengives saaledes som Meddeleren (en cand. jur.) har ned- skrevet det. »Maanederne i et Aar tænkes altid som Led i en temmelig flad Oval, der varierer i Størrelse fra c. 1 Ålen i længste Diameter, naar Tanken er paa en Tilstands Varighed gennem flere passerede Aarsomløb, og som herfra til Helsingør, naar der tænkes paa den nuværende Maaneds Afstand fra en bestemt Maa- ned i samme Aarsomløb og navnlig naar der tænkes (med Længsel) paa et fremtidigt Tidspunkt. Ovalen ligger derhos i et Skraaplan med ringe Hældningsvinkel (c. 20°), saaledes at Som- meren ligger øverst mod Nord og Nytaar ligger forneden til højre (se Fig. 1). Maanederne ere af meget forskellig Længde, idet Efteraars-, men navnlig Foraarsmaanederne ere forholdsvis meget korte. Ovalen er nærmest at anse som et Legeme o: en flad Ring, hvoraf dog kun den opad vendte Side er synlig. Maaned- erne have en noget forskellig Schattering, idet navnlig Efteraars- maanederne ere noget mørke og Ringen her noget smallere med et noget markeret Punkt ved Juletid, medens Foraaret er bredere og lysere med lidt Antydning af gulligt Lys. — Den løbende Uge ses som Led i fornævnte Oval, idet hver Dag er en Stribe tværs over Ringen, saaledes at Morgenen vender ud mod Periferien, Aftenen ind mod Ringens Centrum. Søndagen er noget mark- eret, navnlig skarpt mod Lørdagen (se Fig. 2), ligesom de fast optagne Aftener i Ugen, Torsdag og Fredag, ere noget dybere i Tonen. < De Læsere, der ikke kunne finde det mindste tilsvarende hos sig selv til det oven for gengivne, ryste maaske betænkelig paa Hovedet. Det skal dog bemærkes, dels at disse Fantasi- billeder ingenlunde ere ualmindelige, dels at de Individer, der have dem, vise saa vel efter Englænderen Galtons som mine egne foreløbige Undersøgelser ikke blot intet som helst abnormt i aandelig Henseende, men adskillige ere endogsaa i høj Grad in- telligente og sjælssunde, og G al ton angiver med Navn en stor Del af de Mennesker, hos hvem han har fundet saa vel de i det foregaaende som i det efterfølgende omtalte Fantasibilleder, en Fremgangsmaade, der af forskellige Grunde ikke skal anvendes i nærværende Bemærkninger. Blandt de af Galton nævnede findes Mænd i Politikens, Kunstens og Literaturens Verden, der Digitized by Google Om Erindring og Fantast. 373 have et Navn saa vel i som ogsaa til Dels uden for England. En enkelt af disse, Professor Herbert Mac Leod, ledsagede Tegningen af sine Fantasibilleder (se Fig. 5) med følgende ka- rakteristiske Ord: Jeg har aldrig fundet noget lignende hos dem af mine Kollegaer, for hvem jeg har berørt dette Æmne, og flere af dem have endog gjort Nar deraf og rimeligvis anset mig for ] sindssvag, fordi jeg kunde have saadanne Fornemmelser. Da jeg havde tegnet medfølgende Skema og vist det til en af mine Ven- ner, omdannede han ved Hjælp af et Blyant Tegningen til en ' Søslange og bemærkede: »Hvis du var rig og havde indsat mig som Universalarving i dit Testamente, vilde jeg tilintetgøre denne Tegning, for at den ikke senere efter din Død skulde blive be- nyttet til at bevise, at du havde været sindssyg i levende Livec Det forstaar sig af sig selv, at naar Folk ere udsatte for at blive latterlige eller, hvad der vel er endnu værre, at blive ansete for svaghovedede ved at fortælle andre de Ejendommeligheder, der ere ved deres Fantasi, de da i Reglen beholde det for sig selv, hvilket ogsaa mange af Galtons Meddelere angive at have gjort, indtil hans første Arbejde herom udkom for nogle Aar siden. Gal ton angiver, at den almindelige Ordning af Maaned- erne i Fantasien er i en Oval, i hvilken Januar kan have den mest forskellige Plads, og i hvilken der gives hver enkelt Maaned en forskellig Vidde. De Erfaringer, jeg har gjort i saa Henseende, ere overensstemmende hermed, og tillige har jeg fundet, at det gennemgaaende er Sommermaanederne og af disse atter Juli og Avgust, der ere de længste (se Figg. 1, 4 og 7), medens Foraars- * maanederne gennemgaaende ere korte, ubestemt afgrænsede eller endog sammenflydende (Fig. 4). Fig. 4 viser tillige den Ejen- dommelighed, at den er en Tolvkant, der er afbrudt ved »Jule- ferien c mellem December og Januar. I Fig. 7 er Afbrydelsen endnu større, idet Januar og December ere vidt fjærnede fra hin- anden; i denne Figur ere baade Foraars- og Efteraarsmaanederne uden skarp indbyrdes Grænse og optage i det hele forholdsvis ringe Plads. I andre Tilfælde ere Maanederne ordnede i en skraat, ofte uregelmæssigt opad stigende Linje. Juleferien, men navnlig Sommerferien spille i mange Figurer en fremtrædende Rolle, et sikkert Bevis paa disse Fantasibilleders Oprindelse fra Barndommen. Desuden findes der en talrig Mængde andre mere eller mindre fremtrædende Ejendommeligheder, som Pladsen vil forbyde mig at komme nærmere ind paa. Digitized by Google 374 Om Erindring og Fantasi. Ugedagene henføres af mange til Ovaler, at nogle til hori- zontale eller perpendikulære Rækker og for en enkelt Person ligge de i en Halvbue (Fig. 9). Fantasitalrækkerne frembyde en uendelig Variation. Ved Fantasitalrække forstaar jeg det for enkelte Personer ejen- dommelige Fantasibillede, hvor Tallene have deres Plads paa en bestemt (tilsyneladende tilfældig og vilkaarlig) Maade i Forhold til hinanden, saa at et Tal altid opsøges paa et bestemt Sted. Det forekommer mig, at Ordet Fantasi talrække er at foretrække for det af Galton benyttede Ord »numberforms« , da hint Navn bedre og tydeligere angiver det hele som en Fantasikonstruktion. Gal ton, som er den første, der har gjort opmærksom paa disse Ejendommeligheder, angiver, at han aldeles intet kendte fra sig selv til disse Forhold, og at det først var en af hans Venner, en bekendt Jurist, der fortalte ham om sin egen Fantasitalrække; for at det heller ikke skal antages om mig, at jeg har gjort mine, foreløbig flygtige, Undersøgelser med forudfattet Mening, skal det bemærkes, at jeg lige saa lidt har nogen Erfaring fra mig selv. Ved at kaste et Blik paa Figg. 3, 5, 6 og 8 vil det ses, hvor forskelligt og hvor tilsyneladende fuldstændig planløst Talrækken snor sig og gør Knæk og Bøjninger til alle Sider hos de forskel- lige Individer. Tegninger give imidlertid kun et ufuldstændigt Billede af de virkelige Forhold, eftersom Talrækken indtager et langt større Rum, end at den hele kan ses paa én Gang; under- tiden er dog dens Udstrækning ubestemt. Det mest besynderlige Udseende frembyder Fig. 5, der tilhører den før omtalte Professor Mac Leod; den er kopieret efter G al ton for at vise, hvor vil- kaarlig en saadan Talrække kan synes. Fig. 10 er ogsaa laant fra G al ton. Den frembyder det mest slaaende Eksempel paa, hvor tydelig en Fantasitalrække kan præsentere sig for vedkom- mende og viser, hvorledes et saadant Fantasibillede kan være til Nytte for dem, der har det. I dette Fantasibillede ere Tallene opstillede paa to Linealer, der ere forskydelige mod hinanden ved Hjælp af en Slædemekanisme. Naar vedkommende gør et Regne- stykke i Hovedet, foretager han det altid ved Hjælp af sin Fan- tasiregnelineal , idet Tallene forskydes mod hinanden ; han ser al- drig hele Linealen paa én Gang, men altid kun den Del, han har Brug for. I saadanne Talrækker kunne de enkelte Tal springe mere eller mindre stærkt frem i Forhold til de øvrige, og det er Digitized by Google Om Erindring og Fantasi. 375 da navnlig Tierne (Figg. 5 og 8), men ogsaa andre Tal (f. Eks. 1, 98, 99 og 101 i Fig. 6). Ophavsmanden til Fig. 6 (stud. polit. N. N.) angiver end videre følgende ret interessante Enkeltheder: De lige Tal ere gennemgaaende de smukkeste og mest fremtræd- ende, hvorimod ulige Tal, men navnlig Primtallene, dog ogsaa 39, synes Stedbørn, dog hævdende sig ved en vis Ondskabsfuld- hed i deres Karakter, medens de lige Tal ere mere sympatetiske; enkelte Tal, f. Eks. 63, have en drillende Karakter. Det vil heraf ses, hvor fremtrædende de enkelte Tal kunne være og med hvil- ken forskellig Karakter de kunne optræde, saa at de ere ligesom forskellige Personligheder for vedkommende. Fantasitalrækkerne omfatte i Reglen kun de positive Tal, men kunne dog ogsaa rumme de negative (Figg. 3 og 6), ja i Fig. 6 ere endogsaa Brøkerne anbragte mellem 1 og 0, trods at Afstanden mellem disse to Tal ikke er større end mellem andre, men Pladsen skaf- fes til Veje ved at afsætte Brøkerne i to Rækker langs Væggen af en Tragt, hvis Munding maa tænkes anbragt mellem -f- 1 og i samme Plan som den øvrige Talrække, medens Spidsen vender nedad bort fra dette Plan. Mest forbavsende er dog de Tilfælde, hvor Maaned- erne, Ugerne, Tallene, ja endog Ord, der tænkes paa eller udtales, vise sig for vedkommende med bestemte, konstante Farver. Saaledes angiver en Meddeler, at Marts er blaa, Maj gul, Juni lyserød, Juli mørkegul o. s. v. Søndag og Tirsdag er for vedkommende hvid, Mandag blaa, Onsdag brun o. s. v. , og hvert Tal i Begyndelsen af Talrækken har sin be- stemte Farve. Ordet Menneske er for denne Person brunt, — god, rød, — ond, sort o. s. v. Hvis disse Farveassociationer kun fandtes hos et en- kelt eller hos ganske faa Individer, vilde det vel blive anset for en Ejendommelighed, der tydede paa en abnorm Sjælevirksomhed, men de ere vistnok ingenlunde sjældne. G al ton har nemlig truffet paa adskillige, efter at Bruhl i Wien havde henledet Op- mærksomheden herpaa, og efterat Bleuler og Lehmann fra Schweiz havde samlet en Del Tilfælde, og jeg har allerede efter kort Tids Søgen fundet flere. Blandt disse findes en Læge, der viser et Forhold forskelligt fra det hos andre trufne. Han an- giver nemlig, at naar hans Klokke ringer om Natten, vaagner han altid ved, at det lyner blaat for hans Øjne; d-Dur høres ledsaget af Fornemmelse af gul Farve, a-Dur med rød Farve Digitized by Google 376 Om Erindring og Fantasi. o. s. v. Hvor saadanne Farveassociationer, der ere forskellige hos de forskellige Individer, stamme fra, er vel et Spørgsmaal, der foreløbig maa staa fuldstændig ubesvaret hen. Derimod vil det maaske kunne lykkes at kaste lidt opklarende Lys paa Op- rindelsen til de Fantasibilleder, der opstaa ved Tanken om Tal. Det skal først bemærkes, at Fantasien er en Ævne, ved hvilken Arveligheden spiller en stor Rolle, og det viser sig ogsaa, at Maanedovalerne , Fantasitalrækkerne, Farveassociationerne o. s. v. træffes ofte hos alle eller flere Medlemmer af samme Familie. Jeg har ogsaa truffet en Familie, hvor Moderen, en Søn og to Døtre alle have Farveassociationer, en anden, hvor Moderen, en Søn og tre Døtre have det, og Figg. 1, 4 og 7 tilhøre Medlemmer af samme Familie. Dernæst viser det sig ogsaa, at vedkommende Personer have haft saadanne Ejendommeligheder saa længe de kunne huske tilbage i Tiden, ja en af Gal tons Meddelere lægger Begyndelsen tilbage til det 4de Aar. Da det nu tillige er en Kendsgerning, at Børn have en stærk Fantasi, er det meget sand- synligt, at de opstaa i Barnealderen, og i Virkeligheden har man paavist deres Tilstedeværelse hos ældre Børn. At man ikke har kunnet paavise dem hos mindre Børn, ligger vel i, at Paavisning- en her er saa overordentlig vanskelig. I Almindelighed hører man imidlertid fra de paagældende, at de ingen Anelse have om, hvorfra deres Fantasibilleder stamme. Dog findes der enkelte, meget oplysende Undtagelser. Saaledes angiver Professor Mac Leod, at Oprindelsen til Begyndelsen af hans Fantasitalrække (Fig. 5) maa søges i, at han allerede i Fireaarsalderen lærte at kende, hvad Klokken var, og derigennem lærte Tallene, idet han ofte morede sig med at lade sin Ske og Gaffel paa sin Tallerken forestille Viserne paa Uret. Ved Tanken paa et Tal fra 1 til 12 kom han saaledes altid til at henføre det til dets Plads paa Ur- skiven. Hos flere andre bærer Talrækkens Begyndelse ogsaa utvivlsomme Spor af at være afledet fra Urskiven. Atter andre (ikke her afbildede) synes at skylde Dominospil, Kort, Fingre o. s. v. deres Oprindelse. En engelsk Videnskabsmand har an- givet, at han ser Talrækkens første Tal langs med en gammel Spaseresti i hans Faders Have; Tallet 7 staar ved en Vandbehold- er, hvorfra hans Fader hentede Vand til sine Blomsterbede. Det synes at fremgaa af de nævnte Eksempler, at Fantasi- talrækkerne i mange (maaske alle) Tilfælde dannes derved, at Barnet søger at knytte Tallene til bekendte, konkrete Genstande Digitized by Google Om Erindring og Fantasi. 377 i dets nærmeste Omgivelser, for derved lettere at huske dem og ligesom at binde det nye og ubekendte til det gamle, hvormed det er fortroligt, med andre Ord: Barnet udvikler sig ube- vidst en primitiv Mnemoteknik, der i Begyndelsen hvil- er paa vilkaarlig dannede Kunstgreb, der sete] fra Barnets Standpunkt ere praktiske og nyttige for det; ved den stadige, idelig fortsatte Brug faa disse Associa- tioner Præget af Uvilkaarlighed og Planløshed, ja de synes i mange Tilfælde snarere at maatte være til Hinder end til Hjælp for de psykiske Processer. Imidlertid er der ingen Tvivl om, at Associationerne virkelig hjælpe vedkommende i det dag- lige Liv, saa længe Fantasien ikke behøver at arbejde med ud- strakte Størrelser (f. Eks. med Tal over 100) eller længe ad Gangen (f. Eks. ved Udarbejdelsen af store Regnestykker) , aldeles ligesom en Mnemoteknik, der sigter imod et begrænset Omraade, er i Stand til at hjælpe Hukommelsen betydeligt. Men ligesom en Mnemoteknik, der vilde omfatte alle Genstande og Forhold, vilde vise sig ikke blot unyttig, men ogsaa hindrende for Hukom- melsen, fordi denne blev nød til at opsummere og gemme langt flere Enkeltheder, saaledes vil sikkerlig ogsaa de fantastiske Asso- ciationer træde hindrende i Vejen for de sjælelige Ævners Virk- somhed, naar denne beskæftiger sig meget med Tal og abstrakte Forhold. Dette er vistnok ogsaa Grunden til, at man ikke træffer dem ofte hos Matematikere, abstrakte Videnskabsmænd o. lign., hos hvem de dog maaske alligevel kunne have været tilstede tid- ligere. Jeg kender i alt Fald et Eksempel, hvor vedkommende, en matematisk Student, angiver, at jo mere han beskæftiger sig med Matematik, desto utydeligere blive hans Fantasiassociationer, og flere Personer have angivet, at de vare stærkere hos dem i deres Ungdom end senere. Der er saaledes en Del, der taler for, at Fantasiassociationer (og maaske Fantasien i det hele) undertrykkes stærkt hos Mennesker, der i særlig Grad anvende abstrakt Tænkning. Jeg behøver vel næppe at til- føje, at alt det her sagte maa tages i al Almindelighed, og at der træffes talrige Undtagelser, hvor det oven for fremsatte ikke kan anvendes. Jeg frygter for, at flere Læsere have haft Vanskelighed med at forstaa rigtig de psykiske Ejendommeligheder, som jeg har henledt Opmærksomheden paa, som eksisterende hos et ikke ringe Antal Mennesker, ti ligesom nogle øjeblikkelig opfatte, hvad det Tilskue! en. 1884. 25 Digitized by Google 378 Om Erindring og Fantasi. drejer sig om, ja endog møde det med en kendelig Sympati, fordi de føle noget dermed beslægtet hos sig selv, saaledes er der ogsaa andre, for hvem det ved første Betragtning synes saa fremmed, at det trodser al Forklaring, ja enkelte ville maaske endog be- tragte de i nærværende aforistiske Bemærkninger omtalte Forhold som betydningsløse Absurditeter hos enkelte Mennesker. Hertil skal dog indvendes dels, at de findes hos et meget stort Antal Mennesker, der ere lige saa udviklede og lige saa normale som den Del, hos hvem de ikke findes (hvilke der ere i Flertal kan endnu ikke angives), men dels tror jeg ogsaa, at alle disse For- hold frembyde betydelig psykologisk Interesse. Naar det nemlig erindres, hvor vanskeligt det kan være at forfølge de fleste psyko- logiske Processer i deres mangfoldige og indviklede Baner, saa vil det indrømmes, at det ikke kan være uden Betydning at forsøge at gribe og fastholde Detaillerne i de individuelle psykiske Livs- ytringer, og her synes netop at være et Omraade, der er tilgænge- ligt for direkte objectiv Undersøgelse. Denne Del af Psykologien er imidlertid endnu saa lidet opdyrket, at de enkelte Kends- gerninger foreløbig er spredte og delvis uforstaaelige , men det forekommer mig sandsynligt, at en videre gaaende Undersøgelse af disse Forhold vil kunne kaste lidt Lys paa enkelte psykiske Funktioner l ). *) Professor Harald Høffding og Forfatteren af disse Bemærkninger have paabegyndt et fælles Arbejde, der beskæftiger sig med de fleste af de Forhold, der have været omtalte her, og ville begge sætte megen Pris paa at modtage Oplysning om disse fra saa mange som muligt. Digitized by Google Ungdom, glade Ungdom! Jeg sad alene i Albanos Kro en silde Aftenstund. — Med Velbehag jeg nød den Trætheds-Rus, den døsige Ro, der valmuekroner slig en Vandringsdag, som gled i Takt til Nattergale-Fløjter: — I Middagssol paa Monte Cavos Højder, hvis Lider luelyse af Gyvelkrat og Vaargrønt skraane langt og synke brat mod Kummens gyldenriflede Sø dernede, mens sadel-lagt paa Kraterets Rand det graa Albano hænger som en øde Rede, hvorfra i Gry der flagred* ud de smaa dunbløde Sommerskyer, hvis Skygger glider paa svømmende violbiaa Bjærgelider; og ud imod Campagnen, hvor der laa et Tæppevæv af falmet Regnbuetaage , til Havet trak sin smalle dybe Søm ind under Himmelhvælvets lyse Blaa: — I Skumringstid, da Blade-Glanslys vaage og Skygger slumre ind i sælsom Drøm mellem Olivens dragevredne Stammer, med Aftensolens Glød paa Nemis Tegl Ungdom, glade Ungdom! og Duggetaage over Dianas Spejl, som Klipperingens Løvskov inderammer: — I Maaneskin, der overstraaled Slugten, den bladesusende , hvor Viadukten som en forstenet Urtids Kæmpekryb vaded med Bueben i Taagens Dyb .... Alt dette gled forbi med Duft og Klang af Vaarlyst, Ungdomsmod og Vandretrang; — og mens jeg langsomt nipped til min Vin og saa' de matte Lampestraaler gløde igennem Glassets flydende Karmin, kom ukaldt mine Tankers Vej paa tværs en Melodi, — et gammelt Opera-Vers: — Det var i Kroen ved et Rejsemøde en Hilsen fra en ældre, lystig Fyr til En, der ung drog ud paa Æventyr, sin egen Tjæner og sin egen Herre, med faa Bekymringer, med Pakker færre, løsladt fra Hjemmets Ro og Arbejdsflid. — Bestandig lød det om igen, saa klagende: »Ungdom, glade Ungdom, glade Tid!< Ja, — Ungdom, sukked jeg, og har jeg kendt dig, Ungdom, som du er, og som du prises af hver, der mindes ømt hvad der er hændt af ondt og godt, den Gang hans Sejl stod spændt halvmaanebuet af din Foraarsbrises fuldbrystige Pust, — da det var nok at gynges og se, hvor Kølen Bølgeskummet skar, men lidet spurgtes kun, hvorhen det bar! Digitized by Google Ungdom, glade Ungdom! Hvor var du som du élskes og besynges: med hastig Nyden og med rastløs Stræben, med dit Zigeunerliv fra Haand til Mund — for Haanden Slæb og Slid fra Morgenstund til Kvæld, om Natten tusend Kys for Læben, — med Tider stungne dybt af Armods Braad, med Overflods berusede Øjeblikke, med Tab og Vinding paa det ene Kort: Letsindighed ... Og var da dette ikke — ja er endnu — min Alders Arvelod? Hvi flygted du, — hvor gemte du dig bort? Var Fejlen min, er Skæbnen Skyld deri, at altid sneg du dig min Dør forbi? For Drømme drømte jeg, men ikke dine, min Rus var ej af dine Vigners Vine; — et Liv for Kamp jeg kender ganske godt, hin Kamp for Livet blev min Skæbne fremmed; for Livets Kunst er jeg i Skranken traadt, den Kunst at leve aldrig ret jeg nemmed; vel fandt jeg meget alt, og deriblandt Klenodie-Fund, som mange aldrig vandt, meget har martret og husvalt mit Sind — meget, — men aldrig du, du viltre Aand, der træder pludselig, selvbuden ind i Livets Sammenskuds-Symposion midt i de vises endeløse Strid, med Alkibiades-Smil i Læberanden og Øjekrogen, Violers Krans om Panden, af Fløjtetoner fulgt, — hetærefavnende Ungdom, løse Ungdom, kaade Tid! Ungdom, glade Ungdom! Saadanne vage Vemodstanker drømte i mig; og Aften gled mod Midnat ben før Kurveflaskens sidste Rest jeg tømte og gik at søge Mødighedens Ven, den sunde, stærke Søvn, som lønner Den, hvis Fod den lange Dag igennem satte sit Spor paa Skovens blomstervirkede Matte, paa Bjærgets Vindelvej, paa Fjældets Sti. Alt vuggedes min Sjæl, der sansed næppe, paa Livsfornemmelsernes stille Ebbe det sidste vaagne Tanke-Fyr forbi ud paa den mørke, tavse Bølge-Steppe, — da vaktes jeg ved Sang, — en sælsom Sang: halvt som den kunstløs-vilde Melodi, der stiger fra den ensomme Bjærgfugls Bryst i Vekselsaiig med Ekkos Nymferøst, — halvt som et Gaderaab . . . Det var en Dreng, der sang. Hjuis Stemme, endnu lidt i Overgang, slog over tit, sprang dristig op paa ny og traf den høje Tone med et Skrig, et Sejershyl i denne »Sangerkrig« mod Natteroen i Albanos By. Bestandig samme Sætning om igen, saa snart den sidste Tone døde hen, som om hans Læbe lig en Sangfugls Næb var bunden i den ene Tonering. Saa tog den andre Stemmer med paa Slæb, der famled i dens Spor og stræbte efter det samme bratte Fald og lange Sving; men tav de, var hans Røst med friske Kræfter igen paa Pletten for med fuld Bravur at spotte deres Afmagt. — Længer bort trak den utrættelige Strubesport ad øde Stræder; højt langs Klostrets Mur Digitized by Google Ungdom, glade Ungdom! 383 den stemte op, som om den vilde række til Rom og dér den hellige Fader vække; langt borte i Alléen døde Sangen af tusendbladet Steneg-Susen fangen, mens af og til en Tone, himmelhøj som en Raket ud over Byen fløj; saa nærmed den sig; Skridt for Skridt den gled ad stejle Trappegyders Stentrin ned og larmed atter paa den store Gade. Saaledes blev den ved i timevis den underlige Bjærgbo-Serenade min Søvn til ugenkaldeligt Forlis. I denne Jodlen, der fra Graad til Latter med sælsomt Lune svajed hid og did, det var, som mødte hine Ord mig atter, som raabte Vaarens Nat paa dig, du flygtende Ungdom, tabte Ungdom, svundne Tid! K. Gjellerup. Digitized by Google Adolf Sang. »lilara, hører du det? Det er ikke længer jeg, som taler; det er den store Vished i mig, og du véd, hvem den hver Gang er fra!« Hvem er det, der taler saaledes? Det er Helten Sang i Bjørnson's Skuespil »Over Ævne«, en af de mægtigste tragiske Skikkelser i den nyere dramatiske Literatur. »Den store Vished i mig« — og: »du ved, hvem den hver Gang er fra!« Hvem er det, der vover at. føre saadan Tale? Det er Pastor Sang, den kristelige Kvaksalver. Sang er en Atlet i Troen. Han staar urokkelig paa den kristelige Aabenbarings Grund. Der er ikke et Aandepust af Tvivl i hans Overbevisning, ikke et Øjebliks Nølen eller Famlen i hans Gudhengivenhed. — Sang er en Kæmpe i Kærligheden, i den ægte, selvfornægtende, sig selv forglemmende kristelige Kærlighed. Han trodser Frost og Sne, Storm og Bølger, naar det gælder at hjælpe, at redde, at husvale. Med smilende Sorgløshed gaar han langs Fjældkanten ved den svimle Afgrund, naar Pligtens Vej fører did; med uforfærdet Sikkerhed følger han Kærlighedens Fodspor under en stor, vild Naturs overhængende Farer og truende Rædsler. — Sang er en Kristendommens Forkynder, — men ikke en saadan, der »hemmelig drikker Vin og offentlig prædiker Vandt, ikke en saadan, der stadig føler Aandens uimodstaaelige Kald til de bedst doterede Embeder, ikke en brammende Taler, der øser sin Søndags- begejstring af Forfængelighedens plumrede Kildevæld. Sang er ikke en klynkende Dameprædikant, der altid selv er den første til at græde over sin Tales rørende Vendinger, ikke en brøsig Vel- ærværdighed, der myndigen vaager over, at Kirkens »rene Lærec ikke forfalskes, men gaar paa Akkord med Livets mange Haande Digitized by Google Adolf Sang. 385 Skrøbeligheder. Nej, Sang saa, »at -Kristendommen krøb paa sin Bug og endda forsigtig forbi alle større Tuer. Hvorfor gør den det? spurgte han sig selv. Er det, fordi at dersom den rejste sig helt op, saa løftede den Tingene af deres Hængsler? Er det Kristen- dommen, som er umulig, eller er det Menneskene, som ikke tør? Om bare én turde, var der saa ikke Tusender? Og saa følte han, at han burde forsøge at være denne ene. c — Saa gaar han op til Nordlandene, til den fattigste, ødeste Egn i sit Fædreland; saa siger han Verden farvel, saa rejser han sig helt op, den Troens Atlet, den Kærlighedens Kæmpe, den vældige Ordets Forkynder; saa spænder han hver Muskeltraad i sin kraftfulde Personlighed for at vise Menneskeheden, »at Kristendommen ikke er umulige, at den ingenlunde er »over Ævne«. Og hvad bliver saa Enden paa dette? Faa vi da nu et sikkert Resultat? Nej. Faa vi at vide, om Kristendommen er »overÆvnec eller ikke? Nej. Bliver Sang »den ene, han forsøger at være?« Nej. Gives der da ingen Kristen? Kan der ingen gives? Det vide vi ikke; vi faa ingen Besked derom. Ti det er ikke Kristendommen, der her sættes paa Prøve, det er »en kraftig Vild- farelse« ; det er ikke Troens evige Idealer, der lægges paa Vægtskaal her, det er en glimrende Overtro, der har drukket sig fuld af Kristendommens Hjærteblod. Sangs Person og Skæbne beviser intet for eller imod Kristendommen; han naar ikke at blive, hvad han vil være, et Trosvidne, et kristeligt Sandhedsvidne; han bliver heller ikke, hvad en vis Kritik gad præge ham til, et Vidne for Kristendommens Usandhed. Men idet han i religiøs-kritisk Forstand bliver betydningsløs, kommer han des højere op paa den æstetiske Hylde, — idet han gaar glip af den kristelige Martyrkrone, lægger det tragiskes sitrende Skønhed sig om hans knuste Tinding, — idet Bjørnson's Værk lader Kristendommen gaa Ram forbi , bliver det en ypperlig Tragedie. Det forholder sig hermed saaledes. Der er en Fejl i Sang's Kristendom. Denne ligger fra først af i Periferien; men under hans rastløse gejstlige Virksomhed, hans energiske religiøse Liv griber den om sig, naar dybere og dybere, indtil den omsider vokser ind i Barmen, i hans Handlingers Kildepunkt, forvrænger Troen og ødelægger hans kristelige Personlighed. Fejlen ligger oprindelig i den intellektuelle Sfære. Den bestaar i en Over- vurdering af den menneskelige eller rettere : den kristelige Erkendelse. Her ligger en syg, som anses for ulægelig. Sang knæler ved hans Digitized by Google 386 Adolf Sang. Sæng og beder i inderlig Tro med den lidende om hans Sundhed, hans Liv. Saa vidt er nu alt i sin kristelige Orden. Saa kommer den syge sig, og nu slutter Sang: Gud har ved vor Bøn ladet sig bevæge til at gøre et Mirakel. Denne Slutning er ukristelig. En besindig Kristendom standser her resigneret ved et Spørgsmaals- tegn. Den anerkender Bønnens Berettigelse ogsaa med Hensyn til timelige — relative — Goder, den tror, at ogsaa en saadan Bøn kan blive opfyldt, den hævder Miraklets Mulighed; men den ved ikke, om dette i et givet Tilfælde virkelig er indtraadt eller om det skete er en Følge af saakaldte naturlige Aarsagers Virken. Men det ved Sang. Hans »credo, ut intelligam« indskrænker sig ikke til den kristelige Verdensanskuelses store Grundlinjer, ikke til hans subjektive Forløsningsbevidsthed, men det udstrækker sig til Verdensstyrerens specielle Forsynstanker. Hans Tro er et Slags magisk Apparat, er en Kikkert, gennem hvilken han skuer lige lukt ind i Himlen. Sang ved, naar Herrens Time er kommen, han kender Tid og Sted og Maade; han skønner, om Miraklet vil indtræde eller ej; han kan nok en Gang momentant tage Fejl af Maaden, som da han ved sin og Børnenes Bøn vil gøre sin syge Kone rask; men saa giver Herren ham et Vink, saa finder han sig til Rette, og nu opkommer »den store Vished« i ham, »og han ved, hvad Herrer* vil.« Sang nøjes ikke med den historiske Aabenbaring i Kristus; han har individuelle Aabenbaringer, Syner, guddommelige Indskydelser. Det ligger i hans elskelige Karakter, i hans Embedes Krav og Lejlighed og fremfor alt i hans reformatoriske Stræben, at han fornemmelig anvender sin for- mentlige »overnaturlige Magt« til at bevirke Helbredelsesmirakler. Hundrede syge, »d. v, s. virkelig troende«, har han »gjort friske« ved — undertiden endog paa Afstand — at bede med dem; en Præsteenke, der var lam i 15 Aar, har han kureret, saa hun nu, snart hundrede Aar gammel, »hver Søndag kan gaa til Kirke«; en Pige har han opvakt fra de døde ved at lægge Haand paa Haand og Haand paa Hjærte. At der muligvis en enkelt Gang kan have været Lykketræf eller Sansebedrag med i Spillet, at paa •andre Steder Naturen selv har overvundet den overvurderede Sygdom, at maaske i de fleste Tilfælde Præstens klippefaste Over- bevisning, hans henrykte Ord, hans fascinerende Personlighed har indvirket saa stærkt paa de troende syge, at »Aanden sejrede over Kødet«, — alt dette rinder den af sin Virksomhed berusede Troshelt, der vil lade Kristendommen bestaa sin Prøve, aldrig i Hu. Digitized by Google Adolf Sang. 387 Det er Bønnen, der har fravristet Himlen Miraklet, det véd Sang, og det véd alle, som staa under hans Indflydelse. Saa bliver han »Mirakelpræsten for hele Landet«; men fra et kristeligt Synspunkt er det just Troen paa denne »overnaturliget Viden, der stempler ham til Kvaksalver. Det er et underligt, vilkaarligt Menneskepaafund, at Kristen- dommen i vore Dage skal gøre sin Prøve ved Miraklet, ved den udvortes, saa at sige: haandgribelige Undergerning. Hvad nu, om Verdens alvise Styrer for Tiden — menneskelig talt — ikke holder Miraklet for opportunt, som den Gang, da Folket forgæves begærede et Tegn af Herren fra Himlen? Bliver derfor Kristen- dommen til Løgn? Denne ene Tanke er nok til at gendrive Bjørnson's Drama, dersom det skal betyde et Angreb paa Kristen- dommen. »Enten er Kristendommen et Liv i Gud udover Verden og alle dens Forskrifter, eller den er ikke!« siger Pastor Krøjer. Nuvel, den kristelige Tro er Verdensovervindelse; men hvad skal det sige: »udover alle Verdens Forskrifter?« Udover Naturlovene maaske og Timelighedens Vilkaar? En Kristendom med Trylle- staven paa Bunden af Tornisteren? En Kristendom, der vil kikke ind i Guddommens Mysterier? En Kristendom, der kræver gud- dommelig Visdom og »overnaturlig Magt« for sine Bekendere eller Forkyndere? Hvad er det for en uforskammet, næsvis Kristendom? Er det den, som er dokumenteret i de hellige Skrifter? — Saa kommer Pastor Bratt stønnende. Han rejser omkring i Verden; paa alle »Mirakelsteder« har han været, men ikke fundet, hvad han søgte: Miraklet. Nu staar han foran den sidste Prøve. Bratt har i syv Aar lovet sin Menigheds troende, hvad han selv ikke troede paa, Mirakelkraften. Han pukker paa Skriftens Bogstav: »Gud har i bindende Ord, det ene stærkere end det andet, sagt, at den troende har denne Magt.« Saa? Har Gud virkelig givet det nittende Aarhundredes troende den Forjættelse, at de skulle kunne gøre udvortes Mirakler? Bratt kender Tidens Tarv. Han ved, at Miraklet er det eneste, vi trænge til. »Hvis et Mirakel viste sig blandt os, — et saa stort, at alle, som saa det, troede — !« siger han. Hvor stort skulde vel dette Mirakel være? Mon Filosoferne skulde kunne tvinges til at stole mere paa deres Sanser end paa deres systematiske Tænkning? Og nu de sub- jektive Idealister med deres Modsætning mellem Tænk en og Væren? Og Naturforskerne, der langs ad Kausalitetstraaden efterspore Naturvirkningernes Aarsager? Skulde en virkelig Undergerning Digitized by Google 388 Adolf Sang. bringe dem længere end til Antagelsen af en fjærde Dimension eller lignende Hypoteser? »Høre de ikke Moses og Profeterne, da tro de ikke heller, om nogen opstod fra de døde!« Hvorfor forlanger Bratt ikke hellere et matematisk Bevis for den kristelige Lære? Det turde svare bedre til Tidens Tarv. Eller begriber han den indre Modsigelse, der ligger i denne Fordring? — Bratt er en interessant Figur, en Slags omvendt Nikodemus. Hin Øverste blandt Jøderne kom til Jesus om Natten: »Mester, vi vide, at du er en Lærer, kommen fra Gud; ti ingen kan gøre de Tegn, som du gør, uden Gud er med ham.« Han er formodentlig en af »alle dem, som saa' og troede«, der imponere Bratt saa stærkt. Det sidste er ikke Tilfældet med Herren; han bryder sig slet ikke om Nikodemus' Mirakeltro : ikke et Bifaldsord, ikke et Anerkendelsens Tegn har han over for Nikodemushyldingen. Derimod viser han Mesteren i Israel hen til et helt andet Begyndelsespunkt for Troen. Nikodemus har Miraklet, han mangler Forløsningstrangen ; Bratt har Trangen, han mangler Miraklet. Man kan med en vis Ret bestemme Forholdet saaledes: Nikodemus er en troende Ikke- kristen, Bratt en Kristen uden Tro. Fælles for dem er Over- vurderingen af Miraklet, den udvortes Undergerning : EnNikodemus- slægt kan ikke bruge Miraklet, Bratt og Konsorter kan undvære det. Lad Bratt med sin dybe Længsel kun gaa; han kommer nok til sin Gud. Hans Mirakelsyge med tilhørende Teorier er i Grunden kun pastorale Nykker. Naturligvis, saadan en vidtskuende og dybsindig Sognepræst forstaar sig langt bedre paa Tidernes Tarv end Verdens alvise Styrer. Og saa har han lovet sin Menigheds troende Mirakelkraften i samfulde syv Aar! Egentlig burde Vor- herre gøre et lille bitte Privatmirakel bare for, at velærværdige Hejr Pastor Bratt ikke kommer til at staa til Skamme over for sine Sognebørn. Men lad os vende tilbage til Sang. Vi skulle endnu betragte ham fra det æstetiske Stade. Af det forangaaende skønnes let, hvorledes han bliver til en tragisk Skikkelse. Med al sin Tro og al sin opofrende Kærlighed bliver han skyldig, dybere, for- færdeligere skyldig -end hele hans Omgivelse. Hans før omtalte oprindelig intellektuelle Fejl har som etisk Korrelat Mangel paa kristelig Ydmyghed. Sang er en religiøs-etisk Kæmpe; men han hører som Faust, Manfred, Brand til Titanernes Æt. Formaste- lighed er hans tragisk-etiske Mærke. Vi lære ham at kende, da han har naaet Højden af sin tragiske Udvikling. »Han mangler Digitized by Google Adolf Sang. 389 en hel Sans«, siger hans Hustru, »Virkelighedssansen«. Javel, han lever visionært, »udover Verden og alle dens Forskrifter«; imens han lytter til Røsten fra Himlen, misagter han Timelig- hedens Vilkaar, opofrer han ikke blot sin Formue, men ogsaa sin Familie, forsømmer sine Børns Opdragelse, bliver Skyld i, at de lide Skibbrud paa deres Kristentro, »sprænger« ved sit Livs stundesløse, vilde, stundum vulkanske Trosromantik sin elskelige Hustru, der med Tvivlertraditionens sikre Anelse omsider tror paa Sang, men ikke paa hans Kristendom, — opfostrer som Ordets Forkynder en mirakelsyg Menighed, hvis hule, oppustede Kvaksalver- tro en Gang vil briste med Thaumaturgens Hjærte. Og sandelig, hans Hjærte brister! Det turde være vanske- ligt at paapegé en Katastrofe i den gamle og den moderne dramatiske Literatur, der er mere gribende end den i Bjørnson's Tragedie. Hvad bliver der af »den store Vished«, da Sang's søvnløse Hustru under hans Hænder gaar ind til den evige Hvile? Først et Suk, et sagtmodigt, barnligt bebrejdende Blik opad: »Men dette var ikke Meningen«. Saa pludseligt, men med psyko- logisk Nødvendighed, bryder Nemesis frem, saa springer hun som et Rovdyr paa Titanens Nakke. Saa dukker Tvivlens længe knugede Dæmon op af Sjælens Dyb, og med ét vældigt Greb knækker den Heltens Patos. Saa opsluges Kæmpens lange indholds- rige Helteliv af et mægtigt Øjeblik, og Forkynderens svulmende Begejstring med den dybe Klang, med de sonore Brysttoner ind- snerpes til et gispende »Eller«. Det er paa én Gang Troens Dødssuk, dette Eller, og Tvivlens Sejersgrin. Hvad tvivler da Sang paa? Paa sin overnaturlige Therapeutiks Rigtighed i det givne Sygdomstilfælde? Paa mere end det. Paa Rigtigheden af det Syn, han hidtil har haft paa Kristendommen, paa Sandheden af den Fortolkning, han har bygget sit Livsarbejde paa? Vistnok paa mere end det. Jeg skønner ikke andet, end at det er Kristen- dommen selv, han i dette Øjeblik opgiver. Den har jo formentlig ikke bestaaet sin Prøve. Det er den forfærdelige tragiske Ironi i Sang's Skæbne, at hans formastelige Overtro, just fordi den har Kristendommens ægteste, tungeste Guldklumper inden i sig, river Troen med i sit Fald. Religionens Skatte ligge paa mystisk Grund; ve den forvovne, der slipper den historiske Aabenbarings vej- ledende og hæmmende Haand! Han har lagt hende varsomt ned, sin døde Hustru »af den gamle Tvivlerslægt«. Derpaa rejser han sig, og det er Troens Digitized by Google 390 Adolf Sang. Atlet endnu, der for sidste Gang ser spørgende op til Himlen. Men det varer kun et Nu, et frygteligt Øjeblik, saa synker han med Tvivlens Rallen paa Læben død til Jorden, en fortvivlet Tvivler. Sang er en Titan i Præstekjolen. Ad Bønnens Himmelstige klavrer han »udover Verden med allé dens Forskrifter« og rusker med formastelig Haand i Uendelighedens Porte. Men Titanen rammes af Titanskæbnen; just da han strækker Haanden ud til sit Livs vældigste Tag, farer Jupiters Tordenkile ham ind i Hjærtet. — Eller lad mig tale moderne æstetisk om en moderne Tragedie; — ti en saadan er Bjørnson's Stykke, om end han ikke kalder det saaledes. Tragediens Æmne er fra gammel Tid Skyld- problemet; den kan med en vis Ret kaldes dets kunstneriske Forklarelse. Dette er dog ikke at forstaa saaledes, som om den dæmpede, formildede, forjaskede dette ubøjeligste, rædsomste af alle Menneskeslægtens Problemer. Nej, Tragedien kender til fulde Skyldens Alvor. Men Kunsten har sine Skranker. Det i Skyld- problemet dirrende Spørgsmaal om det skyldbetyngede Individs Redning strækker sig udover menneskelig Kunst og Videnskab. Dette dybeste, kvalfuldeste Inderlighedens Spørgsmaaal er Poesien ikke mægtig; det er Religionens centrale Objekt. Dets Besvarelse, dets Løsning er Kristendommens inderste Kærne. Men der ligger i Skyldproblemet ved Siden af det subjektive et objektivt, ved Siden af det religiøse et metafysisk Spørgsmaal, det nemlig om Skyldmomentets metafysiske Overvindelse, om Opløsningen af den ved Individets Skyld i Verdensharmonien indførte Dissonans, om den skyldiges Betvingelse. Med dette Spørgsmaal, der eksemplificeres ved den tragiske Helts Færd og Skæbne, har Tragedien at bestille. Sang bliver skyldig; ti der er en Brøst i hans religiøs- etiske Patos. Saa kommer han ind under Verdenslovenes tragiske Nødvendighed; saa bliver han i Steden for et knejsende Sandheds- vidne en knækket tragisk Skikkelse. Den moderne Tragedie kender intet til Naade, til individuel Tilgivelse, til Syndernes Forladelse. Den færdes i Retfærdighedens Rige; i Kristendommens Forgaarde rase dens Kampe. Den viser os, hvorledes Verdensordenens Hjul- værk tager fat paa den skyldige og knuser ham. Naar da Kata- strofen har fundet Sted, staa vi et Øjeblik stille, — rystede, bedøvede; men saa hæver vort Bryst sig atter, saa klares vort tilslørede Øje, sad hvælver den høje Himmel sig atter over os, Digitized by Google Adolf Sang. 391 og fra dens dybe Blaa straaler Solen i den moralske Verden ned til os, den evige Retfærdighed. Det ligger nær at sammenligne Sang med den anden store tragiske Præsteskikkelse i den nyere norske Literatur, med Henrik Ibsen's Brand. De have saa megen indre Lighed med hinanden, de to, og ere udvortes dog saa forskellige. Brand er som Sang kæmpehøj i Tro og i Kærlighed; men han har ogsaa den samme — oprindelig intellektuelle — Grundfejl, som denne, Overvurderingen af den kristelige Viden, der efterhaanden bringer ham til at strække sin Personlighed udover Menneskehedens Grænser. Brand vil reformere, som Sang, og han har i Sandhed en Reformators store Egenskaber: Overbevisningens Fylde, Kraft, Mod, Dødsforagt, Selvfornægtelse, Opofrelsens Frejdighed; han er til enhver Tid rede til at hengive sit Liv i sit Kalds Tjæneste. Men han mangler ét, og dette ene er alt: han mangler Ydmygheden. Ogsaa han har Titanmærket paa den høje Pande: Formastelighed. Grund- forskellen mellem Sang og Brand — der maaske oprindelig hænger sammen med Temperamentsforskelligheder og andre individuelle Naturdifferenser — turde være denne: Naar det enkelte Menneskes Frelse efter kristeligt Skøn kommer i Stand ved en Samvirken af to Faktorer, ved at Gud tilbyder, meddeler, giver, og ved at Mennesket lyttende, samtykkende, villende annammer, saa lægger Sang i sin pastorale Virksomhed Hovedvægten paa den første, Brand paa den anden Faktor. Sang anraaber Gud, Brand for- langer Mandsviljens qvantum satis. Sang beder; Brand formaner, advarer, truer. Sang er mild, elskelig; Brand mørk, streng, ubøjelig. De ere begge Anakoreter; men i Forhold til andre er Sang en Ypperstepræst, Brand en Dommer. Brand's formastelige Selvovervurdering udfolder sig paa det psykologiske Omraade: han ved med matematisk Sikkerhed, hvor vidt den døende Kvinde, hans Moder, svarer til den etiske Fordring eller ej; han ser klar- ligen det Punkt, hvor en sørgende Moders, hans egen Hustrus, Kærlighedssmerte gaarud over den etiske Grænse. Brand randsager Hjærter og Nyrer, Sang Guds Dybheder. En Mand som Brand kan ikke virkeligt og varigt reformere, han kan kun ødelægge. Og det gør han, grusomt, hensynsløst, om end hans Hjærte bløder. Medens Sang bliver den vidtberømte Visionær, udvikler Brand sig alt mere og mere til, hvad han konsekvent maa blive: en Revolutionær. Brand er en kristelig Faéthon, der fordrister sig til at styre Solvognen og i Steden for Velsignelse bringer Død og Digitized by Google 392 Adolf Sang. Fordærvelsp. En etisk Jette er han, der forbrænder Verden med den kristelige Kærligheds Ild. Sang med sin blide, barnlige Elsk- værdighed er værst mod sine egne. Hvor karakteristisk forskellig er Katastrofen i de tvende Stykker: Sang's Sværmerpatos kulminerer i Himlen, i Visionen; derfor sprænges det ægte dramatisk i det store Øjeblik, da denne svigter, da »den store Vished« fejler, da Miraklet glipper. Brand derimod færdes med guddommelig Myndig- hed paa Jorden; hans dramatiske Patos er mere moralsk Harme over Verdens Dorskhed, Menneskenes Viljessløvhed end positiv Begejstring. Derfor er den ikke let at knække: naar hans Virk- somhed ikke krones med Held, saa ér det jo ikke hans Skyld, men Verdens. Derfor segner han ikke, da hans Livs Arbejde tilintetgøres, da alle forlade ham, da hans tidligere Tilhængere kaste Stene paa ham. Han staar ensom paa Fjældet, bleg og blødende, med Dødssmerten i Brystet; men han staar endnu, ubøjet, lige oprejst som Granen paa Klippehøjden. Sang falder, Brand maa slaas til Jorden. Det er Naturmagten, Sneskredet, der endelig fælder ham, der kvæler Kærlighedens blinde Fakkel- bærer i den kølige Lavinegrav. Johannes Petersen. Digitized by Google Anmældelser. Anne Ch. Ed gren: „Samfljndsbilleder". (Gyldendalske Boghandels Forlag.) »Samfundsbillederc begynde at blive læste, efter at de i længere Tid have foreligget oversatte. Hvad Oversættelsen angaar, da kan man ikke tilbageholde den Betragtning, at det er et sørgeligt Tegn paa Læseverdenens Magelighed, at et saa nær beslægtet Sprog, saa let at tilegne sig ved egen Hjælp virkelig behøver at oversættes. Er Talen om fransk, ere alle enige i at læse det i Originalsproget. Blot en Tvivl,, et knap fremsat Spørgsmaal mødes paa Forhaand af den unge Dame med et absolut: »Paa Fransk naturligvist. Dog er den senere franske Literatur saa rig paa nye Orddannelser, at selv det bedste Leksikon ikke forslaar. Hvor tilgiveligt om en svag Mistanke herom uvilkaarlig øser Styrke af Bogens spændende Indhold og lader »Borringc blive paa sin Hylde. Saaledes kan man sige, at maaske en Tiendedel af Romanen sluges i en kun halvt forstaaet Tilstand. Om dette er bedre end en god Over- sættelse, er tvivlsomt. Man gør det af Mode, man har hørt saa meget om et Sprogs Aand og Tone, at man endelig har faaet en vis Respekt derfor. Men har da det svenske Sprog ikke ogsaa sin Aand, sit eget uudsigelige »je ne sais quoi«, hvorunder al dets Sang og Digtning melodisk føjer sig ind, og hvorfra man ikke ustraffet løsriver det? Jo, det vides godt, sin Bellman kender man i alle Tilfælde, men man ved ogsaa, at Sverig ikke just hører til Literaturens Stor- magter, og derfor behandles det som en fattig Slægtning, der ikke gærne modtages i sin egen Kjole, før end Familiens tilvante Draperi er kastet derover. En Digter, siger man, har besørget det denne Gang. Hellere burde han have vist os Kjolens ejendommelige Snit og Ynde, og hvorledes den af alle passede bedst til den ranke Skikkelse, der bærer den saa frit og dygtigt. 26 Digitized by Google 394 Amnældelser. Ti dygtig er »min sannten« Fru Edgren. Let og sikkert er hun traadt frem for det danske, om hendes Tilværelse intet anende Publikum. Ingen Debutarbejder, ingen smaa Forløbere har forberedt hendes Komme. Med pludselig Aplomb, som da Minerva i fuld Rustning sprang ud af den store Zeus's Hoved, har hun vist sig for os. Hendes Hovedværk »Sande Kvinder« godtgør, at hendes Vaaben ikke ere gjorte af en sædvanlig Smed, de ere fine og stærke og ramme med medfødt Sikkerhed. Selv de uvante Maal, hun sigter efter, have lagt Beslag om ikke paa det store saa dog paa det bedre Publikums Interesse. Man er fuldkommen fulgt med. Efter at have gjort sig bekendt med dette Værk, har man med fornyet Interesse vendt sig til hendes andre Arbejder, og »Samfundsbillederc, der som sagt tidligere var oversat, vækker nu mere Interesse end før. Alle vil gøre sig bekendt med den skandinaviske Literaturs nye Fremtoning. Man begynder med »Ballet« og morer sig, om man vil, som paa et virkeligt Bal. Alt er saa helt og holdent fra selve Livet løftet ind i Bogens Ramme, og dog med let Kunst givet som Maleri fuldt af Bevægelse, Liv og Farve. Et vist elegant »Chic« fremhæver som en klar glansfuld Fernis baade Figurer og Interieur. Enhver Skikkelse glider hurtig forbi, men under den flygtige Læsning modtager man det samme sikre Indtryk, som naar den varme Lak indprentes af Signetet. Hurtigt og bestemt staa de der, og længe vil Erindringen bevare dem. Hvem ser ikke den stakkels rødnæsede, grønt klædte Eugenie for sine Øjne, der Aar for Aar maa gaa paa Bal og sidde over, for at en gammel Moders velkonserverede Hals kan vise sig. Man beundrer den skønne Aurora, der diskret svøber sine tredive Aar i det fine Rosa og i selvironiserende Tankeleg foretrækker Kunstberideren for Lensgreven. Man forfriskes ved Arlas næsten geniale Naivitet, og hendes lidt dukkede Holdning minder om Hyasinten, naar den lige har forladt de sammenfoldede Blades skærmende Tryk. Alt er saa fint givet, saa kvindelig skarpt set. M^n føler et vist Velvære ved endelig en Gang at være sammen rned en Forfatter, der kender de højere Samfundslag fra eget Syn og ikke kummerlig flikker det sammen paa anden Haand. Morsomst af alle er dog Gurli inde i Sovekamret. Den overstadige Friskhed, den ungdommelige Betagethed, hvormed hun snapper efter Glædens Frugter, er højst komisk. I al sin mankerede Forhippethed dog Digitized by Google Anmeldelser. 395 gladere end Damerne der inde i Balsalen, der plukke dem med begge Hænder, ti Illusionerne har hun. Beskrivelsen af hende, paa Baggrund af hele det blaserede Selskab, virker som en frisk Blomst, stukket i en halwissen Kotillonsbuket. Men vi vil ikke trætte Læseren med flere fremtrukne Billeder; de tage sig desuden bedst ud i Rammen. Medens vi endnu en Gang fornøje os over den rige Virkelighedssans, der gennem- strømmer det hele, og Øret med Sympati opfanger Tonen af den overlegne, smilende Ironi, der, skillende sig ud fra alle banale Røster, har trængt sig fint igennem det heles Larm, forlade vi Ballet med det stille Slutningstableau og den de retfærdiges Søvn sovende Statsraad. Vi skynde os forbi Aurore Bunge for at komme til »I Krig med Samfundetc, ti der er noget i denne Titel, der ægger som et brændende Spørgsmaal og bringer ens Tanke tilbage til »Sande Kvinderc Hvor objektivt Forfatterinden ellers stiller sig i sine Fortællinger, i en Tid som vor og med et Æmne som dette maa hun tage Parti, Men hvoraf kommer det, at man efter endt Læsning ligesom føler en let malaise, et koldt Pust og med en tvedelt Følelse lægger Bogen fra sig? Man er skuffet, ti hvem angriber Digterinden og hvem forsvarer hun? Dog vel ikke det Samfund, hun selv skildrer saa trist og idéforladt? Vil hun, at vi skulle holde med det Selskab, hun har vist os paa Ballet, og som nu i Hverdagsbelysning lever sit Sommerliv paa Lidingøen, ikke mere flatteret af Solen end af Lysekronerne. Et Sommerliv saa stift og hyklet, at man end ikke maa rulle en Kroketkugle over en Plæne, fordi det er Søndag. Et Liv saa glædeløst, at den unge Frue kun under Form af at »samle Svampet tør nyde Naturen fuldt ud. Ja det lader til det. Men vil man ikke straks klare sig Spørgsmaalet, faar man snart Troen i Hænde. Som der er skrevet om at føle Tidens Puls, kan man gøre det med Publikums. Hvor ringe man end vil anslaa dettes Dom, i denne ene Ting, for eller imod Samfundet, har det en sikker Sporsans, som ikke svigter. Man vil snart erfare, at fra Salonernes unge Damer og ned til den jævne Daglig- stues Lampeskær, der belyser de strikkende Bedstemødre og vel- meriterede Tanter, er Dommen enslydende i ubetinget Anerkendelse. Vil man stille Diagnosen bestemtere, vover man et lille Angreb. Det bliver tilbagevist som en Fjendtlighed. Nu er Sagen klar. Det af den nyere Literatur saa haardt trængte Samfund har taget 26* Digitized by Google 396 Anmældelser. sig »I Krig med Samfundet« til Indtægt. Det har endelig faaet Hvile, dets Puls slaar roligt og sejerssikkert. Den moderne, fejrede Fru Edgren staar paa dets Side, og »Sande Kvinder«, der mulig nok kunde bringe lidt Uro i Slagenes Takt, blive venligst holdte tilbage af Hr. Bøgh, med Forsikring om, at ikke i Aar og heller ikke ad Aare ville de blive slupne løs — hvor beroligende! Og man forstaar godt, at Publikum har dannet sig denne Mening, i god Samklang med den Formodning, at en, som der siges, konservativ Digter har oversat Fortællingen. Ti ikke en Gang den forslidte Anmælderfordring om at skifte Sol og Vind lige opfylder Forfatterinden. Hun lader den første skinne og den anden blæse paa de Strøg, hvor den almindelige Mening nu en Gang helst ønsker det. Bogens Hovedmotiv er Lidenskaben imellem Mand og Kvinde, stillet op imod Moderkærligheden og Forpligtelsen imod Ægte- manden. Dette Æmne kende vi. Ved Udgivelsen af Fru Gyllem- bourgs Breve i Fjor delte det København i forskellige flammende Lejre, hvor hver selskabelig Sammenkomst var en forud givet Valplads. Det nyttede ikke, at der for Publikums Øjne blev lagt de virkelige Dokumenter, de næsten endnu blødende Vidnesbyrd om en lidende, elskende, sit Ideal aldrig svigtende Kvindelighed. Publikum siger som Orgon, at det tror ikke, selv om det ser, og ser det endelig, saa smeltes det ikke, det holder uvægerlig ved Lovens Bogstav, ved Traditionen. Hvor meget haardere maa da Dommen ikke falde, naar, som her i Fortællingen, Elskeren hører til selve Samfundets Be- kæmpere, til dem, der aabent haane og foragte det. Her er da ogsaa for Arlas Vedkommende Tyngdepunktet givet. Dette er det skyldbetyngede »Baade — Og«, der som en uløftelig Sten er sat ind i Forfatterens triste »Enten— Eller«, der som to sande Græde- pile overskygge den. Hvor megen Energi, hvor kraftig Farvevirkning anvendt paa rette Sted, hørte der ikke til, for her at lade Vægtskaalen balancere lige. Ti det nytter ikke, at Hofraaden er saa kedelig, at selv den lille med Syltekrukkerne ikke kan holde ham ud, naar der bliver tildelt ham en dødelig Sygdom, der stiller saa stærke Krav til Læserens og Hustruens Medlidenhed, at hendes Vægring halvt bliver til et attenteret Mord. Det hjælper ikke, at Berntson er Digitized by Google Anmældelser. 397 stillet saa ene, saa tappert stridende i Livet, naar Moderkærligheden alene faar hele Skildringens Varme til sin Raadighed og Børnenes, i det mindste Pigens, fysiske og aandelige Karakter er anlagt som halvvejs fortabt ved Moderens andet Giftermaal. Nej, det hele er grundet, det hele er planet og farvet saaledes som Recepten nu en Gang fordrer det. Det er muligt, at det erotiske ikke ligger for Fru Edgreh. Hun har i det mindste ikke mange Penselstrøg tilovers derfor. Meget naturtro er i Begyndelsen de elskendes snart Fjærnen og snart Nærmen sig beskreven. Det er som en stilfuld Menuet med Aars Mellemrum, holdt i samme Takt, medens Karakterernes Forskellighed klart røber sig bag Stivheden. Selve Følelsernes Udfoldelse forbigaas, og Berntsons haardt og kantet tegnede Billede ligner de tørt udskaarne Træfigurer, som findes i gamle Kirker. Den Fortryllelse, han skal udøve over sine Til- hørere og Arla, maa man tænke sig til, føle den gør man ikke. Al Varme og Glød mangler. Kun Essensen af hans Radikalisme, det bidende og skarpe, det, der kunde betegnes som Østenvinden, der styrker de forhen stærke, men ubarmhjærtig river de vaklende og svage omkuld, er ypperlig givet. Træffende er ogsaa hans Lede ved al vammel Beundring, alt det flade, fordummende Koteri- væsen. Selve Arten af hans Dygtighed er saa dygtigt beskreven, at man føler, det maa være bygget over til Dels virkelige Forhold. Men vi forlange noget mere. En Skikkelse som Berntson maa efter vort Skøn kunne aftvinge netop én Digter i det mindste fuldt saa megen Sympati som kølig Agtelse. Man tænke sig f. Eks. Lasalle, hvilket Beslag maatte han ikke kunne lægge paa en virkelig Digterfantasi! Men vi vende os atter til Fortællingen, hvor en ubønhørlig Nemesis tættere og tættere snører sit Straffenet sammen om den ulykkelige Arla. Hun har kun fulgt sit Hjærtes Lov, aldrig i det væsentlige svigtet sin fine Natur, ikke en Gang modsat sig Sam- fundets rent ydre Love, for saa vidt hun er lovformelig skilt fra Manden, lovformelig viet til Berntson. Alligevel behandles hun som en forstødt, en almindelig foragtet. Hendes Møde med Søsteren paa Hasselbakken er betegnende herfor. Her mangler Forfatteren helt vor Sympati. Som hele Scenen er lavet paa at »tage Applausc, som for med en vis Jagen efter Effekt at faa de to saa forskellige og dog ens Søstertyper stillet sammen, saaledes har den da ogsaa ,taget Publikum med Storm. Men hvor arrangeret er det ikke? Man tænke sig, at Arla skulde være saa Digitized by Google 398 Anmældelser. ufin, saa ustolt, for ikke at sige indskrænket, at hun netop i dette Øjebliks udsatte Stilling skulde ville søge Søsteren. Hvis hun havde mindste Tro paa at blive venlig mødt, kunde hun jo forlængst have søgt hende i hendes Hjem. Og nu Berntsons Indtryk af denne Scene! Det er muligt, at det har et karakteristisk Fællespræg for alle Mænd, et henkastet: »saadan ere de nu en Gange Men at han, den radikale, i hvem det moderne Menneske med sit dybere, friere Blik paa Kvinden er saa udviklet; at han, krænket gennem sin Hustru, skulde lade sig fange i Indtrykket af den lille, selvgode Præstefrue, der i sin ukærlige Kristendom saa fejgt ignorerer Søsterens fremrakte Haand, det tro vi ikke. Arla staar, lidende under sine tunge Skæbnekonflikter, med den altid offerberedvillige Kærlighed og dog her, som overalt, trækkende det korteste Straa. Og som Synet af Marie har magtstjaalet Berntson, saaledes ogsaa Forfatterinden. Fra dette Øjeklik er hvert Pennestrøg en Hylding til det bestaaende, og enkelte Sætninger falde endog i ligefrem Prædiketone. Men det var egentlig ikke dette, vi havde ventet af Fru Edgren. Ikke stor som Ibsen, ikke aandfuld som Kjelland, har hun Kalkens udfyldende, bindende Egenskaber, og betrædende de samme Baner vilde hun mulig rent praktisk udrette mere. De Søm, der nu én Gang for dlle holde Lovens Tavler fastslaaede til Samfundsmurene, behøver ingen Digterhaand at hamre fastere til. Det besørges til alle Tider af Stat og Gejstlighed, ja Samfundets egen Selvopholdelsesdrift gør det til Overflod. Nej, af Digterne ville vi noget helt andet. Vi ville have nye Syner, nyt Opland for den menneskelige Udvikling. Derfor have alle virkelig store Digtere mere eller mindre været »I Krig med Samfundet c, og vi haabe, ja vi forlange næsten af Fru Edgren, at hun, som hører til de faa udvalgte, de enkelte virkelig »fødte«, ikke maa gaa uden om de deraf følgende Forpligtelser, men at hun, som sin Stammemoder Gefion, kækt vil pløje nyt, frugtbart Land ud af gammelt. Mathilde Berg. Digitized by Google Anmældelser. 399 Edvard Brandes: „En Forlovelse". (P. G. Philipsens Forlag). Dette Skuespil i to Akter er- skrevet for dets sidste Re- pliks Skyld. Den unge Pige bliver forladt af den, hun elsker, fordi han ikke har Raad til at gifte sig med hende, ikke har Blod og Vilje til at holde en lang Forlovelse ud og ikke har Mod til at tage hende, da hun vil give sig hen til ham. Den unge Pige udbryder da: »Hvorfor skal jeg bøde for hvad jeg ikke har for- skyldt !c og synker hulkende sammen i Sofaen med Hovedet mellem Hænderne. Det er et Offerlam, der her er fremstillet, den af Samfundsordenen kuede Mø, en af Blegsotens Blomster i den germanisk-kristelige Have. Æmnet er vovet efter de Vedtægter, der raader for hvad der maa siges, og hvad der skal forties i det gode Selskab i Kø- benhavn, men Forfatteren er gaaet varsomt til Værks. Der er stille i Stykket, der forefalder intet Skrig deri, ingen Voldsom- heder, ingen krasse Ord, Brandes er ikke Prædikant, han nøjes med at give Sagen, som han har set den, vi andre faar da, saa godt vi kan, uddrage Moralen af hans Fremstilling. Det Anliggende, som er Dramaets, opfatter Brandes som i det væsentlige vokset op af tarvelige Eaar, i saadanne Hjem, hvor der ganske vist aldrig sultes, men hvor der altid savnes, i Huse, hvor Luften ikke netop stinker, men hvor den aldrig er ren, i de stille Lugtes Gader, dér hvor Livet slides, ikke trives. Det er en Art af For- sagelsens Svamp, som her er studeret, og Forfatteren har søgt den paa de Steder, hvor Vinden ikke længer kommer fra Univers- ets aabne Rum men fra de side Strækninger, som Menneske- slægten i Aartusendernes Løb har gennemvandret og oversmittet med sit Afifald. Det er ikke Resterne af det oprindelige Men- neskes Vildskab eller Tamhed, der har afgivet Stof til Beretningen i »En Forlovelsec, det er det forpinte Menneskes Vilkaar, og Fremstillingen er lige paa, uden Vredes eller Ironis Mellemkomst. Stykket er ikke befriende, det er tyngende. Der vil maaske blive indvendt imod »En Forlovelset, at Tingen er for ringe: det interesserer os ikke, at Hr. cand. jur. Resen og Frk. Signe Rønning bryder deres Forlovelse, det er to saa almindelige Mennesker og deres Forhold saa sædvanligt, at der maatte en ganske anden Behandlingsmaade til, for at deres Digitized by Google 400 Anmældelser. lille Pine skulde kunne fængsle vor Opmærksomhed; Stoffet er ikke uddybet nok eller ikke optaget med tilstrækkelig Inderlighed i Forfatterens Sind, til at der fra hans Bog kan strømme Varme til os. Dette er et personligt Spørgsmaal. Enten griber Brandes* rolige Fremstilling af de tarvelige Menneskers trange Banghed, eller den glider forbi som en farveløs Fortælling; den kunstneriske Form er saa knap, at det er selve Æmnets Masse, der maa være det afgørende for den Interesse, hvormed »En Forlovelse« læses af Publikum. Der er ikke anvendt Pynt skabt, Ordene ligger som et strammet Overtræk over Begivenheden, følgende dens Former i deres delvise Grimhed, ikke en rundende Vending er forsøgt, ikke et fangende Ord, det er selve det Faktum, at Resen gaar fra Signe, der skal vække Medfølelse eller ses paa med Ligegyldig- hed, Brandes har villet det saa. Dette er naturligvis ikke at forstaa saaledes, at Brandes har gjort sig det let med den Form, hvori han har fremstillet sit Æmne. Saa langt fra! Men hans kunstneriske Bestræbelse er Afklædningens ikke Udstafferingens. Han taler ikke til Forstaaelsen ved de mange Ords Omsvøb, han bruger den knappe Paavisning, han er ikke Humorist, han er bitter. Vi har i »En Forlovelse« Tingen fanget ubarmhjærtig i en Blottelse; det er Brandes' Kunst at vente, spejde, gribe til, naar Blottelsen er der. Han er ikke som den glade Jægersmand, der lader Skoven omringe af Klap- pere, som drive Dyrene i fed og egnet Tilstand gennem Revl og Krat imod Vagtpostens ventende Bøsse, han gaar ene ud, studerer sit Byttes Veje og fælder det i mager Tilstand eller drægtigt, ganske som det behager ham; hans Morskab er det stille rammende Skud, ikke Jagtdagens store Hallo. Man maa synes om at være med paa disse ensomme Veje for at gribes af Harme eller Med- følelse end sige falde hen i Behag ved hans Kunst. * Forstaar man imidlertid Brandes' Fremgangsmaade, og kan man føle Alvoren i hans Bog, er der i »En Forlovelse« nok at dvæle ved. Komedien er ikke ligelig lykkedes i stort og smaat — den staar i saa Henseende under »Et Besøg«, der ikke frem- byder ét skrøbeligt Sted, saa færdig og fast den er — , men helt er Stykket for saa vidt blevet, som det fra første Optrin til sidste anlægger, udvikler og gennemfører Billedet af et af de mange tusend Hjem, som i København lever i anstændig Fattig- dom. Stuernes Beklumring, »Dagstelegraf«-Tonen, som man paa én Gang anslaar og er udover, Familiens Egenhed, som dog ikke Digitized by Google Anmældelser. 401 skiller den i Synsmaader og Sprog fra de mangfoldige andre paa samme sociale Trin, den unge Piges halv simple »Fif c, Faderens forkomne Dannelse og Moderens støvede Huslighed er følt og givet med kun den Feil i Anvendelsen, at Rønning er gjort til akademisk dannet Embedsmand; det burde være saa, at han er ansat i et Regeringskontor, hvortil der ingen Eksamen fordres. Hvor lidt Studentervæsenet end sikrer virkelig Dannelse, fører det dog til en hjemlig Omgang, der bevarer Smagen finere tilskaaren, end vi mærker den i Frk. Signes Mund. Denne unge Pige er Stykkets gode Indhold. Hun er et virkeligt Fund. Noget ufin af Sprog, brav af Tænkemaade, sund og uudvisket i sit Følelsesliv tegner hun sig kraftig i det For- middagslys, hvori Forfatteren har anbragt hende. Det er den borgerlige Frøken, her er fremdragen ; hun gaar fikst klædt i bil- lige, selvsyede Dragter, har sin Mening om Skuespil og nye Ro- maner færdig, lér højt, naar hun morer sig, og græder uden Sky, naar noget gaar hende imod. Hun er smuk, kraftig af Skabning, venlig og fri i sit Væsen. Hun har gjort megen Lykke paa Studenterballer, men er aldrig helt bleven taget ind i de Familier, som hendes dyre Skolegang aabnede for hende. Foran i Klassen mellem Veninderne, faldt hun saa underlig igennem, naar hun kom hjem til dem. Hun var rask paa det og havde ingen Ævne til at lempe sit Væsen efter de Huses Vaner, hvor hun blev ind- budt. Præget af Sværtegade blev siddende paa hende overalt Men naar det kneb for Veninderne, kom de til hende, hun kunde hjælpe. I det hele var det hyggeligere at gaa til hende eller træffe hende paa Gaden end at bede hende hjem. En uforvarende Ytring af hende stødte de gamle, og Brødrene og deres Venner blev altid smagløse i den Kur, de gjorde til hende. Saa mødte hun en Dag i denne Kreds cand. jur. Resen, han forelskede sig for Alvor i hende, og med et Hjærte fyldt af elskovsvarm Beslut- ning blev hun hans. Hun havde aldrig tidligere været koket og kunde nu for sit Liv ikke have faaet et Gran af denne Syge ind i sig. Det Forhold, hun var kommen i til en Mængde unge Herrer, havde ellers været paa Nippet til at lokke Kokette- riet frem i hende. Men nu blev hun flink som en Soldat paa sin Post. Stykket begynder her. Der er en vrippen Tone mellem de Forlovede. De er af forskellig Støbning, han er haard, hun er blød, og han er træt af de Ufinheder, som møder ham hos Digitized by Google 402 Anjnældelser. Signe og i hendes Hjem. Han længes kun efter ét, at faa hende over til sig som sin Brud, saa vil alt klare sig. Samtidig ind- træffer Katastrofen, Resens Fader har ødelagt sin Formue, der kan intet Bryllup blive af. I Resens Sjæl gaar Forlovelsen i Styk- ker med det samme, han har jo kun tænkt paa Giftermaal, det er Signe, der forskrækket maa ildne sin Brudgom op til at tage fat, at de dog muligvis om nogle Aar kunne blive Ægte- folk som andre uformuende Mennesker. Men han bestaar ikke Prøven, efter et Par Maaneders Forløb siger han sig fri, og Signe sidder grædende tilbage. Det er hendes salte Taarers særegne Art af Beskhed, Brandes har villet vise. Han nøjes ikke med en Paapegning af den almindelige Kærestesorg, som Forfatterne i Norden nu har skildret i et Aarhundrede, han viser, at naar Kæresten er kærne- fodret og tro mod sig selv, maa en Forlovelse af denne Slags brydes eller blive til ulidelig Plage, og at det er den unge Pige, der tror, at hun skal dø derved, — Lerpotten og Jærngryden! For- holdet er blottet helt ind til sit animalske Livsprincip i et Optrin uden Larm mellem to, som fører Tarvelighedens Sprog paa Læb- erne og for hendes Vedkommende med Frygten bævende i det unge Legeme. Og mere menneskelig følt eller mere skaansom for- staaet er der næppe nogen anden fint skrevet Scene at finde i vor Poesi. Det er denne Afsked mellem Resen og Signe, som løfter »En Forlovelse« op, om ikke i Højde med saa i Nærheden af »Et Besøg«. Signe ér saa ubeskrivelig rigtig set og gjort. Resen er Stykkets Svaghed. Han er tegnet som en Rig- mands Søn, men han tænker og taler som en Opkomling. Er man født i smagfuld Luksus, saa er man ikke gejl efter blaat Silke og hvidt Atlask, og saa har man ikke som første Indfald ved sin Fallit, hvad Drosker og Vinterfrakker koster. Fremdeles vilde det ikke være muligt for en Resen, hvis Ønsker og Vaner fra Ungdommen har bevaret et umisteligt Indtryk af den fint dannede Moders smalle Haand, i Ord at brutalisere sit Forhold til Signe saaledes: »Jeg synes, at det maatte blive [en] uvæltelig Grundsten for to Menneskers Lykke, naar den ene skyldte den anden alt«, hvor Meningen er, at det er hende, der vil komme til at skylde ham alt. Han kunde til Nød tænke sligt, men den Tungens Tugt vilde han have, at dette aldrig fik Ord. Det kan en overfladisk fin Fyr som Helmer i »Et Dukkehjem« naturlig komme til at sige, et virke- Digitized by Google Anmældelser. 403 ligt Herregaardsbarn ikke. Men endelig, og det er det væsent- lige, vilde Resen, der er egoistisk i sin Kærlighed og angst mere end forelsket, aldrig have udsat sig for saa oprivende eller i det mindste saa pinagtig en Scene som Afskeden med Signe; han vilde have skrevet hende et langt Brev til. Men trods dette, at Resen ikke bliver til det, han skal være, er der i denne Figur nedlagt et værdifuldt Arbejde: han er den jævnt begavede juri- diske Kandidat, det selvkære Mandfolk, der fra Barndommens gode Forhold har den Æresfølelse bevaret, at han ikke bag sin Kærestes Ryg bryder sit Forhold til hende. Han maa sige hende, at han ikke kan holde sin Forlovelse ud. Han er et tarveligt Menneske, en sanselig Mand og dertil honnet. De psykologiske Grundtræk i ham er fint forstaaede, det er Figurens ydre Linjer, som er fortegnede. »En Forlovelsec har som Opgave for Forfatteren været yderlig »vanskelig«. Det er selve Livets Prosa, her er skildret, den fade Lugt i Byens snævre Gader, et lunkent Vand, som ingen Himmel spejler. Han har ikke kaldt Hjælp til ude fra af hvad Art nævnes kati, og han har faaet det formet, saa at Tingen i sin egen nedslaaende Virkelighed staar ny og fast for Erindringen. Bogen maa læses to Gange, det er sidste Scene, der kaster det Lys ind i Replikerne, som udkræves for at se dem. E. Skram. Digitized by Google Fra 1848. Breve til Krigsminister A. F. Tscherning. Efterstaaende Breve, der af Fru Oberstinde Tscherning velvilligst ere overladte Tidsskriftet til Udgivelse, hidrøre paa en enkelt Undtagelse nær fra anonyme eller Offentligheden ubekendte Personer. Muligvis kunne disse umid- delbare Udtryk for hine Dages naive Fortrøstning og opskræmte Mistænksomhed gøre Krav paa almindeligere Interesse. I. Hamborg. Skandinavisk Selskab, d. 18de April. Hr. Krigsminister! Paa egne og de herværende Danskes Vegne er det en Trang for mit Hjerte at bringe Dem vor Tak og Beundring for Deres utrættelige og heldige Virken til Fædrelandets Lykke og Ære. Indlagt tillader jeg mig at oversende en Proclamation , ikke i den daar- lige Tro, at jeg skulde kunne gjøre det bedre end de, som det nærmest tilkommer, men fordi det ogsaa har været en Trang for mit Hjerte at udtale noget Saa- dant. Skulde den ved Omstændighederne blive afbenyttet, vil det naturligvis være mig meget smigrende. I alt Fald vil De betragte den som et Udtryk for den Varme og Begeistring, hvormed vi ogsaa her i Hamborg følge vore Lands- mænds Stræben ogSkjæbne, saameget mere, som vi ere forhindrede fra person- lig at~deeltage deri. Vi nære ikke nogen Frygt, vi sætte den fuldkomneste Tillid til Dem og vore tappre danske Soldater. Ogsaa mange Hamborgere dele vor Forvisning om de danske Vaabens Held og dygtige Førelse. En meget dannet Mand her fra Staden, som synes at være nøie bekjendt med Lokaliteterne, yttrede igaar paa et offentligt Sted som sin Overbevisning, at de Danske, hvis det kom til Slag selv mod 30000 Tydske, niaatte seire, da det skal være vanskeligt eller umuligt, under den nærværende Stilling, for Preusserne ret at dække deres høire Fløi, saa at det, ved en pludselig Landgang af Danske under Slaget, vilde være let at omgaae den preussiske Armee, indslutte , den og tvinge den til at gaae tilbage. Som sagt, vi nære ingen Frygt, og det er især Tilliden til Deres mili- tære Dygtighed, Hr. Krigsminister, der giver os denne freidige Overbevisning, Digitized by Google Fra 1848. 405 trods alle tydske Skraalere, som allerede hver Dag erobre Jylland til Skagen. Med de varmeste Ønsker for den Lykke, der ved Dem skal krone vore For- haabninger, tegner jeg med udmærket Høiagtelse Deres P. L. Møller. Soldater 1 I have vundet en herlig Seier! hele Folket betragter Eder med Be- undring og Stolthed! Men endnu er Værket ikke fuldendt En haardere Kamp forestaaer Eder. Dog, Bevidstheden om Eders gode Sag, det hellige Kald at redde Fædrelandet fra Ødelæggelse, vil styrke Eders Kraft og ogsaa her skjænke Eder Seiren! Det er ikke længer en forvildet Oprørerskare, I skulle tugte; det er en Armee af Fremmede, der true med at erobre Danmark, oversvømme Fædre- landets velsignede Sletter, og bringe Fordærvelse over alle Eders Landsmænd. Dem skulle I nu jage tilbage! Frygter ikke fordi Fjendernes Antal er voxet! Ikke Tallet gjør Udslaget i en Kamp for Konge og Arne. Eders prøvede Tapperhed, Eders Kjærlighed til Fædrelandet, Eders Had til fremmed Vold og Fremmedes Aag, vil skjænke Eder Seiren. Eilers modige danske Hjerter, Tilliden til Eders Officerer, der have viist ligesaamegen Uforfærdethed som Dygtighed, vor Hærs heldige Stil- ling, der giver os afgjorte Fordele over Fjenden, endelig Gud og vor retfærdige Sag, vil ogsaa denne Gang bringe Eder Seier og Lykke! Og da er Alt vundet! da vende I som frie og stolte Danske tilbage til Eders Fædrenemarker; da have I, danske Krigere! vundet Verdens Beundring og Berømmelse til evige Tider! — n. 4 Allerærbødigst! Uagtet at jeg er overbeviist om at DHV er bekjendt med Folkebevægel- serne i Jydland, saa da enhver Efterretning derom maa være dem vigtig, til- lader jeg mig at indberette følgende. Jyderne er, som bekjendt et dygtigt Folk, forbittrede over det schleswig- holstenske Parties skammelige Udfald mod Fædrelandet reiser man sig over- alt, saaledes baade i Randers og Aarhuusamterne. Frivillige melde sig, i Aar- huus 200 Mand, hvor man tillige fra England for egen Regning har bestilt 400 Bajonetgevæhrer med Percussion, flere IM fiint Jagtkrudt er leveret gra- tis, henved 6000 Rbd. tilbudte til Datum, de 200 Mand vil forsyne sig med Vaabenfrakker, Landfolket opkjøber alle mulige Gevæhrer og forsyner sig med Krudt og Rennekugler. Vedbliver denne Entusiasme at strække sig syd efter, da er den fremad- gaaende Arme sikkret for en stor Deel i Rykken om det skulde falde Schleswig- holstenerne ind ved lejede Dampskibe at kaste Folk iland hist og her paa Jyd- lands Vestkyst.. Ingen Engstelse har jeg formærket, derimod de Ord: „lad dem komme og de skal finde varm Modtagelse." Klage over at Vaabnenes Antal Digitized by Google 406 Fra 1848. ere såa fa ae høres overalt og nogle Feldtkanoner vilde med Glæde blive modtaget, da her findes ikke faae udtjente Artillierister, selv i det Gevile an- satte afgaaede Underofficierer af Artillieriet. En Tellegraphlinie fra Kolding og op i Jydland maatte være gavnlig, da ved den i Foraarets klare Dage Efter- retninger hurtig kunde gives fra Syd til Nord og omvendt, Gemytterne kunde derved beroliges. Pasløse Folk reiser overalt gjennem Landet og saaledes har nylig her i Egnen et Par Herrer reist omkring, et Sted angav de sig for Schleswigere ; hvilket deres Maal røbede, et andet Sted for strandede Svenske, -udspurgte Beboerne om Stemningen og Bevæbningen ; denne Omreisen sy- nes at burde controlleres og Poletiet indskjærpes den største Aarvaagenhed med Hensyn til dette Uvæsen paa en Tid hvor en mulig Krig staaer for Døren. Undskyld at jeg er .saa dristig at foruleilige med disse Linier, idet jeg lykønsker Danmarks Krigsvæsen til Deres Valg som Krigsminister. Aarhuus d. 26de Marts 1848. Til Krigsministeren. HL Christrup d. 4 Mai 1848. Hr. Krigsministeren ville tilgive den Frihed, jeg herved tager mig, i Be- tragtning af de alvorlige Omstændigheder, under hvilke vi befinde os. — Ifølge Lehmanns Tale idag i Randers, mangles Vaaben, og der skal ingen Udsigt være til at erholde et tilstrækkeligt Antal Geværer. Dette be- - styrker mig endmere i den Formening, at nogle Batailloner kunne anvendes til at kaste congrevske Raketter. For et Par Aar siden har jeg nemlig læst en Afhandling derom i Miliiair-Repertorium. Forfatteren, en forhenværende fransk Marschal, jeg troer Hertugen af Ragusa, der dog vel maa forstaae sig paa Sligt, paastaaer, at den Hær nødvendigviis maatte seire, som først i det Store gjorde Anvendelse deraf. Vel har jeg for kort siden anmodet en anden Mand om at afskrive denne Afhandling og sende den enten til Dem eller General Hede- mann; men da jeg ikke veed, om han har opfyldt mit Ønske, anseer jeg det for min Pligt mod det betrængte Fædreland at henlede Deres Opmærksomhed derpaa. En uventet Anvendelse af disse og andre ødelæggende Redskaber, i den størst mulige Stiil, vilde skaffe os den seierrige Udgang af Kampen, som vor retfærdige Sag, Krigernes Tapperhed og Nationens opoffrende Begeistring fortjener. Med den dybeste Høiagtelse N. N. Høivelbaarne Hr. Krigsminister v. Tscherning i Kjøbenhavn. Allerærbødigst, (Anonymt). Digitized by Google Fra 1848. 407 IV. Herr Krigsminister! For Himlens Skyld udfør ej den Plan, som De antyder i Deres [Brev til General Hedeman, at trække Cavalleriet ud af Nørre Jylland over til Fyen, hverken for en Deel eller i det Hele; men lad det med dets Infanterie og Ar- tillerie Markussen holde sig i Stillingen mellem Colding og Ribe til Støtte- punct for Folkevæbningen i Jylland og Nord Slesvig; thi hele Nørrejylland staaer op i Masse, naar det har Militair at støtte sig til og ej ligger under og bliver Kanonføde ved første Sammenstød med Fjenden. — Send ikkun Offi- cerer ud, og Sjelland & Fyen og alt staaer op en Masse og knuser Fjenden i kort Tid. Gjør ikkun Opfordring og skaf Ledere til at føre Massen, og De vil see Underværk af Impulsen og Virkningen af Folkekraften, der vil kasle ,00 /M, om de vare der, af Fjender paa Hovedet ud af Slesvig og Holsteen, thi Holsteen til Elben maa nu herefter være Politikken, som fra Først burde være hyldet som Prinsip, men nu forsvarer sig selv, da Forbundet er opløst og des- uden bindegalt. Rusland og England kan ej hylde den Politik, at udskille Holsteen. Op! altsaa, Herr Krigsminister og giv Løsenet til Jydernes pg hele Lan- dets Reisning en Masse og vi behøver ej fremmed Hjelp! — Vaaben faaes nok, og De vil sørge for Nogen kommer tilstede. Kan jeg ikke, fordi jeg er qvinde, følge med krigsfolket som drager i kampen, for fædreland og konge, naar jeg føler mod, og kald dertil, ligemeget i hvilken skikkelse eller paa hvad sted naar, kun paa et, hvor der er fare for livet, da jeg ikke kjender til frygt for døden, tvertimod søger den, især paa denne opflammende maade. Jeg er stærk, og udholdende, besider den største ligegyldighed, for alle legemlige beqvemmeligheder. Har jeg min arm til hovedpude, et stykke rugbrød, et kruss melk, øl, eller, jeg kan ogsaa godt nøies med vand, til at stille sult og tørst, da er jeg tilfreds. Mit navn er over- flødigt her, thi bøier de deres, nu, næsten almægtige villie, samtykkende til min bøn, og nævner tid, og sted hvor jeg k tale med dem ene, da er det tidlig nok at sige det, bliver derimod et afslag mig tildeel, som jeg saa nødig vil have, var det jo kun sagt, for at de, naar de fik bedre tid kunde spotte derover, da de ikke havde forstaaet mine følelser, i begge tilfælde beder jeg at overbringeren af dette, som de ikke maa sætte i nogensomhelst forlegenhed, for hvad han gjør af hengivenhed for mig, maa modtage skriftlig svar, hvor uforskammet tænker de, men læsningen af disse linier, og et ja, eller nei fra deres pen, kan kun optage fem minutter af deres tid, og det er saa lille en deel af dagen, for en mand af deres store virksomhed, at de, hvor kosbar den end er, vil offre den, for et medmenneskes beroligelse — (April 1848). Een Fyenboe. V. Digitized by Google 408 Fra 1848. VL Ærbødigst! Som gandske tilforladeligt og fuldkommen overenstemmende med Sand- heden , finder man det for Pligt at tilmelde Deres Exellence at Dronning Caro- line Amalie har igaar afsendt en hende fra Ungdommen af bekjendt Mand, navnlig N . . . . ., der til forskjellige Tider har været ansadt i tydsk Kancellie, i gandske særegne Forretninger til Holsteen. — Hvorvidt det er Ds. Exll. mue- ligt at lade Sagen undersøge, henstiller man gandske til Deres bekjendte Viisdom. Kjøbenh. d. 27 April 1848. (Anonymt). VII. Hr. Krigsminister! Uagtet en Angivers Rolle er mig forhadt, saa troer jeg dog, paa en Tid, da saa mange danske Mænd kun vente paa Kongens Befaling til at væbne sig til hans og Fædrelandets Forsvar, al det er min Pligt, efter flere hæderlige Mænds Opfordring, at bede Dem, Hr. Minister, om nøie at undersøge Esqvadrons- Chefens, Hr. Ritmester s personlige Mod og Conduite, før De sender ham mod Fjenden. I tale alle Borgerne og Tropperne om hans Feig- hed. Man frygter, at han vil bringe Vanære over os. Man fortalte mig igaar, at da han havde faaet Ordre om at skarpe Patroner skulle uddeles til Trop- perne, overfaldtes han af en saadan Frygt og Bæven, at hans Kone maatte hjælpe ham i Uniformen, og han viste sig bleg og reent ude af sig selv for Dragonerne. Jeg har hørt hans Mandskab sige: vi gaae gjerne mod Tydskerne; hvis Ritmesteren giver os Lov til det; hvis ikke, gjøre vi det alligevel. Jeg kj ender ikke selv Ritmesteren; men kun efter den offentlige Stemme, og den er kun een i at betegne ham som feig og uduelig. Denne Stemme ønsker jeg skulde naae Hr Krigsministeren igjennem mig, da jeg i dette kun har een stor Interesse, nemlig mit Fædrelands Ære. Jeg er med dybeste Høiagtelse 28 Marts 1848. Hr. Krigsministerens ærbødigste N. N. Capelian p. p. for Med Undtagelse af IV og V ere samtlige Breve skrevne med fast og øvet Haand. Den originale Retskrivning er overalt bevaret. Trykfejl: 4de Hæfte S. 311, Lin. 9—10 f. n. n Wer — nicht?" udgaar. Digitized by Google Et Far Optegnelser fra Holland. Jjjendommelig for den nyeste Tids Malerkunst er den For- dring, at man skal gøre sine Studier, om muligt endog male sine Billeder i det frie. Man har nemlig af Aarhundreders Erfaring lært, at det er saare vanskeligt at føre de Indtryk, man har mod- taget i det frie, ind i Atelierets lukkede Rum og reproducere dem der, uden at de tabe noget af deres Buket og deres Natursandhed og til Gengæld blive tilsatte med en vis konventionel og flov Rutine, som smager af ingenting og af alting, og som man, selv med den bedste Ventilation, meget vanskelig kan faa helt ud af Atelierernes Kroge. Naturligvis gælder Fordringen for Behandl- ingen af Æmner, som ere tagne fra det frie: at male det lukkede Rum i fri Luft finder vel ingen fornødent. Med andre Ord: For- dringen gaar kun ud paa. at man under Arbejdet skal være i saa umiddelbart og uafladeligt Samkvem med sit Æmne som muligt. For Resten er der kun Tale om et Mere eller et Mindre; absolut og bogstavelig kan dette Krav ikke gøres til Grundlov for Kunsten. Fra sin Side kræver Videnskaben, for saa vidt som den er grundet paa Iagttagelse, det selv samme: man skal gøre sine Iagttagelser i Marken. Hver Videnskab har sin »Markc, og for den, som virkelig studerer, gælder det om noget mere end at have gjort en Promenade over Marken for at forvisse sig om, at Ting- ene derude omtrent se ud som der staar skrevet i Bøgerne. Videnskabens hele Virkelighed, dens friske Lyst og dens Haab om Fremskridt i Sandhedens Erkendelse beror paa, at alt Forsk- ningens Materiale indvindes i selve Marken. Kunsthistoriens Mark strækker sig over alle de Steder, hvor de originale Kunstværker findes. Da selv den enkelte store Tilskueren. 1884. 27 Digitized by Google 413 Et Par Optegnelser fra Holland. Kunstners Værker i Reglen ere spredte saa stærkt omkring, frem- byder ogsaa denne Mark særlige Vanskeligheder for Undersøgelsen og kræver en anspændt Benyttelse af Tid og Sted. Men der spaseres i Virkeligheden omkring paa denne Mark paa mange underlige Maader. Naar man færdes i Rom, f. Eks. i Rafaels Stanzer, ser man undertidenen engelsk Familie komme mandsstærk anstigende: »Pa« og »Ma« med deres blonde Sønner og Døtre og allersidst en beskeden Guvernante eller Selskabsdame med en rødt ind- bunden »Murray« i Haanden. Guvernanten giver sig til med dæmpet Stemme at oplæse det vedkommende Afsnit af Bogen; og medens Pa og Ma undertrykke deres Gaben og Sønnerne se sig noget friere omkring, høre de Medlemmer af Familien, som have bedre Vilje til Dannelse, navnlig Døtrene, fromt efter og konstatere for sig selv, at det, som den vise Murray taler om, virkelig findes der. Dermed er den Sag afgjort, og med den glade Bevidsthed, at man nu har set det, gaar man ind i den næste Sal eller over til det næste Punkt paa Dagsordenen. Guver- nanten faar intet mere end Murray — og sin Løn, der dog maaske har mere reel Betydning for hende end den Løn , som de andre faa for deres — unægtelig heller ikke store — Anstrængelser. Hvor meget de faa ud deraf, er det ikke vanskeligt at regne sig til. Men jeg tilstaar, at jeg ogsaa tit har været noget skeptisk med Hensyn til Udbyttet, naar jeg i et Galleri har set et Par lærde Direktører eller Professorer vandrende omkring med hinanden og lorgnetterende Malerierne, rosende hint og lastende dette, erklærende det Billede for en tvivlsom Jan Kick og det for en utvivlsom Giorgione — ti en Kenders Blik skal jo især vise sin Styrke med Hensyn til det, som man mangler alt virke- ligt Grundlag for at bestemme. En tilrejsende Direktør maa naturligvis gøre sig gældende for Stedets Direktør, der naturligvis med Fornøjelse gør Honnørs for ham i sit Galleri. Direk- tørerne lære saaledes hinanden at kende, hvilket maaske ogsaa hyppig er det Udbytte, man egentlig rejser paa. Dette forhindrer ikke, at man, naar man kommer hjem igen, godt kan skrive en Bog om Malerierne , som er fuld af de moderneste Direktør-Men- inger om dem og af Diskussion om disse Meninger. Men Tingene selv, Kunstværkerne, spille ved nøjere Eftersyn kun en mærk- værdig beskeden Rolle i Bogen. Ti man har uheldigvis somme Tider glemt at unde sig den Ro, Stilhed og Tid foran Kunst- Digitized by Google Et Par Optegnelser fra Holland. 411 værkerne, der hører til ret at komme i Forhandling med dem. Det vilde jo ogsaa stride imod god Tone mod den højtærede Kollega, den anden Direktør, som gaar ved Siden af, og kunde desuden let give et Skin af, at man stod paa et underordnet, studerende Elev-Standpunkt, at man ikke var en udlært Kender og Mester i Faget, som egentlig véd og kender det alt sammen i Forvejen. Ved et saadant let og flygtigt Eftersyn af dem, som mere rejse paa at gøre sig selv bekendte end paa at gøre sig bekendte med Kunstværkerne, kunne Fejl i Opfattelsen af disse næsten faa et evigt Liv og overleveres ukritisk fra den ene Forfatter til den anden. For ej at tale om, hvad der jo er det vigtigste, at det egentlige Næringsstof i Studiet paa denne Maade kommer til at ligge ubenyttet hen, idet man giver sig at* med Skallerne i Stedet for med Kærnen. Det er kommet saa vidt, at man snart maa bede om Und- skyldning for, at man lige over for de berømteste og ypperste af Verdens Kunstværker paa egen Haand prøver paa at trænge ind i deres egentlige kunstneriske Væsen og Indhold; ti det ser jo ud som om man glemte eller ikke vidste, at den og den og den berømte Forfatter allerede havde skrevet Afhandlinger om dem, eller som om man troede, at man selv kunde se, hvad de ikke have set? Jeg læste fornylig i en temmelig ny Fremstilling af Leonardo da Vincis Kunst en udførlig og kundskabsrig Rede- gørelse for alle de udvortes Spørgsmaal ved hans »Nadvere« i Milano; men hvor man saa kom til det Punkt, hvor man skulde vente, at Forfatteren vilde tale om selve det overordentlige Bil- ledes Indhold, bøjede han af med den Erklæring, at det vilde han ikke tale om, efter at saa mange Forfattere, navnlig Goethe, havde fremstillet det: det vilde kun være »at hælde ny Vin paa gamle Læderflaskers Der er noget uhyre mistrøsteligt ved en saadan Beskedenhed, som betragter Fadet som afspist eller Flasken som uddrukken af dem, der kom først til Gildet, saa at man nu kun har Fadet eller Flasken tilbage at tale om. — Nej , Vinen er der virkelig endnu bestandig, og der er ikke Tale om at hælde ny Vin paa gamle Læderflasker, men om at hælde gammel Vin paa nye — og det har man aldrig hørt, at der var noget til Hinder for. Vinder hin Betragtning Indgang, saa er det ude med Til- egnelsen af den gamle Kunst saa vel som med et virkeligt be- 27* Digitized by Google 412 Et Par Optegnelser fra Holland. tydningsfuldt Studium af Kunstens Historie. Det er netop alene de gamle Kunstværker — Ordet »Kunstværk« taget i videste Betyd- ning — , som kunne sikre Sammenhængen i Menneskehedens aandelige Udvikling, idet Kunstværket meddeler ej alene en Sag eller en Besked tørt og objektivt, men en Betragtningsmaade af Sagen, en sær- egen Aand og Følelse i Opfattelsen af den. Der er deri noget uendeligt og uudtømmeligt, som der overhovedet er i ethvert varmt Forhold til Livet; og det, som Kunstværket giver og fastholder gennem Tiderne, er intet andet end et saadant Forhold til Livet. Derfor ser den ene og den anden Betragter det samme i Kunstværket, — og de se, paa Grund af de forskellige Forudsæt- ninger, de medbringe, dog ikke det samme. Og derfor skal enhver ny Tid — og Tiden bliver bestandig ny — se fra nyt af paa de gamle Kunstværker. Det kan gærne være, at det kan koste en lille Overvindelse, endog Anstrængelse, at isolere det enkelte Kunst- værk for Betragtningen, at blive ene med det, at holde Tanken borte om de mange, som allerede før have set paa det og paa en Maade have trivialiseret dets Navn og Ry, for at lade Kunst- værket tale sin egen Sag friskt og nyt, som det udsprang fra Kunstnerens Hu; men i Betragtning af, at ingen Anstrængelse lønner sig rigeligere, bør man gøre den. Opgaven er jo aldeles ikke for enhver Pris at se eller at sige noget, som ingen anden før har set eller sagt; tvært imod, det kan man i Følge Sagens Natur ikke og bør aldrig ønske det. Opgaven er kun at se paa Sagen fra nyt af; om der saa i Følge Standpunkt og Forudsæt- ninger kommer en ny Side af den frem, saa lad den komme. Alt dette maa tjæne til Indledning for mine faa og spredte Optegnelser fra Holland. Indledningen er maaske bleven noget lang i Forhold til Optegnelserne; men da jeg kun offentliggør dem som enkelte Eksempler paa Studier tagne »i Marken« eller »i det frie«, i disse Ords oven anførte Betydning, saa bliver Ind- ledningen mig næsten lige saa vigtig som Studierne selv. Fol- den største Del er det efterfølgende kun ligefremme Aftryk af mine Notebøger fra en kort Kunstrejse i Holland 1882, af det, som jeg har nedskrevet lige over for Kunstværket selv. Noget, som var nedskrevet i alt for uregelmæssig Form, har jeg senere efterarbejdet. Der er andre Optegnelser, jeg har gjort, som jeg senere i mere metodisk Bearbejdelse vil benytte til et større Arbejde; men dem, som jeg her meddeler, har jeg med Forsæt ikke villet egentlig videnskabelig bearbejde eller jævnføre med de Udtalelser, som Digitized by Google Et Par Optegnelser fra Holland. 413 foreligge om de samme Æmner f. Eks. af Burger, Vosmaer, Fromentin, eller i vor Literatur af Høyen og E. Bloch. Derimod skylder jeg den med Æmnet mindre fortrolige Læser forud at bemærke, at han mulig eller sandsynlig vil have meget mere Glæde og Ud- bytte af at læse de andre Forfattere. Selv om jeg for min Del tror, at jeg aldrig ganske vil kunne tilegne mig Fromentins Be- tragtning i Les maitres (Vautrefoi^ saa skulde det meget glæde mig, om Læsningen af mine Optegnelser for en eller anden kunde danne Overgangen til Læsningen af hans Bog. I Musæet i Harlem hænger lige over for den berømte Billed- række af Frans Hals et Portrætmaleri af den omtrent et Hund- rede Aar ældre Joan van Score! (f. 1495, d. 1562). Det hører ikke til det. som man i Følge gældende Rejsevedtægt skal be- undre i Harlems Musæum; men Vedtægten har Uret: Scorels Maleri er fortrinligt og danner desuden en højst oplysende Mod- sætning til Frans Hals's. Det forestiller et ridderligt Broderskab i Harlem, Broder- skabet af det hellige Land, ved Midten af det 16de Aarhundrede. Brødrene, 12 i Tallet, have gjort en Pilgrimsfart til Jerusalem og besøgt den hellige Grav, og ere nu fremstillede her, ved Tilbage- komsten, i en Procession i 2 Rækker, hver med en Palmegren fra Jerusalem i Haanden. Men det er ikke hele Figurer, kun Brystbilleder, det ene bag det andet; Billedet er derfor langstrakt, næsten som en Frise og danner ikke nogen egentlig malerisk Helhed. Men de enkelte Portræter! Hvilken Stilhed og Dybde i disse alvorlige, aldrende Mænds Udtryk! Det er trofaste Mænd, som have udført en stor og vanskelig Daad til deres Sjæls Frelse, og ere vendt hjem med et vist Præg af ydmyg Stolthed og Føl- else af den opnaaede Værdighed, med noget af det hellige Lands Mysterier svævende om sig. Og hvilken uovertræffelig individuel og national Karakteristik i alle disse Hoveder! Men der er i dette gamle Billede aldeles ingen øjeblikkelig Sjælsbevægelse: en fælles Stemning behersker dem alle, en Stem- ning, som varer ved, og som de ville, skal vare ved. Vender man sig saa om til Frans Hals's (1584 — 1666) 8 store Malerier, som repræsentere Korporationsbillederne fra det næste Digitized by Google 414 Et Par Optegnelser fra Holland. Hundredaar, 2, 3, 4 Slægtled efter Scorels, hvilken Modsætning se vi da! Dér spiller og funkler og knitrer alt i Øjeblikkets Liv, som i det nøeste Sekund vil forme sig anderledes. Det, som der slaar os, er den utrolige Finhed og Sikkerhed, hvormed det øjeblikkelige Udtryk er truffet. Man faar et Indtryk, som hvis man saa en Mand staa med en Revolver i Haanden og skyde Svaler i Flugten. Truffet! Truffét! Truffet! Endog da Frans Hals bliver 80 Aar gammel, og da hans Haand ryster lidt, træffer han alligevel. Der findes vel ogsaa i hans Galleri af Personligheder en og anden, som bærer en mere imponerende Holdning til Skue; og de lægge undertiden, efter en vis konventionel Maner, Haanden paa Brystet ligesom for at forsikre, at de ere ærlige Mænd. Men Kunstnerens Hovedbestræbelse gaar dog ud paa i Skildringen af det menneskelige, det legemlige saa vel som det sjælelige, at undgaa alt, hvad der er stift og tvungent, at gøre alt lindt og blødt, lade det frit give efter for Stemning og Indskydelse. Deraf denne kække, frimodige Aabenhed, der altid virker saa elsk- værdig, selv hvor den spiller over Grænsen af det overmodige. Se den Herre, der staar dér og læner sig med Siden til Bordet og taler op til sin Kammerat, idet han sætter højre Haand i Siden og holder Pennen i venstre Haand — kan man tænke sig noget mere utvungent, naturligt spørgende? Lad os være Mennesker, siger Frans Hals, lad os ikke stille os op for hinanden, det er dog meget væsentligere at være Mennesker end at være Allegorier paa Borgerdyd. Men saa skorter det ogsaa en Gang imellem paa hvad man kunde kalde den borgerlige Værdigheds Holdning. Frans Hals's Personer gøre ingenlunde et saa bund-respektabelt Indtryk af Hædersmænd som den gamle Scorels. Og om Frans Hals endogsaa er en stor Karakteristiker, saa overgaar han deri dog heller ikke Scorel. En og anden af hans Personer har mindre Præg af en sat Borgermand end af en Æventyrer og Galfrands. Se ham, der sidder dér og har vendt Ryggen mod Banketbordet, udtrykkelig for at vise os, Tilskuerne, hvor fortræffelig han har tømt sit Rhinskvinsglas: uagtet han vender det om, kommer der ikke en Draabe ud af det. Han er saa kaad og kry over denne Helte- gerning og opfordrer os til stille Beundring for den og sig selv. Der sidder en anden og presser Citronsaft paa sine Østers med en Mine af næsten uforskåmmet Tilfredshed ved Livet. Det er Digitized by Google Et Par Optegnelser fra Holland. 415 ligesom om de Herrer ynkede os stakkels Mennesker fra det 19de Aarhundrede, fordi Vin og Østers ikke bekommer vore Maver saa godt som deres. Men vi maa til Gengæld beskylde dem og deres Tidsalder for en vis Forsorenhed. Vi Danske bruger, for at be- tegne Karikaturen af en stram Holdning, det Udtryk, at det ser ud som om Personen havde slugt en Lineal. Intet er fjærnere fra Frans Hals's Figurer; men en Gang imellem kunde man nok vente lidt mere af det, som i Kaptajnen paa det store Skytte- billede fra 1639 — han maa dog huske, at han har Kommando! Men han saa lidt som de andre tænker paa at gøre noget Krav paa Respekt gældende. Og finder Maleren , at en af hans Per- soner er hjemfalden til komisk Behandling, «saa behandler han ham ogsaa komisk, som den Herre med et Ansigt å la Jeppe paa Bjærget og med sin store Hat ganske betænkelig paa Snur, der glor frem imod os fra det allersidste Billede, malet i Frans Hals's 80de Aar. Damerne, Regentinderne, paa det næstsidste Billede, malet i det samme Aar, ere dem, der ere opfattede med mest Alvor. Man har talt meget om den Betydning, som de store Krige have haft for Kunstens Udvikling. Og deri er der vel ogsaa noget rigtigt. Uden Perserkrigene ingen Fidias. L'artiste est h fils du héros, som Taine udtrykker det. Ogsaa Frans Hals's Bil- leder vidne derom: deres mageløs livfulde, stærkt vakte, bevægede Væsen vilde næppe være tænkeligt uden en forudgaaende stærk Rystelse af Samfundstilstandene; den tidligere Kunst var i Forhold til dem søvnig. Men i andre Henseender har den lange Krigs- tilstand vel alligevel ikke været til Nationens Fordel; den har næppe tjænt til at gøre Menneskene solide. Om det er en Fordel for en Nation at ombytte Mennesker som Scorels med Mennesker som Frans Hals's, turde være et stort Spørgsmaal. Rembrandts »Nattevagts i Trippenhuijs i Amsterdam. (Maleriet, der er Rembrandts største og figurrigeste, forestiller som bekendt hverken en »Nat« eller en »Vagt«, men et Kom- pagni af et Skyttegilde, i Færd med at rykke ud til Fugle- skydning. Det er malet 1642, i Rembrandts fire eller fem og tredivte Aar. Det hænger i Musæet i Amsterdam lige over for Bartholomæus van der Helsts berømte og meget smukke store Digitized by Google 416 Et Par Optegnelser fra Holland. Billede af Fest-Banketten 1648 i Anledning af den Westphalske Fred. V. der Helsts Billede forholder sig til Rembrandts som god Prosa til Poesi). — Det er fuld Musik, dumpe Trommeslag i Skyggen og skingr- ende Piber i Lyset — ikke nogen almindelig Vagtparade, men gennemført Harmoni, mesterlig Kunst, saa uendelig forskellig fra v. d. Helsts Maleri lige over for, i hvilket der, sandt at sige, slet ingen total malerisk Virkning og Stemning er, hvor alt opløser sig i saa og saa mange bestemte Ting og Genstande. Jeg kender intet saa fyrig glødende, saa brændende i Virk- ningen som Lyspartierne i Rembrandts Maleri. En saadan Sammen- stilling af Farver som Kaptajnens dybtsorte Overærme , hans gule Silkeunderærmer med de glitrende Glanslys, den skinnende, varmt hvide Mansket, Lyset paa den udstrakte Haand, det højrøde Skærf osv. gør Indtryk af Kul, Gløder og Luer. I Modsætning til hans for det meste sorte Dragt skinner hans Ledsagers, den lille Lieutenants gule Dragt med det hvide Silkeskærf, hans gule Hat og hvide Fjer. Og hvor skinner ikke Kaptajnens store, hvide Pibekrave mod de sorte og mørke Omgivelser! Der er alene i Farve- og Lysvirkningen af disse to Forgrundsfigurer og deres Dragter noget æventyrligt, noget dæmonisk-fantastisk, en Forening som af Smerte og vild Jubel, som jeg ikke kender noget andet Sted fra end fra Rembrandts Farve — og ingensteds fra som her. Det som gør Rembrandt saa mærkelig og enestaaende blandt alle Hollændere er denne Afveksling af skinnende Højder og af sorte Dybder og Afgrunde i hans Sind og hans Farve. Hans Sjæl har været et Alpelandskab. Den gode van der Helst lige over for har derimod været en ægte Sletteboer: Det er paa det jævne, ganske paa det jævne alt sammen. Jeg véd nu ikke, hvad jeg skal foretrække: disse Blus, disse Skrig, denne mægtige Brio i Farven i Rembrandts »Natte- vagt« eller den søde, modne Mildhed i Farven i Velazquez's »Tapet- fabrik«. Det gaar mig med Rembrandts Maleri som det gik mig for adskillige Aar siden, da jeg første Gang kom til Florents og kom ind i Sakristiet ved San Lorenzo for at se Michelangelos Figurer paa de medicæiske Gravmæler. I Følge en simpel, men meget nyttig Metode, som jeg har indøvet fra Ungdommen, vilde jeg memorere disse vigtige Kunstværker ved at beskrive dem i min Notebog. Men da det kom til Stykket, vidste jeg ikke, hvor jeg Digitized by Google Et Par Optegnelser fra Holland. 417 skulde begynde, eller hvor jeg skulde ende: de var saa ganske forskellige fra alt, antikt og modernt, som jeg hidtil havde øvet min Beskrivekunst paa. Ligeledes her. Jeg ved slet ikke rigtig, hvad det er, jeg ser. Farvens utrolige musikalske Magt overdøver ganske »Meningen«. Man ved ikke altid saa nøje, om det er Mennesker, man ser, eller ikke; ja, det falder endog meget vanske- ligt rent naturalistisk at gøre sig Rede for Lysvirkningen. Det, som man bedst forstaar efter almindelig, sund Men- neskeforstand, er de to Figurer i Forgrundens Midte: Kaptajn Frans Banning Cock og hans Lieutenant Willem van Ruytenberg. De gaa fremad ved Siden af hinanden, temmelig rask, i livlig Samtale. Kaptajnen har i sin højre, behandskede Haand en meget lang Bambus-Stok og holder desuden den venstre Haands Handske dinglende ned fra den højres Fingre. Han udstrækker sin venstre, blottede Haand ivrig demonstrerende, dragende sin Ledsager til Vidne paa, at det, som han siger, er rigtigt. Det er en stolt og prægtig bygget Mand, denne Kaptajn, 3 Alen høj, omtrent 35 Aar gammel, nordisk blond, med haarde, smukke Træk, tapre, skarpe, mørkeblaa Øjne, ivrig, virksom, kolerisk. Lieutenanten i den lyse Dragt er lille og brunet; han sætter den ene Haand i Hoften og holder i den anden sænkede en stadselig Partisan med en blaa og hvid Kvast. Han lytter ret vel fornøjet til Kaptajnens Tale, og hans Udtryk vidner om, at han glæder sig til noget, som snart skal gaa for sig. Det er overhovedet den almindelige Stemning blandt Fi- gurerne: en oprømt, bevæget Forventning om noget prægtigt, som forestaar. Foreløbig gaar det temmelig vildt og uordentligt til. Trommen røres, Hunden bjæffer, man taler, skriger, gaar og løber imellem hverandre; men man er ikke i Hverdags-Stemning. Der er et eller andet, som skal gaa løs. Se ham, som staar der- oppe i Mellemgrunden og løfter Fanen og udfolder den — hvor stolt og kry og højtidelig han ser op imod den! Og jo mere vi fordybe os i Betragtningen af Forgrunds- figurerne, des mindre kunne vi da ogsaa tie stille om, hvor al- deles fortræffelig mange af de enkelte Ting ere malede. Saa- danne Ting som Kaptajnens pibede Krave eller Lieutenantens Partisan — det kan man i Sandhed forstaa, hvad er. Og saa er det tillige meget interessantere malet, bedre forstaaet i den maleriske Samvirkning af Stof og Lys end van der Helsts ellers meget prisværdige Gengivelser af Stoffer og Ting. Jeg lægger Digitized by Google 418 Et Par Optegnelser fra Holland. særlig Mærke til Lieutenantens gtfle Lædervams med en bred, stiv Bord af stukket Guldtrækkerarbejde, For neden kan man nogenlunde følge Linjerne i de stukne Ornamenter; for oven, hvor Lyset preller mere direkte tilbage, opfatter Øjet intet andet end en uordentlig, urolig Glitren af Lyset paa Guldtraadene. Den gule Farve i Guldet er her saa fedt paasat, at den staar som Relief paa Billedfladen. Det er et af Rembrandts stadige male- riske Virkemidler at give et Indtryk i Lyspartierne af en over- ordentlig rig, brillerende Detail, uden at Detaillen egentlig er ud- ført. For Resten kunde man ved denne Lieutenants Figur nok 'ønske, at man kunde mærke den menneskelige Skikkelse i dens frie Bevægelse lidt mere gennem den stive Paaklædning; den er lidt indpakket. Slagskyggen af Kaptajnens fremstrakte Haand falder tydelig og temmelig skarpt hen over Lieutenantens gule Jakke. Dette giver en Virkning af lidt dæmpet Solskin, saaledes ogsaa paa selve Kaptajnens Haand. Ellers staar paa Maleriet Lys og Skygge ingenlunde med saa skarp Grænse mod hinanden, som Solskinnet i Naturen lader dem staa. Fra et rent naturalistisk Synspunkt er der vel overhovedet ingen strængt gennemført Konsekvens i Behandlingen af Lyset. Total-Indtrykket minder mest om den glimrende Virkning, som et snævert indfaldende Sollys — især efter Regn — kan gøre i en af høje Bygninger tæt omgiven Gaard eller Gade, hvor man ser Tingene mod dunkle Baggrunde af aabne Porte eller desl. Men heller ikke denne Virkning er gennem- ført efter tro Iagttagelse af Virkeligheden eller efter Lysets strænge Logik: mere end om Logiken har Kunstneren brudt sig om Mu- siken i Lys og Farve og om at faa sine Figurer til at staa frit i Rummet og færdes jnellem hverandre paa Gadens Grund. Han har derved benyttet sig af sin mægtig virkende Farve og af alle- haande Kunstgreb, som jeg antager det for umuligt at gøre fuld- stændig Rede for med Ord. Resultatet er blevet, at Kaptajnens og Lieutenantens Figurer træde frem i Forgrunden med en saa stereoskopisk Virkning, at jeg ikke kender Mage dertil fra nogen anden Malerkunst. Man kunde tage i Kaptajnens fremstrakte Haand. Desuden har Rembrandt været ganske særlig betænkt paa at male allehaande Partisaner, Bøsseløb, Spyd, Sværdklinger, Stokke og saadanne retlinjede Genstande, i mange forskel- lige skraa Retninger indad i Rummet, hvilket bidrager mægtig til Digitized by Google Et Par Optegnelser fra Holland. 419 Indtrykket af Dybde. Og de ere saa fortræffelig malede, hver i sin Retning. Vi maa rede denne Vrimmel af Figurer mere ud fra hin- anden. En Krigsmand i helt skarlagenrød Dragt og med rød Hat gaar ilsomt fremad imod Forgrunden, idet han under Gangen sætter Ladestokken i Bøssen. En lille Dreng løber af alle Kræfter udad mod venstre, han har et Krudthorn hængende om Halsen og har faaet en Stormhue af Jærn paa, som falder ham helt ned over Øjnene — det er Kommers! Der er ogsaa andre Børn paa Spil: bag de to Officerer farer en lidt større Fyr tværs over Gaden; han har ogsaa en Hjælm paa, som han har faaet pyntet med Egeløv, og har faaet fat paa en Bøsse, som synes at gaa af lige bag Lieutenantens Hat — den er da forhaabentlig kun ladet med løst Krudt! En Herre tæt ved ham slaar Bøssepiben til Siden med sin Haand, ellers vækker en saa ringe Begivenhed ingen Opmærksomhed. Hvor mesterligt og genialt er ikke den Hjælm og det Egeløv malet, hvor prægtig staa de ikke mod den dunklere Baggrund! I et Mellemrum mellem Figurerne ser man lidt dybere inde en lille Pige, et nydeligt Barn paa 6 — 7 Aar. Hendes lange Kjole er af lys, gul Silke, hun har ogsaa langt gult Haar ned ad Nak- ken og prægtige Guldsmykker paa Hovedet — al denne varme, rige Glans har Kunstneren stillet i et stærkt Lys, som glimrer ikke alene imod Baggrunden, men ogsaa mod stærkt overskyg- gede Partier af Figurerne længere fremme: den før nævnte Drengs Ben og den røde Mands Bøssekolbe tegne sig skarpt, med dybe, næsten sorte Farver imod Pigens skinnende, lyse Dragt. Dette Pigebarns maleriske Bestemmelse i Farvens hele Orkesterharmoni kan man nok forstaa, naar man har Billedet for sig; men ellers synes hun dog at være noget ilde faren i al denne Hurlumhej. Det er mig ikke muligt at se, hvad det er, hun bærer paa sine Arme; men jeg ser, at dei^ fra hendes Bælte hænger et Stykke Fjerkræ ned, en lille Høne eller Due, hvis tykke, hvide, bløde Fjerlag skinner prægtig i Lyset mod den gule Kjole. Den hentyder vel til Festmaaltidet etter Fugleskydningen. (Men unægtelig synes Anbringelsen af denne lille Pige at tyde paa, at Rembrandt meget frit hensatte Figurer, blot for at anslaa Toner i Stemningen og Farven uden ellers at bekymre sig synderlig om en forstaaelig Motivering af deres Forekomst). Digitized by Google 420 Et Par Optegnelser fra Holland. Yderst til venstre har en Mand i Harnisk sat sig paa en Afviser, han holder en Partisan og har en brillant Hjælm paa Hovedet; men hans Ansigt hører til den plumpe, tvære, tyknæs- ede hollandske Type. Langt smukkere og bedre fornøjede ere to Hoveder lidt bag ved ham; de have blot den Fejl at sidde saa nær ved hinanden, som om de voksede paa de samme Skuldre — men det kommer vel af, at de ere saa gode Venner. Den ene har Hjælm, den anden en blød Hat, hvid Krave og Skjold paa Armen: en militær Pedant vilde vistnok have sine Bemærkninger at gøre om Uniformeringen, eller rettere: den fuldkomne Mangel paa Uniformering i dette Kompagni. Bag dem ses atter en plus- kæbet Hollænder med Hjælm paa Hovedet. Længst til højre gaar Trommeslageren med Barret over sit grimme, koparrede Hoved — hvorfor er han saa lille? — Der- næst et Par Mænd i Samtale; den ene, som bærer en ganske civil Dragt, men en Partisan over Skulderen, har et ualmindelig smukt, fintformet Hoved; han peger fremad og taler til Side- manden, der hører til Typen med de brede og flade Næser. Men hvor ere dog ikke disse Hoveder, hvad enten de have smukkere eller mindre smukke Træk, dejlig malede! Om man tog ethvert af dem ud af Billedet og satte det i en Ramme for sig, vilde det blive paaskønnet som en Kostbarhed. — Længere tilbage mod Dybden ses en Del Folk, som bære lange Landser uden for Resten at se ud som et militært Korps. Lidt længere fremme, lige bag Lieutenanten, undersøger en gammel Soldat, i rød Dragt og med Hjælm paa Hovedet, med megen Opmærksomhed Laasen paa sin Bøsse. Atter ved denne Figur maa man spørge, hvordan den kan blive saa lille. Men vist er det, at hans Hoved staar prægtig i Lyset og er meget udtryksfuldt. De Figurer, som ses i Mellemgrunden af Billedets midterste Parti, maa tænkes at staa et eller to Trappetrin højere end de andre. Det er et udmærket Træk i Kompositjonen. Og til Trods for, at Billedet netop forestiller Uorden, Tummel, Forvirring, er Grupperingen overhovedet behersket med et aldeles mesterligt Overblik, med den sande Kunst, som man i Begyndelsen af Be- tragtningen ikke takker for, og som man først bliver sig ret be- vidst ved at trænge dybere ind i Sammenhængen. Hovedperson- erne i Midten af Forgrunden ere stærkt fremhævede og baade bestemt adskilte fra og dog frit forbundne med Figurerne paa Fløjene. Reserven, der rykker frem højere oppe i Midten, gør en Digitized by Google Et Par Optegnelser fra Holland. 421 imponerende Virkning. Saaledes gaar der en vis skjult Symmetri gennem hele Anordningen. Deroppe ser man paa den ene Fløj den prægtige Fane- bærer, det er en af Billedets allerbedste Figurer. Ved Siden af ham — dog naturligvis ikke stramt paa Geled — andre Hoveder, som ypperlig bære Billedets modig-oprømte, barokke, fantastiske Stemning. Blandt dem er der en snurrig, grim ung Fyr med en høj, blød Hat paa Hovedet og med store Mustacher, og en anden, ganske ung, køn, men lidt flov Person med Hjælm paa Hovedet, som stikker en meget lang Landse frem paa skraa, helt ud af Billedet: Laridsen hviler over en fremstukket Sværdklinge; men hvor den kommer fra, ser man ikke. Et og andet er overhovedet vanskeligt nok at forstaa. Frans Hals's, van der Helst 's eller Velazquez's Figurer synes man bestandig at skulle genkende, selv om man i det virkelige Liv aldrig har set den Slags Folk, som de male; ved enkelte af Rembrandts faar man aldrig rigtig nogen Traad til Genkendelsen, selv om man stirrer nok saa længe paa dem: de ere og blive sære. I Forgrunden herske aldeles de varme Farver: blodrødt, lakrødt, gult, eller sort og hvidt ligeledes i varme Toner; der er kun et Par Stænk af kraftig blaat i Kvasten paa Lieutenantens Partisan. Ogsaa Gulvet har i Forgrundens Lys en kraftig, gullig Tone. Men lidt længere ind imod Mellemgrunden og ud imod Fløjene af Maleriet bliver alt mere og mere badet i svalere Toner, hist og her violetlige, men især en klar grønlig, som med alt sit beskedne og neutrale Væsen dog spiller en meget stor Rolle i den hele Harmoni. Den virker omtrent som Farvespillet i klare Bølger inde ved Kysten. Den fremtræder baade som en rent op- tisk Virkning i Clair-Obscuret , i Skygger og Reflekser, og tillige i enkelte Lokalfarver som Egeløvet paa Drengens Hjælm og Fane- bærerens Silkedragt eller Trommeslagerens Ærme, men altid be- skedent og underordnet, ikke med den højrøstede Kraft som de varme Farver i Forgrunden. Baggrunden for det hele er atter varmere; det er den mørke, men klare Dybde, fra hvilken Figur- massen rykker frem. Den tager ogsaa en stor Plads op i Højden. Det bidrager meget til den ejendommelige Virkning af Rembrandts Billede, at der er saa højt til Loftet i det, i Modsætning til van der Helsts Maleri, der næsten er som en Frise, hvor Figurerne fylde hele Højden. Digitized by Google 422 Et Par Optegnelser fra Holland. Rembrandts »Anatomi« i Musæet i Haag. (Dette Ma- leri, med Figurer i naturlig Størrelse, er Hovedværket fra Rem- brandts tidligere Periode, det er malet 1632, 10 Aar før »Natte- vagten«. I Saarlægernes »Gilder« var det ogsaa før Rembrandts Tid ikke ualmindeligt, at man ophængte Portrætkompositioner af en eller anden anset Kirurgs Foredrag over Anatomi). Det er et dejligt Billede, modent og harmonisk i Virkningen ; men det er ikke godt bevaret. Professor Tulps Forelæsning er ikke nogen Studenter- forelæsning: hans Tilhørere ere lige saa gamle som Professoren selv eller ældre. Det er Kolleger, som nok kende til Anatomi i Forvejen, for hvem han nu foredrager et eller andet vanskeligt Parti, maaske en Opdagelse af ham selv. Han har blottet Under- armens og Haandens Seqer og Muskler paa Liget, som ligger foran ham, han fastholder dem med en Tang og løfter dem lidt ud fra Forbindelsen med det øvrige af Armen, medens han ved en Bevægelse med sin egen venstre Haands Fingre gør tydeligt, hvorledes Organerne fungere. Det er en yngre Mand paa henved 40 Aar, temmelig lille, med sort Haar, Mundskæg og Fip. Hans Udtryk er meget roligt, men vidner om en egen stille Glæde ved detÆmne, han foredrager. Professoren har selv beholdt sin store, bredskyggede Hat paa Hovedet, hvorimod alle hans Tilhørere have h|ottede Hoveder. Der er 7 Tilhørere malede paa Billedet; men der er vel egentlig underforstaaet flere, som maa tænkes paa den samme Side, hvor Beskueren staar. Fire af Tilhørerne høre efter og høre saa udmærket efter, som Tilhørere nogen Sinde have gjort. Den ene, som har sin Plads lige bag Ligets Hoved, bøjer sig frem og ser meget skarpt og nysgerrig efter Naturens blottede Mekanisme i Armen. Den anden, ved hans Side, bruger ikke sine Øjne, men des bedre sine Øren og sin Tanke. Han lytter til Foredraget, meget spændt paa den Konklusion, som Professoren vil drage af det, han har vist dem. Mindre anspændt er Udtrykket i den tredje Tilhørers Hoved, som ses lige bag dem. Hans Tanke syn- es allerede at være ilet forud til Resultatet og at nyde det; det er en yngre Mand af et overmaade vindende og elskværdigt Præg : han ser ud som om han var lidt intellektuelt forelsket baade i den anatomiske Videnskab og i Professoren. Længst til venstre en lidt ældre Mand; hans Profil har den brakke og uskønne Form, som man saa tidt træffer i Holland, ikke mindst blandt Rembrandts Digitized by Google Et Par Optegnelser fra Holland. 423 Figurer. Han stirrer ufravendt paa Professoren med et Udtryk af den reneste Beundring. De tre andre høre ikke efter. Han, som staar bag ved, længst til højre, ser til Siden ud imod Billedets Beskuere — eller mod de øvrige Tilhørere — ; i Haanden holder han en Liste med Tilhørernes Navne og synes at efterse deres Tilstedeværelse i Overensstemmelse med denne Liste. Det er ellers et udmærket skønt Hoved. Allerbagest har én rejst sig op, dog ikke for bedre at kunne se, hvad der demonstreres, men for at se over til den modsatte Side af Auditoriet. Endelig er des værre den aller- forreste kun en daarlig Tilhører: han er slet ikke med, men vender sig om, lige som om han hørte nogen gaa med Døren til den anden Side. Hovedet er tomt og indholdsløst i Udtrykket, tilmed mislykket • i Tegningen. Her har den afmalede Persons Krav paa at faa sit Portræt med været lidt i Strid med hans Forhold til Situationen; ti hvis den skulde have været rigtig ud- trykt, vilde man se hans Hoved lidt fra Nakken. Det er desuden et konventionelt Træk, at en af de forreste Figurer saaledes skal se ud imod Beskueren. Naar man i Trippenliuijs i Amsterdam staar imellem Rem- brandts »Nattevagt« og van der Helsts store »Banket«, er Mod- sætningen mellem de to Billeders maleriske Behandling slaaende og udtaler sig konsekvent i alle Henseender. Men hvis det i Stedet for »Nattevagten« var dette Anatomibillede, som hængte lige over for van der Helsts Banket, vilde man ikke føle nær saa stærk Modsætning, tvært imod i mange Henseender Overensstem- melse. Saaledes som f. Eks. Prof. Tulps Hoved og Figur er malet, ligner det i Grunden mere Stilen i v. der Helsts Portræter end i Rembrandts egne senere. Muligvis har v. der Helst i et saadant Hoved set sit eget Ideal af malerisk Behandling. Ved det Udviklingstrin, som Rembrandt her, i Anatomibilledet, har opnaaet, har han allerede ført meget af den hollandske Kunst et væsentligt Trin opad: de andre ere da blevne staaende her og have lige saa lidt kunnet som villet følge den store Fører til hans senere dristige Eksperimenter i Retning af den maleriske Magi. Foredraget i Anatomibilledet er sammensmeltet, delikat, kælende for de objektive Ting og respekterende Enkeltheder, en Gang imellem endog de enkelte Haar paa Issen og i Skægget; det er jævnt og glat og viser ingenlunde disse Bjærge af tykt paalagt Digitized by Google 424 Et Par Optegnelser fra Holland. Farve som Rembrandts senere Malerier. Et Parti som Tulps ungdommelig fyldige Kind, sund og saftig som en i Solen modnet Blomme, kan man netop finde Sidestykker til hos v. der Helst og hans Efterfølgere (f. Eks. Nasons Dameportræt hos Grev Moltke), skønt vel ingen af dem alle naar Rembrandt. I én Henseende er Rembrandt dog allerede her inde paa sin ejendommelige Bane, nemlig i den stærkt koncentrerede Lys- virkning, der giver Kompositionen en sluttet malerisk Helhed, som man unægtelig ikke finder i v. der Helsts langt senere Banket- billede. Lyset strømmer fyldigt ind fra et Vindue, som maa tænkes at sidde temmelig højt oppe til venstre. Maleriets største og mest virkningsfulde Lysmasse dannes af det nøgne Lig med dets blege, blodløse, grønlig-gullige Farve, som skinner stærkt i Lyset, især ved den venstre Hofte, hvor desuden et hvidt Klæde, der er kastet over Ligets Lænder, angiver en endnu højere Tone. Fra dette højeste Punkt afdæmpes Lyset ud til Siderne. Meget fin og sand er Farvens efter Fjærnheden fra Øjet aftagende Va- leur, især i Hovederne af Tilhørerne bag Liget; tre af disse Ho- veder ser man paa en Linje oven over og bag hinanden. Men i Interesse af den rent maleriske Økonomi med Lysvirkningen til- lader Rembrandt sig allerede visse Afvigelser fra det, som Virke- ligheden vilde vise. Hvorfor staa Tulps Hænder meget mere dæmpede i Farven end hans Ansigt? De ere dog baade nærmere ved Lyset og nærmere ved Beskuerens Øje. Det er aabenbart for ikke at svække Virkningen af Billedets aandelige Hovedpunkt, nemlig hans Ansigt. Hovedet længst til venstre staar mere dæmpet, end dets Plads i Lyset eller i Rummet synes at kunne motivere: det er for hele Kompositionens Afrundings Skyld. Af samme Hensyn har Rembrandt ogsaa kastet en Skygge, hvis na- turlige Motiver ellers ere uklare, over Ligets Ben og den store opslagne Foliant ved dets Fødder, nederst i Billedets Hjørne til højre. I det hele hæve Hovederne med deres varme, levende Farver, omgivne af de brede, hvide Kraver, og det lyse Lig sig stærkt frem imod den mørke Baggrund, som især ud imod Bil- ledets Udkanter og Hjørner bliver meget mørk. Dens Tone er grønlig ligesom det lyse Ligs. Personernes Dragter ere sorte; den forreste Tilhørers Ærme afsætter sig skarpt, men med glimrende Effekt, imod det stærke Lys over Liget. Kun én af Tilhørerne, Digitized by Google Et Par Optegnelser fra Holland. han der rækker sig frem for at se, har en farvet Silke-Dragt, Farven er dog temmelig neutral, spiller imellem violet og kobber- rød. Bordet, hvorpaa Liget ligger, har Træets lyse, gule Farve, som et enkelt Sted er stærkt belyst. Den røde Farve i den dis- sekerede Arms Muskler gør sig ogsaa temmelig stærkt gældende. Men med alt dette gaar der alligevel en stor Simpelhed gennem Billedets Farvevirkning. Der er megen Farve, men ikke mange Farver. At Rembrandt fra Ungdomsundervisningen af kun kunde have svag Øvelse i Behandlingen af Figuren og dens Former, for- staar man let, naar man ser de Prøver af Figurmalerier af hans Lærere Pijnas og Lastman, som findes i samme Sal som Anatomi- billedet. Det viser sig ogsaa paa hans eget Billede i Tegningen og Formen af Liget, som lader overmaade meget tilbage at ønske: Overarmen, men især Benene og Fødderne ere slet tegnede og mislykkede i Forkortningen. Men Portræthovederne ere for det meste ypperlig tegnede, især Tulps eget; dog sidde Ørerne paa nogle af dem ikke ret paa deres Plads eller i deres Plan. Tulps Hænder med deres fine og vanskelige Bevægelse ere fortræffelige. Kun ganske kort Tid før min Rejse i Holland, d. 11. April 1882, havde Staden Amsterdam købt et bevaret Brudstykke af et stort Maleri af Rembrandt. Det var udstillet i van der Hoops Galleri, der jo nu i mange Aar hsfr været offentlig Ejendom. Det var atter en anatomisk Forelæsning (af Dr. Joan Deyman) og var malet 1656 for Saarlægegildet i Amsterdam. 1723 havde det lidt af Ildsvaade, saaledes at nu kun den midterste og nederste Del af Billedet, der har været meget stort og omfattet 10 Figurer i naturlig Maalestok, er bevaret — i det hele ret godt bevaret; kun paa enkelte Punkter er Farven skallet af ved Branden. Liget af en »22aarig Indbrudstyv Joris Fonteyn, født i Diest«, ligger paa en Bordplade med Overkroppen lidt skraat rejst i Vejret, Hovedet endnu mere rejst. Liget ligger saaledes for Be- skueren, at det ses i den allerstærkeste Forkortning indad i Rum- met. Begge Fodsaalerne ses helt. Et hvidt Klæde tildækker ellers Benene og Underlivet — for saa vidt som man kan tale derom; ti Tilskueren. 1884. 28 Digitized by Google 426 Et Par Optegnelser fra Holland. Underlivshulen er helt opskaaret, udtømt og renset. Armene ligge symmetrisk til begge Sider. Hovedet, der vender lige fremad, har ikke saa meget Udtryk af et Lig som af en uendelig Melankoli og Sørgmodighed hos en levende Mand: Indbrudstyven ser egentlig meget ud som en lidende Kristus. Dette Indtryk forstærkes der- ved, at Issehinden er gennemskaaret og krænget ned til begge Sider, saa at den falder som et i Midten skilt langt Hovedhaar ned til begge Sider af Ansigtet og delvis skygger over det; man véd fra Maleriet af den gamle Kone i Grev Moltkes Samling, hvilken melankolsk Virkning Rembrandt kan fremkalde i et saa- dant halvt overskygget Ansigt. Efter at Issen er flaaet, har Pro- fessoren trepaneret Liget; hans Assistent (»Collegiemeester«) Gijs- brecht Matthysz Calckoen holder den afsavede, halve Hjærneskal i Haanden. Hjærnen ses altsaa blottet med sine Folder, sin rød- lige Farve og sine fugtige Glanslys. Ser man Billedet i Nærheden, synes Ligets Forkortning mislykket, Fodsaalerne alt for nære ved det hvide Klæde og den aabne Bughule; set i større Frastand bliver det meget bedre. Liget, som ikke er friskt længere — Farven paa Brystet har store, grønblaa Skjolder — er udmærket i Henseende til Farven og Ka- rakteristiken af Hudens bløde Overflade. Det er en Mesters Øje, som ser overordentlig meget i Farven, hvor andre Malere kun vilde se lidet. Skuldrene og Brystet, som ses noget mindre for- kortede, ere ogsaa fine og slaaende sande i Formen; Fødder og Hænder ere unægtelig temmelig plumpe i Formen, ligeledes det hvide Lagens Folder. Bag den døde Mand hæver sig Figuren af Doktoren i sort Dragt med hvide Mansketter. Han strækker demonstrerende Hænd- erne frem over den blottede Hjærne; i den venstre holder han et Instrument. Hans Hoved hører til det, som Branden ikke har skaanet. Ved Siden af Bordet staar som sagt hans Assistent, en ung Mand med et smukt Udtryk af i al Beskedenhed og Lydighed at være til sin Mesters Tjæneste; hans Dragt er sort, det lange Haar mørkebrunt. Paa Kanten af Bordpladen læses endnu Indskriften Rem- brandt 1656 (Aarstallet dog mindre tydeligt end Navnet). I Følge Rembrandts Tegning til Kompositionen, som var ophængt ved Siden af Maleriet, har der endnu bag en Skranke været 7 Tilhørere. Digitized by Google Et Par Optegnelser fra Holland. 427 Dette uhyggelige, rædselsfulde, dybt sørgmodige Indtryk af Liget, som det ligger dér i det oven fra nedfaldende Dagslys, om- givet af de mørke Farver! — Da jeg saa kom ind i den anden Stue og atter saa' J. Bakkers Regentfigurer (som eré malede lidt senere end Rem- brandts Billede) saa' de saa ubetydelige, forfængelige og selvglade ud — det faldt mig ikke ind, før jeg gik ind til Rembrandt. Jul. Lange. 28* Digitized by Google Livslede. S P i een kalder Englænderne det. Tædium vitæ kaldte de gamle Romere i Kejsertiden det, Livslede. Den griber nu til Dags mest Mænd, som af Naturen har faaet et Overmaal af Hjærtevarme, de ikke i sit personlige Forhold i Livet har faaet Brug for. Strængt Arbejde hjælper lidt for det, men ikke i Længden. De fleste ender som udlevede Mennesker, ikke alle. Han havde det. Han var en begavet Mand, interesserede alle andre, kedede sig selv. Det var en Kveld, han havde været i Selskab, hvidt Slips, moret alle de andre, kedet sig selv. Af Høflighed havde han drukket sig syg, af Høflighed havde han saa fulgt en ikke hæslig Dame hjem . Endelig langt paa Nat slang han fra hende hjemover til sig selv, led og lej. Det var Barfrost og klart Maaneskin, ikke et Menneske paa hans Vej. Han havde langt at gaa, fra den ene Ende af Byen til den anden, var træt, fandt ingen Droske. Oppe i Wergelandsbakken kom en Kærre skranglende ned- over ganske sagte, en simpel Arbejdskærre. Paa Kærren stod en Kiste, over Kisten laa et sort Klæde, bag efter gik to Mænd. Han skønte straks, hvad det* var. En Selvmorder kørtes til Jords. »Christian Quint. 2 — 10—4«, tænkte han ved sig selv: »I Stilhed, om Nattene Digitized by Google Livslede. 429 Han standsede, tog Hatten af og lod dem drage forbi. Saa vendte han om og fulgte efter i Afstand for ikke at for- styrre dem bag Eisten. Det interesserede ham næsten, han vilde »se Stemningen«, som Malerne kalder det, var oplagt til at følge Lig, især sligt et Lig og om Natten. Det gik Skridt for Skridt, ned Grottebakken, Teatergaden op, forbi Trefoldighedskirken op mod Kristkirkegaard. Vejen var lang, men han fulgte med. Den skranglende Lyd af Arbejdskærren paa den haardfrosne Jord i de stille, øde Gader i Maaneskinnet, det mørke Optog foran ham, det hele pas- sede for ham, virkede paa en Maade dulmende paa ham, men egentlig var det mest den skarpe, skranglende Lyd af Vogn- hjulene i Stilheden rundt om, som trak ham efter sig rent in- stinktivt. Oppe ved Kirkegaardsporten stod en Mand med en Løgt. Saa kom to andre, tog Kisten af Kærren og bar den ind paa Kirkegaarden. Han fulgte efter, stillede sig i Afstand og saa dem sænke Kisten i Graven. Alt efter Christian Quint. Da saa det var gjort, saa gik de to Mænd, som havde fulgt bag efter Kisten, og de andre gik, og han gik med, og Kirke- gaardsporten blev lukket. Han blev staaende en Stund uden for, saa' tilbage ind paa Kirkegaarden, som laa der stille og fredelig i Maaneskinnet, hen paa den friske Grav, hvor Selv- morderen hvilede, saa sukkede han sløvt og slæbte sig hjem- over igen. Det begyndte at lysne, da han endelig udmattet naaede frem til sin Bolig. Ude i Gaden foran hans Hus stod en Del Arbejdere og grov i en Grøft, de havde holdt paa med det Ar- bejde nu flere Dage og Nætter i Træk. Han standsede og saa paa dem, skammede sig, som han stod der i Kjole og hvidt Halstørklæde, forsviret og væmmelig lige over for de flittige Ar- bejdere. Han satte sig ned paa Trappen foran sin Gadedør. Arbejderne saa paa ham, sagde ingenting, arbejdede videre. Pa^ Digitized by Google 430 Livslede. den opkastede Jord ved Grøftekanten havde en af dem sat sig og var sovnet ind. Kun den, som selv har arbejdet sine mødige Nætter igennem, ved, hvorledes det er, naar man døds- træt sætter sig ned saadan et Øjeblik og hviler, kæmper med Søvnen, giver efter en Stund, bare gad kunne sove rigtig ind et lidet Øjeblik. Manden i det hvide Slips kendte til det, han havde prøvet det mangen en Nat i tidligere Dage. Som han sad der nu, var han nær selv faldet i Søvn. Endelig tog han sig sam- men, tog Nøglen frem, aabnede og gik op paa sit Værelse. Han kastede sig i en Lænestol og tændte en Cigar. Det blev lysere og lysere. En Arbejdsvogn kørte larmende forbi, et enkelt Menneske kom nu og da gaaende med hurtige Skridt, som klang i Gaden, stadig hørte han den dumpe Lyd af Jordarbejdernes Hakker. Pludseligt holdt den op, og saa be- gyndte de at synge dernede: »Haa, let paa'en, aahaa hej!« — En tung Sten at lette, alle tog i, og én sang. — »Haa, let paa'en, aahaa hej!« Sten- brydernes Opsang, Arbejdernes gamle, trætte Trællesang, Sisyfus- sangen, den endeløse, ensformige; triste Toner, trættende at høre. Slig havde han nu hørt dem slæbe den samme Sang dernede Dage i Træk, altid det samme, »let paa'en, aahaa hej!« den sidste Stavelse i Strofen bare som en Stønnen, saa om igen, om igen, grænseløst melankolsk. »Hvad Fanden de Folk stræver slig for?« sagde han sint til sig selv. Han rejste sig, gik hen og aabnede en Skuffe i sit Skrive- bord, tog frem et Portræt og saa længe paa det. Der gik et Øjeblik en Trækning over hans Ansigt som af en fysisk Smerte, saa et Udtryk af Væmmelse. Han satte sig igen. Gigaren var gaaet ud for ham, han rev en Fyrstikke af for at tænde den igen, men satte i Stedet Portrætet ind i Flammen, tændte Cigaren ved det, holdt det i det ene Hjørne og lod det brænde, indtil Flammen sved ham paa Fingerspidserne, saa kastede han det fra sig og satte Foden Digitized by Google Livslede. 431 paa det. Rejste sig saa roligt, gik hen og tog en Revolver ned af Væggen, ladede den og satte sig mageligt tilbage i Læne- stolen. Nede paa Gaden sang de videre: »Haa, let paa'en, aahaa hej! c »Haa, let paa'en, aahaa hejU Han aabnede Vesten, følte efter med venstre Haand, hvor Hjærtet bankede, satte Mundingen af Revolveren til og tryk- kede af. — Stephan Sinding. Digitized by Google Set kongelige Teater. Det er Holbergs Jubelfest i næste Sæson. Hvorledes Tea- tret vil fejre den, ved man intet om. Man vilde beklage Nægt- elsen af den store Bevilling, der forlangtes til Højtideligholdelsen, hvis denne havde holdt sig indenfor det rent kunstneriske Om- raade: nu var der æventyrlige Planer om fri Rejse og Ophold for glimrende evropæiske Berømtheder — der næppe vare mødte — og om en splendid, elektrisk-belyst og kunstnerisk-dekoreret Aftens- mad for tusende solide danske Honoratiores — der alle vare mødte — og til denne Selskabelighed fordredes Hovedsummen, hvis Størrelse sikkert havde været en Gru for den sparsommelige Holberg. Han havde maaske nøjedes med at offerere de fine fremmede en Pris af sin Snustobaksdaase og indbudt sine Lands- mænd paa en Kop Kaffe med Kommenskringler. Hvad der kom sidst i Bevillingen, var i Virkeligheden det ene vigtige: nemlig Op- førelsen af en Række holbergske Komedier. Man tør imidlertid haabe, vi alligevel vil faa en holbergsk Uge i December; skulde Stykkerne blive sparsommeligt udstyrede, saa er vi ikke forvænt i saa Henseende, og det er dog det mindste. Nej, lad dem blive vel spillede! Men er man ogsaa vis paa det? Der kommer til næste Sæson nogen Bevægelighed i vore almindeligvis stabile Teaterforhold. To af Privatteatrene skifte Direktør, og én Direktør skifter Teater. Det sidste — Hr. Ander- sens Overflytning fra Kasino til Dagmarteatret — kan have en vis Betydning, fordi han i adskillige Aar har ytret Lyst til at skabe et kunstnerisk Teater og fordi Dagmarteatret frembyder den materielle Mulighed derfor paa Grund af dets fortræffelig indrettede Scene. Paa den kan der tales naturligt og spilles fint. Digitized by Google Det kongelige Teater. 433 Ligeledes indeholder Hr. Abrahams 1 Overtagelse af Folketeatret Løfter. Dette Teater har i lang Tid holdt sig klar af en- hver literær Stræben; nu vil det blive ledet af en Mand, der selv besidder kunstnerisk Sans. Vi faar nu se, hvad de Herrer vil og kan udrette. Men paa Forhaand bør man indrømme deres Opgaves Vanskelighed, da det kongelige Teaters Monopol for Øje- blikket ene og alene har den Betydning at lægge Hindringer i Vejen for Privatteatrene. Jeg sætter saaledes det ikke-utænkelige, at disses Direktører havde Lyst til at fejre Holbergs Tohundredaars- fødselsdag. Det var dog ikke urimeligt, om alle københavnske Scener bidrog efter Ævne til at forherlige den Mand, der har skabt dansk Drama og dansk Skuespilkunst til Trods for et tysk Hof, en bornert højere Dannelse og en uvidende Middelstand. Dette er efter den nuværende Lovgivning simpelthen umuligt. Det kgl. Teater har ene og alene Lov at spille Holberg — ellers ingen, og da det til daglig Brug benytter sig med stor Beskeden- hed af denne Ret og da Festopførelserne ikke vil kunne over- væres af særdeles mange, bliver Resultatet, at det store Publikum, for hvilket Holberg skrev, lige saa lidt ved denne Lejlighed som tidligere faar hans Stykker at se. Hvad vilde Holberg sige til dette, om han kunde staa op af sin Grav? Han, som vilde tvinge de københavnske Borgere til en hjemlig Kunstnydelse, vilde han forstaa vore Dages mærke- lige Teaterforhold? Det er næsten staaende Mode her hjemme at ivre mod fransk Frivolitet, mod den Smitte — tror jeg det hed- der — som fransk Literatur udbreder. Det har været saa alle Dage: P. A. Heiberg og Rahbek have maattet høre ondt for deres Gallicisme — saa skiftede Tiderne og Baggesen blev den romanske Antikrist, saa fremstod atter Johan Ludvig Heiberg som en fransk Vaudeville-Forfører, saa ansaas Tscherning og de første national- liberale Politikere for Boulevard-Revolutionsmænd, der vilde bygge samfundsopløsende Barrikader i vore smaa fredelige Gyder: be- standig den samme taabelige Beskyldning for Mangel paa Danskhed. Den kan imidlertid afvekslende antage en mere godtroende eller mere lumpen Karakter og beror i første Fald paa Misforstaaelse af For- holdet mellem kunstnerisk Paavirkning og national Literatur. Hvad vilde Holberg sagt, om man havde bebrejdet ham, at han havde stud- eret Moliére og Italienerne for at skrive Ben politiske Kandestøber og Maskeraden? Vi véd det hændelsesvis. Det var hans Stolt- hed, at han kunde saa' Frøkorn fra den fremmede Kultur i Digitized by Google 434 Det kongelige Teater. dansk Jordbund. Og han udtalte aabenlyst, hvorfra han havde hentet dem : »Og dette maa jeg tilstaa, at alt det', jeg véd, har jeg franske Bøger at takke for; ti af deres Læsning har jeg faaet min Smag i Tide dannet; ti saasom der er intet der er mere frit end de Franskes Sæder, saa er der intet mindre affekteret end de Franskes Skrifter.« Naar man angriber Forfattere for at lade sig paavirke af Verdensliteraturen, saa kunne disse trøstig pege op imod Holberg som den, der først har begaaet denne slemme Forbrydelse. Og ellers kunde man maaske slaa sig til Taals med den Tanke, at danskfødte Skribenter ere knyttede til dansk Sprog og Aand med usønderbrydelige og fintfølsomme Traade. Men en særegen Snur- righed er det værd at paapege. Imedens man ivrer imod baade Fransk og Tysk, er der ingen Stemme som hæver sig imod en Teaterordning, efter hvilken alle Hovedstadens Teatre, undtagen ét, ere henviste paa franske og tyske Oversættelser. Det kgl. Teaters Arkiv raader for hele den danske dramatiske Literatur — alt strømmer derind, og meget sparsomt flyder noget derfra. Og der forlanges oven i Købet Tak, naar man en Gang imellem aabner for Ventilen og lader noget af den til ingen Nytte op- sparede Kraft strømme ud. Saaledes var i Vinter Bladene fulde af officiøse Meddelelser om Teaterchefens Liberalitet, der havde tilladt et herværende Teater at opføre Kærlighed uden Strømper, hvilket det kgl. Teater for over hundrede Aar siden erhvervede af Wessel for nogle faa Kroner og siden da har betragtet som sin udelukkende Ejendom. Og hvis det saa endda spillede Stykket! Men dette har faktisk ikke været opført siden 1847 — altsaa ikke i 37 Aar, skønt denne Periode indesluttede Hundredaarsdagen for dets første Opførelse, hvilken man naturligvis ikke faldt paa at fejre. Man gemmer det trofast nede i Arkivet, for at ingen døde- lig af den nuværende Generation skal faa det at se, og naar man en Gang yder Digteren den naturmæssige Ret, han har til at faa sit Stykke opført, naar man ikke berøver vor Skuespilkunst fuld- stændigt et klassisk Mesterværk, naar man overlader et 'Privat- teater den Ære at spille Wessel — ja, saa kræver dette en Tak til Teaterchefens Liberalitet! Disse Forhold ere saa bagvendte, at man skulde tro blot en let Paavisning af deres Forkerthed kunde forandre dem — alligevel vil det muligvis tage lang Tid endnu, Digitized by Google Det kongelige Teater. 435 inden man faar dannet en kraftig Opinion, der tvinger en radikal Omordning frem. Det kgl. Teater bevarer saaledes den samlede danske dra- matiske Literatur — fra Holberg og Øhlenschlæger nedover Hertz indtil de mindre Aander — som en død Skat i sit Arkiv. Men ikke nok hermed. I Følge dets Privilegium har det end videre Hals- og Haandsret over, hvilke Kunstarter de andre Teatre maa op- føre, og er derved i Stand til at udelukke dem fra al god Lite- ratur. Dette har endnu ikke haft videre Betydning for vor origi- nale dramatiske Produktion, fordi den i lang Tid har stagneret, og den Gang den blomstrede, var det kgl. Teater uden Konkur- renter. Men sæt vi — hvad alting tyder paa — endelig igen faar en dramatisk Literatur;! Vil saa det kgl. Teater spille Styk- kerne? Næppe dem, der ere moderne i deres Aand, saa meget mere som vi sikkert gaa en vidt forgrenet Reaktionsperiode i Møde, under hvilken Striden fra Halvfjærdserne skal fægtes om igen. Og hvem véd da, hvorledes en reaktionær Teaterchef kan falde paa at benytte sin Magt? De nye Stykker kunne blive fuld- kommen hjemløse, idet Statsteatret ikke vil og de andre Teatre ikke tør give dem Ly. Hvis det var anderledes, hvis vort Na- tionalteater kun opførte klassiske Sager, medens den private Scene spillede de dramatiske Vovestykker, saa vilde det slet ikke være slemt. Baade Forfatter og Skuespiller vilde saa først faa Ridder- slaget paa klassisk Jordbund, naar de havde tjænt deres Sporer andetsteds. Derimod er det ødelæggende, naar man forhindrer dem fra enhver Opførelse — i Virkeligheden har vi paa den Maade dramatisk Censur. Vi se Systemet fuldt færdigt over for Oversættelserne. Man har endogsaa i denne Vinter indskærpet Politiforbudet mod god Literaturs Fremførelse paa de private Scener. Medens man som sagt ivrer mod Frivolitetens Smitte fra den lette franske Literatur, ser man samtidig Minister og Teaterchef drage i Leding for at de private Scener kunne indskrænkes til at opføre Farcer og Operetter. Man har ligesom en dobbelt Moral: én, der raaber Ak og Ve over Værker af Zola og Goncourt — Navne, der lyse som Stjærner i Samtidens Literatur — , og en anden, der har et overbærende Skuldertræk tilovers for den vildeste Offen- bachiade og det grueligste Pøjt af en Farce. Blot et eneste Eks- empel, hentet fra denne Sæson, skal jeg anføre. Professor P. Han- sen har i et overbærende og svagt Øjeblik oversat og ladet op- Digitized by Google 436 Det kongelige Teater. føre et lille meget frivolt Stykke af Meilhac og Halévy: Lolotte, og enhver véd dog, hvorledes denne Skribent staar som en sikker Vogter af Dyden og Moralen over for Literaturens Overgreb. Og i denne Sammenhæng er det værd at erindre, hvorledes det kgl Teater i Sæsonens Begyndelse gjorde et kejtet Forsøg paa et For- bud, da Kasino vilde opføre Prinsesse Georges. Skønt intet af de to Teatre havde betalt den franske Digter en Øre for hans Skue- spil, hævdede dog det kgl. Teater med komisk Værdighed sin Eneret. Og efter at et Privatteater for et Par Maaneder siden har offentliggjort, at det agter at spille Ohnets måitre de forges, fremtræder pludselig et advarende Forlydende om en lignende Hensigt hos det kgl. Teater. Forhaabentlig vil dette Rygte ikke bekræfte sig: Stykket, en talentløs Udtynding af Octave Feuillet, er uden al literær Værdi. Men hvis disse Bestræbelser efter literært Ene- herredømme ses i Lys af, hvad det kgl. Theater i Virkeligheden præsterer af moderne evropæisk Literatur, bliver den hele Trafik endnu snurrigere. Bjærget laver til Barsel og føder en Mus. Efter hele den store Brevveksling mellem Teaterchef og Minister angaaende en kombineret Plan for Kunstarternes Fordeling mellem Scenerne og efter at Monopolet var hævdet fuldtud, opfører det kgl. "teater i Sæsonens Løb kun et eneste nyt Stykke i en miserabel Oversættelse, Victor Hugos Euy Bias — som er 50 Aar gammel og som Kasino har spillet for en halv Snes Aar siden. I Sandhed, et ringe Resultat. Imidlertid, Spørgsmaalet om Oversættelser har forholdsvis ringe Betydning. Det gælder dansk Literatur, gammel og ny. Skal det nye Drama ikke spilles, fordi det kgl. Teater ikke selv vil indlade sig paa og forbyder andre Opførelsen, og skal de gamle Skuespil ligge mosgroede hen? Rimeligvis vil Holberg- jubilæet klare Sagen. De private Direktører vil forhaabentlig ind- gaa med et Andragende til Kultusministeren om at det maa til- stedes dem ved Opførelsen af en holbergsk Komedie at bidrage deres Del til Nationalfesten. Hvis dette afslaas, saa er man kom- men vidt i Mandarinsystemet. Vover man det ikke, saa bliver der Anledning til nyttig Sammenligning, der næppe vil falde ud til Nationalteatrets Gunst paa alle Punkter. Hvor sikker er man nemlig dér paa en mønsterværdig Festopførelse af Holbergs Komedier? * Digitized by Google Det kongelige Teater. 437 Det kgl. Teater har i Vinter ikke indstuderet noget Stykke af Holberg paa ny, om det endhar besat et Par Roller forskelligt i Eras- mus Montanus. Foruden dette har Repertoiret indeholdt Abracadabra, Forvandlede Brudgom, Usynlige og Pantsatte Bondedreng, — alle op- førte yderst faa Gange og for overordentlig slet Hus. Til Holbergs- forestillingerne møde endogsaa Abonnenterne nødig. For alle disse Opførelser gælder den samme Regel: af Stykkets samtlige Roller ud- føres én undertiden to ypperligt, de andre i det højeste respektabelt og ikke sjælden særdeles kedsommeligt. I Erasmus Montanus er saaledes Hr. Emil Poulsens Fremstilling af Hovedrollen fuldt for- staaende i hvert et Tonefald, men i øvrigt ser det ilde ud: Nille og Per Degn ere endnu dygtigt karakteriserede, derimod saa koste- lige Figurer som Ridefogden, Jeppe og Jeronimus flyde helt bort. Ja , vor første Komiker Hr. Olaf Poulsen har endog fra sin Debut af faaet galt Greb paa Jakob. Til Gengæld tager han saa en glimrende Revanche i de andre Komedier. Vi se intet vittigere paa vort Tea- ter end hans Harlekin i de Usynlige eller hans Henrik i Abra- cadabra — han er her naaet til det højeste Trin i Fremstillingen af gammel klassisk Komedie, medens hans medspillende krybe op ad de lavere Afsatser. Og ser man hen til de oven for nævnte andre Stykker, hvor hans Spil maaske ikke er saa fuldkomment, er dog altid Kløften dyb mellem ham og de øvrige Fremstillere, naar alene Fru Phister undtages i en eller anden Birolle. Det staar da saaledes til med Fremstillingen af Holberg: Man kan besætte en enkelt Karakterrolle ypperligt , man har en Henrik af første Rang, men til de øvrige Kadrer mangler Offi- cerer: ingen Jeronimus, ingen Pernille, knap en Magdelone. Og hvad der her er anført om Besættelsen af de holbergske Stykker gælder i Virkeligheden for det hele Repertoire. Man hjælper sig igennem ved en fortrinlig Udførelse af et Par enkelte Roller, som bringe Tilskuerne til at glemme, i hvilken Grad Kræfterne for øvrigt svigte. Det er mange Aar siden, vi har set et Stykke, hvor alt slog til. Opførelsen af Hamlet viser for det alvorlige Dramas Ved- kommende de samme Forhold. En Hovedskuespiller dominerer, og ham omgiver man med debuterende Sangere eller med dygtige Lystspils-Kræfter, som ere malplacerede i Tragedien. Kun en meget omhyggelig Indstudering holder saa det hele indenfor det respektables Omraade. Imidlertid vil man med Rette mene, at ingen Teaterchef kan skabe Genier i en Periode, hvor Begavelsen synes forsvunden. Digitized by Google 438 Det kongelige Teater. Fra 1750 til 1850 er vort Teater et af Evropas første, fra Midten af dette Aarhundrede begynder Dekadensen: den gamle Trup dør ud mellem 1850 og 1860, og fra den Tid af er Tilgangen af Talenter for intet at regne imod forhen. Aarsagen til denne Ufrugtbarhed synes mig imidlertid simplere end man plejer at mene. Naturligvis bør man ikke undervurdere den hele kunstner- iske Slaphed, der indtraadte her hjemme efter den første sles- vigske Krig. Det var en chauvinistisk Periode, i hvilken man anede den truende Fare men ikke turde se den i Øjnene, og Poesien maatte ligesom synge de gamle Vuggeviser for de mørke- rædde, der ikke turde være deres ærlige Frygt bekendt. Saa kom den anden Krigs dybe Ulykke, der satte den skærende Virkelighed i Steden for det alt for lette Fantasteri. Af dette Brud er saa langsomt fremgaaet en ny Literatur — en Virkelighedspoesi , der svarer til Tiden. Men denne er ikke begyndt med Dramaet; tvært imod først i de seneste Aar viser der sig Spirer til moderne Skuespildigtning hos os. Dog uden Digter ingen Skuespillere. To Gange skabte Holberg en Trup af fremragende Talenter, og Øhlenschlæger, Heiberg, Hertz fandt hver sine Fremstillere. Hvor er nu den danske Digter, som giver Teatret sit Guld at udmønte? Vi har ingen saadan og derfor heller ingen moderne Skuespilkunst. Naar man ser, hvorledes Scenens bedste Kræfter endnu staa med den ene Fod ude i Romantiken, forbavses man ikke over de faa Talenter, denne Tid kalder frem. Ambrosius fandt sin Fremstiller, og vor første Komiker bevæger sig helst i den gamle Komedies Livrée eller i de burleske Maskeroller — dette er den gamle Tids Efter- slæt, medens en anden Generation først vil opstaa ved Befrugt- ning fra det nye Drama. Naturligvis har man under denne Goldhed søgt Impulser andetsteds fra, og da til vort store Held Norge har frembragt en dramatisk Digtning i Rang med Evropas bedste, har den nærbeslægtede Produktion baaren god Frugt. Alle vide, hvad Kongsemnerne og Et Dukkehjem — for blot at nævne et Par Eksem- pler — have betydet for vor Skuespilkunst. Men den Reaktion, som her i Danmark aldrig synes at overvindes, har lagt de sned- igste Fodangler for den fremskridende Kunst: hvad man kunde fjærne af sandt og frit, har man redeligt holdt borte og blot accepteret, hvad der var fareløst eller hvad man ikke kunde und- gaa. For Gengangere lukkede man til vor Skam det kgl. Teater, skønt dette stod i dyb Taknemmelighedsgæld til den norske Digter. Og endnu i denne Sæson har vi oplevet en saadan Skan- Digitized by Google Det kongelige Teater, 439 dale som Forkastelsen af Fru Edgrens Skuespil Sande Kvinder, hvilket end ikke blev antageligt med Hostrups Navn til Garanti. Til den samtidige Literatur udenfor Skandinavien har man naturligvis ikke taget større Hensyn. Indtil Halvtredserne levede vi her hjemme af Scribe, og skønt hans Digterværd var tarvelig nok, saa fulgte vi dog heri kun en Retning, der beherskede alle Evropas Scener. Men da Heiberg blev Teaterchef, slog han fast, at der intet fandtes udover Scribe. Som han havde forkætret Victor Hugo, saaledes forholdt han sig fornemt vragende over for Kejserdømmets bedste Digtning. Senere hen har vi vel i Ny og Næ faaet opført et Stykke af Dumas, Augier og Sardou, men ikke i rette Tid, aldrig i det Øjeblik, hvor et nyt Skuespil var blevet en fremskudt Grænsepæl mellem Digtning og Virkelighed. Her hjemme ville man altid hellere rykke Pælene tilbage. Hvad har man op- ført af Dumas? Hans maaske allersvageste Arbejde den Frem- mede, som alligevel gav Hr. E. Poulsen Lejlighed til en fortrinlig Præstation — og ellers intet. Hvad af Sardou? Kun Ferréol — en efter gammel Mønster sammenlavet Kriminalhistorie; derimod intet af de store virkningsfulde og dygtige Karakterstykker som Gamle Ungkarle eller Maison neme. Augier er lidt rigere repræsen- teret med et Par af hans Ungdomsstykker, med Gabrielle oversat paa Prosa (!) med hans svage Alderdomsarbejde Familien Four- chambaidt og endelig med Giboyers Søn — tyve Aar for sent. Og meget, meget for silde kom ogsaa i denne Sæson Ruy Bias: Michael Wiehe, Fru Heiberg, Phister havde forstaaet den franske Romantik , medens alle Hr. Zangenbergs Anstrængelser ikke hævede Lakajen op til Tronen, hvor Fru Eckardt sad stiv og fremmed for Digtningens Lidenskab. Vil man nu spille franske Dramer, maa man søge de mest moderne Stykker, som Zolas Thérése Raquin eller Henri Becques Ravnene — det andet er ingen Nytte længer til; det norske Drama er gaaet frem i saadanne Kæmpespring, at tyveaarsgamle franske Stykker føles forældede ved Siden af hine. Dette er da den rent ideelle Grund til vor Skuespilkunsts Forfald: vi mangle et moderne dansk Drama, og man har ikke søgt at erstatte, hvad man kunde, igennem en stadig Følgen med i det bedste fremmede. Jeg lægger dog meget mindre Vægt paa det sidste Moment, for Oversættelser, om de end ere nok saa gode, skabe aldrig en tiende Del saa megen dramatisk Ævne som et indfødt Kunstværk. Skuespillerne forstaa det ikke. Vi have Digitized by Google 440 Det kongelige Teater. for nylig haft tilstrækkelig Vidnesbyrd derom i Fru Oda Peter- sens Præstationer; denne Dame, hvis Talent det kgl. Teater meget uklogt har givet slip paa, tror sig selv stor i glimrende franske Karakterroller , medens hun er mange Fold interessantere selv i en daarlig dansk Vaudeville. Kun i københavnske Kome- dier vil hun finde Anvendelse for sit Virtuostemperament og snørklede Spil. Dog der er en anden rent praktisk Grund, hvorfor det kgl. Teater tæller saa faa fremragende Kræfter for Tiden. Det er simpelthen Privatteatrene, som bevirke det. Før 1850 maatte al dramatisk Ævne ty til det kgl. Teater, da der intet andet Sted gaves, hvor det stræbende Talent kunde haabe Berømmelse og gunstig Stilling. Selv om Begynderen ikke var videre fremragende dannedes han dels ved Sysselsættelsen med betydelige Opgaver dels ved Omgangen med de første Kunstnere. Nu er det helt anderledes. Nu sluge Privatteatrene alle Kræfter, som ikke kunne udholde lang og møjsommelig Venten ved det statsunderstøttede Teater og som meget menneskeligt foretrække hurtig Befordring og en langt større Indtægt. Og hvis saa endda Privatteatrene kunde betragtes som en Forskole til den nationale Scene! Dog dette er langt Ira Tilfældet. Siden 1850 er ikke én betydelig Kunstner kommen med et paa Privatteatrene erhvervet Navn til det kgl. Teater og har hævdet sig der. Man maa ikke herimod anføre Vilhelm Viehes og Adolf Rosenkildes Navne; ti disse, som oprindeligt havde til- hørt det kgl. Teater, fik deres virkelige Uddannelse i Norge, ihvor vel de senere nogle Aar tilhørte Kasino. Sagen er den: Privatteatrenes sammenflikkede og uregelmæssige Repertoire ud- danner ikke de Skuespilleres Ævner, som søger til dem. Og dette er en Absurditet mere i det hele System: paa den ene Side henviser man det kgl. Teater til at supplere sine Rammer fra Privatteatrene og paa den anden Side forbyder man disse Op- førelsen af saadanne Stykker, der faa Betydning for de frem- stillendes kunstneriske Udvikling. Paa alle tre Privatteatre er der i hele den forløbne Vinter maaske spillet to eller tre Stykker, som besad literær Værdi og som saa naturligvis druknede i den bro- gede Strøm af alskens Oversættelser. Og upaatvivleligt findes der dog Kræfter, som vor første Scene havde god Brug for. Jeg skal ikke nævne Navne, som let vække overflødig Strid; men for de dødes Vedkommende kunne vel alle blive enige om, at Frederik Digitized by Google Det kongelige Teater. 441 Madsen var bleven en uovertræffelig holbergsk Henrik, og at Nationalteatret ikke kunde faaet nogen vittigere og rappere Pernille end den for kort Tid siden afdøde Fru Holst. Det kgl. Teater prøver og afskediger Skarer af Debutanter, men har ikke den ringeste nyttige Tilgang fra Hovedstadens andre Scener. * * * Den forløbne Sæson har ikke bragt nogen Nyhed af literær Betydning. Man har spillet en talrig Mængde Enaktstykker, som man temmelig affekteret betitler Proverber: af dem var Af dans- ning, der drejede sig om to middelaldrendes resignerte Erotik, det morsomste og Unge Koner, der mindede om slusket Dame- haandarbejde , det værste. Kun to større Nyheder opførtes: En Skandale, der var et praktisk Stykke og fik et praktisk Re- sultat, og Garman & Worse, over hvilket jeg ingen Dom har at ud- tale. Det er det hele. Jeg skal ved Siden heraf minde om, at Dagmarteatret har opført Paa Hjemvejen af Alexander Kielland, hvis Smaastykker det kgl. Teater har forsmaaet — ligesom Strind- bergs og Fru Edgrens Dramer — , samt Kærlighed uden Strømper, og at Folketeatret har spillet Gengangere. Kasino har paa sin Aktivside kun en Bagatel af Hr. P. Nansen, hvis Kammerater var det originaleste af Vinterens Smaastykker og selvfølgelig blev forkastet af det kgl. Teater. Dette har hjulpet sig med Genoptagelser. Det staaende Repertoire er gyseligt: man skammer sig ikke ved Farinelli, og man aflirer endnu Abekatten; man serverer den flove Første Kær- lighed sammen med det helt forældede Rosa og Rosita; og Ud- førelsen er kun halvt god. Den var des værre ikke bedre for Reprisernes Vedkommende. De tre store Stykker, man ind- studerede paa ny, have trukket fuldt Hus mange Gange, skønt Spillet ikke var glimrende. I Elverhøj trøstede man sig med Mu- siken, i En Spurv i Tranedans syntes de lidt tomme Løjer endnu lattervækkende og endelig nyder Bagtalelsens Skole, som er en spidsborgerlig, ikke synderlig original Komedie af en gammel- engelsk Scribe, her i Landet et Ry som Mesterværk, der i Fore- ning med dets effektfulde Intrige tilfredsstillede Publikum og Kri- tiken. En fremragende Præstation rummede intet af disse Skue- spil. Derimod fordrede Hr. E. Poulsen med Rette Tartuffe spillet Tilskueren. 1884. 29 Digitized by Google 442 Det kongelige Teater. nogle Gange for at vise sin virtuosmæssige Behandling af Titel- rollen. Hamlet er omtalt oven for, og hermed er Sæsonens Arbejde gennemgaaet. Tager denne Opregning sig allerede mager ud, bliver dog Re- sultatet endnu tarveligere for de to andre Kunstarter, som Teatret dyrker. Den store kostbare Opera har i alt formaaet at bringe to nye Akter (Spanske Studenter) paa Benene i hele den forløbne Sæson, og hvad de gamle Sager angaar, tør man roligt paastaa, at Triumfer ere ikke her blevne fejrede. Det er ingen ublandet Nydelse at høre Figaros Bryllup paa vort Teater — det skorter baade paa Sang og Spil. Man vil ogsaa sjældent overvære noget saa provindsagtigt som Opførelsen af Fra Diavolo, hvor Røver- helten er lidet troværdig som Marquis, Zerline hverken er skælmsk eller koket og den skønne Englænderinde kun vilde bedaares af denne Fra Diavolo. Vi have faaet en ny og udmærket Kapelmester, vi have et rutineret Orkester — men der er Dyrtid baade paa Sangere og Sangerinder. Værre endnu staar det med Balletten, hvor man ikke har præsteret et eneste nyt Arbejde trods det store Personale, den udkræver. De alt for kendte, skønt meget smukke Balletter — uddansede som gamle Balskøijieder — trækkes stadig over Gulvet. Det er Synd imod Bournonvilles Arbejder, idet Publikum paa den Maade taber sin Sympati for deres virkelige Poesi. Og hvis man saa endda havde udstyret dem smagfuldt og rigt! Men tvært imod: Kostumerne ere hæslige og Dekorationerne lappede sam- men, og indenfor denne Ramme hoppe saa endel Mandfolk omkring, mange Børn og ældre Damer og nogle unge Kvinder. Ligesom ved Skuespillet findes her et Par dygtige Kunstnere, omgivne af én stor Middelmaadighed. Det hele er en Ynk: Opera og Ballet lige hensygnende og faldefærdige. Og her ere vi naaede til vort Teaters Grundskade. De tre Kunstarter ødelægge gensidigt hinanden som tre nærplantede Vækster, der berøve hinanden Luft og Sol. Ingen af dem vinder frem og faar sin fornødne Pleje, fordi der hverken er Tid eller Plads til alle. Og denne Strid mellem Skuespillet og Operaen er over hundrede Aar gammel; siden 1750 har vort arme National- drama kæmpet imod snart italiensk Opera seria snart franske Syngestykker, har været undertrykket af Direktører, der var Kompo- nister, hundset af Teaterchefer, som havde Primadonnaen til Mai- tresse, forsømt af Dilettanter, der fordrede Sangstemme som første Digitized by Google Det kongelige Teater. 443 Betingelse af enhver Skuespiller. Hvad var Vaudevillen andet end et Kompromis mellem Skuespil og Opera, og hvad er Elverhøj andet end en storartet Festvaudeville, med hvilken den smidige og kloge Heiberg vandt Hoffet for sin Yndlingsgenre? Der blev ingen Fred for Skuespillet: alle dets store Fremstillere maatte gøre Operatjæneste. Ja, lige til vore Dage finder dette Sted, vi have endnu set vor første Karakterskuespiller udmærke sig i Heltevaudevillen Bertran de Born og derfra var Springet kun ringe til en Operarolle j Drot og Marsk. Og medens saaledes Vaudeville og Opera trængte paa fra den ene Side, pressede Bal- letten af al Ævne fra den anden: den gav vore Skuespillerinders Opdragelse en ensformig Overkridten og fordærvede deres Natur med Dansestillinger, og den fordrede og fik vore Skuespillere an- vendt i de store Pantomimer. Hvorledes skulde vor Skuespilkunst frelse sig ud, klemt mellem Skjolde som den var? Og man mærke, hvorledes Tilstanden maatte forværre sig efter 1850, da Privatteatrenes Konkurrence opstod: nu fordredes netop enhver Anstrængelse for at skabe en kraftig Kunst, men hvor kunde man faa Publikums Smag oplært, naar den stadig dreves ud af dens sunde Bane ved Opera, Vaudeville og Ballet? Hvad er Følgen bleven ? Øhlenschlæger kan slet ikke spilles og Holberg kun halvt, og den ægte fremmede Poesi tør man ikke byde et Publikum, der er forvænt med Opera og Ballet, og hvis Gane kun taaler farce- agtige Lystspil eller gode gamle Vaudeviller som Elverhøj. Heri ligger naturligvis ingen som helst Animositet mod Opera og Ballet. Tvært imod, hvem vil ikke gærne høre smuk Musik godt sunget eller se yndefulde Danse? Men Skuespillet er det vigtige, det hvorpaa det kommer an. Først vil vi høre Tidens bevægende Tanker udtalte i vort Modersmaal — lad dem saa synge og danse bag efter! Med Sang og Dans opdrager man ingen Nation; Skuespillet derimod er en Højdemaaler for vor Dannelse. Og saa findes der endog det underlige tragi-komiske For- hold, at det er Skuespillet, som maa bære de to andre Kunst- arter. Ingen af dem betaler sig, ingen af dem skaffer saa stor Indtægt som den fælles Fjende. Da dette maaske er mange ube- kendt, skal jeg anføre nogle talende Tal fra de officielle Beret- ninger: I de to sidste Sæsoner var Gennemsnitsindtægten pr. Aften saaledes fordelt: 29* Digitized by Google 444 Det kongelige Teater. I88V1 188 2 / 8 For Skuespil . . . 2,814 Kr. 2,683 Kr. For Opera .... 2,354 Kr. 2,409 Kr. For Ballet .... 2,328 Kr. 2,347 Kr. Heraf ser man da, hvorledes Skuespillet altid indbringer mere end de to andre Genrer. Dog dette er endnu ikke synderlig op- lysende; man maa dernæst vide, hvor mange Forestillingsaftener hver af Kunstarterne udfylder. Saa faar man et Skøn over hvers Part af Indtægten. Forholdet stiller sig for de to samme Sæ- soner saaledes: Forholdet er omtrent som 3 til 1. Skuespillet indbringer altsaa gennemsnitlig mere end Opera og Ballet, skønt det opføres næsten tre Gange saa ofte som begge til sammen. Men hermed er vi endnu ikke færdige. Naar vi nemlig komme til Udgiftssiden, stiller Forholdet sig omvendt, men lige saa gunstigt for Skue- spillet. Her foreligger ingen statistiske Data og des heldigere er det, de ikke behøves. Utvivlsomt koster Opera og Ballet det ti- dobbelte af Skuespillet. Man tænke blot paa, hvorledes dette be- strides af en halv Snes Kræfter, medens de andre Kunstarter kræve et uhyre Personale: Korister og Figuranter og Statister og det store Orkester med alt hvad derhen hører. Til Indstudering og Prøver kræve Opera og Ballet desuden den mangedobbelte Tid, og endelig er deres Udstyrelse langt dyrere end Skuespillets. Hvad har dette vel kostet i Aar, hvor Opera og Ballet næsten intet Udbytte have givet? Kun nogle faa Tusender sikkert; man har endog langt overdrevet hvad Udstyrelsen af Hamlet krævede. Man kan da kortelig sige saadan: Naar Teatrets Indtægt budgetteres til 700,000 Kr., saa tjæner den højt regnet halve Snes Mennesker, der bærer Skuespillet, de 600,000 deraf — det vil sige hver 60,000 Kr. Hele det øvrige Personale til sammen tjæner det sidste Hundredtusende. Og naar Udgiften sættes til I 1881—82 32 Skuespil opførte 28 Operaer og Balletter . . . 270 Gange 114 Gange I 1882—83 35 Skuespil opførte 23 Operaer og Balletter . . . 292 Gange 101 Gange. Digitized by Google Del kongelige Teater. 445 den samme Sum, koster den samme halve Snes maaske hundred- tusend Kroner, medens hele det øvrige Personale forbruger de resterende 600,000 Kroner. Unægtelig, et mærkeligt finansielt System. Her synes da følgende bevist: Opera og Ballet ødelægger Dramet og Skuespilkunsten ideelt og praktisk, aandeligt og peku- niært. Og saa er Konsekvensen simpel: vi maa rydde Scenen. Vi maa skabe en ny for de to Kunstarter, hvor de kunne komme til deres Ret og hvor de omhyggeligt plejede ogsaa ville betale sig. Men Skuespillet skal i Højsædet! Dets Hjem er bygget, og de andre maa vige Pladsen. Det gælder at fremkalde den offentlige Mening, der fordrer det fornuftige og nødvendige. Det kgl. Teaters Monopol bør hæves, for Tiden er ikke mere til Monopoler og særlig dette gør kun Skade, idet vor nationale Literatur derved gemmes for Folket. Og dernæst kræves fuld Teaterfrihed ! Lad enhver, der kan, bygge et Teater og lad ham spille, hvad han formaar, men man tvinge ikke Privatteatrene til at opføre Udlandets daarlige Kram — sam- tidigt med man skriger over Frivolitetens Smitte — for at bevare den gode Literatur for det kgl. Teater, som slet ikke har Tid eller Ævne til at føre den frem. Først naar man fjærner Opera og Ballet, vil det kgl. Teater blive en literær og kunstnerisk Scene. Saa kan det kgl. Teater faa et fast Repertoire af vor gamle dramatiske Literatur og medens det en Gang imellem giver os en Prøve af Udlandets nyeste Kunst, lade alle Retninger i vort Aandsliv, konservative og frisindede, æske sin Dom fra dets Bræd- der. Saaledes skabes en national Scene, værdig den danske Skue- pladses Stifter, hvis Jubelfest vi snart skal fejre. Edvard Brandes. Digitized by Google / Moralstatistik. Die Moralstatistik in ihrer Bedeutung far eine Socialethik. Von Alex- ander von Oettingen, ord. Professor und Doctor der Theologie in Dorpat. Dritte, vollståndig umgearbeitete Auflage. Erlangen, 1882. 832 + CLII. 8°. Moralstatistik i videre Forstand kan man maaske be- stemme som Fællesbetegnelse for den Gruppe af statistiske Under- søgelser, der ved Hjælp af Tallene ikke blot ville angive de men- neskelige Tings Tilstand og Udvikling, men ogsaa — som »Moralf af disse Tal — ville søge en Basis eller en Støtte for det etiske Synspunkt, ud fra hvilket de i Tallene angivne Hændelser og Handlinger skulle bedømmes. Ind under denne Definition gaar da baade den tyske Teolog Sussmilchs statistiske Værk »Die gSttliche Ordnung« (1741) og den belgiske Astronom Quetelets statistiske Værk »Sur l'homme . . ., ou essai de physique socialec (1835), to af de ypperste Værker i den hele statistiske Literatur (se Anm. 1). Til denne Definition passer ogsaa Oettingens Ar- bejde. — Som Moralstatistik i snævrere Forstand kunde man da betegne Statistiken over en Række af saadanne sociale Forhold, som have det tilfælles, at man formener at kunne prøve Befolk- ningens Moral efter den Styrke eller Svaghed, hvormed disse For- hold lægge sig for Dagen. En Statistik af denne Art, om Be- folkningens Moral eller Umoral, er for en væsentlig Del gennem- ført i Oettingens Værk, der saaledes paa den ene Side lægger de meddelte statistiske Data til Rette for at udfinde det etiske Syns- punkt til Forstaaelse og Bedømmelse af Menneskelivet, paa den anden Side ud fra dette Synspunkt benytter de meddelte Tal for hermed at prøve Befolkningens Moral. Det smukke Formaal, som Oettingen saaledes har sat sig, lider imidlertid kendeligt under, at det socialetiske Synspunkt, der Digitized by Google Moralstatistik. 447 skal findes, bringer Forf. allerede fiks og færdig med til sin Under- søgelse — de indsamlede Data skulle kun være en Støtte for Rigtigheden af hans Livsanskuelse — , og de statistiske Data om Befolkningens Moral, som han anfører, synes væsentligst samlede som Tekststeder for en Række af Prædikener til Opretholdelse af den lutherske Sædelære. Der skabes herved et Konglomerat af filosofisk Teologi, Statistik og Moral, hvis Hovedkendemærke er det, at Konklusionerne ere forud givne, og at Præmisserne, hvis de ikke passe, stedse, om end uvilkaarligt, søges tilpassede. Naar de statistiske Opgørelser overalt støtte og bevise de Sandheder, som man forud vidste skulde resultere, er det en Elskværdig- hed hos Statistiken, som man faar en Mistanke om, den ikke ganske frivillig er gaaet ind paa, man frygter, den med en blid, men fast Haand er ført hen imod sit Maal, saa prøver man endnu en Gang og nævner til sidst Barnet ved sit rette Navn: Tendens- statistik. Et saadant Angreb for Tendensstatistik har Forf. da ogsaa ventet sig, og han gaar ikke af Vejen for det, han vil ikke liste sig bort; tvært imod tager han Tyren ved Hornene og ud- taler sig i sin Fortale paa følgende Maade: »Ligesom i Forordet til andet Oplag (1874), saaledes til- staar jeg endnu i Dag, at jeg ikke er traadt »forudsætningsløs« til det Undersøgelsesfelt, som ligger foran mig. Det forekommer mig, at alle de, som virkelig tro. at de gaa til den Art Forsk- ninger uden bestemt Verdensanskuelse, i heldigste Tilfælde narre sig selv. Hvad man i denne Henseende kan fordre af den ærlige Videnskabsmand er tre Ting: for det første, at han ikke skjuler sit Standpunkt, men hensynsløst bekender det; for det andet, at han ikke øver Vold mod Kendsgerningerne eller forskyder dem i Teadensens Tjæneste; for det tredje, at han byder Læseren Mulig- hed for en Kontrol. »Jeg beder altsaa, om man vil prøve nøje. Jeg vil lade Kendsgerningerne tale. Naar der sluttelig ud af disse viser sig en Bekræftelse af den kristelige Verdensanskuelse for mig, saa kan jeg kun oprigtig glæde mig derved. Men jeg vil gaa strængt metodisk til Værks og lader foreløbig Resultaterne staa hen. I hvert Fald ligger den Hensigt mig fjærn, at begrunde den kriste- lige Sædelære eller at bevise det godes sande Love ved moral- statistiske Data. Jeg holder ikke af at bringe fremmed Ild paa mit Alter og hader ethvert Forsøg paa at styrke Trossandheden ved falske Slutninger og Skinbeviser .« Digitized by Google 448 Moralstatistik. Disse Forfatterens Ord afvise jo paa en ærlig og kraftig Maade mulige Beskyldninger for, at han skulde have misbrugt Statistiken, grupperet Tallene til Brug for sine etiske Formaal. Men det faar ikke hjælpe. Det hele, man faar ud af Forordet, er, at Forf. er i god Tro, og at han anser det for muligt at skrive en statistisk Socialetik, saaiedes at Statistiken i dette Værk kan benyttes som fuldgyldig, videnskabelig Statistik. Men saa længe et Værk som det foreliggende af det store Flertal af dem, der benytte det, ikke tages i Hænde med al den Varsomhed, som dets Titel, selve dets undskyldende Forord og dets moraliserende Fremstiliingsmaade paa Forhaand nødvendiggør, saa længe Værket betragtes og benyttes som .» Moralstatistik t , saaiedes at Grupper- ingen af de enkelte Data og Betragtningerne over disse anses som det sidste Ord, den statistiske Videnskab ved hensynsløs Forskning og saa fordomsfri Betragtning som mulig for Tiden har at sige om disse Ting — saa længe maa man protestere over for denne Sammenblanding af en Lærebog i konfessionel Moral og en videnskabelig Statistik. Det er godt nok med denne Bekendelse om, ikke at være gaaet forudsætningsløs til Arbejdet, men det havde været bedre — for Statistiken — om Forf. med Sandhed kunde have udtalt, at de Forudsætninger om Tingenes Sammenhæng, om Verden som den er, og som den burde være, som han medbragte ved Paabegyndelsen af sit Værk, dem havde han i saa hwj Grad som muligt søgt at løsrive sig fra under sit Arbejde. Det havde været bedre, om han havde anerkendt, at netop fordi Moralstatistiken ved sin Omhandling af de sociale Forhold saa let fører sine Dyrkere paa Afveje, saa let bringer dem til at skrive Tendensstatistik, netop derfor maa man ikke gaa til Værket med opskrevne Faciter. Naar en Arbejder vil give en statistisk Fremstilling af Arbejderforholdene, da kan det ikke nytte, at han i sit Forord moddeler, at han er gaaet ud fra den socialistiske Anskuelse om, hvorledes Arbejdets Ordning burde være, skrevet Bogen med denne Forudsætning for Øje, været glad ved, naar Tallene viste, at hans Forudsætning var rigtig, at kun hans System var det gode, og ethvert andet førte til Ulykke — og det er ikke hans Skyld, at Tallene viste dette overalt — , men at han paa ingen Maade har gjort Vold paa Tallene, efter- som det ikke er hans Sag at bringe fremmed Ild til sine Ideers Altre. Den Statistik, han paa denne Maade har udarbejdet, kan indeholde mange fortræffelige Oplysninger og interessante Ting, Digitized by Google Moralstatistik. 449 men Værket som Helhed bliver aldrig et videnskabeligt; det kan blive et udmærket apologetisk Værk, men kun som saadant tør det da benyttes. At det sete afhænger af Øjnene, som se, er en lige saa umiskendelig Sandhed som den endnu almindeligere og, om muligt, endnu uomstødeligere, at Menneskene — og dermed deres Værker — ikke ere, som de burde være. Men vi stræbe netop hen imod Idealet, bl. a. ogsaa ved at søge at gøre vort Øje klart- skuende, og dersom det, at Idealet ikke kan opnaas, skal give os Ret til, f. Eks. paa Statistikens Omraade, med en vis Dristighed at styre lige paa med farvede Glas, saa lad os lige saa godt med det samme dele denne interessante Disciplin i forskellige Under- afdelinger efter Brillernes Art. Jeg foreslaar lyserøde Glas til lyserød Statistik for Manchesterpartiet, sorte Glas til sort Statistik for de Ultramontane , brandgule eller brandrøde Glas til gul og rød Statistik for de misfornøjede og revolutionære o. s. fr. Er da Oettingens 1000 Sider store Værk en Samling af Avisartikler, hvor der af de Talmængder, der nu til Dags staa til Raadighed om alle Tilstande og Forhold, er udpillet de faa, der hver Gang passe til det foreliggende Øjemed? Nej, saare langt fra. Da var Bogen ikke bleven det Værk, Lægfolk i Tysk- land og Norden i Almindelighed ty til, naar de ville have fyldig Besked om de Spørgsmaal, den behandler, endnu mindre var Bogen bleven et Hjælpemiddel af Betydning for enhver statistisk Undersøgelse i de omhandlede Retninger. Med uhyre Flid er Materialet samlet allesteds fra, paa mange Punkter — men dog noget forskelligt, eftersom der var god Viljo til — er Materialet kritisk sigtet og sammenarbejdet. Der er ikke faa Partier af Værket, hvor Stoffets Mængde og Behandling er saa fortrinlig, som man kan ønske sig, der er saa godt som ingen Del af Værket, hvor man ikke vil belæres af de meddelte Data og af de omhyggeligt samlede forskellige Anskuelser om Spørgsmaalene, selv om man véd, hvad der til Slutning skal følge som den rigtige Opfattelse. Men netop fordi man saa langt fra her har med en Dilettant at gøre, at man paa adskillige Steder i Bogen møder den grundige og udmærkede Forfatter, netop derfor er dette Værk en Prøve paa Systemet, et Bevis paa, at teologisk Statistik er en lige saa stor Uting som enhver anden Art af Hensigts-Statistik. Der er ikke Tvivl om, at en stor Del af Oettingens Læsere have følt dobbelt Glæde ved hans Værk, fordi det har været dem en Husvalelse at se saa omhyggeligt og tilsyneladende saa udtøm- Digitized by Google 450 Moralstatistik. mende godtgjort, hvordan de menneskelige Forhold, hvor de forme sig godt og lykkeligt, have taget deres Udgangspunkt i den Moral, der er Forfatterens og Læserens, men hvor de forme sig uheldigt, have forsyndet sig mod denne Moral. Men lige saa vist er det, at for en Statistiker bevirker denne stadige lykkelige Paavisning af, at Tallene netop ere, som de burde være til de paagældende Øjemed, en dyb Mistænksomhed mod alle saadanne Tal, der ikke ere meddelte umiddelbart (uberegnede, ugrupperede). Det er Bog- ens store Samling officielle Data, positive Meddelelser, der giver den Værd for Statistikeren, i saa Henseende kan Værket hyppigt benyttes leksikalsk; den øvrige Del af Bogen er ham imod som en betydelig Forfatters, sikkert ubevidste, Misbrug af Videnskaben. Det Oettingen vil opnaa ved at sammenslynge Etiken med Statistiken er to Ting. For det første vil han vise, at de store Tal aabenbare Forsynets Styrelse derigennem , at Millioner af Enkeltviljers frivillige Handlinger samle sig til faste Former og som Helhed styres af Normer og Love, Love for Gennemsnitstilstanden og Love for Afvigelserne, der i stadig Opvejning af hverandre stedse paa ny skabe Niveauet og derefter atter Bølgegangen, saaledes at altsaa den enkelte bidrager til Fuldbyrdelsen af disse Love som Led af Helheden, uden at derfor den enkelte som saadan er bunden i sin Handling og der- for skulde kunne fritages for sit Ansvar. Ved denne Anskuelse gør Oettingen Front dels imod de Teorier, der stille den enkelte uafhængigt af generelle Samfundslove , dels imod de Teorier, der, med Henvisning til den Lovmæssighed i Livsfænomenerne, som fremlyser af Tallene, nægter den enkeltes Ævne til at handle frit og derved tillige fjærner hans personlige Ansvar. Oettingen vil dernæst vise, at de Sædelærens Love, som man ad anden Vej er naaet til, støttes af Tallene paa dobbelt Maade, dels direkte, ved at Tallene vise, at Menneskeheden i sin Sammensætning — efter Køn, Alder osv. — er indrettet paa at fuldbyrde disse Love og ingen andre, dels indirekte, ved at Tallene godtgøre, hvilke For- styrrelser og Ulykker, der følge med at fravige disse Sædelig- hedens Love. Det er dette sidste — Paavisningen af den positive Morals Sammenhæng med Tallene — som danner Bogens Hoved- Digitized by Google Moralstatistik. 451 indhold, men som, i den Form, hvorunder Opgaven er søgt løst, efter min Anskuelse er mislykket og maatte mislykkes. Jeg skal i den følgende Undersøgelse, der kun vil holde sig til denne Side af Oettingens Værk, nærmere søge at godtgøre den nys nævnte Anskuelse. I. Det første Hovedafsnit af Oettingens Bog omhandler de to Køns Ligevægt, deres Tendens til Uge stor Talrighed, dette Spørgs- maals Betydning for Ægteskabsinstitutionen, Ægteskabets Hellig- hed, Nødvendighed og Nytte, Ægtefællers Skilsmisse, Skilsmissens Former og Misbrug, Kønslivet udenfor Ægteskabet, Prostitutionen, den ægteskabelige Frugtbarhed og Befolkningsforøgelsen, Frugt- barheden udenfor Ægteskabet, de uægte Børn og Hittebørns- væsenet. Som man ser, er her med faa Ord — der kun daar- ligt antyde 300 Siders udførlige statistiske og filosofiske Behandl- ing af Spørgsmaalene — betegnet Forfatterens Formaal: at give en statistisk Fremstilling af Kønsforholdet, dets normale og dets abnorme Forløb og dets Forhold til Socialetikens Fordringer. Forfatterens Statistik er imidlertid ikke overalt lige god. Man mærker det. rent teknisk, straks i de første Afsnit, og jeg skal, som Eksempel, anføre Forfatterens Beviser for en af de Teorier, som han sætter i Spidsen for sin Undersøgelse, og som vistnok er fuldkommen korrekt, men fra hvis Hovedregel der er over- maade mange Afvigelser, som det er vanskeligt eller foreløbig ugørligt at forklare — og som der derfor er nogen Fristelse til at bortforklare. Spørgsmaalet drejer sig om det bekendte og højst vidunderlige Fænomen, at den Overvægt i Antallet af fødte, som Drengene have over for Pigerne, i Reglen synes at vokse efter Kalamiteter som Krige o. 1., som i en betydelig Grad er gaaet ud over Mandkønnet, og der efter paa ny noget aftager, naar Forholdene igen ere komne i Ro. Naturen reagerer altsaa og søger at bringe Forholdet mellem Kønnene tilbage i den vante Form. Hvorledes dette kan paavises i Detaillen, og hvilke Aar- sager, man har anført til, at dette Fænomen ligesom i det hele taget Drengenes Overvægt ved Fødselen indtræder, skal jeg ikke her komme ind paa. Med Hensyn til Oettingens Bevismaade skal jeg imidlertid nævne hans Beregninger for Perioden efter Krigen i 1870. Han meddeler, at der i Sachsen fødtes gennemsnitlig af hver 10,000 levendefødte: Digitized by Google 452 Moralstatistik. Drenge Piger 1834—70 . . . 5128 4872 1871 . . . 5139 4861 1872 . . . 5132 4868 1873 . . . 5141 4859 ' lb74 . . . 5143 4857 Hvad der her er utvivlsomt, er, at der i de 4 Aar 1871 — 74 er forholdsvis flere Drenge end i Tidsrummet 1834—70, men, selv bortset fra den nedad gaaende Svingning i Aaret 1872, hvad be- tyder saa de 4 Aar imod de 37 Aar? Hvoraf véd man — og Oettingen giver i saa Henseende ingen Oplysninger — at der ikke i de fbregaaende 9 X * Aar har været adskillige saadanne Sving- ninger, at der ikke har været større Forholdstal og der efter atter mindre Forholdstal for Drengenes Fødselstalrighed end det, det enkelte Gennemsnitstal for 1834 — 70 angiver? Det, jeg ønsker her at illustrere, er min ovenstaaende Bemærkning om, at man ikke kan bruge Oettingens grupperede, men kun hans uberegnede Tal. En Tabel som den nys anførte er, uden videre Tilføjelse, muligvis rigtig, men, videnskabelig set, utilstedelig, fordi de 4 enkelte Aar ere sammenlignede med de 37 Aar under ét, og der- for Muligheden for, at man 1841 — 44 — uden foregaaende Krigs- aar — finder den samme Svingning opefter som 1871 — 74 lige saa stor, som at man ikke finder den; og det samme gælder selvfølgelig et hvilket som helst andet Firaar af de 37 Aar. Der- for bevise de her nævnte Tal kun saare lidet for det foreliggende Tilfælde, og med Hensyn til Sætningens almene Gyldighed bevise de slet intet. Men af større Betydning end denne uheldige Maade at opstille sine Tabeller paa, er Forfatterens Tilbøjelighed til at lade sine Love gælde for alle Tilfælde, saa snart han ikke kan finde nogen plausibel Grund for, at de ikke skulde gælde, og som Eksempel herpaa kan anføres hans Fremstilling af Frankrigs Fødselsforhold efter dette Aarhundredes Krigsperiode. Han med- deler, at under Napoleonskrigene steg Drengefødslerne, der nor- malt er 105 for hver 100 Piger, paa Grund af det store Mande- fald til lidt over 106 i Aarhundredets første Decennium og endog til lidt over 107 i Aarene 1811—13. Først fra Aaret 1816 synker Tallet igen noget og vedbliver at synke, for igen at stige til IO6V2 i Begyndelsen af Trediverne. Som Grund til denne Stig- ning anfører Forf. Julirevolutionen. Saa synker Tallet igen og er Digitized by Google Moralstatistik. 453 endog i Slutningen af Treserne nede under 105; men heller ikke efter Krigen i 1870 vil Tallet stige rigtig, det holder sig paa 105, ja er endog i nogle Aar under dette Forholdstal. »Men«, siger Forf., »i det hele taget indtraadte der siden den tyske Krig saa abnorme Fødselsforhold i Frankrig, at der i 1878 fødtes 104,62 ægtefødte Drenge mod 106,03 uægteføgte Drenge for hver 100 Piger.« (Ægtefødslerne har ellers større Drengeoverskud end Uægtefødslerne). Naar man gaar denne Skildring af de franske Fødselsforhold igennem, forekommer det mig, at man belæres om: at den mangfoldige Gange gjorte Iagttagelse, at Drenge- fødslernes Tilvækst staar i Forbindelse med Mandefaldet i Krigen, bekræftes ved Fødselsforholdene under og umiddelbart efter Na- poleonskrigene, at man dernæst ingen Grund kan finde — eller at i hvert Fald Forf. ingen har opstillet — til Stigningen i Be- gyndelsen af Trediverne, eftersom Bemærkningen om Julirevolu- tionen (sammenlignet med Napoleonskrigene!) er mildest talt haar- trukken, og at man lige saa lidt kan finde nogen Grund til Stil- standen eller Nedgangen efter 1870, hvad der ikke kan skjules ved at kalde hele denne Periode saa abnorm, at man slet ikke kan regne med den. Den Statistiker, der intet Hastværk har med at faa sine Teorier og Love — baade for normale og ab- norme Tilstande — til at passe ind selv dér, hvor man, ærlig talt, staar noget forlegen med Forklaringen, vilde aldrig servere en saadan Gruppering baade af Tal og af Ord, som den her fremstillede, men Oettingen ødelægger paa denne Maade mange af sine gode Tal med daarlige. Helheden bliver upaalidelig, fordi Lovmæssigheden skal frem overalt, selv hvor Tallene, sete med almindelige Menneskeøjne, i hvert Fald foreløbig synes at staa ligegyldige over for eller endog at spotte Teorierne. Det centrale i Forholdet mellem de to Køn er hos Oettin- gen, som man kan forstaa, Ægteskabet. »Ægteskabet viser sig som det Kildepunkt, omkring hvilket alle Vener og Arterier i den kolossale Organisme samles ligesom omkring et pulserende Hjærte.« Det er for Ægteskabet, med dette for Øje, at Kønsligevægten (Kønnenes lige store Talrighed) og Kompensationstendensen (Køn- nenes Udjævning efter Forstyrrelser i Forholdet) finder Sted, Sam- fundets Kollektivvilje i Henseende til Ægteskabet er den dybest liggende Motor til de Strømninger, ved hvilke Talforholdet mellem de to Køn bestemmes, og her maa Førsteforklaringen til de sekundære Forklaringer søges. I Kraft af denne Opfattelse er Digitized by Google 454 Moralstatistik. det Oettingen om at gøre at paavise lige stor eller næsten Ug e stor Talrighed hos de to Køn som Grundlag for det monogamiske Ægteskab, hvilket er »den eneste sædeligt berettigede Form for ægteskabeligt Fællesskabe. Han meddeler derfor, at man ved at sammenstille Befolkningerne i 20 Stater med tilsammen 150 Mill. Indbyggere har udfundet, at der til hver 10,000 mandlige svarer 10,072 kvindelige Individer. En mere detailleret Fremstilling giver han i følgende Tabel: Paa 10,000 af Mandkønnet fandtes af Kvindekønnet (i 12 Stater 1850—60): I Aldersklassen 0—5 Aar . . . 9803 5—10 - ... 9766 10—15 - ... 9705 15-20 - ... 9984 20—25 - ... 10685 25-30 - ... 10423 30—45 - ... 10246 40-50 - ... 10170 50—60 - ... 10680 60-70 - ... 11734 70-80 - ... 11708 80- 90 - ... 13446 over 90 - ... 15520 Gennemsnitlig . . . 10273 Som man ser, er der her ikke 10072, men 10273 Kvinder paa hver 10000 Mænd, og Aarsagen til denne Differens er, at man ved den sidstnævnte Opstilling kun har kunnet medtage 12 Stater med tilsammen 100 Mill. Indbyggere, fordi der i de øvrige ikke forelaa nogen Fordeling af Kønnene efter Aldersklasser. Det kan imidlertid ikke skjules, at man — hvis man kun havde haft et af de tvende Tal — lige saa godt vilde have taget de 100 Mill. som de 150 Mill. til Maalestok for Kvindernes Fordeling i de civiliserede Stater, og Resultatet vilde da være blevet, at man ved den sidstnævnte Beregning (de 150 Mill.) havde faaet et Overskud af l l s Mill. Kvinder i Evropa og Amerika, ved den førstnævnte (de 100 Mill.) derimod, af 5Vs Mill. Kvinder, saa at man ser, at man maa være varsom med at drage almindelige Slutninger fra Gennemsnitstal af vilkaarlig Størrelse, og end mere varsom, hvis man f. Eks. i dette Tilfælde vilde slutte fra For- Digitized by Google Moralstatistik. 455 holdene i de civiliserede Stater til Jordens Befolkning som Helhed. Selve den anførte Tabel benytter nu Oettingen til at godtgøre, at Differensen imellem de to Køn er mindst i den voksne Alder, fraregnet de senile Aldersklasser, at den i Særdeleshed er ringe i Alderen 15—20 Aar, og at vi, naar vi regne Ægteskabsalderens Grænser til 20 og 50, i de mellemliggende Aldersklasser finde 100 Mænd i Evropa for hver 103—104 Kvinder, hvilke 3—4 pCt. derfor, afset fra alle øvrige Omstændigheder, maa forblive ugifte >og hellige sig til Diakonissehvervet eller en anden ædel jomfrue- lig Beskæftigelse«. Der er, efter min Anskuelse, i hele denne Betragtning kun det ene simple Faktum rigtigt, at dersom man havde samtlige Evropas Ægteskabsmuligheder at begge Køn samlede paa én stor Fælled, og dersom man, ligesom de preussiske Konger med deres Grenaderer, kunde og vilde parre dem to og to, saa vilde der kun blive 3 — 4 pCt. Kvinder tilovers, som da kunde blive Diakon- isser, hvis de syntes om denne Beskæftigelse. Med andre Ord: Forholdene, som de nu vise sig for os i Evropa — i Amerika er der paa Grund af den stærke Indvandring et mandligt Overskud, og om Forholdene udenfor de civiliserede Stater vide vi intet paa- lideligt i denne Retning — tyde paa, at der for Menneskene lige- som for forskellige Klasser af Dyre- og Planteverdenen kun er gjort ringe Forskel i Henseende til Talrigheden af de to Køn, som ere nødvendige for hinanden ved Forplantningen (se Anm. 2). Den ligelige Fordeling af de to Køn har imidlertid intet sær- ligt med det monogamiske Ægteskab at gøre. For det første ikke , fordi det Faktum , at der er lige mange Mænd og Kvinder, højst vilde betyde, at én Mand i en vis Tid kun kunde være i Besiddelse af én Kvinde og vice versa, men paa ingen Maade udelukker, at de begge to otte Dage efter kunde skifte Mager, hvad der efter Oettingens Mening visselig ikke er noget Ægteskab. For det andet ikke, fordi det lige store Antal Mænd og Kvinder kun giver en Mulighed for Ægteskab, men der jo ingen Naturlov er for, at den Attraktion imellem Manden og Kvinden, som man hidtil har anset for den mest eller den eneste etiske Basis for Ægteskabet, og som selvfølgelig Oettingen ogsaa holder paa, netop overalt skulde føre de rette i hinandens Arme, og hvad skulde saa de tiloversblevne gøre? Men dertil kommer, at, statistisk set, er den hele Grup- pering af Tallene lidet oplysende. Som man nemlig vil se af Digitized by Google 456 Moralstatistik. Tabellen, er netop de Aldersklasser, i hvilke Ægteskaberne i Ev- ropa hyppigst indgaaes, Aldersklasserne 20 — 25 og 25 — 30 Aar, de Aargange, hvor Kvindekønnet er forholdsvis talrigere repræ- senteret end i nogen anden Aldersklasse lige fra Fødselen indtil det 50de Aar, hvad der allerede beviser det negative, at Naturen ikke er saa retlinet som Filosofernes Tankegang og ikke altid er saa venskabelig at passe ordentlig ind i de Skruer og Hængsler, man har lavet i Stand til den. End videre vil man let blive op- mærksom paa, at det i Grunden ikke er de ligeartede Alders- klasser, hvor Kønnenes lige Talrighed er af Interesse, men stedse den højere Aldersklasse for Mændene, sammenlignet med den lavere for Kvinderne. Og endelig er denne Sæk, der kastes over Hovedet paa et saa vældigt Antal Mænd og Kvinder i Evropa, for at faa de lige store Tal ud, ganske vist en rummelig Ting, men den betager én Synet af det, der netop er af Interesse: Dif- ferenserne imellem de forskellige Folkeslag. Det er nemlig en statistisk Regel, der ikke er ilde at holde sig i Minde, at dersom man kan paavise den Lov, man har ud- fundet af de store Tal — sammensatte af alle Talgrupper — og- saa ved de enkelte Grupper, saa bestyrker dette i høj Grad Lov- ens Almengyldighed, men dersom man ikke kan dette, og man paa den anden Side ikke opererer med alle de Tilfælde (Individer), som Loven vil give et Udtryk for (in casu har man jo kun at gøre med omtr. en Tiendedel af Jordens Beboere), saa svækker dette Interessen for det fundne Udtryk eller kan endog gøre det upaalideligt. Og nu er Tilfældet dette, at det kun er nogle Stater, om end de fleste, hvor der er flere Kvinder end Mænd, men andre, hvor det modsatte finder Sted. Oettingen oplyser selv, at for den giftefærdige Alders Vedkommende træffer man mandligt Overskud i Belgien, Hannover og til Dels Frankrig og Portugal, og for hele Befolkningens Vedkommende finder man Overskud i Amerika, Holsten, Sardinien, Parma, Toscana, Kirkestaten (Be- regningen er fra før 1860) og Grækenland. For Amerikas Ved- kommende skyldes dette Forhold, som nævnt, Indvandringen af Mænd, for Holstens Vedkommende antages Udvandringen af Kvind- er som Tyende til Hamborg at være medvirkende. Men alle disse Staters Overskud af Mænd, særlig i den giftefærdige Alder, og, som Følge deraf, de resterende Staters end større Overskud af Kvinder, forstyrrer dette ikke Beregningen? De Stater, som faa en stor Mængde Kvinder tilovers, skulle de eksportere deres Digitized by Google Moralstatistik. • 457 Kvinder til Giftermaal? Det nytter ikke, naar Teologen Oettingen vil indvende, at Naturen ikke har taget Hensyn til hvert enkelt Folkeslag, men kun til samtlige Folkeslag under ét, og at man kun dér maa søge Svaret, ti Teologien maa sandelig holde paa den babelske Sprogforvirring, og som Følge deraf tales der nu en Gang forskellige Tungemaal rundt om paa Jorden, og ere Menneskene delte i Stater og Nationer. Og det heldige er, at den samme Realbetragtning af Forholdene, som Bibelens konkrete Opstilling af og Sondring imellem de forskellige Folkeslag for- pligter Teologen til, det forpligter Videnskaben ogsaa Statistikeren til. Det mætter ikke ens Aand at faa at vide, at naar man læg- ger de 12 Stater sammen, saa er Forholdet mellem de to Køn saaledes og saaledes, naar man lægger 20 Stater sammen, har Forholdet forandret sig en Procent, og at Forholdene i disse 20 Stater skal tages som Norm for de 200 Stater, for hvilke vi staa uden statistiske Hjælpemidler. Det vi interessere os for end mere end for dette almindelige Forhold — som i en vis Forstand er des mindre interessant for den menneskelige Etik, jo mere det er et almindeligt biologisk Fænomen, som ikke gør Fordring paa etiske Konsekvenser — det er, hvordan Forholdene ere i hver enkelt Folkegruppe, og hvorfor de ere saaledes. Den, der vil paavise Aarsagen til, at i en given Stat Mandkønnet er i et større Overtal over for Kvindekønnet, de gifte i større Overtal over for de ugifte osv., end i en anden Stat, han vil kunne præstere et Arbejde, der er af virkelig Interesse. For det første vil nemlig de Tal, han arbejder med, ikke repræsentere en uvis Del af et Hele, men selv staa som en Helhed, for det andet vil han kunne staa inde for de Tal, han meddeler, og for deres Ævne til at sammenlignes i en langt bedre Grad, end om han benyttede internationale Tal, for det tredje vil han kunne gaa til Bunds i Tingene og søge de historiske og kulturmæssige Betingelser for, at Forholdene ere, som de ere, og endelig vil han paa en frugt- bringende Maade kunne gaa Etiken til Haande, fordi han vil kunne belyse de konkrete Forhold, der ere bestemmende for Ting- ene, saaledes som de have formet sig i den enkelte Stat, kunne erfare de Sædelighedsbetingelser , under hvilke denne Stat har udviklet sig og kunne stille bedre Diagnoser om de Samfunds- sygdomme, der maatte være tilstede, end naar. han beskæftiger sig med Samfundet i sin Almindelighed, hvor Sygdommene i Reglen gaa ind under den fælles Betegnelse Tidens Giftstof eller Tilskueren. 1884. 30 Digitized by Google 458 Moralstatistik. a. 1., som synes at være et Stof, der svæver over Vandene i den største Ubestémmelighed , og der ligesom Flogiston eller Æther er en højst nødvendig Ting til Forstaaelse af den hele Samfunds- orden, men som er. meget vanskelig at blive klog paa. (Jfr. om den internationale Statistik v. Inama-Sternegg , hvis Anskuelser i det væsentlige svarer til det her udtalte, i Jahrb. f. National- oekonomie u. Statistik, XLI, Pag. 515 fif). Forholdet er altsaa dette, at selv om der var netop lige mange Mænd og Kvinder i Evropa i den Alder, hvor Individerne gifte sig, vilde dette kun give en formel Mulighed for monogamisk Ægteskab, men intet mere, fordi, som paavist, hverken Kærligheds- momentet eller Troskabsmomentet, de to konstituerende Momenter for det monogamiske Ægteskab, kunne stilles i direkte Forbind- else med en saadan Fordeling af Kønnene. Men dernæst er og- saa den opstillede Lighed i de to Køns Talrighed for saa vidt kun formel, som der intet Hensyn er taget til, at i nogle Lande have Mændene Overvægt over Kvinderne, i andre Kvinderne en saa meget større Overvægt over Mændene, og at det kun er ved Sammenlægningen af Tallene, at der sker en tilnærmelsesvis Ud- jævning. Vil man derfor se bort fra de oven for anførte kon- stituerende Momenter for det monogamiske Ægteskab og kun holde sig til Individantallet i de to Køns giftefærdige Alders- klasser, da maatle man begynde med de Undersøgelser, der ere foretagne om disse Forhold hos Naturfolkene, søge godtgjort, hvorledes Forholdet mellem de to Køn er i Naturtilstanden, og hvorledes det her paavirker det kønslige Samliv. Man maatte end videre søge fremdraget, hvorledes Forholdet stiller sig i de polygamiske Stater, om Polygamiet her muligvis skulde være en Følge af en meget betydelig Overvægt i Kvindetallet, eller om det fremkalder en saadan Overvægt, eller om der, hvad de fleste synes at antage, er omtrent samme Forhold mellem Mænd og Kvinder i disse Stater, som i de monogamiske, og at som Følge deraf Polygamiet i de velhavende Kredse af Befolkningen skaber en stor Mangel paa Kvinder i Befolkningens øvrige Lag. Vil man endelig nøjes med at undersøge Forholdene i Evropa alene, da ligger det nær, netop ikke at holde sig til Gennemsnitstallene, men for hvert enkelt Lands Vedkommende at faa undersøgt, om der er noget Forhold mellem de to Køns Fordeling i dette Land og det kønslige Samliv, særlig saaledes, at der skulde findes de Digitized by Google Moralstatistik. 459 mest normale Forhold i ægteskabelig Henseende, dér hvor de to Køn nærme sig hinanden mest i Talrighed. Det er ikke sandsynligt, at man selv ved denne sidste Undersøgelse vilde erfare noget som helst af Interesse, efterdi den lige store Talrighed af de to Køn — som gentagende er udtalt — kan have en i høj Grad naturvidenskabelig og fysiologisk Betydning , men ikke har noget med de etiske og sociale Forhold at gøre, der netop ere de karakteristiske og bestemmende for den særlige Kulturform af det kønslige Samliv, der kaldes det monogamiske Ægteskab. Ikke desto mindre maatte man gaa denne Vej, naar man vilde have den Tilfredsstillelse at bevise den monogamiske Ægteskabsinstitutions Sammenhæng med den af Naturen satte For- deling imellem Kønnene. Men man maatte da ogsaa udsætte sig for, at Tallene beviste én det modsatte af, hvad man vilde have bevist. Tror man at kunne støtte sin Etik ved det statistiske Underlag, da maa man ogsaa huske paa, at naar Underlaget be- væger sig, forskyder samtidig Etiken sig. Og idet man, som sagt, i hvert Fald ikke kan nøjes med de almindelige Gennem- snitstal, men maa tage Forholdene i de enkelte Stater og de en- kelte Nationer i Betragtning, da bliver det Udbytte, som Etiken vil vinde, end mere tvivlsomt. Det ligger nær at minde om, at selve det monogamiske Ægteskab paa ingen Maade er den højeste Form for den kønslige Sædelighed hos de kristne Nationer. Tvært imod, hos Majoriteten af de evropæiske Folkeslag, Katolik- erne, er Ikke-Ægteskabet, Cølibatet, den højere Form; Ægteskabet er kun til for den store Mængde, Cølibatet for de udvalgte. Skulde der da mangle en katolsk Moralstatistiker til at godtgøre, at naar England, Skotland og Skandinavien staar med det højeste Kvindeoverskud, hvorimod Belgien, Frankrig og Portugal i de giftefærdige Aldersklasser af Befolkningen samt Sardinien, Parma, Toscana og Kirkestaten i Befolkningen som Helhed staar med mandligt Overskud, dette bedst viser, at Naturen ikke har villet give et Overskud af Kvinder til Diakonissegerningen, men af Mænd til Præstegerningen, at dette er det naturlige og hint det abnorme, fremkaldt ved Civilisationens (Protestantismens) For- skydning af de naturlige Forhold? Jeg vil ikke sige, at jeg vilde anse denne Godtgørelse af, at Cølibatet er den ypperste Form for kønslig Sædelighed, og at Naturen har skabt en Fordeling mellem Kønnene med dette for- Øje, for overbevisende — men den vil altid kunne tjæne til Advarsel mod at benytte Tallene paa en 30* Digitized by Google 460 Moralstatistik. naiv Maade til Fordel for Ægteskabsetiken, der visselig snarere svækkes end styrkes ved denne Fremgangsmaade, og der, i hvert Fald foreløbig, sikkert maa nøjes med at søge sin Begrundelse andensteds, og ikke, paa virket af den »moderne« Trang, for meget maa længes efter ogsaa at kunne skabe sig eksakte Be- viser, særlig ikke, naar disse ere hentede fra pseudo-statistiske Talrækker. — Den videre Undersøgelse af Spørgsmaalet om Ægteskabs- forholdene og om det hele Kønsforholds normale og abnorme Udvikling føres nu videre hos Oettingen med stræng konservativ Opfattelse af Samfundets Skyld og Samfundets Pligter over for alle de Udskejelser, som paa dette Omraade finder Sted. Jeg an- fører eksempelvis, at Forf. anser enhver Skilsmisse for en Uting — Separation fra Bord og Sæng er det højeste, han kan an- erkende Berettigelsen af — og at han i den mere moderne Op- fattelse af Skilsmissespørgsmaalet i en ganske særlig Grad mener at træffe »det atomistiske eller individualistiske Standpunkt«. Dette Standpunkt giver sig formentlig ligeledes til Kende i den hele moderne Nydelsessyge og Letfærdighed, som da atter danner Grundlaget for Prostitutionen m.m. Forf. fordeler Lys og Skygge som enhver laudator temporis acti har gjort det fra de tidligste Tider indtil vore Dage, men er end Forfatterens Fremstilling en- sidig, saa findes der paa den anden Side i disse Kapitler en Fylde af statistisk Materiale, en Rigdom af positive Oplysninger, som gør denne Del af Værket i høj Grad interessant og, læst med Kritik, meget lærerig. II. Medens det første Afsnit af Oettingens Værk omhandler Menneskets Kommen til Verden og alle de Forhold hertil knytte sig, omhandler andet Afsnit Menneskets Livsvirksomhed i »den borgerlige Retssfære«, »den intellektuelt-æstetiske Dannelsessfære« og »den religiøst-sædelige Sfære«. Det er Spørgsmaalene om den nuværende Arbejdsordning , dens Fortrin og Mangler, her er Tale om, end videre Spørgsmaalene om Forbryderforholdene og deres forskellige Udvikling efter Stater og Folkeslag, Individernes Alder og Køn m. v., dernæst Spørgsmaalene om Skoleundervisningen og den højere Undervisning samt deres Forhold til Moralen, ende- lig Spørgsmaalene om Religion og Kirke, om Religionsløshed og Digitized by Google Moralstatistik. 461 Kriminalitet, om Fremskridtets Betingelser og dets Ofre o. a. m. Interessante og lærerige Undersøgelser staa atter her Side om Side med tendentiøse og tillavede Talgrupper, hvor »internationalec Tal, f. Eks. paa Arbejdsordningens Omraader, benyttes til Sammen- ligninger, som Statistiken med det Materiale, den har til Raadig- hed, ikke kan og ikke bør give sig af med. Jeg skal imidlertid ogsaa af dette Afsnit kun fremdrage en enkelt Undersøgelse, som forekommer mig betegnende for den hele Fremstilling, og som bedst vil belyse de Misgreb, der saa lettelig blive en Følge af Statistikens og Etikens forhastede Forbindelse. Der er, som man vil indse, ingen Del af Statistiken, der er tak- nemmeligere for en moraliserende Moralstatistiker at give sig af med, end Forbryderstatistiken. Her er en rig Anledning til Beklagelse og Fordømmelse, her kan man med Bekymring og Indignation udtale, at hvis alt dette skal være en Følge af den moderne Kultur, da hellere ingen Kultur. Man maa selvfølgelig ikke tro, at Oettingen er saa taabelig, at han vil enten den elementære Skoledannelse eller den højere Dannelse til Livs. Tvært imod, han er en ivrig Forsvarer for begge Dele og ønsker, at baade Samfundet og pri- vate skal anvende deres bedste Kræfter for at fremme dem. Men han mener, at den Dannelse, Individerne nu faar, for en stor Del er Kundskabsmængder, som ikke bygges op paa noget religiøst og sædeligt Grundlag, og at det er en saadan Kundskab, der er værre end ingen, som forøger og ikke formindsker Forbrydelsernes Antal. Hvad der er rigtigt, eller hvad der er urigtigt i denne Sætning — Ordene selv sige saa lidet, det kommer jo alt sam- men an paa, hvad man forstaar ved den religiøse og sædelige Uddannelse — kommer ikke denne Sammenhæng ved, det der her er af Interesse at præcisere er, hvorledes nu Tallene tages i disse Maksimers Tjæneste. De Vanskeligheder, der staa i Vejen for en rationel Kri- minalstatistik , har Oettingen et saa klart Blik for som no- gen. At man ikke kan sammenligne to Tiders eller to Landes Forbryderstatistik , naar de have væsentlig forskellige Straffe- love og væsentlig forskellig Retsudvikling, er han selvfølgelig ikke blind for, men efter at have givet Forbeholdene deres Plads lader han sig dog føre noget for vidt i Benyttelsen af Tal- lene. Særlig maa man over for ham som over for alle andre, lige ned til Dagspressens Kriminalstatistikere, minde om, at For- brydelsernes Antal, under i øvrigt lige Forhold, vokser med hver Digitized by Google 462 Moralstatistik. Dag, Retssikkerheden stiger, ti jo flere Forbrydelser, Loven stempler som saadanne, og som opdages, des flere indregistrerer ogsaa Statistiken, og den moderne Tid maa i Sandhed tage et alt for stort Ansvar paa sine Skuldre, naar man uden videre lægger den til Last, at »Forbrydelserne tiltage fra Dag til Dag«, idet man dels glemmer, at mange Handlinger, som før efter Loven eller dog effektivt vare straffri, nu blive straffede, dels overser, at der har været Tider, saaledes som der endnu er Lande, hvor Tal- lenes Benyttelse til den Art Sager er og har været en ukendt Ting, og hvorved man da atter er bleven befriet for Tallenes voksende og ængstende Magt, men at de utalte Forbrydere dog visselig ikke kan være mere behagelige at have i sin Midte end de indregistrerede. — Den Naivitet, hvormed man jævnlig hører omtalt, at saa mange skrækkelige Forbrydelser som i vore Dage har der dog aldrig fundet Sted, og hvor man saa tænker paa* et Rovmord i Wien, paa Drabet af seks Børn i Paris eller paa tre Giftmord i Lissabon, ligger dog selvfølgelig .udenfor Oettingens Fremstilling. Selv med det defekte Materiale, der staar til Raadighed fra For- tiden, vilde det være let at godtgøre for hvert enkelt Land, hvor meget mindre den brutale Rovlyst og Hævnlyst giver sig Luft i vore Dage end i tidligere Tider, og i hvor meget højere Grad — poli- tiske Katastrofer fraregnede — selve Forbryderne og Forbryd- elserne ere tvungne ind paa Veje, der dog viser den formelle Respekt, den ydre Frygt for Samfundets retshævdende Haand og dets Love. Dette Fænomen turde være det nødvendige Overgangs- stadium til den vanemæssige, virkelige Respekt for Lovene, hvor- for ogsaa, efter min Anskuelse — til Dels imod Oettingens — den i øvrigt saa modbydelige Færden paa Lovens Rand, ja selv For- brydelser af bedragerisk og lignende Natur, er at foretrække for de brutale Forbrydelser. Men dette Spørgsmaal af interessant, selvstændig og vidt rækkende Natur tør jeg ikke her komme ind paa. Ikke heller skal jeg komme ind paa den mindre inter- essante, men mere praktiske Udvikling af, hvorledes den populære Opfattelse af de store Forbrydelsers Tilvækst mere skyldes Dag- bladenes Ævne — - og Lyst — til at give Beretning om hvert eneste Knivstik, der Døgnet igennem gives i hele den civiliserede Verden, end netop Forøgelsen i Knivstikkenes Antal. Hos Oettingen er det, som sagt, just ikke de naive Former for Beskyldningerne mod det moderne Samfund, der komme til Orde, men mere sind- Digitized by Google Moralstatistik. 463 rige Talopstillinger, kombinerede — som antydet — med Betragt- ninger af Forbrydelsernes Art. Er Oettingen imidlertid i det hele taget for lidet varsom ved Benyttelsen af Tallene til sine Konklusioner, saa er han det i Særdeleshed ved Kombinationen mellem Dannelsen og Kriminali- teten. Særlig har han et godt Øje til »Halvdannelsen«. Nu er det jo ganske vist, at ogsaa vi andre føle os ubehagelig berørte af dette Ord. Ved halvdannede forstaa vi, som Regel, Mennesker med en vis ydre Fernis, der blære sig af den Smule, de have lært, der tro sig kloge paa alle de Ting, hvis Vanskeligheder deres bornerte Blik end ikke har opdaget, og der ved deres Kund- skaber have faaet en vis overfladisk Kritik ind i sig, hvorved de mene at kunne negere al gammel Viden og gammel Tro, opfinde nye Sandheder og ny Tro, saaledes at de i Virkeligheden lettelig miste alt Hold paa sig selv og tidt ere mere udsatte for at gaa til Grunde end den helt udannede. Men, idet man indrømmer alt dette, maa man i Sandhed spørge: hvorpaa kender man egentlig disse halvdannede? Man har en Fornemmelse af, at det forholder sig med dem som nys udtalt, men kan Tallene, Tallene faa fat i et saadant Fænomen? Der spørges paa Tællingslisterne, om en Mand er døv eller blind, og tit svares der endog fejlt paa dette, fordi Folk, der ere tunghøre eller svagtsynede, hyppig opføres som døve eller blinde, eller Folk, som ere stokdøve eller stok- blinde, ikke blive opførte, fordi vedkommende selv eller hans Slægt ikke ønsker at gøre de nævnte Mangler bekendte for Al- verden og tror at kunne skjule dem. Men her har man dog noget at holde sig til. Hvad det er at være døv, blind, stum, halt véd dog enhver, selv Smaabørnene véd det. Men dannet, halvdannet — hvordan tælles de Folk? hvad er Kriteriet? hvor- dan véd man, at netop de gør sig skyldig i Forbrydelser? Jo, Oettingen tror at vide det. »I England og Skotland«, siger han, »er der bleven foretaget nøje Registreringer af Dannelsesstand- punktet ogsaa med Hensyn til de dømte Forbryderes Ævne til at læse og skrive. — Det mærkværdige er, at de halv- dannede paa en paafaldende Maade levere et stadig stigende Kon- tingent. Af hver 100 Forbrydere i Skotland var: Digitized by Google 464 Moralstatistik. Med Hensyn til Læsning Med Hensyn til Skrivning Helt ufuldk. godt. Helt ufuldk. godt udannede dannede dannede udannede dannede dannede 1866 21,5 51,0 27,5 46,0 42,3 11,7 67 21,1 52,6 26,3 45,1 45,4 9,5 68 20,7 52,9 26,4 44,4 48,2 7,4 69 20,8 53,8 25,4 43,8 49,0 7,2 70 21,1 53,2 25,7 43,1 49,6 7,3 Gennemsnitlig 21,0 52,7 26,3 44,5 46,8 8,7 Med Hensyn til Skrivefærdigheden er Forholdet mellem Kon- tingentet af helt udannede og af kun ufuldkomment dannede i Løbet af de 5 Aar blevet lige det omvendte af, hvad det var. Halvdannelsens Forbandelse lader sig her næsten gribe med Hænderne.« Nu véd man altsaa, hvad Halvdannelsen er. Den er den ufuldkomne Ævne til at kunne læse, den ufuldkomne Ævne til at kunne skrive, og det er disse to ufuldkomne Egenskaber, der først og fremmest kvalificere Folk til Forbrydelser i vor stakkels, ryggesløse Tid! Altsaa, den Haandværkssvend, der kommer i Fængsel og kan huske, hvordan han har lært at skrive sit Navn, han er halvdannet og disponeret til Forbrydelser, den Bonde, der endnu forstaar at stave sig igennem et Bibelsted i Katekismen eller en Anekdote i Almanakken, han er Samfundets farligste Fjende, det er ham og hans, der skaber vort Sodoma og Go- morrha ! Ve ham , ti »Forbandelsen ved hans Halvdannelse lader sig næsten gribe med Hænderne«. Stakkels Haandværkssvend, stakkels Bonde! Havde de blot glemt den Smule, de i sin Tid havde lært, da vilde de ikke høre med til de sarteste af de sorte, nu er det dem, der fører Tidens Laster i deres Følge. — Nej, den Art af »Halvdannelse«, den Definering af Begreberne forslaar ikke i saa vægtige Spørgsmaal. Vi maa have bedre Beviser i Hænde, før vi dømme. Muligt, at det er gyldigt nok for Etiken, i Statistiken kunne i ikke nøjes med saa lidt. Statistiken! Som om denne Tabel havde noget at gøre med Statistik! I de 5 Aar er Antallet af Forbrydere, der aldeles ikke kunde læse og skrive, aftaget, og Antallet af dem, der kunde det delvis, tiltaget, og dette skal bevise, at Halvdannelsen dispo- nerer til Forbrydelse! Men selv om nu det, somOettingen kalder Digitized by Google Moralstatistik. 465 Halvdannelse, anerkendes som saadan, har vi saa bevist noget? Er det noget Under, at des flere af Befolkningen, der kan læse og skrive, des flere Forbrydere ville ogsaa være i Stand til disse Idrætter? Ligger det ikke nær at se, at der her er opstillet den umuligste, den mest forvirrende Slutning, en Statistiker overhovedet kan gøre sig skyldig i? Det er sandt, at der har været Tider, hvor man med Sorg har udtalt og godtgjort, at Snedkeriet eller Skrædderiet i visse Egne blev et stadig mere dødbringende Er- hverv, efterdi man fandt flere og flere Snedkere eller Skræddere paa Dødsattesterne og glemte at faa undersøgt, om det ikke laa i, at Snedkerne eller Skrædderne fik et stedse større Overtal blandt de levende i den paagældende Egn. Men vil maaske Oettingen ogsaa bevise, at Halvdannelsen ikke blot fører til For- brydelse, men ogsaa til Døden? Det vil nemlig være en let Sag at faa godtgjort, at færre og færre af dem, der dø, hverken have kunnet læse eller skrive, at flere og flere have kunnet det delvis — og nu bliver denne ringe og defekte Ævne opført som en Dødsaarsag, uden hvilken de maaske havde levet! Haaber Oet- tingen da mon ikke, at den Dag vil komme, da Tallet paa de Forbrydere, der hverken kunne læse eller skrive, er aftaget endnu stærkere, ja, da der ingen saadanne findes, ti man kan dog ikke vente, at naar alle Nationens Individer kunne læse og skrive, det at bryde ind i et Hus eller hugge løs med en Knippel skal kunne berøve vedkommende Individ hans elementære Kundskaber. Der er jo dog ingen saa sangvinsk at antage, at Forbrydelserne i et Land helt ville ophøre den Dag, da enhver kan læse og skrive, men da maa man ogsaa med Rædsel forudse, at den Dag kom- mer, da Procenttallet for de udannede Forbrydere er sunket ned til 1 eller 2, da Procenttallet paa halvdannede Forbrydere — for slet ikke at tale om de »godt dannedec — er vokset i en helt forskrækkelig Grad, og da »Forbandelsen« er lige ved at tynge os til Jorden. Naar det først er lykkedes Moralstatistiken at paa- vise noget saadant, da vil dens »Betydning for Socialetiken« blive klar for alle Arter af dannede, og da er Stødet til Omdannelse af den moderne Tid for Alvor givet. — Det er Undersøgelser som den oven nævnte, der vise, hvor farligt det er, naar en Forfatter ikke bestræber sig for at gaa forudsætningsløs til sit Arbejde. Og det sørgelige ligger ikke blot i, at slige Undersøgelser skæmme hans Værk og vække Mis- tillid til dets Brugelighed, ti for Statistikeren ere disse Uklar- Digitized by Google 466 Moralstatistik. hedens og Forudfattethedens Betiser »til at gribe med Hænderne«, men det ligger navnlig i, at det er netop saadanne Undersøgelser, som med Begærlighed gribes af den læge Læser, citeres og for- plantes og gaar Verden rundt. Det er den virkelige Halvdannelses Forbandelse, at den instinktmæssig netop tager saa saare meget af det uklare, det forvirrede op i sig og breder sig vidt og bredt dermed. Sligt kan den bedst recipere og bedst give fra sig igen. Hvad behøver man at huske paa Tallene — ak! man har næppe læst dem, end sige prøvet dem — , naar man blot husker det ene, at Halvdannelsens Forbandelse lader sig gribe med Hænd- erne, at Forbrydelsernes Antal vokser i vor Tid, alt som Kund- skaberne tage til, at her har vi Frugten af vort saa beundrede nittende Aarhundredes Kultur osv. osv. En Forfatter som Oet- tingen fremtræder paa mangfoldige Punkter som den udmærkede Videnskabsmand, men det forhindrer ham ikke fra paa adskillige andre Punkter at fremsætte forførerisk Tale for alle de halvdan- nede Eksistenser, »sociale« Forfattere, Moraljournalister m. fl., som, drivende om i deres smaa Skuder i Taage og Mørke, med stor Glæde lytte til og styre efter det Taagehorn, der lyder dem i Møde fra Kysten — og saa fører dem ind paa Uvidenhedens Skær, lader dem drukne i Vrøvlets Dybder. Und das hat mit ihrem Singen Die Loreley gethan. III. Det tredje og sidste Afsnit af Oettingens Værk omhandler Døden og dens Betydning i Menneskehedens Organisme. Det er navnlig visse Sygdomme og visse Dødsaarsager, Forf. her be- skæftiger sig med. Det er Sindssygdomme, særligt Højheds- vanvidet, Brændevinssygdomme og Kønssygdomme, altsaa saa- danne, der i en særlig Grad synes at staa i Forbindelse med det menneskelige Sjæleliv og den moralske. Vandel, til hvis Statistik — samt dennes Betydning for Socialetiken — Forf. knytter sine Betragtninger. Det er end videre af Dødsmaader Mordet og i Forbindelse dermed Dødsstraffen, dernæst Krigen og dens sociale Betydning, som Forf. behandler. Det er endelig ogsaa Selv- mordet, hvor Forf. i Bogens sidste Kapitel lader Alliancen mellem Digitized by Google Moralstatistik. 467 Tal og Etik sætte Frugt, og hvorfra han gaar over til sine Slutningsbetragtninger. Kapitlet om Selvmord er forholdsvis et af de udførligst behandlede * hele Værket. Det er intet Under, ti dels er der faa Afsnit af Statistiken, for hvilke der foreligger saa udførlige For- arbejder, dels er der næppe noget Afsnit, der egner sig saa for- træffeligt til filosofiske Spekulationer over Tallene, bl. a. af den Grund, at der er saa lidet et Hold ved mange af disse Tal — om Selvmordsmotiverne m. m. — og saa ringe en Mulighed for at udtale noget afgørende om adskillige af Tallenes Betydning, at der hører megen Takt og Resignation til ikke at lægge alt det i Tallene, som man ønsker lagt i dem, i Forventning om, at Mod- beviset vil falde vanskeligt. Naar taan vil spørge om, ud fra hvilke Synspunkter Selv- mordsstatistiken er bleven opgjort, da turde Synspunkternes An- tal og Art kunde udtrykkes i en Selvmordsmeddelelse, formet om- trent paa følgende Maade: Torsdagen den 3dje Januar 1884 Kl. 10 Formiddag har N. N., 55 Aar gi., Enkemand, Kvæghandler, Medlem af Irvingianersamfundet, bosat i Newcastle i England, af- livet sig ved Hængning; den afdøde var en anset Mand, men af floget tungsindigt Gemyt, og han formodes at have begaaet denne Handling paa Grund af mislykkede Pengespekulationer. Man vil i dette Punktum, saa vidt jeg kan skønne, have faaet alle de Synspunkter frem, som enkeltvis, samlede, to samlede, tre sam- lede, ti samlede, femten samlede, kombinerede efter alle Kom- binationslærens Regler, kan gøres og er gjort til Genstand for Selvmordsstatistiken. Altsaa 1) efter Alder, 2) efter Køn, 3) efter gift eller ugift Stand, 4) efter Trosbekendelse, 5) efter Erhverv, 6) efter Købstad eller Landdistrikt, 7) efter Nation, 8) efter Aars- tid, 9) efter Dag i Ugen, 10) efter Tid paa Dagen, 11) efter De- cennium, 12) efter Aflivelsesmaade, 13) efter Motiver, 14) efter social Fortid, 15) efter fysiologisk (psykisk) Fortid. Det er selv- følgelig ikke netop den her nævnte Orden, der følges, tvært imod, man kan stille Nationen i Spidsen og foretage Underafdelinger derefter, stille Motiverne i Spidsen, Alder, Køn osv. osv., men en ret Selvmordsstatistik vil i hvert Fald tage alting med. Nu er det paa ingen Maade min Mening, at det ikke er rigtigt, saa vidt muligt at bringe alt i Erfaring, klassificere alle Enkeltheder og søge ogsaa paa dette Felt at skabe sig en saa god Oversigt som mulig over de Love, der paa hvert enkelt Omraade vil kunne ud- Digitized by Google 468 Moralstatistik. ledes af Tallene. Og vidunderlig er i Sandhed den Regelmæssig- hed — endog i Henseende til tilsyneladende saa individuelle Forhold som f. Eks. Aflivelsesmaaden — , der gør sig gældende, men hvis nærmere Paavisning henhører til Selvmordsstatistiken som saadan, og som jeg derfor ikke her skal komme ind paa. Man vil imid- lertid indrømme, at for den, der vil udnytte Tallene, suge dem ud for alt det, man med en god Vilje kan faa ud af dem, er her en ualmindelig rig Lejlighed, og den er sandelig heller ikke bleven forsømt hverken af betydelige Mænd eller af dii minores. Ved den følgende Undersøgelse af Selvmordskapitlet i Oettingens Værk skal jeg dog, som sagt, ikke fordybe mig i alle de Enkeltheder, Spørgsmaalet kan give Anledning til, men tvært imod søge, ved Fremhævelse af de mest nærliggende Tal og Tilsidesættelse af de mere kunstige Kombinationer, at paavise, hvordan Forfatterens Mangel paa »Forudsætningsløshed« atter her fører ham til en Betragtningsmaade, over for hvilken den mere nøgterne Iagttager staar fremmed og uforstaaende. Selvmordsstatistiken frembyder for os danske en ganske særlig Interesse, for det første derved, at der paa dette Omraade er foretaget et grundlæggende Arbejde af Kayser, et Arbejde, som dels i og for sig var meget samvittighedsfuldt og dygtigt dels har faaet megen Betydning for hele den følgende, ogsaa fremmede Literatur om dette Spørgsmaal. Ved Siden af denne rent tekniske og literære Grund til, at dette Spørgsmaal har In- teresse for os kommer imidlertid en anden — og unægtelig uendelig væsentligere — nemlig den, at Danmark nyder den tvivlsomme Ære tidligere at have staaet med det forholdsvis højeste Tal og endnu at høre til de mest fremskredne Nationer i Retning af Selvmord. Rigtigheden af dette sidste vil ses af følg- ende Sammenstilling. Det gennemsnitlige aarlige Antal Selvmord pr. 1 Million Indbyggere var i: 1875—79 Irland 17 Finland 33 Slavonien & Kroatien 34 Italien 38 England & Wales . . 69 Norge 71 Belgien 78 Digitized by Google Moralstatistik. 469 Sverig 91 Bayern 100 Østrig 130 Preussen 152 Frankrig 160 Wurttemberg 169 Baden 177 Schweiz 414 Danmark 255 Thuringen 305 Sachsen 334 Disse Tal ere ikke alle lige gode, d. v. s. lige rigtige. Selvmords- statistik er nemlig en vanskelig Ting, og de meddelte Tals Paa- lidelighed afhænger i høj Grad af den Omhu, hvormed de paa- gældende Data indsamles og prøves i de statistiske Bureauer. Men selv om disse fuldt ud gøre deres Pligt, saa bliver der dog Fejlkilder nok tilbage. I Lande, hvor Selvmorderne ikke komme i indviet Jord, ville nemlig Slægt og Venner gøre deres til at skjule Selvmordet og give det Udseende af Ulykkestilfælde o. 1.; denne Tilbøjelighed vil ogsaa under andre Forhold være tilstede, fordi Selvmordet betragtes som sættende en Plet eller dog kast- ende et Skær af Uhygge over Familien, og det kan endelig ogsaa tænkes at ske, hvor den afdøde var livsforsikret, og man frygter for at miste Forsikringssummen. Selv om en saadan Ombytning af »Selvmord« med »Ulykkestilfældet, der altsaa formindsker Selv- mordenes Antal, ikke sker forsætlig, kan den dog ske uforsætlig, idet det tit, naar et Lig findes, kan være vanskeligt at afgøre, om vedkommende har taget sig selv af Dage eller har mistet Livet ved et ulykkeligt Tilfælde. Hvor Tvivlen ikke kan løses, vil Tilfældet snarere henregnes til Ulykkestilfælde, og Selvmord- enes Antal altsaa for saa vidt ogsaa formindskes. Medens Selv- mordstallene af de her nævnte Aarsager saaledes maa betragtes som Minimumstal, gør der sig dog i en enkelt Henseende en modsat Betragtning gældende. Der er jo nemlig en Mulighed for, at der ogsaa under Selvmord indregistreres Mord, som Forbryd- eren har forstaaet at udføre paa en saadan Maade, at man ved Fund af Liget tror at have med et Selvmord at gøre. I en lille Bog »To Samfundsonder« (København 1876) har Overavditør C. J. Wolff gjort dette Synspunkt gældende til Forklaring af de ufor- Digitized by Google 470 Moralstatistik. holdsmæssig mange Selvmord blandt Aftægtsfolk paa Landet i Danmark. Der er i denne Bog — hvis Idé er god, hvis Statistik er daarlig, og hvis Moraliseren har ført Forfatteren paa Afveje — sikkert peget paa noget rigtigt, som Avtoriteterne burde lægge sig paa Hjærte. Et saadant Fænomen vil jo, til Forskel for de oven for anførte Momenter, gøre de meddelte Selvmordstal for store. Naar jeg har gjort opmærksom paa de Vanskeligheder, der knytte sig til Erhvervelsen af en paalidelig Selvmordsstatistik, da er det for at minde om, at de paagældende Tal maa behandles med megen Varsomhed og Kritik og for. at bringe det . til Klarhed, at da Manglerne ved Selvmordsstatistiken i Reglen vil gaa i Ret- ning af at skabe Minimumstal, saa vil Tallene paa Selvmord, ceteris paribus, vokse, jo mere oplyst Befolkningen bliver, jo om- hyggeligere Ligsynet finder Sted, og jo nøjagtigere den statistiske Bearbejdelse af Selvmordsmaterialet gaar for sig. Det vil være nyttigt at have dette i Erindring, naar man læser Oettingens Veraab om Tidens voksende Fordærv, paa Grund af Statistikens voksende Selvmordstal. Ti Selvmordet er hos Oettingen Kulminationen af Sam- fundets Immoralitet. »Den frygtelige Regelmæssighed i dets perio- diske Progression i alle den evropæiske Civilisations Lande viser sig som den grinende Haan af et Skelet, der truende hæver sin Finger mod den letfærdig nydelsessyge Mængde.« Af saadanne Sætninger og Udraab har dette Afsnit større Overflod end noget andet. »Det kroniske Selvmord, der systematisk undergraver den enkeltes ligesom hele Samfundsgruppers Liv har sin Rod i Tids- retningen.« Selvmordet tilhører »Halvkulturen«. »Selvmordet staar højest blandt de højere dannede« o. s. fr. Den sidste Ud- talelse støtter sig til en fransk Opgørelse, som deler Selvmorderne i Agerdyrkere, industridrivende, liberale Profess. og »déclassés et misérables« — en i Sandhed værdifuld statistisk Inddeling! — og som finder Antallet af Selvmordene størst i den sidste, næststørst i den næstsidste Gruppe. Det er da, ved at se bort fra den sidste »trykkede« Klasse, at Oettingen faar den næstsidste Klasse, kaldet de højere dannede, til at staa med de største Selvmords- tal — »et Resultat, med hvilket ogsaa Oesterlens Undersøgelser stemme, — og som Wagners Fremstilling i hvert Fald ikke mod- siger«. Det sidste Argument er navnlig slaaende. Paa denne Maade have ikke blot de nævnte Forfattere, men ogsaa de fleste Digitized by Google Moralstatistik. 471 andre Selvmordsstatistikere, og mange ere som sagt deres Tal, maattet afgive hver sir) Part — denne en Sentens, hin et Stem- ningsudbrud — til Dannelsen af Oettingens Mosaik. Nu behøver man ganske vist ikke at være Filosof for at se, at store Selvmordstal i et Samfund pege hen paa perverse Forhold enten i Befolkningens materielle og aandelige Livsvilkaar, rent objektivt set, eller i de paagældende Individers eget Syn paa Tilværelsen, dens Krav og dens Pligter, eller — og snarest — i begge disse Henseender tilsammen. Man kan end videre hurtig blive enig om, at Selvmordstilbøjeligheden for saa vidt hører en højere Kulturs Vrangside til, som den sjældnere findes hos primi- tive end hos mere udviklede Nationer, rent fraregnet religiøse eller filosofiske Systemer, som har Selvmordet inden for deres Ramme. Det er endelig ogsaa af Betydning i denne Sammen- hæng at gøre opmærksom paa, at de germanske og protestant- iske Befolkninger i Evropa, gennemsnitlig taget, have højere Selv- mordstal, end de romanske og katolske. De førstnævnte have med deres tungere Karakter, deres noget mørkere Syn paa Livet, deres større Oplysning og dermed følgende større Kritik vanske- ligere ved at komme til Ro end de sidstnævnte, der under lys- ere Naturomgivelser have faaet lettere Temperament, og med deres færre Forudsætninger ville kunne finde den Hvile, de søge, i deres Kirke, som alle Dage har Olie, naar Bølgerne ere høje. Men man vil forst aa, at Oettingen, der er German og Pro- testant, ikke betragter dette — Germanismen og Protestantismen — som den moderne Ødelæggelse. Og han har saa meget mindre Anledning dertil, som det øjensynlig dog hverken er Race eller Religion, der er af afgørende Betydning. Ti selv om det kan paavises, at de protestantiske og germanske Befolkninger inden for samme Stat have Overvægten i Selvmordstal over for de ka- tolske og romanske, saa er det dog saare langt fra, at Række- følgen i Selvmordshyppighed i de evropæiske Stater retter sig efter disse Kriterier. Den, der vil kaste et Blik paa den oven for meddelte Tabel over den forholdsvise Selvmordshyppighed i de forskellige evropæiske Stater, maa med Forbavselse spørge sig selv, hvad der dog bevirker, at medens Stater som Preussen og Frankrig staa med de samme Tal, staa Stater som England og Norge blandt de gunstigste, Stater som Schweiz og Danmark blandt de ugunstigste i Selvmordsrækken. Der maa øjensynlig inden for hvert enkelt Samfund være Strømninger af national , historisk og Digitized by Google 472 Moralstatistik. kulturmæssig Karakter, som ere langt stærkere end de Fælles- strømninger, der give sig Udtryk i de internationale Tal. Atter her maa man derfor vise den største Varsomhed over for de internationale Tal. Naar Oettingen citerer en Tabel for Aaret 1875, hvor efter Forholdstallene for de forskellige Racers Selv- mordstilbøjelighed skal fremgaa af følgende Antal Selvmord paa 1 Million Indbyggere: da er der en formel Sandhed i denne Tabel. Men naar man saa husker, for blot at nævne Skandinaverne, at Finland, Norge og Sverig staa langt under Frankrig i Selvmordshyppighed , og at det kun er ved Danmarks særdeles store Tal, det skandinaviske Tal bliver ca. 130 og kommer foran Franskmændenes, saa vil forhaabentlig atter dette Eksempel tydeliggøre, at det ikke er de store Gennemsnitstal, det i første Række kommer an paa, at disse tvært imod hyppigt ere vildledende, ja meningsløse, og at det kun er ved Fordybelse i den Statistik, hvis Materiale og hvis Forudsætninger man kan beherske, man naar et rigtigt Syn paa de foreliggende Forhold — den første Betingelse for at kunne gaa videre og indlade sig paa de store Vuer. Tabellen over Selvmordshyppigheden i de evropæiske Stater kan altsaa ikke benyttes til Fordømmelsesdommen over Tiden. Den er for uensartet, for kapriciøs, for lidet forstaaelig tor det filbsoflske Blik, til at dens Tal skulde kunne lyde som »Skelettets grinende Haan«. Der er en kuriøs Modsætning i Oettingens Ud- talelser i saa Henseende, ti paa den ene Side er Selvmords- hyppigheden i vor Tid et Udtryk for den »letfærdige, nydelsessyge Mængde«, paa den anden Side er det store Overtal af Selvmord i Tyskland fremkaldt ved, »at dette højtudviklede Land med sin Højkultur og sin protestantiske Karakter bærer Kimene i sig til den forøgede Selvmordstendens, som saa let gaar Haand i Haand med overanspændt (Hamleth-agtig) Selvkritik og med sjælegreben (Werther-agtig) Inderlighed«. Letfærdig og nydelsessyg! Hamleth og Werther! ak, hvor fjærnt fra Statistikens nøgterne Tal og hvor inkommensurabelt med Selvmor dsdriften hos den sachsiske Tyskere . . Skandinaver Franske . . Slaver . . . 150-165 128—130 116—120 30- 40 27— 30, Italienere. . Digitized by Google Moralstatistik. 473 Arbejder og den danske Bonde. Ordene slaa Klik, og Etikens følelsesfulde Sentenser staa kun i ringe Forbindelse indbyrdes og egne sig kun lidet til at give nogen fyldestgørende Forklaring af de Livsfænomener, som Tallene danne et Udtryk for, og som der skal andet og mere end Aforismer til at skaffe Klarhed over. Men det er ogsaa ved Selvmordstallets Forøgelse fra Pe- riode til Periode, at den »modernec Tid i en saa særlig Grad viser sine Krav og tager sine Ofre. D*»t er navnlig Stigningen i Selvmordstallet, der staar i Forbindelse med Nedgangen i Folkets Moral. Nu er det vel muligt, at dette er Tilfældet, det er muligt, at en mere udbredt Religionsløshed , Blaserthed, Slaphed i Moral- en o. 1. har fremkaldt et større Antal Selvmord, men statistisk vil dette ikke kunne godtgøres Selv om nemlig Selvmords- hyppigheden virkelig var større i vore Dage end for ti Aar siden, for ti end for tyve Aar siden, og selv om noget saadant kunde paavises for ethvert Land i Evropa, saa har dette, efter min An- skuelse, ingen paariselig Sammenhæng med Moralen. For at en saadan Paavisning skulde kunne finde Sted, maatte man jo nem- lig have godtgjort, at Moraliteten hos et Folk overhovedet var en væsentlig Faktor i Selvmordshyppigheden. Men, som vi ha^e set, er dette netop ikke muligt at bevise. Der gives ikke et Men- neske, som vil paastaa, at Moraliteten er langt dybere sunken i Danmark end i Norge, i Bayern end i Thiiringen; der er Aar- sager, foruden Moralen, ved Siden af denne og sandsynligvis fyldigere, vægtigere, mere indflydelsesrige, der bestemme Selvmords- tallene i de forskellige Lande, og naar disse Tal stige, hvordan kan man saa fremføre Moralen eller rettere Mangelen herpaa som afgørende Aarsag til dette Fænomen? hvorfor ikke prøve, om ikke de Aarsager, der fornemmelig have bestemt Selvmordstallet for et Decennium eller for en Generation siden, ogsaa ere de Aarsager, der nu virke med forøget Styrke til at forøge Tallet? Den økonomiske Kamp for at bevare sin Stilling i Samfundet kan være bleven sværere, den politiske mere oprivende, de sani- tære Forhold kunne have forbedret sig paa det legemlige, men forværret sig paa det psykiske Omraade, ja den »germansk-pro- testantiskec alvorligere, men tillige tungere Opfattelse af Livet kan have fortrængt den »letterec romanske og den mere søvn- dyssende katolske — men hvorfor netop en Dekadence i Moralen? Det er muligt, som sagt, at det er Moralen, der er sunken, men man kan kun ved en vilkaarlig Omflytning af Aarsagsbestem- Tilskueren. 1884. 31 Digitized by Google 474 Moralstatistik. melserne slutte til dette fra Selvmordstallenes Forøgelse. Det er ulogisk at tro, at naar Selvmordstallene ikke egne sig til Maale- stok for Moralen, de da skulde gøre det i højere Grad, simpelt- hen fordi Tallene blive dobbelt saa store. Men det er dernæst et meget vanskeligt Problem at løse, hvor megen Vægt man tør lægge paa Tallene i de foregaaende Perioder. Det er ikke til at afgøre, hvornaar Selvmordstallene ere blevne saa korrekte, at de ere til. at benytte, og det er ikke usandsynligt, at de Aarsager, som jeg oven for har anført, og som bevirke, at Selvmordstallene overhovedet kun ere tilnærmelses- vis paalidelige, indtil for faa Decennier siden have haft en af- gørende Indflydelse paa Tallenes Størrelse. I hvert Fald er det klart, at for saa vidt Selvmordshyppigheden ikke i Realiteten af- tog, maatte Tallene, som ovenfor nævnt, med den voksende Paalidelighed i Ligsyn, Anmældelse og statistisk Bearbejdelse, ligeledes vokse. Gaar man derfor tilbage til Tallene i Trediverne eller Tyverne, forekommer det mig, at de saa godt som fuld- stændig tabe deres Værd, og at Glæden ved at kunne konstatere et overordentligt Spring fra da til nu kun kan være ringe. »Den, der beviser alt for meget, beviser ingenting«, og selv om man virkelig — f. Eks. for Frankrig — kan paavise et 2 å 3 Gange saa stort Selvmordstal 1866—70 som 1826—30, da vil dette, hvis det skal være et Tegn paa Moralens Tilbagegang, vidne om en alt for høj Moral under Karl X. Man kan i hvert Fald da kun beklage, at denne Selvmordsstatistik — der i øvrigt allerede var optaget til Behandling af Sussmilch — ikke gaar endnu et Par Generationer tilbage, da man da heraf, ligesom f. Eks. af Da- tidens danske Statistik over uægte Børn, kunde uddrage Slut- ninger om en ganske fortræffelig Moral i Tiden før den store Re- volution. — I de to sidste Decennier synes Selvmordshyppigheden gennemgaaende at have været i Stigning i de evropæiske Lande, dog med en Standsning eller endog en Svingning tilbage i Fem- aaret efter Krigen (1871 — 75), men derefter atter med en stærk Tilvækst i den økonomisk uheldige Periode (1876—80). Kun i Danmark og Norge har de sidste Decennier været Vidne til en Tilbagegang i Selvmordshyppigheden. Det følger af sig selv, at de store Byer som Regel have et forholdsvis højere Selvmordstal end det øvrige Land, og at her en betydelig Del af Selvmorderne hører til de yngre Aldersklasser. Men som Helhed spiller Storstaden dog ikke den Rolle ved dette Digitized by Google Moralstatistik. 475 Samfundsonde som ved saa mange andre, hvad der sikkert staar i Forbindelse med, at den Depravation, der paa forskellige andre Omraader giver sig Udslag i en Hovedstads sociale Liv, ikke har nogen tilsvarende Betydning over for Selvmordet. Endnu tyde- ligere viser Selvmordets ejendommelige Forhold til de almindelige Morallove og til Udskejelserne fra disse sig, ved at det hyppigst optræder i den Alder, hvor Lidenskaberne antages at være komne nogenlunde til Ro. Der finder jo nemlig her det mærkelige Sted, at Antallet af Selvmordere stiger med hver Aldersklasse lige ind- til det 70de Aar. Som Eksempel skal jeg anføre nedenstaaende Tabel for Danmark, paa Grundlag af den officielle danske Stati- stik (Statistiske Meddelelser, 13de Bind), hvilken Tabel udviser, hvor mange pr. 100,000 i hver Aldersklasse, der aarlig berøvede sig selv Livet i Decenniet 1866 — 75. Antal Selvmordere f. hver 100,000 Indiv. 1866—75 gnstl. aarlig: I Aldersklassen: Mandkøn. Kvindek. Hele Befolkn. 10-20 Aar 10 6 8 20—30 - 28 12 20 30—40 - 41 13 27 40-50 - 75 17 46 50—60 - 112 27 69 60-70 - 129 27 75 70-80 - 117 32 70 80 Aar og derover. ... 120 46 75 Altsaa en uafbrudt Stigning af Selvmordstendensen ! Hos Mænd- ene er der — efter det 70de Aar — en ringe Tilbagegang, hos Kvinderne vedbliver Stigningen lige til Slutningen. Det fore- kommer mig, at en saadan Tabel — og i denne Henseende ere Forholdene i hele Evropa ens og have været ensartede, saa langt Selvmordsstatistiken gaar tilbage — bedre end noget andet vidner om, at vi over for Selvmordstendensen ikke have med den mod- erne Tid, dennes Rørelser eller dens Udskejelser at gøre. Selv- mordet i den høje Alder vidner om Træthed og Livslede, om Mangel paa fysisk Modstandskraft og om aandelig Sløvhed. Ere Selvmordstallene hyppigt et Udtryk for Livet i Last og For- brydelse, endende i Desparation, ere de det maaske endnu hyp- pigere for Livet i Skuffelser og Slid, endende i Mødighed. 31* Digitized by Google 476 Moralstatistik. Med let Haand glider Oettingen forbi Aldersspørgsmaalet, hovedsagentlig beskæftigende sig med det Faktum, at medens der i Sachsen i de 20 Aar 1855—75 aarlig kun var 4 Drenge, der tog sig af Dage, var der i Femaaret 1875—80 aarlig 10 Drenge, der berøvede sig selv Livet, og end videre med den Oplysning, at en stor Del unge Mænd og Kvinder i Rusland tager sig selv af Dage — et Resultat af den russiske Nihilisme. Men disse »Blandinger« skal ikke tilsløre det Faktum, som overalt i Verden og uafbrudt er konstateret, at det er de højere Aldersklasser og ikke de yngre, der bringe det forholdsvis største Kontingent til Selvmordstallet. Det er ikke Jean de France, men Jeronimus — og Jeppe! — der har en særlig Forkærlighed for denne Maade at kvittere Livet paa. Der er ingen Anledning til at føre denne Undersøgelse ojn Selvmordet videre. De øvrige Synspunkter, fra hvilke Selvmords- spørgsmaalet kan ses og er behandlet, vil det blive for vidtløftigt her at komme ind paa, og vilde ikke bringe noget nyt til vor Betragtning. Det har kun været mit Ønske at godtgøre, at den direkte Forbindelse mellem Selvmordstallene og Etiken, som Oettingen vil paa vise, ikke findes og ikke kan findes. Det er ganske vist utvivlsomt, at mangfoldige Individer tage sig af Dage i yngre eller ældre Alder til Slut paa en Forbryderbane, eller fordi de, principløse og samvittighedsløse, have givet efter for de Fristelser, som Tiden sikkert nok byder i rigeligt Maal, og de da i deres Fortabthed — uden at forsøge nogen Oprejsning — ikke véd anden Maade at slippe bort paa end ved et Selvmord. Det er ligeledes utvivlsomt, at en stor Del Selvmordere høre til de saa kaldte højere Klasser, og at nogle af dem ogsaa skylde ufor- døjet Læsning og »Halvkultur« den Bane, de komme ind paa, og den Død, de selv berede sig. Den Statistik, der haves om Selv- mordernes Erhverv — ihvor vel man maa være meget varsom med at benytte den — og den Statistik, der haves om Selvmordernes Motiver — men som det er endnu farligere at bygge eksakte Under- søgelser paa — , giver dog Oplysninger og Momenter nok til at indse de her nævnte Forholds Betydning. Men at skyde disse Momenter i Forgrunden, gøre Selvmordet til en rent moderne — og stedse mere moderne — Forbrydelse, lade de egentlige Selv- mordsmotiver være Tidens »nedbrydende« Tendenser o. a. 1. , det kan man. kun gøre, naar man ikke mere kan se Skoven for lutter Træer, d. v. s. ikke mere ser paa de oprindelige, enkelte Tal om Digitized by Google Moralstatistik 477 Selvmordets Styrke i de forskellige Lande og om Selvmordernes Alder samt paa de øvrige elementære Angivelser, for blot at faa fremdraget hver lille Kombination, der kan give Anledning til en Moraltale ad hoc, og for overalt at faa knyttet Moralstatistiken til den sociale Etik, man vil have frem, og i hvis Forgaard Moral- statistiken skal gøre Tjæneste. Jeg har i det foregaaende søgt at paavise, hvorledes den Mistillid man paa Forhaand maatte nære til den Oettingenske Maade at skrive Statistik paa, faar sin Bekræftelse, naar man følger ham i den konkrete Udførelse af hans Ideer. Jeg har kun paavist dette udtogsvis, ved enkelte, om end væsentlige Partier af hans Bog, men Oettingens Værk er overmaade konsekvent, det hele er skaaret over samme Læst. Imidlertid maa jeg dog paa ny minde om, at mig har det kun været om at gøre at belyse de om- handlede Spørgsmaal kritisk og særlig med Front over for den stærke og haartrukne Moraliseren, men at dermed den statistiske Behandling af disse Æmner langt fra er forsøgt udtømt, og at man netop til Belysning af Spørgsmaalenes Statistik i Almindelig- hed vil finde et overordentlig rigt og med stor Flid og Dygtig- hed indsamlet Materiale hos Oettingen. Har jeg haft saa meget at indvende imod Oettingens Mangel paa »Forudsætningsløshedc og imod hans Erklæring derom, saa skal jeg paa den anden Side indrømme, at bliver end hans aabne og ligefremme Udtalelse i Bogens Forord ingen Vejviser for den Vej, man skal følge, saa bliver den dog en Afviser og maner Læseren om Varsomhed. Mange Forfattere erklære sig — lige modsat — for forudsætningsløse ved den statistiske Behandling af de Æmner, de skrive om, men i Virkeligheden indskrænker Forudsætningsløsheden sig kun til Kendskaben til den statistiske Metode — her ere de ganske »fordomsfrie — i øvrigt have disse Forfattere grumme stærke Forudsætninger om de Resultater og Slutninger, de skulle komme til, og trods Erklæringen maa Tal- lene danse af Sted efter Forfatterens Pibe. Ti det er en virkelig Dans. Det er en hel Heksesabbat, denne Talhvirvel, der flyver omkring én, river og trækker i én fra modsatte Sider og rykker frem i alle mulige, og umulige Spørgsmaal, der blot paa nogen Digitized by Google 478 Moralstatistik. Maade kan sættes paa Tal, ligesom Vers paa Noder. Det var en smuk Opgave for en Moralstatistiker at vise Tallenes demora- liserende Virkning. Jeg foreslaar, han skal kalde sin Bog — i Lighed med den bekendte lille Bog »Om Brug og Misbrug af spirituøse Drikke« — om Brug og Misbrug af Statistiken. Ogsaa Statistik er, i sin Misbrug, et moderne Beruselsesmiddel. Men alligevel, det blev ingen lille Bog, denne statistiske Etik eller etiske Statistik, og Oettingens 1000 Sider viser i Grunden tilstrækkelig, hvad Statistiken baade kan bruges og kan mis- bruges til. Anm. 1. En noget flad, men let læselig Fremstilling af de to Forfattere, Sussmilchs og Quetelets statistiske Virksomhed og af Moralstatistikens Historie indtil 1835 vil kunne findes i den af Dr. juris V. John udgivne „Geschichte der Statistik". I. Stuttgart. 1884. Bogens andet Bind, der vil fremstille Sta- tistikens Historie efter 1835, vil ogsaa omfatte Moralstatistikens nyere Historie og prøve denne Disciplins Betydning i og for sig og som Del af den moderne Statistik (1. c. Pag. 367 ff. Se sammesteds om Ordet Moralstatistiks oprindelige Benyttelse). Anm. 2. Den omtrent lige store Talrighed hos de to Køn er, foruden i Dyreverdenen, nylig søgt paa vist for Planteverdenens Vedkommende. Hos F. Heyer: „Untersuchungen fiber das Verhåltniss des Geschlechts bei einhåu- sigen und zweihåusigen Pflanzen etc. u (Halle a. S. 1883), videre udført i en Afhandling af samme Forf. i „Bericht des landwirthsch. Institutes der Univer- sitåt Halle" (Dresden 1883), anføres (l c. Pag. 19—20 og Pag. 44 fif.), at af 21 Tusender af Planten mercurialis annua, plantet til Forsøg i det her forelig- gende Øjemed, var der i det Tusende, hvor Hankønnet var mindst talrigt re- præsenteret, 482 af Hankøn og 518 af Hunkøn, hvor det var stærkest repræ- senteret 550 af Hankøn og 450 af Hunkøn, hos alle 21000 10799 af Hankøn og 10201 af Hunkøn, altsaa som Minimum, Maximum og Gennemsnit resp. 980, 1222 og 1059 af Hankøn for hver 1000 af Hunkøn. Ligesom Gennemsnitstallet svarer til det gennemsnitlige Forholdstal ved et tilsvarende Antal Drenge- og Pigefødseler, er Differensen mellem Minimum og Maximum — Svingningerne paa begge Sider af Gennemsnittet — ikke større end Svingningerne ved et til- svarende Antal Grupper af Drenge- og Pigefødseler. Marcus Rubin. Digitized by Google Møllebækken. Vel var Solskinsvejr, varmt, dirrende Solskin, saa Børnene fik Lov at slippe baade Underskørt og langærmede Forklæder og rigtig til Gavns kunde nyde den Smule Sommer, som nu endelig Vorherre Kavde betænkt os med langt ude i Juli. Og de nød den fuldt ud, og alle, baade Planter og Mennesker og Dyr badede sig i Solskinnet og varmede sig rigtig igennem efter den kolde, kedsommelige Forsommer, og syntes, det var paa Tide, Varmen kom. »Naar det nu vilde vare ved mindst en Maaned,« sagde den lille Pige, »vi har jo altid Møllebækken, saa Vandmangel kan vi ikke komme til at lide.« Men det syntes Møllebækken aldeles ikke om. Der var intet som ærgrede og trættede den mere end den hensynsløse Maade, hvorpaa de alle talte om dens sidste Draaber, den altid maatte yde til det almindelige bedste, som om det var en Selvfølge, at man ofrede sig for andre, den længtes inderlig efter Regn, og skønt det bare havde været Tørrevejr i otte Dage, skabede den sig saa træt og udslidt, som om den aldrig havde faaet Vand. Den listede dovent af Sted, faldt næsten i Søvn foran hver Sten i dens Vej , støttede sig tvært til Grene og Kviste, som ellers sitrede og svajede for dens kaade Piskeslag; den dvaskede og drev ligesom tilfældigt ind i de smaa kølige Bugter og ærgrede sig grøn over at se, hvor lavt den nu naaede op mod Kløver- Digitized by Google 480 Møllebækken. barkerne og Engene, som den i sine Velmagtsdage sprøjtede det hvide Skum op ad, og saa luskede den trevent videre, den lange, solede Vej, som aldrig vilde tage Ende. Det var knap, den gad aflægge sit sædvanlige Besøg i Ellekrattet, hvor den dog havde sin bedste Legeplads, og derfra slæbte den sig, som en gammel aflægs Kaalorm, over Stenene, som den ikke en Gang prøvede paa at rokke — nej, det var et trist Syn at se Møllebækken nu tor den, som havde kendt den i de gode Dage. Og den havde haft gode, lystige Dage i Sommer. Dage hvor den havde drømt om at vokse til en stor Elv og oversvømme hele Dalen, Dage hvor Regnen havde skyllet ned, saa det næsten sved i Skummet inde mellem Træerne, og hvor der oppe fra Fjældene kom strøm- mende disse Tusender af fortryllende smaa Aaløb, som alle jubl- ende styrtede sig i Møllebækken. Ja de smaa, forviltrede Aaløb, det var noget at tænke paa, det var værd at længes efter nu, da den ikke havde Mod og Kraft til det usleste Spring. Den huskede dem, naar de sladrende begyndte helt oppe i Fjældet, hvor ingen en God vejrs- dag tænkte paa Vand, og saa rislede af Sted, modigere og mod- igere, hoppende og dansende til de blev rent ellevilde, sprang over Stok og Sten som en Flok skrigende Unger, der løb fra Skole og styrtede sig over artige Smaablomster, som tænkte paa Fred og ingen Fare og nu pludselig blev ruskede og piskede af Stilk og Rod og i vild Fart kastede ned ad Fjældet. De hidsige smaa Fossefald vilde ingen Modstand taale og nøjede sig aldeles ikke med, at de stilfærdigt bøjede Hovederne. Og saa styrtede de sig ned ad de bratteste Skraaninger i vildt Overmod, skum- mende og brusende i jublende Glæde; det lød som klukkende Latter, naar de saa fik fat i Smaastenene, som blev rullede og tumlede mod hinanden, løb med et langt Stykke Vej og til sidst melankolsk blev liggende tilbage med den sødeste Vuggevise, mens Bækkene hensynsløst væltede sig af Sted i vilfl Dans, som om de maatte briste af Latter og Vildskab. Naar de saa til sidst naaede til Møllebækken og med Sprutten og Skummen styrtede sig i den, Digitized by Google Møllebækken. 481 ja saa var der heller ingen Ende paa god Modtagelse. Den gamle Møllebæk blev ung igen, svingede sig rundt i en hel Malstrøm, hvirvlede smaa Springvande op og vidste til sidst knap hvad Vej, den egentlig var i Færd med at løbe. Det var nyt Liv, og for hver saadan frisk lille Fjældstrøm dansede den af Sted, lettere og gladere, og kastede store Bolde af blødt, snehvidt Skum om- kring sig, og der kom mange slige Smaabække, de pæne Skov- veje var oversvømmede af dem, og man kunde ingensteds gaa tørskoet, saa det var paa Tide, Solen fik Overtaget og alle var fornøjede dermed undtagen Møllebækken, som for Resten ingen brød sig om. Hvorfor i Alverden den hed Møllebækken — ja det kunde vist ingen give Besked om, den hed det nu, og der maatte vel ogsaa en Gang i Tiden have været et Møllebrug paa dens Vej, siden endnu det lille, gule Hus ved Udløbet i Fjorden kaldtes Møllen, og siden enhver, der stammede fra Gaarden, havde »Møllen« efter sit Navn. I Stadsestuen paa Møllen boede i Aar i Sommermaanederne en Købstadsfamilie , en ung Kone med nogle flinke, opfindsomme Smaabørn, som satte det utroligste Liv i Jonas Møllens bonde- agtige Unger, som aldrig før havde forstaaet, hvor megen Mor- skab, der kunde blive af en død Mus, som maa begraves med Pragt og Pomp, eller ved Grankogler og Muslingskaller, som er baade Køer og Faar, men som nok nu vidste, at paa Møllen havde der ikke været saadan Moro før. Det var et underligt Sted at bo paa Landet for en »fin Frue, mente gamle Mo'er Ellen, her var jo ikke et Liv at tale med. og ingen kom der og besøgte hende, men hun sagde dog, him var godt fornøjet. Slægtninge havde hun i Byen en halv Milsvej derfra, som hun rigtig nok aldrig besøgte, men som da forgangen havde sendt saa mange Indbydelser til hende, saa Mo'er Ellen nok forstod, at Fruen helst vilde være alene, hvis hun ikke gik til dem nu. Jonas Møllen studerte paa, hvad der vel mankerte Fruen. Tæring havde han længe troet, men saa Digitized by Google 482 Møllebækken. saa' han hende en Dag løbe op ad hele den bratte Fjældsti i Træk, og det begreb han nok var ikke Arbejde for en Tærings^ patient. Nu mumlede han noget om en »indvendig Syge«, det var saadant et hemmelighedsfuldt, fint Begreb for ham. Hun saa' ogsaa nok ud til at have en Pine et eller andet Sted, den Stakkel, med det blege Ansigt, hvor Øjnene saa' underlig store og mørke ud med sorte Ringe om. Haaret laa blødt og uregel- mæssigt om Ansigtet og maatte ofte utaalmodigt stryges fra Panden, hvor Haanden gærne dvælede en Stund, som om den trykkede en Smerte tilbage. I Familieraadet i Hovedstaden havde det længe været det almindelige Diskussionsæmne , hvorfor Emilie Krarup stadig blev magrere og blegere og saa' saa inderlig trist ud. Hvorfor triv- edes hun dog ikke, hun var jo saa lykkelig med den bedste Mand, de sødeste Børn og Genstand for alles Beundring. Svigermoderen, som de alle vidste, elskede denne Sviger- datter, var rent forskrækket over den Iskulde, hun i den sidste Tid havde mødt hos hende; hendes Tilbud om som sædvanlig at bo i Familiens Skød paa Landet i Sommertiden havde Emilie endogsaa afslaaet, og gamle Fru Krarup havde saamænd grædt af Sorg. Der havde før været saa megen Friskhed og Livslyst over Emilie, hun havde altid muntret hele Huset op, hun var jo som et sprudlende Væld af Fornøjelse gennem hele Familien, og dette var Utaknemmelighed, syntes gamle Fru Krarup, saadan at støde dem bort alle sammen for en Særheds Skyld, for syg var hun jo ikke. »Lad hende gøre, som hun vil, Moder,« sagde Albert Kra- rup, »hun er nervøs, det kommer alt sammen af Hovedpine,« og saa rejste han paa Bjørnejagt og ønskede sin Kone god Bedring. Saa snart som muligt flyttede hun ud til Møllen med Børnene. Der kunde hun da være for sig selv, i Fred og Ro. Børnene struttede, solbrændte og henrykte over Landlivet, Strand- en, Høladen og alle Herlighederne, og hun syntes, der var godt at være, fredeligt og godt. Digitized by Google Møllebækken. 483 Hun gik lange, lange Ture langs Elven, som Børnene kaldte den i Regntiden, hun beundrede dens støjende Kraft og lyttede til dens urolige Brusen, der lød som en Vrimmel af hef- tige Stemmer, men nu, da den var tørret ind og gled saa sagte og beskedent af Sted, nu havde hun først rigtig faaet Sympati for den, og hun sad timevis ved Bredden og lyttede til dens melodiske Klager. Hun forstod den saa godt, naar den græd over, hvor tungt det var at slæbe sig gennem Livet uden Mod og uden Spændkraft, som en udpint, glædeløs Stakkel, for den, som før havde danset af Sted og forstaaet at tage alt op i sig som Jubel og Glæde, og det var ligesom hun ordentlig drog et Lettelsens Suk, naar hun hørte Fjordens bløde Skvulpen og saa' Bækkens Bølger forsvinde i Søen. , Og de store Graner stod og rystede paa Hovedet, de for- stod nu ikke den Slags Naturer. De bar jo Kulde og Varme, Regn og Tørke lige roligt, det var en Nødvendighed og man maatte indrette sig praktisk, saa var Livet skønt nok. Hun havde netop ikke været praktisk, det laa ikke for hende; hun havde ikke været husholderisk med sin Lykke, ikke forstaaet at spare paa den, og nu var den slidt op, tørret hen som Bækken af Sol- skin og godt Vejr. Hun var begyndt med alt for store Fordring- er til Livet, og da Skuffelserne kom, tabte hun Modet og hendes Sjæl blev trættere og tungere Dag for Dag. Der er Mennesker med Grantrænatur, som kækt staa imod ondt og godt, dem var hun ikke af, hun lignede mere Møllebækken, der maa have gunst- igt Vejr og Nedbør fra alle Sider for at have Kraft til at drive selv det simpleste Møllehjul. Men saa lignede hun ogsaa Bæk- ken deri, at hun i gode Stunder spredte af sin Lykke til alle Kanter. Børnene var en af de smukkeste Dage budne ind til Øvreby til Chokoladeselskab. Det var ellers forbundet med mange Vanskeligheder at komme did med dem, men i Dag skulde Moder selv ind med Digitized by Google 484 MøUebækken. Brev, og da Jonas og Anders Møllen skulde ro ind med den store Snekke, tog de Fru Krarups lille lette Jolle med paa Slæb. Det gik i en Fart. For hvert Aaretag skar den lille Baad op gennem Bølgerne og satte Snuden højt i Vejret, saa Agterenden næsten tog Vand, og Børnene jublede og hvinede i vilden Sky. Inde i Byen tog Tanten imod dem; de maatte endelig slaa sig til Ro, hvor kedeligt, at det netop i Dag skulde træffe saa uheldigt, at Emilie ikke kunde blive; ja Børnene slap hun ikke, de maatte i alt Fald blive og lege med de andre hele Dagen og paa ingen Maade hentes før Klokken syv. Ja, ja da; Emilie lov- ede snart at se indom igen, kyssede Børnene, som lovede at være gruelig artige, og gik saa alene ned til Bryggen for selv at ro hjem. Vejret havde forandret sig, det blæste op og saa' lidt truende ud, og da hun kom til Baaden, stod Jonas og Anders der og parlamenterede. Jonas havde Betænkeligheder ved at lade Fruen ro alene i den lille Jolle, der var saa lumske Kastevinde i Fjorden, og Fruen kunde nemt komme i Fortræd, tillod hun ikke, at han tog Aarerne. Nej, det maatte Jonas slet ikke snakke om, hun vidste godt , at han havde Forretninger i Byen , som ikke skulde tilside- sættes for hendes Kujoneris Skyld. Hun var desuden ikke bange, hvad Fare var der ogsaa, den lille Baad var let at ro, hun skulde holde sig under Land, desuden kunde hun svømme, og med: »ellers Tak« til Mændene sprang hun i Baaden og roede ud paa Fjorden. Jonas og Anders stod og saa* efter hende. Jonas rystede paa Hovedet. »Jeg li'er det ikke,« sagde han, »hun er s'gu ikke stiv ved Aarerne. »Aa hvad,« sagde Anders, »vi kan da ikke true os til at hjælpe Konen, naar hun vil klare sig selv. Hun hakker lidt op og ned, men Strømmen er med, og den sætter hende sikkert nok i Møllebugten, kom nu du gamle.« Men Jonas blev ved at staa Digitized by Google Møilebækken. 485 og stirre efter Baaden, som rask gled længere og længere ud, skønt hun havde sagt, hun vilde ro langs Land. Han syntes slet ikke mere, hun brugte Aarerne, og en styg Byge kom derude, det havde aldrig sin Rigtigbed. »Tag din Aare, Anders, i Prammen, c kommanderede han pludselig, og den yngre, som var vant til at lystre den Tone, sprang ned med ham, og nu gik det nok med otte Miles Fart, raskere havde de to ikke roet. Da Anders tog Aaren, syntes han, han saa' Damen derude gøre en voldsom Bevægelse, »hun lægger ordentlig ud nu, men nej gu' om hun ror fra os to, c sagde han tillidsfuld til Jonas, der roede, som det gjaldt Livet — men de kom dog for sent. Derude laa Baaden med Bunden i Vejret, og Fruen fandt de først efter lang Søgen — død for længe siden. »Hvem skulde have troet, at slige fine Fruer var saa ær- gerrige, at de roede Livet af sig, før de lod sig hjælpe i et Knibe- tag af et Par haandfaste Karle,* sagde Anders, »for nejmænd om der er Mening i at bære sig sligt i en Nøddeskal, som jeg med mine egne Øjne saa' Fruen gøre, ret som vi lagde fra Land.€ Men Møilebækken mumlede en Mængde Indvendinger. Den forstod, hvordan det alt sammen var gaaet til, den havde jo set Baaden kæntre. Og med sit melankolske Solskinssuk forsvandt den i Søen. Karl Føns. Digitized by Google Om &ræsk som det centrale Fag i vor højere Undervisning. I Aarene 1877 — 80 har jeg, som det maaske vil erindres, i en Del Bladartikler og et Par selvstændige Smaaskrifter under- kastet vort højere Skolevæsens Plan og Metode en udførligere Kritik, hvis Resultat var en Fordømmelse af den i 1871 indførte Tvedeling af den lærde Skole, af vor ensidig grammatiske og til- med polyglottiske Sprogundervisning, af vor Misbrug af Romernes anden Haands og anden Rangs Literatur som den lærde Skoles Hovedfag, af vor saft- og kraftløse Historieundervisning, af vor hele upædagogiske Opfattelse af Forholdet mellem det abstrakte og det konkrete, Tanken og Anskuelsen. Hertil føjede jeg som positivt Supplement nogle (12) Reformforslag, blandt hvilke et, som jeg unægtelig ogsaa lagde særlig Vægt paa, ved sin noget dristige og paradoksale Karakter tildrog sig mere Opmærksomhed end alle de andre til sammen og gav mine pædagogiske Reform- bestræbelser et Skær af upraktisk Idealisme, som ikke saa lidt har svækket deres Virkning. Jeg sigter til Forslaget om at gøre Græsk til Hovedfaget i den lærde Skole. Dette Forslag, som i den sidste Tid er blevet genoptaget om end i en modificeret Form af Hr. Cand, philol. S. L. Tuxen i hans smukt skrevne lille Bog »Om Maal og Midler for den højere Dannelse« , har jeg efter lang * Overvejelse fundet det rettest at tage tilbage, og jeg ønsker gærne i det følgende kortelig at meddele, hvilke Betragtninger der have været de afgørende for mig i denne Sag, og hvorfor jeg ikke kan glæde mig ved at yngre dygtige Kræfter optage en Tanke, som jeg selv tidligere har baaret frem med levende Interesse. Digitized by Google Om Græsk som del centrale Fag i vor højere Undervisning. 487 Men forinden maa det være mig tilladt at fremsætte nogle korte Bemærkninger til enkelte Punkter i Hr. Tuxens Skrift, som jeg har følt mig mindre tilfredsstillet ved. For det første maa jeg maaske have Lov til at udtale en Smule Forundring over, at Hr. Tuxen har stillet sig i det For- hold til mine Udviklinger, som hart har gjort. Han har nemlig — bortset fra en Kompliment for Varme og Veltalenhed af den Art, som Modstandere saa hyppig give hinanden , inden Slaget be- gynder — kun udtalt sig om mine Arbejder, naar han fandt Lej- lighed til at vende en polemisk Braad imod dem, og han har ikke nævnt, at alle hans afgørende Resultater, Forkasteligheden af Skolens Tvedeling, af Matematikens og Naturvidenskabernes Overherredømme i Skolen, Hævdelsen af Historiens pædagogiske Forrang, Filologiens Sammensmæltning med Historien, den græske Literaturs eminente Betydning for Undervisningen, falde sammen med mine Resultater, og, skønt Hr. Tuxen for en væsentlig Del har underbygget disse Resultater med selvstændigt Tankearbejde, forekommer det mig dog ikke ganske berettiget, at han i den Grad søger at distancere en ganske vist ubekvem Forbundsfælle, men dog en Forbundsfælle og Forgænger og betegner mig som en Mand, der har kastet sine Vaaben. Men ligefrem uforstaaeligt forekommer det mig, at Hr. Tuxen finder det naturligt, at mit Forslags Venner den Gang, da jeg gjorde mine Angreb paa vort højere Skolevæsen, lod mig kæmpe alene — »paa Grund af den stærkt subjektive Position, jeg straks fra Begyndelsen indtog« ! Jeg har altid troet, at den, der havde den rene, klare Sandhed paa sin Side, til Nød kunde bjærge sig selv, men at den, der, skønt hildet i subjektive Vildfarelser, kæmper for en i det væsent- lige god og sund Tanke, har et stort Krav paa, at denne Tankes Venner række ham en hjælpende Haand, navnlig ved at vise ham Grænsen mellem det holdbare og det uholdbare i hans Paa- stande. Naar dernæst Hr. Tuxen udvikler, at Matematiken og Natur- videnskaberne ikke bør indtage den centrale Stilling i en Skole, der tilsigter at lægge Grundvolden for den bedst mulige Dannelse, saa kan jeg, som allerede anført, slutte mig til ham under Hen- visning til mine tidligere Udtalelser. Men jeg maa beklage, at han underkender disse Videnskabers Betydning i en meget høj Grad. For ham er Matematiken nemlig kun en Beskæftigelse med Abstraktioner, satte af den menneskelige Tanke uden at være Digitized by Google 488 Om Græsk som det centrale Fag i vor højere Undervisning. Udtryk for noget som helst. Hr. Tuxen synes at overse, at de matematiske Former saa at sige føre en Dobbelttilværelse, idet de baade sættes af den menneskelige Tanke og af Naturen, og at den, der f. Eks. kender den pythagoræiske Læresætning, ikke blot kender et sindrigt Resultat af menneskeligt Snille, men et Natur- forhold af den mest indgribende Betydning. Matematikens pæda- gogiske Værd beror derfor ingenlunde paa Bevisernes Stringens alene, heller ikke paa dens uudtømmelige Rigdom af Opgaver, der med de mindst mulige Fordringer til et ydre Apparat sætte den lærendes Tanker i levende Bevægelse, men ogsaa paa selve Systemet af de matematiske Sætninger, denne stille Skyggeverden af Skønhedens rene Elementer, denne vidunderlige Forbindelses- vej mellem Tanken og Naturen. Hr. Tuxen nærer den besynder- lige Anskuelse, at Matematikens dannende Betydning kun ligger i Metodens Skarphed og Klarhed, og at, naar man har faaet Sansen for denne udviklet i den rent elementære Del af Videnskaben, saa er det for Ikke-Matematikere kun Tidsspilde at trænge længere frem, f. Eks. til den analytiske Geometri. Jeg har ved en tid- ligere Lejlighed netop betegnet den analytiske Geometri som det Punkt, hvortil vi burde stræbe at naa med vor matematiske Skoleundervisning, fordi der her falder et saa overraskende nyt Lys over hvad der hidtil er lært, over Algebraens og Geometriens indbyrdes Forhold, ligesom der ogsaa aabner sig et Fjærnsyn over umaadelige Vidder af Videnskabens Land; men selv den, der er blind for alt dette, og som kun ser Metode, Formalisme og ensidig Forstandskultur i den matematiske Undervisning, burde dog, synes jeg, have Øje for, at, jo længere man trænger ind i Videnskaben, desto rigere, desto mere aandsdannende blive de Op- gaver, som den giver Lejlighed til at stille. Under Navnet Natur- videnskaberne sammenfattes som bekendt en stor Gruppe højst forskellige Videnskaber, hvoraf nogle, som Astronomien, grænse umiddelbart op til Matematiken og ere uopløselig forbundne med denne, medens en anden, Zoologien, grænser op til, ja griber over paa Menneskelivets Omraade. Det er næsten umuligt at tale om disse Videnskaber under ét, saa forskellige som de ere efter deres Væsen. Ikke desto mindre skærer Hr. Tuxen dem frisk væk over én Kam, betegner den Dannelse, de kunne yde, som udelukkende forstandsmæssig og formalistisk og erklærer, at en- hver vidtdreven Beskæftigelse med dem er uden særlig Betydning for den almene Aandsdannelse; ti naar man blot har udviklet Digitized by Google Om Græsk som det centrale Fag i vor højere Undervisning. 489 den lærendes Sans for Enhed og Lovmæssighed i den materielle Tilværelse, saa er det Punkt naaet, hvor en Forøgelse af Kund- skabernes Mængde ikke kan forhøje Dannelsens Grad; »det er Aanden i Naturen, Sjælen skal gribe, ikke alle de enkelte Former, hvorunder den giver sig Udtryk«. Jeg skal ikke nægte, at den Opfattelse af Naturen, som her udtaler sig, ikke blot forekommer mig flad og aandløs, men næsten bespottelig, hvad enten jeg fra mit eget Standpunkt ser paa det store, Altet gennemstrømmende Liv, der trinvis udfolder sig fra Krystallens Vækst i Klippen til den højeste menneskelige Stræben, eller jeg med Hr. Tuxen stiller mig paa de positive Religioners Standpunkt og betragter Naturen som en Guddoms Værk. I begge Tilfælde maa jeg fordre Re- spekt for Naturen; ti enten er den selve Verdenslivet i sin Selv- udfoldnings Storhed, eller den er det alfuldkomne Væsens ufor- falskede Værk og Aabenbaring. Men dette glemme de rettroende kun alt for ofte, og i deres Glemsomhed tale de som Hr. Tuxen og sige, at i Naturens Skole er ikke meget at lære, men naar vore unge Mennesker have faaet Øjet opladt for Enheden og Lov- mæssigheden i Naturfænomenerne, saa er her intet væsentligt mere for dem at hente. I Modsætning til alle saadanne Forsøg paa at skaffe Historien Forrangen i Undervisningen ved at ned- sætte Matematiken og Naturvidenskaberne mener jeg, at Historiens Forsvarere bør tage Position paa den vistnok uigendrivelige Sæt- ning, at for Menneskebørn, der skulle leve i et Menneskesamfund, er Menneskets Natur og Livsforhold det nærmest liggende Dan- nelsesmiddel, det, der mest alsidigt vil udvikle deres Ævner og give dem de for Livet nødvendigste Kundskaber. Den følgende Del af Hr. Tuxens Skrift gaar ud paa at vise, at Historien tagen i videste Forstand er det naturlige Central- fag i en Skole for den højere Dannelse trods denne Videnskabs endnu ufærdige Tilstand og for en stor Del subjektive Karakter, og endelig beskæftiger det tredje og sidste Afsnit sig med at paa- vise, at det er den græske Literatur, som blandt alle Tiders Lite- raturer frembyder det bedste Grundlag for den studerende Ung- doms Uddannelse, ikke saa meget paa Grund af dens Fortræffe- lighed 1 ) som paa Grund af dens Objektivitet. Denne Begrundelse ') I sin Polemik mod mig om dette Punkt frakender Hr. Tuxen Homer gennemført Karaktertegning. Er da ikke f. Eks. Achilleus's Karakter gennemført med det højeste Mesterskab? Tilskueren. 1884. 32 Digitized by Google 490 Om Græsk som det centrale Fag i vor højere Undervisning. synes mig at være meget uheldig, først og fremmest for Historie- skrivernes Vedkommende. Hr. Kand. Hude har allerede i sin Artikel i Morgenbladet for 18de April udhævet, at det ikke er muligt at hævde Thukydides fuld Objektivitet, hvorfor Hr. Tuxen ogsaa synes at ville udelukke ham fra Skolen. Men med Herodots Objektivitet staar det vistnok endnu daarligere til, saafremt man da ved en Historikers Objektivitet forstaar en Forening af Ævne og Vilje hos ham til at berette den rene historiske Sandhed. Ti medens der ikke foreligger nogen Grund til at betvivle Herodots Upartiskhed og Sandhedskærlighed, saa maa man indrømme, at det Stof, som han behandlede efter at have samlet det af mang- foldige mundtlige Traditioner, var i den Grad levende og i Færd med at gaa over fra Historie til Sagn, at der vistnok uagtet al den Kritik, han anvendte paa det, er meget store Uoverensstem- melser mellem Virkeligheden og det af Herodot tegnede Billede af den. Derfor bliver hans Hæder som Historiens Fader ikke mindre. Men den, der vil finde tilnærmelsesvis objektiv historisk Sandhed, maa søge til andre, af Kritiken bedre kontrollerede Egne. Fjærne Tiders Historieskrivere faa overhovedet let et Skin af større Objektivitet, end de virkelig besidde, fordi de ofte ere de eneste Vidner om det, de berette. Hvis Tiden havde sparet deres mindre berømte samtidige, vilde det vise sig, hvor meget der er tvivlsomt eller beror paa ensidig Opfattelse blandt det, vi nu anse for historiske Kendsgerninger. Nej, hvis nogen ønsker tilnærmelsesvis Vished i Historien, maa han netop gaa til de nyere Tider, hvor Kildernes Mængde tillader en Konfrontation af Vidn- erne, og hvor talløse Breve, Memoirer og Aktstykker frembyde en Kontrol, som der i Oldtidshistorien saa at sige aldrig kan være Tale om. — Men Hr. Tuxen betragter aabetibart Digternes og Filosofernes Værker som nok saa betydningsfulde Kildeskrifter til Oplysning om det græske Folks Liv som selve Historikernes Beretninger, og efter at have dvælet ved Homers selvforglem- mende Objektivitet og Sokrates's lige saa uselviske maieutiske Be- stræbelser slaar han disse Ting sammen og paastaar, at der gen- nem den græske Literatur klinger en Grundtone, der kan gen- gives saaledes; »Paa min Følelse, min Mening ligger der ingen Vægt; se, hvad jeg viser, og dan dig selv en Mening deraf; det det er den eneste Maade, hvorpaa du kan naa til Ærlighed i Følelsen, Selvstændighed i Tanken!« Ved saaledes at sokratisere den hele græske Literatur gør Hr. Tuxen den til en eneste stor Digitized by Google Om Græsk- som det centrale Fag i vor højere Undervisning. 491 Jordemoderanstalt eller Fødselsstiftelse og har saaledes let ved at godtgøre dens enestaaende pædagogiske Betydning. Men heri lig- ger en stor Fejltagelse. Homer føler sig som den gudbegejstrede Sanger i Besiddelse af ubetinget Overlegenhed baade over sit Æmne og over Tilhørerens Sind; det falder ham aldrig ind, at dennes Følelse kan tage en anden Retning, end han vil give den, og netop derfor forsmaar han alle lyriske Pirringsmidler og holder sig strængt indenfor sin objektive Kunstforms Grænser. Han kan i sin Selvsikkerhed ikke paa nogen Maade sammenlignes med den altid søgende, spørgende Sokrates. Det kan ikke heller nogen af de andre Digtere. Ogsaa Filosoferne ere næsten alle dogmatiske, overbeviste om at have fundet Verdensgaadens Løsning. Hr. Tuxens Formel passer saa at sige kun paa Sokrates, og selv for hans Vedkommende maa den siges at være mindre heldig udtrykt 1 ). Men hvad bliver der da tilbage af den saa meget omtalte græske Objektivitet? En stor Respekt for Klarhed, Orden og Begræns- ning, som blandt meget andet ogsaa førte til en større Fastholden af Kunstformernes naturlige Grænseskel, end man i den nyere Tid føler sig forpligtet til, og en dermed beslægtet Forkærlighed for at slaa ind paa Tankens fremfor paa Følelsens Veje, naar begge stod aabne. Deraf fulgte, at Grækenlands Forfattere vare mindre udsatte for den Sentimentalitet , hvortil adskillige selv af de bedre Forfattere fra de nyere Tider have hengivet sig; men saa laa til Gengæld Faren for utidig og løs Ræsonneren kun alt for nær for Grækerne, og det er bekendt, at denne sygelige Dis- position, som Sprogene des værre ikke har betegnet med et eget Navn (ti Rationalisme tør man vel ikke kalde den), har bredt sig vidt i den græske Literatur, ligesom det dog heller ikke kan nægtes, at ogsaa Grækerne havde deres særlige Sentimentalitet i den sygelige Udartning af Venskabsfølelsen, som den efterhomeriske Literatur indeholder saa mange Vidnesbyrd om. Efter disse Bemærkninger til Hr. Tuxens Bog skal jeg til- lade mig at fremsætte de Betragtninger, som have bevæget mig til at frafalde Tanken om at gøre Græsk til det centrale Fag i vore højere Skoler. Min Hovedgrund er den, at Græsk er et aristokratisk Fag. Under de nuværende Forhold er det vistnok ') Dens Anvendelse paa de subjektive Lyrikere som Alkaios og Sapfo vilde udelukke hele denne Digtergruppe af den græske Literatur. 32* Digitized by Google 492 Om Græsk som del centrale Fag i vor højere Undervisning. kun et lille Mindretal af de bedstbegavede, der har et virkeligt Udbytte af den græske Undervisning; men selv om Skolen blev ordnet efter det af mig fremsatte Forslag, maa jeg indrømme, at maaske kun Halvdelen af Disciplene vilde blive nogenlunde hjemme i dette vanskelige Sprog. Der vilde i Klassen skabes et Aristo- krati, der havde Frugt af Undervisningen, og et Proletariat, der kun høstede Anstrængelse og Forknytteise. Dernæst vilde vi, ved at bygge vor højere Undervisning paa Græsk som Grundlag og lade Vejen til Universitetet gaa her igennem, uddybe den Kløft mellem akademisk dannede og det store Folk, som det netop maa være Opgaven at udjævne saa vidt muligt. Vor højere Skole maa tabe Karakteren af en lærd Skole; men denne Karakter be- varer den, saa længe dens Undervisning samler sig om Fag, der for den almindelige Bevidsthed staa saa afskrækkende ved deres Vanskelighed og saa fremmede for Nutidslivet og dets praktiske Krav som Latin og Græsk. Hvor meget smukt end Filologerne ville fortælle vort Folk om den græske Literaturs Primitivitet, harmoniske Udvikling og høje Blomstring, saa vil det dog have en sikker Fornemmelse af, at man maa kunne naa til det, som maa være Undervisningens rette Maal, det sande menneskelige, ad nærmere Veje og for billigere Køb. Til denne Anskuelse slutter jeg mig efter moden Overvejelse og raader til at komme Tids- aanden i Møde ved at fjærne de gamle Sprog fra vor Skoleunder- visning 1 ) og give den ledige Plads til en udvidet Undervisning i Matematik, Naturvidenskab, nyere Sprog og Historie for alle Skolens Elever. V. Pingel. ') Kun af Latinen burde vel for den praktiske Nyttes Skyld Elementerne læres. Digitized by Google Den lærde Skoles Reform. S. L. Tuxen: Om Maal og Midler for den højere Dannelse. Kbhvn. 1884. A. B. Drachmann: Anmældelse deraf, „ Morgenbladet" 10. April 1884. Karl Hu de: Nogle Bemærkninger i Anledning af S. L. Tuxens Skrift om den lærde Skoles Reform, Mgbl. 18. April. Kr. Mikkelsen: Om den lærde Skotes Reform, Mgbl. 25. April. S. C. Larsen: Sprogundervisningen i den højere Skole, »Vor Ungdom* 1884, April. Theodorus: Den højere Skoles Reform, smstds. Den nuværende Ordning af vort højere Skolevæsen blev allerede ved sin Fremkomst i 1871 modtaget med temmelig al- mindelig Mistillid. Hvis nogen deri saa utidig Ængstelse for det ny eller endog en særlig filologisk Misfornøjelse med de klassiske Sprogs Detronisering, saa har de faktiske Forhold grundig gen- drevet en saadan Opfattelse. Skoleloven af 1871 har nu virket længe nok til, at man kan fælde en begrundet Dom om dens Fortrin og Mangler, og Resultatet er blevet, at vistnok alle Skole- mænd, det vil altsaa sige, de Mænd, der daglig arbejde under denne Lovs Scepter, ere enige om, at den er i høj Grad uheldig, ja at denne »Reform t er noget af det værste, der overhovedet er timedes vort højere Skolevæsen. Deri ere Hr. Tuxen og alle de, der af hans Bog have følt sig foranledigede til at udtale sig om Sagen, aldeles enige. Fordi alle sagkyndige ere enige om Nød- vendigheden af en Forandring, er det nu vel ikke givet, at den virkelig er nær forestaaende , især ikke med den nuværende lang- somme Forretningsgang, hvis man ellers kan bruge et Udtryk, der minder om Bevægelse, om en Tilstand som vor. Men i dette Tilfælde er der dog nogen Grund til at antage, at der vil danne sig en stærk offentlig Mening om en Reforms Nødvendighed, da alle de Forældre, som have Sønner i den lærde Skole, i ualminde- Digitized by Google 494 Den lærde Skoles Reform. lig høj Grad ere Part i Sagen. Blandt den nuværende Ordnings mange, mange Fejl er den nemlig en af de mest iøjnefaldende, at den frembringer en meget følelig Overbebyrdelse i fjærde Klasse, altsaa i den Alder, hvor den netop aandelig saa vel som legemlig virker allerskadeligst. Da man nu vel har lært, hvad der kommer ud af en overilet Reform, vilde det være meget ønskeligt, om Skolemænd i Tide vilde diskutere, i hvad Retning en mulig Ændring skal gaa; ti det er indlysende, at Skolevæsenet mindst af alt taaler hyppige indgribende Forandringer, saa den Vej, man nu, hvis der skal forandres, slaar ind paa, maa ikke ret gærne lede os ud i et nyt Uføre. Der er derfor al Grund til at være Hr. Tuxen tak- nemmelig for hans værdifulde Indlæg i Sagen, som allerede har frem- kaldt nogen offentlig Diskussion og forhaabentlig vil fremkalde mere. Hvis disse Linjer kunde bidrage dertil, er deres Hensigt naaet. Naar man overhovedet vil have Skoler, der ikke enten ere Elementarskoler eller rene Fagskoler — og i en overskue- * lig Fremtid vil man vel ikke komme bort derfra — , saa ligger deri en Anerkendelse af Begrebet almindelig Dannelse. Man gaar da ud fra, at der kan gives en Undervisning, som ud- vikler alle Elevers Ævner uden Hensyn til deres tilkommende Livsstilling saaledes, at de blive vel forberedte til at udfylde deres Plads i Livet og faa et Grundlag, hvorpaa de trygt kunne bygge deres personlige Udvikling. Dette kan naturligvis naas ad mange forskellige Veje, man kunde fristes til at sige, ad en hvilken som helst Vei; men det gælder for Skolen at vælge den hurtigste og sikreste; ti de unges Tid er kostbar, og kun det bedste er her godt nok. En saadan Undervisning maa foruden at meddele for- skellige nødvendige positive Kundskaber have til Midtpunkt et Fag eller en Faggruppe, som er af mere teoretisk Natur, og hvis Nytte er mere indirekte, netop fordi det skal være det fælles Grundlag for alle. Den gamle Skoleordning havde i hvert Fald det Fortrin, at Undervisningens Midtpunkt var tydelig betegnet; det var de klassiske Sprog, eller rettere La.tin med Græsk som Appendiks. Ved Skoleloven af 1871 har man nu paa den ene Side gjort et famlende Forsøg paa at give et nyere Sprog en mere fremtrædende Plads, hvilket ikke har baaret anden Frugt, end at der aarlig Landet over afleveres en Bunke daarlige franske Stile. Med lige saa usikker Haand har man forsøgt at drage det historiske Element i den klassiske Undervisning noget mere frem, men Forsøget er mislykkedes, som Hr. Tuxen njed Rette frem- Digitized by Google Den lærde Skoles Reform. 495 hæver. Dermed skal det dog ikke være sagt, at det historiske Element ikke mange Steder kommer til sin Ret; men det skete ogsaa før 1871; Loven har heri næppe bevirket nogen Forandring. Paa den anden Side har Loven af 1871 med al ønskelig Klarhed opstillet de matematisk-naturvidenskabelige Fag som Bærere for en almindelig Dannelse. At nu den nuværende Ordning ogsaa paa dette Punkt er mindre heldig, indrømme vel de fleste. Men det er et stort Spørgsmaal, om det overhovedet gaar an at gøre disse Fag til Centrum i Skolen. Hr. Tuxen har, som det synes mig, klart og træffende begrundet den i og for sig ikke nye Tanke, at en saaledes anlagt Undervisning medfører den aller- største Fare for Ensidighed og aandelig Ubevægelighed og Uimod- tagelighed, den direkte Modsætning til den almindelige Dannelse, som Skolen skulde tilstræbe. Han burde maaske noget skarpere, end sket er, have betonet, at hans Bemærkninger naturligvis kun gælde Matematik og Naturvidenskab som Midtpunkt i en almindelig for- beredende Undervisning for Børn og unge Mennesker. Det vilde i Virkeligheden ogsaa være en besynderlig Forberedelse til Livet at lade den unge gøre et nøje Bekendtskab med matematiske Ab- straktioner, med Dyr og Planter, med det menneskelige Legeme, men ikke i tilsvarende Grad udvikle og aabne hans Sans for de aandelige Fænomener, som dog ville møde ham paa første Haand og gøre Krav paa hans Opmærksomhed i første Række baade i hans Selvudvikling og i hans Virken ud ad til i Samfundet. Ingen nægter hine Kundskabers Nødvendighed som Dannelsesmidler og Elementer i enhver Livsanskuelse; men den anden Side af Til- værelsen maa dog som i Livet saa i Skolen indtage den første Plads. Trods al Ensidighed indeholder Sokrates' Svar paa en Bebrejdelse for Mangel paa Interesse for Naturen en god Portion Sandhed endnu den Dag i Dag: »Undskyld mig, kære; jeg vil nu en Gang gærne lære noget, og Egne og Træer pleje intet at lære mig, men vel Menneskene i Byen.« Selv om man vil nægte det aandelige Livs Selvstændighed og hævde, at Moralen kun er Fysikens eleganteste Formel, og hvad det nu alt sammen hedder, saa vil man dog vel ikke være saa doktrinair og formalistisk, at man vil lede den unge til at tilteoretisere sig en fysiologisk Op- fattelse af Mennesket og Menneskelivet i Steden for at stille de Fænomener frem for hans Anskuelse, hvormed han dog i hvert Fald maa begynde, hvilken Forklaring han saa end siden naar til af dem. Der er nu vel heller ikke saa mange, som for Alvor Digitized by Google 496 Den lærde Skoles Reform. ville lægge Hovedvægten paa de naturvidenskabelige Fag i Skolen. De i Anledning af Hr. Tuxens Bog fremkomne Udtalelser stemme i det mindste alle deri overens med ham, at dé ville gøre det historiske til Midtpunktet, og den bestaaende matematisk-natur- videnskabelige Retning turde, som Hr. Tuxen fremhæver, have givet adskillige Advarsler mod at gaa videre paa den Vej, ligesom den ogsaa synes at tabe Terræn. Det vil vel altsaa vedblivende være i Sprog- og Historie- undervisningen, at man maa søge Grundlaget for en alsidig ud- viklende Dannelse. Her at vende tilbage til den gamle Skoles ensidige Betonen af den rene Sprogundervisnings formelle Betyd- ning er vel det sidste, man vil gribe til, og med Rette, skønt denne Undervisning havde sine gode Sider, og skønt man har vist lige saa stor Ensidighed ved evig og altid at dolere over dens Form- alisme. Naar Hr. S. Larsén endog gaar saa vidt, at han be- tvivler Sprogundervisningens dannende Betydning overhovedet, synes det mig nærmest et Paradoks, ligesom hans Artikel i det hele mere udmærker sig ved den »verve«, hvormed den er skreven, end ved Klarhed og Grundighed. Den pædagogiske Betydning af Undervisningen i fremmede Sprog ligger hverken i, at disse skulde berige vort Bevidsthedsindhold med nye Begreber, eller i deres Indflydelse som Forbilleder og Mønstre, skønt jeg ikke tør benægte, at ogsaa disse Momenter spille en Rolle. Den ligger deri, at Eleven ved Omsætningen af den i det fremmede Sprog udtrykte Tanke i Modersmaalet nødes til at gøre sig denne Tanke fuld- stændig klar og til at tænke over Nuancerne i de Sprogmidler, som Modersmaalet tilbyder. Derved vinder han for det første Øvelse i overhovedet skarpt at opfatte, hvad han læser, og der- næst Ævne til at opfatte Modersmaalets Ord og Vendinger i deres indbyrdes Forskellighed, noget som, da Sproget som bekendt ud- øver en stor Magt over Tanken, bidrager væsentlig til at styrke hans Tænkeævne og Klarhed i det hele. At en saadan Skole for Tanken er højst fornøden som Modvægt mod den ikke blot hos Skoledrenge almindelige Tilbøjelighed til i Følge Inertiens Lov at benytte de sproglige Midler, hvormed man er vokset op, med en uklar Forestilling om deres Betydning, men uden at blive sig deres hele Indhold og Rækkevidde tydelig bevidst, er lige saa indlysende, som at de gamle Sprog i denne Henseende frembyde væsentlige Fordele fremfor de nyere, fordi de i deres hele Form Digitized by Google Den lærde Skoles Reform. 497 ere mere afvigende fra vort Sprog; det bliver derved saa meget vanskeligere tankeløst at reproducere Indholdet af det læste. Men, som sagt, der er sikkert ingen Fare for, at man vil vende tilbage til at gøre den blotte Sprogundervisning til Skolens Kærne, i alt Fald ikke med de gamle Sprog i første Række. Derimod er der maaske Anledning til at fremhæve, at det endnu mindre gaar an at opstille den praktiske Tilegnelse af og Færdig- hed i de nyere Sprog som Skolens Maal; man ser jo af og til i Aviserne Udtalelser i den Retning af Folk, som paa en Rejse til deres Ærgrelse have mærket, at deres Sprogkundskaber fra Skolen (som maaske have ligget brak siden den Tid), ikke strakte til til at forstaa og gøre sig forstaaet iblandt fremmede. Over for disse Krav kan det ikke siges for tit, at, naar de nyere Sprog ikke benyttes som Supplement til Historieundervisningen, saa kan Meningen med Beskæftigelsen med dem i Skolen kun være den, at Eleven skal bringes til at kunne læse dem med nogenlunde Sikkerhed, saa at der er aabnet ham Adgang til de fremmede Literaturer og bibragt ham Smag for det Dannelsesstof, disse indeholde. At Ævnen til at tale fremmede Tungemaal i og for sig skulde have en dannende Betydning, er en komplet Overtro. Hvor mangen udannet Handelsrejsende taler ikke med Færdighed tre— fire Sprog? Det vilde være aldeles uforsvarligt af Hensyn til de faa Procent af Eleverne, som virkelig faa Brug for at tale fremmede Sprog, at lade hele Skolen anvende en betydelig Tid — og det vil der behøves — paa denne mere mekaniske Færdig- hed, som desuden i fornødent Fald hurtigt erhverves af den, der har nogen Læsning i vedkommende Sprog. Maa det saaledes siges, at Sprogundervisning for Sprogenes egen Skyld er lidet egnet til at være det centrale i den højere Skole, saa gælder det samme om en udvidet Historieundervisning i den nu brugelige Stil, d. v. s. en Udvidelse af det Lærestof, der skal tilegnes direkte gennem Lærebøger. En saadan udvidet Historieundervisning antydes navnlig af Hr. Hude med særlig Fremhævelse af den nyere Tids Historie. Han fremkommer her med den noget godtkøbs Indvending, som nu i adskillige hund- rede Aar har lydt mod Filologerne, at det er besynderligt at vide Besked f. Eks. med Athens Statsret og Sokrates' Lære, men ikke kende Danmarks nuværende statsretlige Forhold og det sidste Aarhundredes literære og filosofiske Bevægelser. Det første Eksempel er noget uheldig valgt, da Disciplene i vore »lærde« Digitized by Google 498 Den lærde Skoles Reform. Skoler saa vist ikke skal tynges af deres Kendskab til Athens Statsret, medens de dog fra Historieundervisningen maa vide ganske god Besked med vore politiske Bevægelser siden 1848. Hvad det andet Eksempel angaar, kommer det da an paa, hvilken af de to Retninger man anser for den gavnligste i pædagogisk Henseende, saa at det ikke paa Forhaand kan bebrejdes Skolen, at den lægger mere Vægt paa noget gammelt end paa noget splinternyt, da der jo ikke er Tale om nogen kinesisk Udelukkelse af det ny, hvad der da for Resten er en absolut Umulighed. Naar man ser bort fra saadanne Forhold, som Hr. Hude antyder ved sit andet Eksempel, kan der dog kun være Tale om, at Eleverne paa et enkelt Punkt tilfældigt komme til at vide bedre Besked om et Forhold i Oldtiden end om det tilsvarende i Nu- tiden, og det er ingen stor Ulykke. Jeg anser det f. Eks. ikke for saa farligt, om Eleverne for at fdrstaa en Skildring hos Homer maa sætte sig ind i, hvordan Odysseus' Bue saa ud, selv om de maaske ikke véd med samme Nøjagtighed, hvordan et Baglade- gevær er indrettet. Til Spørgsmaalet om, hvor vidt netop den nyeste Tids Historie er særlig egnet til at spille Hovedrollen i Skolens Historie- undervisning , ville vi neden for komme tilbage. Her skal blot endnu bemærkes følgende om den udvidede Historieundervisning. Hvis man tænker sig denne iværksat ved større Lærebøger, som vel navnlig maatte inddrage mere kulturhistorisk Stof under Undervisningen, opstaar der en betydelig Fare for forøget Hu- kommelsesarbejde for Eleverne, hvilket ikke kan anses for heldigt. Det vil nemlig nok vise sig, at man ikke kan undvære synderligt af det verdenshistoriske Skema, som nu meddeles, og naar det ny tilkomne virkelig skal læres og gøres til Genstand for Eksami- nation, vil det blive en Udenadslæren efter en hidtil ukendt Maalestok. Skal det nye Stof derimod ikke virkelig læres og memoreres, hvorledes skal man saa sikre sig, at Eleverne have nogen virkelig Forstaaelse deraf og arbejde ordentligt paa at til- egne sig det? Desuden kommer denne, om jeg saa maa sige, fritstaaende Historieundervisning, i høj Grad til at lide under den Subjektivitet, som Hr. Tuxen vistnok med Rette har fremhævet som en Fare ved Historieundervisningen. Denne kan vel aldrig helt undgaas og er til en vis Grad heller ingen Skade til, saa længe Historien indtager sin nærværende Plads, og Undervisningen er i Hænderne paa en besindig Lærer. Men ganske anderledes Digitized by Google Den lærde Skoles Reform. 499 stiller det sig, naar Historien skal være Hovedfaget, hvorigennem Eleven modtager sin væsentlige Dannelse. Saa vil Historielærerens personlige Sympatier og Antipatier øve en uforholdsmæssig Ind- flydelse, direkte eller indirekte, paa de unges Opfattelse af Histor- iens Personer og Begivenheder og derigennem paa deres hele Dannelse. Og denne Fare bliver aabenbart saa meget desto større, jo udførligere Historien meddeles, fordi det da ikke kan undgaas at komme ind paa Bedømmelse af de handlende Per- soner. Enten vil saa Eleven snakke Lærerens Dom efter — og hvis Eksaminationen skal være lige saa indgaaende som Under- visningen, maa det jo forlanges af ham, — eller ogsaa vil han lige saa ukritisk kaste sig over i en modsat Anskuelse. Endelig synes en saa omfattende Historieundervisning, som maatte for- langes af et Hovedfag, at svæve noget i Luften, naar ikke Eleven i det mindste paa et eller andet Punkt faar at se, hvorfra man nu véd alt det, han sidder og lærer, hvilke Kilder og Midler den historiske Videnskab har. Naar dette Selvsyn berøves ham, kommer han let til at forveksle Historien med sin historiske Lærebog, man betager ham Muligheden af at udvikle en sund Kritik og gør ham saaledes tilbøjelig til enten »iurare in verba magistric eller i usund Kri ticisme at kaste Vrag paa det hele; og begge Dele forhindrer virkelig Aandsfrihed *). Hvorledes det sub- jektive i Historieundervisningen skulde kunne afhjælpes derved, at »de store historiske Personligheder fremstilles i Forhold til deres Tid, som fremgaaede af den og benyttende den, prægede ved den og selv givende den et Præg* (Hude), er mig ikke klart. Det synes mig blot at være en Forlæggelse af det subjektive Ele- ment til et andet Omraade, Sympati og Antipati for visse Perioder af Historien i Steden for for enkelte Personligheder. En Dom om det Præg, de store Mænd har givet deres Tid, vil Læreren vanskelig kunne undgaa at give; og saa ere vi lige nær. Der er altsaa næppe noget andet Alternativ tilbage end en kombineret Sprog- og Historieundervisning, hvor Historien søger en Støtte i det ved Sprogundervisningen tilegnede Kildestof, og Sprogundervisningen ikke glemmer dette Maal over formel Aands- gymnastik. Hr. Tuxen, som klart og bestemt fremhæver dette, ') Der er her selvfølgelig kun Tale om Eleverne i de øverste Klasser. Over for Børn har Historieundervisningen andre Formaal, som Hr. Tuxen træffende udvikler. Digitized by Google 500 Den lærde Skoles Reform. anbefaler saa med Varme Græsk som det ypperligste Grundlag for en saadan Undervisning, og han mødes heri med Dr. Pingels veltalende Angreb paa det bestaaende Skolevæsen for nogle Aar siden. Hvis man vil beholde de gamle Sprog ved denne sproglig- historiske Undervisning, kan der vel ikke være Tvivl om, at Græsken bør have Fortrinnet. Hvilke formelle Fortrin man end vil tilskrive Latinen fremfor Græsk (de ere vist blevne meget over- drevne), saa besidder den græske Literatur, naar der er Tale om de to Sprog som Bærere af cn Historieundervisning for unge Mennesker, i sin Primitivitet og i sin humane Karakter en uhyre Overlegenhed over den romerske. Hr. Drachmann bemærker meget træffende: »Romernes verdenshistoriske Storværk har kun efterladt sig forholdsvis svage Spor i den opbevarede latinske Literatur, i alt Fald for saa vidt den kan læses i Skolerne.« Den romerske Literatur, som kan forelægges Eleverne, er opstaaet, efter at Roms egentlige moralske Storhed og Kraft var kulmineret, saa at den fører os ind i Samfundstilstande og lader os stifte Bekendt- skab med Personligheder, som der for største Delen ikke er meget ved. Det er nu en Gang ikke let at vække de unges Sympati eller blot Forstaaelse for den romerske Statskunst og Statsindret- ning; den vil snarest virke frastødende. Og selv om denne Form af politisk Dygtighed ikke laa aldeles over de unges Horisont, saa vilde Literaturen ikke give dem et eneste klart og anskueligt Billede af nogen af de virkelig store Statsmænd, som Rom har haft. Selv Cæsar, hvem vi dog kunne lære at kende gennem hans egne Skrifter, vil snarere staa for dem som en dygtig, men haard General end som overlegen Statsmand. Den græske Hi- storie er derimod rig paa store og sympatetiske Skikkelser. Men Angrebene paa Hr. Tuxens Forslag komme ikke fra den Kant. Man vil nok have en sproglig-historisk Undervisning, men det sproglige Element skal leveres af de nyere Sprog *). Foruden Hr. S. Larsen har baade Hr. Mikkelsen og »Theodoras« gjort Forslag i den Retning. Jeg tror, man vilde tabe ved Byttet. For det første maa det bemærkes, at naar man med »Theodoras« vil fastholde, at Kildeskrifterne skal læses i Originalsproget, saa *) Ved Rigsdagens Behandling af Skoleloven af 1871 fremkom den Tanke at gøre Danmarks eller Nordens Historie til Centrum med Støtte i Oldnordisk. Dette Forslag er, saa vidt vides, ikke senere genoptaget som vel er. Det vilde selvfølgelig medføre en meget stærk Ensidighed. Digitized by Google Den lærde Skoles Reform. 501 er man indskrænket til Tyskland, England og Frankrig, og An- tallet af Perioder, man kan vælge til en saadan Bearbejdelse i Skolen (det maa da vel være særlig betydningsfulde), bliver over- maade ringe; ti man vil være indskrænket til den nyere Tid, fordi de Fordele, man venter sig af de nyere Sprogs Indtræden i de gamles Sted, den lettere Tilegnelse og den større praktiske Nytte, i en væsentlig Grad vilde formindskes eller endog helt bortfalde, hvis man gik tilbage til de ældre Literaturperioder. »Theodorus« nævner som en brugbar Periode den franske Revolu- tion, og det bliver omtrent den eneste. Fra Renaissancen er man udelukket ved Sproget, og allerede Reformationen vil det holde haardt at faa med. Hvis man derimod med Hr. Mikkelsen vil lade Læsning af Kildeskrifterne i Oversættelse træde til som supplerende Historieundervisningen , falder denne Vanskelighed bort; man vil kunne bevæge sig selv i fjærne Perioder og navnlig faa Oldtiden med. Dette er vel en Fordel; men paa den anden Side følger der saa meget uheldigt med denne Læsen Over- sættelser, at denne Udvej synes upraktisk. En Vanskelighed gør Hr. Mikkelsen selv opmærksom paa, at Eleverne nemlig let vil komme til at gaa for hurtigt frem, saa det læste bliver ufordøjet. Om der virkelig skulde kunne raades Bod herpaa ved at lade Eleven anskaffe vedkommende Værk i Oversættelse og saa prøve hans Tilegnelse af det ved Overhøring og skriftlige Opgaver, vil jeg lade staa hen; det forekommer mig dog at være forbundet med en Del praktiske Vanskeligheder. Det vil saaledes blive en dyr Fornøjelse, hvis Eleverne skal anskaffe det lille Bibliotek af Oversættelser, som de ville kunne sluge i Løbet af 2 Aar med 8 Timer om Ugen (saa mange forlanger nemlig Hr. Mikkelsen til »Literaturkundskab« d. e. Læsning i Oversættelse, til Dels i det mindste, af de vigtigste Skrifter fra den behandlede historiske Periode). Men tror man virkelig, at normale Elever i femte og sjette Klasse (for de dovne vil det naturligvis være et velkomment Paaskud til at skubbe af sig) vil finde nogen Tilfredsstillelse i at tilbringe 8 Timer om Ugen med at læse højt for hinanden? Jeg tror, at de i Længden vilde længes efter Arbejdets Møje og den Tilfreds- hed, som heldigvis er dennes naturlige Ledsager, og at disse Tuner vilde kede dem. Og selv om jeg skulde tage Fejl heri, vilde de saa have godt af en saadan Anvendelse af de mange Timer, uden synderlig Selvvirksomhed? Ti naar man ved, hvor vanskeligt det kan være selv for ældre at holde Tankerne saml- Digitized by Google 502 Den lærde Skoles Reform. ede under et Foredrag eller en almindelig Oplæsning, saa vil man ikke gøre sig Illusioner med Hensyn til den Grad af Op- mærksomhed, hvormed ganske unge Mennesker ville følge disse Oplæsninger, især da de efter Hr. Mikkelsens Tanke allerede skulle begynde dermed i Mellemklasserne, og da jo Undervisningen i Dansk medfører, at en Del Timer anvendes til Oplæsning. Og at faa Disciplene til ved deres Hjemmeforberedelse at respektere dette Fag som et virkeligt Arbejde, vil vist vise sig vanskeligt. Dertil kommer, at netop denne Undervisnings Karakter som Kilde- studium gør det ønskeligt at kunne give Eleverne de originale Skrifter i Hænderne, og netop naar Læsningen af Literaturen skal tjæne til at belyse en Periodes aandelige Fysiognomi, bliver det Tab, et literært Kunstværk notorisk lider ved Oversættelse, ganske særlig føleligt. Maaske har Hr. Tuxen anslaaet dette Tab temmelig højt; men hans Modstandere tænke i hvert Fald for ringe derom *). Jeg tror derfor, at Fordelene ved det at støtte Historie- undervisningen ved Literaturlæsning i Originalsprogene langt op- veje Manglerne derved. Men saa kan jeg ikke se rettere, end at Græsk egner sig bedre end de nyere Sprog. Man maa for det første klare sig, om den Forfatterlæsning, man vil give Historieundervisningen til Underlag, kun eller væsent- lig skal omfatte historiske Kildeskrifter i snævrere Forstand, eller man vil tage dette Ord i videre Betydning. Lægger man Hoved- vægten paa de egentlige historiske Kilder, kommer man i en slem Forlegenhed over for den nyere Historie, hvor Kilderne dels ere saare mangfoldige, dels af en saadan Beskaffenheden, at de ikke egne sig til Læsning i Skolen. Det er vel egentlig ogsaa Meningen, at man vil føre de unge ind i en Tidsalders historiske Karakter gennem dens Hovedforfattere, selv om de ikke kunne kaldes egentlige historiske Kilder. Der er naturligvis ingen, der *) I samme Nr. af Morgenbladet, hvori Hr. Drachmanns oven anførte An- mældelse staar, læses følgende i en Anmældelse af „Evropæiske Digte" ved A. Ipsen: „Da Grev Stollberg havde fuldendt sin fortræffelige Oversættelse af Homer, kastede han Pennen og udbrød mismodig: Læ- sere, lær Græsk og brænd min Oversættelse! Den samme mismodige Følelse kendes sikkerlig af enhver, der har forsøgt at overføre fremmede Mesterværker i sit eget Sprog: Oversættelse er og bliver Over- sættelse/ Digitized by Google Den lærde Skoles Reform. 503 vil betvivle, at Gothe og Schiller ere »gode at faa Forstand af«, som »Theodorus« udtrykker sig. Men Udbyttet vil overvejende blive æstetisk. Det kulturhistoriske vil med Nødvendighed træde i Baggrunden, fordi Forskellen fra vor egen Tid ikke er iøjne- faldende nok til at opfattes klart af ganske unge Mennesker, og det samme vil være Tilfældet med saa godt som alle Perioder af den nyere Historie, hvor der kan være Tale om at læse Hoved- forfatterne i Originalsproget. Men derved kommer man aldeles bort fra det, som skulde være det dannende og frigørende, at nemlig Eleven blev ført ind i en Kulturperiode med væsentlig andre Former for det ydre og det aandelige Livs Hovedfaktorer. Det forekommer mig, at endog Hr. Tuxen, der netop betoner dette Moment, er kommen noget bort fra det egentlig historiske og er i Færd med at glide over til det æstetisk-filosofiske, naar han stiller Platon og Tragikerne saa stærkt i Forgrunden og helt forbigaar Thukydid. Vel kan jeg ingenlunde give Hr. Hude Ret i, at Thukydids Værk er Grækernes vigtigste historiske Kilde- skrift og omhandler den vigtigste Periode i deres Historie ; i begge Henseender, ligesom ogsaa i pædagogisk Værd, overgaas han langt af Herodot. Men alligevel kan Dele af Thukydids Historie meget vel inddrages i Skolelekturen. Derimod tror jeg med »Theo- doras«, at noget saadant som en klar Opfattelse af de græske Tragikeres forskellige Ejendommeligheder ligaer over de fleste Elevers Horisont, og en saadan Viden synes mig ogsaa at være af underordnet pædagogisk Betydning. Hovedvægten maa vistnok lægges paa Homer og Herodot. Af dem kan der foruden et æstetisk ventes et rigt historisk Udbytte. Til de nyere Litera- turer maa der siges at være taget tilstrækkeligt Hensyn, naar der kan aabnes de unge Adgang til med nogenlunde Lethed at læse to nyere Hovedsprog; en Del af de mest fremragende Arbejder vil man jo kunne faa gennemgaaet i Skolen og derved udvikle Elevernes æstetiske Sans. Men ved at lægge Hovedvægten paa de nyere Sprog tror jeg som sagt, at man vil give det æstetiske for stor Overvægt over det historiske. Det maa end videre fremhæves, at ved at vælge en eller flere Perioder af den nyere Historie til udførlig Behandling, kommer man til at kaste Eleven midt ind i en historisk Udvikling, hvis Forudsætninger han ikke kender saa nøje. Derimod er den græske Aandsudvikling væsentlig primitiv, idet de Impulser, den har mod- taget ude fra, alle ere blevne selvstændigt og ejendommeligt ud- Digitized by Google 504 Den lærde Skoles Reform. viklede. Den græske Literatur er saa bleven Udgangspunktet, først for den latinske og dernæst, direkte og indirekte, for det hele senere Aandsliv. Det synes derfor naturligt at begynde med Begyndelsen, at stille det græske Kulturliv frem for Eleven i større Omfang, for saa gennem den direkte Historieundervisning at give ham en Oversigt over de Bevægelser, der have ført os fra dette Grundlag til det Punkt, hvor vi nu ere. At det græske Kulturliv skulde være saa fremmedartet, at Eleven slet ikke skulde kunne faa Øje paa det fælles deri, forekommer mig at være en urimelig Paastand. Med noget større Ret kunde denne Indvend- ing gøres gældende over for Romernes Literatur. Men er der noget, der udmærker den græske, da er det netop dens univers- elle Karakter og den sunde Realisme og plastiske Anskuelighed, hvormed den skildrer virkelige Menneskers virkelige Følelser, Tanker og Handlinger saaledes , at ethvert Menneske genkender noget af sig selv deri og forstaar de Skikkelser, han møder dér. Det »Museum«, som »Theodorus« finder fornødent for at indvi de unge i græsk Kulturliv, kan sikkerlig indskrænkes til Lommeformat. Ved Hjælp af nogle Billeder vil man kunne oplyse de væsentlige Punkter af det ydre Liv, og der vil dertil ikke en Gang behøves saa megen Tid, som Hr. Tuxen ansætter dertil (1 Time om Ugen) ; ja efter min Mening vilde det ikke en Gang være heldigt, om disse saa- kaldte »Privatantikviteter« afløste sig fra Forfatterlæsningen som et særligt Fag. Det maa heller ikke overses, at et grundigt Studium af den nyere Historie fører ind paa den nyere Politiks vildsomme Veje, og for politiske Kombinationer og blot og bar politisk Stor- hed har den unge ikke iroegen Sans og Interesse. Man vil i Reglen ikke kunde faa ham bibragt nogien virkelig umiddelbar Forstaaelse af en snild Statsmand eller af en klog politisk Forholds- regel; og hans Refleksion er ikke udviklet nok til, at han kan finde sig til Rette i det forviklede Maskineri. Oldtidens, og da navnlig Grækenlands, Historie vil være forstaaeligere og over- skueligere for ham, fordi det hele politiske Liv saa vel ind ad til som ud ad til er simplere og ikke sammensat af saa mange Fak- torer, og fordi de store Personligheders Betydning er mere iøjne- faldende og ikke kræver nogen stor Refleksion for at fattes. Det skal naturligvis ikke nægtes, at der er Partier af den nyere Historie, der vilde kunne fængsle Disciplene i højeste Grad; jeg tvivler saaledes ikke paa, at »deres Øjne vilde funkle«, naar Digitized by Google Den lærde Skoles Reform. 505 den franske Revolutions Aand slog dem i Møde fra Tidens egne Skrifter, for at nævne det af »Theodorusc valgte Eksempel, eller naar de i Enkelthederne fulgte Napoleon paa hans Felttog. Men jeg er lidt bange for denne Ild; de store Bevægelser i den nyere Tid ere os i deres Virkninger saa hær, at man maa være forsigtig for ikke at lede Døgnets tilfældige Strømninger i den ene eller den anden Retning ind i Undervisningen; de kan gøre Fortræd nok endda. I denne Forbindelse kan det ogsaa nævnes, at det ene naturlige dog vilde være at gøre Tysk til Hovedsproget; men det turde næppe være heldigt at basere hele vor Skoleundervis- ning paa tysk Literatur og Kulturliv og germanisere Ungdommen saa grundig. Fransk som Hovedsprog vilde paa Grund af den franske Aands blændende Egenskaber medføre en stærk Fare for blind Beundring; at lade Eleverne fordybe sig særlig deri vilde skaffe os en Hoben Jean de Francer og megen Unatur. Selv om de moderne Literaturer paa mange enkelte Punkter kan tage det op med den græske, saa er der næppe nogen, der forener saa mange Fordele paa én Gang. Rent bortset fra, at Sprogets fremmede Karakter sikrer mod overfladisk Tilegnelse, saa besidder den græske Literatur Værker, hvis høje æstetiske Rang ingen bestrider; de fører os lige ind i en sund og oprinde- lig Kultur, hvorpaa vor egen hviler: — hvor gives der noget Værk, der i denne Henseende kan maale sig med Homers Digte, denne store Billedbog, hvor alle Livets Sider træde os anskueligt i Møde? — de give os en paalidelig Beretning om vigtige histor- iske Begivenheder og store Mænd, hos Herodot med naiv Bredde, men dog med genialt Blik for det væsentlige, med ærlig Stræben efter Sandhed og med Følelse for og Forstaaelse af alt, hvad der er ædelt og stort, hos Ven som hos Fjende, hos Thukydid med større og modnere Kunst, der forstaar at male gribende Scener, saa meget mere gribende, som Fortælleren paa græsk Vis holder alle personlige Meningsudbrud tilbage; de give os et med Kærr lighed og med kunstnerisk Haand udført Billede af en af de mærkeligste og ædleste Mænd, der nogen Sinde har levet; der er ikke mange Bøger, der ere en saa sund og velgørende Kost som Platons Apologi. Og alt dette gives i en skøn og ædel Form, med et saadant Liv og en saadan Anskuelighed, at det ganske umiddelbart maa virke paa ethvert uforkvaklet Sind; Indholdet ligger ikke over de unges Fatteævne; det udvikler ligelig alle deres Sjælsævner, hidser ikke deres Indbildningskraft og frem- Tilskucren. 1884. 33 Digitized by Google 506 Den lærde Skoles Reform. kalder ingen Affektation. En saadan Literatur er som skabt til at være Centrum i den højere Undervisning. Hvorfor vil man da ikke have den? Den er for vanskelig tilgængelig, siger man; der gaar for megen Tid til de sproglige Forstudier. »Theodoras« vil ikke tro paa Hr. Tuxens Forsikring om det modsatte, fordi Hr. Tuxen er Fagmand; saa vil han vel heller ikke tro paa min. Men det skal dog ikke afholde mig fra at udtale som min Overbevisning, at, naar man resolut anvender som nu 5 Timer om Ugen i to Aar væsentlig paa en nøjagtig Tilegnelse af Formlære og Gloser, saa vil Læsningen af Homer og Herodot falde temmelig let, og derfra vil man saa efterhaanden kunne gaa videre. Med et noget forøget Timetal i de to sidste Aar ville Eleverne kunne læse baade saa meget og med saa stor Lethed, at de faa det fulde historiske og æstetiske Udbytte deraf. Derved vokser Sandsynligheden for, at de ogsaa efter Skole- gangens Ophør ville vedblive at sysle med græsk Literatur, som det f. Eks. skal være ret almindeligt i England; men selv om de ikke gøre det, er den Tid, de anvendte derpaa i Skolen, ikke spildt; Arbejdet vil have sat §in Frugt i en klarere Forstaaelse af Historien, en sundere æstetisk Smag og et mere aabent og al- sidigt Blik for Menneskelivet. Og kan dette opnaas, kan Græsk ikke siges at være et upraktisk Fag eller at læres blot for Skolens Skyld. Hvor mange Skolefag blive vel overhorvedet direkte fort- satte senere i Livet, naar de ikke netop ere vedkommendes Stu- dium? Hvem kalder Matematikundervisningen ufrugtbar, uagtet næppe mange Ikke-Matematikere i deres senere Liv aabne en matematisk Bog eller løse en Opgave? Man maa huske paa, at Græskens Stilling er væsentlig forskellig fra de nyere Sprogs. Maalet for Undervisningen i disse er at give den unge Adgang til Literaturen; naar han saa ikke benytter denne Adgang, saa har Undervisningen til Dels forfejlet sit Maal. Ved Græsk derimod, som jo skulde være Skolens Centrum, falder Accenten i langt højere Grad paa, hvad der læses i selve Skolen. Naar man siger, at Tidsaanden bærer henimod Fjærnelsen af Græsk, er det vistnok kun halvt sandt. I Tyskland har der vel hævet sig mange Røster herfor; men dels ere de fleste Skolemænd for Bibeholdelsen, dels have de klassiske Studier i Tyskland altid spillet en altfor frem- trædende Rolle i Skolen, saa at en Reaktion er saare forklarlig. I England og Frankrig indtager Græsk ubestridt en ikke ringe Plads i Undervisningen, om end det, som »Theodoras« siger om Digitized by Google Den lærde Skoles Reform. 507 Udvidelsen af Græskundervisningen i Frankrig, er urigtigt. Over- hovedet var det vist meget ønskeligt, om man, som »Theodoras« fore- slaar, inden man skrider til en Omordning af vort Skolevæsen, vilde sende nogle Skolemænd ud »paa en Opdagelsesrejse i Udlandet«. Medens jeg saaledes i Hovedtanken er ganske enig med Hr. Tuxen, kan jeg ikke ganske tiltræde den Skoleplan, han tager Ordet for. Uden at gaa i det enkelte skal jeg tillade mig at an- tyde, hvorledes jeg tænker mig det her udviklede praktisk iværk- sat. Først maatte naturligvis Tvedelingen falde. At ophøre med Latin ved fjærde Klasse er vist umuligt, naar man virkelig vil opnaa, at Eleverne kunne læse dette Sprog, og det maa Univer- sitetet forudsætte. Det vilde nok vise sig uøkonomisk at erstatte Skolens Latinundervisning med et Kursus ved Universitetet. Man vilde imidlertid kunne indskrænke Timeantallet i Latin, navnlig i de 2 sidste Aar. Hvad der vilde tabes derved i Færdighed vilde rigelig kunde indvindes, hvis man forlagde Prøven i latinsk Stil fra fjærde Klasse, hvor den nu trykker saa haardt og egentlig spolerer hele Latinundervisningen, til Afgangseksamen. Stilen behøvede ikke at være sværere end nu ved fjærde Klasses Eks- amen; den vilde saa ikke skaffe de flittige Elever synderlig for- øget Arbejde, da den vilde falde af som en Frugt af samvittigheds- fuld Læsning af Forfatterne; derimod vilde den give de to sidste Aars Forfatterlæsning en Afstiver, hvoraf enhver Latinlærer vist- nok vil have følt Savnet. Naar man vil beholde Latinen som nødvendig for senere Studier, som Middel til Indøvelse af de grammatiske Begreber og som Støtte for Fransk , maa man virke- lig aflægge den taabelige Rædsel for latinsk Stil. Den har nu bødet haardt nok for gamle Synder. Versionen kunde saa til Gengæld falde bort. Naar man lod Latinen beholde sit nuværende Timetal i Mellemklasserne, vilde man med 4 Timer ugentlig i de to sidste Aar nok kunde drive det saa vidt, at Eleverne kunde faa læst tilstrækkelig Prosa til at kunne ekstemporere i en let Forfatter til Eksamen; anden Prøve i latinsk Prosa vilde ikke behøves, da jo Formaalet kun er at skaffe Eleverne Færdighed i at læse Sproget. Man vilde derved spare Tid og undgaa den trættende Repetition. Derimod vilde jeg anse det for ønskeligt, om der ved Siden heraf læstes og ved Eksamen prøvedes i et mindre Udvalg af Horats, især Brevene, som virkelig indeholde meget Dannelsesstof og interessere Elever i den Alder, samt muligvis en Komedie, for paa en underholdende og let Maade at 33* Digitized by Google 508 Den lærde Skoles Reform. gøre de unge bekendte med det græske Privatliv, som ingen gen- giver troere end Terents i hans Oversættelser af græske Lystspil. Det vilde ogsaa være nødvendigt at føre Matematiken igennem lige til Afgangseksamen. Naar man nøjedes med det Pensum, der nu opgives til fjærde Klasses Eksamen, med Tillæg af noget Trigonometri og Stereometri, der nu til Dels maa drages ind under Fysik og Astronomi, vilde man med et ringe ugentligt Timetal kunne opnaa langt bedre Resultater end nu, hvor Mate- matiken slippes just paa det Punkt, hvor Vanskelighederne ere overvundne og Udbyttet og Fornøjelsen derved skulde begynde. De nødvendige Timer i femte og sjette Klasse kunde tages fra Oldnordisk, som vel de fleste ønske bort, da det Udbytte, der vindes, ikke er stort, medens det Arbejde, der fordres for i den Alder at lære den vanskelige oldnordiske Formlære, er meget betydeligt. Maaske kunde ogsaa Fransk undvære 1 å 2 Timer, naar man afskaffede den unyttige franske Stil. Omvendt vilde Matematiken i Mellemklasserne kunne afgive nogle Timer til nyere Sprog og Græsk. Af de nyere Sprog burde Tysk være Hovedsproget, især i de to sidste Aar; det er usømmeligt, saa lidet mange Studenter nu kende til dette Sprog, der dog er vort naturlige Forbindelsesled med de store evropæiske Kulturstrøm- ninger. Engelsk kunde man rolig lade være et frivilligt Fag som før 1871; enhver, der har læst Latin, Tysk og Fransk, vil med stor Lethed selv kunne lære at læse nyere Engelsk. De 3 — 4 Timer, som Latin kunde afse i femte og sjette Klasse, skulde saa an- vendes paa Græsk, som derved i de to sidste Aar fik 8—9 Timer om Ugen. Naar man saa paa Græsken anvendte den udmærkede Tanke som er virkeliggjort for Latinen ved kgl. Anordn, af 16. Juni 1882, at ikke alt, hvad der er læst i Skolen, behøver at opgives til Eksamen, saa vilde man med dette Timetal kunne gøre Græsk til Kærnen i den højere Skoledannelse, om man end ikke kunde læse saa meget, som Hr. Tuxen fordrer 1 ). Men naar der blev læst meget af Homer og Herodot, vilde man, som det oven for blev antydet, kunne slaa af paa Platon og især paa Tragikerne; 1 Tragedie vilde efter min Mening være nok. Og af Platon er l ) Hr. Tuxen fordrer 13—14 Timer om Ugen for Græsk (altsaa over 2 Timer om Dagen), men 1 skal anvendes til Privatantikviteter, 1 til Repetition af Formlære og Syntaks. Ingen af Delene synes mig at behøve særlige Timer. Digitized by Google Den lærde Skoles Reform. 509 der ikke saa overordentlig meget, som egner sig for Skolen, navnlig ikke af de større Dialoger; men noget mere end Apolo- gien og Kriton, som nu sædvanlig læses, vilde man dog kunne faa med. Med Xenofon 1 ) skulde man helst være færdig i Mellem- klasserne; derimod kunde der nok blive Tid til i de to sidste Aar at læse lidt af Thukydid, Demosthenes eller Lysias, samt den lyriske Poesi (dog næppe Pindar). — At gaa nærmere ind paa Enkeltheder vilde her ikke være paa sin Plads. Det har blot været min Hensigt om muligt at bidrage en lille Smule til at vække Interesse for Sagen. Jeg vil slutte med det Ønske, at man vil betænke sig vel, inden man bortkaster et saa ypperligt Dannelsesmiddel som de klassiske Sprog for at gaa i Spidsen med noget ganske uprøvet. ! ) Hr. S. Larsen har gjort et livligt Indhug paa Xenophon; han har Ret i meget, men sikkert ikke i, at Anabasis ikke skulde egne sig som Begynderlæsning; netop al den „ ligegyldige - Detail, Hr. Larsen klager over, morer Disciplene meget i den Alder. At læse Memorabilia og Kyrupædien i Sammenhæng falder vel ingen paa; jeg ved af Erfaring, at der af begge kan gøres et Udvalg, som tilfredsstiller alle billige Krav. Hellenika læses vist næsten aldrig i vore Skoler, saa Hr. Larsen kunde for saa vidt have sparet sit Angreb paa den; men selv af den kunde der vistnok gøres et brugbart Udvalg. 4. Maj 1884. 3. L. Heiberg. Digitized by Google Tre Sonetter. i- 1 ) Den sidste af de store, hvide Svaner er fløjet bort til Svaners Fædreland, og Skumringssløret sænker sig om Strand, mens Folket samler sig om nye Faner. Dog vil den sidste, røde Aftenbrand endnu en Stund belyse vore Baner, mens kæmpestort, lig trodsige Titaner de faldnes Skygger staa mod Himlens Rand. Men, naar igen vi staa for Dagens Dør, skal alt da være gemt bag Nattens Slør, ja som et Blad af Livets Bog udrevet? Nej, hver en nordisk, høstmild Aftenstund skal disse Skygger ses paa gylden Grund og raabe til os: Ogsaa vi har levet! 2. Et bronzefarvet Løv af Solen spættet, en Stilhed som paa Bunden af en Sø. I slig en Stilhed var det sødt at dø, af Somrens Solskin og dens Glæde mættet. *) Pal. Muller, f 27. Decbr. 1876. Digitized by Google Tre Sonetter. 511 At hvile ud af Dagens Vandring trættet, hvor Skovens Fyrster deres Kroner strø, hvor end det vifter med en Duft« af Hø, hvor intet, intet standser Aandedrættet. Hvor ingen vildsom Larm din Tanke spreder, hvor kun en sagte Susen Øret naar, hvor alting lyttende og festligt staar. Ja, her hvor alt om Søvnens Stilhed freder, at slumre ind i Drøm om kendte Steder og drømme rolig fort et Tusend Aar. 3. Der er en Flok, som Sangen ej kan naa for dette høje Bulder fra Fabriken, En Flok, hvis Haab er vendt mod Politiken og disse fagre Løfter til »de smaac. Aarhundreds Uret maa den slæbe paa, Stedbørn af Lykken, der lod dem i Stikken for selv at attachere sig hos Klikken, hos dem, der høste r hvor de ikke saa'. Lad Tæpper være dæmpede og bløde, at ingen Lyd fra Gaden skal os naa'. Lad Vinen duftende i Glasset gløde! Dog tror jeg, dersom Verden den skal staa, er det paa Tide nu at tænke paa, hvordan vi kan paa Lykkens Uret bøde. Alfred Ipsen. Digitized by Google Foraarshilsen. frem, o Foraar, af hver en Knop, af snævre Lukker og mørke Gemmer, slaa alle Døre og Ruder op med Klang af tusende Stemmer. Spring ud af Vinterens trange Hi til Melodien af brudte Lænker, hvor Vinden vifter ad Vaarens Sti. Spring ud, før nogen det tænker! Saa kom med Kundskabens gyldne Skat, I Sædemænd fra de høje Sale, strø ud i Landet ved Dag og ved Nat, og tilsaa Bakker og Dale. For længe Visdommens Venner sad i fornemt Stænge bag stolte Mure, og Almuesmanden var stolt og glad for et fattigt Frø i sin Fure. Det gaar ej længer! Det gælder ej med denne Visdom bag lukte Døre, her ud paa Livets den alfar' Vej, og tal, hvad Folket maa høre! Her frem med Tænkernes gyldne Fund, her er en Hunger, som snart maa stilles, og falder noget paa stenet Grund, skal dog ej Udsæden spildes! Digitized by Google Foraarshilsen. 513 Det gaar ej længer! Det gælder ej med denne Visdom i Bur og Celle, her ud paa Livets den alfar' Vej, og da skal Visdommen gælde. Strø ud blandt Folkets forsømte Børn, strø ud en Sæd, der kan Hadet hindre, og falder noget blandt Stub og Tjørn, saa bliver Høsten ej mindre! Bryd frem, o Foraar, af hver en Knop, af snævre Lukker og trange Gemmer, slaa alle Døre og Ruder op med Klang af tusende Stemmer. Spring ud af Vinterens trange Hi til Melodien af brudte Lænker, hvor Vinden vifter ad Vaarens Sti. Spring ud, før nogen det tænker! Alfred Ipsen. Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aar- hundrede. Den franske Literatur i det 18de Aarhundrede — det Aar- hundrede, som Franskmændene ynde at kalde det filosofiske — har som bekendt ikke sin Styrke i Indholdets Originalitet. Som den nyere Filosofi i Slutningen af det 16de Aarhundrede fødes i England med Baco, saaledes er det den engelske Filosofi og Naturvidenskab i Slutningen af det 17de Aarhundrede, især Locke og Newton, der danner Grundlaget for de franske Filosofers Bestræbelser. Det er fra den engelske Naturfilosofis Rustkammer at de franske Skribenter hente de Vaaben, hvormed den filosofiske Turnering i det 18de Aarhundrede udkæmpes. De have skaffet de nye Ideer en Udbredelse, som de næppe kunde have faaet ved egen Hjælp, men de have kun føjet lidet eller intet til af deres eget. Det er Maupertuis, der første Gang (1732) indfører New- tons Teorier i den franske Litera tur ved sine Skrifter (»Om Lovene for Tiltrækningen«, »Forsøg paa en Kosmologic o. a.). Men det var forbeholdt en større Aand at skaffe disse Ideer Udbredelse i videre Kredse. Voltaire opholdt sig, efter at han var kommen ud af Bastillen, i to Aar, fra 1726—28, i London. Han studerede her det samtidige engelske Teater og tillige Newtons Filosofi, af hvilken han modtog et dybt Indtryk. Newton døde 1727. Han blev begravet med næsten fyrstelig Pragt, »som en Kongec siger Vol- Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. 515 taire 1 ), »der havde gjort vel imod sine Undersaatterc. Han laa paa Paradesæng og blev bisat i Westminster; hans Kiste blev baaren af seks Grever og Hertuger og fulgt af en umaadelig Skare, hvoriblandt alle Englands fremragende Mænd, som Kantsleren og Ministrene. »Voltaire blev uden Tvivl slaaet af dette glimrende Skuespil og denne Apoteose af en Mand, der kun havde været stor i Videnskaberne, denne Hyldest, som et oplyst Folks Fornuft ydede Geniett*). Han forfattede da de berømte »Lettres philosophiques« (om Newton og Descartes, Attraktionens Historie, Newtons Optik o. a.), i hvilke han kort og populært fremstillede Newtons Resultater. En udførligere Fremstilling gav han senere i »Elémens de la phi- losophie de Newtonc I den versificerede Dedikation (til Mad. de Ghåtelet), der indleder Bogen, viser det sig straks, at hvad Vol- taire lægger Vægten paa er ikke saa meget den egentlig viden- skabelige, den blot fysiske og astronomiske Betydning af Newtons Opdagelser, men mere, hvad man — sit venia verbo — kunde kalde den moralske Side deraf, deres Betydning for den alminde- lige Livs- og Verdensopfattelse. Hvad det derfor først og frem- mest kommer ham an paa, er at fremstille dem, at skaffe dem Udbredelse og Anerkendelse. »Newton har opdaget Sandheden, men han har søgt og stillet den i en Afgrund; man maa stige ned og bringe den frem for Dagens Lyst 8 ). Den Metode, Voltaire bruger hertil, som overhovedet til Fremstillingen af alle de videnskabelige og filosofiske Idéer, for hvilke han gør sig til Talsmand, er da heller ikke den kritiske, der omhyggelig prøver og vejer hvad og hvor meget der ligger i hver enkelt Teori, inden den godkendes. Det er heller ikke altid Historikerens, der forholder sig blot refererende, blot fremstillende til sit Stof. Det er Apostelens, der, greben af den nye Tids Aand, taler dens Tungemaal. Det er Skribentens, der anvender mindst lige saa megen Omhu paa at udforme sin Stil og afrunde sine Fraser, som paa Udviklingen af Idéerne. Det er den fine Mands, Verdensmandens, der skriver for Hoffet, for Adelen, for Salonerne, for Damerne, for hele det gode Selskab, der vil belæres uden at trættes, forstaa uden at arbejde. »Voltaire omsætter i smaa por- ') Lettres sur Descartes & Newton, (skrevet 1728.) ') Villemain: Tableau de la littérature au 18iéme siécle, I, 7. 3 ) Voltaire: Elém de la phil. de Newton, av.-pr. Digitized by Google 516 Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. tative Fraser de største Opdagelser og Hypoteser, Descartes', Malebranches' , Leibnitz's, Lockes og Newtons Teorier, Oldtidens og den nyere Tids forskellige Religioner, alle de kendte Systemer i Fysik, Fysiologi, Geologi, Etik, Jura, politisk Økonomi, kort sagt enhver Art Kundskab, som den menneskelige Aand i det 18de Aar- hundrede havde erhvervet sig«. 1 ) Hv^d der særlig gælder om Voltaire, gælder mere eller mindre alle fremragende Skribenter af den filosofiske Skole. Di- derot, Holbach, Helvétius, Grimm, Condorcet etc. have alle Natur- filosofien — der endnu for det meste var en Blanding af eksakt fagvidenskabelig Forskning og metafysisk Spekulation — til For- udsætning, og dem alle er det mindre om at gøre at fortsætte den videnskabelige Undersøgelse end at udbrede dens Resultater og drage dens videst mulige Konsekvenser. Mægtig er da ogsaa den Indflydelse, der gennem Natur- videnskaben udøves paa den almindelige Tankegang. Astronomiens nye Lærdomme og senere de geologiske Hypoteser fører til en sandere Opfattelse af Menneskets Stilling i Universet. Betragt- ningen af Naturlovenes Evighed og Uforanderlighed, der vel var det egentlige Kærnepunkt i den newtonske Teori, fører ved at overføres paa Aandsvidenskaberne til historisk Kritik og Analyse. Naar Naturens Love ere universelle og uforanderlige, ligger det nær at slutte, at ogsaa i Menneskelivet alt gaar sin naturlige Gang, behersket af Love, der ikke kunne forstyrres af nogen uden fra kommende, vilkaarlig Indgriben. Og selve Naturvidenskabens Prin- cip: at henføre det ubekendte til det bekendte, at søge naturlige Aarsager til ethvert Fænomen overføres paa alle Omraader, der ere tilgængelige for menneskelig Tænkning: metafysiske, religiøse, politiske, økonomiske Spørgsmaal behandles derefter. Saaledes bliver da Naturopfattelsen Udgangspunktet, den egentlige primus motor til den hele Bevægelse. Det er da ogsaa langt fra, at denne i Udviklingens Løb fornægter sin Oprindelse. Skønt alle de mere bekendte blandt Filosoferne, alle de egentlige Ledere af Bevægelsen med Und- tagelse af d'Alembert og maaske Buffon vare og bleve Dilettanter paa Fagvidenskabernes Omraade — som de med Undtagelse af Condillac, der heller ikke tog synderlig Del i Bevægelsen, i Grunden ') Talne: L'ancien regime. Livre IV, Chap. I, 4. Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. 517 ogsaa vare det i Filosofien — saa have de dog alle i forskellig Grad syslet med naturvidenskabelige Problemer og Eksperimenter. »Voltaire nøjes ikke med at fremsætte Newtons Optik og Filosofi; han beregner, han iagttager, han eksperimenterer selv. Han ind- sender Afhandlinger til Videnskabernes Akademi; han har i sit Laboratorium i Cirey alle de da kendte fysiske og kemiske Ap- parater 1 )« med hvilke han selv eksperimenterer. Han er endog lige ved at anticipere Iltens Opdagelse og Forbrændingsteorien (sé neden for), idet han erklærer, at Vægtforøgelsen ved Metallernes Forkalkning hidrører fra Luften, der ikke er et Element, men en Blanding af Dampe. 8 ) Og ligesaa med de andre. Montesquieu f. Eks. dissekerer Frøer og offentliggør Undersøgelser af Planter og Insekter. Diderot har sat sig ind i alle Grene af Natur- videnskaben lige indtil de tekniske og industrielle Fremgangs- maader. D'Alembert og Buffon have skabt sig et Navn som Vid- enskabsmænd. Selv den ulærde Rousseau studerer og botaniserer og bringer ved sine Naturbeskrivelser Botaniken paa Mode. Ti det er det næste Træk: Videnskaben, især Naturviden- skaben, bliver en Modesag for den fornemme Verden, en Slags adelig Sport. »Filosofien«, det vilde den Gang sige alle mulige Spørgsmaal behandlede paa en vis abstrakt-ræsonnerende Manér, beherskede Salonlivet, som den beherskede Literaturen, som den til Slutning beherskede det hele Samfund. Der fordredes den Gang ikke saa synderlig meget til at gælde for Filosof. En sam- tidig engelsk Iagttager 8 ) siger herom: »Ved De, hvad Filosoferne ere og hvad Ordet betyder her? For det første indbefatter det næsten alle Mennesker; dernæst [?] betegner det de Folk, som erklærer sig for at være Fjender af Papismen.« Der var imidlertid en anden Ting, der i Tidens Øjne gjaldt for et endnu veder- hæftigere Kriterium paa en Filosof: at sysle med Naturviden- skaberne. Selv Kvinderne faa Smag derpaa. Fornemme Damer læser — eller køber i det mindste — Lærebøger i Fysik og Kemi, høre mineralogiske og botaniske Forelæsninger, overvære Eks- perimenter etc, ja, det fortælles endog, at nogle selv have haand- ') Taine: L'ancien regime. Livre III, Chap. I, 2. ? ) Sé: Du Bois-Reymond : Voltaire in seiner Bezieh. zur Naturwiss. Berlin 1868. ') Horace Walpole: Letters and correspondance , ct af Talne. Digitized by Google 518 Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. teret Dissektionskniven. — Saaledes bliver Naturvidenskaben under Filosofiens Ægide indført i den almindelige Bevidsthed. Men selv Førerne kom som sagt ikke ud over Amatør- standpunktet. Da Buffon f. Eks. havde forklaret Forekomsten af Muslingeskaller paa Toppen af Alperne ved at antage dem for Lævninger af tidligere Tiders Oversvømmelser, mener Voltaire at have gendrevet dette ved at bemærke, at det fuldstændig strider mod Tyngdekraftens og Hydrostatikens Love, at Havet skulde have bedækket de højeste Bjærge. — Og det forstaar sig, at alle de fine Herrer og Damer, der studerede og eksperimenterede og dissekerede i ikke mindre Grad vare Dilettanter. Der danner sig overalt i Maaden at arbejde videnskabeligt, som i Maaden at ræsonnere filosofisk paa en Overfladiskhed, der hænger sammen med Oplysningens Art i det hele taget. Denne Oplysning, der var mere bred end dyb, mere klar end skarp, mere vittig end overlegen, mere fremstillende og udbredende end frembringende og undersøgende, — der i Filosofien nærmere søger en Tankeleg, en Øvelse for Ævnen til at opfatte og genfremstille end egentlig videnskabelig Sandhed, i Politiken nærmere en aandrig Adspred- else end en Løsning af virkelige, praktiske Opgaver, søger paa samme Maade i Videnskaben mere det interessante, kuriøse, vid- underlige end det sande eller dog Midlet til Sandhedens Erkend- else. Selv de, der hovedsagelig kun ere Videnskabsdyrkere, ere smittede af denne Aand; f. Eks. den gamle Fontenelle, Veteranen fra det 17de Aarhundrede, Racines og Moliéres samtidige, der i 40 Aar var Sekretær ved Videnskabernes Akademi og som saadan skrev én Uendelighed af Analyser over indleverede Arbejder og Lovtaler over Medlemmerne. »Han tog i Videnskaberne en Smule af alt, med Maadehold og Lethed. Han samlede af alle Natur- videnskaber nøjagtige Iagttagelser, som han gengav med Ynde l )c[!]. — Man valgte med Forkærlighed Æmner, der tiltalte alene ved Navnet eller ved det snurrige, der derved kom frem. Saaledes skriver f. Eks. Mairon, Fontenelles Efterfølger, om »Nordlysets Historie«, Maupertuis om »Den hvide Neger« (de saakaldte Al- binos). Karakteristisk er det da ogsaa, at der samtidig med den overfladiske Interesse for Videnskaben og dens Dyrkere gennem hele Aarhundredet gaar et Træk af Foragt for Lærdom og Fag- J ) Villemain: Tableau de la litt. de 18iéme siécle. I, 13. Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarbundrede. 519 kundskab. At være lærd var intet, naar man ikke tillige var populær Skribent og Filosof. Dette Træk, der er dybt grundet i den klassiske franske Aand og endnu i vor Tid hyppig kommer frem, viser sig allerede hos tidligere Skribenter. Moliére f. Eks. spotter (ligesom Holberg hos os) over Pedanternes rustne Lærdom og priser den naturlige sunde Fornuft 1 ). I det 18de Aarhundrede er dette staaende. »Dommen over Sandheden og Smagen tilhører ikke længere den lærde men Verdensmanden. — — — I det 18de Aarhundrede er hans Avtoritet suveræne*). Det udvalgte Selskab, der fyldte Salonerne, dannede for literære og viden- skabelige Bestræbelser en Domstol, fra hvilken der ikke gaves Appel. Det skænkede sin Beundring og anvendte sin Indflydelse til Fordel for dem, der skrev og talte for det i det Sprog, det forstod, i den Aand, det forlangte. Og omvendt : enhver, der ikke underordnede sig dette Tribunal, enhver, der ikke slog ind paa den almindelige Alfarvej til Berømmelse, forblev ukendt og upaa- agtet. Selv saa udmærkede Videnskabsmænd som d'Alembert og Lalande vare mere bekendte for deres lidet værdifulde filosofiske Bestræbelser end for deres ulige større Fortjænester af Mekaniken og Astronomien. — Af og lil kan det latterlige Skær, hvori de, der kun gave sig af med Fagvidenskaberne, ofte stod, komme temmelig grelt frem. »I 1789, har Abbed Maury fortalt, var »Académie frandelte imellem sig den Verden, hvis Tilværelse Newton havde opdaget: Glairaut, Euler, d'Alembert, Lagrange og Laplace«. — Det er dog særlig paa de kemisk- fysiske og organ- iske Videnskabers Omraade, at der skabes noget betydningsfuldt: De Lisle og Haiiy grundlægge Krystallografien; Lavoisier fremstiller sin epokegørende Teori om Forbrændingen og lægger derved Grunden til den moderne Kemi; Lamarck udtaler de første Spirer til den Teori, som i vor Tid har gjort Darwins Navn verdensberømt; Laurent de Jussieu indfører det naturlige System ') Arago: Notices biographiques III. p. 464. Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. 523 i Botaniken; Cuvier begynder, ligesom Zoologen Geoffroy St. Hi la i re, at træde frem i det sidste Decennium af Aarhundredet, men det er først lidt senere, at han frembringer sine glimrende Arbejder paa Palæontologiens og den sammenlignende Anatomis Omraade; Laplace endelig skriver 1796 sin »Exposition du sy- stéme du monde« og i 1799 sin >Mécanique celéstec og hans Navn træffes bestandig i de fysiske og mekaniske Videnskabers Historie i Begyndelsen af dette Aarhundrede. Ludvig den 16des Regeringstid danner saaledes Begyndelsen til en Periode i Naturvidenskabens Historie, der, kortvarigt af- brudt under Revolutionen . fortsætter sig under Napoleon og i Restavrationstiden. Alle de betydeligste Retninger i den nyere Tids Naturforskning kunne føres tilbage til denne Periode. At gøre Bekendtskab med dens mest fremragende Forskere, med deres Teorier og Opdagelser, er derfor det samme som at betragte den Grund, hvorpaa den moderne Naturvidenskab hviler. L Uvoisier. Antoine-Laurent Lavoisier blev født i Paris d. 26de August 1743. Hans Fader, en rig Købmand, lod ham faa en om- hyggelig Opdragelse og var fordomsfri nok til at tillade Sønnen ikke at vælge nogen Stand, saa at han kunde følge sin Tilbøje- lighed og hellige sig til videnskabelige Sysler. Han synes med ungdommelig Overdrivelse at have gjort dette saa udelukkende, at han forsømte de almindelige selskabelige Pligter — paa den Tid sikkert en temmelig vanskelig Ting. Cuvier fortæller 1 ), at han ernærede sig udelukkende af Mælk og blot levede sammen med Lærere og Studiefæller. Et lignende Træk af vel vidt dreven Iver lagde han for Dagen ved Konkurrencen til en af Akademiet i 1764 udsat Prisopgave: at finde den bedste Maade, paa hvilken Gaderne i en stor By kunde oplyses. Man fortæller, at han lod sit Værelse fuldstændig betrække med sort og sig selv indespærre der i 6 Uger uden at sé den mindste Lysstraale, i den Hensigt at gøre sine Øjne mere følsomme for Forskellen mellem Lysstyrken af forskellige Flammer.*) Han vandt da ogsaa ') Biographie universelle. a ) Principet for det af Rumford senere konstruerede Folometer var for øvrigt allerede angivet af Lambert i 1760. 34* Digitized by Google 524 Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. Prisen: en Guldmedalje, som han beholdt, og 2000 fr., som han fordelte mellem tre ubemidlede Konkurrenter, hvem Spørgsmaalet havde forledet til betydelige Udgifter. Efter at have offentliggjort forskellige mineralogiske og kemiske Undersøgelser blev han i 1/68, i ei^ Alder af 25 Aar Medlem af Akademiet, til Trods for at hans Konkurrent blev støttet baade af Buffon og Premierministeren. »Jeg bidrog«, siger Lalande 1 ), den bekendte Astronom »til Lavoisiers Udnævnelse af den Grund, at en ung Mand, som havde Kundskaber, Aand og Energi og hvis Formue fritog ham for at have nogen anden Beskæftigelse, naturligvis vilde være meget nyttig for Viden- skaberne«. Den Videnskab, han foretrak af alle, Kemien, lagde imid- lertid ikke blot Beslag paa hans Tid og hans Ævner, men ogsaa paa hans Formue. Hans Eksperimenter kostede ham betydelige Summer, og det var for at bøde herpaa, at han i 1769 søgte og fik et Embede som Generalforpagter. 2 ) Hans Kolleger i Akademiet undrede sig en Del herover, men fik snart at mærke, at det ikke var til Skade for Videnskaben. Lavoisier ægtede i 1771 en Datter af Generalforpagteren Paulze. Ægteskabet var barnløst, men i øvrigt lykkeligt. Mad. Lavoisier knyttede sig til sin Mands Arbejder, hjalp ham med hans Eksperimenter, tegnede alle Træsnittene i »Traité de chimiec og udgav alene efter hans Død en Samling af hans Mémoirer til Akademiet. 8 ) Fra nu af og indtil Udbruddet af Revolutionen levede Lavoisier et stille og arbejdsomt Liv, beskæftiget med Under- søgelser, der snart skulde gøre hans Navn berømt. Han arbejdede hver Dag fra Morgen til Aften og helligede én Dag om Ugen udelukkende til Forsøg. Paa denne Dag, der sikkert har været en Festdag for Lavoisier, samlede han et udvalgt Selskab af franske og enkelte fremmede lærde, næsten alle Medlemmer af Akademiet, i sit Hus, som hans ansete Stilling, hans voksende Ry i viden- skabelige Kredse, Jians Formue og hans rolige, omgængelige og ') Magasin encyclopédique de Millin, T. V, 1795. 3 ) Generalforpagterne opkrævede Skatterne, som de sammen med andre Stats- indtægter havde forpagtet af Staten. 3 ) Hun blev senere gift med Hr. de Rumford og havde en i sin Tid meget bekendt Salon i Paris. — Sé Mérrioires de Guizot. T. II. Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. 525 forekommende Karakter gav en høj Grad af Tiltrækningskraft. — Det er for dette Publikum at Lavoisier foreviser sine Eksperi- menter og forelægger sine Resultater, og deres Deltagelse har sikkert holdt ham skadesløs for det store Publikums Mangel paa Forstaaelse. Lavoisiers Navn er knyttet til Forbrændingsteorien, til For- klaringen af, hvad det er, der foregaar ved Forbrændingen. Spørgs- maalet om Ildens Natur daterer sig fra Filosofiens Begyndelse. Enkelte græske Filosofer havde fremsat Hypoteser, der strejfede ind paa den rette Forklaring, saa som at Luften var Ildens og Livets Ophav, og at Universet som et Hele var uforanderligt og altid sig selv ligt, medens Formernes Mangfoldighed frembragtes ved, at de enkelte Dele indgik forskellige Forbindelser. Men disse Anskuelser, der vare blotte Formodninger og ikke støttede ved Iagttagelse eller Forsøg, forbleve uden Virkning. I Middelalderen interesserede man sig mere for Metallernes Natur og de Forand- ringer, der kunde foregaa med dem. Man vidste, at de uædle Metaller ved Glødning mistede deres metalliske Natur og efter- haanden henfaldt til et jordagtigt Pulver, >Metalasken« eller »Metalkalk ene (Nutidens Metalilte). Af disse Metal kalke kunde man atter erholde Metallerne ved Glødning med Kul, den saa- kaldte »Revivifikationc; men nogen egentlig Forklaring af disse Fænomener havde man ikke. Det skyldes den af Becker fremsatte og af Stahl i det 17de Aarhundrede forbedrede »Flogistonteori«, at disse tre forskellige Grupper af Fænomener: Brændbare Stoffers Forbrænd- ing, Metallernes »Forkalkningc og deres Revivifikation bleve sete under ét Synspunkt og erkendte som beslægtede Fænomener. I Følge denne Teori gaar der saa vel ved Forbrændingen som ved Metallernes Forkalkning noget af Stoffet bort; dette, der skulde være det egentlige »Ddstofc, kaldte Stahl for »Flogistonc Metallerne og de brændbare Stoffer bestaa alt9aa af Aske og Flogiston; medens Metallerne, der efterlod en betydelig Mængde Aske, kun indeholdt lidt Flogiston, indeholdt Stoffer som Kul og især Svovl, hvis Askemængde kun var ringe, betydelige Mængder deraf. Naar Metalasken revivificeredes, overførtes Flogi- ston fra Kullet paa Metalasken, der saaledes atter blev til Metal. — Denne Teori, der ikke er uden Fortjæneste, beherskede Kemien i det 17de og det meste af det 18de Aarhundrede. Den havde imidlertid en Akilleshæl. Dersom der nemlig ved Metallernes Digitized by Google 526 Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. Forkalkning foregik en Subtraktion, en Fradragning af Stof, maatte jo Metalkalken veje mindre end Metallet. Men nu godtgjorde talrige Forsøg, at Metallerne tvert imod tiltage i Vægt ved For- kalkningen. Teoriens Tilhængere oversaa denne simple Kends- gerning eller gav den en kunstig Forklaring. Men det var i Virkeligheden den, der blev Udgangspunktet for Lavoisiers Under- søgelser, som førte til at omstyrte Teorien. Til denne Aarsag kom endnu en anden Omstændighed. Man havde før det 18de Aarhundrede hovedsagelig beskæftiget sig med Undersøgelser af faste og flydende Stoffer og kun givet ringe Agt paa Luftarter. Middelalderens Alkymister (som Para- celsus) havde vel kendt Kulsyren, som de antog for en »Aandf (»spiritus sylvestris«). Men først Hales opfandt et Apparat til at maale og veje den, og Black paaviste dens Tilstedeværelse i forskellige Stoffer. — Gavendish fremstillede 1766 første Gang Brinten (en brændbar Luftart, den ene af Vandets Bestanddele). Endelig gjorde Priestley sig bekendt ved en Mængde Under- søgelser af til Dels hidtil ukendte Luftarter. 1 ) Det var støttet til disse to simple Fakta : Metallernes Vægt- forøgelse ved Forkalkningen og Tilværelsen af forskellige Luft- arter, at Lavoisier, efter et grundigt Studium af sine Forgængeres Undersøgelser, skrider til at foretage en Mængde sindrige Forsøg, alle sigtende til at opklare samme Forhold: Forkalkningen, Re- vivifikationen og disse Fænomeners Forhold til Luften. Han maaler Vægtforøgelsen ved Forkalkningen, og han finder desuden, at denne kun foregaar til en vis Grad i lukkede Rum og slet ikke i lufttonimq; at den foregaar saa meget hurtigere, jo mere fintdelte Metallerne ere, d. v. s. jo større Overflade de frembyde, og endelig, at der ved Genforvandlingen til Metal udvikles Luft End videre finder han, at der ved Forbrænding af Fosfor lige- ledes finder en Vægtforøgelse Sted. Hvad der leder ham til disse Forsøg er en Slags Forudfølelse af Sandheden, hvori Resultaterne bestyrkede ham. »Jeg begyndte«, siger Lavoisier 2 ) »den Gang at ane, at Atmosfærens Luft eller et eller andet elastisk Fluidum, indeholdt i Luften var i Stand til i mange Tilfælde at binde sig til Metallerne, og at det var Tilføjelsen af denne Substans, der laa til Grund for Fænomenerne ved Forkalkningen«. — For at ') Sé Kopp: Geschichte der Ghemie. III. *) Opuscules physiques et chimiques. Paris 1774. II. Ghap. V« Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. 527 finde denne Luft, dette »elastiske Fluidum« gaar han ud fra at det, der saaledes bindes til Metallet, er det samme som det, der frigøres ved Revivifikationen — Kulsyren, »fast Lufte, som man den Gang kaldte den. Denne Fejlslutning, som Lavoisier for øvrigt meget hurtig selv kom bort fra, er saare let forstaaelig. Man maa, som Hoefer har bemærket 1 ), ikke glemme, »at hvad der nu synes os saa simpelt og kun Skoledrengevisdom, er Frugten af vore Forfædres pinligste Anstrængelserc Lavoisier, der meget godt indsaa, hvilken overordentlig Be- tydning hans Eksperimenter kunde faa, og tillige, at de endnu langt fra vare afsluttede, nedlagde disse Spirer til sin Teori i en forseglet Pakke, som han indleverede til Akademiet i 1773. Og han fortsætter nu sine Forsøg, stadig mod samme Maal. Han finder, at ved Forkalkningen af Tin og Bly i lukkede Rum for- mindskes Luftens Rumfang netop lige saa meget (c. 1 /s), som der svarer til Metallernes Vægtforøgelse, og at Luften ikke er i samme Tilstand efter Forkalkningen som før. Lignende Resultater kommer han til ved Forbrænding af Fosfor. Det er altsaa klart, at kun en Del af Luften ved Forkalkningen og Forbrændingen forener sig med Metallet eller med Fosforet. Støttende sig til den Iagttagelse, at denne Del er den tungeste Del af Luften, formoder han et Øje- blik, at det kunde være de i Luften indeholdte Vanddampe, der forene sig med Metallet eller Fosforet. Men da Indførelsen af Vanddampe ikke forlænger eller underholder Fosforets Forbrænding, og da Luftens Rumfang i dette Tilfælde heller ikke formindskes, forlader han atter denne Formodning. Han præciserer nu sin Anskuelse saaledes: En Del af den almindelige Luft forbinder sig ved Metallernes Forkalkning, saa vel som ved Fosforets Forbrænd- ing med Metallet eller med Fosforet, og det er dette, der er Grunden til Vægtforøgelsen. Saaledes stod Sagen i Begyndelsen af 1774, da Lavoisiers »Opuscules physiques et chimiques« udkom. Bogen indeholdt en udførlig Redegørelse for tidligere Arbejder om Luftarterne og for de vigtigste af hans egne Forsøg. Man sér, at der kun mangler Navnet paa den »Del af Luftene, han omtaler, og den direkte Paa- visning, for at Teorien skal være færdig i sine væsentlige Grund- træk. Skønt Lavoisier saaledes ad indirekte Vej var kommen saa nær til at paavise Tilværelsen af den Luftart, han søgte, blev l ) Om Lavoisier i Nouvelle Biographie. Digitized by Google 528 Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhnndrede. det dog ikke ham, der skulde føje denne sidste Del til Bygningen. Det var den engelske Kemiker Priestley, der den 1ste August 1774 ved Ophedning af Kvægsølvkalk (Nutidens »røde Kvægsølv- ilte«) fremstillede en Luftart, der havde den mærkelige Egenskab, at et Lys i den brændte langt livligere og med mere lysende Flamme, end i almindelig Luft, og at Smaadyr, indespærrede i en Klokke, fyldt med denne Luftart levede betydelig længere end i almindelig Luft. Han meddelte ved et Ophold i Paris i Oktober samme Aar dette Forsøg til Lavoisier, der øjeblikkelig indsaa dets store Betydning. Han gentog Priestleys Forsøg og fandt, at den udviklede Luftart er den til Indaanding og Forbrænding særlig skikkede Del af Luften — den Del, han saa længe havde søgt. Han indgav saa i Begyndelsen af 1775 til Akademiet en Afhandl- ing, hvori han viser, at »det Princip, der forbinder sig med Metallerne ved Forkalkningen, er det samme som den reneste Del af Luften, den Del, der er særlig skikket til Indaanding og For- brænding« — den, som han senere kaldte »oxygéne«, Ilt, »og Tat den Luftart, der dannes ved Metallernes Revivifikation med Kul, er en Forbindelse af Kullet og denne nye Luft« — hvad vi kalde Kulsyre. Saaledes er da Teorien væsentlig fuldt færdig. Det synes mig, at den Maade, paa hvilken han blev ledet dertil, har In- teresse ikke blot fordi Teorien er Lavoisiers videnskabelige Hoved- bedrift, men ogsaa derved, at den karakteriserer hans Fremgangs- maade i det h^le taget. Intet er Lavoisier saa meget imod som forhastede Antagelser, byggede paa for faa og for mangelfulde Iagttagelser. »Man har«, siger han, 1 ) »alt for meget formodet i Stedet for at slutte; derfor maa man simplificere Ræsonnementet og indskrænke sig til saa simple Operationer og saa korte Domme, at de aldrig kunne tabe af Syne den Evidens, der tjæner dem til Fører«. — Han gaar d& langsomt og metodisk fremad, med ufor- anderlig samme Formaål for Øje, ledet ved Resultaterne af det ene Forsøg til at begynde det andet. Han gør kun faa forskellige Forsøg, men gentager uden at trættes hvert enkelt Forsøg mange Gange, med den samme sejge Energi, som han allerede i sin tid- ligste Ungdom lagde for Dagen, indtil alle tænkelige Kilder til Unøjagtighed ere tilstoppede'. Han søger saa vidt muligt at »gøre Prøve« paa sine Resultater ved at foretage det til det analytiske ') Traité élem. de ch., Disc. prélim. p. X. Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarbundrede. 529 Forsøg svarende synthetiske og omvendt. Han sammenligner den Maade, paa hvilken man i Videnskaben kommer til de almene Love, med den, paa hvilken Barnet efterhaanden erhvervér sig sine almindelige Forestillinger. »Det er Fornemmelsen af vore Fornødenheder, der i vor Barndom lader Tanken opstaa om de Ting, der ere skikkede til at tilfredsstille dem. Og umærkelig danner der sig ved en Række af Fornemmelser, Iagttagelser og Undersøgelser en Rækkefølge af Idéer, der ere nøje forbundne indbyrdes. Naar vi hengive os til Studiet af en Videnskab, befinde vi os med Hensyn til denne i en Tilstand, der i høj Grad ligner Barnets, og den Gang, vi have at følge, er nøjagtig den samme, som Naturen følger ved Dannelsen af Barnets Idéer.c 1 ) — Ligesom altsaa Idéerne hos Barnet ere en Følge af Fornem- melserne*), bør de videnskabelige Idéer være en umiddelbar Følge af Erfaring og Iagttagelse. — Denne Metode: Induktion paa Grund- lag af Erfaring er i vor Tid den almindelig antagne (udenfor de rént mekaniske Videnskaber), og det er ikke Lavoisiers mindste Fortjæneste, at han i Praksis bryder med den deduktive Metode, der havde behersket Aarhundredets videnskabelige Forskning. Det er ikke uden Interesse at sammenligne Lavoisiers Frem- gangsmaade med hans berømte samtidiges, Englænderen Priestleys. Priestley, der vekselvis var lærd, fanatisk Sekterer, Filosof, Kemi- ker, Lægprædikant og radikal Politiker, og der delte sin Tid mellem Sprogstudier, filosofiske og teologiske Spekulationer, poli- tisk Agitation og kemiske Eksperimenter, er som Naturforsker en omhyggelig og opfindsom Eksperimentator, men arbejder uden nogen egentlig Plan og mangler den overskuende og sammen- fattende Ævne, der karakteriserer den ægte Forsker, saa vel som den. Aandsfrihed, der kunde afføre hans Tankegang den traditio- nelle Teoris Uniform. Han mener, at det mere skyldes Tilfældet end nogen særlig forudfattet Plan, at man kommer til et Resultat. »Jeg for min Dele, siger han 8 ), »vil oprigtig tilstaa, at jeg ved Begyndelsen af disse Forsøg [der ledecte til Iltens Opdagelse] var saa langt fra at have dannet mig nogen Hypotese, der kunde lede til de Opdagelser, jeg gjorde, at det paa Forhaand vilde have ') Traité de ch. Discours prélim. p. VII— VIII. *) Les sensations; Udtrykket er laant fra Condiljac, af hvis psykologiske Teori den hele Anskuelse er paavirket. 3 ) Priestley : Experiments on diff. kinds of air. 2 edit. Vol. II, Sect. III. Digitized by Google 530 Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. forekommet mig meget usandsynligt, om nogen havde meddelt mig dem.« — Det er altsaa, efter Priestleys egne Ordi tilfældigt, at han har opdaget Ilten; derimod skyldes det sikkert ikke Til- fældet, at Lavoisier har opstillet den epokegørende Teori, hvori Ilten spiller Hovedrollen. — Priestley gør en Mængde Forsøg og finder mange nye og vigtige Ting. Men han véd ikke, hvad han skal gøre med dem, han er i stor Forlegenhed og bliver stadig overrasket. 1 ) Han forblev hele sit Liv igennem en Tilhænger af Flogistonteorien. Efter at have opdaget Ilten grunder han paa forskellige Forsøg en fantastisk Teori om, at Luften bestaar af Salpetersyre og Jord. Han foreslaar at anvende Ilten til Blæse- bælge, som Lægemiddel eller som — en »fashionabel Luksus- artikel« til Indaanding. — Lavoisier, der næsten i alt er en Mod- sætning til Priestley, — lige saa sindig og metodisk, som denne er rastløs og omfarende, og derti! i høj Grad videnskabelig for- domsfri — er straks paa det rene med Betydningen af Iltens Opdagelse og den Teori, hvori Ilten skulde spille Hovedrollen. Naar man derfor har beskyldt Lavoisier for at have tilegnet sig Æren for Iltens Opdagelse ved at undlade at nævne, at han havde faaet Ideen til sine Forsøg angaaende Fremstillingen af Ilt fra Priestley 2 ), saa synes der dog med Rette at kunne tvistes om, hvem Æren for en Opdagelse tilkommer mest: den, der tilfældigvis ligesom falder over den, men i hvis Hænder den forbliver fuld- stændig gold og ufrugtbar eller den, der, efter ad indirekte Vej at have gjort samme Opdagelse, indsér Betydningen af den direkte Paavisning og udleder Konsekvenserne deraf. Det er klart, at den, der gør en Mængde forskellige Forsøg, har flere Chancer for at opdage nye Kendsgerninger, end den, der gør en Række ens- artede Eksperimenter, sigtende til at opklare almindelige Forhold. »Opdagelsen af nye Stoffer var, skønt værdifuld ved at forøge Kemien med Materialier, ikke saa vigtig, som Opdagelser angaa- ende deres Sammenhæng.« 8 ) Betydningen af Lavoisiers Teori er af dobbelt Natur: for det første en mere speciel, for Kemien som enkelt Videnskab. ') Han siger naivt: „Jeg vil ikke haabe, min Læser er bleven træt af den hyppige Brug af Ordet Overraskelse og lign. ; men jeg maa fortsætte lidt endnu i denne Stil*. — ib. *) I Mém. Acad. for 1782 siger han, at han har opdaget Ilten omtrent sam- tidig med Priestley, denne dog før ham. ») Whewell: Hist. of induet, sciences. Vol. III, B. XIV, Chap. V. Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. 531 Erkendelsen af Ilten som væsentlig Bestanddel af en Mængde Forbindelser tillod at overskue disse fra et langt mere almindeligt Synspunkt end før og at fastsætte en bestemt Nomenklatur, en systematisk Benævnelse af Forbindelserne efter deres Bestanddele. Det er først herved, at Kemien kommer til at konstituere sig som selvstændig Videnskab. Ogsaa heraf har Lavoisier stor Fortjæn- este, idet han i Forbindelse med Berthollet, Fourcroy og Morveau udarbejdede en ny Nomenklatur, der i væsentlige Henseender er den endnu brugelige. — Men hans Teori har ogsaa en mere almindelig Side, hvorved den faar Betydning for Naturopfattelsen i det hele taget. Naar der ved Forbrændingen intet Stof forgaar, men der kun skér en Dannelse af nyt Stof af andre Stoffer, og naar, som Lavoisier har vist, den Forbindelse, der dannes, vejer nøjagtig lige saa meget, som Summen af de Stoffer, der forbruges, saa ligger det nær at udvide dette til enhver kemisk Proces og slutte, at Summen af Stof før og efter Processen altid er den samme, hvad ogsaa enhver Undersøgelse bekræfter. Der kan alt- saa intet Stof forgaa eller gaa til Grunde, ligesom intet kan op- staa eller skabes; det skifter kun Forbindelse og Tilstandsform. Materien er altsaa uforgængelig, ligesom den er evig. Det er dette Princip — der ganske vist før var bleven udtalt, men først ved Lavoisiers Forsøg fik en erfaringsmæssig Begrund- else — der i Forbindelse med sit naturlige Supplement, Loven om Energiens (Kraftens) Bestaaen, er Grundprincipet i Nutidens Naturvidenskab. 1 ) — Hvor klart Blik Lavoisier havde for denne Konsekvens af sin Teori, fremgaar af følgende Udtalelse: »Der skabes intet, hverken ved Kunstens Arbejder eller Naturens Pro- cesser, og man kan opstille som Princip for enhver Operation, at der er den samme Mængde Stof før og efter Operationen; at Beskaffenheden og Mængden af Grundstoffer er den samme, og at der kun foregaar Forandringer, Modifikationer c*) I 1783 var Lavoisier naaet til at udvikle sin Teori saa meget, at han kunde bryde afgørende med det mystiske Flogiston, hvis Tilværelse nu var ganske overflødig for at forklare Fæno- menerne. Hans Teori trængte ikke straks igennem, hvad han heller ikke selv ventede: »Jeg venter ikke, at mine Idéer skulle blive antagne lige straks. Den menneskelige Aand folder sig l ) Sé H. Høffding: Psykologi p. 38 f. f. a ) Traité élem. de ch. Chap. XIII. Digitized by Google 532 Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. efter en bestemt Synsmaade, og den, der en Gang har betragtet Naturen fra et vist Synspunkt . . . gaar kun vanskeligt ind paa nye Idéer c. 1 ) Imidlertid, Teoriens Klarhed, dens Gennemførthed, dens Ævne til at samle de spredte Kendsgerninger under samme Synspunkt aabnede dog snart Øjnene paa de fleste af Samtidens Kemikere, og Antagelsen skete forholdsvis hurtigt, sammenlignet f. Eks. med Antagelsen af Newtons Teori. Priestley forblev, som nævnt, (ligesom den svenske Kemiker Scheele, der omtrent samtid- igt med Priestley havde opdaget Ilten) Tilhænger af Flogiston- ♦teorien til sin Død. I Tyskland fandt Teorien ikke straks nogen venlig Modtagelse; Flogistonisterne brændte endog Lavoisier in effigie i Berlin. Men senere sluttede flere bekendte Kemikeré (Klaproth, Meyer, Lichtenberg) sig til Lavoisier. Hvor vanskeligt det er at faa Tankegangen, naar den en Gang har været vant til at bevæge sig i en gammel Teoris Former, til at gaa ind paa nye Idéer, kan sés af den Omstændighed, at den udmærkede Kemiker Berthollet, Lavoisiers Ven og Medarbejder, ventede 10 Aar, inden han sluttede sig til Iltteorien. Hvad der drog mange tvivlende over til Teorien, var den smukke Anvendelse, den fik ved Opdagelsen af Vandets Sammen- sætning. Cavendish viste 1781, at der ved Brintens Forbrænding dannedes Vand. Lavoisier paaviste derefter (1783), at Vandet be- ♦ stod at Ilt og Brint og angav Mængdeforholdet. — En anden Anvendelse fik Teorien senere ved Lavoisiers Undersøgelser an- gaaende Respirationen. Udtrykket om Ilten, at den var »særlig skikket til Indaanding« (»éminemment respirable«) var temmelig ubestemt. Lavoisier viste, at den ved Indaandingen var den eneste virksomme Bestanddel af Luften, og godtgjorde Ombyt- ningen af Ilt med Kulsyre i Lungerne. Skønt Lavoisiers Teori sammenlignet med Flogistonteorien betegner et saa stort Fremskridt, er den dog til en vis Grad ensidig ligesom denne. Flogistonteorien havde forklaret For- brændingen som en Subtraktion, Metallernes Gendannelse af Metal- kalkene som en Addition. Lavoisier har vist, at det er det mod- satte, der er Tilfældet, naar Talen er om Stoffet. Men anderledes forholder det sig, naar man sér hen til de Kræfter, der sættes i Virksomhed, naar man holder sig til den dynamiske Side af Sagen. Der frigøres noget ved Forbrændingen og der bindes ') Mém. Acad. 1783. Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. 533 noget ved Metallernes Åfiltning, nemlig Varme. Lavoisiers Teori giver ikke nogen fyldestgørende Forklaring af Varmefænomenerne ved disse Processer, skønt Lavoisier ogsaa forsøgte at faa denne Side med. Han antager, at Varmen er et Stof, og siger, at Varmestoffet (le calorique) gennemtrænger alle Legemer og stræber at fjærne deres Smaadele fra .hinanden. Smaadelene paa virkes paa den anden Side af deres indbyrdes Tiltrækning og holdes saaledes i faste Legemer i Ligevægt af to hinanden modsatte Kræfter. De luftformige Legemer ere særlig elastiske, fordi de ere gennemtrængte af en betydelig Mængde Varmestof »det mest elastiske af alle Legemert. Ilten f. Eks. bestaar af den egentlige Ilt (le base) og Varmestoffet. Nåar Fosforet brænder, forener det sig med den egentlige Ilt til det faste Stof, Fosforsyre, medens Varmestoffet bliver frigjort. — Man sér, at denne Teori ikke kan forklare, hvorfor der ogsaa udvikles Varme, naar Forbrændings- produkterne ere luftformige. Lavoisier stod i 1789 paa Højdepunktet af sin videnskabe- lige Løbebane. Han havde løst de urgamle Spørgsmaal om Ildens, Luftens og Vandets Natur; han havde godtgjort Tilværelsen af én af de uforanderlige Love, der beherske Naturen; han havde ved sin Teori skabt en hel ny systemastisk Videnskab og ved overalt at indføre nøjagtig Maaling og Vejning grundlagt den kvantitative Analyse. Han havde endelig ved sin Metode grund- lagt den eksperimentale Naturforskning. Nu satte han saa at sige Kronen paa Værket ved Udgivelsen af sin »Traité élementaire de chimiec I denne beundringsværdige Bog viser Lavoisier, at han er i Stand til at forene videnskabelig Grundighed og Præcision med den Klarhed og Formfuldendthed, der udmærkede næsten alle Aarhundredets literære Frembringelser. I første Del af Bogen giver han en detailleret Fremstilling af alle sine Hovedforsøg og de Teorier, han paa Grundlag af dem havde udviklet. Anden Del beskriver de Apparater og særegne Fremgangsmaader , han har benyttet, og ledsages af oplysende Træsnit. Stoffet var saaledes ordnet og lagt til Rette, at det kunde forstaas uden særegne Forudsætninger. Samme Aar, som Bogen udkom udbrød den franske Revo- lution. Den traf sikkert Lavoisier som de fleste andre af Datidens Videnskabsdyrkere temmelig uforberedt. Medens Kunstneren, Digt- eren, Skribenten i særlig Forstand øser sin Styrke af det umiddel- bare Forhold til Tidens ledende Idéer, synes disse kun ad in- Digitized by Google 534 Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. direkte Vej at paavirke den egentlige Forsker. Den Ro og Sammentrængthed , de strængere Studier behøve, synes at kræve, at deres Dyrkere holde sig fjærnt fra distraherende sociale og politiske Bevægelser. Det tjæner imidlertid de franske Natur- forskere i Slutningen af det 18de Aarhundrede til Ære, at de i Steden for at følge Arkimedes berømte Eksempel — at indeslutte sig i sit Hus og lade Krigens Rasen og Syrakus's Belejring være den ligegyldigste Ting af Verden, naar man blot ikke forstyrrede hans kære Cirkler — tvært imod toge levende Del i den patriot- iske Bevægelse, der i Halvfemserne gik hen over Landet, og viste, at de, naar Øjeblikkets Krav fordrede det, kunde forvandle sig til Praktikere og Teknikere. Da Krigen med de allierede Magter udbrød og Frankrig fra alle Sider truedes af Fjender, var der to Ting, der manglede: Krudt og Jærn. De franske Kemikere og Ingeniører kappedes om at frembringe det. Monge forbedrede Metaludsmeltningen, Fourcroy støbte Kirkeklokkerne om til Kanon- er, Berthollet satte Salpeterfabriker i Gang. Lavoisier havde allerede tidligere beskæftiget sig hermed. 1776 kaldte Turgot, Ludvig den 16des Premierminister ham til Generaldirektør for Krudt- og Salpeterfabrikerne. Lavoisier forbedrede Krudtet saa- ledes, at medens de engelske Kugler i 1756 havde naaet de franske Skibe før end disse kunde faa Modstanderne indenfor Skud- vidde, var det omvendte Tilfældet i 1778. Han bragte end videre Produktionen af Salpeter op til det femdobbelte^ og fritog saaledes Frankrig for en stor Del af den trykkende Skat, der betaltes til England gennem det ostindiske Salpeter. — Ogsaa paa andre praktiske Omraader havde han indlagt sig Fortjæneste. Han gav Raad om en forbedret Agerdyrkning og købte selv Jord, som han i Løbet af nogle Aar bragte op til at give den dobbelte Af- grøde. Ved sin Stilling som Generalforpagter og gennem sin Svigerfader var han bleven ført ind paa nationaløkonomiske Studier og indgav ogsaa forskellige praktiske Forslag: om Nedsættelsen af Renten, om Fæstekontrakterne, om Skatteopkrævningen, om Frankrigs territoriale Rigdomme o. a. Efter Revolutionens Ud- brud gav han Bevis paa sin store praktiske Dygtighed. Han blev snart et af de virksomste Medlemmer af det Raad (le bureau de consultation) , der skulde staa Nationalforsamlingen bi i tek- niske Anliggender. Han deltog blandt andet i Udarbejdelsen af det ny Maal- og Vægtsystem. »Man fandt Lavoisier overalt; han gjorde Fyldest allevegne ved sine Ævner og sin Iver, der vare Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. 535 lige beundringsværdige«. 1 ) — Direkte at gribe ind i de politiske Begivenheder vilde han dog ikke. Ludvig d. 16de vilde i sit sidste Regeringsaar udnævne ham til Finansminister, men han afslog at modtage Udnævnelsen i et Brev, der udtaler konservativ Ærbødighed for Kongen og, paa den anden Side, Loyalitet over for Konstitutionen, som han mente, den lovgivende Forsamling havde krænket. Det er bekendt, hvorledes den franske Revolution udviklede sig. I Begyndelsen af 1794 var man inde i Rædselsperioden. Guillotinen var permanent. Enhver, der var rig, var Aristokrat, og enhver Aristokrat var mistænkt. Til de rige hørte ogsaa Generalforpagterne, særlig hadede som Skatteopkrævere. De bleve arresterede i Begyndelsen af 1794. Lavoisier, der havde noget af den lærdes kortsynede Optimisme, bevarede til det sidste Øje- blik Haabet om at blive frelst. Han sagde til Lalande kort før sin Død, at han forudsaa, man vilde berøve ham alt, hvad han ejede; men han vilde arbejde, blive Farmaceut f. Eks. for at sub- sistere og fortsætte sine Studier. — Generalforpagterne bleve (som alle for Revolutionstribunalet) anklagede tor at være »Ophavs- mænd eller medskyldige i et Komplot, sigtende til at begunstige Frankrigs Fjender c ; end videre for at blande Vand i Tobakken (!) (paa hvis Fabrikation de havde Monopol), at exploitere Folket, udplyndre Skatkamret etc. etc, og dømtes alle til Døden. Det er næppe muligt nu at afgøre, hvor vidt der laa noget virkeligt til Grund for disse Beskyldninger. Saa meget fremgaar af alle samtidiges Udsagn, at i alt Fald Lavoisier ikke havde misbrugt sin Stilling. Man forsøgte et Forsvar for ham. Der blev forelagt Revolutionstribunalet en Liste over alle Lavoisiers Opdagelser og over de tekniske og økonomiske Forbedringer, han havde indført, og det blev vist, at han, langt fra at have udsuget Folket 8 ), maatte betragtes som Menneskehedens Velgører. Men Tribunalet afslog at benaade ham og Formanden udtalte de mærkelige Ord: »Vi have ikke længere Brug for lærde«. Naar disse Ord nu skurre i vore Øren, maa man for at vise Retfærdighed erindre, hvad der i Indledningen til disse Linjer er sagt om Videnskabens Stilling i det 18de Aarhundrede. Lærdom og videnskabelig Dan- l ) Lalande i Magasin pittoresque. ') Han havde under Hungersnøden i 178S laant Byen Blois 50,000 Fr. til Ind- køb af Korn. Digitized by Google 536 Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. nelse vare, som alle andre Goder, noget , der i de allerfleste Til- fælde kun var tilgængeligt for de højere Stænder. Det var en Forrettighed som de andre; men Privilegiernes Tid var forbi. Og unægteligt er det, at lærde ikke var den Slags Mænd, Frankrig mest trængte til i Øjeblikket. Alligevel er Dommen en Skamplet paa den franske Revolution. Lavoisier bevarede Fatningen til det sidste. Han beskæft- igede sig i Fængslet med at ordne et Udvalg af de Afhandlinger, han havde indleveret til Akademiet (de bleve udgivne efter hans Død af Mad. Lavoisier). Han bad om nogle Dages Opsættelse for at fuldende nogle videnskabelige Undersøgelser (rimeligvis angaaende Transpirationen), som han antog vilde blive heldbring- ende for Menneskeslægten. Det blev ham ikke tilstaaet. Den 8de Maj 1794 besteg han Skafottet. Han blev henrettet som den tredje; den anden var hans Svigerfader, Paulze. Lavoisier stod ved sin Død i sin fulde Kraft. Han var vel i sine videnskabelige Bestræbelser kommen ligesom til et afslut- tende Punkt, men det synes dog utvivlsomt, at han endnu kunde have ydet meget værdifuldt, om han havde levet. Emil Petersen. Digitized by Google Et Indlæg i Kvindesagen fra 1793. En mærkelig lille Bog maa det være, som kun kostede 12 j3, da den udkom 1793 i København, men som nu i 10de Op- lag — nøje aftrykt efter det 1ste, kun forøget med 15 Sider No- ter — sælges for 5 Kroner Eksemplaret i Stokholm. Den Bog har ogsaa en mærkelig Forfatter: Thomas Thorild. Denne rigt begavede unge Mand (født 1759) var den af Sveriges ledende Aander, hos hvem den nye Tids Idéer i Slut- ningen af forrige Hundredaar stærkest og varmest kom til Gennem- brud. Særlig var han paavirket af Rousseau, hans »Sjæls Helgene, som han kalder ham i det Digt om »Passionernet , han skrev 1782. Naturfilosof kan Thorild derfor med Rette kaldes; og hans Filosofi betegnes som »den æstetiske Panteismet af Geijer, som 1820 skrev en fortrinlig Afhandling om Thorild (se Geijer's Saml. Skr., 1. Afd. 5, S. 223 flg.). Han filosoferede ej alene med sit lyse Hoved, men tillige med sit varme Hjærte — om dette Ud- tryk maa være tilladt. Man fortæller, at han en Gang i sin Ung- dom blev saa henrykt ved Synet af en blomstrende Eng, at han løb ned ad den Bakke, hvorpaa han stod, idet han udraabte: »Moder Natur, modtag din Søn i din Favn! c — og saaledes sank han gennem Blomstertæppet ned i Moradset. Æstetikeren Palm- blad bruger denne Anekdote billedlig, og dømmer om Thorild — vel strængt vistnok — , at han ligesom hovedkulds kaster sig i Naturens Skød, og lader sig overvælde af den i Steden for at be- herske den. Det er imidlertid netop saadanne Aander, som sær- lig er skikkede til at vække sin Samtid. — Og som i sin Æstetik er han i sin Politik. Hans Doktordisputats var en »Kritik over Montesquieuc ; og den Dag, han forsvarede denne — den f2 /i 1788 — Tilskueren. 1884. 35 Digitized by Google 538 Et Indlæg i Kvindesagen fra 1793. »var en Højtidsdag i den gamle svenske Universitetsstad Upsalac Derefter vilde han, i September samme Aar, rejse til England for — som han udtrykte sig — »dér at begynde Verdensrevolutionen«. Til England kom han, men den forvæntede store Revolution ud- brød i Frankrig det følgende Aar. Da Thorild saa\ at Revolu- tionen gik sin Gang uden hans Hjælp, rejste han efter halvandet Aars Ophold i England tilbage til Sverige, hvor han virkede for den nye Tids Idéer, indtil han stødte de efterhaanden mer og mer frihedsfjendske Magthavere for Hovedet, blev Martyr for Trykkefrihedssagen, fængslet, dømt og landsforvist. Hans senere Liv, under hvilket der delvis indtraadte en Reaktion i hans Tanke- gang, vedkommer os ikke her. Det er dog især hans Ungdoms- værker — den Gang langt forud for sin Tid — , som endnu har det største Værd for vor. Den oven nævnte Kritiker Palmblad siger, at der i æstetisk Henseende »år dock ån i dag af honom oåndtligen mycket att lårac Literaturhistorikeren P. Wieselgren ser i ham en af »de kometiska naturer, om hvars kårna sekler strida«. Thorilds Navn kendes derfor endnu af enhver dannet svensk. Af Nutidens danske kender næppe mange ham. Men, kunde vi spørge Peter Andreas Heiberg's og Thomasine Buntzen's — den senere Fru Gyllembourg^ — »Københavnc, — det vilde uden Tvivl straks kende den aandrige svenske, den landsforviste Frihedsmartyr, hvis sørgelige Skæbne syv Aar senere skulde blive Heibergs egen. At disse to beslægtede Aander personlig har kendt hin- anden, er troligt, men maaske ikke længer saa let bevisligt I det vittige Tidsskrift »Rigsdalersedlens Hændelserc (II, 297—298) har Heiberg taant en Lignelse fra Thorilds »Kritik ofver kritikere (Geijer's Udg. af Ts. Saml. Skr. III, 33—34), og kalder ham ved denne Lejlighed »en god Ven« 8 ), Muligt er det, at Thorild, hvis Hvedebrødsdage falder sam- men med hans Ophold i København — fra April til September 1793 — og med hans Udgivelse af den mærkelige lille Bog »Om qvinnok6nets naturliga hSghet«, ikke har søgt megen dansk Om- gang, saa optagen som han var af sin ædle og trofaste Gustava l ) Se min Afhandling * Montesquieu i Holbergs og Thorilds Omdømme 4 i det Letterstedske „Nordisk Tidsskrift* 1879, S. 761 flg., især S. 771—72. ») Jfr. min „Nordens politiske Digtning 1789— 1804 g (Kbh. 1878) S. 59—00. Digitized by Google Et Indlæg i Kvindesagen fra 1793. 539 Kossky's Kærlighed, af sin Vært og Landsmand Manderfeldt's Gæstfrihed og af den livlige Brevveksling med sine mange be- undrende Venner i Stokholm og Upsala. Atterbom 1 ) kalder hans Bog »en Hyldest til hende, eller Førstningsofret af hans Taknemmelighedt : hans elskede fulgte ham jo i Landflygtigheden. Manderfeldts Hus (nu Nr. 72 i St. Kongensgade) laa noget af- sides i det daværende København, og Værten plejede næppe megen Omgang med Datidens ledende Aander. Af Thorilds Breve til Vennerne hinsides Sundet faar man det Indtryk, at han følte sig fremmed i København. Lige meget! — Her skal vi holde os til en Side af Sagen, med Hensyn til hvilken det mer eller mindre fortrolige Forhold til hin Tids Friheds- og Lighedsmænd i København ikke har vid- ere Betydning. Hvor meget disse end sværmede for den store franske Revolutions Ideer, og næppe mindst for Condorcet's, syntes de dog kun lidet paavirkede af dennes Ideer om Kvindens Ligestillelse med Manden*). Hvor langt man i den Henseende var tilbage i København, da den franske Revolution udbrød, kan skønnes bl. a. af følgende lille, betegnende Træk. 1780 havde den ellers i flere Retninger frisindede Rahbek stiftet »Det dra- matiske literære Selskabc, som en Tid ogsaa kaldtes det »Bo- rupskec; i Følge dettes ældste Love, som gjaldt lige til 1809, skulde Forestillingerne gives alene af Mandfolk, som altsaa maatte spille ogsaa Kvinderollerne. Dertil snærtede, omtrent i 1790-erne, Klub visedigteren Haste i en Vise, der blev sungen i »Det for- enede dramatiske Selskabc, og i hvilken det hedder: „Hisset man i Han-Klub støjer*, medens her — i Modsætning dertil — „Ædel Viv og herlig Pige gør os Bunteraden kær* •). I øvrigt fandt de fleste af den store franske Revolutions Fremtidsidfeer sine Talsmænd ogsaa i Danmarks Hovedstad. For ') Svenska siare och skalder V, 104 (2. Opl., S. 90). ') Jfr. A. Hedin's interessante Foredrag d. ,7 's 1881 i den stokholmske „FSrening for gift qvinnas eganderått", trykt i den ny Række af dennes Smaaskrifter „Om den gifta qvinnans eganderått* I, S. 34—52. *) Nord. polit. Digtn., S. 19—20. 35* Digitized by Google 540 Et Indlæg i Kvindesagen fra 1793. Kvindesagen savnedes en saadan. Det er derfor »et Tilfælde, der ser ud som en Tanke«, at den politiske Filosof Thomas Thorild netop ved denne Tid kommer til København, og her udgiver sit lille Skrift »Om Kvindekønnets naturlige Højhed«, — et Skrift, der hidtil er blevet saa lidet paaagtet i sin »Fødestad«, at den, som skriver dette, endnu i September 1883 saa' det opført som anonymt i det kgl. Biblioteks Fortegnelser. Man vidste ikke dér, hvem der havde skrevet det, og glædede sig over, at man ved denne Lejlighed fik Forfatterens Navn at vide. Det har aldrig været oversat paa Dansk. En saadan Over- sættelse meddeles derfor neden for fuldstændig. For at gøre den saa tro som muligt — selv om den ydre Form skulde lide noget derved — , har jeg modtaget et Tilbud om at faa den gennemset inden Trykningen af den dygtige Thorild-Kender, Arvid Vik- strøm, den samme Mand, som 1883 har udgivet 10de Oplag, og som varmt har opmuntret mig til at »inforlifva åfven med den danska literaturen den lilla skriften af »den adertonde århundradets Stuart Mill««. »Den skandinaviske Lessing« kaldes Thorild bl. a. af en tysk Forfatter, som 1883 i et Tidsskrift har udkastet et fortjænstfuldt Livs- og Karakterbillede af ham (se Vikstrøms Udgave S. XIV-^XV). Paa Dansk lyder Thorilds Afhandlig saaledes: Om Kvindekønnets naturlige Højhed. Trældom er forbuden i Sverig. Ærlig Svensk. Pag. 1060 l ). Første Kapitel. Noget af det almindeligste i Verden er Mandfolkenes Stolt- hed med Hensyn til Kvinder: hvilken Stolthed viser sig, naar det er ilde, i et Slags vild, og naar det er vel, i et Slags mild, For- agt: en saadan, som man føler for Børn, og for alt det, hvis Svaghed er altfor langt under ens Højhed. Dette er saa vist, at endog Mandfolkenes ømmeste Tilbed- else af Kvinderne til sidst ikke findes at være andet end en Kunst, en sød List af deres Attraa. l ) Her under staar paa Titelbladet: „Kjøbenhavn 1793. Trykt hos Johan Rudolph Thiele*. Digitized by Google Et Indlæg i Kvindesagen fra 1793. 541 Jeg har selv følt denne milde og smigrende Foragt med en saa aldeles tyrkisk Indbildning, at jeg sammenlignede Kvinderne med enhver anden lille vellystig og glimrende Ejendom: medens derimod en Mand betød for mig en Halvgud eller, i en eneste Tanke, alt sandt og stort. Men det hændte en smuk Dag, at jeg læste i en Bog, hvad jeg vel hundrede Gange tidligere har læst, om Døtres Op- dragelse, »hvorledes de ikke tidlig nok kan uddannes til den øm- taalige Dyd, der sømmer en Kvinde i Verdenc. Hvad? tænkte jeg: de maa vel først betragtes som Men- nesker, inden de betragtes som Kvinder? Og denne ene Tanke — at denne skønneste Halvdel af forstandige Væsener paa Jorden er først Mennesker, der- næst Kvinder, og ikke, saaledes som man altid har betragtet dem, først Kvinder, dernæst Mennesker — denne ene Tanke nedslog min tyrkiske Indbildnings Højhed og lærte mig i et Øje- blik ret at se den uværdige Halvmenneskelighed, hvori Mandfolkenes dumme Vildhed næsten altid har dristet sig til at holde Kvinderne. Men, tænkte jeg tillige, hvad ømt og ædelt, hvad velgør- ende Sandhed, hvad guddommeligt Snille har ikke været holdt i samme Mørke og Underkuelse: da Vilddyrs Styrke og Vilddyrs List har været næsten den eneste Lov paa Jorden, under Mand- folkenes langvarige og vidløse Vælde? Man bør derfor ikke undre sig over, at disse samme Mand- folk, hvis højeste Uduelighed baade til at tænke og styre sig selv er af Verdens Historie saa klar, at de, med sine haarde Sener og sit ynkelige Vid, ikke hos Kvinderne har set noget mere stort end Skørterne; ikke har mærket, at det ædle Væsen, som hed hun, allerførst hed Menneske; og ikke har fcrstaaet, at den lille Ulighed i Køn var kun en Skygge imod den store Lighed i Forstand og Hjærte, det er, i menneskelig Dyd og Værdighed. Mandfolkene, som er og altid har været, ikke Jordens Herrer, men med den latterligste Lavhed hverandres Slaver, har alligevel, kanske paa Grund af den Krysteragtighed, som hemmelig medfølger Overmodet, ikke vovet at følge den rigtige Fornuft, at sætte derimod sin egen Højhed i det som adskiller deres Køn. Hvorved vi, til evig Spot, vilde have faaet en Høj- hed, som baade rigtig svarede til den af dem naadigst forordnede Digitized by Google 542 Et Indlæg i Kvindesagen fra 1793. Skørtetrældom, og som fuldkomment anstod deres myndig ufor- standige Slægt, just efter Bogstaven, en Bukse-Majestæt. Det er kun alt for klart, at den samme Taabelighed eller Skaraløshed det vilde være at betragte et Mandfolk kun i Egen- skab af en Han; den samme Taabelighed og Skamløshed er det ogsaa at betragte en Kvinde kun i Egenskab af en Hun. Da dog en Kvinde, i Følge Naturens guddommelige Orden, er I. Et forstandigt Væsen: med al et saadant Væsens Rettighed og Højhed. II. Et Menneske: med al et Menneskes Rettighed og Højhed. III. En Medborger: med al en Medborgers Rettighed og Højhed. IV. En Ven: for alle sine Venner. V. En Slægtning: for alle sine Slægtninge. VI. En Husmoder: for hele sit Hushold. VII. Og endelig allersidst en Hun, en Elskerinde for en vis lykkelig Mand, eller vel heller, en Hustru. Af hvilken store og sande Orden man ser, hvad for en ynkelig Uforstand der er i Mandfolkenes uværdige Maade at betragte Kvinderne alene som Hunner, det er alene som Kvinder: da det heraf er klart, at Kvinderne med aldeles samme Ret kunde betragte den anden Halvdel af Menneskene, det er alle Mand- folk, alene som Hanner: hvilket ogsaa rigtig Amasonerne for- dum gjorde. Men jeg tør vel bede alle ædle og forstandige Kvinder om at tilgive denne Vildhed hos Mandfolkene: efter som man helligt kan forsikre, at de har alt for liden Forstand til i et saa højt Æmne at kunne mene noget ondt: men alt maa forklares af denne Vidløshed saa gammel som Verden, paa Grund af hvilken de har dømt lige saa blindt om alt andet, der vedkommer men- neskelig Ret og menneskeligt Værd. Saaledes ræsonnerer disse slu Barbarer saadan om en Konge: Han er I. Konge, II. Min allernaadigste Herre og Beskytter, III. Medborger, IV. Menneske, V. Forstandigt Væsen. Endskønt det er klart, at dette er ingenting mindre end at vende op og ned paa Naturens hellige Orden, paa Naturens sande Værd og Højhed: ti kongelig Majestæt bestaar alene deri at være I. mest forstandigt Væsen, II. mest Menneske, Digitized by Google Et Indlæg i Kvindesagen fra 1793. 543 III. mest Medborger. Ligesaa dømmer de om et Barn, en Tjæner, en Bonde, en fattig: og sætter altid det sidst, som er det ædleste og højeste. Hvorved de evig kan vedligeholde iblandt sig al den ynkelige fornemme Eærlingeovertro, som gør dem til hverandres Slaver, og alt det ynkelige lave Overmod, som gør dem til hverandres Tyranner. Men dette er naturligt, mine Læserinder. I bør vide, at Mandfolkene har saa fortræffelige Øjne, at de altid ser det først, som er lige for Næsen af dem: men har tillige saa slet Forstand, at de sjælden ser længere. Og derfor, naar man beundrer Mand- folkenes Skarpsindighed, hvorved de allerede for 6000 Aar siden har udgrundet, at Kvinderne er Hunner, det vil sige, er Kvinder: saa bør man ogsaa af Mildhed forlade dem, at de, efter 6000 Aars Forsøg paa at tænke, endnu ikke har kunnet finde, at Kvinderne, med lige saa fuldkommen Ret som de, er Mennesker. Anm. Halvmenneske kalder jeg den, hvis menneskelige Ret og Høj- hed, ved et eller andet Slags Tyranni, sættes ned under en anden mindre og ringere Egenskab, saa at han ikke alene halvt men ofte meget mer, almindelig anses for noget andet end Menneske. Saasom at anses mere for Kvinde, Barn, Tjæner, Bonde, Kavaler, Herre, Prins, end Menneske. Andet Kapitel. Men, raaber man, naar I paa denne Maade vil ophøje Kvinderne til samme almindelige og fuldkomne Menneskeret, som den Mandfolkene kræver; da bør I tillige ophøje dem over al deres Svaghed, saa at de faar samme Styrke til at opfylde alle store Pligter. Himlens Gud! om Svaghed vover Mandfolkene at tale: de, som i disse mørke og blodige 6000 Aar, i hvilke de har haft Jordens Vælde, har styret sig selv og alt med en saa gyselig og gal Forvirring, at, om de havde taget alle sine Beslutninger ud af et Lotteri, som Lucifer netop dertil havde indrettet, saa havde dog aldrig noget kunnet udfindes med mindre Fornuft, eller udføres med mere Grumhed eller ledsages af en mer ynkelig naragtig Pomp og Pragt end hele deres fjollede Regering. Digitized by Google 544 Et Indlæg i Kvindesagen fra 1793. Man behøver kun at tænke paa Verdens Historie: kun at tænke paa, at al Jordens umaadelige Daarskab jo er Mandfolks Værk: og at end i Dag det virkelig kloge i Verden forholder sig til det virkelig gale som ét til tusende. Saaledes kan jeg, i Følge dette store sekstusendaarige Be- vis, ikke en Gang tænke mig en Uduelighed til at styre sig selv og andre, det er, jeg kan ikke en Gang tænke mig en Svag- hed mer ynkelig og alligevel mer aabenbar end netop Mandfolk- enes. Især naar det tilføjes : at dels de latterligste, dels de blodigste af sine Galskaber har de begaaet netop paa et Vink af Kvind- er, hvilke de selv først ved sin Visdom har opfødt som Galning- er, og derefter tilbedet. Saa at her synes Mandfolkenes Sag at være paa én Gang og for evig tabt. »Men — siger de, og paatager sig en sødere Mine — : Vi »har jo dog altid været Jordens Herrer? Kvindekønnet har jo »til alle Tider maattet erkende vor Overmagt? Og det, som al- »tid er sket, det anses at være Naturens Lov. c Nej, gode Herrer. Sandheden, Snillet og Dyderne; Men- neskeligheden selv og dens skønne og hellige Love; Saligheden, med alle rene og naturlige Glæder — har været endnu langt haardere kuede af Eder end Kvinderne. Beviser dette alle disse guddommelige Tings Svaghed, eller at de af Eder har været kuede med Rette? Nej: det beviser kun den Vilddyrs-Styrke i Sener, den Haardhed i Sind, den grumme Ævne til at modstaa alt ret og guddommeligt, hvilke stadig har udmærket Eder i Verdens Historie. Og dernæst røber selve denne Historie, til Eders Blusel, at ikke en Gang dette lave Vælde, oprigtig talt, har tilhørt Eder: Ti allerførst var Vilddyrene Jordens Herrer, ved en Styrke større end Eders og lige saa ædel: og derefter har, ikke I, men Bedragere i Guds Navn og Tyranner med Ild og Sværd og alle blodige og gale Laster og med ét Ord, disse ældgamle Potentater Dumheden og Løgnen, været Jordens sande Her- rer: og I selv har været ikkun lave Slaver med Monarkers Hovmod. Saa at Eders Skryd med altid at have kuet Kvinderne er netop det Skryd altid at have kuet Billigheden og Ømheden og Snillet og Skønheden og al guddommelig Sandhed paa Jorden. ♦ * Digitized by Google Et Indlæg i Kvindesagen fra 1793. 545 Endda forsøge Mandfolkene sin sekstusendaarige Uduelighed i at tænke; og raaber stadig om Svaghed hos Kvinderne. Ti tro ikke, mine Læserinder, at disse højfærdige Éarbarer nogen Sinde kan fornæmme, at det, som altid var trykket og kuet, det har heller aldrig kunnet naa op til sin rette Styrke og Storhed. Folk med Snille og Oplysning, gode Mænd og Patrioter, den arbejd- ende Hob, selve Nationerne, med ét Ord, alt det, som mest er ret og stort, hvad mærkelig Styrke har vel alt dette endnu i Dag? Og dog har man af de skønneste Eksempler set, at i disse endnu kuede Væsener er en stille guddommelig Kraft, som de redelige haaber skal en Gang bryde frem, og stige op at velsigne Jorden. Derfor, ligesom man af et eneste Snilles, af en eneste stor Mands, velgørende Magt slutter, hvad Sniller og store Mænd kan gøre; saaledes bør man ogsaa af de beundringsværdige For- træffeligheder, baade Forstandens og Hjærtets, som man har set hos Kvinder, uagtet den sjældne Lejlighed, de har til at lyse i Verden, slutte, hvad de kan være, naar de en Gang ret har lært at kende sin naturlige Højhed, som er grundet i deres mer ømme og livlige Menneskelighed. Jeg vil ikke tale om alle disse store Dronninger, alle disse Heltinder, Statskloge og Sniller af deres Køn: ti derom staar i andre Bøger nok. Jeg vil heller ikke tale om alle disse ømme og høje Dyder, som de med en næsten guddommelig Sindsstyrke, lige saa daglig som takløst, udøve i det private Liv: ti dette kender enhver oplyst. Men jeg vil alene nævne den ene: vor Kristina, som var stor nok til smilende at bortkaste en Krone, for hvilket pragtfulde Legetøjs Skyld de største Mandfolk i Verden har gjort saa mange tusende blodige Daarskaber, — som forstod med et Vink at samle omkring sin Person alle Verdens den Gang glimrende Sniller, hvilket aldrig noget kongeligt Mandfolk har haft Vid til at gøre, — og som i det, hun har skrevet, viser en saa ægte stor Forstand, at man ikke har set en større. Men, hvad kan man vente af disse Mandfolks Vid: Naar de, med al sin Trodsighed, næsten aldrig har kunnet opløfte sig til en Tanke alene om det, som er højere Styrke. At en Vejrmølle i fuld Gang er stærk, det mærker de: men Luftens Styrke, som driver den, det er allerede noget højlærdt for dem. At Brunkeberg l ) er stærkt , derpaa kan de bede syv tusend ') Den Bjærgaas, som strækker sig mod Nord fra Norrmalms Begyndelse ved Gustav II. Adolfs Torv i Stokholm. Brunkebergs højeste Spids er Digitized by Google 546 Et Indlæg i Kvindesagen fra 1793. Djævle at tage sig: men Æterens eller Lysets næsten uendelige Magt over hele Naturen, det er intet for dem. At Styrke i Sener er Styrke, det er det allerførste og klareste af alt, hvad de véd, og det rette Princip i hele deres Visdom: men at Sand- hedens Magt, hvis mindste Vink gør Revolutioner og omskaber Tiderne; at Skønhedens Magt, for hvilken alle Helte er faldne; at Velgørenhedens Magt, som aldrig noget levende Væsen modstaar — er en uendelig højere Styrke, det er for dem en Nyhed. Men denne Styrke er Guds, og Snillets, og Kvindernes. Hvorfor ogsaa Kvindestyrken ligner mere en Engels, hvilket Væsen man véd er saa langt mægtigere end vi, som det er højere: medens Mandfolkestyrken ligner mere et Vilddyrs, hvis Vold for- skrækker og nedslaar. Aldeles saaledes, som man om Foraaret ser, at en eneste Grad af Solens Lys og Varme virker mægtigere paa hele Naturen end tusende Tordener. Dog maa jeg indrømme til Mandfolkenes Ære saa meget, at de altid med beundringsværdig Kraft har modstaaet Forstand- en, Dyden og Skønheden; og at denne høje Kvindestyrke endnu ikke har mægtet at bringe mere ud af dem end hvad det, som de selv har ømt og højt ved sig, har kunnet bringe ud af Dyrene; det er ikke stort mere end det af Kunst og Sødhed, af Snille og Smag, hvortil de selv har bragt Papegøjen, Aben og Bjørnen. • Skal jeg sige Sandheden rent ud? Naar man lægger Mærke til, at netop i samme Grad et Mandfolk forædles, ligner han, i Mildhed af Sæder og Væsen, en Kvinde, saaledes som man ser det hos alle Mandfolk af Aand og Følelse (hommes de sentiment), og tvært imod, at netop i samme Grad en Kvinde forværres, begynder hun, i alt Slags Uvane, at ligne et Mandfolk; ja, naar man ser den fuldkomne Lighed i Ømhed og Livlighed, som er imellem Kvinder og alle sande Sniller, det vil sige, de højsindede Mennesker, som ved sin Forstand og Dyd er alles Velgører: Saa er det umuligt ikke at tillægge Kvinderne netop den samme naturlige Højhed over Mandfolkene, som disse altid har troet sig at eje over Kvind- erne. Hvorved [Forstandens Orden i Verden maa opstilles paa Observatoriebakken. Et Torv i Stokholm hedder endnu Brunkebergs- torv. F. B. Digitized by Google Et Indlæg i Kvindesagen fra 1793. 547 denne Maade: Naturen-, Sniller, Kvinder, Mandfolk, Dyrene. Anm. Og hermed har jeg den Ære at slutte mit Andet Kapitel. Det tredje, som staar tilbage, skal vise, hvorledes Jordens Vælde af Kvindernes Ømhed og Skønhed bør vindes.* Det tredje Kapitel er, saa vidt man véd, aldrig skrevet. Med hvilke Ord vilde vel Thorild have skildret, »hvorledes Jordens Vælde af Kvindernes Ømhed og Skønhed bør vindes?« — Jordens Vælde vandtes først af Vilddyrenes Styrke — det er den raa Magts Vælde. Den følgende Tidsalder er deres, som Thorild kalder »Bedragere i Guds Navn«, — det er Listens Vælde. Lever vi ikke endnu i denne Tidsalder? Er »Diplomati« og »Snedighed«, »Politik« og »listig Statsklogt« ikke endnu om- trent ens ty dige? Er det for meget sagt, at man endnu kun alt for ofte i Politiken »bruger Talen til at skjule sine Tanker«, og at de høje Forsikringer om alt, hvad man er »rede til at ofre paa Fædrelandets Alter« tiere fødes paa Læben end i Hjærtet? Saa vidt gaar det endog, at den Politiker, som vil tage Hjærtet med paa RaacL anses for »naiv«, en »skikkelig Fyr«, men Partiets »enfant terrible«; ti — siger alle »store Politikere«, især vor Tids Bismarcker og deres smaa Efterabere — i Politik gælder det kun om Forstand: »Følelses-Politik« duer ikke. Af samme Grund er det vel ogsaa, at disse vor Tids sæd- vanlige Politikere ser ned paa Kvinderne. Disses Hjærte er dem nemlig tit for rigt udviklet — vel næppe paa Forstandens Be- kostning, men dog forholdsvis saa udviklet, at der alene af den Grund ikke kan være Tale om at give dem politiske Rettigheder. Hvilken skadelig Indflydelse vilde de ikke i Tidens Løb kunne komme til at udvikle! Hvilken Forstyrrelse i den gængse kolde Politik, hvor det gælder at holde sine Modstandere fra Livet tit ved de hjærteløseste Midler! Det kunde jo føre til et helt System- skifte. Ikke et Systemskifte i den Retning, som Reaktionen og Revolutionen i vor Tid lige meget ønsker, at »Magten sættes i Rettens Sted, indtil der af Magten skabes en ny Ret« — , en Re- aktion, som — om end udført ved Revolution fra neden eller fra Digitized by Google 548 Et Indlæg i Kvindesagen fra 1793. oven — vilde være en midlertidig Tilbagegang fra Listens Vælde til den raa Magts Vælde, en Tilbagegang fra vor til den nær- mest foregaaende Tidsalder. Ikke politisk, nej ej en Gang kommunal Stemmeret vil de slueste af vor Tids »store Politikere« indrømme Kvinden. Hvorfor ikke? Det siges, at det vel til Nød kunde gaa an med kommunal Valgret (som paa Island), men — det er et farligt Skraaplan! Der er kun en umærkelig Overgang — og ikke som Professor Goos udtalte i Studenterforeningen d. l0 /ii 1883: en »Afgrund« — imellem den kommunale og den politiske Valgret. Tænk, om hin førte til denne! Ja, tænk om Valgretten førte til Valgbarheden! Hvor vilde ikke al Kvindelighed forsvinde! Mon de, der tænker eller taler saaledes, ikke snarest viser, paa hvilket lavt Stade de selv, ja hele deres Tid, staar i politisk, i højere politisk Henseende? De kender kun Styrken i »KrafU- Politiken, »Blod- og Jærn«-Politiken: »Øje for Øje og Tand for Tand«, — Magt mod Magt og List mod List. Men hvo véd, om der ikke efterhaanden, lidt efter lidt, aldeles umærkelig, iAarenes, ja snarere Hundredaarenes Løb vilde foregaa et Systemskifte i Politiken, dersom Kvinderne mer og mer fik Adgang til at gøre sin Indflydelse gældende i de Sager, som er Folkets, — og Kvinderne er jo endog Folkets Flertal! Demokratisk maa vel dog altsaa den Tanke være: at give Kvinden Ret til at gøre sin Indflydelse gældende, naar de Love, hun selv skal lyde, for- beredes i Folkets Repræsentation. Frøken Sørensen i »Abe- katten« *) finder det ukvindeligt at krybe ind i en Omnibus, en af disse »uanstændige« Kasser, hvor fremmede Mandfolk kan sætte sig Side om Side med én. Nu har man et fornuftigere Be- greb om, hvad Kvindelighed vil sige. Men hvor langt har vi endnu ikke tilbage! Det vilde vel næppe falde nogen ind i Dag for Alvor at foreslaa, at Kvinden i Morgen skulde kunne vælges ind i Folke- repræsentationen; — endog fra »Kromøderne« maa hun gærne holde sig borte. Men derfor skal man ikke forsværge, at det ej en Gang skal kunne tænkes lige saa foreneligt med den, sande Kvindelighed at deltage i Mændenes Raadslagning om Folkets ') Denne Vaudeville opførtes 1ste Gang den 'Vs 1849 paa den danske Skueplads. Digitized by Google Et Indlæg i Kvindesagen fra 1793. 549 Vel og Ve, som det nu er foreneligt med den at sidde sammen med Mænd i Omnibusser og Sporvogne. Hører man ikke alle Vegne fra, hvor Kvinderne har faaet Adgang til Steder, der hidtil var Mændenes Enemærker, at Tonen blandt disse er bleven bedre. Ja, dette gælder endog paa det tidlige Trin af Udviklingen, hvor Kønnenes Sammenblanding ved en løsere Betragtning skulde synes allerfarligst. Det hører vi ej alene fra Nordamerika, hvor Samskolesystemet bærer de bedste Frugter i sædelig Henseende, men ogsaa fra den gamle Verden, t. Eks. fra Finland I Steden for at Kvinden skulde blive mand- haftig og altsaa ukvindelig, viser det sig, at denne Kønnenes fæl- les Deltagelse i alvorligt Arbejde i den ene eller den anden Ret- ning netop løfter baade Manden og Kvinden, gør ham mere ridder- lig og hende i sandere Forstand mere kvindelig. Der foregaar en aandelig og sædelig Tilnærmelse, idet baade Mand og Kvinde gaar fremad. Thorild gaar uden Tvivl for vidt, naar han ud- trykker det saaledes, at Manden, idet han forædles, mer kommer til at ligne Kvinden. Nej, forholder det sig ikke snarere saaledes: idet baade Manden og Kvinden under det fælles Samarbejde for- ædles, nærmer de sig begge mer til det sandere menneske- lige, som omslutter baade Mandens og Kvindens Natur; og saa- ledes bliver han mandigere og hun kvindeligere. Men hvorledes vil da ikke i en fjærn Fremtid »Jordens Vælde« — Politikens Omraade — kunne vinde, naar det selv vandtes af »Kvindernes Ømhed og Skønhed!« Har ikke Thorild i dette uskrevne tredje Kapitel — hvis Titel alene han har givet os i Arv — , ladet os ane en ny Tidsalder i Verdensudviklingen, hvor Tilbagegangen til den raa Magts Vælde er umulig, hvor Listens Vælde, vor Tids, er et tilbagelagt Stade, men hvor derimod Humanitetens Vælde, bygget paa Mandighedens og Kvindelighedens aandelige og hj ærtelige Forening, er den poli- tiske Morals eller den moralske Politiks Særpræg? Vejen dertil ') Se bl. a. Till. til „Nationaltidende* Nr. -2701 den 8 /«o 1883: „Fælles Undervisning for Drenge og Piger*, H. E. Berner's Afhandling „Orn Kvindesagen (III, Vore Pigeskoler)" i „Nyt Tidsskrift 44 (Kristiania) 1884, S. 132—139, og Mrs. S. Kenney's om „ Amerikanske Universitetsforhold og Fællesundervisning for Mænd og Kvinder" i „Vor Ungdom* (Kbhvn) 1884, S. 170 -174. Digitized by Google 550 Et Indlæg i Kvindesagen fra 1793. gaar gennem en sandere og dybere Forstaaelse *af »Kvindekønnets naturlige Højhed«. — »Edra memorialer« — sagde Ehrensvård til Thorild, da denne overrakte ham et Skrift — »innehålla så stora sanningar, att de bora ligga i en stor mans bureau ånnu i femtio år«. I »mindst hundrede Aar« — havde den aandrige Ehrensvård maa- ske sagt, dersom Thorild havde overrakt ham et Skrift af det Indhold , som vi kan gætte os til af Titlen til det uskrevne tredje Kapitel om »Kvindekønnets naturlige Højhed«. Fredrik Bajer. Digitized by Google K o n g o. H. H. Johnsson: The River Congo. London 1884. A. Del mar Morgan: A Visit to the Cen hvid Linje gennem det mørke Fastland« , hvorfor der i Nvbr. 1878 under Navnet »Comité d'Etudes du Haut-Congo« dannedes en ny Gren af det oprindelige Selskab, Dette Selskab er anonymt, dets Medlemmer ere ukendte, i dets hidtidige Virksomhed har det yndet et vist Hemmeligheds -Kræmmeri, der særlig fra fransk Side har indbragt det en Del Mistænkeliggørelse, men sandsyn- ligvis dækker Navnet kun over Kong Leopold IFs Person. I en Brochure, der offentliggjordes for et Aars Tid siden, sammen- fattedes dets Program i følgende Ord. Komiteen ønsker at under- søge og tilvejebringe Betingelserne for et regelret Samkvem mellem Nedre- og Øvre-Kongo, at undersøge Mulighederne for Handels- forbindelser med Stammerne i Kongobækkenet og Indførselen af evropæiske Varer i Bytte mod afrikanske Produkter. Komiteen paa- tog sig derfor at oprette Stationer i samme Øjemed og af samme Art som de internationale paa Østkysten, den antog Associationens nevtrale Flag : en blaa Dug med en gylden Stjærne, og stillede sig under den almindelige Folkerets Beskyttelse. I dens Stationer kan enhver rejsende, ligegyldig af hvilken Nation, enhver Missionær, ligegyldig af hvilken Trosbekendelse, og enhver Købmand, lige- gyldig af hvilken Art, finde et Gæstehjem og Beskyttelse. De ere befæstede Tilflugtssteder, hvor Dannelsens Ombud i de mørke Skove kunne ty hen, og hvorfra de kunne paa virke deres Om- givelser. Komiteens første Arbejde var et storartet Vejanlæg uden om Kongoflodens Vandfaldsegne til Stanley Pool. Den be- gyndte sin Virksomhed med en Kapital af en Million Franks, men denne Sum er kun en Brøkdel af, hvad der senere er gaaet med, Tilskueren. 1884. 36 Digitized by Google 554 Kongo. og under et Møde af Afrikaselskabernes Ombud i Bryssel i Febr. 1879 overdroges Ledelsen af det store Foretagende til H. M. Stanley. Nogle faa Dage efter var han rejsefærdig, allerede den 18 Marts var han i Zanzibar, hvor han samlede en Skare kraftige indfødte om sig, og — aabenbart for at bortlede Opmærksomheden fra sit egentlige Formaal — foretog nogle hensigtsløse Recognosceringer op ad øst-afrikanske Floder, for saa pludselig med sin Dampyacht »Albion« at sætte Kursen igennem Suezkanalen og Middelhavet direkte til Kongomundingen, hvorhen han naaede den 3 Septbr. Her laa flere evropæiske Transportdampere og ventede paa ham med et uhyre Materiel: et mindre Dampskib, der skulde bruges paa den nedre sejlbare Del af Floden, 4 Dampchalupper og 5 å 6 Staalbaade, der skulde føres op over Vandfaldene, Stations- og Pakhuse, Karrer, Muldyr og Proviant samt en Arbejdsstyrke paa flere hundrede Mand, hvide, Zanzibar-, Kru- og Kabindanegere, en Styrke, der siden er bleven forøget til mere end 2000. — Stanley gik straks op til Vandfaldsegnene 30 Mile fra Havet og uden be- tydelige Rekognosceringsarbejder i Kystegnene eller langs Flod- bredden gav han sig med ægte angelsachsisk Stivsind til at bryde sig en Vej hen over de klippefulde Terrasser, gennem hvilke Kongo i en Udstrækning af 35 Mile har boret sig en besværlig Udgang til Havet. Langs hele Vestkysten af tropisk Afrika fra Sierra-Leone Kysten til Ogovéflodens Munding er Landskabet en uendelig Skov. Under Tropernes Sol og uafbrudte Regnskyl udfolder Plante- verdenen sin glimrende Climax og trykker Dyrelivet ned i anden Linje. Skovregionen stiger umiddelbart op af Atlanterhavets Bølger og fortsætter sig med de samme Typer og den samme overdaadige Rigdom tværs igennem Verdensdelen til Viktoria Nyanza og Vestsiden af Tanganjikasøen. Men Syd for Ogovés Munding vige Skovene tilbage fra Kysten og give Plads for et aabent Savannahlandskab med store Plæner af 20 Fod højt Græs og skyggefulde Lunde åf mægtige Træer. Paa en heldig Maade betegnedes dette Landskab af tidligere Afrikarejsende som »park- agtigt«. Det omslutter Verdensdelens mest typiske Egne; den smukke Hyphæne- Palme, Oljepalmen, Bomuldstræet, Boababen, kæmpemæssige Mimoser, Figen og en Række glimrende Arter af de ærteblomstrendes Orden ere Landskabets fornemste Former; de store Tykhuder Elefanten, Næsbornet og Flodhesten færdes i Digitized by Google Kongo. 555 disse Egne. Parklandskabet hersker udelukkende omkring Loando, Kabindo og langs Nedre -Kongo for derefter gradvis at glide over i Angolas fortørrede Kystplateauer, hvor Aloe- og Evphorbia- arter give Landskabet dets uvenlige Præg. Hele det indre Kongo- bækken oven over Kystterrasserne tilhører de tropiske Skove, den stadige Regn og det evige Foraar. Først ved Stanley Pool træder Floden ind i Parklandskabet. Det høje Græs dækker Egnen; i den 4 Maaneder lange tørre Tid faar Solen Lejlighed til at gennem- stege Vegetationen og uhyre Savannahbrande have »ædte Skovene bort fra Højsletterne. Trævæksten er sammentrængt i de dybe, vandrige Slugter og omkring Negerbyerne. Flodlandskabet er som Helhed trist og tungsindigt. Den mægtige Strøm tumler af Sted i Fald og Hvirvler mellem halvnøgne og vilde Klipper, sjælden ses en Hyttelejr ved dens Bredder, i Ny og Næ glider en Kano hen over dens brunrøde Vande, og Krokodillen, Flod- hesten og Fiskeørnen synes at være i uforstyrret Besiddelse af dens Vandspejl. I utallige Bøjninger og Serpentiner har den banet sig en besværlig Vej igennem Terrasserne, og for Be- tragterens Øje tager den sig nærmest ud som en Kæde af snævre Søer. Fra Stanley Pool til Vivi falder den noget over 1000 Fod og danner 32 Fald og utallige Strømhvirvler, men ingen af disse udmærke sig ved Skønhed eller virke ved andet end de uhyre Vandmasser, der piskes til Skum over skjulte Skær og mellem indsnævrende Klippesider. Ingensteds findes lodrette Styrtninger, og denne Del af Kongofloden vil næppe nogen Sinde blive Møde- sted for vor Tids naturtilbedende Turister. Mundingsegnene ere lave, usunde Mangrovesumpe med nydelige Klynger af Borassus- palmer og rigt Løvværk; men allerede oven for Boma snævres Flodlejet ind, Landskabet bliver storslaaet og skarpt, Borassus- palmen forsvinder, Skoven indskrænkes til Slugterne, og Bjærg- højderne hæve sig golde og triste op om den jagende Strøm. I saadanne Omgivelser ligger Vivi, Stanleys første Station fra Havet Dens hvidmalede Huse tage sig ud som en Ørnerede paa den røde Flodskrænt, medens Arbejdsstyrkens talrige Hytter skjule sig i Slugterne bag tæt Løvværk. Med Nød og næppe kan den lille Floddamper arbejde sig op gennem Strømhvirvlerne til Sta- tionen, og bag ved denne tordne Flodens Vandmasser ned over Yellalafaldenes Klipper. De ere egentlig kun en Række af korte Spring; sandsynligvis falder Kongo her ingensteds mere end 12 Fod paa én Gang, men Faldenes stadige Følge og de indstrøede 36* Digitized by Google 556 Kongo. Klipper fremkalde et uhyre Oprør. Det er et Væddeløb af Bølger, den ene jager den anden, de tilbageilende Vande møde de ned- styrtende Masser og sende Skyer af Skum og sønderrevne Vand- flager op i Luften. Yellalafaldene standse Flodens Sejlbarhed, og Stanley maatte fra Vivi føre en 11 Mile lang Vej over Land til sin næste Station Isangila. Egnen er meget klippefuld, Kongos Bifloder have gravet sig dybe Afløbsfurer ned i Stenen, og deres Slugter ere fyldte med yppige Skove, men Klippehøjderne ere nøgne. Arbejdet lagde Beslag paa Ekspeditionens Kræfter i 11 Maaneder. Mange Steder maatte Stanley bane sig Vej med Dynamit, hele Klippepartier sprængtes bort, i 26 Dage arbejdede han for at naa 600 Alen frem, og som Regel regnedes et Par Tusende Alen for et heldigt Dagværk. I Tidsrummet fra Februar til Jul 1880 tilbagelagde han Vejen mellem Vivi og Isangila 33 Gange frem og tilbage, halvtredje Tusende Dragter slæbtes hen til den sidste Station, og Mandskabet anvendte somme Tider en hel Dag til ved Hjælp af Taljer og Spil at bringe en Dampkedel op ad en høj Skrænt. Disse Bedrifter indbragte Stanley Hædersnavnet »Bula Matadi«, Klippebryderen, og under dette Navn er han nu kendt i hele Kongoegnen. Nu tilbagelægges Vejen til Isangila med Let- hed i 4 Dage. Fra Isangila til den næste Station Manjango er der 19 Mile, og Rejsen kan foretages paa Floden. Denne er dog langt fra farefri. Den brede Flodsæng. (3000 Alen) er overstrøet med Øer, Strømmen hvirvler og syder ind og ud imellem disse med farlige Malstrømme og Skær, hvor Skummasserne som store Bomuldsballer fare rundt i evige Runddanse, og forsænkede, bort- skyllede Øer sende hele Lunde af grønne Træer op igennem Vandspeilet. De Staalbaade, der holde Forbindelsen ved lige mellem Stationerne, maa mange Steder slæbes op imod Strømmen af Besætningen, der springer fra Klippe til Klippe langs Bredden, og selv Dampchaluppen kan somme Tider i Regntiden trænge til en saadan Understøttelse. Delmar Morgan, der besøgte Kongo i Fjor Efteraar, fortæller, at det ofte tog 1 Time at ro Baaden et Par Alen frem. — Her svigtede Stanleys Helbred ham; i længere Tid svævede han mellem Liv og Død, og han skrev om sin Til- stand: »Min Sygdom skyldtes væsentlig den -bestandige Nerve- spænding, som jeg blev holdt i paa Grund af de mange Farer, der vare forbundne med Sejladserne med de overlæssede Baade, . . . naar jeg saa' dem, lastede med Materiel og kostbare Menneskeliv, Digitized by Google Kongo. 557 næsten give tabt i Malstrømmene og ofte forgæves kæmpe imod den rivende Strøm.« En halv Mil paa den anden Side Manjango indsnævres Flodens Løb atter og her findes det mest ansélige Fald, Ntombo Mataku, der strækker sig over hele Flodens Bredde og som et Par vældige Trappetrin af skinnende hvidt kan ses i meget lange Afstande. Stanley maatte atter ind i Landet, i fire Maaneder arbejdede hans Styrke paa at naa frem til Stanley Pool, der ligger 21 Mil fra Manjango, og den gamle Handelsvej langs Flod- ens nordlige Bred udbedredes en Del, men ikke des mindre er den senere bleven forladt, og nu gaar Hovedvejen paa den syd- lige Side over Lutete, hvor der er anlagt en Bistation, gennem frugtbare Højsletter og forbi venlig sindede Stammer til Leopold- ville. I Slutningen af 1881, efter 2 Aars Anstrængelser , naaede Stanley Kongoflodens sejlbare Løb, og den 3dje December s. A. kunde han sætte den første Damper i Vandet ved Stanley Pool. Da Peter den store anlagde St. Petersborg, sagde han, at denne By var det Vindue, hvorigennem Rusland kunde se ind i Evropa. Om Stanleys Hovedstation har man sagt noget lign- ende. Leopoldville ved Stanley Pool skal være det Vindue, hvor- igennem Evropa kan se ind i Hjærtet af Afrika. Men uheldigvis sidder dette Vindue noget højt oppe, det er en baade stejl og umagelig Vej, der fører op til det, og der kræves megen og be- sværlig Kravlen, før man naar det gode Udsigtspunkt. For nogle Aar siden var en berømt fransk Forfatter saa ondskabsfuld at kalde Stanleys nye Vej en Trappe, men selv om det er saaledes, vil Handelsmanden , Missionæren og Videnskabsmanden ikke des mindre være ham taknemmelig for den, og det af den simple Grund, at en Trappe altid er langt at foretrække for ingenting. Men en Handelsvej i evropæisk Forstand bliver den sikkerlig al- drig, og skulde det i Fremtiden vise sig, at Kongobækkenet virke- lig er i Stand til at bære en Omsætning i stor Stil, vil denne sky en Vej, hvor der maa foretages en Række Omladninger, hvor Trækdyr og Kaferrer næppe nok kunne benyttes, og hvor Men- neskerygge ofte ere det eneste Transportmiddel. Stanley roser sig af at have taget Tyren ved Hornene, og hans Bedrifter langs Kongostrømmen vidner jo ogsaa tilstrækkelig baade om hans Digitized by Google 558 Kongo. Mod og Energi og om hans Foragt for Hindringer, men det turde dog allerede nu vise sig, at hans store Ævner og hans rigelige Pengemidler kunde have fundet en mere praktisk Anvendelse. Paa dette Punkt ligger den franske Forsker De Brazza's Betyd- ning. Endnu før end Stanley var færdig med sit Vejarbejde, havde denne rejsende naaet Stanley Pool, sikret Frankrig et Land- stykke ved dennes Bredder og derefter undersøgt Niariflodens Løb. I dennes Dal, der begynder noget nordvest for Stanley Pool, fandt de Brazza en naturlig Vej uden store Hindringer lige til Havet, og uagtet Stanley den Gang kun havde Spot tilovers for ham, har han senere ikke forsmaaet fuldt ud at benytte de Brazzas Anvisning. Han har derved selv bevist, at han ikke har fuld Tillid til Kongovejens Fremtid; ti i 1883 sendte han to Eks- peditioner under de belgiske Kaptajner Elliot og van der Velde henholdsvis til Niaris (Kuilu) øvre og nedre Løb for at recognos- cere Egnen og finde en brugbar Vej fra Leopoldville til Kysten og paa denne Maade undgaa Vandfaldsegnene til Vivi. Dette lykkedes. Kapt. Elliot undersøgte Landet paa det nøjagtigste, fandt mange brugbare Handelsveje og Terrænforholdene saa 'gunst- ige, at der kan anlægges en Jærnvejslinje op over Kystbjærgene til Stanley Pool. Stanley tillagde Niaridalen en saa stor Betyd- ning, at han i Fjor forsynede den med en Række Stationer, der fra Flodens øvre Løb ligge i følgende Orden: Philippeville, Stéphanieville, Stanley-Niari, Franktown, Badouinville og Rudolf- stadt ude ved Havet. De evropæiske Interesser begynde allerede at rettes imod Niarimundingen, de Brazza har her anlagt to Sta- tioner, den franske Republik har sat sig i Besiddelse af Pta. Negra og Loango i dens Nærhed, og saa vel Stanley som det inter- nationale Selskab har gjort sig megen Møje for at faa Højhedsret over Floddalen, men hidtil har kun de forenede Stater vist sig villig til at anerkende denne. Men ogsaa ved Stanley Pobl har Stanley forstaaet at komme sin Medbejler i Forkøbet. Det belgiske Selskab behersker denne Sø, Kongos strategiske Knudepunkt, Grebet paa den uhyre Vifte af sejlbare Strømme, der føre ind i de yppige, ugæstmilde Skov- egne, som muligvis med Tiden ville udvikle sig til et af Verdens største Koloniallande, men for Øjeblikket nærer ten i kommerciel Henseende temmelig værdiløs Vegetation. Selve Stanley Pool er en bægerformet Udvidelse af Kongo, 1147 Fod over Havet, om- givet af c. 1000 Fod høje Bjærge og overstrøet med Sandbanker Digitized by Google Kongo. 659 og langstrakte Øer i Strømmens Retning. Den dækker et Fladerum af 20 □ Mile og er 6 Gange større end efter Stanleys første Over- slag. Den tropiske Skovegns glimrende Former i Fauna og Flora træde her for første Gang frem for den rejsendes Øjne. Ny Blomster, ny Træer og ny Palmer møde ham ved hvert Skridt, en ny og spraglet Fugleverden bygger langs Søens Bredder og ukendte Sommerfugle og Biller flagre omkring Løvværket; trods Afstanden er der langt større Overensstemmelse og Lighed med den fjærne Viktoria Nyanza end med Vandfaldsegnene, der kun ligge nogle Mile neden for. Hjorder af Elefanter og Flodheste søge Næring paa dens Øer, store Krokodiller slikke Solskin paa Sandbankerne og svømmende Øer af Papyrus og andre Vand- planter drive ned ad Vandspejlet, beboede af langbenede Vadere. Ved den nordøstlige Ende, hvor Kongo træder ind i Søen , hæver Højskoven sig mange hundrede Fod lodret op af Vandet, højere end Øjet kan række. Det er en Mur af Løvværk, af rigtblomst- rende Træer, af dristige Lianer, et Farvemosaik i tusende Afskyg- ninger. Paa Nordsiden rejse Doverklintens skinnende hvide Sand- skrænter sig op over Vandspejlet, og kransede med Vaargrønt tage de sig helt evropæiske ud. Langs den vestlige og sydlige Side vige Bjærgene tilbage fra Søens Bredder, der blive lavtliggende og sumpige. Her ligger Mfwa eller Brazzaville, en Samling mias- matiske Negerbyer, halvt skjulte af Bananer og Palmer og næppe egnede til at afgive et sundt Opholdssted for hvide Mænd. Lige over for Mfwa glider Kongo atter ud af Søen, paa den venstre Bred hæver her Negejbyen Kinshasha sig stejlt op over Flodlejet og behersker dette. Det havde været de Brazzas Hensigt at be- fæste dette Punkt og gøre det til Flodens Gibraltar, men i Fjor lykkedes det Stanley at erhverve Land deroppe, og et Stations- anlæg har for længst sikret ham Pladsen. Hovedstationen Leopoldville ligger egentlig ikke ved Stanley Pool, men snarere ved den lille sejlbare Stump af Kongo umiddelbart oven for Fald- ene. Den ligger højt som alle Stanleys Stationer. Midt paa siden af en 300 Fods Skrænt har han udgravet en mægtig Plat- form eller Terrasse og derpaa rejst de ansélige Stationsbygninger: Villaer, Magasiner og halvaabne Spisesale. Zanzibarhytterne ligge ordnede i hyggelige Gader, oven og neden for omgivne af venlige Haveanlæg. Oppe paa Klintens Krone har Baptistmissionen en Station, fra hvis Veranda der haves en fortryllende Udsigt over Søen, lidt længere borte, men endnu paa Stationens Grund, Digitized by Google 660 Kongo. har en dansk Missionær opslaæt sin Bolig, og den hosliggende Negerby tæller mindst 1500 Beboere. Over, under og ved Siden af Stationen ligger vidtstrakte Haveanlæg, hvor der dyrkes Maniokrødder, Bananer og Grøntsager; Kvægholdet, der bestaar af Faar, Geder, Svin og Fjerkræ, forøges stadig, og Stanleys Bestræbelser gaar ud paa at sætte Stationerne i Stand til at brødføde sig selv, da Provianteringsspørgsmaalet, trods Landets overvældende Yppighed, lægger de største Hindringer i Vejen for alle Foretagender. Den tropiske Skovregion er blomstersmykket Sult. Næsten alle de dyrkede Brødplanter, Maniakroden, den søde Kartoffel, Majsen, Ananasen, Jordnødden, Orangen og Gi- tronen, ja, maaske endogsaa Sukkerrøret, ere Laan fra det rige Amerika; Portugiserne indførte dem i sin Tid i Kystegnene, og derfra ere de i de sidste Aarhundreder vandrede dybt ind i det forhungrede og yppige Indre. Men de indfødte avle kun, hvad de selv behøve, de have intet Forraad for uventede Efter- spørgsler, og Stanleys nærværende Arbejdsstyrke paa 2000 Mand have derfor hovedsagelig været henviste til evropæiske Fødemidler, ja, selv hans Lastdyr kunde ikke finde passende Næring, og der er bleven indført Hø i et Land, som sukker under Planteverdenens Overmagt. Af disse Grunde maa Stanley ofre Havevæsenet og den indre Økoaomi en pinlig Opmærksomhed. Leopoldville har en lille og sikker Havn bag et Skovnæs lige under Stationsbygningen, og fra denne Havn staar Sejladsen aaben 1000 engelske Mile østerpaa op ad Floden. »Leopoldville« — siger Johnsson — »er bestemt til at være Centralafrikas frem- tidige Hovedstad. Stanley har beregnet, at derfra staa Vandveje til en samlet Længde af 4520 engelske Mile aabne imod Nord, Syd og Øst ind i Hjærtet af Verdensdelen. Stanley Pool vil en Gang blive Endepunktet for en Jærnvej fra Atlanterhavs- kysten og Begyndelsespunktet for en Sejlads halvt igennem Afrika. Det Indres Produkter, Elfenbenet, Kobberet, Jærnet, Kryd- derierne, Vokset og Kautschuken ville her mødes med Frankrigs og Englands Frembringelser.« P. Lauridsen. Digitized by Google Shakespeares »Hamlet c og dens Opførelse paa det kgl. Teater. Naar det hedder om sceniske Kunstnere, at den har »studeret« 10 Aar, den 15 Aar paa »Hamlet«, saa behøver dette ingenlunde, hvad jeg har hørt én og anden paastaa, at være Vig- tigmageri; tvært imod r en saadan Paastand har al Rimelighed for sig. Man »studerer« sig nemlig ikke til Forslaaelsen af »Hamlet«, som man f. Eks. studerer sig gennem Vischers Æstetik; man lever sig til at forstaa den; og dette kræver Tid. En ung Stu- dent, der kommer fra Artiumsbordet, forstaar ikke »Hamlet«. Er han forskruet, vil han bilde sig det ind; eller er han det ikke, vil han maaske have en Forstaaelse af alt det udvortes i Stykket og paa elskværdig ungdommelig Vis sympatisere med det tragiske i »den ædle Helts« Skæbne; men den fulde Tilegnelse af dette, det mærkeligste af alle Shakespeares Dramer, vil han først opnaa, naar han længe har iagttaget Menneskenes Færd, søgt at efter- spore Motiverne til deres Handlinger, været i Brydninger, bukket under i smertelige Kampe eller, i bedste Tilfælde, vundet dyre- købte Sejre, naar han under Udforskningen af andres Væsen ær- lig har bestræbt sig for at lære sig selv at kende, og, naar han som oftest er endt i Tungsind over ikke at være kommen til noget fast, positivt Resultat. Man maa selv have lidt af en Ham- let i sig for at forstaa denne sære dramatiske Figur, denne under- lige Sammensætning af Varmhjærtethed og Uskaansomhed, Indig- nation og Indifferent isme, Tro og Skepsis. — Shakespeare skrev dette Stykke paa den Tid, hans Vel- ynderinde, Englands fejrede og heltemodige Dronning Elisabeth, døde. Han var da i 40aars Alderen og i Færd med at trække sig tilbage fra Scenen og London. En Konge, en svag Karakter, Tilskueren. 1884. 37 Digitized by Google 562 Shakespeares „Hamlet" og dens Opførelse paa det kgl. Teater. en selvbehagelig Pedant, der nærede overdrevne Forestillinger om sin Værdighed, besteg den engelske Trone. Shakespeare har en Gang sagt denne Mand nogle Artigheder; men i Virkeligheden var hans Respekt for ham mindre end Nul; og der mangler vist ikke meget i, at han kunde udbryde med Hamlet til Horatio: „Du véd jo nok, o Damon kær, før sad Olympens Gud paa Tronen her, nu sidder der en ægte — ægte Toskilling!" Heller ikke til den brødefulde Dronning manglede Shakespeare et Forbillede. Det var ikke stort mere end en Menneskealder siden, at Marie Stuart havde ægtet den Mand, der af alle ansaas for hendes Husbonds Morder; og mellem alle Dronning Elisabeths Tilhængere var det en afgjort. Sag, at hun var Medviderske i denne Forbrydelse. Netop et Aar efter at Shakespeare var kom- men til London, faldt Marie Stuarts Hoved paa Skafottet. Da Shakespeare udgav sin »Hamlet«, stod han netop ved Slutningen af en Livsperiode, der havde været overordentlig rig paa Omtumlinger og Oplevelser. Han havde omgaaedes Gøglere og Skuespillere, oplevet Elskovsæventyr, deltaget i æstetisk Klub- liv med den Tids bedste Hoveder og lærdeste Forfattere, haft Adgang til de højere Kredse og været Ven med unge Adelsmænd. Han havde set meget, tænkt meget, lidt meget, stridt meget, men ogsaa nydt meget. Og af alle disse Oplevelser havde hans Sjæl draget rig Næring; man ser det af hans senere Dramaer, af Mesterværker som »Othello« , »Kong Lear« og »Macbeth«. Men medens han i disse Skuespil har behandlet specielle Sider af det menneskelige Naturel, har han i »Hamlet« gjort selve det cen- trale i den menneskelige Sjæl til Genstand for sin Analyse: han har vist os vort Indre med dets vildsomme Gange, vort Selv med dets Faldgruber, vort Jegs Skyggesider, Selvfortærelse og Tvivl. Og han har vist os hele denne Misere, vel at mærke ikke hos et almindeligt eller dadelværdigt Individ, men hos et usædvanligt Menneske, en idealt anlagt Natur, en fint dannet Intelligens, en sædelig og pligtopfyldende Aand. Vi aner, at Macbeth maa falde for Ærgerrighedens Dæmoner i sit Bryst; vi kunne forstaa, at Skinsygens brændende Kvaler maa hærge Othellos Hjærte, naar han saa let har vundet en saadan Kvinde som Desdemona; vi kunne begribe, at Lear i sin kortsynede Forfængelighed maa Digitized by Google Shakespeares „Hamlet* og dens Opførelse paa det kgl. Teater. 563 løbe Panden mod Egoismens glinsende Mur. Men Hamlet; hvor- for bukker han under? Han, i hvem det ofte forekommer os Digterens eget Hjærte slaar, han, som stadig, hele Stykket igen- nem er Genstand for Tilskuernes Sympati? — Vi synes ikke her at sé den Fordring fyldestgjort, som vi stadig maa stille til den tragiske Digter, at han skal vise os den retfærdige Skæbnes Dolk i Melpomenes Haand. Og dog; den findes der. — Hamlets tragiske Skyld er den, at han har troet for meget; nu tvivler han for meget. Han er uhelbredelig syg af den Tæring, man kalder Tvivlen. Hamlet tror ikke mer paa nogen eller paa noget, mindst paa sig selv. Han har »troet« , som de færreste tror. Troet med en umiddel- bar, gemytfuld Naturs Naivetet, troet — som der staar i et af Kr. Richardts Digte — »at Judas var ond, og Kain var ond, men ellers ingen«. Og selv om han ikke har været uvidende om, at der var Lavhed og Ondskab i Verden, saa har han stadig tænkt sig, at alt dette med Lethed lod sig overvinde, naar man forholdt sig brav, naar man tappert bekæmpede det slette, altid var rede til at bekende det gode eller være et Eksempel til Efter- ligning. — Jeg kan forestille mig ham før den frygtelige Kata- strofe i hans Liv indtræffer: Faderens pludselige Død og Moder- ens Hastværksbryllup med den Farbroder, han aldrig har kunnet lide. Jeg kan tænke mig ham som dette Barn, dette unge Men- neske, fuld af god Vilje, ædel Stræben, lydig og fuld af Tillid lige over for sine Forældre. Født under rige Forhold, aldrig kendt med Savn al Livets Nødtørft, er han som en ædel Plante, der er i Besiddelse af alle Vilkaar for Udfoldelsen af dens ejen- dommelige Skønhed. Ofelia har skildret ham paa denne Tid: „The courtiers, soldiers, seholars eye, tongue, sword Th' expectancy and rose of the fair state, The glass of fashion and the mould of form, Th' observd of all observers! — — — ») En ædel Ærgerrighed har været hans eneste Svaghed; om det kan kaldes Svaghed, at han i ét og alt har villet vise sig sin ') Hofmandens Øje og den lærdes Tunge, Krigsmandens Sværd, det skonne Higes Haab og Rosenknop, de line Sædeis Spejl, Mønstret for Høviskhed, det fælles Maal for alles Blikke (Lembckes Oversættelse). 37* Digitized by Google 564 Shakespeares „Hamlet* og dens Opførelse paa det kgl. Teater. høje Stilling værdig. Han har elsket, elsket som man elsker første Gang, uinteresseret, ydmygt, uden Hensyn til den elskedes Stand og Stilling. Jeg ser ham skrivende daarlige Vers, der svulme af Ungdom, skyldløs Attraa og ridderlig Tilbedelse, lige saa tarvelige i Formen som lødige i Indhold. Han har set op til sin høje, herlige Fader, han har elsket sin Moder med øm Hengivenhed. Og han har været stolt og fuld af stille Fryd over sine Forældres udmærkede Egenskaber. Fremtiden har han været saa tryg for, at han næppe har skænket den en Tanke. Som Livet gled hen for ham, en klar, solbestraalet Flod, saaledes har han tænkt, det altid maatte blive ved at være. — Kun de fær- reste Børn kunne tale med om et Barndomsparadis ; men Hamlet, han har kendt det. Da kommer Slaget, pludseligt, voldsomt. — Faderen bliver funden død i Slotshaven, med Legemet bedækket af det væmme- ligste Udslet; Moderen, der i Begyndelsen har larmenteret, ægter næppe to Maaneder efter denne Farbroder, som Hamlet trods al hans indsmigrende Venlighed aldrig har holdt af, og i hvis Nærhed han altid har befundet sig uhyggelig. — Hamlet er over- vældet af Sorg, Vrede, Forbitrelse, Indignation. Hans Uvilje mod Farbroderen forvandler sig til Had. Spørgsmaalet om Tronfølgen, som før aldrig har foruroliget ham, sysselsætter nu ofte hans Tanker. Men det er ham dog intet mod det harmevækkende Faktum, at denne infame Person, denne »Toskillingskonge« ogsaa har taget hans Moder fra ham. Moderen, som han har elsket, højagtet og ønsket at kunne bære paa Hænderne, som han saa' Faderen gøre. Moderen, som har været ham Idealet for alle Kvinder! — Hamlets første Monolog er overordentlig vigtig for Forstaaelsen af dette Forhold; den drejer sig udelukkende om Moderen. Naar hans Moder kunde gøre det, hvordan maa da ikke andre Kvinder være. »O Svaghed, dit Navn er Kvinde!« — Saa kommer Vennerne, meddele ham, hvad de have set, og nu bliver først den frygtelige Hemmelighed ham aabenbar i hele sit Omfang. Optrinet med Faderens Genfærd ryster ham til Vanvid. Men allerede her skimtes Spiren til, Hamlets Svaghed: i det han selvbedragerisk skyder sig bort fra at skride til Handling. Un- der det første voldsomme Indtryk udtaler han, at han »med saa snar en Flugt som Andagts Vinger eller Elskovs Tanker« vil ile til sin Hævn. Dog allerede straks efter Genfærdets Forsvinden Digitized by Google Shakespeares .Hamlet* og dens Opførelse paa det kgl. Teater. 565 griber han til sin Tavle, for at skrive op: »at nogen smile kan og altid smile og være dog en Nidding«. Hvor mangen Digter og Filosof bruger ikke Pennen og Ordet som det Middel, hvorved han kan slippe for at gøre noget alvorligt. Hamlet nar- rer sig selv med at træffe Forberedelser: efter sin Samtale med Horatio »finder han det fornødent at tageen Daaremaske paa«, og slutter med et Suk over, at »Tiden er af Led. O hvilken Nød, at jeg just til at rette den blev født!«. — Man ser, hvorledes hans Sjæl allerede her er betændt af Tvivlen, hvorledes den alle- rede her har svækket hans Karaktér og lammet hans Daadskraft. Netop i selvsamme Nat, da Aanden viser sig for ham, var der jo Lejlighed til at udføre den Gerning, der er bleven ham paa- lagt, at dræbe Faderens Morder. Nu ligger jo Kong Glaudius, drukken af Vin »paa Blodskamslejet« , netop nu kunde Hamiet dræbe ham »i hans Synders fulde Flor«. Hvorfor gør han det ikke? Vi maa ikke tænke os, at Hamlet nogen Sinde har været særdeles anlagt til Handling. Han har altid været en spekulativ Aand, han har siddet paa de wittenbergske Avditoriers Bænke og hørt lange dogmatiske Foredrag om Sjælens Forhold til Leg- emet og om Filosofiens Beviser for Guds Tilværelse, og da Sorgen overvælder ham ved Faderens Død, ønsker han sig atter tilbage til hine Videnskabens Forgaarde. Men efter Genfærdets Aaben- barelser har Grubleriets og Tungsindets Gift begyndt at rase i hans Bryst og ikke alene undergravet hans Viljekraft, men ogsaa hans Tillid til Menneskene og Tro paa Livets Realitet. Den tillidsfulde Hengivenhed, han nærede for Moderen, er endogsaa i visse Øjeblikke næsten omskiftet til Had. Ofelia har han opgivet. Han, der som en Atlasbyrde føler Genfærdets Befaling tynge paa sig, kan naturligvis ikke tænke mere paa Kærlighed; Tanken om, hvorledes hin Daad skal udføres, maa optage ham helt. Dette maa sikkert være Meningen med hans Besøg hos Ofelia. At Hamlet har villet spille gal for sin elskede, er der ikke mindste Grund til at antage. At hans Forstand i de første Dage efter Mødet med Genfærdet har været noget rystet, og at han fra Tid til anden endnu ikke er ganske normal, turde være temmelig rimeligt. Jeg erindrer endogsaa, at den norske Karaktérskuespiller Isaksen i Sommeren 1871, da han den foregaaende Vinter havde spillet Hamlet, fortalte mig, at han havde opfattet Rollen ud fra denne Scene og i det Øjemed gjort Studier paa det norske Sindssyge- Digitized by Google 566 Shakespeares „Hamlet" og dens Opførelse paa det kgl. Teater. hospital Gaustad. Dette er dog næppe korrekt eller alt for vidt drevet. Som Ofelia skildrer Hamlet for Polonius, har han villet tage Afsked med sin Kærlighed for stedse: han tør ikke elske hende; han vil ikke elske hende mere; hans Hævn bør nu alene opfylde ham, og desuden — han véd nu fra Moderen, hvad en Kvindes Kærlighed er værd. Hvor store Skuffelser, han har maattet lide; Kvinder skulle ikke mere holde ham for Nar. — Men Shakespeare har gennem hin Skikkelse, som beskrives os af Ofelia, villet vise, hvor forfærdelig tungt Opgivelsen af denne Kærlighed falder Hamlet, denne Kærlighed, som »40,000 Brødres ikke kan opveje«. Og vi tro ham paa hans Ord: han har virke- lig elsket Ofelia, stakkels Hamlet, ellers vilde han ikke være saa ubarmhjærtig mod hende, som han viser sig i III. Akts 1ste Scene. Han har skudt hende fra sig; men han strider voldsomt med sig selv, og de bitre Ord, han udslynger mod hende og hele Kønnet, ere hans Hjærtes Skrig under Slagene af hans Beslutnings Svøbe. Han flænger sit eget Hjærte, medens han saarer sin elskedes. Det forekommer os, at man har misforstaaet denne Scene paa det kgl. Teater, og dersom den dygtige svenske Skuespiller Lindberg, som man meddeler os, har opfattet den saaledes, saa skulde man have vogtet sig for at eftergøre hans Fejl. Efter at Hamlet i den berømte Monoloir — som Æstetik- erne altid meget rigtig har gjort til Centralpunktet i Stykket, og hvoraf det fremgaar, at Tvivlen er Grundtrækket i den Karak- ter, Shakespeare her har villet fremstille, og at den virker som Stykkets tragiske Skæbne — efter at Hamlet i denne Monolog har aabnet sin Sjæls hemmelige Rum for os, opdager han pludse- lig , at han ikke er ene. Ofelia belurer ham , eller han tror det i Øjeblikket. »Ofelia den fagre« skal da ikke udtales med øm Hyldest; »the fair« er aabenbart et Høflighedsadjektiv, som en- hver ung Dame i hin Tid, selv om hun i Virkeligheden ikke var saa »fager«, kunde gøre Fordring paa; — tvært imod, det maa udtales, som om Hamlet samtidig sagde ved sig selv: »Ah, Jfr. Ofelia belurer mig! — Skulde hun have opdaget mig, hørt, hvad jeg næppe vilde lade Væggene høre?« — altsaa overrasket, halv sagte, garderet; og nu skal de følgende Replikker i Overensstem- melse hermed fremsiges med kold Spydighed, der paa Grund af, at Kærligheden til Ofelia ved Synet af hende mere og mere faar Magt i ham og atter og atter drives tilbage, til sidst slaar over i Raseri. Bestandig alluderer han under hele denne Replikveksel Digitized by Google Shakespeares „Hamlet * og dens Opførelse paa det kgl. Teater. 567 til Moderens Forhold: hans Moders Adfærd har lært ham, hvad Kvinderne er for noget: »kloge Mænd véd godt t hvilke Vanskab- ninger de gør dem til«. Han er her lige ved at undskylde sin Skurk af Onkel. Ti at han er bleven ført bag Lyset med Hensyn til Moder- ens Karakter — det kan han ikke glemme. — Der er ingen Tvivl, at Forholdet mellem Moder og Søn i sin Tid har været saare inderligt. Moderen elsker endnu Sønnen: Kong Claudias siger selv, at hendes Eksistens drager Næring af Hamlets; men dennes Kærlighed er, som forhen bemærket, næsten slaaet om til det modsatte. At Reversen af dette Had dog alligevel er Kær- lighed fremgaar af den berømte Dialog i III. Akt 4de Scene, hvor Hamlet, efter at have ladet Moderen høre forfærdelige Sand- heder og »talt Dolke«, siger plodseiig med btød Stemme: „og naar I foler Trang til at velsignes, saa vil jeg bede Jer velsigne mig!" — — Det er et fint Træk hos Shakespeare, at Hamlet baade kan sé Aanden og høre den tale, Moderen derimod hverken ser eller hører den. — Aanden viser sig nu atter, for at skærpe Sønnens »næsten sløve Forsæt«. Ti hvad har Hamlet egentlig gjort i Mellemtiden? — Intet. Han har haft Betænkeligheder, tvivlet og atter tvivlet. En Gang har han endogsaa været nær ved at tro, at det slet ikke var Faderens Genfærd, men en Helvedes Ud- sending, der var sat ud paa ham. Han har gjort sin elskede ulykkelig og forstyrret sin Moders Ko til ingen Nytte« Han har ræsonneret og deklameret i Steden for at handle. Han har ikke villet eller ikke kunnet forstaa Himlens Vink, da den lod ham komme bag paa den knælende Konge. Atter her har han reflek- teret sig bort fra Daad. Og det lyder næsten som en Ironi over Hamlets Formening, at Kong Claudius i Bønnens Øjeblik var Himlen nær, da denne rejser sig og erklærer: „Mit Ord fløj op, min Tanke bliver nede, Ord uden Indhold naar ej Naadens Sæde!* I Steden for Kongen er han da, ført af sin Nemesis, kommen til at dræbe den uskyldige Polonius. Ogsaa dette hans Skæbnes alvorlige Fingerpeg søger han at bortræsonnere ved at gøre sig til »et Himlens Redskab, en Hævnens Engek. Men han tror dog i Grunden ikke selv derpaa og græder over sit ulykkelige Digitized by Google 568 Shakespeares „Hamlet* og dens Opførelse paa det kgl. Teater. Vaadedrab vIV, 1). — Og det er aabenbart, at han nu efterhaanden synker ned i Tvivlens letargiske Tilstand, hvor man endogsaa tvivler om sig selv: modstandsløs lader han sig føre til England. Men Tvivlen har endogsaa undergravet hans Moral, og skønt »hans gamle Skolekammerater« blot i deres Tjænstivrighed har villet gaa Kongens Ærinde, uden at ville eller ønske Hamlets Død, sender han dem dog hjærteløst i 'Undergangen. Kirkegaards- scenen karakteriserer ham paa dette Standpunkt. Han er kom- plet Nihilist: Hvad er vi Mennesker andet end Støv og Muld. Selv den store Cæsar, den største af alle Romerne, hvad er han bleven til andet end lidt Ler, der kan kline en Hyttes Væg mod Vinterkulden? — Ofelias Jordefærd og Laértes Optræden river ham ud af disse pessimistiske Kontemplationer. Hvorfor?, — Et Øjeblik forstaar man ikke Shakespeare. — Hvor kan Hamlet paa dette Standpunkt, hvor han for længst er kommen ud over Troen paa alt udvortes Væsen, lade sig imponere af Laértes Bramarbassadér? — Men den vidunderlige Mand, Kongen for alle Digtere, har ogsaa her Ret, som han næsten altid har Ret; og naar vi ikke forstaa ham, er det, fordi vi ikke naa ham i psyko- logisk Indsigt 1 ). »Sig mig, hvem du agter, saa skal jeg sige dig, hvem du selv er«, kunde et Ord lyde. »Den, du agter, vil du nemlig agte, enten fordi du virkelig maa se op til ham , eller ogsaa fordi han, trods hvad han ellers kan mangle, besidder én Egenskab, som du bitterlig maa savne«. Nuvel, denne Laértes, som Shakespeare ellers i »Romeo og Julie« (II, 4) har ladet Mercutio spotte i Ty- balts Skikkelse, og som Digteren selv heller ikke turde have haft meget tilovers for, da han som engelsk Patriot ikke led de franske Moderiddere — denne Laértes besidder én Egenskab, som Shake- speare har ladet sin (egen) Hamlet savne, nemlig Besluttethed og Daadsnarhed. Hamlet har i Uger og Maaneder ikke kunnet ringe sig op til at hævne en udmærket Faders Død; næppe har Laértes hørt, at hans Fader, den af Hamlet saa lidet agtede Polonius, er dræbt, før han fluks iler hjem for at kalde hans Banemand til Regnskab; og han, »Ærens Ridder«, tilsidesætter nu alt, Vasal- troskab, Samvittighed og trodser Himmel og Helvede, for at ud- føre denne Daad. — Spejl dig, Hamlet!! — Af samme Grund ') Gervinus: Shakespeare, II. Digitized by Google Shakespeares „Hamlet* og dens Opførelse paa det kgl. Teater. 509 sætter Hamlet den unge norske Prins Fortinbras, der »for Ærens Skyld ypper Strid om en Æggeskalc saa højt. Og Horatio vil han »bære inderst inde i sit Hjærte, fordi Lykken ikke kan spille paa ham som paa en Fløjtec; ti Hamlets sarte, nervøse Natur er smertelig modtagelig for ethvert Lykkens Greb. — Stakkels Ham- let, hvor stor maa ikke hans Ulykke være, hvilke Lidelser maa han ikke være underkastet, han, der kender alle sin Sjæls Syg- domme, men ikke den lægende Urt derfor! Alle Bipersoner staa nu med samme Klarhed hos Shake- speare som Hamlet. — Først Ofelia, ganske vist en ikke sær- deles vanskelig Rolle, men dog af høj Vigtighed at faa godt be- sat. Naar vor (uden Dispyt) første Dramaturg, Dr. Edv. Brandes, mener (jfr. hans Anm. i »Ude og Hjemmec), at denne Rolle ikke bliver fuldt tilfredsstillende udført paa vor Scene af Fru Hennings, saa maa det dog være mig tilladt i det Stykke ikke at være enig med ham. I et Par Momenter slog maaske hendes Spil ikke til; men i alt væsentligt traf hun dog rigtig, og i Vanvidsscenerne, navnlig den sidste, forekommer det mig, hun fuldt ud fortjæner den Ros, der er bleven hende tildelt. Ti til hvilken Kategori af Kvinder hører egentlig Ofelia? — Hun er først og fremmest Typen paa den Kvinde, man har gjort Uret. Ofelia er den unge Kvinde, hvem man som første Bud har lært at lyde, som andet, at hun har at mene, hvad hendes Fader og vigtige Broder mener, og at hun som lille ung Pige slet ikke kan eller maa have anden Mening, og som tredje Bud, at hun har at give sit Hjærte bort til den, som Faderen bestemmer for hende. Hun er den unge Kvinde, man har holdt borte fra al selvstændig Tænkning og alt selvstændigt Arbejde; man har gjort hende hjælpeløs, for bedre at kunne beherske hende. Det er aabenbart, at Ofelias Intelligens ikke er bleven udviklet, og Lydighedsbuddet bleven konstant i hendes lille Hoved, ellers vilde hun ikke lade sig benytte af Lur- erne til at udspionere Hamlet. Ti intrigant og egoistisk er hun ikke, og selv om hun ikke har elsket ham som han hende, selv om hun først i det Øjeblik, han forlader hende (saaledes gaar det jo ofte) virkelig begynder at elske ham, saa vilde hun dog i hin Spejdei scene blive meget forbavset, om man udlagde hendes Nærværelse som en Fælde, der blev stillet for Prinsen. — Saa bryder Ulykkens forfærdelige Søer ind over dette lille, fine, svage Væsen. Næppe er hun bleven sig sin Kærlighed til Hamlet be- vidst, før denne i sit Sinds Ophidselse og Bitterhed atter saarer Digitized by Google 570 Shakespeares „Hamlet" og dens Opførelse paa det kgl. Teater. hende med Spydigheder og plumpe, obseøne Hentydninger 1 ); og kort efter erfarer hun, at han »i vanvittigt Raseri« har dræbt hendes Fader. Det er mere end dette Hjærte kan bære, og denne Hjærne rumme. Hendes .Vanvid er skildret med slaaende Sand- hed. Idealistiske tyske Dramaturger have vel været i lidt For- legenhed med de slibrige Viser, hun synger; de formene, at hun skulde sværme »mere rent«. Men dette Træk turde dog være aldeles overensstemmende med de virkelige Forhold: Kærligheden mellem Mand og Kvinde, der er den beherskede og forædlede sexuelle Attraa, synker, naar Bevidsthedslivet ophører, ned paa sit første, oprindelige Stadium. Det véd enhver Sindssygelæge. Dernæst er der Dronningen. Ogsaa hun er mesterlig tegnet. Her have vi en anden Kvindetype : den sanselige, karakter- svage, forkælede og forkælende Hustru og Moder. Medens Ofelia alle sine Dage har holdt sig det efterretteligt, som hun ansaa for rigtigt, og paa sin Maade været redelig, har Dronningen øjensyn- lig altid haft Smag for halve Sandheder, for det uklare og halvtilslørede. Hun har maaske en Anelse om, hvorledes det er gaaet til med hendes første Mands Død, men hun vogter sig vel for at udtale det, ja skyder enhver Tanke herom fra sig, saa snart den mælder sig. Hele hendes Optræden lige over for Søn- nen bør derfor være præget af en underlig Blanding af Usikker- hed, Frygt og Ømhed. Lige over for Kongen maa man derimod — hvad Dr. Edv. Brandes rigtig bemærker — kunne skimte noget af den overordentlige Tiltrækning, han udøver paa hende. — Alt dette ser man nu ikke det allermindste af hos FruEckart: en fin Kortbladsfigur, en Hjærterdame, det er det hele. — Og det samme er Tilfældet med d. Hrr. Sofus Petersen og Mantzius, som i betænkelig Grad i deres Optræden ved Siden af Fru Eckart minder én om en Hjærterknægt og Hjærterkonge. — En fed, smilende, salvelsesfuld Præst, hvis Liv staar i omvendt Forhold til den Lære, han forkynder, og det Ideal, han repræsenterer, vilde være den rette Form for denne kongelige Tartuffe. Han synes ikke at kunne være vanskelig at fremstille. l ) Replikken: „that's fair thought to lie between maids legs" turde vel ikke lyde fra Scenen i ligefrem Oversættelse; men efter at den er modereret i Lembckes Oversættelse, skulde man synes, at der ikke var noget til Hinder derfor. Digitized by Google Shakespeares „Hamlet « og dens Opførelse paa det kgl. Teater. 571 Derimod turde vel Polonius være en for vanskelig Opgave for en ung treogtyveaarig Skuespiller. — Polonius er da først og fremmest ikke blot nogen gammel, snakkesalig Nar. Han kan være det, det er sandt; men han har ikke været det fra Begyndelsen af. En Vismand taler igennem ham, da han giver sin Søn Laértes Raad ved dennes Afrejse til Paris. Gwinner, Schopenhauers Bio- graf, fortæller, hvorledes den store Filosof næsten daglig ind- præntede sig denne Levevisdom. Men det er vist, at alle de Hensyn og alle de Forsigtighedsregler, Hoflivet i over Aar og Dag har vænt Polonius til at iagttage, undertiden kan gøre ham dum, og Tidens Fordring, at man skal forstaa at belægge sine Ord paa den sirligste Maade, kan ofte gøre ham vrøvlevorn. — Denne dramatiske Figur maatte fremstilles med stor Finhed og Varsomhed. At Hamlet gør Nar ad ham, maa ikke vildlede nogen. Netop en Mand som Polonius maa irritere en Hamlet. Polonius, hvis Trosbekendelse er ubetinget Loyalitet og under* saatlig Ærbødighed lige over for den Mand, der beklæder Tronen, og hvis Katekismus er Hofceremoniellet, maa ved sin Opførsel stadig udæske den haanlig-overmodige Ironi hos Hamlet, der paa én Gang har faaet Lejlighed til at opdage alt det hule og orm- stukne, der gemmer sig bag Hoflivets glimrende Skal. Han kan vel ikke hade Polonius, da denne ingenlunde tør kaldes slet, men han maa i sin syge Sandhedsiver stadig forarges ved dennes servile Behagelyst. Polonius maa forekomme Hamlet som en sand Type paa den store Mængde Mennesker, der paa Jagt efter alt udvortes har tilsat hele det indvortes Menneske, og nu ere at ligne ved Dukker, der bevæges ved en skjult Mekanisme. — Polo- nius staar i Stykket som Hamlets diametrale Modsætning. Dog ogsaa her er maaske noget idealt gaaet til Grunde — hvem véd? Eller skulde det være en Paradoks, at der, ved stadig at ofre til Konveniensens Guldkalv, ved bestandig at bøje sig for det, der paa en given Tid har Magten i Samfundet, ved at gøre Moden til sin Afgud, gaar langt flere Sjæle tabt end ved virkelig store Synder? — Hvad Udførelsen af selve Hovedrollen paa vor National- scene angaar, da vilde det baade være uretfærdigt og utaknem- meligt ikke at erkende, at Hr. Emil Poulsen havde glimrende Momenter i sit Spil. Var end den Scene, hvori han har høstet mest Ros (Scenen med Ofelia), efter vor Formening ikke den heldigste — ti det maa staa fast, at Shakespeare aldrig har Digitized by Google 572 Shakespeares „Hamlet" og dens Opførelse paa det kgl. Teater. tænkt paa, at Hamlet skulde opdage Lurerne og nu forandre Tonen (man jævnføre Teksten) — saa spillede han til Gengæld udmærket i Optrinet med Moderen, i Scenerne med Aanden, Polo- nius, »Vennerne« (»kan 1 spille paa denne Fløjte?«); og han saa' godt ud i Fægtescenen. Men fordølges tør det ikke, at han dog alligevel ikke fik den rette Hamlet frem. For det første er det tvivlsomt, om det sympatetiske og gemytfulde, som Hr. Poulsen søgte at fremdrage i sin Præsentation af Hamlet, og som vel og- saa ligger i denne Rolle, særlig ligger for denne vor Scenes be- tydeligste Skuespiller. Os har det aldrig forekommet saa. Der- imod have vi tit haft Lejlighed til at glæde os over at se ham udføre Roller, hvor det selvtillidsfulde krævede en dannet Frem- stilling, eller det kække og ungdommelig-overmodige fordrede en smuk og plastisk Form. Man huske ham som Helmer i »Et Dukkehjem«; man erindre ham i Mussets »Marianne«. Dernæst forstaar han fortrinligt at fremstille dæmoniske Karakterer: hans Bisp Nicolas er vel uforglemmelig for alle, der har set »Kongs- emnerne«, og hans Tartuffe er og bliver et betydeligt Arbejde. Beklageligt vilde det være, om et stort, taabeligt Publikum, der i sin Halvdannethed snakker noget om, at »Emil Poulsen bedst ævner at spille onde Mennesker«, skulde afholde ham fra et Rolle- fag, hvori han altid vil høste et lille kunstforstandigt Publikums Bifald. Hvad vilde Hr. Poulsen ikke kunde gøre ud af Jago. Men det er der nu ingen Udsigt til; hvor skulde vi faa en Othello fra, hvor en Desdemona? Dernæst har man (eller er det Hr. Emil Poulsen selv det skyldes?) omtrent gjort ham det umuligt at faa den rigtige Ham- let frem, ved at bortskære Scenerne vedrørende Fortin bras. Det er muligt, at Stykket vilde kræve længere Tid end det alle- rede nu gør; men det faar ikke hjælpe; hellere holde ud end lemlæste. Nu gaar den højst vigtige Monolog IV. Akt 4de Scene tabt, og med den Slutningsscenen, der indeholder hele Stykkets Moral: den tungsindige, viljefattige Tvivler Hamlet tager ikke Riget i Arv, men den handlekraftige, unge Nord- mand. Ti Tanke uden Daad ere som Ord uden Handling, de udrette intet her i Verden. — Vi savnede da i Hr. Poulsens Fremstilling af Hamlet det sammensunkne, det med sig selv misfornøjede, den Bitterhed, som har sin dybeste Grund i Selvanklage. Heller ikke saa' vi det tungsindig- vilde , der er dybt begrundet i Hamlets germaniske Digitized by Google Shakespeares „Hamlet* og dens Opførelse paa det kgl. Teater. 573 Naturel. I den berømte Monolog »to be or not to bec deklamerede Hr Poulsen som en græsk Filosof og ikke som en ulykkelig angel- saksisk Kongesøn, hvis Hjærne fortæres af Tvivl. Dertil saa' Hr. Poulsen for godt ud. Det er umuligt, at Hamlet kan eller skal tage sig ud, medens han gaar og spiller gal og virkelig hel- ler ikke altid er ganske normal. Beklageligt, at Hr. Poulsen ingen Støtte havde i Hr. Jern- dorff, der spillede Horatio. Hvorledes Goethe har tænkt sig denne Karaktér, kan man slutte sig til fra den Mand, han lader Skuespillerne i »Wilhelm Meister« overdrage Horatios Rolle. Ho- ratio skal være noget undersætsig, lidt firskaaren, en rolig Natur, der som oftest er i Ligevægt, trofast uden Pral, omtrent som en brav, nordisk Sømand. Han skal hverken være romantisk-senti- mental eller besidde noget af Hamlets Tungsind, ellers vilde denne næppe sætte saa stor Pris paa ham. Goethe giver vel kun et Vink, men det er retledende. Hr. Jerndorff burde have benyttet det. Det vilde sikkert have bidraget til at give ham en korrekt- ere Opfattelse af denne langtfra uvigtige Rolle. De øvrige Præstationer naaede ikke op over det (æstetisk talt) anstændige. Derimod maa Sceneinstruktørens Arbejde i høj Grad roses. Blot var det et Misgreb, at han i den første Scene lod Genfærdet trække over Baggrunden paa et Brædt. Maaske skulde derved frembringes en svævende Gang, og Indtrykket af det aandeagtige forstærkes; dog det faldt ikke heldigt ud. Tvært imod gjorde det et enkelt Øjeblik en parodisk Virkning, idet Aanden kom til at gøre et rent marionetagtigt Indtryk. Men det er og- saa ukorrekt, da Originalteksten har: »with solemn march goes slow and stately by them«, og Oversættelsen: »gaar langsomt dem forbi med stolt og majestætisk Gange — Bortset herfra havde Hr. Bloch skilt sig mønsterværdigt fra sit Hverv. Der var en Præcision over Gruppers og Ikke Agerendes Bevægelser, som før hans Ansættelse ikke blev set paa det kgl. Teater. — Ogsaa Kostymer og Dekorationer vare fortrinlige. Alt i alt behøver vor Nationalscene næppe at blues ved, hvad det har præsteret under Opførelsen af dette, vel det betydeligste, men ogsaa det vanskeligste af alle Shakespeares Dramaer. H. SghwanenflOgel. Digitized by Google Ogsaa lidt »Om Erindring og Fantasi«. Under ovennævnte Titel har Hr. Dr. med. Mygind i »Til- skueren« for Maj d. A. leveret os en ret mærkelig liden Afhandling. Der oprulles os her en Side af den menneskelige Aands- kompleks, som idelig føres i Munden, men lidet eller maaske slet ikke hidtil har været gjort til Gjenstand for videnskabelige Drøft- elser. Afhandlingen slutter med et Opraab til enhver, der af egne Erfaringer kunde have Bidrag at yde til nærmere Belysning af Sagen. I Sandhed, vi vidste ikke, at vi kunde blive saa inter- essante ved den Slags, og vi betvivle ikke, at Opfordringen vil blive fulgt. Hvor mange vil ikke have slige Bekjendelser at af- lægge, mærkeligere, mere oplysende maaske end mangt et af de afgivne Eksempler! Vi følger Indledningen : almindelige Betragtninger over Fæno- menets Væsen og Art, for hvilke Individer det særlig synes at egne sig, og ville et Øjeblik standse ved Side 369, hvor For- fatteren giver disse Betragtninger en Slags Afslutning i følgende lidt underlig fattede Ord: »Den Omstændighed, at Kvinder, Børn og vilde eller kun lidet civiliserede Folkeslag i det ovenstaaende ere nævnte som dem, hos hvilke Erindrings- og Fantasibilleder fortrinsvis fore- komme, maa dog ingenlunde forstaas saaledes, at Ævnen til at se disse kun findes hos Individer, der staa paa et lavere aande- ligt Udviklingstrin . . . .« Nej sandelig, vi ville heller ikke forstaa det saaledes, og naar Forfatteren lægger til: »Tvært imod, Ævnen til at skabe Fantasibilleder kan forekomme hos Individer, der staa paa det højeste aandelige Trin«, saa venter vi os selvfølgelig Oprejs- Digitized by Google Ogsaa lidt „Om Erindring og Fantasi * 575 ningen for den lidt besynderlige Kategori, hvori han har stillet os Kvinder, med andre Ord, vi venter at se denne Konsekvens anvendt ogsaa paa Kvinder, ja maaske særlig paa disse. Men Hr. Mygind synes blot at ville søge de ophøjede Und- tagelser fra den almindelige Regel blandt Mænd, medens det svagere Kjøn, stillet i Række med umyndige og uciviliserede — her mangler kun Forbrydere og Idioter, saa har vi den noksom bekjendte Gode-Napoleonske Kategori fuldstændig — , dog til sidst staar der som dem, der kun paa de lavere aandelige Udviklings- trin repræsenterer Ævnen til at skabe Fantasibilleder. Nu, detle være som det vil. Det faar blive den ærede Forfatters Sag, hvad Plads han paa denne Stige — de aandelige Ævners — vil anvise Kvinden. Vi ville kun udhæve en Menings- forskjellighed i et enkelt Punkt i Deduktionen, ikke gaa i Rette med ham, fordi han synes at hylde en Opfatning, der deles af tusende andre, en Opfatning, som, vi haabe det, i en ikke alt for fjærn Fremtid, selv vil tilhøre »Erindringen og Fantasienc. Det er jo dog nu bleven vor senere Tids prisværdige Opgave, hvor det gjælder dette saa meget omtvistede Punkt, klarere at skjelne mellem Aarsag og Virkning og bringe disse hidtil saa plumrede Begreber i det rette Forhold. Den vil endelig lære at forstaa, at man kan ikke bedømme en forkommen og altid vanvyrdet Vækst efter den Tilstand, dette har sat den i. Kvinden er bleven det, man til alle Tider har bestræbt sig for at gøre hende til. Tag Legetøjet og Dukkestadsen fra hende, hæv den smaalig-ængstelige Karantæne, der i Aarhundrcder har holdt hende udestængt fra Livet og dets Opgaver og dets Krav og Rettigheder, og det vil ikke falde nogen ind at stille hende i Række med Børn og — »Grønlænderec Vi gaa et Skridt videre. Vi vove den Gisning, at der af denne Gjenfødelsesproces vil udvikle sig Ævner hos hende, der i sin Art overgaar Mandens, Ævner, der særlig vil gjøre hende skikket til at indtage en Førsteplads i Hr. Myginds Rangforord- ning af Fantasibegavede. Skulde hun ikke allerede have vist sig skikket til en saadan? Hr. Mygind siger nej; i hans paafølgende Bevisførelser (se Side 370) nævnes blot Mænd. Dog dette fører os lidt for meget ud fra den lige Vej. Det var ikke vor Mening at kaste en ny Ufredsgnist ind i denne allerede stærkt brouillerede Sag, som kaldes Kvindesagen. Ned- skriverinden heraf vilde blot sige, at hun hører til de vistnok Digitized by Google 576 Ogsaa lidt „Om Erindring og Fantasi". mange, som Hr. Myginds Afhandling varmt har interesseret, ja som har følt sig underlig berørt ved Opfordringen, efter Ævne at yde Bidrag. For første Gang faar man at vide, at slige Erfaringer kan have noget Værd, og man undres over, at de har kunnet gjentage sig Aar for Aar, uden at det er faldt os ind, at de var en Bønne værd at lægge Mærke til. Jeg hører ikke til de bildende Kunstnere, har aldrig, det være sig med Pensel eller Mejsel, forsøgt mig i den Retning. Men det menneskelige Ansigt har altid for mig haft en besynder- lig Interesse, tiltrækkende eller frastødende? Følelsen har afgjort det. Det har været en Gaade at løse, en Gjætning, et Spørgs- maal at besvare, og det besvaredes — naar Tiden dertil kom — kun paa en med andres Indtryk deraf ikke altid stemmende Maade. En tiltagende Nærsynthed, der altid vil virke hæmmende paa en alsidigere, mere omfattende Tilegnelse af Indtryk og Tankestof, bidrager maaske mer end noget til at udvikle en saadan bestemt Specialitet i vor Opfatningsævne. Det menneskelige Fysiognomi har man altid ved Haanden og saaledes kan man nok forstaa, at det let kan bemægtige sig Eneretten til vor Interesse, Første- pladsen i vore Fantasibilleder. Ingen kunstnerisk Nydelse kan for mig overgaa den, i Ro og Mag at færdes i en af hine Portræt- samlinger, som vi kjender dem fra Museer og gamle Slotte, og man skal ikke sige andet, end at Besøgerinden deler sin Interesse ligeligt mellem de levende, de medbesøgendes Fysiognomier og dem, som Kunsten har skabt. Dog med hin med Aarene tiltag- ende Nærsynthed og maaske man kan sige en tilsvarende pro- gressiv Skyhed for personlig at søge Individerne, selv hvor der kunde være vægtige Grunde for Haanden til at gjøre det, lærer man til sidst at nøje sig med Billederne, og det er kuns en ynke- lig Tilstaaelse, man maaske da kommer til at aflægge, at man kjender, paa yderlig faa Undtagelser nær, alle bekjendte samtidige kun gjennem Fotografier. Der tales i Hr. Myginds Artikel om Fantasibilleder, som man med lukkede Øjne kan skabe sig. Det er en Vision af denne t Art, jeg har at berette. Jeg kan ikke vilkaarlig fremkalde den, den kommer af sig selv, undertiden med et Mellemrum af 8 — 14 Dage; heller ikke kan jeg med Bestemthed angive, hvorfor den da indfinder sig. Digitized by Google Ogsaa lidt „Om Erindring og Fantasi* 577 Naar jeg har slukket Lyset og lukket Øjnene, stiger der først et menneskeligt Ansigt op for det indre Syn, der straks veksler i et andet og saa i en ustandselig Række, det ene efter det andet, det ene ud af det andet; det er ofte de største Kon- traster, der afløser hinanden, skjønne og hæslige, ophøjede og latterlige, men alle bære de den menneskelige Lidenskabs stærk- este Præg. Et ophøjet Ileltefysiognomi kan veksle med en Pjer- rots, det dejligste, mest henrivende Kvindeansigt, hyppigst med et bedende, smertetvunget Udtryk, til en Lady Macbeths rædsels- vækkende, forstenede. Det underholder, det morer — det kan smerte som en stum Bebrejdelse, fra en længst forspildt, grusomt undertrykt Kunst. Forlatteren berører i sine Betragtninger over Erindring og Fantasi etsteds den mystiske Halvtilværelse, som vi kalde Søvnen. Han benævner den »en mørk, absolut indholdsløs Afgrund, hvor- over kun Erindringen formaar at slaa en Broe Jeg er ikke ganske enig med ham i at kalde den saa. Der gives endnu et mægtigt Bindeled mellem »i Gaar og i Dag«, og det er Drømmene. Mange Mennesker har den Ævne at drømme sandt. I en vis Grad besidder ogsaa jeg denne Ævne. Ikke saaledes at for- staa, at det, som Drømmen forespejler os, bogstavelig gaar i Op- fyldelse. Den former sig kun paa en allegorisk-billedlig Maade. Naar jeg drømmer om det eller det, ofte noget ubetydeligt, dumt noget, men i en bestemt Forbindelse, saa ved jeg, hvad Klok- ken er slagen. Jeg ved, at hvor fredelig Dagen kan ligge for mig, vil Livet have én, eller maaske flere af sine Pile at udsende. Det hjælper ikke, hvor trøstende man ræsonnerer: ak was! det er træt nu, renonce, Beholdningen er udtømt, nej, den ikke ventede kommer. I tidligere Dage kunde disse Drømme, i sin mærkværdig sikkert varslende Billedskrift, have noget næsten poetisk formfuldendt, jeg maatte ofte fortælle dem — med Alderen taber det sig i det mere formløse, usammenhængende, som straks vil smutte os af Hukommelsen, naar vi forsøge at fastholde det. Et fortjæner maaske endnu at bemærkes, naar vi tale om Drømme, og det er den Rolle, Følelseslivet spiller i dem, man kan næsten sige i samme Mon forstærket, som Ævnen til at skabe og fastholde Billederne aftager og svækkes. Aarsag og Virkning staa her ikke altid i et rimeligt Forhold. Man kan vaagne i Efterdønningen af den stærkeste Bevægelse : Skræk, Tilskueren. 1884. 38 Digitized by Google 578 Ogsaa lidt „Om Erindring og Fantasi". Frygt, Glæde, Sorg, og le ad det, der i Drømmen har voldt den. Den latterligste Ubetydelighed kan vække en saadan, noget virke- lig oprystende, lade os ligegyldige. Vi træffe og tale med længst afdøde, som det naturligste af Verden, medens Synet af en os ganske ligegyldig Person kan sætte os i Affekt Den stakkels Følelse ! ikke en Gang i Drømmene finder den sin Gjenstand ! Man skulde sige, at disse dunkle Sjælefatamorganer samler sig, naar Spillet er udspilt, til sidst i en bitter Spot over den famlende Blindebukrolle, denne stakkels Følelse har været fordømt til at spille i vor konfuse Tilværelse og at den nu morer sig med at parodiere alle dens Fejlgreb, alle dens Skuffelser. Vi har naaet en Retning i Tiden, der atter vender sig spørgende mod det mystiske i Tilværelsen, det vi ogsaa benævne »det overnaturlige«. Vi staa foran Søgningen at hidtil uløste Gaader — Løsningen, ja, den taar vi overlade til Vinge- gestalten, hin velbekjendte, hvilende, ubevægelige, med de lumske Løveklør og det uudgrundelige Blik, som de gamle havde et andet Navn paa, men som vi kalde Fremtiden. Digitized by Google Matthew Arnold som Digter. Det Navn, der staar over denne Afhandling, vil næppe være synderlig kendt af mange danske Læsere. Det er imidlertid et Navn, som ikke lyder fremmed for nogen Nutids-Englænder, der med Rette gør Fordring paa at være inde i de Idestrømninger, ^om bevæge og tumle sig i hans Land og hans Tid. Det er Navnet paa en Mand , der paa forskellige Omraader har udkastet Tanker og fremsat Anskuelser, prægede med det Personlighedens Mærke og formede paa den personlige Vis, som gør, at den talendes Ord regnes med blandt dem, man lytter efter. Foruden at være en Digter af Ejendommelighed og Betydning — og # det er væsentlig som saadan, han her skal betragtes, — har han baade paa det sociale, religiøse og literært-kritiske Omraade sat Ideer i Bevægelse af æggende og vækkende og lysspredende Karakter. I. Matthew Arnold, der sidste 24de Decbr. blev 61 Aar gammel, er Søn at den i England vel bekendte Doktor Thomas Arnold, anset som Prædikant, som Forfatter af en Roms Historie, men vel mest navnkundig som Pædagog; hans Navn som saadan er især knyttet til Rugby Skole, som han forestod i en Snes Aar; han døde forøvrigt ung, kun 47 Aar gammel, efter kort i For- vejen at have modtaget en Udnævnelse som Professor i Historie ved Oxford Universitet; Sønnen Matthew gik ved Faderens Død i sit tyvende Aar. Thomas Arnold synes at have været en højt begavet, meget energisk og alvorlig Natur, stærkt religiøs, i Hoveddogmerne ortodoks, men med imødekommende Frisind over- 38* Digitized by Google 580 Matthew Arnold som Digter. for Sekterne. Paa hans Elever synes hans Energi og Alvor og moralske Sans at have øvet en stor Virkning. Om den altid har været af en ubetinget sund og heldbringende Art er et Spørgs- maal. Man faar ligesom et lille Glimt af de uheldige Sider, der kunde være knyttede til hans Virksomhed som Opdrager, ved at læse nogle Linjer af en af hans Elever, Digteren Arthur Hugh Clough, som i øvrigt nærede stor Kærlighed til ham. De findes i Epilogen til Dipsychm, en Digtning, der skildrer en Menneskesjæl, hvis fintfølende Samvittighed Gang efter Gang stiller den tvivl- ende og vaklende og famlende overfor Livets Forhold. Clough lader her en gammel verdenserfaren Onkel føre en Samtale med sig om Digtets Tanke. Onklen siger, at Samvittighederne ere alt for ømme i den yngre Slægt, ogsaa blandt Skoledrengene, og tilskriver Thomas Arnold Skylden; »han ødelagde de offentlige Skoler.« Da Clough gør Indvendinger rykker Onklen op med sin Mening om sine egne Nevøer, der synes ham nogle Bengler af Keruber, alt for store til at være uskyldige og alt for enfoldige til at være noget som helst andet; »de ere fulde af Forestillinger om, at Verden er saa slet, og om, at de ville slaa ind paa en højere Vej, som de kalde det. Jeg frygter kun for, at de aldrig ville slaa ind paa nogen som helst Vej.« Paa Cloughs Ord, at en almindelig tolv-fjorten Aars Dreng næppe vil være alt for be- sværet af Samvittighedsskrupler, svarer Onklen: »Lad ham gennemgaa et stift Kursus af Konfirmation og Sakramenter, med Rygstød af Prækener og private Formaninger og hvad der om- trent er det samme som hemmeligt Skriftemaal, og jeg kan virke- lig ikke svare tor, min kære Nevø, om han ikke kan blive til lige saa stor en Gaas, som du — om Forladelse — var omtrent i Atten- eller Nittenaars Alderen.« Clough vil dog ikke have, at man maa give Arnold Skyld for slige Grublerier og Skrupler; men den gamle Onkel afbryder ham: »Men, min kære Dreng, hvor ofte har jeg ikke hørt af dig , hvorledes han plejede at an- gribe Forseelser, ikke som Forseelser mod Disciplinen — den rigtige Betragtningsmaade , — men som Synd, afskyelig For- brydelse, jeg ved ikke, hvad mere! Hvorfor bankede han dem ikke og holdt sin Mund? Banke dem gjorde han, men hvorfor præke?« Trods de humoristiske Overdrivelser forekommer det mig, at man gennem Ord som disse faar Fornemmelsen af, at Thomas Arnold mulig kan have lagt et stærkere og trangere Digitized by Google Matthew Arnold som Digter. 581 Aandstryk over sine Elever, end det var sundt for Drenge- naturen *). I Matthew Arnolds Øjne har Faderen staaet højt, og han er bleven bevaret i et varmt Minde hos Sønnen. Denne er i reli- giøs Henseende afveget meget langt fra Faderens Standpunkt; men han har vedligeholdt sin Pietet for ham. Det er maaske ikke for intet, at Kærnepunktet i en af hans Digtninge, Sohrab and Rustum, dannes af en Søns Beundring for en stor og berømt Fader, og at der dvæles ved den sønlige og faderlige Kærlighed. I et andet Digt, Rugby Chapel, skrevet femten Aar efter Faderens Død, skildrer Sønnen ham som den lyse og stærke Sjæl, i hvis Skygge de yngre hvilede som under Grenene af en mægtig Eg, som den utrættede Aand, der under Livets Bjærgfart ikke nøjedes med alene at naa Maalet, men som vinkede til den skælvende og gav den matte Haanden og stadig var munter og hjælpsom og fast; og han tilføjer denne betydningsfulde Ros, der turde være et af de højeste Udtryk, som Beundring og Kærlighed kunne naa: »Gennem dig tror jeg paa de ædle og store, der ere gaaede bort, rene Sjæle, ærede og velsignede af tidligere Tider, som ellers — saadan, saa sjælløs, saa ringe er den Slægt af Mennesker, som jeg ser, — syntes kun en Drøm af Hjærtet, syntes kun et Skrig af Længslen.« Fra Rugby Skole gik Matthew Arnold til Universitetet i Oxford og tog sine Examiner der. Han har senere en Tid været Professor i Poesi ved det samme Universitet. Den gamle Universitetsby staar i hans Opfattelse med et ejendommeligt fredeligt og ær- værdigt Skær over sig. Tyve Aar gammel vandt han Newdegate- Prisen for et Digt om Cromwell; 1849 udkom hans første Bog, l ) Efter at ovenstaaende var nedskrevet, er jeg stødt paa nogle Linjer, der bestyrke min Gisning. I Martshæflet 1884 af The Nineteenth Cen- tury skriver den nuværende Domprovst i Westminster, George Bradley, der har været Elev af Arnold og i øvrigt yder hans pædagogiske Person- lighed stor Ros, om hans Indflydelse paa Drengene: „For nogle iblandt os, for de mere følsomme og modtagelige, var den maaske alt for stimu- lerende og lagde, ganske ubevidst fra hans Side, en utilbørlig Grad af intellektuel saa vel som moralsk Spænding og Ophidselse over Sind, der endnu vare umodne." Af Thomas Arnold findes der paa Dansk en af H. P. G. Koch oversat Prækensamling med en kort Biografi af Forfatteren (udk. hos Jacob Lund 1855). Digitized by Google 582 Matthew Arnold som Digter. en Samling Digte, der bar Forfattermærket A. Siden den Tid har han skrevet i alt en Snes Bøger. II. Han har ved disse Bøger blandt andet tilkæmpet sig en Po- sition som en af Nutidens fineste engelske Kritikere, én, hvis Domme vidne om en sjælden kritisk Takt og sjælfuld Forstaaelse af Literatur, om de end ingenlunde altid ere uimodsigelige. Hans Stilling som Kritiker betegnes blandt andet ved hans Aands vide Omfang, ved dens frie Alsidighed. Derved faar hans Virksomhed i engelsk Aandsliv et særligt Præg, en bestemt Tendens; den faar en polemisk og en positiv Side. Den engelske Aand ejer efter Matthew Arnolds Anskuelse som Ejendommeligheder de to Egenskaber: Energi og Retskaffenhed, medens den gennemgaaende mangler Aabenhed og Klarhed og en hurtig og bøjelig Intelligens. Mod det, der far ham staar som Skyggesiderne i denne Karakter- sammensætning, er hans Polemik rettet. Han har Øje for og holder Øje med, hvor let den angelsaksiske Aand har ved at skrumpe ind til tør Ensidighed eller svulme op i Overdrivelse, ved at størknes til barok Særhed, forme sig til Uskønhed, lægge sig til Ro i Selvforgudelse og omhegne sig med en Mur af Fili- steri. Han skriver f. Eks. et Sted, at Englænderne, stor som deres Frihed er, i alle deres Forandringer ere gaaede frem efter blot og bar praktiske Synspunkter: »Hvad der var dem utaalelig ube- kvemt, have de undertrykt, og da de have undertrykt det, ikke fordi det var ufornuftigt, men fordi det var praktisk ubekvemt, have de sjældent, idet de undertrykte det, appelleret til For- nuften, men altid, om muligt, til et eller andet Præcedens eller Form eller Bogstav, der tjænte som et bekvemt Redskab for deres Hensigt, og der sparede dem for Nødvendigheden af at ty til al- mindelige Principer. De ere saaledes i en vis Forstand af alle Folk bleven det mest utilgængelige for Ideer og det mest utaal- modige ved dem, — utilgængeligt for dem paa Grund af deres Mangel paa Fortrolighed med dem, og utaalmodigt ved dem, fordi de ere komne saa godt ud at det uden dem, at de foragte dem, der, uden at være komne saa godt ud af det som de selv, stadig gøre Væsen over, hvad de selv saa godt have kunnet undvære. Men der er sikkert heraf i dette Land fulgt noget af en alminde- lig Kuen af den rene Intelligens: Filistæa er kommen til af os Digitized by Google Matthew Arnold som Digter. 583 at blive anset for det sande forjættede Land, og det er alt andel end det; den fødte Elsker af Ideer, den fødte Hader af Triviali- teten maa i dette Land føle, at Himlen over hans Hoved er af Messing og Jærn. Den, der er begejstret for Ideen, for Fornuften, værdsætter Fornuften, Ideen i og for sig selv; han værdsætter dem uden Hensyn til de praktiske Bekvemmeligheder, som deres Triumf kan forskaffe ham; og den Mand, der anser Besiddelsen af disse praktiske Bekvemmeligheder for noget i og for sig til- strækkeligt, noget, som erstatter Manglen eller Opgivelsen af Ideer, af Fornuft, er i hans Øjne en Filister.« l ) Man kan mene, at Arnold ikke har Ret i sin Paastand om den engelske Aands Utilgængelighed for Ideer, hvor denne Aand naar sin højeste Udvikling, man kan være uenig med ham i den Ringeagt for Ideernes Manifestation i den haandgribelige Virkelighed , som skinner igennem hans Ord, i det Fejlsyn hos ham, at en Ide, der søger et give sig Udtryk i Virkeligheden, derved ophører at være Ide, — man vil dog næppe kunne nægte, at hans Karakteristik af den engelske Aand indeholder megen Sandhed, og — hvad der i denne Sammenhæng er det vigtigste — det er i ethvert Tilfælde det Syn, som ligger til Grund for Karakteristiken, der bestemmer hans særlige Stilling. Ti lige over for en Raceaand af denne Beskaffenhed, som tilmed efter hans Opfattelse i Tiden efter den franske Revolution har befundet sig i en lang Periode af Selvkoncentrering, maa Opgaven, den positive Del af Reform- Opgaven, blive den at smelte det størknede i Folkeaanden. at rive den løs fra det blot og bart praktiske, som den er udsat for at kline sig fast til, at bringe den ud under aaben Himmel med vid Udsigt til alle Sider og med en frisk Strøm af Ideer strygende hen over den. Hvad den engelske Kritik da for Tiden har at gøre er i Følge Arnold, uden nogen som he lst praktiske, politiske eller andre Hensyn »at kende det bedste, der kendes og tænkes i Verden og, ved paa sin Side at gøre dette kendt, at skabe en Strøm af sande og friske Ideerc. Han definerer altsaa Kritiken som »en interesseret Bestræbelse efter at lære og udbrede det bedste, der kendes og tænkes i Verden. c Da der nu selvfølgelig ogsaa udenfor England trives mange af Verdens bedste Ideer, da desuden den særlig engelske Idestrøm nok skal gøre sig bomærkelig for en Englænder, bliver det i Følge Arnold den engelske Kritikers Pligt at lægge megen Vægt ') Essays in Criticism, 3d Ed. 191—92. Digitized by Google 584 Matthew Arnold som Digter. paa andre Nationers Tanker og særlig paa det i dem, han som Englænder af en eller anden Grund kunde være tilbøjelig til at overse. Her bliver saa et Valg tilbage, som enhver maa afgøre for sig. Men Kritiken, som Arnold opfatter den, skal i aandelige Sager betragte Evropa som »ét stort Forbund, forpligtet til for- enet Handling og arbejdende til et fælles Resultat«, dens Syns- kreds skal være evropæisk, ikke ensidig national. Et Blik paa Mathew Arnolds kritiske Afhandlinger vil vise, at han selv handler efter sine Teorier. Her findes, foruden enkelte om engelske For- fattere og foruden jævnlige momentvise Sammenstillinger med engelsk Literatur, Billeder og Skildringer fra fransk Literatur, som en Afhandling om George Sand, her findes en Skildring af Mark Avrel og et Essay om Spinozas Forhold til Biblen , her dvæles ved Heine og ved en fransk kritisk Dom om Goethe og en fransk Dom om Milton, eller der kastes — i en Bog for sig — et Blik paa keltisk Literatur og paavises keltiske Paavirk- ninger i engelsk Aandsfrembringelse *). Der tøves saa ved og indprentes yderligere saadanne Sider af fremmed Aandsliv, som Arnold mener kunne virke frugtbargørende og udfyldende paa engelsk Aandsliv. I Modstilling til den engelske Energi og Hæder- lighed peger han paa den moderne franske og gammel græske Sjælsaabenhed og bøjelige Intelligens. Punkter, der saaledes særlig tiltale Arnold hos Heine som beslægtede med Tendenser i hans egen Natur, ere den tyske Digters Forkærlighed for det franske Folk paa Grund af dets intellektuelle Klarhed og Be- vægelighed til Fordel for moderne rationelle Ideer, og hans Kamp mod den Filisteragtighed og Ensidighed, som betingede hans Uvilje mod Englænderne. Og ofte kommer Arnold med Behag tilbage til det græske Aandslivs Blomstring i det sjette og femte Aarhundrede før Kristus, den Periode, der i hans Øjne bærer Præget af den samme »fantasiberørte Fornuft« (imaginative reason), som efter hans Opfattelse er eller bør være Kærnen i det mo- derne Liv. Han ser i denne Literatur - Periodes Sundhed en Lægedom mod de fantastiske Udskejelser i en nyere Tid. Han opstiller som den sande Proeastil den attiske med dens »varme Gløden, livsglade Bevægelse og bløde levende Smidighed«; han opstiller den i Modsætning til, hvad han kalder den asiatiske ') Arnolds literær- kritiske Afhandlinger findes for Størstedelen i Essays in Criticism (den interessanteste Samling), Mixed Essays og On the Study of Celtic Litterature; — desuden er der flere spredte. Digitized by Google Matthew Arnold som Digler. 585 Stil, den alt for rige, alt for tunge Prosa, som uden Takt hengiver sig til sine Luner, og som han finder selv hos store engelske Forfattere, — og i Modsætning til den korinthiske Stil, de ledende Artiklers Stil. der er uden Sjæl, glimrer uden Varme, har Kraft uden Ynde, kun vil opnaa sine Øjemed, skade sine Modstandere og nyde sin Sejer. En Forfatter som Macaulay støder ham ved den stærke og gennemgaaende Retorik i Stilen. Matthew Arnolds egen Prosa har Karaktermærker af den Stil, han anser for den ideale; den er varmblodig og kraftig og dog yndefuld og smidig, dens Sproglegeme rødmer sundt som et karsk Legeme med friskt Blod, den er klassisk klar og dog moderne levende, fri og utvungen og dog fint behersket, skær og overlegen og dog fuld af indre Bevægelse. Som Aarer gennem hele Arnolds Kritik, givende Næring til den, krydser der saa, skjult, utydeligt eller aabenbart, Spørgs- maal som disse: i hvad Forhold staar dette Værk til vort eget Liv? hvad kan hin Aand gøre for os og hjælpe os til? hvad kan denne Aandsfrembringelse give os, den moderne Tids Børn, hvad skulle vi dømme om den? Ikke saaledes, at hans Kritik slæber sig tungt moraliserende af Sted og slutter af i en moralsk Lære. Saare langt fra! Men han føler sig som bevæget Søn af sin be- vægede Tid, kæmpende og arbejdende midt i dens Kamp og Ar- bejde, med et varmt og fast Tag i Livet, med stærk Følelse af Ansvar overfor Livet og derfor stadig med det Spørgsmaal paa Læben: hvorledes leves der bedst? Som indirekte Svar paa dette Spørgsmaal eller halve Svar eller Antydninger af Svar eller Hjælp til at besvare det vokse hans Arbejder frem og bære Mærke af deres Oprindelse. Han fremhæver med stærkt Ettertryk det mo- derne Element hos Heine. En Skikkelse som Mark Avrel faar yderligere Interesse for Arnold ved, at han ser ham levende i et Samfund og paa en Tid, beslægtede med dem, hvori vi selv leve; den grublende Kejser bliver for ham »en særlig Ven og Trøster af alle klarhovedede og samvittighedsfulde og dog renhjærtede og opadstræbende Mennesker, ganske særlig i saadanne Tider, der gaa ved Synets Hjælp, ikke ved Troens, men dog ingen aaben Udsigt have.« Poesien bliver for ham i sin dybeste Grund en Kritik over Livet, en Digters Storhed kommer til at bero paa hans »kraftige og skønne Anvendelse af Ideer paa Livet, — paa Spørgsmaalet : hvorledes skulle vi leve« ; Digtere som Wordsworth, Scott og Keats tilhøre i hans Øjne mindre Kulturstrømninger end Digitized by Google 586 Matthew Arnold som Digter. Shelley og Byron, fordi de ikke som disse have søgt at anvende moderne Ideer paa Livet. Matthew Arnold selv er en moderne Aand, fordi han hører med i den Bevægelse, han selv har skildret i veltalende Ord: „De moderne Tider finde sig over for et umaadeligt System af Institu- tioner, fastslaaede Kendsgerninger, ubetvivlede Dogmer, Skikke, Regler, der ere komne til dem fra Tider, som ikke vare moderne. I dette System skal deres Liv føres videre; dog have de en Følelse af, at dette System ikke er af deres egen Skabning, at det paa ingen Maade svarer nøjagtig til deres virke- lige Livs Fornødenheder, at det for dem er tilvant, ikke rationelt. Det, at denne Følelse vaagner, betyder, at den moderne Aand vaagner. Den moderne Aand er nu vaagen næsten overalt; Følelsen af Mangel paa Overensstemmelse mellem det moderne Evropas Former og dets Aand, mellem det attende og nittende Aarhundredes ny Vin og de gamle Flasker fra det ellevte og tolvte Aar hundrede eller selv fra det sekstende og syttende bemærker næsten enhver nu; det er ikke længer farligt at paastaa, at denne Mangel paa Overens- stemmelse eksisterer; Folk begynde endogsaa at være undselige ved at nægte det. At fjærne denne Mangel paa Overensstemmelse begynder at blive en fast Bestræbelse hos de fleste Personer med sund Sans. Opløsere af det gamle evropæiske System af herskende Ideer og Kendsgerninger maa vi alle være, alle de iblandt os, som have nogen Kraft til at arbejde; hvad vi maa lægge Vind paa er, at vi ikke skulle blive bitre Opløsere af det" '). Stærkt bevæget og urolig bevæget, som Arnold er og altid har været, har han midt i Livets Kamp sit Øje rettet mod den klare Ro; men han har forstaaet den Lære, at disse Tilstande ikke blot ere Modsætninger til hinanden, men tillige Forudsæt- ninger for hinanden; og i Naturens store Liv ser han den samme Lov herske, saaledes som han har udtrykt det i den Sonet »Ro- ligt Arbejde«, han betegnende har sat i Spidsen for sine samlede Digte. Sænk dybt, Natur, dybt i mit Væsens Kilde en Lære, som du i hvert Vindstød gav, en Lære om to tæt forente Krav, trods Verdens Raab, at ej de enes ville: — Om Slid, som ej fra Ro sig lader skille; om Virken, alt for stor og stolt til Hast og Væddestrid, hvis Frugt — mer varig, fast end Døgnplans-Skraalets — modnes tyst og stille. Ja, mens paa Jord der tusend Mislyd klinger, mens Raab og Tummel er vort Arbejds Ramme, frem skrider dine tavse Tjænerskarer ') Essays in Criticism, 3d Ed., 185—86. Digitized by Google Matthew Arnold som Digter. 587 Og stille deres Hverv tilendebringer; ved fortsat Daad de gør vor Larm til Skamme; naar vi er borte, deres Stræben varer III. Det var, som alt sagt, i 1849, at Arnold debuterede som Digter. Hans Poesier bestaa til Dato i alt væsenligt af en Tra- gedie, Merope, i græsk antik Stil (185S) uden synderlig Betyd- ning, og af to Bind samlede Poesier, sidste og fuldstændige Ud- gave fra 1877; (et mindre Udvalg i ét lille Bind har han selv for kort siden besørget). Det er paa Poesierne i de to Bind, at hans Betydning som Digter hviler, — som man ser, en ikke omfangs- rig Grundvold, men en desto mere ejendommelig. Digtsamlingen fra 1849 hed The Strayed Rebeller f and other Poems. Den har taget første Del af sin Titel fra et Digt, hvori der fortælles om en græsk Yndling, som paa Vejen til en Bakkhus- fest er kommen forbi Tryllersken Kirkes Palads, har betraadt Gaarden, har drukket af Vinskaalen paa Alteret, er sunken slum- rende ned paa Søjlegangens Trappetrin og har sovet dér, til Aftenen er brudt frem. Han vaagner, ser Kirke staaende foran sig og taler til hende: »Du staar, smilende ned paa mig; — din højre Arm, lænet op imod Søjlen dér, støtter din bløde Kind; din venstre holder, løst hængende, det dybe, vedbendoinbæltede Bæger, jeg holdt lige nys Jeg ser Aftenduggen, samlet i tykke Perler, fordunkle Agat- Smykkets Stene paa din hvide Skulder«. Kirke byder ham mere af den vinlyldte Skaal, hvor »den røde, skummende Saft, overstrøet med mørke Frøkorn, gløder gennem det fine. rødniende Marmorc. — og Ynglingen sover atter ind for en Stund Kirke kalder paa Ulysses, som dvæler hos hende, og han kommer i sin Sumandshue og korte Vams, mager og med hurtigt Blik, og spørger, hvem Ynglingen er, som sidder dér i Søjlegangen, betynget af Vin og Søvn, »bøjende ^in hvide, fine Hals ned imod Bægerets vedbendkransede Rand, medens de klare, glimtende Vinblade, der krone hans Haar, falde frem og blande sig med de mørke Vedbendplanter«. Ynglingen vaagner atter, og paa Ulysses's Tiltale beretter han, hvad den gamle Silen har for- talt ham, naar han i Middagens Solskin sad hos ham, medens ') Oversat i „Nær og Fjærn\ Nr. 407. Digitized by Google 588 Matthew Arnold som Digter. hans Favner nede ved Vandet besprængte hans visnende Krans. Han beretter, hvad Silen har fortalt ham om de lykkelige Guders Syner, hvorledes de med skinnende Øjne se ud over Jorden og Menneskenes Færd: »De se Tiresias siddende med Stav i Haand paa den varme, græsrige Asopus's Bred, med Kaaben trukket over hans gamle blinde Hoved, i sit Indre grublende over Thebens Skæbne. De se Kentavrerne i Pelions øvre Kløfter, i Strømmene, hvor rødbærrede Rønnetræer om frynse de klare, brunlige, lave Kær, med dryppende Flanker og Hovederne løftede stolt op, snusende mod Bjærgvinden. De se Inderen drivende, med Kniv i Haand, med sin skrøbelige Baad fortøjet til en flydende 0, der er tykt omflettet med storbladede, lavt-krybende Melonplanter og med den mørke Agurk; han høster og stuver dem hen, — driv- ende, drivende; — rundt om ham, rundt om hans grønne Høst- plet, flyde Søens kølige Bølger, og Bjærgene omgive dem.« Og de se Skytheren paa den vidtudstrakte, bølgende Græssteppe holde Maaltid af Hoppemælk og bagt Brød i sin Vogn, medens Vej- sporet foran ham strækker sig lange Mile som en lige, sort Linje. Og Færgen se de paa den ensomme khorasmiske Strøm, for- spændt med to snøftende Heste, der svømmende trække Baaden, medens en Høvding i Forstavnen styrer dem med Raab og rystet Spyd; men agter ude krybe Købmændene i de lange Kapper blege sammen ved Siden af deres Rigdom af Silke og Balsam, af Guld og Elfenben og Ædelstene, medens den tungt ladede Baad støn- nende svinger i de gule Hvirvler. Og Guderne se »Heroerne, sid- dende i det mørke Skib paa det skumløse, violblaa Hav, der hæver sig i lange Bølger, nærmende sig ved Solnedgang til de saliges Øer«. — Vel er nu Digtets Moral eller Pointe den, at Skjald- ene ogsaa se disse Syner, men at Guderne have lagt den Lov paa dem, at de maa lide de samme Kvaler som de, om hvem de synge, at de maa blive, hvad de synge. Men det, som mest præger sig i Sindet af dette Digt, er den Række af kaméfine Bil- leder, som drs^er sig forbi én: den hvilende Yngling, denstaaende oprejste Kvindeskikkelse, den magre, skarpøjede Ulysses, den gamle, blinde Spaamand, de badende Kentavrer, den langsomt drivende Inder i Baaden, Skytheren paa Steppen, Købmands- færgen i Strømmen og Halvguderne ved Solnedgang paa det store Hav. Det har ofte bragt mig til at tænke paa den første Gang, jeg saa' den bekendte, antike Portland-Vase i British Museum i London: dens Stativ blev ved et Urværk sat i Bevægelse, og Va- Digitized by Google Matthew Arnold som Digter. 589 sen drejede sig langsomt rundt for Øjet, saa Skikkelse for Skik- kelse af Sidernes fine, hvide Glas-Basrelieffer mod den dunkelblaa Grund sagte dvælende gled forbi. Denne Ævne til skarp, knap og fin Skildring, som fra første Færd har været til Stede hos Matthew Arnold, genfindes atter og atter rundt om i hans Poesi og er et betegnende Træk i den. Det er ofte, som om de Linjer, hans Pen drager, var Linjer i en Radering, der saa til sidst staar færdig, skarpt og stemningsfuldt. Disse Raderinger udføres tit rent i Forbigaaende, næsten parentetiske, som naar der til Anskueliggørelse af en Yng- ling bruges Billedet af »en ung Cypres, høj og mørk og rank, der i en Dronnings afsondrede Have kaster sin tynde, mørke Skygge paa det maanebelyste Grønsvær ved Midnat, ved en boblende Kildes Lyd«, eller naar der om et Mærke, prikket med en Naal paa den blottede Arm, siges, at det var saa fint som en Kinesers malede Arbejde, og Kineseren saa tegnes i faa Linjer: »saaledes som en kyndig Arbejder i Peking prikker med Sinnober en klar Porcellæns Vase, en Kejsers Gave, — ved tidlig Morgen maler han og hele Dagen igennem, og naar Aftenen kommer, op- lyser Lampen hans opmærksomme Pande og tynde Hænder« (Sohrab and Rusfumj. Ofte staar Billedet mere selv- stændigt; man finder f. Eks. et lille Landskabsrids ved Bretagnes Kyst, hvor Iseult, Enke efter Ridderen Tristram af Kong Arthurs Hird, nu bor ensom og stille med sine to smaa Børn: det er en Hulning i den røde Lyngslette ved Havet: „Denne Kreds af aaben Jord er lys og grøn; Lyngen, som kryber tæt helt omkring, vokser ikke her; men det blege Græs er bestrøet med Klippe- blokke og mangen splintret Masse af aaret, hvidtglimtende Kvarts og hist og her punkteret med Kristtorntræer og Enebær. I Aabningens jævne Midte stod der tre Kristtorntræer Side om Side og dannede, varm af Vintersolen, en Skærm af skinnende Grønt, isprængt med skarlagenrøde Bær, Kramsfuglens Føde. Under de glimtende Kristtorntræer staar Iseult og giver Agt paa sine legende Børn." Eller man ser Iseult med de trætte Træk, efter at Dagen og Børnenes Leg er til Ende: „Og nu vil hun gaa hjem og sagte læjrge sine leende Born i deres Sænge og lege en Stund med dem, før de sove; og saa vil hun tænde sin Sølvlampe, som Fiskere, der trække deres Net gennem de barske Bølger fjærnt ude langs med denne Jærn-Kyst, kende som en Stjærne, og hun vil tage sin Brodere-Ramme, og dér vil hun sidde Time efter Time, idet hendes Guld- Digitized by Google 590 Matthew Arnold som Digter. lokker strejfe over den, kun løftende sit blødt bøjede Hoved for at give Agt paa sine Børn eller for at lytte til Vinden.* (Tristram and lseult). Der er i saadanne og lignende Skildringer hos Arnold noget, der minder, synes mig, om den fuldstændig fnugløse Skærhed og den Skarphed i Omridset, Paludan-Muller kan lægge i sin Billed-Kunst; jeg tænker paa en Strofe som denne: Der sidder hun, og Knæet Armen støtter, Mens Haanden slutter om den fine Kind; Der sidder hun og tænker, eller lytter Til Aanders sagte Røst, for Verden blind, — eller den dødsdømte Vestalindes Nedstigning i den aabne Grav, eller Adonis, der hviler ved Proserpinas Fødder i Underverdenen. Der er sikkert hos Arnold i denne Skildringens Knaphed, Sluttethed og Sikkerhed, der stundom kan gaa over til en vis Tørhed eller Goldhed, en Paavirkning fra det antike Grækenland. Sansen for Antiken, en ganske anderledes sjælfuldt forstaaende ^Sans end den, det attende Aarhundrede ejede, har holdt sig i Englands Aandsliv lige fra Shelleys og Keats' Tid til vore Dage og har afsat sine Mærker i dets Literatur. Jeg har alt berørt, hvor stærkt Arnolds Væsen i det hele har følt sig draget til den gammel-græske Aand, og det er utvivlsomt, at hans Studium af dens Digtekunst har paavirket hans egen poetiske Stil i den angivne Retning. I Fortalen til de samlede Digte fra 1853 frem- hæver han Klassikerne som et frugtbarere Studium end Shake- speare for den, der som udøvende Digter vil studere den poetiske Kunst. Han savner hos Shakespeare de gamles »strænge og samvittighedsfulde Servbeherskelse«; han finder, at han staar til- bage for dem i »Æmnets nøjagtige Begrænsning, den samvit- tighedsfulde Forkastelse af Overflødigheder, den simple og strænge Udfoldning deraf fra den første Linje af Værket til den sidste«. Det er blandt andet saadanne Egenskaber, Arnold i sit Studium af de antike Digtere har fæstet sin Opmærksomhed paa. Derved har han tilegnet sig eller skærpet den Virkelighedssans og den kortfattede Troskab mod Naturen, der udmærker hans Skildring. Saa godt som aldrig er han i sin Beskrivelse romantisk, det vil sige: han søger ikke at opnaa Virkning ved andet, end hvad der i Følge Naturens Love hører det skildrede til, han drager intet vilkaarligt-fantastisk ind med. Det vil kunne ses og forstaas tyde- ligt, naar vi sammenstille to Skildringer af det samme Moment, Digitized by Google Matthew Arnold som Digter. 591 én, saaledes som Arnold har udført den, og én, saaledes som den er fremgaaet af en — langt større — romantisk Digters Haand. Matthew Arnold har skrevet en episk Digtning om Balders Død /Balder Deadj, og en Passus af dette Digt kan da stilles sam- men med en tilsvarende af Oehlenschlågers Tragedie »Baldur hin Gode«. Hos den romantiske Digter drages ved Skildringen af det brændende Skib, der med Balders og Nannas Lig farer ud over Dybet, hele den mytologiske overnaturlige Verden ind med, og Naturundere lægge deres Magi over Scenen: „Men sligt et Syn er aldrig set, som da paa Strand De høje Guder stode, stirred gennem Graad Til Skibet, i hvis ranke Master Luen slog. Som nu det for paa Dybet ud. da lød et Suk Fra Jordens Klipperifter alle; men med dump Og rædsom Brusen rysted Skoven sine Løv, Og alle Haner galed, Himlen mørkned sig. Da gungred Havet, og af Havet Ægir skød Med Ran sig op; dem fulgte hver en Havets Mø, Indsvøbt i Tang, og Tindingen med Grus bedækt. Fælt hvined de paa Dybet; tykt for deres Mund En Fraade stod. Men Ilden mellem Bølgerne Slog op i Natten; trende Gange lued den. Men som den lued, tabte den sin røde Glans, Og sidste Gang var Luen klar, som Maanen og Som Stjærnerne paa Himlen. Vældig op den steg; Men som den steg, da sprang fra Jorden den med Klang 1 lutter klare Gnister, og i samme Stund Var Himlen fuld af Stjærner, tændt af Gnisterne." Hos Matthew Arnold hedder det mere uromantisk, mere tørt, men ingenlunde mindre anskueligt: „Og Skibei flod paa Bolgerne og gyngede. Men i Højene hævede en stærk Østenvind sig, og den kom klagende ned til Havet: først løb Vindstød sorte over Havets Flade, saa frtr Vinden vedholdende og fyldte Sejlene og blæste til Ilden. Og omkranset af Røg stod Skibet ud til Sos. Snart hævede den mægtige Ud sig med en Brølen, og Baalet knitrede; og mellem Brænde- stykkerne skød skarpe, skælvende Flammetunger ud og sprang hojere op. snoende sig og farende frem, indtil de slikkede Toppen af Baalet og de døde og Masten og fortærede de sammenskrumpende Sejl; men stadig drev Skibet videre, luende i Ild oven over Skroget. Og Guderne stod paa Strandbredden og stirrede. Og medens de stirrede, gik Solen uhyggelig-bleg ned i det røg- indhyllede Hav, og Aftenen faldt paa. Saa faldt Vinden med Aftenen, og der var Havblik ; men gennem Mørket vogtede de paa det brændende Skib. der stadig førtes videre over de fjærne Vande, længere og længere, som et Øje af Digitized by Google 592 Matthew Arnold som Digter. Ild. Og længe, i det fjærne Mørke, flammede Balders Baal ; men svagere glimt- ede det, da Stjærnerne hævede sig højt; Legemerne vare fortærede, Aske kvalte Baalet. Og ligesom i en hendøende Vinter-Ild et forkullet Brænde- stykke, naar det falder, danner en Regn af Gnister, saaledes faldt Baalet sammen med en Regn af Gnister, der gjorde Havet rundt om rødt; og alt var mørkt." Naar jeg om Arnolds Skildringer har brugt Udtrykket Radering, saa er det alligevel ikke udtømmende; det siger for lidt, navnlig om hans Naturskildringer. Der kan være over dem og i dem en Luft og en Horisont, en klar Skærhed og kølig Friskhed, der til Sammenligning fordrer det stemningsfulde og omhyggelig ud- førte Landskabsbillede, eller rettere som giver en Duft og et Pust af selve Naturens og Friluftens frodige Fylde, Friskhed og dulm- ende Ro. Eksempelvis anfører jeg her nogle faa saadanne Skil- dringer. Her er f. Eks. et Naturbillede fra Ætnas øverste Vege- tationsbælte, hvis Sandhed jeg ganske vist ikke kan kontrollere, men hvis Anskuelighed og Friskhed synes mig stor: „ Vejsporet snor sig ned til den klare Strøm for at skyde sig over det glimtende lave Vand; dér holder Kvæget af at samle sig paa deres Vej til de høje Bjærg-Græsgange og at dvæle, til de plumpe Kohyrder drive dem over, knædybt i det kølige Vadested; ti det er den sidste af alle de skov- rige, høje, kildevædede Dale paa Ætna, og Middagens Straale brydes dér af Kastanjegrene ned ad Dalens stejle, grønne Sider; Luften forfriskes af den springende Strøm, der kaster en evig Stænkregn over Træernes mosdækte Rødder og over Aarer af Grønsvær og lange mørke Skud af Vedbendplanter og duftende Hængeklokker af Hyacinther og over de sene Anemoner, der over- hylle dens vaade Bredder; men Eng og Strøm og Grønsvær og Kastanje- træer ende her; hinsides dette ligger Ætna nøgen i den hede Middags brede Glans, uden Skygge, Skraaning bag Skraaning, op til Spidsen, — Spidsen, om hvilken de hvide Skyer tumle.* (Callicles's første Sang i Empedocks on EtnaJ. Eller i store, brede Træk skildres en Maaneskinsaften paa den engelske Kyst ved Dover: „Havet er roligt i Aften. Det er fuld Flodtid, Maanen ligger smukt over Havstrædet; — paa den franske Kyst glimter og svinder Lyset; Englands Klipper, skinnende og udstrakte, staa ud i den rolige Bugt. Kom til Vinduet, Aftenluften er mild! Kun hører du — lyt! — fra den lange Linje af Skum, hvor Ebben møder Sandet, der ligger hvidt i Maanelyset, det skurende Døn af Smaasten, som Bølgerne drage tilbage og ved deres Genkomst kaste op paa den høje Strand, du hører det begynde og holde op og saa atter begynde, med skælvende, sagte Fald, og bringe Tungsindets evige Tone ind. tt (Dover Beach). Digitized by Google Matthew Arnold som Digter. 593 Eller vi kunne træffe paa en lille simpel og sanddru Skildring som følgende med hele Sommerdagens Varme og Frodighed over sig: „Her, hvor Høstmanden nylig var i Arbejde, i denne høje Marks mørke Krog, hvor han lader sin Kofte, sin Kurv og sin Lerdunk ligge, og binder Negene i Solen hele Morgenen* og s*a ved Middagstid kommer her tilbage for at bruge sit Forraad, — her vil jeg sidde og vente, medens fra det høje Land langt borte Faarehjordenes Brægen fra Folden bæres til mit Øre, med fjærne Raab fra Høstmændene i Kornet, — al en Sommerdags levende Mumlen. Skjult er denne Krog paa den høje, halvt mejede Mark, og her vil jeg blive til Solfaldstid. Gennem det tætte Korn kige de skarlagenrøde Valmuer frem, og rundt om grønoe Rødder og gulnende Straa ser jeg lyseblaa Snerler krybe i Ranker; og Lindetræer, gennem hvilke Luften stryger, skænke deres Duft og lade deres vellugtende Blomsterbyger rasle ned paa Hvenegræsset, hvor jeg ligger, og hegne mig med deres Skygge mod Avgust-Solen.« (The Scholar- Gipsy). Man vil vistnok efter disse Citater give Arnold Ret, naar han om sig selv siger, at Landguden Pan har aandet paa ham, da han laa i sin hjælpeløse Vugge. Netop Pan er det, den store, nøgne, strænge og frie Naturgud selv, hos hvem han har lært at spille paa sin Syrinx. Og ved nu at lægge Mærke til, hvorledes Gudens Tale har virket paa Digterens Sind, faa vi et Indblik i dette; ved at se, hvilke Sider det er af Naturen, der griber hans Indre, og paa hvad Maade de præge sig dér, lære vi noget af den modtagendes almindelige Temperament at kende. Der findes blandt Arnolds Ungdomsdigte en Sonet (In Harmony with Nature), hvori det, som en Indsigelse mod Udtrykket »i Harmoni med Naturene, hedder, at Mennesket har alt det, som Naturen har, og endnu mere, og at hans Haab om det gode, om Forædling ligger i dette »mere«; der siges, at Naturen er grusom, stivsindet, omskiftelig og ubarmhjærtig, men at Mennesket er sygt af Blod, længsels- fuldt efter at tilbede, at det trænger til Hvile og gærne vilde være mildt, og det hedder til Slutning, at Mennesket maa begynde dér, hvor Naturen ender, det maa enten blive Naturens Slave eller hæve sig over den, Venner kunne de ikke være. En Betragtning som denne, der jo i og for sig, rent filosofisk set, indeholder megen Sandhed, er hos Arnold saa godt som enestaaende. Ja, i et af hans senere Digte, The Youth of Man, bryder han selv ligesom Staven over den: han skildrer her, hvorledes Mand og Hustru, længst ude over Ungdommens Tid, en Aftenstund staa i den samme Have, hvor de en Gang i Ungdommens Overmod have Tilskueren 1884. 39 Digitized by Google 594 Matthew Arnold som Digter. talt foragtende om Naturen og sagt, at den hverken havde Skøn- hed, Varme, Liv, Bevægelse eller Kraft, men at Mennesket lagde alt dette i den; men nu se de ud over Sommerlandskabet, hvor deres Børn lege, og de føle, at Naturen er den samme, men at de ere blevne forandrede, matte og sktppe; de huske med Smerte de stolte Ord fra deres Urigdom og føle , hvor skøn Naturen var, og Digteren slutter saa med disse Linjer: „Medens Lokkerne endnu ere brune paa dit Hoved, medens Sjælen endnu skuer gennem dine Øjne, medens Hjærtet endnu lader det rullende Blod strømme til din Kind , saa synk o Ungdom , i din Sjæl ! Hig mod Naturens Storhed; saml det gode i Dybderne af dig selv. u t Arnolds Forhold til Naturen er da gennemgaaende et Sympatiens og et Ærbødighedens Forhold. Og det, han som Digter bliver vår i den, er ikke dens oprørte Kampe, dens Ufred eller dens hensynsløse Grusomhed. Han ser dens frodige Mildhed, dens klare Ro, eller han ser den som den storladne, vidtudstrakte; i det alt ere de Ejendommeligheder, han aflytter den, enten dens milde eller dens storladne Fred; de kunne tilsættes med andre Elementer, men de ville dog altid kunne spores som Grundtræk i Arnolds Naturbetragtning. Det er Vemodets milde Fred, der klinger i Strofer som følgende, indflettede i et dybt og rent følt og skønt formet Sørgedigt, Thyrsi.% som Arnold skrev over sin Ven Digteren Glough, og som har haft den Ære af Swinburne *) at blive jævnstiilet med Miltons Lycidas og Shelleys Adonais; det hedder om Gøgens tidlige Bortdragen: „En stormfuld Morgen tidlig i Juni, naar Aarets første Frembrud af Blomstring er forbi, — før Roserne og den længste Dag, naar Havegangene og hele Græsgulvet ere bestrøede med røde og hvide Blomster af den faldne Maj og med Kastanjeblomster, da har jeg hørt Gøgens Afskedsskrig komme fra den vaade Mark gennem de urolige Havetræer med den susende Regn og den tumlende Vind: „Blomstringen er borte, og med Blomstringen gaar jeg.* Du alt for hurtig fortvivlende, hvorfor vil du gaa? Snart vil den høje Mid- sommer-Pragt komme, snart vil den kødfarvede Nellike briste og svulme, snart ville vi faa den guldbestøvede Torskemund, Skægnelliken med dens hjemlige Hytteduft og Levkøjer i vellugtende Blomstring, Roser, som skinne langt ned ad Alleerne, og aabne jasminomhyllede Gittervinduer og Grupper under de drømmende Havetræer og Fuldmaanen og den hvide Aftenstjærne. Den hører ikke; den flygtige Gæst, den er borte!* ! ) * Essays and Studies, P. 155. Digitized by Google Matthew Arnold som Digter. 595 Der er Uhygge over en Skildring som følgende af Hulerne dybt nede paa Havets Bund, men der er tillige en storladen Javshed og Fred over den: „ Sandbestrøede Huler, kølige og dybe, hvor Vindene alle sove, hvor de matte Lys skælve og glimte, hvor det salte Tang gynger i Strømmen, hvor Havdyrene, ordnede helt rundt, nære sig i Dyndet af deres Græsningsgrund, hvor Havslangerne rulle og sno sig, rense deres Panser og baske sig i Salt- vandet, hvor store Hvaler komme sejlende forbi, sejle og sejle med ulukt Øje rundt om i Verden evig og altid." (The Forsaken Mer man). Denne Fred i Naturen, som ikke er en Slaphedens, men en Kraftens Fred (se Sonetten foran S. 58G — 587), bliver nu ofte for Arnolds Sjæl, naar den føler sig urolig, syg, svag eller vaklende, den dybe Lægedom, der dulmer og opliver, eller det store Symbol, der peger paa sej og sikker Udholdenhed. Han ønsker saaledes, at han, naar han ligger syg og døende, maa være fri for ceremonielle Venner, for Læge og Præst, men at han maa blive bragt hen til Vinduet og se endnu en Gang Luftens vide Landskab badet i Morgenens bug, den Verden, som var før hans Fødsel, og som bliver efter hans Død, den Verden, som ikke var en enkelts Ven og ikke lovede en Kærlighed, den ikke kunde give, men som tændle sin Sol lor alle og, medens den selv levede, gav os andre Liv: „Lad mig stirre dér, til jeg i min Sjæl bliver knyttet fast til det, jeg stirrer paa; — saa jeg føler, at Universet er mit Hjem, saa jeg bar for mit Sind — i Steden for Sygeværelset, Kampen mellem Liv og Død, Striden for en Smule Aande — Livets rene, evige Løb, ikke Menneskets Kamp med Døden! Lad mig, idet jeg føler og stirrer saaledes, blive rolig, forfrisket, forædlet og klar; og lad saa min Aand drage villig bort for at virke eller vente andet Steds eller her!* (A H'iWi,. Han taler i A Summer Sight om dem, der trælle i deres daglige Donts trange Metalfængsel og knuges kummerfuldt til Døde dér, og om dem, der frie, men uden Maal tumles vildt om og lide Skibbrud paa Livets Hav, o*; han spørger, om Mennesket da enten maa være Slave eller afsindig. Men oven over ham staar den maaneklare Himmel, sænkende sig ned mod den dunkle Hori- sont, og den bliver ham det Symbol, der viser videre frem: „Simpelhed og Klarhed uden Skygge af Plet! Guddommelige Klarhed! 1 Himle, hvis rene, mørke Egne ikko have noget Tegn paa Mathed, skønt saa rolige, og, skønt saa store, dog ere uforstyrrede og ulidenskabelige, som, skønt saa ophøjede, have Del i Verdens Slid, og, skønt saa besværede, holde eder 39* Digitized by Google 596 Matthew Arnold som Digter. fri for Støv og Smuds, .... I forblive som en Verden over Menneskets Hoved for at lade ham se, hvor grænseløse hans Sjæls Horisonter kunde være, hvor uhyre og dog af hvilken klar Gennemsigtighed!* 4 Eller Naturen er ham paa én Gang den urodulmende og den symbolgivende; jeg anfører fuldstændig det lille Digt, han kalder Sdf~ Dependence. Syg i Sindet af at spørge evig, hvad jeg er og burde være, her jeg i Skudens Forstavn staar, som styrer over Havet frem ved Stjærneskær. Og et Blik af heftig Attraa sender jeg til Stjærnerne og over Hav: „I, som har mig trøstet fra min Barndom, trøst og sval mig, til jeg naar min Grav. „Grib endnu en Gang, I Stjærner, Vande, i mit Bryst med mægtigt Trylleri;' lad mig, mens jeg stirrer paa jer, føle Sjælen blive stærk og stor som I." Fra den dybe, stjærnesaaede Hvælving, over Havets klare Glimmersti kom i Nattevindens Susen Svaret: „Vil som dem du være? Lev som de. „Uskræmt af den døde Tavshed om dem, urørt, hvor end deres Blik naar ned, ikke de af andre Væsner kræve Lykke, venlig Trøst og Kærlighed. „Glade skinne Stjærnerne, og Havet ruller glad i Ma anens Sølvglans frem; ti de leve i sig selv, og andre Sjæles Feber piner ikke dem. „Af sig selv begrænset, lidt bekymret om, hvordan Guds andre Værker er, gydende hver Kraft i eget Arbejd, naa de til det stærke Liv, du ser." Luftfødte Stemme! i mit eget Bryst har før jeg hørt den samme strænge Røst: „Vær blot dig selv for Alvor: hvo som lærte sig selv at finde, misted al sin Smerte/ ») *) Oversat i „Nær og Fjærn", Nr. 407. Digitized by Google Matthew Arnold som Digter. 597 En kyndig Iagttager vi] let kunne se, at vi her ere paa engelsk Grund, at vi befinde os i Wordsworths Fædreland. Og i Virkeligheden er der i Arnolds Poesi, ved Siden af Indflydelsen fra den græske Antik, en dyb Indflydelse fra og en nøje Tilknyt- ning til Wordsworth. Vi genfinde hos Arnold den hos Words- worth saa stærkt fremherskende Betragtning af Naturen som en Magt , der umiddelbart griber ind i Menneskesjælen med en lutrende, opdragende eller ligefrem belærende Ævne. Og den ejendommelige Sammenflyden hos Wordsworth af Naturfølelse eller en anden Stemning eller en ydre Begivenhed med en stille Tanke- strøm, en Sammenflyden, som, hvor den naar højest hos ham, kan frembringe en diamantklar Poesi af det reneste Vand, medens til andre Tider de digteriske Bestanddele kunne falde fladt og flovt fra hinanden og skille sig ud fra hinanden som skørnet Mælk, — denne Sammenflyden findes ogsaa hos Matthew Arnold. Det Element af Tanke, hvormed Wordsworths Digtning er mættet, har draget et saa tankebevæget Sind som Arnolds stærkt til sig. Begges Poesi er ofte og i høj Grad en ejendommelig Tankepoesi, en Poesi af en vis rolig, kraftig, fast udhamret Art, hvor Følelsen ikke bryder frem med nogen umiddelbar Lidenskabs Styrke, hvor Fan- tasien ikke skyder nogen høj Flugt i det poetiske Udtryks Orna- mentering, men hvor alt mere beror paa en energisk Fastholden af den digteriske Tanke, hvor Følelsen i bunden Varme har, hvad den fattes i Lidenskab, hvor Fantasien i intensiv Styrke ejer, hvad den mangler i Flugt, og hvor Rytmen, i Samklang hermed, oftest er simpel og jævn. Og Matthew Arnold, der selv er saa optagen afSpørgsmaalet om, hvorledes vi skulle leve, har i Wordsworths Poesi, der er gennempløjet af de samme Spørgsmaal, fundet en beslægtet Jordbund. Ti ogsaa i Arnolds Digtning, som i hans Kritik, findes der en stærk Dvælen ved moralske Ideer, ved Spørgsmaal, der dreje sig om de Vilkaar, hvorunder Livet leves eller bør leves. Og jeg tager næppe Fejl, naar jeg med Hensyn til dette Hangs alminde- lige Fremhersken, foruden at pege paa Indflydelsen fra Words- worth, viser hen til Faderens Indflydelse paa Sønnen. Jeg vil nu ikke sige, at det altid lykkes Matthew Arnold, hvis Skildring er saa skarp og nøje, at give sine Tankedigte et tilstrækkelig klart og skarpt Udtryk. Dog lykkes det ham langt oftere, end det mislykkes. Ikke heller vil jeg paastaa, at han altid i sin Poesi undgaar en noget gold Gyngen frem og tilbage fra Tanke til Tanke, fra Tvivl til Tvivl. Men oftere udgaar der dog som Digitized by Google 598 Matthew Arnold som Digter. Resultat af Tvivlens Svingninger en fremadskridende Bevægelse, ligesom Pendulets Gyngen tvinger Viseren frem. Det er interessant at se Udtalelser af Arnold om Words- worth. De findes baade i Prosa og Poesi. Der er overhovedet i Arnolds Poesi et lille Omraade, hvor Kritikeren gaar op i og fortsættes af Digteren, hvor hans kritiske Sans og Finfølelse for- ener sig med digteriske Egenskaber til Frembringelse af poetisk følte og formede Domme om og Værdsættelser af Literaturens Skikkelser og Gang 1 ). Om Wordsworth har Arnold for faa Aar siden skrevet en Prosaafhandling som Fortale til et Udvalg af hans Digtning, som Arnold har foretaget, og ved hans Død i 1850 skrev han et overordentlig smukt Mindedigt over ham (Memorial Verses). Han sætter i Prosaafhandlingen Words- worth s poetiske Storhed i den Styrke, hvormed han føler den Glæde, som Naturen og de simple, elementære Følelser og Pligter give os, og i den Styrke, hvormed han i sin Digtning peger paa denne Glæde og faar andre til at dele den. Og han siger i Mindeversene følgende Ord om den gamle Digter-Eremit. „Han fandt os, da Tiden havde bundet vore Sjæle i sin sløvende Magt; han talte og løste vore Hjærter i Taarer. Han lagde os, som vi laa ved Fødslen, paa Jordens kølige Blomsterskød, Smil brød frem fra os, og vi fik Lindring ; Højene vare rundt om os, og Luftningen gik atter over de solbelyste Marker; vore Pander følte Vinden og Regnen. Vor Ungdom vendte tilbage; ti paa Aander, der længe havde været døde, Aander, der vare fortørrede og tæt sammenfoldede, udgødes den tidlige Verdens Friskhed. a Man vil se, at disse smukke Linjer i Tankegangen stemme med Prosaudtalelserne, kun at de særlig dvæle ved Naturfølelsen og stærkere fremhæve det lægende, beroligende Element hos Wordsworth. Det var ganske deri samme forfriskende og lægende Virkning, som Stuart Mill i sin Selvbiografi fortæller, at Words- worth havde paa hans Sind, da han i en Periode af sin Ungdom var nedsunken i modløs Slaphed og Fortvivlelse, og hvad der ogsaa særlig gjorde Indtryk paa Mill, var den Maade, hvorpaa i Words- worths Poesi Naturen paavirker Tanke og Følelse 2 ). Det, som Arnold altsaa særlig betoner som et Kærnepunkt i Wordsworths poetiske Betragtning af Livet og Naturen, er Glæden, den stille, ! ) Se Digtene Epiloyue to Lessing's Laocoon, Haworth Churchyard, Heine* s Grave y Stanzas in Memory of the Author of Obermann. a ) John Stuart Mills Levned. Paa Dansk ved Vilhelm Arntzen. S. 149—52. Digitized by Google Matthew Arnold som Digter. 599 blidnende Glæde. Og det forholder sig ogsaa saaledes, at den er et fremtrædende Hovedtræk deri, hvilket ganske vist — hvad Arnold heller ikke mangler Blik for 1 ) — kun sker paa Bekost- ning af omfattende Syn hos Wordsworth , kun ved, at han lige- som skubber til Side og Ijærner fra sin Horisont store Masser af Livet. For Arnold selv som Digter var derimod, som vi saa\ den Ejendommelighed i Naturen, der væsentlig greb ham, dens Ro, for ham var den inderste Hemmelighed i Universets store Liv Freden *). Og denne Fred mister tit for ham Glædens Sollys, den bliver ofte skyggekølig, graa. noget hærdet gennem Resigna- tion. Det hedder udtrykkelig i Digtet Resignation, at det stumme Grønsvær, hvorpaa der trædes, at de alvorlige Høje, Strømmen i sit stadige Fald, de sælsomt indristede Klipper og den ensomme Himmel synes ham at taale snarere end at glæde sig. At det synes ham saa, vil jo blandt andet sige, at hans eget Sind er særlig egnet eller har særlig formet sig til at modtage dette Indtryk, at han ofte over for Livet har staaet med en Resigna- tion, der har farvet hans Sjæl og opfyldt den, saa den sfundum kan være tilbøjelig til at se det samme i Naturen, som gennem- trænger den selv. Vi staa da nu her ved de mere direkte Spørgs- maal om, hvilke Erfaringer Arnolds Digtertemperament har ud- viklet sig over, hvad Indhold det har, hvilke Ideer det rummer, paa hvad Maade det ser paa Livet. (Sluttes). Adolf Hansen. •) But Wordsworth' s eyes arrrt their ken trom half of human faU. (Staneas in Memory of th* Author of Ober- mann). a ) That general life, which does not ctase, Whose secret is not joy , but peacs. (Resignation). Digitized by Google K o n g o, il. Stanley har tre Gange forsøgt at erobre den sejlbare Del af Mellem-Kongo, og dette er endelig lykkedes ham. Allerede 1883, kort efter at have sat den første Dampbarkasse i Vandet ved Leopoldville, gik han øster paa. Her, op mod Bolobo, udvider Kongo sig til en mægtig, flere Mile bred Strøm, overlæsset af Øer, men malerisk set bevarer Flodlandskabet sin tidligere Karakter. Det har skønne Enkeltheder uden pittoresk Virkning som Helhed, ti for at give en saa mægtig Vandaare Relief trængtes til en Ramme af Alper. — Han anlagde en Station ved Msuata nær Kvangos Munding, et betydeligt Stykke af denne Biflod besejledes, en bassinagtig Udvidelse af Wabuma, Leopold den andens Sø, opdagedes, men Stanleys nedbrudte Helbred og hans utilstrække- lige Proviant forsyning tvang ham til at vende om og søge hjem til Evropa. I Begyndelsen af 1883 gentog han Forsøget med større Midler og naade da frem til Ækvator. Flere vigtige Stationer an- lagdes fra Bolobo nord paa, han opdagede en ny Sø, Matumba, hvis Beliggenhed dog endnu er meget usikker; men atter maatte han vende tilbage, og først i August i Fjor havde han saa mange Dampskibe, en saa stor væbnet Magt og saa megen Proviant, at han kunde møde alle Eventualiteter og stille sig uafhængig af Bækkenets Befolkning. Uheldigvis tilhører dette Afsnit af Stanleys Virksomhed endnu ikke Historien. Han eller vel snarere hans Mandatarier have fundet det stemmende med deres Interesser ikke fuldt ud at offentliggøre hans Indberetninger og Iagttagelser, og det Hemmelighedskræmmeri, der altid har klæbet ved det belgiske Selskab, træder ingen Steder frem i et uheldigere Lys end her. Om hans senere Rejser foreligge kun nogle Brevnotitser og en tør, skematisk Oversigt, udgivet af L'Institut national de Géographie Digitized by Google Kongo. 601 1 Brussel. End ikke Flodløbets sande astronomiske Beliggenhed er bleven bekendt i Evropa, det ovennævnte Institut har kun udgivet et raat Croquis, og Stanley Pool er det eneste Fikspunkt, der haves fra disse Dele af Strømmen. Dette er saa meget mere uheldigt, som det af mange Ting fremgaar, at Stanleys oprindelige Kaart er fuldt af Unøjagtigheder og Fejl og ikke kan lægges til Grund for videnskabelige Slutninger. Den 24de August 1883 forlod Stanley sit Hovedkvartér, Leopoldville, paa Damperen »En Avant«; ved Msuata sluttede sig 2 Dampere og en større Baad til Ekspeditionen, og Rejsen gik derefter til Bolobo, hvor han fastholdtes i nogen Tid, da Bajan- serne, en derboende Folkestamme, havde rottet sig sammen og afbrændt Stationen. Det lykkedes ham hurtigt at tilvejebringe rolige Forhold og allerede den 20de September naaede Ekspeditionen Luk o 1 el a paa Flodens venstre Bred, hvor en ny Station anlagdes. Paa sin anden Rejse havde han anlagt sin østligste Station om- trent paa det Punkt, hvor Floden første Gang skærer Linjen, og ved denne, Ækvatorialstationen, lagdes nu den sidste Haand paa Udrustningen og en betydelig Proviantforsyning toges om Bord. Den 17de Oktober sejlede han øst paa med Løjtnant Roger og 68 Mand og hurtigt nærmede han sig Skuepladsen for sine mest forbitrede Kampe i 1876—77, men baade i Bangala og Rubunga, Flodens nordligste Punkt, mødtes han nu af venligsindede Stammer, der hurtigt indlode sig i Handelsforbindelser med ham og afstode betydelige Landstrækninger til Stationsanlæg. Den 15de November naaedes det med saa megen Spænding imødesete Punkt, hvor den mægtige Biflod Aruvimi falder i Kongo. Her er Menneskeædernes Land, Koruru; her bor en talrig, krigersk og kunstfærdig Befolk- ning, og her udholdt Stanley 1876 det voldsomste og blodigste Slag paa hele Rejsen. Men desuden er Aruvimi for Tiden Verdens- delens mest interessante hydrografiske Spørgsmaal. Er denne Bi- flod Schweinfurts Uelle, hin mægtige Strøm, der Syd for ægyptisk Sudan strømmer imod Nordvest uden at nogen har fulgt dens Underløb, eller kommer den Ira andre, hidtil ganske uberørte Egne? Den 15de November lagde Stanleys Dampbaade sig for Anker paa Flodens højre Bred ud for Landsbyerne. Ogsaa nu hørtes den store Krigstrommes Larm, atter dækkedes Bredden af væbnede Krigere, men ingen Krigskanoer lode sig se, og efter en Times Afventning af Begivenhederne løb Skibene under Damp op i umiddelbar Nærhed af Byerne. Det ukendte Syn, Røgsøjlerne, Digitized by Google 002 Kongo. Hjulenes Plasken og Vandets Brusen, holdt Lanserne tilbage, og der var ikke længere Tale om Kamp. Efter en kort Underhandling var Freden sluttet, og Stanleys Mandskab kunde opslaa sin Nalte- lejr i Byen. Derefter søgte Ekspeditionen at besejle Aruvimi. Stanley har altid hævdet, at denne Flod er Uelle, og han anfører en Række, for øvrigt svage Grunde for at bevise dette, men hans Sejlads standsedes allerede efter 3 Dages Forløb paa 2° 13' n. Br. af Strømhvirvler, uden at det lykkedes ham at løse Spørgsmaalet. Hans Opfattelse strider desuden bestemt imod de nyeste Forsk- ninger i Sudan, baade den russiske rejsende Dr. Juncker og Englænderen Lupton Bey mene, at Uelle løber til Chadsøen, det geografiske Selskab i London har for nylig udgivet den sidstes Kaartskizzer og indtegnet Uelle og Aruvimi som to helt forskellige Strømme, i Fastlandets geografiske Kredse næres den samme An- skuelse, men uheldigvis kan Spørgsmaalet ikke løses, fordi Stanleys Længdeangivelser ere usikre, Kongokaartet utilforladeligt, og Dr. Junckers og Luptons Kaartomrids uden astronomiske Fikspunkter. Siden Stanley første Gang besøgte disse Egne, er der ind- traadt en stor Forandring i deres Samkvemsforhold. Afrikas Svøbe, de arabiske Slave- og Elfenbenshandlere, ere naaede derhen og have begyndt deres ødelæggende Jagt. Da Stanley den 23de November i Fjor sejlede øst paa fra Aruvimi mødte han en hel Stamme, 1000 Kanoer tæt besatte af Flygtninge, der søgte sig et nyt Hjem, efter at deres Byer ved natlige Overfald og Slagterier vare blevne ødelagte og tomme Slavejægerne vare Arabere fra Nyangve, der synes at være fulgt efter i den dristige rejsendes Fodspor og at udstrække deres blodige Hænder til stadig større og større Dele af det ulykkelige Land. — Den 1ste December naaede Ekspeditionen uden Uheld Stanley- faldene, Rejsens Endemaal, og her anlagdes paa en høj sund 0, Vana-Rusani, Selskabets østligste Station. I stor Hast opførtes Husene, Haverne anlagdes, Proviant skaffedes til Veje, og Ingeniør Bennie med 30 Zanzibar- og Haussanegere lodes tilbage som Be- sætning. Samtidig afsendtes et Bud til den østafrikanske Station Karema ved Tanganjikasøen for at give Meddelelse om den ny- oprettede Station, og saaledes var »den hvide Linje gennem den mørke Verdensdel« fuldendt, fra Kongos Munding til Zanzibar- kysten ligger en Række Stationer, der vel ikke endnu have nogen kommerciel Betydning, men som Støttepunkter for Missionæren, Digitized by Google Kongo. 603 som Udgangspunkter for den geografiske og naturhistoriske Gransk- ning, som Tilflugtssteder for de forfulgte betegne det største Frem- skridt, vore Dage have set i Centralafrika. Stanleys sidste Rejse op imod Strømmen har langt fra den novellistiske Interesse, som den spændende Odyssé, han udførte 1876—77 i omvendt Retning, men den lover langt mere for Videnskaben. Næsten ved hver større Biflod i Kongobækkenet har han nu Støttepunkter, Landet er roligt, Befolkningen anerkender hans Magt og søger Voldgifts- kendelser eller Beskyttelse i hans Stationer, og unge Videnskabs- mænd som H. H. Tohnston og Løjtn. Giraud have allerede vist, hvilken Betydning saadanne Støttepunkter have. og hvilke Resul- tater, der kunne naaes, naar Granskeren kan færdes i Ro og Mag ved det ukendtes Grænser. I Afrika glider den tropiske Regn regelbunden med Solen op og ned over Kontinentet fra Kapkolonien til Saharas Sydgrænse. Kun over et smalt Bælte omkring Linjen, fra Ogovés Munding til Viktoria Nyansa, er det Regntid hele Aaret igennem, men herfra aftager denne Nord og Syd paa saaledes, at Unjoro (2 Gr. n. Br.) har 10, Gondokoro 7, øvre Nil 5, Chadsøen 3 og Saharas Sydrand (20 Gr. n. Br.) 1 Maaneds Regn. Imod Syd gennemløbes en lign- ende Skala. Hele Mellem-Kongo, Flodens store nordlige Bue, til- hører det ækvatoriale Regnbælte med Nedbør Aaret rundt selv i vore, Sommermaaneder, da Solen er længst imod Nord. Regnen naar sine Maxima omkring Foraars- og Efteraarsjævndøgnene, og Flodflommen retter sig derefter. Ved Yellala stiger Kongo fra d. 10de September til den :23de December (9 Fod) og' fra den 1ste Uge af Marts til Stutningen af Juni (2 1 /* F.). Dybere inde i Landet falde disse Momenter noget forskellige. Den sydvestlige Del af Floden, hvis Vejrlig stærkt paavirkes af Atlanterhavet, ligger uden for den stadige Regn. Ved Kongomundingen regner det i Maanederne November- Docember og Februar- Maris med Tørke i Januar, omkring Stanley Pool begynder Regnen i Oktober og varer uden indskudt Tørke til den iKMe Maj. Allerede ved Bolobo begynder den stadige Regn og den tropiske Skov, disse uadskillelige Fæller i Centralafrika. I Almindelighed have vi meget overdrevne Forestillinger om disse Egnes Regnmængder, der, saa vidt de ere kendte, synes at bevæge sig mellem 50 og 80 Tommer, om Aarstidsskifterne og Væxtperioderne, der nærme sig meget Digitized by Google 604 Kongo. mere til vore Forhold, end den almindelige Forestilling er tilbøjelig til at antage. Vegetativt set gives der i Afrika en Vinter, en Vaar og Sommer som hos os, men det er vanskeligt — siger Johnston — at bibringe Folk den rette Forestilling om det trop- iske Landskabs Udseende i den tørre Tid. Mange flere Træer, end vi ere vante til at forestille os i vore tilfantaserede Landskabs- billeder, fælde Løv, og naar en Maaned er gaaet efter den sidste Regn, har en afrikansk Skovskraaning meget af Vinterens Øde over sig. Den prægtige Boabab, tidligere en hel Løvverden for sig, forvandles til et Virvar af nøgne Kviste, og Jorden dækkes af faldende Blade; andre Træer staa gulnede, fortørrede og hensygn- ende, om de end beholde Løvet. Blomsterfloret, dé sarte Klynger af Farver og Vellugt, de spraglede Mos- og Svampetæpper, de krybende Bregner og klatrende Lycopodia, alt hvad der skænker Landskabet Yppighed og Farve, forsvinder og erstattes af gule Stilke, sammenskrumpede Frugtskulper eller af visse frastødende Vækster, kødfulde, sært opsvulmede, forvredne, tornede Ting, der synes at trives, naar alt andet visner. Det høje Græs ligger gulnet og nedslængt eller forvandlet til Askehobe. Men den tørre Tid er kun en Hvile, i hvilken Naturens overanstrængte Kræfter atter samles. Og er der en Vinter i Afrika, saa er der ogsaa en Vaar, et Foraar fuldt af Haab og Forjættelse, af overstrømmende Grøde. Den første Regn er sjælden langvarig eller voldsom, men den gennemvæder Jorden. De udtørrede Bække flyde atter, og Floderne svulme. Saa komme Myriader af Blomster! De haardeste, mest forbenede Buske bryde og knoppes, frastødende Evforbier, tornede Akasier, apoplektiske Boababs faa pludselig Liv, og dette Liv skaffer sig Udtryk i overdaadige, véllugtsvangre Blomsterklaser. En Verden af Farver fylde Skovene, Sletterne, Moserne, de stenhaarde Klippesider og Bjærge. . Slanke Orkideer, stolte af deres uforlignelige Skønhed, skyde op langs Flodsiden, Cannas og Amomums fylde Skovlysningerne. De højeste Træer — haarde, alvorsfulde, forretningsmæssige Aaret igennem — udfolde i en 14 Dages Tid et saa pludseligt og heftigt Blomsterfyrværkeri, som skammede de sig over denne Svaghed. Selv Græsarterne gøre Forsøg i det beskedent skønne. Fuglene bygge, Skrædder- fuglene hænge deres Reder op paaGræsstraaene langs Strømmen, den larmende Fiskeørn afslutter hurtigt et »sjælløst Frieric, Duerne kurre, og muntre praktiske Papegøjer faa travlt med deres Reder. I stille Aftener ses Flodhestemamaen med sin spæde, lyserøde Digitized by Google Kongo. 605 Unge vade i Land for at tilbringe Natten paa en i Fred for de afskylige Krokodiller, hvis egne Unger netop ere i Færd med at krybe ud af Æggene og løbe Spidsrod mellem deres utallige Fjender — Storkene, Ibisserne, Ichneumons — ja efterstræbte af deres egne unaturlige Fædre, der ikke ynde store Familier. — Vaaren glider over i Sommer, og saa følger nogle Ugers bedaarende Ensformighed. Regnen mindskes, og paa Skønhedens Tinde staar Naturen stille i sød Selvbeskuelse. Da farer Stormkongen hen over Skoven. Luften svangres af Elektricitet, Skyerne taarne sig op med Stormens II, Tordenen drøner, og Regnen styrter ned i sønderbrudte Strømme, ikke længere den milde Genopvækker af en stivnet Jordbund, men den haardhaandede Ødelægger af skrøbelig Skønhed. Hvor Johnston forstaar at male disse Oprør over den brede Strøm. Skydannel- serne, der i nogle Minutter med fantastisk Hastværk fylde den halve Horisont, deres snehvide Hoveder, deres II, Lynenes Zigzag, Stilheden over den mægtige Flod, der ligger som et Baand af smæltet Sølv, indfattet i palmesmykket Ramme, Angsten, Forvent- ningen, der gaar forud for Oprøret, og saa Udbruddet selv, der i sit første Anslag synes at indlede en storartet Naturkatastrofe, Farveovergangene, Stormen, den brusende, faste, fremadskridende Mur af Regnbundter, der næsten virke kvælende i Anløbet. — Eller Mellemrummene mellem disse Udbrud, hvor Naturen lig en lidenskabelig Kvinde synes at angre sin egen Vildhed. Himmelen er da et svagt, falmet Blaat, Landskabets Farver taageslørte og milde, og gennem en gylden Skumring, medens Palmeøerne synes at flyde paa Strømmens Guld, og store Fugle med tunge Vingeslag søge til deres Hjem hinsides Floden, glider Dagen langsomt over i den begsorte Nat. Alnaturen hidses af den brændende Sol. Den hede, væde- tunge Luft aander umættet Begær; Planteverdenen raser i vege- tative Orgier, alt er yppig Sanselighed, feberglødende Attraa. Flodhestens støjende Elskov og Krokodillernes Hyl fylde Nattens Stilhed, og selv Mennesket drages ind i disse Udskejelser. Det er Høst, Frugterne indsamles, Sukkerrøret skæres, og af dets Safter gæres en berusende Drik, der fremkalder mangen vild Udsvævelse. Det er paa Tide, at Naturen selv lægger sin stærke Haand paa Oprørerne; den udskejende Verden maa renses med Ild. Saa standser Regnen, Jordbunden tørres, Floderne svinde, overskyllede Øer komme atter til Syne, Damme og Søer forsvinde; hurtig Digitized by Google 606 Kongo. tilbereder den altid brændende Sol Lutringsbaalet. En Dag kastes en Brand ind i det fortørrede Græs, Flammen slikker op ad det, Vinden griber den, og et frygteligt Ildhav styrter frem paa dens Vinger saa hurtigt, at medens Græsset forvandles til Aske, gør det ikke stort andet end svide Træerne. — Atter gaar Naturen ind i Vinterhvile. Naturligvis er et saadant Klima vanskeligt, selv om det langt fra er saa usundt som mange Egnes paa Guldkysten eller omkring Niger. Boma, omgivet af alluviale Moradser og Man- grovesumpe, er Flodens usundeste Plads, og her hersker Portu- gisernes »Febre perniciosa« eller den ondartede afrikanske To- dagesfeber. Men oppe paa det indre Sletteland, oven over Kyst- bjærgene, er Klimaet mere behageligt og næsten sundt, selv for Evropæere. Selvfølgelig kræver det stor Forsigtighed og megen Selvbeherskelse, den rejsende maa rette sig efter Livets Betingelser i disse Egne, og uden dette bliver Vejrlaget en Minotaur, der aldrig kan faa nok af hvide Mænds Kød. I disse hede og vaade Skove virker Naturens Kræfter voldsomt og pludseligt, alt er for- ceret, alt styrter frem imod Climax og Krise, og hvad der i Ev- ropa vilde være tilgivelige Uregelmæssigheder, forvandles i Afrika til dødbringende Fare. En alt for stærkt tilfredsstillet Madlyst, en uforsigtig Brug af Alkohol, en letsindig Spaseretur, utilstrækkelig beskyttet mod den brændende Sol, kunne betyde Død og det Død paa Stedet eller efter en kort, hidsig Kamp. — Vejrligets største Fejl er den voldsomme Dampudvikling. Selv i den tørre Tid, uden egentlig Nedbør, er Luften mættet af Væde, Morgen- og Aften- timerne indledes med en tæt, hvid Taage, Portugisernes »Ca- cimbo«, Guineakystens »Røg«; denne hænger som lave Skyer over Landskabet, og den klamme Luft overrisler alt med en tung Dug, som dog forsvinder i Regntiden, hvis Morgen- og Aftentimer sæd- vanlig cre lyse og klare. Centralafrika vil vanskelig nogen Sinde blive et virkeligt Hjem for Evropæere. Kongobækkenet bebos af Bantustammer. Denne Race dækker en Tredjedel af hele Verdensdelen, fra Cameronfloden i Guineabugten i Vest og fra Viktoriasøen i Øst helt ned til Kap- landet. Den er, for saa vidt som vi kende den, saa ensartet, at det væsentlige, der kan siges om én Klan, gælder om alle de Digitized by Google Kongo. 607 andre. Legemsbygning, Hudfarve, Sprog, Sæder og Idékredse, Redskaber, Vaaben og Ornamentik spille inden for en fælles Grænse. Svahilifolket ud for Zanzibar ligner Angolenseren, Vagandasproget i Kong Mtesas Rige lyder de samme grammatiske Love som Bakongostammens ved Set. Salvador paa den modsatte Side af Verdensdelen, og Stanleys østafrikanske Ledsagere kunde til Nød gøre sig forstaaelige for Stammerne langs den mægtige Strøm. Dette store sydafrikanske Folkelegeme adskiller sig saa vel fysisk som sprogligt skarpt fra Nordens Negere og kamitiske Folkeslag og fra Sydens Hottentotter-Buskmænd. Som Regel er Typens Skeletbygning, særlig Hjærneskallen , smækrere end vor. Skulderpartiet og Armene ere stærkt udviklede, medens Benene ere forholdsvis svage og uden kraftig Læggedannelse. Individet er magert, det har den hvide Mands Højde, men langt fra hans Vægl. Hudfarven gennemløber alle Afskygninger fra det mørkeste til det lyseste brunt, gennemdæmret af rødt, men helt sorte Mennesker findes lige saa lidt her som noget andet Sted i Verden; strængt taget ere »hvide« og »sorte« kun overdrevne Talemaader. Klædningens Grundelement er den firkantede »Panno« af Katun eller Græsstof, fastholdt om Lænderne af Hoftesnoren. Hos Mændene hænger dette Skørt i Folder ned ovfT Benene, hos Kvinderne knyttes dets Snipper op over Brystet, der sjælden bæres til Skue. I Kystegnene smykke Høvdingene Overkroppen med aflagde evropæiske Husar- og Admiralsuniformer, medens Panno'en og de nøgne Ben stikke ud for neden og danne Karika- turer, der vilde gøre Virkning i et Panoptikon. Paa mange Steder i det indre forsvinder ?elv Panno'en og kun Hoftesnoren bliver tilbage. Kvinderne gaa nøgne i Hjemmet, og naar de gaa ud, stikke de nogle friske Maniokblade i Snoren. I de tropiske Egne ere Klæderne mere til Pynt end til Beskyttelse. Tatovering, Sminkning, Farvning og andre Hudprydelser ere i Brug tværs gennem Verdensdelen. I naturlig Intelligens synes Bantuen at staa over de fleste Naturfolk, og i selvisk Snedighed over^aar han selv den alminde- lige Europæer. Den sydafrikanske Mand beherskes ikke af moralsk udviklede Følelser, men af en særegen Fetishfrygt for det onde, som han søger at berolige ved sofistiske Kneb og diplomatiske Krogveje. Han er Positivist til Neglespidserne, praktisk, materiel, utilgængelig for genstandsløst Sværmeri, uden supranaturalistiske Tendenser, uden andet Navn for Gud end Himmelen, det blaa, Digitized by Google 608 Kongo. med ringe Sans for Ære og Værdighed. Han er meget modtagelig for Farver, Pragt og Skønhed, hans Sprog har et Ord for dette Begreb, om end hans Handlinger, selv i Livets ømmeste Forhold, bestemmes ud fra rent praktiske Synsmaader. Hans Hovedlidenskab er at behage og besidde. Hans Religion, for saa vidt han har nogen, hviler ureflekteret paa Naturgrunden i Mennesket, paa Angstfølelsen, paa Længselen og. Fantasien, uden at han har for- maaet at bygge et teologisk System op af dette Materiel eller at udforme moralske Pligtbud. Han er Fetishdyrker, det vil sige, hans Religion er Naturmystik. Hans Affekter ere heftige, over- fladiske og voldsomme, de jage som Tropernes Skyer i forvirret Il hen over hans Sind med lidenskabelige Udladninger, der hurtigt glemmes. Hans Tilværelse er vegetativ. Han fødes, vokser, om- skæres, forplanter Slægten, ældes og dør, uden at Opdragelse, Skole, Kald eller andre Kummerligheder faa Magt over ham. Han har ingen Historie, faa Minder, næppe nok en Tidsregning. Hans Liv er som Skovenes Liv. Store Ulykker og voldsomme Slag ere snart skjulte og glemte, og dybtgaaende Følelser ere ikke til, ti de forbiilende Sorger og Glæder sætte intet Mærke i den tomme Sjæl, der aander, tænker og handler kun for Nuet. Bantuen ældes hurtigt. 60, højst 65 Aar, er Livets sæd- vanlige Grænse, og der ses kun faa gamle Folk iblandt dem. De kende kun lidet til Sundhedspleje. Alt er Fetish, al Sygdom er onde Aanders Værk og fordrives ved Besværgelser, Paakaldelser og Larm. Naturen kaarer sine stærkeste Børn, og de svage og vanføre overlades uden Modstand til Døden. De fysisk stærke ere derfor i Flertal, men, ligesom til Gengæld, sikre de snedigste sig det største Antal Kvinder og efterlade den talrigste Børneflok. Landsbyens Troldmand, Nganga'en, er som oftest en frastødende, tit en svagelig Person, men et Blik fra hans skarpe Øje fortæller tydeligt om, ved hvilke Midler han behersker sine senestærke Naboer. Selvfølgelig har han det største Harem og den største Efterslægt. Saaledes er i store Træk det Billede, som det sidste Tiaars Rejseliteratur giver af den vestafrikanske Bantu. Men de fleste af disse rejsende have kun iagttaget Kystbefolkningen, og med vort stigende Kendskab til de indre Stammer turde det allerede nu vise sig nødvendigt at give dette Billede et dybere, mere aandigt Relief. Kystbefolkningen i hele det hede Vestafrika er en udartet Slægt, og den rejsende maa op over Randbjærgene for at møde Digitized by Google Kongo. 609 Racens fuldlødige Repræsentanter. Kystklimaets Febermiasmer virke degenererende, gennem Aarhundreder har den hvide Mand været disse Egnes Svøbe, Stammerne ere ved Slavejagterne blevne sammenblandede, fordrevne, oprevne og udslettede, og endnu i vore Dage — fortælle de portugisiske rejsende Capello og lvens — indgyder Evropæerens uventede Tilsynekomst en usigelig Rædsel, ja, selv Husdyrene gribe Flugten ved Synet af de blege Ansigter, hvis Griskhed have forvandlet disse Skove til Morderhuler. Muligt er det ogsaa, at Stammerne paa deres Vandring fra det nordøstlige Bantu fokus paa Kystlandet have mødt en Urbefolkning af Negere og blandet sig med den. I det mindste ved Kongomundingen, omkring Kabindo og Loango, synes to forskellige Typer at leve Side om Side. Den ene — Bantuen — er slank, velvoksen, med smaa velskabte Hænder og Fødder, smukke Træk, høj, tynd Næse, Skæg, Mustacher og yppig Haarvækst. Den anden har en løs, slet tømret Figur, plumpe Fødder, højtsiddende Lægge, til— bagevigende Hage, opsvulmede Læber, intet Skæg, Haaret kort og uldkruset. Det vilde være ubilligt at dømme Kongofolkene efter Stanleys Beskrivelser. En Mand, der lige har løbet Spidsrod, er sjælden i Stand til at fælde en upartisk Dom over sine Bødler, og Odyssevs er hverken den første eller den sidste, der har omdannet menneskelige Modstandere til Kykloper. »Gennem det mørke Fastlande er i denne Henseende ikke andet end en lidenskabelig Pamflet, saaledes som en Mand nødvendigvis maatte skrive den efter et 1U00 Miles Løb for Livet. Stammerne langs Kongo ere en Samling Uhyrer, deres Feltraab er »meatc, »meaU ! — Menneske- kød! De ere Verdensdelens Menneskeædere par excellence, men det gaar med denne berygtede Race, som det gaar med det meget omtalte Dværgfolk: ingen véd ret, hvor de have hjemme. Johnston, der har været i den heldige Stilling paa én Gang at kunne nyde godt af Stanleys senere Erfaringer og af sine egne sympatetiske Iagttagelser, giver dem et helt andet Skudsmaal. Han besøgte i Fjor de ublandede Bantustammer mellem Stanley Pool og Bolobo, særlig Bajanserne, der bo helt op til Ækvator, Flodens Dragere og Købmænd, der vedligeholde Forbindelsen mellem deres nordlige Naboer Bangalenserne og Kystegnene. De ere kraftige og velvoksne Folk. Mange af dem minde ved Legemets symmetriske og sunde Udvikling og ved Hudens varmt chokolade- brune om antike Statuer i Bronce. De pleje Huden og Haaret Tilskueren. 1884. 40 Digitized by Google 610 Kongo. med stor Omhu, særlig dyrke de Legemets Nøgenhed, og som de gamle Grækere udrive de ethvert Haar, der titter frem. Kun paa Issen lade de Stammens frodige Haarvækst frit udfolde sig og sætte den op i fantastiske »Coiffures«. Næsen, Munden og Hagen have meget forskellige Former, men faste, stærke og retlinede Underansigter træffes hyppigere end negeragtige og tilbagevigende. Øjnene ere klare, det hvide ikke blodunderløbet, Hænder og Fødder smaa, Kvindebusterne fast formede og uden de hængende Bryster, der skæmme Kystbefolkningen; den frastødende Luft, der er et Særkende for saa mange afrikanske Folk, findes ikke hos dem. De ere venlige, muntre og meget modtagelige for Skønhed, kære af Farver og Musik, hengivne til Dans, der baade har Mening og Ynde. Deres Sanselighed er ikke skønhedsforladt Drift, og om end Mændene holde saavel af deres egne som af andres Hustruer, elske de dog deres Familie, og mangt et Stille- livsbillede ses i Hytterne, hvor Fader og Moder hengive sig i Leg med Børnene. »Jeg synes om Bajanseren« — siger Johnston — »der er noget aandfuldt, muntert og gæstmildt over ham, kvik og utvungen fatter han den hvide Mands Veje. En Mu-jansi er en Mand af Verden, vidtberejst og uden Fordomme og Overtro«. Bajanseren er i Færd med at frigøre sig for Religionens over- leverede Former. Medisinmanden har ingen Magt i hans Byer, han har faa eller ingen af Kystbefolkningens hæslige Ceremonier, dens Heksebrande og Giftprøver eller dens gyselige Indvielsesfester. De svage Rester af Fetishdyrkelse, som endnu ere i Kraft, søger han halvvejs at undskylde, og han er næsten uden Religion; kun en mild Form af Forfædre-Dyrkelse er endnu tilbage, ledsaget af en usikker Forestilling om et Liv efter dette, om et Skyggerige, hvori den hedengangne fortsætter sin Gerning. Han vil være modtagelig for den evropæiske Dannelse, hvis den kommer til ham paa rette Maade. De have utvivlsomt en egen, oprindelig Kultur. Deres Huse ere store og ret høje, delte i tre eller flere Værelser, der kunne betegnes som Tale-, Spise- og Soveværelse. Gulvet er ofte dækket med rene Maatter, og de flettede Døre kunne svinges frem og til- bage paa en simpel Hængsel. Deres Pottemagerarbejde, Vævekunst og dekorative Sans, deres Metalarbejder i Jærn og Kobber, deres Forsøg i Husdyrhold, deres Fangst- og Fiskeredskaber vise alle et stort Fremskridt sammenlignet med Kystbefolkningen. Men andre rejsende give lige saa gunstige Vidnesbyrd om de ublandede Digitized by Google Kongo. 611 Bantustammers Dannelsesstandpunkt. Helt henne mod Øst i Kongobækkenet traf Pogge og Wiszmann 1882 paa Stammer, hvis Industri, Agerdyrkning og huslige Liv i et og alt minde om Bajanserne, og hvis Tilværelse hviler paa en sundere, bredere og mere oprindelige Naturgrund, end de ulykkelige Folkeslag, der ere blevne traadte under Hæl af Araberne og Evropæerne. Rundt omkring i sin Dagbog henstrør Johnston Smaatræk af deres Liv, der vise tillidsfuld Hengivenhed, varm Sympati og skøn Menneskelighed. I Vabuma traf han en lille sortbrun Pige med klare Øjne, net opsat Haar og kun paaklædt med en stor Messing- halsring. Tillidsfuldt kom hun ham i Møde som en anden Pokahontas, uden videre gjorde hun sig til hans lille Vejviser, tog hans Haand, førte ham omkring for at vise ham alt seværdigt og trak ham læmpelig ud af en fjendtlig Menneskestimmel. Da hun saa\ at han samlede Blomster, bragte hun ham en hel Favnfuld, som hun møjsommelig havde plukket, og senere trykkede hun 3 Æg, endnu varme fra Reden, hvor hun havde taget dem, i hans Haand. I den samme Egn traf han og Belgieren Orban en gammel Høvding, der græd over sin Yndlingsslaves Lig, et hæsligt, røgtørret og stegt Kadaver. Da han saa' de hvide Mænd, greb han deres Hænder, førte dem hen til Liget og udbrød: »O, I som gaa hjem til Mputo, til det ubekendte, til Himmelen c — og han stirrede op i den blege Aftenhimmel — »ville I ikke sende mig ham tilbage? Send ham tilbage! Sig ham, at hans Hytte staar rede, at hans Hustruer ville tilberede den skinnende hvide Maniok, at der skal være fuldt op af Malafu (Palmevin), og at jeg vil slagte en Ged! I ville sende ham tilbage, ville I ikke?« Hvor ilde rimer en saadan Blidhed sig ikke med disse Folks slette Rygte eller med det tusendtungede Raab om Menneskekød, der forfølger Stanley langs Floden. Johnston traf i mange Byer Hjærneskaller og andre menneskelige Knogler stukne op i Træer, paa Tage o. a. St., men dette sker af religiøse Grunde eller som en Art Pant paa, at den afdøde skal opføre sig skikkeligt, og da han paa læmpelig Vis spurgte Beboerne, om de spiste Mennesker, blev han tilbagevist med et energisk Ve* — Ve' (nej — nej), samt et frygtsomt »Na Baio«? »Men du, gør duc? — Men hvorledes skulle disse Folk møde den frembrydende Civilisation? Negeren er Verdensfolkenes Ingenu. Hans Karaktér er præget af en uendelig Barnagtighed. Han har Hang til Snak, han ønsker at kaste sig selv ind i enhver Sag, og hans Naivitet, 40* Digitized by Google 612 Kongo. der kan være underholdende, bliver trættende, naar man søger noget mere end Adspredelse. Uden Eftertanke, uden Fremsyn og Forsorg, uden mandige Egenskaber og Modstandsævne, upaalidelig og falsk bliver hans Godlidenhed kun en Fare mere. Og uden om sig, i Samfundet, finder han lige saa lidt en Støtte imod det Stød og de Omvæltninger, der true ham. Kongobækkenet er muligvis Verdensdelens tættest befolkede Afsnit. Det er et helt Mylr af Stammer og Folkeslag fra Stanley Pool til Nyangve. Op mod Bolobo har hver Flodskrænt, hvert Fremspring sin By og længere Øst paa, ved Rubanga, ved Aruvimi, ved Stanleyfaldene ligger Landsby ved Landsby, og Strømmen er forvandlet til en uendelig Canula grande i afrikansk Stil. Det er en fast Regel for tropisk Afrika, at overalt, hvor Evropæeren, Ægypteren og Araberen endnu ikke ere naaede hen, hersker Vel- stand og Lykke i en tæt Befolkning, og efter Stanleys sidste Overslag sættes Bækkenets samlede Folketal til 49 Millioner eller til omtrent 900 Mennesker paa Flademilen. 1 1882 gennemvandrede Pogge og Wiszmann Egne op mod Nyangve, der vare dyrkede som en Have. Ligesom i de hollandske og nordtyske Marskegne ligge Byerne der i langstrakte Gader, Hytte ved Hytte, Mil efter Mil, ja en enkelt af disse Landsbyer var 17 Kilometer lang, og Ekspeditionen brugte 5 Timer for at vandre igennem den. Men alle disse Folkemasser ere udstykkede i usle Smaaklaner. De have intet forenende Led, ingen Statsenhed og ingen fælles Høvding. Langs Kongofloden findes intet tilsvarende til Muata Ianvos store Kongerige, Lunda, eller til Negerstaterne længere Nord paa. Saa- danne Høvdinger som De Brazzas Makoko eller Bajanserkongen Ibaka i Bolobo herske over nogle faa 1000 Undersaatter, men som Regel danner enhver By en uafhængig Stat. Denne Ad- splittelse har lettet Stanleys Arbejde overordentligt. Han har ikke maattet kæmpe med en mægtig og skinsyg Centralmagt, han har ikke mødt noget samlende Feltraab, og det er let at følge Romernes vise Politik: del og hersk, hvor Delingen allerede er udført. Afvist i én Landsby er han bleven modtaget med aabne Arme i den næste, og efter 2 Aars Arbejde spiller han nu Voldgiftsmand og Herre langs den Strøm, der for 7 Aar siden bar hans jagede Kanoer. Den evropæiske Dannelse er kommen til disse Egne ikke som en ydmyg Tjænestekvinde, der vil hjælpe og tjæne, men som en storladen Høvding, der vil indgyde Ærefrygt og naiv Beundring. Den mørkbrune Mand, der hverken forstaar at beherske sig selv Digitized by Google Ko ngo. 613 eller at herske over andre, har faaet en Herre, sikkerlig en stræng, fordringsfuld og anmassende Hersker, saaledes som vor Kultur altid har vist sig lige over for de svage, men muligvis dog langt fra den værste, han kunde faa. Kongospørgsmaalet angaar Millioners Ve og Vel, det berører to Verdensdeles politiske Udvikling og Fremtid. Vi staa som Til- skuere til en heftig, paatrængende Konkurrence, til en religiøs, politisk, videnskabelig og kommerciel Kamp, til et Væddeløb paa alle Livets Omraader, til et anthropologisk Eksperiment efter den største Maalestok. Evropas alt for frodige Energi og markedsløse Frembringelser trænge paa for at finde Indgang gennem den aabnede Kanal og for at bemægtige sig det nyopdagede Lands rige Hjælpekilder. Den skrappeste Egoisme og den mest ideelle Stræben kæmpe Side om Side med og imod hinanden: den stille Forsker, den byttelystne Kræmmer, Menneskevennen, Missionæren, Politikeren og Æventyreren tumle sig langs den store Strøm. Det store mellemafrikanske Folkelegeme, gennem Aartusender indestængt af Ørkenens Sand og Kys tegnenes Sot og Febre, er pludselig bleven slængt ind i Kulturens Malstrøm. De gamle Samfundsformer smuldre hen som Mumier, der bringes op i den friske Luft, og de ny ere endnu ikke til. Med rivende Hurtighed griber Anarki og Opløsning om sig langs Floden. Kongobækkenet er et »noman's land«, herreløst Gods; den første den bedste, der kan paatvinge det sin Vilje, den Haandfuld hvide, hvem det muligvis i Morgen lykkes at tilrive sig Magten i Landet, er dets Herre og vil gaa ind i den politiske Koncert som anerkendt Magt, men de 50 Millioner Bantuer, der eje Landet, have ikke den Art Rettigheder. Enhver evropæisk Magt, der ser sig i Stand til det, søger at sluge en saa stor Mundfuld som muligt. Frankrig, Portugal, Belgien, Holland, England og Tyskland have Interesser ved Kongo og søge at bringe det mest mulige ud af disse Interesser, idet deres Bestræbelser dækkes under velklingende Talemaader. Men det er ikke vanskeligt at se Sandheden tværs igennem Fraserne. Evropa trænger langt mere til Kongos 50 Millioner Mennesker, end disse trænge til os. Deres fremtidige Købeævne,- deres Arbejdskraft og Landets rige naturlige Hjælpekilder ere lige saa mange Fristelser for den evropæiske Foretagelsesaand og Spekulation. Den koldeste Beregning maa nødvendigvis gøre Evropæeren til Fredsmægler og Beskytter i disse Egne, han kan ikke slaa sig til Ro med Folketallets Bevarelse, han maa søge at Digitized by Google 614 Kongo. forædle og udvikle disse Masser; de maa opdrages til at føle Savn, som vor Kultur alene kan tilfredsstille, deres vilde Stolthed maa dæmpes og deres barbariske Dovenskab udryddes, før de lære at skatte Dannelsens Goder og finde sig i dens Love. Det belgiske Selskab har ladet sig lede af den Art Betragtninger og har i faa Aar udført et kæmpemæssigt Arbejde. Det er ganske privat, ja, det er næsten en hemmelig Forening, det støttes ikke af en stor Militærmagt eller af et rigt og stort Lands Pengemidler, og dog vajer dets Flag nu over Landstrækninger langt større end nogen vestevropæisk Stat. Det behersker hele Mellem-Kongo, 1,000 engelske Mile lange Landstrækninger langs Verdens næst- største Strøm, og næsten alle dens Bifloder ere i dets Haand. Det har anlagt en Vej langs Nedre-Kongo, i Vivi har det et betydeligt Depot og i Niari-Kuilu-Dalen har det erhvervet sig vigtige Be- siddelser, der ere større end Kongeriget Storbritanien og Irland og have en Kyststrækning imod Atlanterhavet paa henimod 100 danske Mile. Det har et umætteligt Begær efter Land, og det tog med Kyshaand imod General Gordons Tilbud om at sikre det to sudanitiske Provinser af det ægyptiske Statsvrag. Dets Besiddelser ere alt nu store nok til, at dets endelige Plan, Grund- læggelsen af en føderativ mellemafrikansk Fristat, kan gøres til Virkelighed, og det har allerede sikret sig Amerikas Godkendelse af dette ny Rige. Men disse store Resultater ere ikke naaede uden beklagelige Brud paa dets oprindelige Program. Det er ikke længere noget internationalt Selskab, ti alle de Forgreninger, det tidligere havde i 10 andre evropæiske Stater, have løsrevet sig fra Moderforeningen og dannet selvstændige Samfund med tilsvarende, men mere be- skedne Formaal. Det har baaret uhyre Udgifter, og dets Indtægter have hidtil udelukkende bestaaet i frivillige Gaver, men selv den mest højsindede og kongelige Gavmildhed, kan udtørres, og det har derfor nogle Gange været nødt til at anvende Magt, det har maattet indlade sig paa tvivlsomme Arbejdskontrakter med de indfødte og dannet Handelsmonopoler, hvor det lovede fuld Frihed. Forskellen mellem dets oprindelige Udkast og den konkrete Virke- liggørelse er iøjnefaldende, men det vilde dog sikkerlig være uret- færdigt at beskylde det for Hykleri og Tvetungethed, eller at sige om det, at det nu har kastet Masken. Forholdenes Magt have været stærkere end dets Hjælpemidler, og medfødte Tendenser have arbejdet sig op til Daglyset. Digitized by Google Kongo. 615 »La Comité d'Etudes du Haut-Congoc er ikke længere et civilisatorisk Selskab og en videnskabelig Forening, men en abnorm Statsmagt, der synes at skulle spille en stor Rolle i Verdens- politiken. 1 hvert Fald vil det første Sammenstød mellem Dannelse og Barbari i Kongobækkenet foregaa under dens Tilsyn, det vil blive dens Pligt at lede de dybtindgribende , ofte tragiske Begivenheder, som ledsage den Art Konflikter paa en mere om- sigtsfuld og billig Maade, end dette plejer at ske, og det maa haabes, at den har bevaret saa meget af sin Oprindelighed, at dette store Hverv vil blive tilstræbt. d. 12 Juli 1884. P. Lauridsen. Digitized by Google Et Svar til Dr. Pingel. At Dr. Pingel i nogen særlig Grad skulde sympatisere med de i mit lille Skrift udtalte Tanker, havde jeg aldeles ingen Grund til at vente, navnlig da dets to første Afsnit uden at nævne hans Navn dog væsentlig var rettet mod hans nye Standpunkt, saa- ledes som han havde Lejlighed til at udtale og motivere det paa et Møde i Efteraaret, og det tredje havde taget Sigte mod en Del af hans tidligere Tankegang, nemlig Motiveringen af den græske Literaturs pædagogiske Betydning. Derimod havde jeg ganske vist ikke ventet nogen Bebrejdelse fra hans Side for ikke at have nævnt ham som den første Hævder af Resultater, som han al- mindelig antages ganske eller dog for en væsentlig Del at have fraveget, rent bortsét fra, at de strængt taget ikke kunne be- tragtes som hans private Ejendom, men vel maa siges at tilhøre den hele moderne Pædagogik, her hjemme særlig baarne frem af Grundtvig og hans Elever. Dr. Pingel mener, at han har været mig »en ubekvem Forbundsfællen Dette Udtryk betegner dog kun svagt min vanske- lige Situation over for hans forskellige Meninger: han var mig en ubekvem Modstander, fordi han endnu ikke offentlig havde moti- veret sine nye Anskuelser; en endnu mere ubekvem Forbundsfælle, fordi et naturligt Hensyn afskar mig fra at søge Støtte i Ud- talelser, som han formentlig nu selv ansaa for Urimeligheder; mest ubekvem dog ved at være begge Dele, Modstander og For- bundsfælle, paa én Gang. Af denne for ham ikke uheldige Stil- ling gør han da ogsaa Brug ved først at bebrejde mig Illoyalitet over for ham som Forbundsfælle, for dernæst, vel at mærke i samme Spørgsmaal, at gøre Front imod mig som heftig og ikke helt loyal Modstander. Digitized by Google Et Svar til Dr. Fingel. 617 Den Tanke nemlig, at Dr. Pingel endnu skulde fastholde hine »afgørende Resultater« lader sig ikke vel forene med hans sidste Indlæg i forrige Hæfte af »Tilskueren«. I sit forandrede Forslag til Reform af vor højere Skole fordrer han nu at låa de døde Sprog udelukkede og i deres Sted indført »en udvidet Undervis- ning i Matematik, Naturvidenskab, nyere Sprog og Historie« (S. 492). Kunde man et Øjeblik være i Tvivl om, hvorvidt Matematikens første Plads i denne Opstilling ogsaa betød, at den skulde ind- tage en Hovedrang, da forsvinder denne, naar man sér hen til, at han S. 488 betegner Undei visning i den analytiske Geometri som det Punkt, hvortil man burde stræbe hen med Skoleunder- visningen i dette Fag. Stillingen er herved bleven helt klar. Saa længe Dr. Pingel fastholder dette Forslag, at gøre Matema- tiken til Hovedfag i Skolen, tør jeg des værre ikke betragte ham som Forbundsfælle, hvad jeg i mit Skrift rigtignok heller ikke har ment at turde gøre. Ti det er denne Centralstilling og kun den, jeg har ment, at Matematiken som Dannelsesmiddel aldeles ikke har Ret til at gøre Fordring paa, og Dr. Pingels Begrundelse forekommer mig ikke at indeholde nogen virkelig Imødegaaelse af min Motivering. »For ham«, siger han S. 487, »er Matematiken kun *) en Beskæft- igelse med Abstraktioner, satte af den menneskelige Tanke«. Dette er sagt om min formentlige Underkenden af Matematikens Betydning som Videnskab, og i den Sammenhæng er dette »kun« en ukritisk Tilføjelse af Dr. Pingel. Jeg kan da i hvert Fald ikke sé, hvorledes der kan ligge noget forringende for Mate- matiken som Videnskab i, at den beskæftiger sig med Abstrak- tioner; derimod kan jeg vel se, at det som Skolefag stiller den i anden Række, i Sammenligning med Naturvidenskaberne og Hi- storien. Naar dernæst Dr. Pingel siger: »for ham er Mate- matiken Beskæftigelse med Abstraktioner«, da ligger det Spørgs- maal nær: Men ior hvem i Alverden er den da andet? Dr. Pingel søger vel at vise, at for ham er den det ikke, ti de matematiske Former, siger han, fore en Dobbelttilværelse, og dette skal jeg have oversét. Men gælder da ikke dette alle Abstraktioner, de matematiske saa vel som de æstetiske? Ved at give en Art De- finition af, hvad der forstaas ved en Abstraktion, kan Dr. Pingel formentlig ikke hæve sin Klients Aktier. Heller ikke i hvad han ') Udhævet af mig. Digitized by Google 618 Et Svar til Dr. Pingel. siger om Matematiken og dens Forhold til Naturen, kan jeg op- dage noget, jeg har oversét. Jeg vilde ønske, Dr. Pingel i disse pædagogiske Spørgsmaal havde stillet sig noget mere som Kemikeren over for Nærings- midlerne. Har han virkelig fundet mere »Æggehvidestof« i Mate- matiken end det, de fleste andre har kunnet opdage, da burde han dog aabenbart have fremstillet sin Opdagelse simpelt og for- staaeligt i Steden for, som i sit Indlæg, at søge at afværge en for- mentlig profan Indtrængen i Videnskabens Tempel. Hele hans mod min Opfattelse rettede Hævden af Malematiken som pan- nelsesmiddel maa søges i følgende Sætning: »Matematikens pæda- gogiske Værd beror ingenlunde paa Bevisernes Stringens alene, . . . men ogsaa paa selve Systemet af de matematiske Sætninger, denne stille Skyggeverden af Skønhedens rene Ele- menter 1 ), denne vidunderlige Forbindelsesvej mellem Tanken og Naturen.« Dr. Pingel har tidligere udtalt sig i lignende Retning, og en Bemærkning i mit Skrift (S. 12) havde netop til Hensigt om muligt at bevæge ham til at udtale sig lidt udførligere om dette Punkt. Han har dog ved sin oven for fremhævede Betegn- else ikke gjort sin Opfattelse klarere: den indeholder saa at sige, lige saa mange Anledninger til vidtgaaende Spørgsmaal, som den indeholder Ord. Matematikens pædagogiske Værd skal bero paa, at den er »en stille Skyggeverden af Skønhedens rene Elementerc Skal Vægten her lægges paa, at det er Skønhedens Elementer? I saa Fald møder her det store Spørgsmaal om Skønhedsbetragt- ningens pædagogiske Betydning, et Spørgsmaal, der vistnok trænger til en meget indgaaende og sagkyndig Undersøgelse, men til hvis Besvarelse Dr. Pingel ingen Sinde vides at have givet noget Bidrag. »Det skønne« er som bekendt et meget kompliceret Begreb ; ved at bruge Ordene »Skønhedens rene Elementer« synes Dr. Pingel dog nærmest at have den jSide af det skønne for Øje, som Platon i sin Philebos kalder »den ved Passer og Lineal frembragte Skønhed«. Er Dr. Pingel da i sin pædagogiske Erfaring kommen til det Resultat, at det er denne Art af Skønhed, der har mest dannende Værd? Det vilde unægtelig være af stor Betydning, hvis han havde Ret heri og vilde paavise det fyldestgørende. For en simpel Tanke- gang ligger det dog nærmere at formode, at blandt Skønhedsind tryk- kene vilde Betragtningen f. Eks. af Maler- og Billedhuggerkunstens l ) Udhævet af mig. Digitized by Google Et Svar til Dr. Pingel. 619 Værker være af mere dannende Virkning. Vi faa dog heller ikke Lov til at blive staaende her; Destillationen fortsættes: Matema- tiken giver os en Skyggeverden af Skønhedens rene Elementer; eller mener Dr. Pingel maaske, at selve Skønhedens rene Ele- menter maa betegnes som »en Skyggeverdenc ? — At kalde dette Pindehuggeri er kun at indrømme, at Dr. Pingel paa det eneste Sted , hvor han skulde .tillægge Matematiken andre dannende Ævner end dem, jeg har paapeget, har maattet nøjes med at sige Ord % der mulig kunne være skønne at sé til, men sikkert ikke ere gode at faa Forstand af. Selv om imidlertid Dr. Pingel havde Ret i, at man kan modtage Skønhedsindtryk gennem matematiske Sætninger, er han derved ikke naaet et Skridt videre med Hensyn til Paavisningen af, at den matematiske Dannelse naar ud over det rent formali- stiske, saa vist som Skønhedens Verden er en Region indenfor Formernes. Men det er dernæst i Virkeligheden aldeles uberet- tiget at tale om Skønhed og Matematik i ét Aandedræt. Ganske simpelt, fordi vi hist befinde os indenfor Anskuelsens, her indenfor Tankens Verden. Harmoni og Klarhed, Enhed i Mang- foldigheden søge de begge, men hist gives de os umiddelbart, for Øjet eller Øret, her naas de derimod ved en Række af Tanke- slutninger. En matematisk Figur kan først blive skøn, naar den, der selvfølgelig er opstaaet ved en Abstraktion fra Naturen, igen projiceres ned i Sanseverdenen og dermed eo ipso ogsaa ophører med at være matematisk Figur. I Goethes saakaldte »Gartenhaus« ved Weimar ser man opstillet for Enden af en af Havens Gange en regelmæssig Kugle, hvilende paa en regelmæssig Kvadrat, begge af Sten; den store Skønhedsdyrker har saaledes heller ikke kunnet lade sig nøje med en Skyggeverden af rene Elementer, med Tankens- Cirkler og Kvadrater: for at blive skønne maatte de geometriske Figurer »skues an i Stene I mit Skrift har jeg anket over en Tilbøjelighed til at over- føre den matematiske Nødvendighed paa Naturens Love; Dr. Pin- gel vil aabenbart gaa den modsatte Vej, gøre Matematiken til en Art Naturvidenskab. Over for dette Forsøg paa at skære de to Videnskabsgrene over én Kam, et Forsøg, der er særlig betænke- ligt, hvor Talen er om Videnskaberne som Dannelsesmidler, vil jeg indskrænke mig til at protestere, indtil Dr. Pingel har paa- vist det fejlagtige i min Argumentation paa dette Punkt. Digitized by Google 620 Et Svar til Dr. Pingel. Om Matematiken har jeg sagt, at den har »en særlig og stor dannende Indflydelse paa den unge«, om Naturvidenskaberne, at de besidde »et stort pædagogisk Fortrin for de matematiske«, og jeg har forsøgt at paa vise dette i det enkelte; men jeg har tillige hævdet, at enhver vidt dreven og navnlig enhver ensidig Beskæftigelse med disse Fag er uden særlig Betydning for den almene Aandsdannelse og kan desuden have en meget uheldig Indflydelse paa de unges Udvikling. Dette bliver efter Dr. Pingels Opfattelse til, at jeg ringeagter selve disse Videnskaber, og dette igen til , at min Naturopfattelse er flad x ), aandløs og bespottelig, at jeg er en borneret Naturfjende, der mener, at i Naturens Skole er ikke meget at lære o. s. v. — Sligt er det, Dr. Pingel, jeg har kaldt »at indtage en stærkt subjektiv Position«. Matematikens Betydning som Dannelsesmiddel har jeg fundet i, at den mere end nogen anden Videnskab egner sig til at udvikle Klarhed og Stringens i den unges Tankegang, feje al Løshed og Overfladished paa dette Omraade grundig ud, Natur- videnskabernes i, at de aabne Blikket for Enheden og Lovmæssig- heden i den materielle Tilværelse. Det er, efter Dr. Pingels Mening, en meget underordnet Rolle, disse Videnskaber derved komme til at spille, efter min en meget stor og betydningsfuld, og jeg er ganske med til at beklage, at man nu lader Matematik- undervisningen standse for den sproglig-historiske Afdelings Ved- kommende ved Udgangen af fjærde Klasse, uden at jeg dog der- for ønsker, at man i nogen væsentlig Grad udvider Undervisnings- omraadet i dette Fag. At jeg ikke er fremkommen med noget positivt Forslag i dette som i saa mange andre Punkter, hvor mindre Reformer synes nødvendige, ligger ganske naturlig i, at jeg ikke vilde sprede Opmærksomheden og en mulig Diskussion, men samle den om det Hovedpunkt: hvad bør væi;e det cen- trale? Jeg sér stadig ikke rettere, end at det er Historieunder- visningen, der bør have denne Plads, men at vi foreløbig ere nødsagede til at samle denne om Beskæftigelsen med den antike Oldtid med Kendskabet til den græske Literatur som Grundlag. Mod min Opfattelse af denne Literaturs pædagogiske Betydning har Dr. Pingel en Del at indvende; disse Indvendinger, der til ') Sét fra en Luftballon, siger man, at selve Rundetaarn skal tage sig ud som en Pandekage. Digitized by Google Et Svar til Dr. Pingel. 621 Dels allerede ere fremsatte fra anden Kant og foreløbig imøde- gaaede af mig (sé »Morgenbladet« for 15. Juni), vi) jeg formentlig snart faa Lejlighed til at besvare paa en mere indgaaende Maade; i modsat Fald skal jeg, med Redaktionens Tilladelse, gøre dem til Genstand for en Drøftelse i en følgende Artikel her i Tids- skriftet. Et Punkt vil jeg dog her endnu gøre Rede for, og det et Punkt, der kunde synes at være Hovedsagen i Differensen mellem Dr. Pingel og mig, nemlig Grunden til, at han har frafaldet Tanken om at gøre Græsk til det centrale Fag i vore højere Skoler. Hans Hovedgrund er den, »at Græsk er et aristokratisk Fag«, særlig fordi vi ved at give det en Fortrinsstilling vilde »ud- dybe den Kløft mellem akademisk dannede og det store Folk, som det netop maa være Opgaven at udjævne saa vidt muligt«. Her er nu det pudsige Tilfælde, at det samme, der har bevæget Dr. Pingel til at Irafalde sin Tanke, har bevæget mig til at slutte mig til den, saaledes som jeg har udviklet det i mit Skrifts andet Afsnit. Tror Dr. Pingel virkelig, at trigonometriske Formler og analytisk Geometri egne sig bedre til at udfylde hin Kløft, end Kendskabet til Menneskeaandens Fremtræden i Historien? Han kalder selv sit tidligere Forslag paradoksalt, — jeg véd ikke, hvorledes hans nye Forslag med Hensyn til Matematiken, med denne ejendommelige Begrundelse skal betegnes. Det, der mangler vore unge »Akademikere« i, at de kunne bidrage deres til at uddybe den omtalte Kløft, er sandelig ikke matematiske eller astronomiske Kundskaber, men det er Sansen for og Kærlighed til selve Menneskenaturen, naar og hvor den saa fremtræder. Er den unge først naaet til Erkendelse af, »at han ikke hos noget Menneske vil kunne træffe en Side, hverken god eller ond, hvor- med han ikke føler noget beslægtet i sig selv« 1 ), da skal han ogsaa snart blive Demokrat i Ordets bedste Betydning. Men kender Dr. Pingel da noget som helst andet Middel til at aabne deres Blik herfor end Historiebetragtningen? Det tror jeg ikke; og netop derfor mener jeg, at vi først og fremmest bør arbejde paa, at vort højere Skolevæsen kan blive retormeret i denne Ret- ning, men at dette foreløbig kun kan ske paa Grundlag af det bestaaende. Det er en langsom Proces, det skal indrømmes, men ') Mit Skrift: Om Maal og Midler for den højere Dannelse. S. 31. Digitized by Google 622 Et Svar til Dr. Pingel. den Opgave, Dr. Pingel har henvist til, er saa stor, saa be- tydningsfuld som vel nogen i vor Tid, den kræver betænksom Overvejelse og forsigtige Handlinger, navnlig en grundig Under- søgelse af vore Dannelsesmidlers aandelige Næringsværdi. — Til Slutning vil jeg da slaa fast som et Hovedpunkt, hvori min ærede Modstander og jeg stemme overens, at i vore Skoler, de højere saa vel som de lavere, bør det Fag bære Prisen, der med Rette kan kaldes det mest demokratiske, vel at mærke med stadigt Hensyn til det praktisk gennemførlige. Det paaligger Dr. Pingel at vise, hvorledes hans nye Veje ville kunne føre til dette Maal. S. L. Tuxen. Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de lår- hundrede. D. Laplace. i det 18de ^århundrede hvilede gennem- gaaende paa Betragtningen af Naturaltet sora et raekanisk-fysisk Aggregat. Universet stod for den almindelige Bevidsthed som en sindrig Mekanisme, et Slags automatisk reguleret Kunstværk, en uhyre Maskine, hvis Hjul og Tænder grebe ind i hinanden efter bestemte Love. Det er til denne Betragtning at Deismen, der i Størstedelen af Aarhundredet var alle dannedes Religion, især støtter sig. Et saa kompliceret, saa sindrigt indrettet Apparat kunde ikke tænkes uden en Skaber — eller rettere »Forfærdiger«. For Voltaire f. Eks. er Gud en overlæggende Kunstner, der har skabt Verden efter den viseste Hensigtsmæssigheds Principer. Diderot mener, at en Sommerfuglevinge eller Øjet paa en Myg ved sin sindrige Bygning alene er tilstrækkelig til at slaa Ateisten til Jorden 1 ). Rousseau, der dog er den, der vækker Sansen for Naturen til Live igen, udtaler sig i samme Retning: »Materien modtager Bevægelsen, men den frembringer den ikke.« »Man maa altid gaa tilbage til en eller anden Vilje, som første Aar- sag« 8 ). Ligesom et Ur ikke kan tænkes uden en Urmager og ikke kan gaa uden af og til at trækkes op, saaledes maa Verdens- altet tænkes at være skabt og at opretholdes af en uden fra ind- gribende Vilje. Det er derfor Heine spottende kalder Deismen en Religion for Genfere og Urmagere 5 ). ') Lange: Geschichte des Materialismus. I. 4. *) Em ile, Livre IV (Confession de foi du vicaire savoyard). 3 ) Zur. Gesch. der Religion und Phil. in Deutsohl. 2ter B. — Rousseaus Fader var Urmager i Genf. Digitized by Google 624 Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. Yderspidsen af denne Opfattelse er betegnet ved Over- førelsen af det mekaniske Naturbegreb paa de levende Organismer. Allerede Descartes havde betragtet Dyrene som automatisk regu- lerede Maskiner. Lamettrie drager i sin berygtede Bog »L'homme machine« Konsekvenserne ved at overføre Begrebet paa Mennesket. Paa samme Maade betragter Gondillac Mennesket som en Slags Statue, der paa rent mekanisk, passiv Maade modtager Sanse- indtrykkene og omformer dem til Forestillinger og Tanker x ). Det er først i Slutningen af Aarhundredet , i Holbachs bekendte »Sy- stéme de la nature«, at der kommer Anskuelser til Orde, der pege ud over dette Standpunkt og henimod det, der blev hersk- ende i Begyndelsen af vort Aarhundrede: Betragtningen af Na- turen som et sammenhængende organisk Hele. Lad os forsøge paa at se, hvorledes den mekaniske Natur- betragtning har sin Rod i selve den specielle Naturforskning, for at vise, hvorledes det ogsaa et* gennem denne, at den til Slutning overvindes. Den moderne Astronomi var ved Newtons Opdagelser naaet til en Grad af Fuldkommenhed, som ingen anden Videnskab. Kopernikus havde omstyrtet den gamle Astronomi og banet Vejen for videre Fremskridt ved at angive det rette Udgangspunkt for Betragtningen af Himmellegemernes Bevægelse: Solen, som det centrale Legeme, hvor om Jorden og alle Planeterne bevæge sig, idet de samtidig rotere om deres egen Akse. Kepler havde paa- vist, at Planetbanerne vare Ellipser med Solen i det ene Brænd- punkt 2 ), og bestemt det almindelige (konstante) Forhold mellem Omløbstiden og Afstanden fra Solen. Men disse Love vare rent formale, havde kun Hensyn til Rum, Tid og Tal 8 ). Først Newton fandt i Tyngdeloven den fælles Grundlov, der omfattede alle de enkelte, det almindelige Princip, hvoraf de virkelige Bevægelser *) Et ret karakteristisk Udslag af denne Retning er den Opsigt som Vau- cansons og Droz's mekaniske Kunstværker — skrivende og klaverspillende Automater og lign. gjorde. — 'Man vilde for fuldt Alvor lave Maskiner, der kunde udføre de samme mekaniske Funktioner som et levende Menneske. — Sé bl. a. Helmholtz: Ueber die Wechselwirkung der Naturkråfte. — Konigsberg 1854. *) En Ellipse er en Oval af en saadan Form, at for ethvert Punkt i Om- kredsen er Summen af Afetandene fra to faste Punkter i den store Akse (Brændpunkterne) den samme. s ) Whewell: Hist. of phys. Astr. Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. 625 kun vare specielle Tilfælde, og derved Aarsagsforbindelsen mel- lem disse. Støttet navnlig paa Galileis Love for Tyngden paa Jorden paaviste Newton: at den Tiltrækning, Jorden udøver paa Maanen, er identisk med Tyngdekraften paa Jorden ; at det er denne samme Kraft, hvormed Solen tiltrækker alle Planeterne og tvinger dem til at kredse rundt om sig; at Tiltrækningen forholder sig om- vendt som Afstandens Kvadrat, og at den er gensidig mellem alle Himmellegemerne, ja, mellem alle Dele af Materien. Disse Love, saa betydningsfulde for Astronomien, saa kost- bare for Videnskaben i det hele ved deres uovertrufne Uni- versalitet, gave Newton Anledning til at udtale en ejendomme- lig Formodning. Opfyldte af Beundring for det hele saa mærk- værdige og regelmæssige Arrangement mener han, at Bevæg- elserne ikke kunne have mekaniske Aarsager, men kun være et almægtigt Fornuftvæsens Værk. Og ikke nok hermed. Saa mange Kræfter i Virksomhed, virkende i forskellige Afstande mellem Legemer i forskellig Stilling forekom ham umuligt at kunpe ved- blive at være i Ligevægt, og han antog derfor, at Solsystemet i sig selv indeholdt Spiren til sin Undergang. Det bragte ham da paa den Tanke, som Arago med Rette kalder nedslaaende (dé- courageante) , at Gud af og til greb ind og ligesom ved et be- standig fornyet Mirakkel genoprettede Ordenen og de regelmæssige Bevægelser, naar Ujævnhederne bleve for store, saa at »Systemet med visse Mellemrum atter maatfe bringes i Orden af sin Ophavs- mand.« — Dette turde imidlertid være det samme som Opgivelse af al videre Forskning. »De Aarsager, som Newton anførte, ere i Forskerens Øjne kun Udtrykket for den Uvidenhed, hvori vi be- finde os med Hensyn til de virkelige Aarsager« ! ). Heldigvis lode Newtons Efterfølgere sig ikke standse af Mesterens Tvivl om at finde disse. Efter Fremsættelsen af den newtonske Lov om alle Himmel* legemernes gensidige Tiltrækning, blev det klart for alle Datidens Astronomer, at de keplerske Ellipser kun gave et ufuldkomment Begreb om Planetbanernes Form, kun gav disse i store Træk. Naar nemlig alle disse Masser gensidig tiltrak hinanden, maatte dette give Anledning til idelige Forstyrrelser i deres Bane, de saa- kaldte Perturbationer. Virkelig vare ogsaa et Par af Ujævnhederne ') Laplace: Exposition du systéme du monde, livre V, chap. V. Tilskueren. 1884. ^1 Digitized by Google 626 Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. i Maanens Bane, som de mest iøjnefaldende, iagttagne og be- kendte fra Oldtiden. Men hvor mange andre maatte der ikke findes, baade for Maanen og for Planeterne! Hvilken uendelig Række af Beregningsopgaver aabnede Teorien saaledes ikke Ud- sigt til. Over for den uhyre Opgave at beregne Forstyrrelserne i Planetbanerne var endog Newton selv standset, idet han havde nøjedes med at beregne et Par af Maanens Ujævnheder — af hvilke den største (den saakaldte Evection) endda undgik ham. Han har saaledes »paavist Tilværelsen af det almindelige Princip, som han har opdaget; men Udviklingen af dets Konsekvenser har været hans Efterfølgeres Værk« 1 ). Det var den i Videnskabens Historie saa mærkværdige Konstellation af udmærkede, især franske Matematikere 2 ), der paatog sig dette. Lad os betragte enkelte af de vigtigste Pro- blemer. Dersom et Himmellegeme som Maanen f. Eks. kun var paavirket at Tiltrækningen mod Jordens Centrum, vilde denne i Forbindelse med den oprindelige tangentielle 8 ) Bevægelse bringe den til at gennemløbe en matematisk nøjagtig Ellipse. Men kommer dertil Tiltrækningen fra et tredje Legeme som Solen, vil denne gribe forstyrrende ind og f. Eks. snart fremskynde, snart hæmme Bevægelsen. Problemet bliver da et rent mekanisk. Det er det i det 18de Aarhundrede berømte »Problem om de tre Le- gemer«, der snart blev »den Bue, paa hvilken enhver Matematiker prøvede sin Styrke og forsøgte at skyde længere end sine For- gængere« 4 ). D'Alembert, Glairaut, Euler, Lagrange og Laplace bidroge alle til Løsningen. D'Alembert viste Præcessionen, o: Jævn- døgnspunkternes Fremrykning paa Ækvator, bekendt fra Oldtiden, som beroende paa Jordens Fladtrykthed , og den for nylig af Bradley opdagede Nutation, d. v. s. Fiksstjærnernes tilsyneladende Pladsforandring som en Følge af, at Jordaksens Forlængelse i 18 Aar beskriver en lille Cirkel paa Himmelkuglen, — som be- roende paa Forandringerne i Maanens Bane. Clairaut beregnede Tiden for Halleys berømte Komets Tilbagevenden, og Lagrange viste, at Grunden til, at Maanen stadig vender det samme »An- sigt« mod Jorden, idet dens Omløbstid og Omdrejningstid ere lige store — er Tiltrækningen af Jordens saa meget større Masse. ') ib. livre V, chap. IV. ") Sé forrige Hæfte p. 522. *) d: i Retning af den lige Linje, der berører Banen. 4 ) Whewell: Hist. of mechanics VI, 7. Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. 627 Disse og lignende Undersøgelser tjænte til at bekræfte Tyngde- loven. Men interessantere og betydningsfuldere var dog det store Spørgsmaal om selve Solsystemets Stabilitet, dets Ævnetil at bevare den indbyrdes Ligevægt mellem sine Elementer. 1 Aaret 1773 indleverede den 24aarige Matematiker Laplace til Videnskabernes Akademi en Afhandling, hvori han paaviste, at medens de fleste Elementer i Solsystemet undergaa stadige Forandringer — paa Grund af den gensidige Tiltrækning — me- dens saaledes Hældningen mellem de forskellige Baner og disses Excentricitet (o : Afvigelse fra Cirkelformen) ere underkastede smaa periodiske Variationer, er der dog et Element, der stadig forbliver uforandret, nemlig Længden af den store Akse i Ellipserne. Men paa denne beror atter Planetens Omløbstid, der derfor ligeledes forbliver uforandret. Nu var det imidlertid netop Forandringen i Omløbstid, der skulde være Aarsag i Solsystemets Undergang. At nemlig den Hastighed, hvormed en Planet bevæger sig om Solen, er vokset, vil sige det samme som at Solens Tiltrækning er bleven forøget, idet Planeten har nærmet sig til den. Bliver dette ved at finde Sted, ender den med at styrte ned paa Solen; omvendt vil den, hvis Hastigheden aftager, til sidst gaa helt bort fra vort Solsystem. Laplace har bevist, at der ingen Grund er til at befrygte dette. De Forandringer, der som Følge af de gensidige For- styrrelser finde Sted i Solsystemet, ere navnlig Forandringer i Graden af Planetbanernes Afvigelse fra Cirkelformen (Excentrici- teten) og i den indbyrdes Hældning mellem de Planer, hvori de bevæge sig. Laplace beregnede disse, de saakaldte »sekulære Inegalitetert, og viste, at de ere periodiske, idet de udjævne sig i Aaxhund redernes Løb, og at de stadig forblive meget smaa. »Der- ved alene at Planeterne bevæge sig alle i samme Retning, i Baner, der ere lidet excentriske og med ringe Hældning indbyrdes, blive deres sekulære Ujævnheder periodiske og indesluttede inden- for snævre Grænser, saaledes at Planetsystemet kun svinger om- kring en Middeltilstand, fra hvilket det aldrig fjærner sig mere end en lille Smule. Saaledes vil Forandringerne i Ekliptikas (Jordbanens) Hældning mod Ækvator aldrig frembringe et evigt Foraar paa Jordene l ). ') Mécanique celéste III, préface. Exp. du syst. du monde II, Chap. IL — Mém. de l'Acad. 1787. 41* Digitized by Google 628 Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. Der var altsaa ingen Fare for, at de Uregelmæssigheder, der lade sig beregne af Loven for den almindelige Tiltrækning, skulde bringe Uorden i Solsystemet. Men en saadan kunde maaske rejse sig fra andre Kræfter? Ved at beregne en Maane- formørkelse, der var bleven iagttaget i Babylon i Aaret 720 f. K., fandt Astronomen Halley, at den efter Beregningerne skulde være indtruffen 3 Timer senere end efter de gamle Beretninger. Maa- nens Omløbshastighed var altsaa vokset, et Resultat, der fuld- stændig blev bekræftet ved senere Observationer. Paa lignende Maade fandt man, at Planeten Jupiters Omløbshastighed stadig voksede, medens Saturns Hastighed aftog. Man maatte da frygte, at det vilde ende med at Jupiter faldt ned paa Solen, Maanen ned paa Jorden, medens Saturn gik helt bort fra Solsystemet. Flere Matematikere (Euler, Lagrange) forsøgte uden Held at løse Problemet og opstillede forskellige Formodninger. Ogsaa Laplaces Forsøg slog første Gang fejl; men han kunde ikke lade Problemet ligge. »Overensstemmelsen mellem andre astronomiske Fænomener og Tyngdeteorien er saa stor, at man ikke uden Sorg kan sé Maanens sekulære Ekvation unddrage sig denne« *). — Ved en Række indviklede Beregninger lykkedes det ham da at vise, at Forøgelsen i Maanens Omløbshastighed skyldtes Forandringerne i Jordbanens Excentricitet, i Forbindelse med Solens Tiltrækning, og at Forandringerne i Jupiters og Saturns Omløbshastigheder havde sin Aarsag i et simpelt Forhold mellem deres Omløbstider. Forandringerne vare periodiske, tiltoge i Løbet af flere Aarhund- reder, aftoge derpaa igen o. s. fr.; for Maanens Vedkommende løb Perioden op til Millioner af Aar. Saaledes var Faren afværget ogsaa fra denne Kant »ved en matematisk Formels Almagt«, og »Jupiters og Saturns Afvigelser, der forhen syntes at danne en Undtagelse fra Tyngdens Lov, ere nu ét af de mest slaaende Be- viser paa denne« 2 ). En stor Mængde af Laplaces Undersøgelser vare paa lign- ende Maade rettede mod at bevise Tilstedeværelsen af Beting- elserne for Stabilitet, for Orden og Varighed i Solsystemet og særlig i Jordens Stilling i dette. Han paa viste saaledes, at der i l ) Syst. du monde II, 5. >) ib. II, 2. Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. 629 den almindelige Tiltrækning ikke indeholdes nogen Aarsag til, at Jordaksens Beliggenhed skulde forandre sig, hvorved der vilde foraarsages en total Omvæltning i de bestaaende klimatiske For- hold, eller til at Jordens Omdrejningshastighed og dermed Dagens Længde skulde forandres 1 ). Han beviste, at i de 2000 Aar, fra hvilke vi have Efterretninger om astronomiske Iagttagelser, har Jordklodens Temperatur ikke forandret sig 1 5 at en Grad, saa at der ingen Grund er til at frygte den af Buffon forudsagte hurtige Afkøling af Jordkloden; end videre, at i samme Tid var Solens Masse ikke aftaget en Tomill'ontedel, idet Aarets Længde var forbleven nøjagtigt det samme 2 ). Han paaviste, at Oceanets Ligevægt var stadig. Han viste det ugrundede i den den Gang ikke ualmindelige Frygt for et Kometsamraenstød , idet hen be- regnede Kometens Masse til i det højeste at være V5000 af Jordens, saa at den Rystelse, der vilde foraarsages ved et Sammenstød, næppe vilde spores. Man sér, at det var næston som om denne Mand havde paataget sig at sé Verdensaltet efter i Sømmene, at opsøge alle Skruer og Tapper i det store Maskineri for at finde det hele i en beundringsværdig Orden. At omtale alle de forskellige Arbejder, ved hvilke Laplace indlagde sig Fortjæneste af Videnskaben, vilde blive for vidt- løftigt. Dertil eie de for mange og for mangeartede. Jeg skal blot nævne i Forbigaaende hans Paavisning af Saturnsringenes Omdrejning; hans Beregninger angaaende Tidevandet — dette Fænomen, som de gamle kaldte »den menneskelige Nysgerrigheds Grav« — hvilke Beregninger han atter benyttede til Bestemmelse af Jordens Masse; hans Arbejder angaaende Sandsynligheds- regningen; hans fysiske Arbejder (han foretog Forsøg angaaende Varmen sammen med Lavoisier): hans Løsning af det berømte Problem om Længden o: Bestemmelsen af et Steds Længde paa Jordoverfladen, som han løste fuldstændigere, end man havde •) Poisson førte 1827 et fuldstændigere Bevis for. at Jordens Rotations- periode og dens (sideriske) Omløbstid, saa vel som de øvrige Elementer i Solsystemet, ere konstante. For øvrigt har man beregnet, at Om- drejningshastigheden formindskes (yderst ubetydeligt) ved Tidevands- fænomenerne. a ) Formindskelse af Solens Masse vilde formindske dens Tiltrækning paa Jorden og dermed dennes Omløbstid, d. v. s. AareU Længde. Digitized by Google 630 Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. vovet at haabe det — »takket være en Skarpsindighed uden Lige, en Udholdenhed uden Grænser og en stadig ungdommelig Iver, der meddelte sig til dygtige Medarbejdere« *). — Jeg skal blot gaa lidt nøjere ind paa to Undersøgelser, der give et slaaende Eksempel paa Laplaces sjældne Skarpsindighed i Benyttelsen af de forhaandenværende Data , nemlig Bestemmelsen af Jordens Fladtrykthed og af Solens Parallaxe. Jordens nøjagtige Form søgte man tidligere at bestemme ved direkte Opmaalinger i forskellige Egne. Saaledes havde navn- lig den franske Regering i det 17de Aarhundrede ladet foretage saadanne, og det var netop Picards nøjagtigere Maalinger, der have forsynet Newton med de nødvendige Data til Udviklingen af Tyngdeloven 2 ). Paa samme Maade havde Bestemmelsen af Solens Parallaxe, d. v. s. den Vinkel, under hvilken Jordens Radius vilde ses fra Solen, af hvis Størrelse man atter kan be- regne Solens Afstand fra Jorden, været Genstand for vidtløftige Ekspeditioner, som for øvrigt ogsaa i vor Tid. Halley havde nemlig bemærket, at man ved Venuspassagerne med betydelig større Nøjagtighed kunde bestemme Sigtelinjen mod Solen. Det gjaldt da om, naar en saadan fandt Sted (f. Eks. 1761 og 1769) og iagttage den fra forskellige Steder paa Jorden. Laplace fandt imidlertid ved Beregning begge de søgte Størrelser med mindst lige saa stor Nøjagtighed, som hidtil ved Ekspeditionerne. Han beregnede Solens Afstand ved Hjælp af de Forstyrrelser, den til forskellig Tid frembragte i Maanens Bane, idet disse netop vare afhængige af Afstanden, og han fandt lige- ledes ved Maaneobservationer smaa Uregelmæssigheder i dens Bane, der hidrørte fra, at Jorden ikke var nogen fuldstændig Kugle, men fladtrykt ved Polerne, og af hvis Størrelse han atter beregnede Graden af denne Fladtrykthed. »Det er mærkeligt« siger han selv med berettiget Stolthed, »at en Astronom uden at gaa ud af sit Observatorium, blot ved at sammenligne Iagttagel- serne med Beregningerne, har kunnet bestemme Størrelsen af Jordens Fladtrykthed og dens Afstand fra Solen og Maanen, om hvilke Ting man tidligere fik Kundskab ved lange og besværlige Rejser paa begge Halvkugler« 8 ). ') Arago: Oeuvres complétes III. *) Sé K. Kromann: Isaac Newton, p. 60. 3 ) Syst. du monde II, 5. Digitized by Google Fransk© Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. 631 Det Redskab, ved hvis Hjælp Laplace udførte alle sine Opdagelser var den matematiske Analyse, »dette vidunderlige In- strument, der kan bruges som et lige saa sikkert Middel til at gøre Opdagelser, som selve Iagttagelsen« 1 ). Newton havde en For- kærlighed for Syntesen. Han gik ud fra visse Formodninger, visse ad anden Vej fundne Anskuelser, som han saa beviste ved Hjælp af Beregninger, under hvilke han aldrig tabte den virkelige Genstand af Sigte. Laplace derimod opstillede sine Be- regninger uafhængigt af de Problemer, paa hvilke de skulde an- vendes. Resultatet kom da først til Slutningen, et Facit, der vandtes ved at indsætte de ved Iagttagelse fundne konkrete Vær- dier. Han betragtede Astronomien som »et stort mekanisk Pro- blem, i hvilket de enkelte Størrelser i Himmellegemernes Bevægelser ere de vilkaarlige Konstanter. Det gælder derfor om at banlyse al Empirisme af Astronomien og reducere den til kun at laane af Iagttagelsen de nødvendige Datac *). Heldigvis har dog Laplace selv en enkelt Gang gjort Brud paa denne Regel og frigjort sig for, hvad man kunde fristes til at kalde Overlro paa Analysens Almagt. Det var, da han gjorde Forsøg paa at forklare Solsystemets Oprindelse ved Hjælp af sin bekendte Taageteori. Lad os forsøge paa at sé, hvad der var Kærnen, det egentlig ledende Princip i denne. Ved sine Beregninger angaaende Problemet om Længden var Laplace kommen ind paa Undersøgelser af Jupiters Drabanter. Planeten Jupiter ledsages som bekendt af 4 Maaner eller Dra- banter, der kredse rundt om Planeten, ligesom Maanen omkring Jorden. Laplace fandt for de tre af disse følgende mærkelige Forhold, bekendte i Astronomien under Navnet »Laplaces Love«: 1) Den første Drabants Middellængde 3 ) plus 2 Gange den tredjes minus 3 Gange den andens er altid lig en halv Omkreds (180°); 2) Den førstes Middelhastighed plus ± Gange den tredjes er altid lig 3 Gange den andens. ») ib. II, 5. a ) Mécanique celeste I, Plan. 3 ) Ved et Himmellegemes Længde forstaar man Afstanden paa Ekliptika (udtrykt i Grader) fra Foraarsjævndojjnspunktet mod Øst til det Punkt, der ligger lodret under Himmellegemet. Digitized by Google 632 Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. Hvoraf korn dette mærkelige Forhold? Skulde man tænke sig, at Drabanterne fra først af »tilfældigvis« vare blevne anbragte i en saadan Afstand og indbyrdes Stilling, at det omtalte Forhold fandt Sted? Laplace fandt ved sine Beregninger, at selv om de Ira først af havde befundet sig i Stilllinger, der afveg fra disse, vilde den gensidige Tiltrækning imellem dem med Nødvendighed i Tidens Løb hidføre det nuværende Forhold, naar det blot i Mellemtiden en eneste Gang havde fundet Sted. Det var denne Tanke: at den indbyrdes Ordning i et System af Himmellegemer fremgik med Nødvendighed af Materiens Kræfter og ikke skyldtes nogen Tilfældighed eller nogen ydre Indgriben, som Laplace søgte at overføre paa hele Solsystemet. Han fremsætter sin Hypotese om Solsystemets Tilblivelses- maade (i en Note til »Exp, du syst. du monde«) med »den Mis- tillid, man bør nære over for Anskuelser, der ikke ere et Resultat af Iagttagelse eller Beregning.« Det var især følgende Kendsgerninger, der havde slaaet ham; Planeterne kredse alle om Solen i samme Retning og omtrent samme Plan; Drabanterne kredse igen om deres Planeter paa samme Maade; alle disse Himmellegemer saa vel som Solen dreje sig om deres Akse i samme Retning og med ringe Hældning mellem deres Planer og Ækvator; Planetbanerne ere alle Ellipser med ringe Excentricitet. Saa overordentlige Fænomener, siger han, skyldes ikke »uregelmæssige« Aarsager. »Man finder efter Sandsynligheds- beregningen, at der er mere end to hundred tusend Milliarder mod 1 at vædde paa, at de ikke ere Virkninger at Tilfældigheds Han tænker sig da, at alt Stoffet, al Materien i Solsystemet op- rindelig befandt sig i dampformig Tilstand og udgjorde en uhyre Taagemasse, der drejede sig om en Akse fra Vest til Øst. Ved Afkøling vilde Delene paa Overfladen gaa over til at blive flydende og synke ind imod Midten af hele Taagemassen. Da de have større Omdrejningshastighed end de indre Dele, vilde de faa disse og dermed hele Massen til at rotere hurtigere. Der vil da komme et Tidspunkt, hvor Centrifugalkraften for Delene ved Ækvator vilde faa Overvægt over Tyngden og løsrive disse, hvorved der vil dannes en roterende Ring, eller rettere flere, der efterhaanden smelte sammen til én. Paa Grund af Delenes ulige Tæthed vil Ringen til Slutning briste og der vil opstaa en Mængde mindre Dele og kredse om Taagemassen. Da de indre Dele af Ringen ved Bristningen havde en mindre Hastighed end de ydre, ville Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. ft33 Delene samtidig faa en Drejning om deres egen Akse fra Vest til Øst. Dersom nu en at disse Dele havde en større Masse end de andre, vil den trække disse til sig og forene sig med dem til en samlet Masse. Saaledes er først den yderste Planet og efter- haanden alle de andre opstaaede. Af Planeterne ere da igen Drabanterne opstaaede paa lignende Maade. — Kometerne tilhøre ikke oprindelig Solsystemet, men ere senere dragne ind deri. Dette er den bekendte Taageteori, der for øvrigt allerede tidligere, uden at Laplace var bekendt dermed, i sine Hovedtræk v^r opstillet af Kant 1 ). Bortset fra, at vi i Saturnsringen have et Eksempel paa, at den forudsatte Bristning af Ringen ikke har fundet Sted og i Planetoiderne (en Mængde Smaaplaneter mellem Jupiter og Mars) et Eksempel paa, at Sammensmeltningen af Smaa planeterne til en større ikke er sket (eller paa, at denne senere er bristet) har Teorien i alt Fald en høj Grad af Sand- synlighed, og stemmer, som Herbert Spencer har vist fuld- kommen med den almindelige Udviklingslov. I den nyere Tid have de spektralanalytiske Undersøgelser vist, at vi genfinde de samme Stoffer, hvoraf Jorden bestaar, i Solen og Planetorne, og derved bidraget i høj Grad til at bekræfte Teorien. Den er til Dato den eneste vi besidde om Solsystemets Oprindelse. Der frembyder sig imidlertid naturligt et Spørgsmaal: Hvorledes skal man forklare den oprindelige Taagemasses Rota- tion? Laplace mente, at den almindelige Tiltræiknng ogsaa kan lade opstaa og vedligeholde uophørligt en Bevægelse i et System af Legemer, der oprindelig er i Hvile. Han har saaledes i alt Fald antydet Muligheden af en naturlig Forklaring; men nogen nærmere Paavisning af Maaden, hvorpaa det skulde finde Sted, har han ikke givet. Den Tvivl, som Newton og hans nærmeste Efterfølgere havde næret om at kunne forklare Solsystemets Oprindelse og Bevarelse ved egne Kræfter, havde Laplace saaledes sejerrigt overvundet. Han havde uimodsigeligt godtgjort, at dets Bestaaen var en nødvendig Følge af dets Ordning, og at denne atter lod sig forklare af dets Oprindelse ved en i høj Grad sandsynlig An- tagelse. Nødvendigheden af at ty til tilfældige Aarsager eller til ') 1755 i „Altøemeine Natur*resohichte und Theorie des Himmels* — Såmmtl. W. herausg. von Rosenkranz und Schubert, Mer Th. Digitized by Google 63 i Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. en uden fra kommende Paavirkning for at forklare de naturlige Fænomener, var saaledes ophævet; og dermed var Betragtningen af Universet som en sindrig Mekanisme, der var dannet og opret- holdtes af et personligt Fornuftvæsen , væsentlig overvunden. Naturen — i alt Fald den uorganiske — virkede alene ved egne Kræfter og efter sine egne ubrødelige Love, og det gik saaledes ikke længere an at lægge den menneskelige Betragtning af For- maal og Midler ind i Forklaringen af Fænomenerne. Vi have (p. 625) sét, hvorledes Laplace stillede sig til Ind- førelsen af Gudsbegrebet i Videnskaben. Han betragtede det som en Tilflugt for vor Uvidenhed. Bekendt er Anekdoten om hans Svar til Napoleon, da denne bemærkede, at han forgæves havde søgt efter Guds Plads i hans Verdenssystem. Laplace svarede aldeles korrekt, at han ikke [som Newton] havde haft Brug for denne Hypotese. Han var imidlertid en alt for ædruelig Forsker til at udtale noget om Gudsbegrebet i og for sig. -Han hævdede ofte vor Videns store Begrænsning, og han siger udtrykkelig: »De første Aarsager og Tingenes inderste Væsen ville for be- standig forblive os ubekendte« Men han bortskaffede Guds- begrebet af Astronomien, han viste, at det i hvert Fald i Viden- skaben intet havde at gøre. Om hvorvidt han udenfor denne indrømmede det en Plads, er det mig ikke bekendt, at der fore- ligger bestemte Oplysninger 2 ). Pierre Simon, Marquis de Laplace blev født i Norman- diet i Aaret 1749 og var Søn af fattige Bønderfolk. Man véd ikke, hvorledes han erhvervede sig sin første Uddannelse, da han senere havde den Svaghed at ville skjule sin beskedne Herkomst. Efter i nogen Tid at have været ansat som Lærer ved Skolen i Beaumont, begav han sig til Paris, forsynet med talrige An- befalinger, med hvilke han fremstillede sig hos d'Alembert. Men den berømte Filosof og Matematiker modtog ham ikke. Han til- stillede da d'Alembert et Brev, i hvilket han gav en Udvikling af Mekanikens almindelige Principer. Samme Dag lod d'Alembert ') Syst. du monde I, 2. 2 ) Aldeles ukorrekt er det saaledes, naar Mådler i sin „Geschichte der Himmelskunde" (I, p. 67) drager positive Slutninger angaaende Laplaces personlige Forsynstro af hans iBestræbelser efter at paavise Orden og Stabilitet i Solsystemet; tvært imod søger han bestandig at udlede disse Ting af rent mekanisk-fysiske Aarsager. Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. 635 ham kalde og sagde til ham: »De sér, at jeg ikke bryder mig synderlig om Anbefalinger. De havde ikke behøvet dem, De har gjort Dem bemærket paa en bedre Maade. Det er nok for mig, jeg skylder Dem min Hjælp.« Ved d'Alemberts Hjælp blev han derpaa ansat ved Militærskolen i Paris, og fra nu af helligede han alle sine Anstrængelser til den teoretiske Astronomi. Laplace afgiver et fremragende Eksempel paa den Egenskab, der genfindes hos saa mange af de største Forskere: en urokke- lig Arbejden i samme Retning mod det Maal, han allerede tidligt havde sat sig. Dette Maal var ikke noget ringere end at sætte Kransen paa den Bygning, hvortil Newton og hans Efterfølgere havde lagt Grunden, at fuldende den teoretiske Astronomi ved Beregning af Formler for alle Himmellegemerne i Planetsystemet, saa at disses Sted til enhver Tid med Nøjagtighed lod sig forud beregne. Vi have i det foregaaende i Hovedtrækkene sét, hvor- ledes han udførte denne Plan. Skønt han anvendte hele sit Liv derpaa, havde han dog alle sine fundamentale Idéer før sit tre- divte Aar. Foruden dette vilde han imidlertid tillige en anden Ting: samle alle sine egne og sine Forgængeres Undersøgelser i et Værk, der saaledes skulde indeholde Summen af Tidens astro- nomiske Kundskab og blive for den moderne Tid, hvad »Alma- gesten« x ), Ptolemæus' berømte Værk, var for sin Tid. Det stor- artede i Planen opvakte hans Begejstring og smigrede hans For- fængelighed. »La mécanique celeste« indbefatter fem tykke Kvart- bind; første og andet Bind udkom 17J9, tredje og fjærde Bind 1805, femte Bind 18:28. I første Del gives der de almindelige Principer for Materiens Ligevægt og Bevægelse; anden Del inde- holder Anvendelsen paa Himmellegemerne og derved Midlet til at fuldkommengøre de astronomiske Tavler. Mécanique celeste bestaar for Størstedelen af komplicerede matematiske Udviklinger og sidelange Formler og er ikke til- gængelig for almindelige Læsore. Alle kyndiges Vidnesbyrd stemme imidlertid overens i, at Laplace gennem dette Værk har naaet sit Maal. Hvor sammentrængt og svært tilgængeligt det er, kan bedst sés af følgende Smaatræk. Det hændte jævnlig, fortæller en af Laplaces Elever*), at Laplace selv ved at gennem- ') Fra Almagesten have vi saa godt som al vor Kundskab til den græske Astronomi. ') Biol i Journal des savants for Febr. 1850. Digitized by Google 636 Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. gaa Mécanique celéste med ham standsede ved den almindelig brugte Vending: »Det er let at se, at o. s. v M « og kunde over- veje timevis uden at genfinde den Tankegang, der havde ledet ham selv gennem Overgangen. Napoleon, der var Medlem af den matematiske Afdeling af Akademiet og som satte megen Pris paa Titlen af Matematiker, skrev i 1805 efter Modtagelsen af tredje Bind af Mécanique celéste, der var dediceret til ham, saaledes til Forfatteren: »De første seks Maaneder, hvorover jeg vil kunne disponere, skulle blive anvendte til at læse Deres smukke Arbejde« *). Han udtalte senere, at Værket syntes ham kaldet til at sprede en ny Glans over vort Aarhundrede. Foreløbig skaffede det Forfatteren en Mængde Hæders- bevisninger fra alle Sider. . Han b!ev Medlem af de fleste franske og fremmede videnskabelige Akademier og lærde Selskaber, (bl. a. Videnskabernes Selskab i København). Han blev »comte de l'empire«, en Titel, han under Restaurationen ombyttede med Titlen af Marquis. Han stod, som nævnt, i Venskabsforhold til Napoleon. Allerede i 1796 udkom »Exposition du systéme du monde«. I denne Bog har Laplace givet Hovedindholdet af »La mécanique celéste« uden matematiske Udviklinger, og desuden et kort Om- rids af Astronomiens Historie. Skønt forholdsvis sammentrængt i sin Fremstilling er den dog forstaaelig for almindelig dannede Læsere — uden just at være, hvad man plejer at forstaa ved en populær Astronomi. Værket udkom seks Gange og er syvende Gang optrykt i den store Udgave af Laplaces Hovedværker, der i 184^ udkom paa den franske Regerings Foranstaltning. Den er et særdeles vellykket Forsøg paa at skaffe Kundskaben til Viden- skabens Resultater Udbredelse i videre Kredse. Intellektuel Storhed eg Karakterfasthed følges som bekendt ikke altid ad. Laplaces Deltagelse i det politiske Liv frembyder et Eksempel herpaa. Han havde under Direktoriet holdt Lov- taler over Republiken. Efter den 18de Brumaire blev han Første- konsulens Indenrigsminister, men beholdt kun Portefeuillen i seks Uger og vakte almindelig Utilfredshed ved sin Holdningsløshed. Napoleon beskyldte ham ironisk for at føre Ideen om uendelig smaa Størrelser med over i Administrationen. Han blev derpaa Medlem af Senatet og gjorde sig som saadan kun bemærket ved ') Arago: Oeuvres complétes III, p. 514. Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. 637 at stemme for Genindførelsen af den gregorianske Kalender (i Stedet for den republikanske) og ved ikke at ville undertegne sine Kollegers Manifest om Pressefrihed. Skønt hædret af Na- poleon og skønt han stod i personligt Venskabsforhold til ham, stemte han senere for den Lov, ved hvilken Napoleon maatte frasige sig Tronen Under Restaurationen maatte han som Medlem af Pairskammeret døje mange bidende Angreb af de liberale for sin forandrede Holdning. Denne Ustadighed har endog sat sig Spor i hans Skrifter. Første Udgave af »Exp. du syst. du mondec indeholdt til Slutning — efter en Lovprisning af Videnskaben som den Magt, der i de sociale Forhold »havde adspredt de Vild- farelser, som vare udsprungne af Uvidenhed om vort Forhold til Naturene — følgende: »Sandhed, Retfærdighed, det er den ufor- anderlige Grundvold [for den sociale Orden]. Langt fra os være den farlige Sætning, at det undertiden er nyttigt at bedrage eller underkaste os Mennesker for bedre at sikre deres Lykke.« Men i 6te Udgave (1824) strøg Marquis de Laplace denne Protest mod Undertrykkelsens og den aandelige Fordummelses almindelige Forsvars princip og erstattede den med nogle almindelige Fraser om den Fordel, Navigationen og Geografien havde haft af de astronomiske Undersøgelser. Det var i 18:24 ikke klogt at være en alt for varm Ven af Frihed og Oplysning. Biot har fortalt et Træk 1 ), der stiller andre Sider af La- places Karakter i et gunstigere Lys. Biot kom som ung Viden- skabsmand til Laplace, der viste ham megen Velvilje. En Gang bragte Biot ham en ny, almindelig Metode til Løsningen af en Række matematiske Problemer i den teoretiske Astronomi. La- place gennemsaa Afhandlingen og raadede ham til, efter at have strøget Slutningen, der efter hans Mening drog for vidtgaaende Konsekvenser af Principet, at indlevere den til Akademiet. Den blev læst i Overværelse af de fleste af Akademiets berømte Mate- matikere (Lagrange, Laplace, Monge, Bonaparte) og høstede meget Bifald. Efter Séancen fulgte Biot hjem med Laplace. Denne fremtog da af en Skuffe et gulnet Papir, hvorpaa stod Løsningen af de samme Problemer efter ganske samme Metode som den, hvoraf Biot troede at være første Opfinder. Laplace var standset ved den samme Vanskelighed, der fik ham til at lade Biot stryge Slutningen, og havde derfor foreløbigt lagt Afhandlingen til Side. l ) I Journal des sa vants, 1850. Digitized by Google 638 Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. Laplace døde i Aaret 1827, omtrent 100 Aar efter Newton. Man fortæller, at da i hans sidste Øjeblikke en tilstedeværende erindrede ham om hans store Opdagelser, svarede han: »Hvad vi kende er kun saare lidt, hvad vi ikke vide er umaadelig meget.« Samme Tanke skal han ofte have ytret tidligere. Med Laplace fuldendes foreløbigt det storartede Fremskridt, der i det 17de og 18de Aarhundrede havde fundet Sted i de eksakte Discipliner. Han hørte ikke til dem, der grundlagde en helt ny Videnskab, som Galilei eller Lavoisier. »Men han var skabt til at fuldkommengøre, til at uddybe alt, at flytte alle Grænser tilbage, at løse, hvad man hidtil havde anset for uløse- ligt« *). ') Fourier: Éloge 'hist. de Laplace. — Nouv. Biogr. (Merlieux); Biogr. univ.; Arago: Laplace i Notices biogr.; Poisson et Biot: Discours pro- noncés aux funérailles de Laplace; o. e. a. Emil Petersen. Digitized by Google Fra København i 1799. Af Lord Broughams Rejsedagbog for Sepl.-Okt. 1799. Oversat efter „The life and times of Lord Brougham* af Frk. M. Pingel. Den eneste offentlige Fornøjelse i Kobenhavn er Skuespil tre Gange om Ugen. Teatret er af samme Slags som gamle Drury, tungt men temmelig stort. Orna- menterne ere forgyldte paa Olivengrønt. Dette er den fremherskende Farve. Huset er mørkt, da alt Lyset bliver kastet ind paa Scenen under Forestillingen. Der er kun tyve Lamper; otte til blive hejsede ned fra Loftet over Tilskuer- pladsen mellem Akterne. Truppen er god og bestaar af omtrent tredive Med- lemmer. Spillet syntes at være godt og kydsk. Folk lod til at være tilbøje- lige til at kritisere. De vare i Morgendragter og sad stive som Udragere. Der var ingen Flaneri eller Kurmageri. Stykket var „She Stoops to Conquer*, og Toni Lumpkin blev meget godt spillet, skønt Sangen var udeladt. Udstyr- elsen var daarlig, men til Slutningen blev der givet en Ballet, i hvilken der blev danset godt, og Dragterne vilde have skaffet Biskoppen af Durham et Selskabslivet blev af Merry 1 ) betegnet som utaaJeligt, og skønt vi fandt Grund til at tro, at han havde overdrevet lidt (paa Grund af hans Stillings Natur), er Opholdet dog saa kedeligt, at den russiske General Knox, som nylig rejste her igennem paa Vejen til Holland, kun blev tre Dage i København og en Maaned i Helsingør. Selskabeligheden indskrænker sig til om Vinteren. Om Sommeren tage Købmændene ud paa deres Landsteder eller Smaahytter, og selv om Vinteren ere Selskaberne meget kedelige. Hoffet er det i en ual- mindelig Grad. For Øjeblikket er her ikke andre Ministre end den russiske, franske, hollandske og svenske, hvilke alle leve mege* tilbagetrukket. Regeringsformen i Danmark er enevældig, som hver Mand ved Manglen paa Rigsstænder maa i Krigstilfælde gøre Kronen yderlig afhængig, enten af de rige Købmænd eller af fremmede Subsidier. Regeringsførelsen er, skønt afskyelig i Teori, i Praksis mild og lemfældig. Enhver Skrive- og Tale- frihed øves her til en Grad af Tøjlesløshed, ukendt i England, eller kun kendt for alvorligt at blive straffet. Dette synes de indfødte at være fuldkommen paa det rene med, og de le af den engelske Frihed, som de kalde et tomt ') Den engelske Gesandt. Tilfælde. 640 Fra København i 1799. Navn. To Dage før vi kom hertil, fik man et Bevis paa Regeringens Magt. Pressen var bleven saa forargelig tøjlesløs, ja endog æreskændende, at en Forordning af 28de September blev offentliggjort. Men dette var i Virkelig- heden foraarsaget ved et Forslag, der var kommet frem fra en Flok Jakobinere af en temmelig simpel Beskaffenhed, som plejede at komme i Grouvelles, den franske Ministers, Hus. Forslaget gik ud paa at oprette et literært Selskab, men som man vidste havde politiske Formaal. Paul tilbagekaldte øjeblikkelig sin Gesandt og forbød paa det strængeste alt Samkvem mellem de to Lande. Forordningen blev øjeblikkelig affattet, jaget igennem af Ministeriet og derpaa afsendt med Baron Blum til St. Petersborg. I en lang Indledning udvikler den de Onder, der flyde af Tøjlesløshed, forbyder under de højeste Straffe Udtryk rettede mod Regering eller Monarki i Almindelighed og tilintetgør virkelig paa én Gang Tale- og Skrivefriheden ; men da enhver ved, at det er gjort for at tjæne et bestemt Formaal, blæse Folk aabenlyst deraf. Imidlertid er der blevet anlagt Sag imod Udgiveren af et anstødeligt Blad, men man venter, at han vil blive frikendt eller idømt en ringe Bøde '). Kongen af Danmark er Idiot. Dr. Thorkelin talte for Resten hemme- lighedsfuldt derom og syntes at tro, at det herskende Parti holdt hans Maje- stæt nede ved denne Beskyldning. Mr. Merry sagde, at Gesandter og andre forud blive underrettede om, hvordan det har sig, naar de skulle ind til ham for det Tilfældes Skyld, at han skulde stille sig blot. Lord Robert Fitzgerald 1 ) plejede ofte at spille Kort med ham og sagde, at han brugte pludselig, og uden Grund at løbe ud af Stuen. Naar nogen svarede ham, var han tilbøjelig til at blive ubehagelig, spytte Folk i Ansigtet og slaa dem paa Øret. Hans egen Familie svarede ham aldrig. Mr. Otto fortalte mig en snurrig Historie om ham. En Yndling af ham var ved Hoffets Indflydelse blevet fjærnet, hvor- paa man sendte ham en simpel Vægter, der skulde tænde op i hans Kakkel- ovn. Han gjorde ham til Kammerherre, og Manden maatte ved en stor Pen- sion bevæges til at trække sig tilbage ! ) Det er utvivlsomt Sagen mod P. A. Heiberg, hvorom her er Tale. Hans Dom faldt den 24de December 1799 og lød, som bekendt, paa Lands- forvisning. O A. *) Den engelske Legationssekretær. Digitized by Google Resultater. i. Han var ikke enig med de andre; det var han jo aldrig. De andre syntes, han havde det saa godt. »Ham er det saa- mænd ingen Synd om; han har været svineheldige, plejede hans rige Onkel at sige, og den rige Onkel anslog ufravigelig Grund- tonen, som den øvrige Familie spillede videre paa. »Ham er det saamænd ingen Synd om!c lød det over hele Linjen, og den lille Ytring var efterhaanden bleven meget indholds- tung; bag den forskansede man sig, beroligede man sig. an- klagede man, aabnede hver sit lille Batteri mod ham, aldeles som den rige Onkel. Aarsagen, hvorfor den hele Familie fandt, den unge Mand maatte glæde sig, var, at han, der ingen Eksa- miner havde at sejle paa, alligevel var landet i Departementet, kopierede og regnede i Revisionen og trods alt, hvad der kunde tale der imod, bleven lagt Mærke til og lovet at bringes i Er- indring, naar en liden passende Bestilling tilbød sig. Men at den unge Mand ikke glædede sig, irriterede. Man forsøgte at faa den blinde til at se, og der var dem, som værgede sig mod dette blege, mørke Ansigt som mod noget fjendtligt, noget personligt fornærmende. Han havde virkelig Grund til at være fornøjet. I den sidste Tid havde han uden Tilskud fra Familien kunnet ernære sin sindssyge Fader, sine to smaa Brødre og den gamle Hus- holderske, der hørte Hjemmet til. Man mindede ham ved Anledninger om, hvilken Nydelse dette maatte være for hans grænseløse Stolthed, en af de syv Dødssynder, Familien havde at bebrejde ham, og som han havde sin nuværende ubetydelige Stilling at takke for. Tilskueren. 1884. 4r2 Digitized by Google 642 Resultater. Han var nemlig kommen paa Kant med sin rige Onkel, der efter Moderens Død for en Del Aar siden havde taget sig af ham og sat ham ind paa Krigsskolen. Gutten vilde derimod ind paa Latinskolen igen, hvor han var bleven afbrudt ved Moderens Død. Det kom til et Optrin; den fattige Gut var for stolt, den rige Onkel ikke overbærende, og saa blev det som før. Nød og For- ladthed og Sorg over Moderen, der havde været Forsynet over det lille Hjem. I de Aar, der da fulgte, kom der ofte over ham et Minde om, hvor han havde sørget en Gang i sin tidligste Barndom, da hans Mo'r var rejst bort for nogle Dage og havde ladet ham gaa ud med Barnepigen for at slippe at sige ham Farvel — og saa det senere Minde, da hun var gaaet for bestandig. Han havde sovet, overvældet af Nattevaag, siddende ved hendes Sæng med Hovedet mod hendes Pude. Men i Søvne havde han følt en Haand over sit Hoved, hørt en sagte, svindende Hvisken, og da han vaagnede, forstod han, det havde været hans døende Moders Afskedshilsen. Han glemte det ikke siden; naar han tænkte paa det, kunde han lukke Øjnene og atter føle Berørelsen af den døende Haand, atter høre den vibrerende Hvisken som en højtide- lig Overdragelse af det tunge, hun forlod, en hemmelighedsftild Indvielse til Smerten. Livet havde ikke artet sig heldig for ham, ikke en Gang fra Begyndelsen. Han havde aldrig kendt den lovpriste, tankeløs- lykkelige Barndom, vidste ikke at fortælle noget om Leg og lyse Farver. Dagen var brudt tung frem, men af alt var Faderen det tungeste. Denne Fader havde en Gang været ung som faa er det og smuk og glad. Hans Øjne lysende og Hjærtet varmt. Det var paa en Tid, da nye, store Tanker kom som Stormpast over Ev- ropa, fejende bort de gamle, visne Bladdynger over unge Skud. Og Ungdommen lyttede henrykt til de nye Læresætninger, glemte, at de ikke var ganske nye , at det allerede var forkyndt alt sam- men for over atten hundrede Aar siden af en fattig Nazaræer; glemte, at de evige Sandheder er som Lys, der glimter gennem Taagen: saa ser man det, og saa ser man det ikke. Det var Menneskelighedens Evangelium; — og man stillede sig jublende ind blandt de kæmpende. Her op trængte ogsaa Be- vægelsen, og mange Hjærter vaktes ved disse gamle, evig unge, Digitized by Google Resultater. 643 stadig glemte, stadig som en Samvittighed opdukkende Sand- beder. En af de faa begejstrede var nævnte unge Mand, i hvem Samtiden allerede havde hilset Videnskabsmanden og den store Borger. Med et Hjærte, der brændte ham i Brystet, hilste han den gryende Dag, og i ungdommeligt Overmod holdt ban Fanen højt, der han gik til Kamp for alt, hvad der var undertrykt. Han saa' den Straale af Lys, der atter var trængt igennem; han fulgte den med sit Øje paa de lange Baner ind til den evige Kilde, men nær ved saa' han ikke godt, mærkede ikke, at ogsaa Vildfarelsen fulgte som altid med de store Tanker. Han var saa ung og saa brændende; han stormede saaledes af Sted, at det kunde vel hænde, han kom til at sparke til de gamle Love og Indretninger, at han talte om Menneskeretten og den usleste Tjæners Adelsbrev, at man ikke forstod ham: — saa det blev til en Misvisning. Derfor blev han ogsaa sat fast Mange Aar efter slap han ud, men det var ikke længer den kraftige Mand med de* ædelt- baarne Hoved og de lysende Øjne. Efter nogle Aar i Fattigdom fik han en beskeden Privat- stilling og giftede sig med sin Ungdoms Elskede, der trofast havde ventet og lidt med ham. Nu gik Aarene rolig; der var ingen, som kendte ham igen. Man havde spærret en Ørn i Bur, — og den havde flakset sig dødsenstræt mellem de trange Stænger. Hans Venner, der vilde trøste, forestillede ham, at vel kunde han glæde sig over sin korte Arbejdsdag, vel var den den fulde Dagløn værd, ti over Landet i de tusend Sind var Sæden faldt, og mens han sad mellem de trange Mure, havde den spiret her- ligt, forhaabningsfuldt. Mere maatte han ikke vente. Endnu var Vaarbruddets Tid; Væksten og Høsten var Fremtidens. Undertiden, naar han hørte paa disse Trøstetaler, kunde der fare et Lyn over det blide, taalmodige Ansigt, og der kom noget i Blikket, som tændte. Kunde da ingen forstaa det forfærdelige, der laa i, at hver liden Erkendelse, hver liden Fingersmon Sandhed koster saa grænseløst? Han bad dem betænke, hvad der maatte til hist paa Golgatha, og hvor liden Nytte Menneskene dog havde gjort sig af det. Han bad betænke alle Martyrers Blod, alle store Aanders uhyre , møjsommelige Arbejde , de* Tusender af bankende Hjærter, der unævnte, ukendte har ofret det største — og saa Resul tat- 42* Digitized by Google 644 Resultater. erne; dersom man vilde behage at overveje dem, vilde man muligen blive enig med ham om, at de Fnug af Sandhedserkend- else, man nu efter henved seks tusende Aars Forløb mente at have in mente, var saare dyrekøbte! Heller ikke kunde han være enig med dem om, at der her eller noget andet Sted var Mærker efter Udsæd, Tegn til vaarlige Spirer. Han vidste bare, at hvad han havde set som et velsignet Dagslys over Arbejdet, det var slukket for ham, og naar han saa' mod Fremtiden, da bar det ham for, som laa der noget ulmende til det tændtes, forfærdelig som en Nattebrand. Saa lod man ham bære sin Byrde. En stod stærk ved hans Side, det var hans Hustru; men hun kunde ikke hindre, at hans Styrke svandt. Men tilbage i hans Sind blev Byrderne, dunkelt opfattede som i en Drøm; den uhyre Skuffelse, det over- vældende Indtryk af alt dette dyrekøbte tumledes i hans Sjæl og fyldte hans Hjærte stille, trøstesløst. Han havde naturligvis til sidst mistet sin Post; man kunde ikke stole paa ham. Af Medlidenhed med hans Stilling havde man ladet ham beholde nogen Afskrivning, ti han var af og til bedre og i Stand til at arbejde. Hans velstillede Familie, der siden hans ubesindige Ungdoms- historie havde holdt sig fjærnt, saa' med Glæde, at det ikke var nødvendigt at nærme sig, ti harjs Hustru stod stærk under Byrd- erne og sørgede som et Forsyn for sit lille Hjem. Den ældste Søn, der allerede var langt op i Latinklasserne, hed Ambrosius. Han var saa blød og modtagelig for Indtryk, at Moderen var bange for at lade ham være for meget hjemme, og hun sendte ham ud at læse hos Kammeraterne, ængstelig for at han skulde være for meget sammen med Faderen. Men det havde været en af den lille Ambrosius' første Sorger, at hans Mo'r sendte ham saa- ofte bort, og at han troede, hun ikke brød sig om ham, men vilde være alene med Faderen. Sit Navn havde han faaet i en Fart af den gamle Hus- holderske straks efter, han var kommen til Verden; ti han var meget svag. Hun var i Nød for et Navn; Moderen var betænke- lig syg, og Faderen havde kun Tanke for hende; saa tog hun sin Tilflugt til Almanaken. Det var Ambrosiusdagen ; saa var det jo lige til. Da Moderen blev frisk igen og Barnet stærkere, gik en Del fredelige Aår. Hun, der følte sig lykkelig over, hvad der var Digitized by Google Resultater. 645 dem lævnet af det store Forlis, var Styrken og Glæden over det lille Hjem. Men det nagede hende , at hun ikke kunde faa sin Mand til at vende Blikket fra de mørke Dage. Hun bebrejdede ham blidt, at han, der før havde set saa langt og havde lært hende at bruge sit Fjærnsyn, nu aldrig mere vovede Blikket ud, men lod det tabe sig i Skyggerne om Husvæggen. Saaledes kunde hun atter ildne ham op, og han lod til at friskne til aandelig som legemlig. Men med Fortrøstningen havde det aldrig nogen rigtig Art. Da satte hun desto højere sit Haab til Ambrosius; han skulde gøre Fyldest for dem begge og tage op, hvad der laa forsømt. Og hun dvælede med Moderstolthed ved, at Navnet ikke skulde gøres Skam af hendes rigtbegavede Barn. Stille be- væget talede hun i sit Hjærte som hin bibelske Kvinde, Samuels Moder, hvis Læber rørte sig, men hvis Røst ikke hørtes, da hun gjorde Herren det Løfte, at hun vilde føre sin Søn for hans An- sigt, og han skulde blive der evindelig. Hun saa' ham i Tanken sin Fader lig i alt undtagen i Ulykken og den korte Arbejdstime, og det lettede hende Dagens Byrder, hvis Tyngde ingen anede. Da Ambrosius en Dag kom fra Skolen og med sit lille, tungsindige Ansigt fortalte hende, at nu havde Gutterne efter Religionstimen fundet paa at kalde ham »den ambrosianske Lov- sange, gjorde Moderens lyse Smil et højst utilfredsstillende Indtryk paa ham. Men Moderen lagde ikke Mærke dertil, tænkte bare paa, hvorledes det passede sammen med hendes eget: som en Lovsang, saaledes var det netop, hun vilde have ham. Ambrosius var ikke mere end ti Aar gammel, da der kom en Dag, der gjorde et uudsletteligt Indtryk paa ham. Det var da Faderen faldt sammen, og han paa Moderen pludselig forstod, at det var forbi. Det sidste Aars tilsyneladende Ro havde været hans kæmpemæssige Anstrængelse for at skjule sig. Det var det sidste, han gjorde for dem, han elskede. Siden gik han omkring dem, selv hjælpeløs, selv den tungeste Byrde, og var Ambrosius og de to yngre Brødre til en stille, smertelig For- undring. De to mindste var ofte bange for den højvoksne, stærkt- byggede Mand med den bøjede Ryg og det tungsindige Ansigt, men Ambrosius hang med en sympatetisk, sorgblandet Kærlighed ved ham, lagde fuld af Haab Mærke til, hvorledes de blide, halv- Digitized by Google 646 Resultater. slukte Øjne pludselig kunde vaagne op og sende Lyn, før de atter sank hen, og hvorledes Rester af den gamle Styrke kunde gennem- sitre hans Lemmer og rette den bøjede Ryg* Men Ambrosius haabede forgæves og fik efterhaanden en knugende Frygt for at Faderen pludselig skulde dø. Under disse Forholde voksede han op. Han hørte ofte tale om, hvor mærkværdigt han lignede sin Fader ; det var det samme Ansigt, de samme ejendommelige Manerer med mere andet Han kastede et forskrækket Blik i sig selv. Hvor meget havde han arvet? Han tænkte paa den dybe Skuffelse i Faderens Liv, og naar han kom til at se sit eget Ansigt, kunde det falde ham ind, om ikke denne Skuffelse havde mærket hans Barnenatur med sit tunge Segl, og han blev opfyldt af Angst, for at Moderen skulde skuffes. Han vidste, hvad hun ventede af ham, og at han var den eneste Straale af Lys paa hendes Vej. Han lærte sig til at vogte over sit eget Ansigt; han maatte ikke se for sørgmodig ud. Saaledes voksede han op. Da han var femten Aar, var han allerede vemodig som en midaldrende, der ikke har ligget indenskærs. Et stort, forvokset Legeme, og Sjælen forsmægtende efter Rum, Flugt, hvorhen vidste den ikke, bare langt, et Hjærte, der hungrede efter Daad, efter Føde, hvad, vidste den ikke, bare meget. Skolelivet var paa én Gang hans Hvile, og hvad der skabte Ufreden i ham. Det kunde ikke stille hans umættelige Kund- skabstrang; det bød ham kun enkle Draaber for det fulde Bæger, han higende strakte Hænderne efter — og uden for Skolen var det tunge Hjem. Saa maatte han være taalmodig og vente. Noget skulde der nok blive af ham; han skulde ikke skuffe sin Mo'r; han havde jo lovet det. Og han følte det saa forvisningsfuldt, at Kræfterne voksede i ham, og at Gud maatte gøre Resten. Og han ventede og var taalmodig, bar Hjemmets Byrder med Moderen, der var begyndt at gaa træt, og læste til Skolen i de kostbare Stunder, der faldt af. Paa Skolen var han den første og havde kun et Aar igen. Men saa gik hans Moder for Alvor træt og døde en Nat. Da begyndte Livet for Ambrosius. Digitized by Google Resultater. 647 II. Nu var han som sagt oven paa, som Familien udtrykte sig, og kunde ved et anstrængt Arbejde selv sørge for sine Søsk- ende og for sin Fader, der led af en mild, men ulægelig Sinds- sygdom. Men hvad var det for et Arbejde; det var der ingen, der anstillede Betragtninger over — uden Ambrosius. Som han sad og regnede nede i Revisionen, kunde hans Barndom med dens Skygger, de tunge Skoledage med den stærke Fremtid vinkende trække forbi Erindringen. Bedre, bedre var det den Gang, og. han kunde se op med Blikket brændende ud i det tomme Rum. »Mo'r, hvorfor gik du?c Det kunde snige sig frem som en undvegen Klage midt i Kontortiden, mellem Regnestykker og Revisioner. I Kontoret fandt man ham underlig, som vel kunde være, sin Fader lig til det uhyggelige: den slanke Skikkelse trods Ung- dommen allerede gammelagtig foroverbøjet med samme sygelige Anstrængthed som hos Faderen, de samme ejendommelige Haand- bevægelser, det samme tunge Blik og den samme Vane med de halvdæmpede Udbrud ud i Vind og Vejr. Man forudsatte, han kunde ende som Faderen, men man maatle tilstaa, han gjorde sit Arbejde overraskende godt. Og han var jo ganske ung endnu og arbejdede kolossalt, hvad der vistnok maatte til, da det hlle Hjem med sine særegne Forhold kostede mange Penge, og de flittige Dage og Nætter bleve højst tarvelig betalte. Men Ambro- sius, den agtværdige, høflige unge Mand, der brugte sin Tid saa samvittighedsfuldt, var en ganske anden end den Ambrosius, der i en nervøs, svigtende Kamp endnu hokU sig over Vandene. Den Ambrosius, der af Familien omtaltes som saa vel begavet, at det var en ren Fornøjelse, naar han en sjælden Gang var i Kulør, som mellem Vennerne omtaltes for de Vers, han kunde skrive, naar han vilde, var en ganske anden end den, der endnu med fortvivlet Styrke hang ved sin Moders frydefulde Forvisning om, at han skulde tage op, hvad Forældrene havde ladet ligge, at gennem denne Søn skulde de begge naa frem til at tale ud, til at takke for sig — en ganske anden end ham, der nærede en ærefrygts- fuld Tro paa, at hvad der brændte ham i Sjælen var en Digters Digitized by Google 648 Resultater. Glød, og hvad der gjorde ham Dagene saa tunge, Nætterne saa forfærdelige, var en bundet Digters Kvaler. Han havde forsøgt at fatte sig og se sig om efter en Ud- gang; men hvor havde der ikke været stængt? Hvad skulde han gøre? Gaa ud og raabe til Alverden, at man maatte skynde sig og komme med Hjælp, at der var noget, der brændte inde hos ham, eller at Livet havde glemt ham igen, stængt ham af med Smerter og Byrder helt siden han var Barn, at han ejede Kræfter, at han følte det saa usvigelig vist; bare Luft, Lys, men hurtig! Mon ikke alle fornuftige Folk vilde trække paa Skuldrene og smile. Havde ikke allerede enkelte, der havde faaet Mistanke om, at han holdt sig for et Geni, villet slaa ham ihjæl med den bekendte trøstefulde Sats: Geniet hjælper sig altid selv frem! Han kunde være ganske rolig ; saadanne Kræfter blev aldrig sølet bort*, Verdens- økonomien er i Grunden ikke saa gal — og han kunde betragte sin udmærkede Afskrivning, sine Revisioner og de nette Vers, han kunde skrive, naar han bare vilde, som et yderligere beroligende Bevis for, at dette var just den naturligste Maade at gøre Skel for sig paa, og at der var intet alvorligt paa Færde. Det var for Resten længe siden, Ambrosius havde vist nogen sine Vers. Ingen kunde formaa ham til det siden hint Selskab hos en af Tanterne, da en ung Dame havde listet hans Lommebog fra ham og af den oplæst nogle Digte, som man virkelig fandt nette. Han kunde virkelig blive en »liden Fa- miliepoet.« Ambrosius blev formelig feteret den Aften. Ingen anede, hvor man plagede ham, ingen hvor man fornærmede, idet man roste — og slet ingen hvorledes han vaandede sig under Tan- ternes klappende Hænder og de akademiske Venners overlegent velvillige Indrømmelser: Hans Vers taalte ikke at skanderes, men han havde alligevel opnaaet at gøre Indtryk. Tante Julie takkede ham, fandt det hele lidt gammeldags; for megen Weltschmerz blev kedelig i Længden. Man skrev ikke længer såaledes; han havde jo heller ikke kunnet følge med den literære Udvikling, men det gjorde slet ingenting; han kunde jo alligevel ikke tænke paa at lede sin lille A'are ud i Verdens- strømmen. Hun vilde virkelig altid sætte Pris paa hans Vers, men kunde han ikke prøve lidt i den humoristiske Genre? Men med Ambrosius var der foregaaet den Forvandling, at siden Slægt og Venner havde faaet Øjnene op for, at hans Digitized by Google Resultater. 649 Vers vare nette, hadede han dem selv og saa\ at det var kun blege Genfærd af hans Tanker, bare tomme Genlyd af Sangen i hans Bryst. Ti det var ikke Drøm, ikke hul Indbildning, det som ingen vidste, ingen vilde tro andre end han selv, at det var sandt, han var Digter. Der steg i hans Tankeliv Syner; han saa' dem, hvor- ledes de dukkede frem af hans Væsens Dyb. Han grebes af en bellig Gysen, af en kold Sved. Og han skælvede; — - ti han kunde ikke gribe, ikke give Form ! Inderst inde i Aandens Værk- sted raadede en trøstesløs Mathed; en usigelig, grænseløs Træthed var der og fyldte hans Helligdom. En tung Fortvivlelse greb ham. Hvorledes skulde han kunne vente mere at sig selv, revet ud af Skolen, som han var i den Tid, da hans Øje aabnedes for Tankens Rigdomme. Og Ungdomstiden, da de Tusender af Spørgs- maal kommer stimlende og banker paa og river hen, den ejede han ikke; tungt Arbejde, tunge Sorger slugte den; der var stængt mellem ham og alt, hvad der vinkede og fristede. Paa samme Tid skød han stærkt i Vejret, udviklede sig til Mand, følte alle Livets Længsler vokse og trænges i sin Sjæl, og der kom en afsindig Trang over ham til at leve, nyde med hele Ungdommens Umættelighed. Men der var stængt. Og han længedes mod Kvinderne med en varmblodig Naturs Heftighed. Men ogsaa dér var der stængt. Hvem kendte hans Lidelse eller anede hans Forsmægten efter Livsnydelse? Der kom ikke mange Ord over den tavse Mund, ingen Lyd af Raabet i hans Sjæl. Han gik for at være den mest satte, den allersagtmodigste af alle unge Mænd, en der for Resten aldrig havde været ung og som saa uhyre respektabelt gik op i sit Arbejde. Saa var der jo enkelte, der havde den medlidende For- mening, at han var opkørt. Men Ambrosius var omsider kommen dertil, at det maatte blive anderledes; der maatte komme en Forandring, der maatte sankes Stene til at bygge, hvad der løftede sig i Sindet. Saa maatte der stjæles af Natten, og Sovetiden blev kort. Men de natlige Arbejdstimer og Sovetiden blev tit for- styrret. Faderen sov lidet. Efter Hustruens Død havde han aldrig fundet sig til rette, han var altid forundret over, at hun var borte, og det hændte ofte, han om Natten gik op og ledte efter hende. Det kunde berøre Sønnen mer end smertelig, naar Digitized by Google 660 Resultater. Faderen fandt ham saaledes, nervøst anstrængt, rugende over sine Bøger og i sin sædvanlige milde Stemme spurgte: »Hvor er Mo'r henne, Gutten min? Jeg kan ikke forstaa detU Da kunde det hænde Ambrosius heller ikke kunde forstaa det, og at han mere. utrøstelig end Faderen kunde lade Blikket løbe om. Og der gik mangen kostbar - Nattetime spildt, naar han saaledes maatte gaa med Faderen ud og ind ad de samme Døre, de samme smaa, tavse Værelser; naar han slet ikke kunde for- staa«. Og naar han saa til sidst fik Faderen til Ro, men ikke selv kunde finde den, voksede den nervøse Ophidselse og den overanstrængte Træthed, og Natten malede Billeder paa den mørke Grund. Det var ofte med en sørgmodig Lettelse Ambrosius hilsede Dagen og det opslidende Kontorarbejde velkommen, ti intet er saa tungt om Dagen som i en vaagen Nattetime, naar Fantasien tumler i Mørket med trætte Tanker. m. Der var gaaet flere Aar for Ambrosius. Han var endnu henvist til det samme Afkriverarbejde, den samme ubetydelige Post i Revisionen, men man kunde jo ikke vente det anderledes, og Familien fandt, at en ung Mand som han havde Tiden for sig. Den fandt det heller ikke nødvendigt, at han arbejdede saa overdrevent; man maatte kunne hjælpe sig med mindre i det lille Hjem; der var kommet en Mistanke om, at Ambrosius var begyndt at bruge for mange Penge. De sidste Aar havde han været sygelig, men det var vistnok hans egen Skyld; det sad ham som en Feber i Blodet alt det Arbejde. Men for Ambrosius hastede det. Han havde forsøgt sig i nogle mindre Arbejder, men der var ingen Forlægger færdig. Dog maatte det gaa; svigtede alt og alle, vidste han den, der skulde sætte ham til Arbejde; hans Mo'r havde gjort ham saa tryg. Han forlagde da selv sine Smaating , der kom ud i Kom- mission. Han vidste, hvad det gjaldt; der skulde ikke mere til for at ødelægge ham end den lille Bog, om den ikke blev solgt. Digitized by Google Resultater. 651 Men han frygtede ikke. Med sin Bog i Haanden gik han op til en gammel Lærer fra Skoledagene, som den Gang havde interesseret sig for ham og som i vide Kredse hævdede et Slags literært Supremati. Han vilde udbede sig hans Raad og An- mældelse, hvad der vistnok ikke vilde være vanskeligt, da han saa ofte, efter Ambrosius* Formening, endog havde ydet Dilettan- tismen sin Bistand. Han kom og gik igen med tillidsfuld Forventning; der vilde nok alligevel blive en Dør aabnet. Men da hans Mæcenas havde læst og atter modtog ham smilende, var det Ambrosius, som frøs der ham noget i Hjærtet og et af hans Luftslotte styrtede sammen: Han læste ingen For- gtaaelse i Mæcenatens Smil, han saa' ingen Dør paa Gløt, han hørte som i Drømme de overbærende Lovtaler, de velvillige For- sikringer om behagelig Overraskelse o. s. v., men — hvad jo en- hver maatte forudsé — der var alt for mange Mangler; heller ikke troede han, Indholdet vilde slaa an, hvad der jo var saa uhyre vigtigt. Til sidst vilde han venskabelig raade den unge Mand ikke at tænke videre derpaa end som en Fornøjelse; det forbød sig jo nærmest selv, naar han tænkte over sin Stilling, og at Døgnet ikke havde mere end fire og tyve Timer. Han var meget spøgefuld den gamle Velynder; han bemærkede smilende, at det var des værre ikke Tilfælde med Menneskene, end ikke med Genierne, hvortil han vel næppe turde regne sig, som med den kære Natur; der var jo Himmelstrøg i vort gamle Land, hvor Skoven grønnedes paa et eneste vaarligt Døgn! Kendte hans unge Ven det middelalderlige, sicilianske Sagn om Poesiens Sten, la pietra della poesia? Den, der kysser den, bliver Poet. Men det var i de Dage. Stenen var sandsynligvis udslidt; man kendte des værre ikke længer nogen saadan letvindt Metode. Den gamle Lærer og Velynder var meget venlig. Han saa* bekymret paa det unge, indfaldne, livløse Ansigt, raadede ham til at tænke paa sin Helbred og bød ham et hjærteligt Farvel. Ikke mange Dage efter laa Ambrosius til Sængs, han kunde ikke mere. Ambrosius var kristelig opdragen; han havde hele Barn- dommen igennem delt sin Moders Forvisning om, at han stod under Guds særdeles Beskyttelse, og han havde gennem sin Ung- dom vidst at trøste sig med, at Vorherre vel snart maatte komme Digitized by Google 652 Resultater. og løse ham ud. Nu var det forbi. Troen, Haabet, den sværme- riske Tillid, Moderen havde tændt, var slukket. Himlen var død og kold, lukket for hans Nød. Hvor var hahs Moders Gud? Var der en Gud, der vilde lade ham omkomme? Var der ingen, der kunde redde af hans Haand? Den gamle Familielæge blev hentet. Men da der gik flere Uger, uden at Patientens Tilstand bedredes, erklærede den gode Doktor for Familien, at han ikke forstod sig paa hans Sygdom. Hans Mediciner virkede ikke, og han kunde ikke begribe, hvad der var i Vejen. Der maatte være noget paa Færde med Forstanden, noget lignende som med Fa- deren; han havde altid været af den Formening, at Ambrosius havde faaet for megen Forstand, aldeles som hans Fader. Det var nemlig et af den gamle Doktors Postulater, at ikke blot Ungdom og Galskab følges ad, men at der mellem megen Forstand og virkelig Galskab helt fra den første Evas Dage var en dybere Sammen- hæng, end man til dagligdags vidste om, og han paastod, at om nogen fra dette Synspunkt vilde studere de sindssyge, Tilde han kunne støde paa Tankebrokker mere storlagne end nogen Ruin i parisk Marmor. Hvorledes det nu end forholdt sig med Ambrosius, var det øjensynligt, at Doktorens Mediciner ingen Virkning viste. Han laa Dagene igennem i en let Feberdøs med Øjnene stirrende frem for sig eller træt lukkede. Men altid saa* han et og det samme. Det var hans eget Liv: Som en Dag, der sluktes i Taage, laa det, — eller var det allerede Aften, en lang, skumrende; — eller laa der noget og brændte i Øst under Skyen? Store Gud, var det først Morgen? Kunde der endnu tændes en Dag? Der var jo ingen, der vilde tro paa ham,. ingen uden han selv — ingen der vilde tro, at han ejede noget — ingen uden han selv! Blev der en Arbejdsdag for ham nogen Gang, saa blev det ikke — — — aa, saa blev det ikke, hvad det kunde have været ! Han gav sig som i en stor, legemlig Smerte. Hvem vilde have Medlidenhed med ham hvem vidste vel alt, hvad han havde mistet hvem vidste, hvad der var gaaet til for ham! Han gemte for sit Ansigt og jamrede sig. Digitized by Google Resultater. 653 Trangt, trangt havde Livet lukket sig om ham; higende, umættelig fordrende havde hans Hjærte banket; ødselt havde det tæret paa sig selv, medens Fantasien gav Vederlag, — gyldne Stene var det for Brød.- Hvad kunde han for, at han var saa varm, at han havde været saa . stærk, at han maatte leve — at did han længedes, dér lukkede sig for ham alle Døre? Saa stod han der med sit bankende, brændende Hjærte og med de Tusender dirrende Nerver — . Saa havde han levet uden for de lukkede Døre, men hvad for et Liv? Mere forsmægtende end nogen Gang før laa han i sammensunken Fortvivlelse. Var alt opbrugt? Aldrig havde Hjærtet banket stærkere, og gennem det store, ømfindtlige Legeme sitrede hver Nervestræng. Var alt opbrugt? Intet til- bage til den store Arbejdsdag, hans Moder havde bedt Gud om for ham. Han græd. Klokken slog tolv Midnat. Det raslede uden for Døren, nogen famlede efter Haandtaget; Faderen kom ind. Det var den sædvanlige Tid, han plejede at gaa op paa. Ambrosius prøvede at rejse sig op, men sank tilbage igen. >Gaa og læg dig Fa'r! gaa og læg dig det er saa sentit Det kom saa anstrængt, at Faderen blev opmærksom. Han satte sig ved den syges Sæng. >Jeg lægger mig nok ikke; nu vil jeg sidde hos dig, og du skal sove! c Han saa' mildt paa ham med et Udtryk af Forstaaelse. >Fa'r synglt bad Ambrosius sagte; »som du gjorde, da jeg var liden og ikke vilde sove — nu vil jeg — men syng længe, for jeg vil ikke vaagne merle Og Faderen sang med de blide, halvslukte Øjne vendt mod ham: Af Dybsens Nød raaber jeg til Dig, Herre Gud, du vilde mig hore. Ambrosius blev opmærksom og saa' paa Faderen. *Der gled et Aandens Lys over det ædle Ansigt, alt som han sang — det var Smerten, der vaagnede op. Ambrosius vendte sig bort; han taalte ikke at sé det. Medens Faderen sang videre paa sin Salme, kom han til at tænke paa den Gang Gutterne paa Skolen efter en Time i Digitized by Google 654 Resultater. Kirkehistorie havde fundet paa at kalde ham den ambrosianske Lovsang og paa det stille Sværmeri, der lyste af Moderen, da han beklagede sig derover; paa alt hvad denne Moder havde ventet af ham — og han brast i en voldsom nervøs Latter. Fa- deren sang videre af sin Salme, men han mærkede det ikke; om ham vuggede den første Strofe: af Dybsens Nød raaber jeg til dig! Det var hans Lovsang, hans Resultat, hans og Faderens. Hans Bevidsthed rummede intet mere; alt var øde som efter en Brand, kun dette ene knugende Indtryk som en eneste Ruin over Asken. Og han lo igen. Det faldt ham ind, om han nu begyndte at blive gal lige- som Faderen. Saaledes skulde det altsaa ende! En Rædsel greb ham, men han maatte le. Gal ligesom Faderen. Hvorfor gik ogsaa hans Mo'r? Hun maatte jo vide, han var ikke færdig til at bære det endnu. Og han lo, ude af Stand til at standse den matte, magtes- løse Latter, som han selv fandt uhyggelig mellem Salmetonerne. Han havde en Følelse af, at Herredømmet over de forskellige Livsytringer gled fra ham. Til sidst standsede Latteren og han forsøgte at tænke. Han saa' et øde, uendeligt Rum, et stort Legeme komme glidende; det var en Klode. Mægtig fyldte den Rummet; han følte, hvor den voksede, hvor den rundede sig til, han svimlede ved dens Bevægelse, ti det var jo hans eget Legeme, der voksede og voks- ede til en uhyre Masse. Den lagde sig kvælende over ham, knug- ede ham. Der var ikke længer Luft og Lys, der var bare en eneste forfærdende tung Angst. Men Faderen sang mildt og stilfærdigt. „Og skulde det end vare fra Morgenstund og indtil Aftens Ende, da skulde mit Hjærte dog ingenlund fortvivle eller fra dig vende! Ambrosius havde rejst sig op. Der laa en stum Rædsel over ham; han værgede for sig med Armene og vilde ud af Sængen. Faderen ilede hen og forsøgte at holde ham i Klæderne. Digitized by Google Resultater. 655 Saa brødes de to. Det var Angsten, det var Døden, der var kommen, og han kæmpede. Han vilde raabe, men der var ikke Luft, ikke Rum til et Raab. Det kom tungt og kvalte ham. Begges Kræfter var udtømte, da der var bleven roligt i den lille Stue. Paa Bordet stod Natlampen og lyste fredelig under en Papirskærm, og der laa et fornøjet Udtryk over den gamles Ansigt. Han havde faaet pakket Sængklæderne ned om Sønnen, havde i sin ene Haand begge hans og aftørrede med den anden Sveden, der brast frem paa hans Ansigt. I det samme faldt hans Øje paa et Papir, sammenkrøllet om en Blyant. Han greb det; det var hans Søns Haandskrift, og det var Vers. Han foldede det ud, glattede det med oprømt Mine, kræmtede og med en Stemme, han lod stige til gamle Dages velklingende oratoriske Højde, da han henrev ogsaa ved det bløde Tonefald, dekla- merede han: Stille, stille, angstfulde Hjærte, ej dig forvilde; Intet det gør, om dit Liv gaar til Spilde! Tanker hel tunge, tyng ikke længer! Længsler som stunge, stille! Ti ældet er Ha abet det unge! Storm er til Huse, Livshavets Vande rejse sig, bruse, — løfter én Baad, mens en anden de knase! Hvad der gaar under, — ingen det mærker! ingen har Stunder, ingen véd Bod for den blødendes Vunder! Stille, stille, bankende Hjærte! Bort med den Grille at det var Synd, om dit Liv gik til Spilde! Digitized by Google 656 Resultater. Ambrosius laa stille og lyttede. »Mo'r!« klagede han dæmpet Saa kom Graaden lettende og Tankerne tilbage, listende med Daggryet, én for én. Den gamle vendte Papiret om. »Ah, der har vi Titelen: »Trøstetanker«, Ah! Trøstetanker !« Han rullede atter Papiret paa Blyanten og saa* lidt tvivlraadig ud; derpaa nikkede han blidt: »Det er ganske rigtig! Ganske rigtig, ja!« Ambrosius for atter op. »Nej Fa'r, nej! Det er ikke rigtig!« Den gamle smilede lidt beroligende og lagde ham til rette igen. »Nej, det var nok ikke rigtig, Gutten min! saadan maa det ikke være!« Ambrosius rejste sig atter op og udbrød: »Fa'r! Jeg giver mig ikke! Jeg vil leve og skal jeg gaa til Grunde, — da skal det være med løftet Hoved!« Den gamles Øjne lynte. Han rejste sig ogsaa, rettede sig i sin fulde Højde, og der kom noget af svundne Dages glæde- straalende Kampfærdighed over ham. »Ret saa, min Søn!« raabte han livfuldt. »Du siger som Araberen paa sin Ganger: Dø om saa skal være! men over — over!« Ambrosius stirrede paa ham med et langt, smerteligt Blik. Han følte en kold Gysen, Kræfterne forlod ham igen. Han faldt tungt tilbage. »Fa'r syng! — — men saadan som du sang for mig, da jeg var liden og ikke vilde sove! — — Husker du de Sange? Men syng længe!« Den gamle var ogsaa faldt sammen igen, pludselig, tungt. Han satte sig stilfærdig ned. Og han huskede dem alle, og de kom Barnesangene med de uskyldige Tekster, hvor man intet sér og dog finder mere end man magter. Det kom med alt sammen : hin mærkværdige sang- vinske Tone, hint sikre Haab, hin lykkelige Hvilen, som ingen forstaar, der er bleven meget klog — i nænsomt glidende, blidt vuggende Melodier, komponerede af Moderhjærtet. Blødt og varsomt blev der sunget. Ambrosius lyttede; det lød trøstefuldt, lindrende. Det var som hans Moder kom og vug- gede ham, som var han et lidet Barn endnu, og det var ikke sandt, at noget var forspildt. Ambrosius blev roligere. Digitized by Google Resultater. 657 Naar alt kom til alt — var ikke Livet værd at leve? Var der ikke Hvile selv i Kampen? Var der ikke Sejer, selv naar man faldt? Og var man end blindet, var man bundet, det var dog Lykken at famle sig frem over de evige Veje! Han saa' hen paa sin Fader og spurgte: »Fa'r, er det ikke saa, der staar et- steds i de gamle Bøger: Vi Mennesker er som paa Vagt; vi maa ikke afløse os selv eller undvige«. Men Faderen hørte ham ikke. Han sad og sang de gamle, bløde Sange og vuggede Hovedet dertil. Det var atter lysnet over Sindet; Erindringen vævede atter sin endeløse Væv. Snart sov Ambrosius sødt, og der kom et fredeligt Udtryk over hans Ansigt. Den gamle sad længe og saa' paa sin Søn med hans Hænder i sine. Da han vaagnede, havde han sovet meget længe. Dagen var kommen, var gaaet. Det var allerede Aften; men Faderen sad der. »Fa'r, c hviskede han, »Tak fordi du sang. Nu er jeg frisk ! Jeg vil leve — vil prøve igenlc Alvilde Prtdz. Tilskueren. 1SC4. 43 Digitized by Google Biskop Dupanloup. A. de Falloux: L'évéque d'Orléans (Paris 1879). F. Lagrange: Vie de Msgr. Dupanloup. I— II. (Paris 1883). I. Den romersk-katolske Kirkeafdeling har i den nyeste Tid i hvert af Evropas Hovedlande været repræsenteret af en Bispe- skikkelse, hvis Levnedsløb ikke blot har været et stort Stykke Kirkehistorie , men vedkommende Landskirkes Historie i kort Begreb. Englands katolske Primas i dette Øjeblik , Kardinal Manning, er en Levendegørelse af det Brud med en protestantisk Fortid og alle dets Konsekvenser, hvorom hele den moderne engelske Katolicismes Udvikling samler sig. Biskop Ketteler af Mainz var en Hovedmand i det katolske Tysklands Historie lige fra Frankfurter-Parlamentet indtil Kulturkampen; og i Biskop Dupanloups Liv mærkedes stærkere eller svagere Dønninger af alle den franske Kirkes Sejre og Nederlag i de to sidste Men- neskealdre. Disse tre Bisper have haft den Opgave at for- svare Pavedømmet og dets Sag under revolutionære Bevægelser, og de have ført Forsvaret med et *Mod og en Udholdenhed, som maa aftvinge selv Modstandere Agtelse. Baade Ketteler og Dupanloup have taget Del i de parlamentariske Kampe og brudt mange Lanser for Rom og dets Sag i de lovgivende Forsamlinger; og hver Gang et stort religiøst, socialt eller politisk Spørgsmaal satte deres Folk i Bevægelse, mødte disse tre Bisper med et Flyve- skrift, der vel i Reglen har skullet slukké Samfundsbranden, men dog ogsaa enkelte Gange gyde Olie i liden. Naar de katolske Interesser ere truede, plejer Kardinal Manning at paakalde sine Landsmænds Frihedskærlighed og logiske Sans. Biskop Ketteler rettede der- Digitized by Google Biskop Dupanloup. 659 imod sin Appel til Tyskernes Retfærdighedsfølelse og deres etiske Bevisthed, og Dupanloup søgte at bringe Ærens og Patriotismens Strænge til at klinge. Skønt Biskoppen af Orleans i Tidens Løb modtog et helt Bind af de venlige Skrivelser, med hvilke de senere Paver have været saa rundhaandede , var der dog en Draabe gallikansk Blod i hans Aarer, og det kunde Rom ikke glemme. Det var kun en Draabe, men den var tilstrækkelig til paa flere Punkter at bringe ham i Konflikt med den pavelige Absolutisme og dens franske Udliggere, og det ultramontane Pressekobbel med Louis Veuillot's »L'Univers« i Spidsen har af og til kastet sig over ham med en Voldsomhed og en Raahed, som søger sin Lige. »L'Univers« har saaledes gentagne Gange paa en kynisk Maade søgt at bringe i sine Læseres Erindring, at der hvilede en Skygge over Dupanloups Fødsel. Hans Fader var nemlig en Adelsmand, hans Moder en Tjænestepige; og Faderen var, som hans Biograf siger, »ikke i Stand til at opfylde sine Pligter over for Sønnen«. Den vordende Biskop af Orleans blev født den 3dje Januar 1802 i den lille By St. Félix i Savoyen, og efter Stedets Helgen fik han i Daaben Navnet Félix. Savoyen, Frans af Sales 1 og J. dé Maistres Hjemstavn, var den Gang og er endnu en ivrig katolsk Provins; kirkelige Fester, fejrede med landlig Pragt og under den livligste Deltagelse fra alle Sider, hørte derfor til Félix Dupanloups ældste Minder. Hans Moder havde en Broder, der var Præst i Nabolaget, og han tog sig af den lille faderløse Dreng. I katolske Lande har Præstestillingen med den Glans, som Romerkirkens Lære om det umistelige Særpræg kaster over den, noget i høj Grad tillokkende for fattige Ynglinge; Ordination- ens Sakramente udhæver alle Samfundskløfter og fylder straks den ringeste Præst højt op over Lægfolket. Hvor jævne Kaar mødes med gode Ævner og religiøs Sans, ligger Præstevejen der- for som den naturligste Livsvej for et Barn. Dupanloup var saa- ledes allerede paa sin Konfirmationsdag klar over, at han helst vilde være Præst. I sin tidligste Ungdom skrev han: »Jeg kan ikke komme i Nærheden af en Diakon uden at blive dybt be- væget ved Tanken om, at han en Gang vil blive en Præst.« Og denne Følelse af Præstedømmets Højhed forlod ham aldrig. I hans senere Aar hørte hans Venner ham ofte sige: »for at være Præst maa man enten være født som noget stort eller være bleven noget stort.« 43* Digitized by Google 660 Biskop Dupanloup. Hans Moder havde en Søster i Paris, og paa hendes Raad rejste den ugifte Kvinde med sin Søn til Hovedstaden, hvor ingen kendte hende og hendes Historie, og hvor det var lettere at skaffe det fremmelige Barn en god Undervisning. Dupanloup kom netop til Byen, da denne var i festligt Skrud i Anledning af Kejser Napo- leons Giftermaal med Marie Louise, og den lille savoyardiske Dreng saa' med store Øjne paa al den Pragt, der da blev udfoldet. Efter faa Aars Forløb fik han imidlertid det første Indtryk af Lyk- kens Omskiftelighed, da den slagne Kejser, forladt af alle, blev en Fange paa den fjærne 0, medens det samme Paris, der havde forgudet ham, var i Jubel over den landflygtige Bourbons Til- bagekomst. Den første Skole, han ^lev sal, i, maatte han snart forlade, fordi hans Moder ikke i Længden kunde skaffe de for- nødne Penge til Veje, og en Tidlang modtog han ingen Under- visning. Da han var tretten Aar gammel, besluttede hans Moder at lade ham forberede til den første Altergang, og hun henvendte sig til Præsterne ved Saint-Séverin ; ti i det Sogn boede hun. Men disse fandt Drengen for ung og bad hende vente fem Aar. Det vilde hun ikke, og derfor gik hun til Præsterne ved Saint- Sulpice, og de tog imod hendes Søn. Dupanloup regnede senere denne Afvisning fra Saint--Séverins Præster med til sit Livs lykke- ligste Styrelser. Disse Præster vare nemlig Jansenister, og ved at blive afvist af dem undgik han altsaa Jansenismens Snarer, paa samme Tid som Forholdet til Præsterne ved Saint-Sulpice jævnede Fremtidsvejen for ham. I Aaret 1814 havde en ung Præst ved Navn Teysseire som en Slags Aflægger af Saint-Sulpice aabnet en lille Skole, der skulde give vordende Præster den første Undervisning. De, der under Konfirmations-Forberedelsen havde vist Anlæg til at blive Kirkens Tjænere, fik meget let Adgang til denne Skole, der gik under Navnet »la petite communauté« ; derfra gik de saa som oftest over til Seminariet Saint-Nicolas og siden til Saint-Sulpice. Re- volutionen og Napoleons Krige havde mindsket de franske Prfcsters Tal saa stærkt, at der maatte gøres alvorlige Anstrængelser for at fylde de tomme Pladser. De Præster, der underviste Félix Dupanloup i Katekismen, mærkede snart Ævner, i hvilke de saa' Anlæg for præstelig Virksomhed, og de skaffede ham Plads, først i Abbé Teysseires Skole, siden i Saint-Nicolas og i Saint-Sulpice. Medens Dupanloup endnu var i Saint-Nicolas, besøgte han en Landsbypræst i Courcelles, som tog ham med til et af de religiøse Digitized by Google Biskop Dupanloup. 661 Møder, de saakaldte Missioner, som Jesuiteme den Gang afholdt paa forskellige Steder for at vække den religiøse Følelse. Paa Hjemvejen besøgte Præsten i Courcelles Slottet La Roche-Guyon, den unge Hertug af Rohans Herresæde, og ved den Lejlighed knyttede Dupanloup et betydningsfuldt Venskabsbaand med Her- tugen selv. Denne, der som Arving til et stort Navn havde haft en høj Stjærne ved Hoffet og i Hæren, havde den Gang pludselig trukket sig tilbage fra Verden. En Aften, som hans unge Hustru stod klædt i Kniplinger og Blomster, færdig til at gaa paa Bal hos den østrigske Gesandt, kom hun for nær til Kaminen. Ilden greb fat i hendes Klæder, og da Dansen begyndte i det østrigske Gesandtskabshotel, udaandede Hertuginden af Rohan under for- færdelige Smerter. Fra det Øjeblik af holdt Hertugen sig hjemme paa sit Slot , og hans væsentligste Omgang i flere Aar var begavede Elever fra Saint-Sulpice, som tilbragte deres Ferier paa hans skønne Borg ved Seinen. Han havde selv kastet sig over teologiske Studier, og i Løbet af forholdsvis faa Aar blev den tidligere Oberst i de røde Musketerer Præst, Ærkebiskop af Be- san?on og Kardinal. Paa hans Gods fandtes et Kapel, hugget ind i en Klippe. Det skulde efter Sagnet have været et af Møde- stederne for de ældste kristne i Gallien, og dér holdt den unge Her- tug til forskellige Tider prægtige Messer. Montalembert, der jævnlig var Gæst paa La Roche Guyon, skrev en Gang efter en saadan Gudstjæneste til en Ven: »Tænk dig et Kapel, udhugget i en Klippe, i hvilket Troens første Apostle i Frankrig for femten Hundredaar siden højtideligholdt de hellige Mysterier; tænk dig det oplyst med tre Hundrede Lys, prægtig smykket; tænk dig et udmærket italiensk Orgel , en stor Mængde Præster og Med- hjælpere, Miserere og Parre Domme smukt udførte, en Stimmel af andægtige troende, Grottens mystiske Udseende, paa ét Sted blænd- ende Lys, paa alle andre fuldstændigt Mørke! Det er noget, som kunde røre selv en vantro. c Hos den ultraroyalistiske Hertug paa La Roche-Guyon saa* Seminaristerne fra Saint-Sulpice meget forskellige Mennesker. De fleste af Gæsterne vare dog Tilhængere af det gamle Regimente. Dér kom Frayssinous, Stormesteren for det franske Universitet, der havde begyndt sin Løbebane som Forfatter af en berømt Apologi for Religionen, og som til sidst blev Lærer for den land- flygtige Karl X's unge Søn. Den berømte Jesuit, Pater Ravignan, var en stadig Gæst dér, og han blev siden en af Dupanloups Digitized by Google 662 Biskop Dupanloup. nærmeste Venner. I Aaret 1827 mødte Dupanloup ogsaa Monta- lembert for første Gang ved en Kirkefest paa La Roche-Guyon. »Vi følte,« skrev Dupanloup om den senere Fører for de liberale Katoliker i Frankrig, »at han var en født Atlet, og at der med ham var kommen en Forsvarer for Frihed og Ret.« Montalem- bert sagde paa sin Side, at en halv Times Samtale med Rohan og Dupanloup havde været tilstrækkelig til at vise ham, at de vare grunduenige. »Men hvad kan det skade? Jeg har kunnet bevare min Religion mellem 120 vantro; jeg haaber, at Gud vil give mig Naade til ikke at lade mig fravriste mit Uaf- hængigheds-Princip mellem et halvt Dusin Absolutister, t »Dog,€ føjede han til, »der maa være Lighed i Meningerne, for at Hjært- erne kunne forenes.« Derfor følte han sig aldrig helt hjemme i den Kreds, der samledes paa La Roche-Guyon. Ogsaa Lamartine kom til Hertugen af Rohans Hof, og han har forherliget sit Op- hold dér i et Digt om »den stille Uge i La Roche-Guyon«. „Ici viennent mourir tous les vains bruits du monde, Nautoniers sans étoile, abordez, c'est le port! hedder det i Digtet; men at Verdens Forfængelighed ikke var helt udelukket fra denne stille Havn for Royalismen og Roman- tiken, fremgaar af en lille Scene, som netop er knyttet til La- martines Ophold paa Slottet. En Aften gjorde den unge fejrede Digter Selskabet den Glæde at oplæse en utrykt Tragedie. Alle vare enige om, at Tragedien var stor Poesi, men lige saa enige om, at dens Handling var for spinkel for et Teater. Da Lamartine hørte denne Kritik, rejste han sig straks op, sønderrev sit Manu- skript og kastede flet i Kaminen. Hans Stolthed og hans Ær- bødighed for Vennerne bød ham straks at tilintetgøre et Digter- værk, der ikke havde deres fulde Bifald. Dupanloup lagde imid- lertid Mærke til, at Manuskriptet ikke var brændt, og da alle de andre havde forladt Salonen, samlede han Stumperne af det sammen og ordnede dem saa godt i Løbet af Natten, at Trage- dien var frelst. Han gemte i mange Aar omhyggeligt det Manu- skript, han havde frelst, for en Gang at kunne overraske Verden med en ukendt Tragedie af Lamartine, og først i sine senere Aar talte han af og til om den Skat, han ejede. Da han var død, blev Manuskriptet sendt til Lamartines Adoptivdatter, men hun blev meget skuffet, da hun saa', at Manuskriptet indeholdt — Tragedien Saul, som allerede stod at læse i Lamartines samlede Digitized by Google Biskop Dupanloup. 663 Værker. Digteren havde hjemme haft en Afskrift af det Manu- skript, han kastede i Ilden paa La Roche-Guyon. Medens Dupanloup var i Saint-Sulpice , høstede han sine første pædagogiske Lavrbær som Kateket, og efter at han, sidst i Aaret 18i5, havde modtaget Ordination, blev han Præst ved Madeleine-Kirken. Som saadan meddelte han stadig Katekumenerne Undervisning i Kapellet Saint-Hyacinthe, og i Tidens Løb voksede Tallet paa hans Elever saa stærkt, at ikke sjælden 1400 Børn vare ind- skrevne i de forskellige Klasser. Undervisningen i den kristelige Børnelærdom, der skulde danne Indledningen til den første Altergang, blev i hans Haand, som han selv sagde, »et Drama, et Digte; ved at paavirke Børnene paa forskellig Maade vilde han sætte dem i en Stemning, i hvilken de kunde være modtagelige for hele den ydre Pragt, som Romerkirken udfolder i Gudstjænesten. Han forberedte sig paa det omhyggeligste til hver enkelt Undervisningstime, for at hans Arbejde kunde være afrundet og formfuldendt, og han førte et strængt asketisk Liv. En Dag hver Uge mødte han Klokken fem om Morgenen i Saint-Sulpice for at knæle ned for sin Skriftefader, og hvert Aar trak han sig en Tid tilbage i Ensomheden for med Pennen i Ilaand at holde Regnskab over sin Sjæls Til- stand. Forgæves gjorde flere Bisper ham fristende Tilbud; han vilde ikke opgive Undervisningen i Saint-Hyacinthe. Derimod fik han Lejlighed til at tape Del i et Arbejde, som den romerske Absolutisme snart gjorde overflødigt. Da en af hans Velyndere, Msgr. Borderies, var bleven Biskop i Versailles, fik han en Op- fordring »til at være denne behjælpelig med Udarbejdelsen af en ny Katekisme og Liturgi for Stiftet Versailles, der nys var dannet ved Sammenlægning af Brudstykker fra flere andre Stifter. Du- panloup, der var en fortrinlig Latiner, ydede sin Medvirkning til Affattelsen baade af Katekismen, Missalet og Breviariet for det nye Stift; men snart niaatte alle hjemmefødte Liturgier vige for den romerske, og Dupanloup saa' da ogsaa Liturgien for Ver- sailles blive henlagt som et Offer for Roms Krav paa Ensformighed. Det varede ikke længe, inden Dupanloups royalistiske Venner anbefalede ham til Hoffet. Han blev først Almisseuddeler hos Ludvig XVFs Datter, siden Lærer i Religion for Hertuginden af Berrys Søn, Hertugen af Bordeaux, og tillige for de orleanske Prinser. Da Juli-Bevolutionen forjog Bourbonnerne , tænkte Du- panloup paa at dele Landflygtigheden med dem, men da der alle- rede var valgt en Lærer for Hertugen af Bordeaux, blev han i Digitized by Google 664 Biskop Dupanloup. Paris. Til Trods for den Hengivenhed, han havde vist den for- drevne Fyrste, blev han imidlertid fremdeles ved at være Lærer for de orleanske Prinser, og midt under de Uroligheder i Hoved- staden, der indledede Louis Philippes Regering, forberedte han Prinsen af Joinville til den første Altergang. Dupanloup var en af de faa yngre franske Præster, der slet ikke havde modtaget Paavirkning af Lamennais og af den Bevægelse, han havde vakt. Lacordaire havde været en af hans Kammerater i Saint-Sulpice, og Montalembert havde, som oven for omtalt, tidlig gjort et vist Indtryk paa ham. Men Hertugen af Orleans* Ven var alt for nøje knyttet til de Kredse, i hvilke man levede paa Traditionerne fra Tiden før 1789, til at han kunde dele den Frihedsbegejstring, der den Gang greb en stor Del af den katolske Ungdom. I 1.831, da Lamennais' Sag var for i Rom, kom Dupanloup netop for første Gang til Pavens By. Dér slut- tede han sig straks til Lamennais' Modstandere, navnlig til Je- suiten Rozaven, der havde skrevet en Gendrivelse af Lamennais' hele Teori om Sikkerhed i Religionen. Det var ham en stor Be- roligelse at mærke, at Paven var »fast« med Hensyn til den franske Skribent, der en Gang i Rom var bleven hilset som »den sidste Kirkefader*. Han lagde megen Vægt paa denne Fasthed fra Roms Side, ti han havde den Overbevisning, at »det unge Præsteskab i en forfærdelig Grad var tilgængeligt for Skisma, Hovmod og tøjlesløs Frihed« ; hvis Lamennais kunde faa Medhold i Rom, "vilde efter hans Mening alle unge franske Præster stille sig paa hans Side. Derfor jublede han, da Gregor XVI i 1832 slyng- ede sin Encyklika imod den fejrede kirkelige Skribent. Han var henrykt over, at Paven havde talt med en saadan Kraft; ti nu kunde Smaafolk faa Mod til at udtale sig i samme Retning. I Rom havde Dupanloup haft Foretræde hos Gregor XVI, og denne havde hilset ham som »Ungdommens Apostel«. Men Katekism e-Undervisningen i Saint-Hyaeinthe blev ikke alle Vegne saa sympatetisk bedømt som i Rom. Flere af Parises Præster vare skinsyge paa den unge Præst ved Madeleine-Kirken, der havde forstaaet at samle store Skarer om den Undervisning, som andensteds gik ubemærket og upaaskønnet hen, og enkelte af dem havde med Grund ytret Betænkeligheder over for den »drama tisket Metode, som Dupanloup fulgte. Da Sognepræsten ved Madeleine- Kirken i 1833 blev Biskop, foreslog imidlertid Ærkebispen af Paris, Msgr. de Quélen, Dupanloup til den ledige Plads; men Digitized by Google Biskop Dupanloup. 665 Regeringen havde andre Planer. Uden for de kirkelige Kredse var Kritiken af Dupanloups Religionsundervisning ikke mindre skarp end i disse; derfor blev Embedet ikke givet til ham, men til en anden Præst, der var bekendt som en ivrig Modstander af den unge Modepræsts kateketiske Virksomhed. Fra det Øjeblik var Freden ved Kirken forbi, og efter nogen Tids Forløb fjærnede den nye Sognepræst næsten paa alle Punkter Dupanloup fra Del- tagelse i Katekisme-Undervisningen. Ærkebispen blandede sig i Sagen og stillede sig paa Dupanloups Side; men Sognepræsten Ted Madeleine, der var støttet af Regeringen og for største Delen ogsaa af de andre Sognepræster i Paris, holdt Stand. Kirke- striden ved Madeleine vakte den største Opsigt; ti man var ikke vant til at se en Præst sætte sig op imod sin Biskop. Til sidst maatte Ærkebispen dog give tabt. For at skjule sit Nederlag ud- nævnte han da Dupanloup og hans Medarbejdere ved Katekisme- Undervisningen til Præster ved Saint-Roch og gav nogle Præster fra Saint-Roch deres Pladser ved Madeleine; men skønt Æren saaledes var reddet, var denne Forflyttelse en stor Skuffelse for Dupanloup. Han erfarede for første Gang, hvor liden Myndighed en katolsk Biskop i Frankrig havde over for en Præst, der støt- tedes af Regeringen; det var forbeholdt ham senere at erfare, hvor liden Myndighed en Biskop havde over for en Lægmand, der støttedes af Paven. Den ulrivillige Fritid, som Forflyttelsen til Saint-Roch skaf- fede Dupanloup, brugte han til at skrive en Bog, der har faaet en ikke ringe Udbredelse i den katolske Verden. Dens Titel er: Kristendommen, fremstillet for Verdensmennesker; Uddrag af Fénelons Værker. Medens han var ved Madeleine-Kirken, havde han faaet Msgr. de Quélen til at tillade Afholdelsen af de Præ- dikener i Advents- eller Fastetiden, der siden ved Mænd som Lacordaire, Ravignan, Hyacinthe, Loyson og Félix havde vundet saa stor Betydning. Formaalet for disse aarlige >conférences« var at forsvare Kristendommen over for de forskellige Angreb, som rettedes imod den; de bleve holdte første Gang i 1834 af syv forskellige Præster, blandt andre af Dupanloup. Udgivelsen af den oven for nævnte Bog sigtede mod det samme Maal, som disse »conférences«. Fénelon havde i sin Tid bedet Bossuet om at skrive en Apologi for Folk af den store Verden, og Bispen af Meaux havde lovet at opfylde det Onske ; men det var ikke blevet til noget. Ved at gennemlæse de fyrretyve Bind, som Fénelon Digitized by Google 666 Biskop Dupanloup. selv havde efterladt sig, fandt Dupanloup imidlertid, at der i dem var mange Brudstykker til en saadan Apologi, som kun behøvede at sammenstilles. Det var det Arbejde, han tog sig paa. Ske- maet for håns Fremgangsmaade var givet paa Forhaand ved et Brev fra Fénelon selv, i hvilket denne udtalte, at man først skulde bevise Guds Tilværelse og Religionens Betydning over for Ateist- erne; derpaa Kristi Guddom og Kristendommen over for Deist- erne, og endelig Katolicismen over for Protestanterne. Guds Til- værelse, Kristi Guddom og den katolske Kirkes Ufejlbarhed ere derfor de tre Hovedpunkter i denne Apologi. Dette Arbejde mindede Msgr. Quélen om, hvilke Gaver Præsten i Saint-Roch havde til at virke paa de højere Klasser, og i 1837 aabnede han en ny Arbejdsmark for Dupanloup ved at betro ham Ledelsen af Seminariet Saint-Nicolas. Før havde dette Seminarium væsentlig kun været en tarvelig Planteskole, fra hvilken det lavere Præsteskab i Paris blev rekruteret; men under Dupanloups Ledelse blev det et Mødested for Sønnerne af de første Familier i Frankrig. Han gik ud fra, at de vordende Præster i alle Henseender vilde have godt af at opdrages sam- men med Ynglinge fra de højeste Kredse i Samfundet; og han mente, at ogsaa disse kun kunde have Fordel ved at øve deres Kræfter i Kappestrid med jævnaldrende, der havde Talent, men som hverken bar store Navne eller vare Arvinger til høje Samfunds- stillinger. De formuende Folk betalte deres Sønners Undervisning i dyre Domme; men for fattige Børn betaltes der intet. Havde de blot gode Anlæg, stod Skolen lige saa aaben for dem som for de rige Børn. De højbyrdigste Familier af den gamle Skole holdt det for en stor Lykke at faa et Barn inden for den Kreds, der var Genstand for Dupanloups daglige Paavirkning, og den eneste Straf, hans Skole kendte til, var en Udvisning i den venligste Form. Om Livet i Saint-Nicolas i de otte Aar, Dupanloup gav dette Seminarium sit Præg, foreligger der Udtalelser fra de mest for- skellige Sider. Men en Mand som Ernest Renan, der selv i flere Aar var Dupanloups Elev, yder hans Virksomhed en lige saa stor Ros som den ivrigste Katolik. Renan bebrejder ham dog, at han var alt for lidet grundig og videnskabelig, og at han stillede for store Fordringer til sine Disciple. Han var som en General, der ikke tog Hensyn til Sygdomme og Dødsfald blandt sine Rekruter. Som alle gode Opdragere virkede han mest ved sin Personlighed, men hans Indflydelse var saa overgribende, at de Digitized by Google Biskop Dupanloup. 667 andre Lærere aldeles forsvandt ved Siden af ham. »Han vare siger Renan, »Kilden til alt i Skolen. Den havde mange Mangler; han udfyldte dem alle. Som Skribent og Taler var han kun af anden Rang; men som Opdrager var han uden Ligemand, t Det var hans Formaal at danne en Slægt, der holdt fast ved Frankrigs gamle religiøse og politiske Traditioner. Han elskede selv den klassiske Literatur, og for den kom han siden, som Biskop, til at bryde en Lanse; det var nemlig en Gang ét af Louis Veuillots Klagepunkter, at han i et Hyrdebrev havde formanet Lærerne i de lærde Skoler i sit Stift til at lægge Vind paa Studiet af den gamle klassiske Literatur. Men Dupanloup elskede ogsaa Frankrigs egne Klassikere, og den nyere romantiske Poesi blev læst og drøftet tidlig og silde i hans Skole. Saint-Nicolas var alt andet end en klosterlig Institution, hvor Tiden skulde gaa med Bønner og Andagtsøvelser. Hele Paris, siger Renan, strøm- mede ind ad Døre og Vinduer, men ikke den parisiske Fordærv- else! Abbé Dupanloup stræbte dog først og sidst efter at op- drage Kirken en Flok af lydige Sønner og at sfcaffe den Tjænere, der kunde være det samme for Nutiden, som Medlemmerne af det gamle franske Præsteskab havde været i de svundne Dage. For det gamle Regimentes store Præsteskikkelser nærede han den største Ærbødighed. Han havde vel ingen Sympati for deres Gallikanisme, men dyb Respekt for den Patriotisme, der havde bragt dem til at hævde den gallikanske Kirkes Rettigheder, og han kunde ikke finde sig i, at den moderne franske Ultramontan- isme kastede Vrag paa Fortidens store Bisper. Han var selv en ægte Franskmand med alle sit Folks stærke og svage Sider, og han satte store Kræfter ind paa at opdrage sine Elever til at være gode Franskmænd. Men det Frankrig, som han elskede, var skilt fra Nutiden ved en Revolution, som han afskyede, og hvis Virkninger han bekæmpede, hvor han sporede dem. Det var nu hans Haab, at Arvingerne til de store Navne, som saml- edes i Seminariet i Saint-Nicolas, skulde blive en Korshær, der kunde tilbageerobre de gamle Institutioner og genoprette hele den gamle Tingenes Orden. Men han vidste, at en saadan Erobrings- krig nu til Dags maa føres i Pressen og i lovgivende Forsaml- inger; derfor gjorde han alt for at lære sine Disciple at føre en smidig Pen og at tale med flydende Tunge. Naar saa meget af den ny Tids Frembringelser fik Lov til at sive ind igennem dette Seminariums Mure, var det fordi Superiøren i Saint-Nicolas havde Digitized by Google 668 Biskop Dupanloup. en klar Bevidsthed om, at der nu maa skrives og tales paa en anden Maade end i Bossuets og Fénelons Dage. Han vidste, hvilken Magt Talentet og Geniet hår; skulde Kirken forsvares i vore Dage, maatte dené Sag bæres frem af Mænd, der havde øst af de Kilder, som udspringe paa Aandens Højder. Derfor gik han formelig paa Jagt efter Talenter, som han saa bragte inden for den Kreds, for hvilken han selv var Midtpunkt. Han havde sine Fangarme ude over hele Frankrig, og en Yngling, der havde vakt sine Læreres Forhaabninger, kunde dristig banke paa, enten han saa kom fra Savoyen eller Bretagne. Men han kendte ikke blot Talentets Betydning, ogsaa Vilkaarene for dets Udvikling. Den dræbende Tilbøjelighed til at støbe alle om i samme Knappe- form, som er de jesuitiske Skolers svage Side, fandtes ikke hos ham. Talentet og Geniet fik i Saint-Nicolas Lov til at udvikle sig i Frihed. Hvad han har naaet i disse otte travle Aar, er det naturligvis ikke muligt at sige; i Gambettas og Comtes Frankrig er der ikke Plads for Dupanloups Skole. Og allerede inden Biskoppen af Orleans lukkede sine Øjne, fik han paa mange Maader at vide, at han ikke altid kunde holde fast paa de mange, som han for en Stund kunde drage til sig. Den 3dje Januar 1857 faldt Ærkebiskop Sibour af Paris for Morderhaand, som han stod for Alteret i Kirken Saint-Étienne du Mont, i Færd med at læse Messe paa den hellige Genovevas Dag. Morderen var en Præst og en af Dupanloups gamle Elever. Naar man læser Dupanloups store Flyveskrift om Ateismen og den sociale Fare, sér man, hvor tid- lig en anden af Seminaristerne fra Saint-Nicolas havde begyndt at gøre sin gamle Lærer Sorg. Det Afsnit i Bogen, der handler om Panteismen, er helt igennem en Polemik mod Renan; og fem Aar efter at en af Eleverne fra det Seminarium, hvor man med særlig Højtidelighed havde fejret Madonnas Fester, havde myrdet Frankrigs Primas med Udraabet: å bas les déesses! satte denne anden Discipel fra Saint-Nicolas det religiøst interesserede Frankrig i Brand ved den Roman, som han havde givet Navnet »Jesu Liv«. Der er imidlertid ingen af Dupanloups Elever, der bedre end Renan har givet os Lejlighed til at forstaa det Trylleri, som Superiøren i Saint-Nicolas øvede over sine Elever. * Som saa mange Drenge i Kostskoler led Renan, der temmelig pludselig var flyttet til Paris fra Hjemmet i Bretagne, meget af Hjemve, navn- lig af Længsel efter sin Moder. Denne Længsel gav han Luft, Digitized by Google Biskop Dupanloup. 669 hver Gang han skrev til hende. Alle Breve blev læst af en af Lærerne, og da Superiøren skulde vide alt, fik han snart et af Renans Breve at læse. »Det smukkeste Træk i Dupanloups Ka- rakter^ siger Renan, »var hans Kærlighed til hans Moder. Skønt hans Fødsel fra én Side set var det vanskeligste Punkt i hans Liv, viste han sin Moder en sand Dyrkelse. Denne gamle Dame boede ved Siden af ham; vi saa' hende aldrig, men vi vidste, at han besøgte hende hver Dag. Han plejede at sige, at man kunde bestemme Menneskers Værd efter den Agtelse, de vise deres Mødre.« Da hans egen Moder i 1819 døde, skrev han: »En stak- kels Præst, der i syv og fyrretyve Aar har levet ene med sin Mo- der, taber alt, naar han mister hende.« En Søn, der elskede sin Moder saa højt, kunde ikke være døv for den Smerte, der paa en saa oprindelig Maade kom til Orde i den unge Renans Breve; og han vidste, hvorledes Seminaristerne helst erfarede hans Medfølelse. Hver Fredag uddelte Superiøren i egen Person i hele Skolens Nær- værelse Ros og Dadel, og paa denne ugentlige Dommedag ventede Seminaristerne med Haab og Frygt. Den Flok af Ynglinge, som drømte om Ære, Anseelse og et stort Navn i Verden, stræbte nemlig fremfor alt efter at vinde Ros paa disse Fredage. Et Ord af deres Superieur kunde hæve dem uendelig højt i deres egne og i Kammeraternes Øjne; men et Ord af ham kunde ogsaa ydmyge dem dybt. Det vidste Dupanloup; og han gjorde alt for at gøre disse Fredage til Knudepunkter i de unges Liv. Det var netop en Fre- dag, paa hvilken Renans Brev var afsendt. Den Aften var Re- nans skriftlige Opgave kun sat som Nr. 5 eller 6 i Rækken, men Dupanloup lagde til: »Hvis Æmnet havde været det samme, som i et Brev, jeg læste i Morges, vilde Ernest Renan have været Nr. 1.« »Fra det Øjeblik af,« siger Renan, »lagde han Mærke ti! mig. Jeg var til for ham, og han var for mig det, som han var for alle, en Afgud.« Det store Ry, i hvilket Dupanloup stod som Pædagog, blev betydeligt forstørret ved hans Deltagelse i det mærkelige Drama, der bragte Udsoning til Veje imellem en af Revolutionens Vete- raner og Kirken. En Gang i de Dage, da Dupanloup færdedes ved Hove som Lærer for de kongelige Børn, havde han set en Skikkelse, der gjorde et vist Indtryk paa ham; det var Talleyrand, »Manden med de to Ansigter, som ikke forraadte hinanden« , den smidige Politiker, der efterhaanden havde været i Tjæneste hos Revolutionen, Kejserdømmet, Restavrationen og Borgerkonge- Digitized by Google 670 Biskop Dupanloup. dømmet. Da Dupanloup kom til Saint-Nicolas , var Talleyrand en Olding paa over firs. Efter i sin høje Alderdom at have ud- ført sin sidste politiske Mission i London, levede han stille i sit Hotel i Rue Saint- Florentin; men hans nærmeste Omgivelser holdt ikke op at minde ham om, hvad der forestaar alle dødelige og da især en Olding, der langt har overskredet Støvets Aar. Tal- leyrand havde i sin Ungdom været Biskop af Autun, men han havde ikke læst Messe, siden Aarsdagen for Stormen paa Bastillen, da han læste den berømte Messe paa Marsmarken. Og han, den forrige Præst og Biskop, var indtraadt i et Ægteskab, der ikke blot krænkede den kanoniske Ret derved, at Brudgommen havde aflagt Cølibatsløfte. Af og til modtog han Breve fra gamle Damer, som raadede ham til »at opfylde Himlens Ønske« ved at søge Fred med Kirken, der havde dømt ham til kun at nyde Nadver som Lægfolk, med Brødet, men uden Vinen. En af disse Damer sendte ham endog en lille Medaille med Madonnas Billede, og en af hans mandlige Omgivelser forsikrer troskyldig, at Talleyrands Tanker bleve vendte mod Gud fra det Øjeblik af, han fik denne Medaille, som han stadig bar i sin Pung. Der var dog ingen, der tænkte mere paa den gamle Poli- tikers Omvendelse end Ærkebiskop Quélen af Paris, som i sin Tid havde været Koadjutor hos Talleyrands Onkel, Kardinal de Périgord. Da den gamle Kardinal døde uden at se sit Ønske om Brodersønnens Udsoning med Kirken opfyldt, testamenterede han sin Koadjutor Planerne i saa Henseende. Allerede den 8de De- cember 1823 havde Msgr. Quélen sendt Talleyrand et langt Brev i den Retning; men paa det havde han ikke faaet Svar, og i tolv Aar lod han Sagen hvile. Da Talleyrands Hustru døde i 1S35 efter at være forsonet med Kirken, blev Situationen mindre indviklet, og Msgr. Quélen tog da Mod til sig og skrev et nyt Brev, der begynder saaledes: »Min Fyrste! En Dame, som De let vil genkende, uden at jeg behøver at betegne hende ved de Navne, som den borgerlige Lov tilstaar hende, men som det ikke er tilladt at give hende efter Kirkeloven, er nylig død i Rue Bourbon Nr. 87 efter for mig at have udtalt Ønsket om at blive forsonet med Gud, efter i Vidners Nærværelse at have bedet om Tilgivelse for de Skandaler, som hun havde været Aarsag til, og efter at have modtaget Kirkens Sakramenter.« Derpaa gik Ærke- bispen løs paa den Sag, som Kardinal de Périgord havde testa- menteret ham, og som Paven selv fulgte med Deltagelse. Samme Digitized by Google Biskop Dupanloup. 671 Dag modtog Msgr. Quélen nogle Linjer, i hvilke Talleyrand takkede for Brevet og meddelte, at hans Niéce, Hertuginden af Dino, skulde aftale det nærmere *). Dagen efter skrev Talleyrand end videre, at han selv, naar den Forkølelse, der plagede ham> var overstaaet, vilde aflægge Ærkebispen et Besøg. Men Forkølelsen varede længe. Ærkebispen havde, som hans Brev antydede, plejet Underhandl- inger med Rom om, hvad der skulde, ske under visse Eventuali- teter. Allerede i 1835 havde man drøftet Spørgsmaalet dér, og et Brev fra Kardjnal Lambruschini havde lagt Ærkebispen paa Sinde ikke blot at forlange Anger, men ogsaa »nne réparaiion suffisante€. Kardinalen gjorde opmærksom paa, at Talleyrands Sag var meget forskellig fra Grégoires, der havde været Skismatiker, og Ærkebispen lod straks sine Ordrer gaa videre til Sognepræsten ved Madeleine, i hvis Sogn Talleyrand boede. Skønt enhver Præst, naar der er Dødsfare tilstede, som Ærkebispen af Paris udvikler, egentlig har Tilladelse til at meddele Absolution, er der dog visse Undtagelser fra denne almindelige RegeL Der er nogle Personer, som først maa »reparere de Skandaler, som de have været Aar- sag til«. For paakommende Tilfældes Skyld vedlagde Ærkebispen derfor i en forseglet Billet en Genkaldelse, der var udarbejdet »efter Samraad med fremragende Teologer«. Hvis Talleyrand skulde være saa svag, at han ikke kunde underskrive den, kunde »en mundtlig Tilslutning, som var fuldstændig tydelig (dairement exprimee) eller betegnet ved utvetydige Tegn fpav des signes non éqnivoquesj i Vidners Nærværelse være tilstrækkelig«; men disse Vidner maa saa skriftlig indestaa for den døendes Tilslut- ning, og kun i Dødsfare kan Absolutionen meddeles. Man ser, hvorledes alt var nøjagtig bestemt. Men Underskriften manglede stadig, og Udsigterne lor denne vare, trods den gamles venlige Ord, just ikke meget lovende. I Aaret 1791 havde Talleyrand en Gang i Anledning af et Skolespørgsmaal, som var for i den konstituerende Forsamling, sagt: »En ung Piges Nærværelse renser det Sted, hvor hun dvæler, og Uskyldigheden paabyder sine Omgivelser enten Anger eller Dyd.« Disse Ord vare ikke glemte. Da Talleyrand kort før det Tidspunkt, ved hvilket vi her dvæle, i London var tilstede, den Gang Hertug- inden af Dinos Datter Pauline blev konfirmeret, sagde han end videre : ') Alle Aktstykkerne i denne Sag ere optagne i Lagranges oven fornævnte Værk I, S. 218 tig. Digitized by Google 672 Biskop Dupanloup. »Hvor dog en ung Piges Fromhed er rørende, og hvor Vantro hos Kvinder strider imod Naturen!« Da Frøken Pauline siden kom til Paris, blev Dupanloup hendes Skriftefader, og efter- haanden blev Talleyrands Omvendelse lagt i hans Haand baade af Slægten og Ærkebispen. Den 2den Februar 1838, da Talley- rand blev 84Aar, indbød han Dupanloup til sit Bord, men denne undslog sig. »Det forbavser mig,« sagde den gamle Diplomat; »man har sagt mig, at Abbé Dupanloup er en klog Mand. Han burde kunne forstaa, hvor vigtigt det kunde være ham at have sin Gang i dette Hus.« Da der kom en ny Indbydelse, mødte Dupanloup endelig. Efter Bordet talte han med Talleyrand om Saint-Sulpice, og den forrige Biskop af Autun, der selv var en Elev af denne Skole, mindede om den døende Ludvig XIV's Ord: >Jeg kender ikke noget mere apostolsk, mere ærværdigt end Saint- Sulpice.« Dupanloup gik bort med en Følelse af, ikke at have haft en mere opbyggelig Samtale med nogen i Paris. »Der manglede kun et Kors paa Oldingens Bryst, for at jeg skulde have troet, at jeg talte med en af Frankrigs ærværdigste Bisper.c Eri Maaned efter holdt Talleyrand i Académie des sciences morales et politiques et Foredrag, som vakte en Del Opsigt. Det var en Slags Afsked* til Verden, og det var noget overraskende at høre en Mand som Talleyrand sige Akademiet Farvel i en Tale, der ikke blot lovpriste Teologien, men ogsaa Retsindighed og Oprigtighed' i det offentlige Liv. Han sendte straks Dupanloup et Eksemplar, og da denne kom for at takke, lod han falde nogle Ord om, at Fyrstens Udtalelser havde været til megen Trøst for Ærkebispen. »Jeg har rost Teologien.« sagde Talleyrand, »og jeg vil have, at man skal lægge Mærke til det.« Samtalen faldt atter paa Saint-Sulpice, og til sidst sagde Fyrsten: »Jeg er gammel, Hr. Abbé; jeg er meget gammel . . . Denne Aarstid er slem . . . Jeg bliver svagere ... ja, det gaar daarligt.« Der indtraadte da en Pavse, saa atter smaa Tilløb, men det blev ikke til mere den Gang. Da besluttede Dupanloup, som Tak for Talen, at sende Talleyrand sin Bog om Kristendommen for Verdensmenneskene, og samtidig skrev han et Brev, imellem hvis Linjer en Mand som Talleyrand kunde læse alt. Samme Dag skrev Hertuginden af Dino til Dupanloup: »Jeg vil ikke et Minut opsætte at sige Dem, at Deres beundringsværdige Brev har fremkaldt eti lang Samtale imellem min Onkel og mig. Jeg haaber paa gode Resultater og glæder mig over at se Deres gode Hjærte. Jeg er endnu saa Digitized by Google Biskop Dupanloup. 673 bevæget, at min Haand ryster.« Nu var Belejringen begyndt, og den blev fortsat med stor Udholdenhed. Samme Dag, som Talleyrand havde modtaget Dupanloups Brev, sagde han til Hertuginden af Dino: »Hvis jeg bliver alvor- lig syg, vil jeg lade en Præst hente. Mon Abbé Dupanloup ikke gærne vil komme?« — »Det er jeg sikker paa t « svarede Hertug- inden; men da hun for længe siden havde faaet Nys om det ejendommelige ved Situationen og om Roms Fordringer, føjede hun til, at der jo var visse Uordener, der først maatte bringes i Lave. »Ja, ja,« svarede Talleyrand, »jeg skylder Gud noget; det har jeg længe tænkt paa.« Et Par Dage efter sendte han Du- panloup en Taksigelse for Bogen, men endnu var der ikke Lej- lighed til at aabne den forseglede Billet med Genkaldelsen, som laa gemt hos Sognepræsten ved Madeleine. Da Fyrstens Broder kort efter døde, gjorde Dupanloup atter Visit, og Talen faldt paa Døden. Den gamle Diplomat kom med forblommede Hentydninger til Udsoning, men endnu stadig legede hans Tanker Skjul. Da Hertuginden skulde rejse fra Paris for at være tilstede ved en Pris- Uddeling, trak han endelig et stort, beskrevet Blad i Kvart ud af en Skuffe og gav hende det, idet han sagde: »Giv Ærkebispen det, og sig mig, hvad han mener om det.« Han talte ogsaa om, at han vilde skrive et Brev til Paven, og at det skulde dateres fra den Uge, i hvilken han havde holdt sin Tale i Akademiet, for at man kunde se, han havde haft sine Aandskræfter, da Brevet blev skrevet. Da Hertuginden kom tilbage, spurgte han hende: »nu, hvad sagde saa Ærkebispen?« — »Han var meget glad og tak- kede Gud; men han mente, at der maatte tilføjes noget.« Talley- rands Brev gik nemlig ud fra den Forudsætning, at han, ved at være bleven sat tilbage til Lægmands-Kommunionen , tillige var bleven befriet for Cølibatsløftet ; men det var en Fejltagelse. Og desuden var det en anden Mands Hustru, han havde ægtet, saa at hans Giftermaal i dobbelt Henseende var en Krænkelse af Kirk- ens Love. Abbé Dupanloup fik da Ordre til at oplyse Fyrsten om hans Vildfarelse, men han tøvede nogle Dage dermed, da han ikke mente, der i Øjeblikket var Fare paa Færde. Den 12te Maj blev Talleyrand imidlertid syg, og den 15de var Situationen saa kritisk, at man sendte Bud efter Dupanloup. »Hr. Abbé,« sagde Fyrsten til ham, da han kom ind i Sygeværelset; »jeg har sagt alt paa disse to Sider; og de Folk, som kunne læse dem rigtig, Tilskueren. .1884. 44 Digitized by Google 674 Biskop Dupanloup. ville finde alt, hvad der skal være.« »Ja, min Fyrste,« svarede Dupanloup, »men ikke alle kunne læse, og alle ville maaske heller ikke læse.« »De har Ret,« sagde Fyrsten. Dupanloup be- gyndte da at kritisere den Erklæring, Talleyrand selv havde op- sat, og han foreslog nogle Ændringer og Tilføjelser, der skulde være mere hæderlige for Talleyrand selv og mere tilfredsstillende for Kirken. For at vise, hvad han mente, rakte han den syge Olding en Afskrift af den Genkaldelse, som Paven krævede. Da Talleyrand havde læst den, sagde han: »Jeg er meget tilfreds hermed.« Abbé Dupanloup troede da, at alt var i Orden, men Talleyrand sagde rolig og meget bestemt: »De er nok saa god at lade dette Papir ligge her; jeg vil gærne læse det én Gang til.« Derefter talte de videre om alvorlige Æmner, og ved Aftenstid trak Dupanloup sig tilbage. * Men tidlig næste Morgen var han atter i Talleyrands H6tel. »Doktor,« sagde Talleyrand til sin Læge, »jeg vil vide, hvor vidt jeg er; sig mig Sandheden.« »Vi kan ikke vide, hvad Gud vil gøre med os,« svarede Lægen; »en Sygdom som denne er altid alvorlig.« Dupanloup havde først tænkt- paa at skrive et Brev til Fyrsten , men da han kom hen i Fyrstens Hotel, fik han en bedre Idé. Han sendte Hertug- inden, af Dinos unge Datter ind til den døende, og hun kom kort efter tilbage og sagde, at hendes Grandonkel ønskede at tale med Abbéen. Da tog Dupanloup Bladet fra Munden; men heller ikke denne Gang lykkedes det dog at bringe Sagen til Afslutning. »De har Ret,« sagde Talleyrand, »men jeg maa tale med Hertuginden; jeg vil læse disse to Aktstykker med hende; jeg vil ogsaa gøre en Tilføjelse, og saa skal vi være færdige.« Det var Dupanloups eneste Trøst, at disse Ord vare udtalte med saa megen Kraft, at Opløsningen ikke syntes at være umiddelbart forestaaende. Dupanloup blev imidlertid i Talleyrands Salon, og det ene Bud efter det andet gik imellem ham og Ærkebispen, som med stor Spænding ventede paa Udfaldet af Abbéens Mission. Henad Aften tog Hertuginden af Dino atter fat, og Talleyrand sagde: »De véd jo nok, Madame, at jeg for længe siden har sagt Dem, at jeg vil dø som en Søn af den katolske Kirke.« Saa foreslog hun ham at underskrive med det samme. »Jeg skal ikke opsætte det,« sagde han; »jeg vil blot læse disse to Stykker igennem igen og føje noget til. Jeg skal nok sige til, naar Tiden er kom- men.« »Gør det, Fyrste, medens Deres Haand kan det.« »Vær kun rolig; jeg skal ikke opsætte det.« Hun var imidlertid ikke Digitized by Google Biskop Dupanloup. 675 rolig. Dupanloup havde nu taget Plads i Sygeværelset, og da Klokken var bleven otte, vovede han et nyt Forsøg. »Jeg vil sende et Bud til Ærkebispen,c sagde han; »han er urolig og ængstelig over Deres Tilstand.* »Tak Ærkebispen,« svarede Tal- leyrand, »og sig ham, at det nok skal ske.« »Men hvornaar, kære Onkel?« spurgte Hertuginden. »I Morgen tidlig, mellem fem og seks.c »I Morgen,« gentog hun. »Ja, i Morgen, mellem Klokken fem og seks,« sagde den døende, og Dupanloup skyndte sig med at bringe Ærkebispen Bud om denne sidste Bestemmelse. Klokken elleve begyndte den syges Kræfter at tage af. Da tog Hertuginden af Dinos Datter en Pen og Genkaldelsen samt Brevet til Paven og gik hen til sin Grandonkel. »Kære Onkel!« sagde hun, »nu er De rolig. Vil De ikke undertegne disse to Papirer? De billiger jo Indholdet.« »Klokken er ikke seks endnu,« svarede Fyrsten; »jeg har jo sagt dig, at jeg vil undertegne dem i Morgen, mellem Klokken fem og seks; det lover jeg dig igen.« Næste Morgen Klokken fire traadte Abbé Dupanloup atter ind i Sygeværelset, og Klokken fem mødte de Vidner, som Ærkebispen havde udvalgt; blandt dem var de Barante, Royer-Collard og Molé. »Hvad er Klokken?« spurgte Talleyrand. »Noget over fem.« »Godt,« svarede den døende Olding. Da lod Dupanloup Frk. Marie de Talleyrand kalde ind i Sygeværelset. Denne ganske unge Pige, der var en Slægtning af Fyrsten, skulde den Dag holde sin Alter- gang. Derfor mødte hun klædt i hvidt »som Naadens og Til- givelsens Engel«. Hun gik hen til den syge, kastede sig paa Knæ og bad om hans Velsignelse. »Det er Livets to Yderpunkter,« sagde Talleyrand; »hun skal holde sin første Altergang ... og jeg!« Da slog Klokken seks. »Kære Onkel,« sagde Hertuginden af Dinos Datter, »nu er Klokken seks. Skal jeg række dig disse Papirer, som du har lovet at undertegne paa det Klokkeslet?« Talleyrand sad da paa Sængekanten, og denne Gang tog han imod Pennen. Hertuginden af Dino læste Genkaldelsen og Brevet til Paven højt, og Talleyrand skrev endelig med store Bogstaver: Charles Maurice Prince de Talleyrand. Saa snart det var sket, forlod Dupanloup Hdtellet og skyndte sig til Ærkebispen. Da han kom tilbage, havde Kongen været dér, og den syge var stærkt betagen af hans Besøg. Kort efter indløb der et jubl- ende Brev fra Ærkebispen. Da Dupanloup meddelte Talleyrand Indholdet af denne Skrivelse, bad Fyrsten ham takke Ærkebispen. »Endnu i Morges,« sagde Dupanloup, »forsikrede Ærkebispen mig, 44* Digitized by Google 676 Biskop Dupanloup. at han vilde give sit Liv for Dem, min Fyrste,« »Sig ham, at han kan gøre bedre Brug af det,« svarede den døende, vistnok ikke uden den Ironi, i hvilken han altid havde været en Mester. »Min Fyrste,« vedblev Dupanloup, »De har i denne Morgenstund ydet Kirken en stor Trøst; nu kommer jeg for i Kirkens Narø at tilbyde Dem Troens sidste Trøst og Religionens sidste Hjælp. De har forsonet Dem med den katolske Kirke, som De har krænket; Øjeblikket er nu kommet til Forsoning med Gud ved en ny Tilstaaelse og ved en alvorlig Anger over alle Deres Livs Fejltrin.« Den døende, der stadig sad psCa Sængekanten, gjorde en Bevægelse hen imod Dupanloup og greb hans Hænder. Der- paa begyndte Skriftemaalet, og efter det fulgte Absolutionen og den sidste Olie. Klokken halv fire indtraadte Døden. Samme Dag rygtedes det, der var sket i Rue Saint-Florentin, over hele Paris. Der var vel ogsaa blandt Katolikerne enkelte, der betragtede Talleyrands Udsoning med Kirken som den gamle Statsmands sidste Løgn; men saa godt som alle Vegne vakte den stor Jubel. Msgr. Quélen skænkede til Tak, som en Votivgave, Kirken Notre Dame de la Delivrande en Madonna af Sølv, og Gregor XVI havde stadig Talleyrands Genkaldelse liggende paa sit Bord. Længe efter viste han den til Grev de Castellane med en Udtalelse om, at det var den største Trøst, han havde* haft i hele sit Pontifikat. Og efter den 17de Maj 1838 var Félix Dupanloup en af Frankrigs mest ansete Præster. (Sluttes). Digitized by Google Matthew Arnold som Digter. (Sluttet). IV. Det erotiske Omraade i Matthew Arnolds Poesi er af for- holdsvis ringe Omfang. Og dér, hvor Erotiken kommer til Orde hos ham, er det ikke dens Lykke, hans Strofer dreje sig om. Han synes, rent personlig, ikke at være ukendt med Skuffelsen. Der findes mellem hans Digte to, der nu til Overskrift bære de almindelige typiske Navne Urania og Euphrosyne, det vil sige: »Den himmelskec og »Glædenc; disse Digte havde i tidligere Ud- gaver en lidt anden Form, der tydelig nok pegede hen paa personlige Oplevelser med et Stænk af Resignation over. Stærk- ere er Følelsen og strængere Resignationen i de to Digtcykler Faded Leaves og Stcitzerland. Navnlig er den sidste en smuk Digtning, der hos en Nordbo bringer Tanken hen paa Henrik Ibsens »Paa Viddernec ; der gaar igennem de energiske, kraftig skaarne Rytmer dybe Træk af tungsindig Resignation, af mandig Fasthed og illu- sionsfri Ærlighed. Her, som næsten overalt hos Arnold, er Kær- ligheden ikke en Magt, der direkte besynges i sin Lidenskab, i sin Smerte eller Glæde; den falder i hans Sind som det, der bringer Røre i Tanker og Følelser, saa de intensivere end før rettes mod hans eget Indre og mod Omverdenen. I denne Sammenhæng kan jeg omtale et af hans Digte, der udtrykker en tungsindig Kærligheds Klage over Troløshed, men som er holdt helt objek- tivt, næsten dramatisk, og som sikkert ikke har nogen som helst anden personlig Tilknytning til Digteren end den, der ligger i Fantasiens Ævne til paa Grundlag af Sindets hele Farvepræg og Digitized by Google 678 Matthew Arnold som Digter. Sympatier at tænke sig ind i den skildrede Tilstand. Det er Digtet The Forsaken Merman, den forladte Havmand. Æmnet for dette Digt er det, vi kende fra Folkevisen om Agnete, der som Havmandens Hustru i otte Aar boede under Havet, men saa kaldtes op til Jorden ved Kirkeklokkernes Klang og forlod sin Ægtefælle og sine Børn. Men dette Æmne har Matthew Arnold, med sin djærve moralske Sans, med sin Sympati for de tilside- satte, med sit Hang til det storladent tungsindige, behandlet saa- ledes , at Hovedinteressen ikke , som i Folkevisen , knytter sig til Hustruen ^ der vil tilbage, men at det derimod er Havmandens Sorg over at være bleven ladt ene med sine Børn, der faar Ud- tryk. Digtet staar meget højt blandt Arnolds Poesi. Vi se dér Havmanden med Børnene nede ved Stranden, hvor de, inden de atter maa drage tilbage til deres ensomme Hjem, forgæves kalde paa Hustruen og Moderen. Billederne af de forladte, af den 'hvide, sandede Strandbred, de bredt susende Vinde, det stærke, stormbevægede Hav, det ensomme, tavse Hjem paa dets Bund forene sig gennem de mesterlig beherskede, forunderlig tungsindig faldende Rytmer og Ord med de stadig omkvædsagtig gen- kommende Raab af hjælpeløs, kærlighedsfyldt Klage til et Ind- tryk af storladen, følelsesdyb Sorg, som, én Gang modtaget, dvæler i Sindet med en underlig Magi. Ingen Prosaoversættelse vil kunne give en Forestilling om dette Digts betagende Magt; jeg citerer her paa Grundsproget dets Indledningsstrofer 1 ): Come, dear children, let us away'; Down and away below! Now my brothers call from tbe bay, Now the great winds sboreward blow, Now the salt tides seaward flow; Now the wild white horses play, Ghamp and chafe and toss in the spray. Children dear, let us away! This way, this way! Call her once before you go — Call once yet! In a voice that she will know: ' „ Margaret ! Margaret ! " ') Af hele Digtet har jeg andensteds i dette Hæfte forsøgt en metrisk Oversættelse. Digitized by Google Matthew Arnold som Digter. 679 Children's voices should be dear (Call once more) lo a mother's ear; Children's voices, wild with pain — Surely she will come again! Call her once and come away; This way, this way! „Mother dear, we cannot stay! The wild white horses foam and fret." Margaret! Margaret! Come, dear children, come away down; Call no more! One last look at the white-walTd town, And the little grey church on the windy shore; Then come down! She will not come though you call all day; Come away, come away! Swinbume, der i veltalende Udtryk har ytret sin Beundring for dette Digt, har ganske sikkert ikke været helt uden Paa virkning deraf, da han skrev sit smukke lille erotiske Klagedigt A Leave- Taking, hvor han selv og hans Aands Børn, hans Sange, tage Afsked fra den elskede; der har utvivlsomt dvælet i hans Sind et Ekko fra Havmandens Klage, som har lagt noget af sin Klang- farve over hans egne tungsindige Ord *). I religiøs Henseende er Matthew Arnold i Fædrehjemmet opvokset under ortodoks Indflydelse. Men vistnok allerede tidlig er Kritiken vaagnet hos ham, og under stadige Studier er hans ') Man sammenligne med Arnoldi Digt saadanne Strofer af Swinburnes som disse: Let us go hence, my songs; she will not hear. Let us go hence together without fear. Let us rise up and part; she will not know. Let us go seaward as the great winds go. Let us give up, go down; she will not caie. Let us go hence, go hence; she will not see. Sing all once more together: surely she, She loo, rememhering davs and words that were, Will turn a little toward us, sighing. (Ptem$ and Ballad*, første Hække, 4de Udg., S. 60—61). 680 Matthew Arnold som Digter. Aands Horisont efterhaanden bletén udvidet mere og mere, og Udviklingen er da gétaet bort fra den enkelte Dogmelære hen mod mere omfattende Synspunkter. Han siger om sig selv i Stanzas from the Grande Chartrerne, at strænge Lærere greb hans Ungdom og rensede dens Tro og lutrede dens Ild, viste ham Sandhedens høje, hvide Stjærne dg bød ham at stirre paa den og hige mod deii. Mod alt det rent dogmatiske i Religionen har han stærk Uvilje; det, som for ham er Hovedsagen ved den, er den moralske, etiske Kærne, og den gælder det ham derfor at bevare, naar Dogmerne falde. Hvor stærkt han betoner det etiske over for Dogmet, ses af en Sonet som følgende (The Divinity), der tager sit Udgangspunkt i Bernhard af Clairvaux's Ord mod Biskop Gilbert de la Porrée paa Synoden i ftheims 1148. „Rist det i Malmen u — lød Sankt Bernhards Bud — „med Demantpen, skriv det paa Klippen haard! t)et er Gud selv, der bliver synlig, naar Guds Visdom og Guds Godhed foldes ud; ti disse Egenskaber danne Gud." — Den djærve Helgen talte vel og staar som den, der sejred, mens de svundne Aar hans Modparts Navn har dækt med deres Skrud. „Guds Visdom, Godhed!" — Ja, men Taatoen tyder dem vrangt, til Gud ej mere kender dem. „Visdom og Godhed, de er Gud!* — hvor byder Lærdom den mere simple Lære frem? Fra Helgen eller Kirke ej den lyder; i Ørknen, nu som fordum, er dens Hjem. Eller han svarer dem, der letsindig raabe, at hvis Dogmerne falde, hvis Kristus kun Var et Menneske, hvis intet guddommeligt Øje vogter paa Tor Synd , hvis der intet Liv er efter Døden , saa er der intet at bryde sig om, saa kunne vi leve som Dyr, — han svarer dem ved at tage de faldne Dogmer op og vende dem som etiske Bud mod de raabende: „Hvorfor ikke hellere sige: Har Mennesket ikke noget andet Liv? — Saa sæt Grundtonen højt for dette ene! — Sidder der ingen Dommer i Himlen til at se vor Synd? -=- Saa adlyd den indre Dommer mere strængt! — Var Kristus et Menneske som vi? — Ak, lad os da forsøge, om vi ogsaa kunne blive saadanne Mennesker som han!" (The Bitter Fart). Digitized by Google Matthew Arnold som Digter. 681 Men Smerten ved moralsk at Tære tvungen til at forlade den gamle Tro og dog ikke overalt at føle fast Grund under Fød- derne eller at faa Svar paa alle Spørgsmaal kan undertiden fylde ham med en Uro og et Tungsind, der har vanskeligt ved at finde sig til Rette (se f. Eks. Stanzas from the Grande Chartrerne). I Naturen saa' Arnold væsentlig dens Ro og øste Lægedom af den. Han tyr saa ofte til den, fordi han i det Liv, der føres omkring ham, og som Pligten nøder ham til at deltage i, saa tit fornemmer og besværes af Splittelsen og Uroen. Han kan for- nemme Splittelsen i al Almindelighed som et fælles Livsvilkaar, som et Misforhold mellem Ævner og Stræben, der avler stadig Usikkerhed i Ævnernes Anvendelse, saaledes som han har givet det Udtryk i det lille Digt Self-Deception: Hvorfor raabe vi i al vor Gøren blindt paa Ævner, som blev ej vor Del? — Vi vort Jordliv kende vel; men førend vi paa Jorden vaagned, var vi til. Før vor Aand var jordfødt end, den trængte dristig om iblandt Guds Skatte, hvor Gaver, Ævner fandtes rigt i Mængde, — bad om Udstyr til sin Gang paa Jord. Da, som nu, vi sogte ivrig tage, længselsdirrende, vor Lysts Behov; da, som nu, en usét Magt tilbage stødte os og gav vort Valg dets Lov. Det var ej os selv; — men ak, hvis Tanke styred da vor Aand den Vej. vi gik? Hvem slog Bom for Valget, satte Skranke for de Savn og Gaver, som vi fik? Ti kun Gavestumper han os skænked, intet helt: de vække H;iab, og vi tæres hen i Kamp, med Kraften lænket, — vil vi bruge dem, saa glippe de. Blindt vi vakle frem i Jordens Trængsel ; Ævner skyde op, men visne snart. Han, som gav vort Sind dets Hovedlængsel, stilled ej hirt Hovedlængsel klart. Drøm om Ævner falsk med Tanken leger, imod Maal, der gække os, vi gaa. Digitized by Google 682 Matthew Arnold som Digter. Er der nogen Ævne da, vi ejer? Er der noget Maal, som helt vi naa? 1 ) Eller Uroen kan have sin særlige Grund i det Liv, der umiddel- bart omgiver ham. Dette: af Pligten at nødes til at færdes og virke i den Verden, hvortil han hører, og Følelsen af, at dette Liv stundum i sin Part river Sjælelivet ud af Ligevægt, fører det bort fra sin stille Vækst og bringer Splittelse ind i det, kan lede til et Sammenstød, der volder Smerte. Og særlig hans egne Landsmænds lidet rastende Liv, deres paa praktiske Formaal ret- tede ilfærdige Virksomhed kan undertiden virke frastødende paa Digteren og den overskuende Tænker i ham, — han, der har en saa stærk, stundum for stærk, Tilbøjelighed til at leve i en ren og pur Idé-Luft. I Byer, siger han, dér, hvor stadig nye Raab hæve sig, og hvor Menneskestrømmen uophørlig gaar forbi, dér burde Eng- lænderne begraves, »vi, som . . . , ikke en eneste Gang eje vor Sjæl, før vi dø« (A Southern Night). Det hedder i et andet Digt, at den Egn, som Mennesket nu sejler forbi paa Tidens Flod, er den flade Slette: „Borte er dens tidligere Kysts Ro. Dens Strøm er begrænset af Byer og hæs af tusende Raab. Og vi paa dens Bryst, vore Sjæle ere forvirrede som de Raab, vi høre, skiftende og farende som de Syner, vi se" {The Future). Et af de fyldigste Udtryk for Smerten ved at være undergivet det moderne Livs spredende Magt, ved ikke at mægte at kaste al sin Kraft over en enkelt Opgave og Virken findes i The Scholar- Gipsy. Udgangspunktet for dette Digt er et Sagn fra det 17de Aarhundrede om en studerende fra Oxford, der forlod Universi- tetet og sluttede sig til en Flok Zigøjnere, af hvem han vilde lære deres Tryllekunst og saa aabenbare den for Verden. Denne unge Knøs bliver for Arnolds poetiske Betragtning et Symbol paa en utrættet, haabfyldt og frisk Stræben mod et idealt Maal, en Stræben, der ikke kender Mathed eller Død; — Ynglingen lever endnu og søger frejdig sit ene Maal: „Du har ikke følt Timernes Løb! Ti hvad er det, der udtærer de døde- lige Menneskers Liv? Det er det, at deres Væsen ruller fra Forandring til Forandring; det er det, at gentagne Rystelser, atter og atter, udtømme de stærkeste Sjæles Kraft og sløve de elastiske Ævner; — indtil vi efter at have tumlet vore Nerver med Lykke og Kummer og trættet vort Vid paa tusende •) Oversat i „Nær og Fjærn", No. 407. Digitized by Google Matthew Arnold som Digter. 683 Planer overgive vort udtærede Liv til den netop standsende Genius og ere, — hvad vi have været. Du har ikke levet saaledes, hvorfor skulde du da forgaa saaledes? Du havde ét Maal, én Dont, ét Ønske; ellers vilde du for længe siden tælles mellem de dode! Ellers havde du , som andre Mennesker, forødt din Ild! Slægterne af dine Fæller ere dragne bort. og vi selv skulle gaa; men du ejer Udødelighedens Lod, og vi tænke os dig fri for Alderdommen , fordi du havde, ak, hvad vi ikke have. Ti tidlig forlod du Verden, med Ævner, som vare friske og ikke bortvendte til Verden uden for, som vare fast rettede mod deres Maal, og ikke forødte paa andre Ting; fri for den syge Træthed, den matte Tvivl, som kommer af det at have forsøgt meget og at være bleven skuffet i meget. O Liv uligt vort ! — vi, som ørkesløst vakle uden Grænse eller Maal, vi, blandt hvem enhver stræber, og han véd ikke, for hvad han stræber, og blandt hvem enhver halvt lever hundrede forskellige Liv; vi, der vente som du, men ikke som du i Haab. Du venter paa Gnisten fra Himlen, — og vi letfærdige, som halvt tro paa vore tilfældige Bekendelser, som aldrig følte dybt eller vilde klart, hvis Indsigt aldrig har baaret Frugt i Gerninger, hvis ubestemte Beslutninger aldrig ere blevne opfyldte; for hvem hvert Aar, vi se, avler nye Begyndelser, nye Skuffelser; som tøve og famle Livet* bort og tabe i Morgen den Grund, vi have vundet i Dag, — ak, Vandrer, vente vi den ikke ogsaa? Jo, vi vente den! — men den nøler stadig, og saa lide vi. og én iblandt os, som har lidt mest, tager forsagt sit Sæde paa Aand- ens Trone, og han blotter os hele sit Forraad af kummerfuld Erfaring og sørgelige Dage, fortæller os om sin Elendigheds Fødsel og Vækst og Tegn, og hvorledes Haabets døende Gnist næredes, og hvorledes Bryst og Hoved bero- ligedes, og om alle sine Time for Time skiftende Lindringsmidler. Saaledes vore viseste! og vi andre græmme os og ønske, at den lange ulykkelige Drøm vilde ende, og vi lade fare alt Krav paa Lykke og prøve at bære, med det læbelukte Taahnod til vor eneste Ven, det kummerfulde Taalmod, der er alt for nær Nabo til Fortvivlelsen; — men ingen har Haab som dit! O, du, der blev født i Dage, da Aanderne vare friske og klare, og Livet randt muntert som Themsens glimtende Vand, før denne det moderne Livs sære Sygdom var brudt ud, med dets syge Hast, dets splittede Formaal, dets over- betyngede Hoveder, dets lammede Hjærter, flygt herfra, frygt vor Berøring! Der er i disse Strofer, som skrive sig fra Arnolds Ungdoms- periode, noget af den lidt slappe Melankoli, der til Tider kan gribe den tænkende og idealt anlagte Ynglings Sind, som fuld af Kritik og spændte Fordringer staar Ansigt til Ansigt med Livet. Men hvad jeg, foruden det stærke Udtryk for Smerten og Klagen, sær- lig vilde rette Opmærksomheden paa, er den Følelse af Resigna- tion, der ligger i Linjerne om Taalmodet med de tæt lukkede Læber, som vi tage til vor Ven. Dette fører os direkte over til en anden Digtning, der rummer ligesom et Svar paa de kryds- ende Tvivl og smertefyldte Spørgsmaal i Arnolds Sind, der giver som et Fingerpeg for hans Aands Famlen. Det er den mærke- lige dramatiske Toakts-Digtning Empedocles on Etna, omtrent fra Digitized by Google 684 Matthew Arnold som Digter. Arnolds tredivte Aar. Dens Hovedfigur er Empedokles, den sici- lianske Filosof fra det femte Aarhundrede f. Kr., som efter Sagnet endte sine Dage ved at springe i Ætnas Krater. Digtet indledes med en Samtale i Ætnas Skovegne mellem Lægen Pausanias, der er Empedokles's Ven, og den unge Harpespille? Kallikles, som kender og beundrer Vismanden. De tale om det grublende Tungsind , der har grebet den forviste Filosof, og de enes om, at nu, naar Empedokles færdes paa Ætna, skal Kallikles usét følge ham og -søge at mildne hans mørke Sindstilstand ved nede fra at synge sine Sange for ham. Pausanias fortæller saa, at han har spurgt Empedokles om Hemmeligheden ved et Mirakel, der til- lægges ham, Opvækkelsen af en død Kvinde, og at Filosofen har sat Pausanias Stævne paa Ætna ved Aftentid: dér vil han aabenbare sin Kundskab for ham. Dette sker i et mægtigt rytmisk Udbrud af Empedokles til Lægen, hvori han 9traks afviser Talen om Mi- raklet og kraftigt og sluttet giver sin strænge, resignerede Livs- opfattelse. Digtets anden Akt bestaar saa væsentlig i Enetaler af Empedokles, der skildre hans Mismod, Tungsind og Livstræthed, indtil han ved Dramaets Slutning styrter sig i Ætfca. Men som lysere Mellemrum i Empedokles's strænge og tungsindige Ord skyder sig saa Kallikles's fem Sange ind, sungne til Harpen, og den sidste af dem, der priser Apollo og Sangens Kanst, ender Digtningen. Det hele Digt, sammenlignet med et Landskab, gør Indtryk af en vidt udstrakt, graa og trist Sandørken, hvor Empe- dokles's første store Udbrud hæver sig højt op som en mægtig, mørk, fastbygget Pyramide, og hvor Kallikles's Sange slynge sig hen som fem blinkende Smaafloder. Digtet er i øvrigt, som Drama betragtet, mangelfuldt; der er liden Handling og liden Udvikling deri ; det er mere Lyrik end Drama; desuden er det en Kompositionsfejl , der gør et uheldigt Indtryk, at Empedokles, som prædiker en Livets Resignation, der skal tages for Alvor i hans Mund , kort efter saa lidet forstaar at resignere, at han tager sig selv af Dage. Matthew Arnold har i nogle Udgaver af sine Poesier udeladt Digtet i dets Helhed og kun indskudt enkelte smaa Fragmenter; og han har netop gjort dette af kritisk Strænghed mod sig selv, fordi han fandt, at det fremstillede en poetisk mangelfuld Situation, en saadan, hvori der stadig og vedblivende dvæles ved en Tilstand af aandelig Nød, uden Handling, Haab eller Modstand 1 ). . Heldigvis for dem, der ') Se Fortalen til Udgaven af 1853 (optrykt i Udg. af t854). Digitized by Google Matthew Arnold som Digter. 685 nødig vilde have undværet den poetiske Kraft og Tankedybde, der skjultes i det udskudte, er det atter i sin Helhed optaget i senere Udgaver. Digtets betydeligste og tankevægtigste Del, den, der særlig gør det interessant som en moderne Poets Værk, er det store rytmiske Udbrud i første Akt, hvori Empedokles udtaler sin Livs- opfattelse til Pausanias. Det er holdt i en ejendommelig metrisk Form (fire tre-fodet jambiske Linjer, afsluttede med en seks- fodet jambisk), der ved sin Sluttethed og Fasthed, sin haarde og længe fortsatte Monotoni giver el stærkt Indtryk af Barskhed og Kraft. Indholdet af den græske Filosofs Ord ligger ikke Matthew Arnolds eget Sjælsindhold fjærnt. Arnold har selv paapeget, hvorledes der i en saadan Tænkers Følelser som Empedokles — paa en Tid. da det tidligere Grækenlands Ro og Glæde og ufor- styrrede Objektivitet var forsvunden, da Sindets Dialog med sig selv var begyndt, — maatte findes Elementer, som vi vilde kalde rent moderne, hvorledes allerede Hamlets og Fausts Tvivl og Mismod her kunne fornemmes *). Det er da sikkert denne Hoved- figurens Tilknytning til moderne Forestillinger og Følelser, som har draget Arnold til Æmnet og gydt Liv og Kraft i hans Ord. Der synes i Empedokles's første store Udbrud at være en Gen- klang fra Sénancours Ohermann*), — en Skikkelse, som Arnold et Sted har kaldt sin vandrende Ungdoms Lærer. Og hvor meget eller hvor lidt empedokleisk der nu end maatte være i Hoved- figurens Tanker, saa har der utvivlsomt bestaaet en stærk og organisk Forbindelse mellem Matthew Arnolds eget Sind og de Følelser og Forestillinger, der faa Udtryk i den græske Tænkers vægtige Ord til Pausanias. Empedokles taler her til Vennen om den urolige Tid, der omgiver dem, en Tid, hvor alt synes at vakle og Verdensordenen at være brudt. Hvad skulle vi da gøre? Nu vel, siger Empe- dokles, den vise Mand graver i sit e^et Bryst og spørger, hvad der fejler ham, og skaffer, hvad Lægedom han kan: „Sofisten spotter: „Taabe, nyd din Glanle, den være rigtig eller urigtig.** De fromme klage: „Forsag en Verden, hvor disse Sofister vrimle." Vær hverken Helgen eller lad dig lede af Sofisterne, men vær en Mand ') Se Fortalen til Udgaven af 18T>3. *) Se G. Brandes: Emigrantliteratureu, 2den Udg., S. 100 H\. Digitized by Google 686 Matthew Arnold som Digter. Læs én Gang dit eget Bryst rettelig, og du er færdig med al Frygt; Men- nesket faar intet andet Lys, om han saa søger tusend Aar. Synk i dig selv! spørg dér, ved det Alter, hvad der fejler dig. Hvad er det, der faar dig til at kæmpe og rase? Hvorfor ere Menneskene ilde til Mode? Det er, fordi den Lod, de have, undlader at behage deres egen Vilje; ti Mennesket vilde ikke knurre, hvis hans Vilje blev adlydt. Og hvorfor kæmper Mennesket saa- ledes stadig med sin Lod? Det er, fordi han gør denne Vilje til Maale- stokken for sin Ret og tror, at Naturen krænkes, hvis hans Vilje modsiges. Kunde du, Pausanias, lære, hvor dyb en Fejl dette er, — kunde du blot én Gang se klart, at du har ingen Ret til Lykken, ingen Adkomst fra Guderne til Velfærd og Hvile, saa vilde du stirre mindre forvirret, naar du blev stænget ude fra Lykken, og ikke heller tro, at Guderne vare afsindige, naar din egen Lod var haard." Dog er Tørsten efter Lykke, der er Mennesket medfødt, ikke i og for sig dadel værdig , hedder det videre: „Mennesket fejler ikke, fordi han dømmer, at hans Velfærd er hans sande Maal, han fejler, fordi han drømmer, at Verden kun er til for at skænke ham denne Velfærd. Vi 'dødelige ere ikke Konger, for hvis Herskertrang, hver af os, en nyskabt Verden springer frem, bestemt alene for hans Tumlelyst; nej, vi ere fremmede her; Verden er fra gammel Tid. Forgæves rase vore indespærrede Viljer og vilde underkue Verden. Grænser, som vi ikke satte, stille Vilkaar for alt, hvad vi gøre; vi ere fødte ind i Livet, og Livet maa være vor Støbeform . Intet Øje kunde være for sundt, til at granske en saa uhyre Verden, intet Taalmod for dybt til at ordne, hvad der her er hobet sammen , ingen Omhu for stor til at udforske , hvorledes Men- nesket her kan leve bedst Verdens Løb beviser de Vilkaar, paa hvilke Mennesket vinder Tilfredshed. Fornuften bekræfter Beviset. Vi bort- støde det og opfinde et falskt Løb for Verden og falske Ævner for os selv. . . .... Vi gøre ikke, hvad vi burde; hvad vi ikke burde, gøre vi, og støtte os til den Tanke , at Hændelsen vil bringe os igennem ; men vore egne Handl- inger, enten til det gode eller onde, ere stærkere Magter." Men selv om vi vare rene og gode og vise, saa møde vi dog i Naturen og i andre Menneskers onde Færd Ting, der kunne for- mørke vort Liv. »Hvad,« spørger Empedokles, »vilde da den vise Mand gøre?« Han vilde kæmpe sig, som han bedst kan, gennem dette skarpe, snareomgivne Liv og vinde, hvad der kan vindes ved Strid. Men vi have fundet paa en lettere Maade til at luske os fra vor Smerte paa. Som Barnet, naar det falder, skælder og slaar paa den ufølsomme Jord, saaledes befolke vi den tomme Luft med Guder, som vi tilskrive de Ulykker, vi burde bære, og lide saa lettere, naar vi have Gud og Skæbnen at rase mod. Men selv om det var saa , at Verden var fuld af usynlige Guder, saa er vi jo dog ét med, Led af den Magt, der arbejder, Digitized by Google Matthew Arnold som Digter. 687 virker, stønner og sukker gennem alle Ting, gennem Jord og Luft og Hav, Mennesker og Planter og Stene, og denne Universets Guddom afviser da roligt Forbandelserne over sig selv. Men som vi dannede Guder for at anklage og forbande dem, saa danne vi dem ogsaa for at støtte os til dem. Vi kaste vort Blik paa Verden og vi søge at granske den og lære den at kende udvendig og indvendig, i Fortid og Nutid. „Men stadig, eftersom vi skride frem, svulmer Massen mere og mere af Bind, der endnu skulle læses, af Hemmeligheder, der endnu skulle udforskes. Vort Haar bliver graat, vore Øjne fordunkles, vor Hede tæmmes; vi give vore Ævner Hvile og tale saaledes til Guderne: „Hvis der findes sand Videnskab, dvæler den i eders Boliger! Menneskets Maal kan ikke udmaale det umaade- lige Hele. I alene kunne omfatte Verdens grænseløse Plan; vor fortvivlede Forsken var Synd, og vi opgive den herefter, ene sikre paa, at* eders Aand ser alle Ting, som hændes.** Taaber! Det, at Mennesket i sin korte Livsfrist ikke kan se alle Ting, giver ingen Grund til at paastaa, at der er Guder, som gøre det; ikke heller beviser det, at han er træt, at han har et Sted, hvor han kan hvile." Eller vi hige med Ungdommens Længsler ud mod den friske og straalende Verden, plukke, længselshede efter Glæden, Blomst for Blomst og trykke lidenskabelig Haand efter Haand, til vi se, at vi ere blevne ældede og matte og utilfredse, men at Hungeren efter Fryden brænder ufortæret i os endnu: „Vi standse; vi tysse paa vort Hjærte og tale saa til Guderne: „Verden har undladt at give den Glæde, vor Ungdom drømmer om, undladt at fylde den Tomhed, som vi bære i vort Bryst. Foranderlige indtil nu, saa' vi stadig hen til noget nyt; lad os herefter med uforanderlig Vilje se hen til eder for hos eder at finde den Glæde, vi forgæves kræve her.* Taaber! At Lykken saa ofte her spotlede vor Bon kunde, mener jeg. faa os til at frygte et lign- ende Udfald andensteds, — faa os til, ikke at flygte til Drømme, men til maadeholdne Ønsker. Og do$weet reasonableness*), der udgik fra Kristi Personlighed og gennem- trængte hans Lære. Til Biblen, opfattet paa rette Maade, — dens Sprog betragtet som et digterisk Sprog, som et menneskeligt, til- nærmelselvist Forsøg paa at naa hen imod Sandheden, inde- holdende Fejlsyn og Vrangopfattelser, — mener da Arnold, at Menneskene ville vende tilbade. Og hvorfor? sporger han. »Fordi de ikke kunne komme ud af det uden den. Fordi Lykke er vor Tilværelses Endemaal og Øjemed, og Lykke er knyttet til Ret- færdighed, og Retfærdighed er aabenbaret i Biblen« 1 ). Fortræffelig i Arnolds Bog synes mig i det hele den nega- tive Side, hans Kamp mod den ortodokse Teologis Dogmer. ! ) Literature and Dogma, 5th Edition, 1870, p. 354. 45* Digitized by Google Matthew Arnold som Digter. Fortræffelig synes mig ogsaa den Grundtanke, der bærer den, at de religiøse Følelser ikke ere afgrænsede ganske for sig, som værende af en helt anden Art end andre menneskelige Følelser og som knyttede til naturstridige, mirakuløse Forestillinger. Men et Spørgsmaal turde det være, om ikke Arnold selv er for dog- matisk, naar han opstiller Biblen som den eneste, den udelukkende Lovbog for Moral og Religion. Og et andet Spørgsmaal turde det være, om ikke dens poetiske Billedsprog og mirakuløse For- tællinger ville træde for stærkt i Forgrunden i den almindelige Læsers Opfattelse og paavirke hans Intelligens uheldigt , idet Fantasisproget tages bogstavelig, og Miraklerne troes. Imidlertid, for at vende tilbage til Udgangspunktet for min Omtale af denne Bog og til dens Sammenknytning med Matthew Arnolds Poesi, jeg tror, at det kan siges, at han i den har søgt og i stort Omfang opnaaet at give den klare Tanke, hvad dens er, og at betone den Glædesfølelse , som et rigtigt ført Liv kan rumme. Adolf Hansen. Trykfejl. 8. Hæfte, S. 583: interesseret, læs: uinteresseret. Digitized by Google Den forladte Havmand. Af Matthew Arnold. Oversat af Ad. Hansen. Kom , kære Børn , nu maa vi af Sted , dybt under Bølgen ned! Fra Bugten kalder mine Brødres Røst, de store Vinde blæse mod Kyst, de salte Strømme mod Havet gaa, de vilde, hvide Havheste slaa, stampe og stejle paa skumdækte Bred. Kære Børn, kom saa med mig! Denne Vej, denne Vej! Kald én Gang, før I gaar, paa hende — tungt er vi stedte — med en Stemme, som hun vil kende: »Margrethe! Margrethe !« Børnestemmer er kære at høre — kald én Gang til! — for en Moders Ore, Børnestemmer, vilde af Klage, — sikkerlig vil hun komme tilbage! Kald én Gang, og kom saa med mig, — denne Vej, denne Vej! »Moder, vi kan ikke vente paa dig! Hestene stampe, til Flugt beredte!« Margrethe ! Margrethe ! Digitized by Google Den forladte Havmand. Kom, kære Børn, kom, bort maa vi fly; stands eders Røst! Ét sidste Blik paa den hvide By og den Kirke graa ved den stormslagne Kyst, — saa maa vi fly. Hun kommer ej, kaldte I Nætter og Dage; bort maa vi drage. Kære Børn, var det i Gaar, vi hørte de Klokker i Dybet, hvor vi hviled i Hulernes Lejer? gennem de brydende Bølgers Gang, den fjærne Sølvklokkes bævende Klang; — sandstrøede Huler, kølige, milde, hvor hver eneste Vind er stille, hvor de dirrende Lysglimt svajer, hvor i Strømmen Havtangen nejer, hvor de Sødyr i lange Rækker mæskes i Dyndet, der Bunden dækker, hvor Havslangen ruller sig krum, basker sit Panser i Havets Skum, hvor vældige Hvaler forbi sig bøje, sejle og sejle med ulukt Øje rundt om Verden i Dage og Aar; — naar hørte vi Toner dernede, — naar? Kære Børn, var det i Gaar? Kære Børn, var det Aar eller Dage, — kald én Gang til! — at hun lod os tilbage? En Gang hos eder og mig hun sad i Havets Dyb paa en Guldtrone rød med den yngste Dreng paa sit Skød. Hun redte hans Haar, hun pusled ham glad, da den fjærne Klang af en Klokke lød. Digitized by Den forladte Havmand. 695 Hun sukked, og op gennem Havet hun saa'; hun sagde: »Hen til min Slægt maa jeg gaa, de beder i Dag i den Kirke graa. Det er Paaske hist, og det kalder mig! Havmand, jeg mister min Sjæl hos dig.« Jeg sagde: »Op gennem Bølgen du drage, bed din Bøn, og kom saa tilbage!« Hun smiled, gik op, hvor Brændingen slaar. Kære Børn, var det i Gaar? Børn, var vi lang Tid ene tilbage? »Det stormer paa Havet, de smaa, de klage; — de beder saa længe,« sagde jeg, »kom!« og op vi steg gennem Bugtens Brænding og Skum. Vi gik langs med Bredden, sandet og flad, hvor Strandgræsset gror, til den hvide Stad, gennem snævre Gader, hvor alt var tyst, til den Kirke graa ved den stormslagne Kyst. Fra Kirken lød Mumlen af Folk og af Præst, men vi stod derude i Kulde og Blæst. Vi kravled paa Gravstenen, regnslidt og graa, gerlnem Blyruden ind i Kirken vi saa\ Hun sad ved en Pille; vi saa' hende nær: »Margrethe!« sagde jeg, »kom, vi er her! Saa lang Tid var vi alene tilbage; det stormer paa Havet, de smaa, de klage.« Men ikke et Øjekast hun mig skænked; hendes Blik til den hellige Bog var lænket. Højt beder Præsten; — Børn, vi maa gaa! Lukket staar Døren; — kald ikke mer! Kom af Sted, kom ned, kald ikke mer! Ned, ned, ned! Til Havbundens Dybder af Sted! Digitized by Google 696 Den forladte Havmand. Han træder sin Rok i den summende Stad og synger sitrende glad. Hør, hvad hun synger: »Jeg jubler af Glæde for Barnet, der leger, for Torv og for Stræde, for Præst og for Sang og Klokkernes Klang, for min Rok og mit Spind og Solens velsignede Skin!« Og hun synger alt, hvad hun kan, hun synger saa glad i Sinde, til Skytten falder fra hende, og det snurrende Hjul holder inde. Hun lister til Vindvet og ser imod Strand og paa Havet, der ruller mod Kyst; og hun stirrer stift og nøje; og saa bryder der frem et Suk og en Taare glider tyst fra et kummersløret Øje og et kummertynget Bryst, et langt, langt Suk, — for en lille Havfrues sælsomme Øjnes Glans og Lokkernes gyldne Krans. Kom, Børn, ned i Dybet! Kom, bort maa vi fly. Det stormer, og Lysene blinker i By. Hun vil vækkes af Søvnen ved Vindstødets Brag, hun vil lytte til Stormen og Brændingens Slag. Vi skal se, — mens det brøler, det hvirvlende Hav, — en Tilje af Perler, et Loftshvælv af Rav, — Digitized by Google Den forladte Havmand. G97 syngende: »Her kom en Kvinde; hun svigted sit Ord; og ene bestandig Havkongerne bor.« Men, Børn, naar ved Midnat det tystner om Hav, naar Maanen er skyfri, og Strømmen er lav, naar fra Hedernes Gyvel det dufter mod Strand, naar Skyggerne hviler paa hvidnende Sand, vi langs Bugten vil ile, langs Kystkanten klar, over glimtende Havtang, af Ebben lagt bar. Vi vil stirre fra Klitten paa den slumrende By , paa Kirken, og atter til Havdybet fly, — syngende: »Dér bor en elsket; sit Løfte hun brød: de ensomme Havkonger grumt hun forskød.« Digitized by Google Ministeriel Kirkepolitik. Statens og Kirkens Forhold til hinanden er i vore Dage et af de brændende Spørgsmaal, og Besvarelsen af. hvorledes dette Forhold bør være, lyder fra de forskellige Sider meget forskelligt. Fra yderste Højre fordrer man en kristelig Stat, fra yderste Venstre en fuldstændig Adskillelse. Jeg tror dog, at begge disse Teorier for nærværende Tid kun har Interesse som Tankeeksperi- menter; den kristelige Stat har man i 3 Aarhundreder søgt at gøre til Virkelighed, til liden Baade saa vel for Staten som for Kirken; man kommer næppe nogen Sinde mere ind i det Spor. Den fuldstændige Adskillelse mellem Stat og Kirke kan ganske vist være Idealet baade for mange Kristne og Ikke-Kristne; men det er et Ideal, som sikkert i en lang Fremtid ikke kan virkelig- gøres. Det, som i vore Dage praktisk foreligger, er altsaa dette: hvorledes Forbindelsen mellem Stat og Kirke bedst kan ordnes efter Tidens Tarv til Gavn for begge Parter. I de mange Aarhundreder, hvori Stat og Kirke har staaet i Forbindelse med hinanden, har det vist sig, at Statsforfatning og Kirkeforfatning har haft Tilbøjelighed til at fremtræde under samme Former; dette er ogsaa ganske naturligt: naar Stat og Kirke staa i Forbindelse med hinanden, maa den samme Grund- sætning gøre sig gældende i Kirkestyrelsen som, i Statsstyreisen. Nu har Grundsætningen for Statsstyreisen i mange Aarhundreder, om end under forskellige Former, været denne: Alt fra oven, og man har i Kirkestyrelsen trolig fulgt samme Regel: til den enevældige eller aristokratiske Statsstyrelse svarede en enevældig eller aristokratisk Kirkestyrelse. — - Den store Bevægelse i Folkene, som begyndte med den franske Revolution og fortsattes ved Om- væltningerne i 1830 og 1848, gav imidlertid den gamle Stats- Digitized by Google Ministeriel Kirkepolitik. 699 styrelses Grundsætning sit Banesaar; Folkene begyndte paa Stat- ens Omraade at tage sin egen Skæbne i sin Haand, og de frie Forfatninger gav Folkene en, mere eller mindre klar, lovhjemlet Ret dertil. Saaledes ogsaa hos os; man kan tvistes om de en- kelte Paragrafer i Grundloven i det uendelige; intet Menneske — undtagen forstokkede Jurister og reaktionære Godsejere — kan tvivle om, at Folkets Selvstyre paa det borgerlige og politiske Livs Omraade er den inderste Kærne i Grundloven. Den gamle Tids Grundsætning: Alt fra oven, fra Fyrsten, er afløst af den nye Tids: Alt fra neden, fra Folkene. Enevælden blev saaledes ved Grundloven klart og tydeligt afskaffet paa Statens Omraade, og ved Grundlovens forskellige Bestemmelser fik Folket Sikkerhed for, at denne paa det Omraade ingen Overgreb kan gøre. Forbindelsen mellem Stat og Kirke fulgte med fra den gamle Tid over i den nye; i Grundlovens § 3: »den evangelisk- lutherske Kirke er den danske Folkekirke og understøttes som saadan af Statent, blev denne Forbindelse slaaet fast; men medens der i Grundloven er en Mængde Bestemmelser, der sikrer Friheds- udviklingen i Staten og umuliggør en enevældig Styrelse i denne, saa er dette derimod ikke Tilfældet paa Kirkens Omraade. Ganske vist* ligger der i det nye Navn, man gav Kirken, — Folke- kirke i Stedet for Statskirke, — en Antydning af, at Folkestyr- elsen ogsaa skulde gennemføres paa det kirkelige Omraade. lige- som ogsaa Grundlovens §75: »Folkekirkens Forfatning ordnes ved Love, peger hen paa det samme; men saa længe disse Antydninger ikke ere udviklede, vil en modig Minister, der staar over for en spagfærdig Rigsdag, omtrent kunne regere enevældig i Kirken, og dette ér saa me^et farligere, som man her i Danmark paa Forhaand vil kunne sige, at Rigsdagene, i det mindste i en over- skuelig Fremtid, ville være temmelig spagfærdige og Ministrene som en Følge heraf temmelig modige. Det er derfor rimeligt, at der vil gaa en Tid hen, før der kommer en Rigsdag, der vil tage saa grundigt fat paa Statskirkens Omdannelse i Frihedsretning, som den grundlovgivende Rigsdag tog fat paa Statens, og et Folk, som i Livet vil hævde den Frihed, der staar paa Papiret. Jeg forudsætter nemlig, at naar der en Gang kommer en Rigs- dag, der tager fat paa Grundlovens § 75, den da vil indfri denne paa en saadan Maade, at Folkets Selvstyre i Folkekirken gennemføres lige saa fuldt som i Staten, om end selvfølgelig under helt andre Former. Digitized by Google 700 / Ministeriel Kirkepolitik. Saa længe Rigsdagen ikke tager fat paa denne § og gennemfører den i frisindet Aand, vil den staa som et Haabets Anker for de reaktionære Kræfter inden for Folkekirken, dertil denne vil knytte Forventninger om en Kirkeforfatning efter den gamle Grundsætning: Alt fra oven. Jeg har selvfølgelig meget tilovers for den danske Præstestand, jeg er knyttet til den ved mange og stærke Baand, men naar jeg ser, hvorledes Præstestanden vil have denne Grundlovs-Paragraf udført,' — saaledes nemlig at det blev den saakaldte »Gejstlighed«, der kom til at raade for Folke- kirken, — saa kan jeg ikke andet end heri se et Vidnesbyrd om, hvor lidet Præstestanden har forstaaet og er gennemtrængt at Grundlovens Tankegang; ti en Folkekirke, der styredes af konge- valgte Bisper eller Præster, var det samme som en Stat, der styredes af kongevalgte Jurister, og begge Dele vilde være lige langt borte fra den i Grundloven nedlagte Selvstyrelsestanke. Men Præstestanden er, i sin Helhed betragtet, ingen Ven af Selvstyr- elsen, hverken paa det borgerlige eller kirkelige Livs Omraade. Det er nu sket i disse Tider, at vi har faaet en Kirke- minister, som trods tfiange udvortes Uligheder dog i det væsent- lige kan siges at være et Udtryk for Gejstlighedens Tankegang baade med Hensyn til Statens og * Statskirkens Politik , og som derfor ogsaa har kunnet forløse Gejstlighedens bundne Tanke, ud- tale det Ord, der længe har ligget skjult i dens Hjærte, Ordet: Kirkeraad, eller som det i daglig Tale kaldes, Bisperaad; ti det, som gør Kirkeraadet dyrebart for Præsterne, er netop det, at det er et Bisperaad, og det, som gør Bisperaadet dyrebart for Mini- steren, er netop det, at han selv raader for Bispernes Udnævnelse. Det var ved en kongelig Resolution af 8de Oktober 1883, at denne Reformator -Tanke paa det kirkepolitiske Omraade saa' Dagens Lys. Allerede den Maade, hvorpaa Tanken kom til Verden, er betegnende; den kom ikke som en Lov, udsprungen af den lov- givende Forsamlings Ønske og Overvejelse; tvært imod viste det sig snart, at den kom trods den lovgivende Forsamlings Ønske; den kom som kgl. Resolution. Der var en Tid, da de kgl. Re- solutioner stod i høj Kurs; men siden vi fik en lovgivende For- samling, er Kursen paa dem dalet; Folket har en Følelse af, at hvad der kommer til Verden maa helst komme gennem Love, og hvad der ikke kommer ad den Vej, kommer ubetimeligt. Men der er hos Ministeriet, særlig hos Kirkeministeren, en vis For- kærlighed for kgl. Resolutioner, en vis Antipati for den regel- Digitized by Google Ministeriel Kirkepolitik. 701 mæssige, slagne Vej. — Hos en stovt Jagtjunker, øvet i Parforce- jagtens Glæder, kan man forstaa denne Antipati for den slagne Vej ; under Hornets Klang, Hundenes Halsen og Jægernes Halloh ! farer han over Vejen lukt ind i Krattet. Men ved en evangelisk- luthersk Kirkeminister tænker man sig gærne noget adstadigt, der paa sin rolige Pasgænger, fulgt af sit gejstlige Følge, langsomt og værdigt bevæger sig frem ad den støvede Landevej. — I den Be- grundelse, som ledsager den kgl. Resolution, er der Ytringer, som tyde paa, at det, — som man kunde vente, — ogsaa var Mini- sterens personlige Ønske at drage sindigt frem ad Lovgivningens støvede Landevej; han taler nemlig om de frugtesløse Forsøg, der tidligere ere gjorte paa at gennemføre en Kirkeforfatning, minder om, at Iværksættelsen af en saadan for Tiden maa anses for en Umulighed, ikke blot paa Grund af de politiske Forhold, men ogsaa fordi der i Rigsdagen er et stort Parti, der af principielle Grunde vil modsætte sig en saadan, og fordi der selv mellem dem, der principielt maatte ønske en saadan, vistnok kun findes liden Enighed om de Grundsætninger, der maatte gøres gældende ved dens Anordning. — Meningen med dette synes at være den, at da Lovgivningens regelmæssige Vej er spærret, saa maa man gaa Resolutionernes uregelmæssige. Man kunde ogsaa efter Mini- sterens Begrundelse komme til den modsatte Slutning; man kunde gaa ud fra, at Love gives og Resolutioner udstedes for at imøde- komme en Trang i Befolkningen; da der nu, efter Ministerens Sigende, hos et stort politisk Parti, der altsaa repræsenterer Be- folkningens Flertal, ikke er nogen Trang til en Kirkeforfatning, og da det Mindretal, der ønsker den, slet ikke er enig om, hvor- dan den skal være, saa kunde man deraf slutte: da der ikke er nogen Trang til en saadan Foranstaltning og ikke nogen Enighed om dens Iværksættelse, saa lade vi foreløbig den Sag hvile. Det forekommer mig, at denne Slutning vilde være nok saa logisk som Ministerens, der jo gaar ud paa: der er ingen Trang hos Flertallet til en Kirkeforfatning, der er ingen Enighed hos Mindre- tallet, — altsaa maa det være paatrængende nødvendigt at tage fat. Er den Maade, hvorpaa Kirkeraadet er kommet til Verden, betegnende, saa er dets Sammensætning det ikke mindre. Den egentlige Stamme er de 7 Bisper; disse udnævnes som bekendt af Kongen, efter Ministerens Indstilling; fra denne Stamme skyder først to Grene ud: en teologisk og en juridisk Professor, — naturlig- Digitized by Google 702 Ministeriel Kirkepolitik. vis Hr. Matzen; — Proféssorerne udnævnes som bekendt, af Kongen efter Ministerens Indstilling. Endelig er der ved en Skrivelse til Bisperne af 17de Juni 1884 gjort Skridt til at forøge Kirkeraadet ved »et Mecllem af Lægstanden for hvert Stift«, altsaa 7; disse skulle vel repræsentere det mere folkelige Element i Kirkeraadet; men da man af sørgelig Erfaring véd, hvilke Ulykker det folke- lige Element kan foraarsage i repræsentative Forsamlinger, har man taget sine Forsigtighedsregler; man har først sørget for, at det er i født Mindretal, — 7 mod 9; men dette er ikke Betryg- gelse nok; disse 7 Lægmænd skulle nemlig udnævnes af Lande- moderne. I sin nuværende Skikkelse bestaar Landemodet af Stift- amtmanden, Bispen og Provsterne; dette foreslaas nu »forstærket c ved én Præst og to Lægmænd fra hvert Provsti , og dette »for- stærkede« Landemode skulde saa vælge de 7 Lægmænd til Kirke- raadet. Det sés let, at selv i det »forstærkede« Landemode er Lægmands-Elementet i født Mindretal , og det vil altsaa staa i Gejstlighedens, særlig Provsternes, Magt at raade for Valget af de 7 Lægmænd; som bekendt udnævnes Provsterne af Kongen efter Ministerens Indstilling. Det falder i Øjnene, at efter Ministerens Forslag er Godsejerne, det store Hartkorn, ikke repræsenteret i Kirkeraadet, skønt dog Godsejerne, ligesom de ere absolut bedst skikkede til Statsstyreisen, ogsaa maa være absolut bedst skikkede til Kirkestyrelsen. Denne Mangel tør ventes afhjulpen — uanset at Kirke- ministeren selvfølgelig altid bør være en Godsejer — derved, at Provst- erne ville vælge Godsejere, som den mest kirkeligsindede Del af Læg- mændene, til de 7 Lægmandspladser i Kirkeraadet. Slaar denne Forudsigelse til, — og giver man Agt paa Tidernes Tegn og Provst- ernes politiske Anskuelse, saa vil den slaa til, — saa faa vi alt- saa et Kirkeraad, bestaaende af 7 Bisper, to Professorer — den ene er Hr. Matzen! — og 7 Godsejere eller dermed beslægtede Aander, — alt fra oven! Det bliver et kirkeligt Landsting, kun adskillige Grader mere ufrisindet og ufolkeligt end det politiske. Ministeren mener, at det er af største Betydning for Kirken at faa et saadant »Organ«, — »selv om det i strængeste Forstand kun bliver raadgivende for Deres Majestæts Kirkeminister, for at Kirken igennem dette kan lade sin Røst lyde o. s. v.«. — Hvad mon det egentlig er for en »Kirke«, hvis Røst Ministeren vil høre igennem dette »Organ«? Er det den hellige almindelige Kirkes? Nej! — en Kirkeminister véd selvfølgelig godt, at den hellige alminde- lige Kirkes Røst ikke lader sig kommandere frem ved kongelige Digitized by Google Ministeriel Kirkepolitik. 703 Resolutioner, den behøver hverken Konger eller Ministre for at komme til Orde, den gaar sin egen Vej og har sine egne »Or- ganer«, som tit hverken er Bisper eller Provster. Er det den danske Folkekirkes Røst, Ministeren vil høre? Nej! Den nu- værende Kirkeminister véd selvfølgelig meget godt, at lige saa lidt som man i det politiske Landsting hører det danske Folks borgerlige Røst, lige saa lidt vil man i det projekterede kirkelige Landsting høre det danske Folks kirkelige Røst. Hvis det var Ministeren om at gøre at høre den danske Folkekirkes Røst, saa havde han ganske simpelt henvendt sig til Folketinget; det er dér, at en Minister hører baade de borgerlige og kirkelige Røster, som han som Minister har med at gøre og har at tage Hensyn til. Han véd af Erfaring, at vil man høre det danske Folks Røst »lige over for forekommende Forslag og Forlangender om For- andringer i de bestaaende kirkelige Forhold og Love«, som han udtrykker sig i sin Begrundelse af Resolutionen, — saa er Bisper og Provster de allersidste, han skal gaa til, ti det har vist sig i de sidste 50 Aar, ja! man kan godt sige, det har vist sig lige siden Konstantin den stores Dage, at Forslag om Forandringer i bestaaende kirkelige Forhold og Love har altid hos den højere Gejstlighed mødt absolut Modstand, og det vilde være alt for meget forlangt af vore nuværende skikkelige Bisper og Provster, at de in corpore skulde kunne hæve sig over det i 1500 Aar gældende statskirkelige Niveau, som altid har været dette: at holde paa det bestaaende. Mon Ministeren kan nævne nogen Bisp, der rigtig for Alvor har villet gaa ind paa Forandringer i bestaaende kirkelige Forhold og Love? Xej! er man Bisp, saa er man ikke Reformator, og er man Reformator, saa er man ikke Bisp. — Altsaa: det er heller ikke den danske Folkekirkes Røst, Ministeren vil faa at høre gennem sit »Organ«; de sidste 50 Aars Historie har vist, at naar det danske Folks kirkelige Røst lød og blev hørt, saa lød Bispernes og Provsternes Røster lige stik imod- Jeg har al mulig Agtelse for vore Bisper og Provster, jeg be- tvivler ikke deres kristelige Sindelag, men det er ikke gennem dem, man hører den danske Folkekirkes Røst. Men der er ganske vist endnu en »Kirke«, hvis Røst Ministeren ikke forgæves vil lytte efter, naar hans Organ, Kirkeraadet, kommer til Orde, det er den gamle Statskirke. Det nytter ikke at lægge Skjul paa, at den langt overvejende Del af vor højere Gejstlighed endnu staar paa den gamle Statskirkes Standpunkt, drømmer om en kristelig Digitized by Google 704 Ministeriel Kirkepolitik. Stat, der blandt andet skal bruges til at kue alle Frihedsbevæg- elser baade paa det borgerlige og kirkelige Livs Omraade. Jeg skal ikke bebrejde dem denne Drøm; den hører maaske med til den evangelisk-lutherske Kirkes Tradition; jeg forstaar ganske vist ikke denne Drøm, langt mindre end den katolske Drøm om en pavelig Kirkestat, der hersker over Folkene; men formodentlig vil den vende tilbage, saa længe vi paa det kirkepolitiske Om- raade ikke er kommen helt bort fra det »evangelisk-lutherskec Standpunkt med Fyrsten som øverste Biskop. Men Statskirkens Tid er forbi, og vil man atter prøve paa at kalde dens Røst frem, ja! saa kan man ganske vist faa den at høre, men det bliver kun en Røst fra Graven. Naar man vil refprmere kirkepolitisk, saa maa man være i Overensstemmelse med Tidens Tankegang baade paa det politiske og paa det kirkelige Livs Omraade; man maa kende og have Sympati for de Strømninger, der gaa gennem Folkenes Liv baade i borgerlig og kirkelig Retning; staar en Minister sympatetisk over for disse Strømninger, da kan han regulere deres Løb, skabe Former, hvorunder de paa en regelmæssig, lovbunden Maade kunne indordnes i Folkenes Liv og virke til Gavn; staar en Mini- ster antipatisk over for disse Strømninger, og har dog en Følelse af, at »noget maa der gøres«, saa griber han det første det bedste Middel til at hidføre en Forandring og kommer saa til at re- formere baglængs, mod Strømmen. Men Strømmen gaar sin Gang, og alle slige Forsøg paa at reformere baglængs efterlader ikke en Gang en Hvirvel i den; efter nogle Aars Forløb har man glemt, hvor Dæmningen blev sat til at standse Strømmen. Et- hvert Forsøg paa at ville reformere kirkepolitisk, der ikke er i Overensstemmelse med den borgerlig-politiske Reformation, der fandt Sted her i Danmark d. 5te Juni 1849, det er et Forsøg paa en Reformation baglængs, og det vil efter en kort Skintilværelse falde magtesløst til Jorden. De reformatoriske Tanker, der i vore Dage komme oven fra, uden Rod i 'Folkene, de visner, og de er i Grunden altid visnede; det er kun de Tanker, der har Rod i Folkene, der blomstrer og bærer Frugt. Kirkeraads-Tanken er kommen fra et Ministerium, hvis politiske Tanker alle ere visnede, fordi de ikke havde Rod i det danske Folk; denne Tanke er, om muligt, den mest rodløse, der endnu er kommen frem; jeg tror ikke, den vil kunne gøre nogen Skade; det, der skal kunne gøre Skade, maa have Rod i et eller andet virkeligt ; men denne Tanke Digitized by Google Ministeriel Kirkepolitik. 705 har kun Rod i en Drøm om den gamle Statskirke; i det virkelige Liv er den rodløs. Men Gavn vil Kirkeraadet heller ikke kunne gøre; man vil mulig komme med Forslag til ubetydelige Forand- ringer paa et og andet Punkt, men saa vil man rimeligvis paa andre Punkter søge at stramme Baandene; gennemgribende Re- fornier om en anden Præsteuddannelse, om folkevalgte Præster, om Bisper valgte af Præster og Folket i Forening, om en be- tydelig Udvidelse af Valgmenighedsloven t om en fuldstændig Om- ordning af Lønningsvæsenet, hvorefter Folk ikke lønher en Præst, som de ikke bruger, og de, som ikke hører til Folkekirken, heller ikke betale noget til den, — saadanne Reformer, som kan skabe en virkelig Folkekirke, — dem vil selvfølgelig Kirkeraadet være en født Modstander af. Og dog er det klart for dem, som kan og vil se, at det kan ikke længe blive ved at gaa i det gamle Spor. Folkekirken vil langsomt men sikkert gaa sin Opløsning i Møde, hvis den ikke ved tidssvarende Reformer bliver knyttet nærmere til Folket og de Strømninger, der gaa igennem Folket; og det, scm vil opløse den, er ikke Folkets Irreligiøsitet. Det yderste Højre og yderste Venstre mødes undertiden i den Paa- stand, at Folket er ved at blive afkristnet; dette er en fuld- stændig Fejltagelse, særlig for Landbefolkningens Vedkommende; jeg tør sige, at Kristendommen har aldrig haft mere Magt over Folket end i disse Tider, og vil man lægge Mærke til det, skal man se, at saa godt som alle de ledende Mænd i Bondestanden ere mere eller mindre stærkt berørte af Kristendommen; et posi- tivt Frafald fra Kristendommen i Landbostanden er i en over- skuelig Fremtid utænkelig. Men det er for Øjeblikket ikke de særlig folkekirkelige Institutioner og Personligheder, der knytter Folket til Kristendommen, det er hele den frie Virksomhed, der udøves gennem Højskoler, Friskoler, Foredragsforeninger o. s. v. Men det er en farlig Sag for en Folkekirke, naar den ikke kan knytte Tidens religiøse Bevægelse til de Institutioner og Person- ligheder, der særlig staa som dens Repræsentanter, ja! naar Folket opdager, at disse Institutioner og Personligheder end- ogsaa staa som Modstandere af den kirkelige og kristelige Frihedsud vikling, ti dette kan føre til, at Folket opgiver Haabet om at faa én Folkekirke, der svarer til Tidens Tarv, og saa vender den Ryggen. Naar frisindede Præster i Forbindelse med andre Statsborgere ikke kan indgive en Adresse om kirkelige Re- former uden at faa en »Næset, naar Minister, Bisp og Provst Tilskueren. 1884. 46 Digitized by Google 706 Ministeriel Kirkepolitik. foretrækker at tvinge en hel Kreds af Medborgere ud af Folke- kirken, fremfor at lade et 12aars Barn gaa til Alters, — da er det intet Under, om den frisindede Del af Folket fristes til at ryste Folkekirkens Støv af sine Fødder og gaa sine egne Veje. Naar hertil kommer, at Præstestanden gennemgaaende har stillet sig paa den politiske Reaktions Side, saa bliver Faren for Folke- kirkens Opløsning saa meget desto større. Der er nemlig en langt dybere Sammenhæng mellem Kristendommen og den fri- sindede Politik, som Folket har skænket sit Bifald, end de fleste tro, og Grunden til at mange ere Frihedsmænd, er netop den, at de er Kristne; Præster og andre lærde Folk er altid tilbøjelige til at tage Kristendommen teoretisk, tilegne sig dens Tanker blot som Tanker og blive forskrækkede for disse Tanker, naar de skulle gennemføres i Samfundet; det menige Folk tager Sagen mere praktisk og forstaar godt, at skal Kristendommens Tanker føres ud i Livet, saa er der meget i det gamle Samfund, som maa falde først; det ved godt, at der staar meget mere i Bibelen end det Ord om Lydighed mod Øvrigheden, ligesom der staar mere i Grundloven end det, at Kongen udnævner sine Ministre, og jo mere Reaktionen beraaber sig paa Øvrighedens og Mini- strenes Kristelighed, desto stærkere vil Folket forlange, at denne Kristelighed skal give sig et praktisk Udtryk derved, at Øvrigheden radikalt omdanner mange Samfundsforhold, der ikke stemme med Kristendommens Aand. En Agitation for en kristelig-socialistisk Stat vilde her i Danmark, særlig blandt Landbefolkningen, ikke flnde nogen daarlig Jordbund. Alle disse Strømninger, hele denne Tankegang hos Folkets store Flertal, maa der ved de kirkelige Reformer tages Hensyn til. Jeg tror ikke jeg tager Fejl, naar jeg siger, at den nuvær- ende Kirkeminister og .de nuværende Medlemmer af Kirkeraadet enten ere aldeles fremmede for alt dette eller staa som absolute Modstandere af det; sit kirkelige Præg faar Raadet ved Bisperne, sit politiske Præg faar det ved Hr. Prof. Matzen. De Mænd, som efter hele deres Stilling, Udvikling og Fortid næsten nødes til at holde sin Haand over alt det bestaaende, og den Mand, der staar som Legemliggørelsen af den Politik, der er forhadt af saa godt som hele det danske Folk, de skal nu give Raad om de kirkelige Forhold til den Minister, der ved sin hele Færd baade paa det politiske og kirkelige Omraade har vist, at han intet Hensyn tager til det, som Folket og Menigheden ønsker. Digitized by Google Ministeriel Kirkepolitik. 707 Jeg betvivler ikke, at Ministeren og Kirkeraadet gensidig ville støtte hinanden, jeg er overbevist om, at det vil kun være i meget faa Tilfælde at Ministeren ikke kan og vil følge Kirjce- raadets Anvisninger, jeg formoder, at dette Samarbejde vil blive til Glæde for en stor Del af den danske Gejstlighed; og dog er Varslerne ikke heldige; ti — det er en Kendsgerning, som Mini- steren og Kirkeraadet selvfølgelig ikke vil nægte, — de sidder begge til Trods for det danske Folké overvejende Flertal, de har den udvortes Avtoritet, som høje Embeder, anselige Samfunds- stillinger kan give; der er, uden for al Tvivl, hos Bisperne og den teologiske Professor, der er Medlem af Kirkeraadet, levende kristelig Tro og et oprigtigt Ønske om at kunne udrette noget til Gavn for Folkekirken; men lige saa lidt som et Ministerium, der sidder til Trods for Folket, kan udrette noget uden netop dette, at sidde, lige saa lidt kan et Kirkeraad; man kan se ned paa »Folket c med saa stor Foragt, man vil, det er dog det Folk, der danner baade Staten og Folkekirken, og ethvert Forsøg paa at ville reformere uden dette Folk, eller at ville tilbageholde Re- former, som dette Folk ønsker, vil i Længden falde magtesløst til Jorden. Havde Bisperne, da de opfordredes til at indtræde i Kirkeraadet, henvist Ministeren til at gaa Lovgivningens og ikke Resolutionernes Vej, naar han tænkte paa Reformer i Folkekirken, da havde de nu i det danske Folks Øjne haft en Avtoritet, som vilde have givet deres Ord Vægt; nu har Kirkeraadet kun den ministerielle Avtoritet, og den vejer faktisk ikke meget i Folkets Øjne. Det staar med det nuværende politiske System — og falder med det. Henning Jensen, Sognepræst. 46* Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aar- hundrede. m. Cuvier. Genoplivelsen af Sansen for Naturen begynder omtrent i Midten af det 18de Aarhundrede. Sammen med den vækkes og- saa Interessen for de Videnskaber, der beskæftige sig med de lev- ende Organismer, i Modsætning til' de matematiske og kosmiske Videnskaber, der saa^ godt som udelukkende beherskede Aar- hundredets første Halvdel. Det er Rousseau, der ved sine Naturbeskrivelser bringer Botaniken paa Mode. Det er B uf fon, der ved sin pompøse Stil og siné dristige Hypoteser virker væk- kende — mere end egentlig reformerende — i Zoologien og Pa- læontologien (Læren om Forverdenens Organismer), idet han, som en senere Forsker l ) har sagt , blænder sin Samtid uden at oplyse den. I den sidste Halvdel af det 18de Aarhundrede tæller de organiske Videnskaber da en Række Dyrkere, der alle paa forskellig Maade have bidraget til den storartede Udvikling, disse Videnskaber have faaet i vort Aarhundrede. Den egentlige Grundlægger i den nyere Tid af Natur- historien er Linné. Ved Beskrivelse og Klassifikation' af de en- kelte Dyre- og Plantearter skabte han et System, der længe var Udgangspunktet for alle Undersøgelser. Men Linnés System var kunstigt, grundet paa enkelte iøjnefaldende ydre Ligheder. Det afløstes i Botaniken af det naturlige System, der grundlagdes af Bernard og Laurent de Jussieu. I den systematiske Zoologi ') Geoffroy St.-Hilaire. Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. 709 herskede der efter Linnés Død et Slags Anarki 1 ): man valgte vilkaarligt et eller andet Udgangspunkt til Grundlag for et natur- ligt System. Det var imidlertid først efter at Anatomien, Kend- skaben til Dyrenes indre Organisation, var bleven udviklet, at et saadant kunde opføres. I Aarene 1788—95 opholdt sig paa et Herresæde i Nor- mandiet, tæt ved Kanalen, en fattig ung Huslærer, hvis største Fornøjelse det var i sin Fritid at indsamle og studere alle mulige Naturgenstande. Han havde ikke mange Hjælpemidler til sin Raadighed, hverken Bøger eller Samlinger; han var da henvist til Tingene selv. Han samlede og dissekerede Fiske og andre Havdyr og opsøgte Forsteninger, som han sammenlignede med levende Arter. Han var ved dette ensomme og ufortrødne Stu- dium naaet langt videre frem, end han selv vidste. Om nogle Undersøgelser af Bløddyr skrev han saaledes til en Ven: »Disse Manuskripter ere kun til Brug for mig selv, og de indeholde sik- kert intet, der ikke er fremkommen andensteds og langt bedre fremsat af Natuforskerne i Hovedstadenc •). Da hændte det, at et Medlem af Videnskabernes Akademi, Agronomen Tessier, der for at undgaa de politiske Forfølgelser som Militærlæge under et paataget Navn opholdt sig i Nærheden, blev genkendt af den unge Huslærer som Forfatter til nogle landøkonomiske Artikler. Det gav Anledning til et nøjere Bekendtskab. Tessier opdagede snart, hvilken Skat af Kundskaber og Begavelse denne unge Naturforsker sad inde med. Han skrev til sine Venner i Paris om den Perle, han havde fundet i Normandiets Ørken og sørgede for, at han kom ind til Hovedstaden. Saaledes gik det til, at Georges Cuvier blev udrevet af sin ubemærkede Tilværelse og kom til Paris, hvor allerede hans første Arbejder skaffede ham Plads blandt Epokens mest fremragende Naturforskere. Cuvier blev født 17f>9 i Montbéliard, der den Gang hørte til Hertugdømmet Wurtemberg. Familjen var protestantisk. Fa- deren havde udmærket sig som fransk Officer i Syvaarskrigen og levede nu af en beskeden Pension, der endda efter Revolutionens Udbrud kun uregelmæssigt blev ham udbetalt. Den lille Georges var en svag og sygelig udseende Dreng, men for øvrigt i mange ') Efter et Udtryk af Cuvier. a ) Mrs. R. Lee: Mémoires de Baron Cuvier, I. p. 23. Digitized by Google 710 Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. Retninger et Vidunderbarn: tidlig moden 1 ) og læselysten, alvor- lig og videbegærlig. Han havde bl. a. et mærkeligt Talent til at tegne og udklippe Figurer i Papir. En Gang havde han tilfældig- vis faaet fat paa Bufifons Naturhistorie for at kopiere Tegning- erne, men han glemte hurtigt Billederne for Teksten. Bogen blev snart hans kæreste Underholdning, og hans Smag for Natur- historien var saaledes grundlagt. Den næppe aldeles paalidelige engelske Dame (Mrs. Lee), der har skrevet en vidtløftig Biografi af Cuvier, fortæller, at han i Tolvaarsalderen var lige saa for- trolig med Pattedyrene og Fuglene, som en Naturhistoriker af første Rang. — Han hævdede i Skolen i Montbéliard sit tidlige Ry for fremragende Begavelse. Fjorten Aar gammel havde han erhvervet sig alle de Kundskaber, der meddeltes dér. Paa Grund af Familjens Formuesomstændigheder havde man bestemt ham til Præst, idet Skolens bedste Elever kunde faa Understøttelse til det teologiske Studium. Men skønt han bestandig havde været den første i Klassen, fik han ved Afgangen dog kim 3dje Karakter, en Hævn af Bestyreren, fortælles der, for et satirisk Vers, som Cuvier havde forfattet om ham. Han kom da ved Understøttelse af Hertugen af Wurtemberg, der var bleven gjort opmærksom paa hans Begavelse, ind paa det saakaldte Caroline-Akademi i Stuttgart, en Art militær Højskole, som Hertugen havde oprettet, hvor der imidlertid ogsaa undervistes i Filosofi og i de klassiske Sprog. Man kunde her følge forskellige Retninger. Cuvier valgte den saakaldte »Cameralwissenschaft« — bestemt for dem, der vilde træde i Administrationens Tjæneste — , fordi denne Gren gav ham mest Lejlighed til Studiet af Naturhistorien. Foruden Bufifon læste han nu Linné, hvis »Systema naturæ« han benyttede til Bestemmelse af Plante- og Dyrearter. Han gjorde glimrende Studier og erhvervede sig blandt andet en Præmie i tysk Version, ') Han kunde læse flydende, da han var fire Aar. Da han var seks Aar, besøgte en Taskenspiller Byen og gjorde sine Kunster, bl. a. med en saakaldet Héronskilde, som han fik til at springe paa Kommando, og med en Dolk, som han borede ind i Armen og trak ud igen, dryp- pende af Blod o. lign. Den lille, blege Dreng lod sig slet ikke imponere af disse Kunststykker, men betragtede dem roligt og opmærksomt. Da Forestillingen var forbi, kunde han forklare dem næsten alle og oplyse Mekanismen i Apparaterne ved at udklippe Modeller af dem i Papir. — Duvernoy: Notice hist. sur les ouvrages et la vie de Cuvier pr. 110. Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. 7 1 1 idet han i raindre end ét Aar var »bleven fuldkommen Herre over Sproget. Da han 19 Aar gammel havde endt sine Studier, var han imidlertid for ung til at træde ind i Administrationen, og da Familjens Kaar ikke tillod ham at vente, modtog han den omtalte Plads som Huslærer i Normandiet. Cuvier kom til Paris i Begyndelsen af Aaret 1795 og blev straks ansat som Lærer ved Centralskolen ved Panthéon og kort efter som Suppléant hos Professoren i komparativ Anatomi, den gamle Mertrud, for hvem han skulde holde Forelæsninger. Han havde i Normandiet fornemmelig gjort indtrængende Studier af Bløddyrenes indre Organisation. Disse Dyr, som Linné havde slaaet sammen med en Mængde af de lavere staaende Dyreklasser under Fællesnavnet »Ormec, viste sig imidlertid at have en for- holdsvis betydelig udviklet indre Organisation, navnlig i Henseende til Blodomløbsorganerne. For Insekternes Vedkommende viste han, at der hos disse Dyr saa at sige slet ikke er Tale om Blod- omløb, medens derimod Respirationen er saa fuldkommen som mulig, idet Luften gennem Aandehuller og vidt forgrenede Aande- rør overalt kan komme i Berøring med Blodet, saa at hele Dyr- ets Legeme saa at sige er at betragte »som én Lungec l ). — Hos nogle af de lavere staaende Dyr, som Iglerne, der tidligere havde været betragtet som henhørende til Dyrene med farveløst Blod, paaviste han Tilstedeværelsen af Circulationsorganer og af rødt, fordøjet (ikke blot indsuget) Blod: — - Cuvier begynder da med at omstøbe hele Linnés Klassifikation, og han inddeler de saakaldte »hvirvelløse Dyre fornemmelig med Hensyn til Cirkulationen i tre Klasser: Bløddyr, Insekter og Zoophyter, der efter hans Mening svarede til de fire Klasser af Hvirveldyrene, og tre andre: Orme, Krebsdyr og Pighude. Denne Inddeling var ny og overraskende, men endnu ikke støttet paa Sammenligning af alle de vigtigste Organer. Cuvier behøvede til fuldstændig Klassifikation et al- mindeligt Princip. Han fandt dette i Principet om Organernes Subordination, der allerede var bleven anvendt til Begrundelse af det naturlige System i Botaniken. Det vil være klart, at de forskellige Organer ikke ere af lige Vigtighed for Dyret. Det gælder da om at subordinere dem, at bestemme Graden af deres Vigtighed og at foretage den første Inddeling efter Lighed i de ') Leqons d'Anatoinie comparée, I p. 57. Digitized by Google 712 Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. vigtigste Organer, den na^te efter de næst vigtigste o. s. fr. — Dette Princip forudsatte naturligvis et sammenlignende anatomisk Studium af Dyrenes indre Bygning, netop hvad Cuvier fornemme- lig havde lagt Vind paa. Det vigtigste af alle Organer er Nerve- systemet. Der er, finder han, i Dyreriget fire forskellige Planer, fire Hovedtyper af Nervesystemet; det giver da fire forskellige 'Rækker (embranchements) : Hvirveldyr, Bløddyr, Leddyr og Zoo- phyter (omtrent, hvad vi kalde Straaledyr). — Eftér Nervesystemet følger Aandedrætsorganerne , derefter Blodomløbs-, Fordøjelses- og Bevægelsesorganerne o. s. v., og den væsentlige Lighed i disse Organers Bygning giver da de forskellige Underafdelinger. Saa- ledes deles f. Eks. Hvirveldyrene efter Aandedræts- og Blod- omløbsorganer atter i fire Klasser: Fugle, Pattedyr, Krybdyr og Fisk. Ved Gennemførelsen af dette Princip naar man da efter- haanden ud til de mindste Underafdelinger, og saaledes var det naturlige System grundlagt. I Guviers »Distribution de regne animaU, der først udkom 1817, har han givet en Oversigt over hele Dyreriget og dets For- deling. Det var imidlertid hans Mening at foranledige Udarbejd- elsen af et Værk, der skulde indbefatte Beskrivelse og Klassifika- tion af alle hidtil kendte Arter. Han foretog sig for en enkelt Klasses, Fiskenes, Vedkommende at vise, hvorledes han havde tænkt sig Udførelsen af et saadant Værk, og tillige at give et udførligt Eksempel paa Anvendelsen af Principet for Organernes Subordination. I »Fiskenes Naturhistorie« , der skulde omfatte tyve Bind, og af hvilke fra 1820 til Cuviers Død udkom otte, har han beskrevet henimod 5000 forskellige Arter, medens man før hans Tid kun kendte omtrent 1400. Den uhyre Mængde af Enkeltundersøgelser, der ligger til Grund herfor, ere udførte dels af Cuvier selv, dels af Medarbejdere under hans Ledelse. Cuvier har ved disse Arbejder, saa vel som fornemmelig ved sit store Værk over sammenlignende Anatomi i det hele anvendt et sær- deles betydeligt Arbejde paa at samle og studere, hvad han med et Udtryk, han hyppigt bruger, kalder »positive Kendsgerningert. Han var overbevist om, at det var paa Basis af saadanne, at Videnskaben skulde rejse sig. »Det er udelukkende i Rækken af disse, at Videnskaben hidtil bestaar; vi kunne ikke haabe at hæve os til de almindelige Aarsager, før end vi have klassificeret Kends- gerningerne, og før end vi ere naaede til at indordne dem under Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. 713 nogle almindelige Lovet Ved Udtrykket Love forstod Cuvier da ikke noget, der involverede et Aarsagsforhold, men blot et al- mindeligt Udtryk for en Række af Kendsgerninger. Det var som sagt ved Hjælp af den sammenlignende Ana- tomi, at Cuvier grundede sin Inddeling. Denne Videnskabsgren, der i den nyere Tid har sin Oprindelse fra Claude Perrault i det 17de Aarhundrede, blev i den første Halvdel af det 18de aldeles forsømt. Senere har før Cuvier navnlig Daubenton og Vicq-d'Azyr dyrket den. Daubenton sammenlignede de forskellige Arter, Vicq- d'Azyr følte, at det ikke var Arterne, men Organerne, der burde sammenstilles, at det drejede sig om at genkende et Organ eller et Apparat gennem alle Forandringer og Modifikationer i Delenes Antal, Form og indbyrdes Stilling. Det var Cuvier, der udførte dette og derved blev den egentlige Skaber af den sammenlignende Anatomi *). Cuvier begyndte i 1795 den Række Forelæsninger ved Jardin des plantes, der frd 1800 (da han blev Mertruds Efter- følger) udkom under Titlen: »Le<^ons d'anatomie comparéec Disse Forelæsninger bleve snart stærkt besøgte, ikke mindst paa Grund af Cuviers sjældne Veltalenhed. Hvad der har almindelig Interesse synes mig at være de Love, han udledte af sine Under- søgelser, og de Anvendelser, han gjorde deraf. Det vigtigste og mest almindelige Princip er Loven om »Organernes Korrelation«. Sagen er ganske simpel. »Ethvert organiseret Væsen danner et Hele, et eneste og sluttet System, i hvilket Delene svare til hinanden indbyrdes og bidrage sammen til den samme endelige Handling ved gensidig Indvirkning. Intet af dets Dele kan forandre sig, uden at de øvrige Partier ogsaa forandresc *). Et Eksempel herpaa er Aandedrætsorganernes For- hold til de andre Organer hos de forskellige Dyreklasser. Hos alle de Dyr, der have en begrænset Respiration, d. v. s. en Lunge, hvortil Luften føres, maa der nødvendigvis finde en Cirkulation Sted for at føre Blodet til Lungerne og bringe det i Berøring med Luften. Dersom omvendt Cirkulationen mangler, som hos Insekterne, kan Respirationen ikke være begrænset, men maa foregaa overalt. Ligeledes forholde Graderne af disse to Funk- ! ) ib. I; Lettre å Mertrud. •) Se Whewell: Hist. of physiology and comp. anat., chap. VII. *) Recherches sur les ossemenls fossiles, 4iéme édit. I, p. 178 fif. o. a. St. Digitized by Google 714 Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. tioners, Respirations og Cirkulations, Udvikling sig omvendt til hinanden: jo 'mindre den ene er udviklet, des mere maa den anden være det. Fiskene, der skulle indaande den ringe Mængde Luft, der findes i Vandet, have til Gengæld et fuldstændigt Blod- omløb, medens dette hos Krybdyrene, der ere luftaandende Dyr, kun er ufuldstændigt, i det Hjærtekamrene ikke ere adskilte, saa at paa en Maade kun en Del af Blodet kommer under Aande- drættets Indflydelse. — Et andet Eksempel er Forholdet mellem Aandedræt og Blodomløb paa den ene Side og Bevægelsen paa den anden: Jo raskere Bevægelse (som hos Pattedyr og Fugle), des fuldkomnere Aandedræt og Blodomløb; er Bevægelsen lang- som og træg (som hos Krybdyrene) eller kan den finde Sted med Lethed (som for Fiskenes Vedkommende), er Blodomløb eller Aandedræt forholdsvis ufuldstændigt. — Af Fuglenes Flugt kan i det hele alle Særegenhederne i deres JBygning udledes : Vingerne fordre kraftige Muskler til Understøttelse og disse atter veludvikl- ede Bryst- og Skulderben til Støtte; til den livlige Bevægelse svarer et livligt Stofskifte, altsaa et fuldstændigt Aandedræt og Blodomløb, hvortil svarer en særlig porøs Lunge, hule Knogler etc, og en hurtig Fordøjelse. Til Bevægelsen svarer end videre en særskilt Udvikling af den Del af Hjærnen, hvortil Bevægelses- nerverne føre, o. s. fr. *). Loven om Organernes Korrelation hvilede altsaa paa Be- tragtningen af det hensigtsmæssige i Dyrenes Bygning. »Organ- erne ere ikke simpelthen sammenstillede (rapprochées), men de ind- virke paa hinanden og bidrage alle sammen til et fælles MaaU Vi kunne ogsaa indsé, at dette maa være saaledes. »En passende Harmoni mellem de Organer, der indvirke paa hinanden, er en nødvendig Betingelse for Eksistensen af det Væsen, hvortil de hører; dersom et af dets Organer blev modificeret paa en Maade, der var uforenelig med Modifikationerne i de andre, saa kunde dette Væsen ikke eksistere« *). Saaledes bliver Loven om Organernes Kor- relation nøjere set til Loven for Væsenernes Eksistensbetingelser. Det vil sés, at vi ved denne klare og bestemte Opfattelse af den dyriske Organisme som en afsluttet Helhed i Modsætning til en blot mekanisk Sammenstykning ere ude over det 18de Aar- hundredes herskende Idé med Hensyn til dette Punkt. Det var ') Se andre Eksempler i Flourens: Histoire des travaux de Cuvier. *) Le^ons d'Anat. comp. I, Art. II. Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. 715 imidlertid aldeles ikke Cuviers Hensigt at opstille nogen filosofisk Teori; han vilde blot give det almindelige Udtryk for Kends- gerningerne. Det er ikke altid, at Grunden til visse Kombinationer af Former eller Organer lader sig paavise; saaledes er det ikke let at indsé, hvorfor Drøvtyggerne alle have delt Fod, og hvorfor kun disse bære Horn. Men han betragter saadanne Kombina- tioner, der overalt genfindes, som lige saa nødvendige som de, hvis Aarsager vi kunne indsé. Principet for Organernes Korrela- tion lader sig da gennemføre lige ned til de mindste Detailler og til Formen af de enkelte Dele, og derved bliver dette Princip, som vi skulle sé, et særdeles fintmærkende og frugtbringende Forskningsmiddel i Cuviers Hænder. Den mest bekendte og betydningsfulde Anvendelse, han har gjort deraf, er Bestemmelsen af de uddøde Dyrearter. De Lævninger af Fortidens Dyreverden, man fandt i Jordlagene, tydede man tidligere paa forskellig Maade. Forsteningerne ansaa man længe for Tilfældigheder, for Spil af Naturen, og det var en fattig Pottemager i det 16de Aarhundrede, Bernard Pallissy, der første Gang til Trods for de lærde hævdede, at de vare virkelige Dyre- lævninger. Endnu Voltaire mente, at Muslingeskallerne paa Top- pen af Alperne hidrørte fra Pilgrimsskarerne, der vare komne tilbage fra det hellige Land, medens Buffon hævdede, at de vidn- ede om tidligere Jordrevolutioner. De svære Knogler, som man jævnlig fandt i Lagene, antages af mange at hidrøre fra en Genera- tion af Kæmper, der skulde have beboet Jorden før Menneskene, en Mening, der endog deltes af mange dannede. Saaledes skild- rede en svejtsersk Læge som Lævninger af et Menneske, der havde levet før Syndfloden, nogle fossile Knogler, der, som Cuvier senere viste, tilhørte en uddød Kæmpesalamander. Flere Ana- tomer i Slutningen af det 18de Aarhundrede søgte forgæves at tyde Knoglerne. Det Spørgsmaal, der traadte i Forgrunden, var, om de Arter, hvis Lævninger fandtes i Jorden, levede endnu, eller om de vare uddøde. Til Løsningen heraf var det ikke nok at studere Aftryk af Muslingeskaller og Lævninger af andre Havdyr; ti selv om de vare ukendte, kunde man jo ikke vide, om de levede et eller andet Sted i fjærne Have. Cuvier rettede derfor tidlig sin Opmærksomhed paa de store Hvirveldyrsknogler, særlig Elefant-Hjærneskallerne. Der fandtes den Gang fire Eksemplarer af den siberiske Elefant, men intet i Paris. Ved Hjælp af en gammel, højst ufuldkommen Tegning i et videnskabeligt Tids- Digitized by Google 716 Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. skrift af et Kranium af den siberiske lElefant, lykkedes det ham imidlertid at vise, at den tilhørte en hel anden Art end den nu- levende, særlig end den indiske Elefant, et Resultat, der senere blev bekræftet af en bedre Tegning, han fik tilsendt fra St. Pe- tersborg. Det blev herved fastslaaet, at der virkelig i tidligere Jordperioder havde boet Arter, der nu vare uddøde — et frugt- bart og betydningsfuldt Resultat! Det var det, der bestemte ham til de langvarige Undersøgelser og vedholdende Arbejder i samme Retning, hvormed han siden beskæftigede sig; endnu 25 Aar efter erklærer han Afhandlingen om den siberiske Elefant for at være det af alle hans Arbejder, paa hvilket han selv satte mest Pris. En Dag i 1798 blev der bragt Cuvier en Mængde Dyre- knogler, der vare fundne i Gibsbruddene ved Montmartre, i Paris' umiddelbare Nærhed. Han saa' ved første Øjekast, at Benene hidrørte fra fuldstændig ubekendte Dyr, og at der fandtes flere Arter imellem dem. Men hvilket Arbejde at ordne en forvirret og ufuldstændig Dynge af Knogler eller Stykker af Knogler, hid- rørende fra ubekendte Dyr, hvis Art skulde bestemmes! Hvor vanskelig, ja umulig Opgaven maatte synes, faar man bedst et Begreb om ved at gennemsé det Atlas med Tegninger af de fundne Knogler, der senere fulgte med hans Værk herom. Cuvier løste Opgaven med en Sikkerhed, der forbavsede hele den civili- serede Verden. Det var Loven om den organiske Korrelation, anvendt paa Formen af Hvirveldyrenes Knogler, han benyttede hertil. Naar nemlig alle Delene i det dyriske Legeme ere sideordnede paa en saadan Maade, at enhver af dem svarer til enhver af de andre, at Forandringer i Formen af én Del nødvendigvis medfører til- svarende Modifikationer i alle de andre, saa maa man — med nøjagtigt Kendskab til disse gensidige Betingelser — ud fra Fortnen af én Del kunne bestemme alle de øvrige. I et kød- ædende Dyr maa nødvendigvis Sanseorganerne være indrettede til at opspore, Fødderne til at gribe og fastholde, Tænderne til at ihjælbide, Kløerne til at sønderrive og Fordøjelsesorganerne til at fordøje Byttet. I et planteædende Dyr vil alt dette være anderledes. Tænderne ere ikke skarpe, men knudrede eller fold- ede, Tæerne ikke adskilte, Fordøjelses-, Bevægelses- og Sanse- organerne indrettede væsentlig efter Fødens Beskaffenhed. Og »underordnet under disse almindelige Betingelser eksisterer der Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. 717 særskilte, der f. Eks. have Hensyn til Størrelsen, Arten og Op- holdsstedet af det Bytte, for hvilket Dyret er anlagt. Enhver af disse særegne Betingelser medfører Modifikationer i Detaillerne. Saaledes findes ikke blot Klassen, men Ordenen, Slægten, Arten udtrykt i Formen af enhver lille Delt ! ). Det vigtigste Kendemærke, det, hvormed der begyndes, er Tændernes Form. »Tandens Form hidfører Ledknoglens, Skulder- bladets, Kløernes, kort alt, ligesom Ligningen for en Kurve be- stemmer alle dens Egenskaber Man kommer derved til i Sandhed forbavsende Detailler. Den mindste Facet, den mindste Udvækst paa et Ben har en bestemt Karakter, afhængig af Klas- sen, Ordenen, Slægten og Arten« l ). Saaledes lykkedes det efterhaanden Cuvier at rekonstruere en Mængde uddøde Arter, ofte ud fra et enkelt Ben eller Brud- stykke af et Ben. Intet kunde udtrykke den Glæde, han følte ved efterhaanden at sé alle sine Formodninger bekræftede: hvor- ledes Føddernes Form stemmer thed Tændernes, med Skulder- bladets o. s. v. Det var næsten, som om han var Vidne til en Opstandelse i det mindre — en Opstandelse, ved hvilken, efter hans eget Udtryk, Domsbasunen blev erstattet af de ubrødelige Love for Organismernes Bygning. Hans samtidige forholdt sig i Begyndelsen noget skeptiske over for kans Resultater. Men da man senere fandt et næsten fuldstændigt Skelet af en af de Arter, han havde bestemt, og det svarede aldeles til Cuviers Bestem- melse, overbevistes selv de mest vantro. I Oktober 1800 med- delte han den lærde Verden om Opdagelsen af 23 nye, uddøde Arter, en Meddelelse, der vakte almindelig Entusiasme. Han fort- satte sine Undersøgelser og samlede Resultaterne i sit store Værk: »Recherches sur les ossements fossiles« *). Han har her bestemt og beskrevet over 90 Arter, der indtil da havde været ubekendte for Naturforskerne. Der var først flere Arter af Tykhudenes Orden fra Lagene ved Montmartre 8 ); dernæst Kæmpedovendyrene, 4 ) — Dyr saa store som en Flodhest; end videre de uhyre og be- synderlige Krybdyrformer : Hvaløgler 6 ) , Svaneøgler 6 ) , flyvende ') Ossements fossiles I. *) Første Udg. fra 1814, sidste IMjr. (i 10 Bind) ved Frédéric Cuvier fra 1834. *) Palæotherium , Lophiodon, Anaplotherium, Anthrocoterium. 4 ) Megatherium , Megalonyx. *) Ichtliyosaurus. 6 ) Plesiosaurus. Digitized by Google 718 Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. Øgler 1 ), Fiirben saa store som Hvalfisk 2 ); endvidere Drøvtyggere, Rovdyr, Gnavere, Fugle, Krokodiller o. m. a. Det Spørgsmaal frembød sig naturligt, hvorfor disse Arter var uddøde, og hvorledes de vare blevne erstattede af andre. Medens Gu vier var beskæftiget med sine Undersøgelser, forfulgte dette Problem ham bestandig. Han gav sig — sammen med Mineralogen Brongniart — til at anstille geologiske Efterforskninger af Lagene i Paris's Omegn (ved hvilken Lejlighed de saakaldte Tertiærlag første Gang bleve undersøgte) og opstillede paa Grund- lag af disse en Teori — den eneste, han har opstillet, der ikke ligefrem er en Generalisation af Kendsgerningerne. Det er Teorien om de successive Skabelser. Der er i Følge denne tre tydelig ad- skilte Epoker i Jordens Udviklingshistorie. De ere blevne afbrudte ved voldsomme Revolutioner 8 ) , der have tilintetgjort den da- levende Dyreverden og gjort Skabelsen af en ny Dyrebefolkning nødvendig. Den første Epoke indbefatter Bløddyr, Fisk og Kryb- dyr; i den anden optræder Pattedyrene, navnlig Tykhudene fra Montmartre; i den tredje levede Mastodonten, Mammuthen, Næs- horn, Flodheste, Dovendyr o. a. Ingen af Lagene fra disse Perioder indeholder Lævninger af Aber eller Mennesker; de fore- komme (i Følge Gu vier) aldrig sammen med nogen af de omtalte Dyreformer. Det synes altsaa klart, at vi nu befinde os i en fjærde Periode, karakteriseret ved Menneskets Skabelse. Han kommer angaaende Menneskeslægtens Alder til et Tal, der omtrent stemmer med det, der er angivet i den mosaiske Skabelseshistorie, med hvis Inddeling i Dage eller Perioder Teorien ogsaa frembød en overfladisk Lighed. Cuvier fremhæver selv dette og er ingen- lunde utilfreds dermed, om end han ikke, som han senere blev beskyldt for, har søgt at opnaa dette Resultat ved Fordrejelser eller Fortielser 4 ). Vi vide nu, at Cuviers Teori ikke er holdbar, og at han havde for lille et Undersøgelsesomraade til at kunne drage paa- lidelige Slutninger. Ogsaa hans Bestemmelse af Menneskeslægtens Alder er efter al Sandsynlighed meget for lav. Allerede Aaret efter Cuviers Død blev der i Knokkelhulerne ved Luttich gjort l ) Pterodactylus. a ) Megalosaurus , Mosasaurus. •) Nærmest Oversvømmelser, støttet paa, at Saltvandsdannelser altid følge efter Ferskvandslagene. 4 ) Sé herom Gompte rendu for 1837. Digitized by Google Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. 719 Fund, der vare tilstrækkelige til at omstyrte Teorien. Denne vakte imidlertid betydelig Opsigt og bidrog maaske mest af alt til Cuviers Berømmelse. Første Del af hans Værk om de fossile Knogler, der fremstillede Teorien, udkom særskilt under Titlen: »Undersøgelser af Revolutionerne paa Jordens Overflade« i flere Udgaver. I øvrigt forblev han hele sit Liv igennem en Modstander af al Slags videnskabelig Spekulation. Han gaar endog saa vidt at mene, at »vore Naturvidenskaber (hvorved han dog kun forstod de organiske og fysisk-kemiske Videnskaber) kun ere sammen- stillede Kendsgerninger og vore Teorier kun Formler, der omfatte et stort Antal af disset *). Han betragtede Teorierne som far- lige, fordi de begunstigede Tendensen til »at udhvile i færdig- gjorte Meninger, der fritog for møjsommelige Studiert 2 ). I sin »Historiske Lovtalet over Priestley roser han denne, fordi han kun var Iagttager og Eksperimentator, fordi han »aldrig tillod sig hverken Systemer eller Fordomme« (hvilket for Resten turde være en Overdrivelse), og han vil hos Lamarck — Darwins be- kendte Forløber — kun anerkende de specielle Undersøgelser, han har tilført Videnskaben. Cuvier havde som Forsker og Forfatter en blandet romansk og germansk Karakter. Nogle af hans Biografer 5 ) skrive det sidste paa hans delvis tyske Opdragelses Regning. Jeg tror, det var mere medfødt end erhvervet. Han havde den Kærlighed til Kendsgerningen i og tor sig, den utrættelige Samlerflid, der hyp- pigst træfles hos tyske lærde. Han forsømte ingen Lejlighed til at forøge sin Kundskabsmængde, — for hvilken hans forbavsende Hukommelse var en tro Bevarer — og han glædede sig over en- hver nok saa lille Enkeltoplysning, hvormed han berigede sin Viden, hvad enten det drejede sig om en ny Planteart, en histo- risk Kendsgerning eller en statistisk Oplysning. Hans Flid og Arbejdskraft vare imponerende. Det var ham. umuligt at være ledig, han søgte blot Hvile ved at forandre Beskæftigelse. »Intet Menneske«, siger en af hans Biografer 4 ), »har nogen Sinde gjort et saa gennemført, saa metodisk Studium af den Kunst ikke at ') Rapport hist. sur les propres dt*s sc. nat. depuis 17n9, p. 9. a ) Laurillard: Éloge de Cuvier, p. 61. J ) Pasquier, Mrs. Lee. *) Flourens: Elu^e de Cuvier p. Digitized by Google 720 Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. spilde et Øjeblik«. Han læste og skrev i sin Vogn, ja havde endog anbragt en Lampe deri for at kunne læse om Aftenen, hvad han kun holdt op med, fordi det skadede hans Øjne. Han indrettede sig for ethvert af sine Arbejder i det Værelse i sit Bibliotek, hvor han fandt de Bøger, han skulde bruge. Dem lagde han da opslaaet foran sig og brugte hverken Excerpter eller Kladde, men ordnede det hele i Hovedet. Blev han afbrudt, var han i Stand til senere at genoptage Traaden i sit Arbejde i et- hvert Øjeblik og paa et hvilken som helst Sted. — Hans Værker imponere alene ved Tallet. Foruden de nævnte naturhistoriske Hovedværker har han skrevet Arbejder om Videnskabens Historie, der have betydeligt Værd. Han var fra Aaret 1800 Sekretær ved Institutet bg har som saadan udarbejdet en Mængde historiske Lovtaler over dets Medlemmer. Bonaparte udnævnte ham til In- spektør for det offentlige Undervisningsvæsen, og han blev i 1814 Kansler og senere »Grand maitre« for Universitetet. I disse Egen- skaber har han foretaget adskillige Rejser og Undersøgelser og udarbejdet flere Skrifter om Undervisningen. Som Medlem af Statsraadet (fra 1814) og som Præsident for Komitéen for det Indre (fra 1819)* undersøgte, debatterede og udfærdigede han undertiden indtil ti tusend Sager om Aaret. -Og mærkværdigt ved en saa travl og mangeartet Virksomhed er det Præg af Ro og Orden, der var over alle hans Arbejder. Han var fransk ved sin klare og strænge Logik. Han havde i høj Grad Blik for Formens Betydning ogsaa i videnskabelige Fremstillinger, for den Forbindelse af »les sciences« og »les lettres«., som han omtaler ved sin Modtagelsestale ved Académie franTingets Optugtelse til politisk Takt, Forstand og Digitized by Google 730 Johan Sverdrups Taler. Værdighed«, og det er i en Tale om Statsraadssagen , han siger de ofte citerede Ord: »I det Øjeblik, at al Magt og Kraft samles her i denne Sal til Afgørelse af Samfundets højeste og vigtigste Anliggender, gaar der en stor Vækkelse ud over Landet; der er ikke Udsættelses-Politik længer at drive, Øjeblikket gør sin Ret gældende, Afgørelse maa finde Sted, et afgørende maa anbringes. Det vækker, det samler, det oplyser, det giver Samfundet den Indsigt og den Kraft, som er nødvendig tor i Sandhed at bære den konstitutionelle Forfatning mod alle dens store Endemaal. Alt, som drages dertil, skærpes og levendegøres, og hele Folket bliver medinteresseret, medhandlende og medansvarligt« l ). Ogsaa paa den almindelige Lovgivnings Omraade har han haft dette Maal for Øje. Overalt er hans Stræben mindre den at støbe Udviklingen i faste Former, at anvende Lovens Tvangs- magt til at frembringe dette eller hint bestemte sociale Resultat, end at kaste de Skranker ned, der hindre Befolkningen i at forme Udviklingen paa alle Omraader efter sit skiftende Behov. Hans Tro paa Selvstyrelsens Magt til at opøve Ævnerne og uddybe Ansvarsfølelsen lod ham ikke i Tvivl om, at Udviklingen under disse Vilkaar vilde blive et jævnt og sikkert Fremskridt. At han i alle Lovgivningssager lader sin Stilling bestemme af væsentlig det samme Hensyn, giver hans hele politiske Virk- somhed et Præg af Sikkerhed og Konsekvens. Det har ogsaa bidraget meget til at alle oppositionelle Afskygninger i Norge saa villigt have fulgt hans Fane: i det brede og mulighedsrige Selv- styrelses-Løsen have de alle fundet noget af deres Stræben ud- trykt. Dertil kommer ogsaa hans Ævne til at føje de mest for- skelligartede selvvoksne Bevægelser i Norge ind som medvirkende Led i sin almindelige Politik. Ved at modstaa det hierarkiske Element inden for den norske Kirke og arbejde for Lægmænds Delagtighed i Kirkestyrelsen gennem Menighedsraad har han stræbt at aabne nye Omraader for den folkelige Selvstyrelse og samtidig knyttet de friere kirkelige Retninger til sig. Ligeledes med Maal- sagen og Forholdet til Sverige. Hans varme norske Uafhængig- hedsfølelse har her paa ganske naturlig Maactø bestemt hans Holdning, men i de af hans store Taler, der dreje sig om natio- nale Spørgsmaal — særlig om de gentagne Forsøg fra Højres Side paa at knytte Unionen med Sverige fastere paa Bekostning af Norges Selvstændighed — - er han mere end den stærktfølende •) S. 37. Digitized by Google Johan Sverdrups Taler. 731 Fædrelandsven. Der er fin politisk Visdom i hans Paavisning af den nødvendige Sammenhæng mellem indre Selvstyrelse og na- tional Uafhængighedspolitik, og det er for en stor Del hans For- tjæneste, naar den nationale Strømning og Frihedsbevægelsen ere gaaede saa godt i Spand sammen hele Kampen igennem. Det at Nationalfølelsen i Norge saaledes er fremtraadt som et Udslag af Folkets naturlige Frihedsliv har blandt andet medført det uvurder- lige Gode, at den aldrig har faaet Lov til at slaa sig paa Mili- tarismen, paa Fæstningernes og Kanonernes Evangelium. — Sverdrup er ingen Ynder af platonisk Politik. Han blæser ad Særstandpunkternes Professor visdom og ad alle ensomme Teorier : >Den Repræsentant, som ingen Tilslutning har, han skulde lade det Hverv fare. En Politiker uden Ma?t er en Uting.« Selv er han, som han har sagt om Statsminister Stang, »en brændende Elsker af Magten«, men vel at mærke af den sande Magt, ikke af Magt- ens Skin. Ingen har bitrere end han haanet de Ministre, der »komme hinkende efter Begivenhederne og Stemningerne«, ingen har skaanselsløsere kaldt al afstængt Rutine og forloren Fornem- hed ved sit rette Navn. Den mægtigste er for Sverdrup den, der dybest forstaar sin Tid og tilmed er i Pagt med Fremtiden, men om denne Forstaaelse véd han, at den er ikke at hente i Studere- kammeret eller paa Regeringskontorerne. Den vindes kun ved under et nøje Samliv med Befolkningen at udlytte, hvor det stærk- este og bedste i den bærer hen, og har nogen erkendt dette, og dog vil forsøge at dæmme op derimod, svigter han i Sverdrups Øjne sin politiske Pligt, og mere end det; han begaar den største af alle Daarskaber. Ti overbevist, som Sverdrup er, om Sam- fundets dybe Naturbetingethed , har han liden eller ingen Tro paa Lovparagrafers og Regeringsforordningers Magt til at hæmme Udviklingen. »Tidens Strøm,« siger han et Sted, — »en Granit- dæmning vil den bryde i skummende Vrede, en Papirskranke, som Bestemmelser om et Lagting og lignende, overrisler den med kold Spot og gaar videre« l ). Selv regner han det for sin største og egentlig eneste Ære, at have forstaaet Kaldet og haft Vilje til at følge det: »Det har fra min første Indtrædelse paa den poli- tiske Bane været mig forundt med den fulde Overbevisnings Styrke og Troskab at leve og efter Ævne virke for det sejrende i Folkets Liv, for det, som har ventet sin Dag,- den Dag, som nu er i Frembryden« *). ') S. 147. *) Tale ved Æresfe^ten paa Kon^rsvinger 1872. (S. 741). Digitized by Google 732 Johan Sverdrups Taler. I Stortinget vil Sverdrup, at Norges ledende Statsmænd skulle dannes, og derfra skulle de igen virke udviklende og op- dragende paa Nationen. Stortinget er for ham »den store Op- lysningskilde for de stemmeberettigede og de politisk myndige i vort Land«; i det »skal al Magt samles«, ti ingensteds skønnes som dér, hvor Udviklingen bærer hen. Og ligesom han sér den bedste Opdragelse til Magten i et nøje Samarbejde med Folkets Tillidsmænd, saaledes vil han, at en Minister altid gennem Stor- tinget skal holde sig i levende Forbindelse med Befolkningen og atter paavirke den ad samme Vej. Han har selv i begejstrede Ord skildret sit Magt- Ideal: »Hr. Statsraad, kom De herind, vær en Mand, anlæg Deres Forslag paa det sande og rette, og paa det, som er stemmende med Tidsaanden — den mægtigste af alle allierede — , det som tilsigter Folkets Vel, og som aldrig glemmer dets Selvstændighed og Ære, og De kan være sikker paa, at De vil regelmæssig gaa ud af denne Sal som Sejerherre og med den gode Bevidsthed, at De har tjænt Norges Land, som ingen Statsmand før Dem! Hr. Præsident! jeg mener, at det Ord, som tales her — naar det har Værd i sig selv — , det naar langt, og det høres vide, og dér, hvor det slaar ned som gylden Sæd, dér ligger det ikke uden en Gang at spire, — det skal kommende Slægters Arbejde vise.« Man har kaldt Johan Sverdrup »radikal« , og Partifanatis- men har behaget sig i at fremstille ham som en Samfunds- stormer af den rødeste Lød. Intet kan være mere usandt. Selv hvor han føler stærkest — paa den konstitutionelle Udviklings Om- raade — , er han det støtte Fremskridts — ikke Omvæltningens — Mand. Snarere kunde man til Tider bebrejde ham for stor Forsigtighed, saaledes naar han i Begyndelsen af sin politiske Løbebane tøvede med at slutte sig til Forslaget om Statsraad- ernes Adgang, og naar han senere hen tog Afstand fra den al- mindelige Stemmeret. Endnu stærkere træder dette frem over for de saglige Spørgsmaal: han har sandelig snarere rokket for lidt end for meget ved det bestaaende Samfund. Kun paa ét Omraade — Retsplejens — har han villet reformere fra Grunden: han er her Juryinstitutionens konsekvente og energiske Talsmand. Ellers vil han overalt kun forholdsvis mindre Udbedringer af det bestaaende, og med Undtagelse af hans til alle Omraader ræk- kende Stræben efter at fremme Selvstyrelseselementet og give alle Institutioner et folkeligere Præg, finder man i hans fagpolitiske Digitized by Google Johan Sverdrups Taler. 733 Taler ingen af Nutidens store Reformtanker. Han tager Ordet for Menighedsraad, men afviser direkte Tanken om Stats og Kirkes Adskillelse; han ivrer mod Forslaget om at Skolekommis- sionernes Formænd skulle være Medlemmer af Statskirken, men har intet Ord tilovers for den konfessionsløse Skole, og saa frem- deles. Det sociale Spørgsmael beskæftiger ham ligeledes i mærk- værdig ringe Grad. Visselig mangler det ham ikke paa Sympati for de fattige og forsømte Lag i Befolkningen, men det er ikke blevet ham klart, at »Mavespørgsmaalet« for dem nødvendigvis maa staa i første Rtekke, og at Selvstyrelse og Oplysning højst kunne komme i anden. Sverdrup fordrer kun, hvad han véd kan gennemføres inden .for det bestaaende Samfunds Ramme, men til Gengæld sæt- ter han al sin Ævne ind paa Fordringernes Opfyldelse. Der er i disse Talers rolige og beherskede Form en sikker Magtfølelse og en ubøjelig Vilje. Han véd nøje, hvor langt hans Arm rækker, og har forud afvejet sin og" Modstanderens Styrke. Deraf hans smittende Sejersvished, der bryder frem i Ord som disse: »Et vakt og kraftigt Folkevirke, det lader sig ikke en Gang dæmpe af noget absolut Veto; med fast Vilje fører det Nationens Men- inger og Hjærteanliggender igennem , trods hvad der staar i Grundlovsparagrafer om Vetoet, ja om det absolute Veto var nævnt i hver eneste af Grundlovens 112 Paragrafer« 1 ). Som ban vil Maalet, vil han ogsaa Midlerne: han har nøje vidst, hvad der maatte falde, for at hans Idéer skulde naa frem, og han har traadt det ned uden Skaansel, men selve hans Ødelæggelsesværk bærer Spor af hans Respekt for det bestaaende: han har skaanetalt, hvad skaanes kunde, og intet angrebet og tilintetgjort til Unytte. Ogsaa i hans Taler viser denne strænge Økonomi i Krigsførelsen sig; hvast rammer han hvad rammes skal, men han nægter sig alle Smaa vittigheder, alt unødigt Drilleri. — Det er en lidt tung Bog, Johan Sverdrups Taler. Der er forholdsvis lidet af det krydrede, pointerede, som moderne Læsere kun nødigt savne. Ogsaa vægtigere Anker kunde vel rejses. Det er langfra altid, at Formen har faaet Bugt med det stridige Stof, og det hænder stundum, at Kredsløbet, det levende og forbindende i Talen, stopper op, saa Dele af den komme til at ligge underligt hen til en Side, ligesom dødt Kød. ») S. 474. Digitized by Google 734 Johan Sverdrups Taler. Heller ikke er Sproget altid noget friskt og selvfundet Udtryk for den talendes Tanker; hos denne Kontorregimentets uforsonlige Fjende finder man Perioder, der lugte betænkeligt af Kancelliet, og skønt han har ført sin Kamp med Ordet langt mere end med Pennen, mærker man helt igennem for meget til det vanemæssige Bogsprog. Underligt er det ogsaa, at han trods sin varme norske Nationalfølelse og sin Forkærlighed for Maalsagen taler saa dansk, som han gør, og bruger saa mange fremmede- Ord. Det viser, at han er bleven staaende ved det Sprog, der herskede ved Skole og Universitet i hans Ungdom og ikke har brudt sig om at forme sig et nyt. Og dog er Johan Sverdrup en politisk Taler af høj Rang, en af Nordens ypperste. Lad være at han overgaas af andre i kunstnerisk Form, i kampfærdigt Vid, i tændende Ævne; ingen naar ham i Klarhed og Værdighed, i behersket Inderlighed. Hans Stil kan have den samme overlegne Ro, den samme lidt blege og afdæmpede Finhed, som vi kende fra Heiberg og Martensen. Og sammen med dette gaar den store Førers Ævne til at give de Stemninger og Tanker, der hos de mange famle sig frem i Halv- mørket, Lysets Daab, saa de hilses og følges som Faner. Men aldrig et Skrig, aldrig et hidsigt Slag i Blinde. Han véd nøje, hvor han vil hen; Talen skrider sikkert og roligt frem, og Øje- blikkets Stemning kan vel løfte og gennemgløde den, men aldrig kaste den ud af dens Plan. Johan Sverdrups Taler er en Bog, som ingen vil læse for- gæves, og den vil altid bevare en Æresplads i Nordens politiske Literatur. Sikkert vil det norske Venstre i Fremtiden udvide sine Opgaver og Ideer udover, hvad der Eummes her, men det vil aldrig glemme , at dets Stræben hviler paa det brede og ihærdige Arbejde, om hvilket disse Taler bære Vidne. Og skulde der komme Tider, hvor man vil forsøge at omstyrte Johan Sverdrups Værk, vil hans begejstrede Vidnesbyrd om Selvstyrelsens Velsignelse atter lyde i Stortingssalen og ligesom før blive det fælles Løsen for alle, der ville Fremskridt. N. Neergaard. Digitized by Google Judics Forestillinger. i: orklaringen af et Verdensry som Judics er et Slags Historieskrivning. Ti det er i Virkeligheden ikke Styrken af en Begavelse, ikke Talentets kunstneriske Fuldendthed, der skænker det Mængdens Beundring: det er Talentets Slægtskab med Mængden. Og Undersøgelsen af dette Talents Egenskaber bliver saaledes, naar man ret ser til, egentlig en Bestemmen af Publikums Sympatier, Smag, øjeblikkelige Trang og Følelse. • Set fra dette Synspunkt vilde Judic -Forestillingerne paa Folketeatret faa en meget ejendommelig og dobbelt Interesse. De bragte os en Skuespillerinde, som har vundet et Verdensnavn ved at være det specifike Udtryk for et fremmed Samfunds Smag paa et enkelt Omraade — men et Omraade rigtignok, som kaster Strimer af Lys over en hel sædelig Tilstand — og de maatte kunne lære den, der vilde iagttage, meget ikke blot om det Sam- fund, fra hvilket Kunstnerinden kom, men ogsaa om det Samfund, som hun gæstede. Hvad af denne Kunstart Publikum forstod, og hvad det lod ligge, hvilke Egenskaber man gouterede hos Judic, og hvilke man lod uænsede — alt dette vilde ikke alene være lærerigt, fordi det tillod os at bedømme vort Publikums Kunst- forstand: nej, det vilde kunne give helt andre og meget mere vel- talende Oplysninger. Lad det siges straks, vort Publikum gav sig selv en Ufor- dærvetheds-Attest ved disse Forestillinger. Man modtog dem i alle Henseender naivt. Naivt med Hensyn til den moralske Side af Tingen, naivt i Henseende til det kunstneriske. Det første er meget beroligende, det sidste er ikke kommet uventet for de kyndige. Mængden begriber sjældent det kunstnerisk fuldendte, be- griber det mindst, naar det bestaar i det fuldendt naturlige. En Digitized by Google 736 Judics Forestillinger. lidt gnaven Kritik fra dem, der her skulde vejlede Publikum, har maaske yderligere bidraget til at vildlede. Man har i rigt Maal — Kritik som Publikum — feteret Visesangersken, den skønne Kvinde, Munterheden. Man synes mig i for ringe en Grad at have dvælet ved den kunstneriske Storhed i den nu en Gang givne Genre. Men hvis man ikke gør det, er Uretten stor. Kritikens Adjektiver, som, de samme hver Dag, maa bruges Aar efter Aar, bliver hurtigt udslidte Mønter; nye Sammenlignings- punkter er det eneste, som kan gengive dem noget af deres Præg. Men disse Sammenligninger, som man ikke skal fly, men just fremme for derved at løfte vort eget kunstneriske Niveau — disse Sammenligninger kan kun anstilles, naar man oprigtig giver det store Mønster, hvad Mønsterets er. Og Anna Judic er Mønsteret. Hendes Ry skyldes for en stor Del det nøje Slægtskab mellem hendes kunstneriske Person- lighed og det parisiske Publikum; men at hun har bevaret dette Ry, skylder hun sin Kunsts Mesterskab. Det skulde synes saare let at sé. Ti disse Parisere, som har forgudet hende i en halv Menneskealder, de er — og netop hendes Kreds — hvad man nu end vil sige om dem, næppe uden en vis Forstand paa Kunstens Metier. Det er ikke saa besynderligt; de vilde slet ikke kunne undgaa at faa den fint maalende Sans. Aar efter Aar bringer det hele Evropa dem Blomsten af sin Berømmelse, uden deres Præg ingen »Stjærner«, uden deres Daab intet Navn. Det er et nyt, raffineret Areopag for det kunstneriske Evropa. Dem tilføres bestandig ny Sammenligning; ny Færdighed hos en ny ansporer til evindelig Anstrengelse hos alle; her kan man ikke være Nummer et, man kæmper altid for at være del Og i denne altid fornyede Væddestrid, paa en Arena, hvor saa mange kappes, med saa mange Kræfter — her er det, Judic i femten Aar har hævdet sin Plads som den første. Hun har kun kunnet gøre det ved kunstnerisk at yde det, som i Genren ingen kunde overgaa. Vi nyder hendes Kunst ikke af et ciseleret og gyldent Bæger, men af en af hine vidunderlige Blomsterholdere fra Sévres — intet er saa fint som deres »brudtet Prydelse: Hvert Blad et Kunstværk; og den hele Krans en vid- underlig Harmoni. Saaledes let, og dog saa fast i Sartheden, saaledes fuldendt og dog saa fordringsløs er Judics Kunst. Hun har det fuldkomne Herredømme over en skøn Stemme. Hendes Piano smelter som Violintoner. Hendes Vekslen fra Sang Digitized by Google Judics Forestillinger. 737 til Tale^sker ved en Tonernes sagte Gliden over, saa man næppe véd, hvor Musiken tier. Selve de Modsætninger, paa hvilke hendes Spil altid er bygget, de to evigt skiftende Personer, som hun viser os i hver Rolle, de saa at sige ansættes saa vidunder- lig sikkert, i en eneste Tone, i et eneste Blik, i den ringeste Be- vægelse, at intet kan tage Kampen op med dette Mesterskab. Alt dette forstod vort Publikum ikke. Hvis det havde turdet, vilde det have fundet Judic »uendelig svære og intet videre. Nu vil det maaske hævne sig, fordi det har siddet saa taalmodigt under Pidsken af et uforstaaet Verdensnavn — ved at række Kranse og Laurbær til alle de fortryllende »Porcellæns- dukkerc, der for Fremtiden synger »Niniche« og »Josephine«. Det vil være enkelte — og mest enkelte stærkt musikalske — for- beholdt at bevare Mindet om Amélies Sang som en Erindring om uopnaaelig sart og jomfruelig Skønhed. Men disse faa vil heller aldrig forglemme. Var vort Publikum uforstaaende over for det rent kunst- neriske hos Anna Judic, var det, som sagt, naivt over for Genren Judic. Genren er bleven Fordærvelsen i Kate Greenaway-Kostume. Dette er det yderste Udtryk for Specialiteten, hvis Raffinement er steget fra Niniche til Nitouche. Judic spiller den Fordærv- else, som vil bevare Skinnet. Hun er den anstændige Uanstændighed, en Letsindets Smugdrikken, de stjaalne Blikkes Kunst. Det gentages hundrede Gange i hendes Roller, at »hvad man har glemt, er aldrig sket«. Grevinde Korniski betragter med et koldt Blik den, hvem Niniche for et Minut siden gav alt. Og i »Lilis« Livsbog er hendes Fejltrin et — hvidt Blad. Men denne Last, som er uskyldig, denne Respektabilitet, som er fordærvet, denne Person, som er to, hvoraf man kun behøver at se den ene — Dydens, mens man bare blinker til den anden: Letfærdighedens; alt dette fordrede netop det Paris, som gjorde Judic berømt. Det er det hykkelske Paris, som gjorde moderne de »Jerseys« , der dækker lige til Hagen saa stramt — at de afdækker alt. Ulykkerne, som kom over Frankrig, forlængede Letfærdighedens Skørter, saa der blev mer at løfte op. Derfor vilde Pariserne ikke længere den dekoletterede Operette, men Operetten i det sluttende Atlaskliv. De ønskede det tilhyllede for det afdækkede: Uskyldighedens Mine svøbt graciøst 0111 For- Digitized by Google 738 Judics Forestillinger. dærvelsen. Det er dette i »Niniche«, Kunstberidersken, som leger anstændig; i »Lili«, Bedstemoderen, som mindes »det hvide Bladt; det er endelig dette i »Mamzelle Nitouche«, Raffinementets Triumf: den unge uskyldige Pige, som synger om alt det, Antiken dæk- kede med et Figenblad — og som synger med et Madonnasmil uden at vide, hvad hun synger. Hvilket Raffinement. Hvor er her ikke Plads for Under- forstaaelserne og for de stjaalne Øjekast. Derfor kommer der ogsaa, efter som Raffinementet stiger, endnu én Nydelse til mellem Judic og hendes Publikum: Hykleriets hemmelige Nydelse træder til; og der udspænder sig fra Scenen over Tilskuerpladsen en Fri- mureriets Forstaaelse, som skærper Glæden. Judics Teater er som en Diner, hvor alle Overkroppe kon- verserer, rankt og korrekt, men Benene under Dugen kender mere intime Forstaaelser. Af alt dette forstod vort Publikum meget lidt. Det mindst raffinerede — og det var Niniches Spark med Foden — gjorde mest Lykke, og den almindelige Mening var, at man sandelig ikke var kommen for at sé Judic spille paa Harpe. Man ga? saaledes sig selv et Testimonium for Naivitet. Den trikot-klædte Last er endnu bestandig den farligste for København — og den er ikke »dødelig«. Det var ikke manglende Kundskab i Sproget , som her gjorde sig gældende. Sprogets Hjælp er unødvendig for den, som over- hovedet forstaar dette. Det var noget ganske andet: alt dette laa uden for »Sfæren«, hørte ikke til i Luften i denne Sal, som rum- mede naive og harmløse, en Hovedstad og dens Kongehus. Saa steg da heller ikke — ti hun fattedes jo Modsæt- ningens hævende Baggrund — Anna Judics unge Pige tilstrække- lig frem. Denne yderste, livsfrodige Triumf for hendes Kunst Denne unge Piges friske og uimodstaaelige Skønhed forlener den besynderlige Genre med det utrolige — den skænker den Poesi. Maaske den sandeste Grund til, at den har levet saa længe. Herman Bang. Meddelelse. Et Svar fra Dr. Pingel paa Gand. Tuxens Artikel i ,TiI- skueren's Augusthæfte er optaget i 4. Hæfte af „Vor Ungdom*. Svaret imode- gaar bl. a. den Opfattelse af Dr. Pingels første Indlæg, at han ønsker Mate- matiken gjort til Hovedfaget i vor højere Skoleundervisning. Digitized by Google Åndet Kapitel af Jonas Lies ny Fortælling. Hvorfor gamle Bastian Borg hængte sig? Man kunde vel først og fremst spørge, hvorfor han gift- ede sig? Svaret havde nu i de sidste tre Aar gaat rundt i Distriktet under alle Haande Variationer, og det lød paa, at Mads Foss ikke havde sét andet Raad til at faa klaret sin Halvpart i den fejlslagne Rugspekulation med Barkskibet Kronos, end at lade ham faa sin Datter Marianne. Han brugte, blev det velvillig udlagt, at likvidere sine Beter med sine smukke Døtre; de sad nu, den ene her og den anden der, underlig gifte. En vis stormodig Flothed og Rund- haandethed var Familietrækket hos dem alle. Der kom en stadig Selskabsturen til Huse med Konerne, — og, hed det, Pantobliga- tioner den ene efter den anden i Ejendommene, man kunde regne en for hver Barnrdaab! — At Bastian Borg havde hængt sig var des værre utvil- somt nok! Det var heller ikke det Spørgsmaal, lidt kløgtige Hoveder brød sig saa meget med som, hvorfor han havde gjort det? Dette stod saa rent, totalt uklart, — stred mindst mod to Aftaler, han havde gjort samme Formiddag, om næste Dag at indfinde sig nede paa Værftet i Ladestedet for at modtage Afregning for Masletrær og derefter at møde op hos Vej- inspektøren. Han var underlig nok, det var vist, den gamle oplagte Skipperen , som han gik der mellem sine surøjede , gulbrune Husebygninger, skutrygget, faamælt og mistænksom, med de buskede Bryn, de smaa runde Øjne, den krumme Næse og Arret i Ansigtet efter Minérskuddet, — Hubroen kaldte de ham. Tilskueren. 1884. 48 Digitized by Google 740 Andet Kapitel af Jonas Lies ny Fortælling. Og det vakte jo en aldeles hovedstyrtende Forbavs- else, da det spurgtes, at Marianne Foss, den vakre, kvikke Marianne Foss! skulde »gaa i Hubron« , giftes med Bastian Borg. Han lignede en Hauk, som havde hængt for gammel paa Spigeren ! Men over til Borgsviken fik han hende, hvordan det nu gik til. Og op fra Ladestedet kom gamle Bastian hver Gang be- hængt med Presenter, Kjoletøjer og Hatteslør og Syskrin og fine Støvler, — for den Mand er en Daare, sagde han, som ikke for- staar en ung Kones naturlige Begær. Som rimeligt blev der anderledes Indryk og Besøg end før paa Borg, det var jo ogsaa noget, som Bastian indsaa . . . Men mere og mere underlig af sig blev han. Han gik stilfærdig omkring for sig selv. Folkene kunde sé ham staa og lytte i Skumringen paa de urimeligste Steder, saa her og saa der. De mente , han maatte have Uro af den gamle Skibsnissen sin, — et og andet uopgjort dem imellem, - at det var den Karen, han var synen for . . . Nu i Vaar havde den unge Ferdinand Wiese, som altid plejede at være paa Julebesøg hos Fogdens, Søn af Skibsbyggeren oppe i Fjorden, bedt om at faa logere sig ind der de Par Uger, han skulde annamme Skibsknæer og Egemateriale til Kranen i Skogene der omkring. — Det var en Eftermiddag i Skumringen, at Bastian nok syntes , der blev noget ensomt neden under. Han steg op ad Trappen til Gulsalen, hvor han vidste, Marianne lagde Dækketøj i Klædeskabet. Der blev han staaende i Dørglytten. Men, hvad han der havde sét, var ikke godt for nogen at sige, for Stuepigen, som havde været oven paa og hængt væk Klædessnorer, saaj, at han var ganske hvid i Ansigtet, da han vendte sig om og gik op ad Loftstrappen. Hun hørte, det knag- ede langsomt og tungt i Fjælene efter ham, og saa blev det saa stille, at hun hørte Dryppet uden for af Tagrenden. Da hun siden kom op paa Loftet med Klædeskurvene og Praasen i Haanden, troede hun først, han igen stod der og lurede og grundede. Men saa fik hun sé, hvordan det havde sig, — og da var det, de hørte Skriget nedover alle Trapperne. Ja, saa forklarede Stina den samme Aften. Dagen efter vidste hun imidlertid nøjagtig at berette om, Digitized by Google Andet Kapitel af Jonas Lies ny Fortælling. 741 hvorledes hun havde funttet ham med Ryggen mod Bjælken død af Slag . . . — Og i Dag havde der været Gravøl paa Borg, et ordent- ligt Gravøl! Det vil sige slet ikke noget overdaadigt flot, hvor det bugnede af Retter og flommede med Vin — saadan, som man for øvrigt ellers kunde ventet det i Fossegaardsfamilien. Men tvært imod hellere et ordentligt i Betydningen pænt og passende, næsten henimod nøgternt. Det var en stille, lavmælt, højtidelig Begravelse med én for én Skaaler udbragte af Mads Foss for Avtoriteterne : Præsten, Fogden og Sorenskriveren. At gamle Foss saa' noget medtaget bleg ud efter Syg- dommen, gjorde ham kim vakker og værdig; han rørte næsten ikke ved det stærke mere end, saa vidt Skaalerne krævede. Sønnen, Grossereren nede fra Kystbyen, takkede paa sin Søsters Vegne i velvalgte Udtryk de mange udenbygds, som havde vist Huset den Ære. Noget, som havde tynget Luften , var ved fælleds Venners Konduite lykkelig ryddet af Vejen. Bastian Borg skulde be- graves i indviet Jord! Der var endog demonstrationsvis bestilt fra Hovedstaden et Jærngitter med forgyldte Knopper. Det var en officiel Hemmelighed, som man her stod om, tavse og velforseglede. Og hver, som vilde regne sig i nogen Sammenhæng med »the upper« i Egnen, følte Æren af at være med i dette Fossegaardsfamiliens Privatisimum, og at han havde at bidrage sit til at kremte og støtte det. Alle naturligvis — undtagen gamle Tolderen paa Furusæt, som altid gik der med Luggen strittende op ad Nakken og gren imod Strømmen. Han paastod uden Sky, at det var Selvmord, og at Stina Stuepige — og flere end hun! — var underkøbte. Der nyttede intet Gitter om det, for alle saa' gennem Sprink- lerne. . . . Men hvem brød sig om en slig ansvarsløs Kæft! — Enken var vakker i sin sorte uldne Dragt, det lod sig ikke nægte, de Glimt af hende, de selskabelig udvalgte fik, — saadan hyggelig, lun ung Kone med den ranke Vækst og de graa talende Øjne under tykke sorte Bryn. Det ellers saa livlige og letbevæge- lige Ansigt var i Dag saa stilfærdig nedslagent. Det var en Kone med Takt, Marianne Borg; — og skulde no<*en paa Fossegaard mangle det? . . . 48* Digitized by Google 742 Andet Kapitel af Jonas Lies ny Fortælling. Ja, hvem skulde hun nu have, — Marianne Borg? Eller rettere, hvem vilde hun tage? Det var det stille, dybt i Forundringen og Formodningen 'tilbagetrængte Spørgsmaal , som svævede om i den bedrøvede Luft over Kisten og Granbaret nede paa Borg og alt der var begyndt at hviskes og blinkes mellem to og to af de røde An- sigter henne ved Kransekagen og Portvins- og Maderaglassene. Og bag efter, man gik vinøre omkring i Værelserne, havde man alt et helt Sæt af Kombinationer i Stand, — mærkelig nok •uagtet hendes kun fire og tyve Aar alle sammen med temmelig middelaldrende, endog tilaarskomne Mænd, naturligvis af Egnens første. Hvorfor det heller skulde være med Enkemænd og ældre end med Sønnerne, kom der ingen Rede for; det lod kun til at frem- gaa af et Slags Fælledsinstinkt. Hun var saa forstandig og kose- lig at tale med. Saadan leende halv dulgt, snurrede hun, naar hun vilde, baade Hode og Hjærte rundt paa en gammel Kavaller, og det var sandelig ikke for den gamle envise Ulk af en Skippers Skyld, at baade den ene og den anden af Omegnens graahaarede og skaldede Koryfæer saa flittig havde taget op paa Borg! Vaarluften og Søndenvejret havde taget alvorlig paa Føret Det laa godtsom blot med en Strime af Sne og Is i den ene Side af Vejen, saa Slædemejen gik bar i Sandet, og det gnurede og uléde lange Stykker. I Bredslæden med den store brune for, de med sort om- vundne Dombjælder og Bjørneskindsfælden kørte Mads Foss paa Fossegaard. Ved Siden af ham sad hans Datter Marianne med et tæt sort Slør for Ansigtet. Hun havde uvægerlig staat paa at komme hjem fra Borg straks. Hesten havde trukket med uformindsket Fart over halv- anden Mil, og mange Ord var der ikke vekslet mellem dem under Vejs. Hun forstod, at han var tilfreds med at faa hende hjem igen, det passede jo ogsaa saa for ham i alle Maader i det store Hus . . . Hun skimtede fra Siden i sin Far's Ansigt. Haaret og hans korte Kindskæg var sølvhvidt nu; det saa' saa godmodig og jovialt ud. Digitized by Google Andet Kapitel af Jonas Lies ny Fortælling. 743 Hun havde altid syntes, det var saa strængt, da hun var Barn, haft saadan Angst for det . . . Den var gaat bort mere og mere i Opvæksten, efterhaanden, som hun lærte sig til at oed- gaa og besnakke det . . . En Del af Kulisseroe faldt, den Gang han bad og tryglede og saa til Slut tvang hende over til Borg . . . Hun gøs over den mørke, bitre Ubøjelighed, som kunde komme op i ham; — den havde sat sit Mærke i alle Børnene ... Hans Ansigt kom just for hendes Erindring, tydeligt som i en Vision, kraftigt, sorthaaret, rødt ophidset, — hun var liden da! . . . den Gang Mo'r saa med ét havde sendt Anne Barnepige paa Porten. Han gik endnu med Rejsehuen paa, som han var kommen lige fra Hovedstadsmarkedet, og ravede og tordnede og slog Huen i Testellet. Mo'r fik Krampe inde i Stuen, og vi blev skydset oven paa; — og stakkars Bror Henrik rasede og spændte med Hælene i Sovekammerdøren . . . — Saa sad hun bag Sløret de to Mile som i Drømme ved alt det, som saa pludselig var overgaat hende. Og hun kørte fort i Tankerne, fortere og fortere . . . undaf noget, som bestandig jog efter og vilde mæide sig, og som ogsaa et Øjeblik indhentede hende . . . Tankerne kørte fra det igen. Det var noget helt nyt, hun nu skulde ind i — fra Gaarden og Stellet og — Ægteskabet der . . . Det var, som hun pludselig var sluppet ud af en Grav- kælder; hun havde virkelig et Øjeblik tænkt, at hun skulde være med ham did ogsaa! Og nu var hun kommet slig fra det! . . . Hun hadede at tænke paa alt der, — Kørene, Hestene, Værelserne, Folkene. Faderen og Skifteretten fik styre med Gaarden og det økonomiske. . . Hun skulde igen gaa som Datter hjemme, — notabene nu som en Datter, der ejede noget selv. . . — Den samme Sneskavl, som man maatte vare sig for, laa endnu altid i Svingen op til Fossegaardsgrinden der hjemme med Kanten af Sneplogen kørt langt ind i sig, kun lidt højere eller lavere, eftersom Vinteren var. Den voldtes af de to atten- toms Stokke, som stak Enderne ud tvært over hverandre ved Grøften som en Gaardshilsen og stiltiende Reklame om Fosse- gaardsskogen , hvad enten de nu vidnede sandt eller løj ... Sandhed havde det nu vel været en Gang, — hun havde aldrig Digitized by Google 744 Andet Kapitel af Jonas Lies ny Fortælling. tænkt over det før, — kanske i den Tid, da de tog ud de to gamle, sprukne, vældige Portstolper med Kuglerne paa, som stod paa hver sin Side af Grinden. Men en Mærkeøkse vilde gaat af Skaftet af Forbløffelse, om den traf paa den Slags Dimen- sioner nu . . . Her var maaget ny, ren, lys Sne ud over Vejen, saa Slæden fik en pludselig Lettelsens Fart, idet den slugtes af Portgabet og forsvandt ind over Lindealleen op mod Trappen paa Fossegaard. Bygningens vældige Teglstensskraaning med alle Kvist- karnapperne i syntes en hél Etage forvandlet til bare Tag over en Mængde smaarudede Vindusfag i to Rader hen efter Længden. Med den underlige lille By af store og smaa Udhuse, som stod sammen, gamle og ny, .den lange røde Laave og Staburet med den egne svære Madklokke gjorde Stedet trods sin Gammel- dagshed et herremæssigt Indtryk. Det laa tronende mellem vidt- strakte Gærdesgaarde, der i Vaartøen rablede sine sorte Streger hen over de hvide Marker. Her var Hlisrum nok baade for Hester og Køretøjer! Oppe paa Fjældknarten stod det gamle Udsigtstaarn, hvor- fra man kunde sé ud til Fjorden og i de øverste Ræer paa Skib- ene mellem Holmene nede ved Kystbyen. Neden fra tordnede Fossen og Møllebruget , og længere henne stak det forfaldne Teglværk sit graamosede Tag op af Bakken . . . Hjemmet laa foran hende, som det kunde været rigtig længe, — Aar — siden hun havde været der . . . Erindringer gennem alle Værelser . . . Kunde de fortælle Døre og Vægge! Det var begge de vakre Værelser inden for Sørsalen, Marianne fik, de, som vendte ud ipnod den vidtløftige park- lignende Frugthave med Lysthusene og alle Ribs- og Stikkelsbær- gangene, Bjerkelunden og de forgrode Græsbænke og Anlæg. Neden for laa en féd, sumpig Strækning med et hist og her opdukkende Krat, hvor Morgen- og Aftentaagen altid lagde sig — om Sommeren let dunstagtig, oin Høsten som en tæt hvid Stribe langs Marken. Det var en med Grønske næsten helt overvokset Dara. Det skimlede grønne Havegærde gik tvært over d< t nederste af den, hvor alle de fede Vandplanter stod og trykkede sig sammen. Af og til kunde en stille Lurer overkomme at høre et dæmpet Plask, Digitized by Google Andet Kapitel af Jonas Lies ny Fortælling. 745 — en gulbuget Karuds, som snappede en Flue' eller et Froske- embryo i nogen Skikkelse . . . Ellers laa Dammen lang, smal og tavs, næsten igengroet og gemte sin Tilværelse under Græstørven, der varmede den om Vinteren, medens Taagen lagde sig som Uld over den om Høsten, — til Isen kom, da Karudserne stod med Hovederne sammen i Dyndet midt nede paa Dybet, hvor det aldrig naade til at bund- fryse, eller tyde til mørke, hemmelighedsfulde Lunheder langt ind under Myrvolden. Fossegaard var i sin Tid berømt for sine store, fede Ka- rudser. Der gik dot Sagn, at de skrev sig fra en dansk Foged og Justitsraad, som en Gang i forrige Aarhundrede ejede Fosse- gaard med til- og underliggende Ejendomme .hele Elvedraget opover. Faktum var imidlertid, at de nu var blevet saa besværlige at faa fat paa! Forklaringen laa kanske i, at Karudser, som har staat to hundrede Vintre, Hoved mod Hoved og Øje mod Øje, sammen og grundet paa de Ting, som er oven over dem, ogsaa kan blive kloge og erfarne. Om deres Hjærner efter en darwinistisk Begrebsdannelse kunde have udviklet sin stumme Undren til et Slags, om end kun dunkelt bevidste, Ideer eller en anelsesfuld Spekulation om, hvad der kunde vente dem, naar det mystiske i Skikkelse af en Haav med Sækkenet dukkede ned og hævede enkelte sprællende op i den højere Sfære, — skal lades staa hen. Men sikkert og vist var det, at deres gløgge Øjne holdt Udkig med Buske- krattet og Havegærdet, og at den mindste mistænkelige Skygge, som bevægede sig der, var Signalet til en almindelig sky For- stikken langt ind under Græstørven; — man kunde komme med eller uden Haav eller slæbe den efter sig saa listig, man vilde. Den tilsegne Karudsdam laa der som et dunkelt Øje paa, hvad der bevægede sig Slægt efter Slægt . . . Den havde været uroet af smaa Gutter og Piger, som kastede Vedkubber i den — plask til Forskrækkelse! — og rodede og gravede ned i den med Grene og sejlede med Barkeskibe; — den blev altid fri for dem, naar Madklokken ringede . . . Det gamle, grønbrillede Øje havde skimtet unge Piger i hvide Balkjoler, som bevægede sig i det fri under Bryllupper og Digitized by Google 746 Andet Kapitel af Jonas Lies ny Fortællings Fester i Sommertiden og dansede oven for paa Plænen, sét Træerne om Kvældene illuminerede med Begfakler og derunder alle Haande ravende og lallende Skikkelser . . . havde vel og i Tidens Løb sét et og andet blegt, forstyrret Ansigt staa og stirre ned — saa en Mands, saa en Kvindes, — som det vilde finde ud, hvor dyb den var der under Grønsken. Mads Foss's Bedste- fad, Kommerceraaden og Skibsrederen John Foss, da han maatte opgive sit Bo, gik der længe en Eftermiddag med Armene over- kors og grundede paa de Karudser! Det var da, alle Ejendommene ned mod Sjøsiden kom over i fremmed Haand . . . Men ogsaa da, Møllebruget blev bygget, som durede og rystede saa Dag og Nat der nede fra og tjænte Penge til Fossegaard som det eneste Aargangsfald viden om . . . helt til Processen kom paa om Damretten, som tabtes. Da blev det stilt, og Duren standsede lange Tider paa Aaret . . . At Haaven nu til Dags sjældnere gjorde sine herjendeGreb ned i Dammen end i tidligere Dage, turde ogsaa have sin For- klaring i, at Mads Foss selv aldrig vilde spise Karudser. Grunden, — at en Husjomfru i hans Far's, Krigskommissærens, Tid var forsvundet og fundet igen der ud paa Vaaren, — fandt han ikke for godt at rykke ud med. De gamle Karudser kunde have adskillige Ting fra gammel Tid af at grunde og ruge over der i Slammet . . Men lad os ikke rive op Tørven! De værste Hjemsøgelser, der fra Alders Tid var overgaat de gamle brave Karudser, var dog alle de farlige, hvasse Flaske- skaar og skarpe, kantede Buteljestumper, som Aar efter Aar nu i Sommerferierne blev kastet ned i den. Medens de voksne gastererede i Hovedbygningen, holdt Husets to Sønner deres eget Leven i det nederste Lysthus, det af Træ med Muren under. Brødrene havde Kammerater fra Skolen med sig hjem i Besøg, stjal Vinflasker i Kælderen og begrov dem — efter klink, klink mod Muren, — omhyggelig i Karuds- dammen, hvor de endnu laa med Spidser op af Dyndet og flæng- ede og rev og skar. Formanden for dem var den samme lange, lyshaarede Plageaand af en Gut, — Johnny, Lorden til Fossegaard, som han kaldtes — Husets ældste Søn, — der saa hændig havde gjort Opdagelsen at bringe tomme Flasker ud af Verden. Og den Digitized by Google Andet Kapitel af Jonas Lies ny Fortælling. 747 næstældste, Henrik, han med den mørke Lug, som forstod at jage Haaven saa langt ind under Tørven, fulgte trolig Eksemplet! Det var nu til Sommeren otte Aar, siden de havde faat den sidste Portion over sig, — til Dels knusende smaat, saa en Karuds kunde faa Glasfliser i Øjnene. Der var hylt og skreget og sunget i Kor den hele Kvæld i Lysthuset, og saa var de, seks Stykker i Rad, draget ravende og skraalende af Sted . . . Noget henimod saa langt vidste Karudserne. Men Mads Foss fik i Dagene efter Besked paa det mere! Hans næstældste syttenaarige, der snart skulde blive Stu- dent, havde om Natten brudt ind i et Vinlager nede i Ladestedet og langet ud Flasker til sine Kammerater, — to Styrmænd og nogle Sjøfolk fra et fremmed Skib, han var kommet sammen med. Og da der blev Tale om at arresteres, havde de brugt Vold imod Vægteren og dukket Politibetjænten flere Gange uden for Bryggen. Det var først et Par Maaneder efter, de fik et Brev fra ham fra Håvre. Hm agtede at sé sig om i Verden . . . vilde ikke være Familienavnet til Skam der hjemme . . Det var et Slag lige i Mads Foss's stolte Hjærte! Han vilde siden aldrig høre ham nævne .... havde ikke mere end én Søn, — John — den ældste. Digitized by Google „Ord". Proverbe af Herman Bang. Personerne : Vilhelm Tofte. Elna Holmer. Etatsraadinden. Elegant Dagligstue hos Holmers. Aften. Tændt Lampe. Skærme. Foran Kaminen paa Chaiselonguen Elna. Hun syr. Et Øjeblik efter kommer Vil- helm frem i Døren. Hat i Haanden; en Bog i den anden. Elna (ser ham). God Aften, er det Dem? Vilhelm (ind). Ja — Tjæneren sagde, Fruen ikke var hjemme .... Men jeg vilde blot aflevere denne Bog .... Jeg traf Deres Moder i Gaar, og hun bad mig, om hun maatte laane den. Elna. Bevar'es — vi kan vel nok sidde og tale sammen en ti Minutters Tid, fordi Mo'er ikke er hjemme Vi er da ikke Børn længere. Værsgo' (peger paa Stolen til højre). Mo'er kommer vist for Resten snart. . . . Hun er bare henne paa Pladsen — vi har jo abonneret om Fredagen, — men hun vilde gaa fra Bal- letten Vilhelm. De har kun én Plads i Aar. Elna. Ja jeg vilde ærlig talt helst være fri. . . . Nu havde jeg siddet i ni Aar i samme Selskab, i samme Loge og set paa de Digitized by Google .Ord* 749 samme Skuespillere, — det hele bli'r til sidst saadan en hel Familiefest — og jeg brød mig ikke om i Aar igen at sidde at se paa, hvor mine Naboersker bliver gamle . . . Vilhelm. Jeg synes, De er begyndt at tale om Alder . . . Elna. Tvært imod — jeg er holdt fuldstændig op med at tale om den. Jeg sprang min Fødselsdag komplet over i Aar . . til Moders store Fortvivlelse, som jo altid tager Lejligheden i Agt til at fejre »de lykkelige Begivenhedert med »Lemmemiddaget. Stakkels Onkel Jens — i Aar brændte han inde med Talen . . . han har saamænd trolig holdt den — Vilhelm. I ni Aar. Elna. Nej — i ti — siden min Konfirmation. . . Han ændrede bare et Par Ord i Tidernes Løb .... Vaarblomsterne blev til Roser. . . Jeg husker godt, da Onkel Jens »changeredec Aarstid; det var for Resten tidligt — det var, da jeg fyldte nitten Aar. Vilhelm. Det var den første Fødselsdag, jeg var her i Huset. Elna. Ja — jeg husker det. Vilhelm. Og det er virkelig fem Aar siden. . . Elna. Ja — seks — imellem Venner. Det er seks Aar siden, naar man ikke springer min sidste Fødselsdag over. . . . Hvad nyt ellers, Hr. Tofte — efter at vi har faaet Landsted i Hellebæk, lever jeg hele Sommeren uden for Verden? Der maa jo være en hel Hoben Skandaler passeret .... Vi Ih e lim. Jeg ved ikke. . . Man siger, De er blevet forlovet? Elna. Saa? Igen? — Med hvem? Er det med Dem? Vilhelm. Nej, jeg er ikke saa lykkelig. — Med Deres Halvfætter. Digitized by Google 750 „Ord\ Elna. Hm. Ja — Folk er utaalmoåig efter »at føa det gode Hns at kommé i« . . Og den store Kapital fornuftig anbragt. Himlen véd, hvem man ikke er faldet paa at forlove mig med i de sidste ni Aar. Vilhelm. Selv med mig. Ehna. Ja — saa vidt jeg ved, har De deltaget i Fugleskydningen. Bøssen gaar jo fra Haand til Haand i Foreningen .... jeg er Fuglen. (Pavse). Vilhelm. Det har været en dejlig Sommer. Elna. Ja . . . dejlig. Men jeg véd ikke, jeg synes jeg har følt det mindre end jeg plejer. Efterhaanden synes jeg, bliver det saadan en Vane at Aarstid følger paa Aarstid, og man føler ikke mere som i gamle Dage hver Aarstid for sig — saadan med sit Liv — i alt Fald gaar det mig saadan. . . . Vilhelm. De er ogsaa taget tidligere ind, end De plejer. . . Elna. Ja. Vilhelm. Før sværmede De netop for Efteraaret. . . Elna. Ja — men jeg hader Galoscher — og i Fjor blev jeg for- kølet, fordi jeg gik uden i alt det tugtige Løv. . . . Jeg holder mest af de rigtig hede Dage, naar alting smelter, og man saa kan ligge ganske lad og bages i sin Hængekøje. . . Vilhelm. Hvor det er østerlandsk. Jeg har bevaret min Kærlighed til Efteraaret. Elna. De er nu ogsaa saa trofast, Tofte. Vilhelm. Tak Disse milde Efteraarsdage, klare og mangefarvede, og saa det, at man véd, at det hele er et kort Bedrag. . . Digitized by Google .Ord«. 751 Elna. Har De set, vi har faaet helt nyt Betræk her i Stuen? . . Vilhelm. Ja, jeg saa' det straks . . . Det er det østerlandske, som gaar igen. Elna. Oprigtig talt nej. . . Men saadan er nu Moden. Vilhelm. Og Skærme over alle Lamper? Elna. Ja, det er af Hensyn til min Alder. Vilhelm. Den Skærm er meget smuk. . . . Det er tørrede Blomster — hva\ . . Elna. Ja, ikke sandt? den er ganske net — og den har sin Historie. Vilhelm. Ja saa. Elna. Dem kan jeg jo gærne fortælle det, skønt det ellers er en Hemmelighed. Det er hele min Historie. . . . Vilhelm. I tørrede Blomster? Elna. Ja. Vilhelm. Det er ganske — bizart at skrive sin Historie paa en Lampe- skærm. Elna. Hm — jeg lavede den i Sommer . . Og nu tiltaler det mig — saadan uden at nogen aner dot, at ha'e alle mit Livs Hemme- ligheder udstillet (smiler) i det klareste Lys, — være sammen med dem, ene, mens der tit sidder saa mange maabende Mennesker rundt om ... . Saa sidder jeg og nikker til Lampeskærmen. Vilhelm (rører ved Skærmen). Ja det er virkelig meget interessant (drejer Skærmen. Pavse). Digitized by Google 752 „Ord" Elna. Meget interessant (rejser sig). . . . Dér ser De — den helt visne Rose? — det er Mindet om min første Svaghed. Det var en Dragonlieutenant — ja, jeg maa rødme ved at tilstaa det — men jeg var ogsaa ung den Gang, det var, da jeg gik til Præsten, (sætter sig). Pavse. Elna. De sidder nok og ser etter Dem selv, — hvad? Vilhelm. Jeg nægter det ikke. (De staa begge op). Elna (drejer). Dér — dér er De. Den Fuchsia. Vilhelm. Ja — saa .... en Fuchsia .... Ja jeg maa tilstaa, jeg erindrer ikke. Elna. Nej, det kan jeg godt forstaa. . . Det er ogsaa en meget ubetydelig Historie. Vilhelm. Naturligvis. Elna. De havde en Gang sagt, at de aldrig vilde bære andet end Violer i Deres Knaphul, fordi det var min Blomst Da De saa første Gang glemte Deres Løfte — det var mod Slutningen af Sæsonen, — bad jeg Dem forære mig den Fuchsia, som klædte Dem saa fortræffeligt. Og saa tørrede jeg den. Vilhelm. Ja — det var virkelig en meget ubetydelig Historie. (sætter sig). (Pavse). Vilhelm. Men Fuchsien er ikke ene i Feltet. Elna. Nej, de andre Blomster er Violer, (roligt). Jeg bad paa samme Bal ogsaa Fætter Holger om hans Buket. Digitized by Google „Ord* 753 Vilhelm. Aa. Hvorfor vil De gifte Dem med Deres Fætter, Frøken Holmer? (Pavse). De trænger jo ikke til at lægge hans halve Million til Deres halve Million. Elna. Bedste Hr. Tofte — jeg finder . . . Viljhelm. Og over for mig kan De ikke paastaa, at De elsker ham; Deres Fætter har aldrig været andet end et Skærmbræt. Elna. Tofte. Vilhelm. Jeg skal fortælle Dem , hvorledes det er gaaet til. Eller tror De ikke, jeg véd det ? Deres Fætter . . var til en Begyndelse Deres Fætter. Ham kunde De være sammen med, naar Konveni- ensen holdt Dem borte fra den anden, — hans Selskab kunde De fylde Tiden ud med, — mens De tænkte paa den anden, — ham kunde De endelig — for Deres Fætter, han er ét af den Slags Mandfolk, som man ikke rigtig falder paa, er Mænd, — ham kunde De, tænkte De, være sammen med, uden at man forlovede Dem med ham. . . . Elna. Ja — saa har jeg jo altsaa taget fejl . . . Vilhelm. . Ja — netop, fordi han var Dem saa ligegyldig. Han kom ind i Deres Liv, fordi han var noget saa neutralt — bare Gærdet, som skaffede Lov til, at der inde i Haven kunde gro ubegloet og ubefølet — hvad der vilde . . . Elna (efter en Pavse). Hvor véd De alt det? Vilhelm. Fordi jeg elsker Dem. Elna. Hvor mange Gange mon De nu har sagt mig det, Tofte? Vilhelm. For mange. Digitized by Google 754 .Ord« 1 Elna (med et Suk). Ja. (let) Den første Gang var den Dag, da Onkel Jens lod det Mrøe .Sommer. . . . Jeg husker det godt. Vi dansede efter Bordet — og da vi kom fra Salen her ind i denne Stue — her ved Døren, — sagde De: »Frøken Holmer. Jeg elsker Dem, c og lidt dristigt tog De Kniplingen paa mit Halværme til Side — og kyssede mig paa Armen — Hge dér — var det ... . Ja, — det var dristigt, men De gjorde det. . . . Vilhelm. Og De finder det saa morsomt? ... Elna. Nej — men jeg sidder og tænker paa nu, hvor jeg ser paa Dem, at De er ogsaa blevet gammel, Tofte. ... De har ligefrem faaet lidt Embonpoint. ... Og saa er det ganske morsomt, at det virkelig er den eneste Gang, De har kysset mig i seks Aar, — De — som elsker mig. Vilhelm. Véd De, at jeg nu kunde svare de frygteligste Ting. . . Elna. Det skal De ikke; det er saamænd ikke Umagen værd. (Pavse; hun drejer tankeløst paa Skærmen). Vilhelm. De gaar til næste Kapitel . . . ? Elna. Ja — det kan De gærne kalde det. Vilhelm. Maa jeg spørge, — hvor er Slutningskapitlet? Elna. Dér. Er det ikke smukt? . . . Vilhelm. Jeg synes, der er lavet nogle Tal af Græsstraaene. Elna. Ja, det er der ogsaa. . . Vilhelm, Den attende i den ottende 84. Det er Deres Fødselsdag? Elna. Ja — den Fødselsdag, jeg sprang over, og (lavere) — De . . Digitized by Google „Ord". 755 Vilhelm. Jeg? . . . El na (rejser sig, staar støttet til Kaminen). Eller rettere — den eneste Fødselsdag, jeg har fejret . . . Tofte — jeg har været midt i en Krise .... Ja — De vil ikke forstaa det . . . men Ensomheden deroppe og en hel Del andre Ting ffiruden har vel hjulpet til at kalde det frem . . . Det er forfærdeligt, naar en Kvinde begynder at sige til sig selv, at hun ikke mere er ganske ung . . . Vilhelm. 25 Aar. Elna. Aa — det kommer ikke an paa Aarene alene . . Jeg har set den første graa Skygge gaa over mit Ansigt — aa ja — De behøvér jo ikke at kalde det Skyggen af Alderen, som kommer -- kald det kun høfligt Skyggen af Ungdommen, der flygter . . men en Skygge er det. . . . (heftigere) De forstaar ikke, hvad det vil sige at føle, at det frodigste af Livet er lagt hensigtsløst forbi — at man for hver Dag, der gaar, bliver gammel, og — ikke og gaar glip af sin Bestemmelse. Manden kan ikke fatte denne Fornemmelse af Unyttighed — at alt er tomt og graat. . . . Det brød ind over mig den Dag . . . Hele Tomheden af det, der er gaaet . . du gode Gud — dette Liv, hvor man rejser fra København til Hellebæk og fra Hellebæk til København med Middage og Spilletimer og Visiter og tresindstyve Baller i Sæ- sonen og saa »flirtation« med Øjnene bag en Vifte og tout le reste — og saa det, som kommer, der er skrækkeligere endnu. — Det var som en bitter, forstenet Fortvivlelse. . . Vilhelm. Og alt det, som var »gaaett, kalder De bare »flirtationc. Elna. Ja kun »flirtationc. Vilhelm. Ja saa. Elna. Den Dag, Tofte, gik jeg om i en Stemning saa hjælpeløs — at et Haandtryk bragte mig til at græde . . vilde have bragt Tilskueren. 1884. tø Digitized by Google 756 mig til det . . . For mine Venner havde glemt Dagen, — der var jo ingen indbudt. . . . Jeg var alene, netop den Dag . . . Saa om Eftermiddagen kom disse Blomster — fra min Fætter, Det var hans Haand, som havde skrevet uden paa Kurven .... Moder stillede de stakkels Blomster op paa mit Værelse, . . Og da jeg kom op om Aftenen og saa' dem, græd jeg — saadan som jeg oprigtig haaber, man kun græder én Gang i sit Liv. . . Jeg vidste, at hele Livet vilde være blevet et andet . . om de Blomster havde været en andens Gave. Vilhelm (sagte). Hvis — Elna? Elna (roligt). Deres. Men De havde glemt. Vilhelm. Og saa tørrede De disse? Elna. Ja, til Erindring. Vilhelm. Men Elna . . Elna . . hvor skal dog et Tilfælde bestemme over to Menneskers Skæbne? Nogle Blomster, som han sendte. . . Jeg vidste ikke, om jeg turde. . . De har selv bedt mig om at undlade .... Elna. Vil De dermed sige, at De virkelig tænkte paa mig den Dag? Vilhelm. Om jeg tænkte paa Dem? Evaldsen mødte mig paa Gaden om Eftermiddagen . . . han sagde i Samtalens Løb: I Dag bliver Frøken Holmer myndig — det er hendes Fødselsdag. . . Det fo'r som et Lyn igennem mig: det var den attende. Elna. Saa var det jo rigtig heldigt for mig, at De mødte Evaldsen. Vilhelm. Ja, han havde tænkt paa »den fornuftige Anbringelsec . . Elna. Det var altid noget . . . Digitized by Google „Ord* 757 Vilhelm. Jeg drak til Opvarterens Forbavselse Champagne den Aften paa Kaféen. Det var Deres Skaal, Elna — vor De var sandelig ikke den eneste, der var bitter den Aften. Jeg spurgte ogsaa mig selv, om dette Aar skulde gaa som de andre .... om vi skulde tage hinanden til Bords to tre Gange i Sæ- sonen, tale med hinanden under et Par Francaiser og hilse hin- anden paa Gaden som et Par fremmede, — jeg tænkte paa, hvor mange Aar vi endnu skulde blive ved .... Elna. At tale om Kærlighed. Ja — De havde Ret . . . Ja — hvor har vi sagt mange gode Ting om Kærlighed i disse seks Aar. Vilhelm. Sagt gode Ting. Elna. Ja — det er netop det, vi har. Véd De hvad — det slog mig forleden Dag, da jeg stod her igen efter at have været borte saa længe; alting her i Stuerne er i Grunden stillet op ligesom Møb- lerne i et Proverbe: Saadan noget afskyeligt udvendigt, utaaleligt som et Proverbe; hvor man beføler alting og ikke griber noget... og taler om de helligste Ting. Se blot: Kaminen, Chaiselonguen her og den Stol, hvor De sidder; det hele er et rigtigt Proverbe- interiør. Og Rammen har passet godt. Det har saadan i al Tarvelighed — været smaa Proverber, vi har spillet med hin- anden, om og om igen. Vilhelm. Hvad er det dog, De siger? Elna, hvordan er det, De taler? Spillet? Ja — der er hundrede Minder i dette Rum, men jeg spillede dem ikke . . . Husker De den Gang — ved Middagen efter Bordet — Deres Moder sad sammen med et Par Herrer der henne paa Sofaen, og vi to talte sagte; og i en pludselig Pavse der henne i Gruppen hørte Deres Moder mig sige: »Og hvorfor kan vi ikke blive lykkelige?« — og hun greb Sætningen og spurgte, hvorom vi talte, og jog sagde: »Vi talte om Lykken — om at naa Lykken«. . . Og Konversationen blev almindelig, og den traadte flad baade Lykke og Ægteskab og, hvad véd jeg. . . Men vi sad og smuglede vore hemmelige Tanker uset om Bord i Trivialiteternes Digitized by Google 758 »Ord«. Baade — og vi mødtes i hundrede Underforstaaelser Husker De? Elna. Ja — jeg husker — vi talte længe. Vilhelm, Talte. — Var det for Dem da kun Ord? Jeg gik hjem med min Hjærne i Brand og havde kun én Tanke: Dem. Og Elna — husker De en anden Gang? — en Nytaarsaften — Deres Moder gik ud til Folkene, og vi blev alene .... Her stod vi just, her ved Kaminen, — De saa tæt op til mig, at vor Aande mødtes, og jeg kunde føle Deres Hjærtes Slag ... Saa sagde jeg: »Hvad skal nu dette Aar bringe?« Elna. Ja jeg husker: det bragte intet. Vilhelm. Elna — Elna. Og sidst — nu inden De rejste, da De var paa Bal.. . De havde lét, vi havde talt over Bordet.. ..Og den Gang, da Værtens Skaal blev drukket, fivori der var Tale om Hjemmets Lykke og om den Kærlighed, der varer og som sejrer, da løftede De Deres Glas og saa' paa mig — og vi drak sammen midt i Vrimlen. — Var det »flirtation« ? Og da Vognen kom, og jeg hjalp Kaaben om Dem, og De steg ind, og vi dvælede Blik i Blik med Læberne saa nær . . . . Elna. At De kunde have røvet et Kys — ja, Tofte, og De gjorde det ikke .... Ja — jeg husker det. Vilhelm. Det gjorde maaske han? Elna. Tofte — vi behøver vel ikke at fornærme hinanden. - Har to Mennesker da aldrig Lov til at tale ud med hinanden — Kan de da aldrig sige deres lønligste Tanker, den ene til den anden?... Eller kan De ikke forstaa, at hvis De elskede mig, — saa havde vore Læber den Gang ikke været nær ... vi havde forglemt os i tusend Kys. . . Jeg véd det, jeg skælvede, fordi De var mig nær. ... Digitized by Google „Ord". 759 Og Deres Stemmr skælved«', da Do sagde: »Lev vel — Frøken Elna — lev vel.« (Stilhed). Elna (vendt mod Spejlet). Ser De da ikke, hvor jeg er blevet gammel. Vilhelm. Elna — De har aldrig været smukkere. Elna. Det er ikke sandt. De mener det ikke. Jeg saa\ det gav et Sæt i Dem, da De kom ind. ... De tænkte det før, mens De sad her — jeg saa' det Ja, jeg er ikke mere ung — se kun (lofter Kandelabren). Men derfor skal det ogsaa være nok. Totte! De skal og maa forlade mit Liv. Vilhelm. Elna — hvor kan De? Elna (smiler vemodigt). Kan (betragter ham) kan det? Vilhelm (hedt). Hvorfor siger De, De er gammel — Elna — De er skøn Hvordan kan De sige, vi ikke elsker jeg elsker Dem — — (kysser hende pludselig)., Elna (bort). Tofte — det er næsten en Fornærmelse. Vilhelm (bliver ved). Elna. Elna (overvunden, med el Smil). Tofte — Vilhelm — det er næsten en Fornærmelse. Vilhelm. Hvorfor har vi dog ikke lait for? Elna sin iler). Talt? Vilhelm (bi). Elna! Elna. Aa — der er Mo'er .... Digitized by Google 760 »Ord«. Etatsraadinden (kommer). Elna. Mo'er . . . Tofte og jeg Etatsraadinden. Gudskelov (tager deres Hænder). Véd I hvad, — det eneste, der undrer mig, er, at det ikke er sket for længe siden. Vilhelm. Nej — Elna siger — jeg har brugt for mange Ord. Elna (holder ham for Munden Vilhelm dog — (gaar over til Lampen). Etatsraadinden. Hvad gør du dog — Elna? Elna. (tager Skærmen af). Aa — jeg ta'er bare Skærmen af Lampen (hun stikker de to Felter itu og ser gennem Skærmen paa Tofte) — for at sé, hvor Tofte er lykkelig! (Tæppet falder). Anm. Angaaende Retten til Opførelse henvende man sig til C. F. Hansen: Frederiksbergallée 16. Digitized by Google Til J. C. Schiødtes Livshistorie og Karakteristik. Da Zoologen J. C. Schiødte døde i Foraaret, var det vistnok en udbredt, af mange delt Følelse, at en af vort Folks første Mænd, en Arbejdskraft næsten- uden Lige, et uerstatteligt Skarpsyn og Klarsyn var taget bort fra os, og den første Smerte herover fik et smukt og fuldt Udtryk i Schandorphs her i »Tilskueren« fremkomne lige saa dybt følte som fint karakter- iserende Digt. Men Æmnet er ikke udtømt hermed eller med de foreløbige Karakteristiker af den udmærkede Videnskabsmand, som forskellige Blade og Tidsskrifter bragte i Tiden nærmest efter hans Død. Det vil være en smuk Gave til den danske Literatur og det danske Folk, om en af dem, der have staaet den afdøde nær og med fuld Sagkundskab kan tale om hans store Arbejder, efter mundtlige og skriftlige Kilder vil tegne et gennemført Bil- lede af denne mærkelige Personlighed, og efter hvad jeg hører, er der ogsaa Udsigt til, at en af Schiødtes mest udmærkede Di- sciple vil optage denne taknemmelige Opgave. Det kunde derfor synes overflødigt, at jeg i de følgende Linjer meddeler nogle smaa Erindringer om Schiødte og nogle spredte Bidrag til en Karakteristik af ham. Men jeg har rettet mig efter en Opfordring fra dette Tidsskrifts højtærede Udgiver, som har ment, at dets Læsere netop nu ville sætte Pris paa nogle faktiske Meddelelser fra en af Schiødtes mangeaarige Venner, der kunde danne som et Supplement eller en Kommentar til Schandorphs Digt og maaske redde et eller andet Træk, der fortjænte at bevares. Jeg skriver disse Erindringer paa en Rejse under mangehaande Af- brydelser og forstyrrende Paavirkninger, og maa derfor i endnu højere Grad end ellers ønske mig velvillige og overbærende Læsere. Digitized by Google 762 Til J. G. Schiødtes Livshistorie og Karakteristik. Mit Bekendtskab med Schiødte stammer fra min Mor- broder, Fabrikejer Christian Drewsens Hus, og gaar tilbage til min tidligste Barndom. Med Drewsen var Schiødte bleven be- kendt ved et rent Tilfælde. Det var i Aaret 1832, da Schiødte endnu kun var 17 Aar gammel og forberedte sig paa at tage Eksamen artium ved Borgerdydskolen paa Kristianshavn , at det unge Menneske en Dag var ude at samle Insekter paa en Mark i Nærheden af Strandmøllen. Han var kun tarvelig udrustet med entomologiske Kundskaber, og hvor mangelfuldt han var forsynet med de nødvendige Apparater til Indsamlingen af denne Viden- skabs fine og urolige Stof, fremgaar tydeligt deraf, at han gemte Udbyttet af sin Fangst i et gammelt Bestik, som han havde med. Da saa' han en yngre Mand, der aabenbart ogsaa var natur- historisk Samler, og, idet han haabede at træffe en Deltager i det den Gang saa lidet dyrkede entomologiske Studium, henvendte han de Ord til den fremmede: Maa jeg spørge, samler De Planter? — Nej, jeg samler Insekter, var Drewsens Svar. — Gudske- lov, udbrød da Schiødte, for det gør jeg ogsaa. Efter Indbydelse fulgte Schiødte nu sin Kollega til hans Hjem paa Skodsborg, saa' hans Samlinger og lærte de første Begyndelsesgrunde af den entomologiske Videnskabs Teknik. Det var ikke et flygtigt Bekendt- skab, der her blev sluttet mellem de to Mænd, men et Venskab, der varede uforstyrret gennem 52 Aar, og som har haft saa stor Betydning for Schiødtes hele Liv, at jeg vil tillade mig at dvæle lidt udførligere ved det Hus, som et heldigt Tilfælde saaledes havde aabnet for den unge Naturforsker. Christian Drewsen, født 1799, var den ældste Søn af den bekendte Papir- fabrikant, Landøkonom og Politiker Johan Christian Drewsen. Allerede i en temmelig ung Alder maatte han paa Grund af Faderens stærke Deltagelse i det offentlige Liv overtage Ledelsen af den store Papirfabrik, der igennem adskillige Slægtled havde tilhørt Familien Drewsen, og som den Gang forsynede den danske Boghandel med Størsteparten af det Papir, som den forbrugte, og det er denne Mands stille og bramfri Virksomhed, hans Sand- druhed og Ærlighed, der har holdt den store Forretning oppe, medens den * yngre Broder Michael Drewsen , Silkeborgfabrikens Grundlægger, der i Mængdens Øjne var den betydeligere af dem, og ved Regeringens Naadesbevisninger udpegedes som en af vore højtfortjænte Mænd, ved sin Tilbøjelighed for Humbug og ydre Glans, ved sin stundesløse Uro og Mangel paa ædruelig, for- Digitized by Google Til J. C. Schiødtes Livshistorie og Karakteristik. 7G3 retningsmæssig Opfattelse af Forholdene væsentlig kun tærede paa Firmaets Marv. Den ældre Broder havde fra sin tidligste Ung- dom haft en overvejende Interesse for Naturhistorien, hans store Ønske havde været at berejse de tropiske Lande; han var en udmærket Kender af vor Fuglefauna. Gift i en ung Alder havde han maattet opgive sine ornitologiske Samlinger, hvortil der ikke længer var Plads i hans beskedne Bolig; men han havde fundet Erstatning i Entomologien og var allerede begyndt paa at danne den fortrinlige Samling af indenlandske og eksotiske Insekter, som han paa sine gamle Dage, efter at hans Syn er svækket, har skænket til det naturhistoriske Museum, hvor det nu i Forening med Schiødtes og hans Disciples Indsamlinger og nogle andre Privatsamlinger danner en af vore nationale Skatte, som frem- mede prise os for. Det Drewsenske Hus, hvor Schiødte nu baade Sommer og Vinter var en stadig Gæst (gærne fra Lørdag Aften til Mandag Morgen), besad en "ganske ejendommelig og ufor- glemmelig Ynde. Skodsborg eller (som det den Gang kaldtes) Skovsborg var paa den Tid endnu ikke opdaget af København- erne, hvis Udflugter gærne kun naaede til den sydlige Del af Dyrehaven. Palæet paa Skodsborg, som senere blev købt og udvidet af Frederik den 7de, var den Gang en temmelig beskeden Bygning, som om Sommeren beboedes af en fattig og elskværdig Prins af Hessen Philipsthal, hvis Rige kun kunde opdages paa meget store Kort over Tyskland. Saa kom Drewsens af Kaprifolie- ranker dækkede Hus tæt ved Stranden (senere blev det købt af Frederik den 7de og omdannet til Kavalerbolig), saa var der nogle Arbejderboliger, en primitiv Kro, en senere nedlagt Olje- mølle og nogle Haver. Det var hele det daværende Skodsborg. Men lige derfra og op til Agershvile strakte sig de høje Bakker med deres oprindelige jysk-nordsjællandske Vegetation, og neden under dem, ved Siden af den ensomme Strandvej, skvulpede Bølg- erne mod den naturlige Kysts Tang- og Stenvold. Ogsaa Dyre- havens nordre Halvdel, som ligger inden for den smalle Kyst- strimmel, son) jeg her har beskrevet, havde den Gang en ganske anden Karakter end nu til Dags. Den blev yderlig sjældent be- søgt af Turister og var i lange Tider i den Grad bleven skaanet af Øksen, at den næsten i hele sin Udstrækning bar Højskovens majestætiske Præg. Dog frembød den ogsaa Afveksling; den havde sine stille smaa Skovsøer, sine Enge og Mosedrag, sine Bregneholme og Hindbærtykninger, og mod Syd, hvor Højskoven Digitized by Google 764 Til J. G. Schiødtes Livshistorie og Karakteristik. gik over i den store Eremitageslette, slyngede sig Mølleaaen gen- nem en prægtig Skov af Elletræer mellem og hen over en uende- lig Frodighed af Vandplanter for derpaa ved sit Fald at sætte Strandmøllens brummende Hollændere i Bevægelse og omsider blande sig med Sundets Bølger. Det var den brogede og uende- lig varierede Insektverden paa disse den Gang saa uberørte og naturfriske Steder, som Drewsen anvendte sin Fritid paa at lære at kende, og det var paa disse Enemærker, at han nu førte sin unge Lærling omkring, der snart skulde overfløje sin Mester og blive en af Videnskabens ledende Mænd, hvis Aands Præg Forsk- ningen vil bære i lange Tider. Naar jeg med faa Ord skal karakterisere det Drewsenske Hus, vil jeg sige, at det var et Hjemsted for Freden og den stille Lykke, et Hus efter Rousseaus og St. Pierres Sind, hvor Hovedstadens Pjat og Gøgl og forlorne Aandrighed ikke kunde finde Indgang, hvor Tarvelighed, Renhed og Sanddruhed herskede, hvQr Menneskene kun vurderedes efter hvad de var, ikke efter hvad der var hængt paa dem. Men det ejendommeligste Træk ved Christian Drewsens Hjem var den levende og aarvaagne naturhistoriske Interesse, der opfyldte ikke blot Husfaderen, men ogsaa den venlige, forstandige Husmoder og deres tre Smaapiger. Det var en Familie af naturhistoriske Samlere og Iagttagere, og, om det end ikke kan nægtes, at Drewsen med Hensyn til den finere Undersøgelse af Dyrenes Bygning ikke naaede ud over Dilettantismens Standpunkt, saa er der sikkert kun yderst faa Entomologer, der har overgaaet ham i Kendskab til Insekt- ernes Liv og Forekomst. Saaledes, for blot at anføre et eneste Eksempel, var der en lang Tid, hvor de gamle, trøskede Stam- mer fra Dyrehaven, naar de bleve borthuggede, henlagdes i Drew- sens Klækkehus, og ofte fremgik der af dem Skarer af et eller andet sjældent Dyr, som man hidtil kun havde set i enkelte Eks- emplarer. Jeg erindrer ogsaa fra min Barndom, hvorledes Drew- sen stadig udlagde døde Smaadyr i Skoven for at iagttage de aadselgravende Billers mærkværdige Levemaade. Men jeg vender tilbage til Hovedæmnet for disse Linjer. Schiødte var født 1815. Hans Fader var en forhenværende Skibskaptain ; Moderen døde allerede, da han var 9 Aar gammel, og den fine og bløde Del af hans Natur, som han synes at have haft i Arv efter hende, blev, som det synes, helt trængt tilbage af de strænge og barske Omgivelser, hvorunder Drengen maatte leve. Det var den mørkeste Side af Livet, Eksistenskampen under Digitized by Google Til J. C. Schiødtes Livshistorie og Karakteristik. 765 daglige Savn og bitre Ydmygelser, som han først blev indviet i. Han havde opnaaet en Plads i Borgerdydskolen paa Kristians- havn, og han forberedte sig til at tage Eksamen artium; men da hans Rektor Krarup fordrede, at han i de sidste Skoleaar skulde lægge sine kære naturhistoriske Studier paa Hylden, tog han den dristige Beslutning at sige Skolen Farvel og indvie sig til det, som det den Gang syntes, haabløseste af alle Studier uden det uundværlige, det hellige akademiske Borgerbrev i Lommen. Dette maa være sket ikke længe efter den Tid, da han traf Drewsen. I det Drewsenske Hus gjorde Schiødte sig først og fremmest be- mærket ved sin brændende Interesse for Studiet, ved sin ube- tvingelige Energi og ved de sjældne Gaver, hvormed Naturen havde udrustet ham til det. Allerede hans Sanser vare af en særlig udmærket Art, og hans Haand var fin og let, saa at han ikke blot kunde præparere Insekterne med den højeste Fuldkom- menhed, men han tegnede med en Kunstners Elegance og til- egnede sig ogsaa Kobberstikkets fineste Teknik. Men bag ved disse mere udvortes Talenter laa den dybe, videnskabelige Forsker- trang, der ikke slaar sig til Ro med Fænomenerne selv, heller ikke med en sandsynlig Formodning om deres Væsen og Sammen- hæng, men kæmper med dem, til den sidste Skygge af Dunkel- hed er forjaget og de ligge spejlklart udbredte for Forskerens Blik. Det var til saadanne Arbejder over vide Felter af Entomo- logiens Rige, at den unge Mand følte Kræfterne svulme i sig, og det var hertil, at han nu med Skodsborg til Udgangspunkt ind- samlede et umaadelig rigt Materiale. Jeg maa maaske anføre et Par Smaatræk fra Schiødtes Ekskursioner, som forekomme mig at karakterisere hans Ihærdighed, men ogsaa hans Hensynsløshed. I sin Ungdom kom han en Gang med Drewsen til Tidsvilde By, som den Gang maa have staaet en Del tilbage i Renlighed. Ved Indgangen til Byen fandt Drewsen et meget sjældent Gødning- dyr i Nærheden af menneskelige Udtømmelser, og Schiødte, som yderligere vilde konstatere Insektets Forekomst, gav sig nu med den ham egne Grundighed til at gennemforske en lang Række lignende Udtømmelser, som fandtes op langs Byens Gade, uden i mindste Maade at lade sig forstyrre af den sammenstimlende Be- folknings Forbavselse og Latter. En anden Gang kom han hjem, jeg tror fra Laaland, og fortalte, at han nær var bleven arrest- eret paa en af sine Ekskursioner. I Væggen af et ensomt Bonde- hus havde han nemlig opdaget redobyggende Insekter, og nu gav Digitized by Google 766 Til J. G. Schiødtes Livshistorie og Karakteristik. han sig uden at spørge om Forlov til at udgrave denne Rede. Den stakkels Kone, som var alene hjemme med de smaa Børn og ikke kunde forstaa den fremmede Mands paafaldende Adfærd, sendte i dødelig Angst Bud til Sognefogden, at der var en Indbruds- tyv, der vilde trænge ind i hendes Hus. I det hele var det Ind- tryk, som Schiødte gjorde i sin Ungdom, væsentlig Indtrykket af en overordentlig Kraft, som fordrede en bred Plads for sig og sit Arbejde og ikke spildte synderlig Tid paa at tænke sig ind i andres Sted eller trække Grænserne mellem sin og andres Ret. Der var noget skarpt og uslebet i hans Væsen; han bar stærke Spor af, at han fra tidlige Aar havde maattet sætte haardt mod haardt. Harl boede den Gang paa et lille Kvistkammer og er- nærede sig kummerligt ved Undervisning i Zoologien, der i de Tider kun nød ringe Anerkendelse. Han maatte mangen Gang selv flikke sit slidte og skøre Tøj, der ved de voldsomme An- strængelser paa Ekskursionerne idelig sprængtes; og mellem Skods- borgs Tillokkelser bør ogsaa nævnes den rigelige og veltillavede Mad, som Schiødte endnu efter et halvhundrede Aars Forløb talte om med Begejstring. Imidlertid forbedrede sig efterhaanden Forholdene for den modige unge Mand. Hans mønsterværdige Arbejder bleve efter- haanden bekendte hjemme og i Udlandet, og efter Drewsens Raad henvendte han sig til Jonas Collin og vandt denne højhjærtede Fremmer og Beskytter af al god Stræben saaledes for sig, at Næringssorgens Tid nu hørte op og han ved Ansættelse i Statens Tjæneste blev sat i Stand til helt at ofre sig for sine Studier. Herved og ved Schiødtes mange længere Rejser i Indlandet og Udlandet blev han en noget sjældnere Gæst i Drewsens Hjem, som imidlertid fra 1848 af flyttedes til Strandmøllen; men ofte søgte han dog endnu ud til sine gamle Venners gæstfri Hus, og Forholdet mellem ham og Drewsen vedblev at være fortroligt og hjærteligt. Stod end Drewsen i Entomologien paa et gammel- dags, forcuviersk Standpunkt og kunde han end væsentligt kun som Samler af Stoffet bidrage til de dybtgaaende Arbejder, hvor- ved hans fordums Elev førte Videnskaben langt ud over Cuviers og Latreilles Forskning, saa glædede han sig dog af ganske Hjærte over disse Arbejders Fremgang og anerkendte i fuldeste Maal deres Værd. Schiødte paa sin Side viste nu som moden og højtanset Mand en smuk Side af sin Karakter, som man maaske næppe havde ventet at finde bag al den Haardhed og Barskhed, Digitized by Google Til J. G. Schiødtes Livshistorie ojr Karakteristik. 767 hvormed han var pansret i sine tidligere Dage. Han viste sig at være i Besiddelse af den sjældne Dyd: Taknemmelighed. Mange have vistnok ved et flygtigere Bekendtskab med Schiødte faaet det Indtryk, at han var en haard Egoist. Lige over for denne Opfattelse, som meget i Schiødtes Væsen kunde give Næring, er det mig kært at kunne vidne, at jeg altid har hørt ham omtale sine store Velgørere, Collin og Monrad, med den varmeste, respekt- fuldeste Taknemmelighed, og hvad de gamle paa Strandmøllen angaar, saa tør jeg sige, at Schiødte lige til sin Dødsdag viste dem en sønlig Ærbødighed og Taknemmelighed, der gør hans Hjærte den største Ære. Gærne vilde jeg endnu tale lidt om mit personlige Forhold til Schiødte. Det var, da han begyndte Udgivelsen af sit berømte Tidsskrift, at han anmodede mig om at hjælpe sig med Latinen i Diagnoserne og i Forklaringen af Tavlerne. For Schiødte var ingen Side af det videnskabelige Arbejde uvæsentlig, og han var sig vel bevidst, at det naturhistoriske Latin havde et temmelig barbarisk Præg. Den latinske Form var for ham en Art Lapidar- stil, hvori han nedlagde det koncentrerede Udbytte af sine Studier over Insekternes Bygning og Systematik. Han ønskede denne Stil nærmet til den klassiske Sprogform, og jeg, der var ung filologisk Kandidat, paatog mig med Glæde at yde den udmærkede Videnskabsmand denne Tjæneste, som for Resten viste sig vanske- ligere, end den ved første Øjekast skulde synes. Ti de klassiske Latinere have jo væsentlig kun skrevet om politiske, moralske og filosofiske Æmner, men nu gjaldt det om at finde klassiske Ud- tryk for den brogede Vrimmel af Entomologiens konkrete Form- forhold. Fra andet Bind af Naturhistorisk Tidsskrift og videre fremad foreligge Resultaterne af vore forenede Bestræbelser for at lade Entomologien tale et Sprog, der ikke kunde saare en Ciceros eller en Madvigs fine Øre. I denne Anledning kom jeg først i Schiødtes Hus, og, da han paa det venligste opfordrede mig til at gentage mine Besøg, og jeg i høj Grad følte mig til— trukken af hans altid lærerige Samtale, blev jeg, skønt ikke selv Zoolog, en af Schiødtes Omgangsvenner, der i de sidste 25 Aar af hans Liv har staaet i en stadig om end ikke meget hyppig Forbindelse med ham og har tilbragt mangen en Aften i Samtale med ham. Jeg har saaledes haft god Lejlighed til at lære ham at kende. Fra sit Giftermaal 1848 og lige til Aaret før sin Død boede Schiødte i det nu nedrevne, lave og uanselige Træhus, Digitized by Google 768 Til J. G. Schødtes Livshistiorie og Karakteristik. Svanemosegaard, ved Ladegaardsaaen lige over for Blaagaards- vejen. Hang Studereværelse, hvor saa mange uforglemmelige Ar- bejder ere udførte, var et til begge Sider halvmørkt Kvistværelse med skraa Vægge. I Midten faldt Lyset gennem et særdeles bredt Vindue ind over Arbejdsbordet med Mikroskopet og Tegne- rekvisiterne. Naar man kom til ham orn Aftenen, skød han gærne straks sin Tegning eller sit Manuskript til Side, aabenbart glad ved efter Dagens flittige Arbejde at hvile sin Tanke ved at vende den mod andre Æmner, og var der nogen, som ikke manglede Stof til Samtale, saa var det Schiødte. Naar jeg und- tager den abstrakte Filosofi, der ikke kunde glæde sig ved hans Sympati, og de strængt matematiske Videnskaber, som jeg tror han var temmelig fremmed for, var der næppe det Æmne, som ikke havde draget hans Forskerblik til sig. Livets Spil lige fra den mikroskopiske Celle til de højeste og mest sammensatte Virk- somheder i Menneskesamfundet var det vidtstrakte Felt for hans Interesse, og den dybe Forstaaelse, som han havde tilkæmpet sig paa et snævrere Omraade, var ham en Nøgle, der alle Vegne lukkede op. Schiødte havde paa sine Rejser set overordentlig meget og talt med de forskelligste. Mennesker; han besad den smukke Egenskab ikke at undse sig ved at belæres selv af den ringeste, der jo dog altid har et Livsomraade, hvor han er den erfarne og vidende. Det Tiltrækkende ved Schiødtes Samtaler laa efter min Mening især deri, at baade det store og det smaa kom til sin Ret, at Overblik og Indblik gik Haand i Haand. Her var baade den friske, umiddelbare Anskuelse, der gav hans Skildringer en saa poetisk Glans, og den dybe videnskabelige Sans for Loven, der behersker Fænomenerne. Paa sine Rejser havde Schiødte beskæftiget sig meget med Kunstens store Værker, og det var et Æmne, som han i sine Samtaler hyppigt vendte tilbage til. Jeg vil her minde om den skønne og aandfulde Af- handling i det Letterstedske Tidsskrift, hvor han lader den Ud- foldning, der gaar gennem Dyreverdenen opad til Menneske- formen, finde sin Fortsættelse og Afslutning i Kunstens, særlig den græske Plastiks Idealisering af det menneskelige Legeme. I Digtekunstens Verden var Schiødte særdeles vel bevandret; der var næppe mange af Verdensliteraturens store Digtere, som han ikke havde stiftet et indgaaende Bekendtskab med. Højest af alle skattede han Gothe, denne Naturforskernes Digter, hvis form- ende Kraft opfyldte ham med Beundring, og hvis mildere Panteisme Digitized by Google Til J. il Schios Livshistorie og Karakteristik 769 stemmede med hans Verdensanskuelse og Religion. Man har talt meget om Schiødtes Uvilje mod Darwinismen, og jeg har hørt den Forklaring, at Schiødte ikke vilde anerkende den moderne Naturvidenskabs genialeste Tanke, fordi han ikke selv havde fundet den. I denne Motivering ligger der efter min Mening en stor Uretfærdighed, idet man ikke sætter sig tilstrækkeligt ind i vor Tids ældre Naturforskeres hele Tankesæt. Fra Ungdommen af beskæftigede med at udrede Arter, Slægter. Familier, kort den hele naturlige Systematik havde de vænnet sig til at betragte Arternes Varieren som bundne inden for visse Grænser og deres Oprindelse som en mystisk Akt af Naturens Kraft, utilgængelig for den menneskelige Forskning og Erfaring, og saa kom pludse- lig Darwin og rev det mystiske Slør bort og kastede sin Teoris grelle Virkelighedslys ind i den lukkede Helligdom og lærte, at den hele store Gaade kunde løses ud fra saa simple Forudsæt- ninger som Eksistenskampen og de til denne bedst udrustede In- dividers Udsigt til at overleve de øvrige og forplante Slægten, mærket med deres egne Ejendommeligheder og Fortrin. Jeg husker, at en ældre Botaniker, ikke mange Aar efter Darwinis- mens Fremkomst, ytrede til mig, at, hvis den nye Lære var sand, forekom det ham ikke mere værdt at leve. Dette synes mig at være et vægtigt Vidnesbyrd om, at de ældre Naturforskere ikke blot havde en videnskabelig Position at opgive, naar de skulde opgive Arternes Uforanderlighed, men at de maatte oprykke en dybt rodfæstet Følelse, næsten et Stykke Religion af deres Selv. Hertil kom nu for Schiødtes Vedkommende det, at han næppe nogen Sinde har gjort et dybere Studium af de fos- sile Dyreformer, hvis fragmentariske Tilstand og hypotetiske Be- handling sikkert kun har haft liden Tiltrækning for hans Natur, dels at den nye Teori, hvor herligt et Hjælpemiddel for Forsk- ningen den end afgiver under Besindighedens Kontrol, uden denne Tøjle utvivlsomt indeholder en Fare for, at Zoologien skal glide ned i et Uføre af Løshed og Fantasteri. Men Schiødtes Op- gave var netop hele Livet igennem at hævde den strænge, ædruelige Forsknings Ret. Jeg kan ikke forlade dette Punkt om Darwinismen uden at anføre, at Schiødte en Aften under sin sidste Sygdom temmelig umotiveret, forekommer det mig, af den forudgaaende Samtale ytrede Ord, der for min Erindring lyde saaledes: »Dyreformerne ere historisk fremgaaede, den ene af den anden; derom kan der ingen Tvivl være; det er kun Maaden, der Digitized by Google 770 Til J. G. Schiødtes Livshistorie og Karakteristik. er tvivlsom«. Hvis disse Ord ere rigtigt gengivne, indeholde de et ikke uinteressant Vidnesbyrd om, at Schiødte i sin sidste Leve- tid nærmede sig stærkere end før til Darwins Standpunkt. Men des værre føler jeg paa dette Punkt en Usikkerhed i min Er- indring, og jeg kan kun indestaa for, at jeg gik hjem med den Overbevisning, at Schiødte havde rakt en forsonende Haand ud mod sin store Modstander, og at han havde henvendt disse Ord netop til mig, fordi han vidste, at jeg i dette Spørgsmaal stod paa den yngre Slægts Side. Men Muligheden for, at jeg har misforstaaet ham, er, som sagt, ikke udelukket. Det interessanteste Æmne at høre Schiødte tale om var dog hans egne Arbejder, og jeg ledede ikke sjældent Samtalen hen i den Retning. Det var umuligt at høre ham tale om sin Viden- skab, om de Maal, han forfulgte, de Vanskeligheder, der frembød sig, de Metoder, han anvendte, uden at gribes af Entusiasme. Den brede Selvfølelse, hvormed han omtalte sine Arbejders Værdi, havde for mig intet pralerisk ved sig; jeg troede og tror endnu, at Schiødte har hævet den entomologiske Forskning til en hidtil ukendt Højde, og at det er forbeholdt kommende Slægter at naa op i Linje med den. Jeg husker særlig en karakteristisk Ytring af ham, som mange maaske ville tage Forargelse af, men som dog bør finde Plads her. Da jeg en Gang spurgte ham, om de Undersøgelser over Billernes Larver, der vel er hans Hovedværk, og hvorved han har stillet mange af disse udbredte og vigtige Dyreformer i et helt nyt Lys, idet man tidligere kun kendte dem som fuldtudviklede Insekter, — om disse Undersøgelser ikke havde fundet Efterligning og Tilslutning i Udlandet, svarede han, idet han efter Sædvane smækkede svagt med Tungen : »Nej , for jeg skal sige Dem, hvor jeg tager fat, der øver jeg gærne en lam- mende Indflydelse. Ved mine Arbejder skabes der en Maalestok, som Folk ikke kan staa sig ved at blive maalt mede Jeg tør ikke udstrække disse Optegnelser over et alt for stort Rum og forbigaar derfor, hvad jeg har erfaret om Schiødtes Forhold til hans Disciple, baade den snævrere Kreds af viden- skabelige Zoologer, der skyldte ham deres Uddannelse og Im- pulsen til ofte betydelige Arbejder, og de talrige Praktikere, der ved Landbohøjskolen hørte hans Forelæsninger. Det gør mig ondt, at Pladsen ikke tillader mig at meddele et Brev, hvori en af de sidste med stor Anskuelighed har skildret mig det Indtryk, som Schiødtes overordentlige Personlighed og glimrende Lærergaver Digitized by Google Til J. G. Sctfiødtes Livshistorie og Karakteristik. 771 har gjort paa ham. Jeg haaber, at dette Brev ved en anden Lejlighed maa kunne blive meddelt Offentligheden. Heller ikke vil jeg gaa nærmere ind paa de bitre Stridigheder, som en Men- neskealder igennem fandt Sted mellem Schiødie og hans af vort ærværdige og bedagedte Konsistorium støttede Kolleger ved Mu- seet. Jeg har jo kun hørt en meget ensidig Fremstilling af disse Stridigheder, og jeg vil blot gøre den ene Bemærkning, at, medens jeg tror og haaber, at Schiødte i Almindelighed havde Ret i Realiteten, saa frygter jeg meget for, at han mangen Gang i Formen har forsyndet sig mod den Hensynsfuldhed og Humanitet, som man skylder selv sine uforsonlige Modstandere. Men jeg indrømmer, at det er meget lettere at opstille denne Fordring end i Gerningen at opfylde den. Et Punkt, som jeg dérimod kunde onske at fremdrage, er Schiødtes Forhold til de opposi- tionelle Bevægelser i vor Uteratur og Politik; jeg vilde gærne fri ham fra den Beskyldning, som jeg har hørt fremføre, at han laverede mellem Partierne kun brugte Oppositionen til sine Planers Gennemførelse, men ikke oprigtig sluttede sig til den. Herimod vil jeg stille den Paastand, at Schiødte efterhaanden, som han saa' Forholdene udvikle sig, af sin Overbevisning førtes over paa Oppositionens Side, men ogsaa gav dette til Kende paa en utvetydig Maade. Saaledes *var han, da Georg Brandes forlod Danmark og hans Venner ønskede at give ham en Tak- og An- erkendelsesskrivelse med paa Vejert, ikke blot den første Uni- versitetsprofessor, men overhovedet den første, der satte sit Navn under denne Adresse, og da Brandes senere kom tilbage til Dan- mark, var Schiødte, skønt allerede angreben af den Sygdom, der blev hans Død, villig til at præsidere ved Festen, der blev given til Ære for Brandes, ligesom han nogle Aar tidligere havde ud- ført det samme Hverv, da det politiske og literære Venstre i Forening gjorde en Fest for Bjørnson. Det vil maaske erindres, at Schiødte var en af Indbyderne til Dannelsen af Københavns liberale Vælgerforening. Hermed forholdt det sig saaledes. Jeg kom i November i Fjor til Schiødte, om hvis Helbredstilstand jeg havde hørt foruroligende Rygter. Han var flyttet til en smuk Villa i en Have ved Nørrebro. Jeg fandt ham ikke lidet for- andret, men forebragte ham dog mit Ærinde, som bestod i at anmode ham om at deltage i Opfordringen til at danne en op- positionel Vælgerforening for Hovedstaden. Han svarede mig: »Kære Ven, jeg er dødssyg; jeg har blødende Kræftsvulster i Tilskueren. 1884. 50 Digitized by Google 772 Til J. C. Schiødtes Livshistorie og Karakteristik. Underlivet og lever ikke Vinteren over. Und mig Fred og Ro. Jeg har desuden vigtige Forhandlinger med Ministeriet og ønsker ikke gærne at komme til at staa i et endnu ugunstigere Lys end det, hvori jeg allerede staar.« Jeg svarede, at under saadanne Omstændigheder kunde der naturligvis ikke vøere Tale om , at jeg vilde bede ham om hans Navn, men Schiødte ønskede dog at høre Opraabet til Københavns Borgere, som jeg havde medbragt, og da det var blevet ham forelæst, sagde han disse smukke Ord: »Hvad De dér har læst for mi^ r , stemmer med min Overbevisning. Jeg føler mig i min Samvittighed forpligtet til at støtte det, saa godt jeg kan. Jeg vil faa tusend Ulykker derfor, men sæt allige- vel mit Navn under.« Saaledes fik Schiødte en væsentlig Del i den liberale Vælgerforenings Dannelse; ti hans ansete Navn drog mange andre efter sig. Men de Ulykker, som Schiødte ventede, at hans Underskrift vilde berede ham, udeblev. Kultusminister Scavenius viste ingen smaalig Hævngerrighed, men imødekom paa den smukkeste Maade den gamle, højtfortjænte Videnskabs- mands Ønsker i forskellige Retninger, og Schiødte lukkede sine Øjne med den tillidsfulde Forvisning, at Museets kostbare Sam- linger, Frugten af hans og hans Venners mangeaarige Flid, vilde blive overgivne i Hænder, som vilde passe og udvikle dem med den strænge Orden og den samvittighedsfulde Omhu, hvormed han selv havde vaaget over disse Skatte. Gid hans Haab maa gaa i Opfyldelse! — Indtil den sidste Del af Januar Maaned holdt Schiødte sig endnu oven Sænge. I de sidste Uger, han var oppe, blev han modelleret af sin Ven Krøyer, hvis udmærkede Buste vil bevare hans karakteristiske Træk og det selvtillidsfulde, noget barske Udtryk, der sædvanlig laa over dem. Derefter fulgte et 3 Maaneders Sygeleje med forfærdelige Kvaler. Han blev plejet med mageløs Ømhed og Trofasthed af sin Hustru og Datter; ofte skal han have været vanskelig og bydende, men til andre Tider igen uendelig mild og rørende taknemmelig. Om Aftenen vilde han endnu gærne modtage sine Venners Besøg. Han kunde endnu ofte tale med stor Livlighed om de mange Ting, der interesserede ham. Hans Venners Velfærd laa ham stærkt paa Sinde; men først og sidst drejede hans Tanker sig om de entomologiske Samlingers Fremtid. Sit monumentale Tidsskrift ønskede han, karakteristisk nok, ikke fortsat under en ringere Ledelse, men netop afsluttet med det Bind, der var under Trykning. Den 22de April gjorde Døden omsider Ende paa hans Lidelser og Digitized by Google Til J. C. Schiødtes Livshistorie og Karakteristik. 773 udslukte et Liv. der paa den sjældneste Maade havde været ud- rustet til Arbejde i Videnskabens Tjæneste og med den urokke- ligste Troskab havde udført dette Arbejde efter en stor og om- fattende Plan. Sjældent har vistnok et Menneskes Ungdom og Alderdom staaet i smukkere Samjclang end denne Mands. Hjemkommen fra den Rejse, paa hvilken jeg har nedskrevet disse Erindringer og Bemærkninger, erfarer jeg, at »Tilskuerent allerede nu har Plads for det væsentlige af det ovenomtalte Brev om Schiødtes Lærervirksomhed. Forfatteren er Hr. Skovrider A. Hauch, som velvilligt har tilladt mig at benytte det, som jeg vil. Efter at have meddelt nogle Oplysninger om sine øvrige Studier ved Landbohøjskolen i Aarene 1867 — 70 skriver han saa- ledes om Schiødtes zoologiske Forelæsninger i 1867 — 68, til hvilke han i øvrigt gik med ringe Interesse for Faget og ked over, at de vare henlagte til den ubekvemme Aftentid: »Jeg husker tydelig den første Aften, da Schiødte begyndte sine Foredrag. Kort Tid efter, at Tilhørerne havde samlet sig, traadte han ind. Kun flygtig havde jeg tidligere set ham, jeg blev nu slaaet af denne mægtige Skikkelse, der med raske Skridt traadte ind i Forelæsningssalen , stillede sig hen til Bordet, hvor forskellige Genstande til Brug under Forelæsningen vare opstillede, saa' nogle Øjeblikke ned for sig ol derpaa hævede Hovedet ud imod Tilhørerne. Hans store, prægtige Skikkelse fængslede mig fra første Færd. Dette herlige Hoved, det kloge, bestemte, faste Ansigtsudtryk tiltrak mig paa en ganske særegen Maade. Han begyndte sit Foredrag. Jeg mægter ikke at beskrive Schiødtes Veltalenhed, for mig var den overvældende, jeg hørte til med anstrængt Interesse, hans Ord tvang mig til en Opmærk- somhed af en egen intensiv Art, jeg følte ofte Lyst til at bede om Pusterum til at faa Tid til at overveje og fordøje det sagte, men det gaves mig ikke. Han talte i et skønt Sprog, præget af den ham ejendommelige Energi, hans Tale var hurtig, distinkt, uden Stammen, uden Søgen efter Ord, det mest træffende, mest betegnende Udtryk faldt ligesom af sig selv ham i Munden. I to Timer i Træk talte han med samme utrættede Kraft. Hans Foredrag var ledsaget af livlige Gestus, det var ej alene med Ord, han virkede, hans hele Person arbejdede med. 50* Digitized by Google 774 Til J. G. Schiødtes Livshistorie og Karakteristik. De fleste Mennesker have ikke det Held, at deres Bevæg- elser eller Ejendomroeligheder ved deres Organ forøge Virkningen af, .deres Tale, men dette var Tilfældet med Schiødte. Over . enhver af hans Bevægelser, over alt, hvad han fore- tog sig, var udbredt en Skønhed, en betagende Ynde. Ofte gik han hen til Tavlen og tegnede en Figur, et Dyr, et Organ til Forklaring af det sagte; det skar mig i Hjærtet at se disse Tegninger udviskede igen, det var Kunstværker; han tegnede let, sikkert, saaledes som jeg kun har set Kunstnere gøre det, blandt andet husker jeg, at han tegnede en Snegl, der bog- stavelig krøb hen ad Tavlen, jeg kunde have tilraabt ham: lad den staa, den maa ikke slettes ud! Schiødtes Bestræbelse gik fremfor alt ud paa at bibringe Tilhørerne en klar Forstaaelse, han søgte ikke at overvælde dem med en stor Mængde Stof, men han tilstræbte, at det gennemgaaede skulde være fuldt ud forstaaet. Denne Bestræb- else prægede hans Foredrag, han søgte aldrig efter Ord, men ikke sjældent kunde han ligesom forkaste et brugt Udtryk for at erstatte det med et andet, der end mere tilspidsede Men- ingen. Han lagde i sit Foredrag et saa ihærdigt Arbejde, at det forekom mig rørende at tænke paa, hvor meget denne store Viderjskabsrjaand gjorde for sine Elever. Efter det første Foredrag, jeg havde hørt af Schiødte, om- fatjte.de jeg hans Fag med den største Interesse, Studiet blev mig paa én Gang kært. og let, ti med underlig Fasthed indprægede sig hans Forklaringer, jeg forsømte ingen Forelæsning, de tvende Attener, n^ar Schiødte holdt Forelæsning, blev mig særlig kære; jeg kunde glæde mjg fra Gang til Gang. Jeg sandede, ved at høre Schiødte, en Bemærkning, jeg har hør^t sagt om hajn, at han ligesom et Lokomotiv, der i sin Fart fejer alle uvedkommende, Genstande til Side, paa samme Maade, naar han talte, bortjog al Uklarhed, al halv Forstaaelse, alt taaget, alt udvisket. Med en saa udmærket Lærer naaede jeg snart at komme ret godt med i hans F&g, Læsningen gjorde ikke det Skaar, som jeg havde frygtet, i mine andre Studier ; jeg hentede meget snarere forøget Kraft til disse gennem den udviklende Indflydelse, som Schiødte havde paa mig. c V. Pingel. Digitized by Google Biskop Dupatiloup. n. Kort efter Talleyrand døde Ærkebiskop Quélen af Paris, og hele den franske Kirke var stærkt optagen al Spørgsmaalet om, hvem der skulde være hans Efterfølger. Msgr. Quélen havde været en Repræsentant for det Frankrig, som var forsvundet. Legitimiteten var hans anden Religion, og han havde været ude af Stand til at læmpe sig efter de nye Forhold. Han havde ikke paa noget Punkt fremragende Ævner, men en harmonisk Ud- vikling af en jævn Begavelse i Forbindelse med ydre Anstand havde skaffet ham en ikke ringe AnseeKe i Hofkredsene. Borger- kongedømmet kunde dog ikke være tjænt med igen at faa en Ærkebiskop af Paris, der i alle Henseender var knyttet til det gamle Regimente. Det var derfor forgæves, at Dupanloup efter Msgr. Quélens Død satte sine formaaende Venner i Bevægelse for at lede Valget hen paa sin forrige Sognepræst ved Made- leine, den Gang Biskop i Langres; ti Msgr. Matthieu vilde have styret Ærkestiftet som en Afglans af Msgr. Quélen. »Vi ville have en Ærkebiskops satfde Louis Philippe, »som tager sig af Præsteskabets Sager, men ikke blander sig i vore;c og Thiers, der var Minister, vilde have en frisindet Prælat paa Ærkestolen. Efter nogen Vaklen faldt Valget da paa Biskoppen af Strasbourgs Koadjutor, Aflre, der indtil kort i Forvejen havde været General- vikar i Paris og i denne Stilling vist sig som en Mand af en noget anden Støbning end den nys afdøde. De frisindede Kato- liker med Montalembert i Spidsen hilsede Regeringens Valg med Glæde; ti under Affres Styrelse vilde Lamennais' forrige Venner ikke længere komme til at staa paa dot sorte Bræt. Men Dupanloup var i høj Grad skuffet. Den nye Ærkebiskop havde Digitized by Google 776 Biskop Dupanloup. Forbindelser, som han fandt farlige, og Msgr. Affre var i sin hele Optræden en Bourgeois, der savnede det Tilhold i det højere Aristokrati, der i mange Tilfælde havde givet Msgr. Quélen en betydelig Magt. Naar denne legitime Hofbiskop var krænket over et eller andet, trak han sig tilbage i en kold Fornemheds Skal; men samtidig signaliserede han til sine aristokratiske Venner. Med- ens han selv blev siddende rolig og ubevægelig i sit Palads, satte da disse Meningsfæller ved Hove Himmel og Jord i Bevægelse for at skaffe en saadan Vending i Tingene, at den vrede Akilles med Ære kunde gaa ud af sit ærkebispelige Telt for atter at lade sin fornemme Værdigheds Sol skinne ved Hoffesterne. Overgangen fra Msgr. Quélen til Msgr. Affre blev dog mindre, enfl man havde ventet; ti den sidste havde ikke for intet været Elev i Saint Sul- pice. I denne Skole, hvis Devise var: »det; gode gør ikke Larm, og Larm gør ikke godt« , havde Affre lært en ængstelig Tilbage- holdenhed; de, der havde ventet, at den nye Ærkebiskop skulde kaste sig ind i Kampen og personlig lægge sit Lod i Vægtskaalen, fik derfor snart at sé, at de havde forregnet sig. Msgr. Affre afskyede ligefrem offentlig Paatale af Kirkens Trængsler. Han fandt, at det var uværdigt for en Biskop at indlade sig paa en saadan. Det højeste, han kunde være med til, var en skriftlig Henstilling, der kun blev læst af rette Vedkommende. Forholdene drev imidlertid den nye Ærkebiskop ud af denne forsigtige Stilling, og de bragte snart ham og Dupanloup sammen. En Ærkebiskop af Paris kunde ikke i Længden være tjænt med at leve paa spændt Fod med en Mand som Helten fra Rue Saint Florentin, og Superiøren for Saint Nicolas kunde kun med Del- tagelse sé, at Msgr. Affre med Iver tog fat paa den Ordning af Undervisningsvæsenet, som hans Forgænger, halvt af Ladhed, halvt med en Hofmands Foragt for Kundskaber, saa grundig havde forsømt. For at ophjælpe de teologiske Studier udnævnte Affre et nyt teologisk Fakultet ved Sorbonnen, og Dupanloup overtog Pladsen som Professor i gejstlig Veltalenhed. Han havde imidler- tid næppe faaet begyndt paa sine Forelæsninger, før Sygdom tvang ham til at afbryde dem. Da han under et Ophold i Rom havde samlet legemlige Kræfter og hentet sig den teologiske Doktorgrad for en Afhandling om det ufejlbare Læreembede, blev de vel optagne igen, men kun for efter kort Tids Forløb at afbrydes for stedse. Som Indledning til en Forelæsning over Kirkefædrene drøftede nemlig Dupanloup Geniet, dets Magt og dets A fimagt, Digitized by Google Biskop Dupanloup. 777 oe paastaar, at hun har Ret; jeg mener, at hvin ,Jiar Uret.« Ærkebispen indlod sig ikfce videre Digitized by Google Biskop Dupanloup. 779 herpaa, men brugte atter Undervisnings! ri heden paa Bane. »Men mine Lys, mine Lys,c gentog Louis Philippe. Affre lod, som om han ikke hørte disse Ord, og blev ved at tale om del Spørgsraaal, der havde sat Landet i Bevægelse. »Nuvel,« raabte da Kongen, »jeg vil ikke liave edeis Undervisningsfrihed; jeg holder ikke af de kirkelige Skoler, hvor man alt for godt lærer Børnene det Yei-s af Mayniftcat: Han har nedstyrtet de mægtige fra deres Sæde!« Ærkebispen rejste sig op, bukkede og gik med Følelsen af, at Kongen ikke vilde yde Kirken Hjælp under denne Kamp. Det nye Lovforslag kaldte efterhaaaden man^e af de franske Bisper frem paa Arenaen. Bladene \are fulde af Protester fra det vrede Episkopat, og Aflie sendte Kongen en konfidentiel Skrivelse, i hvilken han udtalte sig imod Universitetets Monopol. Det klerikale Blad »L'Univers«, der med stor Utrættelighed an- greb Universitetet som et Værn for Ugudelighed og Rygges- løshed, fik fat i Ærkebiskoppens konfidentielle Memoire og af- trykte den. Ved denne Tid kom Grev Alontalembert, der tidligere ved Besøg hos O'Connell og sine Slægtninge i Belgien havde sét, hvad Agitation kan udrette, tilbage fra et Ophold i England, hvor Cobden havde dannet sin Ligue mod Kornloxen 1 ). Og han be- sluttede at bruge, hvad han havde lært i Udlandet. Med Under- visningsfriheden som nærmeste Maal dannede han et katolsk Parti, til hvilket blandt andre Dupanloup sluttede sig, og som Pair af Frankrig bestemte han ved første Lejlighed at ville slaa et Slag for Skolesagen i Pairskammerct. Han vilde ikke vente, indtil ©elve Spørgsmaalet kom for, og baade Venner og Fjender vidste, at han vilde tage Ordet under Debatten om de hemme- lige Fonds, som plejede at give Anledning til storpolitiske For- handlinger. To Dage før han skulde have Ordet, modtog han et Brev fra Dupanloup. »Hr. Greve U saalcdes begyndte Brevet, »tillad mig at sige Dem, hvad jeg tænker med Hensyn til Deres Stilling i Kammeret. Vore Modstandere haabe paa, at De skal blive irriteret, og de ville drage Fordel deraf. De vil have en stor Fordel, hvis De kan forbavse Verden ved Selvbeherskelse, Maade- hold, alvorlige Advarsler og tæmmede Trusler. Kun faa Ord; en stærk, jævn og maadeholden Indsigelse.« Dupanloup var nemlig fuldstændig enig med Montalembert i at kræve Undervisnings- ') Se oven for S. 134 flg. Digitized by Google 780 Biskop Dupanloup. frihed, men han havde endnu ikke forsonet sig med den agita- toriske Voldsomhed, som var Montalemberts Styrke. Det var dog forgæves, at, ville have en Agitator som Montalembert til at tale med samme Forsigtighed som en Elev fra Saint Sulpice. I den Tale, som den unge Greve holdt den 16de April 18 14, sluttede han med de berømte Ord, der vandt Genklang i det hele katolske Frankrig: »Vi ville ikke være Slaver midt i et frit Folk; vi ere Martyrernes Efterfølgere, og vi skælve ikke for Julianus Apostatas Efterfølgere! Vi ere Korsfarernes Sønner, og vi vige ikke for Voltaires Sønner!« Over for en saadan Veltalenhed forsvandt alle Dupanloups Betænkeligheder, og hans senere Virksomhed af- lægger umiskendelige Vidnesbyrd om, at han selv som Taler og Skribent har uddannet sig efter- den katolske Agitators For- billede. Montalemberts dristige Ord i Pairskammeret frembragte en stor Bevægelse i hele det katolske Frankrig. »De franske Kato- liker,« skrev Greven selv kort i Forvejen til en Ven, »ere talrige, rige og agtede; de mangle kun én Ting — Mod. Hidtil har del at være Katolik i det sociale og politiske Liv sagt det samme som at staa uden for alt, at gøre sig selv saa liden Ulejlighed som muligt og at stole paa Gud for Resten. Vore Dages Katoliker have, især i Frankrig, én herskende Tilbøjelighed og én særlig Funktion: det er Søvnen. At sove godt, sødt og længe, og efter et Øjeblik at have været vaagen, snarest muligt at sove ind igen; det har hidtil været deres Politik.« Men hans Agitation ændrede hurtig Forholdene. To Maaneder efter hans Tale i Pairskammeret skrev Lacordaire til Mdme Swetchine: »Bisperne tale nu om Fri- hed og Menneskerettigheder; man vedkender sig Pressen, Chartet, Nutiden. Frankrig har endelig faaet et Præsteskab, som taler, skriver, som handler efter Aftale, som gør Front mod Magter som Professorer, Journalister, Deputerede og Fyrsten; et Præste- skab, der er gaaet ud af de gamle Stier og henvender sig, ikke til Kongen, men til Folket.« I disse ændrede Forhold fandt Dupanloup sig snart til rette; det var jo med en saadan Fremtid for Øje, at han havde søgt at fremelske Talenterne i Saint Nicolas. Men han var dog ikke blind for Farerne ved denne voldsomme Agitation. Det var lykkedes Montalembert at danne et virksomt katolsk Parti, men jo mere bevidst dette Parti traadte frem, desto klarere blev det, at der ikke længere var et katolsk Folk i Frankrig. Og hvem Digitized by Google Biskop Dupanloup. 781 var Ledere af dette Parti? Det var ikke Bisper, men Lægfolk. Vel gik Dupanloup ikke saa vidt som Ærkebiskoppen af Rouen, der skrev til Montalembert: »Lægfolk have ikke den Mission at forsvare Kirken ;t men han var dog urolig ved at se, hvilken Magt Lægfolk havde faaet. Og allerede den Gang følte han sig stødt bort af den raa Tone, der af og til kom frem i de katolske Blade, navnlig i »L'Universc. Dette Blad, som i Aaret 1834 var grundlagt af Abbé Migne, senere bekendt som Udgiver af alle de latinske og græske Kirkefædre, havde i Begyndelsen ikke haft stor Betydning; men da Louis Veuillot i 1842 var bleven dets Redaktør, fik det større og større Indflydelse. Louis Veuillot havde etter en Fortid, der syntes at pege mod en anden Fremtid end den som Kirkens Apologet, i Rom halt en Chateaubriandsk Opvækkelse; »han havde bøjet sig for Korset, begrædt sine Fejl, og var vendt tilbage til Paris som glødende Katolikt. Da han kom ind i Redaktionen af »L'Universc, vendte han sine spidse Vaaben mod Kirkens Fjender, Voltai Hanerne , som han plejede at kalde dem, og Kampen for Undervisningsfriheden gav ham rigelig Lejlighed til at overdænge Universitetets Mænd med Skældsord, der klang ilde i saa høviske Øren som Msgr. Aflfres og hans Ge- neralvikars. Lamennais havde indført Skældsordslyriken i den katolske Presse, og Veuillot, der havde et stort Stykke af Rabe- lais' Natur i sig, blev snart en Virtuos i denne Retning. Det saa' ud, som om han vilde bevise Alvoren i sin Omvendelse ved den Maade, paa hvilken han angreb . de vantro. »Da Høveds- manden paa Golgata,c sagde Lacordaire med Henblik hl Louis Veuillots Polemik, »havde bojot sig for Jesus Kristus, gjorde han sig ikke til Bøddel; men han slog sig for Brystet ;c og mange fandt, at denne Efterligning af Tjænernes Sprog i Moliéres Komedier var ligefrem farlig for den katolske Sag. »Den irriterede Tone i »L'Universc c, skrev Dupanloup saaledes til sin Biskop, »tager Modet fra Folk og synes kun skikket til at bringe andre til at tro, at vor Sag er saa fortvivlet, at gode Grunde ere unyttige, og at man ikke har andet at fremføre end knubbede Ord og Injurier.t Da derfor Louis Veuillot, paa Grund af en Artikel om et Flyve- skrift i Skolesagen, var bleven dømt til Bøde og Fængsel, gav Dupanloup vel sit Bidrag til Bødens Afbetaling, men søgte sam- tidig at faa den bidske Redaktør fjærnet fra Bladet. Denne Plan mislykkedes, og dermed blev Grunden lagt til Fjendskabet imellem Dupanloup og Veuillot. Jo mere de maadeholdne Katoliker, og Digitized by Google 782 Biskop Dupanloup. fremfor alle Dupanloup, søgte at dæmpe de stærke Udtryk, der vare Veuillot saa naturlige, desto mere søgte Redaktøren af »L'Universt at udvikle sit Talent til at skyde med Spidskugler, og han klagede over »de Folk, der greb fat i hans Klæder for at holde ham til- bage, idet de raabte, at han kompromitterede dem«. Han saa' snart, at der bag de faa dannede Mennesker, som blev stødt bort ved Tonefaldet i hans Blad, stod en stor Skare af Præster uden synderlig Dannelse og af fanatiske Lægfolk, som kunde le ad hans Udfald uden at tage Forargelse af Plumpheden i dem; og i dem fandt han sine trofaste Læsere og Tilhængere. Den demo- kratiske Luftning, der gik igennem Tiden, havde ogsaa naaet den katolske Kirke, og Louis Veuillot forstod at vinde Masserne og saa at tale i deres Navn, som om de vare deri rette katolske Menighed. Ogsaa i Bispegaardene fik »L'Univers« Tilhængere. Da Ærkebispen af Paris offentlig havde udtalt sig imod en Pjece af en af »L'Univers«' Medarbejdere, indeholdt Biadet først en Er- klæring fra vedkommende om, at han »ikke kunde tage imod Msgr. Affres Irettesættelse« , og derpaa et Brev fra Bispen af Chartres, i hvilket denne roste den Pjece, somAflre havde dadlet, og samtidig oplyste Læserne om, at Ærkebispen af Paris 1 Titel at Metropolitan var en blot Titel, »der ikke medførte nogen Over- legenhed med Hensyn til Skolesager«. Da »L'Univers« siden fik Paven paa sin Side, var der ingen Grænser for dets Magt; og jo mere Rom kom ind paa den Vej, der førte til den pavelige Syllabus med dens Fordømmelser af hele Nutidens Tænkesæt, desto bedre lærte man at skønne paa Louis Veuillot og hans Polemik. »L'Univers«' voldsomme Angreb paa Universitetet blev be- talt med samme Mønt. Man tillægger Thiers det Udsagn, at det »snart kunde blive Tid at lægge Voltaires Haand paa visse Folk«; og den antiklerikale Presse raadede ogsaa over spidse Vaaben. I 1844 begyndte Eugéne Sue sin »Evige Jøde« som Feuilleton i »Gonstitutionnel«, Thiers' Organ, og i denne Roman fik han Plads ti! alle de Historier om Jesuiternes Skændselsgerninger, som gik rundt i Krogene. Hadet til Jesuiterne slog ud i lyse Luer over alt i Frankrig, og mange Lærere stillede deres Disciple den Op- gave at forfatte en Tale, som Arnauld kunde have holdt, da han i Universitetets Navn bad Parlamentet udjage Jesuiterne. Ned med Jesuiterne! blev et Feltraab, som det havde været det i Villéles Digitized by Google Biskop Dupanloup. 783 Dage, og Michelet og Quinet angreb fra Collége de Frances Lære- stole Ignatius Loyolas Disciple med den støi. te Heftighed. Stormen mod Jesuiterne forvandlede Kampen for Under- visningsfriheden til en Kamp for de religiøse Kongregationers Fri- hed, og forskellige Forfattere optraadte som disses Forsvarere, blandt andre Jesuiten Paler Ravignan og Dupanloup. Skønt Pou- joulat og mange andre tilkende Dupanloups Flyveskrift »Om de religiøse Associationer c Prisen, )tan der dog næppe være Tvivl om, at det baade fra Formens og Indholdets Side staar langt tilbage for Pater Ravignans glimrende Forsvar for Jesuiterne, som Sainte Beuve kaldte »det første Skrift, udgaaet fra Katolik- ernes Rækker under denne Strid, som er en stor og hellig Sag værdige. Naar man nu efter saa mange Aars Forløb læser de to Skrifter, bliver man hurtig træt af Dupanloups Deklamation og Fraser, medens Ravignans »De Pexistence et de Tinstitut des Jésuitesc er saa veltalende, logisk og rigt paa virkelige Argu- menter, at det endnu stadig kan læses med Interesse. Hvis Loyolas Institution skulde kunne forsvares, maatte det være ved et saadant Skrift. Louis Philippe var en £>tund tilbøjelig til at holde paa Jesuiterne, men Thiers omstemte ham. »Man maa gøre Præsterne en eller anden Indrømmelse; de have dog endnu megen Magt,€ sagde Kongen til Thiers. Han fik til Svar: »Sire! jeg forsikrer Dem, at der er en stærkere Magt end Præsten; det er Jakobineren. c Efterhaanden fik man Kongen til at se, hvilken Ulykke Jesuiterne havde voldt Karl X, og han erklærede til den pavelige Xuntius i Paris, at han ikke vilde sætte sin Krone paa Spil for Jesuiternes Skyld. Guizot fandt da paa den snilde Udvej at sende Rossi ') som Bud til Gregor XVI for at bede Paven selv opløse Jesuiterne i Frankrig, og den smidige Italiener fik til sidst Bugt med Pavens Betænkeligheder over for et saa- dant Skridt. »Vort Hjærte er ved at briste,t udraabte »L'Universc, da det rygtedes i Paris, at vel ikke Paven selv, men Jesuiter- generalen i Rom, naturligvis efter hans Tilskyndelse, havde givet saadanne Ordrer med Hensyn til Jesuiternes fremtidige Stilling i Frankrig, at de kunde betragtes saa godt som opløste dér. Men de, der foretrak en liberal Katolicisme for Ultramontanisme, havde heller ikke Grund til at jubk over dette Resultat Disse direkte ») Det var ham, der siden blev myrdet i Rom som liberal Minister hos Pius DL Digitized by Google 784 Biskop Dupanloup. Underhandlinger med Paven blev nemlig et af de Momenter, der gav den franske Kirkes Selvstændighed et stort Knæk. »Naar man sér Regeringerne, den ene efter den anden, saaledes selv opfordre Pavedømmet til at give Regler for Præsteskabets og Katolikernes Holdning, kan man saa siden give dem synderlig Ret til at beklage sig over Ultramontanismens Fremskridt,« spørger Thureau Dangin med god Grund i sin Skildring af Kirkens For- hold til Julikongedømmet. Og det var heller ikke underligt, at den liberale Katolicisme til sidst kom aldeles i Miskredit i Rom, naar man sér de Vaaben, som Rossi brugte i sin Egenskab af fransk Sendeherre. For at bevæge Gregor XVI til at gøre Indrømmelser, fremstillede han, der selv var Liberalismens Talsmand, de liberale franske Katoliker, der kæmpede for Undervisningsfriheden, som — »Lamennais' Hale« (la coda di Lamennais). Kampen havde imidlertid varet saa længe, at mange paa begge Sider spejdede efter Muligheder til en Fred. Bisperne vare, paa én enkelt Undtagelse nær, trætte af at skrive Flyveskrifter, og Lægfolk kede af at læse saadanne. Det var som Tolk for denne Længsel efter Fred, at Abbé Dupanloup skrev sit store Flyveskrift: »La pacification religieuse«, i hvilket han tog Ordet for »en Fred, der hvilede paa Retfærdighed og Frihed«, og lige- frem paakaldte Principerne fra 1789. Han søgte at fremstille Katolikerne som oprigtige Venner af Friheden, men anbefalede paa den anden Side disse at vise Taalmodighed og Maadehold. Den Tone, der gik igennem dette nye Flyveskrift af den utrætte- lige Abbé, vandt straks Paaskønnelse hos Mænd som Thiers og Gonsin ; men »L'Univers« tog skarpt til Genmæle imod det. Dette Blad indeholdt den ene Artikel efter den anden, i hvilken Dupan- loup blev voldsom angreben, og en af »L'Univers«' Venner udgav en Pjece, i hvilken det hed: »Denne Salon-Mægling kan kun skuffe Hofsnoge og Abbéer, der vente paa kommende Værdig- heder. Hvis Abbé Dupanloup havde levet i Arianismens Dage, vilde han sandsynligvis kun have haft haarde Ord tilovers for St. Atha- nasios, men derimod blide og fredelige Fraser til de Hofsnoge og Prælater, der vare saa velvillige mod Arianerne.« Kredsen om »L'Univers« var allerede kommen saa vidt, at den betragtede sig selv som den eneste katolske Ortodoksi og de liberale Katoliker som de argeste Kættere. Men samtidig med at Dupanloup saaledes mere og mere kom i aaben Fejde med de intransigente, følte han sig stødt bort Digitized by Google Biskop Dupanloup. 785 af Msgr. Affire. De vare uenige i Pædagogiken , og efterhaanden gjorde Forskellighederne i deres Synsmaader Samarbejdet utaale- ligt. Derfor opgav Dupanloup i Aaret 1845 sin Stilling som Su- periør for Saint Nicolas, og nøjedes en Tidlang med at være Kannik i Notre-Dame; men som saadan vedblev han at kæmpe for Undervisningsfriheden. Da Montalembert i sit Skrift »Om Katolikernés Pligt over for Valgenet atter tog Ordet for denne Sag, udsendte Dupanloup en ny Pjece, i hvilken han, i Stederl for at fordre Ødelæggelse af Universitetet, nøjedes med at kræve Plads for den frie Skole ved Siden af Statsskolen. Dette Skrift blev straks ilde medtagen i »L'Uni verst, som overøste Forfatteren med Spydigheder og endte med at erklære Fredsforslaget uantage- ligt. Da Regeringen kort efter forelagde et andet Lovforslag, som Du- panloup fandt utilstrækkeligt og uheldbringende for Katolikerne. skrev han igen et Flyveskrift, som var saa heldigt at falde i »L'Universc' Smag. Kun Indledningen, i hvilken Dupanloup havde givet Finter til Tonen i Louis Veuillots Artikler, vakte denne Gang den in- transigente Kritiks Uvilje. Denne Fejde viste Dupanloup, hvor nyttigt det vilde være for ham og hans Venner at have et Blad til den liberale Katolicismes Raadighed, og han arbejdede ufor- trøden paa at skaffe sig et saadant, som efter den oprindelige Plan skulde bære og svare til Navnet: »den sociale Frede; men først efter Februar-Revolutionen lykkedes det ham at faa et Organ ved at købe »L'ami de la religionc Regeringens Utilbøjelighed til at indrømme Undervisningsfrihed tvang Katolikerne til fremdeles at holde sig i Kampstilling. Msgr. Affre gjorde gentagne Gange forgæves Forsøg paa at gøre Louis Philippe klar paa, hvad Spørgsmaalet havde at sige. Til sidst maatte han opgive alt Haab i den Relning. »Disse Folk,c sagde han en Gang, da han kom fra Hoffet, »sér i Religionen kun en Maskine til at regere med; de have ingen Anelse om, at vi have en Samvittighed. € Den seje Modstand fra »L'Universc' Side og Roms Ængstelser over for »Lamennais' Halet var ogsaa lige ved at bringe de liberale Katoliker til Fortvivlelse; men da skete det sælsomme, at den katolske Kristenhed fik en liberal Pave i Pius IX. Nu kunde Montalembert og hans Venner glædé sig over »at have været Pavens Forløberet, og selv Louis Veuillot blev nu liberal og fortalle sine Læsere, at Rom nu havde lyst Velsignelse over de liberale Ideer, som han saa længe havde kæmpet for i Frankrig. Pius IX roste de franske Bispers Kamp Digitized by Google 786 Biskop Dupanloup. fov Undeirisningsfriheden og sagde: »Kirken maa hare Frihed, fordi dens Modstandere have dét; Vaabnene maa være li^e.c Du- panloup, der straks efter Konklavet var ilet til Roin, blev over- ordentlig venlig modtagen i Vatikanet. Paven roste hans Fasthed og. Forsonlighed og tålte i de højeste Toner om Montalembert. Den liberale Pave bragte selv Voltaires Sønner til at studse. Baade Pairska mineret og Deputeretkammeret vedtog en Adresse, der aandede den varmeste Hengivenhed for den Pave, der »havde indviet en ny Æra for Civilisationen og Frihedeti«. Det katolske Blad »Le Correspondant« kunde derfor trøste sine' Læsere med, at »siden Pius IX's Stjærne havde hævet sig paa Evropas moralske Himmel, havde hans velgørende Indflydelse spredt alle Skyerc Det varede imidlertid ikke længe, inden Revolutionen tvang Louis Philippe til at forlade Paris, og i Fébruar-Dagene led iMsgr. Affre Martyrdøden 1 paa Paris' Barrikader. s Han vovede sig ud blandt de kæmpende for at stifte Fred, * men blev dødelig saaret af en Geværkugle og faldt om med Raabet: »Gid mit Blod maa være det sidste, som udgydes!« III. Dupanloup havde ijæppe overtaget Ledelsen af »L'ami de la religion«, før den romerske Revolution ogsaa nødte Pius IX til at flygte til Gaéta, og det blev en af hans første journalistiske Opgaver at bearbejde Stemningen i Frankrig, for at Pius IX ikke blot dér skulde kunne finde Ly, men ogsaa væbnet Forsvar. Hans Venner, som Montalembert, fandt, at han overgik sig selv i disse Artikler om Pavedømmet, som han skrev i de lange Vinteraftener i Aaret 1848, i Ensomheden paa sit lille Værelse i Klostergaden ved Notre-Dame; og fra Gaéta mældte Fyrstinde Borghése ham, at Paven og Kardinalerne hver Aften læste hans Blad. Snart stil- lede Præsidentvalget den gejstlige Journalist foran en ny, vanskelig Opgave. Skulde han tage Ordet for Gavaignac eller Louis Napoléon? Den første vilde ikke give bestemte Røfler med Hensyn til den kirkelige Politik, og den sidste havde »en højst beklagelig Fortid«. Da Prins Napoléon imidlertid lovede at gøre den liberale Katolik Falloux til Kirke- og Undervisningsminister, begyndte Vægtskaalen at hælde til hans Side. Undervisningsfriheden var derved sikret, men det romerske Spørgsmaal stod tilbage, den Sag, der optog Digitized by Google Biskop Dupanloup. 787 den sidste Del af Dupanloups Liv som Skolesagen havde optaget den første. Gennem Mole fik han Prins Louis til at skrive et Brev til den pavelige Nuntius, i hvilket der forekom følgende Ord : »I mine Øjne staar Opretholdelsen af den verdslige Magt for Kirk- ens Overhoved i nøje Forbindelse med Katolicismens Glans, med Friheden og Italiens Uafhængighed. c Disse Ord bestemte Dupan- loups Blad til at stille sig paa Prinsens Side. Det var imidlertid ikke let at faa Falloux til at overtage Ministeriet Odilon Barrot vendte tilbage til Præsidenten med det Bud, 'at alle Overtalelser havde været forgæves. Prinsen blev utaalmodig herover. »Jeg forstaar godt,« sagde han, »hvad dette skal sige. I Fallouxs Al- der siger man .ikke frivillig Nej til et Ministerium ; hans Parti til- lader ham ikke at modtage Portefeuillen. Det er en Krigs- erklæring. Godt — naar jeg ikke kan faa Støtte i det konser- vative Parti, maa jeg søge den andensteds. Jeg kan ikke svæve i Luften. Naar Højre ikke vil hjælpe mig, gaar jeg til Venstre. I Aften vil jeg tale med Jules Favre.« Prinsens konservative Omgivelser saa\ at Følgen heraf vilde blive, at Loven om Under- visningsfrihed ikke gik igennem, og at Paven ikke kunde vente Hjælp af franske Bajonnetter. Falloux havde, efter at have med- delt sit Aislag, først søgt til Jardin des plantes, derpaa til Mdm. Swetchine for at være sikker paa at undgaa nye Overtalelses- forsøg. Dupanloup var imidlertid kommen ham paa Sporet 6g traf ham paa det sidste Sted, og dér blev han Genstand for en ny Overtalelse. For at være vis paa Sejeren bad Dupanloup ham tage med hen til Montalembert , som opholdt sig i Mdm. Thayers Salon. Da Falloux endelig gav efter for dette dobbelte Angreb fra de to Ledere for de liberale Katoliker, blev Dupanloup sendt til Molé, medens den vordende Minister og Montalembert kørte hen til Thiers. Montalembert traadte alene ind i Salonen og hviskede til Thiers, at Falloux ventede paa ham i et Sideværelse. »Jeg kommer,« sagde Falloux til Thiers, »fordi Præsterne sende mig. Jeg modtager Ministeriet, hvis De vil love at forberede, for- svare og stemme for en Lov om Undervisningsfriheden; ellers ikke.« — »Jeg lover Dem det,« svarede Thiers, »og tro endelig ikke, at det er en Forpligtelse, som vil volde mig Vanskelighed. Gør kun Regning paa mig; min Overbevisning er i fuldkommen Overensstemmelse med Deres. Mine liberale Venner og jeg have gaaet paa gale Veje i det religiøse Spørgsmaal; det bør vi frit erkende. Nu vil jeg skynde mig til Præsidenten, som i dette Tilskueren. 1884. 51 Digitized by Google 788 Biskop Dupanloup. Øjeblik modtager ulykkelige Raad, og om nogle Timer vilde det maaske være for silde at unddrage ham skadelige Paa- virkninger.« En af Falloux' første Handlinger som Minister var Sammen- kaldelsen af en stor Undervisningskommission, sammensat af Mænd fra forskellige Lejre. Dupanloup og Montalembert mødtes i den med Cousin og Thiers. I denne Kommission spillede navnlig Du- panloup en fremragende Rolle. »Det er en Fandens Abbé,« sagde Thiers en Dag til Montalembert, da de fulgtes sammen fra et Møde, »han har talt godt. . Retfærdighedens og Uskyldighedens Sag!c og han blev ved flere Gange at gentage de sidste Ord, som Du- panloup havde fremhævet i sin Tale. De sidste Oplevelser havde lært ham, at man kunde komme til at trænge til Præsternes Hjælp imod Jakobinerne, og derfor -var han langt mere villig til Indrømmelser end tidligere. Han stillede endog det Forslag, helt og holdent at overlade Præsteskabet den første Undervisning; men detie modsatte baade Montalembert og Dupanloup sig. De* vilde ikke selv modtage et Monopol i samme Øjeblik, som de klagede over Universitetets, og de nøjedes med at stille sig be- stemt paa Undervisningsfrihedens Grund. Med Hensyn til den højere Undervisning gjaldt Uenigheden egentlig nærmest det Spørgs- maal, om man skulde sætte en Bom for Jesuiternes Virksomhed eller ikke. Dupanloup gjorde gældende, at man maatte unde dem den samme Frihed, som de protestantiske Sekter havde; men Thiers svarede hertil, at der var visse Grundsætninger, som den franske Kirke højtidelig havde vedkendt sig, og Cousin for- svarede Universitetets Uvilje over for Loyolas Disciple. Paa dette Punkt af Forhandlingerne greb Dupanloup ind, og han talte saa godt for Jesuiterne, at Thiers greb Cousin i Armen og raabte: »Cousin, Cousin! har De forstaaet, hvad vi have lært i Dag? Abbé Dupanloup har Ret ! Vi have kæmpet imod Retfærdigheden og Dyden 7 og skylde Jesuiterne Oprejsning.« Med Kommissionens Arbejdé som Grundlag fremsatte Fal- loux et Forslag til en Skolelov, der i Aaret 1850 blev vedtaget med 400 Stemmer mod 250. Denne Lov mødte Modsigelse baade hos Universitetet og »L'Univers«. Paa den ene Side hed det, at »Loven Falloux« indførte en ny Middelalder; fra den anden Side lød der Klage over, at den »havde skabt en Hær af Lærere, Professorer og Inspektører, som bragte Statens forgiftede Lærdom til den fjærneste Afkrog paa Landet c. Med denne Lovs Ved- Digitized by Google Biskop Dupanloup. 789 tagelse begyndte der en alvorlig Spaltning i det katolske Parti. »L'Univers« angreb Montalembert, Dupanloup og de andre Ledere af det katolske Parti med en skaanselløs Heftighed, og det aab- nede tillige sine Spalter for voldsomme Angreb paa de franske Bisper. Denne Adskillelse gik Montalembert meget nær til Hjærte. »Jeg har set,« klagede han siden, »den Hær, som jeg havde samlet, gaa Opløsningen i Møde. „ Jeg har set mine Venner ud- gyde Taarer over, hvad de kaldte mit Selvmord.« Men Dupanloup trøstede ham med at sige: »Hvorfor dog klage? De har samlet en Hær af Lanseknægte; nu, da De nævner Ordet Fred, gøre disse Oprør; saadanne Folk leve jo kun af Rov.c Endnu inden Skoleloven var vedtaget, og Spaltningen inden for det katolske Parti traadte saa tydelig frem, var Dupanloup bleven Biskop af Orléans. De Aar, der vare gaaede hen, siden den Tid, da han satte alle Sejl til for at skaffe Msgr. Quélen en Efterfølger, der svarede til det gamle Bispeideal, havde bragt ham til at skilte Ideal. Der fortælles, at Bossuet en Gang i sin Have blev overrasket af et Uvejr. De Præster, der ledsagede ham, trak deres lange Klæder op og løb af alle Kræfter lor at finde Ly; men Bossuet gik med de samme majestætiske Skridt som før. »Men, Monseigneur,c raabte Præsterne til ham, »De bliver helt vaad!« Han svarede: »en Biskop løber aldrig !« En saadan majestætisk Ro hos en Biskop havde været Dupanloups Ideal i de Dage, da han færd- edes i det gamle Regimentes aristokratiske Kredse, men Juli- kongedømmet og de to Revolutioner havde lært ham, at Tiden trængte til andre Bisper. »Hvis han havde været Pave,« siger Emile Ollivier om ham, »havde han grebet Julius H's rustne Kaarde og slaaet løs ved Siden af Lamoriciére ved Castelfidardot Som Biskop har han kæmpet med Pjecer og Bladartikler; han var en Soldat i Bispekaabe.« Falloux, der ikke blot som Minister havde tilbudt Dupanloup Bispedømmet Orléans, men som Ven næsten tvunget ham til at modtage det, siger, at han var lige saa fyrig som en Chef for en Avantgarde, der stadig hører Raabet: fremad! og derfor ikke giver sig Tid til at være længe paa samme Sted. Dupanloup var som Biskop saa lidet ængstelig for »at løbe«, at han ilede til alle Steder, hvor der var Ildløs; og han sammen- lignede sig selv med de japanesiske Heste, der hvilede sig ud fra Travløb ved at sætte 'i Galop. 51* Digitized by Google 790 Biskop Dupanloup. Det var hans Ærgærrighed at være Biskop for hele Frank- rig, ikke blot for Stiftet Orléans; derfor gav han Møde alle Vegne, hvor Kirkens Interesser stod paa Spil. Da Ærkebiskop Sibour af Paris i et Hyrdebrev havde udtalt sig imod Præsternes Del- tagelse i Politiken, gjorde en Præst i Stiftet Paris, Combalot, Ind- sigelse herimod. I en meget uærbødig Tone hævdede han over for sin Ærkebiskop, at Præsteskabet havde en politisk Mission, og at Præsterne derfor havde den Pligt at blande sig i det politiske Røre. Da Combalot mente, at Dupanloup var enig med ham i det Stykke, sendte han denne sin Pjece; men han fik den straks tilbage med Protest. Biskoppen af Orléans dadlede ham i de stærkeste Udtryk, fordi han havde vovet at tale imod sin egen Biskop, og mindede ham om, at for fem og tyve Aar siden gjorde en anden Præst (Lamennais) »Begyndelsen til sit beklagelige Faldt paa en lignende Maade. Derpaa offentliggjorde han, til Skræk og Advarsel for alle Præsterne i sit Stift, Svaret til Combalot, og kort efter bragte Bladene den Efterretning, at den dristige Abbé havde angret sin Optræden og faaet Tilgivelse. Det var ikke vanskeligt for Ærkebiskoppen i Paris at faa Bugt med en stakkels. Abbé, men han havde forgæves søgt at vise »L'Universc' Overgreb til- bage. Paa Provinsial-Synoden 1849 havde Sibour — med Blikket rettet paa Louis Veuillot — klaget over, at man, »under Paaskud af at forsvare Pavens Rettigheder, insulterede Bisper og Præstene Sagen gik til Rom, men Paven viste paa en utvetydig Maade, at han ikke billigede denne Afvisning af det mægtige »L'Univers«' Frem- gangsmaade; og Dupanloup kom snart efter til at mærke, hvor vanskeligt det var for Bisperne at faa Ret over for den mægtige Redaktør, der paa den Tid havde baade Pius IX og Louis Napo- ♦léon at støtte sig til. Ert Præst ved Navn Gaume havde rettet et voldsomt An- greb paa Klassikernes Brug i Skolerne, og »L'Univers« havde i Tilslutning til ham udtalt, at disse Klassikere gjorde Ungdommen til Hedninger, og foreslaaet at læse Kirkefædrene i Stedet. Hvis dette Raad blev fulgt i Kirkeskolerne, vilde den nye Skolelov være uden Betydning; ti der var en stor Mængde gode Katoliker. der ikke delte denne Rædsel for Klassikerne, og de vilde da være fristede til at sende deres Børn i Statsskolerne. For at forsvare Klassikerne og dog tillige vise det Sandhedsmoment , der laa i Abbé Gaumes Forslag, skrev Dupanloup da et Hyrdebrev, i hvilket han gav sine Lærere Instruks med Hensyn til den rette Brug af 4 Digitized by Google Biskop Dupanloap. 791 den klassiske Uteratur. Da dette Hyrdebrev var udkommet, bragte »L'Univers« en Række Artikler, i hvilke Biskoppen af Or- leans blev angreben paa det voldsomste. Louis Veuillot erklærede, at Hedenskabet dannede Grundvolden for Undervisningen i de Skoler, Dupanloup havde oprettet i sit eget Stift, og andre Journal- ister bebrejdede ham, at han ikke kunde gøre tilstrækkelig Forskel imellem Sokrates og Evangeliet, ja til sidst blev han stemplet som en af Voltaires Sønner. Dupanloup svarede med at forbyde »L'Univers« paa sine Seminarier og med at tilbagevise denne Lægmandskritik af en Biskops Hyrdebrev. Skulde en Journalist have Lov til hver Morgen at tale om alt til alle og stille sig imel- lem en Biskop og hans Præster? »Det er, c skrev han i sit For- svar for Hyrdebrevet, »ikke en enestaaende Kendsgerning. Det er disse Folks Sædvane hovedkulds, dumdristig, voldsomt at løse de alvorligste og vanskeligste Spørgsmaal, og naar de en Gang have løst dem, taale de ingen Afvigelse, fra hvilken Side den end kommer. c Nogle af de franske Bisper holdt med Louis Veuillot, men de fleste tilkendegav Dupanloup deres Bifald, fordi han vovede at træde op imod »L'Universc' trykkende Overmagt »Der er i Paris, c skrev Msgr. Sibour til ham, »almindelig Indignation imod »L'Univers«. Vær kun modig, MonseignéUr, De skal ikke staa ene i Breschen!« Louis Veuillot var dog ikke bange for at tage Kampen op med flere Bisper paa én Gang. Han svarede med et Brev, i hvilket han erklærede sig »saaret i Sjælene og rede til at trække sig tilbage, hvis man ønskede det; men tillige fik han Lejlighed til at stemple Dupanloup som Gallikaner. »Jeg forstaar ikke.« skrev da Dupanloup til den pavelige Nuntius, »hvad denne Sag har med Gallikanisme eller Ultramon taoisme at gøre. Jeg er ikke og har aldrig været Gallikaner. Jeg har givet Beviser paa min Hengivenhed for den hellige Stol; jeg har for- svaret dens guddommelige Prærogativer og dens verdslige Suve- rænetet i vanskelige Tider, og jeg er rede til at gøre det igen. Nu til Dags kalder imidlertid »L'Univers« alle dem, der ikke gaa med Bladet, for Gallikanere.« Sex og fyrgetyve franske Bisper underskrev derpaa, for at støtte Bispen af Orléans, en Erklæring om, at en Biskops Handlinger ikke hørte for Bladenes Forum, og den gav tillige Dupanloup Ret med Hensyn til Brugen af Klas- sikerne. Det var kun en enkelt Episode af Kampen mellem Louis Veuillot og Biskoppen af Orléans; saa længe Dupanloup levede, Digitized by Google 792 Biskop Dupanloup. laa han og Veuillot paa Krigsfod. Da saaledes hans General- vikar havde vovet at kritisere en Afhandling, som den spanske Sendeherre i Paris, Donoso Gortés, havde skrevet i et Tidsskrift, der beskyttedes af Louis Veuillot, bragte »L'Univers« en Artikel, der var endnu mindre ærbødig end de forrige. Generalvikaren af Orléans klagede da til Ærkebiskop Sibour, i hvis Stift »L'Univers« jo blev udgivet, og faa Dage efter udstedte denne et Brev, i hvilket han forbød sine Præstor baade at læse »L'Univers« og at skrive i det. Men Louis Veuillot gav ikke tabt. Han skrev til Rom: »vor Brøde er, at vi ere ultramontane« , og han mindede Pavens Omgivelser om, at han i tolv Aar »havde forsvaret den hellige romerske Kirkes Lærdomme imod en ugudelig Presse.c Veuillots Venner blandt Bisperne vendte sig ogsaa til Rom, og Pius IX udstedte en Encyklika, i hvilken han befalede Prælaterne at se med milde Øjne paa de katolske Journalister, og hvis der var noget, som fortjænte Dadel, skulde de fælde en saadan »med faderlige Orde Efter Modtagelsen af denne Encyklika ophævede Sibour straks Forbudet mod »L'Univers« ; men Dupanloup vedblev at forbyde sine Seminarister at læse det Blad, som Paven paa en saa utvetydig Maade holdt sin Haand over. For at takke for Roms Velvilje rejste Louis Veuillot uopholdelig til Rom. For- uden den sædvanlige pavelige Velsignelse fik han da, som de Papirer, der efter Kejserdømmets Fald blev funden i Tuillerierne, have vist, en bestemt Forsikring om, at Rom ogsaa billigede den politiske Holdning, som »L'Univers« indtog. Louis Veuillot havde straks sluttet sig nøje til det andet Kejserdømme, og hos Kejserinde Eugenie havde han en høj Stjærne; og som Kejserens og Pavens haandgangne Mand arbejdede han trolig paa at ud- slette de sidste Spor af den franske Kirkes Selvstændighed. Ikke længe efter disse Sammenstød med Journalismen blev Dupanloup valgt til Medlem af det franske Akademi. Mange af Akademikerne paaskønnede i høj Grad hans Kamp for at hævde de klassiske Studier, og baade Cousin, Villemain og Saint-Marc Girardin havde oftere været hans Gæster, naar Eleverne i hans Skoler i Bispegaarden i Orléans opførte Evripides' og Sofokles' Tragedier. Hans Kandidatur til Akademiet stødte derfor ikke paa Vanskeligheder. Man ventede ikke en Gang, til der blev en »analog« Lænestol ledig, men valgte ham til at indtage Filologen Tissots Plads, skønt Biskoppen derved blev . en revolutionær Vol- tairianers Efterfølger. Den 9de November 1854 holdt Dupanloup Digitized by Google Biskop Dupanloup. 793 sin Indtrædelse i Akademiet, og han løste paa en meget taktfuld Maade det vanskelige Hverv, at holde Mindetale over sin For- gænger. Under lydeligt Bifald fra Akademiets Medlemmer og Tilhørerne udtalte han: »jeg har gjort det samme med Tissot, som jeg gør med alle de Mennesker, Gud lader mig møde paa miii Vej. Det første, jeg søger, er ikke det, som adskiller, men det, som forener.t Det vaj Salvandy overdraget at byde ham Velkommen iblandt de udødelige. »Det er,« sagde denne, »Bi- skoppen, vi have kaldet til at tage Plads i Akademiet, den Biskop, som er højt agtet og elsket og altid er rede til at kæmpe for sin Sag som en Soldat eller rettere soiu en Ypperstepræst.c Akademikerne fik dog snart at føle, hvad det vilde sige, at have en saadan Ypperstepræst iblandt sig. Nogen Tid efter blev der Tale om Littrés' Optagelse i Akademiet, men Biskoppen af Or- leans satte Himmel og Jord i Bevægelse for at hindre, at en positivistisk Forfatter skulde kunne kalde sig Medlem af Akade- miet. Skønt Thiers og mange andre i høj Grad ønskede Littrés Optagelse, lykkedes det virkelig Dupanloup den Gang at krydse disse Planer, og han fik ogsaa Akademiet fra at krone Taines engelske Literaturhistorie. Ved hans energiske Bestræbelser aabn- ede dette end videre efterhaanden sine Døre for gode Katoliker som Berryer, Falloux, Lacordaire og Gratry; men det lykkedes dog ikke i Længden at holde den navnkundige Positivist uden for Akademiet; netop som Leksikograf havde han jo en særlig Adkomst til Plads dér. Men fra det Øjeblik af, at Littré indtog en af Akademiets Lænestole, viste Biskoppen at Orléans- sig aldrig mere blandt de udødelige. Dupanloups Optagelse i Akademiet var naturligvis Veuillot en Torn i Øjet, og det var for »L'Univers« et nyt Vidnesbyrd om, at Biskoppen af Orléans i det mindste var en Gallikaner. Hvorledes kunde han ellers tale om Friheden, som han gjorde det? Det var dog ikke blot i Rom, man den Gang var noget mistænksom, naar der blev krævet Frihed. Skønt Dupanloup, som oven for om lait, havde støttet Louis Xapoléon, da han bejl- ede til Præsident- Værdigheden, var han ikke vel set ved Kejser- hoffet, hvor Veuillot var en Stormagt. Hans gamle Kærlighed til Bourbonnerne var ikke helt rustet, og han var nøje knyttet til flere af Lederne for det orléanistiske Parti. Etter Statscoupet havde han offentliggjort et Hyrdebrev om Kirkens Frihed, i hvilket han vel roste den Hjælp, der nylig var bioven ydet Paven, men Digitized by Google 794 Biskop Dupanloupr tillige mindede om det første Kejserdømme, »der vilde hæve Kirken uden at gøre den fri, og som snart efter endte med at forfølge den.c Han citerede Fénelons Ord: »Selv om Kirken faar Støtte af gode Fyrster, maa den stadig være bange for, at Beskyttelsen, i Steden for at være en Hjælp, skal blive et for- klædt Aag, medens der ikke er Fare paa Færde, naar den har sin Frihed.« Kejseren gjorde flere Gange ved Gunstbevisninger Forsøg paa at vinde »det skrækkelige Menneske, der kunde stikke Havet i Brand«, men alle Forsøgene mislykkedes. Den Haand, som Napoléon III udrakte, afviste Dupanloup lige til det sidste. Der kom ogsaa snart et Tidspunkt, paa hvilket Baandet mellem »L'Univers« og Tuilerierne begyndte at løsnes. Efter- haanden som det blev klart for Louis Veuillot, at Viktor Emanuel vilde faa Lov til at nyde Italien »som en Artiskokc, trak han sig mere og mere tilbage, og da man i Paris begyndte at tale om at indskrænke Paven til »Rom og en Havec, var Venskabet ude. Den Gang Laguerroniére udsendte sit berømte Flyveskrift: »Paven og Kongressen«, mødtes derfor Dupanloup og »L'Univers« til Kamp mod den fælles Fjende. Da Dupanloup havde læst Laguerroniéres lille Skrift, sagde han til sine Omgivelser: »denne Pjece stammer fra Helvede!« Lillejuleaften havde han faaet Bogen i Hænde, og Jule- aften havde han allerede sit Modskrift færdigt. Julenat satte to Trykkerier hver sin Del af dette, og lige etter Jul var Pjecen paa Bogmarkedet Louis Veuillot vilde ikke staa tilbage for sin gamle Modstander, og kort efter Jul optog han endog den Tale af Paven, i hvilken Laguerroniéres Skrift blev kaldt »et Værk af Hykleri og et uværdigt Væv af Modsigelser«. Kort efter indrykkede han og- saa den Encyklika, i hvilken Pius IX slyngede sit Anathetna mod de ugudelige, der vilde lægge Hænder paa St. Peders Arv, men Dagen efter forbød saa et kejserligt Dekret Udgivelsen af Bladet Veuillot trøstede sig da med paa sin Vis at citere Hjobs Ord: »en Encyklika af Pius IX har givet »L'Univers« Livet; formedelst en Encyklika af Pius IX mister det Livet Gud og Pius IX være lovet for begge Dele!« Men skønt Veuillot og Dupanloup saa- ledes mødtes i Kampen mod Pavedømmets Fjende, kom de ikke hinanden nærmere. Da Paven senere i 1864 udsendte den berygtede Rund- skrivelse med den saakaldte Syllabus, traadte Dupanloup atter frem med et Flyveskrift, i hvilket han søgte at slibe de værste Digitized by Google Biskop Dnpanioup. 795 Spidser af denne pavelige Krigserklæring til det moderne Sam- fund. Først i 1864 havde han faaet at vide, at Rom havde i Sinde paa den Maade at kaste Handsken til den nye Tid, og han havde bestemt fraraadet dette Skridt. Men da var det for silde. Til ham havde man ikke sagt noget om denne Plan. før alt var afgjort; men andre katolske Bisper havde ti Aar i Forvejen haft Lejlighed til at ytre sig om Sagen. Og da Kardinal Fornari i 1852 sendte »enkelte udmærkede Bisper«, paa hvilke Rom satte særlig Pris, det første Udkast til Sy 11a bus, havde ogsaa Louis Veuillot faaet et Eksemplar. En Lægmand, »L'Univers«' Hoved- redaktør, siger Abbé Maynard med haanligt Sideblik, blev hædret ved Meddelelsen af dette første Udkast og med en Opfordring til at ytre sig om de enkelte Punkter af det; men Msgr. Dupanloup var ikke iblandt de udmærkede Bisper, der fik den Ære 1 ). Det hørte den Gang med til den pavelige Politik at omgaa Episkopatet, for saa vidt dette ikke i alle Henseender vilde underkaste sig den pavelige Ufejlbarhed, der var Dogme i Rom, længe før den blev det i den øvrige katolske Kristenhed. Det var nogenlunde lykkedes Biskoppen af Orléans at be- rolige Stemningen over for Syllabus og den dristige Encyklika, men han vidste, at værre Ting forestod. Louis Vouillot fik atter sit Blad paa Benene, og de ultramontane Franskmænd begyndte at udtale Ønsket om, at Paven dog paa det forestaaende Kon- cilium vilde proklamere sin egen Ufejlbarhed og Madonnas Him- melfart. Med denne Mulighed for Øje skrev Dupanloup da et Hyrdebrev, i hvilket han erklærede Proklamationen af Pavens Ufejlbarhed for at være »inopportun«, men det gav kun Anled- ning til, at alle Ultramontanismens Førere i de forskellige Lande, nied Belgiens Primas i Spidsen, rettede deres Pile mod ham. Han fandt dog ogsaa Tilslutning. Montalembert bragte ham og Ddllinger sammen hos Lord Acton pam Slottet Dalberg ved Worms, og da han kom tilbage fra det Møde, skrev han tre Smaaskrifter imod Ufejlbarheden. Til den ene af disse var der føjet en hvas Tilskrift til Louis Veuillot i hans Egenskab af Re- daktør. 1 denne dadler han Veuillot, fordi han, »en simpel Læg- mand«, en af dem, om hvem en Biskop i »L'Univere* 1 egne Spalter havde sagt , at de »Sattes Myndighed og ere intet« , vover ») Maynard: BLsgr. Dupanloup et M. Lagrange, son historien (Paris 1884) S. 127. Digitized by Google 796 Biskop Dupanloup. at overfuse og banlyse alle de Katoliker, der ikke have hans Mening. »Jeg anklager Dem,« skrev han, »for Overgreb over for Episkopatet og for evindelig Indblanding i de alvorligste og mest delikate Spørgsmaal. Jeg anklager Dem for Deres Yder- lighed i Læren og Deres beklagelige Tilbøjelighed til æggende Undersøgelser og voldsomme og farlige Afgørelser. Jeg anklager Dem, fordi De anklager, fornærmer og bagvasker Deres troende Brødre. Ingen er mere værdig til at bære Titlen: accusator fra- trum (Brødrenes Anklager). Endelig anklager jeg Dem, fordi De med en sjælden Dristighed gør Kirken medskyldig i Deres egne Voldsomheder ved at give Deres Tanker ud for at være Kirkens Lære.« Efter at have lettet sit Hjærte paa den Maade, rejste Du- panloup til Konciliet. Pius IX tog ret venlig imod ham »i Mindet om hans tidligere Fortjænester« ; men da han kyssede Oldingens Haand, hviskede Pavens Omgivelser: et Judaskys! I Rom tog Du- panloup Bolig i Villa . Grazioli, og dér samledes Oppositionen, blandt andre Prags Ærkebiskop, Kardinal Schwarzenberg og Ærke- biskop Darboy af Paris; men al Opposition var jo forgæves. Ufejlbarheden blev proklameret, og Veuillot, der ved særlig pave- lig Gunst havde kunnet være til Stede ved alle Møderne, skønt han var Lægmand, rejste hjem »med sit Dogme i Lommen«, som han udtrykte sig, medens Dupanloup maatte sørge for at komme til rette med dette nye Udslag af den pavelige Absolutisme. Og da han kom hjem, blev hans varme franske Hjærte dybt saaret ved at se Frankrigs Nød. To Gange var Orléans besat af Fjend- erne. Den ene Gang søgte Dupanloup at stemme General von der Tann til Mildhed; den anden Gang blev han bevogtet som Fange i sin Bispegaard, fordi Tyskerne beskyldte ham for at have været Spion og for ved sit Spioneri at have bidraget til Bayrernes Nederlag ved Coulmiers. Da Krigen var til Ende, fik han Plads i Nationalforsamlingen, og dér gav han sin Smerte Luft ved at udgyde sin Vredes Skaaler over »Ministeren med det alt for lette Hjærte, der var Tjæner hos en Herre med en alt foi let Sam- vittighed, som paa én Gang havde udfordret Tyskland og for- ladt Rom.« Da Ærkestolen i Paris blev ledig, efter at Kommunens Mænd havde skudt Darboy som Gissol, ventede man, at Dupan- loup vilde blive Frankrigs Primas; men han frabad sig Valget, Digitized by Google Biskop Dupanloup. 797 fordi han vidste, at det vilde støde paa Vanskeligheder i Rom. Men da Leo XIII havde besteget Pavestolen, ophørte det spændte Forhold til Pavedømmet ; ti den forrige Kardinal Pecci havde mange Berøringspunkter med Dupanloup. Derfor blev der gjort Skridt for at skaffe ham Kardinalhatten, men de førte ikke til noget. Han vedblev til sin Død kun at være Biskop i Orléans; Ærkesædet i Lyon, som var ham tilbudt, afslog han at modtage. I sine sidste Aar var han især virksom for Fusionen af de to kongelige Linjer, og han raadede Greven af Chambord til at opgive sin Afsky for Trikoloren, naar han derved kunde opfylde sine Pligter over for Fædrelandet; men den legitime Prætendent, der var i Ultramontanismens Vold, gav ham et kort, affejende Svar. Fal- loux boede just hos ham i Versailles, da disse Fusions-Under- handlinger stod paa. Han saa 1 Dupanloups Glæde, da man en Morgenstund sidst i Juni 1871 mældte, at den kongelige Families Udsoning var en fuldbragt Ken dsgerning, som Thiers selv Aftenen i Forvejen havde proklameret i Præsidentboligen. Men Dagen efter saa' Falloux hans Fortvivlelse, da det rygtedes, at andre Indflyd- elser havde gjort sig gældende, og at Planen var strandet. Og- saa i denne Sag stod Louis Veuillot og Dupanloup over for hin- anden i forskellige Lejre, og ogsaa her gik den første af med Sejeren. I Aaret 1875 blev Dupanloup Senator paa Livstid, og skønt han i Senatet stadig følte sig »som Daniel i Løvekulen«, tog han dog med sædvanlig Energi Del i alle Forhandlinger. Den sidste Sag, der vakte hans gamle Kamplyst, var Forslaget til en Nationalfest i Anledning af Hundredaarsdagen for Voltaires Død. Med stor Heftighed interpellerede han i Foraaret 1878 Ministeriet om denne Plan, og han besluttede at skrive et Skrift om Voltaire for at vise sine Landsmænd, hvor liden Grund der var til at mindes den Dag. For at samle Kræfter hertil rejste han først til Ein- siedeln, hvor nan, som »aa ofte tidligere, tilbragte nogle stille Dage ved det berømte Madonna-Billede. Derfra tog han til Sa- voyen, hvortil Barndomsminderne idelig havde kaldt ham, og paa Slottet Lacombe kastede han sig med Iver over den nye Opgave, han havde stillet sig. Midt i Juli 1878 modtog han fra Pave Leo XIII et Brev, i hvilket denne takkede ham for hans Breve om Voltaires Hundredaarsfest, der havde forhindret »den nationale Ovation, som man havde tiltænkt Ugudeligheden for at tilføje den Digitized by Google 798 Biskop Dupanloup. katolske Religion en hadefuld Forhaanelse«. Det gav Dupanloup ny Lyst til at skrive Bogen om og mod Voltaire; men Kræfterne slog ikke mere til. Den Ilte Oktober sov han stille hen. Korstoget mod Voltaires Sønner bliver efter hans Død fort- sat af mange franske Bisper, men de sidste Rester af den liberale Katolicisme i Frankrig blev jordet med Biskoppen af Orléans. 9. - - 665, - 10 - -: Hyacinthe, Loyson, læs: Hyacinthe-Loyson. Fredrik Nielsen. Rettelser. 9. Hæfte S. 659, L. 12 f. n.: udhæver fylder, læs: udfylder hæver. Digitized by Google En anden Jordklode. Den første Astronom, der betjænte sig af Kikkert, Italien- eren Galilei, iagttog vel den Stjærne, hvortil disse Linjers Over- skrift sigter, nemlig Planeten Mars, allerede i Aaret 1610, men da hans Kikkert den Gang kun taalte 8 Ganges Forstørrelse, maatte han lade sig nøje med at konstatere, at den røde Planet frembød Skiveform. Fontana i Neapel bemærkede dog i Aaret 1638, at den lille Skive ikke altid er cirkelrund, men at den kan nærme sig den Figur, Maanen viser ved første eller sidste Kvarter. Pla- neten er selvfølgelig kun lys paa den Side, der vender mod Solen, og efter Marsbanens Beliggenhed i Forhold til Jordbanen l ) kunne disse Form forandringer let forstaas og forudberegnes. I Aaret 1606 lykkedes det Cassini at se Pletter paa Mars, og ved disses Bevægelse kom han til det Resultat, at Planeten drejer sig om sin Akse i samme Retning som Jorden og mejiet nær i samme Periode: 24 Timer 40 Minutter. Nyere Undersøgelser have ledet til en aldeles nøjagtig Bestemmelse af Planetens daglige Omdrej- ning, der foregaar i 24 Tinter 37 Minutter 23 Sekunder. Den Omstændighed, at et Par Kloder have ens Rotationstid, strækker sine Virkninger langt videre, end man ved første Øjekast kunde formode; af Overensstemmelsen mellem Dagens og Nattens Varig- hed, Solens Op- og Nedgang, Timernes hurtigere eller langsommere Flugt, følger Overensstemmelse mellem de eventuelle Beboeres daglige Arbejder, ja endog Sindstilstand, saa at Hverdagslivet her- ved faar sit Fysiognomi. *) Som bekendt omsluttes Jordhanen af Marsbanen. Deres Middelafstande fra Solen ere henholdsvis 30 og 31 Millioner Mil. Digitized by Google 800 En anden Jordklode. Da Marsbanen omslutter Jordens i Afstande, der variere mellem 7 og 14 Millioner Mil, er den selvfølgelig betydelig større, saa at et Aar paa Mars er meget længere end vort Aar. I 687 Dage fuldender Planeten sin Vandring om Solen ; men da der jo, som nys bemærket, er nogen Forskel mellem Dagenes Længde paa Mars og paa Jorden, har man fundet, at Mars-Aaret omfatter 668 2 /8 Marsdage, saa at tre paa hinanden følgende Aar henholds- vis bestaa af 668, 669 op 669 Dage. Ligesom .Jordkloden under sin dobbelte Bevægelse bestandig, eller rettere i meget lange Tidsrum, beholder sin bestemte Stilling i Rummet, idet Aksen vedligeholder samme Retning i Aarets Løb, saaledes ogsaa Pla- neten Mars. Hvad Jorden angaar, er det jo en bekendt Sag, at Aksen i nordlig * Retning viser op imod Polarstjærnen (a Ursae minoris), og det er selvfølgelig af denne Grund, at den nævnte Stjærne synes at staa urokkelig fast, medens alle andre ligesom svinge rundt om den i Døgnets Løb. Jordaksen hælder som be- kendt 23V2 mod en lodret Linje paa Banens Plan. en Vinkel, af hvis Størrelse det gensidige Forhold mellem Aarstiderne væsentlig afhænger. I Fald Aksen stod lodret paa Banen, saaledes som det omtrent finder Sted ved Jupiter, bliver der slet ingen Forskel paa Aarstider, idet Forholdene i saa Henseende vedblive at være ens bestandig: paa et bestemt Sted af Overfladen, medens der naturligvis er stor Forskel mellem Stedernes Temperatur, efter- som de ligge paa forskellige Bredder. I Fald Aksen havde en be- tydelig Hældning, maatte der ogsaa findes en betydelig Forskel paa Aarstiderne for hvert Sted paa Klodens Overflade. Dette er Tilfældet ved Venus, og befandt vi os paa denne Planet, maatte vi kæmpe med bratte Overgange i de for øvrigt hurtigt skiftende Aarstider. Hvad Mars angaar, maa vi indrømme, at da dens Aksehældning, 28° 42', afviger saa lidt fra Jordens, bliver Forholdet mellem Planetens Aarstider meget nær det samme, som det er for vor Klodes Vedkommende. Planetens Akse, forlænget mod Nord, træffer et Punkt paa Himlen nær ved den klare Stjærne Deneb (a Cygni) i Svanen, som altsaa for Tiden har Rang som Polarstjærne for Mars. Ved en langsom Drejning faar Jordaksen i Tidernes Løb en noget forandret Retning, og netop den om- talte Stjærne, Deneb i Svanen, bliver ogsaa en Gang, men først om 7000 Aar, vor Klodes nordlige Polarstjærne. Som oven for bemærket, var det Cassini, der for et Par hundrede Aar siden opdagede de mørke Pletter paa Mars, og da Digitized by Google En anden Jordklode. 801 disse altid viste sig tydeligst nær ved Skivens Midte ofc svækkedes hen imod Randene, sluttede han, at Mars er omgiven af en At- mosfære. Dennes Tilværelse er ogsaa ad anden Vej konstateret, men en ganske anden Fremtoning blev snart Genstand for Under- søgelse: de hvide Pletter ved Planetens Poler, der opdagedes af Maraldi i Aaret 1710. Da han saa' den ene af dem aftage i Størrelse, tænkte han at den vel til sidst ganske vilde forsvinde, og han forfulgte ikke sin Opdagelse videre; men da den store Observator William Herschel begyndte sine Undersøgelser over Mars et halvt Aarhundrede senere, saa' han ikke blot Polar- pletterne endnu, men fandt tillige, at deres Aftagen og Tiltagen i Udstrækning foregik inden for visse bestemte Grænser. Paa den Halvkugle, hvis Pol vendte bort fra Solen, og som altsaa havde Vinter, var den hvide Polarplet altid størst; efterhaanden som Planeten rykkede frem i sin Bane og fik en anden Stilling over for Solen, svandt Polarpletten ind, og den var regelmæssig mindst i den varme Sommertid. Man kommer uvilkaarlig til at tænke paa Jordens hvide Polarpletter, de umaadelige Strækninger af ls og Sne, der bestandig ere lejrede om vor Klodes Poler, og hvis Størrelse jo ogsaa i høj Grad skifter med Aarstiderne. Der er desuden andre slaaende Ligheder mellem Mars' og Jordens Polar- pletter. For begge Kloder er Pletten ved Sydpolen uden Sammen- ligning den største, og Pletternes Midtpunkter eller Kuldepolerne falde ikke nøje sammen med de geografiske Poler, Aksens Ende- punkter. I Aaret ItSU fandt Mådler, at Sydpolarpletten paa Mars naaede helt op til 55° sydlig Bredde. Vi forstaa heraf, med hvilken Ret vi tør betegne disse skinnende hvide Pletter som Ispletter eller Snemarker, og Betragtningen af den øvrige Planetoverflade viser yderligere dette Udtryks Berettigelse. Mars frembyder nemlig et meget broget Ud.-eende, idet mørke og rød- gule Pletter danne ligesom et vævet Tæppe om Kloden. Saa- danne Fremtoninger niaatte vi være forberedte paa at finde, i Fald Polarpletterne ere virkelige Ismasser; ti Eksistensen af Vand i saa stor Mængde, at flere hundrede Kvadratmil uafladelig holdes dækkede af ls og Sne, viser, at der maa findes store Have, hvorfra Vanddampe stige op i Atmosfæren. I Følge de optiske Love maa Havflader, set i betydelig Afstand, netop vise sig mørkere end Landmasserne. De gule Partier af Mars maa derfor anses tor at være Landjord, medens de mørke maa betegnes som Havflader. Som bekendt er der ogsaa paa Maanens Overflade Digitized by Google 802 En anden Jordklode. store mørkegraa Pletter, nogle med en svag grønlig, andre med rødlig Tone, Pletter, der tydelig ses med blotte Øjne. Man antog dem en Gang for at være Oceaner og betegnede dem ved Navne, der tilkendegav hin Opfattelse og benyttes endnu, f. Eks. »det klare Have, »Skyhavet«, »Stormhavet«, »Regnbuebugten«, »Drøm- menes Sø«. Det er nu fuldkommen sikkert, at disse graa Pletter kun betegne Sletter, gennemskaarne af lave Højdedrag og spar- somt dækkede af smaa Kratere. Muligvis er det gammel Hav- bund, der kommer til Syne i Maanens mørke Pletter. Med Mars forholder det sig dog ganske anderledes. At man forgæves har stræbt at paavise Tilstedeværelsen af en Atmosfære *) om Maanen i kun 50,000 Mils Afstand, medens man øjeblikkelig erkender Luft- slørets Nærværelse paa Mars i en 200 Gange større Afstand, er jo allerede et talende Vidnesbyrd om en væsentlig Forskel mellem de nævnte Kloder. Følgen heraf er, at man let gør sig fortrolig med Tanken om Mangelen af Vand paa Maanen, men at man bestemt maa forudsætte Vandets Tilstedeværelse paa Planeten Mars. Hertil kommer , at vi besidde et Instrument , som , hvor utroligt det end lyder, kan sætte os i Stand til at faa Kundskab om, hvorvidt der i Marsatmosfæren virkelig forefindes Vanddamp. Vi behøve ikke at rejse til Mars for at faa Underretning om Pla- netens Aarstider og vigtigste klimatiske Forhold; en Del af dens Almanak vil en af vore Astronomer kunne affatte uden at for- lade vor Planet. Først i de sidste Aartier har man i Astrono- mien anvendt Spektroskopet, der opløser Lysstraalen og kundgør os, gennem hvilke Stoffer Lyset er passeret. Hvert Grundstof giver sit bestemte Billede, det saakaldte Spektrum, ja man har endog ved Tusender af kemiske Forsøg aldrig fundet to forskellige Stoffer, der gave nøjagtigt samme Spektrum. Derfor kunne vi angive, hvilke Stoffer der forekomme paa Solen og paa adskillige Fiksstjærner. Hvad Planeterne angaa, maa vi huske, at de ere mørke Kloder, der kun sende os tilbagekastet Sollys, saa at det spektroskopiske Billede fra en Planet ikke kan være væsentlig forskelligt fra Solens. • Dog har man i Lyset fra Mars og Saturn opdaget umiskendelige Tegn til Vanddampes Nærværelse. Den franske Astrofysiker Janssen har undersøgt denne Sag, Et 115 ') Bessel antog, at Maaneluftens Tæthed maatte være mindre en ! /«oo af Luftens Tæthed paa Jorden for at unddrage sig Opdagelsen. Nyere Forskere antage, at der eksiterer Maaneluft af Tæthed Vioo. Digitized by Google En anden Jordklode. 803 Fod langt Jærnrør — altsaa af Længde som Rundetaarn — var for begge Ender lukket med stærke Glasplader. Foran den ene af disse antændtes et Baal, der betragtedes i Spektroskopet ved den anden Ende af Røret. Man udpumpede derefter Luften af Røret og fyldte det med Vanddamp under 7 Atmosfærers Tryk. Det spektroskopiske Billede af Baalet var i Luften fuldkommen frit for Linjer, men set gennem Vanddampene opstod der en Mængde Linjer af samme Udseende og Beliggenhed som de, der komme til Syne, naar Solen staar lavt paa Himlen og derfor iagttages gennem tættere Lag af Vanddampe. Janssen har an- stillet spektroskopiske Iagttagelser paa Toppen af nogle af de højeste Bjærge i Grækenland og Italien og har fundet, at i alt Fald den Atmosfære, der omgiver Mars og Saturn, indeholder Vanddamp. En anden berømt Spektroskopist, Englænderen Hug- gins, har ligeledes undersøgt disse Forhold. I Aaret 1871 rettede ban sit fortrinlige Apparat mod Mars. Det tilbagekastede Sollys er to .Gange trængt igennem Marsatmosfæren, inden det kommer til os og passerer det System af Glasprismer, der opløser Lys- straalen og afslører dens Hemmeligheder. Saafremt der i Mars- atmosfæren forefandtes Vanddamp, maatte denne straks røbe sin Tilværelse ved de vel bekendte mørke Linjer i Farvebaandets orangegule Region, og i Virkeligheden — disse Linjer traadte tydeligt frem. For nu at prøve, om de ogsaa hidrørte fra Pla- netens og ikke fra vor egen Elodes Atmosfære, rettedes Apparatet mod Maanen, der netop samtidig stod over Horizonten, men i Maanelyset var der ikke Spor af disse Linjer at se. De hidrørte altsaa virkelig fra Marsatmosfæren, og det er saaledes bleven godtgjort, at denne indeholder Vanddamp, men heraf følger atter, at de mørke Pletter paa Mars betegne Havflader. Vi gaa nu over til en nærmere Betragtning af Marskaartet. I Efteraaret 1877 kom Planeten os saa nær, som den overhovedet kan komme, nemlig til en Afstand af 7 Millioner Mil. Dens Glans overgik da endog Jupiters, og set i Kikkert ved 300 Ganges Forstørrelse frembød den en Skive, der var en Snes Gange større end den, Fuldmaanen har, og dog maa vi ikke glemme, at Mars er en lille Planet, i Rumfang kun Ve af Jorden; dens Gennem- snit er kun 900 Mil, medens vor Klodes som bekendt er c. 1700 Mil. Paa Jorden indtager Vandet omtrent 3 Fjærdedele af Over- fladen, paa Mars er der næsten lige saa stort Vand- som Land- areal Marshavene danne talrige Bugter og Fjorde, og en Mængde TiUltueren. 1884. 52 Digitized by Google 804 En anden Jordklode. Kanaler gennemkrydse Landene, der saaledes overalt staa i nær Forbindelse med hverandre. At dømme v efter de storartede Kanal- kaart, Schiaparelli har udkastet, maa man indrømme, at vore lignende Kanalanlæg ved Suez og Panama ere højst ubetydelige i Sammenligning med dem paa Mars. Vel er det en dristig An- tagelse, naar man af denne Grund vil drage den Slutning, at Menneskeheden paa Mars indtager et langt mere fremrykket Ud- viklingstrin end Menneskeheden her paa Jorden, men paa den dnden Side maa man tilstaa, at det vilde være en nok saa dristig Paastand, at Mars' Kanalnet er Naturens Værk. Kosmo- logien lærer, at Mars er en ældre Klode end Jorden, og vi maa derfor vogte os for paa Forhaand at betvivle Rigtigheden af selv meget dristige Paastande. »Den sande Videnskabsmand«, sagde Herschel, »bør hverken være alt for fjendtlig stemt imod eller alt for indtagen i Hypotesen. Iagttagelser ere intet værd, hvis de ikke formaa at lede til Teorien, og paa den anden Side ere de blotte Betragtninger og Forestillinger værdiløse, naar de ikke ledsages af de Fornuftgrunde, der støtte sig til Iagttagelserne«. . Efter Schiaparelli's Undersøgelser i 1877—78, 1879 og 1881 kende vi nu Planetens Topografi temmelig nøje, i alt Fald fra Sydpolen til 40° nordlig Bredde. Hån har bestemt Positionen for 62 Fundamentalpunkter, d. v. s. udledet, hvad vi kalde geografisk Længde og Bredde for disse Punkter som Grundlag for Kaart- tegningen. Som Førstemeridian paa Mars har man valgt den, der gaar gennem det fremtrædende Forbjærg af en lille Halvø paa Kontinentet »Copernicus«, der strækker sig ud i >Kaisers Bugt« *). I det Syd for dette Punkt beliggende Ocean findes der flere lys- ere, graagule Strækninger, som Schiaparelli af flere Grunde be- tegner ved Udtrykket >oversvømmet Land«. Som Modsætning hertil kan betegnes de særlig mørke Havarme »Maraldi« og »Hook«, som antages at være meget dybe. Kystomridsene paa Mars skjules undertiden af hvidlige Masser, hvorved man straks kommer til at tænke paa Skyer. Vi kunne iagttage, naar Vejret klarer op for en eller anden Egn paa Mars. Lockyer saa' en Gang, at en stor Sky masse skjulte Omridsene af et vel bekendt *) Schiaparelli har betegnet Stederne paa Mars med mytologiske og old- geografiske Navne. I denne Beskrivelse er dog den ældre Nomenclatar bibeholdt. Digitized by Google En anden Jordklode. 805 Hav. Samme Nat iagttoges det samme af Dawes, der holdt ud ved Kikkerten til efter El. 2 om Morgenen; da var Skyen for- svunden, og > Astronomen med Ørneblikket« tegnede et ypperligt Billede af Mars. Om Skyen er faldet ned som Regn, eller om den har opløst sig i usynlig Damp, kan naturligvis ikke afgøres. I 1862 og 1877 er der set skinnende hvide Striber inde over Kontinenterne, uden Tvivl Snelag, som Skyerne have nedfældet paa deres Vej. Stribernes Retning viser da tillige Vindretningen i Planetens Atmosfære. I »Keplers Ocean« paa 48 • Længde og 25 sydlig Bredde, omtrent under »Løvens Vendekreds« *), ligger »Sneøen«, en 0, som, skønt beliggende i det tropiske Bælte, dog fra Tid til anden frembyder en skinnende hvid Plet, netop som en Polarplet. Dawes saa' denne hvide Plet den 21de, 22de og 23de Januar 1865, men havde ikke set Pletten den 10de og 12te November 1864. Atter blev den iagttaget den 4de April 1871; senere forsvandt den, men kom igen til Syne nøjagtig paa samme Sted i Aaret 1877. Denne synes at hæve sig op midt ude i Oceanet, overalt omgiven af Skyer, der fortættes her ligesom Alpeskyerne. Det er Planetens TeneriflEa! Naar vi komme til Erkendelse om disse slaaende Ligheder mellem Mars og den Klode, vi selv bebo, og naar >en anden Jordklodes« Geografi ikke længer er nogen lukket Bog for os, tror den stærkt bevægede Fantasi let at opdage mere, end hvad den strænge Forskning endnu finder tilstedeligt. Vi stirre forgæves efter de Byer, der ligge ved >Keplers Ocean« og dets Bugter, de Fartøjer, der gennemkrydse Strømmen, og de Væsener, som færdes i hin frem- mede Verden. Vor teleskopiske Seen er rettet mod en fjærn Baggrund, og vi kunne endnu kun med Sikkerhed skimte Gen- stande af saa betydelig Udstrækning, som Sicilien, Afrikas Central- søer dier Ceylon. Desuagtet kende vi i en Tis Forstand Mars' Geo- grafi bedre, end vi kendte Jordens paa Columbus' Tid. Vi kunne overskue Mars' Polaregne fuldstændig, og vi ere endnu ikke en Gang naaede hen til vor egen Klodes Poler. Planeten Mars er rød. Set i Kikkert er Farven egentlig en Nuance mellem orange og guL Hvorfra hidrører dette Skær? Vor Klode tager sig uden Tvivl grønlig ud i Afstand, efter som ') Marsaksens Stilling i Rummet medfører, at Planetens Vendekredse ikke, saaledee som hos os, faa Navn efter Krebsen og Stenbukken, men efter de næste Dyrekredstegn: Løven og Vandmanden. 52* Digitized by Google 806 Ed anden Jordklode. den grønne Farve er fremherskende her saa vel over Fastlande som over Have. Ørkenerne ere gule. Atmosfæren vil vistnok meddele det hele en blaalig Tone. Planeten Mars' Landmasser vise sig gule som Majsmarker, hvilket vel. gav Anledning til, at allerede Lambert i forrige Aarhundrede fremsatte Hypotesen om en rødlig Vegetation paa Mars. Det er ganske vist underligt, at man paa Planetens Overflade, hvor alt andet ses ret tydeligt, slet ikke opdager Spor af udstrakte Skove eller Græssletter, men man kan selvfølgelig ikke tillægge dette negative Vidnesbyrd nogen Betydning, skønt det er utvivlsomt, at vi vilde være i Stand til at se Ame- rikas Urskove og Savanner i 7 Millioner Mils Afstand. I Fald det er Vegetationen, som Planeten skylder sin røde Farve, maatte man iagttage Forandringer, hidrørende fra Aarstidernes Skifte. Uagtet det er faktisk, at >Halls Lande i 1877 havde en dybere rød Tone end de øvrige Landstrækninger, vides der endnu intet om periodiske Farveforandringer, der korrespondere med Aars- tiderne. Man forstaar imidlertid let, at denne Undersøgelse er forbunden med store Vanskeligheder; vi se nemlig langt tydeligere de tropiske Egne af Planeten end de tempererede, hvor slige Om- skiftelser jo især maatte søges. Mars' røde Farve raaa snarere tilskrives* den tætte, vandholdige Atmosfære, der meddeler samt- lige Nuancer et Overskud af rødt Lys. Ogsaa Jordens Luftkreds bliver rød, naar den er tæt opfyldt af Vanddamp, noget, som er velbekendt fra Aftenrøden. Naar fjærne Snebjærge gløde i Sol- skinnet, venter man Regn. Den røde Tone, der lægger sig over Kystpartierne i det hede Jordbælte, er ogsaa bekendt og skyldes den vandholdige Luft. En saadan Atmosfære er udmærket skik- ket til af holde Varmen inde; den danner et skærmende Dække over Kloden, idet den hindrer den natlige Afkøling. Derfor er Planeten Mars varmere, end man af to andre vigtige Grunde maatte være tilbøjelig til at tro. Den Afstand, hvori Mars be- finder sig fra Solen, bevirker, at Planeten kun erholder omtrent Halvdelen af den Varmemængde, Jorden faar. En saadan Ind- skrænkning i Varmetilførselen vilde være skæbnesvanger for det jordiske Livs Tilværelse under de nuværende Forhold. Kun en større Egenvarme fra Klodens Indre eller en tæt, vandholdig Atmosfære vilde kunne erstatte hin Indskrænkning. Af Planetens ringe Størrelse følger imidlertid ogsaa en ringe Egenvarme, og heraf fremgaar det da, at kun en større Varmeindsugningsævne i Forbindelse med det skærmende Luftslør rummer Livsbetingelserne Digitized by Google En anden Jordklode. 807 i sig. Da de hvide Polarpletter paa Mars ingenlunde indtage uforholdsmæssig store Arealer af Planetens Overflade, faa vi her- ved et klart Bevis for, at Marsoverfladen er i Stand til bedre end Jordens at beholde den ringere Varmemængde, som den mod- tager fra Solen. Lige indtil 1877 har man i alle astronomiske Skrifter set de Ord gentagne: »Mars har ingen Maaner«. Der havde selv- følgelig ofte været spejdet efter de ukendte Smaakloder, men for- gæves. Da lykkedes det Åsaph Hall den Ilte Avgust 1877, da Planeten befandt sig nærmest Jorden, at opdage en lille Mars- maane og 6 Dage senere atter en. Dette Held skyldtes især Eæmpekikkerten i Washington, den 32 Fod lange Refraktor med 28 Tommers Aabning og 1300 Ganges Forstørrelse. I længere Tid havde Hall forgæves ransaget Planetens nærmeste Omegn uden at finde Spor til noget Lyspunkt, og han havde opgivet Sagen, hvis ikke hans Hustru havde opfordret ham indtrængende til endnu at ofre nogle Nætter paa denne Undersøgelse. Hall fulgte Raadet og blev — Marsmaanernes Opdager! De to Maaner ere ganske ubetydelige Himmellegemer, idet ingen af dem har over 2 Miles Gennemsnit. Afstanden mellem Marsoverfladen og den indre Maane er kun c. 750 Mil eller omtrent lig Afstanden mellem Danmark og Arabiens Sydspids. Den lille Maane løber saa hurtig rundt, nemlig i kun 7 Timer, at en Iagttager paa Mars maa kunne følge Bevægelsen uafbrudt, ligesom vi se Vis- eren paa et stort Ur rykke frem. Hertil kommer, at denne Klode staar op i Vest og gaar ned i Øst som Følge af, at dens Omløbs- tid er mindre end Planetens Rotationsperiode. Den lille Maane vil altsaa møde alle andre Himmellegemer, ogsaa den anden Maane, hvis Omløbstid er 30 Timer, altsaa ogsaa meget ringe, men dog større end Marsdøgnets Længde. Det er for øvrigt en Lykke for de eventuelle Marsbeboere, at Maanerne ere saa smaa; ti ellers vilde de bevirke en Ebbe og Flod i Planetens Vand- masser, som kunde gøre Kloden aldeles ubeboelig. Hvis Jordens Maane fra sin nuværende Afstand af 50,000 Mil (Omløbstid 27 Dage) flyttedes ned til et Par Tusend Mils Afstand, vilde For- skellene mellem dens Tiltrækning paa vor Klodes Vande frem- kalde Flodbølger, der kunde beskylle vore høje Bjærge og gøre den største Del af Jorden ubeboelig. End videre kunne vi be- mærke, at en lagtager paa Mars med blotte Øjne kan se en Del af Asteroiderne samt Jupiters Maaner, og at Jorden viser sig som Digitized by Google 808 Én anden Jordklode en Stjerne, netop saaledes som Venus straaler for os, og fjærner sig ikkun 48 fra Solen. Sammenfatte vi alt, hvad Videnskaben har bragt frem om Mars' kosmiske, geografiske og meteorologiske Forhold, er det umuligt at overse de slaaende Ligheder mellem Mars og den Klode, vi selv bebo. Solvarmen bringer Vandet til i Dampform at stige pp i Atmosfæren, hvor det ved Afkølingen atter antager synlig Form som Skyer. Ulige atmosfæriske Trykforhold frem- kalde luftstrømme, som Skyernes Løb tilkendegive. Vel kunne vi ikke høre Regnens Plasken eller Snestormens Susen, men alt vidner om Tilstedeværelsen af disse vel bekendte meteorologiske Fremtoninger. Heller, ikke have vi vanskeligt ved at tænke os Mars som Bolig for Mennesket, om end Videnskaben endnu ikke paa nogen Maade kan godtgøre Rigtigheden af denne store Tanke. Naar vi se den røde Stjerne Mars funkle som en Rubin blandt Fiksstjærne-Diamante^ne i Dyrekredsens Bælte, da staar den for os, ikke som et farvet Lyspunkt uden videre Interesse, men som en anden Jordklode, en Bolig for vore Medskabninger, der drage os forbi og se over mod os, som vi se mod dem. TORVALD KøHL. Digitized by Google Egne Veje. Naturstudie af Bertel Elmgaard. høje Graner langs Skovhegnet duvede svagt under den skyede Efteraarshimmel. De stod som en fremskudt Vagt i Række bag Række med Stammer lige som Lys. Skønt unge i Landet syntes de gammelkendt med Jordbunden. De var vokset godt sidste Sommer; deres unge Skud blinkede gennem det slørede Dagslys med en blændende isblaa Glans. Et koldt Vindpust strøg nu og da ind mellem Stammerne, raslede med Vildkatte-Spring i de nederste tørre Kviste og de halvvisne Bregner og gled hvislende, døende hen i Bøgeskovens Græs- og Brombærtæppe. Solen legede Skjul med sig selv, snart sad den i Randen af en Sky, missende saa blidt og aandsfraværende som en riglig god gammel Oldemo'r, snart rullede den helt frem og lyste gulrødt ned over Granernes mørke Alvor og Bøgeløvets evindelige, søvndrukne Uro. Men det hændtes ogsaa, den gemte sig for længere Tid, og da sneg sig en ængstende Forestilling om Efteraar og regn- tunge Aftener ind over Landskabet. Det fandt Familien ogsaa, som gik og tuslede omkring inde i Højskoven, og som i Dag var tagen herud for at sige Sommeren Farvel. Ti det var en af disse Egne — med friske Pust fra Sundet hen over rige Skove og Marker — hvortil Hovedstadens Beboere tyr ud, naar Græsset i Søndermarken og Dyrehaven bliver støvet, og Luften mættet med dagligdags Tale og vanesløv Færd — og endelig naar de gamle Drømme om Idyllen kommer igen. Og de havde netop mældt sig. Og Familien var med i Bevægelsen, de havde rejst. Lidt efter lidt, ved GrOSSerer- Tilskueren. 1884. ^ Digitized by Google 810 Egne Veje. middage og i jævnere Aftenselskaber var det gaaet op for dem, at Folket der ude paa Mark og ved Kyst i Grunden var et ge- mytligt, fredsommeligt Folk, der — naar man blot var fri for alt Agitationsvæsen — altid beskeden vilde hygge om sin egen Rede og loyalt og ærbødig se op mod dem, der nu en Gang ved Fødsel og Rang havde faaet Visdom til at styre. Og saa var man af fuldt Hjærte gaaet med til at bringe Idyllen til sin Ret igen. Der var en anden Bevægelse oppe med næsten modsat Tendens, som Familien sandt at sige havde koketteret en Del med, men godt at man var ude over det, Stillingen dér havde været saa underlig utryg, uden Fodfæste. Det var næsten som i Dag her i Højskoven. - Man var nemlig her stødt paa en Krog, der aldrig havde set Mærker af en Støvlehæl og kun yderst sjældent af en Brænde- samlerskes Træsko. Det var et Sted, hvor alt groede saa frodigt, saa overmodigt vildt, hyor et skikkeligt gammelt Grævlingepar endnu kunde snuse omkring, og hvor et ungt Raadyrkid endnu kunde drømme i Fred en lang Skærsommer. Op igennem Kløfterne var der en bugnende Fylde af Bog og Hassel, Hindbær og Brombær, Røn og Slaaen, lutter glad Ungdom, bænket ved et rigt dækket Gildesbord, og op over Bakkesiderne klatrede svajende ungt og ivrigt Buskads for at se Herligheden efter i næste Kløft, medens øverst paa Bakkekammen stod en gammel skægget Røn med den bærrøde Krone løftet, viftende som en Fane. Det var Ungdommens Skyld , at man havde vævet sig ind i dette Ustyr. Fætter Kis og især de unge Frøkener gav ingen Fred. Tante strittede en Stund imod, men siden det nu en Gang var Sommerens sidste Dag, saa fik Ungdommen Lov at raade, og saa kom hele Familien i Vildnisset. Straks var de som ellevilde af Henrykkelse. Her raadede en fin, sød Duft. Solen skinnede paa de mægt- ige Stammer højt oppe. Over det modne Græs stod et skært, hvidt Lys, som fortonede i blød, grønlig Dæmring nede mod Kløfternes Buskads. En af de unge Damer manede -Ekko saa længe frem, at det ikke var hendes Fejl, naar "en ældgammel, mosgroet Kavaler ikke skred ud af Bakken og bød hende Armen; andre gik paa Opdagelsesrejser og hittede en lille fornøjet tiskende Bæk dybt inde mellem Græs og Ranker. Digitized by Google Epne Veje. Men det ujævne Jordsmon trættede. Det hændtes, at Papa fik et temmelig stærkt Stød i sin sirlig anlagte Mave ved uforvarende at dumpe ned i et Hul, eller Mama kom i den dødeligste. Sjæle- angest for sin Tornyre ved Synet af Skovens stridige, hensynsløse Ungdom; Fætter Kis gik i Bækken netop paa det dybeste Sted, og alle Damerne foruroligedes paa den mest underfundige Maade af gamle, knortede Grene, der laa gemte i Græsset, men pludselig ved et Tryk fra Foden sprang i Vejret uden nogen som helst Sømmelighedshensyn. Og saa begyndte det at blive koldt. Solen blev borte, og en sviende, næsten umærkelig Vind kom ude fra Granerne. Smaa utilfredse Udbrud vovede sig forsigtig frem, men da de hos alle Familiens Medlemmer fandt Genklang, saa søgte man med lange Skridt og ængslelige Hop ud af Højskoven. Man naaede lykkelig ud af den og af den øvrige Del af Skoven med, og saa vaagnede Henrykkelsen paa ny. Ti det Land- skab, der laa for den, belyst af en god og venlig Sol, var et af disse ægte danske med Trægrupper, der spejler sig i den stille blaa Sø, med et bølgende Fald i Agrenes Linjer, og hvidmurede Gaarde og Huse omkring Kirken, der med beskeden Ærværdighed løfter sit Aasyn over Præstegaard og Menighed, glad og tryg ved at have kastet alle Fortidens Utopier over Bord og nu indtaget en Plads som Led i de verdslige Goder. De unge tog hverandre i Hænderne og spredte sig i en Kæde ud over Agrene. Her var Luften behagelig lun, og Græsset tæt og blødt at træde paa som Fløjl. Men Tante gik med lette sirlige Skridt ad Stien og drømte om de Stier, hun havde traadt i sin Ungdom; hun havde nu altid fundet en Sti uendelig mere poetisk end en Landevej. Havde den gamle Dame, der ikke ejede Sangstemme, været ene, havde hun nynnet en Romance. Der laa tre eller fire Huse der nede under Bakkeskraaningen tæt ved Eng og Sø. Det ene havde Tegltag og Veranda, de andre forblæst Halmtag og graa afskallede Døre og Vinduer, men de laa alle i godt Kammeratskab, og det var ikke fri for, at Fami- lien fattede mest Velvilje for Hylterne med Straatag. Man gjorde en liden Standsning her for at se sig om. Søen saa' ganske fin og blaa ud her, midt ude var den lyseblaa med enkelte Guldstænk fra de solfarvede Skyer i Vest, inde mod Kysten blev den grønlig-sort, og over de blanke Siv stod en blaa Taage. 53* Digitized by Google 812 Egne Veje. Hinsides Søen hævede Landet sig. Der laa Kirken, Præste- gaarden og endnu et Par større Gaarde — alle i trygt Velvære. Solen luede paa det røde Tegltag og blinkede mod Gavlvinduerne; Haverne strakte sig helt ned til Søen, og ved en lille Bro med Flagstang laa hvidmalede Baade fortøjede. Familien havde fundet Idyllen. Hvor laa disse fattige Huse ikke kønne og tækkelige her ved Alfarvej. Kløver og Humle groede lige op til Dørtærskelen, Vejgrøftens vilde Blomster og Havens pænere Selskab hilste paa hinanden ved Gærdet; store Kyllinger løb klukkende omkring, og en rødbroget Kat kom og strøg sig kælent op ad de unge Damer. Man anede Fred og Alvor bag de smaa solbrændte Ruder, Beskedenhed og Lykke, gammeldags Sæder under det lune Halm- tags Skygge. Hvor det alt sammen var velgørende at se paa! Der fattedes egentlig ikke andet end Figurer i Landskabet — et ungt elskende Par eller en gammel Kone med hvide stivede Kappepiber, gyldent Nakkestykke og et blidt, stille lysende Ansigt, der levede i evig Søndagssteraning. Ganske saaledes saa' hun nu ikke ud, da hun bøjede frem bag én stor Pilebusk med en Del frisk plukkede Grøntsager over den ene Arm. Det var et halvgammelt Bonde-Kvindfolk, mager og mishandlet af Slid og Slæb, men endnu væver og senestærk; de snavsede Hænder var lutter Knogler og Knuder; Halsen rakte lang og gul frem af Kjoleaabningen , og Ansigtet var stærkt sol- brændt og rynket, havde hvasse, dybtliggende Øjne og et tyndt, sort Haar. Hun hilste lidt tilbageholdent paa Familien. Skønt en Smule skuffet hilste alle livligt igen, og Papa gjorde venligt et Par ligegyldige Spørgsmaal. Konen besvarede dem utvungent og sikkert, og da Mama nu ogsaa synlig interesseret spurgte ud om Haven, blev Bondekonen straks oprømt og viste med Selvfølelse sine Gulerødder og Petersiljeblade frem. Der kunde Herskabet se, hvordan det groede i hendes Smule Have. Hun plukkede væk hver Dag, gav bort og solgte, det stod lige tykt endda. . . . Ja, Herren og Fruen kunde være visse paa, Landet her ude havde ogsaa sine Behageligheder. Hvad de der inde i København maatte løbe paa Torvet efter og stadig have Pengepungen frem for, selv om det kun var den ringeste Haandfuld, det kunde hun hente lige uden for sin Dør. Digitized by Google Egne Veje. 813 Hun viste dem ivrig sin lille Have, fortalte, hvor det groede bedst, og hvorledes hun saaede. Et større Stykke Jord var taget ind til Kaal, men først havde der været Kartofler; med en aarvaagen Bjærgsomhed drog hun Nytte af alt. Katten og et Par Kyllinger løb hende mellem Benene. Hun bukkede sig ned og klappede dem og kaldte hver især ved et Kælenavn. Saa fortalte hun om sin Hønseavl, der heller ikke var saa helt ubetydelig. Hun solgte hver Sommer Kyllinger for en køn lille Sum, og hun bar to Snese Æg til Købmanden om Ugen. Men havde Herskabet nu set hendes Høns, skulde de og- saa se hendes Grise, for det var Kærnekram, og hun førte dem om til den anden Ende af Huset, hvor der i et Træskur fandtes tre Svin, de to snart slaglefærdige. Familiens Medlemmer saa* til hverandre; de var alle glæde- lig overraskede. Den fattige Kones Stemning svarede saa for- træffelig til deres egen, at de aldeles ikke som sædvanlig følte det trykkende i den sociale Forskel. Saa snart Skurets gryntende Beboere mærkede Konen, stod de med Forbenene op paa Træværket for at lade sig klø i Nakken og muligvis faa Lov til at tigge en Gulerodstop, medens hun formulerede deres forestaaende Dødsdom. »Naa, naa Gys! ... Ja, ser De, disse her to er nu om- trent i Fedestand, og paa Tirsdag otte Dage skal de ind til Byen ... Se, se, Tøs, kan hun nu give Tid, saa, her er da en Mundfuld, skik sig nu kønt ... jo, de er sgu solgte til Slagteren. Den Karl her skal staa til sidst i November, han faar Kniven her hjemme, det halve beholder jeg selv, Resten sælger jeg til Hø- keren. ... Ja, saadan kan jeg saamænd fede tre hvert halve Aar . . . Naada Bassedieng! . . . Her skal Herren og Fruen se, hvordan Flæsket ligger henad Ryggen paa ham her. Men de lever ogsaa som Baroner hver Dag; jeg køber Mælk og Valle til dem, og gammelt Brød faar jeg fra Bagerne inde i Byen.c Alt imens hun talte, klappede hun sine børstede under- givne og øste Æde op i Truget En Ged, der halv skinsyg stod og stampede i Vejgrøften , gjorde hun lejlighedsvis opmærk- som paa. Familien var henrykt. Mama stod hensunken i Betragt- ninger over Høns og Flæskeskinker; Frøkenerne stak deres be- handskede Fingre hen mod Grisenes røde Snuder, pludrede den gamles Tale efter og lo ad Fætters Vittigheder. Alle var nu Digitized by Google 814 Egne Veje. fuldstændig forsonede med Konens Udseende og helt indtagne i hendes Høns, Svin og Ged, men først og sidst dog i hendes egen flinke Adræthed og Ligefremhed. Det var sjældent, man traf Bønderfolk saa uforbeholdne til at fortælle om deres Sager. De vedblev med at spørge ud, og hun gav Svar, mundrap og frejdig, som hun var, og stolt og glad over alt det Liv og al den Trivsel, der skød op omkring hende paa hendes lille Plet. »Og De er altid ved godt Humør?« spurgte Mama. »Aa ja, det gaar nok an. I Dag kan jeg nu sagtens, c — Konen saa' tøvende ned paa sine Grøntsager — »for i Aften kom- mer begge mine Drenge hjem. Den ene er Murer, den anden Tømrer.« Baade Papa, Mama og Tante vuggede sig i Idyllens stiUe Lykke, medens de fulgte Konen over paa Vejen. Fætter Kis stod og smaadrillede Grisene, de unge Damer skændte paa ham for de »søde« Dyrs Skyld, men fniste, naar han efterlignede den gamles Stemme. Konen skævede nu og da derhen. Mama spurgte med udsøgt Interesse ud om* hendes Livs- forhold. Hvad hun levede af? Om Livet dog ikke var dejligt her ude ved Skov og Sø? »Ja, ser Fruen, jeg har jo mine Dyr og min Have, ellers lever jeg af de døde. Det vil sige, jeg binder Gravkranse, som jeg tager ind til Byen og sælger.« »Ja saa. De kan vel plukke Mos, og hvad De skal bruge, her ude i Skovene?« Nu skreg en af Grisene ganske højt. Fætter Kis havde stukket et Straa op i dens Tryne. Konen skottede derhen, før hun svarede: »Ja, Mosset maa jeg nok tage, men Granrisene stjæler jeg. Der er nok af dem. Skoven er rigtig god mod os Smaafolk, den giver os ogsaa vort Brænde, saa Fruen kan tro, der er et og andet her ude, vi er glade ved.« Der var en let Dirren i hendes Stemme, som man ikke havde mærket før. Papa trak paa Smilebaandet, som naar en af hans under- givne paa Kontoret sagde en godmodig, men daarlig Vittighed: »De sa'e stjæler — ?« Digitized by Google Egne Veje. 815 Konen skottede op paa Herren og Fruen med et sært frygtsomt missende Blik. Hendes krogede, smudsige Skikkelse i 4 Digitized by Google 826 Efter 20 Aars Frémmedherredømme. kunde mætte sin Smag for Lidelser og maale sin egen Styrke paa Offerets Krampetrækninger, og Riget er alt for ungt endnu, Magtens Sødme alt for berusende, alt for uvant til at Gøthes Tysk- land ikke de bonne gråce skulde tage Del i disse tyranniske Festspil. Det følger dog af sig selv, at det preussiske Væsen har flere Haandlangere end Venner, og særlig lige over for os har den historiske Udvikling tilført det en hel Hærskare af Svende, hvis Tjænstiver til sine Tider vel endog har været en Smule be- sværlig. Vi skulle ikke rippe op i gamle Historier eller gaa i Rette med Slesvigholstenerne. Nogle af dem , de bedste af dem i det mindste, elskede den Befolkning, hvoraf de selv vare ud- gaaede, de havde dog nogle Gran af den Agtelse for Danskhedens Ret, som et 400aarigt Samliv synes skikket til at fremkalde, mange af dem have med Sorg været Vidne til de senere Følger af deres Bestræbelser, og fremfor alt: de ere langt ulykkeligere end vi; de have ingen Arvinger, ingen Efterslægt, ingen Fremtid. Om nogle faa Aar vil Jorden opsluge de sidste Rækker af denne mærkelige Blanding af tysk Hovmod og dansk Drømmeri, og deres Sønner, for saa vidt de have politiske Tilbøjeligheder og ikke have fundet hjem til deres eget igen, ere kun »sociit i den brandenburgske Kejserstat, en Kolonne mere i det vidtløftige Klientel, der ikke har haft Ejendommelighed og Kraft nok til at hævde sig imod Jærnkansleren og endnu ikke har gjort sig saa fortjænt, at Berlin har villet anerkende dem som jævnbyrdige Borgere. Det er en arrig, umedgørlig og højst uelskværdig Race, disse slesvigholstenske Preussere. De ærgre sig over, at den store Kejserstats Elite behandler dem du haut en bas, og. hemmeligt svier Fredericia- og Istedslagene dem endnu over Rygstykkerne og i Hjærtet. Ingen Steder i den vide Verden have vi saa ufor- sonlige Fjender som de. De aad os med Hud og Haar, om det stod til dem, og de usleste Hundehverv, som den preussiske Stat ønsker udført imod Danskheden i Nordslesvig, og som en Gammel- preusser muligvis vilde krympe sig ved at udføre, kan altid gøre Regning paa en halv Snes indfødte Hænder. Det er bekendt nok, at den ene Stakkel ikke kan lide, at den anden har to Kæppe, og de slesvigske Preussere have altid fundet, at den nordslesvigske Befolkning har en Kæp for mange, men det er ikke mindre sandt, at kun Stodderen forstaar at mis- handle Stodderen, fordi ingen som han kender de saarbare Punkter, Digitized by Google Efter 40 Aars Frerumedberredømme. 827 og dette er én af Grundene til, at Preusserherredømmet i Slesvig glider ud i saa smaalige Former. Paa Raadhuset i Flensborg, under Flakørnen , ses Byens gamle danske* Vaaben , men for ret at minde den loyale Befolkning om dens nuværende Stilling, have Myndighederne i dette Efteraar malet et Nældeblad paa Løvens Næse. Hvor instruktivt og betegnende. Det er netop denae For- mæling af Ornens Griskhed og Nældebladets smaalige Stik, der gør vore fraskilte Landsmænd Livet saa surt. Foruden at være et prægtigt og farligt Rovdyr, er den preussiske Ørn tillige en bureau- kratisk -smaalig Ørn, der nedlader sig til at fange Fluer, og Slesvigholstenerne pille Benene af disse Fluer. Da den preussiske Konge satte sig i Besiddelse af Slesvig, lovede han at agte dette Lands Ejendommeligheder i enhver Ret- ning, men siden denne Tid har hans Majestæts Regering anstrengt sig for at udrydde disse Ejendommeligheder i alle Retninger. Den har fordrevet det danske Sprog som officielt Meddelelses- middel fra hele Mellemslesvig, hvor det endnu er Folkesprog i mange Egne, den har gjort hele Nordslesvig retslig umyndig ved at indføre et fremmed Sprog for Skranken og i Administrationen, og den har halvt fortysket alle Skoler nord for Flensborg-Tønder Linjen, ja, den har lukket enhver højere dansk Dannelsesanstalt lige op til Kongeaaen og indført fuldstændig tysk Undervisning og næsten udelukkende tysk Gudstjæneste i alle dansktalende Køb- stæder. Vi behøve ikke at sky Paralleler. Den danske Regering gav det danske og det tyske Spro# lige Ret i en Del Kirker, hvor Menighederne 100 Aar i Forvejen havde ført Klage over, at de ikke forstode de tyske Præsters fremmede Sprog, og derfor af disse i Kirken ble ve skældte ud for Satans Yngel og Helvedes Brande; den preussiske Regering lader prædike udelukkende tysk i mange Sogne, hvor dér aldrig har været talt andet end dansk. Den danske Regering indførte Landets gamle Sprog i en Del Sogne, hvor endnu alle ældre Folk kunde tale dansk; den preus- siske Regering indfører tysk Skolesprog i Egne, hvor ingen for- staar dette Sprog, og hvor det aldrig er bleven talt. Den danske Regering tillod enhver Beboer af de blandede Sprogdistrikter at vælge det Sprog, hvori han vilde have sine Sager førte for Retten; den preussiske Regering har indført tvunget tysk Retssprog ikke blot i de blandede Distrikter, men i hele det dansktalende Nord- slesvig. Vor Administration vur ikke angerløs, men hvorledes gaar det saa den preussiske? r>4* Digitized by Google 828 Efter 20 Aars Fremmedherredømme. I det Land, Kejser Vilhelm en Gang gav saa beroligende Løfter, er det omtrent en Forbrydelse at være dansk. Folk stævnes i Forhør, fordi de paa deres Huse have Vejrhaner, gennembrudte af et Kors, eller fordi der i en Bygningskrans ved Siden af en rød Klud hænger Høvl- spaaner, der af Naturen ere hvide og ikke sorte. Mænd og Kvinder, der have deltaget i Festrejser til Kongeriget, idømmes Bøder, fordi de ved Hjemkomsten have været i Besiddelse af Festtegnet, danske Undersaatter, der i Følge internationale Traktater skulde være sikrede fuld borgerlig Sikkerhed og Ejendomsret, forulæmpes og jages bort fra Arv og Hjem som Forbrydere. At have stemt paa en dansk Rigsdagsmand, at være Medlem af den danske Sprog- forening, at have deltaget i en Lystrejse til Jylland er tilstrække- lig til at berøve enhver Mand Adkomst til offentlige Hædershverv og gøre ham uskikket til at beklæde et Embede. Det er ikke til- ladt nogen Sønderjyde at lade sine Børn opdrage uden for Preussen, og i Skolerne gøres det Børnene til Pligt at deltage i politiske Fester og at synge Viser, der saare Befolkningens Følelser. Den danske Befolkning, der i Aartusender har været bosat paa Slesvigs Sletter, betegnes uden Sky som en »rigsfjendtlig Bande« af Indvandrere, der næppe have faaet Tid til at sætte sig ned. Op over hele Slesvig, fra Dannevirke til Kongeaaen, fyger Tyskhedens Sand i, tæt Drift og søger at trænge ind gennem alle Rtfter og Spalter, gennem alle ubefæstede Aabninger. Enhver Landsbyskole, enhver højere Dannelsesanstalt ere Blæsebælge, der ustandselig hvirvle Sandet op omkring sig, ethvert Drev i den store Politistats Maskineri, ethvert lille klaprende Provindshjul puster til Milerne, der dynges op alle Vegne og søge at kvæle den hjemlige Vækst. Den fri Bonde kan ikke træde ud af sin Gaard uden at faa Tyskhedens Sand i Øjnene, han kan næppe nok komme i Berøring med en Kommuneforstander, en Herreds- foged eller Præst uden at overdrysses deraf, og han er udsat for, at hans Søn eller Datter slæber det med ind i hans Dagligstue fra Skolen. Selv det forhadte danske Skriftsprog, »Mundarten ved Sundet«, maa træde i Fortyskningens Tjæneste, indtil det en Gang kan sættes paa Døren som en Tjænestekvinde . der har gjort sin Nytte, og det danske Folkesprog, dette Fuldblods- barn af den danske Tunge, saa perfektibelt, saa lærenemt, saa lydhørt under Skriftsprogets Paavirknihg, mene Magthaverne for- længst at have manet ned til en gold Dialekt. Det er nedsat i de meniges anden Klasse, det bærer forlængst sort Kokarde, det Digitized by Google Efter 20 Aars Fremmedherredømme. 829 er et »Patois, ein Rabendånisch, ein Kauderwelsch , ein unåsthe- tisches Gemisch von Frisisch und Altanglisch, Juttisch dånisch und Plattdeutschc , der maa taales, indtil det en Gang kan ud- ryddes! Hvor forbavsede vilde disse Magthavere ikke blive, hvis de kunde se den lykkelige Forvandling, Hjemmefødningen er i Stand til at gennemgaa, eller hvis de forstode at skatte den vingelette, farverige Sommerfugl, der kan flyve ud af Puppens Hylster. Men hvorledes er da Forholdene i Sønderjylland? Hvor- ledes gaar det i den sproglige og nationale Kamp, der har saa store Kræfter, saa mange Hjælpere, saa hadefulde Fjender til An- greb, og saa smaa og ringe Kræfter til Forsvar og Værn? Den sproglige Livskamp, Striden paa*Liv og Død mellem Dansk og Tysk, det egentlige Melée føres endnu stadig inden for den Firkant, der begrænses imod Nord af Flensborg Fjord og Flensborg-Læk Vejen og mod Syd af Slien og Vejen til Husum. Kampen har her været staaende i de sidste 3 — 400 Aar. Det er historisk Jordbund, og Iagttageren betræder den med en underlig spændt Opmærksomhed. Hvert menneskeligt Væsen er hans Studieopgave, hver menneskelig Lyd opianges nøje, hver Hytte og Kro, hver Kirkegaard og hver Skolestue, Fortidens Hvilested og Fremtidens Væksthus, ere Genstand for en saa nøje Under- søgelse, som Forholdene tillade, o? hans Opgave er næppe løst, før det er lykkedes ham at trænge ind i Familiens Skød og der opfange de vordende Omdannelser. Det er et surl Arbejde at læse Allen: »Det dan>ke Sprog- Historie i Sønderjyllandc, og efter et saadant Arbejde er det en Trøst at komme over i selve den angrebne Egn og se, at Dansk har Livskraft i store Dele af denne Firkant, og at det trods alle Nederlag og alle Ydmygelser endnu holder nogle af vore vigtigste Grænsestillinger besat med Elite- tropper af den sønderjyske Gru iisehær. Det danske Sprogs største Nederlag i dette Aarhunijrede er Angels Tab, en Strækning paa 14 C Mil og mere end 60,000 Mennesker. Aar 1SOO var Slien vort Sprogs Sydgrænse, men Sproget var isoleret og underbundet ved den højtyske Guds- tjæneste og Undervisning og Grunden undermineret af det plat- tyske Folkesprog, der ad de store Færdselsveje slæbtes ind i Landet og fandt Støttepunkter hos Præster, Lærere og tyske Ind- vandrere, hvorfra det kunde udbrede sig videre. 1840 var Dansk døende i et bredt Bælte langs Slien, og ved Krigens Udbrud 1848 Digitized by Google 830 Efter 20 Aars Fremmedherredømme. magtede omtrent hele Nord- og Mellemangel 2 Sprog: det danske Folkemaal og en plattysk Mundart, der i Tonefald og Ordstilling var lidet forskellig fra hint, men i sit Ordforraad havde Ævne til at udvikle sig i plattysk Retning. Under rolige Forhold vilde det danske Sprog dog endnu have holdt sig som Omgangssprog gennem flere Menneskealdre, i det mindste i Flensborg Amt, men den stærke slesvigholstenske Agitation under Krigen og imod de danske Sprogreskripter 1851 drev Angelboen næsten helt over i den plattyske Lejr. Det vilde være Daarskab ikke at erkende, at disse Re- skripter for Angels Vedkommende havde en uheldig Virkning, og at vor nationale Styrelse i Slesvig ingen Sinde har begaaet en mere upolitisk Handling. Kort før sin Død underkastede Biskop Martensen disse Reskripter en^ meget lidenskabelig og for os danske endog meget saarende Kritik, men da det synes, at han tilstræber at forsvare sit eget tidligere Partistandpunkt, at dække over en Mangel i sin Karakter og at tilføje gamle Modstandere en smertelig Lektion snarere end at træffe den fulde Sandhed, vil dette Afsnit af den udmærkede Forfatters Arbejde næppe faa nogen Betydning for vor fremtidige Opfattelse af denne Sag. 1851 var det den danske Regerings Pligt at værne om det danske Sprog i Slesvig, og den havde Ret til at kræve, at Rigets Hoved- sprog blev kendt i dettes forskellige Dele. Den kunde derfor, uden derved at træde nogens Ret for nær, have indført et mindre Antal danske Undervisningstimer i alle Skoler lige til Ejderen og endnu flere i de Egne, hvor Dansk vedvarende levede paa Folkets Tunge. Det var det danske Folks " uafviselige Pligt at værne om sin Nationalitet og sit Sprog, og ingen Steder traadte denne Pligt frem med en saa bydende Nødvendighed som i de blandede Di- strikter, hvor fremmed Sprog og Væsen truede med at kvæle det oprindelige. Det maatte kræve, at Dansk, overalt hvor det endnu var til, fandt en betryggende Røgt i Skolerne, og de sær- egne Forhold, hvorunder vort Sprog levede i Mellemslesvig, gjorde det desuden nødvendigt, hvis de øvrige Foranstaltninger skulde have nogen Betydning, at det ved Gudstjænesten og i Administra- tionen stilledes jævnsides Højtysk, at det i Kirken og Regeringen optraadte med samme Rettigheder, samme Glans og Hæder, som dette »hellige og fine« Sprog Dette berettigede Selvforsvar kalder Biskoppen »Ødelæggelsens Vederstyggelighed«! Det er dog kun en rodløs Aandighed, der kan paastaa, at Folkets Modersmaal i Digitized by Google Efter 20 Aars Fremmedherredømme. 831 Guds Hus kan saare dette Folks berettigede Følelser, og han skyder langt ud over de reale Forhold og gør sig paa den mest uheldige Maade til Talerør for en længst glemt, fraserig Agitation, naar han siger, at den danske Gudstjæneste i Angel hæmmede Folkets kirkelige o? religiøse Udvikling, hvad Højtysk vilde have gjort og den Dag i Dag gør i en langt stærkere Grad. Angelbonden er ikke lavet af et saa skørt Stof, at 30 danske Messer om Aaret skulde have en sporlig forstyrrende Indflydelse paa hans firskaarne Habitus. Ikke des mindre havde den angelske Befolkning en Ret for sig, en Ret, der stred imod den danske Regerings Ønsker og det danske Folks Interesser, men som lige fuldt vedblev at være en Ret. Igennem 3 lange Aarhundreder havde den danske Re- gering eller dens Repræsentanter og stedlige Myndigheder arbejdet paa at fortyske Angel, i en folkefjendsk Tid havde Befolkningen kæmpet imod efter bedste Ævne. havde senere bøjet sig for det uundgaaelige og arbejdede til sidst sammen med Regeringen. 1851 var tysk Sprog og Dannelse en meget fremtrædende Faktor i Befolkningens Liv, og med Rette eller Urette tillagdes denne Faktor stor Betydning. Angelboerne kunde altsaa kræve denne Faktor respekteret, de kunde forlange, at ogsaa denne Side af deres Liv fandt en passonde Pleje i Skolerne, og de havde al Føje til at protestere imod, at Regeringen betragtede dem som et Ler, hvoraf den efter eget Tykke kunde udforme snart et tysk og snart et dansk Billede. Tysk fandt ikke en saadan Pleje i Sko- lerne, det var brøstholden med »indtil 4 Timers Undervisningc om Ugen, medens dansk slugte hele Resten. Hvis Dansk og Tysk 1851 vafe ligestillede Sprog i Folkets Mund, hvis Angelboerne vare >bilinguesc, noget alle Sprogreskriptets Forsvarere indrømme, raaatte de to Sprog have delt Skolerne, som de delte Kirkerne og Administrationen, og jeg indser ikke, ved hvilke Argumenter den danske Regering kan renses for den Beskyldning: paa Sko- lernes Omraade at have forsøgt Angels Danisering. I hvert Fald klinger alt, hvad r Dansk Omgangs- Syd- og Nordgrænsen for de II. Frisisk, D;.usk t>ll plattysk. M ,r "K- tidligere blandede Sprogdistrikter. Mod-ætning, som Befolkningen kun hidsos op imod, og Plattysken virker derfor ikke som en Stormflod, der overskyller og drukner, men kun som Bolgeslag, der bortæde Stump efter Stump af den ny Strandlinje. Det dansktalende Mellemslesvig er falden tilbage under Vilkaarene før Reskripterne, og de Faktorer, der have de- nationaliseret Landet, fortsætte deres Værk umærkeligt, lidenskabs- løst og uden Idealitet. Folkemaalet overlades til sej og hæslig Straadød og Befolkningen til frastødende, aandsforladt Materialisme Digitized by Google 836 Efter 20 Aars Fremmedherredømme. eller sygelig Religiøsitet. De bryde sig ikke om Tyskland, fordi Riget som saadant ikke betyder noget for dem,* de elske ikke Danmark eller den Sum af humane og frisindede Ideer, vor Dan- nelse repræsenterer, fordi de ikke kende os og aldrig komme i Berøring med os, og de hade Preussen, fordi det har lagt Cæsa- rismens Aag paa deres Skuldre. Intet kan være mere isoleret og mere forladt af Moderlandet end disse dansktalende Hedesogne. Indknebne mellem Angelboerne i Øst og Friserne i Vest fast- holde de, til kun et Par Mile fra den oprindelige Sproggrænse, deres sproglige Ejendommelighed, og det uagtet de, selv fra Flens- borg, som oftest faa tysk Svar paa dansk Tiltale. De forsumpes i Tysk. De lade sig denationalisere, fordi det er det bekvemmeste, det mageligste, fordi deres Naboer have gjort det, og — lader os gøre den menneskelige Natur Ære — fordi de ikke have et eneste Rygstød imod det store Maskineri, der virker paa dem. Det synes dog, som var deres politiske Indifferentisme i Færd med at forsvinde, og som kunde de vindes for et dansk Proteststandpunkt, hvorfra det fremtrængende tyske Sprog kan modarbejdes. I den danske Tid lykkedes det ikke at danne et nationalt Parti i disse Egne. Ved Afstemningen 1867. afgaves i Nørre Hagsted Sogn danske Stemmer mod 106 tyske, i Store Vi Sogn 25 mod iOO, i Jørl og Eggebæk Sogne 11 mod 281, i Vanderup 3 mod Ved Omvalget paa Gustav Johannsen 1881 afgaves alene i en enkelt By i Nørre Hagsted Sogn 19 danske mod 21 tyske Stem- mer, i St. Vi By 36 danske mod 12 tyske, i Vanderup 26 mod 52, i Barderup 46 mod 10 og i Jereshøj (Eggebæk Sogn) 36 danske mod 11. Denne Strømning kommer endnu i rette Tid, den kan endnu finde et naturligt Grundlag i det danske Folke- maal, uden hvilket en fortsat og varig Modstand imod Preussen næppe er mulig, og vi kunne særlig* takke Danskhedens Fører i Flensborg for, at Nationalitetskampen er naaet ud til Sprogets yderste Grænse. — Deres geografiske Stilling giver disse Egne en meget stor Betydning for Sprogstridén. De ere Stødpuder, som maaske gen- nem Slægtled ville afværge Tyskhedens værste Tryk nordpaa og forhindre, at denne i sluttet Række umiddelbart paavirker Mellem- slesvigs svageste Del: Egnene op mellem Tinglev og Tønder, hvor det holsten-gottorpske Bundfald endnu ikke helt er vasket ud af Jordbunden. Forholdene i hine Egne, Sprogkampens For- løb og Vilkaar, fortjæne derfor at kendes nøjere, og det er ingen- Digitized by Google Efter 20 Aars Fremmedherredømme. 837 lunde ligegyldigt for os, i hvilket So^rn Sprogets Syd- og 'Sydøst- grænse for Tiden maa søges. I Slutningen af den danske Tid ansaas Fjolde Sogn som vort Sprogs yderste Grænse i daglig Omgang, og Forfatteren af denne Afhandling besluttede derfor i den forløbne Sommer at rejse derned for paa selve Stedet at naa til en grundet Opfattelse. Sognet hører til Bredsted Amt, det er udelukkende henvist til de tyske Byer Husum og Bredsted, og det staar Flensborg saa fjærnt, at jeg i denne By hverken kunde faa sikre Oplysninger eller Anbefalingsskrivelser til dansktalende Familier. I en Artikel, der kort i Forvejen havde staaet i »Vort Forsvare, hed det sig desuden, at kun de gamle i Sognet endnu tale Dansk, og jeg rejste derfor derned med ringe Ha ab om at træffe et livskraftigt dansk Sprog. Da jeg fejste dérfra, efter at have gennemvandret de fleste af Sognets vidtspredte Byer, undrede ét mig, og det var, at jeg paa dansk Tiltale kun én Gang havde modtaget tysk Svar, og dette Svar blev givet mig af min Vært, en indvandret Plattysker fra Egnen ved Dannevirke. I Huse og Gaarde, paa Veje og Stier blev jeg straks og med synlig Velvilje svaret paa Dansk, paa (lydende, sikkert og bredt Sønderjysk, som jeg *elv talte det. Fra Modpartens Side indlededes Samtalen aldrig med det afvisende »wiet, noget som næsten altid finder Sted i Angel, og efter et Par Bemærkninger talte jeg sædvanlig Skriftdansk uden derved at forstyrre Samtalen. I en frygtelig Hedekro mellem Solbro og Bondelum fremkaldte mit sønderjyske Maal en glad Panik i et landligt Middagsselskab, og paa den elskværdigste Maade af Verden satte Værten sig hen hos mig og gav mig — selvfølgelig paa Dansk — en vidtløftig Fremstilling af hele Omegnens sproglige Tilstand. »Vi tale megen Dansk her i FjokT Sogn, naar vi komme sammenø sagde han, »selv de unge kunne snakke med eller forstaa ost, og den Interesse, hvormed en Del unge Karle og Piger fulgte Samtalen, overbeviste mig om, at han talte Sandhed. »Vi forstaar ham meget godt,« sagde en 20aarig Pige, »men vi snakker det saa daarligt.« I Bjerrup (Behren- dorf!), en stor og velhavende Landsby, traf jeg nøjagtig disse Forhold. Min for øvrigt plattyske Hjemmelsmand sagde, at alle Byens Mænd fra 30 — 40 Aars Alderen opad sædvanlig talte Dansk, og alt hvad jeg selv havde Lejlighed til at høre og op- fange bekræftede hans Udsagn. I Sognets Kirkeby, Fjolde, er Sprogets Stilling mindre gunstig. Her holdes nogle Markeder, Byen har en Mængde smaa næringsdrivende, til Dels Indvandrere, Digitized by Google 838 Efter 20 Aars Fremmedherredømme. og paa ægte slesvigsk Vis kappes 3 Kroer- med Kirken om For- rangen i dens arkitektoniske Apparition. Kun ældre Folk tale dansk. I den Kro, jeg faldt ind, herskede et rigtig mellem- slesvigsk Babel; ti i én Husholdning lød Frisisk, Plattysk og Dansk imellem hverandre. Værten selv talte meget slet Dansk, men Jomfruen, en halvgammel Pige, underholdt mig timevis paa ejendommeligt og ublandet Fjoldedansk om hele Egnens sproglige Fysiognomi, og da jeg kom længere nordpaa, til Byerne Østenaa •og Lyngsted (Løvested), færdedes jeg i dansktalende Egne. Hoved- resultatet af mine Undersøgelser paa den Kant kan sammenfattes paa følgende Maade. I de nærmeste Grænsesogne op til Husum, i Svesing, i Olderup, i Byerne Arenfjolde og Højfjolde samt i Kirkebyen Fjolde tales Dansk af en Mængde, af en »Hobbenc, som det udtryktes paa Stedet, men Plattysken er det herskende Sprog ; i Immingsted er Dansk uddød, og i Øster- og Vester-Ørsted tales det kun af de allerældste. I Bjerrup, Bondelura, Spinkebøl, Bokslund, Nordsted, Haselund og Kollund, alle sammen Byer i Fjolde Sogn, er Sproget blandet eller hovedsagelig Dansk, og i Sognets nordligste Byer, i Østenaa og Lyngsted, er Dansk endnu Omgangssprog. Dette er ingen Tilfældighed. I Midtslesvig, fra Dannevirke til Tinglev-Tønder Linjen, ligge Byerne paa stribeformede Oaser eller Højdedrag, der løbe tværs over Landet til Marsken. Paa et godt Generalstabskaart tage de sig ud som Tværhylder, der med en mærkelig Regelrethed følge etter hinanden, eller, om man vil, som Perlesnore, der fra Øst til Vest ere trukne hen over Landet med store, næsten ubeboede Hede- eller Engstrækninger mellem sig. Disse geografiske Forhold i Forbindelse med Beboernes seje Fastholden af det nedarvede have været i højeste Grad ugunstige for Fortyskningen. Enhver beboet Stribe er omgivet af et isoler- ende Belte imod Syd, og medens Sprogomdannelsen i det tæt befolkede Angel med over 4000 Mennesker paa Flademilen ud- førtes i ét Anløb, naaede Plattysken næppe nok i 80 Aar at er- obre den første Oaserække, Bylinjen Bondelum, Bjerrup, Fjolde, og Sproget har endnu ikke slaaet sikker Bro over den milebrede Sumpstrækning omkring Bomstedaa og Herremose eller faaet rigtig Fodfæste paa den næste Oaserække: Sønder Hagsted- Østenaa- Lyngsted -Hjoldelund-Høgel. Fra Syd af vilde Midt- slesvig kun yderst vanskelig kunne erobres for Tyskheden , da alle Forbindelsesveje gaa paa tværs af dennes Paavirkningsretning, Digitized by Google Efter 30 Aars Frem med herredømme. 839 og det er først her ude, at man ret føler Betydningen af Angel- boernes, sproglige Forræderi, idet Plattysken nu trænger frem Øst og Nordøst fra, ad Færdselsvejene til Jærn vejs linjen og ad Flens- borg-Husum Vejen. Det er Mellemangel og Flensborg, der for- tysker disse Egne. Efter denne Udvikling er det muligt noget nærmere at fastsætte Grænserne for det danske Folkesprog i Midtslesvig. 1 Vest danner Frisisk den gamle velkendte, uforanderlige Grænse helt op til Vidaa, i Syd er Byrækken Sønder Hagsted-Lyngsted- Hjoldelund vore yderste Forposter, og i Øst gaar Grænsen ud fra Flensborg, følger saa en Milsvej langs Landevejen til Slesvig, løber dernæst med ringe vestlig Bøjning tværs igennem Oversø Sogn, hvor Byerne Oversø, Frørup og Tarup ligge Øst, Barderup vesten for samme, ned i Eggebæk Sogn øst om Jereshøj og ind i Jørl Sogn, hvor den i S. Hagsted møder Sydgrænsen. Øst og Syd for denne Linje findes et smalt Bælte, hvor Dansk vedvarende hævder sig ved Siden af Plattysk, og helt imod Nord, i Rødenæs og Rosenkrans, trænger vort Sprog endnu Frisisk tilbage. I Midt- slesvig tales altsaa Dansk eller overvejende Dansk i Sognene Læk (selve Kirkebyen Læk dog undtagen), X. Hagsted, St. Vi, Vande- nip og Hjoldelund, samt i Dele af Enge, Oversø, Eggebæk, Jørl og Fjolde Sogne. Det ses heraf, at Plattysk for Tiden standses af Flensborg Fjord og af de udyrkede Sumpdrag, der langs Trenen og Bomstedaa løbe over til Marsken, men det er vanskeligt at sige, hvor stor Modstandsævne de ovennævnte Sogne endnu kunne yde. De danne den egentlige Grænseegn mellem Sprogene, de have i Aar- hundreder været udsatte for stærk tysk Paavirkning, og de fleste af Beboerne magte en Art Plattysk, dei under de nærværende Forhold er farlig for Dansk. Den egentlige Denationaliserings- Proces er utvivlsomt i Gang pletvis omkring i denne kgn, det danske Sprog staar som de rudimentære Lævninger af et tidligere dansk Samfundslegeme, og hvis dette ikke atter kan tilføres friske Safter, hvis det ikke paa ny, under en national-politisk Strømning, atter kan knoppes og løves, vil det smuldre hen. »De dansk- sindede ere døde,« sagde man til mig i Fjolde, de synes ikke at kunne leve saa længe som vort Sprog. Efter at Plattysken er bragt til Veje i Familien, begynder Denationaliserings - Processen som bekendt med , at Barnet af- sondres fra Familiens Sprog. Allerede i Svøbet sættes den lille i Digitized by Google 840 Efter 20 Aars Fremmedherredømme. plattysk Karantæne, og ved denne kunstige Foranstaltning paa- tviu^es Barnet et Modersmaal, der ikke er Moderens Maal. Men det . er et fattigt, aandløst og ufuldstændigt Sprog , en hæslig Bastard af Dansk og Plattysk, Barnet lærer paa denne Maade. Stubbene af det gamle Folkemaal stikke frem alle Vegne, og saa snart Barnet er naaet ud over Skoletiden, falder det sædvanlig tilbage til Familiens Hovedsprog, der er det naturligste, rumme- ligste og mest aandfulde Udtryk for dets Tanker. Karantænen maa derfor fortsættes i næste Slægtled, Slægtens sproglige Øre svækkes endnu mere, det danske forurenses og undertrykkes, det plattyske udvides, frigøres og forædles, før en Generation helt kan give sig Tyskheden i Vold. Og selv efter alle disse An- strængelser taler den et meget maadeligt Sprog, der, uden Folke- maalets naturlige Lune og Kraft, næppe nok forstaas ud over Lokalitetens snævre Grænser. Derfor er Denationaliseringen en meget langsom Proces. Selv om Plattysk er bragt tilstede, kræver den under rolige Forhold mindst to Slægtleds Arbejde for at bringe det nye Sprog saa vidt, at det efter tattig Lejlighed kan erstatte Folkemaalet, og selv da opgives dette kun sjæl- dent frivilligt, uden ydre Paavirkning. 1 Sydangel begyndte Forældrene at tale Plattysk med Børnene 1800, i Mellemangel 1815—20, i Nordangel 1820—30, men det var først i det andet Slægtled derefter, under stærke politiske Strømninger, at det lyk- kedes at udelukke Dansk fra den opvoksende Slægt, og denne Bevægelseshastighed kan paa ingen Maade bruges som Maalestok for Sprogomdannelserne i Sognene vestpaa. — Danskhedens anden Linje dannes af Oaserækken fra Flens- korg Fjord til Sydspidsen af Gudskog Sø, af Sognene Hanved, Valsbøl, Medelby, Karlum og Klægsbøl. Alle disse Sogne tilhøre de blandede* Distrikter og have tysk Skole- bg Kirkesprog, uagtet Omgangssproget er rent dansk. I Klægsbøl tale kun et Par Fa- milier Tysk, i Karlum, Medelby og Valsbøl har den store Kultur- stat næppe nok en saa fyldig Repræsentation uden for Embeds- mændene, og kun i de sydligste Dele af Hanved Sogn er Plattysk trængt noget mere ind fra Flensborg og Angel. Paa denne Linje bør vort Sprog og vor Dannelse opføre sin Hovedfæstning, og det maa blive den danske Sprogforening første og fornemste Op- gave herfra at afslaa det plattyske Sprogs Angreb nord- og øst- paa. I næste Aarhundrede vil Friservejen (Flensborg-Lækvejen) sandsynligvis danne en lignende Grænselinje som Slesvig- Husum- Digitized by Google Efter il) Aars Fremmedherredømme. 841 vejen i Begyndelsen af dette, og skulle vi have Haab om at bevare Nordslesvig, maa der langs Nordsiden af Flensborg Fjord og langs denne Vej gøres alt, hvad der kan gøres, og det er ingenlunde nok, at give Befolkningen god dansk Læsning, den maa ogsaa øves i Modersmaalets skriftlige Brug, og det saa meget mere, som Preussernes næste Slag imod det danske Sprog i hele Nordslesvig sikkerlig vil blive rettet imod de danske Stiløvelser i Skolerne. Skriftlig skulle Børnene kun have tyske Meddelelses- midler, og det er allerede en Ynk i Byerne at se danske Børn skrive tyske Breve til danske Fædre og Mødre. I vor nationale Kamp ere vi ikke saa heldigt stillede som Polakkerne, fordi de have Præstestanden paa deres Side, men ikke des mindre maa der kunne findes Midler ogsaa hos os. Hvorledes dette Ar- bejde for øvrigt skal udføres, ligger ganske uden for min Kom- petence og denne Afhandlings Grænser, og jeg skal, kun for at orientere Læseren, sige et Par Ord om *den nationale Tilstand i dette Strøg. I Karlum og Medelby findes mange gode danske Elementer, ved Rigsdagsvalget 18G7 faldt Halvdelen af Stemmerne paa den danske Kandidat, og hvis vi paa Vestkysten havde et politisk Centralpunkt som Flensborg, vilde disse Sogne med Lethed helt kunne vindes for vor Sag. En gammel Slesvigholstener, der i en halv Menneskealder har virket i Medelby, erklærede en Gang, at vi (o: Tyskerne) kunde arbejde 200 Aar i Nordslesvig og dog ikke faa Bugt med det danske Sprog, og en af det nuværende Systems Embedsmænd sagde i Sommer: »Det er Synd, at vi skulle præke tysk for Menigheden i Valsbøl.t Paa mine mange Vandringer i Mellemslesvig har jeg ingensteds nord for Friser- vejen fundet Denationaliseringsprocessen i Gang. De nordligste Strøg, hvor jeg har truffet den,' ere Byerne Veding, Skovkro, Hyllerup og Havrup samt til Dels Kirkebyen Hanved. Uden Hensyn til politisk Farve tale Forældre her ofte Plattysk til Børnene. I hele sin Udstrækning (Læk undtagen) danner Friser- vejen en Grænse i det mindste for denne Uskik, og den store nordlige Halvdel af det vidtstrakte Hanved Sogn er muligvis den mest nationalt vakte Del af hele Sønderjylland. Byerne Ellund, Harritslev og Frøslev afgive c. 90 pCt. danske Stemmer ved Valg- ene, over Indgangsdørene til disse Bønders Dagligstuer træffes af og til danske Kærnesprog indhuggede i Egebjælken; Iagttageren møder en Opvakt hed, en Fart og Kraft i Tanken, en Inderlighed i Overbevisningen, en Sandhed i Udtrykket, en fuldbaaren, lødig Tilskueren. :S54. Digitized by Google 842 Efter 20 Aars Fremmedherredømme. og stærk Mandighed, der hurtig fortæller ham, at han ikke læng- ere har at gøre med en halv sovende halv træt Konservatisme, men med en bevidst, fuldvoksen Opposition, der skatter, hvad den har, og véd, hvorom det gælder. Denne Egn, der ligger helt nede i de blandede Distrikter, der i Følge Biskop Martensens Dom skulde tale et raat, fattigt og udannet Sprog, et Maal, der er berøvet Aandelighedens Præg; denne Egn har sin Digter, hvis Sange i Folkemaalet finde Genlyd over hele Nordslesvig, og sin Sangforening , der synger hans Overbevisning ind i den op- voksende Slægts Hjærter. „Som en Mur mod Nutids-Tant, Sej og tro, som vi er vant, Skal vor Gerning, skal vor Strid Aldrig svigte Fædres Id. Frøslevs Sønner ville hædre Fortids Minder, Fortids Fædre! Held dig, Frøslev By!' — Er det ikke »den rette Tonart?« — Gaa en kvart Mil uden for Flensborg, se disse -Byers hvidhaarede, pluskævede, dansk- talende Ungdom eller kom ind i Dagligstuerne og hør dem frem- sige Hostrups og Paludan Mullers smukke Sange, og man vil føle sig overbevist om, at heller ikke den næste Slægt vil svigte »Fortids Minder, Fortids Fædre«. Disse Mænd elske Danmark ikke som vi andre midt i Døgnlivets Slid og Prosa elske det. For dem staar vort Land altid i Højtidsskrud, de se paa det med Ingemanns, Paludan-Mullers og Hostrups Øjne. Det er deres Længslers Maal, lidet ringere end Paradis, et andet Kanaan, det forjættede Land, der flyder med Frihedens Mælk og Kærlighedens Honning, medens de selv sidde indeklemte i Jærnharnisket og fryse. Jeg véd ikke ret, om vort Samfundsliv i Længden kan danne et solidt Grundlag for et saadant Højtryk af længselsfuld Illusion; det maa de Mænd, der have paataget sig at lede Folke- stemningen og den politiske Kamp her i Landet, nærmere under- søge; men vi kunne sikkert ikke haabe at bevare Sønderjylland, hvis vi i vort offentlige Liv glemme at tage et omhyggeligt Hen- syn hertil. 20 Graders Kulde er sikkert ikke nogen behagelig Temperatur at leve i, men et evindeligt Snesjap har da heller ikke mange tiltalende Sider, og raske Folk foretrække som oftest klingrende Frost. Digitized by Google Efter 40 Aars Frenwiedherredømme. 843 Hvis vi alle Vegne havde en saadan Grænsevagt som nord- vest for Flensborg, vilde Nordslesvig være en uindtagelig Fæst- ning; men, des værre, vi have ikke alle Vegne en saadan Vagt. Lige ved Siden af, i Bov Sogn, slæbes det plattyske Sprog fra Flensborg rundt om Fjorden, og det understøttes langs Fjorden af den livlige Sommertrafik til Badestederne hen til Graasten. I Kobbermøllen, i Munkemølle og i de store Murstensfabriker paa Broager findes smaa plattyske Kolonier paa nogle faa hundrede indvandrede Mennesker, der vel for Øjeblikket ikke have den mindste Betydning, men dog fortjæne Opmærksomhed, og i en- kelte Dele af Sundeved har det tyske Sprog tidligere ved Hjælp af Gottorperne og Augustenborgerne forstaaet at liste sig ind i Kirken, og overalt, hvor dette har været Tilfældetj, lever Dansk paa en smitteførende Jordbund. Men for øvrigt vil Øst- og Vest- kysten af Nordslesvig yde den kraftigste og mest bevidste Mod- stand, og da Danskheden er mest truet paa disse Punkter, kunne vi se Fremtiden roligt i Møde. — Den største Halvdel af Hertugdømmets Areal og mere end Halvdelen af dets samlede Indbyggerantal tilhører endnu vor Stamme. I Haderslev, Aabenraa og Sønderborg Kreds samt i de dansktalende Dele af Tønder og Flensborg Kredse bo c. 180,000 Mennesker, og i denne Beregning er hverken medtaget de Strog af Angel og langs Sproggrænsen, hvor Dansk endnu delvis er Omgangssprog , og hvor vi have Flertal v^.1 Valgene, eller Flens- borgs 30,0t)0 Mennesker, der med over Halvdelen af Stemmerne Gang efter Gang protestere imod Indlemmelsen i Preussen. Det tyske Parti vil indbilde Verden, at der finiles betydelige tyske Elementer nord for Flensborg-Tønder Linjen, men det vilde komme i For- legenhed, hvis det bestemt skulde paapege, hvor disse findes. Som Embedsparti og ved en hensyn>løs Brug af alle Magtmidler har det tvunget en Del Mænd i afhængige Stillinger til at stemme med Partiet, men disse vedblive lige fuldt at være dansktalende og danskdannede Mand, der saa snart Trykket hørte op, vilde finde hjem igen, og de tyske Indvandrere overalt, hvor de ikke kunne løbe sammen i Flok, denalionaliseres og opsuges af det danske Folkesamfund. Det danske Stemmetal er formindsket i Nordslesvig siden 1807, fordi mange som danske Undersaatter have mistet deres politiske Rettigheder, men Tyskheden har ikke gjort Fremskridt i de forløbne 20 Aar, og hvis Preussen trak sin 55« Digitized by Google 844 Efter 20 Aars Freminedherredømme. Embedsstand og sine Soldater ud af Landet, vilde den Smule tysk Bundfald, der blev tilbage, hurtig smuldre hen af sig selv. Preusserne have med nogen Undren set en Modstand vokse frem, som de næppe ventede sig. Nordslesvig er et interessant Land. 200,000 Bønder og Smaaborgere byde et stort Kejser- rige og Verdens første Militærmagt Trods. Ingen Sinde har den danske Almuesmand og Bonde været stillet foran en værre Ildprøve end her, og det skulde synes naturligt, at hans Kamp fandt Deltagelse hos alle, men særlig hos de tilsvarende Lag i vort hjemlige Samfund. Danmark overlod ikke denne Be- folkning værgeløs i de fremmedes Hænder. Da den ulykkelige Krig skilte den fra Moderlandet, havde den faaet tilført betyde- lige Dannelseselementer ; de forudgaaende Kampe havde hærdet dens Vilje, skærpet og udvidet dens Blik, og en lykkelig økonomisk Udvikling havde sikret den en Velstand, som ingen anden i Landet. Oplyst, hærdet og økonomisk uafhængig kunde den vende sig til Selvforsvar. Men dette forklarer ikke til fulde dens Modstands- ævne. Denne Befolkning er først og fremmest af én Støbning. Den har virkeliggjort en Lighed i Tanke- og Omgångssæt, en demokratisk Jævnhed i al ydre Færd, i Sprog og Vaner, i Op- dragelse, i Sæder og Skikke, der som et stærkt og spændigt Baand binder rig og fattig, Arbejder og Bonde, Husmand og Proprietær sammen og forhindrer de sociale Modsætninger i at komme op og gøre sig gældende i den nationale og politiske Kamp. Dette er dens sande Rustning. Som Bondefalanks kan den have adskillige Fejl, men den lader sig ikke sønderdele i Lag eller skrælle op. som Løg, enig og kompakt slutter den sig om sine Førere, som den enkelte Landsby samler sig om sin kaarne Høv- ding. Af denne Befolkning have Preusserne kun formaaet at vinde »Plettet«, det lødige Sølv tilhører endnu den danske Krone. Paa Grund af hele sin historiske Fortid er Sønderjyden politisk set en Øbo. Han har dennes stærke Kærlighed til Hjem- mets Jordbund og Hjemmets Sæder, dennes skarpe Blik for Landsdelens Hæder og Interesse og dennes snævre og snæver- sindede Horisont over for den øvrige Verden. Igennem en. Række store Begivenheder opdroges og opdrog han sig selv til dansk Samfundsfølelse, men Berlin ligger helt uden for hans Verden. Den er Hovedstaden i et langt bort liggende Land. Preusserne have — uden for Magten — ikke et eneste Middel til at gøre Propaganda i Nordslesvig. Befolkningen afskyr deres Cæsarisme, Digitized by Google Efter 20 Aars Fremmedherredømme. 845 der kun bryder sig om den som Skatte- og Soldateræmne. Hvor man holder op med Gødningen, kan man vende Ploven, sige de for et Ordsprog, og de bryde sig ikke en Døjt om at tilhøre en stor Nation, naar denne er af en saa smaalig og uelskværdig Natur som Brandenborgerne. Denne mærkelige Blanding af reli- giøs, abstrakt Idealisme og halvbevidst Positivisme, denne sindige, seje, af og til smaalige Erhvervslyst, omgærdet af et stærkt, men ikke meget fint Retsbegreb, den bløde, noget udtraadte God- modighed, det sky Følelsesliv, den vidt drevne Agtelse for Person- lighedens Ret, Lighedstrangen , Kærligheden til det vante, det hjemlige — alt dette i denne Befolkning føler sig tilbagestødt og fornærmet af den stramt tilknappede Magt, af den guldgallonerede Brutalitet, af det griske Embedsvælde og det hovmodige Soldater- herredømme. Med deres store Magtmidler havde Preusserne let ved at paatvinge Landet et rent ydre tysk Præg , og de vare vel ogsaa en Tid lang i Syvtierne tilbøjelige til at tro, at de gjorde Fremskridt, fordi den sindige og seje Modstand, der undviger Optrin og lidenskabelige Udladninger, kunde tage sig ud som langsom Flugt, men de have indset deres Fejltagelse. Jo længere de søge at trænge ind- og nedefter, des haardere bliver Jord- bunden. De møde vel ingen Flintkiler, der skære og saare, men de ville møde Granitlag, der trodse og tilbagevise. — Den i6de Oktober. P. Lauridsen. Digitized by Google Om Kvaksalveri og fri Praksis. Literatur: „Medicinallo vgi vning* ved Uldal. — Rigsdagstidende. — Dansk Straffelov. — „Die Curpfuscherei" af P. Boerner. Iblandt de Arbejder, som en normalt fungerende Lov- givningsmagt vil komme til at beskæftige sig med, naar en Gang en saadan atter opnaas, er ogsaa Spørgsmaalet om Kvaksalveri og de dermed i Forbindelse staaende Forhold. .Spørgsmaalet har gennem vor hele konstitutionelle Periode flere Gange været til Diskussion i begge Ting; men skønt man fra de forskelligste Sider synes at have erkendt Nødvendigheden af en Forandring i de bestaaende Forhold, er man dog ikke naaet til nogen Løsning af Problemet. Det skulde glæde mig, om disse Linjer maatte bi- drage noget til Forstaaelse af, hvad det kommer an paa. Jeg maa dog tilføje, at jeg ikke betragter disse Linjer som et Indlæg i en Diskussion. Kun lidet af, hvad her staar, er ikke sagt tid- ligere, og mange vil finde deres egne Tanker igen. Men en Cita- tion for de enkelte Steder passer næppe i en Journalartikel af denne Natur. I forrige Aarhundrede og ind i vort var vor Lægestand delt i to mod hinanden staaende Lejre, Kirurger og Medicinere, hvilke sidste, der henhørte til Universitetet, betragtede hine, der udgik fra det kirurgiske Akademi og oftest rekruteredes af de ustuderede Klasser, som en lavere Kaste. Hver havde* sine Omraader, hvor de vare priviligerede. Det manglede heller ikke paa Rivninger mellem dem indbyrdes. Saaledes se vi i 1785 en Kancelliskrivelse, der maa mægle mellem den i Helsingør bosatte Medikus og de to der levende Kirurger. Sagen forholdt sig saaledes, at Medicin- eren havde været saa forretningsdygtig at engagere en »Svende fra den ene af de to Kirurger til for sig at udføre saadanne smaa Digitized by Google Om Kvaksalveri og fri Praksis. 847 Operationer, som Medicineren, der vel var noget urutineret paa det Omraade, fandt Anledning til at lade foretage. Dette finder nu de to Kirurger er uberettiget Indgreb i deres Rettigheder og besvære sig derover. Kancelliet mener dog, at da der er Tale om saadanne Operationer, som ere at henregne til den domestiske Medicin, som Folk imellem sig eller Do- mestiker kunne foretage, ligesom og Aareladning hører hertil, siden Kammertjænere i fornemme Huse fore- tage detn . . .t saa ses ikke at saadanne Forretninger høre til »jura chirurgorumt. Der føjes nu senere til, at videre end den saakaldte Chirurgia minor bør slige Assistenters udvortes For- retninger ikke strække sig, med mindre Nøden i enkelte Tilfælde fordrer for Næstens Liv eller Sundhed at foretage, hvad der ellers tilhører de priviligerede Kirurger. Medens der vel ved tidligere Rescripter findes Udtalelser, hvorved Forholdene mellem de pri- vilegerede Læger — Medicinere og Kirurger — ordnes, saa findes der først i 1794 en Bestemmelse, hvorved en virkelig Kvaksalver- lov kan siges at være fastslaaet. Regeringen lader dette Aar gennem en kongelig Forordning sine Præster og andre Embeds- mænd advare Befolkningen imod at overlade sig til uvidende Kvaksalvere. Og mod disse fastsættes der Straffe »for at tage syge i Kur og saaledes udsætte disse for Fare.« Straf- fene ere haarde og kunne stige til Forbedringshus. Men i en følgende Paragraf faslslaar Regeringen, at der skal kunne er- hverves en i Henseende til Omraade og Sygdomme indskrænket Ret til Lægevirksomhed for ueksaminerede. Retten meddeles gennem Kancelliet og kan tildeles saadanne Personer, der uden at være egentlige Læger harerhvervet sig udmærkede Kund- skaber eller fortrinlig Duelighed i en eller anden Del af Lægekunsten eller i at helbrede for en eller anden Sygdom, naar han med Amtmandens og Fysici Vidnes- byrd godtgør at besidde fornævnte Egenskab. Naar Staten saaledes har fundet sig foranlediget til at ind- føre denne Undtagelsesparagraf i sin Kvaksalverlov, saa hidrører det vel fra en Del forskellige Forhold, som ikke gælde nu. Føfst og fremmest er det dog vel i Erkendelsen af, at den ringe For- syning med Læger paa Landet og de sparsomme, besværlige Kommunikationsmidler medførte, at den store Del af Befolkningen var afskaaren fra Lægehjælp og paa en vis Maade henvist til Kvaksalvere. Man fandt det da bedre gennem en Paragraf som Digitized by Google 848 Om Kvaksalveri og fri Praksis. den omtalte at indføre en Art Kontrol med de ueksamineredes Lægepraksis, og medens man tilsyneladende lagde en vis Frihed i Forholdet, saa var den Bestemmelse, at den paagældende Fripraktiker skulde have Fysici Vidnesbyrd, i Virkeligheden en Maade,' hvorpaa man forsøgte at udstrække Monopoliseringen til Steder, hvor man kunde vide, at den strænge Lov ikke kunde over- holdes. Paa Forordningen af 1794 lever man saa videre til vore Dage med den lille Forandring , at Straffebestemmelserne for Kvaksalveri ere mildnede til Bøder og simpelt Fængsel, og at man fra Tid til anden nærmere har præciceret, hvad der skal regnes til Kvaksalveri, d. e. strafbar Lægevirksomhed af uavtoriserede Personer. Det kan nu ikke undre os, at man i nogen Tid har haft Øje for, at vor Lovgivning paa dette Omraade er forældet. Og som anført har man baade fra Regeringen og fra privat Side gjort Tilløb til Ændringer, baade i Folketing og i Landsting drøftet Spørgsmaalet, uden at dette dog er kommet til nogen Afslutning, og vi leve altsaa i det hele paa de gamle Bestem- melser. Det i vor nylig nævnte Kvaksalverlovgivning herskende Princip er som alt berørt at betegne som Monopolisering af Lægepraksis for dem, der have godtgjort et vist Mini- mum af Kundskaber, som Staten gennem sine derhen hørende Institutioner erklærer for nødvendige. Bestemmelserne skrive sig jo fra en Tid T da Staten monopoliserede de forskellige Arbejds- omraader, saa det ej er at undres over, at ogsaa Lægevirksom- heden fik sin Beskyttelse. Af Ordlyden i Loven ses det dog, at man ved Siden af det gældende Beskyttelsessystem ogsaa har haft noget andet for Øje. Staten har villet beskytte sine Borgere mod den Skade, som deres Uvidenhed paa det Om- raade kunde styrte dem i. Staten alene véd, hvad der i den som i andre Retninger tjæner Undersaatterne. Derfor drager den Om- sorg for at unddrage dem de Farer, der lure paa dem tra de uvidende Kvaksalvere, og den bedste Maade at afværge denne Skade er ved at straffe Kvaksalverne. Gaaende ud fra denne Opfattelse af Loven, at den ikke alene er en Beskyttelseslov for en bestemt Haandtering, men maaske mere, i hvert Fald tillige, en Beskyttelseslov for hele Samfundet, er det let forstaaeligt, at man har ladet Monopoliseringssystemet vare ud over den Tid, da man for øvrigt hævede Beskyttelsen for de forskellige Haandteringer. Digitized by Google Om Kvaksalveri og fri Praksis. 849 Et let og ret simpelt Ræsonnement er nu dette: Den Tid er forbi, da Staten havde Bet eller Forpligtelse til at gribe be- skyttende ind over for de enkelte Individer paa den Maade, her er Tale om. Enhver maa være Herre over, hvorledes han vil be- handle sin egen Person, altsaa ogsaa have sin fri Vilje til at ralge, om han vil komme sig eller dø af sin Sygdom med eller uden Kunsthjælp, eller hvor han finder for godt at henvende sig for denne Kunsthjælp. Staten har intet at gøre med at paa- oktroyere den enkelte denne eller hin Kunsthjælp. Men Følgen af denne Tankegang er Ophævelsen af Kvaksalverstraffene — Fri- givelse af den medicinske Praksis. Imod dette hævdes nu, at Staten dog griber beskyttende ind paa mange Omraader gen- nem alle Haande Sikkerhedsforanstaltninger paa Omraader, hvor man mener, at Publikum ej selv er i Stand til at bedømme Faren. Saaledes straffes ikke blot de, der gaa ligefrem aggressivt til Værks mod Person og Ejendom, men Myndighederne afholde Folk fra farlige Steder, fra at beskæftige sig med giftige og andre far- lige Stoffer o. I. Det samme har man villet gøre i Kvaksalver- loven, saafremt man væsentlig opfatter denne som bleven til for Publikums Skyld, ikke som en Beskyttelseslov for en vis Klasse Medborgere. Det vil dog være nyttigt ikke blot at holde sig til disse ganske almindelige Betragtninger, men undersøge, hvad Gavn en Beskyttelseslov som den anførte gør, og hvilke Svagheder der maaske klæber ved den. Dersom Publikum var saa fornuftigt, saa »civiliseret € , som man ofte hører udtalt, vilde Kvaksalveriet sandsynligvis ophøre af sig selv, nu da Lægestanden er saa talrigt repræsenteret, at man ikke af Mangel paa Læger behøver Kvaksalvernes Hjælp, saaledes som forhen. Det ligger langt uden for min hele Tankegang at forestille mig, at en bestemt akademisk Dressur er ene salig- gørende for at forstaa den medicinske Kunst. Men Forholdet er jo ikke det, at der lige over for Statens akademisk uddannede Læger optræder Læger af andre Skoler, af anden Oplæring, hvilke gaa deres egne fra hine maaske forskellige Veje. Forholdet er det, at Konkurrenterne for Lægestanden ere rekrutterede fra alle, der af en eller anden Bevæggrund føle sig »kaldedec til at helbrede deres lidende Medmennesker. Nu er den medicinske Kunst, der beskæftiger sig med hele den menneskelige Organismes Livsvirksomhed i sund og i syg Tilstand, præget af dette yderligt Digitized by Google 850 Om Kvaksalveri og fri Praksis. sammensatte Omraade, hvorpaa den virker. Der behøves heller ikke at spildes mange Ord, før man bliver enig om, at hele den Skare af Mænd eller Kvinder af alle de forskelligste Livsvirksom- heder, der rekrutere Kvaksalverne, ikke udøve deres menneske- kærlige Kunst i Kraft af en ved Studium tilegnet Kundskabs- mængde, men i Kraft af et ganske fejlagtigt Syn paa hele Sagen og paa de enkelte spredte Kundskaber, som de have tilegnet sig gennem nogle populære Lægebøger eller gennem nogle mundtlige Overleveringer fra Slægt til Slægt eller endelig gennem Selvsyn ved Sygepleje, som Livet har ført vedkommende ind i. Hvilke Motiver det nu er, der bringer Publikum til at henvende sig til Kvaksalverne, er det ikke godt at sige ganske i Almindelighed, men som Hovedmotiv maa vel opstilles et hos Publikum tilstede- værende Fejlsyn, en Misforstaaelse af Lægens Gerning og Opgave, en Misforstaaelse, til hvis Opstaaen vi maa indrømme, at Lægerne selv ikke have været ganske fri for at bidrage noget, idet man tidligere har villet — og maaske endnu af og til vil — drage en Ring om -den Videnskab og Kunst, man er Indehaver af; men en saadan Ring medfører som sin ulykkelige Konsekvens et Skin af Char- latanismen, og den uforfalskede Charlatanisme i egen Person mælder sig straks som Konkurrent. Den antydede Mis- forstaaelse? at Lægegerningen som Hovedopgave har at udfinde »bestemte Midler« mod de enkelte Tilfælde maa nødvendigvis virke til at forøge Tilliden til Kvaksalverne. Ti hvad er rime- ligere, end at en ikke eksamineret skulde kunne sidde inde med en eller anden Hemmelighed, som Lægerne ikke kende. Og selv om man ogsaa til at begynde med er af dem, der rolig søger Hjælpen, hvor denne naturligst •findes, i Kredsen af oplyste Læger, saa er man udsat for fra Tid til anden at blive ført over i de andres Hænder. Ti der gives til alles Ulykke en hel Del Lid- elser, der ere af den Natur, at der ikke blot ingen Urt gror mod dem, men mod hvilke endogsaa en efter fornuftige Grund- sætninger ledet Fremgangsmaade er helt eller dog næsten virk- ningsløs. Hvad Under, at den lidende, skuffet i sine Forhaab- ninger hver Gang noget nyt er prøvet, hver Gang en ny Mand er raadspurgt, tænker, at den Ven havde Ret, som forleden fortalte, at N. N. fra X, der akkurat havde samme Sygdom, blev hjulpen af Kvaksalveren: »Hvorfor skulde denne da ikke kunne hjælpe mig?« Ja saaledes gaar det til, og de »dannede Mennesker skulde paa dette Omraade ikke pukke for Digitized by Google Om Kvaksalveri og fri Praksis. 851 meget paa deres Overlegenhed over for de udannede. Og- saa paa dette Omraade gælder den Sætning, at Sygdom er alles Herre. Da et Medlem af den tyske Rigsdag ved Kvaksalver- lovens Behandling udtalte, at han tvivlede, om nogen dér i Salen havde holdt sig fra at kaste sig i Armene paa en eller anden Kvaksalver, fandt han ingen Modsigelse. Men naar dette Syn paa Sagen er gældende, saa forstaar jeg ikke, at man venter gennem mer eller mindre strænge Be- stemmelser at kunne udrydde Kvaksalveriet. I de Lande, hvor der er Røvere, véd man meget godt, at man kun vanskeligt kan udrydde dem f saa længe man ikke kan naa at drage Befolkningens Sympati fra dem; saaledes med den frie Kunst, vi tale om. Berøv den Publikums Sympati, og den vil forsvinde fra Skue- pladsen. Saa længe vi kun ville udrydde den ved Hjælp af Straffe imod Udøverne, vil den vedblive at bestaa. Der er en anden Vanskelighed, som viser sig her, del er med Hensyn til Lovens Rækkeævne. Jeg vil forudsætte, at allige- vel en mod Kvaksalverne ført Krig kunde fordrive dem o: at man ved tilstrækkelig hyppigt at straffe dem, kunde berøve tilstrække- lig mange Lysten til at give sig af med den strafbare Haand- tering, saa at Standen uddøde af Mangel paa ny Tilgang. Men hvorledes vil man finde Kvaksalverne, hvem er det, man skal slaa sin Klo i? Det vedhængende Publikum vil for at beskytte sin Yndling drage et Hemmelighedens Slør om Begivenhederne, og den pikante Bevidsthed om Delagtighed i en Lovstridighed opmuntrer end mere, og saaledes dækkes disse Personer. Maaske findes vedkommende dog som oftest, men saa kommer Spørgs- maalet om, hvor Grænsen er at drage mellem strafbart og ikke strafbart, mellem det, som man sagsøger og det, man ej rører ved. Man er da kommen til det Resultat, at man betragter som strafbar den uavtoriserede Lægevirksomhed, der er gjort til et Levebrød, saa vel som den Virksomhed, hvorved vitterlig Skade er sket. Dette sidste er nu et meget vanskeligt Punkt at levere tilstrækkeligt og for en Domstol fuldgyldigt Bevis for, i hvert Fald i Hovedmængden af Tilfælde, og man vil næppe undgaa, at de kritiske Naturer komme til at pege paa Lægerne og sige: men have de da altid rent Brød i Posen? Der bliver da som hovedsagelig Grænse den, om Forret- ningen har haft et lukrativt Øjemed. Og man kan da ogsaa an- føre Grunde for, at man snarest tager , sig af denne som Levebrød Digitized by Google 852 Om Kvaksalveri og fri Praksis. drevne Art af Kvaksalveri. Først og fremmest maa det jo nemlig indrømmes, at det vilde være haardt at straffe Folk, der uden Fordel og i den bedste Mening af Verden hjælper paa syge Med- mennesker, og rimeligvis vil man dog ikke i Almindelighed ramme en saa udbredt Virksomhed hos en saadan Velgører, som hos den, der driver Sagen forretningsmæssigt. Desuden véd Avtori- teterne meget vel, at man ved at drage de gratis udøvende Kvak- salvere til Ansvar vilde komme til at ramme en Klasse Men- nesker, imod hvem der nødig maa føres Slag. Hvor mange Per- soner af et højt Nummer i Rangforordningen er der ikke, der stiller deres Hjælp til Raadighed for Omegnens Beboere, idet en eller anden tysk Lægebog eller et engelsk Husapotek er den videnskabelige Støtte for Kunsten. Paa Herregaarde , Præste- gaarde, Lyststeder paa Landet er den Art Husfruer, der prakti- sere, af Godhed og dyb Interesse for Sagen, ej ganske sjælden, og man vilde endogsaa kunne gaa overmaade højt op i Fornemhed og finde Udøvelsen af denne kvindelige Lægevirksomhed i Form af selvlavede Saarplastre og Gud ved hvad, som endogsaa kommer saadanne Patienter til Gode, som ere under kyndig Læge- behandling, og hvor den tildelte Velgerning netop ved Giver- indens høje Plads bliver uafviselig. At drage Grænsen mellem denne Art Virksomhed og den i ethvert Hjem og i enhver Kreds stedfindende Meddelelse' af Husraad — medicina domestica — det er umuligt; selvfølgelig er Øvrigheden temmelig hjælpeløs over for denne Art af Kvaksalverier , men indrømmes maa det sagtens ogsaa, at der kun er rummet en ringe Fare i den Art Virksom- hed. Naar nu saaledes Avtoriteterne maa indskrænke deres An- greb til de forretningsdrivende Kvaksalvere, medens de nylig om- talte gaa fri, saa medfører denne Omstændighed, at Forfølgelsen mest kømmer til at tage sig ud som en Forfølgelse til Beskyttelse af Lægernes Monopol, og det smukke, der laa i, at Loven eksi- sterer til Samfundets Beskyttelse, forsvinder til Dels. Men lad os nu antage, at ikke desto mindre den for Samfundet uheldigste Del rammes gennem Forfølgelsen af de forretningsmæssige Kvak- salvere, et er dog sikkert, at det er den uheldigste Maade, man kan angribe Kvaksalveriet paa, naar det sker til bedste for en bestemt Stand. Publikums Sympati vendes ikke fra Kvaksalv- erne af den Grund. Tvært imod sker det ikke ganske sjældent, at en Kvaksalverforfølgelse forøger Interessen for den forfulgte Publikum har dog kendt saa mange Personer, der er kommet Digitized by Google Om Kvaksalveri og fri Praksis. 853 sig under hans Behandling; og vi kunne jo egentlig ikke undres over, at den Kvaksalver, der saaledes forfølges trods sine »heldige Kuret, erhverver hos Befolkningen en Martyrglorie, der kdn vurd- eres i klingende Mønt og da med Lethed kan komme til mange Gange at opveje den Bøde, der er bleven Synderen idømt. Der- for er det ogsaa, at man i det hele er lidt forsigtig med at gaa frem mod Kvaksalverne baade her og andre Steder, hvor der er Forbud, som f. Eks. i Sverig. — Hertil kommer nu, at Kvaksalveriet selvfølgelig gør sine Fremskridt som enhver anden Haand tering, og de kloge imellem Udøverne have ligesom Lægerne lært af deres Erfaringer af Homøopaterne, at der gives en velsignet Masse Sygdomme og patologiske Tilstande, som gaa meget godt, ja maaske allerbedst, naar der gøres saa lidt ved Patienterne som muligt. Og den Fusker, der fører sig denne Lære til Bogs og handler derefter, han kommer vanskelig i den Situation at have gjort direkte Skade. Men heraf følger ogsaa, at mange Mennesker i disse ganske afventende Behandlingsmaader, der dog altid dækkes af en eller anden uskadelig Medicin eller anden Forskrift, se en direkte gavnlig Indgriben, og der udbredes Ros over den heldige Kur, og hver heldig Kur bliver et nyt Bevis for den dygtige Mand, medens Loven kommer til at staa som en særlig Lov til Hindring af en enkelt bestemt Slags uavtoriseret Næringsbrug. Myndighederne have nu en Følelse af alle disse Forhold og røre da paa mange Steder saa lidt ved Sagen som muligt, lige til de blive opfordrede dertil, og uheldigvis vil det vel ofte blive Lægen — den der nærmest føler sig forurettet — , der bliver Angiveren, og herved bestyrkes Befolkningen endnu mere i sin Opfattelse af Loven som en Næringslov for en enkelt Klasse, der kun udgør c. 1 t pro mille af Befolkningen. Som en Følge af alle disse Vanskeligheder er Resultatet da ogsaa blevet, at Loven er uden videre Virkning. Nu har der i 90 Aar eksisteret Straffebestemmelser mod Kvaksalverne, og endnu blomstrer det hele Væsen lige saa frodigt som tidligere. At sætte haardere Straf end den nu brugelige er ikke til Nytte; Loven bliver derfor nødvendigvis virkningsløs, og der er intet saa uheldigt ved en Lov som den Egenskab, at den ej overholdes og ej kan overholdes. Naar Forholdene ere saaledes, maa det indrømmes, at vor Lovgivning paa dette Omraade er af en meget maadelig Be- skaffenhed. Den muliggør ganske vist en Forfølgelse i det en- Digitized by Google 854 Om Kvaksalveri og fri Praksis. kelte lige over for denne eller hin Kvaksalver. Loven kan bi- drage sit til at fortrædige enkelte af disse Mennesker, men den er ude 1 af Stand til at bibringe Befolkningen en klarere For- staaelse af Sagerne, hvilket dog skulde være den eneste Maade, hvorpaa der kunde gøres noget for at faa Ondet til at for- svinde. — Hvad Undtagelsesparagrafen angaar, hvorved der aabnes Udsigt til en Art priviligerede Kvaksalvere, saa er det klart, at den maa endnu mere forrykke Begreberne, idet Be- folkningen kun vanskelig vil komme til at anse den Attest, som er saadanne Folk givet, for andet end en Indrømmelse til de ueksaminerede Lægers Duelighed i det hele. Man vil let komme til at gøre den Betragtning gældende, at den paagæld- ende attesterende Fysikus giver sit Samtykke til den Kvaksalver, der efter sin Bolig ej kan skade hans egen Praksis, men han nægter den til den, der sidder som Nabo — og Konkurrent. Dog om hele det heri liggende Princip vil siden blive talt. Kan man nu ikke gennem en Straffeparagraf mod Kvak- salveriet vente nogen Forbedring i dette Forhold , saa er det Spørgsmaalet, om man da bør gaa den anden Vej: rent ud at give Praksis fri, og vi skulle i det følgende se at klare Forholdene, som de ville stille sig under dette Princip. At man, som i Begyndelsen antydet, ved en Frigivelse af Læge- praksis i højeste Grad stemmer overens med Principet for den videst mulige personlige Frihed, er klart. Enhver har Lov til at søge Helbredelse der, hvor hans Smag og Overbevisning fører ham hen, og paa den anden Side er enhver Mand eller Kvinde i Almindelighed berettiget til at yde sin lidende Næste den Hjælp, der søges, og som vedkommende tror sig i Stand til at yde. Men nu kommer Modstanderne og erklære det for en Ufornuft, at yde denne Frihed. Det er kun en Frihed til at ødelægge baade Lægestanden og Befolkningen, og Staten er i sin fulde Ret, naar den stiller sig her som over for saa mange andre forUnder- saatterne skadelige Forhold. Sikkert nok har Staten her en vis Ret og en vis Forpligtelse, men hvor Grænsen er, det er noget, der dog ikke saaledes straks kan fastslaas. Vi maa nemlig for Forpligtelsens Vedkommende betænke, at Staten har ordnet et medicinsk Stiidium, der er baseret paa hele det Materiel af Kund- skaber, som Tiden kræver, ikke alene for at de uddannede Læger maa siges at være sat i Besiddelse af den rent faglige Viden, som er nødvendig, men ogsaa for at give vedkommende den al- Digitized by Google Om Kvaksalveri og fri Praksis. 855 mindelige Uddannelse, som anses nødvendig for hele den humane Virksomhed, som skal udøves. Staten har lagt dette Studium saa- ledes til Rette og udbudt det saa billigt, at Tilstrømningen af unge Mænd, der søge ad den Vej, er ud over, hvad der fordres for at erstatte den aarlige Afgang, saa at der nu i Gennemsnit er én Læge for lidt mere end 2000 Mennesker af Danmarks Be- folkning. Der er med andre Ord sørget for, at Publikums Tarv med Hensyn til Lægehjælp er efterkommet i en meget rigelig Maalestok saa vel hvad Antal som hvad den gennemsnitlige Kundskabsfylde angaar. Men saa maa det dermed 'ogsaa siges, at Staten har indfriet sin Forpligtelse med Hensyn til Lægehjælp ganske i Almindelighed. At en større Liberalitet med Hensyn til Hjælp for ubemidlede er yderst paatrængende, hører mindre her hen. Men naar denne Forpligtelse er opfyldt, maa man der- med sige, at Statens Hverv lige over for hver enkelt Patient er forbi. Og det kan paa den anden Side ikke nægtes, at det er et betydeligt Indgreb i den personlige Frihed at sige til sine syge Undersaatter: Enten tage 1 den af mig tilbudte Hjælp, eller I henligge uden Hjælp, og I have ingen Ret til at vælge i den Henseende. Xaar man saa endda kunde sige, at Staten overtog en Art Garanti for de eksaminerede Læger, som den tilbyder Publikum. Men nej. Efter Eksamen er det forbi med Garantierne. Hver kan frit læ?ge sig etter hvilken Charlatanisrne, Homøopati eller lignende, som han vil. Ud over Kollegernes Udvisning af Standen eller Publikums Dom er der intet, der kan fælde ham, han drive nu for Resten sin Haandtering af Godtroenhed eller af mere beregnende Motiver. Og det falder dog ikke nogen Moders Sjæl ind at fordre, at Staten skulde beskytte Publikum mod Spe- cialist P eller Homøopat Q, uagtet disse i deres bag Eksamens- garantien dækkede Stilling maaske ere farligere end mangen uskyldig Kvaksalver, ikke at tale om, at den sidste som Regel maaske dog er billigere end hine. Man er paa det religiøse Omraade for længe siden bleven enig om, at Staten ej bekymrer sig om, hvem man vælger til sin Sjælesørger, eller om man overhovedet vælger nogen saadan; det er virkelig paa Tide, at Folk have Lov til at betro deres egen Helbred til hvem de selv ønsker, naar der samtidig stilles til Disposition et klækkeligt Antal Folk, der ere i Besiddelse af de for Haandteringen nødvendige Kvalifikationer; naar du selv vil, Digitized by Google 856 Om Kvaksalveri og fri Praksis. er der sørget for en god og reel Behandling, saa vidt som Eks- amen og Studier kunne garantere den i dette Øjeblik. Medens det forekommer mig klart, at Statens Forpligtelser og Rettighederne ere begrænsede paa den nu anførte Maade, saa vidt Spørgsmaalet gælder en enkelt Patient, saa ere Pligterne og derved ogsaa Retten af en ganske anderledes vidtrækkende Natur, naar Spørgsmaalet ikke længere drejer sig om Sygdomme, der ramme den enkelte Person, men man staar lige over for saa- danne, der ej alene ere farlige for den enkelte, men for bele Samfundet, * altsaa i første Række de smitsomme Sygdomme saa vel * som Sindssygdommene. Det er nemlig klart, at enhver af os har Ret til at fordre af et ordnet Samfund, at Loven beskytter os efter bedste Ævne og saa vidt Kunst og Viden rækker mod Udbredelsen af disse Sygdomme, hvad enten de i kortere og raske Epidemier gaa over hele Landet eller enkelte Landsdele, eller de boende i Befolkningen som Endemier Aar ud og Aar ind kræve deres Kontingent uden nogen Sinde at rase, men heller ikke rase ud. For at en saadan Sikring skal kunne overholdes blot nogenlunde, er det nødvendigt at der er en Kontrol med Behandlingen af disse Sygdomme. Vi have i vore Bestemmelser i den Anledning Anmældelsespligt for Lægerne af de smitsomme Sygdomme, særlig en øjeblikkelig Anmældelsespligt for enkelte bestemte Sygdomme, alt beregnet paa, at Myndighederne i rette Tid skulle kunne tage deres Forholdsregler. Vi have Bestemmelser, hvorefter Staten eller dens Stedfortræder kan tage Epidemien under offentlig Behandling, saaledes at en lønnet Læge har at behandle alle Sygdomstilfældene i en bestemt Egn og endogsaa faar en vis diskretionær Myndighed til at fordre Til- syn med mistænkelige Tilfælde, der komme ham for Øje. Endelig have vi for den eneste Sygdom, for hvilken vi kende et Fore- byggelsesmiddel i Ordets egentlige Forstand — Kopperne — Be- stemmelser, der paatvinge hver især af Befolkningen at lade sig vakcinere, hvilket for alle kan ske paa det offentliges Regning. Denne Bestemmelse er jo berettiget ikke derved, at Staten har Ret til at befale den enkelte at gøre sig fri for Sygdommen, men 'derved, at enhver af os andre har Ret til at fordre, at der ikke mellem os gaar nogle Medmennesker, der som uvakcinerede forøge Chancen for Koppernes Udbredeise. Med andre Ord, det er for at beskytte Per, at Staten lader Paul vakcinere, og omvendt. — Trangen til at underkaste sig passende Digitized by Google Om Kvaksalveri og fri Praksis. 857 Behandling for veneriske Sygdomme og Tilbudet om gratis Be- handling Tor enhver, der lider af samme, er ogsaa Bestemmelser, der høre her hen. Men det er klart*, at giver man Praksis fri, saa at hver Mand har Ret til at sætte sig ned som Læge, bliver Anmældelsespligten mere og mere illusorisk. Og paa den anden Side kan Befolkningen ikke have Tillid til, at de øvrige Bestemmelser, der skulle tjæne til at modarbejde smitsom Syg- doms Udbredelse, blive tilstrækkeligt iagttagne, naar man ikke véd, at de, der praktisere med disse Sygdomme, ere Folk af de tidssvarende Kvalifikationer, altsaa at Staten ved Lov udelukker de ueksaminerede fra at beskæftige sig med smitsomme og epi- demiske Sygdomme. Og af nærliggende Grunde bør Sinds- sygdomme gaa med her. Men her maa det indrømmes, at den medicinale Lovgivning i Danmark og de medicinale Avtoriteter ikke ere i Stand til at sikre os en virksom Kontrol, om Praksis blev given fri. Men det skulde næppe være vanskeligt at indføre saadanne Bestemmelser, hvorved en Kontrol blev mulig. Lad os saaledes tænke os, at der vedtoges, at ethvert Dødsfald skulde attesteres af en eksamineret Læge, saa at hele Ligsynsmands- ordningen ophørte. Dette vilde ikke være nogen uoverkommelig Ting med vore nuværende Kommunikationsmidler og udbredte Lægestand. Ethvert Dødsfald under mistænkelige Omstændig- heder vilde give Anledning til Forespørgsel, og en Forklaring vilde gærne medføre det nødvendige Udbytte, enten at den uavtoriserede havde behandlet Tilfældet vidende hvad det var, eller behandlet det under falsk Forudsætning, og et saadant Di- lemma vilde kun vanskeligt kunne bringes i Orden uden Skade for Kvaksalveren. Kvaksalverne vilde derfor være yderlig for- sigtige med at tage saadanne Sygdomme under Kur, navnlig de smitsomme Sygdomme, der kunne medføre Døden, og for de ikke dødelige Sygdomme vilde jo Faren være mindre, om ogsaa Kon- trollen der blev mindre virksom. Ved de dødelige Epidemier vilde Kontrolen let blive ret virksom, ti et Dødsfald er jo en Ting, der ikke saa let sker i Dølgsmaal. Jeg siger ikke, at netop den nævnte Maade var den mest passende, men jeg nævner den til Dels, fordi Bestemmelsen om avtoriseret Lægeattest for Døds- fald er en i England fastholdt Bestemmelse, og der er der en fri Praksis. Ogsaa uden for Tilfældene af smitsom Sygdom vilde en saadan Ligsynsbestemmelse være en nyttig Kontrol over for Kvak- salverne, hvis Kunstfejl lettere vilde komme for en Dag ad den Tilskueren. tfcS* Digitized by Google 858 Om Kvaksalveri og fri Praksis. Vej, end naar Ligsynet foretoges af uindviede. Der maatte da naturligvis fordres, at man havde virksomme Straffebestemmelser saa vel for Overtrædelsen af Forbudet mod smitsomme Sygdomme som mod paaviselige Kunstfejl, der havde voldet Skade, altsaa helt nye Love. Det sidste Punkt kunde vel bringes ind under Paragrafen i vor Straffelov, hvorved man ansvarliggør Per- soner, der ved Uagtsomhed forvolde en Persons Død. Men gav man Loven den Anvendelse, vilde det snart vise sig, at den var et tveægget Sværd. Ti det vilde være vanskeligt at bruge den over for ueksaminerede og lade den ligge over for eksaminerede, medens det paa den anden Side vilde være en Fejl at anvende den samme Straffebestemmelse over for den, der ud- øver Lægepraksis i Følge en af egen Magtfuldkommenhed afgiven Erklæring om sine Kvalifikationer, som over for den, der paa Basis af Studier har ydet de yderst mulige Garantier for Kvalifikationen til Lægepraksis. Det er tvært imod berettiget og i sin Orden, at der gaas skarpere frem mod den første end mod den sidste, men dette maa da ske gennem specielle Love og ikke gennem en almindelig Lov, der gives en særlig Anvendelse paa den ene af Parterne. At i ivrigt de avtoriserede Lægers Praksis ogsaa fra Tid til anden kunde trænge til en Kontrol ud over hvad der nu er Tilfældet, skal derfor ikke nægtes. Foruden Love til at gaa frem mod de frie Praktici, vilde der dog ogsaa være nye Ordninger at træffe med Hensyn til vore offentlige Læger, en Ting, der jo ved mange Lejligheder har været fremhævet som en bydende Nødvendighed. Der er ingen Tvivl om, at vore nuværende Stillinger som Fysici og Distriktslæger ere udstyrede med alt for ringe Mulighed for at gribe ind i rette Tid. Systemet arbejder paa dette Punkt for langsomt, allerede som Sagerne staa nu. Det vilde være utilstrækkeligt, naar der var nye Opgaver at løse som den med Kontrol over for Kvak- salverne. For at faa noget brugbart ind, maatte vi have en hel ny Slags medicinale Øvrigheder, Personer, hvis Stilling i første Linje var den, at passe deres Kollegers og de frie Prakticis, men ikke egen Praksis, altsaa virkelig lønnede medicinale Embedsmænd. Men disse maatte da være i Besiddelse af Kundskaber i Retsmedicin og andre Fag ud over det, der fordres til almindelig Praksis. Dog vi komme herved ind paa Spørgsmaelet om den saa ofte nævnte særlige Fysikatseksamen, et Spørgsmaal, der ikke hører hjemme her. Digitized by Google Om Kvuksalveri og fri Praksis. 869 Vi kunne ikke gøre os færdige med Spørgsmaalet om For- holdet mellem Staten, Publikum og Kvaksalverne uden at tale om Spørgsmaalet om Legalisering af disse for visse Sygdomme og for visse Omraader. Vi have oven for set, hvad vor nuværende Kvaksalverlov yder paa dette Omraade, og der er fremsat den naturlige Grund til, at Paragrafen er stillet op som sket er. De Grunde, som vi der have anført, ere nu ikke mere gældende. Men senere hen har man villet stille en anden Paragraf op, som skulde være en Slags Mellemting mellem bundet og fri Praksis, altsaa gaaende ud paa, at disse Mennesker, der have vist særlig Dygtighed i enkelte Retninger, skulle, naar de derom an- mælde et Ønske, kunne faa Tilladelse til at praktisere med visse Sygdomme og paa visse Steder; her er da ikke Tale om en gen- nem Fysikus eller Distriktslage opnaaet Attest for Kundskaber. En Lov af den Art er formentlig den alleruheldigste Kvaksalverlov, man kan faa tren). Lad os tænke os, at en Mand eller Kvinde laar en saadan Bemyndigelse til at praktisere med disse Syg- domme, som »han mener at forstaa sig ganske særligt paa«. Vedkommende er ellers uden de Forudsætninger, hvorved man venter, at Lægerne forstaa at kende de enkelte Sygdomme fra hinanden. Der er da en overvejende Sandsynlighed for, at en saadan Mand ofte vil komme til at opfatte Symptomer, der ligne »hans Sygdom«, som om de virkelig vare de samme, og han vil da trods sin særlige Indsigt eller netop paa Grund af den komme til at behandle en forkert Sygdom, hvilket foruden den formelle Lovstridighed, der ligger deri, ogsaa har den reelle Ubehagelig- hed for Publikum, at Patienterne maaske lide derunder, for saa vidt ikke hans Ordinationer hore til de alleralmindeligste og mest dagligdag-. I Jet hændes nu nok, at det samme sker ogsaa med os Læger. Jo, gan>ke vist, vi ere nu en Gang ikke andet end Menne>ker. Og jeg skal villig indrømme, at man ogsaa en Gang imellem ser vore eksaminerede Specialister, mest vel de af lav- ere Orden, være saa indtagne al deres Specialitet, at de vise far- lige Tendenser til at ville gaa efter Sætningen: »von einem Punkte zu curirenc. Man gror let fast i bestemte Synsmaader. Men dette sker mange Gange lettere for den, der kun har disse bestemte Synsmaader, og lad os føje til, som kun kan indkassere Penge, naar han ser Sagen fra den Kant. Deraf kommer de tal- rige brækkede Ben, som Kvaksalverne kurere paa 8 Dage eller endnu kortere Tid, deraf hele den Række af Mirakelkure, der r>er. Man havde imødeset hans Kampagne med Nysgerrighed. Dels Mistænksomhed mod en Mand fra Provinserne, dels Sympati for en ny, der kom med betyde- ligt Rygte om Energi og Dygtighed En Række af Uheld var paa Veje at afkøle Interessen, da pludselig „Donna Juanita* blev en virkelig Overraskelse. Kun de kyndigste havde haabet en saadan Sejer. Maaden, hvorpaa August Rasmussen i For aa ret sammensatte sit Personale, mishagede mange. For enkelte var Kræfternes Sammensætning just et vægtigt Løfte. Holdende alt Genren fremmed borte samlede den nye Direktør resolut et Personale, hvis Ensartethed var dets Styrke, og som valgte sig til Hoved- virken ét Felt: Operetten. Om det vil blive muligt at give København saa stor Smag for Operetten, at et Teater pekuniært kan baseres paa den yderst kostbare og tidslugende Genre, er raaaske et Spørgsmaal. Men indrømmes maa, at Kasinoteatrets Leder allerede ved Sammensætningen af sit Personale er gaaet frem med hensigtsklar Fasthed og Konsekvens. Det viste sig i .Donna Juanila*. „Fatinitza* var mindre lykket. Der var i delte første Fors*»g udviklet mere Odselhed end sikker Smag. Militæroperettens Plumpheder kom en og anden Gang paa Overfladen, og det hele gik noget vel meget løs paa „Hornene*. For megen Larm paa Scenen og i Orkestret; for faa Nuancer i det meget S|>ektakel. .Donna Juanita* har vist store Fremskridt i alt dette. Det store Suppéske Otøetryk af en Opero-com>qur presenteredes med farverig Elan. Jeg ynder ikke Genren. Den o-t rigske Operette - hvis Væsen er Brutalitet — synes mig som Musik i Slayt med alt det ringe og dekorationsmæssige i Makarts Kunst: Del- er samme Grelhed i Instrumentationen; samme Støj med Tonerne her som Spektakel med Farverne hist. Der er i Karakteren af begges Værk samme lascive Kødfuldhed; i Farverne er den for ladsket til at minde om en Rubens'; i Musiken for ølopdunstet til at taale Erindringen om en Rossini. Der er endelig hos Suppe samme Trang til „Kostymef som hos Makart. Den wienske Operette lever af Folkevisen. Man klæder sine Melodier ud snart i spanske Kapper, snart i ungarske Trikots, snart i tyrkiske RtHlho>er. Undertiden kommer disse op- pudsede Folkesange til at minde ju-t saa meget om Originalerne, som en Maskeradedragt ligner sit stakkels Forbillede. Naar man har sagt sin Mening om Genren, maa man imidlertid indrømme, at August Rasmussen i „Donna Juanita* smidig har føjet sig efter dens For- 882 Teatrene. dringer og med Opbyden af offervillig Kraft har ladet alle dens Krav ske Fyldest. Det er Krav til Fylde overalt; Krav til Farver alle Vegne. Farver i Orkestret, Farver paa Scenen. Mængde oppe og Mængde nede. Styrke i Korene, Styrke indtil Brutalitet i Komiken. For at naa alt dette har Direktør Rasmussen intet Offer skyet. Der er i Orkestret flere Instrumenter, paa Scenen flere Kvinder, i Masserne større Variation end nogen Sinde før. Indtrykket udebliver ikke. Det lykkes baade at bedøve og at vække Latter, baade at oplukke Ørets Sans og at blænde Qjnene. Midt i alt dette faar man Lejlighed til at beundre et og andet, som giver Haab om, at den, som har ledet dette, vil kunne udrette alvorligere Ting. „Korenet" Spil, jeg mener Personalets Liv, Massernes Bevægelighed, Mængdens Deltagen i Handlingen er overordentlig. Et uhyre Arbejde maa ligge bag et saadant Resultat. Og lige over for dette Vidnesbyrd om organiserende Ævne er det lidet vigtigt, at August Rasmussen endnu ikke synes at eje stor Sans for Benyttelsen af selve Scenens Rum. Hans mise-en-sckne skaber aldrig flatterende Terrainforhold paa Scenen: han anbringer evindelig Masserne i samme Plan- En stor Del af Andersens overordentlige maleriske Virkninger beror paa hans virtuosmæssige Benyttelse af kuperet Terrain. Var „Donna Juanita" for Direktøren en Erobring, var det for Fru Thora Schwartz -Nielsen en Generobring af København. Skuespillerinden havde med sin klangrene Stemme samtidig tabt en stor Del af sit Publikum. Donna Juanita vil give hende alles Sympati øget tilbage. Der er her en Fylde af Temperament, som forbavser. Midt i en Hvirvel af kaade Indfald møder man i Rollen en sart Romance, der ved det ægte og| forstaaende Foredrag bliver til et fredsælt Hvile- sted for Sind og Øre. Hr. Charles Kierulff havde oversat Operetten. Tænkeligt skyldtes det ogsaa ham, naar Præget af ungdommelig Given sig hen saa lykkeligt laa over den hele Forestilling. Naar Resultatet berømmes skulde egenlig mange nævnes. Her tør det blive nok med disse. Kun kan man ikke skilles fra „ Juanita* 4 uden en Anerkendelse af den store Tempo-Kraft og -Klarhed hos den udholdende Musik- direktør, i København i denne Egenskab en Debutant, Carl Gotschalksen Maaske vil Kasino næste Gang give os eii fransk Operette. Da vil det blive Sarthed, Elegance og Lethed, man fordrer. Violinerne vil synge, hvor nu Hornene støjer. Sammenligner man „Donna Juanitas* Figurer med Personerne i „den lille Hertug" synes man for sine Øjne at sé broget Majolika ved Siden af douce Louis- Quatorze-Figurer fra Sévres. Det var maaske gavnligt for alle Parter at søge Variation i Genren. — — — Mens Privatteatrenes mange Personforandringer havde vakt Interessen for disse Teatre, har Nationalscenen lydløst begyndt sin Skuespil- Sæson. „Den flyvende Hollænder" har udtømt alle Kræfter. „Deklarationen* har været Skuespillets eneste Succes. „Ambrosius'* Genoptagelse er sket med et Blik paa den tomme Kasse, der i Fjor fyldtes ved Hjælp af „Elverhej*. Publikum vil heller ikke udeblive til det Molbechske Glansbillede, og man vil forsvare Stykkets Genoptagelse ved at henvise til Publikums Smag, der bydende fordrer det romantiske Drama. Man beskylder Publikum for at være gammeldags. Man burde rette Bebrejdelsen mod Skuespillerne. Jeg skal forklare mig nærmere. Sagen er sikkert den, at vor Skuespilkunst, som lægger liden Vind paa den psyko- Digitized by Google Teatrene. 883 logiske Undersøgelse, der hersker i Romanen, og som gennem Skuespillerens Person skulde udfylde det moderne Drama — passer for de gamle Stykker, hvor Traditionen, Rutinen og Masken klæder Personerne paa og lægger dem Ordene i Munden, roen forbliver fuldstændig utilstrækkelig, naar det gælder den Menneskefremstilling, som det moderne Drama fordrer. Et Stykke, der som ,En Skandale' giver Overfladen af et Samfundsliv, slaar an, fordi Skue- spillerne trods svigtende psykologisk Kunst dog magter Hverdagslivets Overflade. Men hvor der er Tale om dybere Sindsbevægelser, mere sammensatte Følelser, stærkere komplicerede Oplevelser, raader vor Kunst ikke længer over saa stor Sjælekundskab, at den kan følge Forfatteren, endsige da, at den skulde være mægtig nok til at nuancere ham og uddybe Forstaaelsen af hans Værk ved at tilføre det Detailler, røvede fra eget Liv. Skuespilkunst er en Formæling af to Eksistensers Lidenskaber gennem Kunsten — Digterens og Skuespillerens; to Oplevelser, som griber hinanden, knugende omfavner hinanden og flyder sammen. For at Legemliggørelsen gennem Skuespilleren skal blive paa Hojde med det psykologiske Drama, der fremstilles, maa Skuespillerne arbejde med den samme Selvkundskab, med den samme Sum af direkte Iagttagelser som Digteren. Begge disse to maa eje samme Muse, den psykologiske Kunsts eneste: Erindringen. Men vor Skuespilkunst synes mig at arbejde med betydelig ringere Fond af Sjæle -Viden og -Bevidsthed end Literaturen. Skuespillerne understøtter derfor kun slet Forfatterne — vel at mærke de Forfattere, man overhovedet spiller, ti de bedste af de nye Dramer ligger jo uspillede hen — og Indtrykket bliver en Fladhed, som ikke skal vække Mængdens Interesse for Skuespil, der i og tor sig er vanskeligere at tilegne sig end en Duftvaudeville eller et .Ambrosius' Saa bliver man heller ved at græde over det, som man er vant til at fælde Taarer over, bliver ved at le ad det, man er kommen i Vane med at le ad. Og dette er det, der skaber Succes for „Ambrosius*, .Elverhøj', .Deklara- tionen* , og som maaske vil vedblive med at gøre det, saa længe Skuespil- lernes Uddannelse fører dem bort fra Livet lige i Armene paa Traditionen — i Steden for omvendt. Forholdet er nu dette, at en ung Skuespiller hos os begynder med fra en Plads i Parterret at betragte de andre; saa maaske læse med en Instruktor, der siger ham: Saaledes gjorde jeg og paany tvinger ham til at betragte en anden. Dette er saa meget farligere, som selve hans Arbejde jo synes et Arbejde med en Rolle; at Livet saaledes ogsaa her kan synes kun paa anden Haand al træde ham imøde. Saaledes føres han idelig bort fra Livet Denne eneste Kilde, til hvilken Instruktionen - Mellemmand mellem ham og Livet — evindelig skulde føre ham tilbage. Instruktionen, hele Uddannelsen bør tvinge Skuespilleren til først at betragte sig selv, undersøge og granske sig selv. Siden bør den Unge ved at betragte de andre og Maaden, hvorpaa de udtrykker deres Følelser, sé at gere Udtrykket for sit selvstændige Liv saa fyldigt og rigt som muligt. Kun saaledes kan der opstaa en ægte Menneskefremstilling. Herman Bang. Et Par smaa Berigtigelser. I min Artikel om J. G. Schiødte i „Tilskueren"^ bktoberhæfte findes el Par faktiske Urigtigheder, som jeg kunde ønske rettede. Af hans nærmeste er jeg bleven nnderrettet om, at Schiødte ikke var 9, men 16 Aar gammel, da han mistede sin Moder, og at hans Ægteskab begyndte 2 Aar tidligere, end jeg har angivet ; Schiødte boede de 2 Aar paa Christianshavn, hvor ogsaa hans Søn, Arkitekt E. Schiødte, er født. V. Pingel. »0 r d«. Tillad mjg, Hr. Redaktør, at lægge Beslag paa en Side eller en halv af „Tilskueren" s Novemberhæfte for ved et Par Repliker at ændre mit Proverbe fra Oktoberhæftet. Det lille Stykke fremkom under bestemt Forudsætning af, at det vilde blive spillet meget kort efter dets Offentliggørelse i „Tilskueren". Jeg havde derfor — jeg tilstaar, at det var et svagt Forsøg paa at opnaa en Sukces paa Téatret — ændret min oprindelige Slutning og ved et coup de main forenet de elskende. Denne Slutning, der var falsk, var en Indrømmelse til Lampe- rækken og Publikums Vane. Indrømmelsen havde været overflødig, siden Stykket paa Grund af Omstændighederne endnu ikke har naaet til Opførelse og maaske i København slet ikke naar Lamperne. De vil derfor vise mig en overordentlig Velvilje ved her at lade mig hidsætte de faa Repliker, der oprindelig endte Stykket, og som erstattedes med den Slutning, De allerede kender. Da Vilhelm har kysset Elna, gaar hun bort fra ham og udbryder: Tofte . . . dette er en Fornærmelse! Vilhelm. Elna. (Pavse). Er det da sandt? Elna. Jeg besluttede at blive hans Hustru den Dag, jeg græd over hans Blomster. Vilhelm. Og De elsker ham? Elna. Jeg véd, jeg bliver elsket. (Bevægelse hos Vilhelm.) Nej, Tofte, nej, Kærligheden er ikke Ord. (Tæppet falder). Herman Bang. Digitized by Google Vintergæk. i. Den kolde Tid, den varer stedse ved. Skovbundens Rustløv, Kildens fugtige Bred Er ikke mønstret af en Blomstervrimmel. End hager sig den smudsige Sne som Skimmel I Jordens Sprækker fast, og friske Dun Har polstret disse Skyr, i hvis Alkove Endnu de barske Vinterstorme sove. Men naar saa Køjen bliver dem for lun, Og alt for vildt de vælte sig der oppe, Da brister under deres Kæmpekroppe De mørke, taagevævede Pudevaar; Dunmasser vælde ned, og Jorden staar Igen saa ørkenbar, saa dødningehvid — De golde Timer, ak! den kolde Tid! Men under denne Skorpes frosne Laag Er brogede Farvevædsker alt i Kog. Jeg hørte, før jeg aabned Jordens Skød, Hvor mangelund det hvisled, bobled, sød I Smeltedigler og i Sivningsrør. Selv duftløs, har jeg sanset kryderør Tilskueren 1^4. ^ Digitized by Google Vintergæk. De tusendfoldige Dufte, følt dem rinde Om Randen af min Vaardrøms Fosterhinde. De vente, — Duft og Farver længes hjem Til Luft og Lys, mens gyldne Straaler borer Og aabne Jordens alt for trange Porer; — Da vil som Kildevæld de springe frem, Favnes af Sol og Vind, mod hvem de hige, Af hvem de avledes en Gang, og stige Toneforvandlede mod Himlens Hvælv Fra Fugletunger, de beruste selv. Det drømme de nu om i muldmørkt Blund, — Om varme Timer, om den frodige Stund. IL Men ak! jeg er født før Tiden, Ufrodig liden, Lødfattig, duftløs, — en Skygge af det, Der straaler og dufter siden. Langt fra kan du vel næppe se, Om jeg er Blomst eller Fnug kun af Sne, Véd ikke, hvad jeg vil gække, — Haabet i Dag, eller Frygten i Gaar, Vinter, — Vaar? — Eller begge? Men hvad jeg end synes at gække, Enten det kække < Haab eller Frygten, — om Sneen paa ny Begraver hvad Stormene stække: — Digitized by Google Vintergæk. 887 Blomst, — det er jeg, jeg kender mit Kuld, Farven og Duften vil stige af Muld Blomsterfødt, tvillingebaaren. Aarle jeg er, men en fattig én, — Rig skønt sen bliver Vaaren. Karl Gjellerup. 58* Digitized by Google Den 8de tfovember 1877. Efter samtidige Optegnelser. Nutidens politiske Historie har en Tilbøjelighed til at be- tegne Vendepunkterne i Udviklingen, Mærkepælene paa Vejen med Datoer. I Frankrig har man siden 1789 brugt næsten hele Al- manaken op, baade den gamle og den republikanske, og der skal en stærk Hukommelse til for at huske, hvad der forstaas ved den 23de Juni, den 18de Brumaire, den 16de Maj osv. Her hjemme er det ikke fuldt saa galt, men vi have dog ogsaa i vor Politik enkelte saadanne Mærkedatoer, og det er ikke sagt, at alle have rigtig klar Erindring om, hvad de betyde. »Den 8de November 1877« ligger os endnu^saa nær, at den ikke kan være glemt, og de allerfleste vide vel ogsaa, at det var den Dag, da 'Ministeriet Estrups provisoriske Finanslov fandt en Slags stiltiende Godkendelse af Rigsdagen. Men syv Aar ere gaaede hen, og efterhaanden have mange glemt, hvorledes det hele hang sammen, og hvordan det gik til. Det er navnlig for disses Skyld, at det følgende er ned- skrevet, støttet til samtidig gjorte Optegnelser af en Deltager i dette ejendommelige politiske Drama og til Rigsdags-Tidenden. For at gøre det klart, hvad det var, . som skete, og hvor- ledes det udviklede sig, er en kort Fremstilling af det, der gik forud for den 8de November, nødvendig. Fra 1870 havde det forenede Venstre været organiseret paa Grundlag af et Program, der spm sit Maal opstillede folkeligt Selvstyre, udtrykt igennem Folketingets Herredømme over Reger- ingens Sammensætning. Efter at Partiet havde opnaket et lille Flertal, var der gjort forskellige Forsøg paa at hævde denne Ind- flydelse, navnlig igennem Behandlingen af den aarlige Finanslov, over hvilken Tinget gjorde Krav paa en overvejende Myndighed. Digitized by Google Den 8de November 1877. 889 Det radikaleste blandt de forsøgte Midler var Nægtelsen af Finans- lovens Overgang til anden Behandling (1873), men dette Skridt blev mødt med en Opløsning, og Eksperimentet gentoges ikke. Aaret efter Ministeriet Estrups Tiltrædelse, altsaa 1876, skete der en Opløsning paa Basis af Forsvarsspørgsmaalet , og Venstre vendte tilbage fra de nye Valg med forøget Styrke, men ogsaa med en større Forpligtelse til at foretage et afgørende Skridt. Finanslovforslaget for Aaret fra 1ste April 1877 til 31te Marts 1878 blev udset til Valplads. Medens man var ret rundhaandet i de egentlige Bevillinger paa denne, søgte man med fuld Bevidst- hed at opstille nogle enkelte Stridspunkter, som kunde give An- ledning til en konstitutionel Konflikt. »De fire Punktere, om hvilke det til sidst kom til at dreje sig, angik det kgl. Teater, Stiftsmidlerne, Kronborg Amtstue og Tilskudet til Skolelærere; disse Poster vilde Venstre og altsaa Folketingets Flertal have ind- satte paa Finansloven i en Skikkelse, som Regeringen og Lands- tinget havde erklæret for »uantagelige. Herom drejede sig altsaa formelt Striden, medens dens egentlige Indhold var dette, om Folketinget ved Hjælp af Finansloven kunde fortrænge et Mini- sterium, som ikke havde dets Tillid eller Sympati. Forhandlingerne, dels i Folketingets Finansudvalg og dels i de to Ting, havde trukket længe ud. Der var, efter at Folke- ting og Landsting begge havde haft Finanslovforslaget til fire Be- handlinger, den 20de Marts 1877 blevet nedsat et Fællesudvalg paa 15 Medlemmer fra hvert. Af dettes 30 Stemmer vare de 16 mini- sterielle, medens 14 tilhørte Oppositionen. At Enighed ikke kunde opnaas, var forud givet, men det trak ud med Afgørelsen, og Ministeriet indbragte derfor, for at være dækket, hvis Finansaaret skulde løbe ud imens, et Forslag til en midlertidig Finansbevilling 1 ). *) Skønt det raaa forudsætte«, at saa godt som alle Læsere ere fuldkomment paa det rene med disse statsretlige Udtryk og ikke noget Ojeblik svæve i Tvivl om, hvad der forstaas ved „midlertidige 11 og hvad ved „fore- løbige* eller „provisoriske* Finanslove, er det dog maaske hensigts- mæssigt at give en lille Forklaring til bedste for de faa, som ere lidt usikre i deres Opfattelse. En midlertidig Finansbevilling er en paa regelmæssig Maade, altsaa gennem Vedtagelse af begge Ting og Stad- fæstelse af Kongen, tilvejebragt Lov, der bemyndiger Regeringen til at opkræve Skatter og Afgifter samt afholde løbende Udgifter, indtil den ordinære Finanslov er given, sædvanlig dog kun for en kort Tidsfrist af ikke over et Par Maaneder. En provisorisk Finanslov er en af Digitized by Google 890 Den 8de November 1877. Det havde den sædvanlige Form, men med den korte Frist af ikkun fjorten Dage, altsaa til 15de April, og det vedtoges glat, hvorefter det stadfæstedes af Kongen og udkom den 31te Marts 1877, altsaa lige i sidste Øjeblik. Det var ogsaa den samme Lørdag, 31te Marts, at Fællesudvalgets Indstillinger, en fra det ministerielle Flertal og en anden fra det oppositionelle Mindretal, skulde foretages til Behandling. Folketingets Møde var ansat til KL 10 Form., men Formanden (Krabbe) aabnede det med en Er- klæring om, at han fra Konseilspræsidenten havde modtaget Med- delelse om , at der var befalet et Statsraadsmøde Kl. 1 1 , og en Anmodning om at udsætte Tingets Møde, indtil Ministrene kunde være tilstede. Kl. 12*/4 genoptoges Mødet med Oplæsning af en Skrivelse fra Konseilspræsidenten om, at den midlertidige Bevil- lingslov var stadfæstet, og at Hs. Majestæt gav sit Samtykke til Rigsdagssamlingens Fortsættelse ud over den 31te Marts. Derpaa »aabnedes Forhandlingen« om Fællesudvalgets Indstillinger; For- manden meddelte, at som Talere vare indtegnede Berg, Scavenius og Scharling, men tillige at der af 25 Venstremænd var begæret Afslutning af Forhandlingerne. Medens deres Navne oplæstes, forlangte Konsejlspræsident Estrup Ordet; Tidenden refererer hans Begæring som faldende midt under den Formel, hvormed For- manden satte Afslutningen under Afstemning, men en Note er- kender, at »nogle Funktionærer« »tillige«, havde hørt den kort forud, ved et af de sidst oplæste Navne; Tidsforskellen er fin, kuri nogle Sekunder, men det har sin Betydning, om Estrup for- langte Ordet før eller efter Afstemningens Begyndelse, da Grund- lovens § 59 hjemler Ministrene Ret til' »under Forhandlingerne at tage Ordet, saa ofte de ville , idet de i øvrigt iagttage Forretnings- ordenen.« Afslutningen af de »aabnede«, men ikke begyndte For- handlinger vedtoges med 62 St. imod 20. Det var et meget uforstandigt Skridt, som Venstre herved foretog; uden Nødvendig- hed og uden Nytte afskares al Debat, og der vistes en Uhøflighed imod Regeringens Chef, dobbelt paafaldende, fordi man havde ventet paa ham i tre Timer og udtrykkelig udsat Mødet, for at Kongen alene uden Rigsdagens foregaaende Samtykke udfærdiget Lov, udstedt i Henhold til Gjrundlovens § 15, der siger, at „i særdeles paa- trængende Tilfælde kan Kongen, naar Rigsdagen ikke- er samlet, udstede foreløbige Love, der dog ikke maa stride imod Grundloven og altid bor forelægges den følgende Rigsdag/ Digitized by Google Den 8de November 1877. 891 han kunde komme tilstede. Ideen dertil skyldtes en lollandsk Skolelærer Chr. Pedersen; de 24, som med ham underskrev For- langendet om Afslutning, vare alle menige af Partiet, men Førerne lod det ske og stemte for Afslutningen, saa at Ansvaret fakler tilbage paa dem. Man gik altsaa straks til Afstemning over Fælles- udvalgets Indstillinger. Flertallets, som gik ud paa Fjærnelsen af de fire uantagelige Punkter, forkastedes med 1± Stemmer imod de 24, som den Gang udgjorde Højres Styrke i Tinget; Mindretallets vedtoges enstemmig med 70, idet Højre undlod at stemme. Da Landstinget ogsaa paa sin Side fastholdt sin forrige Affattelse, var der altsaa ikke opnaaet Samstemning om Aarets Finanslov. Den 4de April sluttedes Rigsdagssamlingen paa den seed vanlige Maade uden nogen politisk Udtalelse fra Regeringen; Etatsraad H. N. Hansen udbragte et »Kongen leveU og J. A, Hansen svarede med et lige saa demonstrativt »Grundloven leveU Der stod man altsaa. Det nye Finansaar var begyndt. Indtil 15de April bavdes der Dækning ved den midlertidige Be- villingslov af 31te Marts, men saa var der ingen Finanslov. Den 12te April 1877 udfærdigedes da den foreløbige Finanslov: »Pro- visoriet«. Den er ganske kort: Da der i den under 4de d. M. sluttede ordenlige Rigsdagssamling ikke er opnaaet Enighed mellem Folke- tinget og Landstinget om Forslag til Finanslov for 1877 — 78, have Vi fundet det nødvendigt i Henhold til Grund- lovens § 25 ved foreløbig Lov at træffe de Foranstalt- ninger, som det almindelige Vel kræver, for at Stats- styrelsen kan fortsættes uforstyrret. Ti byde og befale Vi som følger: § 1. Indtil Finansloven for Finansaaret 1877—78 er given, bemyndiges Regeringen til at afholde de nødven- dige løbende Udgifter efler de hidtil gældende Regler, dog saaledes at de Hovedsummer og særskilte Poster, som ere opførte i det Rigsdagen forelagte Forslag til Finanslov for bemældte Finansaar, ikke overskrides, og til at afholde de Udgifter, som ere vedtagne baade af Folketinget og Landstinget ved den d. 31te Marts d. A. stedfundne eneste Behandling af Forslag til Finanslov for 1877 — 78, samt til at opkræve de bestaaende Skatter og Afgifter. § 2. Denne Lov træder i Kraft den 10de April 1877. Hvorefter alle vedkommende sig have at rette. Digitized by Google 892 Den 8de November 1877. . Som Bilag til »Provisoriet« følge Budgetterne for de en- kelte Ministerier, opgjorte efter den ved det fastsatte Norm. Men samtidig med det offentliggjordes et vigtigt politisk Aktstykke, nemlig en allerunderdanigst Forestilling til Hs. Maj. Kongen af 10de April 1877, underskreven af samtlige Ministre (Estrup, Haffner, Skeel. Nellemann, Fischer og Rosenørn-Lehn). Efter en Udvikling af de foregaaende Aars parlamentariske Kon- flikter og de fremsatte Doktriner om Folketings-Parlamentarisme siges det om Folketinget, at det »med Tilsidesættelse af hidtil fulgte Grundsætninger for Finanslovens Forhold til bestaaende Love og Institutioner« har gjort Finanslov-Forslaget »ubrugeligt og uantageligt«, »til Dels endog med udtrykkelig Tilkendegivelse af, at dette skete for at fremtvinge Deres Majestæts nuværende Mini- steriums Afgang.« I denne Henseende henvises til Fællesudvalget, i hvilket de fjorten Repræsentanter for det forenede Venstre havde gjort Ministeriets Afgang til Betingelse for den til Enigheds Op- naaelse fornødne gensidige Imødekommen og foreslaaet at give Konsejlspræsidenten en udtrykkelig Meddelelse om, at en Overens- komst mulig kpnde naaes, men vilde være »umulig under det nu- værende Ministerium.« Efter at have omtalt, hvorledes Ordet den 31te Marts var blevet afskaaret Regeringens Overhoved og Ord- fører, udtaler Forestillingen, at det vilde være uklogt at give efter for de saaledes fra Folketingets Side stillede Fordringer, at det vilde være en Indrømmelse, fra hvis Følger man aldrig vilde kunne komme tilbage, og at det var Pligt for Kongen, over for ham selv og Efterfølgere paa Tronen saa vel som over for For- fatningen, hvis Vogter Kongen bør være, at tilbagevise med Be- stemthed alle Forsøg af denne Art. Den anbefaler Provisoriet som »det eneste forfatningsmæssige Middel«, hvorved en ordnet Statstilværelse kan fortsættes og Forfatningen bevares. Den pro- visoriske Bevilling gaar ikke ud over de Summer, om hvilke begge Ting i deres Voteringer have været enige; Ministeriet har, »uden at drage i Tvivl Deres Majestæts Ret til at gaa videre, naar Om- stændighederne havde fordret det,« anset det for rettest at blive staaende herved, ogsaa fordi der paa denne Maade vilde skabes de færreste Hindringer for en senere Enighed om Finansloven og for en Tilbagevenden til den regelmæssige Tingenes Tilstand. Efter en stærkt bevæget Sommer, rig paa Folkemøder og Demonstrationer baade for og imod, samledes Rigsdagen igen til sædvanlig Tid den 1ste Oktober 1877. Allerede Dagen efter Digitized by Google Den Hde November 1877. forelagde Finansministeren paa en Gang Finanslovforslaget for det kommende Finansaar og det tilsvarende Forslag for det løbende Aar, »affattet i Overensstemmelse med de administrative Bud- getter, som ere udfærdigede i Følge den foreløbige Lov at 12te April, hvilken findes optagen i de Anmærkninger, der ledsage Lov- forslaget.« Strængt taget blev altsaa Provisoriet ikke, ' saaledes som Grundlovens § 25 foreskriver, forelagt Rigsdagen, der brugtes en Omvej , som ikke var helt korrekt , men' som for øvrigt ikke var uden Præcedens. Formanden vendte Ordenen mel- lem de to Finanslove om og satte den for det løbende Aar først paa Dagsordenen. Allerede den 5te Oktober toges den for. Bojsen var den eneste Taler for Oppositionen, og han udtålte sig med stor Styrke imod Provisoriet som »et aabent Brud paa Bevillingsretten«, hvorefter han, navnlig ogsaa for at det kunde blive rigtig klaret, om den foreløbige Lov var behørig forelagt Tinget, foreslog at standse første Behandling og straks nedsætte et Udvalg paa 15 Medlemmer. Fra Højre mødte dette ingen Modstand. Den eneste, som talte og stemte derimod, var den jyske Bonde M. C. Christensen Ira Hjørring 2det, en kuriøs Person, lignende noget Sylvester Jørgensen, men ikke saa vel- begavet, som paa det Tidspunkt var i Færd med at udvikle sig fra radikal Venstremand til Ultrakonservativ, men blev brat af- skaaren i sin Udvikling. Til det besluttede Udvaljz sendtes ikke de sædvanlige Finansudvalgs-Medlemmer, særlig ikke de, som i foregaaende Session havde behandlet Lovforslaget; det var jo nu ikke finansielle, men statsretslige Ting, det drejede sig om, og altsaa sendte hvert Parfi sine Politikere i Ilden. Højre valgte Klein, Scavenius, Rimestad, Dinesen; Venstre repræsen- teredes af Albertsen, Berg, Bojsen, Balth. Christensen, Clausager, Villads Holm, Holstein-Ledreborg, Høgsbro, Madsen, Thomas Nielsen og Tauber. Bogstavfølgen i Venstres Repræsentanter viser, at der stemtes under et; at der imidlertid inden lor Partiets Grænser bestod en allerede temmelig markeret Meningsforskel om, hvad der skulde gøres imod Provi- soriet, var allerede vitterligt nok, og det kunde forudses, at den snart maatte give sig et skarpt Udtryk. Højres Repræsentanter bestræbte sig ivrig for i Udvalget at opnaa en Overenskomst angaaende »de fire uantagelige Punkter«, det eneste, hvori Folketingets og Landstingets Affattelse af Finans- loven skilte sig fra hinanden. En Tidlang syntes det, at dette Digitized by Google 894 Den 8de November 1877. Maal mulig kunde naas. Der førtes omfattende private Under- handlinger, navnlig imellem Klein-Rimestad og Bojsen- Hol- stein; og der viste sig under disse god Vilje til en mindelig Overenskomst. Men den moderate Gruppe af Venstre, som ønsk- ede Konflikten bilagt, var trykket ved den bestemte Modstand, som rejstes herimod af den radikale Gruppe under Berg, og hvad der var bygget op eller forberedt underhaanden og privat i Retning af et Forlig, styrtede sammen igen, naar Udvalget holdt sit Møde. Forsøgene maatte til sidst opgives, og da Udvalget den 30te Ok- tober afgav sin Betænkning, havde det spaltet sig i tre Dele: et Flertal paa 8 Medlemmer, et Mindretal paa 3 og et Mindretal paa 4 Medlemmer. I Betænkningen maatte det først klares, hvorledes det egentlig stillede sig med Provisoriet, der kun var forelagt som en Part af Anmærkningerne til Finanslovforslaget, og hvorledes Tinget vilde være stillet i Afgørelsen heraf. Herom var der /ørt en Korrespondance med Ministeriet. Udvalget havde den 8de Ok- tober rettet den Forespørgsel til Konsejlspræsidenten , om Mini- steriet ansaa den foreløbige Lov (Provisoriet) for at være saa- lodes sammenknyttet med Finanslovforslaget, at Tingets For- kastelse af dette vilde tillige, være Forkastelse af hin. og en Ved- tagelse af Finansloven tillige en Vedtagelse for Tingets Vedkom- mende af Provisoriet. Svaret, der afgaves Dagen efter, lød paa, at Ministeriet vilde anse den provisoriske Lov for bortfalden ved en Forkastelse af Finansloven; derimod gjordes der den Bemærk- ning, at en Vedtagelse af Finansloven ikke tillige vilde være en Vedtagelse af den provisoriske Lov, efter som denne jo efter sit eget Indhold maatte træde ud af Kraft, saa snart der maatte ud- komme en Finanslov; Provisoriet behøvede efter Ministeriets Men- ing ikke at vedtages af Rigsdagen, da det maatte vedblive at gælde, indtil det enten bortfaldt ved Forkastelse eller bortfaldt ved en ny Lov. I Henhold hertil ansaa hele Udvalget det for konstateret, at Provisoriet var forelagt til Tingets Beslutning og endelige Afgørelse, samt at denne vilde kunne ske saa vel ved en Afstemning over Finanslovforslaget som gennem en særlig Be- handling af den foreløbige Lov. Hvis det sidste Alternativ valgtes, mente Udvalget (dog i denne Post med Undtagelse af Albertsen, Berg og Tauber), at det kunde ske ved at følge en lignende Fremgangsmaade som den, der var benyttet ved Behandlingen af den foreløbige Lov af 12te Maj 1853, det saakaldte Sponneck'ske Provisorium. Digitized by Google Den 8de November 1877. 895 Flertallet (Bojsen, Balth. Christensen, Clausager, Vill. Holm, Holstein-Ledreborg, Høgsbro, Madsen og Thomas Nielsen) valgte at sondre de to Sager ud fra hinanden og traf forud Af- tale med Tingets Formand om, at han ved Genoptagelsen af den afbrudte første Behandling vilde give Tinget Lejlighed til at stemme over en saadan Udskillelse. Det indstillede derefter: 1) at Pro- visoriet skulde udsondres fra Finanslovforslaget, 2) at Provisoriet skulde forkastes, medens 3) Finanslovforslaget skulde overgaa til 2den Behandling. Første Mindretal (Albertsen, Berg og Tauber) betragt- ede det som Udvalgets Opgave at »finde den skarpeste, utve- tydigste Form for Folketingets Protest imod Regeringens Adfærdt og mente at have fundet denne Form i Forkastelsen af Finanslov- forslaget »Vi følte os i fuld Overensstemmelse med Landets offentlige Mening, med den berettigede Harme, som Ministeriets Fremgangsmaade har vakt rundt om i Folket, naar vi ansaa det for umuligt, at det danske Folketing vilde vedtage en Finans- bevilling, der skulde omfatte den hele Række af Indtægter og Udgifter, som i Finansaaret ere afholdte ved Ministeriets egen- mægtige Beslutning med Tilsidesættelse af Grundlovens § 49 og under Paaberaabelse af en Hjemmel , 'hvis Ugyldighed er lige saa aabenbar, som dens Benyttelse er krænkende tor Rigsdagens Myndighed over Landets Finanser og faretruende for Folkets kon- stitutionelle Love og Rettigheder overhovedet. c Mindretallet pole- miserede imod den Fremgangsmaade at udsondre de to Sager fra hinanden og søgte at paavise, at det paaberaabte Præcedens fra 1S53 ikke passede. Det andet Mindretal (Dinesen, Klein, Rimestad og Sca- venius) betragtede det som den naturligste Fremgangsmaade saa hurtig som muligt at (remme Finanslovforslaget og derpaa, for saa vidt dertil maatte findes Anledning, at gøre Spørgsmaalet om Billigelse eller Misbilligelse af Provisoriet til Genstand for nærmere Forhandling og eventuel Beslutning. Det var altsaa kun enigt med Flertallet i dettes Indstillingspunkt Nr. 3. Der var et Spørgsmaal, som Udvalget ikke kunde skyde fra sig, nemlig hvorledes man vilde være situeret, hvis Provisoriet forkastedes inden Udstedelsen af en normal Finanslov, enten efter Flertallets Indstilling No. i eller efter det første Mindretals Forslag. Et nyt Provisorium kunde man selvfølgelig ikke ønske, men for øvrigt kunde jo en ny »foreløbige Lov ikke udfærdiges af Digitized by Google 896 Den 8de November 1877. Regeringen, medens Rigsdagen var samlet (jfr. Grdl. § 25). Der maatte altsaa for dette Tilfælde skaffes en midlertidig Bevilling, ellers vilde Skatterne ikke kunne opkræves, og hele Forvaltningen vilde gaa istaa. Flertallet siger herom i Betænkningen, at da den af Re- geringen hidtil fulgte Fremgangsmaade lader det være tvivlsomt, om den i Tide vilde foretage »de den paahvilende«, hertil sigtende Skridt, havde man ønsket at kunne opnaa Enighed i Udvalget om en Indstilling, hvorefter Folketinget selv skulde tage Initiativet til en midlertidig Bevilling af den sædvanlige Natur, enten som en umiddelbar Forlængelse af den midlertidige Lov af 31te Marts (som var udløben den 15de April) eller som gældende fra et senere Tidspunkt. En saadan Enighed havde imidlertid vist sig uopnaaelig, da Højre-Mindretallet som ufravigelig Betingelse for sin Deltagelse havde fordret, at en saadan ny midlertidig Bevil- ling skulde hjemle ikke blot Skatteopkrævning og de »nødvendige løbende Udgifter«, men ogsaa Afholdelsen af de i Provisoriet op- tagne »overordentlige Udgifter«. Dette vilde være en Afvigelse fra Praksis og maatte opfattes som en Godkendelse af Provisoriet. Flertallet maatte derfor indskrænke sig til at udtale for Mini- steriet, at det vilde tilraade Tinget, naar Regeringen maatte fremsætte Forslag derom, at vedtage en midlertidig Bevilling af sædvanligt Indhold, gældende enten fra 31te Marts eller Udstæd- elsesdagen og for en saa lang Tid, som der maatte udkræves til en Opløsning enten af hele Rigsdagen eller et af Tingene og Ud- skrivning af nye Valg. Det Berg'ske Mindretal vilde ligeledes være villigt til at anbefale en midlertidig Bevilling af sædvanligt Indhold »for et til Foretagelsen a£ nye Valg passende Tidsrum« , forudsat at Ministeriet ved at begære en saadan »viser noget Ønske om at tilvejebringe en midlertidig lovlig Tilstand for at forberede enten et Regeringsskifte eller et nyt Forscfg paa at vinde det danske Folk for sin Politik«. Derimod kunde det ikke tilraade en midlertidig Bevilling, som ved at føres tilbage til Finansaarets Begyndelse vilde helt eller delvis godkende de paa Grundlag af Provisoriet afholdte Udgifter og opkrævede Skatter. Heller ikke vilde dette Flertal have kunnet deltage i noget Skridt, der ved Anvendelse af det private Initiativ vilde paanøde Ministeriet »en Bevilling, som det er dettes konstitutionelle Pligt at søge tilveje- Digitized by Google Den Hi\e November 1877. 897 bragt, og uden hvilken dets Fortsættelse af Regeringen er uden Hjemmel i Forfatningen.« Højre-Mindretallet gik udførlig ind paa denne Vanskelighed. Dersom man for at faa et fra alle Sider anerkendt Grundlag for Statshusholdningens Førelse skulde, i Steden for at stadfæste den provisoriske Lov med eller uden Ændringer, vedtage en midler- tidig Bevilling, saa roaatte det dog fastholdes, at denne virkelig ogsaa gav den lovmæssige Hjemmel for Afholdelsen af de nød- vendige Udgifter. Det vilde derfor ikke være tilstrækkeligt til at give en Bevilling til at afholde de blot »løbende« Udgifter, man maatte medtage, hvad der udkrævedes for at holde de Arbejder, Foranstaltninger m. v. i Gang, som vare paabegyndte og ikke uden Forrykkelse af Forholdene og Skade for Staten uden videre kunde standse eller afbrydes. Heri vilde ej heller ligge nogen Godkendelse af Provisoriet, navnlig ikke naar den midlertidige Bevil- ling, saaledes som til sidst tilbudt af Mindretallet, indskrænkedes til at gælde fra Udstedelsesdagen , altsaa blot for Fremtiden, medens Tidsrummet fra 16de April indtil den nye Bevillings Givelse lodes uberørt. Folketinget vilde da senere paa anden Maade kunne utvetydig tilkendegive sin Opfattelse af Provisoriet. Det, som efter Mindretallets Mening maatte bebrejdes Flertallet, er netop dette, at det tilraader Tinget »en Fremgangsmaade, der nødvendig synes at maatte føre til yderligere abnorme Tilstande med alle de skæbnesvangre Følger, som deraf kunne flyde«. Mindretallet beder Tinget vel betænke, om det ikke vilde være klogere, »at forebygge den videre Udvikling af Konflikten og at tilvejebringe Muligheden for videre Forhandling« ved at lade Provisoriet gaa over til 2den Behandling, og erklærer, hvis dette sker, da at ville foreslaa det ændret paa en saadan Maade, at det bliver en midler- tidig Bevilling, gældende indtil Finanslovforslagets Vedtagelse, dog ikke ud over 31te December. Udvatøsl>etænkningen sendtes den 27de Oktober til Konsejls- præsidentens Efterretning for det Tilfælde, at han maatte have noget skriftlig eller mundtlig at bemærke ved den. Svaret af- gaves den 30te. Det gaar ud paa, at da der i Betænkningen »savnes enhver Begrundelse« af Forslaget om at forkaste Provisoriet, skal Ministeriet ikke gaa ind herpaa, men kun bemærke, at det ikke finder noget at erindre imod, at en midlertidig Bevilling gives for Tidsrummet indtil den normale Finanslovs Tilvejebringelse, »skønt man ikke anser en saadan Fremgangsmaade for nødvendig, efter Digitized by Google 898 Den 8de November 1877. som den foreløbige Lov af 12te April d. A. afgiver den fornødne Hjemme] til Statsindtægternes Opkrævelse og Statsudgifternes Af- holdelse, saa længe den ikke bortfalder ved Forkastelsec. Specielt udtaler Ministeriet sig imod en saadan midlertidig Bevilling af blot »løbende« Udgifter, som af Flertallet anbefalet, »midt i Finans- aaret, hvor mangfoldige Foranstaltninger, der ligge uden for Be- grebet løbende Udgifter, allerede ere paabegyndte og ikke kunne afbrydes uden at afstedkomme den største Forvirring i Stats- styrelsen«. Ministeriet kan under ingen Omstændigheder an- erkende Folketingets Berettigelse til at gøre dets Samtykke til midlertidige Bevillinger afhængigt af, at den ved dem vundne Tid benyttes til Opløsning af det ene eller begge Ting, efter som det alene tilkommer Kongen at afgøre, om saadan Opløsning skal finde Sted. Rent afset fra Indholdet af en midlertidig Bevillingslov »finder Ministeriet Anledning til at fremhæve, at man paa ingen Maade kan erkende, at det skulde være Ministeriets Pligt paa Forhaand at fremkomme med Forslag for at afværge de Ulæmper«, der maatte flyde af Flertalsforslagets Vedtagelse, »da det maa paa- hvile det ærede Udvalg selv at drage Omsorg for, at det ikke stiller Forslag, hvis Vedtagelse øjensynlig medfører Følger, som ikke bør fremkaldes«. Udvalgets Betænkning afgaves den 30te Oktober. Der havde i det forenede Venstre været mange og heftige Møder om den hele Sag, og disse tiltog baade i Antal og Lidenskabelighed, efter som det afgørende Øjeblik nærmede sig. Fra del første havde der gjort sig to modsatte Strømninger gældende: en mere spagfærdig Opfattelse, som uden just at erkende, at Folketinget den 31te Marts var gaaet for vidt, med Bekymring hnødesaa' yderligere Konflikter og derfor ønskede Forlig, og en intransigent Stemning, som vilde have Kampen ført til Ende nu med det samme og betragtede ethvert Kompromis med den provisoriske Regering som en fejg Svigten af Fanen. Den første Fraktion, hvis Repræsentanter i Finansudvalget udgjorde dettes Flertal, var den talrigste og fandt Understøttelse hos saadanne Folketings- mænd som Etatsraad Juel, Prokurator Lassen og Dr. G. Winther, den sidste endog meget ivrig for at holde inde paa en uforsigtig betraadt Vej; men Førerne vare stadig ængstelige for, at de ikke skulde faa Hovedstyrken af Partiet med sig, og vovede sig derfor kun fremad i smaa Skridt. Berg, Alberti og Tauber, som især havde de fynske Bønder med sig, bekæmpede dem uafbrudt, og Digitized by Google Den 8de November 1877. 899 skønt de ikke kunde holde Venstre sammen i Udvalget om en fornyet og skærpet Krigserklæring til Ministeriet ved en brat Forkastelse baade af Provisoriet og Finansloven, saa forhindrede de dog, at det i Udvalget kom til et Forlig om de fire uantage- lige Punkter og om, hvad der skulde gøres for at forhindre et endnu stærkere Brud. Højre i Folketinget var paa sin Side enigt om at. ville strække sig saa langt som muligt for at opnaa et Forlig. Mini- steriet selv tog ikke noget Initiativ, det var i det Hele mere Til- skuer end Deltager i det, som foregik; men det lagde heller ingen Hindringer i Vejen for en Overenskomst og havde ladet forstaa, at den vilde følge med saa langt, som Højre i de to Ting kunde enes. Da man efttr Afgivelsen af Betænkningen var kommen paa det rene med, at Enighed ikke kunde opnaas, blev det Højres nærmeste Bekymring, hvorledes det skulde gaa, naar Pro- visoriet blev forkastet, uden at der var nogen Finanslov, og naar altsaa Staten svævede i Luften uden nogen som helst Bevilling. Inden Provisoriets Forkastelse kunde man ikke vedtage eller forberede en midlertidig Bevilling; efter Forkastelsen vilde det være umuligt i Løbet af nogle taa Timer indtil Midnat at faa den midlertidige gjort færdig fra begge Ting; men blot en Dag uden Bevilling vilde kunne fremkalde stor Forvirring, f. Eks. ved Opkrævning af Tolden. Der fremkom da fra Hall den Teori, som sagdes at støtte sig til Analogier fra Romerretten, at en Af- stemning imod Provisoriet ikke kunde ophæve dets Gyldighed ior Løbet af den alt begyndte Dag, og at fremdeles en i Løbet af næste Døgn titvejbrapt Bevilling maatte være gældende fra Døgn- ets Begyndelse. Denne i dansk Statsret ganske nye Sætning om Døgnets legislative Enhed gik mærkelig nok tacito consensu ind i Praksis; alle følte, at der maatte haves no^en Frist for at klare Vanskelighederne, og det var i ingens Interesse at be- kæmpe Teorien. Da det nu stod klart, at Afstemningen i Folketinget enten paa den ene eller den anden Maade vilde skabe et finansielt Interregnum, benstillede Højre til Ministeriet, at det skulde holde sig parat til straks at forelægge en midlertidig Bevillingslov af samme Indhold som Provisoriet og forlange denne uforandret vedtagen i Løbet af 24 Timer. Regeringen syntes i Begyndelsen tilbøjelig hertil, men skiftede snart Sind Derimod opfordrede Digitized by Google 900 i>en 8de November 1877. den Udvalgets Højre-Mindretal til at indbringe en saadan Be- villingslov. Herom kunde der dog under de paa dette Tidspunkt givne Forudsætninger ikke godt være Tale, ti medens Regeringen i Kraft af sin Stilling og sit Ansvar kunde udøve et Tryk paa begge Ting til ekstraordinært og med saa korte Tidsfrister at fremme en midlertidig Bevilling, kunde Højre-Mindretallet end ikke sømmjelig forlange dette, naar det vidstes, at der hos Folketingets Flertal var Stemning imod et saadant Skridt. I de første Dage af November syntes det derfor afgjort, at Folketinget vilde for- kaste den provisoriske Lov af 12te April, og at Regeringen der- for maatte straks enten slutte Rigsdagen eller dog udsætte den — man sagde, kun paa otte Dage — for at kunne udstede et nyt "Provisorium, hvilket man saa vilde vente med at forelægge Rigsdagen indtil henimod Sessionens Slutning, mulig først lige ved Finansaarets Udløb. Det vilde være en yderligere Skærpelse af Konflikten og frembyde nye Betænkeligheder, men der syntes ikke at være andet for. Det Medlem af Højre, som havde bestræbt sig mest for en Overensskomst, var Klein. I de første Dage af November laa han syg i sit Hjem, men hlev her søgt af forskellige Folketings- mænd fra Venstre, som med stigende Bekymring saa' det trække op til en ny Storm, saaledes Villæds Holm, Dr. G. Winther og ^Højesteretssagfører Bagger, hvilken sidste var Afsending fra Grev Holstein-Ledreborg. De rettede den Anmodning til ham, at han og Højre-Mindretallet vilde indbringe Forslag til en midlertidig Bevilling, da de troede at kunne skaffe Understøttelse fra en Del af Venstre, først for Vedtagelse af den ekstraordinære, hurtige Behandling, dernæst for en midlertidig Bevilling, naar denne, i Steden for at nævne Regeringens eget Finanslovforslag, henviste til det Finanslovforslag, som den 31te Marts var ved- taget af Folketinget. Efter fornyede Forhandlinger med Reger- ingen, som ønskede et Forsøg gjort og opfordrede Mindretallet til at tage Initiativet, blev- det besluttet, at Indbringelsen skulde ske, idet jo nu Tilsagnet om Understøttelse fra én Del af Venstre for ekstraordinær Behandling væsentlig havde forandret Situationen. Med Hensyn til Formen af den midlertidige Bevilling var der imidlertid endnu en stor Vanskelighed. I Realiteten vare Posterne paa Provisoriet dækkede baade af Landstingets Afstemning over Regeringens Finans- lovforslag og af den Affattelse, som Folketinget havde vedtaget den 31te Marts, men en Henvisning til denne sidste alene, vilde være uan- Digitized by Google Den 8de November 1877. 901 tagelig for landstinget, som maatte forlange, at der i saa Fald og- saa henvistes til dets eget Votum af samme Dato. Saa godt som alle Landstingets Højre-Medlemmer 'stod stift paa, at i alt Fald begge Tings Votum af 31te Marts maatte nævnes, og der var en Del Misstemning imod K rieger, som i et Partimøde havde forelagt Spørgsmaalet om den midlertidige Bevilling paa en saa- dan Maade, at han ikke syntes at betragte Landstingsaffattelsens Medoptagelse i Lovens Tekst som en conditio sine qua non. Man mente, at det ikke gik an at lade Venstre faa endog blot Skinnet af nu at have sat deres Votum af 31te Marts igennem og derved give Partiet Vaaben i Hænde, som kunde benyttes paa Folke- møder. Højre i begge Ting og Regeringen vare saaledes enige om, at Henvisningen burde lyde paa Regeringens Udkast, til Finans- lov for 1S77— 78. I Folketingets Møde den 3die November bebudede For- manden (Krabbe) i Henhold til Udvalgsflertallets Ønske, et For- slag til en. »Afvigelse fra Forretningsordenen , gaaende ud paa, at der efter den genoptagne første Behandling af Finanslovforslaget . skulde stemmes først over den provisoriske Lov og derpaa over selve Finanslovforslaget. I Mødet den 5te November foretoges dette Forslag. Det støttedes af Holstein under Henvisning til Flertallets Betænkning, og Berg forklarede i al Korthed, at han uagtet sine Tvivl om Rigtigheden ikke vilde fraraade det. Uden Afstemning vedtoges Formandens Forslag, og umiddelbart efter genoptoges den afbrudte første Behandling. Det er ikke Hensigten her at referere denne Debat, som i Tidenden fylder over 150 Spalter. Hovedtalerne vare Holstein, Berg og Klein, som i et langt og meget indtrængende Foredrag paaviste de store Farer, der vilde indtræde, hvis man nu ikke fra begge Sider søgte at bygpre Bro over den opstaaede Kløft. Andre Talere vare Winther, Jagd, Hørup, Alberti, G. Koch, Dinesen, V. Holm, N. Andersen, Tauber, Clausager, Søren Kjær og den omtalte M. C. Christensen, som sidste Gang kun fik Ordet, efter at Tinget ved en Afstemning havde tilladt det. Af Regeringens Medlemmer talte ingen anden end Kons ej lspræ sidenten. Debatten var en yderligere Udvikling af de Synspunkter, som alt vare komne frem i Udvalgets Be- tænkning. Uenigheden imellem de to Grupper af Venstre var latent tilstede under hele Diskussionen, men brød endnu ikke Tilskueren. 1S84. 59 Digitized by Google Den 8de Ndteftiber 1877. frem i Lue; det kiittde dog ikke tindgaa høgétis Opmærksomhed, hvor bitter Stemningfen var. Skønt ingen ktinde tære i Tvivl om, hvad Debattens Ka- rakter vilde være, Og hvorlédés Afstemningen vflde falde tid, og skønt dét spændende Moment fttfst vilde indtræde eftér ^Provi- soriets Forkastelse, hviléde der dog en Atmosftere af Nervøsitet over det hele Optrin. Rrgsdagsafdelingén af Christiansborg Slot frembød ét ejendommeligt Skue. I Salén skiftede man mellem en aandéløs Lytten til de betydélige Talére og en ivrig Hvtékéh i Grupper, naar mindre Btjærner skfeetikede en lille Hvile. Luften var svafrger nied Elektricitet, baade pdsitiv og negativ, baade samlende pg frastødende. Vinduésfordybningerne vare Skuepladsen- for hurtige småa Konferencer, dér frembragte Hausse eller Baisse i Stemningen. Den almindelige Tilhørerplads var pakket saa fuld, som det var muKgt, og helt igenttém Forsalen, langt ned ad den brede Stentrappe i KoJonnådéH stod en tæt Trængsel af utaal- modige Aspiranter. Af dé privilegerede Pladser var ikke en eneste tom, og Damernes Tribune havde firdobbelte Rækker af lyttende. Landstingsmændene vafe temmelig fuldtallige i deres Afdeling af Tilhørerpladsen, og en livlig Korrespondance foregik imellem dem og Folketingsmændene. Journalisternes Loge oppe under Loftet maatte ramme ikke blot de travle Referenter, men ogsaa selve Redaktørerne. Hver Gang der rejste sig en Taler, som man ikke brød sig * synderlig om, fyldtes Gatigene, Læse- salen, Snapstinget med højrøstede, disputerende og argumenter- ende Grupper. I hvert af de smaa Udvalgsværelser sad der hem- melige Konklaver. Paa Debattens tredje Dag, Onsdagen den 7de November, kom man til Afstemning. Det var lidt før Kl. 4 om Eftermid- dagen. Den provisoriske Finanslov blev ved et Navneopraab for- kastet med 73 Stemmer' mod 27. For dens Overgang til 2den Be- handling stemte hele Højre og M. C. Christensen. Imod stemte begge Fraktioner af Venstre. Bajer stemte ikke. Alle 102 Med- lemmer vare saaledes tilstede. Umiddelbart efter kom Spfcrgsmaalét om selve Finanslov- forslagets Overgang til 2den Behandling. Der afgaves 66 Stem- mer for og ingen imod. Højre og den moderate Del af Venstre stemte sammén. Berg og hans Meningsfæller, hvis Tal altsaa viste sig at være højst 35, undlod at stemme. Digitized by Google i Den Sde Nowmber 1877. 908 I samme Øjeblik, som dette yar sket, anøuridte Klein, at lian agtede at indbringe et Forslag til en midlertidig BeTilling, for hvilket ban ønskede hurtig Fremme. Formanden imødekom dette Ønske ved at ansætte et Møde Kl. 4 l/ 4 til Indbringelsen. Forslaget lød saaledes: § 1. Indtil Finansloven for 1877—78 er given, dog ikke ud over 3lte December 1877, bemyndiges Regeringen til at opkræve de bestaaende Skatter og Afgifter samt til at afholde de nødvendige Udgifter, dog at de Hoved- summer og særskilte Poster, der ere opførte i det Rigs- dagen den 2den Oktober d. A. forelagte Forstag til Finans- lov, ikke overskrides. § ± Denne Lov træder i Kraft den Dag, den har erholdt .kongelig Stadfæstelse. Efter at Indbringelsen var sket med en ganske kort Motiv- ering, ansattes et nyt Møde til Kl. 5. og Tinget gav uden Af- stemning sit Samtykke til, at første Behandling foretoges. Klein fremhævede, at effer Forkastelsen af Provisoriet maatte de Dele af Venstre, som overhovedet ønskede en Overenskomst, staa friere. Holstein forsikrede, at der fra hans og hans Venners Side var Redebonhed og alvorlig Vilje til nu, da Provisoriet var slaaet ihjel, at hjælpe til lovlige Tilstande, men vedtage den midler- tidige Lov i den foreslaaede Skikkelse kunde de ikke, fordi dette efter deres Overbevisning vilde være en Genoplivede af Provi- soriet; han troede dog, at der kunde findes en Form til at komme ud over denne Vanskelighed, og bebudede et Ændrings- forslag, i hvilket man vilde række sig saa vidt, at der heller ikke fra Landstingets Side skulde opstaa nogen Hindring. Berg ud- viklede, at den midlertidige Bevilling, i hvilken som helst Form, ♦var en Tilbagevigen af Folketinget, og at den, trods Begræns- ningen med 3 1 te December, i Virkeligheden vilde blive en Finans- lov for hele det Finansaar, i hvilket der var forsøgt et Proviso- rium 1 ), og tillige indeholde et Tilsagn til Regeringen om en brugelig Finanslov for det næste og kommende Finansaar; han kunde derfor ikke stenmie for den, men han vilde heller ikke ') Heri fik Boiy Rot. Den midlertidige Bevilling af 8de November 1877 blev senere forlænpet, saa at d»n gjaldt indtil 31te Marts 1878, Finans- aarets Udgang. Ingen normal Finanslov bragtes til Veje for dette Aar. 59* Digitized by Google 904 Den 8de November 1877. lægge den Hindringer i Vejen, han vilde forholde sig passiv. Overgangen til 2den Behandling vedtoges enstemmig med 64 St. Berg og hans Venner undlod altsaa at stemme. Mødet sluttedes Kl. 5, 35. Formanden indkaldte Ændringsforslag til Kl. 7 l /s samme Aften og ansatte 2den Behandling til et Møde Kl. 9. Af de 8 Flertalsmedlemmer i Udvalget blev der til denne stillet Forslag om at affatte Lovforslagets § 1 saaledes: Indtil Finansloven for Finansaaret 1877—78 er ved- tagen, dog ikke ud over 31te December 1877, bemyndiges Regeringen til foreløbig at afholde de nødvendige løbende Udgifter efter de hidtil gældende Regler, dog at de Hovedsummer og særskilte Poster, som ere op- førte i det Forslag til Finanslov for bemældte Finansaar, der er Rigsdagen forelagt, ikke overskrides, samt til at opkræve de bestaaende Skatter og Afgifter. Ligeledes be- myndiges Regeringen til i samme Tidsrum at afholde saadanne overordentlige Udgifter, som fandtes optagne paa det af Folketinget den 3 1te Marts d. A. vedtagne Forslag til Finanslov for 1877—78. Det vil ses , at denne Ændring kommer de rejste Betænke- ligheder noget i Møde; den vilde give Regeringen alt, hvad denne behøvede til Statsstyreisens uforstyrrede Gang, ja endog mere til, saa at Holstein senere udtrykkelig maatte fremhæve, at det var forudsat, at Regeringen ikke vilde bruge disse Bevillinger (navnlig Tilskuddet til Skolelærere, som Folketinget den 31te Marts havde bevilget til Uddeling efter visse Regler, som Landstinget modsatte sig). Paa den anden Side var der den Mislighed, at Ændringen nævnede Folketingets Votum , men ikke Landstingets af samme Dag. Holstein motiverede den i en Tale, som sluttede med at kræve den Anerkendelse, at der hei; var gjort »et alvorligt Forsøg paa Forlig«, som han haabede modtaget fra Modstanderes Side »i en forsonlig Aand«. Klein lagde de forsonlige paa Hjærte, at det nu frem for Alt kom an paa at faa ogsaa Landstinget med til Forliget, og at man derfor burde undgaa enhver Form, som kunde være stødende; han fraraadede Ændringsforslaget, men vilde, selv om det vedtoges, søge at faa Lovforslaget bragt over i Landstinget, hvem det alene tilkom at bedømme, hvorledes det vilde stille sig. Konsejlspræsidenten erkendte, at den midler- Digitized by Google Den 8de November 1877. 905 tjdige Bevilling, selv i Flertallets Form, vilde give, hvad der be- høvedes, og tiltraadte Forudsætningen om, at visse Bevillinger, som det i Grunden gav, ikke vilde blive benyttede; om Lands- tingets Stilling til en saadan Form vilde han ikke udtale sig, han henviste kun til Kleins Udvikling af de forskellige Synspunkter. Thomas Nielsen, Winther og Bojsen havde fremdeles Ordet; af de radikale talte kun Tauber, som erklærede, at han slet ikke vilde stemme over Ændringsforslaget. Det vedtogek med 47 Stemroer imod 15; nogle Højremedlemmer have formodentlig holdt sig tilbage fra at stemme imod, og den Bergske Side deltog ikke. Efter at en til Lovens Titel stillet Ændring uden væsentlig Betydning var vedtagen uden Afstemning, gik Lovforslaget en- stemmig til 3die Behandling, og Mødet sluttedes ti Minuter før Kl. 11 Aften. Mødet Torsdagen den 8de November Kl. 11 Form. ind- lededes af Scavenius, 6om erklærede, at tidligere Tvivl hos ham vare fjærnede, at han ikke blot kunde stemme for den midlertidige Bevilling i den nu givne Form, men ogsaa efter at have overvejet Stillingen vilde stemme for den, da han maatte betragte det som i høj Grad heldigt for Landet, om vi snarest muligt kunde komme ud af de siden 16de April bestaaende »tem- melig uregelmæssigec Forhold. Berg fandt ikke det Sprog, der var ført i de sidste Møder, svarende til det, »som et fribaaret, ærestolt Folk, krænket i sin Ret og med Vilje til at værne om den, havde Krav paa her at høret, men erklærede at ville und- lade at stemme. For øvrigt fremkom der ikke Udtalelser af nogen Betydning. Lovforslaget vedtoges enstemmig med 68 Stemmer og kunde altsaa nu, den 8de November Kl. 11. 40 Form., sendes over til Landstinget. Kun tolv Timers Frist var saaledes tilbage. Skuepladsen for den interessante Kamp, der vel tilsyne- ladende drejede sig om en Ubetydelighed, om en blot og bar Form, men i Virkeligheden gjaldt Krig eller Vaabenstilstand , var saaledes forlagt til det roligere og ærværdigere Ting. Men Be- vægelsen var yderligere vokset siden den foregaaende Dag og steg Time for Time. Paa de brede Gange og i Læseværelserne stod der ivrigt gestikulerende Grupper, som med uvant Lidenskab drøftede den hele Situation og argumenterede højrøstet, medens Replikerne ofte antog en tilspidset og personlig Karakter. Siden de sørgelige Dage i 1864 havde Rigsdagsloka lerne ikke frembudt et saadant Skue. Digitized by Google 906 Den 8de. Noyember 1877. Høgre i Folketinget var ubetinget stemt for at tage den midlertidige Bevillingslov saaledes, som den nu en Gang forelaa. For dem var det vigtigere at komme læmpelig hen over Provi- soriet og at undgaa Skærpelser af Konflikten end at faa Formen rettet alene af Etikettehensyn, naatr dog Loven i Realiteten gav det, hvorpaa det kom an. De havde ogsaa saa vel fra Forhandl- ingerne i Salen som fra de private Samtaler et meget levende Indtryk af, at det forsonlige Venstre havde strakt sig saa langt, gom det paa nogen Maade kunde og turde, og at selv den mindste yderligere Spænding; af Buen kunde bringe den til at briste. Holsteins Motivering, Bergs bitre Spydigheder og den stærke Understrøm, som gav sig til Kende ved Udraab og halvhøje Afi- btfy delfeer, gjorde dem det klart, at man ikke turde gøre Regning paa Indrømmelser ud over det nu givne. De søgte at overbevise deres Meningsfæller i Landstinget herom og at stemme dem for Bevillingens hurtige Vedtagelse i uforandret Skikkelse. Men dette lykkedes dem: kun ganske undtagelsesvis, Flertallet af Landstings- mændene vilde slet ikke gaa ind derpaa. Paa nogle faa Med- lemmer nær (Adler, Berg til Vejlegaard, Kay s er, Borgmester Kjær, G. Møller fra Frederiksborg, Brasch, Søren Pedersen, Lars Eriksen t Schlegel og maaske endnu nogle enkelte) vare Landstingsmændene afgjort, til Dels endog lidenskabelige imod at modtage denne »Ydmygelse« fra Folketinget. Ikke blot Hartkorns- Ckmppen, Medlemmer som Danneskjold-Samsø, Juel-Mundel- strup, Schutte-Eskjær, Jacobsen-Falkensten, Mourier Pe- tersen, NeergaaTd-Svenstrupv (Fr i j s- Frijsenborg var fra^ værende), men ogsaa Centrurnsfolk som W. Ussing, Ploug, D'resing, Breinholt, Carstensen osv. vikle slet ikke hare nøgfet om at gaa ind paa denne Lov, at »lade sig dreje den Knapc, ak »give Venstre dette at løbe med i Folkemødert osv. Selv K tf i eger, som meget ønskede et Forlig, og I hvem dette skulde have sin Støtte i Landstinget, var noget betænkelig. Folketings- mændene gjorde deres bedste for at omstemme disse deres Venner og fremhævede navnlig de uundgaaelige Følger af et nyt Provi- sorium, nemlig atter al forene det nu adsplittede Venstre til et kompakt Parti, stærkere og mere forbitret end nogen Sinde. Pia nævnte Undtagelser nær mødte de døve Øren og en mistænksom Hovedrysten. Kl. 12 holdt Landstinget et Møde, hvor Bevillingsloven ind- bragtes, og hvor Formanden motiverede den hurtige Behandlings- Digitized by Google Den 8de November 1877. 907 maade, som Forholdene uheldigvis gjorde nødvendig, og for hvilken han vilde søge Tingets Sanktion ved en udtrykkelig Af- stemning. I et Møde Kl. \i } 4 billigedes den enstemmig med 52 Slemmer, og Lovforslagets l$te Behandling foretoges. Den eneste Taler var K ri eg er, som dvælede ved den mærkelige nye state- retlige Teori om den legislative Dag Qg for øvrigt sluttede med, at etter sin Opfattelse vilde han »wiskelig kunne stemme for Lovforslaget i uforandret Skikkelsa«. Landstingsmændenes første Tanke var at indsætte i Be- villingsloven en Henvisning til deres eget Votuinaf 31te Marts. Dette vilde efter Folketingets Højres Overbevisning have itøedført Sagens uigenkaldelige og uoprettelige Nederlag i Folketinget. I de fem Kvarter, der forløb imellem 1ste og $den Behandling i, Lands- tinget, lykkedes det at forhindre, denne Vending. Da Landstings- æaendene i' de private Samtaler havde gjort gældende, at vel havde denne Hegering erklæret ikke at ville bruge det af Folke- tinget voterede Tillæg Ml Skolelærere, men at man ifck? kunde være sikker paa, om ikke »en anden Regering« vilde udgive disse Penge efter Folketingets Regler, skønt Landstinget havde roj£- billiget dem , saa blev der af flere slaaet paa, at Landstinget jo kunde optage en ti] at forhindre dette sigtende Ændring, hvilken de formente, at Folketinget eller det passerede Qg efter Holstein? utvetydige Udtalelser som Ordfører ikke Kunde nægte sit Sam- tykke. Denne Ide blev greben, og Kriegeif redigerede, til 2den Behandling et Forslag om at føje til Loven; »for s^a vidt angaar Arbejder og Foranstaltninger, der allerede ere paabegyndte eller forberedte«, hvorved alUaa en Udbetaling til Skolelærer-Tillaget, som hverken var paabegyndt elier forberedt, umuliggjordes. Det viste sig hurtig, da Højre- Folketingsmændene fik Lejlighed til at sondere Stemningen hos indflydelsesrige Venstremænd y at sely denne Ændring vilde udsætte Sagen for føn allerstørste Fare og efter al Sandsynlighed hevirke, at den strandede. Forslaget blev alligevel stillet, indbragt af Carstensen, K neger, Larsen, Ploug, Schlegel og Ussiug. Regeringens Stilling til hele Sagen var ppa ctøtte Stadiiyn ujtlar. Den vaklede stærkt. Først lod den tanføtøngamændene vide, at den ønskede Bevillingsloven vedtagen, og troede dette bedst sikret ved en Godkendelse af Forslaget ufprandret sorø kommet fra Folketinget, hvormed jo også* Regeringen for sit Vedkommende havde erklæret sig tilfreds. Senere kom der en Digitized by Google 908 Den 8de November 1877. Udtalelse i modsat Retning, at Landétinget helst maatte fastholde sin Ændring. I Tingets næste Møde Kl. 3 forklarede Krieger omstænde- lig, hvad Ændringen gik ud paa, og paaviste, hvor urimeligt det vilde være af Folketinget at tage Anstød af en Ændring, som alene gik ud paa at forhindre Udgifter, som alle vare enige om ikke skulde eller maatte gøres. Konsejlspræsidenten holdt en Tale, i hvilken han erklærede Bevillingen for brugelig baade med og uden Ændringen, og hvoraf følgende Del har Interesse: »Jeg har i det andet Ting indskrænket mig til over for den fra Rigsdagens Side Regeringen tilbudte Bevilling at udtale, hvor vidt Regeringen saa' sig i Stand til at modtage en saadan Bevilling, om den altsaa kvantitativt var tilstrækkelig for Reger- ingens Behov og ikke indeholdt noget, som for Regeringens Ved- kommende gjorde den uantagelig. Dertil har jeg indskrænket mig, og dertil ønsker jeg min Indflydelse paa dette Lov- forslag ogsaa for Fremtiden indskrænket. Jeg fastholder, at Regeringen ikke har begæret en saadan Bevilling. Regeringen har efter Opfordring indrømmet saa megen Tid, som den over- hovedet ansaa for forsvarligt, for at en saadan Bevilling * kunde blive behandlet. Regeringen har en Forpligtelse til under For- handlingen at udtale sig om, hvor vidt den tilbudte Bevilling over- hovedet kan bruges af Regeringen. Men Regeringen har efter min Opfattelse ingen — jeg vil ikke tale om Forpligtelse — , men ingen særlig Opfordring til at optræde ledende, førende i en Sag som den, der her foreligger. Med andre Ord, det maa- ske vanskelige Spørgsmaal, at affatte Forslaget saaledes, at det tilfredsstiller det ene Ting uden at være uantageligt for det andet, det har jeg betragtet som noget, der var Rigsdagens tvende Afdelinger alene vedkommende. Det, der vedkom Regeringen, var at undersøge, om og hvor vidt de fremkomne Tilbud vare i og for sig antagelige for Regeringen, c Denne Premierministerens unaturlig kølige Optræden i et Øjeblik af den højeste Spænding; hans paatagne Overlegenhed lige over for den midlertidige Bevilling, det eneste Skjold imod en uoverskuelig Række af yderst betænkelige Konflikter, som noget, der var »tilbudt« Regeringen, men som denne ikke havde begæret, knap nok ønsket; hans tilsyneladende Ligegyldighed ved, om Forslaget overhovedet kom i Stand, og ved dettes Form som noget, der ikke kom Regeringen ved, men Tingene selv maatte i Digitized by Google Den 8de November 1877. 909 slaas om — denne hele Holdning gjorde baade i Folketinget og i Landstinget et afgjort uheldigt Indtryk. Den afKrieger m.fl. stilledeÆndrtng vedtoges i Landstinget efter en kort Debat med 32 Stemmer imod 19. Foruden Venstremedlem- merne stemte ogsaa nogle fra Højre, navnlig Adler, imod den af Frygt for, at den skulde bringe Sagen til at strande. Adskil- lige af Højre, især fra Hartkorns-Siden, deltog ikke i nogen af Afstemningerne, men stillede sig ligesom Estrup passivt over for det hele. Da intet Navneopraab fandt Sted, kunne de ikke ud- peges. Overgangen til 3dje Behandling vedtoges enstemmig med 46 Stemmer. Kl. 4 s /i nyt Møde til denne 3dje Behandling. Ingen tog Ordet. Forslaget vedtoges med 47 Stemmer imod 1 og sendtes nu i sin forandrede Skikkelse tilbage til Folketinget. Sagen stod nu meget slet, næsten haabløst. Den feber- agtige Bevægelse blandt Medlemmerne havde ikke lagt sig, der var oveialt Liv, Tummel, Diskurs, Løben frem og tilbage, men kun faa havde bevaret Troen paa, at der til syvende og sidst vilde komme noget ud af det hele. Bojsen, Holstein, Thomas Nielsen og flere andre moderate Venstremænd , som oprigtig ønskede et Forlig, gjorde sig store Anstrengelser for at faa Venstre bragt et lille Skridt nærmere til Landstinget; navnlig var Holstein ivrig i denne Retning og skal have ytret, at hans hele politiske Eksistens stod paa Spil, at han vilde udtræde af Partiet, hvis den midlertidige Bevilling faldt, og at den nu mellem ham og Berg udbrudte Strid maatte kæmpes til Ende. Paa den anden Side vare mange Venstremænd af moderat Tendens blevne stærkt afficerede ved Holsteins efter deres Mening alt for forsonlige Motivering i Mødet den foregaaende Aften eller skræmmede ved Bergs hele Holdning og Trusler fra de radikales Side med »Valg- tribunernec; de vilde ikke gaa længere, snarere følte de Lyst til at trække sig tilbage fra de alt gjorte Indrømmelser. I en Sam- tale mellem nogle Folketingsmænd af Højre og et Par Venstre- mænd efter Lovens Tilbagesendelse fra Landstinget, blev det lagt de sidste paa Hjærte, at de dog ikke maatte lade det hele gaa i Stykker, og at de dog let maatte kunne finde paa en eller anden, i sig selv ligegyldig Ændring, som kunde klare Vanskeligheden, der jo ikke beroede paa nogen Realitet, men kun derpaa, at hvert Ting for sin Æres Skyld vilde rette lidt paa det andets Votum. Bojsen spurgte da, om man vilde kunne skaffe Reger- Digitized by Google 910 Deo 8de November 1877. ingens Godkendelse og Støtte for en Ændring om at udelade Ordene »eller forberedte« i Landstingets Tilføjning, I og for sig var deijne Ændring uden al praktisk Betydning, roen fremsat paa detjte sene Tidspunkt kunds den, fremkalde Mistanken pm, at der laa, noget skjult bag ved, hvad der dog ikke v&r Tilfældet Imidler- tid gik en Højremand straks til Justitsminister Nellemann, fore- lagde tømi Spørgsmålet og fik nogle Minuter efter det $v«*r, at Estrup hetøt saa' (tøn uforandrede Vedtagelse af Landstingets Af- fattelse^ men kjinde acceptere denne Ændring. Beskeden, bragtes tilage, njep modtoges allerede da med den Forklaring, at Chan r cerne for at faa Partiet med til dette Kompromis vare meget ringe, og Resujtøjtet af det straks: efter afholdte Partimøde blev dft ogsaa* at Venstre ikke vilde bøje sig, men paa ny opstille sin forrige R edition uforandret Slaget røaatte saaledes anses for tubt Et Jføde var ansat i Folketinget KL 6, Uli eneste behandling af den omtumlede lille Lqv,. Pet var umiskendeligt, at der var indtraadt.en aføjort Vending i Situationen. De moderate og Højre, sonfc hidtil h&vde været oprømte og fulde af (ver, vare lpopdtøse Qg trætte. Peiriiftod v^ Bergs mørke Mifle vegen for w umiskendelig Sejersstolttøed, hans Meningsfæller vare lige saa ppr klarede, og d£ vare enige om, nu at ville støtte degas moderate Modstanders ved at stemnrø fo$ det Ændringsforslag, som efter deres Overtegning maatøe bjrfnge Sagen tij at strande. Pette Ændringsforslag, stillet ligesom de foregaaende af de otte Udvalgs- ipnedJemjner , gik altsa^ ud pa^ atter at udstemme den af Lands- tinget gjorte TUføjning. Forhandlingen ver ikke iaag, Etter en kort Motivering af Hal s tein talte Klein indtrængende fjor at modtage Landstingets AØfrttelse, som ved, et indskrænke Bevil- lingens Omfang maatfc siges snarest at nærme sig Folketingets Opfattelse, og mindede om, at Ændrijpgsfoirslagets. Vedtagelse vilde være »entydig n*ed Loven^ Forkastelse, enstydig med, at vi djeryed; j*ge$ y4 i uhyggelige Tilstande, som yi have str#bt meget, at undgaa.« Jagd anbeltøedie . varmt Forson togtøl H,olstein og Bojsen pa^viste, ftt Landstinget b^ade kugde og burde modtage l^ven», som den var sendt frø Folketinget, og de* wfete bebrejdede ftørki; Pegeringen, at den tøavde stHlet sig saa passiv til hetø Sagen^ og undladt at lægge sin Indflydelse i Vægt- skelen bps det andet Ting, hvad der atter fremkaldte et Par Repljfcer fra Konseilspræsidenten. Bille p*aviste, at den Digitized by Google Den 8de November 1877. 911 store og vigtige Sag nu beroede paa et blot og bart Etikette- spørgsmaal, og udtalte med Eftertryk, at »den midlertidige Be- villings Forkastelse vilde være en stor Ulykke, ikke for noget en- kelt Parti, men for Fædrelandet , for Friheden, for det politiske liv, for den konstitutionelle Forfatning, som vi alle have kær«, Berg nøjedes med atter at betone sin Gruppes passive Holdning, men anbefalede sine Venner at yde deres »ærede Meningsfæller« den Bistand, »som man forudsætter, at de ønske«, ved at stemme for deres Ændringsforslag. Dette vedtoges med 50 Stemmer imod 24, og selve Loven om den midlertidige Bevilling enstemmig med 58 Stemmer. Mange 'Medlemmer afholdt sig altsaa begge Gange fra at stemme. Hermed syntes alt at være forbi. For et Par Timer siden kunde Landstinget uden Skade eller Fare have vedtaget Loven, som den var. Nu kunde det umuligt uden at ofre sin Værdighed gaa ind paa en Affattelse, hvori det havde insisteret paa en Ændring. En Stemning af Skuffelse, Sorg og Slaphed afløste den tidligere Forventningsfuldhed og Ophidselse. .Folketinget var fær- digt Kl. 7 l / 4 , og Kl 8'/ t skulde Landstinget bolde Møde. Men der var, mente man, nu intet længere at udrette, og mange, der vare trætte af Dagens Anstrengelser og Sindsbevægelse, forlod Lokalet. Imidlertid var der nu atter indtraadi et Omslag i Stemr ningen hos det moderate Venstre; en stigende Misfornøjelse med, åt det bele skulde glippe, naar man havde været Maalet saa nær, parredes med den bitre Tanke om, hvor de radikale vilde triumfere. Paa den anden Side var der til Landstingsmænd ud* kastet Ideen om et Fælledsudvalg, og den var, skønt Regeringe* havde sat Kl. 10 som yderste Frist for Lovens Gennemførelse, bleven godt modtagen, foreløbig dog i den Form, at Begæringen om Fællesudvalget skulde komma fra Folketinget. Dr. G. Win- ther, som havde vejret denne Svingning i Stemningerne, havde i en Fart faæt samlet en Del Medlemmer fra begge Ting, der blev sendt Bud omkring i Lokalerne efter nogle enkelte, som sad forknytte i Krogene, og der dannedes da i det lange, smalle Værelse imellem Landstingets Læsesal og dets Udvalgsværelse en lille Kreds, som af en Deltager fik Navnet »et privat Fællesudvalg«. Der var vel et Dusin Stykker: Hall, Krieger, Ploug, Carstensen, Bille, Dinesen, Bojsen, Winther, Thomas Nielsen, Holstein, Høgsbro. Der var ikke Tid til formel Diskussion. En brød igennem Digitized by Google 912 Den 8de November 1877. ved at foreslaa, at Landstinget skulde ombytte sin (nu forkastede) Til- føjning med en anden, som blot borttog Tilskudet til Skolelærerne, idet man i Landstinget næsten udelukkende havde haft dette Punkt for Øje. Herimod gjorde Krieger stærke Indsigelser som ganske "»ukorrekt«. Under de hurtig faldende Repliker dukkede atter frem, vistnok fra Holsteins Side, Ideen om at udelade Ordene »eller forberedte«. Det slog man sig ned paa. Landstings- mændene følte, at dette var den allersidste Chance, og viste sig villige til at modtage den. Holstein og Thomas Nielsen erklærede sig straks derfor, Bojsen trykkede sig noget, mindre for sin egen end for Partiets Skyld, men gav dog efter, og nu vendte den hele Styrke, med Hall i Spidsen, sig imod Høgsbro, som først ikke vilde sige noget, vilde forhøre hos sine Venner, tage et per- sonligt Forbehold osv., men til sidst, saa at sige med Pistolen paa Brystet, blev tvungen, korporlig lige saa meget som moralsk, til at sige ja. Der blev holdt paa, at til Gengæld skulde nu og- saa Landstinget selv begære Fællesudvalg, om ikke for andet saa for at spare den kostbare Tid, og dette blev slafaet fast. I Løbet af ti Minuter skiftede saaledes Situationen atter fuldstændig. Fra haabløst Mismod slyngedes man paa én Gang til fuldstændig Sikkerhed for et heldigt Udfald, ti skønt Aftalen kun var, sluttet imellem nogle faa, følte man sig overtydet om, at Landstingsmændene kunde faa deres Ting med sig, og at Venstre- førerne ikke vilde blive svigtede af deres Gruppe. De Rigsdags- mænd, som efterhaanden atter vendte tilbage til Lokalerne, blev ikke lidet forbavsede ved det foregaaede Omslag. Endnu mærke- ligere og uforstaaeligere maa Omslaget have forekommet de tæt pakkede Tilhørerpladser. Der blev atter Liv, Snakken og Munter- hed overalt, og Journalisterne fik travlt med at spørge, høre, skrive, telegrafere. Kl. 7 8 /4 mødtes Landstinget til Forelæggelse af det fra Folketinget oversendte, ændrede Lovforslag. Kl. 8 1 /« atter Møde til eneste Behandling. Her stilledes, som det var aftalt, Lands- tingets Ændringsforslag paa ny og vedtoges, efter et Par Ord fra Krieger, med 32 Stemmer imod 16, selve Loven enstemmig med 40. Krieger foreslog derpaa, »paa Grund af noget uventet, som er indtruffet i de sidste fem Minuter« , et Fællesudvalg paa 7 Med- lemmer fra hvert Ting. Faa Minuter senere, Kl. 8.50, meddeltes dette til Folke- tinget. Medens det ventede paa Skrivelsen, som Bureauet var i Digitized by Google Den Hde November 1877. Færd med at udfærdige, hændte der det Kuriosum, at det for- reste Ministerbord, som var tomt, blev væltet. Der opstod en homerisk Latter, og denne formindskedes ikke, da det blev op- daget, at det var Dinesen, som havde »støttetc det saa stærkt, at det faldt omkuld. Omen accipimus! lød det fra den ene Side, fra den anden: Dit , avertite omen! — Nedsættelsen af Fælles- udvalg billigedes uden Afstemning, det besluttedes at skride straks til Valgel, og uden Anvendelse af Forholdstalsmaaden — et Sym- bol paa den nye Enighed — valgtes Bojsen, Holstein, Høgs- bro og Thomas Nielsen hver med 90, Clausager og Klein med 89, Scavenius med 85 Stemmer. Landstinget valgte Kl. 9 Krieger, Larsen, Ploug, Schle- gel og Ussing med 45, Carstensen med 44, Danneskjold med 42. Denne sidste og Scavenius vare saaledes de eneste Re- præsentanter for det store Hartkorn ved den endelige Akt. Betænkningen var færdig, saa hurtig som den kunde trykkes. Alle Medlemmer paa Clausager nær enedes om Indstil- lingen, som til hvert af Tingene gik ud paa en saadan Ændring, at Loven fik den senest i Landstinget vedtagne Affattelse med Udeladelse af Ordene »eller forberedtet. Landstinget holdt det sidste Møde i Sagen Kl. 9 S /*. K rie- ger motiverede med faa Ord Indstillingen, og Indenrigsminister Skeel erklærede paa Regeringens Vegne, at Udeladelsen af hine Ord »ikke vilde gøre Loven uantagelig for Regeringenc. Ind- stillingen vedtoges enstemmig med 45, selve Loven med 47 Stemmer. Folketingets Møde afholdtes til samme Klokkeslet. Hol- stein var uforsigtig nok til at forsøpre en Motivering af Fælles- udvalgets Indstilling, men midt i hans Udvikling af. hvor be- tydningsfuld Udeladelsen af hine to Ord var, svigtede hans Talent ham, han kunde ikke selv beherske sin Latter, og der udbrød en almindelig, selv i Tidenden indregistreret »Munterhedt, til hvilken Bergs og hans Tilhængeres nu atter formørkede Miner dannede en karakteristisk Modsætning. Konsejlspræsidenten erklærede kort og knapt, at Ændringen »ikke vilde gøre Loven ubrugelig for Regeringenc. Clausager forklarede, hvorfor han ikke var gaaet med til denne sidste Indrømmelse, hvis Betydningsløshed han for øvrigt erkendte. Berg vilde under almindelige Forhold have i de førte Forhandlinger og de stillede Ændringsforslag fundet »en stor Fristelse for ethvert fornuftigt Menneskes kritiske Digitized by Google 914 Den 8de November 1877. Sans til at komme nærmere ind derpaa«, men han vilde frem- deles forblive passiv og kun formene, #t »Ministeriet snarere vilde have været færdigt, dersom det i Aften havde maattet søge Hs. Majestæt med tomme Hænder«. Ændringen og Lovforslaget ved- toges begge med 65 Stemmer. Der var kun nogle faa Minuter tilbage indtil £1. 10. Medens man endnu ventede paa Mældingen om Landstingets tilsvarende Beslutning, .gik Jagd omkring og hvervede forud Deltagere til et R%sdags-Gilde »ligesom i de gode gamle Dage«. Der btev dog ikke noget af. Den midlertidige Bevillingslov blev saaledes ført igennem alle Stadier af Rigsdagsbehandiing fra Onsdag Eftermiddag den 7de November KL 4*/4 til Torsdag Aften Kl. 10. Den kongelige Stadfæstelse blev given umiddelbart efter, da Hs. Majestæt var underrettet cm Situationen og ventede Konseilspræsidentens Komme. Hvert af Tingene behandlede Loven fem Gange, i alt ti Behandl- inger. Folketinget holdt i hint Tidsrum af c. 30 Timer otte Møder, Landstinget i Tiden fra Torsdag Kl. 12 Midddg til 10 Aften ligeledes otte Møder. Der er næppe nogen anden Lov af tilsvarende Betydning, der siden Forfatningens Indførelse bar haft en saa kort Tid til at gennemvandre alle konstitutionelle Stadier, selv et Fællesudvalg. Der er ganske sikkert ingen, hvis Horoskop har stillet sig saa skiftende og vekslet saa hurtig. * * * Digitized by Google Mkeiivs- Silhuet Af Gtstaf af Gf ijf rsUM. Oversat efter Manuskript ved Bernhard Hoff. Det Var sfcnt paa Høsten, en Lørdagnat. fnde i Loen var Dans og Løjer. Erikson havde endelig holdt sit Løfte og givet Lov til Høstgildet. Nu lød Harmonikaen der inde, blandet med Stamp af de dansendes Trin, og gik man hen til Døren, saa' man et Virvar af hoppende, dansende og leende Par midt i en halv- graa Sky af Støv og Dunst, oplyst svagt af et ringe Stykke Stald- lygte, der hængte i Taget. Det var ved det Lag fire om Morgenen. De dansendes Kræfter begyndte at svigte, et Par at de ældre var allerede faldet af paa Dansen for i Ro at sove Træthed og Rus bort paa Hø- loftet, og ude paa bakken saa' man nu og da to og to fcnige sig væk i Mørket. Til sidst holdt Harmonikaen op, de dansende stod i Grupper rundt om, røde og forpustede af Anstrængelse, tørrede sig for Sveden og skyllede Munden ren for Støv med en Dram eller en Slurk 01. Endelig begyndte et Par af de ældre Piger at tage Afsked. De havdt* først staaet noget og set paa hverandre, ordnet deres Hovedklæder og pillet sig ved HaandKrmlngerne paa Ærmerne. Eksemplet fulgtes al fiere, og snart marscherede de frem- mede ned ad Båkken mod Soen; en anden Del af Ungdommen gik op ad Højden, hvor en svag Lysning al den opgaaende Sol allerede begyndte at titte frem. Der blev igen stille og tyst i Gaarden; Staldlygten saa' i Morgenlyset ud sofn en fnat Prik; oppe fra Vejen lød Har- monikaen. Kun Mo'er Erikson gik frem og tilbage mellem Loen og Vaaningshuset og bar Flasker o«: Glas ind. Digitized by Google 916 Folkelivs-Silhuet. Et Par kom ud af Skoven, som laa paa den anden Side og gik langsomt ned ad Bakken. Da de naaede ned i den lille Dal, satte den ene sig. — Jeg kan ikke gaa længer, Kalle, jeg kan knap støtte paa Benene. Han stod tvivlraadig og saa' til. — Det er da ogsaa for elendigt at du skal være saa svag. — Ja — jeg véd ikke, hvordan det er i Dag — jeg har saa ondt i Brystet. — Jeg har vist danset for meget — jeg kan jo ikke taale det — véd du nok . . . — Ja — men hva' skal vi gøre? Her kan vi jo ikke blive siddende. Han satte sig ned paa Marken hos hende og begyndte at kærtegne hendes gule Haar, som var gledet frem Tinder Tørklædet Saa lagde han den ene Haand mod hendes Haand og kyssede hende. Hun smilte lidt og støttede Hovedet mod hans Skulder. Hun var saa træt — Det gaar over, snart over, sagde hun — lad mig bare være lidt — det gaar over . . . Naar jeg bare ikke skulde begynde at arbejde, naar jeg kommer hjem. Hun saa' saa bleg ud, at Kalle blev bange. Han bøjede sig for at kunne se hendes Ansigt — Du er jo syg, sagde han. — Aa nej . . . — Du taaler aldrig saa meget som de andre Piger. Og bange for at være ene med hende, sagde han: — Kom — forsøg at rejse dig op, saa skal jeg bære dig ned i Baaden. Det kan ikke gaa, at du bliver siddende saadan længere. Hun trak sig lidt bort, men blev siddende med Hænderne i Skødet. — Det kan du ikke, sagde hun og lo. — Kan jeg ikke? Det var som Fanden — det skal du faa at sé. Han bøjede sig ned og greb hende om Livet for at løfte hende op. — Kom bare — tror du ikke, jeg kan bære dig, som er saa let ... Naa da — den halve Fjærdingvej. Pigen saa' sig omkring, om nogen saa' det Solen var lige staaet op. Taagen drev som hastige Sky^r bort mellem Træerne. Hele Dalen var stille og øde. Digitized by Google Folkelivs-Silhuet 917 Nej — der var ingen, som saa' dem. Saa lagde hun hurtigt begge Armene om hans Hals og lod ham løfte sig. — Gud — hvor jeg holder af dig, sagde hun. Langsomt og forsigtigt bar han hende hen ad Vejen, lod hende selv gaa over Stenten, hvor Rugmarken havde Ende, løftede hende igen og gik videre paa den smalle Sti. Men Mo'er Erikson havde fra Vinduet sét, hvordan de to drog af. Hun sagde ikke noget til nogen, men hun rystede paa Hovedet i stille Tanker: — Herre Gud — hvad det skal blive til? Galt gaar det naturligvis, og Kalle har knap, saa han kan leve selv. * * Kalle Jonson var født paa Fastlandet. Han var lille af Vækst, med et blegt, skægløst Ansigt, omgivet af et lyst Haar og et Par lyseblaa, livlige Ojne. Næsen var lige. Der var noget fint og spinkelt over hans Væsen, men paa samme Tid var han munter og kaad som faa, og han var altid med, hvor der var Dans og Lystighed paa Færde, Hans Fader havde været Husmand hos den samme Baron, af hvem Erikson havde Gaard i Forpagtning. Da Faderen døde, var Kalle sytten Aar og kom i Tjæneste hos en Bonde, som boede paa den søndre Side af Øen. Der blev han saa i tre Aar, til han kom til Erikson. Det var helt underligt med den Maade, hvorpaa han første Gang var kommen der i Huset. Sidste Jul havde han endnu været hos sin forrige Husbond. Karlene havde holdt dygtig Jul om Aftenen, og nu, Julemorgen, hvor de drog af til Kirke, havde de stoppet Brændevinsflasken i Lommen, da de gik. Mørkt og koldt var det i Morgenstunden, og det knaste >bra« under dures Fødder, mens de gik paa Vejen, der var daarlig og fuld af Huller og fuld af Sne. Og rask kunde man ikke gaa, og Klæderne var det jo ikke stort bevendt med til at holde Varmen. Saa kom Flasken i Gang, og de tog sig mer end en Dram, inden de kom til Ende med Vejen. Det var et muntert Følge, som kom ind i Kirken. Kalle Jonson var den allermuntreste. Digitized by Google 9X8 FoJkeiiva-SiUrøet. Han var yngst, og ikke vant til at drikke, i alt Fald ikke saa vant som de andre. Bag efter kom han i Tanker om, at han syntes, Gangen var fuld af Folk, da ban skulde gaa ind i Kirkestolen, og at han sang af fuld Hals, fordi han syntes, at Lysene brændte saa lystigt, og at Folk saa' saa rare ud. Siden mindedes han dog nok, at Degnen midt under Prædikenen kom og førte ham ud, og at alle Mennesker i hele Kirken vendte sig om og kiggede paa ham. Han havde siddet og talt højt , paastod de, og vinket ad Pigerne paa den anden Side. Degnen sagde, at Præsten var meget vred og vilde stavne ham for Brud paa Kirkefreden. Det trak ud med Sagen lige til Slutningen af April Saa blev han dømt til Vand og Brød, hvis han ikke vilde betale Bøde. Da Dommen blev forkyndt, gik Kalle lige hen til Herreds- fogden og saa' ham stift ind i Ansigtet: — Er det maaske Ret, at jeg skal dømmes for det, naar jeg véd, at Præsten sidder og snapser med Klokkeren i Sakristiet. Herredsfogeden spurgte, om han vilde rejse Klage mod Præsten. Kalle sagde ja. — Saa maa du gaa til Lensmanden, han er offentlig An- klager. Det har jeg ikke med at gøre. Kalle gik lige ind til Lensmanden og sagde, han vilde paa- tale Præstens Færd: han snapsede i Sakristiet med Klokkeren. Han skulde vise, at han ikke var den eneste, som tog en Dram, inden han kom i Kirke. Lensmanden spurgte om han var sikker paa det. Kalle sagde, han kunde skaffe Vidner. Saa svarede Lensmanden t at han skulde tænke paa den Sag — og Ka\le forstod nok, at det var det bedst at opgive. Ved Skiftetid tog Kalle Tjæneste hos Erikson, der boede en Milsvej derfra. For han var ked af at gaa og høre alle Mennesker tale om, at han havde været fuld i Kirken. I Retten sagde han, han skulde betale Bøden* og den fire og tyvende flyttede han til Erikson. Da han havde været der et. Par Dage kom Stævningsmanden en Middag, da de alle sad til Bords. Alle vidste jo, hvorfor han kom ; men der var ingen, som havde spurgt Kalle, om han havcte betalt Bøden, eller hvis ikke, om han havde Pengene. De hilste alle sammen uden at rejse sig. Til sidst bad Erikson Manden tage Plads. Han satte sig paa en ledig Stol ved Ovnen og hostede. Digitized by Google FolkeliTO-Silhoet. 919 — Jeg kommer til dig, Kalle, sagde han saa en Tid efter. Har du skaffet Pengene? — Nej, sagde Kalle og saa' ikke op fra sin Tallerken. — Ja — saa maa du vel af Sted et Par Dage, mente Manden, Kalk skød Stolen bort fra Bordet og skjulte Ansigtet i Hænderne, lidt efter sagde han: Jeg vikle . . . jeg tænkte, jeg vilde spørge Hosbond, om Husbond ikke vilde hjælpe mig. Erikson svarede kun med et Par ubegribelige Lyd og saa* hastigt hen paa Konen, som hældte Vælling op. Stævningsmanden saa' sig omkring et Par Gange og sad saa urørlig som før. — Det er halvtresindstyve Daler, mumlede Kalle. Stemmen var klejn. — Det er svært mange Penge, i disse Tider, sagde Erikson og saa' ikke op. Konen havde staaet og hørt til uden at sige et Od. Nu saa' hun hen paa Manden og sagde rask: — Det maa du alligevel gøre, Erikson. Det er Synd, at Mennesket skal have det Ry at have »siddet« for saa lidt. Han kan jo tjæne det af, naar ban lover at blive her, til det er af* betalt — for det vil du vel nok, Kalle? Kalle saa' op. — Ja — det kan Husbond lide paa, sagde han. Der blev en lang Tavshed. Til sidst sagde Erikson, som om han var kommen til Ende med et indviklet Regnestykke: — Ja, sagde han, naar du vil tjæne det af . . . saa . . . Saadan gik det til, at Kalle kom til at blive hos Erikson, og en dygtig Knægt var han, rask til Arbejdet og kvik paa alle Maader. Der var ingen, som kunde traktere en Harmonika som han, og Viser sang han som faa. Men i de Aar han skulde be- tale af paa Gælden, blev der jo ikke meget at lægge til Side, og Madam Erikson kunde nok have Grund til at frygte, det vilde gaa Ude baade tor Kalle og Klara. Det var en Søndag Aften i Oktober. Solen lyste klart og koldt over den lille Dal, hvor Ageren var nypløjet, og de første fine Straa af Vintersæden begyndte at pippe op. Paa den anden Side Dalen legede Solstraalerne deres muntre Høstleg mellem gule og 60* Digitized by Google 220 Folkelivs-Silhuet. røde Birkeblade, mørkegrønt Egeløv og det lange Skovgræs' fint matgule, visnede Straa. Nu og da gik et Vindstød gennem Lunden, og Bladene dansede ned og lagde sig sagte til Ro paa det alt faldne Løvs bløde Leje under Trækronerne. Kalle havde for kort siden faaet Brev, fra Klara. Hun havde faaet Lov til at flytte hjem til Moderen, som var Enke og boede i Stockholm. Nu skrev hun, at hun havde født en lille Pige, som ogsaa var hans, at hun for Resten var frisk og rask, og at hun, skønt det var svært nok en Gang imellem, var glad alligevel, for hun vidste, han vilde ikke svige hende men sé at faa en Plads, saa de kunde gifte sig til Høsten. flan havde staaet uden for Laden; nu tog han Brevet frem en Gang til og stavede paa det. Saa satte han sig paa noget gammelt Tømmer, der laa, og støttede Hovedet i Hænderne. Han havde prøvet paa alle Maader. Han havde sagt sin gamle Plads op for at faa en ny, som han kunde gifte sig paa. Han tænkte og tænkte. Det snurrede i hans Hjærne som i et Urværk; der er i Ulave. Han vidste ikke, hvad han skulde, og intet Menneske kunde hjælpe, intet Menneske. Det var da ogsaa den rene Elendighed, han var kommen i — han, der aldrig rendte efter Pigerne saadan som de andre, der halede af efter hvert Skørt Ham skulde det gaa saadan, og de andre gik fri. Verden var besynderlig. Han havde hørt om en Tændstikfabrik paa Vejen ind til Stockholm. Han kendte en af Arbejderne. Den havde staaet for ham som en Redning: der maatte han da kunne faa Plads saa mange Arbejdere som der var. Han kom netop derfra: han havde haft fri et Par Dage for at lede om Plads. Men der var ogsaa fuldt besat — ogsaa der. Om han dog bare kunde faa en Plads. Han skulde arbejde som en Hest, naar han blot kunde sætte Bo til næste Høst og ikke gaa paa denne Maade længer. Og Klara kunde vaske, hun havde jo lært det. Saa skulde de gifte sig, og alt kunde blive godt. Han smilte og saa' sig om og rystede paa Hovedet som i Takt til en indre Melodi. Men det var jo aldeles umuligt. Han havde forsøgt overalt, og han vidste ikke mer det Sted i hele Verden, hvor hen han kunde vende sig. Han sad længe og stirrede frem for sig. Han havde været ovre hos Baronen, hvor Faderen havde været Husmand, og han Digitized by Google Folkelivs-Silhuet. 921 havde spurgt, om der ikke var et Hus til Fæste. Men der var ikke noget. Om der ingen Plads var heller? Nej — han vilde ikke have flere gifte Folk. Og han havde hørt sig for inde i Byen, gennem andre. Alle Vegne samme Svar. Han syntes, det var mærke- ligt, at én, der vilde arbejde, intet Arbejde kunde faa; at intet skulde lykkes for én, der vilde gøre en Uret god. Og som han sad der, støttede han Hovedet tungere i Hænd- erne, og han tænkte paa, hvor ulykkelig han havde gjort hende, og nu skulde hun maaske sidde der hele sit Liv med Skammen, og han kunde ikke hjælpe. Han brast i Graad, og han kastede sig næsegrus ned paa Jorden og hulkede. Han vidste ikke, hvor længe han havde ligget saadan, da han mærkede en Haand, som tog om hans Skulder. Han drejede Hovedet og saa' Madam Erikson, som havde sat Mælkefadet fra sig og ængsteligt bøjede sig over ham. Da Kalle saa\ at det var hende, følte han sig ligesom roligere. Han havde en Fornemmelse af, at nu vilde der komme Rede i Tingen. Men han græd endnu heftigt og fortvivlet, han rejste sig ikke op, og han saa' ikke paa hende. — Jøsses, Kalle, hva' i al Verden er der med dig? sagde Madammen og forsøgte igen at faa rejst ham. Han kunde ikke tale ordentligt, men gennem Graaden kunde Madammen dog høre noget om, at han havde gjort Pigen ulykkelig, at det aldrig kunde blive godt igen ; at han aldrig kunde faa nogen Plads, men at han maatte gaa her som fattig Tjænestekarl hele sit Liv igennem, og han kunde ikke en Gang hjælpe hende med det mindste til Barnet. Saa blev han aldeles ude af sig selv. — Rejs dig dog op, sagde hun, og lig ikke der og hyl — hvad hjælper det? Store lanye Knægt — at lægge sig til at hyle midt paa Jorden. Man skulde jo tro, du var gaaet rent fra Snøvsen — rejs dig op, sikrer jeg dig, at man dog kan faa ordenlig Rede paa det. Han rejste sig langsomt og tørrede Taarerne bort af Ansigtet med begge Hænder. — Har du ikke faaet Plads? spurgte hun. — Nej — han saa' ikke paa hende — det gaar ikke. Jeg véd ikke Raad mere. Digitized by Google 922 Folkelivs-Silhtiet. — Véd du ingen Raad? Har Pehrson i Staby ikke budt dig en Avlskarlsplads? Dér faar du det saamænd godt. — Men jeg kan ikke lade være at tænke paa Klara. Stemmen skælvede, og han begyndte at græde igen. — Græd ikke, Kalle, hører du — sagde Madammen og tog hans Haand bort fra Øjnene — men hør, hvad jeg vil sige dig. For du véd da, at jeg vil dig vel. Pigen Mver ikke ulykkelig for den Sags Skyld, og hun bliver heller ikke ringere . . . Hvis I ikke bliver gifte i Aar — kan det jo gaa bedre ad Aare. — Ja men — han stampede i Jorden — dette er et Helvede. — Naa, naa — hvorfor skal du nu gøre det værre end det er? Har hun ikke sin Moder at være hos? Hun kan jo sé efter Barnet, naar Klara er ude at vaske? Tror du ikke, at Klara nok er den Pige, at du tør lade hende blive alene i Stockholm et Aarstid. — Og Modéren er jo god ved hende, saa for den Sags Skyld behøver du ikke at være bange ... Du er vel en Mand og ingen Hyler, Kalle — det bliver ikke bedre, fordi du græder . . . Ad Aare gaar det nok, saa bliver I gifte, og hun er lige god for det, og ingen skal sige et Ord paa hende, stol paa det — — — Man kan ikke altid faa det Hge, som man vil Saa nikkede Madam Erikson til ham, tog Fadet og gik. Men da Madammen var gaaet, stod Kalle ude ved Laden og^ grundede længe. Hans Tanker var kommen i andet Trit, og han følte sig ikke urolig mer. Han var til Mode, som da han første Gang i sit Liv skulde grave et léret Stykke Ager om. Det saa' ud, som om han aldrig skulde faa Ende paa det. Og dog vidste han, at hvis han holdt ud og bare ikke faldt i Staver, var det hele gjort paa en Dag eller to — bare Jordklump op efter Jordklump. Han tog Huen op, han havde tabt i Græsset, satte den paa og spyttede: — Maa vel saa probere, sagde han. Oversættelse til Svensk forbydes. Digitized by Google Militarisme og Fravår* Som det er af Vigtighed at skelne mellem Kristendom og Teologi saaledes og mellem Forsvar og Militarisme; som der har været Tider, hvor Teologien har været nær ved at kvæle Kristen« dommen, saadan er der Tider , da Militarismen er nær ved at kvæle Forsvaret. Det er Ikke for intet, jeg stiller Teologien og Militarismen sammen; de har tit været Vaa ben brødre, Tronernes Støtte, men sjældent Folkenes Ven. Man kan derfor være Ven af Forsvaret, men Fjende af Militarismen, uagtet den almindelige Mening vel er den, at de som vil Militarismen til Livs ogsaa vil Forsvaret til Livs. Maalet for et Forsvar er at skaffe de ud« vortes og indvortes Betingelser til Veje, som gør et Folk lev«« dygtigt, Maalet for Militarismen er at skaffe den størst mulige Hær, de stærkeste Fæstninger, de fleste Kanoner o. s. v. For« svaret stiler mod et kraftigt Folk, der værger sit Land, Militaris- men stiler mod en kraftig Hær, der værger sin »Krigsherre«. For Tilhængerne af Forsvaret bliver Øvelse i Vaabenbrug et Led i Folkeopdragelsen, for Militarismens Tilhængere bliver Soldater* tjænesten en Indøvelse i blind Lydighed, dels en Paradetjænesfe, dels en Krigstjæneste. Maalet for Forsvaret er et frit Folk i Vaaben, der véd hvad det kæmper for, Maalet for Militarismen er »en veldisciplineret Armé«, en viljeløs Maskine, der kæmper i Blinde. Det er saaledes to Systemer, der staa over for hinanden, Forsvarssystemet , en Frugt af Folkefriheden, Militærsystemet, et Barn af Trældommen. Hidtil har Militarismens Tilhængere ført det store Ord, de har særlig taget Patent paa Fædrelandskierlig« heden og alle borgerlige Dyder; det er ikke til at undres over, da Militarismen sidder paa Højsædet rundt om i den store Verden; en mærkelig Kendsgerning for øvrigt under Demokratiets Digitized by Google 924 Militarisme og Forsvar. sejerrige Fremtrængen; men det er Reaktionen, der her samler sin sidste Kraft, og ved det Skin af Fædrelandskærlighed, der knytter sig til Militarismen, har den kunnet faa Folkene til at lade sig ride af denne Mare selv i demokratiske Lande; saa længe den ikke er overvunden, slaar Friheden ikke Rod. — Det kunde synes at de store Folk vare naturlig kaldede til at gaa i Spidsen for at afkaste dette Aag; dette sker dog næppe; da Militarismen hos de store Folk kan udfolde sig i sin hele Glans, virke med hele sin forlorne Herlighed, saa kan et stort Folk leve i den Il- lusion, at den kan frelse et Land; brister Illusionen én Gang og to Gange, saa tror et stort Folk, det var bare fordi man ikke var tilstrækkelig militaristisk, saa tager det fat paa ny for at overgaa sin militaristiske Modstander, og saadan bliver man ved i en bestandig større militaristisk Rus, til Folket- til sidst er nær ved at segne under Byrden. At Militarismen ikke kan frelse, selv et stort Folk, har Historien vist, at den kan blive Folkenes Under- gang, vil formodentlig Fremtiden vise. Et lille Folk er heldigere stillet i den Henseende; efter- haanden som de store Folk udfolder Militarismens Konsekvenser, vil et lille Folk opdage, at det er frugtesløst at ville være med i dette Kapløb. Det kan en Stund leve i den Indbildning, at det kan frelse sig ved Militarismen, men efterhaanden vil Folkets sunde Sans rejse sig mod denne Illusion ; den vil kun blive fastholdt af dem, som tror paa Mirakler; jeg tror paa Mirakler men ikke paa militaristiske Mirakler; jeg er overbevist om at de som tro, at 10 Kanoner kan staa sig for 200, at 40,000 Soldater kan staa sig for 400,000, de vil blive skuffede; den Slags Mirakler gør Herren ikke, ti de vilde kun befæste Folket i en materialistisk Livsanskuelse; Troen paa Kanoner, Fæstninger o. s. v. er nemlig slet og ret Material- isme, og Herren gør ikke Mirakler til Gunst for Materialismen. Derimod er jeg overbevist om, at Herren kan og vil gøre det Mirakel at bevare et levedygtigt Folk, selv om det er det mindste Folk paa Jorden; men Militarismen er ikke Tegn paa et Folks Levedygtighed, den er tvært imod Dødsmærket paa dets Pande. Det første, et lille Folk maa gøre sig klart, er altsaa dette: selv om vi anvendte hver en Øre vi har paa Fæstninger o. s. v., — det kan ikke frelse os. Det er en besk Sandhed, især for et gammelt Folk, der en Gang har spillet en Rolle i den store Verden, men det kan ikke nytte at skjule Sandheden, fordi den er besk. Der er noget fortvivlet ved et lille Folks Stilling paa Digitized by Google Militarisme og Forsvar. Alfarvej i vore Dage, men Stillingen bliver ikke bedre ved at indlulle sig i Drømme om, at naar man kun bygger en Fæstning, saa kan man nok ride Stormen af inden tor dens Mure. Enhver Tanke om ved militaristiske Foranstaltninger at kunne frelse Dan- mark maa opgives. Selvfølgelig bliver denne Anskuelse af mange stemplet som »nihilistiske, Forræderi mod Fædrelandet o. s. v. Det er derfor ret interessant at lægpe Mærke til, hvad Tanker en Mand, som man næppe vil beskylde for Mangel paa Fædrelandskærlighed, havde om denne Sag; det er Grundtvig; ingen var en mere afgjort Modstander ai Militarismen end han. Han skriver i »Danskeren c fra 184b imod >Sessionsvæsenet, Garnisonstjænesten og Kaserne- »fængslet, og med ét Ord, den unaturlige Krigsstand i Fredstid, »som vel har været en Landeplage for hele Folket, men har dog »især været følelig for dem, der maatte tjæne til at føde Uhyret, »hvis Navn er »den staaende Hære og hvis Eftermæle skal være, »at Middelalderens Trolde alle til Hobe drak ikke nær saa meget »Menneskeblod«. Han har ved at læse Historien fundet, »at de »staaende Hæré var en Landeplage under alle Himmelegne; ti »man maa ikke tro, at de staaende Hære ere oprettede til Fædre- »landets Værn; de ere altid oprettede til Folkets og Frihedens »Undertrykkelse, eller til at fore udenlandske Krige, eller, naar »Oprindelsen var alleruskyldigst, som hos os, for at efterabe de >store Magter«. Xaar man indvender, »at denne vistnok i alle Maader kostbare og trykkende Krigsstand var bleven et nød- vendigt Onde, som Folkene maatte finde sig i f6r derved at fore- bygge Krigen, eller, naar den blev uundgaaelig, at føre den med Held« — saa svarer han: »Hvad nu det angaar med sin staaende »Hær at kyse sine Naboer, da kan det i alt Fald ikke trøste Dan- »mark o\er det saakaldte nødvendige Onde, da vore staaende »Hære altid har været Naboerne og især vore hadske og ander- »ledes stridbare Naboer, Tyskerne, til Spot. I Danmark er derfor »en staaende Hær og den hele Krigsstand i Fredstid saa langt »fra at være et nødvendigt Onde, at den tvært imod er den værste »af alle Unødvendigheder, da den ikke blot er overflødig og meget »for kostbar, men gør Folket sit Liv saa surt midt under den »saakaldte Fred, at det ej kan finde en saadan Fred værd at »kæmpe for, medens paa den anden Side Fredsalighed og Fædre- »landskærlighed ej har nogen farligere Fjende end netop den »staaende Hær«. Grunden hertil er, at til en staaende Hær hører Digitized by Google 926 Militarisme og Forsvar. først »blind Lydighed, uden Spørgsmaal om man derved nytter »eller skader, frelser eller ødelægger Fædrelandet, og Mod paa »Krigen ingenlund« for Fredens men netop tor Krigens egen »Skyld, saa at dersom Danmark nogen Sinde fik en saadan »vei- »disciplineret og tapper Armé« af hele Folkeungdommen, da rar »det aabenbart forbi med Danmarks Fred saa vel som Frihed, »altsaa forbi med det danske Folks Lykke«. Jeg véd ikke at der er talt haardere Ord mod Militarismen end disse, men de lød den Gang som en »Røst i Ørkenen«. Men et sandt Ord er aldrig talt forgæves ; det ligger og gror, og inden man véd af det, er det blevet et helt Folks Ejendom. Der er imidlertid sket det besynderlige, at de som nærmest skulde til- egne sig disse Grundtvigs Tanker om Militarismen og arbejde paa at føre dem ud i Livet, nemlig hans kirkelige Venner, de har ikke gjort det; de har tvært imod i de senere Aar været temmelig ivrige for de militaristiske Bestræbelser og istemt det almindelige Raab mod Venstre for Mangel paa Fædrelandskærlig- hed, naar det ikke vilde øse Penge ud til Befæstninger og Hær- væsenet. Man maa imidlertid allerførst rette denne Klage mod Grundtvig selv, og ikke mod os, som i dette Stykke tage hans Tanker op; man maa finde sig i, at naar vi træffe Mænd, som paa et vist Omraade arbejde for hans Tanker, saa arbejde vi sammen med dem, skønt de ikke ere »Grundtvigianere«, og saa arbejde vi paa dette Omraade imod dem, som kalde sig saadan, og at vi saa ikke af Højre kan faa Attest for Fædrelandskærlig- hed, det forskrækker os ikke. Har man først af Grundtvig lært at skelne mellem Danmarks Forsvar og Militarismen med sine staaende Hære o. s. v, som »en Pest under alle Himmelegne«, saa véd man, at den første Betingelse for at faa Forsvaret frem, det er at faa Militarismen bort. Hvad hører da med tjl Danmarks Forsvar? — Grundtvig fremsætter to Spørgsmaal: »Kan Danmark forsvares uden en høj Grad af Frivillighed og brændende Fædrelandskærlighed, og: Var Danmark uden Frihed, Velstand, Husfred og Tilfredshed værd at forsvare? Han besvarer selvfølgelig begge Spørgsmaal med: Nej! Det er jo ogsaa alle enige om, at det, som skal bære Forsvaret, er Fædrelandskærligheden. Det første, det altsaa gælder om for Forsvarets Venner, er at skaffe saadanne Betingelser til Veje, so*n kan fremkalde Fædrelandskærligheden. Der er mange som mene, at Fædrelandskærlighed er noget medfødt, noget, der Digitized by Google Militarisme og Forsvar. 927 kommer af sig selv, som det altsaa er en Pligt for alle at hare. Det er et yndet Æmne for Festtalere: den Pligt vi har at elske Konge og Fædreland; selvfølgelig ligger det over Festtaleres Horizont at opdage, at det at elske aldrig kan være Pligt, da Kærlighed altid er frivillig og Pligt bunden. Det nytter altsaa ikke det mindste at sige til et Folk, at det skal elske sit Fædre- land; nej! det kommer an paa at stille et Folk og alle enkelte i Folket under saadanne Betingelser, saa Kærligheden til Fædre- landet kan fremkomme. Hertil udfordres to Ting: først at der bliver et indvortes, materielt Baand mellem Landet og den en- kelte, dernæst at der bliver et aandeligt og hjærteligt Baand. Vi leve i Realismens Tid, og det kan ikke nytte noget at forlange, at Fædrelandskærligheden skal være uafhængig af alt det mate- rielle; det skal ogsaa nok vise sig, at de som raabe højest paa denne »ideelle« Fædrelandskærlighed, — deres egen Kærlighed tfl Landet bunder meget dybere i det materielle end de selv tror, saa tog man det fra dem, vilde i de allerfleste Tilfælde Fædrelands- kærligheden gaa i Løbet med det samme. Men det er en god gammel Regel, at man ikke skal forlange mere af andre, end man selv er i Stand til at yde, saa naar vi maa indrømme det, at der er noget materielt ved vor egen Fædrelandskærlighed, saa maa vi ikke forlange, at den hos andre fuldstændigt skal kunne svæve i Luften. Fædrelandskærligheden kan kun fremkomme, naar den i ganske bogstavelig Forstand kan slaa Rod i Fædre- landets Jord; den kommer først, naar der er en Plet af Fædre- landets Jord, om hvilken jeg kan sige: det er min, eller naar jeg har Betingelsen for i Fædrelandet at kunne skabe mig et Hjem. Om det er 1 Tønde Land eller det er 1000, om det er et rigt Hjem eller et forholdsvis fattigt, det er ikke Hoved- sagen; jeg er ikke af dem der tro, at Fædrelandskærligheden vokser med Hartkornet og Pengene, men noget maa der til, ét Sted maa der være i Fædrelandet, om hvilket jeg kan sige: »der er mit Hjem, derfra min Verden gaart, et Sted, hvor jeg bor som fri Mand mod samme Ret, samme Del i Statens Styrelse som den, der har meget Og saa maa en Mand have en Følelse af, at han bliver respekteret ikke i Forhold til hvad han ejer, men i Forhold til hvad han virkelig er. Man kan ikke forlange, at en Mand eller Kvinde, der er hjemløs i sit Fædreland, skal have samme Kærlighed til det som de, der har et Hjem. Men der er mange hjemløse Mænd i Dan- Digitized by Google 928 Militarisme og Forsvar. mark; der vil altid i ethvert Land være en Del Mennesker, som er hjemløse ved deres egen Skyld; men der er mange som uden egen Skyld er hjemløse. Er det ikke en hjemløs Mand, der aldrig har rimelig Udsigt til at komme til at eje en Plet af Fædre- landets Jord? Er det ikke hjemløse Mænd, som bo i de saa- kaldte »Slaverihuse«, som man gærne ser ved Siden af Herre- gaardene, — dog i passende Afstand, Mænd, som kan kastes ud paa Vejen efter Herremandens Forgodtbefindende? Er det ikke hjemløse Mænd, som sidder i Lejehusene rundt om de store Godser, som kan siges op med V* Aars Varsel? Jeg taler bare om Forholdene paa Landet; der er mange hjemløse Mænd i København ogsaa. Kan man vente, at disse hjemløse Mennesker skal have den samme Kærlighed til Fædrelandet som vi, der har et Eljem i det, kan man bebrejde dem, om de ikke har det? Naar en Mand kan risikere, at Godsforvalteren kommer og kaster ham ud af Huset, fordi han i et og andet har en anden Mening end denne Stormand, eller naar en Mand kan sige til sig selv: Hvordan jeg bærer mig ad, saa ender jeg i Fattighuset, hvis jeg lever og bliver gammel, — er det saa saa underligt, at de siger: Det Fædreland, der behandler mig paa den Maade, det giver jeg ikke meget for, Fædrelandskærlighed, det er noget de rige kan have Raad til, — ikke jeg. Kan man torlange, at saa- danne Mænd med Glæde skal kunne kæmpe for Fædrelandet? Ved Hjælp af saadanne Mænd kan man ganske vist danne en Hærmaskine, de ere Æmner til en »veldisciplineret tapper Armé«, fordi de har lært den sløve Underkastelse, der er Trældommens Mærke, fordi enhver Gnist af Fribaarenhed for længe siden er slukket hos dem; men der sker ingen Mirakler med den Slags Maskiner, der gaar det ganske simpelt efter Tallet, og den der har det mindste Tal faar Prygl, og da Danmark altid vil have det mindste Tal, saa kan saadanne »Armeer« aldrig frelse Landet — Naar en Mand kæmper for Fædrelandet, hvad er det saa, der giver ham Mod i Brystet og giver ham Villighed til at ofre sit Liv? Det er den Tanke: her i dette Land har jeg en Plet, som jeg kan kalde mit Hjem, hvor jeg bor som en fri Mand. Men mange kan ikke have denne Tanke, for de har ikke noget Hjem og har ingen rimelig Udsigt til nogen Sinde at faa det. Mange har den Tanke: jeg er god nok til at slaas, saa længe Krigen staar paa saa bliver jeg respekteret og rost som »den tapre Landsoldat«, — men naar det er forbi, saa regner de mig for Digitized by Google Militarisme og Forsvar. 929 ingenting, saa kan jeg ikke en Gang faa en Stue endsige en Plet Jord, om hvilken jeg kan sige: her er mit Hjem, her er jeg min egen Herre. — Man bebrejder Socialisterne og i det hele Smaa- folk Mangel paa Fædrelandskærlighed ; det er meget muligt, de har ikke meget af den, og jeg tilføjer: det kan ikke godt være ander- ledes; men hvad er Grunden? Ganske simpelt den, at det er næsten umuligt for Arbejdere og Smaafolk at skaffe sig et nogen- lunde hyggeligt og sorgfrit Hjem. Man bebrejder Socialisterne, at de vil tilintetgøre Familielivet red at gøre alle Staters Borgere til én Familie, men man husker ikke paa, at saadan som det moderne Samfund har udviklet sig, saa er det næsten umuligt for Arbejderstanden at leve et Familieliv, de mangler de udvortes Betingelser for det; man husker ikke paa, at det hyggelige, mange Gange overdaadige Familieliv, som nogle lever det, er købt paa Bekostningen af andres Familieliv. Saa længe man ikke selv har et frit Hjem, selv om det kun er lille, saa længe føler man heller ikke Fædrelandet som det store Hjem. Alt for stor Fattigdom saa vel som alt for stor Rigdom slaar Fædrelands- kærligheden ihjel; den bliver under begge Forhold til Egen- kærlighed. — Grundtvig siger, »at uden Frihed, Velstand, Hus- fred og Tilfredshed var Danmark ikke værd at fors varet, — men mange har ikke den personlige Frihed, de er i alt for høj Grad Trælle af Arbejdsgivere, o. s. v., for mange er den politiske Fri- hed kun et Skin, de tør ikke bruge den, de er saa langt fra Vel- stand, saa de snarere har Armod, de har ikke Husfred, de kan blive jaget fra Hus og Hjem med Vi Aars Opsigelse, som alle Lejehusmændene, og hvordan skulde de med alt dette have Til- fredshed; men naar de ikke har alt dette, er det saa saa under- ligt, de spørge: er Danmark værd at forsvare? Skal vi gøre noget alvorligt for Forsvaret, saa er det ikke Militarismen vi skal udvikle, ikke Fæstninger vi skal bygge, ti Militarismen forarmer og udpiner et Folk og svækker derved Folkets Forsvarsævne, fordi et forarmet Folk, især et forarmet Kulturfolk aldrig elsker sit Fædreland og som en Følge deraf heller ikke bryder sig om at forsvare dets Fæstninger. Nej, vi skal ikke bygge Fæstninger, men vi skal bygge Hjem, skabe saa mange frie, selvstændige Hjem, som kan rummes i Danmark, sørge for, at saa mange som muligt faar en Plet af Fædrelandets Jord, om hvilken de kan sige: det er min Ejendom. Men hvor- dan skal vi skabe saadanne frie Hjem, siger man, her er saa Digitized by Google 930 Militarisme og Forsvar. knapt med Jord. Det kan man vel egentlig ikke sige her er; men Spørgsmaalet er, om der ikke fra Statens Side kunde og burde gøres noget i Retning af en mere ligelig Fordeling af Jorden; ddt er en gammel Tanke at udparcellere den overflødige Præstegaardsjord; det er en Grundlovs-Tanke, at Len og Stam- huse skal gaa over til fri Ejendom; at gøre disse Tanker til Virkelighed vilde være en smuk Opgave for et Godsejer-Ministe- rium; det er jo en Tanke, der ikke er fremmed for Godsejerne, at Fædrelandskærlighed, Dygtighed, Intelligens o. s. v. staar i en vis Forbindelse med Hartkornet; man kan vel næsten sige, at det er en specifik Godsejer-Tanke; nu kan jeg ganske vist ikke gaa ind paa denne Tanke i samme Udstrækning som Godsejerne, jeg kan ikke indrømme, at der er et saadant matematisk Forhold mellem Hartkornet og Fædrelandskærligheden o. s. v., saa at denne sidste skulde vokse i samme Forhold som det første. Men Prineipet er rigtigt; jeg er ganske enig med Godsejerne og de store Hartkornsbesiddere i, at et vist Maal af Hartkorn, af fri Ejendom, maa der til som Betingelse for, at de oven nævnte Dyder skal kunne udvikle sig. Men saa er det en fuldstændig logisk Slutning, at naar Hartkorn til en vis Grad betinger Fædrelandskærlighed, Intelligens o. s. v., saa gælder det om at saa mange som muligt kunne blive frie Ejendomsbesiddere. Naar ikke desto mindre Godsejerne hidtil ikke have gjort noget for at fremme denne Sag, men snarere have søgt at hæmme den, saa maa dette antages at hidrøre fra en beklagelig Mangel paa Logik hos disse Medborgere, ti at det skulde være Godsejernes Mening at beholde baade Hartkorn og Fædrelandskærlighed for sig selv, kan ikke antages. Et logisk anlagt Godsejer-Ministerium maatte sige omtrent som saa: en vigtig Betingelse for et lille Lands Forsvar er dette, at Landet har saa mange fædrelands- kærlige Mænd som muligt, men, som vi Godsejere saa tit have sagt : der er en vis Forbindelse mellem Hartkornet og Fædrelands- kærligheden, — altsaa er Opgaven den, at skaffe saa mange frie Hartkornsbesiddere som muligt. Godsejerne ere hidtil blevne staaende ved Præmisserne, de har ikke villet indlade sig paa Konklusionen; det bliver maaske forbeholdt et Fremtids-Ministe- rium at gøre dette; man maa saa haabe, at dette Fremtids- Ministerium ikke vil glemme med Taknemmelighed at ihukomme, at det er Godsejerne, som have opdaget denne fuldstændig rigtige Tanke om Forbindelsen mellem Fædrelandskærligheden Digitized by Google Militarisme og Forvrar. 981 og Hartkornet, om de end have forfulgt denne Tanke til alt for yderlige Konsekvenser; det er dem, der har Æren for Præmis- serne; ere disse først rigtig givne, er der egentlig ingen Ære ved at drage Konklusionen. Hvi6 Staten derfor vilde anvende sine Kapitaler blandt andet til Opkøb af overflødig Præstegaardt- og Herregaardsjord, udstykke denne Jord i mindre Ejendomme, og sælge den, selv med Tab, da vilde der være gjort et overordentlig stort Skridt til at styrke Landets Forsvar, ti der vilde derved blive skabt et meget stort Antal frie Selvejere, som havde fast Fod paa Fædrelandets Jordbund, og dermed den første Betingelse for Fædrelandskærlighed. Der skal for Øjeblikket være ophobet en Mængde Penge i Statskassen; man synes det er saa overordentlig fædrelandskærligt, at vort (Jodsejer-Ministerium vil bruge alle disse Penge til Fæstninger og andre militaristiske Øjemed; ja! hvis det var Ministrenes Penge, men det er Landets Penge. At et Gods- ejer - Ministerium kan finde paa at bruge disse Penge til unyt- tige Ting er maaske ikke saa underligt, ti Godsejerne ere ikke uvante med at bruge Penge til unyttige Ting, men Landet bestaar ikke af lutter Godsejere: der er en hel Mængde andre Mennesker i Landet, som trænge til Reformer; det kan godt være, at Gods- ejerne ikke tænker paa det, ti naar man selv sidder paa Flæsket, har man altid en Tilbøjelighed til at sige: Nu sidde vi alle vel, og naar man selv har været til Middagsselskab, har man vanske- ligt ved at forestille hk, at andre kan være sultne, man har en Tilbøjeliglted til at idealisere Tilværelsen, naar man betragter den fra en Fløjls Lænestol i et hyggeligt Rygeværelse, omringet af Venner, der repræsentere flere tusend Tønder Hartkorn; men Virkehaheden svarer ikke til Idealet. Der staar mange uden for og banker paa; det er ikke Fæstninger, de ønsker, det er et nogenlunde sorgfrit Hjem i Danmark, og for hvert et saadant Hjem vi bygger, gør vi Landet mere forsvarsdygtigt. Det er det, vi skal bruge vore Penge til: skabe saa mange frie Hjem som multet, knytte saa mange Mænd som muligt til Fædrelandet ved at skaffe dem en Plet af Fædrelandets Jord til Eje; det er den Slags Fæstninger, der ene kan frelse Danmark. Et Hjem i Fædrelandet, det er altsaa den første Betingelse for Fædrelandskærligheden og dermed for Lysten til at forsvare det. Den anden Betingelse er, at man føler sig hjærtelig knyttet til sit Land og sit Folk ; det er ikke nok til at skabe Fædrelands- Digitized by Google 932 Militarisme og Forsvar. kærligheden, at der er et materielt Baand mellem Landet og mig, der maa ogsaa være et aandeligt og hjærteligt Baand; dette knyttes ved Oplysningen. Der er mange for hvem de Ord : Fædre- land, Modersmaal o. s. v. ere ganske tomme Begreber, ti de kende ikke Fædrene og ere uvidende om Modermaalets Skatte, mangle derfor Betingelsen for at kunne elske det. At anvende nogle af de Millioner, som man nu vil bruge til Fæstninger, til Skoler for Ungdommen, hvor der tilbydes alle, som ikke have Raad til at betale, fri Undervisning og frit Ophold, vilde styrke vor Forsvars- ævne ganske anderledes end Fæstninger, bidrage til at danne et oplyst, selvbevidst dansk Folk, der vidste, hvad det kæmpede for, naar det forsvarede sit Land. Det er nu en Gang saadan, at vor Tid er kritisk, og Fremtiden vil vel blive det i end højere Grad; den kritikløse, naive Fædrelandskærlighed er forbi, man maa vide, hvad man elsker, ellers ofrer man intet for det. Det maa saaledes blive Hovedsagen for et lille Folk at lægge Forsvarets Tyngdepunkt fra Hæren over paa Folket, fra det militære Omraade over paa det* sociale; Opgaven maa blive, ikke at bygge Fæstninger eller at holde staaende Hære, ti ved begge Dele blive vi kun latterlige i de store Folks Øjne, men at danne et oplyst, selvbevidst Folk, hvor hver enkelt føler, at Fædrelandet er hans Hjem. Dette udelukker ikke, at Folket og- saa bliver indøvet i Vaabenbrug; det hører tvært imod med til Folkeopdragelsen, at det faar den videst mulige Indøvelse i Legems- øvelser og Brugen af Vaaben, og denne Indøvelse burde begynde fra den tidlige Drengealder. Hvis der paa Statens Bekostning blev bygget Øvelseshuse og ansat Gymnastiklærere Landet over, vilde dette være en Foranstaltning, der ganske anderledes end Fæstninger vilde styrke Landets Forsvarsævne. Vi maa med andre Ord gaa over fra Militærsystemet til Folkevæbningsystemet. Selvfølgelig sker en saadan Overgang ikke paa en Gang, og vi vil vel komme til at ofre endnu adskillige Millioner paa Militar- ismens Alter; men jo mere det kan komme til at staa klart for Folket, at alt, hvad vi ofre til den Afgud, er ikke alene spildt, men gør Skade i Steden for Gavn, desto nærmere ere vi ved Enden af Militarismen, og jo mere vi komme ind i et Reform- arbejde, der tilsigter Forbedringer i Folkets materielle og aande- lige Kaar, desto nærmere ere vi ved Begyndelsen af et virkeligt Forsvar, hvis Frugt vil blive et med Dygtighed gennemført Folke- væbningssystem. Henning Jensen. Digitized by Google Constance Bing. Fragment I. Rings havde været gift i to Aar. Der var ikke kommet Børn, og de var derfor blevne ved at bo i den Lejlighed paa fem Værelser i Homansby, de som nygifte var flyttet ind i. De havde et vel udstyret Hjem. Paa Gulvene var der Brysselertæpper og paa Væggene Malerier, hvoraf nogle var gode. Der var kostbart Nips, og en sand Vrimmel af smaa bløde Sofaer og lave Lænestole i alle Slags Faconer. I Retning af Aarstidens blomstrende Planter, dreves der en stor Luksus, og naar de prægtige Bladvækster, der om Vinteren stode i Halvmørke bag det dobbelte Sæt Gardiner, fik brune Topper, blev de straks byttet om med nye fra Gartneriet i Oscarsgade. Rings førte et selskabeligt Hus. Det vil sige, de gav ikke mange Selskaber, men der var et stadigt Indryk, som Pigen sagde, mest af Herrer, der kom af sig selv eller fulgte hjem med Ring om Aftenen. Fru Ring var 21 Aar gammel. Som ganske ung var hun kommen ned til Kristiania fra Molde, hvor hendes Fader var Embedsmand, og havde gjort megen Lykke der, hvor hun færdedes. En af hendes Beundrere havde lignet hende ved en Rosenknop, der er fugtig af Morgendug, og en gammel Herre af Tantens Omgangskreds paastod, at hun virkede som den første Vaardag paa et vinterstivnet Sind. Vist er det, at hendes tækkelige Munter- hed satte Folk i godt Humør og bragte selv de værste Stabejser af Mandfolk til at tø op i el undrende Smil. Der var noget be- stikkende, som ingen kunde staa sig for i den fortrolige Aabenhed og uskyldige Fripostighed, hvormed hun paa Forhaand tog alle riNkucrrn : w ?4 ^1 Digitized by Google 934 Constance Ring. uden Persons Anseelse til Indtægt som selvskrevne Venner og Bundsforvante. Hun plejede at gaa hoppende og nynnende gennem Stuerne, og dem hun stødte paa af Husets Folk blev gærne taget fat og svinget rundt, til de bad for sig. Den lidt syngende Molde- dialekt lød indsmigrende i hendes Mund, og hendes Latter var uimodstaaelig smittende. — Ring var seksten Aar ældre end den unge Pige, han ægtede. Hvorledes det gik til, at hun gav ham Fortrinnet, er ikke saa let at sige, hvis det ikke var fordi hun lod sig lede af sin Tante, som havde gjort alt for at faa Forbindelsen i Stand. Ring var nemlig et godt Parti; han ejede en Del Formue, sad i gode For- retninger og var kommen i en sat Alder, et stort Fortrin i Tantens Øjne Han var juridisk Kandidat, men var gaaet over til Handelen, og drev nu Agentur og Kommissionshandel etter stor Maalestok. Desuden hørte han til en respektabel Familie, og havde til Trods for sin Skaldepande og sin Ansats til Fedme et behageligt Ydre. Efter Brylluppet var der imidlertid foregaaet en paafaldende Forandring med Fru Ring. Hun blev stille og sky og saa' slet ikke glad ud mere. Hendes Øjne, der havde været saa blanke, og skinnet saa livsmodige, blev matte og rødkantede, fordi hun om Morgenen, naar hendes Mand drak sin Kaffe i Spisestuen — han var altid tidlig paa Færde — , laa næsegrus paa sin Hoved- pude og græd. Naar hun saa hørte hans Skridt — han kom altid og kyssede hende, før han gik paa Kontoret — , fo'r hun op og stod og vaskede sit Ansigt med Hovedet nede i Vandbollen. Om Middagen fandt han hende bleg og ordknap med util- gængelig lukkede Ansigtstræk og en vis Stivhed over Bevægelserne. Han søgte da at muntre hende op med en Overflødighed af Kær- tegn, som hun ikke gengældte, men som hun taalmodigt fandt sig i. Han vilde, at hun skulde adsprede sig, og hun gjorde ingen Indvendinger, men lod sig villig føre af Sted, naar han fandt paa, at de skulde her eller der. Da Sommeren kom, sendte han hende til Bad, og havde til hendes Hjemkomst pyntet Stuerne op med et Par nye Malerier og Venus fra Milo i Marmor paa en Sokkel af Granit. Men det hjalp alt sammen intet. Hun lignede en syg Plante, der trods alle Anstrængelser ikke vil trives. Rings boede i anden Etage. Fra det midterste Vindu førte Glasdøre ud til en rummelig Veranda, der havde en hvid Markise med højrøde Border til Tag. Opefter Siderne slyngede Vinløvet Digitized by Google Constance Ring. 935 sig fra den smukt vedligeholdte Have paa det Fletværk af Staal- traad, der var anbragt for Øjemedet. Fra Soveværelset, der vendte ud mod den anden Kant, havde man en vid Udsigt over Byen og de nærliggende Højder, og borte i det fjærne saa' man, naar Vejret var klart , Stykker af Vand, som lyste og blinkede mellem den bølgende Linje af dejligt Landskab der ude i Kristianiafjorden. Her inde fandt Ring undertiden sin Hustru, som oftest knælende paa Puffen ved Vinduet med Albuerne i Vindusposten og Kinderne i Hænderne, fortabt i Tanker med et drømmende Udtryk i de bedrøvede Øjne. Hun saa' paa de fintfarvede Solskygger, der om Eftermid- dagen var saa lange og dybe, og som til sidst hyllede de træklædte Aastopper ind i et violetagt igt Taageslør, men især var det Vandet, som lokkede og drog hende. Hun tænkte paa sit Hjemsteds friske, dejlige Hav, som hun var vokset op Side om Side med. Hun kendte det saa godt i alle dets Skikkelser: Naar det rejste sig med Tuden og væltede de sorte Bølgebjærge med hvidt paa Toppen ind mod Bryggen, saa det salte Skum sprøjtede omkring og drev sine Stænk lige op mod Ruderne i hendes Kvistvindu, medens Skibene laa og hev paa sig, og sled i sine Fortøjninger, som var de angst, og vilde de løs for enhver Pris. Og naar det var blaat og blankt og sagte skvulpede mod Stranden der borte i den hvide Fjære med de nyde- lige Skæl, sonr hun plejede at opsanke og gemme. Og hun huskede, hvorledes det kunde ligge og sole sig, og være dovent og fløjels- blødt og blinke fortrolig som en gammel Amme, der vil minde sine fordums Kæledægger om det, de har fælles fra gamle Dage. Hendes Tanker tog altid Vejen til Barndomshjemmet, og de fo'r af Sted, som var de slupne ud fra et Fængsel. Hun gennem- levede de dejlige Sommerdage, naar de i Ferien laa paa Landet, og hun fik de mange Skænd, fordi hun aldrig lod Vandet i Fred, men bestandig laa og rodede der nede i al S.ags Vejr. Hun mind- edes Roturene med By fogdens Smaapiger, og Fisketurene med Brødrene, naar de blev ude til langt paa Nat og maatte hjælpes med at trække Baaden paa Land for at ikke blive usams med Fiskerhans, der laante dem Baad og Grejer. Den dejlige sinte Fiskerhans, som altid havde luktet af Sommerferie. Monstro han endnu havde den gule Sydvest, der var knyttet nede i Skægget med Bændelbaand, som var stive af Agn og Sjøvand, og de mørkegraa Luvaatter, der kunde staa af sig selv. 61* Digitized by Google 936 Constance Ring. n. Det irriterede Ring, at hans Kone ikke saa' ud som en lykkelig Hustru, og saa gik han hen til Tanten og beklagede sig. Denne lovede at tale til Constance, og det gjorde hun da ogsaa ved den første Anledning. Fru Ring hørte paa hendes formanende Ord med en ned- slaaet Mine og nu og da et Par Enstavelsesord som: Ja, jeg véd nok, ja vist, ja o. s. v. indtil Tanten tog hende ind til sig og kærlig hviskende bad hende sige, hvad der var i Vejen. Da brast Constance i Graad og fik med Møje frem de Ord: »Jeg længes hjemc. Resultatet af denne Samtale blev saa senere refereret til Ring. Længes hjem! En gift Kone gaa og længes hjem. Det var skam en net Historie. Var hendes Hjem ikke hos hendes Mand for Fanden! Og havde hun ikke alt, hvad hun kunde ønske sig og mere til. Gik han kanske ikke der og bar hende paa Hænderne, og vidste han vel det gode, han ikke vilde gøre hende. Om han prøvede at sende hende hjem en Tur, havde Tanten foreslaaet. Helt op Fanden i Vold til Molde! Nej tak, det skulde han bede sig betakket for. Var hun ikke netop kommen fra Badet, og havde han ikke undværet hende i Maaneder. Der maatte da være Grænse for Opofrelse ogsaa! Bare der kom Smaafolk — mente Tanten. Ja var der endda noget sligt i Gære, saa skulde han ikke ha' talt om det — men Pokker heller! Tanten havde saa, da han alt stod med Haanden paa Dør- grebet, sagt noget om, at alting stod i Vorherres Haand, og at Constances Sindstilstand nok vilde bedres. Men Vinteren gik, og Vaaren kom, og alt blev ved det gamle. Naar hun var ude i Selskab, eller der var fremmede hos dem, kunde hun nok faa en Raptus af sin gamle Livlighed, og endog undertiden give sig hen til en paafaldende Lystighed. Dette var dog kun en ny Kilde til Ærgrelse for Ring. Der kunde hun sidde og fjase og le med disse Mandfolk, som drev ind hos dem om Aftenen, og gav sig til at blive, enten han bad dem eller ej. Og alene med ham var der aldrig et Smil at se paa hendes Ansigt, og skulde han faa hende til at snakke, maatte han, som han plejede at sige, hale og slide hvert Ord ifra hende, undtagen naar det gik Digitized by Google Constance Ring. 937 ud paa at sige ham imod eller være ubehagelig, for da skulde han tro, hun kunde faa Munden paa Gang, saa det forslog. Ring skulde gøre en Tur til Stockholm og København, dels i Forretninger, dels for at friske sig, og foreslog sin Kone at følge med. Hun blev i det første Øjeblik rent henrykt, hun, som aldrig havde været uden for Norge, skulde endelig faa se lidt af Verden. Men det kom og gik som en kort Opblussen, for naar hun tænkte sig om, glædede hun sig ikke. Hun forudsaa, hvordan det vilde gaa. De havde jo aldrig Lysi til det samme og altid en stik modsat Opfatning af hvad der var behageligt og fornuftigt. De havde gjort en liden Tur opover Mjøsen og Gudbrandsdalen forrige Aar, og da havde de ligpet i Splid og Disput om hver eneste Bagatel. Naar hun var sulten og vilde spise, var han propmæt, og naar hun var træt og vilde hvile, følte han sig netop saa oplagt til at drage videre. — Alligevel tænkte hun ikke paa andet end at blive med, indtil Ring en Aften, Rejsen kom paa Tale, sad og foreholdt hende, hvor meget dyrere det vilde blive at tage hende med, og at han derfor haabede, hun vilde vise sin Tak- nemmelighed ved at være rigtig sød og elskværdig baade paa Rejsen og senere. »Tak, naar det er paa den Maner, vil jeg helst blive hjemmet, — brast det pludselig ud af hende. »Gud bevar s hvor du er prippen, aldrig kan du taale et spøgende Ord; men værs* god — hvis du tror, at jeg tigger dig, tar du fejle >Det vilde heller ikke nytte dig noget. Kort og godt, jeg rejser ikke med. c Og nu udspandt sig en af disse Trætter, der var saa hyppige mellem dette Ægtepar, og som endte med at Ring sagde noget rigtig krast eller gjorde noget meget voldsomt, som f. Eks. at rive Dagsavisen i Filler, knuge Stykkerne i sine Fingre og kaste dem i Øst og Vest eller kyle en Bog bort over Gulvet, saa Bindet løsnedes, hvorpaa han med Hast og Bram absenterede sig for at komme tilbage med en forlegen Mine og spagfærdig spørge om en eller anden ligegyldig Ting, som han godt havde greje paa i Forvejen. I de følgende Dage søgte Ring at formaa sin Kone til at forandre sin Beslutning og blev baade forbavset og imponeret, da han mærkede, at hun ikke var til at rokke. Digitized by Google 938 Constance Ring. Han rejste da alene, slog sig rigtig ungkarleløs, besøgte de fashonable Fruentimmer, morede sig udmærket og havde Skrupler og Samvittighedsnag hver Morgen, naar han vaagnede. Under saadanne Sindstilstande skrev han Breve hjem fulde af Elskov, af Længsel og af Forsikringer om, at Livet uden hende var det rene intet for ham. Han vidste nok, at han ikke var hende værdig o. s. v , men han elskede hende saa højt, — det var hans eneste Fortjæneste- Naar han nu kom hjem, skulde hun se, hvor godt det skulde blive, Adskillelsen havde lært ham at sætte den rigtige Pris paa hende, han skulde være saa hensynsfuld og god, ingen Disharmoni skulde blive mulig mellem dem for Eftertiden o. s. v. Jo mere han skrev, jo hidsigere blev han; han skruede sig op til en sand Feber og pønsede i sin Utaalmodighed paa at gøre Rejsen kortere, end Bestemmelsen havde været. Constance sad imidlertid hjemme i den kedelige By med sit evindelige Savn og sin Længsel efter det, hun havde tænkt Livet skulde være, men som det ikke var. Det forventede Vel- befindende ved at være fri for sin Mands Selskab indfandt sig ikke. Aldrig havde hun dog været saa nedstemt og mismodig som nu. Ensomheden plagede hende, og dog var hun ikke i Humør til at se nogen. Hun gik meget lidet ud og nægtede sig hjemme, naar det ringede. At hun dog ikke var rejst med! Hun kunde ikke lade være at græmme sig over det. Hvad var hans Snak at bryde sig om, han, som altid snakkede og snakkede og kom med saa meget Sludder, som egentlig ikke var saa ondt ment, især om Aftenen, naar han havde drukket den væmmelige Kognac med Selters i. Bare Tiden vilde gaa, saa han kunde komme tilbage.... Ja, sandelig — gik hun ikke der og ønskede ham hjem igen, han fik være den, han var, alting var jo at foretrække for denne tærende Ensomhed. Og om Aftenen, naar hun skulde svare paa hans Breve, flød hun hen i en vemodig Stemning med underlig bløde Fore- stillinger. Hun digtede alting om; hun var en lykkelig Hustru, hendes Mand var hendes Elskede, som brændte efter at ile hjem og slutte hende i sine Arme. Det var Længselen, som gjorde hende trist og hjærtesyg o. s. v. Denne hendes Digtning gled over i Brevene; den lagde et Skær af Ømhed over Stilen og formede Udtrykkene varme og milde, saa Ring sad og læste dem med Henrykkelse. Digitized by Google Constance Ring. 939 Men da han saa pludselig stod midt i Stuen, en Uge for tidlig, med sin Forelskelse, sine voldsomme Kærtegn, og sine For- æringer spredt ud over Borde og Stoler, sank Hjærtet til Bunds i hendes Bryst. Der var han med al sin støjende, selvtilfredse Sikkerhed, der fyldte Stuen fra Gulv til Loft med denne irriterende Meddelsomhed, der fortalte de trivielleste Ting med en Bredde og Vidtløftighed, som var det rene Fænomener. Alt dette digtede Kram, som i hans Fravær havde kastet et kunstigt Skær af Skøn- hed over et Par traurige Aftentimer, var fejet bort og fordunstet i samme Nu, og hun fornam det sikrere end nogen Sinde før, at det, hun følte for denne Mand, var idel Lede og Ligegyldighed. Nogle Dage senere stødte Ring paa Tanten i en Sporvogn. Der var ikke mange Passagerer, og den gamle Dame satte sig over til ham og spurgte efter Constances Befindende, og om hvordan Humøret var. »Skidte — sagde han, og rystede paa Hovedet med en Grimace. »Jeg har tænkt paa det Ringe — sagde Tanten i en lav, fortrolig Tone, >at hvis hendes Mor kom her ned en Tid, saa vilde det have en god Indflydelse !c »Skal tro det« ... svarede Ring tvilende, og plirede med Øjnene. »Det var i alt Fald et Forsøg værdt, ... en skal gøre, hvad der er rigtigt. Min Søster er saa god og forstandig — ja de kender hende jo saa lidet, men det er saa underlig med ens Mo'rc Ring var ved sit Bestemmelsessted. »Jeg skal tænke paa det« — sagde han trævent og sprang ud, medens Sporvognen var i fuld Fart. »Hvad siger du om at faa din Moder her ned paa et Besøg, Constance?* — sagde Ring pludselig samme Dags Aften, mens han borte ved Ovnen kradsede sin Pibe ud. Constance sad i Sofaen og hæklede. Hun løftede hurtig Hovedet og svarede i en overrasket, lidt hemmelighedsfuld Tone: »Tænk, jeg drømte i Nat, at hun var her«. Ring tændte sin Pibe og satte sig magelig til Rette ved Siden af hende. »Kunde du have Lyst til det, Constance«? Snak om en Ting« . . . hun smilte modstræbende som én, der ikke vil lade sig mærke med sin Glæde. Ring drak en stor Slurk af det fyldte Glas foran sig. Digitized by Google 940 Constance Ring. »Skriv og inviter hende«, sagde han og smækkede med Læberne. »Ja, ja« — udbrød hun oprømt. Hun kastede sit Arbejde og rejste sig livlig. Saaledes havde Ring ikke set -hende siden Forlovelsestiden. »Men ikke nu« — sagde han med et misfornøjet Tonefald. »Det er jo Sængetid, du faar da vente til i Morgen.« Hun satte sig straks, og begyndte at hækle igen. »Saa det blev hun dog i en Smule Humør for, se, se t saa det blev hun dog i Humør for.« Han kneb, mens han talte, hendes Kind med sin Pege- og Langfinger. »Av« — sagde hun, og trak Hovedet*til sig som et Barn, der bliver artet. »Det gør ondt.«^ »Hvor det klæder dig at være venlig, Constance . . . Det er Skam noget andet end det mugne Fjæs, som gaar og sætter Splid imellem os om Dagene.« »Lad nu mit »Fjæs« være i Fred« — svarede hun med paa- taget Surmuleri. »Ja, saa skriver du altsaa i Morgen og spørger, om din Mo'r kan komme.« »Og blive her en Tid?« »Saa længe hun har Lyst, naturligvis.« »Saa længe hun har Lyst, ja . . . Hvorledes faldt du paa det?c »Jeg vilde gøre noget, som rigtig skulde glæde dig.« »Saa har du sandelig været heldig«. Hun lo muntert »Men saa skal du kysse mig og sige, at du er glad i mig« — bad han. Hun bøjede sig hen til ham og kyssede ham skyndsomst paa Kinden. »Nej, værs'god paa Munden« ... Han saa' forurettet ud, og snappede hende til sig, da hun alt var halvvejs tilbage igen. Hun kyssede ham paa Munden. »Og saa skal du sige, at jeg er snild, og at du er glad i mig.« »Slig en Skolemester« — sagde hun og lod, som om det morede hende. Derpaa ramsede hun op, at han var snild og at hun var glad i ham, som et Barn, der fremsiger sin Lektie. Han lo og vilde tage hende paa sit Skød. . »Jeg maa give Blomsterne Vand, de er saa tørre,« sagde hun og vilde løs. Han slap hende med en sur Mine. Digitized by Google Constance Ring. 941 »Naturligvis, det er den gamle Vise ... Naar jep vil, du skal afse et Minut paa mig, faar du et Hastværk, som om Verden skulde forgaa i næste Nu. c Han kastede sig tilbage paa Sofaen, stak Hænderne i Bukse- lommerne, og gav sig til at stirre paa Rafaels Madonna med en skuffet og fjendtlig Mine. Constance havde været ude efter Vandkanden. Nu gik hun og syslede med Bloms! erne paa en rolig, omhyggelig Maade. som én, der har Tiden for sig. Ring fulgte hende med Øjnene og bad hende grættent om at skynde sig. Han gispede, og vilde til Sængs. Hun mente, at han kunde gaa, naar han vilde. Der var jo i Stand paa Soveværelset. Han tømte sit Glas. rejste sig brat og gik ud af Stuen med afmaalte Skridt og et Smæld af Døren, der røbede hans ublide Sinds- stemning. Da Constance langt om længe var færdig med sine Blomster, ryddede hun op i sit Syskrin, ordnede Bøger og Aviser og tog sig til sidst for at flytte Nipssagerne paa Etageren om. Saa slog hun sig ned mellem Blomsterbordene og Plante- stativerne borte ved det brudte Vindu, hvor der i en Runding om et lidet Marmorbord stod et Par lave Lænestole. Her sad hun og bed i sin Underlæbe, der var trukket helt ind i Munden, med Ar- mene overkors paa Brystet. Glæden over, at Moderen skulde komme var som blæst bort, eller ogsaa maatte hun rent have glemt det. En Dør blev pludselig aabnet, uden at hun havde hørt Skridt i Forvejen, og Constance skvat højt i Vejret. »Hvor bliver du af Constance?« — det lød saa klynkende. »Jeg ligger her og faar ikke sovet«. Han var gaaet lige af Sænpen for at se ; , hvad hun top sig til. Hun rejste sig med en Kuldegysning. Det maatte have trukket stærkt fra Vinduet. »Nu kommer jeg« — sagde hun lidt befippet som én, der er bleven overrasket i et ubelejligt Øjeblik. Derpaa slukkede hun Lampen og gik ind til ham. Digitized by Google 942 Constance Ring. IV. Der var kommet Telegramsvar fra Svigerfaderen, Sorenskriver Blom, at Moderen skulde komme ned over med første Dampskib. Nu gik Constance og talte Dagene og var ivrigt sysselsat med at pynte Gæsteværelset op og bringe Huset i den fuld- komneste Orden, for at Moderen skulde blive rigtig tilfreds med hendes Stel. Ring havde aldrig set sin Kone saa livlig og virksom. Gik hun ikke der og var i godt Humør. De var begge om Bord for at tage imod Fru Blom. Con- stance havde hele Dagen været febrilsk og ordknap, og hvert Øjeblik var hun gaaet ind paa Gæsteværelset med Smaating til Toilletbordet eller for at prøve en eller anden Forandring i Ar- rangementet. Da hun nu pludselig saa' sin Moder paa Dampskibet, brast hun i Graad og faldt hende om Halsen. Ring saa' fortrædelig ud og mumlede noget om, at et Dampskib ikke var det rette Sted til at opføre Scener paa. Fru Blom tyssede paa hende med blide Ord og kærlige Haandklap, og i Vognen opover henvendte hun ligegyldige Spørgs- maa\ til Ring, om hvad Gaden hed, og hvad det var for en ny Kirke, de kom forbi. Der var nok at spørge om ; hun havde ikke været i Kristiania paa seksten Aar. Da hun saa troede, Constance var kommen sig, begyndte hun at fortælle om alt hjemme fra, disse Smaating om Duerne og Hønsene, om den ældgamle Hest, det kære Dyr, der nu skulde skydes, om Spisestuen, der blev malet, og om de gamle Gardiner, som hun og Constance plejede at stoppe hver Pinse, og som nu endelig maatte kasseres. Og saa huskede hun paa de Masser af Hilsener, hun havde med fra Fa'r og Søskende, fra Gutterne og Kusken og gamle Ane Stuepige, fra Veninder og Kusiner og ellers andre. Men denne Passiar om de hjemlige Ting gjorde Constance saar om Hjærtet og bragte en Skare Minder med, som ikke var til at udholde. Hun sad og stred med Graaden. »Du ser rigtig ud som en skulde gjort dig en Fornøjelse^ sagde Ring pludselig med en Lyd af Tungen, der udtrykte hans Misfornøjelse. Digitized by Google Constance Ring. 943 »Men Constance ,€ sagde Fru Blom mildt bebrejdende, da hun saa' Taarerne trille ned over Datterens Kinder, »hvad gaar der af dig, Barn ? c »Jeg kan ikke gøre for det, Mo'rt — det lød halvkvalt, bedende, og hun holdt Lommetørklædet for Øjnene. »Jo det er oplivende for en Mand,« sagde Ring og gjorde nogle hæflige Bevægelser med Overkroppen som for at komme til at sidde bedre, (hvorpaa han indtog nøjagtig sin forrige Stilling. Da Vognen lidt efter holdt ved Døren, var det en Lettelse for dem alle, at Kørselen var til Ende. Da de vare komne op, førte Ring sin Svigermoder om i Værelserne. Hun skulde straks se hele Lejligheden. Han ud- pegede, hvad der var Præsenter og hvad ikke, betroede hende hvad Malerierne var værd, og hvad han havde faaet dem for, aabnede Bufetdøren og viste hende Sølvtøjet og de fine Glassager, trak hende ind i Sovekammeret, for at hun skulde beundre Stoffet i Sængeomhænget. Han tog frem sin Violin og spillede nogle Strofer for hende, vilde saa pludselig, at hun skulde se Linned- skabet og for ud efter Nøglen i Køkkenet til Constance, der stod og lavede Salat, men kom saa endelig i Tanker om, at Fru Blom kunde være træt og trængte til at sætte sig. Med jagende Hast fik han hende placeret i en Lænestol og dyngede saa op en Mængde Albumer og illustrerede Pragtværker paa Bordet foran hende, og under alt dette blev han ved at snakke i løsrevne Smaastumper om alt muligt, saa Fru Blom følte sig ganske ør i Hovedet. Ved Aftensbordet var Ring overmaade meddelsom. Han beskrev Hjemkomslen paa Bryllupsaftenen, da Stuerne var straal- ende oplyst til den store Udstilling af Præsenter. Saa forlalte han Smaatræk fra deres Ægteskabs første Dage og lo selv af fuld Hals over, hvad han gav til bedste. For at fejre sin Svigermoders Ankomst drak han tre Drammer til de kolde Retter og et Par (Has Sherry til den hjemmebagte Æblekage. — Constance var tavs og saa' ud til at kede sig. Aldrig fore- kom han hende ubehageligere, end naar han sad og skulde være elskværdig. Saa var det jo ogsaa dette, at han i saadanne Situa- tioner som oftest havde drukket noget, og det mærkedes straks paa ham, i alt Fald for Constance. Hun formlig undsaa sig ved ham. Alt hvad han gengav, forvrængte han, og for at faa det Digitized by Google 944 Constance Ring. til at klinge, lagde han ofte noget til, som slet ikke var sandt. Hun kunde godt selv overdrive, naar hun var i Humør til det, men saa vilde hun heller ikke, det skulde gælde for andet, hvor- imod han blev sint og paastaaelig, naar hun paatalte det, og be- klagede sig over hendes Vranghed. Som nu i Aften, da hun ikke kunde holde sig, men gjorde Indsigelser imod noget, han fortalte, om hvordan det gik til, da deres første Pige skulde jages bort for Tyveri. Han blev ærgerlig, og Constance svarede ham. Fru Blom lagde ind et mæglende Ord til Fordel for Ring. Constance tog det for strængt; det gik ikke an at hænge sig saadan i Ord- ene. Naar en sad og var morsom, kunde en dog ikke veje Ud- trykkene saa nøje, en var jo ikke edfæstet. Constance gav sin Moder et skarpt Svar. Hvor kunde hun blande sig i Ting, hun slet ikke kendte. Men saa angrede hun det og tav pludselig stille. Ring beholdt det sidste Ord; han mumlede noget om, at det ikke var grejt for en Mand, naar ens Kone saa' og hørte sig sint paa alt, hvad han sagde og gjorde. Derpaa drog han et dybt Suk og rystede paa Hovedet som en, der er vant til at forurettes, men har bestemt sig til at bære det med Taalmodighed. »Du maa ikke være saa hovmestererende mod din Mand Constance,« sagde Fru Blom. De havde rejst sig fra Bordet, og Ring var gaaet ind til sine Piber. »Aa pyt« sagde Constance og slog med Nakken. »Nej alvorligt, — det er ikke tækkeligt.« »Skal han da ha' Lov til at sidde og lyve saa?« »Lyve, det er da et besynderligt Ord« »Ja netop lyve, det er saa forargeligt at høre paa.« »Snak, — du maa virkelig ikke være saadan, det gaar ikke an at behandle sin Mand saa hensynsløst.« »Du skulde ikke holde med ham Mo'r, han er Kar til at greje sig selv, kan du tro, og hvis han mærker, at du ta'r Parti for ham, blir han ikke til at være i Stue med.« »Ta' Parti, — holde med, — det er Forestillinger, som ikke hører hjemme i et Ægteskab, som det skal være.« Constance stod og trommede paa Bordet med nedtrukne Mundviger og Næsen til Vejrs. »Og du har da virkelig ikke set sligt noget for dig, din Fa'r og jeg stod jo aldrig paa den Fod.« »Nej Fa'r, nej, — det tror jeg nok« — sagde hun med en Stemme og en Mine, der protesterede mod den dragne Paralle! Digitized by Google Constance Ring. 945 som en Meningsløshed. »Drak Fa'r kanske Drammer og sad og vrøvlede med tykt Mæle og var saa rædsom utækkelig.c »Om Ring drikker en Dram eller to til Maden, det er ingen- ting at bryde sig om.c »Aa pyt, ban drikker Kognak ogsaa, om Aftenen, med Vand i. c »Naa ja, ja, naar han bare ikke overdriver det. At vise sin Mand sure Miner for det, er den sikreste Vej til at faa ham til at debauchere.c Pigen kom for at tage af Bordet, og de to Damer gik ind i Dagligstuen, hvor Ring sad og røg med et stort Glas Selters og Kognak foran sig. Han spurgte, om han skulde bringe dem noget kold Punsch, men de afslog det begge. Ring var kommen i Humør igen. Han skvadronerte og gestikulerte i et Kør, og Fru Blom var en udmærket Tilhørerinde, som svarte og lo i rette Tid. »Sid nu ikke der og surmul længere Constance, c sagde han pludselig i en oprømt Tone. »Læg bort den Filleavisen og kom her og vær hyggelig.c Han trak hende op af Stolen og vilde drage hende til sig. Hun stred imod. »Saa sæt dig dog Constance,« sagde Fru Blom formanende. Hun gav uvilkaarlig efter, og Ring fik hende ned paa sit Knæ. Han begyndte at kærtegne hende og kaldte hende ved Kælenavne. Hun syntes, hun skulde synke i Jorden af Undseelse. At Moderen skulde se paa dette, og at hun kunde sidde der og sanktionere det. Den stærke Lugt af Tobak og Kognak var hende dertil saa modbydelig, og hans Læber og Skæg kendtes ækkelt fugtig mod hendes brændende tørre Ansigt. »Slip mig, — du kvæler mig,€ rgabte hun pludselig og sled sig løs. Hun for med Lommetørklædet over Ansigtet og gik ud af Stuen. »Der kan du se, hvorledes hun er at omgaas,c sagde Ring irriteret og rejste sig. »Jeg tænker ikke paa andet end at være elskværdig, og altid er hun saadan.c Han gik op og ned ad Gulvet og saa' ophidset ud. »Hun er træt og nervøs i Aftens sagde Fru Blom mæglende. »Hun er, som hun plejer at være.c Han satte sig deter- mineret ned igen. »Den mindste Smule Venlighed raaa jeg tigge mig til som var det en Xaade, hun viste mig.c Digitized by Google 946 Constance Ring. »Det ligner saa lidet Constance,« svarte Fru Blom og saa' ud til at grunde over Sagen. »Det er naturligvis et Lune, en Grille, — noget fordømt Romansludder — om Forladelse.« Han var uforvarende kommen til at hikke. »Nej tror du det,« sagde Fru Blom skeptisk. »Ja Gu' tror jeg det, det er den eneste mulige Forklaring. Hvad skulde det ellers være for Fanden?« Fru Blom drog et Suk og gav sig til at betragte sine Negle. »Hvis jeg bare ikke var saa forbandet forelsket i hende!« vedblev Ring. »Kunde jeg vise mig kold og ligegyldig, faldt hun nok til Føje.« »Uf nej, — gør ikke det Ring, — Constance maa tages med Kærlighed.« »Kær — Kærlighed« — sagde Ring og bøjede sig med et pludseligt Sæt hen imod sin Svigermoder. »Jeg gad se paa den Mand, som kunde være kærligere.« »Du faar ta' det med Fornuft, Ring, — de fleste unge Koner ere lidt tufs de første Par Aar.« »Fanden heller, de er forelsket, er de, se nu bare Marie; der skulde du se en Kone, — men Constance er saa sær, — jeg forsikrer dig til at,« — her bøjede han sig nærmere og talte i en lavere Tone. »Constance er saa ung endnu, det retter sig nok« sagde Fru Blom tillidsfuldt. »Ja hvorom alting er, saa maa hun sandelig forandre sig, hvis jeg skal blive en lykkelig Mand. Jeg har sat store For- ti aabninger til. dit Besøg, — du faar virkelig se til at tale med hende.« Nu kom Constance og sagde, at hvis Moderen var træt, saa var alting i Stand paa hendes Værelse. Fru Blom rejste sig straks og sagde Godnat. Hendes Datter fulgte hende ind og tændte Lysene, blev saa der inde og puslede om hende, mens hun klædte sig af. Da Moderen var kommen i Sæng, satte hun sig paa Sænge- kanten hos hende. »Hvor det er morsomt at have dig her i Sængen, og vide at du skal ligge her Nat efter Nat i ugevis.« Hun lo af Glæde og kyssede hende med inderlig Tilfredshed. Digitized by Google Constance Ring 947 »Ja, naar du bare var rigtig fornøjet, Constance. . . . Hvorfor er du ikke det?c »Det er ikke noget, man kan kommandere Mo'r! . . Hvor pæne dine nye Natkapper. . . Har du syet dem selv?c »Ja. . . Du har jo saa metret at være glad for Constance. c »Men jeg skal vædde, at Helene har broderet dem. . .« »Ja vist, ja, — ikke sandt Constance, har du ikke meget at være glad for?« »Jo da! Jeg kunde se det var Helenes Som; — hun bro- derer saa pænt. c »For du maa jo være lykkelig med din Mand, han som er saa snil.c »Men at hun kunde tage det kedelige Mønster; Huller og Tunger er baade snarere og pænere.c »Lad nu Mønstret være og hør paa, hvad jeg siger. c Hun skjulte sit Ansigt hos Moderen. »Søde Barnet mit, — du elsker jo din Mand, — hvad, gør du ikke? Hvad? »Jeg véd ikke, jeg.€ »Hvad er det for en Snak! Ved du det ikke? Hun løftede Hovedet op og pillede ved Moderens Kappebaand. >Men jeg tror ikke, jeg gør det,t sagde hun sagte. »Du forskrækker mig Barn! Da du gav ham dit Ja, var det da ikke af Kærlighed ?c »Ja Gud véd du, endskønt jo, det var det vel ogsaa paa en Maade. Jeg har nok studeret paa det, maa du tro, men, men— .c Hun holdt inde og saa' forlegen ud. »Men?c gentog Moderen . . . »Naada, menVc »Men jeg synes ikke om at være gift.« »For et urimeligt Snak« — sagde Fru Blom indigneret. »Synes du det -er saa urimeligt? — — Kan du slet ikke forstaa det, — — og tror du ikke, det ofte kan gaa saa?« »Jo, hvis man faar en slet eller en ondskabsfuld Mand.« »Er det bare derpaa, det kommer an?« »1 alt Fald derpaa, det burde komme an.« »Men man kan da like et Menneske mere eller mindre, uanset hvor god eller daarlL r han er.« »Aa nej da, Constance, — dette Snak hører ingensteds hjemme; en Hustru har ikke Lov til at tænke slig.« Digitized by Google 948 Constance Ring. »Det kan jeg ikke begribe.c »Det er forskruet, eller i det mindste barnagtigt — og det er det værste i et Ægteskab, — du maa for Guds Skyld ikke være barnagtig, Constance.« »Ja ja, lad det nu være godt, hør Mo'r, nu maa du ikke sige nej, — jeg har saa'n Lyst til at ligge her inde hos dig.« Og hun stak Hænderne ind under Moderens Nakke og løftede hendes Hoved op imod sig. »Hos mig, — er du gal, Barn?« »Jeg skal gøre mig saa smal, saa smal, som paa Landet, naar der kom Gæster, husker du, og vi maatte ligge sammen,« — sagde hun indsmigrende. »Ja, den Gang, ja, — da var du jo saa liden.« »Aapyt, om jeg er de Par Tommer længer, saa gør vel ikke det noget .... Saa bilder jeg mig ind, at jeg er hjemme igen, og at det er Sommerferie, og saa kan vi snakke saa meget som vi vil . . . Jeg springer ind og henter mit Nattøj.« Hun var allerede henne ved Døren. »Ikke paa nogen mulig Maade, Constance! Hvad vilde din Mand sige!« Fru Blom sad overende i Sængen og saa' formelig bestyrtet ud. »Saapas maatte han vel gi' mig Lov til, — han, som er saa snil.« »Kom her, Constance« — sagde Moderen strængt. Og da hun atter sad paa Sængekanten talte hun formanende og alvorligt til hende. Hun maatte ikke være lunefuld eller ukærlig mod sin Mand. Det var hendes Pligt at elske ham, og hendes Kald at gøre ham lykkelig. Hun skulde betænke, hvor godt hun havde faaet det, hun, en fattig Embedsmands Datter, være kom- men saaledes paa det tørre, det var saamænd ikke til at blæse ad. Og saadan en prægtig, elskværdig Mand, hun havde faaet, med slig Sans for Hjemmets Hygge. Hun maatte sandelig være for- sigtig, at hun ikke gjorde ham lej af sig; hun kunde risikere, at han søgte andensteds hen med sin Kærlighed, for saadan var nu en Gang Mændene. Det kom saa blødt og mildt, og hun strøg hende hele Tiden kærlig over Haanden, som hun holdt mellem begge sine. Og var der noget, hun havde vanskelig for at vinde Bugt med hos sig selv, saa skulde hun bare trøstig gaa til Gud og bede om hans Hjælp. Og hun skulde begynde med at takke for al hans Naade og Godhed. Naar hun holdt sig til Herren, Digitized by Google Constance Ring. 949 vilde alt blive saa godt og velsignet, og hun skulde være hendes egen kære Constance, som i gamle Dage. Det var det samme, som Tanten altid sagde. Vilde nu Moderen nu ogsaa trykke hende til Jorden med dette Snak om, hvor godt hun havde det og med Kravet om, at hun skulde leve sit Lav saa at sige paa Knæ. De vilde tvinge hende til at være glad, til at føle sig lykkelig. Var der da noget at være saa lykkelig over! Hun saa' det ikke. Hun havde fuldt op at æde og drikke — det var sandt — , men det havde hun altid haft. Hvad kunde hun hjælpe for at hun gik med denne Tomhed i sit Indre, og at hun havde stedse vanskeligere for at fordrage sin Mand. At de ikke kunde lade hende i Fred. Selv skreg hun jo ikke op, eller gjorde noget Menneske nogen Bebrejdelse. Hvis det nu virkrlig var saa afskyeligt at være som hun var, saa var det jo ikke hendes Skyld; hun kunde jo ikke skabe sig om, hun. Som hun sad der paa Sængekanten og hørte paa Moderens lange Tale, fik hun en Følelse af bitter Skuffelse og en smertelig Forladthed. Hun havde lovet sig saa meget af Moderens Besøg; hun havde gaaet med en uklar Forestilling om, at naar kun kom, skulde alt blive godt. Men nu forstod de slet ikke hinanden. Moderen blev pludselig til en fremmed, en allieret af dem, der gik og an- klagede hende. Der aabnede sig en Afstand imellem dem, et stort Rum, hvori alt det laa, som Moderen var gaaet forbi uden at se, eller uden at vide om, var til. Hun blev med ét saa und- selig for hende. Bare de kunde undgaa at komme tilbage til dette. Hun skulde være saa venlig og blid mod Ring. Der skulde ingen Anledning blive. Og hun skulde nok se lykkelig ud — det skulde være hendes mindste Kunst, naar det endelig derpaa kom an. »Ikke sandt, Constance min, — du vil være en god og fornuftig Pigec — sagde Fru Blom til sidst, efter at have ventet lidt paa, at Datteren skulde sige noget. »Jo da! Jeg skal være saa fornuftig, saa! Du skal bare se. Godnat, Mo'r.« Hun kyssede hende, rejste sig op og gik ud af Stuen. Amalie Skram. 1 ilskuerc n i f *4 Digitized by Google Machiavelli. piccolo Machiavelli*) er født i Firenze i Aaret 1469. Hans Familie var af jævn Borgerstand, og Drengen fik en god, om end ikke nogen lærd Opdragelse. Han voksede op i Lorenzo Medicis Tid, da Firenze var Midtpunktet for hele Italiens aandelige Liv og tilsyneladende ogsaa den ledende Stad i Politiken; han mod- nedes til Mand, da Medicæerne fordreves kort efter Lorenzos Død og Savonarola prædikede Askese for de livsglade Florentinere, medens Karl den ottendes Indfald aabenbarede den politiske Svag- hed, der herskede Italien over, men mest i Firenze. I Aaret 1498 blev Savonarola styrtet; hans Modstandere vovede dog ikke at ændre den frisindede Styrelsesform, som han havde faaet indført, og under Ledelse af den retsindige Soderini levede Firenze videre som Republik. Netop i samme Aar indtraadte Machiavelli i Stats- tjænesten; den 29aarige Mand valgtes af de styrende Raadsforsaml- inger til Embedet som Stadens anden Kansler, Sekretær hos de *) Den følgende korte Skildring er oprindelig et Led i en Fremstilling af Renaissancens Tidsalder i Italien, som jeg gav i Forelæsninger paa Universi- tetet 1883—1884. Denne Oprindelse vil forklare, at jeg mindre har stræbt at skildre Machiavellis Personlighed eller hans Forfatterejendommelighed end hans Betydning som Banebryder for nogle af Renaissancens Hovedtanker og hans Opfattelse af sin egen Samtid , hvorved han giver et klart Indblik i Aar- sagerne til Italiens politiske Svaghed. Hvorledes Forstaaelsen af Machiavelli er skredet fremad, havde jeg ikke Tid til at dvæle ved; det er ofte fremstillet, paa dansk Grund klart og godt af G. Paludan-Mull (Unerdersøgelse om M. som Skribent, 1839). Af hans Skrifter er Bogen om Fyrsten oversat af Barth i det af Høst udgivne Universalbibliotek. Hovedværket om Machiavelli er nu Ita- lieneren Villaris: Niccol6 Machiavelli e i suoi tempi, 3 Bind, Firenze 1877— 1882. Af de utallige øvrige Skrifter om Machiavelli skal jeg kun nævne det aandfulde Kapitel om ham i de Sanctis italienske litteraturhistorie, der har Tæret meget lærerigt for mig. Digitized by Google Machiavelli. 951 >ti Mændc v der havde Ledelsen af Stadens Krigsvæsen og indre Administration. Som saadan fik han sin store Del af den byrde* fulde Kamp for Tilværelsen, som Republiken førte i de følgende Aar , da den under de mest oprørte politiske Forhold søgte at komme kil Ro i det indre og vinde i det mindste lidt tilbage af sin gamle Indflydelse, i alt Fald Herredømmet over det dyrebareste af dens Erobringer, Pisa nemlig. Det sidste lykkedes langt om længe, men Kampen derfor havde fortæret Republikens sidste Kræfter, og da en Vending i den store Politik atter gav Medi- cæerne Vind i Sejlene, saa faldt den fHe Forfatning sammen i Firenze, næsten uden at Folket rørte sig. Dette skete i Aaret 1512; Soderini blev landsforvist, og Machiavelli, der var saa nøje knyttet til ham, mistede sit Embede, medera det forbødes ham at betræde Staden. Han boede der- efter 4 ! flere Aar paa en lille Gaard tæt ved Landsbyen San Cas- ciano, nogle Mil syd for Firenze, og levede her i en Ensomhed og en Ro, der stod i stærkeste Modsætning til, hvad han tidligere havde kendt. Efterhaanden som Medicæerne følte sig fastere i Sadlen, blev Machiavelli dog behandlet mildere; han fik Lov til at vende tilbage, ja, der betroedes ham enkelte mindre diploma- tiske Hverv, og da lian i Mellemtiden havde gjort sig bekendt som Forfatter, blev det i 1520 overdraget ham at skrive Staden Firenzes Historie. Han var saaledes paa bedste Veje til igen at komme med i Statslivet, hvad han higede efter med al sin Sjæls Energi; saa vilde hans onde Skæbne, at Firenze atter skiftede Magthavere. Medicæerne? Magt var steget til det højeste; til Herredømmet over Firenze havde de føjet Tiaraen, men Leo X og Klemens VII medtog til Rom den halve og rænkefulde Mægler- politik, som Cosimo og Lorenzo havde drevet i Firenze, og til sidst vendte den sig imod dem selv. Rom blev indtaget af de tyske og spanske Landsknægte, og næppe var Efterretningen om den forfærdelige uacco di Kotna naaet til Toscana, før Folket rejste sig og åtter indførte Republiken i Firenze. Machiavelli hilste Fri- heden med Jubel, men personlig bragte den nye Æra ham bitter Skuffelse. Republikanerne vilde ikke have noget at gøre med den Mand, der til sidst havde bøjet sig for Medicæerne, — ret som om de ikke alle havde gjort det; man glemte, hvad han havde udrettet i den tidligere Fristadstid, og ved Valget af Repu- blikens anden Kansler blev han forbigaaet. Det var et Hjærte- stød for Machiavelli, og lige efter, den 22de Juni 1527, døde han, 02* Digitized by Google 952 Machiavelli. Under Machiavellis praktiske Virken i Statstjænesten , der endte saa brat, havde han haft rig Lejlighed til at samle Kund- skab og gøre Erfaringer. Som Sekretær for Timændene havde han i denne Tid været den egentlige Leder af det florentinske Krigs- væsen ; dertil var han ofte blevet brugt i diplomatiske Sendelser, i 1502 saaledes til Cesare Borgia, senere til Pave Julius II, flere Gange til Frankrig, én Gang til den tyske Kejser, hvem han traf i Tyrol. Hans Indberetninger om disse Rejser viser, med hvilken Iver han her gjorde sine Iagttagelser og studerede Politiken i videste Forstand, de ledende Personligheder, Landenes Tilstand og Staternes Forfatning. De viser tillige, at han allerede da besad et stort Talent til at samle de mange enkelte Indtryk til én Sum, koncentrere dem om et almindeligt Faktum: Landets Natur, Folk- ets Karakter eller Statens Ejendommelighed. Ved Frankrk paa- peger han den store Centralisation, hvorved al Magten samredes i Kongens Haand; modsat fremhæver han ved Tyskland den ud- strakte Delthed, der dog ikke hindrede Folket i at være kraftigt og krigersk. Paa den Maade rørte der sig mange Tanker hos ham/ uden at hans daglige Forretninger tillod ham at sammen- arbejde dem. Da Omvæltningen i 1512 saa paatvang ham Uvirksomhed og Ensomhed, modnedes hans Tanker hurtig. Han har selv i et Brev beskrevet, hvorledes Dagen gik for ham i San Casciano. Om Morgenen spadserede han et Par Timer i Skoven, hvor han gennemsaa Gaarsdagens Arbejde eller snakkede med Brænde- huggerne; saa søgte han hen til et Lysthus, ledsaget af en Digter, Dante, Petrarca, Ovid eller Tibul. Højere op ad Dagen begav han sig til Osteriet, samtalende undervejs med alle forbigaaende, spørgende nyt fra Landet eller Firenze. I Osteriet traf han for- uden Værten oftest en Slagter, en Møller, to Kalkbrændere. »Med dem driver jeg hele Dagen hen, spiller Kort eller Tærninger; der høres Tusender af Skænderier og Skældsord, ofte strides der haardt om en Quattrino, og man hører Skrigene lige til San Casciano. . • . . Men naar Aftenen kommer, vender jeg tilbage til mit Hus og gaar ind i mit Studerekammer ; paa Tærskelen affører jeg mig min Bondedragt, fuld af Snavs og Skarn, og ifører mig prægtige Hofklæder. Saaledes passende paaklædt træder jeg ind i de gamles Gaard, hvor jeg modtages godt og nærer mig med den Føde, der ene er min, og hvortil jeg ejr født. Da taler jeg med og spørger dem om Grunden til deres Handlinger. De svarer mig Digitized by Google Machiavelli. 953 venlig, og fire Timer igennem føler jeg ingen Sorger, glemmer alle Lidelser, frygter ikke Fattigdom, skrækkes ikke af Døden; jeg gaar helt op i dem. c Af de mange pudserlige Optrin, som Machiavelli saa' i Osteriet, gjorde han rigt Brug i sine Lystspil, men i det stille Studerekammer frembragtes i denne Tid de tre Værker, der gjorde ham til Nytidens Banebryder i Politiken. Det var: Discorsi sopra la prima deca di Tito Li r*o, Bogen om Fyrsten (il principe) og Varte deUa guerra. Det første Skrift var lang Tid i Arbejde; det andet blev begyndt lidt senere, men skrevet i ét Aandedræt sidst paa Aaret 1513, det tredje fuldendtes i 1520. Det er Bogen om Fyrsten, der har gjort Machiavellis Navn berømt og berygtet; vi) man imidlertid forstaa den og ham selv, maa man tage de andre med, ja lægge Hovedvægten paa Betragtningerne over Livius; thi Principe og »Krigskunsten« er egentlig kun detaillerede Ud- førelser af enkelte Hovedtanker i Discorsi. Vi skal da soge at klare os Machiavellis ledende Tanker; uden at folge Gangen i de enkelte Værker, holder vi os dog især til Skriftet om Titus Livius og bruger Machiavellis egne Ord overalt, hvor det er muligt. Vort Udgangspunkt finder vi i en Sætning, der staar i Indledningen til Discorsi og hvori Machiavelli forklarer Meningen med dette Værk. Her udvikler han, at man i alle Ting stræber at efterligne de gamle; Juristerne studerer Oldtidens Love, Læg- erne de medicinske Forfattere; alene i Statsstyreisen søger ingen at tage Eksempel af dem. Man læser Historien for at høre om mærkelige (Jerninger og store Omskiftelser; derimod tror ingen det muligt at lære af Historien, skønt Himlen, Solen, Element- erne og Menneskene dog stedse er ens. Derfor, siger Machiavelli, har jeg skrevet disse Discorsi for især at vise, hvilken Nytte Politiken kan drage af Historien. — Tanken var ikke helt ny, — ogsaa i Oldtiden havde man talt om Historien som Lære- mester for Livet, — men den laa hen, da Machiavelli tog den op og gennemførte den i et Omfang som ingen Oldtidsforfatter. Politiken skal støttes paa Historien, d. v. s. paa Erfaringen, ikke paa aprioriske Principer, det er hans store Grundtanke. Og han lover sig store Fordele deraf; ti »da Stater og Folkeslag til alle Tider har de samme Onsker og Luner, vil det gennem en om- Digitized by Google •954 Machiavelli. hyggelig Prøvelse af Fortiden være let at forudse de kommende Begivenheder og da anvende de samme Udveje, som de gamle har brugt, eller at finde nye, der er afpassede efter Forholdenec. Den Historie, hvoraf Politiken skal kunne uddrage sine Lærdomme, maatte imidlertid blive en anden end den almindelig fremstillede. I Middelalderen skrev man Aarbøger eller Krø- niker; Begivenhederne skildredes efter den blot kronologiske Tids- følge eller efter deres rent ydre, tilfældige Sammenhæng, uden nøget Forsøg paa at fremdrage deres dybere liggende Aareager eller indre Forbindelse. Renaiasancen havde her som overalt vendt sig bort fra det overfladiske og tørre. Petrarca var blevet Faderen til den moderne Historieskrivning, idet han fra Krøniken gik over til Biografien og skildrede det enkelte Menneskes Liv og Udvikling i Sammenhæng; han havde derved fremdraget ét af Historiens Elementer. Stort videre var hans mange Efterfølgere ikke komne; de havde enten ligesom han taget Mennesket til Midtpunkt og skrevet biografiske Skildringer, eller de havde gen- optaget Krønikeformen, givet den et vist ydre literært Tilsnit ved at skrive paa smukt Latin, ved at indlægge Taler eller ind- flætte Betragtninger, men uden at komme Sammenhængen i Histo- rien dybere paa Livet. Her er det saa, at Machiavelli gør et stort Skridt fremad; fra Mennesket søger han tilbage til Sam- fundet, til Staten, og fremdrager derved et nyt historisk Element, mere omfattende end det enkelte Menneske. Hvad Machiavelli mener med, at Samfundet er den egent- lige Bærer af Historien, ser man bedst af hans florentinske Hi- storie. Egentlig skulde han kun skrive Stadens Historie fra Aaret 1434, da Medicæernes Regimente begyndte, ti Humanisterne Leo- nardo Bruni og Poggio havde jo skrevet om den tidligere Tid paa det smukkeste Latin. Machiavelli læste deres Værker og indsaa snart, at hvorvel de havde beskrevet Firenzes Krige og ydre Forhold meget nøjagtig, saa havde de kun ganske flygtig berørt Stadens indre Udvikling, hvad der dog forekom ham at være det vigtigste og lærerigste. Han tog da selv fat, og om Tiden før 1434 skrev han fire Bøger, hvoraf de tre fremstillede den florentinske Stats indre Historie, medens den første som Baggrund derfor skildrede Italiens Udvikling i Middelalderen. Han lader sig her ikke nøje med at skildre Begivenhederne, men viser deres indre Sammenhæng, den hele Kæde af Aarsager og Virk- ninger; overalt søger han tilbage fra de ydre Forhold til de Digitized by Google Machiavelli. 955 indre, viser Stadens Fremvækst, Partiernes Kampe, Forfatningenø sukcessive Omdannelse. Gennem hans Fremstilling ser man den florentinske Stat som en Organisme, der vokser, lider af Syg- domme, helbredes, tager til og af. Idet Machiavelli ser Sammenhængen i den historiske Ud- vikling, forlader han Middelalderens T^nke om, hvad der var det styrende i Historien. For Middelalderen var Historien Guds Værk, Resultatet af Guds umiddelbare Indgriben i Verden. Det var i Virkeligheden Ikke-Forstaaelsen ophøjet til Princip; ti Guds Tanker var ubegribelige for Menneskene, og disse kunde derfor kun skrive Krøniker. Men Machiavelli vender sig ogsaa mod den Tanke, der var mest oppe hos Samtiden, at det var Tilfældet, Fortuna, eller Skæbnen, Fatum, der styrede Historiens Gang, Han ind- rømmer, at Skæbnen er stærk, men ikke, at den er uimodstaae- lig; han ligner den med en rivende Flod, der truer vide Stræk- ninger med Oversvømmelse, men som Mennesket dog forstaar at spærre inde mellem Dæmninger. For Machiavelli er da det styr* ende i Historien ikke noget udenforliggende, Gud eller Fortuna; det er de indre Aarsager, Tingenes AJagt (la forza delle cose}, en Samvirken af Forholdene og Menneskene. Han hævder dette med en saadan Sikkerhed, at han endogså* vover at dadle de ellers saa højt respekterede Oldtidsforfattere, naar de paastaar det modsatte. Plutark og Livius har Uret, naar de mener, at Rom- erne skyldte Fortuna deres store Magt; Aarsagen var Romer- statens gode Forfatning og Folkets modige Karakter. »Gode In- stitutioner giver god Lykke, og af god Lykke fødes Held i alle Foretagender t. Naar man spørger Machiavelli om Maalet for Historien, for Staten og Statsstyreren, svarer han heller ikke som Middel- alderen. Middelalderens Svar var: Gud, det evige tøv. Alt nær- værende er kun et Skin, noget forgængeligt ; Historiens og Statens Maal kan da kun være at forberede Menueskene til det hinsidige; Staten skal arbejde i Religionens, i Kirkens Tjæneste; Paven, Guds Statholder |>aa Jorden, fører baade det gejstlige og det verdslige Sværd. Machiavelli, der er lige saa skeptisk i religiøs Hentende som hele hans Samtid, ser ikke ud over det jordiske Liv; for ham er Historiens og Statens Maal Mennesket selv. Menneskenes Natur er syndig og slet; derfor er det nødvendigt at have en Stat, der kan holde dem sammen og gøre dem bedre. Staten stiftes og formes af én Mand, en stor Lovgiver eller Digitized by Google 956 Machiavelli. Fyrste, en Moses, Lykurg, Romulus eller Solon; siden over- gives den til Folkets Omsorg og Varetægt; ti lige saa nødvendigt som det er, at én grundlægger Staten, lige saa nødvendigt er det, at den opretholdes og bevares ved de manges forenede Inter- esser og Viljer. En Stats største Lykke er da ikke at have en Fyrste, der regerer godt, mens han lever, derimod at have en Fyrste, der giver den saadanne Love, at den endnu blomstrer efter hans Død. Erfaringen viser ogsaa, at kun frie Stater er varig lykkelige, vokser i Magt og Rigdom, og Aarsagen dertil er let at forstaa; ikke den enkeltes Velfærd, men det offentliges Vel gør Stater store, og kun i frie Stater sættes det igennem, der tjæner til det almene Vel, selv om det skader denne eller hin Privatmand. Og hvilke Midler skal Menneskene, Lovgiveren, Fyrsten benytte for at naa Maalet? Middelalderen svarer atter: Gud, den aabenbarede Religion, den kristelige Moral. Et Middel, der strider mod den af Kirken lærte Moral, kan maaske bringe Mennesket Fordel, men det koster ham hans evige Salighed, og ingen jordisk Vinding kan veje op derimod. Machiavelli, der kun tager Hensyn til det nærværende Liv, svarer anderledes. Et Middels Godhed eller Slethed skal bedømmes ikke efter dets himmelske Værd, men efter dets Betydning for Menneskene, for Staten; fremmer det den almene Interesse, er det godt; skader det Staten, er det slet. Romulus illustrerer dette. Han grundlægger Romerstaten t men han dræber sin yngre Broder Remus og samtykker i Med- kongeh Titus Tatius' Død. Mange vil derfor mene, siger nu Machiavelli, at Romulus er et daarligt Eksempel til Efterlignelse; imidlertid, dette vilde kun være sandt, hvis man ikke betragtede det Maal, der førte ham til hine Mord. For at ordne og lov- give, maa man være ene; »derfor maa det indrømmes, at om end Midlet er slet, saa kan Maalet undskylde det, og naar Maalet er godt, som Romulus' var det, da undskyldes det altid; ti kun den bør dadles, der er grusom for at ødelægge, ikke den, der er det for at helbrede«. Machiavelli, der ikke vil prøve Midlet paa Moralens abso- lute Vægtskaal, overvejer da koldt og rolig dets Hensigtsmæssig- hed, undersøger Følgerne af en grusom og oprørende Handling med lige saa rolig Objektivitet som Virkningerne af en ædel og smuk Handlemaade, stiller Forstillelse, List, Uretfærdighed og Mord jævnsides Ærlighed, Mildhed og Retfærdighed og prøver, Digitized by Google Machiavelli. hvilket af disse Midler, der bedst kan føre til det ønskede Maal. Han viser, hvorledes den maa handle, der vil opretholde Friheden i sin Fødestad, og hvorledes den maa gaa frem, der vil knække den. Fremfor alt fordømmer han al Halvhed; Statsmanden skal være kraftig, hel, om nødvendig ogsaa hensynsløs. »Man mærke sig det, at enten maa man kæle for Menneskene eller ødelægge dem; ti over for smaa Fornærmelser tager de Hævn; kun over for de store formaar de det ikke.« Machiavelli har et Slagord, der for ham betegner den kraftige Politik : man skal dræbe Brutus' Sønner. »Hvem der opkaster sig til Tyran og ikke dræber Brutus, eller hvem der indfører Friheden og ikke som Brutus dræber sine Sønner, han grundlægger intet varigt.« Menneskene, der hverken forstaar at være helt gode eller helt onde, vælger i Stedet oftest en Middelvej, der er det skadeligste af alt. Jeg har i Korthed sogt at fremstille Machiavellis politiske Principer. Følge ham i deres nærmere Gennemførelse kan vi ikke; heller ikke er det deri, at hans største Betydning skal søges. Han vil bygge paa Erfaringen; imidlertid er hans virkelige Kundskab til Fortidens Begivenheder i høj Grad begrænset og mangelfuld og de Slutninger, han draizer paa et saadant Grundlag, bliver allerede derved meget usikre. Dertil kommer, at denne Tænker, hvis Princip er saa reali>tisk, dog ikke ustraffet levede saa nær ved Middelalderens Skolastik ; han abstraherer med en utrolig Dristighed, der lader ham uddrage bestemte Regler og foreskrive visse Fremgangsmaader, hvor han kun havde et Faatal af Fakta at bygge paa. Hans Beundring for Oldtidens Romere fører ham til at sætte Hensynet til Staten over alt andet; han har intet Blik for det hele Vexelspil mellem de enkelte Mennesker og Samfundet, og Staten bliver derfor for ham noget rent kunstigt, noget, der kan skabes og formes helt fra nyt af. Naar dertil lægges Renais- sancens hele Dyrkelse af den enkelte Personlighed, forstaar man, hvorledes Machiavelli kommer til at tillægge Lovgiveren eller Fyrsten en saa alt overvejende Indflydelse; det Værk, som efter ham kan og skal gøres af det store politiske Geni, kan vi kun tænke os udført ved hele Sla gtleds Stræben. Er der saaledes hos Machiavelli overordentlig meg« t, der er uheldigt og for længst opgivet, saa er hans dybeste Grundtanker desto vigtigtre og folgerigere. Han betegner i den teoretiske Digitized by Google 958 Machiavelli. Politik den skarpe Bortvenden fra Middelalderen, som Renais- sancen gennemførte paa alle Punkter; han anslaar den Grund- tone, der siden har lydt gennem den moderne Historiegranskning og Statstøre. Historien studeret som en sammenhængende Kæde af Aarsager og Virkninger, — Politiken grundet paa Erfaring, — Staten opfattet som havende sit Maal paa Jorden, ikke i det hinsidige, det er Machiavellis klare Grundtanker, d^r ogsaa er vore, og det er hans udødelige Ære først at have udtalt dem. I sig selv ere disse Sætninger tomme; de siger intet positivt om Historiens Indhold eller Politikens Lærdomme; det er rene Tavler, paa hvilke Bogstaverne først skal indskrives. M^n de er indholds- fyldige og epokegørende, fordi de stilles polemisk op mod Middel- alderens Anskuelser, mod Tanken om en Religion og en Kirke- lære, der paa Forhaand havde færdige Domme om alt, om Himmel og Jord, om Stat og Samfund, om Politik og Moral. De siger til Meneskene: Se med dine egne Øne. Se paa Ting- ene, som de er, og bild dig ikke ind at de er, som de maaske burde være. Iagttag, hvad der sker, og drag deraf dine Slut- ninger. — Machiavellis Storhed er da den samme som Renaiss^nce- tidens i det hele; han bryder Skrankerne ned og lader Udsigten fri. Han befrier Historie og Politik fra Kirkens Favntag; haii fører dem fra Himlen ned paa Jorden og gør dem fra Teologi til Videnskab, Vi har lært Machiavellis teoretiske Grundtanker at kende; lad os nu se, hvorledes han med dem til Baggrund betragter sin Samtid , ti det er jo netop hans Maal : Nutiden skal lære af For- tiden, af Historien lige fra dep fjærneste Oldtid til de nærmest foregaaende Begivenheder. Medens han i sine Discorsi drøfter Rom- ernes Statsforhold og Bedrifter, vender han atter og atter Blikket frem mod sin egen Tid, og ved at samle disse spredte Træk og Ytringer er det let at vise, hvorledes han opfatter sit Fædrelands Forhold, Italiens Datid og Italiens Fremtid. Renaissancens Hovedkarakter er eh storslaaet Glæde over Livet. Man er sluppet løs fra Middelalderens Askese og nyder nu i fulde Drag all? det jordiske Livs Skjønheder; det er en sand Festjubel, der taler til os gennem Michel Angelos kraftige Yng- linge paa Gapella Sistinas Hvælving eller Rafaels Gaiathea- og Psykebilleder i Villa Farnesina, og den gentager sig i Tidens Digt- ning, i Lorenzo Medicis Karnevalssange og i de kaade Noveller. Digitized by Google Machiavelli. 939 Det politiske Uvejr, der siden Karl VIII's Indfald havde udladt sig over Italien, havde ikke ændret denne Stemning hos Fler- tallet; fra Tidens Alvor flygtede Digterne til Idyllen, til den klas- siske Oldtid eller til Riddertidens Drømmeverden. — Machiavelli har ingen Sans for Kunsten; som Digter skriver han Komedier, hvori han ler af eller spotter sin Samtid; fremfor alt er han Politiker og Statsmand, og som saadan ser han mørkt paa Italiens For- hold. Historien veksler mellem Fremgang og Nedgang, — ti vel er der i Verden altid lige meget godt og ondt, men det er til de forskellige Tider ulige fordelt mellem Landene — , og Italien er afgjort paa Nedgang. Hvad vi kalder Decadence. kalder Machia- velli Fordærvelse, Corrutela y og Italien er fordærvet, grund- fordærvet. Ogsaa Frankrig og Spanien er fordærvede, men kun halvvejs; Schweizernes Bonderepubliker og Tysklands frie Stæder er derimod ufordærvede. »Schweizerne er det eneste Folk, der endnu i Religion og Krigsvæsen lever efter de gamle Forskriftert ; realistisk søger Machiavelli Grunden dertil i, at de ligger Stor- handelen, Kulturen, hele Forfinelsen fjærnest. I Italien er de frie Stæder undergravne af Partistridigheder; Fyrsterne søger at øde- lægge hinanden ved fremmed Hjælp. De unge er hengivne til Lediggang, de gamle til Vellyst; Lovene adlydes ikke; overalt hersker Egoisme. »Italieneren har nok Grund til at rose For- tiden og dadle sin egen Tid; ti han finder nu intet, der opvejer den yderste Elendighed og Skændsel, medens Lasten er allerstørst hos dem, som sidder pro tribunali og forlanger at tilbedes af en- hver«. Fordærvelsen er saa aabenbar, at det vilde være unyttigt at tildække den; tvært imod, det er en Pligt at paapege og frem- hæve den, for at Ungdommen kan lære at stræbe hen imod en Forbedring af Tilstanden. Naar Machiavelli taler om Italiens Fordærvelse, minder han ofte om Bodspræclikanten Savonarola og den hele Retning, der var udgaaet fra denne. Ligesom Savonarola spaar han den romerske Kirke Undergang eller en stor Straffedom, og han er enig med de religiost bevægede Aander i Samtiden om, at Italiens Tilstand var forfærdelig, og at der tiltrængtes en gennemgribende Omformning. Naar imidlertid Savonarola og hans Tilhængere lagde Hovedvægten paa Kirkens Reform, naar de vilde gen- opvække det religiøse Liv, skærpe Kirketugten og lade Kirken beherske Staten, kunde Machiavelli ikke følge dem deri. Han søgte Aarsagerne til Italiens Fordærvelse netop i Middelalderens Digitized by Google 960 Machiavelli. Kirke- og Samfundsforhold, fremfor alt i Pavedømmet. Paverne har en dobbelt Skyld, siger han; for det første har de ødelagt Religionen, ti det er deres slette Eksempel, der har gjort, at Italien har tabt al Fromhed og al Religion; for det andet har de hindret Italien i at vokse sammen til en Enhed, idet de har været for svage til selv at samle. Landet til én Stat, men stærke nok til at hindre enhver anden i at gøre det. Feodal-Adelen har virket i såmme Retning. Disse Baroner, der lever af deres Gods- indtægter uden selv at arbejde og hvoraf mange har Borge og Krigsmagt, de har hindret Fremkomsten af enhver Stat eller politisk Myndighed i Neapel Romagna og mange andre af Italiens Provinser. Endelig Lejehærene. Disse. lejede Tropper, »der er uenige, ærgerrige, uden Mandstugt, utro, hovmodige over for Venner, fejge over for Fjender, der ikke frygter Gud og er tro- løse imod Mennesker«, har gjort Italienerne ukrigerske og hindret Dannelsen af en stærk Stat, idet de selv var uafhængige, van- drende Stater, der snart støttede den ene, snart den anden. Se, det er Aarsagerne til Italiens Ulykker, og naar Savonarola sagde, at det var vore Synders Skyld, at Karl VIII kunde erobre Italien »med Sporer af Træ«, saa havde han Ret, men Synderne, siger Machiavelli, »var ikke dem, som han troede, men dem, som jeg nu har paapeget«. Machiavelli kan da ikke være med til at søge Frelsen for Italien i Genoplivelsen af en Religion, over for hvilken han staar helt ligegyldig, og i en Tilbagevenden til Samfundstilstande, som han fuldstændig fordømmer. Han vil ikke tilbage, men fremad; ikke gøre Gud til Verdens Konge, saaledes som Savonarola pro- klamerede Jesus Kristus til Konge i Firenze, men styrke Staten selv, der er Bærer af Menneskenes Fællesinteresse. Det gælder ham om at fjærne de Mangler, hvoraf Italiens politiske Liv lider, og give Staten en ny Støtte i Menneskenes Patriotisme; Staten selv skal være det højeste Maal, saaledes som den var det for Romerne i Oldtiden. Hvorledes skal alt dette frembringes i det fordærvede Ita- lien? Machiavelli peger paa Historien: naar Nedgangen afløses af Fremgang, saa sker dette oftest ved, at der optræder en stor Reformator, en Lovgiver, en mægtig Fyrste, kort sagt et politisk Geni. Derfor maa en stor Fyrste netop ønske sig en for- dærvet Stat; ti »han vil da vinde udødelig Hæder, ikke ved at ødelægge den helt, som Cæsar gjorde, men ved at genoprejse den Digitized by Google Machiafelli. 961 som Romulus«. 1 Italien er Forholdene dog særlig vanskelige. I Toscanas Republiker, Firenze, Lucca, Siena, hersker der borgerlig Lighed og stor Frihedskærlighed ; her tiltrænges der da en Stats- mand, der kan reformere disse Stæder paa Frihedens Grundlag. I det øvrige Italien derimod er der ingen Ligbed; Neapel, Rom, Romagna og Lombardiet er fyldte med Rester fra Feodaltiden her er der alt for mange selvraadige Baroner, til at der kan ind- føres et frit Regimente. Her tiltrænges da en Fyrste, ti kun »en Fyrstes Kraft kan tvinge de mægtige Adelsmænds Ærgerrighed og Fordærvelse«. I Betragtning af denne Dobbelthed i det italienske Sam- fund ser Machiavelli da to forskellige Fremtidsmuligheder for Italien: Det kan være en Fristad, der først reformeres og derved vinder hele Halvøen for sig, eller en Fyrste, som danner en ny og stærk Stat, der kan blive Kærnen for det enige Italien. Som Florentiner og Republikaner er der meget i det første, der tiltaler ham, men Vanskelighederne er store. Det er vanskeligt at kon- centrere Kraften i en Republik, vanskeligt at faa andre Stater til at adlyde den, ti af al Trældom er det den værste at blive under- kastet en fri Stad, som søger at svække sine Lydlande til bedste for sig selv. Machiavelli henpeger da her kun til Romernes Fremgangsmaade ; de gav de undertvungne hel eller delvis Borger- ret, og »hvis Stæderne i Toscana vilde efterligne Romerne heri, kunde de vel ikke derfor opnaa et saa udstrakt Vælde, som det romerske, men de kunde dog skaffe sig den største Magt i Italien«. Imidlertid er Machiavelli klar over, at denne Mulighed er lille; »den nødvendige Omvæltning kan udføres blidt og skridtvis af en vis Statsmand, men saadanne Folk er sjældne; næsten altid maa man tage sin Tilflugt til overordentlige Midler, til Vold, til Vaaben- magt, med ét Ord: gøre si# til Herre i Staten«. Saa venter han da snarere, at Frelsen skal komme fra en Fyrste; netop »i en fordærvet Tid, hvor Lovene ikke adlydes, dér bærer alt hen imod en Fyrstemagt, der kan tvinge de overmodige«. Tyranniet kom- mer oftest frem dér, hvor Folket ønsker Frihed, medens Adelen ikke vil slippe sin Magt. En kraftig Fyrste kan samle Italien til Enhed, forjage Udlændingene og kue Baronerne. Men vil denne Fyrstematft ikke blive et varigt og utaaleligt Tyranni for Italien? Ikke, vilde Machiavelli svare, hvis Fyrsten er en Romulus, der viste sin Uegennytte ved at overgive den Stat, han havde stiftet, til Senatets Varetægt Men heller ikke i Længden, hvis Fyrsten Digitized by Google 962 Machiavelli. er for egoistisk til selv at opgive Magten eller til at testamentere den til Folket efter sin Død; ti det er jo én af Historiens Grund- love, at Staten kun kan oprettes af én, og kun opretholdes af de mange Naar Fyrsten har befriet Italien for Udlændingene, naar han har tilvejebragt deti borgerlige Lighed ogsaa uden for Tos- cana Ved at knække Baronernes Magt, gaa vil friheden følge efter; Fyrsternes Særinteresse vil vige for det almene bedste. Naar det store politiske Geni hat reformeret Italien og for- jaget Udlændingene, skal den nye Stat støttes paa Borgernes Dyd, Virtu. Virtus er imidlertid for Machiavelli ikke den kristne Dyd, Fromheden; han anklager den af Kirken indprentede Askese for at have svækket Menneskene. »Den kristelige Moral bryder sig ikke om denne Verden; den sætter Hoveddyden i Ydmyghed og Afkald; den priser det fromme, kontemplative Liv mer end det virksomme«. Derved gør den Menneskene mildere og svagere, men den opnaar kun, at Verden bliver et Bytte for Skurke, som træffer Mennesker, hvem det er vigtigere at komme i Paradis end at udrydde deres skurkagtige Modstandere. Machiavellis Borger- dyd er da den aktive Fromhed, Dygtigheden, Kraften, og den skal fremelskes især ved at man udvikler Folkets krigerske Ævner; den nye Stat skal forsvares af Borgere, ikke af Lejesvende. Dette er én af Machiavellis Yndlingstanker , paa hvis Virkeliggørelse han havde arbejdet som Statssekretær; han berører den ofte i Discorsi og udvikler den fyldig i det særlige Skrift Varte deUa guerra. Hovedtanken er helt moderne; for første Gang fremføres det i vort Aarhundrede gennemførte Princip om Folkets alminde- lige Værnepligt: Der skal optages Lister over alle vaabendygtige fra 15 Aars Alderen; fra deres 17de til 30te Aar skal de indøves til Soldater og siden gaa over til Reserven. Da vil Krigen ikke mere blive et Haandværk; »efter Krigen, der bringer Borgerne Møje, Fare og Navnkundighed, vil Soldaterne vende tilbage til deres hjemlige Arne og igen ernære sig af deres Hænders Arbejde«. Den Stat, der saaledes forsvares af Folket i Vaaben, vil være Genstand for deres varmeste Hengivenhed, for en glødende Patriotisme. Fædrelandskærligheden er for Machiavelli mer end en Følelse, det er en Religion, men en menneskelig Religion, hvis Formaal ligger inden for denne Verden. »Mennesket har i sit Liv ingen højere Pligt end Pligten mod Fædrelandet; af det afhænger alt det gode, der kan blive os til Del, og desto mere, Digitized by Google Machiavelli. 963 jo ædlere vort Fædreland er. Den, der med Hjærte og Haand rejser sig mod sit Fædreland, er da at agte lig med en Fader- morder, ja er endnu værre, selv om hans Fædreland har krænket ham«. AH andet bliver smaat i Sammenligning med Fædre- landet; »naar det gælder om at frelse det, skal man ikke spørge om, hvad der er retfærdigt eller uretfærdigt, fromt eller grusomt, rosværdigt eller skændigt; alt skal vige for hvad der ijæner til at frelse Livet og redde Friheden«. En saadan Kærlighed til Fædrenestaten havde eksisterer i Italiens frie Stæder, og Machia- velli anfører ofte et Ord af en ældre Florentiner, at Statens Embeds- mænd eller Styrere maa elske deres Fædreland højere end deres Sjæls Frelse; men Genstanden for den italienske Middelalders Patriotisme havde kun været Staden, den enkelte Kommune. Machiavelli elsker ogsaa Firenze; dog, han Indser, at Smaastat- efnes Tid er forbi i Italien, nu da dets mægtige Naboer gør det til Maal for deres Erobringslyst, og han véd, at »aldrig har en Stat været enig og lykkelig, uden naar hele Landet tilhørte én Republik eller én Fyrste, saaledes som f. Eks. Frankrig eller Spanient. For ham bliver Fædrelandet da ikke den enkelte Stad, men det hele italienske Land, og han nærer allerede selv den luende religiøse Følelse for det store Fædreland, som han ønsker alle andre. Naar han nævner Italien eller tænker paa dets Ulyk- ker, naar han ser Italien »leve i Forfaldt, hvis det »grædende at aande kan kaldes at leve«, dette Italien, »der er mere Trælkvinde end Jøderne, mere Slavinde end Perserne, og som, sønderslidt, med aabne blødende Saar bønfalder Gud om en Befrier«,, da bliver Machiavellis Stil besjælet, hans Prosa løftes til Poesi; paa dette ene Punkt tager Følelsen Magten hos dette kolde, klare Hoved. Machiavellis Opfattelse af Italiens Fordærvelse, af Aarsag- erne dertil og af Midlerne derimod er lige saa dybsindig som skarp. Mod Rette nævner han Italiens politiske Delthed som Aarsagen til Landets Svaghed ; de italienske Smaastater og Stæder maatte vige Pladsen for en Enhedsstat, hvis Italien ikke skulde bukke under for Fremmedherredømmet. Det var et Spørgsmaal om Liv eller Død for Datidens Italien, og længe før Machiavelli under sin Landflygtighed fik Tid til at nedskrive sine Betragt- ninger, havde lignende Tanker rørt sig hos ham. Han havde som florentinsk Sendemand haft Lejlighed til at studere Cesarje Digitized by Google 964 Machiavelli. Borgia paa nært Hold og havde set, hvorledes denne uden at vige tilbage for noget Middel bekæmpede Baronerne og Tyran- nerne i Romagna og her i kort Tid grundlagde en stærk Stat, hvori der herskede stræng Retfærdighed og god Orden, saaledes at Folket med Tillid sluttede sig til sin nye Herre. Var det maaske denne energiske Styrer, der skulde blive hele Italiens Redningsmand? Machiavelli var ikke utilbøjelig til at tro det; han fandt hos Cesare meget, »der kunde tyde paa, at han af Gud var bestemt til Italiens Forløsning« ; men Lykken svigtede Pave- sønnen, og hans italienske Løbebane endte brat ved Faderens Død. I de følgende Aar stod Machiavelli som nærmeste Raad- giver ved Siden af Sod er i ni, der var blevet Firenzes livsvarige Gonfaloniere, og han søgte at formaa denne til at opkaste sig til Diktator; derved skulde han faa Magt til at reformere Republiken og begynde Fædrelandets Befrielse. Men Soderini, »der skulde have dræbt Brutus' Sønner, søgte i Stedet at vinde dem ved Eftergivenhed«; Resultatet var, at han blev styrtet og at Firenze igen kom i Medicæernes Haand. Samtidig havde Pave Julius II rejst en stor Kamp for Italiens Frigørelse for FremmedvældeL Det var ogsaa Machiavellis Maal, men han kunde ikke tro paa, at en Pave skulde være den, der førte Tanken til Sejer, og han saa' jo ogsaa, hvorledes Julius fulgte Pavernes gamle Politik og begunstigede Spanierne i Italien for at faa Franskmændene fordrevne, I Februar 1513 døde Julius II, og Lorenzo Medicis Søn blev hans Efterfølger paa Pavetronen under Navnet Leo X. Han modtog Kirkestaten stærkt udvidet og styrket ved den Udryd- delseskamp mod Baronerne, som baade Aleksander VI og Julius II havde ført; da han dertil føjede Herredømmet over Firenze, var han utvivlsomt den mægtigste Fyrste i Italien. Intet Under, at Italienerne knyttede store Forhaabninger til denne Pave, der kun var 37 Aar gammel og som hørte til en Slægt, hvori politisk Dygtighed var fælles Arvegods; skulde nogen kunne befri Italien fra dette Udlændingenes Aag, der Dag for Dag blev tungere, maatte det være ham. Franskmændene var allerede fordrevne af Pave Julius; de kom igen i Foraaret 1513, men kun for ved Novara at lide et aldeles knusende Nederlag. Til Gengæld var Spaniernes Magt i Italien vel steget; imidlertid, Ferdinand den katolske var gammel, den indre Splid mellem Castilien og Ara- gonien var allerede i fuld Gang; ogsaa her syntes der at være Digitized by Google Machiavelli. 965 gode Chancer for en italiensk Frihedskamp. Saadanne Tanker var virkelig under Overvejelse i den medicæiske Familie. Pave Leo kaldte sin Broder Giuliano til Rom, medens Ledelsen af de florentinske Anliggender overdroges til deres Brodersøn Lorenzo, og ved Pavehoffet syslede man nu med Planer til at skabe en ny Stat for Giuliano. Man vaklede mellem Romagna og Neapel. I Romagna havde Paven allerede Parma og Piacenza; dertil skulde føjes Ferrara og Urbino, hvorfra det vilde være let at fordrive Fyrsterne; saa fik man dér en medicæisk Stat omtrent paa det samme Omraade, hvor Cesare Borgia havde skabt sin. Eller man skulde gribe efter Neapels Kongekrone; det var en aaben Kamp mod Spanierne, men Paven frygtede ikke for den og søgte Forbund med Frankrig paa dette Grundlag. Dette Øjeblik, der syntes saa vel egnet til at befri Italien for Fremmedhorredømmet, svandt hurtig bort. Frankrigs Magt i Italien bragtos atter paa Fode af den unge Frans I , og da Ferdi- nand den katolske døde, fulgtes han af Karl V, der snart blev langt mægtigere end han; i den store Kamp om Overmagten i Evropa, der nu begyndte mellem Frankrig og Huset Habsburg, blev Italiens Frihed klemt til Dole. O.? d >g er dette hurtig for- svundne Øjeblik i Aaret 1513, der var saa svangert paa Mulig- heder, vel værd at mindes, ti det førte Machiavelli til at skrive den navnkundige Bog om Fyrsten. Vi kan forstaa, med hvilken spændt Opmærksomhed Machia- velli fulgte de hurtig vekslende politiske Konstellationer, mens han i San Casriano levede i en tvungen Uvirksomhed, der pinte ham hver Time paa Dagen. Hans Venner i Firenze og Rom holdt ham å jour med alt, hvad der foregik, og skønt han selvfølgelig ikke vidste, hvad der forhandledes i det medicæiske Familieraad, var det for en Mand med hans politiske Kundskab og skarpe Blik let at se, hvad der rørte sig i Italien. Giuliano Medici skulde være en ny Cesare Borgia; maatte han kun gaa frem med samme Dygtighed *om denne og følges af større Held. Machiavelli vilde bidrage sit dertil; han vilde vise ham denJJVej, han maatte gaa, de Midler, han maatte anvende. Saaledes begyndte han i Efter- aaret 1513 Skriftet om Fyrsten, og arbejdede derpaa med en saadan Iver, at det forelaa færdigt inden Aarets Udgang eller kort derefter. 77 prhieipe er lige saa kortfattet som Skriftet om Livius er bredt; her opstiller Forfatteren alle Muligheder og vejer dem Digitized by Google 966 Machiavelli. mod hinanden; hist er hvert Kapitel som en Ordre, der skal lystres. Punkt for Punkt gennemgaar Machiavelli , hvorledes den Fyrste maa gaa frem, der vil skabe sig en ny Stat, idet han stadig henviser til historiske Forbilleder, fremfor alt til Cesare Borgia. Han paapeger, hvorledes Fyrsten skal opbygge sin Magt, hvad der ikke er let, og hvoriedes han skal bevare den, hvad der er uendelig vanskeligere. Hvad der her fremstilles, er et idealt Billede af Tyrannen, som Italiens politiske Forhold havde udviklet i saa mange Varieteter. Tyrannen har kun sig selv og sin Magt til Maal, men han véd, at delte Maal kun naas ved og gennem Folket. Han fremmer sit Folks krigerske Dygtighed og Kraft; ikke mindre sørger han dog for dets timelige Velfærd, for dets Handel og Industri. Tyrannen stoler paa sin Lykke og paa sin Kløgt; snart er han mild, snart haard; her farer han frem med største Læmpe, hist viser han den koldeste Grusomhed, alt dog kun efter omhyggelig BeregniUgj Han kæmper som Men- neskene med Lov og Ret, men tillige som Dyrene med Magt. Han maa være Ræv for at kende Snarerne og Løve for at skræmme Ulvene. For intet Middel skal han gyse tilbage; og han skal det ikke, fordi han for sig har den højeste Retfærdig- hed; »ti den Krig er retfærdig, der er nødvendig; de Vaaben er fromme, som er det eneste og sidste Haab«. Det gode Formaal helliger alle Midler. Men hvad er da dette gode Formaal? Har Machiavelli kun villet lære Medicæerne, hvorledes de skulde skaffe sig én italiensk Stat til foruden de to, de allerede havde, og har han ved Skriftet kun villet smigre Medicæerne, for af dem, at blive befriet for sin Landflygtighed? At han ved Bogen om Fyrsten har haabet at skaffe sig selv ind i politisk Virksomhed, er sikkert nok 1 ), men lad dette forklare, at Bogen blev skrevet, saa forklarer det ikke dens Indhold og Karakter. Machiavelli vilde vise Medicæerne Vejen til Magten, men kun, fordi man derved kunde naa frem til Italiens Befrielse. Bogens sidste Kapitel, »Opfordring til at belri Italien fra Barbarerne«, det er Nøglen til Skriftet. Her bryder ') Dedikationen — der i sin endelige Form er rettet til Lorenzo Medici, da Onkelen Giuliano døde , før Bogen blev overrakt ham — ender saa- ledes: „Og hvis eders Naade fra sin Storheds Tinde under Tiden vil kaste et Blik ned til disse lave Steder, da vil I se, hvor ufortjænt jeg maa trælle under en ond og vedholdende Skæbnes haarde Slag*. Digitized by Google Machiavelli. 967 den ildfulde Kærlighed til Fædrelandet frem, som vi allerede bar lært at kende hos ham, og indtrængende formaner han Medicæ- erne til ikke at lade Øjeblikket gaa unyttet hen. »Man maa ikke forsømme denne Lejlighed, for at Italien, efter saa lang Tids Forløb, kan faa Øje paa sin Befrier. Hvorledes skulde jeg kunne beskrive den Kærlighed, med hvilken han vilde blive mod- tagen i alle de Provinser, som har lidt under de fremmedes Syndflod, med hvilken Hævntørst, med hvilken fast Tro, med hvilken Fromhed, med hvilke Taarer! Hvilke Porte vilde lukke sig for ham? Hvilket Folk nægte ham Lydighed? Hvilken Mis- undelse modsætte sig ham? Hvilken Italiener tøve med at følge ham? Enhver væmmes ved dette Herredømme af Barbarer. — Saa tage da Eders navnkundige Hus denne Sag i sin Haand med det Mod og det Haab, som en retfærdig Sag indgyder, paa det at under Eders Banner dette vort Fædreland skal vorde herlig- gjort, og under dette Tegn Pelrarcas Ord opfyldes: Mod Vold og Rasen vender — til stakket Kamp — sig ædelt Heltemod; ti end, Italien, brænder Oldtidens Kraft i dine Sønners Blod*. // principe er da ikke, som man længe mente, en Lærebog for en Tyran, der opstiller almengyldige Regler for, hvorledes han skal regere absolut, opnaa sine egoistiske Formaal; det er en Anvisning til, hvorledes den Fyrste maa optræde, der vil grund- lægge en ny Stat, og ganske særlig, hvad han skal gøre i Italien i det Herrens Aar 1514. Heller ikke er Skriftet en Satire paa Tyranniet, eller en Snare for den Fyrste, der vilde følge For- fatterens Raad. Skriftet er saa alvorlig ment, som noget af Machiavellis, men det giver kun én Side af hans Tankegang og forstaas derfor kun rettelig, naar det ses i Sammenhæng med hans øvrige Værker. Det var dristigt at paakalde Tyranniet for at redde Italien, men det var 4kke uden Grund, naar Machiavelli mente, at kun en Fyrstes kraftige Haand kunde fuldføre denne Stordaad. Hvad der skulde ske, naar Kampen med Udlænding- ene var ført sejrrig til Ende, naar Italiens Enhed var grund- lagt, det har Machiavelli ikke sagt i Bogen om Fyrsten; dog er det ikke vanskeligt at tegne ogsaa denne fjærnere Fremtid 63* Digitized by Google 968 Machiavelli. efter hans andensteds udtalte Tanker. Tyranniet skulde slaa Baronerne til Jorden, bortrydde Lævningerne af Feodaltiden, op- rette en folkelig Hær; det skulde i hele Italien frembringe den borgerlige Lighed, der hidtil kun fandtes i Toscanas Republiker, og den nødvendige Følge, som ingen tyrannisk Egoisme kunde holde tilbage, vilde da være en virkelig Folkefrihed. At dette var Endemaalet, har Machiavelli ogsaa udtalt en anden Gang, atter lige over for Medicæerne. Det var omtrent i Aaret 1520; den daværende Styrer i Firenze, Kardinal Giulio Medici, tænkte da paa at reformere Stadens Forfatning og bad forskellige Politikere om at ytre sig herom, deriblandt ogsaa Machiavelli. Her var altsaa ikke Tale om at grundlægge en ny Stat, derimod at finde den bedste Forfatning for en Stad, hvori der allerede herskede borgerlig Lighed og hvis Borgere nærede sfor Kærlighed til Friheden. Machiavelli tilraadede Medicæerne at gennemføre en demokratisk Forfatning med Midtpunktet i et stort Raad, saaledes som det, Savonarola havde faaet oprettet; men tillige, at Giulio og Medicæerne skulde forbeholde sig Valg- retten til Raadet og Embederne for deres Levetid. »I«, siger han, »vil da være de absolute Herrer i Staten; I vælger alle Embeds- mændene; alt afhænger af eder; saa længe I lever, har I ligesom et Monarki. Men naar I dør, saa efterlader I Fædrelandet en sand og fri Republik, der skylder eder sin Tilværelse«. Machia- velli kender Medicæerne for godt til udelukkende at appellere til deres Fædrelandskærlighed; som han i Bogen om Fyrsten raader dem til at stræbe efter Fyrstemagten i hele Italien, saaledes er han i sin Betænkning fra 1520 rede til at give dem Tyran- vælde i Firenze, men her, hvor han taler til to barnløse Kirke- fyrster, Kardinalen og Pave Leo X, vover han tillige at frem- stille Endemaalet, den Folkefrihed, der først skulde indtræde efter deres Død. Hvor forskelligt Machiavelli end udtaler sig i Betænkningen og i »Fyrsten«, saa er Maalet dog det samme, og begge Skrifter har deres Rod i hans egen brændende Kærlighed til Fædrelandet, hist til det snævrere, til Fædrenestaden, her til det større, hele Italien. »Og jeg tror — slutter han sin Be- tænkning — , at den største Hæder, et Menneske kan erhverve sig, det er den, som hans Fædreland frivillig yder ham. Jeg tror ogsaa, at den største, Gud mest velbehagelige Gerning, som et Menneske kan gøre, det er det gode, han kan gøre mod sit Fædreland«. Digitized by Google Machiavelli. 969 Vi har før sot , at Machiavelli var en stor Tænker, der ud- talte Teorier og formede en Metode, der brød Videnskaben nye Baner; vi kan nu tilføje, at han var en begejstret Patriot, en Mand, der følte dybere og varmere for sit Fædreland end nogen i hans Samtid. Hans praktiske Raad faldt magtesløst til Jorden; ingen italiensk Fyrste var kraftig nok til at blive Landets Befrier, selve det italienske Folk var tor forfinet og for fordærvet til at kunne føle den glødende Fædrelandskærlighed, der fyldte Machia- velli selv. Man kunde sige, at Machiavelli var en Digter, en poli- tisk Digter, der fremmanede en Ideal verden ligesom Ariosto i Or- lando. Men Machiavelli var større end Ariosto; hans Idealer laa ude i Fremtiden, mens Ariostos laa i Fortiden, og Machiavellis Fremtidstanker blev eflerhaanden til 'Virkelighed. I Italien og i hele Evropa kom den Tyran , han havde ventet, kun at det ikke blev en enkelt Mand, som han med sin Overvurdering af den geniale Politikers Indflydelse havde troet, men en hel Tidsalder, Absolutismens Aarhundreder. Dette Tyranvælde udrettede det, som Machiavelli ønskede; det rensede Staterne for Middelalderens Rester, frembragte en borgerlig Lighed, og da den Gerning var gjort, saa gik det atter, som Machiavelli havde forudset: saa veg Absolutismen, hist frivillig, her ufrivillig, Pladsen for Folke- friheden. Saaledes peger Machiavelli langt ud over sin Tid, og derfor er han først sent blevet forstaaet. I Absolutismens Tid for- stod man kun den ene Side af hans Fremtidstanker; først da Enevælden veg for Friheden, først da forstod man den hele, den fuldstændige Machiavelli. Først da fik han ogsaa den Æres- oprejsning, som han saa vel har fortjænt. Kr. Erslev. Digitized by Google Van der Meer fra Delft. Hollandsk Kunst bør ses i Holland. Ikke fordi der dér er saa særlig meget af den, men fordi Billederne utvivlsomt for- staas bedst, naar man ser dem paa det Sted, hvor de er malede. Det er et hyggeligt Land, dette Holland, med dets for os danske saa mærkelige Blanding af noget fremmedartet og noget hjem- ligt, med Søtaage eller. Søbrise ind over frodige Marker og Enge med godt Korn og godt Kvæg, med ubegribelige Mængder af Vejrmøller i sluttet Kreds om smaa Byer med rødbrune Huse, hvis takkede Gavle tegner sig omvendt i Kanalerne mellem Spejlet af Grachternes grønne Træer og Skøjternes Skrog og Master, og en Befolkning, hvor solid Velstand synes være hyppig og solid Sundhed være overalt. Dér vækkes man af Plasken paa Ruderne, Skuren paa Trapperne, en Hovedrengøring for Huset, Gaden, Byen, som om der ventedes fyrsteligt Besøg. Saa gaar man ud at beundre den renvaskede By, der er saa malerisk karakterfuld i al sin gammeldags Stads af Vindebroer og Taarne, Volde og Møller. Indtil Musæerne aabnes; dér giver Nationens store Mænd naadig Audiens. Og der møder man det alt igen: Marker, Køer, Møller, gamle Huse, Kanaler, Skibe, disig Søluft, maleriske Træer, Moser med blanke Siv, sunde og glade Folk, og desuden en svunden Herlighed af maleriske Dragter og maleriskt Liv. Alt er skildret elskværdigt, omhyggeligt og sandhedskærligt. Virker vel disse Billeder ved Siden af den lyse, klare Virkelighed uden for en Kende afdæmpet og fortonet, synes vel den bløde, gyldenbrune Grundtone at have indsuget en Del af Farvernes Friskhed og Kraft for at erstatte den ved sin overnaturlige Harmoni, saa er Digitized by Google Van der Meer fra Delft. 971 det jo ikke at undres over. To hundrede Aar er med deres Sol og Støv gaaede hen over disse Billeder, mange har ligget gemte i Kroge og paa Lofter, andre har været paa ti Auktioner, paa tyve Rejser. Næsten alle har de været i selvkloge og selvglade Maleri-Restauratorers Hænder, og er der blevne overdængede med mørknende Fernis, rensede ved tærende Vask, udbedrede og overmalte og mishandlede saa grusomt , som om de smaa Udygtig- beder havde haft en ondskabsfuld, personlig Tilfredsstillelse ved at skænde de store Dygtigheders Værker. Naar man véd dette, oi£ naar man husker dette over for de talrige hollandske Billeder, hvis DejKghed endnu er stor, men som man dog tænker sig oprindeligt har været endnu dejligere, saa forbavses man i høj Grad, naar man standser over for tre, fire Billeder, der synes malede i Gaar. •De have en Glans og en Lyskraft i Farven, der lader deres højt udmærkede Omgivelser træde tilbage i en utydelig Skumring, og de er malede af den samme Kunstner: Jan van der Meer Ira Delft, som man længe har kaldt ham, eller Johannes Vermeer, som han er døbt og atter nævnet, efter at den flittige Forsker og dygtige Skribent Henry Havard for syv Aar siden har fundet hans Fødsels-Tilmældelse i Staden Delfis Arkiver. Billederne er en Gaade, og Maleren selv er bleven berømt for at være en Gaade. I over et Aarhundrede har han hvilet i den mest absolute Glemsel, skrinlagt i Skyggen af Pieter de Hoogs Hæder. Hans' Beundrere i Nutiden har haft den største Besvær med at drage hans Livsforhold og hans Produktion frem for Dagens Lys Størst Ære for ihærdigt Arbejde i denne Sags Tjæneste tilkommer W. Biirger (Th. Thore) og Henry Havard. Den sidstes Afhandling om Johannes Vermeer i »Gazette des Beaux Arts« 18S3 supplerer den førstes Afhandling sammesteds 1866 saa vel, at man nu véd mere om den gaadefulde »Delfsche van der Meer« end om de Heste andre af Hollands bedste Kunst- nere. Man véd, at han er iødt sidst i Oktober 163-2, at han var Son af Smaakaar>folk, at han giftede sig lidt over 20 Aar gam- mel (den 5te April 1653), og at han var me/et fattig, saa fattig, at han maatte have Kredit i tre Aar for halvfemte Gylden, som han skyldte paa sin Indtegning i Malerlauget December 1653. og at han 1656 erklæredes for insolvent. Paa samme Tid har man dog Vished for, at han af sine samtidige var saa æret og agtet som Kunstner, at han hædredes baade i Prosa og Vers, at Digitized by Google 972 Van der Meer fra Delft. fremmede rejsende besøgte ham og fandt hans Atelier tomt for Billeder, men derimod hos en Bager i Byen saa' et Billede af ham, som var betalt med den da saare anselige Sum af 800 Gylden, skønt det kun havde en enkelt Figur, hvad med For- undring er antegnet. 30 Aar gammel udnævntes han til For- mand for Sankt-Lukas-Gildet i Delft, ^en Ære, hans Kollegaer og- saa 10 Aar senere lod ham blive til Del. Han døde d. 13de De- cember 1675, 43 Aar gammel, efterladende sig 8 umyndige Børn. Men det bedste, man véd om Johannes Vermeer, er dog, at en halv Snes Billeder, der betegner det hollandske Genre- maleris Højdepunkt af malerisk« Færdighed, med fuldkommen Sikkerhed kan tilskrives ham. Han har malet langt flere; Biirger giver en Fortegnelse over 75 Arbejder af ham, af hvilke de fleste dog næppe er fuldt autentiske og andre af forholdsvis ringe Værd. Men de 10 Billeder er nok til at give ham, om ikke den første Plads i det hollandske Genremaleri, saa dog den Plads, ved hvilken Flertallet af Nutidens Øjne med mest Inter- esse og størst Beundring dvæler. Der er Kunstnere, som be- tragter Fortidens Kunst som noget dem uvedkommende ante- diluvianskt, der nærer Uvilje mod Galleribesøg og Afsky for Kunsthistorie, og som dog, naar det gælder Vermeer, er lutter dyb Anerkendelse og oprigtig Begejstring. Ja, saa stor er denne Heksemesters Kunst, at selv rettroende Kunstnere og Kunstvenner erklærer Indtrykket af herlige Billeder af Kunstens største Navne afbleget for en ganske lille beskeden »van der Meert, der lod dem gaa 14 Dage sukkende over dets Dejlighed, og endnu staar tydeligere for deres Erindring, end alt det meget andet udmærk- ede, de paa Rejsen har set. Det er ikke Indholdet, der giver Vermeers Billeder deres Værd. Han er ikke som |Jan Steen en aandfuld Iagttager af kaade Løjer og gale Streger, han er ikke som Brouwer en grov- kornet Humorist, ikke som Ostade en elskværdig Fortæller om grimme, rundryggede Menneskers hyggelige Familieliv i et snavset, uordentligt og maleriskt Interiør. I en Skole af absolute Malere er han den mest absolute Maler. Det, der gør hans Stilling en- som og fremskudt, som sikrer ham de moderne Kunstneres Sym- pati og Beundring, er, at han bestemt har brudt med en Over- tro, der næredes af de hollandske Kunstnere, hvor brave Na- turalister de end var, en Overtro om de varme Farvers principale Betydning for Billedernes Harmoni. Vermeer lod dristigt det Digitized by Google Van der Meer fra Delfl. 973 fulde, klare, kølige Dagslys strømme ind i sine Billeder og viste, at Farveskønheden ikke behøvede at lide det ringeste Afbræk, fordi Farvesandheden kom til sin fortjænte Ret. Den brunlige Tone i de gamle Hollænderes Billeder skyldes nemlig ikke udelukkende Fernissen og Tiden. Den skyldes tillige et maleriskt Princip, der var Teori, og en malerisk Teknik, der var Praksis. Clair-obscuret gjaldt for Kunstens fineste Delika- tesse, og man søgte i Billederne t rem for alt at faa en mættet varm og blødt sammensmeltet Tone. Der er næppe Tvivl om, at dette lærtes i Atelieme fra Mester til Lærling, og at der og- saa dér gaves visse praktiske Vink om, hvorledes Maalet lettest kunde naas. Man malede sikkert med et eller andet Medium — sammensat af Oljer, Harpiks, Voks eller hvad det nu var — , som egnede sig til at skaffe den ønskede Harmoni til Veje, samtidigt med at det tillod den fuldendt dejlige Penselføring, der udmærker det gamle Hollands største tekniske Kapaciteter, et Vidunder, hvis Hemmelighed senere er gaaet tabt. Gud hjælpe den arme forvovne, der giver sig i Kast med at kopiere Metsu eller Ter- burg, selv Willem Kalfs kinesiske Porceltøensskaal i vort husvilde Billedgalleri er der ikke Mulighed for at naa! Man kan male omhyggeligt og kedeligt eller friskt og forsorent, men det er over Nutidens Ævne at forene de hollandske Kabinetsstykkers kælne og sirlige Gennemførelse med deres aandfulde og energiske Penselbehandling og utrolige Præcision. Det er forstaaeligt , at de hollandske Malere ikke modstod Fristelsen til at gøre en overdreven og unaturlig Brug af varme Farver, De elskede den mystiske Poesi i de halvmørke Kroges interessante Utydelighed saa højt, at det fulde Dagslys' kolde Skær nok kunde synes dem en Kende grelt og prosaiskt. Derfor træffer man undertiden hos dem en Undvigen af Naturen, som man undres over at møde hos saa sandhedskærlige Folk. Det hændes dem ofte, at de sætter Vinduer hen som en ren dekorativ Udpyntning , uden at Lyset i Billedet i Virkeligheden kommer fra dem. Eksempelvis kan henvises til Frans Mieris' smukke Billede af Bondestuen i den kgl. Malerisamling. Rembrandt, denne mægtige subjektive Mester, gav i saa Henseende ikke noget godt Eksempel. »Nattevagtent har jo faaet denne fejlagtige Benævnelse, fordi Billedets Lysforhold er absolut fantastiske, om det end er klart nok, hvorfra Lyset skulde komme. 1 »De Staalmestersc , i »Anatomiforelæsningent og en Digitized by Google 974 Van der Meer fra Delft. Mængde andre af Rembrandts Billeder er Lysvirkningen ligeledes uden objektiv Sandhed. Alligevel er det vel netop Rembrandt, der er Forudsætningen for det Par Malere, som lagde en stærk og berettiget Vægt paa Vinduet, Lyset fra Vinduet og Dagklarheden. Rembrandt havde nemlig i højeste Grad sin Opmærksomhed hen- vendt paa de Love om Lysværdier og Farvetonernes indbyrdes Afhængighedsforhold, hvis klare Gyldighed nuomstunder forfægtes under velkendte franske Slagord. Han yndede endog at sætte Sagen paa Spidsen, som f. Eks. ved at oversværte et helt Billede, for at en enkelt Perle kunde faa sin tilbørlige Glans. Naar han gjorde saa meget for en Perle, laa det nær for andre ogsaa at gøre lidt for Vinduet og Lysets rette Fortoning fra Vinduet ind i Stuen. Tidligere antog man, at baade Pieter de Hoogh og Johan- nes Vermeer en Tid havde besøgt Rembrandts Atelier. Efter nyere Oplysninger om disse Kunstnere er det mere sandsynligt, at de begge har faaet frugtbringende Impulser fra Rembrandt paa anden Haand, gennem Karel Fabritius, der boede i Delft 1 ). Pieter de Hoogh var født i Rotterdam, antageligt ligesom Ver- meer, i 1632, men kom som ganske ung til Delft, hvor han giftede sig 1654 og d. 20de September 1655 optoges i Sankt- Lukas-Gildet, to Aar efter, at Vermeer var traadt derind. Senere synes han atter at have forladt Delft for at bosætte sig i Utrecht eller Harlem. De to jævnaldrende Malere, der boede i samme By, har kendt hinanden og uden Tvivl sluttet sig nær sammen. Meget unge og meget talentfulde, som de begge var, har de næret Uvilje mod Konveniensen og tappert stræbt at bryde med denne Hindring for at komme Naturen paa nærmere Hold. 1 Steden for de brunttonede, let og tyndtmalede Billeder, der var Normen, har de malet Billeder med en solid og pastos Farvebehandling, med en glimrende, intensiv og tillige natursand Kolorit, Billeder, hvor et nyt Syn for Dagslysets Ret og Dagslysets Skønhed gør sig gældende. De har stor Kærlighed for aabentstaaende Vin- l ) De væsentligste Resultater af de nyere Forskninger i den hollandske Malerkunsts Historie vil man finde i en lille velskreven og læseværdig Bog af Henry Havard: „Histoire de la peinture hollandaise' (Quantin, 1882) Digitized by Google Van der Meer fra Delft. 975 duer, for Gulve med Fliser i Tavl. Ofte benytter de en hvid Baggrund, fordi denne giver de tindrende Farver Relief, og paa den hvide Væg glemmer de sjældent at anbringe et gammelt dekorativt Landkaart eller et enkelt mørknet Billede, hvis Æmne efter gammel Mode hentyder paa det virkelige Billedes figurlige Indhold. Vermeer er især trofast i Benyttelsen af denne Bag- grund. Jeg tror, at de Hoogh i malerisk Henseende Rar lært mere af Vermeer end denne af ham. Vermeer var sikkert den radikaleste, den af de to, der var mest ubestikkelig i Kampen for en mere redelig, lys- og farvekær Naturalisme. Maaske fordi de Hoogh i visse Maader var en rigere Begavelse, og der sagtens kræves en vis Fattigdom af enkelte Ævner, for at objektiv Sand- druhed kan blive det højeste Maal. De Hooghs Billeder for- tæller mere end Vermeers. Det er ubetinget den ypperste Skildring af den hollandske Borgerstands smukke, maleriske In- teriører, som hollandsk Kunst har givet os; man kunde, som liavard bemærker, undvære Figurerne, uden at Billederne tabte al deres Skønhed. De Hooghs Figurer er dog mere end blot og bar Staffage i Interiørerne. Der er næppe nogen anden hol- landsk Maler, som har givet en saa morsom Fremstilling af de velhavende Borgeres Liv. Det er iagttaget med et godmodigt Lune, som man undertiden savner hos Terburg og hans Fæller; der er enkelte psykologiske Karakterskildringer, der minder om Moliere. Hos Vermeer kan man træffe de samme Hensigter, men Humoren er mindre frisk; her er det vistnok Vermeer, der har lært hos de Hoogh. Pieter de Hoogh er særlig berømt og særlig genkendelig paa smukke Perspektiver gennem en aabentstaaende Dør i Bag- grunden ind til en anden Stue, hvor Solen falder ned med varme og lysende Reflekser. Disse Solstraaler giver hans In- teriører en uforlignelig Hygge, en egen vindende poetisk Stem- ning. Nicolaas Maes har en enkelt Gang anvendt den samme Perspektiv. Vermeer synes ogsaa at have malet den i et Billede, der nævnes i et gammelt Auktionskatalog. Selv naar de Hoogh lukker Døren, holder han ofte sine Figurer i Forgrunden i et afdæmpet Halvlys, et varmt Clair-obscur, til Fordel for en stærk Lysvirkning længere inde i Billedet. Vermeer drager næsten al- tid sine Figurer tæt hen til Vinduet i det fuldeste , klareste Dagslys. De er tegnet og malet omhyggeligere end de Hooghs. Digitized by Google 976 Van der Meer fra Delft. Medens de Hoogh ofte giver sig i Kast med større og finur- ligere Billeder, nøjes Vermeer meget tit med en enkelt Figur, afskaaren ved Knæet, en Figur, der er optagen af et stil- færdigt, dagligdags Arbejde. Men saa er denne Figur ogsaa en Perle af Malerkunst. Vermeers Farve er *end rigere og pragt- fuldere end de Hoogs, hvad der siger meget; Vermeer er den af alle* hollandske Malere, der har den mest glimrende Palet. En lys citrongul, Orientens Yndlingsfarve, turde ogsaa have været hans. • Der er stærke, voldsomme, men altid harmoniske Farvemodsætninger. Farvebehandlingen er meget ejendommelig. I de mest gennemarbejdede Partier er der paasat smaa Farve- klatter, smaa runde Farvekugler, som saa er glattede over. Hensigten med denne Fremgangsmaade har vel været at faa Farven mere lysende og mere vibrerende, og det er lykke- des ham. De fleste af Vermeers Billeder er tidligere gaaet under Pieter de Hooghs Navn. Man har selv malet dette Navn paa dem for at forøge deres merkantile Værd, ligesom man har forsynet Hobbemas Landskaber med Ruisdaels Signatur. Paa et af Vermeers Billeder er dennes Navn, malet i Skyggen, und- gaaet dens Opmærksomhed, der paa et mere iøjnefaldende Sted har bødet paa, at de Hoogh formentlig havde glemt at signere Billedet. Nu var det vel bedre Spekulation at lade Billeder af Ruisdael og de Hoogh gaa for Billeder af Hobbema og Vermeer; saa værdskiftende kan jo Navneværdier undertiden være. Vi ejer intet Billede af Vermeer. Men i Stuen VII paa Kristiansborg fandtes en meget mærkelig Ruin af et Første- Rangs Billede, malet af Pieter de Hoogh — under stærk Paa- virkning af Vermeer, tror jeg at turde paastaa — . Da det jo des værre ikke staar i hver ønskendes Ævne at rejse til Ud- landet for at gøre sig bekendt med disse Malere, kan man hen- vise til dette Billede, for saa vidt som det viser de to udmærkede koloristiske Genremaleres fælles maleriske Bestræbelser. I sig selv er det et dejligt Billede. De fleste vil mindes det. Gid vi snart atter kan faa det at se! Paa en dejlig Solskinsdag i September er et Selskab paa ti Personer samlet i en stor Sal for at more sig. Vinduet staar aabent ud til Haven, og Vinden har ført et Par Blade af Vinløvet, der uden for omrammer Vinduet, ind paa de brogede Digitized by Google Van der Meer fra Delft. 977 Gulvfliser. Der er Sang, Spil og Dans. Om Bordet henne ved Vinduet er den musicerende Del af Selskabet samlet med to Fløjter , en Violin og en god gammel Sangbog ; en hæderlig Matrone staar rede med Flaske og Glas, naar de tørre Struber trænger til at fugtes. En latterlig lang Rækel, der med slent- rende Ben, nikkende Hoved og et saligt Smil i det røde An- sigt gravitetiskt fører sin Dame frem i Forgrunden for at danse en sirlig Menuet efter alle Kunstens subtileste Regler, synes allerede vel hyppigt at have smagt paa Flaskens Indhold. Eller er det kun Mindelser fra Frokosten éller Middagen, ti man tør nok sværge paa, at ingen af Selskabet er fastende? Det gamle, sagtens bibelske Billede, der hænger paa Væggen, ser underlig trist ud mod alt det stærke Lys, alle de brogede Dragter, al denne støjende Livsglæde, der lader det bageste Værelse, hvor Solen skinner ned, og som man til Højre kigger ind til, gøre et eget søvnig-roligt Indtryk. I malerisk Henseende har Billedet været overordentligt og er det endnu, trods Restauratorerne ikke har lævnet andet af den gamle Mesters eget Værk end et enkelt lille Hoved i Bag- grunden. Kompositionen er mesterlig. Farvefordelingen et »non plus ultra«. - Alt er saa fuldstændigt paa sin rette Plads: i Billedets Midte Kavalerens hvide Trøje, Damens karmoisinrøde Sløjfer og citrongule Kjole, der staar ypperligt af mod en sort Dragt, en fredelig, nevtral Plet, der tillige paa den lykkeligste Maade fremhæver de stærke, glimrende festlige Noter til den anden Side i den syngende Dames fyldigt blaa Kjole og Violin- spillerens røde Ben. Lige saa fortræffeligt staar Vinduet med den fine Lufttone over Træerne uden for til de behændigt sammen- satte Farver i Omgivelserne. Et stort grønt Draperi i brede Folder dækker paa den snedigste Maade over den uinteressante Del af Billedets Baggrund. Selv i dets nuværende, ynkelig ødelagte Tilstand gør det mellem andre hollandske Billetler en glimrende Virkning og har ikke helt mistet den Sandhed, Skønhed, Rigdom og Kraft i Lys og i Farve, der var, hvad Vermeer og de Hoogh søgte og fandt. Vil man se den absolute Vermeer', maa man rejse til Am- sterdam og se den berumte gule »Mælkepige« hos Six, et solskins- fyldt, farvest raalende lille Mesterværk. I samme Samling er der et ypperligt »Gadeparti fra Delft«; Vermeer er lige saa glimrende i Arkitektur- og Landskabs- som i Figurbilleder. Det Billede, der Digitized by Google 978 Van der Meer fra Delft. paa Rejsen gennem Hollands Samlinger virker mest overraskende, turde vel være Vermeers vidunderlige »Prospekt af Byen Delft« i Musæet i Haag, aldeles moderne i Motiv, i Opfattelse, i den lyse, straalende Friluftsfarve. I van der Hoops Samling i Amsterdam, i den arenbergske Samling i Br ussel, i Louvre, Brunsvig, Berlin, Dresden og Wien findes Billeder af Vermeer. I den doubteske Samling fandtes forhen det Billede af »Soldaten og den leende Pige«, som er bleven berømt gennem den fortræffelige Kunstner Jules Jacquemarts mesterlige Radering. »Gazette des Beaux Arts« har 1883 bragt en nydelig Radering af Milius efter Billedet i den czerninske Samling i Wien, et Billede som, efter hvad alle de lykkelige, der har set det, enstemmigt erklærer, er overvældende dejligt. Efter at det med utvivlsom Ret er tillagt Vermeer, er det ogsaa overalt udnævnt til at forestille Vermeer i sit Atelier, en Betegnelse, der næppe er rigtig. Fraset at det er — og især paa den Tid var — meget vanskeligt at njale sig selv i hel Figur fra Ryggen, var Vermeer ikke stiv i allegoriske Figurer, og det er næppe rimeligt at antage, at han har haft saa ringe Sans for at give en træffende Selvkarakteristik, at han i denne specielle Anledning har bestilt Fama til Model. Han har snarere malet en anden Maler, maaske en Ven ; han har med god Grund ment, at man lige saa vel kunde faa et godt Billede ud af en Mand, der maler, som af en Pige, der knipler eller læser et Brev eller spiller paa Klavecin eller pynter sig eller hælder Mælken om fra en Kande til en anden. Og han har maaske malet Vennen med en stille Forundring over, en hemmelig Misbilligelse af, at Folk vilde male den Slags Ting, som Allegorier og mytiske Hi- storier, de aldrig med egne Øjne have set. 'Omvendt kunde ikke blot de, men vel ogsaa Flertallet af de samtidige hollandske Malere bebrejde ham, at han var saa lidet fortællende, saa nøj- som i sine Motiver, saa objektiv, — ja, den Gang kendte man ikke dette Ord, og end mindre Ordet »fotografisk«, som man ellers utvivlsomt vilde have brugt. Kan hænde, at begge Parter havde en Smule Ret, men dog mest [Uret. I øvrigt er det ganske unødvendigt at dømme dem imellem. Karl Madsen. Digitized by Google An mæl del 8 er. S. Sohandorph: Skovfogadbørnana. En Fortælling. (Reitzel). Schandorphs ny Fortælling er en elskværdig, klar og fængslende Komposition. Folkemelodier og Bondedanse følger i Rad, og ud af Mangfoldigheden løfter der sig rolige Harmonier, som fanger Øret med deres fine Klang. Gadeviser bryder ind, og en Fylde af Musik fører dem sammen med Sange af finere Art. Der er en uforfærdet Opsamlen af dagligdags Motiver i dette Arbejde og til Grundlag et musikalsk Sind, der af Livets Lyde danner en Symfoni, som gaar til Hjærtet. Hovedmotivet handler om en tarvelig født, sundt sanselig ung Pige, der i et Hotellivs befængte Luft djærvt værger sin Person. Hun er ingen Heltinde, hun kunde være blevet overvunden, og under Miskendelsernes bitre Nød ønsker hun, at hun var »som en at de andre«. Men paa det første Trin nedad til »de andret faar hun en fornuftig Haandsrækning, som hun bruger, og i rette Tid sender Livet hende saa den, hvem hun uden Selvanklage kan skænke sin opsparede, unge Ømhed. Tingen er smukt fortalt, men Bogen har Mangler. Ho ved- personen, Lotte Splyd, træder ikke tydelig frem fra Fortællingens Baggrund. Hun er som Prinsessen i den slumrende Skov, inden Ridderens Kys har faaet hende til at tale. Digteren ødsler af sin Viden paa hende, som Skoven af sit Lys paa Prinsessen, men han udleverer hende ikke. Vi ser Lotte i en Mængde Forhold, og for hendes Skyld tager vi Del i nok saa løjerlige Kalad>er, men bestandig sender Schandorph os de andre Personer til Under- Digitized by Google 980 Anmældelser. holdning. Vi faa nøjagtig Underretning om, hvad hun har tænkt og foretaget sig, men vi har ingen Lejlighed til selv at tale med Pigebarnet; ved de vigtigste Begivenheder er hun endog en stum Person. Vort Indtryk af den smukke Skofogeddatter er et Billede paa anden Haand. Fejlen begynder i Børneaarene. En eneste Replik i Lottes Mund er ikke tilstrækkelig til at vi kan se, at hun er den »raske Tøs«, som hun i Virkeligheden er. Det er ikke nok, at hun svarer paa Moderens uforlignelige Ord: »Lad vær' at glo med det Øjesyn!« da Anders Tjæner har kysset paa Fingeren ad hende — : »Saa laan mig dine Øjne, naar jeg ikke maa glo med mine egne.« Vi maatte ogsaa have hørt hendes Ord ved andre Lejligheder. Vi er ikke forberedte paa, at der senere i Lottes brune Øjne kan ligge den Glød; som tænder Ild bag Baronens Vams. Heller ikke er der i den blotte Omtale af, at hun ved Maskeballet paa Herre- gaarden staar med en Djævel i Sindet, Forklaring nok til at hun gør Oprør mod Verdensordenen ved ikke at ville tage Del i Opvartningen. Hvor henter hun Mod dertil fra? Den 'hele Be- givenhed er vistnok for øvrigt ikke ægte, hvor godt den end er fortalt. Fremdeles kommer hendes Beslutning om at forlade Hjemmet og tage Tjætieste paa et Hotel os i det mindste lige saa. overraskende, som den kommer Vennen Peter Iversen, og at hun den allerførste Dag, hun er i Funktion, lader sig kysse af den elegante Fuldmægtig, er saa lidet forberedt, at vi er ved at raabe paa Bagtalelse fra Forfatterens Side. Hvorfor jhar vi ikke hørt, hvad Lotte siger i Cigarhandlerens Kælder? Forfatteren meddeler, at »Lotte tumlede i en ubevidst Vildskab, sang og hujede i Kor med de andre«. Men naar vi aldrig har hørt, hvor- ledes et muntert Ord af Lotte klinger, danner denne Beskrivelse kun en tom Forestilling. Kun én Gang i hele sit Hotelliv har Lotte Ord i sin Mund, som maler hende. Det er da hun be- svarer en Opvarters kælne Henvendelse paa følgende Maade: »Jeg har Lyst til at tage Livtag med Dem, for jeg tror, jeg smed Dem i Gulvet. Man skulde ikke tro, De var paa et ordentligt Madsted, for De er saa gul som en vissen Gulerodstop!« Her og bestandig ellers de faa Gange Lotte faar en Replik, er Tonen ægte. Hun er en rap Tjænestepige , endog vittig blandt sine jævnlige, i gode Forhold vilde hun kunne le, saa at en Køkken- trappe stod fuld af hendes Latter, men aner hun blot Snippen af den Fare, hun kender alt for vel, bliver hun først tvær, senere Digitized by Google Anmældelser. 981 bøs. Men hverken denne Side eller det tækkelige ved hendes Væsen har Schandorph tilstrækkelig draget frem; har man kun truffet Lotte i »Skovfogedbørnenet, kender man hende næppe igen, naar man møder hende med hvidt Forklæde og Fejekost i Haanden i et af Hotellerne i København. Og fremfor alt hvorfor taler hun ikke i det Øjeblik, da det foregaar i hendes Liv, som er Fortællingens Indhold? Da Fuldmægtigen kommer og byder hende Armen om Aftenen paa Gaden, og hun modtager den, og hun véd, hvad hun gør, hvad er det da for et Slagtilfælde, som har gjort Schandorphs Pen lam dér, hvor den netop burde have skrevet bedst? Som Bogen nu er, ligger det springende Punkt her. Det bliver jo ikke til noget med den Forførelse, som alt i Lottes Liv har draget hende hen imod, hendes egen Natur og de Omgivelser, hun færdes i, det var da paa Situationen forinden at Vægten maatte lægges, om det nogen Sinde skulde være lykkedes Fortælleren at vise os Lotte. 1 disse ti Minutter blotter hun sit virkelige Væsens hvorledes; i denne halvt barnagtige, halvt vel bevidste Trippen hen til Randen af det aabne Gab, som drager hende til sig og forfærder hende, ligger alt, her var det vi skulde have set hende. Saa havde vi faaet et Billede af Lotte. Det er forsømt, og nu har vi kun en psykologisk Studie. Men Studien er god. Der er Sammenhæng og Kraft i den Aand, som har taget den lille Lotte Splyd for sig og koldblodig fundet sig til Rette i hendes Sindsrørelsers filtrede Spind, og der er Medfølelsens Skarpsyn i dette. Det er Individualisering, det skorter paa, og det er saa meget mærkeligere, som Bogen i øvrigt er fyldt med* Enkeltbilleder af slaaende Livagtighed. I Studien spores der kun Svagheder, saa længe Lotte er helt ung og uerfaren ; da hun er bleven Tjænestepige paa det københavnske anden Rangs Hotel, er den skildrede Udvikling god at tage irnod som en Anvisning paa Nationalbanken. Lottes Glæde over den Pynt, som Enkebaronessen skænker hende, synes mere dannet, end en Skovfogedpige let kunde føle den, og i Oprøret paa Herre- gaarden turde der, som antydet, skinne en Vilkaarlighed frem fra Forfatterens Side. Bogens Tone, Poesien i den, om man saa vil, finder man maaske tydeligst i alt det herlige Udenomsværk, der ledsager Be- retningen om Lotte Splyd. Der er for det første hendes Moder, Mette Splyd, og hendes tilkommende Stedfader, den sindige Skov- I ilsk tieren. 18P4 ^ Digitized by Google 982 Anmældelser. foged, Lars Iversen. Det er simple Mennesker i slet Forstand, deres Tanker roder i Smudset, og de er saa indlevet med Ræve- streger, at en aaben Fremgangsmaade vilde være den Snare, de sidst kunde falde paa at lægge for hinanden. Hvorledes saa deres egne »Spekulantstreger« lukker sig som et Net om dem og genner dem hen til den værste af alle Skovens Udgange, den, hvor Præsten staar paa Post og om ikke kværker dem saa dog vier dem til Mand og Kone, er kostelig fortalt. Det er Livets egen snurrig bedrøvelige Komik. Og Cigarhandler Liihrs, hans Kone og Kompani, Enke- baronessen, Baronen, Overkellneren, Anette, Jægeren paa Godset og Fuldmægtig Jespersen, hvor er de ikke i stort og smaat mal- ede med Farver, som ikke har en falsk Tinte. Schandorph har tidligere haft en Tilbøjelighed til at være bred og »smøre tykt paa« , og endnu kan han gaa til den yderste Grænse af hvad en Figur kan bære af Farve (Iversen, Fru Luhrs), men naar man vil tænke tilbage paa, hvorledes f. Eks. Herreselskabet i Røgestuen paa Strandholt, Anettes Hjærtesorg, Baronen under Lars Iversens Avdiens, Overkellneren efter Kampen i Folkestuen, Jægerens korte Svar paa Baronens Spørgsmaal o. s. v. træder ind i Bogens Plan, kan man kun føle Beundring for den lette Haand, Schandorph ejer, naar det gælder om paa hvert enkelt Sted af Maleriet at lægge netop den Kraft i Farven, som Øjet fordrer. Enkelthed- erne staar tydelige under den flygtige Behandling, og Opmærk- somheden bindes ikke et Minut længere end nødvendig. Fuld- mægtig Jespersen fylder maaske mere op, end der efter den Brug, der er for ham, strængt taget var nødvendig, men saa er til Gengæld hans Person gjort saa gennemsigtig, at enhver Indvend- ing mod den Vidtløftighed, hvormed han er behandlet, standses af det kunstneriske Behag, man føler ved Figuren. Hans Tur hjem i Jærnbanekupeen, efter at hans Planer med »den lille Gadedreng i Skørter« er strandede, er en Analyse, som trænger dybt ind i de dannede Lag. Det er en helt moderne Skikkelse, en Jurist med ulastelige Manerer og en Konversation, som vil blive taget for god i saa godt som alle Forhold, Schandorph har uforbløffet rullet ham op, og den akademisk dannede unge Em- bedsmand er bleven flad som en Flip paa Strygebrætet. Der var ikke noget bag den afrundede Optræden. Man kunde have ønsket, at Schandorph* i »Skovfoged- børnene« var gaaet dybere ned under Mulden, at han var kom- Digitized by Google AnmældeLser. 983 men til Følelsernes Kridt og Granit Om han havde ladet Lotte og Fuldmægtig Jespersen træde i virkelig Forbindelse med hin- anden? Bogen var da bleven en anden, der var kommet Vinter efter den Vaar, som nu er skildret; men sæt, at Scbandorph vidste om Lotte, at hun vilde have staaet sig for Jespersens An- greb, eller at hun vel faldt men hurtig stod opret paa ny, fordi hun var det sunde Skovfoged barn , og han en Vantrivning, eller omvendt maaske, at hendes Sundhed netop forøgede Faldets Fare, saa at hun aldrig rejste sig mere, saa har han haft Uret i ikke at meddele os denne Viden ved at indrette Fortællingen derefter. Det kan i Livet gaa saa læmpeligt til, som han denne Gang be- retter, Heldet tager mangen køn ung Pige i sin skærmende Favn, men den unge Pige er lærerigere at studere, som ikke har haft Heldet til Kæreste. Dog hvorledes dette end forholder sig, saa er Schandorphs Bog ogsaa god at faa Forstand af. Saa langt ned i Jordskorpen er vi naaet, at vi kender Muldens Art. Der kan vælges en fornuftig Dyrkningsmaade ogsaa L Kraft af den Viden, som dette Arbejde forplanter. Ene og fin gaar en stiv gammel Herre om i Bogen og pønser paa lutter honnette Ting. Schandorph bruger ham til at sætte Fortællingens Hjul i Bevægelse, men Anvendelsen er for ringe, han er for god til at optræde som deus ex machina. Det er overhovedet lidt af en Skam for Forfatteren, at han trænger til en saadan; det beror paa en Hjælpeløshed ved Ordningen af Stoflet, som nu og da overfalder Schandorph. For det simple For- maals Skyld at faa Lotte i flygtig Berøring med Ægteparret Luhrs og til al tjæne paa det Hotel, hvor Justitsraad Gram har op- slaaet sit gammel-jomfruagtige Ungkarlebo, sætter han et System af smaa Usandsynligheder i Gang, som ikke passer til Fortællingens Ædruelighed. Justitsraaden lider under det Misbrug, der drives med ham, han er for smuk en Skikkelse, til at jages ud paa Gaden i daarligt Vejr, blot for at hans Paraply kan pilke Lotte op, og han selv bringe hende til Gothersgade, hvorhen hun stiler. Men det varer ikke længe, saa har vi den gamle Herre for os i Ro. Hans Hjærne spinder videre paa den Traad, som begynder dér, hvor Ungdomsdagenes Indtryk første Gang vikledes op; uskyldig og uforandret gaar han Livets Bane igennem, føjende ny Hør til sin Traad, men aldrig forandrende sit Spind. Han tror paa det gode i Livet, som man gjorde det, da han var ung, med en ubestemt Forestilling om, at det er en ideal Magt, der ligger Digitized by Google 984 Anmældelser. over Haandgribelighedernes Verden. Han' gik i 48 med som fri- villig og betraadte senere Embedsbanen med det Forsæt at bringe Frihedens Luft ind i Kontorerne, han taler om det stærke Sus, der da skulde være kommet, men han har aldrig ment andet end en sagte Vind, som halvt uformærkt kunde rense Luften. Da det tager til at blæse uden for, finder han sig efterhaanden kim vel i Administrationens dybeste Hi, Arkivalia bliver hans Poesi og Forretningsgangen erstatter ham Filosofernes Skrifter. Da han saa trænger til Hvile, lejer han sig ind paa et Hotel for at han ved table d'Hdte kan høre Tysk og Fransk og Engelsk. Han har Raad nok til at rejse, men han foretrækker langt at komme i denne læmpelige Forbindelse med Udlandet. Fantasien sættes i Bevægelse derved, og der kan ingen Ubehageligheder indtræde. Han kan ikke godt lade være at øve en god Gerning, naar den byder sig frem. Han hjælper unge Mennesker og søger at redde faldne Piger. Naturligvis gaar det altid i Stykker for ham. Denne Mand har Schandorph digtet levende. Han taler, staar og gaar som den friskeste Original. Der er en Mængde Forstand i den gamle Herre, og han er ikke et Øjeblik latterlig. Indtrykket, han gør, er mildt som et Minde, og klart som et Møde fra forrige Nu; det er en Tegning med de nobleste Linjer. Det Rosentræ, den gamle Herre slæber op paa Lottes Kammer i dødelig Frygt for at blive opdaget, sender et forsigtigt lille Pust af erotisk Duft efter Justitsraaden ; Schandorph smiler derad og tager ikke et Sekund fejl af Arten i denne Erotik. Den er vanskeligere at kalde ved Navn end en ung Piges ufødte Længsler. Justitsraad Gram er det finest udførte Maleri i Bogen. E. Skram. Bemærkninger om Bjørnstjerne Bjørntons „Det flagei* i Byen og paa Havnen*. (Gyldendalske Boghandel). Bogen spænder over mere end to Aarhundreder og omhandler en Slægt i fem Generationer. Det er en vældig Tanke at sætte sig Digitized by Google Anmældelser. 985 sligt foi e, og en drabelig Daad at udføre det, og naar det bringes til Ende, som Bjørnson har gjort det, staar man stille med et und- rende Smil og tænker paa Sagnet om Kæmpen med de syv Hoveder. »Af et gammelt DokumenU — staar der over første Kapitel. Det er en Beretning fra det Herrens Aar 1G60, da den for Volds Skyld lordrevne tyske Skipper Curt løb ind i den norske Smaabys Havn og lod sit Skib overmale og omrigge. Saa følger en Be- skrivelse af hans Liv og Levned, som maler os et Billede op, ikke alene af Curt og hans nærmeste, men af Byen og Tiden, hvis Ægthed og Anskuelighed saa at sige tager Vejret fra Folk. Curt er et Udyr, væmmelig som en Abe i Menneskestørrelse, grum som en kæmpekraftig Tiger; i hans brede, bulnende Aarer ruller det adelige, udsvævende Røverblod. Han er et Inkarnat af Last og Ryggesløshed. Intet standser ham; kommer nogen ham i Vejen, slaar han dem ihjel og sparker de døde Kroppe til Side. Misgerninger og Umenneskeligheder drysser ned omkring ham. Hans Hustru er bleven afsindig al hans Mishandling; Byens Jom- fruer gaa voldtagne omkring, og naar Gødselsdyngerne køres ud om Vaaren, vrimler de af Barnelig. Pen der, om end aldrig saa kort, har levet i en norsk Kystby, kender de haarrejsende Historier, der er opbevaret om, hvad der bedreves af Ryggesløsheder i jramle Dage. Fortællingen om Curterne bringer dog alt andet til at blegne. At man læser det uden en Skygge af Indvending, uden et Sekund at tænke paa Overdrivelse, er Beviset for Forfatterens geniale Behandling af Stoffet. En eneste Fejltegning, en eneste falsk Motivering, og Virkningen vilde være ødelagt. — Efter Curts Død er det Sønnerne Adler og Max, som be- stiger den ledige Trone. Adler er pragtelskende , indolent og ugift. Han omgaas ingen, lader sig transportere i Bærestol, naar han skal ud, kan næsten ikke røre sig for Fedme, og synker med Aarene hen i et Slags stilfærdigt Idioti. I sin Ungdom har han levet i Udlandet og sandsynligvis hengivet sig saa stærkt til Ud- skejelser, at han senere ikke orker mere. Hjemme er han ikke udsvævende, hverken med Drik eller Kvinder. Det fremgaar blandt andet af den Omstændighed, at da Hr. Max under Gæstebudet har forgrebet sig paa Ane Paavelsdatter, bliver Adler tilkaldt af Raadmanden, som den, der har Myndighed til at tale ham til Digitized by Google 986 Anmældelser. Rette, hvad han ogsaa gør, idet han siger ham, at »hand var saare meget imod dette Uvæsen der paa Slottet, oc at Max endte ikke, før hand havde ruineret dennem alle«, hvilken Tale var den længste, nogen nogen Sinde havde hørt af Hr. Adler. Hans Livs eneste fjedrift V ar at rejse til København for at gøre Knæfald for Kongen og anraabe ham om at besøge Byen, hvor han boede, og værdiges at tage ind under hans Tag. Efter Tilbagekomsten kørte han altid siden i en hjemført Karosse, »med Forrider og Jæger, foruden Kusken, sampt to Tjæn- ere bag paa disforuden.« I Broderen Max florerer Slægtens Laster og lever dens vilddyriske Kraft; en Tendens til Svækkelse gør sig dog gældende. »I Begyndelsen« — hedder det — »da hand her kom, da bar han alt det hand drak, men icke paa slutten.« Han er Præst, dominerer og regerer først sin Broder med Godset og dets Be- boere, saa Kirken og hvad dertil hørte, men siden ogsaa den ganske Stad. Han opkaster sig til en fuldstændig Voldsherre, presser Skat og Tiende af Borgerne efter Forgodtbefindende, tvinger hver eneste rejsende, Mand og Kvinde, til at betale Afgift til Kirken, forfølger og fordriver fra Hus og Næring, By og Rige den, der ikke vil befale sin Datter at ægte ham — ham og hans hele Slægt. Han er en vældig Mand paa Stolen, har altid fuldt Hus, fordi ingen tør udeblive af Frygt for de Forhør, han holder over Skulkerne. Da Kirken er brændt , præker han under aaben Himmel, saa det høres helt til Havs, og de paa Skibene tro, det er Kvinder, som hyler i Barnsnød. »Derfor maa det siges til Hr. Max's Ros, at det gaf alle en gafnlig Skræck at gaa udi Kirqke i hans Tid,« — hedder det. — Han slider Livet af mange Hustruer og prygler sin Søn døv paa begge Øren, forgriber sig i Fuldskab paa Byens fornemste Jomfruer, og slaar paa staaende Fod sin Broder saa fordærvet, at han afgaar ved Døden, da han viser ham til Rette for det. I sin bedste Alder gaar han til Grunde; han bliver blød paa Hjærnen og ter sig som en afsindig. Plaget af Hallucinationer forfølges han af Aander og slaas med Djævelen, indtil hans sidste Kraft er forbrugt. Da gaar han til Sængs og dør en salig Død i sin Moders Sæng, betjænt med Al- terens »dyre Sakramente« af Præsten Thomasius, der beder og synger ved hans Sottesæng. Og hans Begravelse bliver stor og prægtig. Bispen holder en kostelig Mindetale over ham, han Digitized by Google Anmældeiser. 987 følges til Jorden af alle Byens Standspersoner, og i tre Dage bliver der talt, spist og drukket til hans Ære. Et overvældende rigt Stof er her samlet ind i en meget snæver Ramme. Paa en fjorten til seksten Sider er givet en Række Billeder, der brænder sig ind i Erindringen med en saadan Tydelighed, at de staar for Bevidstheden som Oplevelser. Vi føler den forhærdede Bitterhed i Aadel Knutsdatters brudte Stemme, som hun sidder i den store Stol i Grøntstuen og klager for Degnen over sin Ægteherres Mishandling, og siger at nu er hun færdig. »Gud ved hvem som bliver den næste; men kanske ved hånd del ogsaa selft — føjer hun til. Vi ser Hr. Max staa fast i Lofts* trappen, da han med sin korpulente Krops Tyngde har traadt Hul i Trinet, og hører de Forbandelser og Skældsord han bruger over at han ikke kan naa op til dem, der har flygtet for hans Udsugeiser. Vi ser ham slaa Degnen over Ende paa Prækestolen, fordi han har forrettet Tjænesten i hans Sted, da han var »ubekvem af Drikc, og ikke selv kunde. Og vi mærker tydelig, Arten af Enkens Taarer — hun, som holdt Hus for Sjøfolk, — da hun jamrer over Præstens Pengeudpresninger. Fra alle Sider falder Lyset ind over de optrædende. Ganske uformærkt er de ydre og indre Faktorer, der muliggjorde en Tilstand som den skildrede taget med, og gennem disse har Datidens ynkelige Fysiognomi faaet sin Afspejling. Betragtningerne over Guds almægtige og naadige Styrelse, — han, »som hafver sine egne Vejer paa forder Haand udstuckitc — der følger oven paa Beretninger om en ren Synd- flod af Skændselsgerninger, giver et slaaehde Udtryk for Tidens af Teologiens Dressur formørkede Forstand og forvænte Begreb. Sammentrængt som i en stærk Essens; strømmer den For- faldets og Forkuelsens Atlnosfære os i Møde, som den lange Lydrigetilstand og den trælleagtige Falden til Hvile under det fremmede Aag havde affødt, en Atmosfære, uden hvilken det vilde været umuligt at drage Aande i hine Skændselens Tider. En eneste Lysstraale lader Forfatteren bryde ind over dette Mørke. Det er Begivenheden med Bonden, der gaar op og øver Justits paa Hr. Curt for sin voldtagne Datter. I denne Bondens Mandsdaad giver den bagbundne og i Støvet trampede Folkekraft et værdigt Livstegn fra sig. Ved Hr. Max*s Død gør Forfatteren en Stands og springer et Par Slægtled over. Fortællingens Traad optages igen i 1830. Da var Ejeren en lang, sortsmudsket Fyr med et grønt, fodsidt Digitized by Google 988 Anmældelser. Forklæde, der gik som Gartner i sine egne Haver, som i For- ening med nogle Køer var hans eneste Levevej. Han var ugift. Det er et trist, mep velbekendt Billede; vi har sét ham før denne eneste Ætling af en stor og mægtig, men efterhaanden degraderet Slægt, — en Raring, der pusler omkring og steller for sig selv og lever et ensomt, hyggeforladt Liv i et Hjørne af den forfaldne Fædreneborg , hvis tilliggende Jorder er bedrøveligt ind- svundne, og hvor Anerne hænger paa Væggene, sorte af Vanrøgt og Ælde, i Rammer, som en Gang var forgyldte. I konsekvente Resultater er Ættens degenererende Udviklingsgang bleven paavist, og med Mesterskab er de Nuancer dragne, der giver de enkelte Slægtled sit Særpræg. Konrad Curt er i alle Henseender kun som en Skygge af de fordums Curter, ogsaa hvad Last og Rygges- løshed angaar. Hvad af godt og menneskeligt, der under Genera- tionernes forskellige Krydsninger Tiderne op over er flydt ind i Ætten, har i ham sat en klæk og bleg liden Blomst. Men den Sorg, som den svage og energiløse Mand bærer over at have mistet sin elskede og være bleven skilt fra det Barn, hun, skønt en andens Hustru, har født ham, gør at han hengiver sig til Drik. Herfra reddes han imidlertid af Sønnen, der ved Tredje- mands Mellemkomst er bleven gengivet ham, og vi har den Glæde at se en af dem, der bærer Curtenavnet, leve og dø som et efter fattig Lejlighed skikkeligt Menneske. Hans Søn John, der skriver sit Slægtnavn med K, kommer tilsyne i Tolvaarsalderen. Paa seks-otte Sider viser Forfatteren ham frem, til han er Student. Skildringen er af den Beskaffenhed, at Spændingen stiger fra Linje til Linje, og naar man er færdig, ved man ikke ret, om man skal le eller græde. Denne Gut er et overmodent Produkt af Curteracen, en eksotisk Plante med flammende Farver og forvoksne Dimensioner. De sidste Rester af Vildskab og Leveævne, som er tilbage i det udlevede Curteblod, er her strømmet sammen og opfører et brus- ende Spil af Kræfter, danner en mangfoldigartet Sammensætning af lidt af hvert. Paa Grænsen af Vanvid balancerer han sig Livet igennem. Naar han bedriver de gyseligste. Ting, sætter de vildeste Indfald hensynsløst i Værk, korsfæster Katter, oversager Rødderne paa Farens fineste Frugttræer, skærer den fattige Løber- guts Trøje i. Smaafiller, tager omtrent Livet af et Barn, som han slænger i Vandet og saa springer ud og redder, er der ingen Ondskab i noget af det. Ligesom de sindsforvirrede, der er plagede Digitized by Google Anniældelser. 989 af Stemmer, gør hvad disse siger, saaledes er John Kurt i sine Drifters og Sansers Vold. Disse faar Overhaand, fordi han mangler den Naturens Sundhed, som skaber Ligevægten. Alt hos ham er ud over alle rimelige Grænser. Fra at flomme over af den mest meningsløse Lovprisning, springer han til at rakke den selv- samme Ting ned i en Afgrund af Eder og Forbandelser. Han bliver ked af alt og latter Afsky for alt. Da han er naaet til den Erkendelse, at »hejle væra bare er en stor Møkahaug« — gaar han om Bord i et Skib, der sejler til Sydhavet, bliver borte i mange Aar, og kommer saa pludselig en vakker Vaardag hjem for — siger han — at se Faren dø, skønt denne for Resten er i bedste Velgaaende. Efter Hjemkomsten er det Sønnens Mening at være kærlig og omhyggelig mod Faderen, men, som venteligt kan være, faar hans Følelser et højst mærkeligt Udslag. Undertiden falder han saaledes paa, at Faderen ikke skal spise, eller han putter ham i varmt Bad med kold Styrt oven paa, eller han lægger ham ned under svære Dyner for at faa ham til at svede, alt sammen uden at der er skabt Grund til det. Det er kun Antydninger fra For- fatterens Haand, men de anførte Træk er saa veltruftie, at det meddelte former sig for Tanken som en Række malende Op- trin, da* tydeligt betegner Arten af Forholdet mellem dem. N\uir Sønnen fik disse Raptusser over sig, saa' Gamlingen paa ham med et eget Blik, et Blik uden hverken Frygt eller Tryghed eller godt Humør, men med en kold Nysgerrighed, som kunde han nok have Lyst til at vide: hvad mere. i disse faa Ord har vi et saa fyldigt Indtryk af den gamle, \i*ne Mand, at det er unødvendigt at fortælle os mere. — Det Afsnit, som skildrer John Kurts Frieri, har til Over- skrift: Sejler i Sigte. Thomasine Rendalen er Sejleren, han har faaet Øje paa, og selv er han Kaptejn paa Kaperskibet, der gaar ud efter Byttet. Under den Togt udfolder han en Vrimmel af hidtil ukendte Egenskaber. Vi lærer at beundre hans Ævne til snedig Beregning, hans Dygtighed til at udnytte alle Hjælpe- midler lige til den mindste tilfældige Omstændighed, hans store Snarraadighed, naar det gælder at skifte Taktik, hans Hurtighed i Brugen af en i Øjeblikket indvunden Fordel. Straks fra Be- gyndelsen af ser vi, at Sejleren maa blive taget, og naar han lykkelig bugserer sin Prise ind i Havnen, kan vi ikke værge os Digitized by Google 990 Anmældelser. for en Følelse af, at Sejerherrens Dygtighed fortjæner Kampens heldige Udfald. — Saa bliver han altsaa gift med Thomasine og møder i hende for første Gang én, der kan og tør gøre ham alvorlig Modstand. Under et hæsligt Optrin, hvori hans Naturs brutale Raahed træder hende utilsløret i Møde, saa at hun helt ud ser, hvilket Dyr hun har ægtet, fører hun aaben Krig imod ham og staar ved Kampens Udgang forrevet og mishandlet men uovervunden foran ham. Virkningen er den, at han dør af det. Raseriet over at være bleven trodset og det af hende, hans Kone, hans Ting, bringer ham i en betænkelig Forfatning, og da nogle af Gæsterne et Par Timer senere i Selskabet, hvor han er, forsøger at hindre ham fra at gaa hen paa et berygtet Hus, faar han Slagtilfælde og falder død om. John Kurt er et Stykke Menneskebeskrivelse, som ved sin Paavisning af, hvilken skæbnesvanger Rolle Selvmisbruget spiller i Naturens Husholdning, kaster Lys over en Række Fænomener, som mangen en forgæves har brudt sit Hoved med at finde for- nuftig Sammenhæng i. Et levende Dokument af Rang og Værdi, forfattet af en Psykolog med et overlegent Syn og en gennem- gribende Forstaaelse. Dette er Indledningen, og saa begynder den egentlige For- tælling, der foregaar i vore Dage, og omfatter et Tidsrum af over tredive Aar. Vi faar Anledning at følge Thomas Rendalen, der ligesom Moderen bærer det mødrene Slægtnavn, lige fra han ligger i Vuggen og op til det fjortende Aar. At læse om Kampen mellem Thomasine og den lille balstyrige Knægt, inden han endnu kan tale rent, er en kostelig Nydelse. Vi mister ham af Syne indtil han otte og tyve Aar gammel atter optræder paa Skue- pladsen, da han kommer hjem fra sin Udenlandsrejse og over- tager Moderens Skole. Dette gør et Hul i vor Viden om ham, som vi ikke synes om. Vi vilde gærne hørt, hvorledes han, Thoma- sines Søn, men de vilde Kurters Ætling, har klaret sig gennem disse vanskelige Aar. Antydningsvis staar der noget om det, men . det er alt for lidt. Men fra da af faar vi ham hel og holden. Støttet og hjulpet af sin prægtige Moder, gaar han sejerrig ud af Kampen mod den daarlige Fædrenearv. Den fornuftige Tugt, hans Moder øvede paa ham i de allerførste Barneaar, har tidlig avet hans Tendenser til ustyrlig Voldsomhed og Gennemførelsen af et mod bestemte Formaal rettet Opdragelsessystem har haft Digitized by Google Anmeldelser. 991 en forniende og ledende Indflydelse. Saa snart han har fundet en Livsopgave, samler han al sin Kraft og Ævne om sin Gerning og sætter Livet ind paa at fore den frem. Der er intet Fusk i hans Arbejde og ingen Svig i hans Sjæl, derfor véd vi, at han ikke vil svigte. Gennem sin Virksomhed paa Skolen blæser han Liv og Rørelse ud over Byen, og hans brave Mor med den rene Vilje og det ærlige Mod faar til sidst se sin lange Arbejdsdag kronet med gode Frugter. Bogen er fyldt med ypperlige Figurer. Vi kender omtrent alle Byens Familier, og vi véd ikke, hvem vi forstaar bedst og er mest fortrolig med, den unge Slægt med den uforlignelige »Ge- neralstabe , som vokser op og udfolder sig i sprættende, farverig Friskhed der oppe paa de gamle Kurters Røverborg, eller den, hvis Ungdom falder sammen med Thomasine Rendalens. Vi møder lutter virkelige Mennesker; Livets eget Hjærte- slag banker os i Møde, og Fortællingen er skabt i en menneske- kærlig Aands ædle Billede. 1 den Skikkelse, Brydningerne mellem gammelt og nyt an- tager, er givet Byens kommunale og sociale Portræt, og de re- formatoriske Bestræbelsers Modtagelse og Skæbne maler vor egen Tid i dens omslagsrige, urolige Skiften. — — »Det flager € er først og fremst et Indlæg i Kvindesagen. Med rolige, ægte Farver skildrer Forfatteren den sædelige Ned- værdigelse hos Kvinderne, og den kyniske Slaphed i Samfunds- moralen, der jrør det muligt . at Ægteskaber, som de i Bogen fremstillede, kan indgaaes uden at den almene Sædelighedsfølelse oprøres derimod. For at aahne Almenhedens Øjne for, hvad deslige Forbindelser i sine Konsekvenser betyder, påaviser Bjørn- son, hvorledes Slægten lider, degraderes, gaar til Grunde der- under. Hans Tanke er at forsøge paa at skabe en forpligtende Ansvarsfølelse. 1 »Gengangere« viser Ibsen os det grufulde Syn, at et Afkom, der er ulevedygtigt paa Grund af Fædrenes Ud- svævelser, gaar til C runde i Elendighed. Derved har han skabt el timeligt Helvede, der er fuldt saa afskrækkende som Kristen- dommens evige. Ibsen tager os med ned i Afgrundsdybet , for at vi skal se de fortabtes Kvaler, høre deres frugtesløse Nødskrig. Bjørnson viser os i >Det flager«, hvorledes den Vej ser ud, som fører derhen, og peger samtidig paa, hvilken Retning de har at følge, som ikke vil ende i Fordærvelse. Han præker om Midlet til at undfly denne Verdens Helvede og sætter Livet ind paa at Digitized by Google 992 Anmældelser. føre Folk i Sikkerhed. At se Faren og ville raade Bod derpaa, er for ham ét og det samme. Bjørnson er greben af en brændende Indignation over den Ulighed paa det kønslige Livs Omraade, der hersker mellem Mand og Kvinde. Uden fuldkommen Ligelighed, intet virkelig godt Ægteskab. Det er ikke Ukyskheden som saadan, han vil til Livs, men Ukyskheden i sine Udskejelser, som den slaar ud i uterlig Liderlighed. Hans Angreb er rettet mod det Samfund, der ikke oprøres mod at udlevere sine unge, uskyldige Kvinder til Mænd med udlevede Legemer og tilsølede Sjæle. Han gør ikke den en- kelte ansvarlig. Det vilde være uretfærdigt. Ligeledes véd han, at det ikke nytter at rejse Krav, som den offentlige Bevidsthed ikke har godkendt. Derfor er det hans Gerning for Tiden at forsøge paa at omforme Opinionen og vække en sædelig Ansvars- følelse af højere Art hos Kvinde som hos Mand. Til den Ende drager han frem en Række Kvinder, og viser hvorledes deres Stilling var i og uden for Ægteskabet Aarhundreder igennem, og hvad den til Dels endnu er. Der er ikke stor Forskel paa Kurte- hustruernes Vilkaar og f. Eks. Fru Emilie Engels. Det er det samme Syn i noget afdæmpede Farver. Det er først i det sidste Kapitel at et Pust af en anden Aand slaar os i Møde. Under Flagning og Salut ringes den nye Tid ind. Og naar vi lægger Bogen bort, er det som om vi har set et Folk i Rejsning. Amalie Skram. Digitized by Google Teatrene. November. Mens „Nationalteatret* stilfærdig har levet af de slumrende Abonnenter, har „Dagmarteatret* og „ Kasino* pressot de sidste Bloddraaber af .Froken Ni- touohe* og „Dom Juanita*. „Folketeatret* har sit Princip tro præsenteret os en Reprise. Mens Skilsmissesogende efter den nye Lovs Vedtagelse erklærer alle Frankrigs Domstole i Belejringstilstand, og Virkelighedens Grund er taget bort under Ægteparret Desprunelle's Fodder, bevarer »Lad os skilles* sejrrigt sin Magt over et Publikum, for hvem det aldrig var en kvik Aktualitet, lige fra Begyndelsen en lykkelig behandlet Idé. Der er sagt saa mangt og meget om Sardou. ved Lyden af hans Navn drager os forbi Erindringenjom saa mangen bleget Anmælder-Aandfuldhed. hvoraf vi kun fornemmer Stovet, som af en smuldret Buket — at man ikke fristes til paa ny at karakterisere et med saa utallige Adjektiver behængt Talent. Som Teaterdigter har han ejet Feuilletonistens Evner og har modtaget Feuilleton- istens Lou i en Tid. der bestandig foler si«? en sn ne foran Laterna magieas Lagen, og som »lerfor elsker til Mani Kronikernes og Feuilletonernes evige Skyggespil af sig selv. Som Dramatiker har Virtorien Sardou vist sit Publikum Skyggen af sig selv just i Nuets „Pose*. Han har endog undertiden naaet at give det (lamera- obscura-Billedets Farve, Solglittren. Glans og Bevægelse. Betragt Camera ob- srura. Alt er æ/te. Himlen er lys med sit eget ægteBlaa; Havets Bolger ruller langsomt i Havets ægte Gront. Og denne unge Kvinde, som stirrer ud derover, gemt bag sin Parasol, hendes Smil er levende, hendes Bryst aander. Og grib saa: alt er et tomt Stykke Pap. Saaledes har Sardou gydt Nuets fulde Livs^ka»r over en nogen Tomhed. Han har netop haft C imeraeN Gave. Ti hvis du pludselig vender dig bort fra Billedet og aabner den lille Dor i Skuret, vil du uden for i Livet se Himlen just med dette Lys, Havet i dette (iront og den unge Kvinde bag sin Parasol. Det er Hemmeligheden ved Sardou. Derfor gor hans Stykker altid Lykke, derfor kan de ikke genoptages: Paa gamle Malerier stoder Dragten os ikke. vi vender os til Ansigtet: paa gamle Fotografier drukner vi i Latter over Krinolinen. Kun to af Sardous mange Stykker syn<»s at kunne leve et Par Decennier. Det er de .rene* Lystspil: n fA farligt Brev* og .Lul os skilles*. Delvis skyldes dette den vidunderlig' Intrigekunst. At et Lystspil af Sardou skænker s, mime Nyfigenheds-Nyd-n -iin at falge travle Hænder, der I 994 Teatrene. ilsomt sætter Naale i et moderne Kniplebrædt. Det synes en Forvirring, det er et Mønster. Og i et Nu er smidige Traade knyttet om Naalene. — Delvis skyldes det Sardous noget raffinerede Lune. Det er dette Lune, som i „Lad os skilles* gør Ægtemanden til Elsker, Elskeren til Ægtemand. Dette Taskenspiller-Chan- gement er Lystspillets Nerve. Det er den velkendte Trios Komik, at Menealos synger Paris' Tenorparti og bortfører Helena i Finalen. Vi har saa ofte sét Ægte- manden blive blindet ved at faa Mel i Ansigtet som Klownen i Cirkus. Her bliver Elskeren den vaade Hund, der trøstes med Kamilleté. En saadan Idé betales i vore Dage med en Formue, for hvilken man køber et Slot. Paa Folketeatret blev „Lad os skilles" spillet saaledes, at det var den bedste Komedie, Sæsonen har budt. Fremfor alle skyldes det Hr. Abrahams selv. Der er ingen dansk Skuespiller, hvis Udvikling jeg nøjere har fulgt, ingen hvis endelige Viklen-sig-af-Puppen, jeg hilser med større Glæde. Hans Udførelse af Hr. Desprunelles er for hans Vedkommende Menneskefremstillingens Sejer over Tradition og Ageren. Vejen har været lang, for Kunstneren ofte besværlig. Nu er Maalet naaet: Hr. Abrahams vil uforfalsket kunne yde det, hans Personlighed sidder inde med. Lad os sé et Øjeblik paa Vejen, som er lagt tilbage. Det er hos Severin Abrahams to store Ungdomsindtryk, som har kæmpet i en vag, sent modnet Personlighed. Det ene Indtryk er Hjemmets, det an- det hele Tidens. Disse to stod i Strid. Ti der fandtes midt i Romantikens gyldneste Tid enkelte Huse, hvis Vinduer vendte ud til andre Anskuelsers Strøg end Romantikens Hovedgade. Konferentsraad Abrahams Hjem var et al* dem. Den franske Filosofis Luft rensede ud i disse Stuer. Udsigten var mere fri fra disse Ruder, man saa mindre snævert. Vidt forgrenede Bekendtskaber slog Dørene op i Huset, saa der aldrig blev indeklemt eller lummert. Men paa den anden Side var Severin Abrahams' Ungdomstid fuldstændig romantisk farvet. Officielt var alt romantisk — men det var Roniantikens Aften. Den var ikke mere nogen begejstret Tro, snarest en forsagt Vane. Hoved- stemningen var Vemodighed. Hos de stærke og selvstændige blev den til>at med en bitter og ensom Misfornøjelse, hvori hver enkelt rugede over sit. ingen samlede sig i Skare til Oprør. Dette Kuld af Unge fra Tredsernes første Aar blev en egen Slags fordomsfri, men i Bund og Grund skeptiske „Se-tirere*. Det var de stærkeste. Hos de bløde Personligheder løb Vemodigheden ud i en Smægten, der smager sødligl i Munden. Severin Abrahams hørte til de sidste. I hans første Tid besejredes Hjemmets Indflydelse aldeles af Studenterlivets og — Scenens. Scenens. Besynderligt, at i Abrahams sceniske Uddannelse akkurat de to samme Indflydelser skal brydes, som kæmpede i hans menneskelige Udvikling. Høedt spillede her Hjemmets Rolle, alle Teatrets Traditioner og dets Repertoire havde Romantikens Mærke. Abrahams fik Høedt til Lærer og — spillede sam- men med alle de andre væsentlig som alle de andre. Læreren prædikede Natur, og Eleven gav sig selv — saaledes som Tids- indtrykkene havde formet ham. Der findes en Buste af ham fra hin Periode. Den er sikkert udmærket truffet: Ansigtet er paa en Gang hovmodigt og smægt- ende. Men netop selvbeundrende Smægten var Mærke for Abrahams Spil. Begge Egenskaber skyldes hans Personligheds Svaghed. Den, der nærer Mis- tillid til sig selv, skjuler ofte derover ved^ unødigt at exponere sig selv. Naar Digitized by Google Teatrene. 995 Abrahams paa Scenen bestandig saa efter sine egne Ord, var det ikke for at beundre, hvor godt de ramte, det var af Frygt, for at de ikke skulde ramme. Følgen af det hele var, at denne Efterromantiker, som troskyldigt gav alt, hvad han følte, blev kaldet for affekteret; og at den Mistillid til sig selv, der kom af Usikkerheden over for egne Følelsers Ægthed, blev kaldet Selv- behagelighed. Af Høedt syntes Abrahams kun at have lært rent ydre Ting. Hans Re- plik var rund og blødt formet, hans Haandbevægelser varierede og talende. Men da Midler og Teknik ikke var taget i Brug af nogen selvstændig Individualitet, virkede de som pretentiøs Kunstfærdighed. Der var for den kunstforstandige meget at respektere, mindre at sympatisere med, intet, som rev med. Over Mængden besad Abrahams den Magt, som Ungdom, en smuk Stemme, et skønt Hoved skænker en Skuespiller. Den, der burde ende som Jeronimus i »Maskeraden* blev feteret som Grev Beaudelot Imidlertid gik Tiden. Tredserne blev Halvfjærdserne. Og de nye Strøm- ninger, som ellers saa sparsomt forandrede vort Teater-Fysiognomi, naaede Abrahams lettere end nogen anden. Hans Natur var endnu stadig lige blodt modtagelig, og pludseligt vaagnende Erindringer, baade fra Hjem og Lærer, gav, med ét understøttede og fremhjulpne af de ændrede Tider, hans kunstneriske Konstitution Marv og Knogler, bvor den før kun havde haft en vis Fedme og Brusk. Egentlig var dette nye jo alt sammen gammelt for ham — har han sagt til sig selv. Og det har givet ham Mod: Han fandl jo Støtte, ret besét i alt, hvad han i Hjemmet havde hørt, i Læren lært. Og for hver Rolle han fik. som nogenlunde kunde forliges med hans Egenskaber, viklede sig nu noget af hans eget Væsen ud. Faa bemærkede det. Gamle Beskyldninger, som var blevet falske, vedblev at følge ham : Egenskaber, hans Ungdom havde pyntet ham med, begyndte at forsvinde med den modnere Alder. Privatdirektørerne, som før havde kuret til Elskeren, blev maaske lidt køligere over for en Grev Beaudelot med Embonpoint. Det kongelige Teater nægtede Kunstneren Debut. Hele denne Tid har været vanskelig og trist. Et Gæstespil paa Kasino førte til intet, skønt det burde have overbevist alle. Abrahams .Ødsle Fader* var med et Ord sagt lige det modsatte af Dumas Figur. Fremstillerens og Digt- erens Skikkelse synes kun at have el eneste Lighedspunkt: Hjertensgodheden. Men selve denne er hidsigt opbrusende her, sindig magelig hist. Denne Grev de la Rivonniére, som var behagelig for blændende, dannet for aandfuld. en Smule flot for eksentrisk, erstattede en Række af aristokratiske Fuldkommen- heder med borgerlige Sinaadyder og var snart sagt intet af hvad Digteren har fordret. Men som han var, forblev han uafbrudt et Menneske. Man saa' ikke Grev de la Rivonniére, men man saa' Hr. Abrahams for første Gang. Fuldkomment slog han igennem, hvor man mindst skulde have ventet del. 1 Scenen med Sønnen brød frem en selvbevidst Autoritet, en uretfærdig Tilside- sats hele Indignation. For første Gang i sit Liv tog Abrahams hele Magten over Tilskuerens Sind - og det jusl, hvor hvad han skulde yde: var ægte Overlegenhed. Saaledes bliver Livets YdmygeUer Kunstens Sejre. Uretten, der var sket ham, havde ladet Kunstneren tage Maal af sin Ævne, og den 996 Teatrene. vundne Selvbevidsthed slog ved første Lejlighed ud i Kunsten og rev baade Mistillid og Forfængelighed over Ende. Men det blev herved. Man betaler ved Teatrene ikke Faderen Sønnens Gage. Man gagerer Ungdommen, ikke Talentet. Hr. Abrahams drog atter bort, denne Gang til Paris. Han vendte efter en Tids Forløb tilbage som sin egen Direktør; optræder i et Par gamle Roller, hvori han konstaterer, at han er paa Veje til at tilegne sig en Del fransk Natur, dansk Unatur i Retning af Hast i Repliken — og slaar derpaa pludseligt og afgørende igennem i en gammel Rolle, som han tidligere spillede med stor Dygtighed, hvori han nu skaber en ægte, en levende Skikkelse, helt i sit eget Billede, som her lempeligt kan glide sammen med Digterens. Hr. Desprunelles er lidt magelig. Ellers vilde der slet ikke være blevet nogen Komedie at skrive om dette Ægteskab. Ti ellers ]er han inderlig rar. Lidt egoist- isk — enfin, det følger med Mageligheden; men retskaffen, godlidende og sindig. Han har meget lunt Humor, som gaar Haand i Haand med en^aimabel Dan- nelse. Vid Horisont har han ikke; men han har megen Forstand paa — og Respekt for — „det, der eksisterer i Virkeligheden". Han har den reusserede Mands Skræk for det, som svæver i Skyerne, og han er Repræsentant for Max- imen: Her er dog ganske rart paa Jorden. Hvad Hr. Abrahams fuldt er bleven som Desprunelles kan siges helt kort: Han er den dannede Mand af den gode Middelstand her hjemme. Men hvor mange Opgaver ligger nu ikke for ham — eller laa. Hvilken dyb For- klaring vilde ikke „Et Dukkehjem* faa gennem denne jævne, helt borgerlige Tolkning. Hr. Abrahams vilde i det moderne originale Repertoire gøre en hel Kreds af Figurer saa uendelig forstaaelig for Mængden. Alle Abrahams Egenskaber, som han nu helt kunde bringe frem til Lyset i sin* Kunst, falder sammen med Bankdirektør Helmers. Det er nødvendigt saa — det fælles i Tiden gør det — at Skuespilleren og hans sande Roller mødes til given Tid. Skade da, at Monopol og Bornérthed skal skille saa nære Slægt- ninge. Fru Julie Secher spiller Gyprienne — ligesom sidst. Der er henriv- ende Ting, og der er alt for mange Fejl. Et vidunderlig lyst og barnligt Smil. en enkelt fra det rigeste Temperament fremspringende Replik spreder som Solskær over en hel Scene ; en tøset Kaadhed, en uklædelig Sparken til Rollen skæmmer et helt Optrin. Julie Secher har af alle unge ved vore Teatre det mest ægte Talent. Hvor hun under sine Hænder faar Følelser, hun helt kender, plumper hun ud i Sand- heden. Hendes Stemme, som har Fejl, bliver melodisk under det føltes Jnder- lighed; hendes Natur, som kan være heftig til Brutalitet, glider i Blik og Udtryk bort til den kyskeste Sarthed. Hun ejer den dybeste Hemmelighed i Kunsten : at virke det meget ved et „næsten Intet". Og ved Siden af alt dette, som burde gøre Julie Secher saa betydelig, ejer hun som Skuespillerinde en Række af Fejl, der lægger hendes Fortrin det far- ligste Baghold. Disse Fejl er det forkælede Barns. Hun er i Virkeligheden lærvillig som faa, men hun er kunstnerisk lunefuld som ingen. Hun interesseres let for alt, men kun faa Ting interesserer hende længe* Hun kan gore Under- værker, saa snart hun vil, og hun kan bringe til Fortvivlelse, hvis hun ikke Digitized by Google Teatrene. 997 „gider". Hun vil blive en stor Skuespillerinde den Dag, hun har opgivet det barnagtige, uden at „Barnet* i hende er dødt (lyprienne bar maaske va»ret anset for bendes største Triumf. Alt i aJt stiller den bendes Mangler i nok saa skarpt et Lys som bendes Fortrin. Sar- ilou fordrer af sin Heltinde en rent legemlig Yivaritet, hvorover Fru Serber ikke raader. Alt i alt gaar „Lad os skilles* med monsterværdig Provision: Hr. Orla- mundt giver Adbémar uden Overdrivelse. Fru Julie Hansen virker latterva>k- kende ved hvert Ord. Og naar man saa kort før Holbergsfesten gaar lw>rt efter at have sét ,Lad os skilles", siger man til sig selv, at paa dette Sekondteater lindes en Jeronimus, en Magdalone og en Pernille, som alle kunde naa den højeste Bang, i en Tid, hvor man heklager, at Holberg ingen Fremstillere finder. Hk.hman Hang. Digitized by Google